Nyhedsbrevet Danske Medier uge

NYHEDSBREV UGE 12 – 2015
Læs også nyhedsbrevet direkte på vores hjemmeside: www.danskemedier.dk/nyheder/nyhedsbrev
JOURNALISTIK OG REDAKTION
De sociale medier svækker nyhedsmediernes betydning
Selvcensur opfattes ikke som problem for danske medier, viser ”Nyhedsmediernes
tilstandsrapport”
De største udfordringer for de publicistiske medier er at få brugerne til at betale for indholdet samt
de sociale mediers voksende betydning, fremgår det af en undersøgelse ”Nyhedsmediernes
tilstandsrapport”.
Rapporten er gennemført af forskere ved Center for Journalistik, SDU, på vegne af Den Danske
Publicistklub og blev præsenteret af centerleder Peter Bro på et seminar i Publicistklubben torsdag.
Den er udarbejdet på grundlag af svar på 50 spørgsmål stillet til et panel på over 100 mediechefer,
redaktører, medieforskere, organisationsfolk, prisvindere mv.
De fleste (72 pct.) betegner opgaven med at få betalt for det redaktionelle indhold som den største
udfordring. Mange (47 pct.) finder også, at de sociale medier i høj grad har svækket
nyhedsmediernes betydning som forum for den offentlige demokratiske debat.
Undersøgelsen viser en grundlæggende bekymring for den journalistiske kvalitet af nyheder fra
medierne, fordi journalisterne får stadig mindre tid til at lave deres historier. Hovedparten af
panelet mener, at hvis ikke danske nyhedsmedier styrker kvaliteten af deres redaktionelle indhold,
så vil borgerne på længere sigt få svært ved at skelne mellem den gode journalistik og al mulig
anden information.
Produktionspresset på nyhedsmediernes redaktioner og presset på den journalistiske kvalitet
opfattes også som udfordringer for de publicistiske medier i dag. Særligt online-nyhederne fra de
danske nyhedsmedier opleves generelt af ringere kvalitet end de øvrige nyheder i aviser, tv og
radio.
Undersøgelsen viser også, at selvcensur ikke opfattes som et reelt problem for de danske medier.
Det ses blandt andet ved, at medierne i dag ikke generelt er for tilbageholdende, når de dækker
spørgsmål om islam. Holdningen blandt de adspurgte er endvidere, at medierne ikke skal blive
mere påpasselige med at offentliggøre indhold, der kan virke stødende over for grupper af borgere.
Det er ambitionen er, at undersøgelsen fremover gennemføres hvert år.
Den store Publicistpris til Flemming Rose
Også priser til Puk Damsgård, Zetland og Altinget.
Jyllands-Postens udlandsredaktør, Flemming Rose, modtog torsdag den store Publicistpris 2015 på
20.000 kr. for “mangeårig, fremragende indsats for lødig publicisme”.
– Flemming Rose har de sidste ti år været en stærk og central aktør i den internationale debat om
ytringsfrihed, og midt i de store kontroverser har han ikke blot stået fast på sine principper, men
også insisteret på at forklare og nuancere sine synspunkter i debatter verden over, lyder det i
juryens begrundelse.
Publicistklubben har i år udvidet prisrækken til fire priser. For de tre mindre priser er beløbet
10.000 kroner.
Det nyskabende medie Zetland modtog Den lille Publicistpris for at have pustet frisk luft ind i det
danske medielandskab.
– Zetland er en publicist fornøjelse, som har skabt et eksperimentarium med sin iderigdom og
deres insisteren på at udvikle både journalistisk kvalitet og købmandskab. Holdet bag Zetland
bidrager med tiltrængt inspiration, skriver juryen.
Holdet består af journalisterne Silke Bock, Lea Korsgaard, Hakon Mosbech og Jakob Moll, der
dannede Zetland i 2012 og blandt andet har markeret sig med lange journalistiske fortællinger
under betegnelsen ‘singler’ og Zetland live – et nyskabende magasinformat, som opføres i stedet for
nedskrives.
Public Service-prisen, der er oprettet for at sætte fokus på, at public service er en forpligtelse for
alle lødige publicister, gik til Altinget med Rasmus Nielsen i spidsen.
– Altinget er et inspirerende eksempel på privat public service. Mens mange store redaktioner ofte
har flyttet fokus i det politiske stof hen mod proces og form, er det lykkedes Altinget at skabe et helt
nyt medie baseret på politisk indhold – til glæde og gavn for folkestyret og med mange nye
journalistjob til følge, lyder det i juryens begrundelse.
Fortællerprisen, går til DRs Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård for hendes bestseller ‘Hvor
solen græder’ om den syriske borgerkrig.
– Puk Damsgård fortæller den store historie gennem de menneskeskæbner, hun giver stemme. Det
sker med indlevelse og respekt – men også med nøgternhed og overblik. Puk Damsgård er en
fortæller og udenrigsreporter i verdensklasse, hed det i motiveringen.
2
Aslak Gottlieb modtager Fyens Stiftstidendes Fellowship i 2015
Får 500.000 kr. til et projekt om fremtidens mediebrugere
Aslak Gottlieb bliver årets modtager af Fyens Stiftstidendes Fellowship til et projekt om
fremtidens mediebrugere.
Fyens Stiftstidendes Fellowship uddeles én gang hvert år, og den udvalgte fellow modtager
500.000 kr., som blandt andet skal bruges til udgifter til transport og frikøb fra den nuværende
arbejdsplads i det halve år fellow-opholdet varer.
-Vi skal udvikle nyhedsjournalistik til børn og unge for at få dem aktivt med i den demokratiske
debat. De er storforbrugere af medier, men ikke de journalistiske. Derfor skal vi invitere dem
indenfor i nyhedsbranchen. Fellowshippet skal udmønte sig i journalistiske prototyper på, hvordan
vi kan producere nyheder til teenagere. Prototyperne skal helt ned i den journalistiske DNA. Altså
kilder, vinkler, rubrikker. Men også genrer, formater og dramaturgi kommer i spil, siger Aslak
Gottlieb.
Aslak Gottlieb, der oprindelig er uddannet lærer, har i en årrække arbejdet for Danske Mediers
projekt Avisen i Undervisningen, og han har udgivet flere rapporter og skrevet bøger om børn og
medier.
Per Westergård, chefredaktør på Fyens Stiftstidende og formand på Center for Journalistiks
styrelse på SDU, siger:
-Jeg bliver ofte spurgt, hvad jeg vil gøre for at få fat i de yngre læsere. Så mumler jeg som regel
noget forblommet om, at vi håber på en dag at kunne nå de unge med vores digitale platforme.
Sandheden er imidlertid, at jeg og andre medie-ledere ved såre lidt om, hvilken journalistik der
faktisk kan gøre de unge sultne efter nyheder. Dette skal Aslak Gottlieb hjælpe os med at forstå.
Aslak Gottlieb starter sit fellowship i august 2015 og vil henover det efterfølgende halve år have fast
gang på Journalistik på SDU, hvor han skal arbejde sammen med studerende, ledere og
medarbejdere.
Vestre Landsret skærper dom over journalist
Dømt for at offentliggøre information om svinebesætninger med MRSA-bakterie
Vestre Landsret har skærpet en dom over journalist Nils Mulvad, Åbenhedstinget, for at
offentliggøre information om svinebesætninger med MRSA-bakterie, skriver
Journalistforbundet.dk.
I byretten blev han sammen med journalist Kjeld Hansen idømt fem dagbøder a 500 kr. for på
portalen Åbenhedstinget at offentliggøre, hvilke svinebesætninger der har været ramt af MRSAbakterier.
Nils Mulvad appellerede dommen med støtte fra Dansk Journalistforbund, mens Kjeld Hansen
valgte ikke at anke.
3
Journalisten dømmes for ikke tilstrækkeligt at have sløret enkelte personer på svinebesætninger,
og ikke for generelt at skrive om MRSA. Landsretten anerkender, at spørgsmålet har offentlig
interesse, men fastslår, at pressen havde kunnet belyse den principielle problemstilling uden at
nævne navne på landmændene.
Byret frifinder Zetland i injuriesag anlagt af tidligere BT-journalist
Københavns Byret har frifundet Zetland i en injuriesag anlagt af den tidligere BT-journalist Lars
Fogt.
Han havde anlagt injuriesag mod Ida Nyegård Espersen, der for Zetland havde skrevet en single
”Redaktøren for det hele”, som var et portræt af den daværende BT-redaktør Simon Andersen. I
singlen beskriver hun også Lars Fogts journalistik og skriver bl.a. med udgangspunkt i en anonym
kilde, at Fogt ”digter”, hvilket han fandt ærekrænkende.
Lars Fogt har tidligere klaget til Pressenævnet, der fandt beskyldningen om at digte så skadelig for
journalisten, at han skulle have haft mulighed for at svare. Det fik han ikke. Derfor får Zetland
kritik af Pressenævnet. Nævnet afviste de fleste andre af Lars Fogts klager over singlen.
Læs kendelsen fra Pressenævnet.
Dommeren i Københavns Byret fandt ikke, at der var tale om injurier og frifandt Ida Nyegård
Espersen og dømte journalisten til at betale 30.000 kr. i sagsomkostninger.
Hun finder, ”at rigtigheden af udsagnet om, at Lars Fogt “digter”, er tilstrækkeligt godtgjort” og
henviser i øvrigt til Menneskerettighedsdomstolens praksis om, at journalisten som offentlig
person må tåle en vis grad af kritik om forhold, han selv har debatteret offentlig.
Politiken-journalist modtager Kristian Dahls Mindelegat
Jakob Sheikh belønnes for artikler om danske Syrien-krigere
Den 27-årige journalist på Politiken Jakob Sheikh modtager fredag Kristian Dahls mindelegat, der
uddeles af Journalistforbundets hovedstads-kreds.
-Jakob Sheikh har med sin journalistik givet os et enestående indblik i tankegangen hos unge
danskere, som vælger at rejse til Syrien for at deltage i borgerkrigen på islamisternes side, hedder
det i begrundelsen for prisen.
-Takket være et enestående kildenet, en stor menneskelig nysgerrighed og en fremragende
fortælleevne er Jakob Sheikh i stand til at give os nærværende portrætter af nogle mennesker, vi
har et stort behov for at forstå, og en indsigt i radikaliseringens mekanismer, tilføjer priskomiteen.
Redaktør Kristian Dahls Mindelegat gives til ”en yngre journalist, som med lødig journalistik har
skabt interesse for sit stofområde”.
4
MEDIEVERDENEN
Aller etablerer nyt designcenter Aller Design
Opretter samtidig en boligfagredaktion på tværs af medier
Aller Media lancerer et nyt designcenter Aller Design, som skal styrke koncernens
magasinportefølje og bidrage til udviklingen af nichemagasiner med stærke, visuelle koncepter og
højt fagligt niveau, skriver Aller Media i en pressemeddelelse.
Vi befinder os i et magasinmarked med mange aktører, og vi skal i endnu højere grad end tidligere
lave magasiner med smalle koncepter til brede interessegrupper. Det kræver fokus på unikt
indhold og ikke mindst et klart, visuelt DNA. Derfor samler vi vores absolut bedste kompetencer
inden for de nicher, vi vil være stærke på i vores nye enhed, siger magasindirektør i Aller Media
Charlotte Ripardelli.
Aller Medias magasindivision samler samtidig sine kompetencer inden for bolig i én
boligfagredaktion med henblik på at skabe et unikt og fagligt stærkt boligindhold, der skal levere
indhold til de boligbrands og magasiner, der har boligkategorien som et vigtigt købsmotiv, oplyser
Charlotte Ripardelli.
Magasinenheden hos Aller har tidligere på tilsvarende vis oprettet en madfagredaktion, der
arbejder på tværs af de enkelte medier.
Soundvenue supplerer betalingsmagasin med gratisblad
Soundvenue Update skal give overblik over musik og film
Betalingsmagasinet Soundvenue Magazine supplerer sine seks årlige udgivelser med et
gratismagasin Soundvenye Update.
Gratismagasinet udkommer månedligt og skal give læserne et hurtigt overblik over månedens
vigtigste koncerter, album, film, serier og modetendenser.
Soundvenue Magazine udleveres gratis i 7-Eleven-butikker over hele landet.
MARKED OG ØKONOMI
Folketinget vedtager magasinmoms
Der indføres moms på dansksprogede magasiner trykt uden for EU 1. juli 2015
Et flertal i Folketinget vedtog torsdag skatteminister Benny Engelbrechts forslag om, at der skal
betales moms af dansksprogede magasiner trykt uden for EU.
57 medlemmer fra regeringspartierne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte for forslaget,
18 medlemmer fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte imod, mens 34 fra Venstre og
Konservative undlod at stemme.
5
Venstre og Konservative kunne støtte intentionerne i forslaget, men undlod at stemme, fordi de
ikke kan få indflydelse på anvendelsen af provenuet.
Loven træder i kraft 1. juli.
Danske Medier forsøgte i en henvendelse til Folketingets skatteudvalg og i et møde med
Skatteministeriet at få lovens ikrafttræden udsat, da de nye momsregler rammer magasiner, som er
forudbetalt i mange tilfælde et helt år frem – ligesom magasinerne er bundet af aftaler om trykning
for en længere periode og derfor skal have tid til at omstille produktionen. Der var imidlertid ikke
politisk støtte til en sådan udsættelse.
Magasinudgivere venter, at loven vil føre til lukning af en række magasiner.
Læs den nye momslov
Rekordoverskud for Ritzaus Bureau A/S i 2014
Udbytte på 4,4 mio. kr. til dagblade og mediehuse
Nyhedsbureauet Ritzaus Bureau A/S, kom ud af 2014 med et rekordoverskud før skat på 6,3 mio.
kr.
Bureauet, der i 2012 blev ændret til et aktieselskab, havde i 2011 et underskud før skat på 17 mio.
kr. Det blev vendt til et mindre overskud året efter og er nu vokset til 6,3 mio. kr.
Aktionærerne, der tæller en stribe danske dagblade og mediehuse, kan se frem til at få udbetalt et
udbytte på 4,4 mio. kr.
Omsætningen i Ritzaus Bureau voksede i 2014 og er nu igen tilbage på samme niveau som før
bureauets krise i 2011.
-Årets resultat er tilfredsstillende. Vi har gennem reduktion af omkostninger fået en sund økonomi,
og i 2014 fik vi desuden flere nye aktiviteter, som har øget omsætningen. Bestyrelsen ser lyst på
fremtiden, fordi Ritzau er inde i en positiv udvikling, der følges op med en række nye initiativer
også i 2015, siger formanden for bureauets bestyrelse, adm. direktør og ansv. chefredaktør Erik
Bjerager, Kristeligt Dagblad, på bureauets generalforsamling torsdag.
I løbet af 2014 har Ritzaus Bureau bl.a. indgået aftaler med Aller om at overtage koncernens
produktion af samtlige radio/tv-tillæg, opkøbt forlaget Kommunal Aarbog og indgået en større
aftale om leverance til MSN/Microsoft.
Økonomisk fremgang for TV 2 i 2014
Stor vækst på alle TV 2s digitale platforme
TV 2 Danmark A/S kom ud af 2014 med et overskud før skat på 219 mio. kr., hvilket er 54 mio. kr.
mere end året før, viser stationens årsberetning.
6
Det er især indtægterne fra abonnementssalg, der er steget. De udgjorde 1.234 mio. kr., hvilket er
en stigning på fem pct., og dermed er indtægterne ved abonnementer omtrent på samme niveau
som reklameindtægterne, der var på 1.268 mio. kr. – samme niveau som i 2013.
Alle TV 2s digitale tjenester er i fremgang. TV 2 PLAY steg med 40 pct. i antal abonnenter fra
udgangen af 2013 til udgangen af 2014. Tilsvarende steg web-tv volumen med 145 pct. og TV 2s
apps med 16 pct.
– TV 2 vedtog i sommeren 2014 en central digital strategi med en klar ambition om at engagere
seerne og brugerne på tværs af vores udgivelser og produkter. Udviklingen i medievanerne viser en
bevægelse fra flow-tv til on demand, men uanset platform er det gode indhold og de levende
billeder nøglen til vores møde med danskerne, siger TV 2s administrerende direktør, Merete
Eldrup.
I 2015 forventes et resultat før skat på 150-170 mio. kr. Resultatet påvirkes negativt af
konverteringen af TV 2 FILM til TV 2 SPORT i januar 2015.
Læs TV 2s årsrapport.
MOBIL
Detaljeret viden om danskernes internetbrug
Nye data giver indsigt i danskernes brug af internet på tværs alle væsentlige platforme
Gemius, Danske Medier Research og Kreativitet & Kommunikation præsenterede torsdag nye data,
der giver indsigt i den totale dækning for de danske medier på tværs af desktop, mobil og tablet.
Derudover giver de nye data adgang til brugerprofiler på de mobile platforme og dermed det bedst
mulige indblik i danskernes medieforbrug på de forskellige platforme.
Analysen viser, at størstedelen af brugerne inden for alle aldersgrupperinger fortsat er brugere af
internet via desktop. Særligt i aldersgruppen 7 – 14 år er brugen af tablets dog stærkt etableret,
ligesom ca. 90 pct. af de 15-24 årige internetbrugere går på via mobiltelefon.
-I Danske Medier Research er vi meget glade for endeligt at kunne levere en totaldækning for
udgivernes internet aktiviteter på tværs af platforme. De opdelte tal har været tilgængelige allerede
i 2014, men med de nye data kan vi nu også levere brugerprofiler på de mobile platforme, hvilket
vil give en helt anden mulighed for at analysere brugen i dybden, siger direktør Marianne Bugge
Zederkof.
Også hos Kreativitet & Kommunikation modtages de nye data med tilfredshed. -Vores
medlemmer efterspørger digitale mediemålinger, der tages til et nyt niveau. Her er de nye
multiplatformmålinger vigtige, fordi de giver ny indsigt i danskernes brug af desktop sammen med
de mobile platforme”, udtaler direktør, Tine Aurvig-Huggenberger.
7
NYT FRA DANSKE MEDIER
Seks kandidater klar til “Årets Redaktør”
Vinderen kåres ved Redaktørernes Døgn 5. maj 2015
Dommerkomiteen bag “Årets Redaktør” får igen i 2015 et stærkt felt at diskutere og tage stilling til,
inden den endelige vinder af hædersprisen kan uddeles på “Redaktørernes Døgn” i Svendborg 5.
maj.
Blandt følgende seks redaktører skal der nomineres tre til præsentation foran de 125 fremmødte
redaktørkolleger, der ventes til konferencen og kåringen i Svendborg.
Dorthe Carlsen, ansvarshavende chefredaktør i Midtjyske Medier, er indstillet af seks
chefredaktører – Jan Schouby, Axel Præstmark, Lars Norup, Bruno Ingemann, Peter Kjeldbjerg og
Julie Vesterby. Begrundelsen er den ukuelige kamp for at bevare Midtjyske Mediers lokale
mediehuse som solide, stærke enheder samt en stærk personlig indsats som leder i en proces med
mange nedskæringer.
Jakob Fuglsang, uddannelsesredaktør på Politiken, er indstillet af konsulent Aslak Gottlieb for den
redaktionelle linje, der igennem flere år har kvalificeret den vigtige uddannelsesdebat i Danmark.
Respekten for redaktør Fuglsang er stor blandt aktørerne på området fra politikere til undervisere.
Klaus Dalgas, ansvarshavende chefredaktør på Helsingør Dagblad, er indstillet af adm. direktør
Arne Ullum og mediechef Svein Gilbu. Begrundelsen er bl.a den rolle, Dalgas har haft i
relanceringen af dagbladet, som kun er faldet 2,5 pct. i oplag over seks år uden at bruge store
rabatter. Den redaktionelle udvikling er sket samtidig med og på trods af betydelige nedskæringer
på redaktionen.
Tom Gotfred, ansvarshavende redaktør på HK Statbladet, indstilles af redaktionssekretær Rosa
Middelboe. Begrundelsen er den måde, redaktøren mestrer en tre-dobbelt rolle som publicist,
medlemmernes ven og kommunikationschef i organisationen. En redaktionel altmuligmand. Og så
er han samtidig verdens bedste chef ifølge indstillingen.
Line Jakobsen, kunderedaktør på Ritzaus Bureau, er indstillet af adm direktør Lars Vesterløkke for
bl.a. at skabe og udvikle en kundeorienteret kultur på redaktionen, hvor kundernes brug af artikler
har topprioritet. Kulturforandringen er sket samtidig med en øget medarbejdertilfredshed – og
kundetilfredshed.
Søren Christensen, ansvarshavende chefredaktør og direktør på Bornholms Tidende, indstilles af
medarbejderne via tillidsrepræsentant Henrik Nielsen, direktør Bjarne S. Pedersen, redaktionschef
Nanna Krogh og udviklingskonsulent Ulla Bechsgaard. Begrundelsen er bl.a , at Søren Christensen
på kort tid har omlagt både format og indhold i avisen og har øget oplag til niveauet for 2012 – over
8.800. Samtidig har dagbladet styrket sin position i lokalområdet væsentligt.
Juryen træder sammen ultimo marts og nominerer kandidater. I år bliver det med Tina Christel
Kristensen, chef for efteruddannelsen på DMJX, som formand. Chefredaktør Erik Haldan,
Ugeavisen Esbjerg, er medlem som sidste års vinder. Derudover er medlemmerne Suzanne Moll,
presserådgiver i KVINFO, og chefredaktør Karsten Kolding fra Samvirke er de øvrige medlemmer
af juryen.
Årets Redaktør er en ærespris. Vinderen får en skulptur af kunstneren Erik Heide.
8
Mandag sidste frist for Bording-indstillinger
Bording-prisen belønner den bedste journalistik og visuelle formidling i specialmedier
Mandag er sidste frist for at indstille kandidater til de tre hæderspriser for specialmedier –
Bordings journalistpris, mediepris og specialprisen for visuel formidling.
Indstillinger, der er afsendt mandag, kommer med i bedømmelsen, selv om de først er fremme
tirsdag. Det samme gælder, hvis indstillinger ikke er helt færdige mandag. Det er dog en
forudsætning, at Danske Medier i så fald kontaktes herom på [email protected]
Kriterierne for de enkelte priser er:
Anders Bordings Journalistpris uddeles til en person eller et team for en bemærkelsesværdig
journalistisk præstation i et specialmedie.
Anders Bordings Mediepris uddeles til et nyskabende specialmedie, der bør tjene til
inspiration for andre.
Prisen for visuel formidling uddeles til en person eller et team for bemærkelsesværdig visuel
formidling i et specialmedie. Prisen kan tildeles både samlede visuelle løsninger (såsom redesigns,
webdesigns og layouts) og enkeltstående visuelle elementer (såsom fotos, illustrationer og
informationsgrafikker).
Juryerne vil ved bedømmelsen lægge særlig vægt på projekternes gennemslagskraft over for deres
individuelle målgrupper. Ved bedømmelsen tages desuden hensyn til mediets formål og
ressourcer.
Som noget nyt vil de nominerede til Journalistprisen og Medieprisen i år selv skulle præsentere
deres projekt ved præmieoverrækkelsen.
Indstilling med begrundelse og pdf af sider skal sendes til [email protected] senest 23.
marts 2015 eller sendes til Danske Medier, Pressens Hus, Skindergade 7, 1159 København
K mærket ”Bording-prisen”. Materiale sendt pr. post skal sendes i fire eksemplarer.
JOB OG KARRIERE
Ny kommerciel direktør hos Aller Media A/S
Kim Chr. Hvidkjær skal videreudvikle Allers kommercielle forretning
Kim Chr. Hvidkjær bliver ny kommerciel direktør i Aller Media A/S og tiltræder pr. 1. april, oplyser
Aller Media i en pressemeddelelse.
Kim Chr. Hvidkjær har blandt andet været partner i og administrerende direktør for
reklamebureauet TBWA\Danmark. Han har stiftet og i en årrække været administrerende direktør
for Shockwaved, et prisvindende integreret dialog og digitalt markedsføringsbureau, der
specialiserer sig i at tiltrække, fastholde og udvikle kunderelationer. Derudover har han stor
bestyrelseserfaring fra blandt andet el-selskabet Natur-Energi.
9
Den nye kommercielle direktørs primære opgave bliver at videreudvikle hele Aller Medias
kommercielle forretning og dermed give yderligere kraft til den eksisterende udgiverforretning.
Derudover skal han bidrage til at skabe nye forretninger i koblingen mellem medieforretningen og
de opkøbte virksomheder inden for Leisure og Media Marketing, siger Aller Medias adm. direktør
Pål Thore Krosby.
Kim Chr. Hvidkjær afløser som kommerciel direktør Jesper Ulsø, der er blevet direktør for en ny
strategisk enhed i koncernen.
Ingeniøren ansætter kommerciel direktør
Stine Monrad Wæsel fra Berlingske til Mediehuset Ingeniøren
Den 35-årige cand. merc. Stine Monrad Wæsel (35) skal som kommerciel direktør stå i spidsen for
Mediehuset Ingeniørens kommercielle strategi og udvikling af de tre brands Ingeniøren, Jobfinder
og Version2, skriver Mediehuset Ingeniøren i en pressemeddelelse.
Hun kommer fra et job som Head of Corporate Office i Berlingske Media.
-Mediehuset er tilbage i komfortabelt sort på bundlinjen efter tilpasninger i sommeren 2013 og kan
atter tage fat på at udvikle husets brands og udvide forretningen. siger Arne R. Steinmark, adm.
dir. og ansvh. chefredaktør for Mediehuset Ingeniøren A/S.
Stine Monrad Wæsel har været ansvarlig for Berlingske-koncernens strategi, forretningsudvikling
og M&A-aktiviteter de seneste fem år og har inden da arbejdet fem år i televirksomheden TDC, bl.a.
som bredbåndsdirektør for TDC Privat.
Mediehusets nye kommercielle direktør tiltræder 1.juni.
Information ansætter indholdsudviklingschef
Rasmus Øhlenschlæger Madsen fra Gyldendal til Information
Information vil styrke udviklingen og udnyttelsen af indhold på tværs af Dagbladet Information,
Informations Forlag og udviklingsafdelingen iBureauet.
Information har derfor ansat den 40-årige Rasmus Øhlenschlæger Madsen i en ny stilling som
indholdsudviklingschef. Han kommer fra en stilling som redaktionsansvarlig for forlaget
Gyldendals kulturlitteratur, dvs. debat, historie, fortællende journalistik mm.
Ansættelsen er et led i Informations arbejde med målrettet at styrke og samle den journalistiske
dækning, læseraktiviteter, bogudgivelser og andre projekter. Nye indtægtskilder fra disse
aktiviteter har været med til at sikre overskud i mediehuset de seneste år, oplyser Informations
adm. direktør Mette Davidsen-Nielsen i en pressemeddelelse.
Ny studieleder på journalistik ved SDU
Morten Skovsgaard får ansvar for bacheloruddannelsen og kandidatuddannelserne
17. marts, 2015 | Job og karriere
10
Den 37-årige Morten Skovsgaard tiltræder 1. april 2015 som studieleder for dagstudierne ved
journalist-uddannelserne på Syddansk Universitet.
Han afløser Karsten Baagø, som er fratrådt på grund af sygdom.
Morten Skovsgaard får det daglige ansvar for studerende fordelt på en bachelor-uddannelse og de
to kandidat-uddannelser: cand. public-uddannelsen og den nye cand. mag. i journalistikuddannelse, der 1. september 2015 optager de første studerende.
-Morten Skovsgaard har særdeles gode forudsætninger for at overtage ansvaret for vores
dagstudier i Odense. Han er uddannet journalist fra DMJX (BA) og SDU (cand. public.) – og
kender således til flere journalistiske studiemiljøer, og ikke mindst til livet som både journalist og
forsker. Dertil har han de seneste par år været uddannelsesansvarlig for vores cand. public.uddannelse, så han, administrationen, kollegerne og de studerende ved, hvad der venter, siger
Peter Bro, leder af Center for Journalistik på SDU.
Ny redaktør for Finans Watch
Jakob Skouboe afløser Kasper Kronenberg
Jakob Skouboe bliver nu redaktør for Finans Watch, hvor han afløser Kasper Kronenberg, der er
blevet chef for TV 2 Finans, skriver Media Watch.
Jakob Skouboe kommer fra en stilling som virksomhedsjournalist på Dagbladet Børsen, hvor han
har været siden 2008 og også fungeret som virksomhedsredaktør. Sideløbende med arbejdet på
Børsen har hanværet gæstelærer på journalistlinjen på SDU i Odense. Han har to gange været
nomineret til FUJ-prisen for gravende journalistik.
Jakob Skouboe starter på Watch Medier 1. august, når han har afsluttet et bogprojekt. Indtil da vil
medredaktør på FinansWatch David Bentow stå for den daglige ledelse af redaktionen, der tæller
seks erhvervsjournalister.
Den nye studieleder er netop nu aktuel som medredaktør og bidragsyder med bogen “Den danske
Journalist” og har tidligere arbejdet på Holbæk Amts Venstreblad og Fyens Stiftstidende.
KALENDER
24-03-2015 kl. 13:30 – 1. modul (Kbh)
Danske Medier diplomuddannelse i digital marketing - 24-03-2015 kl. 13:30
Danske Medier udbyder i samarbejde med LIFTED COMPETENCE diplomuddannelse indenfor
online marketing. Uddannelsen er opdelt på 10 moduler á tre timers varighed
07-04-2015 kl. 13:00 (Kbh)
Billedbrug på web
Danske Medier og billedbureauet Polfoto inviterer til debat om billedbrug på web.
Hør oplæg af Politikens erfarne fotograf Jens Dresling og webdesigner Frederik Storm.
(gratis for medlemmer af Danske Medier)
11
08-04-2015 kl. 15:00 (kbh)
Prisoverrækkelse Årets Avisside og Årets Webavis
Årets designkonkurrence for dagblade og dagbladenes webmedier
22-04-2015 kl. 15:00 (kbh)
DIA 15
Danish Internet Award afholdes igen i år i Wallmanns Cirkusbygningen. DIA 15 fortsætter stilen fra
sidste år med præmiering af nytænkning i det digitale krydsfelt mellem strategi, teknologi og
kreativitet.
25-04-2015 kl. 09:00 (Århus)
RadioRadio 2015
Den anden udgave af RadioRadio konferencen er klar med mere inspiration, flere værktøjer og
passion for mediet i 2015.
29-04-2015 kl. 13:00 (Kbh)
Kend og brug den nye offentlighedslov
Offentlighedsloven giver redaktionelle medarbejdere et godt værktøj
05-05-2015 kl. 11:00 (Svendborg)
Redaktørernes Døgn 2015
Kom til 24 hektiske timer i Svendborg
13-10-2015 kl. 09:00 (Toronto)
FIPP World Congress
Den 40. internationale magasin media konference med fokus indenfor såvel digitale som generelle
medieprocesser. Tilknyttet konferencen er samtidigt et omfattende netværk af leverandør og
serviceproviders til mediedrift.
ANNONCER
Seminar (gratis): Optimer dit website med eye tracking!
Seminaret afholdes 9. april 2015 kl 9:00 hos Adapt A/S
Adapt udbyder i samarbejde med Tobii Technology – en af verdens førende inden for eye
tracking brugertest – et morgenseminar, hvor du får indblik i eye tracking som teknologi og
metode.
Ved hjælp af levende case-fortællinger, samt live-session af hvordan eye tracking fungerer, lærer
du hvordan du kan bruge eye tracking til at forbedre og optimere din webløsning!
Seminaret er gratis og afholdes 9. april 2015 kl 9:00 hos Adapt A/S på Langebrogade 6E, 5. Sal,
København.
Tilmeld dig og din kollega her:
http://www.adapt.dk/aktuelt/seminarer/s%C3%A5dan-optimerer-du-din-l%C3%B8sning-medeye-tracking
12
KOLOFON
Tilmeld dig Nyhedsbrevet Danske Medier, som opdaterer dig med nyheder fra
medieverdenen i ind- og udland på: www.danskemedier.dk/abonnement
Se tidligere nyhedsbreve på: www.danskemedier.dk/arkiv
Skriv til redaktionen:
Ansvarshavende redaktør, journalistisk direktør Christian Kierkegaard, [email protected]
Ved annoncering i Nyhedsbrevet Danske Medier kontaktes:
Markedschef Henrik Thøgersen på tlf. 33 97 42 91 eller e-mail: [email protected]
Danske Medier
Pressens Hus
Skindergade 7
1159 København K
13