1. No category

Dato: 27.08. 2015
Nyhedsbrev nr. 27.
Ansvarshavende: Arne Mikkelsen, Bispevej 16, 4500 Nykøbing Sj.
Tlf.2984.5851; E – mail: [email protected]
Kopiering af dette nyhedsbrev anbefales.
SF Odsherred udsender hermed en række nyhedsbreve til de personer, som dels er medlemmer eller
som beder om at komme på udsendelseslisten. Brevene vil løbende blive lagt ind på vores hjemmeside, som er åben for enhver. Hjemmesiden kan du finde her: www.sf.dk/odsherred
Deadline for næste nr.: 25.september 2015.
Billederne på denne forside er fra slutningen af
juli. Der var Ovn Marked
og FIO (Fødevarer i Odsherred) holdt igen en stor
fødevaremesse i Kongehallen ved Egebjergvej /
Nykøbing Sj.
Øverste billede afsnit af
Dalbakkegårds udsalg.
Her under et udsnit af
gæster i hallen.
Vejret i juli har ikke været
optimalt for ferie, men
tilsyneladende har det
ikke bevirket, at ferierende gæster er blevet væk
fra Odsherred.
Det lader til, herredet har
en god tiltrækning.
1
En ny regering og en (måske) ny æra.
Der har været valg, og det har været (er stadig) sommer. Valget var ikke godt for SF og heller ikke
for Centrum venstre. I det her nr. vil vi lægge op til en debat om, hvorfor det gik som det gjorde, og
om hvordan vi kommer videre. Den håber vi, at I vil deltage i?
Vi har også oplevet, at Dansk folkeparti er blevet det største borgerlige parti. De har peget på Lars
Løkke Rasmussen som statsminister, samtidig med at de i store dele af deres retorik viser mere lyst
til Centrum Venstre end til det Centrum Højre, hvor de jo er bestemmende for hvilken vej udviklingen lovmæssigt skal gå. Det er helt klart, at vi politisk står overfor nogle spændende udfordringer.
Vi fik det bestilte antal plakater op, og så
vidt det vides også ned igen.
Det er altid et problem med de sidste,
som nogen måske har glemt, hvor de var
opsat.
Vi havde vist også lidt problemer med
plakaterne denne gang? Hullerne sad
forkert!
---
SF skal videre efter valget
Redaktør af Nyhedsbrevet.
Byrådsmedlem, formand for
Social og Forebyggelsesudvalget og medlem af Økonomiudvalget.
Af Arne Mikkelsen
Den 18.juni afholdt Danmark folketingsvalg. Resultatet for SF var noget af en katastrofe, selvom vi
var en del, som havde forventet tilbagegangen. Tilbage på Christiansborg er der nu kun 7 brave partikammerater.
2
Det følgende er min kommentar til den situation. Jeg vil forud sende den til SF’s lokale bestyrelse,
og foreslå at vi får en drøftelse af situationen på næste partiforeningsmøde. Formålet hermed er, at
forsøge at forstå situationen og drøfte hvorledes vi kommer videre!
Jeg skrev på Facebook lige efter valget: ”SF fik et rigtigt dårligt valg. Det vil formentlig blive
drøftet indgående, hvorfor det gik så galt. I den lokale partiforening havde vi i går et sommer
komsammen. Rigtig hyggeligt trods "nederlaget." Det er mit håb, at SF har lært frem over "ikke
at gå i seng med fjenden." Vi skal samarbejde, og indgå kompromiser, men ikke bare lade den
anden part køre hen over os. Tager partiet den lære til sig, så har nederlaget måske gavnet!?”
Hvorfor gik det så galt?
Jeg vil nævne og begrunde omkring 5 hovedfaktorer.
1: Vores deltagelse i en R, S og SF regering.
Vi gik ind i regeringen efter et meget tæt samarbejde med Socialdemokraterne. Vores valggrundlag
var det såkaldte Fair Forandring. Programmet var et fantastisk stykke Venstresocialdemokratisk
arbejde. Det lagde op til, at vi på en socialt retfærdig måde skulle arbejde os ud af den krise, der få
år forinden var væltet ud over verden. Den såkaldte finanskrise. Problemet efter valget var, at der
ikke var flertal for denne politik. Samtidig var forsøg på inden valget at få en bare nogenlunde konsensus med De Radikale, ikke lykkedes. Da der så (i det Sorte tårn) skulle skrives et regeringsgrundlag, ”bankede” de Radikale Socialdemokraterne tilbage til traditionel politik. Et forhold som
vel især Corydon og hans højrefløj i Socialdemokratiet ikke var uvillige overfor. Selv da den vedtagne politik skulle udmøntes, viser den sig ikke at holde. I den proces kunne SF’s forhandlere tilsyneladende ikke stå distancen. En hovedårsag her er, at vi selv ikke var afklaret på, hvad vi egentlig ville ud over den grønne omstilling. En omstilling som vi så også har haft stort held med at få
gennemført dele af.
2. SF’s manglende afklaring af, hvilken vej vi ville.
SF havde oplevet en fantastisk opbakning, der vel kulminerede ved kommunalbestyrelsesvalget. Vi
var repræsenterede i alle kommuner, og den såkaldte ”Villy effekt” gjorde at vi virkelig fik indflydelse. Tre personer i KLs bestyrelse. Folketingsvalget var udtryk for en tilbagegang ( - 7 mandater).
En tilbagegang der i SFs ledelse hovedsageligt blev tilskrevet, at regeringsgrundlaget ikke var afprøvet endnu, men vi var klar til at indgå i en Socialdemokratisk ledet regering. For første gang var
der SF’ere i en dansk regering. SF skulle vise, at vi er regeringsduelige!
Et af de virkeligt svære forhold for den regering var, at de Radikale havde lovet fortsat at støtte den
forringelse af dagpengereformen, som lige var vedtaget af V/K regeringen. Den havde i øvrigt også
opbakning fra Dansk Folkeparti. Vi havde i valgkampen lovet at afskaffe den forringelse, men ikke
sagt tydeligt, at det krævede at befolkningen gav S /SF flertal hertil. Samt at vi uanset manglende
flertal ville indgå i en regering, hvis der kunne etableres et flertal herfor! Her blev der lagt et grundlag for en måske urimelig, men yderst effektiv løftebruds kampagne mod S og SF. En kampagne der
blev forstærket af, at vi ikke engang kunne fastholde de politikker som var indskrevet i regerings-
3
grundlaget. Første skred var opgivelsen af betalingsringen. Sener fulgte bl.a. opgivelse af at udvide
fædres ret til barselsorlov. Det var som om regeringen blev bange for sin egen skygge.
3. SF’s interne splittelser.
Der har altid været fløje i SF. Partiet har også altid håndteret disse med højt til loftet og respekt for,
at meninger skulle brydes. Afskalninger har partiet ikke været forskånet for. I 1969 brød venstrefløjen ud og dannede VS. I slutningen af 70erne var det en højrefløj, som ”sivede” og efterlod et SF
som et mere afklaret parti, og en Ny orientering, hvor feminisme, menneskerettigheder og økologisk
forståelse blev grundfæstet. I den aktuelle situation var der 3 hovedbevægelser. Der var de traditionelle venstrefløjs SF’ere. Det var den fløj, som havde valgt Holger K Nielsen og Villy Søvndal som
formænd. Så var der en fløj, der mener, at ”den grønne linje” og EU var det vigtigste i den fortsatte
kamp. Her fandt man bl.a. Steen Gade og Pia Olsen Dyhr. Endelig var der en ny strømning, som på
grund af deres tals - folks alder blev kaldt ”Børnebanden”. En anden gren af disse gik under navnet
”Arbejderisterne”. Her er Astrid Kragh og Thor Möger de mest kendte. Fælles for en del af ”Børnebandens” medlemmer var, at de havde udviklet deres politik i SFU. Rent politisk var de meget tæt
på den del af Socialdemokratiet, som havde deres politiske forståelse i fagbevægelsen. Dette uanset
en del af de ledende ikke selv havde større erfaringer fra den del af det politiske arbejde. For disse
folk var fagligt arbejde forbundet med LOs industri – og transport dele.
4. Politiske forsømmelser og fejlskud.
Det er i ovenstående ramme, at man kan forstå den udvikling, som SF gennemgik. Villy Søvndal
blev udenrigsminister. Han markerede sig stærkt for Danmarks engagement i ”Det arabiske forår”.
Det var med ham som minister, at danske F 16 fly deltog i Libyen. Uden egentligt at ville det, blev
det en SF accept, at Anders Fogh Rasmussens militære engagement linje blev anerkendt dansk
udenrigspolitik. I øvrigt medførte udviklingen, at Villy Søvndal kørte træt, og valgte at gå som formand for SF. Ret kort efter tvang sygdom ham helt bort fra aktivt politiske arbejde. SF stod nu, og
skulle vælge en ny formand. Sundhedsminister Astrid Kragh meldte sig, bakket op af et flertal i
folketingsgruppen og Landsledelsen, som kandidat. Den traditionelle SF midte var tilsyneladende
uforberedte, og der var ikke nogen åbenlys kandidat. Det lykkedes dog at få et nyvalgt folketingsmedlem Annette Vilhelmsen, som havde mange års erfaring fra Kerteminde byråd til at kandidere.
For at sikre hendes valg, var vi mange der helt uden organisation på landsplan fik mobiliseret ”de
traditionelle SF’ere, og sikrede Annette Vilhelmsen en overvældende 2/3 sejr. Ole Sohn der var
Erhvervs – og vækstministerminister måtte bede om at blive afløst. Han havde holdt med Astrid
Kragh, og var jo klart en af ”Arbejderisterne”, selvom han havde holdt en ret lav profil.
En af de helt store fejlvurderinger var, at SF bakkede op bag KL og regeringens politik over for
lærerne. I KL var det besluttet, at den kommende overenskomst skulle indebære, at lærernes tjenestetidsaftale skulle falde helt bort. Argumentet her var, at lærerne skulle have helt samme vilkår
som andre offentligt ansatte (det er der ikke nogen andre grupper som har, idet hver gruppe har tilpasset sine vilkår til arbejdets udførelse). Argumentet blev koblet sammen med en skitse til en ny
folkeskolelov, som der ikke ville være råd til, hvis ikke lærerne underviste godt 2 ugentlige lektioner mere, end det de hidtil havde gjort. Lærerne fremførte, helt klart for døve øren, at det ville be-
4
virke en utilstrækkelig forberedelse og en udhuling af samarbejdet med forældre og elever, ud over
hvad den rene undervisning i klasserummet krævede. Det medførte en lockout af lærerne, som da
lærerne ikke ville give sig, gik over i, at regeringen indførte et lovindgreb, som satte rammen for
lærernes fremtidige arbejdsvilkår. SF stemte for dette indgreb, ligesom vi havde stemt for lockout i
KL. Der er ikke nogen tvivl om, at denne handling har givet mange danske også ud over de ca.
70.000 lærere en dyb mistillid til hvad SF egentligt står for. Bredt i de andre offentligt ansattes
kredse har denne mistillid forankret sig. Et hovedproblem her er, at alt for mange SF’ere ikke har en
faglig forståelse, som også inkluderer, at offentligt ansatte er en del af ”arbejderbevægelsen”. At de
måske på mange måder er en mere progressiv (og i alle tilfælde med en større organisations procent), end det der kan opnås i en traditionel industri – og transportarbejder fagforening.
SF oplevede, at brydningerne blev så store i partiet, at vi valgte at træde ud af regeringen. Den direkte anledning blev, at regeringen solgte 17 % af sine DONG aktier til den multinationale spekulations – kapitalfond Goldmann Sachs. Bredt i både parti, Landsledelse og folketingsgruppe brød der
et oprør løs. Nu var nok nok! Annette Vilhelmsen gik af, og Pia Olsen Dyhr blev det ny samlingspunkt. Hun har vist sig som en meget kompetent og ansvarlig leder. Det er formentlig bl.a. hendes
indsats der har gjort, at det trods alt ikke er gået værre for SF.
5. Nogle politiske erkendelser som er nødvendige at foretage.
Straks efter at SF udtrådte af regeringen meldte den fløj der var tilknyttet ”Børnebanden” og ”Arbejderisterne” sig ud af SF, og blev optaget i Socialdemokraterne. Det er efterfølgende blevet ret
klart, at det for en del af disse var, hvad der hele tiden havde været planlagt. De havde bevist arbejdet på at overtage SF, og herefter føre denne overtagelse over i Socialdemokratiet (Mattias Tesfaye
siger det næsten direkte i et radiointerview her i sommeren). Det er også ret tydeligt, at de forhenværende SF’ere danner en særlig fløj i socialdemokraterne, som vil påvirke partiets udvikling i en
ny retning. En retning som ligger lidt til højre fra den traditionelle venstrefløjs, men som formentlig
nu vil læne sig tæt op af partiets ny formand Mette Frederiksen. Nok ikke for at overtage hendes
linje, men for at præge den så meget som de formår, i det spil der er i det store gamle ”arbejderparti”. SF kan herefter konstatere, at vi ikke var ret langt fra at blive overtaget af en ny Socialdemokratisk tendens. En overtagelse der i så fald var sket uden en grundlæggende drøftelse af denne udvikling.
SF har stærkt forsømt en grundlæggende politisk diskussion om, hvad det vil sige at være et moderne socialistisk parti, der både skal rumme den nødvendige kamp for et bæredygtigt samfund og et
mere socialt retfærdigt samfund. Her under et samfund der byger på anti - autoritære værdier, og en
ansvarlig integrationspolitik. Her ud fra skal en ny politik udvikles, uden at vi i processen mister
forståelsen af de sociale fællesskabers nødvendighed og det fælles ansvar for, at ingen bliver ladt
tilbage stående uden for dette fællesskab.
Kort sagt har vi behov for en bred drøftelse af, hvad det vil sige at være socialist i det 21. århundrede.
5
--Pressemeddelelse fra Odsherred Kommune 12. august 2015
Odsherred Stafetten skal være det største motionsevent i Odsherred
Alle firmaer, foreninger, ansatte, opfordres til at deltage i
det nye motionsevent
ved Kongeengen i Nykøbing tirsdag den 8.
september 2015, hvor
der er plads til 800.
Pladsen åbner kl.
16.30
Det er meningen at starte en årlig tilbagevendende begivenhed. Samtidig tyder meget på, at det bliver den største motionsbegivenhed i Odsherred. Næsten alle kan deltage, og det gælder ikke om at
komme først, men netop bare om at være med. Ruten er på 2 km. Og det er nok at tage den en gang,
men naturligvis også at løbe (eller gå) flere gange.
Danske bank i Odsherred og Lammefjordens Grøntsags laug er blndt de sponsorer der leverer henholdsvis T – shirts og gulerødder.
Motionsløbet er startet af områdets løbeklubber. Det er åbent for alle, og der er sendt invitation til
bl.a. Fri – og efterskolerne. Ligeledes er firmaer og andre arbejdssteder opfordret til at være med.
6
Udgangspunktet for starten er lethallerne ved Kongeengen i Nykøbing. Ruten er i Grønnehave skov.
Det er opbygget som stafet, hvor løbehold skal gennemføre 8 gange 2 km. Og gå hold 4 gange de 2
km. Hver deltager kan nøjes med en gange 2 km.
Det koster 950 kr. pr. hold med 4 medlemmer.
Stafetten støtter Kræftens bekæmpelses kampagne ”Støt brysterne.” Der er fællesspisning i Lethallen. Se mere: www.odsherredstafetten.dk
Yderlige oplysninger hos arbejdsmiljøkonsulent Birte Friis Skytte 4017 1620
[email protected]
---
Venstrefløjens ”Grand old man” er stadig aktiv. Her bringes fra Facebook et af hans altid klare og
rammende kommentarer:
Preben Wilhjelm om Dansk Folkeparti
7
At Dansk Folkeparti slet ikke har noget projekt og aldrig har haft det, kan ikke undre. De tre ledende personer blev alle politisk vakt af en Mogens Glistrup, hvis udtrykkelige mål var “afvikling af al
offentlig virksomhed”. Det er svært at se den røde tråd, når de i de seneste år har forsøgt at fremstille sig som de offentligt ansattes fremmeste forsvarere. Det er en metamorfose, som endda overgår
Pittelkow’ernes.
Man slår sig op som de ældres talsmænd og velgørere – men har i de kommuner, hvor man har været repræsenteret, stemt for alle nedskæringer på området. Man går til valg på ikke at ville røre dagpengene, derefter ikke bare støtter man, men tager initiativ til drastiske forringelser – som man så
tager afstand fra, når det truer med at koste stemmer. Man godkender på lukkede møder salget af
DONG til Goldman Sachs og fastholder det i flere måneder – men løber fra det og fører sig frem
som de førende kritikere, så snart sagen kommer frem i dagen lys og udløser harme.
Hvis DF har et projekt, så hedder det simpelthen: Principløst stemmefiskeri.
Preben Wilhjelm: “Som en mønt på højkant” 2015.
--Der er vist ikke nogen tvivl om, at dansk politik efter dette valg står overfor en række meget store
udfordringer. Det er fantastisk vigtigt, at SF finder sine ben i denne ny virkelighed. Ligeledes er det
nødvendigt, at du hjælper os alle med at finde den nødvendige vej. Der er stort brug for et revitaliseret SF.
---
8
Den sidste sociale ”Venstremand” takker af:
“Det vi ser med socialkrisen er ikke i orden, og det bør være en mærkesag for blå blok, for det
handler om mennesker, der ikke har en chance i systemet. Det er min helt klare overbevisning, at hele blå blok burde markere sig stærkere i forhold til socialkrisen. Det handler jo om
mennesker, og vi har da i Venstre altid sagt mennesket før systemet.”
Det sagde kultursociolog og daværende folketingsmedlem Eyvind Vesselbo (V) efter mange
artikler om socialkrisen. Nu har han forladt Folketinget, og der er kommet en ren Vregering..... Hvordan er det nu, de vil behandle de svageste???
--Også omkring forholdet til fagbevægelsen har SF tilsyneladende et efterslæb. Tydeligst kom det til udtryk, da
vi gik med til at tromle lærerne i forhold til deres arbejdstid. Vi gjorde det
først i KL og siden i folketinget.
Det er tid at drøfte det forhold! Og tid
at erkende, at fagbevægelse er andet
end industriarbejdere, selvom det
også er dem!
9
Nogle udpluk fra Facebook i perioden:
Marina Paulsen
31.07. -15
23% af Dansk Folkepartis vælgere ønsker revselsesretten genindført imod kun 15% af de herboende
muslimer og 9% blandt den øvrige del af befolkningen. Læs mere i artiklen her, hvor en ny undersøgelse af DR beviser, at danske muslimer på flere områder er både mere moderne og mindre autoritære end DFs vælgere - stik imod DFs påstande om det modsatte gennem flere årtier.
---
---
10
Thomas Adelskov (borgmester).
2. juli kl. 14:27 ·
Er på vej til ekstraordinært bestyrelsesmøde i KL. Min melding er klar: kommunerne har ikke brug
for minusvækst!
Venstres nedladende holdning er helt hen i vejret. Odsherred Kommune har hverken råd til bycykler
eller selvlysende bænke. I år har vi allerede aftalt besparelser og effektivisering i administrationen
for 16 millioner kroner. MEN de penge skal efter planen primært bruges til folkeskolerne og ældreplejen! - mange andre kommuner er i samme situation som Odsherred, og regeringens sparekrav til
kommunerne på 2,5 milliarder er helt hen i vejret!
(Odsherred kommunes andel af 2,5 milliarder er i øvrigt lig med omkring 15 millioner kroner).
--
Karin O. Jørgensen Øhh betyder det at vi støtter regeringen Mette Touborg ?


Mette Touborg Nej, Karin, det betyder det ikke. Hvorfor skulle det det?
Jeg har på SFs vegne forholdt mig til hvordan resultatet blev for 2016, og har klart og tydeligt meldt
fra på modellen for omprioriteringsbidrag. Det mener jeg ikke bliver glemt, og det giver os i høj
grad et solidt oplæg til at stemme begrundet imod en aftale næste år, hvis modellen gennemføres
som varslet (eller i nærheden).
Min vurdering ift SFs stemme i KL, er givet på baggrund af flere ting, bla at aftalen rent faktisk, når
vi kigger isoleret på 2016, ligger indenfor det mandat KPLU gav på det seneste møde (Lene Hatt).
Finansieringen/likviditeten er på plads - det var vigtigt.
Der sker et yderligere hensyn (skæv) fordeling ml kommunerne (læs Kbh., Lejre m.fl. får mindre
end i 2015, Guldborgsund og Lemvig m.fl. får mere) hvilket KPLU gerne så.
Anlægsrammen reduceres - det rammer primært Kbh., og er ikke uproblematisk set isoleret fra
Kbh's side, MEN under ét bliver det næppe en problemstilling, da kommunernes samlede anlægsbudget - og ikke mindst regnskab forventes at blive lavere (og KPLU valgte jo også eksplicit på sit
møde, at nedprioritere dette)
Servicerammen reduceres m 500 mio.kr. Det mener jeg også ligger klart indenfor KPLUs afgivne
mandat-ramme. Her må vi også være realistiske/troværdige ift hvordan regnskaberne tegner.
Omprioriteringsbidraget er røv og nøgler. Det vil vi ikke være med til at legitimere.
Det var forhandlinger der gik ualmindelig stærkt ift at nå et resultat. Jeg lagde op til at SF ville
stemme imod, hvilket jeg sagde på bestyrelsesmødet og til gruppemøde med A - OG drøftede pr tlf
med SF centralt.
Da muligheden for at se isoleret på 16 opstod - hvilket var meget overraskende for mig, at RV og
11
SF fik "lov til" vippede det til den anden side - men også kun lige.
Og ja, det blev også drøftet kort med SF centralt, også ift om det var indenfor KPLUs mandat.
Derefter stemte jeg for på SFs vegne med den tidligere skrevne protokollering om omprioriteringsbidraget.
Der vil, med en aftale som denne altid blive en diskussion af om det vipper den ene eller anden vej.
Og der var også tvivl på dagen. Nuancerne i aftalen er nok tydeligere, når man deltager i forhandlingerne og hører om for/imod og selve processen. Men ja, jeg var i tvivl.
Jeg tager naturligvis ansvar for min vurdering og står ved beslutningen.
Nu tager jeg på ferie. Vi må tage en gennemgang/drøftelse på et kommende KPLU møde og eks
skrive rundt til partiforeninger efterfølgende
Kh Mette
--Følgende formulering er aftalt:
”Regeringen (Venstre), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er enige om at støtte op
om det eksisterende aftalesystem for samarbejdet mellem staten og kommunerne henholdsvis regionerne. Partierne tilkendegiver derfor fremover at ville stemme for et aktstykke, som den til enhver tid siddende regering måtte oversende til godkendelse i Finansudvalget forudsat, at aktstykket er baseret på en
aftale indgået med KL henholdsvis Danske Regioner.” Denne formulering har R og SF taget forbehold
overfor.
--SF Odsherreds formand har skrevet nedenstående.
Tid til refleksion.
Denne artikel og Arnes ”SF skal videre
efter valget,” er tænkt som oplæg til en
for SF nødvendig debat. Vi tager den i
partiforeningen, men er også i gang
med at brede den videre ud.
I den sammenhæng har vi haft et møde
med nogle partikammerater fra det
øvrige Sjælland. Det 1. møde var i
Næstved, men det er aftalt at følge op,
således at vi kan have en vis styrke
frem mod næste Landsmøde.
Du opfordres til at deltage her i Nyhedsbrevet!
Mogens Stig Møller.
Som SF’er har resultatet af de sidste tre valg ikke just været opløftende.
12
Det bør give anledning til overvejelser om, hvorfor det kunne gå så galt, for der er ingen tvivl om, at det
langt hen af vejen er vores egen skyld, at vi er endt, hvor vi er i dag.
Jeg har brugt en del af sommeren til at overveje, hvad der fik et projekt, som vi var mange, der troede på,
til at ende der, hvor det endte.
Et af mine problemer med at få hold på hele problemstillingen var, at jeg ikke umiddelbart havde begreber,
der dækkede over, hvad vi havde været ude for.
Efter længere overvejelse er jeg nået frem til to begreber, der kan anvendes i et forsøg på at finde et sprog,
der gør, at vi kan få hold på, hvad det var, der skete.
De to begreber er bobleøkonomi og fjendtlig overtagelse.
Jeg vil gerne gennemgå de to begreber hver for sig i forhold til, hvordan de kan belyse den situation, partiet
er havnet i.
Tager vi begrebet bobleøkonomi passer det godt med SF's udvikling i årene fra 2005, da Villy Søvndal blev
valgt til formand og til sammenbruddet af regeringsdeltagelsen i 2014.
Der var fuldt blus på de politiske løfter – samfundsøkonomien var tilsyneladende også til det – og der blev
lagt en strategi for at komme i regering. Den blev bakket op af et klart flertal på de forskellige landsmøder,
men der var ikke rigtig nogle, der havde gjort sig overvejelser om, hvilke følger en evt. økonomisk krise
kunne få og hvad de politiske krav til en SF-regeringsdeltagelse skulle være.
Da boblen så revnede, blev der ikke taget hensyn til, at spillereglerne måske var ændrede.
Boblen både i popularitet, medlemsfremgang og mandatfremgang skabte også den samme type arrogance,
som kom til udtryk i den daværende Venstrefinansminister Thor Petersens udtalelse om at kunne købe hele
verden. Det gjorde os blinde for nødvendigheden af at skabe brede alliancer med bl.a. Enhedslisten og de
radikale. Det gjorde, at Enhedslisten blev en opposition i oppositionen og at de radikale ikke følte nogen
form for forpligtelse til at finde fælles fodslag med S-SF aksen. Uanset hvad vi mener om de radikales senere optræden, har vi et medansvar for, at samarbejdet blev så giftigt.
På de indre linjer skete der samtidigt det, at de værn, der var mod overdreven optimisme og politisk naivitet – nemlig Hovedbestyrelsen – blev omskabt til en mere tandløs Landsledelse, der ikke havde samme
lokale forankring som det tidligere HB med sine 15 amtsvalgte medlemmer, der stod direkte til ansvar overfor amtsbestyrelserne, hvor alle de lokale partiforeninger var repræsenteret.
Derudover skete der det, at landsmøderne mere fik rituel karakter, hvor ledelsens politik på forhånd var
klappet af, så det mest fik karakter af signalgivning til omverdenen af partiets enighed og ikke et reelt politisk debatforum.
Det gjorde, at partiforeningerne, der i realiteten skulle være partiets base og vigtigste organer, i stadig højere grad blev reduceret til at være vælgerforeninger, der kun skulle diskutere lokalpolitik.
Partiets medlemsblad blev reduceret til et indholdsløst menighedsblad.
13
Det skal i retfærdighedens navn siges, at vi var mange, der faldt for den nye trend. Vi lod os overbevise om,
at det kunne være vigtigt med SF i regering, og vores gode og solide arbejde i kommuner og regioner gjorde
også, at vi mente at have noget at byde ind med.
Det må også siges, at det ikke er første gang, at vi som parti har måttet tage diskussioner og har lavet politiske tiltag, der måske har svækket os, men det har altid været med baggrund i politiske uenigheder og ikke
organisatoriske tiltag. I forbindelsen med Maastricht-traktaten og afstemningen i 1993 om de fire undtagelser var der voldsom uenighed, men det kunne vi håndtere, da den hovedsageligt var politisk og derfor synlig og åben.
Denne gang skete der noget bag kulisserne, vi aldrig havde oplevet før og som måske var årsagen til, at så
stor en del af partiets medlemmer gik direkte i fælden og godkendte noget, der set i bagklogskabens lys var
bindegalt og i den grad i modstrid med partiets dna. Landsledelsens vragen af Meta Fuglsang som næstformand i 2012 til fordel for Mathias Tesfaye burde have fået alarmklokkerne til at ringe.
Vi var i realiteten udsat for et forsøg på en fjendtlig overtagelse.
Det var sandsynligvis ikke det billede, de personer, der igangsatte processen, havde af, hvad der skulle ske,
men det var i realiteten det, der blev resultatet.
En række personer – heraf en stor del med rødder i SFU – havde udtænkt et projekt om at forny partiet ud
fra devisen, at regeringsdeltagelse i sig selv er vejen til den reelle magt. Som de så smagfuldt udtrykte det
”Fra vagthund til magthund.”
Betragter vi SF, som man ville betragte en virksomhed, var SF's største aktiv en høj grad af politisk troværdighed som det decentrale alternativ på venstrefløjen. Der var et veletableret partiapparat og en organisation, der havde vist sin levedygtighed også gennem ret voldsomme storme, og samtidig var der også en
stigende forventning om en dag at være med i landets ledelse.
Der var mange af disse personer, der af et ærligt hjerte ville gøre deres for at fremme en solidarisk og miljømæssigt ansvarlig politik i Danmark, og som også havde respekt for partiets rødder og historie, men der
var også nogle, der bare så SF som en virksomhed, der absolut ikke udnyttede sine aktiver optimalt og som
derfor burde overtages, så man kunne kapitalisere aktiverne bedre - for nogle af dem med det formål at
danne et nyt socialdemokrati - og som så partiet som et middel og ikke som et mål.
Deres bagvedliggende agenda har måske været en ide om at danne en slags Labour; et parti til venstre for
midten, der kunne agere som en samlet enhed.
Der var ikke mange af partiets medlemmer, der ville have købt den vision, hvis den blev lagt offentligt frem,
for den viste, at de pågældende ikke havde forstået, hvorfor SF'ere ikke bare var socialdemokrater. Da SF
blev dannet i 1959, var den kolde krig i fuld gang. Venstrefløjen bestod af Socialdemokratiet og af DKP.
Forudsætningerne for begge partier var skabt under de store omvæltninger i sidste halvdel af det 19. århundrede, og selv om det ene senere blev betegnet som ”revolutionært” og det andet ”revisionistisk”, var
de begge meget centralistisk styrede. Socialdemokratiet blev dannet i 1871, og indtil 1919, hvor en fraktion
brød ud og dannede det, der senere blev DKP, var der i realiteten kun et parti på venstrefløjen.
14
Den stramme styring og den centralistiske tankegang var en nødvendighed under de omstændigheder,
arbejderbevægelsen blev dannet under, for kampen var hård og modstanderne stærke, og den dag i dag
præger dette socialdemokraterne.
I 1959, da SF blev dannet af udbrydere fra bl.a. DKP, hvis princip om ”demokratisk centralisme” havde vist
sig at være 5% demokrati og 95% centralisme, var et af kernepunkterne, at SF skulle være et decentralt
parti, hvor magt og indflydelse skulle gå nedefra og op.
Partiforeningerne skulle være de bærende politikudviklende organer, det årlige landsmøde var partiets
højeste myndighed, og Hovedbestyrelsen, der mødtes c. 10 gange om året og tegnede partiet mellem
landsmøderne, bestod dels af en række lokalt valgte repræsentanter og dels af en række landsmødevalgte
repræsentanter.
Folketingsgruppens indflydelse var begrænset. Forretningsudvalget tog sig af de løbende forretninger mellem HB- møderne, men stod altid til ansvar overfor HB, som igen stod til ansvar overfor landsmødet og de
enkelte partiforeninger.
Denne decentrale struktur var uforeneligt med en socialdemokratisk partiopfattelse, og derfor var projektet formentligt dødfødt fra starten – med mindre målet har været at aflive SF.
Derfor skulle denne struktur laves om – angiveligt for at gøre det muligt at sidde i regering. På landsmødet i
2007 blev der vedtaget en række principper for ny ledelse, der set efterfølgende havde til formål at udskifte
politikudvikling med orientering, og som derfor gik ”fra tilladelse til tilgivelse”.
Da den lokale forankring var fjernet, var store områder nu uden nogen repræsentation i den ny Landsledelse. Som eksempel kan nævnes, at hvor Region Sjælland tidligere havde tre lokalt valgte repræsentanter, der
var valgt af medlemmerne i de lokale partiforeninger ved urafstemning, havde de nu kun krav på en, der
var landsmødevalgt, og som derfor ikke nødvendigvis var lokalpolitisk aktiv, men bare boede i regionen.
Man havde således ved dygtigt lobbyarbejde fjernet de fleste af de bremseklodser, der kunne korrigere en
uheldig udvikling, inden man gik i gang med det største eksperiment i partiets historie.
Resultatet blev, at vi gik med i en regering på baggrund af et regeringsgrundlag, som de tidligere hovedbestyrelser næppe ville have godkendt.
Tømmermændene kom hurtigt, da vi så, hvad der kom ud af processen.
For det første var accepten af den borgerlige økonomiske politik noget af et chok for mange af os, og siden
gik det slag i slag. Førtidspensions- og flexjobreformen var katastrofal for dem, det gik ud over, og da jeg på
det tidspunkt var formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune, kunne jeg se hvilke voldsomme
følger, reformen fik.
Forkortningen af dagpengene og forlængelsen af optjeningsperioden kastede mange ud i økonomisk uføre,
og da man samtidig udvidede sambeskatningen, gjorde man det endnu sværere at gøre noget for ofrene for
den førte politik.
Så strøg betalingsringen, som var et af de få SF-punkter, der rent faktisk var med.
15
Og som kronen på værket gik man i krig med fagbevægelsen for at knuse Danmarks Lærerforening for at
finansiere den mindst gennemarbejdede og gennemtænkte skolereform i Danmarkshistorien.
Aldrig har jeg været så tæt på at melde mig ud, men jeg ville ikke acceptere, at ”mit” parti skulle overtages
af en flok systemteoretikeres skrivebordsstrategi.
Da så formanden valgte at træde tilbage i september 2012, lå efterfølgeren allerede klar på affyringsrampen, og det lignede mistænkeligt et kup.
Men nu var det nok. Der var en, der stillede op imod den designerede kandidat, og hun vandt en overlegen
sejr. Mange undrede sig over, hvordan en helt ukendt person kunne slå en af de højtprofilerede partispidser med stort set hele ledelsen bag sig, men jeg tror, at Leif Hermann udtrykte manges mening, da han blev
spurgt om, hvordan han kunne gå ind for en så ukendt kandidat, nemlig at med Astrid Krag vidste vi, hvad vi
ville få, og det ville vi ikke have.
Da så DONG-salget fik SF til at træde ud af regeringen, forsvandt alle de, der ville have overtaget butikken,
til andre partier.
Det var nok også det bedste, for de, der forsvandt, har næppe nogensinde været SF-ere.
Men det har kostet, og det kommer til at koste i de kommende år at genopbygge partiet, både internt og
eksternt.
Hvordan kunne det gå så galt og hvorfor var der ikke nogle af os, der tidligere blev opmærksomme på, hvad
der var ved at ske?
Det er der nok flere forklaringer på.
Et bud er, at vi i sin tid valgte Villy Søvndal, fordi han mentes at repræsentere venstrefløjen i partiet.
Det er så lidt skæbnens ironi, at hans tidligere modkandidat, Pia Olsen Dyhr, som angiveligt skulle have
repræsenteret partiets højrefløj, så kan få lov til at rydde op efter det mest højreorienterede projekt i partiets historie. Det gør hun i øvrigt godt.
Et andet bud er, at mange af os var alt for naive. Vi troede, at man ville i regering for at gennemføre sin
politik og ikke bare for at være i regering. Vi havde den naive forestilling, at vi alle i partiet var enige om, at
magt er et middel og ikke et mål i sig selv.
Et tredje bud er, at vi købte den ny organisering, fordi vi var mange, der ikke kunne forestille sig, at SF'ere
kunne godkende mange af de ting, der stod i regeringsgrundlaget uden at det havde været til debat i partiet, når det nu lå så langt fra det, vi var gået til valg på.
Derved havde vi naivt grænsende til det tåbelige anbragt os selv i en situation, hvor vi kun kunne tage det,
der skete, til efterretning.
Hvad så nu?
Som jeg ser det er der tre nødvendige tiltag.
16
For det første skal vi have evalueret hele hændelsesforløbet grundigt, og det kræver, at vi også erkender
vor egen naivitet og manglende analyser, samt at vi gør op med ønsketænkning og forestillinger om, at
SF’ere som udgangspunkt på trods af uenigheder og forskellige synspunkter altid har partiets interesser og
sjæl inde på nethinden.
For det andet skal vi igennem en organisatorisk og skolingsmæssig proces, der sikrer den nødvendige viden
og fælles forståelse i partiet, og så skal vi genskabe de kontrolmekanismer, der forsvandt med den nuværende struktur og som sikrer, at magten går nedefra og op, så vi ikke en gang til kan blive gidsler for en ledelse, der bevæger sig væk fra partiets grundlag.
For det tredje skal vi ud og forklare os – forklare alle de, som vi har svigtet, at vi har lært af denne proces og
at vi ikke en gang til vil gå efter magten uden at have et politisk mål med det.
Afslutningsvis vil jeg sige, at der intet er i vejen med at gå efter regeringsmagten, men vi må ikke gå efter
magtens symboler, hvis vi ikke får del i magtens substans. Hvis det ikke har positiv politisk betydning, at SF
er med i en regering, så skal vi holde os væk.
---
Kort nyt fra byrådet.
Valg og regeringsaftale har gjort, at vi er noget bag ud med budgetarbejdet. Der har manglet væsentlige centrale budgetoplysninger, og derfor blev et byrådsseminar planlagt til afholdelse sidst i
juni skubbet til 3. september. Også udvalgenes behandling af ”pris x mængde” ændringer blev
skubbet til septembermødet.
Efter politik dagen skal Økonomiudvalget udarbejde et forslag for budget 2016 på sit møde den 8.
09. Det sendes så til høring i brugerbestyrelser og hovedudvalg med frist den 21. 09. kl. 08.00. Byrådets 1. behandling bliver den 15.09. og endelig beslutning ved 2. behandling den 06. 10.
17
Byrådet har godkendt en bevilling på 5,27 mill. kr. til indretning af teater i ”Den gamle Irma bygning ” på hovedgaden i Nykøbing. Dertil kommer 1,5 mill. kr. til et offentligt toilet der samtænkes.
Bygningen har kommunen allerede erhvervet sig. Teatret vil blive et kæmpe løft for hele Odsherred.
Det bevilgede vil dække de 2 første af 3 etaper, men vil gøre at teatret kan flytte fra Annebergparken og til Nykøbing.
Hjemmeplejen har underskud.
Ved opgørelsen af halvårs regnskabet blev der konstateret et merforbrug i hjemmeplejen på godt 15
mill. kr. En stor del kan forklares, men Social og Forebyggelsesudvalget har beordret en handleplan,
så de midler, der ikke skyldes pris x mængde kan indhentes. Det er mindst 6 mill. kr.
I forbindelse med at et konsulentfirma (Incitare) skulle hjælpe med at beskrive forholdene i hjemmeplejen, gik et bilag med forslag om revisitering af alle borgere med henblik på at nedsætte deres
service ud i en pressemeddelelse. Udvalget havde for længst afvist denne mulighed. Jeg (AM) har
haft en hel del bøvl med at få forklaret, at der er tale om en fejl. Opretningsplanen må angivelig
ikke betyde sænkning af den besluttede service. Den skal overholde gældende lovgivning og gældende patientsikkerhed. Vi er trods dette ved at være i mål med planen.
Sparer 30 % på fjernvarme
Byrådet har godkendt en plan for, at Annebergparken kobles på Nykøbing Sj. Fjernvarmenet. Der
etableres en transmissionsledning fra solvarmeanlægget på Getsøvej. Konkret betyder det, at de
varmeregningstyngede beboere sparer mindst 30 % på varmeregningen.
Nyt medlem af bevillingsnævnet.
Den gamle lokalformand for Socialdemokraterne Grethe Petterson har været formand for bevillingsnævnet. Hun døde i. juli. Byrådet har som hendes afløser i nævnet indsat Aage Holm Larsen.
Integrationsrådet.
18
Byrådet godkendte, at Integrationsrådet skiftede 3 medlemmer ud (efter deres eget ønske, og med 2
der overgik som suppleanter og en der helt udtrådte). Det var 3 med flygtningestatus der kom ind:
Dogan Yurdakul og Mustafa Galo Muhammed (Syrien) og Patrick Makwala (Congo). På billedet
Dogan, Nancy, Patrick, Mustafa, Burkhard og Pushpamalar.
---
Leder:
Statsminister Lars Lykke Rasmussen har meddelt, at vi danskere skal stemme om vores holdning til
at afskaffe en del af Retsforbeholdet. Afstemningen skal finde sted den 3. december 2015.
Denne skribent har i skrivende stund ikke besluttet, om jeg vil stemme ja eller nej. Ifølge meningsmålingerne gælder det for ca. hver 5. borger. Ud af resten vil 66 % stemme ja.
SF har tilsluttet sig ja fløjen i folketinget, sammen med V, K, S og R. Alternativet ønsker også et ja,
men vil ikke samarbejde med de andre herom. Imod er DF, LA og Enhedslisten.
Jeg mener det er en fundamental fejl af SF, ikke at insistere på hele pakken. Grænseoverskridende
kriminalitets bekæmpelse gennem Europol, bekæmpelse af menneskehandel og begrænsning af
Cyper - kriminalitet kan vi indgå i gennem bilaterale aftaler. Hvem ville være imod det? Det er for
alle en win / win situation.
Derimod skal vi acceptere, at alle ja partier får vetoret når det gælder det Fælleseuropæiske samarbejde om flygtninge. Dette samarbejde for at klare nutidens største udfordring næst efter klimakrisen bør SF insistere på skal med i afstemningen. SF skal bruge situationen omkring denne afstemning til at bevidstgøre omkring den enkle sandhed: Efterkrigstidens største flygtningestrøm kræver, at alle Europas lande står sammen om at klare udfordringen med de stigende millioner af
mennesker, som er på flugt fra krig og nød.
AM.
19