Ny årbog fra Fiskeri- og Søfartsmuseet – Sjæk`len 2014

Tarphagevej 2, 6710 Esbjerg V
Tlf.: 7612 2000, fax: 7612 2010
E-mail: [email protected]
Giro: 1 01 42 34
PRESSEMEDDELELSE
April 2015
Ny årbog fra Fiskeri- og Søfartsmuseet – Sjæk’len 2014
Sjæk'len - Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet i Esbjerg er med sin 2014-udgave
nået til 27. årgang. Siden starten i 1988 er alle årbøger redigeret af Morten Hahn-Pedersen, der efter
godt 27 år i direktørstolen pr. 1. juli forlader Fiskeri- og Søfartsmuseet og dermed også slutter sin
tørn som redaktør og chef for museets forlag.
Årets udgave af Sjæk'len indeholder ni artikler med emner hentet fra museets arbejde under
den samlende overskrift “Mennesket og havet”:
Sjæk’len 2014 indledes med et par artikler om søfarten i 1600- og 1700-tallet.
Museumsinspektør Mette Guldberg fortæller om periodens udvikling i Vadehavets nordligste havn,
Hjerting, mens historikeren Ida Christine Jørgensen beretter om verdens- og livsopfattelse hos
danske søfarende i årene mellem 1670 og 1820.
Herefter følger to artikler om søfarten i slutningen af sejlskibstiden i årtierne omkring
1900. Holger Munchaus Petersen, tidligere leder af Toldmuseet, giver en levende beskrivelse af
vilkårene for søfolkene om bord på ’Jernalderens’ storsejlere; de store jern- eller stålbyggede
sejlskibe, der med udgangspunkt fra bl.a. Fanø sejlede verdenshavene tynde i perioden fra
1880’erne og frem til 1. Verdenskrig. Benny Boysen, som tidligere var inspektør ved Struer
Museum, går tættere på sejlskibsæraens slutning og fortæller historien om barkskibet HOLTHE og
Odense-rederiet Transatlantic, der var et af de danske rederier, som blev oprettet i årene under 1.
Verdenskrig.
Museumsinspektør Søren Byskov tager udgangspunkt i fiskeriet og sætter i sin artikel
fokus på de omplantninger af rødspætter, der fandt sted i danske farvande i årene mellem 1890’erne
og 1950’erne. Journalist Knud Jakobsen fortsætter emnekredsen inden for fiskeriet med sin artikel,
der under titlen ”Osvalds krig” beskæftiger sig med Nordsøfiskeriets vilkår under 2. Verdenskrig.
Kystturismen er også et tema i årets årbog fra Fiskeri- og Søfartsmuseet. Under titlen ”Fra
badegæster og landliggere til masseturisme” giver museumsdirektør Morten Hahn-Pedersen en
oversigt over kystturismens udvikling i Sydvestjylland fra midten af 1800-tallet og frem til i dag.
Årbogens sidste to artikler tager udgangspunkt i museets naturhistoriske arbejde.
Biologerne Carl Christian Kinze og Lasse Fast Jensen fortæller om observationer af pukkelhvaler i
Østersøen, og biolog Charlotte Bie Thøstesen fortæller med afsæt i museets særudstilling ”Hvaler
på afveje” om hvalstrandinger i Danmark gennem tiderne.
Som vanligt afsluttes årbogen med en beretning om museets virksomhed i det forgangne år.
Årbogen uddeles gratis til museumsforeningens medlemmer og kan af andre interesserede
erhverves for kr. 198 ved henvendelse til museet eller nærmeste boghandel.
Morten Hahn-Pedersen (red.):
Sjæk’len - Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet i Esbjerg 2014, Esbjerg 2015,
ISBN 978-87-90982-75-1, 192 sider, illustreret i s/h og farve, engelske resuméer, pris: 198,- kr.