20. maj 2015 Verdenspremiere på TV-udsendelsen ”Nordic Cookery” om fødevarer og oplevelser i Gudenå-landet Over fire millioner husstande på BBC Lifestyle skal sammen med Tareq Taylor smage på Juelsminde og Søhøjlandet . Udsendelsen får premiere onsdag den 20. maj. Den berømte og populære kok Tareq Taylor besøgte Danmark sidste år i maj, og her kokkerede han sig igennem Gudenå-landet med udgangspunkt i Søhøjlandet og Juelsminde. I morgen kan tyve millioner seere på BBC Lifestyle nyde det appetitlige syn af TV-kokkens tryllerier på bl.a. Øm Kloster i Ry, Gothenborg i Them og på havnen i Juelsminde. TV-kokken var inviteret på besøg af VisitSilkeborg, VisitSkanderborg, VisitJuelsminde og Midtjysk Turisme, som har arbejdet sammen om at lokalisere aktørerne og lave research til programmet. - Ud af det er der kommet et charmerende madprogram med titlen ”Tareq Taylors Nordic Cookery – The Danish Lakelands”, som nu har verdenspremiere på BBC Lifestyle. Programmet er blevet solgt til andre udenlandske TV-kanaler og på sigt forhåbentlig også til nogle danske, lyder det fra de tre Visitorganisationer. Turistfolkene og de medvirkende virksomheder har fået lov til at smugkigge programmet og er enige om, at det er både nærværende og autentisk – og tillige meget, meget underholdende. Seerne får både en god ”smagsprøve” og en idé om alle de oplevelser, der venter gæsterne i The Danish Lakelands. I programmet anvender Tareq Taylor de lokale fødevarer til ”cooking sessions”, der typisk foregår under åben himmel. Han går også gerne på køkkenbesøg som f.eks. hos Pasquale Ceravolo på Hotel Julsø, snuser rundt på markedet ”SmagSilkeborg” eller står til søs ved Juelsminde. Programmet vises første gang, onsdag 20. maj på BBC Lifestyle (Skandinavien, Polen, Mellemøsten og Afrika) kl. 18.00 og igen kl. 22.50. Fakta: Nordic Cookery er titlen på en serie internationale madudsendelser om moderne nordisk mad og livsstil, som bliver til i samarbejde med VisitDenmark. I programmet fra The Danish Lakelands besøger Tareq Taylor Øm Kloster og smager øl fra Klosterbryggeriet, Det lille Gartneri, Hotel Julsø og Himmelbjerget, Hjarnø havdambrug, de lokale fiskere på havnen i Juelsminde, Gothenborg, Forårsmarkedet i Silkeborg, hvor Tareq Taylor besøger Osteriet Hinge, Pølsemageriet og Sorring bær, ligesom han prøver fluefiskeri i Gudenåen ved Svostrup Kro. Udsendelserne kan potentielt ses af ca. 80 mio. husstande i mere end 25 lande, bl.a. Tyskland, Norge, Sverige og UK, en række øvrige europæiske lande samt lande i Asien og Afrika. Hver udsendelse varer 30 minutter, og Tareq Taylors Nordic Cookery har seertal på linje med Masterchef, Antique Roadshow og lignende udsendelser. I tilfælde af spørgsmål kontakt gerne: VisitSilkeborg: Tone Rønne, 8720 5017 / [email protected] VisitSkanderborg: Mia Bay, 2790 09 10 / [email protected] VisitJuelsminde: Thomas Fænø, 7569 3313 / [email protected]
© Copyright 2024