1. No category

SAM- Bachelorprojekt
6. Semester 2015
!
!
27-05-2015
Effekten'af'Politisk'Konkurrence'–'Europartier'i'Udvikling''
The!Impact!of!Political!Competition!–!Europarties!in!
Development!'
!
'
'
'
'
'
'
'
Gruppenummer:'10'
Fornavn
Efternavn
Studienummer
RUC mail
Søren
Smidt Bonnesen
53634
[email protected]
Rizlan
Esskiyah
49968
[email protected]
Katerina
Kearley Larsen
49796
[email protected]
Roxane
Robinson
49942
[email protected]
Lise
Wilhelmsen
49078
[email protected]
Vejleder: Jesper Kelstrup
[email protected]
Antal Anslag for projektrapporten: 144.718.
Abstract
This dissertation examines whether the political competition for President of the European Commission has prompted an organisational development in the europarties towards becoming transnational parties at the EU-level. This is investigated by examining two competing expectations. The
first expectation’s point of departure is rational choice theory. It expects that political competition between the europarties will lead to organisational development within all of the europarties. The
second expectation builds on Stephen Day’s concepts transnationalization and containment strategy and expects that organisational development will not happen in all europarties. This is based on
the assumption that the europarties’ sentiment towards EU integration will determine whether they
will utilise the political competition and go through an organisational development. The study examines the two expectations by using Peter Hall’s systematic process analysis to test which of the two is the most accurate. This dissertation examines three EU positive europarties: EDP, EPP, and
EGP, and the EU sceptic europarty AECR. On the basis of our analysis, it is concluded, that the
second expectation offers the best explanation of the europarties’ organisational development in the
period 2009 to 2014.
Resumé
Dette projekt undersøger, hvorvidt den politiske konkurrence om kommissionsformandsposten har
skabt en organisatorisk udvikling i europartierne mod at blive transnationale partier på EU-niveau.
Dette undersøges på baggrund af to konkurrerende forventninger. Den første forventning bygger på
rational choice-teorien og forventer, at politisk konkurrence vil føre til en organisatorisk udvikling i
europartierne. Den anden forventning bygger på Stephen Days koncepter transnationaliserings- og
inddæmningsstrategi. Her forventes det, at det ikke er alle europartier, der vil foretage en organisatorisk udvikling. Dette bygger på en antagelse om, at europartiernes holdning til EU-integration er
afgørende for, hvorvidt europartierne vælger at foretage en organisatorisk udvikling. I projektet
benyttes Peter Halls systematiske procesanalyse til at undersøge, hvilken af de to forventninger, der
har den største forklaringskraft. I projektet undersøges tre EU-positive europartier: EDP, EPP og
EGP samt det EU-skeptiske europarti AECR. På baggrund af projektets analyse konkluderes det, at
den anden forventning har den største forklaringskraft af europartiernes organisatoriske udvikling i
perioden 2009 til 2014.
Side 1af 73
Indholdsfortegnelse
Abstract ................................................................................................................................................ 1
Resumé ................................................................................................................................................. 1
Tabel- og figuroversigt......................................................................................................................... 5
Kapitel 1: Indledning ........................................................................................................................... 6
1.1. Problemfelt ................................................................................................................................ 6
1.1.1. Problemformulering ........................................................................................................... 8
1.1.1.1. Forventning 1: ................................................................................................................. 8
1.1.1.2. Forventning 2: ................................................................................................................. 9
1.2 Afgrænsning ............................................................................................................................... 9
1.3 Begrebsafklaring ...................................................................................................................... 10
1.3.1 Europarti............................................................................................................................ 10
1.3.2 Transnationalt parti på EU-niveau .................................................................................... 11
1.3.3 Organisatorisk udvikling mod at blive et transnationalt parti på EU-niveau .................... 11
1.3.4 Politisk konkurrence ......................................................................................................... 12
1.4 Forskningsdesign ..................................................................................................................... 12
Kapitel 2: Teori .................................................................................................................................. 16
2.1 Forventning 1 ........................................................................................................................... 16
2.1.1 Rational Choice-teori ........................................................................................................ 17
2.2 Forventning 2 ........................................................................................................................... 18
2.2.1 Stephen Days teori om udviklingsstrategier ..................................................................... 19
2.3 Udviklingsparametre ................................................................................................................ 21
Kapitel 3: Metode........................................................................................................................... 24
3.1 Caseudvælgelse ........................................................................................................................ 24
3.1.1 Præsentation af projektets cases ........................................................................................ 28
3.2 Empiri....................................................................................................................................... 29
Side 2af 73
3.3 Analysestrategi ......................................................................................................................... 32
Kapitel 4: Analyse .............................................................................................................................. 36
4.1 Analyse af EDP ........................................................................................................................ 36
4.1.1 Midler og udgifter ............................................................................................................. 36
4.1.2 Spidskandidat .................................................................................................................... 37
4.1.3 Kampagneaktiviteter ......................................................................................................... 37
4.1.4 Manifest ............................................................................................................................ 38
4.1.5 Opsummering .................................................................................................................... 39
4.2 Analyse af EGP ........................................................................................................................ 40
4.2.1 Midler og udgifter ............................................................................................................. 40
4.2.2 Spidskandidat .................................................................................................................... 41
4.2.3 Kampagneaktiviteter ......................................................................................................... 42
4.2.4 Manifest ............................................................................................................................ 44
4.2.5 Opsummering .................................................................................................................... 46
4.3 Analyse af EPP......................................................................................................................... 47
4.3.1 Midler og udgifter ............................................................................................................. 47
4.3.2 Spidskandidat .................................................................................................................... 48
4.3.3 Kampagneaktiviteter ......................................................................................................... 48
4.4.4 Manifest ............................................................................................................................ 49
4.4.5 Opsummering .................................................................................................................... 51
4.5. Analyse af AECR .................................................................................................................... 52
4.5.1 Midler og udgifter ............................................................................................................. 52
4.5.2 Spidskandidat .................................................................................................................... 53
4.5.3 Kampagneaktiviteter ......................................................................................................... 53
4.5.4 Manifester ......................................................................................................................... 54
4.5.5 Opsummering .................................................................................................................... 55
Side 3af 73
Kapitel 5: Diskussion ......................................................................................................................... 56
Kapitel 6: Konklusion ........................................................................................................................ 59
6.1 Vurdering ................................................................................................................................. 59
6.1.1 Målingsvaliditet ................................................................................................................ 59
6.1.2 Intern validitet ................................................................................................................... 60
6.1.3 Generaliserbarhed ............................................................................................................. 60
6.2 Konklusion ............................................................................................................................... 61
6.3 Perspektivering......................................................................................................................... 62
Kapitel 7: Litteraturliste ..................................................................................................................... 64
Bilag ................................................................................................................................................... 64
Side 4af 73
Tabel- og figuroversigt
Figur 1: Kausalmodel for forventning 1
Figur 2: Kausalmodel for forventning 2
Tabel 1: Udviklingsstrategier for Parti A og Parti B
Tabel 2: Udviklingsstrategi for henholdsvis et lille og stort europarti
Tabel 3: Oversigt over mulige cases af europartier
Tabel 4: Oversigt over anvendte dokumenter til analysen
Tabel 5: Oversigt over EDPs organisatoriske udvikling
Tabel 6: Oversigt over EGPs organisatoriske udvikling
Tabel 7: Oversigt over EPPs organisatoriske udvikling
Tabel 8: Oversigt over AECRs organisatoriske udvikling
Tabel 9: Oversigt over europartiernes organisatoriske udvikling
Side 5af 73
Kapitel 1: Indledning
1.1. Problemfelt
Siden 1970’erne har fænomenet europartier vakt fascination blandt et større antal forskere, og heraf
givet anledning til en række spekulationer og forventninger om, hvordan og hvorvidt disse europæiske politiske partier ville udvikle sig (Day 2014: 8). Denne fascination har gennem årene resulteret i
en bred vifte af litteratur, der særligt har centreret sig omkring at indfange europartiernes udvikling
og disse partiers potentielle indflydelse som politiske aktører. Der har i litteraturen været forskellige
indfaldsvinkler til, hvordan man skal forstå disse europæiske politiske partier og deres indflydelse
på henholdsvis det nationale og det europæiske plan. Forfattere som Hix (2001) og McElroy & Benoit (2010) har beskæftiget sig med fænomenet på europæisk plan ved at undersøge grupperne i
Europa-Parlamentet, mens andre, som Poguntke (2007), har haft fokus på, hvilken indflydelse europæiseringen har på de nationale partier og dermed det nationale plan (Smith 2014: 106). Hertil har
Van Hecke (2010) sammenlignet europartierne med traditionelle partier med henblik på at udlede, i
hvor høj grad disse europæiske politiske partier besidder karakteristika, der minder om de traditionelle partier.
Udviklingen af europartier har særligt været forbundet med afholdelsen af det første EuropaParlamentsvalg i 1979. Til trods for, at der har eksisteret politiske grupper i Europa-Parlamentet
siden 50’erne, var det først i årene frem mod det første direkte parlamentsvalg, at de første grupper oprettede sig som transnationale parti-føderationer (Van Hecke 2010: 400; Bardi 1994: 357). Det
direkte valg til Europa-Parlamentet gav anledning til, at både de politiske grupper og forskere udviklede en forventning om, at der inden for en kort årrække ville opstå et transnationalt partisystem
i Europa, der mindede om nationalstaternes partisystemer (Smith 2014: 106; Van Hecke 2010: 402;
Lightfoot 2006: 304). Det var dog ikke før vedtagelsen af Maastrichttraktaten i 1992, at der yderligere blev åbnet op for denne udvikling. I traktatens artikel 138 a står der følgende:
“Political parties at European level are important as a factor for integration within the
Union. They contribute to forming a European awareness and to expressing the political will of the citizens of the Union” (Maastrichttraktaten 1992, artikel 138 a).
Side 6af 73
Denne artikel var, ifølge Pryce, Pinder og Duff, med til at skabe incitament og legitimitet til at styrke europartiernes strukturer og procedurer (Pryce, Pinder & Duff 1994: 219). Det viste sig dog, at
der skulle en juridisk anerkendelse af europartierne til, for at realisere det incitament, som artikel
138 a havde skabt. Dette kom med vedtagelsen af forordning (EF) Nr. 2004/2003 om statut for og
finansiering af politiske partier på europæisk plan. Herved blev europartierne og parlamentsgrupperne officielt adskilt fra hinanden, og kunne dermed fungere som separate enheder med adskilte
arbejdsopgaver (Lightfoot 2006: 308). De finansieringsmuligheder, som forordning (EF) Nr.
2004/2003 skabte, fungerede som en katalysator for oprettelsen af nye europartier, og i perioden
frem til EP-valget i 2009 opstod der tre nye europartier (Johansson 2009: 160; Day 2014: 27). Forordningen havde også konsekvenser for de allerede eksisterende europartier. Flere af disse måtte se
sig nødsaget til at styrke deres partiorganisation ved at oprette deres eget sekretariat uden for Europa-Parlamentet for at leve op til de krav, der blev fremsat i forordningen (Day 2005: 59; Johansson
2009: 157; Lightfoot 2006: 308f).
På trods af, at der er sket en udvikling i forlængelse af forordning (EF) Nr. 2004/2003, var europartiernes deltagelse i Europa-Parlamentsvalget i 2009 begrænset (Van Hecke 2010: 400). Ifølge Van
Hecke, bunder dette i, at denne forordning ikke muliggjorde politisk konkurrence mellem partierne
(Van Hecke 2010: 400). Også Hix & Föllesdal påpeger manglende politisk konkurrence som en
årsag til, at europartierne ikke i højere grad deltager i Europa-Parlamentsvalgene. Ifølge Föllesdal
og Hix består den manglende konkurrence i, at det ikke har afgørende betydning, hvilket europarti,
der får et flertal i Parlamentet (Föllesdal & Hix 2006: 550). Om det er det ene eller det andet parti,
der får flest stemmer, ændrer, ifølge Föllesdal og Hix, ikke noget grundlæggende ved den politik,
der bliver ført i EU. Ifølge Föllesdal og Hix vil den nødvendige konkurrence kunne skabes ved enten at indføre direkte valg til kommissionsformandsposten eller ved at lade alle europartierne nominere en spitzenkandidat og bruge Europa-Parlamentsvalget til at afgøre, hvem der skal besidde posten som formand for Kommissionen (ibid.: 557). I 2009 blev det med ratificeringen af Lissabontraktaten muligt for europartierne at nominere en spidskandidat. Dette bunder i traktatens artikel 17
stk. 7, som lyder:
Side 7af 73
“Under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal Europa-Parlamentet en kandidat til
posten som formand for Kommissionen. Denne kandidat vælges af Europa-Parlamentet
med et flertal af dets medlemmer”(Lissabontraktaten 2009, artikel 17 stk. 7)
De største europartier valgte at tolke denne artikel som, at de kunne opstille deres egne spidskandidater, og at spidskandidaten fra det europarti, der blev størst i Parlamentet, ville få mulighed for at
skabe et flertal bag sig (Folketingets EU-oplysning 2015).
Det lykkedes de store europartier at skabe momentum for deres procedure, og da EPP blev størst,
lykkedes det deres spidskandidat, Jean-Claude Juncker, at blive valgt som kommissionsformand.
Ifølge Corbett (2014) vil valget af Juncker sandsynligvis skabe præcedens for, at det er det største
partis spidskandidat, der bliver kommissionsformand. Det vil sandsynligvis få europartierne til at
lægge flere kræfter i Europa-Parlamentsvalget og promoveringen af deres spidskandidat (ibid.:
1198).
På baggrund af denne udvikling og ratificeringen af Lissabontraktaten ønsker vi at undersøge følgende problemformulering:
1.1.1. Problemformulering
Vil den politiske konkurrence om kommissionsformandsposten i EU lede til, at europartierne foretager en organisatorisk udvikling mod at blive transnationale partier på EUniveau, og hvordan påvirker et europartis holdning til EU-integration denne sammenhæng?
Problemformuleringen undersøges med udgangspunkt i følgende to konkurrerende forventninger:
1.1.1.1. Forventning 1:
Politisk konkurrence om kommissionsformandsposten vil skabe en organisatorisk udvikling i alle
europartierne.
Side 8af 73
1.1.1.2. Forventning 2:
Politisk konkurrence om kommissionsformandsposten vil ikke skabe en organisatorisk udvikling i
alle europartierne, da det er europartiernes holdning til EU-integration, der afgør, hvorvidt de vil
benytte den politiske konkurrence til at gennemgå en organisatorisk udvikling.
1.2 Afgrænsning
Motivationen bag dette projekt er en interesse i europartiernes udvikling mod at blive transnationale
partier på EU-niveau. Vores interesse i dette fænomen centrerer sig omkring, at ratificeringen af
Lissabontraktaten i 2009 har skabt en mulighed for politisk konkurrence mellem europartierne i
kraft af, at europartierne nu kan opstille kandidater til formandsposten for Kommissionen. Med afsæt heri er vi interesserede i at undersøge, hvorvidt øget politisk konkurrence leder til, at europartierne udvikler sig mod at blive transnationale partier på EU-niveau. Dette gøres med udgangspunkt i
projektets to forventninger.
Det er muligt at undersøge en eventuel udvikling i europartierne ud fra to perspektiver; deepening
og widening. Disse perspektiver adskiller sig fra hinanden ved, at ‘deepening’ refererer til den interne organisatoriske udvikling i et europarti, mens ‘widening’ henviser til “The external expansion and the accession of new members” (Timus & Lightfoot 2014: 2). Widening forstås her som, hvor
udbredt et europarti er inden for EUs medlemslande.
Da vi i projektet har fokus på den organisatoriske udvikling i europartierne (jf. Begrebsafklaring),
anvendes kun deepening-perspektivet i projektet. Dette betyder, at vi kun vil have fokus på de udviklingsaktiviteter, der gør sig gældende inden for partiet, og altså ikke den udvikling, der i højere
grad vedrører partiernes eksterne udvikling inden for EU. Vi inddrager derfor ikke resultaterne af
Europa-Parlamentsvalgene (herefter EP-valgene), da disse opfattes som andenrangsvalg. Dette betyder, at europæiske problemstillinger kun spiller en begrænset rolle i forbindelse med valgresultatet, og at resultatet i højere grad er et udtryk for borgernes holdning til deres nationale regeringer
(Hix & Marsh 2007: 506f). Havde EP-valgene i højere grad været præget af europæiske problemstillinger, og dermed ikke været et andenrangsvalg, kunne vi have anvendt resultaterne som en indikator for europartiernes evne til at formidle politiske holdninger til EU-borgerne ved at sammenligne resultaterne fra 2009 og 2014. I sådan en situation skulle der dog tages højde for, at der kan være
andre faktorer, som kan påvirke valgresultatet, eksempelvis finanskrisen. Hertil vil undersøgelsen
heller ikke tage udgangspunkt i EU som helhed. Her forstås forholdet mellem institutionerne og
deres relation til medlemsstaterne.
Side 9af 73
Et andet aspekt, som projektet ikke beskæftiger sig med, er spørgsmålet om EUs demokratiske underskud. EU bliver som institution ofte beskyldt for at besidde et demokratisk underskud, hvortil
europartierne anses som et redskab til at mindske dette underskud (Maastrichttraktaten 1992, artikel
138 a; Föllesdal & Hix 2006). Vi vil dog ikke inddrage dette aspekt i projektet, da vi anser det som
et emne for sig. Dermed forsøger projektet ikke at besvare spørgsmål vedrørende, hvorvidt europartierne bidrager til at skabe legitimitet eller mindske det demokratiske underskud. I stedet anvendes
disse aspekter blot som en referenceramme i forhold til europartiernes funktion og rolle i henholdsvis EU og EP-valgene.
1.3 Begrebsafklaring
Et tilbagevendende problem i samfundsvidenskaben er uklarhed omkring, hvad der menes med de
begreber, som anvendes. Ifølge Robert Adcock og David Collier er veludviklede begreber en afgørende forudsætning for meningsfulde diskussioner i politologien (Adcock og Collier 2001: 529). I
følgende afsnit vil vi redegøre for vores begreber, og hvordan vi har defineret dem.
Vi har valgt at benytte os af Adcock og Colliers metode til at definere begreber. Her skelnes der
mellem baggrunds-begreb og systematiseret begreb. Baggrunds-begrebet indeholder den bredeste
forståelse af begrebet, som det optræder i almen brug, og det er derfor en oplagt kilde til misforståelser, hvis det ikke bruges stringent. Derfor laver man et systematiseret begreb, der er den specifikke definition af baggrunds-begrebet. Når man har defineret det systematiserede begreb fastlægges
en række indikatorer, der er de egenskaber, som tilskrives det systematiserede begreb (ibid.: 530f).
Disse indikatorer er med til at afgrænse begrebets gyldighedsområde.
1.3.1 Europarti
Vi har valgt at benytte os af EU’s definition af europartier, hvor et europarti defineres som:
En organisation, der følger et politisk program, hvis medlemmer er nationale partier og enkeltpersoner, og som er repræsenteret i flere medlemsstater (Europa-Parlamentet 2015). Denne definition
fungerer som vores systematiske begreb. For at kunne identificere europartierne har vi valgt at benytte os af de juridiske krav, der stilles til europartierne, som indikatorer. Mere specifikt anvender
vi de krav, der stilles i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan (Kommissionen 2003):
Side 10af 73
Det skal have status som juridisk person i den medlemsstat, hvor det er hjemmehørende
Det skal i mindst en fjerdedel af medlemsstaterne være repræsenteret af medlemmer af Europa-Parlamentet eller i de nationale eller regionale parlamenter eller i regionale forsamlinger, eller det skal i mindst en fjerdedel af medlemsstaterne have opnået mindst 3% af de afgivne stemmer i hver af disse medlemsstater ved det seneste valg til Europa-Parlamentet.
Det skal, særligt i sit program og i sine aktiviteter, overholde de principper, som Den Europæiske Union bygger på: principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet
Det skal have deltaget i valg til Europa-Parlamentet eller have udtrykt hensigt herom.
1.3.2 Transnationalt parti på EU-niveau
Igennem projektet vil vi anvende begrebet transnationalt parti og transnationalt parti på EUniveau som en betegnelse for, hvordan et fuldt udviklet europarti vil fungere. Vores definition af et
transnationalt parti på EU-niveau er inspireret af Robert J. Huckshorns parti-definition, der indeholder fire kriterier, som organisationer skal leve op til, for at kunne defineres som partier (Katz 2011:
220). Et transnationalt parti på EU-niveau definerer vi som: Et parti, der opererer på tværs af EU’s landegrænser. Det kendetegnes ved, at:
Det opererer på tværs af landegrænser i EU
Det ønsker at opnå kontrol over regeringsmagten, her forstået som Kommissionen
Det deltager i parlamentsvalg ved at nominere og opstille kandidater
Det deltager i dannelsen af regering
Det er autonomt
Det formidler politiske lovforslag og politiske holdninger mellem EU og befolkningen
(Lindberg, Rasmussen & Warntjen 2008: 1108)
1.3.3 Organisatorisk udvikling mod at blive et transnationalt parti på EU-niveau
Betegnelsen organisatorisk udvikling udgør en central del af projektet. Ved organisatorisk udvikling
forstås: Alle organisatoriske ændringer, der øger parti-organisationens ressourcer og kompetencer. I
afsnit 2.3 redegøres der for hvilke parametre, der bruges til at måle organisatorisk udvikling, samt
hvorfor vi har valgt dem. Disse parametre vil indgå i projektets anvendelse af betegnelsen organisatorisk udvikling.
Side 11af 73
1.3.4 Politisk konkurrence
Vores definition af politisk konkurrence er inspireret af Hix (2011: 446). Politisk konkurrence definerer vi som: To eller flere partier konkurrerer om regeringsmagten, hvor der er klare vindere og
tabere. Ud fra denne definition var der altså ikke politisk konkurrence mellem europartierne før
2009, da de ikke kunne opnå kontrol med Kommissionen gennem valgkampe.
1.4 Forskningsdesign
For at besvare projektets problemformulering har vi valgt at gøre brug af den metode, som professor
ved Harvard University, Peter A. Hall, betegner som systematisk procesanalyse. Denne metode beskæftiger sig med kausalitet og udgør et værktøj til systematisk at udvikle og teste teorier om kausale sammenhænge (Hall 2006: 25). Metoden har til formål at identificere de vigtigste variable inden
for en kausalkæde og heraf teste, om de fører til et bestemt outcome. Det centrale i denne metode
er, at den har fokus på de processer, hvori en række variable leder til et bestemt outcome. Den systematiske procesanalyse bygger på det videnskabsteoretiske paradigme kritisk realisme (Hall 2006:
30). Dette paradigme kendetegnes ved, at den interesserer sig for de processer, hvormed kausaliteter
udspiller sig, frem for kun at observere, hvorvidt en given kausalitet gør sig gældende.
I den kritiske realisme opfattes virkeligheden som dyb, hvilket kommer til udtryk i dens tre domæner: det empiriske domæne, her forstås observerede begivenheder. Det faktiske domæne, som består
af begivenheder og de fænomener, der eksisterer, forårsaget af mekanismer og strukturer. Disse to
domæner svarer til en virkelighedsforståelse baseret på observationer herunder af fænomener. Det
tredje domæne, det dybe domæne, består af ikke-observerbare strukturer, der forårsager fænomener
i det faktiske domæne (Buch-Hansen & Nielsen 2012: 281f).
I projektet vil vi anvende den systematiske procesanalyse til at undersøge, hvorvidt europartiernes
mulighed for at udpege kandidater til posten som kommissionsformand leder til, at de udvikler sig
mod at blive transnationale partier. Metoden består af fire trin, der systematisk skal gennemgås med
henblik på at konkludere, om en given kausalitet gør sig gældende. Trinene består af teoriudvikling,
udledning af forudsigelser, observationer og konklusion (Hall 2006: 27f). Vi har valgt at opbygge
projektet ud fra den rækkefølge, som disse fire trin udspiller sig i. Projektet vil derfor omfatte en
kronologisk gennemgang af den proces, der leder os frem til en besvarelse på vores problemformulering. I det følgende vil vi gennemgå, hvad de fire trin består af og give en kort beskrivelse af,
hvordan de indgår i projektet og dets opbygning.
Side 12af 73
1.4.1 Teoriudvikling
Det første trin i den systematiske procesanalyse består i, at man formulerer sine teorier og heri identificerer hvilke variable, der menes at føre til et bestemt outcome (Hall 2006: 27). I teorierne skal
der redegøres for, hvordan ens variable er kausalt sammenkædet, samt hvilke antagelser, der ligger
til grund for, at de vil skabe et bestemt outcome (ibid.). Ifølge Hall, er det nødvendigt at teste to
teorier overfor hinanden, da de kriterier, som man vurderer en teori ud fra, ofte skabes ud fra teorien. Ved at teste en teoris forklaringskraft over for en konkurrerende teori kan man styrke teoriens
validitet såfremt, at den kommer stærkest ud af testen (ibid.: 26). Med afsæt heri har vi opstillet to
konkurrerende forventninger til, hvilke faktorer, der påvirker europartiers udvikling mod at blive
transnationale partier. Begge forventninger beskæftiger sig med europartiers udvikling mod at blive
transnationale partier, men de konkurrerer med hinanden i deres forklaring af, hvorvidt og hvordan
europartier vil udvikle sig. Dette tager afsæt i, at de bygger på forskellige antagelser og kausalkæder. Den første forventning er baseret på Rational Choice-teorien og forventer, at alle europartier vil
udvikle sig mod at blive transnationale partier som følge af deres mulighed for at opstille en spidskandidat til posten som kommissionsformand. Denne forventning bygger på en antagelse om, at alle
europartier udgør rationelle enhedsaktører, der besidder et mål om at øge deres magt i EU. Den anden forventning baserer sig på Stephen Days teori om europartiers udviklingsstrategier, og forventer
derimod, at det ikke er alle europartierne, der vil udvikle sig mod at blive transnationale partier.
Mere specifikt forventes det, at vi ikke vil se en udvikling i de EU-skeptiske partier. Denne forventning bygger på en antagelse om, at europartierne vil udvikle sig forskelligt med afsæt i deres holdning til EU-integration. I Kapitel 2 vil vi redegøre for disse forventninger samt hvilke kausalkæder,
som de bygger på. Hertil vil vi eksplicitere hvilke teorier og antagelser, der ligger til grund for dem.
For at kunne teste sine teorier er det nødvendigt, at man udleder en række forudsigelser om, hvad
man forventer at observere (og ikke observere), hvis de respektive teorier er valide (Hall 2006: 27).
Dette udgør det næste skridt i den metodiske proces.
1.4.2 Udledning af forudsigelser
Dette trin består i, at man på baggrund af sine teorier skal udlede en række forudsigelser omkring,
hvad man vil observere, såfremt de forskellige teorier er korrekte (Hall 2006: 27). Her er det vigtigt,
at de forudsigelser, som man opstiller, kun gælder for den ene teori, og ikke for den anden, så man
den vej kan vurdere, hvilken en af teorierne, der er mest valid (Hall 2006: 28). Det er, ifølge Hall,
en afgørende del af processen at specificere præcis, hvad man forventer at se i sine observationer,
Side 13af 73
da det er på baggrund af disse, at teoriernes validitet kan vurderes. I afsnit 2.3 vil vi præcisere, hvad
vores observationer skal indeholde for, at de enkelte teorier kan siges at være sandsynlige. Dette
består af en række parametre, som vi vil vurdere europartiernes udvikling ud fra. Vi vil teste begge
af projektets forventninger ud fra de samme parametre. Dette vil udspille sig på følgende måde:
Hvis forventning 1 er korrekt, vil vi se en udvikling i de pågældende parametre i samtlige europartier; og omvendt: Hvis forventning 2 er korrekt, vil vi ikke se en udvikling i disse parametre i de EUskeptiske europartier. I afsnittet vil vi gennemgå, hvad der ligger til grund for, at vi har valgt de
pågældende parametre til at vurdere europartiernes udvikling.
1.4.3 Observationer
Det tredje skridt i den systematiske procesanalyse består i at foretage sine observationer. Her anvender man et givent antal cases, hvorfra man indsamler data, der kan bruges til at vurdere teoriernes forklaringskraft (Hall 2006: 27f). Ifølge Hall er det her en fordel at inddrage så mange og så
forskellige typer observationer fra sine cases som muligt, da en teori, der overlever at blive testet
mod flere typer observationer, vil være mere valid (ibid.: 28). I Kapitel 3 vil vi redegøre for, hvordan vi vil indsamle vores observationer. Dette omfatter et casestudie af fire europartier, som vi vil
undersøge ud fra de parametre, som vores forudsigelser vedrører. I kapitlet vil det blive gennemgået
hvilke europartier, vi har valgt at inddrage, samt hvad der ligger til grund vores valg af disse partier
Her vil vi også eksplicitere, hvilken analysestrategi, vi vil anvende til at vurdere, om der en sket en
udvikling i vores cases på de forskellige parametre.
Vores observationer af europartierne vil herefter fremgå i projektets analyse i Kapitel 4. Analysen
er struktureret således, at vi vil analysere europartierne en ad gangen i forhold til samtlige parametre, som indgår i vores forudsigelser. Herefter vil vi diskutere og konkludere, hvilken af projektets to
forventninger, der er mest valid.
1.4.4 Konkludér
I den systematiske procesanalyse består en konklusion i, at man sammenligner de observationer,
som man har hentet fra sine cases, med de forudsigelser, som man har opstillet (Hall 2006: 28). På
baggrund af dette kan man vurdere, hvilken en af teorierne, der har den største forklaringskraft. Hall
understreger hertil, at man skal være opmærksom på, at nogle typer af observationer er mere afgørende for, hvorvidt en teori kan sandsynliggøres eller må afvises (ibid.). Da man i denne fase, ifølge
Hall, ofte oplever, at der er et stykke fra ens forudsigelser til, hvad man observerer, er man nødt til
Side 14af 73
at vurdere, hvor sandsynlig teorien er over for validiteten af ens observationer. Inden en teori afvises bør observationernes validitet derfor bedømmes ud fra kildernes troværdighed og den anvendte
metodes validitet. Hvis det viser sig, at der er tvivl omkring observationernes validitet, eller at man
har velbegrundede argumenter for at forvente, at ens teori er valid på trods af, at ens observationer
går imod den, kan man forsøge at indhente flere observationer fra sine cases (ibid.). I Kapitel 6 vil
vi diskutere validiteten af vores observationer. Herefter vil vi konkludere, hvilken af vores forventninger, der har den største forklaringskraft omkring, hvorvidt og hvordan europartierne udvikler sig
mod at blive transnationale partier. Afslutningsvist vil vi sætte vores undersøgelse i perspektiv.
Side 15af 73
Kapitel 2: Teori
I følgende kapitel vil vi præsentere projektets to konkurrerende forventninger samt hvilke teorier og
antagelser, de bygger på. Projektets første forventning er baseret på rational choice-teorien, mens
projektets anden forventning bygger på Stephen Days, lektor ved Oita Universitet, to udviklingsstrategier for europartier: henholdsvis transnationaliserings- og inddæmningsstrategi. Dette afsnit
svarer til Halls første trin i den systematiske procesanalyse; teoriudvikling. Kapitlet afsluttes med en
præsentation af de udviklingsparametre, som anvendes i projektets analyse. Denne del svarer til
Halls andet trin; udledning af forudsigelser.
2.1 Forventning 1: Politisk konkurrence om kommissionsformandsposten vil
skabe en organisatorisk udvikling i alle europartierne
Forventning 1 omhandler, hvorvidt politisk konkurrence leder til, at europartierne gennemgår en
organisatorisk udvikling mod at blive transnationale partier på EU-niveau. Forventningen bygger på
en præmis om, at den politiske konkurrence giver europartierne incitament til at udvikle sig mod at
blive transnationale partier på EU-niveau. Hertil er forventningen, at alle europartier vælger at foretage en organisatorisk udvikling på baggrund af den politiske konkurrence. Forventningen kan illustreres ved følgende kausalkæde:
Figur 1: Kausalmodel for forventning 1
Politisk konkurrence
Organisatorisk udvikling
Som det fremgår af den ovenstående kausalkæde, bygger forventning 1 på en antagelse om, at politisk konkurrence vil lede til, at europartierne udvikler sig mod at blive transnationale partier på EUniveau. Denne forventning bygger på en antagelse om, at alle europartier har en præference for at
maksimere deres magt i EU, og at de derfor vil anvende den politiske konkurrence til at udvikle
deres organisation. Antagelsen baserer sig på rational choice-teori, hvilket vil blive præsenteret i det
følgende afsnit.
Side 16af 73
2.1.1 Rational Choice-teori
Rational choice-teorien har sine oprindelse i mikroøkonomien og beskæftiger sig med, hvad der
ligger til grund for folks handlinger og ageren. Teorien bygger på en antagelse om, at mennesker
udgør rationelle aktører, der bruger deres begrænsede ressourcer til at maksimere deres nytte (Collin
2012: 200). Ifølge teorien, har aktører forudgående præferencer og indgår i bestemte institutioner,
der er med til at begrænse deres adfærd. Hertil antages det, at aktørernes præferencer er eksogent
givne, at de er fuldstændigt transitive, og at de er konsistente over tid (Nedergaard 2012: 485). For
at en aktør kan siges at være i stand til at handle rationelt, skal han, ifølge teorien, ideelt set have
fuld information, så aktøren kan handle på et oplyst grundlag. Fuld information omfatter, at en aktør
er i besiddelse af al den information, der er nødvendig, for at kunne foretage en optimal handling.
Yderligere skal aktøren have en optimal intelligens, så han kan træffe den beslutning, der vil øge
hans nytte mest. Teorien understreger dog, at det i praksis er umuligt at opnå fuld information og
optimal intelligens, derfor antages det i stedet, at aktørerne har tilstrækkelig information og intelligens til at træffe et rationelt valg (ibid.: 485f).
På baggrund af dette, antages det i forventning 1, at europartier udgør rationelle aktører, der nyttemaksimerer, og at deres primære præference består i at maksimere deres magt i EU. Samtidig antages det, at europartier har tilstrækkelig information til at foregribe, hvordan de andre europartier vil
agere. På baggrund af Lissabontraktatens artikel 17 stk. 7, der giver europartierne mulighed for at
konkurrere om kommissionsformandsposten, står europartierne altså overfor en ny situation i forhold til tidligere Europa-Parlamentsvalg. Formanden for Kommissionen vælges nu under hensynstagning til valgresultatet, og europartierne har derfor mulighed for at øge deres indflydelse ved at
opstille en spidskandidat til valget i 2014. Vi forventer heraf, at alle europartier vil se sig nødsaget
til at udvikle sig organisatorisk, for at kunne deltage i kampen om magten og derved øge deres magt
i EU.
Logikken i denne forventning består i, at hvis et europarti vælger at opstille en spidskandidat og
udvikle sin organisation, vil de andre europartier reagere på dette ved at udvikle deres organisationer tilsvarende, og heraf udvikle sig mod at blive transnationale partier på EU-niveau.
Ud fra et spilteoretisk perspektiv kan det illustreres på følgende vis:
Side 17af 73
Tabel 1: Udviklingsstrategier for europarti A og europarti B
Europarti A
Europarti B
Oprust ikke
Oprust
Oprust ikke
10;10
30; 0
Oprust
0;30
5;5
For små europartier antages det at være usandsynligt, at de på nuværende tidspunkt kan blive den
største gruppe i Parlamentet og vinde kommissionsformandsposten. Alligevel forventes det, at de
små europartier også vil se sig nødsaget til at udvikle deres partiorganisationer for ikke at miste
deres magt. Et spilteoretisk eksempel på dette fremgår af nedenstående tabel, hvori det illustreres,
hvordan et lille europarti kan vælge at reagere på et stort europarti.
Tabel 2: Udviklingsstrategier for et lille europarti og et stort europarti
Lille europarti
Store europartier
Oprust
Oprust ikke
Oprust
-20;30
10;10
2.2 Forventning 2: Politisk konkurrence om kommissionsformandsposten vil
ikke skabe en organisatorisk udvikling i alle europartierne, da det er europartiernes holdning til EU-integration, der afgør, hvorvidt de vil benytte den politiske
konkurrence til at gennemgå en organisatorisk udvikling
Forventning 2 omhandler, hvorvidt europartiernes holdning til EU-integration påvirker den effekt,
som politisk konkurrence har på europartiernes organisatoriske udvikling mod at blive transnationale partier på EU-niveau. Ligesom i forventning 1, bygger denne forventning på en præmis om, at
den politiske konkurrence giver europartierne incitament til at udvikle sig mod at blive transnationale partier på EU-niveau. I modsætning til forventning 1, forventes det dog her, at det ikke er alle
europartier, der vil foretage en organisatorisk udvikling på baggrund af den politiske konkurrence.
Forventningen kan illustreres ved følgende kausalkæde:
Side 18af 73
Figur 2: Kausalmodel for forventning 2
Organisatorisk udvikling
Politisk konkurrence
Holdning til EU-integration
Som det fremgår af ovenstående kausalmodel, bygger forventning 2 på en antagelse om, at europartiernes holdning til EU-integration påvirker den effekt, som politisk konkurrence har på europartiernes udvikling mod at blive transnationale partier på EU-niveau. I modsætning til forventning 1,
forventes det i denne forventning, at det kun er de EU-positive europartier, der vil benytte sig af
muligheden for at udvikle sig mod at blive transnationale partier på EU-niveau, hvorimod de EUskeptiske partier ikke vil deltage i denne udvikling.
Forventning 2’s antagelse bygger på Stephen Days teori om europartiernes udviklingsstrategier, der præsenteres i det følgende afsnit.
2.2.1 Stephen Days teori om udviklingsstrategier
Stephen Day beskæftiger sig med europartiers udvikling med fokus på hvilken udviklingsproces,
europartierne gennemgår fra, at de bliver oprettet og frem til, at de potentielt kan blive transnationale partier. Ifølge Day, besidder alle europartier et udviklingspotentiale til at blive transnationale
partier på EU-niveau. Hvorvidt de vælger at anvende deres potentiale afhænger, ifølge ham, af, om
partiet er domineret af idealister eller realister (Day 2014: 6).
I sin teori beskriver Day europartiernes udviklingsproces ud fra en fasemodel, hvori han skelner
mellem tre udviklingsfaser. Disse omfatter tilblivelsesfasen, formateringsfasen og ankomstfasen
(ibid.: 8ff). Efter at et europarti er blevet oprettet, befinder det sig i fase to, formateringsfasen, hvortil ankomstfasen betyder, at et europarti er blevet et transnationalt parti på EU-niveau. I fase to har
europartiet fokus på at videreudvikle partiet. Dette omfatter, at spørgsmål om partiets natur, formål
og potentiale diskuteres blandt dets medlemmer. Hvis partiet vælger at udvikle sig til fase tre, vil det
i denne fase besidde autonomi og blive opfattet som centrum for den politiske familie, som europartiet i denne fase vil udgøre. Udviklingen i et europartis organisation bunder, ifølge Day, ofte i ydre
påvirkninger (Day 2014: 8 & 10). I projektet antages den politiske konkurrence, som ratificeringen
Side 19af 73
af Lissabontraktaten har givet mulighed for, at være en sådan ydre påvirkning. Hvorvidt europartierne vil foretage en organisatorisk udvikling, afhænger hertil af, om partierne er domineret af idealister eller realister. Disse positioner har hver deres strategi for udvikling (ibid.: 6).
2.2.1.1 Transnationaliserings- og inddæmningsstrategi
Idealister og realister adskiller sig fra hinanden ved, at de har forskellige holdninger til europartiernes udviklingspotentiale, samt hvorvidt europartierne skal fungere som transnationale partier på
EU-niveau.
Idealisterne mener, at europartierne endnu ikke har nået deres fulde potentiale. De ønsker derfor
udvikling, der skal sikre øget autonomi og parti-lignede træk. For at sikre denne udvikling anvender
idealisterne, hvad Day betegner som en transnationaliseringsstrategi (Day 2014: 6). Transnationaliseringsstrategien anvendes til at fremme reformer, der forstærker det europæiske partisystems
struktur og giver flere kompetencer til europartierne. På denne måde forsøger idealister at skabe
forhold, der vil give mere autonome europartier, som kan agere partipolitisk. Arbejdet om reformerne foregår i samarbejde med andre aktører, og udspiller sig blandt andet ved officielle møder i
EU mellem de forskellige institutioner. Et eksempel på dette er en række møder, der er blevet afholdt under den foregående kommissionsformand, José Manuel Barroso. Her deltog Barroso sammen med blandt andre Kommissæren for inter-institutionelle forhold og administration samt europartierne EPP, PES, ALDE, EPG og AECR til møderne, hvor de blev enige om en reform af den
økonomisk støtte til europartierne og de europæiske politiske fonde (ibid.: 17). Internt i europartierne anvendes transnationaliseringsstrategien til at udnytte institutionelle strukturer i EU og reformtiltag til at agere partipolitisk.
Realisterne mener derimod, at europartiernes udviklingspotentiale er begrænset, og at de ændringer,
der forekommer, ikke er eller bør være andet end kosmetiske. For at sikre at udviklingen i europartierne kun forekommer inden for de på forhånd definerede områder, anvender realisterne en såkaldt
inddæmningsstrategi (ibid.: 6 & 13). Ifølge Day refererer inddæmningsstrategien til ”the diluting/damping down of measures that are aimed at developing/promoting/supporting the Europarties
as transnational entities.” (Day 2014: 13). På denne måde forsøger realisterne at forhindre en yderligere udvikling samt at bevare det nuværende partisystem.
Hvis et europarti domineret af realister vælger at føre en fælles valgkampagne, vil den fokusere på
at forhindre øget integration og udvikling af europartier, hvilket også gælder for partiernes manifeSide 20af 73
ster. Disse manifester og kampagner vil ofte begrænse sig til at beskæftige sig med politik, der omfavner den laveste fællesnævner frem for at skabe partipolitik på tværs af policy-områder (ibid.: 14).
2.3 Udviklingsparametre
Vi vil i dette afsnit gennemgå de parametre, som vi anvender til at måle den organisatoriske udvikling i europartierne, samt hvorfor disse parametre bidrager til at skabe en forståelse af europartiernes udvikling mod at blive transnationale partier på EU-niveau. Det er på baggrund af disse parametre, at vi vil undersøge projektets to forventninger. Dette afsnit svarer derfor til Halls tredje trin i
den systemiske procesanalyse, udledning af forudsigelser. For at øge analysens styrke inddrages en
bred vifte af udviklingsparametre, som skal sikre en mangfoldighed i observationerne. Dette bunder
i, at en teori vil være mere valid, hvis den overlever tests mod flere typer observationer (Hall 2006:
27). Vi vil undersøge europartiernes organisatoriske udvikling fra henholdsvis 2009 til 2014 ud fra
følgende parametre:
Udviklingen i midler europartiet har fået fra Europa-Parlamentet.
Udviklingen i midler europartiet har fået gennem medlemskontingenter.
Udviklingen i midler europartiet har fået fra donationer.
Udviklingen i antallet af ansatte i perioden (Her anvendes posten løn jf. afsnit 3.2.
Opstillede europartiet en spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget 2014?
Har europartiet ført transnationale/fælles valgkampagner?
o
På internettet.
o
I medlemslandene, herunder rejseaktiviteter.
Har europartiet udarbejdet et manifest i forbindelse med Europa-Parlamentsvalgene?
o
Har der været en udvikling i antallet af policy-områder, som europartiets manifest
behandler?
Størstedelen af projektets udviklingsparametre er udvalgt på baggrund af projektets definition af et
transnationalt parti på EU-niveau, hvorfor flere af disse udviklingsparametre falder under kendetegnene for transnationale partier på EU-niveau (jf. begrebsafklaringen). Et af kendetegnene i vores
definition er, at partierne ønsker at opnå kontrol over regeringsmagten. Derfor er parameteret om
opstilling af en spidskandidat en del af projektets udviklingsparametre. Eftersom et af kendetegnene
ved transnationale partier på EU-niveau er, at de deltager i parlamentsvalg, er transnationale kamSide 21af 73
pagner i forbindelse med Europa-Parlamentsvalgene en del af vores udviklingsparametre, da det er
igennem disse kampagner, at europartiet har mulighed for at deltage i valgkampen. Det lægger sig
samtidig op af kendetegnet om at operere på tværs af landegrænser. Det sidste kendetegn på transnationale partier på EU-niveau er, at de formidler politiske lovforslag og holdninger til den europæiske befolkning. Derfor er parameteret vedrørende, hvorvidt europartiet har udarbejdet et manifest,
og hvorvidt der er sket en udvikling i antallet af policy-områder, som manifestet berører, valgt som
en del af projektets udviklingsparametre. Udviklingen i antallet af policy-områder i manifestet kan
også være et udtryk for en øget autonomi til europartierne.
Parametrene, der vedrørende udviklingen i europartiernes midler, antal ansatte og til dels transnationale kampagner, er medtaget på baggrund af professor ved University College Dublin, David M.
Farrels (1994), beskrivelse af de irske nationalpartiers professionalisering og øgede partikonkurrence. Helt konkret beskriver Farrel, hvordan Irland gik fra et to-et-halvt-partisystem til et flerpartisystem med syv partier samtidig med, at TV-stationerne begyndte at dække irsk politik mere intenst
(Farrel 1994: 216f). Som modsvar til den øgede partikonkurrence og TV-dækning valgte de irske
partier at udvikle sig og dermed blive mere professionaliserede. Det kan ses på flere punkter. For
det første ved, at de ellers traditionelt lokalt forankrede partier er blevet mere centraliserede. Hvor
valgkampagnerne tidligere blev arrangeret lokalt, skete der et skift til, at de blev planlagt og styret
fra centralt hold (ibid.: 221f). Samtidig valgte alle partier at øge bemandingen på deres sekretariater,
hvilket primært blev finansieret af statstilskud, der blev oprettet til lejligheden samt private donationer (ibid.: 222ff & 234).
Vi antager, at europartierne vil forsøge at øge deres økonomiske midler, da et stort budget er en
forudsætning for, at de kan udvikle sig. Europartierne kan øge deres økonomiske midler via deres
bevillinger fra EU. Dette kan de gøre gennem deres medlemmer af Europa-Parlamentet, da det er
Europa-Parlamentet, der beslutter, hvor stor den årlige pulje til europartierne skal være (Lightfoot
2006: 307). Alternativt kan de forsøge at skabe ændringer i forordning (EF) Nr. 2004/2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan. Da Europa-Parlamentet dækker op til
85 % af udgifterne i de enkelte europartiers budget, bliver partierne nødt til selv at skaffe de resterende midler gennem donationer eller kontingenter, hvis de ønsker at øge deres indtægter (forordning (EF) nr. 1524/2007: 4). Hvis ikke europartierne har råd til at udvikle sig, kommer der næppe
Side 22af 73
nogen substantiel udvikling. Det skyldes, at det er omkostningsfuldt at ansætte medarbejdere til at
planlægge og føre valgkamp.
Vi har ikke nogen teoretiske forventninger til eller interesse i, hvornår i perioden 2009-2014 udviklingen vil finde sted, og hvorvidt den vil ske i ryk, eller om vi vil se en støt udvikling år for år. Dette
skyldes, at udviklingen på tværs af europartierne principielt kan ske på flere forskellige måder, alt
efter hvilken strategi det enkelte europarti lægger. Det der interesserer os er derfor, hvorvidt der er
sket en udvikling fra 2009-2014 - hvordan udviklingen har set ud betyder ikke noget.
Hvis projektets første forventning er korrekt, så vil vi observere, at samtlige europartier har udviklet
sig på ovenforstående parametre. Er projektets anden forventning derimod korrekt, vil vi derimod
kun observere en udvikling hos de europartier, som har en positiv holdning til EU integration.
Side 23af 73
Kapitel 3: Metode
Projektets undersøgelse bygger på et casestudie af i alt fire europartier. I følgende afsnit redegøres
der for vores refleksioner omkring udvælgelsen af disse cases. Efterfølgende gives en kort præsentation af de europartier, der vil indgå i projektet. Til sidst kommenteres der på vores typer af empiri
og dennes reliabilitet.
3.1 Caseudvælgelse
Vi har valgt at anvende et casestudie, da vi mener, at en dybdegående analyse af et mindre antal
europartiers organisatoriske udvikling er den bedste måde at undersøge projektets to forventninger.
For at identificere og udvælge hvilke af de i alt 13 eksisterende europartier, der skulle indgå i projektet, har vi gennemgået alle partierne ud fra en række kriterier og parametre. Vi har opstillet disse
på baggrund af projektets problemformulering og dets to forventninger. Kriterierne består af: 1)
partiets alder, 2) partiets holdning til EU-integration, og 3) partiets størrelse. Vi har sammenfattet
vores gennemgang af europartierne i en oversigtstabel (Bilag 2) for at skabe et billede af, hvad der
kendetegner den samlede population af europartier, og herunder hvad der ligger til grund for vores
udvælgelse af projektets cases.
I vores caseudvælgelse har det første kriterium, partiernes alder, spillet en afgørende rolle i kraft af
projektets fokus på europartiernes udvikling fra henholdsvis EP-valget i 2009 til valget i 2014. For
at have et undersøgelsesgrundlag, hvorpå vi kan undersøge europartiernes udvikling i denne periode, har det været et grundvilkår i vores udvælgelse, at de europartier, der skulle indgå i projektet, er
blevet grundlagt forud for EP-valget i 2009. Dette kriterium har indsnævret projektets mulige cases
fra 13 til ti europartier, da det har udelukket tre europartier, der først blev grundlagt efter 2009. Disse gælder European Alliance for Freedom (EAF), Movement for a Europe of Liberties and Democracy (MELD) og European Christian Political Movement (ECPM).
Herefter har vi skelnet mellem europartierne ud fra deres holdning til EU-integration, herunder om
de er for eller imod øget EU-integration. Dette kriterium tager afsæt i projektets forventning 2. Her
forventes det, at europartiernes holdning til EU-integration påvirker sammenhængen mellem den
politiske konkurrence om kommissionsformandsposten og europartiernes organisatoriske udvikling
Side 24af 73
mod at blive transnationale partier. Hensigten med denne skelnen er at sikre, at vi både udvælger
EU-positive og skeptiske cases, da det ellers ikke vil være muligt at undersøge forventning 2.
I vores gennemgang af europartiernes holdning til EU-integration har vi observeret, at der ud af
projektets ti mulige cases er seks europartier, der kan betegnes som EU-positive partier og fire europartier, der kan betegnes som EU-skeptiske. Inden for denne opdeling er der dog forskel på, i
hvilken grad partierne gør sig gældende som henholdsvis pro-EU og EU-skeptiske partier. Gruppen
af de såkaldte EU-skeptiske europartier omfatter traditionelt for eksempel både partier som Party of
the European Left (PEL), der er skeptiske over for den politik, som EU fører, men som støtter idéen
om en europæisk union (Party of European Left 2013), partier som The Alliance of European Conservatives and Reformists (AECR), der er skeptiske i forhold til magtfordelingen mellem EU og
medlemsstaterne (Alliance of European Conservatives and Reformists 2014) og partier, der anfægter selve idéen om EU som system. Det samme gør sig gældende for gruppen af de pro-EU europartier, der adskiller sig fra hinanden i henhold til, hvilke normer og policy-områder de lægger særlig
vægt på at fremme inden for EU.
Ud fra en intention om at nuancere projektets undersøgelse, så det så vidt muligt afspejler den diversitet, der kendetegner den samlede population af europartier inden for dette aspekt, har vi i vores
gennemgang og udvælgelse af partierne skelnet mellem disse forskelle således, at vi ved ‘EUskeptisk’ forstår en position, hvor man principielt er imod yderligere integration. En konsekvens af
denne forståelse er, at PEL i dette projekt ikke antages at være EU-skeptisk, selvom det også kan
virke unuanceret at betegne dem som decideret pro-EU. Dette bør man have i mente, når Tabel 1
læses.
Som det sidste led i vores udvælgelsesproces har vi vurderet populationen af de ti europartier ud fra
deres størrelse, da partierne i høj grad adskiller sig fra hinanden på dette parameter. For at beskrive
partiernes størrelse på en måde, som både er nuanceret og målbar, har vi valgt at definere størrelsen
ud fra følgende tre forhold: antal medlemspartier inden for EU; antal nationalstater, som disse medlemspartier fordeler sig over inden for EU; og antal sæder som partiets medlemmer tilsammen besidder i Europa-Parlamentet. Her har vi været nødt til at fjerne Alliance of European National Movements og EU Democrats, da det ikke har været muligt at finde informationer nok om dem, til at
inddrage dem i mulige case-valg.
Side 25af 73
Vi har valgt ikke at udvælge cases på baggrund af højre-venstre-skalaen, da vi mener, at partier af
forskellig størrelse vil give et mere repræsentativt billede af samlede population end partiernes placering på en højre-venstre skala.
Efter en gennemgang af de 13 eksisterende europartier ud fra ovenstående kriterierer vores population af mulige cases blevet indsnævret til otte europartier. Denne gruppe fremgår af Tabel 1.
Tabel 3: Oversigt over mulige cases af europartier
Europarti
Grundlagt
Antal medlems- partier
inden for EU
Antal nationalstater inden for
EU
Antal sæder i
EuropaParlamentet
Holdning
til EUintegration
Alliance of European
Conservatives and
Reformists (AECR)
2009
11
11
2009: 57
EUSkeptiske
Alliance of Liberals
and Democrats for
Europe-Party
(ALDE)
1976
European Democratic Party (EDP)
2004
2014: 65
36
28
2009: 83
Pro-EU
2014: 62
9
7
2009: 83
Pro-EU
2014: 5
European Free Alliance (EFA)
1978
Samlet: 40
2009: 57
Pro-EU
2014: 13
European Green
Party (EGP)
2004
33
28
2009: 57
Pro-EU
2014: 37
European People’s Party (EPP)
1976
54
27
2009: 274
Pro-EU
2014: 221
Party of European
Socialists (PES)
1974
31
28
2009: 196
Pro-EU
2014: 191
Party of the European Left (PEL)
2004
28
20
2009: 35
Pro-EU
2014: 52
Side 26af 73
Som det fremgår af Tabel 3, eksisterer der både en række forskelle og ligheder i den måde, hvorpå
populationen af mulige cases placerer sig i forhold til projektets kriterier. Fire af europartiere (ALDE, EFA, EPP og PES) er alle blevet grundlagt i perioden 1974-78. Tre af partierne (EDP, EGP og
PEL) er grundlagt i 2004, mens AECR som det eneste og nyeste parti blandt de otte partier er oprettet i 2009. Størrelsen på europartierne varierer en del, idet de strækker sig over at have mellem ni og
54 medlemspartier inden for EU; fordelt på mellem syv og 28 medlemslande; og til at besidde mellem 35 og 274 pladser i Europaparlamentet i 2009, og mellem fem og 221 pladser i 2014. Hertil er
syv af partierne grundlæggende pro-EU, mens det sidste, AECR, er EU-skeptisk.
De ovenstående kriterier blev opstillet ud fra en intention om at identificere hvilke europartier, der
kunne siges at være typiske for den samlede population. Formålet med denne fremgangsmåde bestod i at udvælge en række partier, der var mindst lige så repræsentative for populationen som de
øvrige europartier (Gerring 2008: 648). Under vores gennemgang af de 13 europartier viste populationen sig imidlertid at være for divers til, at enkelte cases kunne siges at være typiske cases. Vi har
derfor udvalgt projektets cases ud fra en diversitetsorienteret tilgang og forsøgt at afspejle de forskelle, der kendetegner den samlede population. Det er ifølge Hall en styrke, da man ved at øge sit
antal cases og diversiteten blandt dem vil mindske risikoen for, at en observeret sammenhæng skyldes tilfældig variation i en enkelt case (Hall 2006: 30).
Heraf har vi valgt at undersøge tre europartier, der først og fremmest varierer i partistørrelse. For at
undersøge et stort, et mellemstort og et småt parti udvælges henholdsvis EPP, EDP og EGP, der
samtidig alle kan karakteriseres som pro-EU partier. For også at få et EU-skeptisk parti udvælges et
fjerde europarti, AECR, der også kan karakteriseres som et mellemstort parti. Ideelt set ville vi have
undersøgt et skeptisk europarti, der blev grundlagt før 2009. Ingen af vores andre mulige cases kunne dog defineres som euroskeptiske, hvorfor vi, i mangel af bedre, er nødt til at benytte os af AECR.
Det vurderes dog, at AECR godt kan benyttes, da det allerede i 2006 blev offentliggjort, at det ville
blive oprettet umiddelbart efter 2009-valget (EUobserver 2006).
Side 27af 73
3.1.1 Præsentation af projektets cases
I det følgende vil vi kort præsentere, hvad der kendetegner disse partier, og herunder, hvorfor vi har
valgt netop disse som projektets cases.
3.1.1.1 European People’s Party European People’s Party (EPP) blev grundlagt i 1976 og er et af de ældste europartier. Partiet er et EU-positivt centrum-højre parti, der siden dets etablering har haft en intention om at skabe et stærkere Europa (EPP 2015a). Dertil er EPP det største europarti i forhold til antal medlemmer i Europa-Parlamentet. EPP er tilknyttet parlamentsgruppen Group of the European People’s Party (Christian Democrats), hvor de sidder med 221 parlamentarikere (Europa-Parlamentet 2014a). Partiet har
54 medlemspartier fra 27 forskellige EU medlemslande (EPP 2015b).
3.1.1.2 European Green Party
European Green Party (EGP) blev grundlagt den 22. februar 2004, men selve samarbejdet mellem
de grønne partier i EU begyndte allerede i 1979, og de grønne partier har været repræsenteret i Europa-Parlamentet siden 1984 (EGP 2015a). I dag har EGP 37 medlemmer i Europa Parlamentet,
som sidder i gruppen the Green/ European Free Alliance. Partiet består af 33 nationale politiske
partier fordelt på EU's 28 medlemslande (EGP 2015b). Til trods for at EGP ikke er et EU-skeptisk
parti, forholder de sig kritiske overfor flere af EUs politikker. De arbejder for miljøet, individuel
frihed, demokrati, diversitet, lighed mellem køn og global bæredygtig udvikling (ibid. 2015a).
3.1.1.3 European Democratic Party
European Democratic Party (EDP) blev oprettet i 2004 og er blandt de mindste af europartierne.
Partiet er EU-positivt og går ind for europæisk demokrati med fælles værdier om fred, frihed, solidaritet og uddannelse (EDP 2015a.). Partiet har ni medlemspartier fra syv forskellige EU-lande og
har fem parlamentarikere i Europa Parlamentet (EDP 2015b). EDP sidder i Europa-Parlaments
gruppen Alliance of Liberals and Democrats for Europe sammen med Alliance of Liberals and Democrats for Europe-Party (Europa-Parlamentet 2014a).
Side 28af 73
3.1.1.4 Alliance of European Conservatives and Reformists
Alliance of European Conservatives and Reformists (AECR) blev oprettet i 2009 (AECR 2015a).
Partiet har medlemspartier fra 11 forskellige EU-lande og består af 11 medlemspartier. Partiets sidder i Europa-Parlamentet i gruppen European Conservatives and Reformists sammen med medlemmer fra European Christian Political Movement. Gruppen var efter valget i 2014 den tredjestørste med 70 medlemmer, hvoraf 65 af medlemmerne er fra AECR (Europa-Parlamentet 2014a). Euroartiet er skeptiske overfor EU-integration og ønsker, at beslutninger træffes så tæt på borgerne
som muligt frem for i supranationale institutioner. De går ind for individuel frihed, national suverænitet, parlamentarisk demokrati, retssikkerhed, privat ejendomsret, lave skatter, frihandel, åben konkurrence og decentralisering af magten (AECR 2015b).
3.2 Empiri
Projektets analyse af europartiernes udvikling vil særligt bygge på skrevne dokumenter i form af
regnskaber, manifester og dokumenter fra EU. I projektets analyse anvendes også tekst i form af
elektroniske tekster fra europartiernes Facebook-sider, Twitter profiler og deres kampagnevideoer
på YouTube. Der er dermed tale om sekundære dokumenter, eftersom at dokumenterne er offentligt
tilgængelige og er tidsmæssigt tæt på det, de referer til (Lynggaard 2010: 139).
Dokumenter kan være med til at afdække processer eksempelvis udvikling, normer og politiske
processer indenfor en organisation eller et netværk. Analyse af dokumenter har dermed ofte fokus
på en tidsperiode og udviklingen i denne. Dette fokus giver mulighed for at identificere forandring
og stabilitet indenfor et undersøgelsesområde, eksempelvis et historisk forløb eller en policyprocess. (Lynggaard 2010: 137)
I forbindelse med projektets analyse præsenteres det samlede dokumentmateriale i Tabel 4, der
danner en oversigt over de dokumenter, projektet har anvendt i forbindelse med analysen. I den
skematiske opstilling af anvendte dokumenter opdeles dokumenterne efter afsender og tematikker.
Derudover præsenteres også typen af dokumenter som er manifester og dokumenter fra EU. Dokumenterne er også inddelt i tidspunktet for publiceringen, det gør vi, da projektets analyse ønsker at
måle en udvikling. (Lynggard 2010: 146).
Side 29af 73
Tabel 4: Oversigt over anvendte dokumenter i analysen
Afsender:
Alliance of European Conservatives and Reformists
(AECR)
Antallet af dokumenter fra afsender:
25
1
European Conservatives
and Reformists (ECR)
European Democratic Party 21
(EDP)
Publicerings
år:
Antallet af dokumenter
pr. type:
2009-2014
Erklæring: 1
Regnskab: 2
Kampagnematerialer:
Hjemmeside: 1
Videoer: 21
Facebook
Erklæring: 1
2009
2009-2014
European Green Party
(EGP)
22
2009-2014
European People’s Party (EPP)
66
2009-2014
Europa- Parlamentet
1
2009
International EU kontor
2
2014
Total
138
Manifest: 1
Regnskab: 2
Kampagnematerialer:
Hjemmeside: 2
Videoer: 14
Facebook: 1
Twitter: 1
Manifest: 2
Regnskaber: 2
Kampagnematerialer:
Hjemmeside: 1
Videoer: 3
Øvrige dokumenter
(rapporter, pressemeddelelser, o.l.):
14
Manifest: 2
Regnskaber: 2
Kampagnematerialer:
Hjemmeside: 4
Videoer: 56
Facebook: 1
Twitter: 1
Kampagne kongres video
Kort over kandidaters rejseaktiviteter
Note: Tabellen er udformet på baggrund af (Lynggard 2010: 147)
Side 30af 73
I forbindelse med projektets anvendelse af dokumenter til analysen benyttes kun dokumenter fra
europartierne og andre dokumenter fra EU. Dermed vurderes det, at afsenderne er kendte og at dokumenterne er repræsentative og troværdige til at undersøge vores problemformulering, fordi de
stammer fra EU og europartierne selv (Lynggard 2010: 147).
I forbindelse med analysen af europartiernes regnskaber ville en undersøgelse af partiernes regnskaber for året 2014 have bidraget til en mere fyldestgørende analyse af udviklingen. Dog er disse
desværre ikke offentliggjort, hvilket betyder, at regnskaberne for 2013 må anvendes i forbindelse
med vurdering af den organisatoriske udvikling. Dette er problematisk, da der dermed opstår en
risiko for, at en eventuel udvikling ikke vil blive observeret på nogle parametre. Det vurderes dog,
på baggrund af projektets brede række indikatorer, at regnskaberne for 2013 kan danne baggrund
for en observation af den generelle udvikling i partierne.
Selvom Europa-Parlamentets støtte til europartierne fremgår af partiernes regnskaber, har vi alligevel valgt at anvende Europa-Parlamentets oversigt over uddeling af støtte, da der i nogle af regnskaberne har vist sig at være problemer med gennemsigtigheden, hvilket gør det svært at gennemskue, hvilket beløb fra Europa-Parlamentet, der er det korrekte beløb. Dette gør sig bl.a. gældende
for; EGP (2009), EDP (2009, 2010, 2012) og AECR (2010 og 2011). Der er to måder, hvorpå problemerne med regnskabernes gennemsigtighed forekommer. Den første måde består i, at posten
’støtte fra Europa Parlamentet’ figurerer flere gange i løbet af regnskabet, men med forskellige beløb. Et eksempel på dette er AECR 2011, hvor der under ’turnover’, på side tre i regnskabet, står 632.626,44 euro, og under ‘Annex’, på side syv, står, at støtten fra EU var på 912.382,40 euro i 2011. Her er det beløbet på side tre, som stemmer overens med Europa-Parlamentets oversigt. Det
andet problem med gennemsigtigheden, er regnskaber, hvor beløbet fra Europa-Parlamentet ikke er
nævnt i regnskabet. Et eksempel på dette er regnskabet for EDP i 2009, hvor det beløb, som fremgår
af ’Annex’ på side otte, er 10.187,8 euro større end det beløb, Europa Parlamentet har oplyst. For at
finde frem til Europa-Parlamentets beløb bliver man nødt til at trække det resterende af støtten for
året før samt renterne af disse, der fremgår af side nr. syv i regnskabet, fra beløbet på side otte.
Regnskabernes manglende gennemsigtighed bør dog ikke have betydning for deres reliabilitet, idet
samtlige regnskaber er gennemgået af en revisor, der bekræfter, at regnskaberne giver et retvisende
billede (Elkjær & Hjulsager 2012: 43f).
Side 31af 73
I forbindelse med vores udviklingsparametre ønsker vi at undersøge udviklingen i antallet af ansatte
i de enkelte europartier. Dette tal har dog ikke været tilgængeligt for samtlige partier i både 2009 og
2014. Vi anvender derfor udviklingen i partiernes udgifter til løn som parameter i stedet. Dette betyder dog, at vi ikke får mulighed for at få indsigt i, præcis hvordan antallet af ansatte ændrer sig, og
vi skal samtidig huske at tage højde for generelle lønstigninger i vores analyse. Dog vurderer vi, at
lønudgifter er en tilstrækkelig valid indikator til, at den kan benyttes.
3.3 Analysestrategi
Det følgende afsnit kortlægger hvilken analysestrategi, der ligger til grund for projektets analyse af
de fire europartier. Først præsenteres analysens struktur. Herefter redegøres der for, hvordan vi vil
vurdere, om der er sket en udvikling på hver af parametrene. Dette omfatter et pointsystem, hvor det
beskrives hvordan vi vil rangere europartiernes udvikling ud fra, om udviklingen vurderes som substantiel.
I projektets analyse vil vi teste vores to forventninger. Som tidligere nævnt omfatter disse henholdsvis, hvorvidt politisk konkurrence (jf. begrebsafklaring) vil føre til en organisatorisk udvikling
i alle europartier, eller om det er europartiernes holdning til EU-integration, der afgør, om partierne
vil bruge den politiske konkurrence til at udvikle sig.
Vi vil undersøge projektets fire cases ved at analysere partierne internt over tid (Andersen, Binderkrantz & Hansen 2012: 86f; Gerring 2004: 343). Dette vil vi gøre ved at analysere europartierne
enkeltvis og sammenligne partiets organisatoriske udvikling i henholdsvis 2009 og 2014. I vores
analyse vil vi anvende 2009 som et benchmark for europartiernes udvikling, da ratificeringen af
Lissabontraktaten på dette tidspunkt ikke var trådt i kraft. Herved kan vi sammenligne, hvorvidt den
politiske konkurrence, som ratificeringen gav anledning til forud for EP-valget i 2014, har ledt til en
organisatorisk udvikling i europartierne.
Konkret vil vi udføre analysen ved at undersøge europartierne i den følgende rækkefølge: EDP,
EGP, EPP og til sidst AECR. Vi har valgt at undersøge europartierne i denne rækkefølge, da vi herved har mulighed for først at etablere sammenhængen mellem politisk konkurrence og organisatorisk udvikling i de tre EU-positive partier. Herefter kan vi benytte AECR som en kritisk case til at
afgøre, hvilken af de to forventninger, der har den største forklaringskraft (Gerring 2008: 659f).
Dette bunder i, at det, ifølge forventning 2, vil være usandsynligt, at AECR vælger at benytte sig af
Side 32af 73
muligheden for at foretage en organisatorisk udvikling. Hvis AECR har udviklet sig, vil det understøtte forventning 1, mens det omvendt vil øge forventning 2’s forklaringskraft, hvis AECR ikke har gennemgået en organisatorisk udvikling.
Da projektets uafhængige variabel udgør politisk konkurrence, medfører dette, at der forekommer
en naturlig variation på variablen. Eftersom vi undersøger europartiernes udvikling både før og efter, at der er kommet politisk konkurrence, giver det os den fordel, at vi har styr på tidsrækkefølgen,
hvilket øger undersøgelsens interne validitet (Andersen 2012: 104). For at foretage en ideel undersøgelse af politisk konkurrences indflydelse på europartiernes organisatorisk udvikling, skulle en
kontrolgruppe inddrages i undersøgelsen (Andersen, Binderkrantz & Hansen 2012: 76ff). Denne
kontrolgruppe skulle bestå af europartier, der ikke blev udsat for stimulus i form af øget politisk
konkurrence. På denne måde kunne vi have sikret os, at der ikke er andre faktorer, der skaber en
eventuel organisatorisk udvikling blandt europartierne. Men da det ikke er op til os at afgøre, hvilke
europartier, der skal have lov at konkurrere om kommissionsformandsposten, kan vi ikke afvise, at
der er alternative årsager til en eventuel organisatorisk udvikling.
Vi vil i analysen af de enkelte europartier foretage konkrete vurderinger af, hvorvidt der er sket substantielle udviklinger på de enkelte parametre. For at modvirke risikoen for, at vi vurderer, at der er
sket en substantiel ændring på et parameter, hvor ændringen kunne være tilfældig, vil vi opstille
krav til, hvornår en udvikling kan vurderes som substantiel. Dette vil bestå af følgende.
Ved parametre, der indebærer en økonomisk udvikling, kræver vi, at der minimum er sket en udvikling på 25 % fra 2009 til 2013. Stigninger i procent kan dog være misvisende ved beløb, hvor udgangspunktet er lavt, da det vil give indtryk af en meget stor stigning, selvom det ikke nødvendigvis
er tilfældet. Derfor må vi ved de små beløb foretage en vurdering af, hvorvidt vi mener, at der er
sket en stigning.
Det kan hurtigt vurderes, om et europarti har benyttet sig af muligheden for at opstille en spidskandidat eller ej. I tilfælde, hvor et europarti eventuelt ikke har opstillet en spidskandidat, inddrages
empiri i form af pressemeddelelser til at uddybe, hvorfor partiet ikke har valgt at benytte sig af den
mulighed. Dette gør vi fordi, det vil øge vores forståelse af, hvorfor partiet ikke ønskede at deltage i
valgkampen.
For at undersøge europartiernes kampagneaktiviteter vi vil tage afsæt i deres respektive hjemmesider, Facebook-sider, Twitter profiler og YouTube kanaler. På denne måde vil vi kortlægge, hvilke
Side 33af 73
aktiviteter, europartierne har gennemført i 2009 og 2014. Her vil vi ikke sætte et konkret mål for,
hvor stor stigningen skal være, da karakteren af kampagneaktiviteter kan variere. Vi vil derfor foretage en mere kvalitativ vurdering af, hvorvidt der er sket en substantiel stigning i europartiernes
kampagneaktiviteter eller ej.
For at undersøge, hvorvidt der er sket en udvikling inden for europartiernes manifester, vil vi foretage en lukket kodning af deres valgmanifester fra 2009 og 2014, hvis de havde et. Her koder vi
efter, hvor mange policy-områder manifesterne berører.
Efter at have vurderet, om der er sket en udvikling på disse parametre, vil vi foretage en vurdering
af, hvorvidt der samlet set er sket en substantiel organisatorisk udvikling i de enkelte europartier. Vi
vil her anvende et summerisk indeks, da det ikke er muligt at måle organisatorisk udvikling direkte.
På denne måde har vi mulighed for at måle begrebet indirekte (Pedersen 2012: 402). Ved at danne
et indeks øger vi samtidig vores målingsvaliditet, da vi indfanger flere aspekter af begrebet, og da
målingsfejl og tilfældige fejl siges at udligne hinanden (ibid.: 406).
Som nævnt i forskningsdesignet, gør Hall opmærksom på, at nogle parametre kan være mere afgørende end andre, for at en teori kan sandsynliggøres eller ej. På denne baggrund har vi valgt at vægte vores parametre på følgende måde:
Udvikling i midler fra EU giver 1 point
Udvikling i kontingent giver 1 point
Udvikling i donationer giver 1 point
Udvikling i lønudgifter giver 1 point
Opstilling af spidskandidat giver 1 point
Udvikling af kampagneaktivitet giver 1 til 3 point
o
Udvikling af internetkampagne giver 1 point
o
Udvikling af kampagne i medlemslandene giver 2 point
Udvikling af manifest giver 1 point
Ved at samle tilstrækkeligt med ordinale variable kan man med en vis ret hævde at kunne øge sit
måleniveau og opnå et intervalskaleret indeks (ibid.: 407). Herigennem kan man illustrere, hvor
meget europartierne har udviklet sig. Vi har valgt at benytte os af denne fordel, og vil derfor rangere
europartiernes udvikling ud fra et pointsystem. Partierne har mulighed for at score mellem 0 og 9
Side 34af 73
point. Som nævnt ovenfor ønsker vi at stille krav til, hvorvidt vi anser en udvikling som substantiel
eller ej. Vi kræver derfor her, at et europarti minimum skal score minimum 7 point for, før det kan
siges at have gennemgået en substantiel organisatorisk udvikling.
Årsagen til, at vi har vægtet kampagneaktiviteter højere end de andre parametre, er, at vi mener, at
dette parameter er afgørende for, hvorvidt der er sket en substantiel udvikling i et europarti eller ej.
Dette tager afsæt i, at europartiernes mulighed for at nominere en spidskandidat har givet anledning
til, at partierne i højere grad har incitament til at deltage i valgkampen.
Efter at have analyseret alle europartierne vil vi i henhold til Hall sammenholde vores forudsigelser
om, hvad vi ville observere, med hvad vi har observeret i de enkelte europartier. På denne baggrund
vil vi vurdere, hvilken af vores to forventninger, der har den største forklaringskraft. Hertil vil vi
diskutere, hvorfor den ene forventning er mere sandsynlig end den anden.
Side 35af 73
Kapitel 4: Analyse
I dette kapitel vil vi analysere, hvorvidt der er sket en organisatorisk udvikling blandt europartierne.
Dette afsnit indgår i den del af den systematiske procesanalyse, som Hall kalder for observationer,
hvor man indhenter og behandler observationer fra sine cases. Vi vil først undersøge EDP, derefter
EGP, så EPP og til sidst AECR.
4.1 Analyse af EDP
Tabel 5: Oversigt over EDPs organisatoriske udvikling
2009
2014*
Udvikling
Point
249.084
436.636*
Ja (+75,3)
1p.
Kontingent
52.016,98
85.000,00*
Ja (+63,4)
1p.
Donationer
0
0
Nej
0p.
53.727,76*
Ja
1p.
Guy Verhofstadt
Ja
1p.
Ja
3p.
Ja
1p.
Midler fra EU (€)
Lønudgifter
0
x
Opstillede spidskandidat
Kampagneaktiviteter
x
Manifest
Ja
x
10 politikområder
Kilder: EDP 2009; EDP 2013; EDP 2014b; EDP 2014f; EDP 2014g;
Note: *2013 regnskabet
4.1.1 Midler og udgifter
Som det fremgår af Tabel 5 ovenfor, er der sket en væsentlig stigning i EDPs tilskud fra EU fra
2009 til 2013. Euroartiets tilskud er i denne periode steget med 75,3 %, hvilket ligger over projektets minimumskrav på 25 %. Vi vurderer derfor, at der på dette parameter er sket en substantiel udvikling.
Det fremgår også, at der er sket en udvikling i EDPs indtægter fra kontingenter, hvor beløbet siden
2009 er steget med 63,4 %. Da denne stigning også ligger over projektets minimumskrav, vurderer
vi det som en substantiel ændring.
EDP har dog ikke modtaget donationer i hverken 2009 eller 2014. Der er derfor ikke sket en udvikling i denne post.
Side 36af 73
I perioden fra 2009 til 2013 er der sket en ændring i udbetaling på lønudgifter, som er vokset fra €0 til € 53.727,76. Der er altså sket en stor stigning, hvorfor dervurderes at være en substantiel udvikling.
4.1.2 Spidskandidat
Ved valget i 2014 anvendte EDP sin mulighed for at nominere og støtte en spidskandidat til posten
som kommissionsformand. EDP valgte på et møde, at det ville støtte ALDEs spidskandidat, Guy
Verhofstadt, og adoptere ham dermed som sin egen kandidat. EDP skrev efterfølgende på sin
hjemmeside om denne beslutning:
”With him, the EDP intends to lead a truly European campaign to defend the interests of citizens while the European Union is going through the most serious economic and moral crisis of its history”. (EDP 2014g)
EDP valgte at sende sin næstformand med til kampagnemøder, hvor Guy Verhofstadt deltog, hvilke
foregik i henholdsvis Paris og Polen (EDP 2014a; EDP 2014b) Derudover støttede EDP også aktivt
op om Verhofstadt og hans udtalelser i blandt andet debatter på sin hjemmeside, Facebook og Twitter (EDP 2014c; EDP 2014e).
4.1.3 Kampagneaktiviteter
Der er ikke oplysninger om, at EDP har ført kampagner op til valget i 2009. Dette kan skyldes, at
det først blev oprettet i 2004 og derfor ikke har været organiseret internt i en grad, der muliggjorde
at koordinere en fælles kampagne (Day 2014: 27). EDP var til gengæld meget aktive ved valget i
2014. Det deltog aktivt på tværs af medier, hvilket inkluderede både dets hjemmeside, Twitter, Facebook og YouTube. Det oprettede i forbindelse med valget en hjemmeside, ademocraticeurope.eu,
der kun skulle omhandle valget. Denne hjemmeside omhandlede især valget til kommissionsformandsposten. Der blev postet artikler fra denne hjemmeside på Facebook. Hjemmesiden er dog
lukket i dag (EDP 2014c; A Democratic Europe 2014). EDPs Twitter profil blev ligeledes oprettet
d. 12. April 2014, op til valget. Her var EDP særdeles aktiv, og i perioden fra d. 12 til d. 24 maj
2014 tweetede EDP 226 beskeder, som omhandlede valget. Dette svarer til 5,3 tweets om dagen i
denne periode. Disse tweets omhandlede Guy Verhofstadt, valgvideoer, EDP aktiviteter og opfordringer til at stemme ved valget. Der blev lagt særlig vægt på at støtte EDP medlemmer, der stillede
op til valget i forskellige lande (Twitter). På YouTube har EDP d. 1. og d. 7. maj 2014 lagt syv
Side 37af 73
valgvideoer op. Disse videoer er 27 sekunder lange og er tilgængelig på engelsk og fransk. De omhandler blandt andet kultur, uddannelse, fødevarer, sundhed, miljø, menneskerettigheder, kulturel
diversitet, samarbejde, research og ligestilling. Valgvideoerne har et fælles slogan; at the center
where the political center belongs, og indeholder partilogo og valgdag til Europa Parlamentsvalget
til slut. Ud fra dette vurderes det, at EDPs kampagnevideoer er forholdsvis velkoordinerede, da de
er oprettet samtidig på to forskellige sprog (EDP 2014d). Derudover har EDP valgt at sprede sine
valgvideoer via Twitter og Facebook. På Twitter delte EDP sine valgvideoer seks gange mellem d.
17 – 21. maj (EDP 2014e). På Facebook postede EDP sine valgvideoer syv gange fra d. 6. maj til
den 23. maj (EDP 2014b). På baggrund af dette kan der siges at være sket en udvikling i EDPs
kampagneaktiviteter både på internettet og ude i medlemsstaterne.
4.1.4 Manifest
Det har ikke været muligt at finde et manifest fra tidligere end 2014, hvorfor vi må antage, at EDP
ikke tidligere har haft et manifest. I 2014 vedtog EDPs råd ved et møde dets nye manifest. Deres
politik er beskrevet i korte afsnit om, hvorfor den er nødvendig og derefter i korte vendinger om,
hvad der bør gøres ved de forskellige områder. I manifestet beskrives følgende ti policy områder.
(EDP 2014f)
1) EU-integration (s. 2f & 5)
2) Erhvervspolitik (s. 3)
3) Forsknings-, Uddannelse- og Innovationspolitik: (s. 3)
4) Socialpolitik (s. 3)
5) Energipolitik (s. 3)
6) Miljø- og energipolitik (s. 4)
7) Udenrigspolitik (s. 4)
8) Immigrationspolitik (s. 4)
9) Fiskeri- og landbrugspolitik (s. 4)
10) Ligestillingspolitik (s. 4)
Side 38af 73
4.1.5 Opsummering
På baggrund af den ovenstående analyse, vil der i det følgende afsnit foretages en samlet vurdering
af, hvorvidt EDP har gennemgået en organisatorisk udvikling siden 2009.
De første tre parametre, vi har anvendt i analysen af EDPs udvikling, har omhandlet europartiets
udgifter og midler. Idet EDPs midler fra EU samt kontingenter fra medlemmer er steget, får det 1
point for hver af disse. EDP har dog ikke været istand til at øge sine donationer, hvilket betyder, at
vi ikke kan give point ud fra dette parameter.
På trods af, at europartiet ikke har været i stand til at øge sine donationer, har det haft råd til at øge
sine udgifter til løn, hvilket betyder, at vi tildeler det yderligere 1 point. Eftersom europartiet pegede
på Guy Verhofstadt som spidskandidat, tildeler vi partiet 1 point. Selvom EDPs spidskandidat ikke
var fra dets eget parti, deltog EDP alligevel i kampagner i medlemslandene, og det førte yderligere
kampagne på internettet. Det giver 3 point.
I forbindelse med valget i 2009 havde EDP intet manifest. Det havde de i forbindelse med valget i
2014, hvilket giver 1 point.
Sammenlagt får EDP 8 ud af 9 point, og vi vurderer derfor, at EDP har gennemgået en organisatorisk udvikling siden 2009.
Side 39af 73
4.2 Analyse af EGP
Tabel 6: Oversigt over EGPs organisatoriske udvikling
2009
2014
Udvikling
Midler fra EU (€)
643.562,00
1.563.218,00*
Ja (+142,9 %) 1p.
Kontingent
209.838,00
297.500,00*
Ja (+41,8 %)
1p.
Donationer
0
5.000,00*
Ja
1p.
Lønudgifter
280.391,00
529.000,00*
Ja (+88,7 %)
1p.
Opstillede spidskandidat Ja
Point
Ska Keller og José Bové Ja
1p.
Ja
Ja
3p.
Ja
1p
Kampagneaktiviteter
Ja
Manifest
17 politikområder 20 politikområder
Kilder: EGP Council 2013a; EGP Committee 2013; EGP 2009h; EGP 2013b
Note: *2013 regnskabet
4.2.1 Midler og udgifter
Som det fremgår af Tabel 6, er der sket en markant stigning i EGPs økonomiske midler fra EU fra
2009 til 2013. Partiets indtægter er steget fra henholdsvist € 643.562 i 2009 til € 1.563.218 i 2013, hvilket udgør en stigning på 142,9 %. Da stigningen ligger over projektets minimumskrav på 25 %,
vurderer vi, at der er sket en substantiel udvikling på dette parameter.
Siden 2009 er EGPs samlede kontingent steget med 41,8 %. Årsagen til, at beløbet ikke er steget
yderligere kan skyldes, at: “The EGP Committee decided not to ask Member parties to contribute more – they have considerable campaign costs already for the European campaign” (EGP Committee 2013: 12). I stedet lagde EGP vægt på at øge sine indtægter af andre veje i form af fundraisingarrangementer og donationer (ibid.; EGP Council 2013a: 2).
Til trods for dette, vurderer vi i kraft at stigningen på 41,8 %, at der er sket en substantiel udvikling
i dets kontingentindtægter.
I 2009 modtog EGP ingen donationer, men i 2014 modtog de € 5.000 i donationer. På baggrund af dette beløb ville man umiddelbart ikke vurdere, at der er sket en substantiel udvikling på dette pa-
Side 40af 73
rameter. Men ser man nærmere på EGPs dokumenter, fremgår det tydeligt, at de har lagt stor vægt
på at skaffe donationer i forbindelse med EP-valget i 2014. EGP skriver blandt andet, at: “The budget foreseen for transnational events during the electoral campaign in 2014 shall be bolstered from
donations” (EGP Council 2013a: 2), og yderligere følgende:
“We do not ask for a payment per vote, but we will ask for donations. This means that more budget can actually be spent on other elements of the campaign, allowing
us particularly to allocate more funds to strengthening the transnational campaign
activities” (EGP Council 2013b: 1)
På baggrund af disse overvejelser vurderer vi, at der er sket en substantiel udvikling på dette parameter.
Fra 2009 til 2013 er EGPs lønudgifter steget med € 248.609, hvilket udgør 88,7 %. Det fremgår yderligere af EGPs kampagnebudget for EP-valget i 2014, at dette beløb svarer til, hvad EGP minimum har brugt på personaleomkostninger direkte forbundet med valgkampagnen (EGP 2014a).
Vi vurderer derfor, at der også er sket en substantiel stigning på dette parameter.
4.2.2 Spidskandidat
EGP opstillede i 2014 to spidskandidater til posten som Kommissionsformand; Ska Keller (Tyskland) og José Bové (Frankrig). Det fremgår tydeligt, at EGP har lagt stor vægt på at opstille spidskandidater i forbindelse med dette valg, hvilket særligt kommer til udtryk ved, at € 300.000500.000 af sit kampagnebudget direkte blev brugt i forbindelse med dets spidskandidater (Transparency International EU Office: 5). Det fremgår yderligere, at EGP valgte at opstille spidskandidater
ud fra en intention om at sende: “a strong message of unity and consensus among Greens” (EGP
Committee 2013: 6). Det kan heraf vurderes, at der er sket en substantiel udvikling på dette parameter.
Side 41af 73
4.2.3 Kampagneaktiviteter
EGP har ført valgkampagner i forbindelse med EP-valg i både 2009 og 2014. Det kommer dog tydeligt til udtryk, at omfanget og karakteren af dets kampagneaktiviteter har ændret sig markant fra
2009 til 2014.
I forbindelse med EP-valget i 2009 lancerede EGP en valgkampagne med sloganet “Think Big, Vote Green” (EGP 2009c). Kampagnen centrerede sig omkring et fælles manifest, som EGP-familien
havde udarbejdet i forbindelse med EP-valget. Manifestet, A Green New Deal for Europe, havde til
formål at signalere, at EGP udgjorde en samlet, europæisk enhed (EGP 2009f). Dertil skulle manifestet fungere som en platform, hvorpå EGPs medlemspartier kunne føre en fælles, europæisk kampagne ved at integrere dets budskaber i de nationale valgkampagner. Det fremgår tydeligt, at EGP
havde en ambition om at føre en transnational kampagne i 2009, og at manifestet udgjorde omdrejningspunktet for dette i dets kampagnestrategi. Som en del af sine kampagneaktiviteter udpegede
EGP fem kampagneledere og 11 ‘ambassadører’ til at rejse rundt i Europa og promovere partifamiliens og manifestets budskaber (EGP 2009a). Disse personer skulle både besøge de nationalstater,
hvor de havde medlemmer, og de nationalstater, hvor de ikke havde. Det har ikke været muligt at
finde en oversigt over, hvordan dette udspillede sig i praksis, men ifølge en undersøgelse, som Wojciech Gagatek, Ph.D. i Samfundsvidenskab fra European University Institute i Firenze, har foretaget, blev det ikke en succes; "This (...) did not work out in practice, as these ambassadors were
mostly pre-occupied with their own national campaigns to the European Parliament.” (Gagatek
2011: 206).
Som supplement til disse aktiviteter havde EGP gjort brug af følgende midler og kanaler i dets
kampagne: bannere; en kampagnevideo; en kampagnesang; og et valgkongres (EGP Election
Campaign 2009). Kampagnevideoen og kampagnesangen blev lagt ud på YouTube, og havde særligt til formål at understøtte ovennævnte budskaber. Begge af disse kampagnedele er dog i skrivende stund blevet afspillet under 2.000 gange på YouTube.
I forbindelse med vedtagelsen af partiets manifest, afholdte EPG en valgkongres i EuropaParlamentet. På kongressen holdt fem af partiets medlemmer tale, hvori de gennemgående omtalte
manifestet og dets budskaber. Kongressen blev optaget på video og lagt ind på EGPs hjemmeside
(EGP 2009g).
Side 42af 73
Ser man på EGPs kampagne i forbindelse med EP-valget i 2014, kommer det tydeligt til udtryk, at
det har oprustet sine aktiviteter siden 2009. Det fremgår af flere af EGPs dokumenter, at det har
været en høj prioritet for dem at føre en succesfuld kampagne i forbindelse med dette valg (EGP
Committee 2013; EGP Council 2012; EGP Council 2013c; EGP Council 2013d; EGP Council
2013e: 1). Dette fremgår blandt andet i EGPs aktivitetsrapport for 2012, hvori det beskriver, hvordan det frem mod valget har udviklet sin organisation for at være klar til en 2014-kampagne:
“In 2012 our focus shifted from the party’s internal organisation, towards preparations for the campaign in 2014. We have almost finalised the development of European
Green policies, further developed both our communications infrastructure and outreach, and prepared our organisation for the upcoming campaign. The Autumn
Council elected a new Committee that will lead the EGP towards the 2014
campaign” (EGP Council 2013d: 1)
Det fremgår yderligere, at EGP har haft en klar ambition om, at dets kampagne, også denne gang,
skulle være transnational, og at formålet med dette har været at skabe en profil af EGP som et “truly
European party” (EGP Committee 2013: 3, 7f, 16). I modsætning til 2009, har EGP i forbindelse
med 2014-valget gennemført en række af aktiviteter, der i praksis både efterkommer og lever op til
disse mål. Siden valget i 2009 har EGP oprettet en profil på en række af de sociale medier (Facebook, Twitter og Instagram), hvilket fremgår tydeligt på EGPs hjemmeside. Disse medier har EGP
aktivt brugt til at formidle nyheder om partiet og dække dets valgkampagne. Dertil har det udarbejdet et nyt manifest og aktivt rejst rundt i Europa for at promovere partiets budskaber og føre en europæisk valgkamp.
Den største ændring siden 2009 er dog, at EGP har centreret sin kampagne omkring EGPs spidskandidater til posten som kommissionsformand. Det fremgår tydeligt, at EGP har anvendt sin mulighed for at udpege kandidater til kommissionsformandsposten som en central og aktiv del i dets
kampagnestrategi (EGP Council 2013b). Dette kommer særligt til udtryk ved, at EGP organiserede
en såkaldt Europe-wide Online Primary kampagne, hvor vælgerne havde mulighed for at logge ind
på EGPs og medlemspartiernes hjemmeside og stemme på, hvilke af de i alt fem kandidater, som
medlemspartierne havde udpeget, der skulle være partiets to spidskandidater i 2014-valget (EGP
2013a). De to spidskandidater skulle som følge af deres nominering lede EGPs kampagne og rejse
rundt i Europa for at formidle partiets budskaber og deltage i TV-debatter med de øvrige partiers
Side 43af 73
spidskandidater (EGP Committee 2013: 3). De to vindere, tyske Ska Keller og franske José Bové,
besøgte heraf i alt 48 byer i 17 lande. Ud af disse besøgte Keller 36 byer i 16 lande, og Bové besøgte 22 byer i fire lande, hvoraf størstedelen omfattede franske byer (EP 2014a; EP 2014b). Man kunne under hele kampagnen følge Keller og Bové’s rejseaktiviteter på de sociale medier på både EGPs
egen profil og på spidskandidaternes individuelle profiler. Derudover fungerede EGPs ungdomsorganisation, Federation of Young European Greens (FYEG), også som et ansigt på kampagnen og
som et talerør for partiets budskaber i Europa (FYEG 2014).
Som det fremgår af ovenstående, har EGP i høj grad prioriteret af føre en valgkampagne i forbindelse med valget i 2014, og yderligere, at de har lagt langt flere kræfter og aktiviteter i at afvikle
den i praksis end i 2009. Vi vurderer derfor, at der er sket en substantiel udvikling på dette parameter.
4.2.4 Manifest
Som nævnt ovenfor, har EGP udarbejdet et manifest i forbindelse med sin EP-valgkampagne i både
2009 og 2014 (EGP 2009d; EGP 2014b). Manifestet fra 2009, A Green New Deal for Europe, består af ni sider, og beskæftiger sig gennemgående med følgende værdier og målsætninger:
a Europe of solidarity that can guarantee its citizens a good quality of life based on
economic, social and environmental sustainability; a truly democratic Europe that
acts for its citizens and not just narrow industry interests; a Europe that acts for a
green future. (EGP 2009d: 2)
I tæt relation til disse emner behandler EGP følgende 17 politikområder i manifestet:
Miljø- og Energipolitik (s. 3f)
Arbejdsmarkedspolitik (s. 3 & 6)
Transportpolitik (s. 4)
Fødevarepolitik (s. 4)
Fiskeri- og Landbrugspolitik (s. 4)
Dyrevelfærd (s. 4)
Finanspolitik (s. 5)
Side 44af 73
Socialpolitik (s. 5f)
Erhvervspolitik (s 5)
Forsknings-, Uddannelse- og Innovationspolitik (s. 6)
Ligestillingspolitik (s. 6f)
Udviklingspolitik (s. 6f)
Handelspolitik (s. 7)
Menneskerettigheder (s. 7)
EU-integration (s. 8)
Immigrations- og Asylpolitik (s. 8)
Udenrigspolitik (s. 8)
I sit 2014-manifest, Change Europe, Vote Green, behandler EGP fortsat disse politikområder, men
har yderligere tilføjet tre nye, henholdsvis retspolitik, skattepolitik og kulturpolitik. I lighed med
manifestet fra 2009 bliver disse politikområder gennemgående behandlet i tæt relation til de grundlæggende værdier og målsætninger, som partiet centrerer sig omkring; “solidarity, sustainability and justice”, “a strong democracy” og “fight for an economic, political and social transformation that will build future prosperity on the basis of sustainable development and a Green renaissance of
our industry.“ (EGP 2014: ). I 2014 har det dog udvidet sit manifest til at omfatte 40 sider. Listen af
politikområder består samlet af følgende:
1. Miljø- og Energipolitik (s. 8f, 13f, 16, 20 & 30)
2. Transportpolitik (s. 21)
3. Fødevarepolitik (s. 8f & 21f)
4. Fiskeri- og Landbrugspolitik (s. 8ff & 22f)
5. Dyrevelfærd (s. 10 & 24)
6. Ligestillingspolitik (s. 8f)
7. Menneskerettigheder (s. 28)
8. Retspolitik (s. 8f, 14 & 28)
9. Udenrigspolitik (s. 9, 16 & 29)
10. Immigration- og asylpolitik (s. 30)
11. Handelspolitik (s. 16 & 31)
12. Arbejdsmarkedspolitik (s. 14)
Side 45af 73
13. Finanspolitik (s. 14)
14. Skattepolitik: (s. 8f, & 16)
15. Erhvervspolitik (s. 15)
16. Sundhedspolitik (s. 8ff & 13f)
17. Forsknings-, Uddannelse- og Innovationspolitik: (s. 9 & 16)
18. Udviklingspolitik: (s. 9)
19. Kulturpolitik: (s. 14 & 16)
20. EU-integration (s. 8 & 34ff)
Da EGP har udvidet sit manifest fra ni til 40 sider, og da de har valgt at behandle tre nye policyområder, vurderer vi, at der er sket en substantiel udvikling på dette parameter.
4.2.5 Opsummering
På baggrund af ovenstående analyse vil vi i det følgende afsnit kort opsummere, hvordan EGP har
udviklet sig fra henholdsvis 2009 til 2014 på de parametre, som indgår i projektets forudsigelser.
Afslutningsvist vil vi give en samlet vurdering af, hvorvidt EGP har gennemgået en organisatorisk
udvikling. På baggrund af både projektets første og anden forventning, forventer vi en udvikling i
EGP.
De første parametre, som vi har brugt til at analysere EGPs udvikling på, er dets indtægter. Det
fremgår heraf, at EGP i 2014 er blevet tildelt øget midler fra EU sammenlignet med 2009. Yderligere er der sket en stigning i de økonomiske midler, som partiet har modtaget gennem kontingenter og
donationer i forhold til 2009. EGP får derfor 1 point for udvikling på hver af disse tre parametre.
Dertil er der sket en stigning i EGPs lønudgifter, hvilke partiet blandt andet har brugt på at ansætte
kampagnemedarbejdere i forbindelse med EP-valget i 2014. De får derfor også 1 point for udvikling
på dette parameter. I forbindelse med 2014-valget opstillede EGP to spidskandidater til posten som
formand for Kommissionen. Det giver 2 point. Partiet valgte yderligere at afvikle en valgkampagne
i forbindelse med dette valg. Denne overgik i høj grad partiets kampagneindsats i 2009, og omfattede både brug af internettet og de sociale medier samt rejseaktiviteter til et større antal af de europæiske lande og byer. De får derfor 3 point for udvikling på dette parameter. Som det sidste led i vores
analyse har vi beskæftiget os med EGPs manifester fra både 2009 og 2014. Manifestet fra 2009
Side 46af 73
bestod af ni sider og 16 politikområder. I 2014 var dette blevet udvidet til 40 sider og 17 politikområder. EGP får derfor 1 point for udvikling på dette parameter.
Sammenlagt får EGP 9 point for sin udvikling på disse parametre. Vi vurderer heraf, at der er sket
en organisatorisk udvikling i EGP fra henholdsvis 2009 til 2014.
4.3 Analyse af EPP
Tabel 7: Oversigt over EPPs organisatoriske udvikling
2009
2014
Udvikling
Midler fra EU (€)
3.485.708,00
6.463.606,00*
Ja (+85,4%) 1p.
Kontingent
1.299.139,81
1.358.675,00*
Nej (+4,6%) 0p.
Donationer
0
0
Nej
0p.
Lønudgifter
1.312.339,20
2.270.160,86*
Ja (+73%)
1p.
Opstillede spidskandidat x
Point
Jean-Claude Juncker Ja
1p.
Ja
Ja
3p.
Ja
1p.
Kampagneaktiviteter
Ja
Manifest
10 politikområder 18 politikområder
Kilder: EPP 2009c; EPP 2009d; EPP 2013; EPP 2014a; EPP 2014d;
Note: 2013 regnskab
4.3.1 Midler og udgifter
Som det ses i tabel 7 er der fra 2009 til 2013 sket en meget stor stigning i EPPs midler fra EU, idet
deres tilskud er blevet øget hele 85,4 %, hvilket ligger langt over vores krav på minimum en 25 %
stigning. Det vurderes derfor, at der er sket en substantiel udvikling på dette parameter.
Ser vi på deres indtægter fra kontingenter, er der kun sket en mindre stigning på 4,5%, og vi kan
derfor ikke sige, at der er sket en udvikling her.
Imod vores forventninger viser det sig, at EPP ikke har modtaget nogen donationer overhovedet i
perioden 2009-2014. Dette er overraskende, da vi forventer, at EPP vil forsøge at øge sit økonomiske råderum, og da fundraising ville have været en oplagt måde at gøre det på.
Ser man på EPPs lønudgifter er der her sket en stigning på over € 1,1 millioner, hvilket svarer til 73%. Da denne stigning er langt over vores minimumskrav på 25 % vurderer vi, at der er sket en
Side 47af 73
udvikling på dette parameter. Det stemmer godt overens med vores forventninger, da EPP næppe
ville være i stand til at lave en transnational valgkampagne uden at ansætte flere medarbejdere.
4.3.2 Spidskandidat
EPP valgte den 7. marts 2014 den tidligere Luxembourgske statsleder Jean-Claude Juncker som
dets spidskandidat til kommissions-formandsposten på EPPs kongres i Dublin. Han fik 382 stemmer mod sin modkandidat, Michel Barnier, daværende EU-kommissær, der fik 245 stemmer. Som
forventet er der på dette parameter sket en udvikling, idet EPP har valgt at benytte sig af muligheden for at opnå mere magt i EU ved at opstille en spidskandidat til kommissionsformandsposten
(EPP 2014a).
4.3.3 Kampagneaktiviteter
EPP har ført valgkampagner i forbindelse med EP-valget i både 2009 og 2014. Det kommer dog
tydeligt til udtryk, at omfanget og karakteren af deres kampagneaktiviteter har ændret sig markant
fra 2009 til 2014.
EPP lancerede i januar 2009 en hjemmeside med tilhørende YouTube-kanal, der hed dialogueTV.
På den var der to udkast til valgmanifester, et langt og et kort, der skulle vedtages på EPPs kongres i
Warszawa. Efterfølgende offentliggjorde det en række interviews på deres YouTube-kanal en med
partiledere og ministre fra EPP-medlemspartier, hvor de diskuterede de emner, som manifestet behandlede (EPP 2009a). Disse videoer blev også delt på EPPs Facebook-side. Dog er der ingen af
videoerne, hverken op til eller under valgkampen, der direkte berørte det faktum, at europæerne
skulle til stemmeurnerne. Den eneste gang valgkampen bliver omtalt er i en video fra d. 29. juni
2009, hvor EPP erklærede, at det havde vundet valget (EPP 2009b). I et interview med EUobserver
fra januar 2009 fortalte EPPs generalsekretær, Antonio Lopez-Isturiz, om deres kampagnestrategi:
"We are producing a common programme, but in the end, it's about national campaigns. [All] we
can do, is to be a service provider for national campaigns with European ideas," (EUobserver
2009). Den udtalelse sætter dialogueTV i perspektiv, da det måske i virkeligheden i højere grad har
skulle skabe en diskussion blandt EPPs medlemmer frem for blandt den europæiske befolkning.
Den anelse bliver styrket, når man ser på, hvor mange gange de forskellige videoer, som EPP lagde
op før og under valgkampen er blevet set. Den video, der er blevet set flest gange er kun blevet vist
4100 gange, mens de øvrige videoer er blevet vist mindre end 1000 gange.
Side 48af 73
Med Lopez-Isturiz’ udtalelse i mente, kommer det heller ikke som en overraskelse, at EPP ikke deltog i valgkampagnerne i de enkelte medlemslande.
Ser man på EPPs valgkampagne fra 2014 viser det sig, at der her er sket en stor udvikling. EPP lancerede, umiddelbar efter valget af Juncker som spidskandidat, hjemmesiden juncker.epp.eu med
sloganet “JUNCKER FOR PRESIDENT”. På denne hjemmeside kunne man læse om, hvem Juncker var, og hvad hans prioriteringer var, hvis han blev valgt som kommissionsformand. Samtidig
kunne man læse EPPs valgmanifest og se Junckers kalender, så man kunne deltage i hans kampagne. Hjemmesiden blev opdateret dagligt med nyheder fra Junckers kampagne, uddrag fra taler han
holdt samt interviews med ham (EPP 2014b). På Facebook delte EPP billeder og budskaber fra
Juncker, og på Twitter kom der opdateringer om kampagnen samt politiske budskaber på tysk,
fransk og engelsk. Fælles for både Facebook- og Twitterkampagnen var hashtagget #withjuncker,
der blev brugt til at samle alle Junckers opdateringer. I modsætning til valget i 2009, hvor der blev
oprettet en fælles platform, der dog ikke berørte valget eksplicit udover manifesterne, ser vi altså at
EPP udnyttede den nye politiske konkurrence til at lave en fælles internetkampagne. Samtidig er der
også sket en udvikling i EPPs kampagneaktiviteter i og med, at EPP førte kampagne for Juncker i
EU-landene. Ifølge EPP nåede Juncker selv rundt i 35 byer fordelt på 18 lande, mens EPPs ungomsorganisation Youth of the European Peoples Party (YEPP) besøgte alle medlemslandene - også
England, hvor det ikke var muligt at stemme på Juncker, da de britiske konservative, som bekendt,
er medlem af AECR og ikke EPP (EPP 2014c). Der er altså, helt i tråd med vores forventninger,
sket en afgørende udvikling på dette parameter.
4.4.4 Manifest
Som nævnt ovenfor lavede EPP i 2009 to valgkampsmanifester, en lang udgave på 31 sider og en
kort på 5 sider. Begge manifester indeholdt de samme fem overordnede temaer “Creating Prosperity for Everyone”, “Making Europe a Safer Place”, ”Combatting Climate Change”, “Tackling the Demographic Challenge” og “Uniting Europe on the World Stage”. Gennem en kodning af det lange
manifest er vi kommet frem til, at EPP behandlede følgende 10 politikområder:
Side 49af 73
1. Forsknings-, uddannelse- og innovationspolitik (s. 6 & 8)
2. Erhvervspolitik (s. 6 & 9)
3. Skattepolitik (s. 8)
4. Sikkerhedspolitik (s. 11)
5. Immigrationspolitik (s. 13)
6. Fødevarepolitik (s. 15f)
7. Klimapolitik- og Energipolitik (s. 17ff)
8. Arbejdsmarkedspolitik (s. 5 &)
9. Udenrigspolitik (s. 27ff)
10. Forsvarspolitik (s. 30ff)
I 2014 offentliggjorde EPP kun ét valgkampsmanifest på fem sider. Dog offentliggjorde det samtidig en såkaldt handlingsplan for perioden 2014-2019. Efter at have sammenlignet handlingsplanen
for 2014-2019 med det lange manifest for 2009 er det vores klare indtryk, at de udfylder den samme
rolle, nemlig at skitsere hvad EPP vil arbejde for i den efterfølgende valgperiode, og hvorfor EPP
har netop de prioriteter. Vi analyserer og sammenligner derfor EPPs handlingsplan med det lange
manifest fra 2009. Handlingsplanen for 2014-2019 er hele 41 sider lang og byder samtidig på en
stigning i de politikområder, som den behandler.
1. EU integration (s. 6 & 33)
2. Arbejdsmarkedspolitik (s. 10f & 26)
3. Finanspolitik (s. 11)
4. Forsknings-, uddannelse- og innovationspolitik (s. 12 & 23)
5. Erhvervspolitik (s. 14f & 19)
6. Miljø- og energipolitik (s. 16f & 21)
7. Skattepolitik (s. 18)
8. Indre marked (s. 19)
9. Socialpolitik (s. 21)
10. Fiskeri- og landbrugspolitik (s. 21f)
11. Fødevarepolitik (s. 22)
12. Immigration- og asylpolitik (s. 26ff)
13. Retspolitik (s. 28f)
Side 50af 73
14. Sikkerhedspolitik (s. 30f & 35)
15. Udenrigspolitik (s. 32ff)
16. Handelspolitik (s.35f)
17. Udviklingspolitik (s. 38)
18. Forsvarspolitik (s. 39)
Helt i tråd med vores forventninger, er det sket en udvikling på dette parameter. Konkret er EPP
gået fra at behandle 10 politikområder til hele 18 politikområder i 2014.
4.4.5 Opsummering
I følgende afsnit vil vi opsummere analysens resultater og lave en samlet vurdering af, hvorvidt EPP
har gennemgået en organisatorisk udvikling siden 2009.
Både forventning 1 og 2 hævder, at EPP vil blive mere organisatorisk udviklet grundet den politiske
konkurrence. Vi ekspliciterede i teoriafsnittet, at vi forventede, at EPP ville at øge sine budgetter
gennem øgede EU-midler, hævede kontingenter og øgede donationer. Her har det overraskende vist
sig, at EPP ikke har hævet sit medlemskontingent eller modtaget nogle donationer. De får derfor
ingen point for udvikling på disse parametre.
Til gengæld har det øget dets subsidier fra EU-betragteligt. Der gives derfor 1 point.
EPP har således fået nok midler til at hæve sine lønudgifter, hvilket også ligger helt i tråd med vores
forventninger, idet det har brug for flere ansatte til at føre en europæisk valgkamp. Det giver 1 point.
Præcis som forventet benyttede EPP sig af muligheden for at opstille en spidskandidat. Det giver 1
point.
EPP valgte også at føre en kampagne for deres spidskandidat. Denne kampagne overgik, helt som
forventet, EPPs kampagneindsats i 2009, og den blev ført både på internettet og i de enkelte medlemslande. Det giver 3 point.
Op til valget i 2014 offentliggjorde EPP en handlingsplan, der udførte den samme opgave, som det
lange manifest fra 2009. Her forventede vi, at EPP ville behandle flere politikområder end tidligere,
hvilket også viste sig at være tilfældet, idet EPP i 2014 behandler 18 politikområder, mens det i
2009 behandlede 10 politikområder. Det giver 1 point.
EPP har derfor samlet set 7 point, og vi vurderer derfor, at EPP har gennemgået en organisatorisk
udvikling siden 2009.
Side 51af 73
4.5. Analyse af AECR
Tabel 8: Oversigt over AECRs organisatoriske udvikling
2010
2014
Udvikling
Point
Midler fra EU (€)
327.164,00
1.402.596,00*
Ja (+328,7%)
1p.
Kontingent
3.334,00
235.707,13*
Ja (+6970%)
1p.
Donationer
51.504,30
66.991,79*
Ja (+30,1%)
1p.
Lønudgifter
126.874,00
245.924,03*
Ja (+93,8)
1p.
Opstillede spidskandidat
x
Nej
Nej
0p.
Kampagneaktiviteter
x
Ja
Ja
1p.
Nej
Nej
Nej
0p.
Manifester
Kilder: AECR 2009; AECR 2013; AECR 2014a; AECR 2014b; AECR 2014c;
Note: *2013 regnskab
4.5.1 Midler og udgifter
Af Tabel 8 fremgår det, at der fra 2010 til 2014 er sket en stor stigning i AECRs midler fra EU.
Dets tilskud er steget med 328,7 %, hvilket ligger langt over projektets minimumskrav på 25 %. Det
vurderes derfor, at der på dette parameter er sket en substantiel udvikling.
Ud fra AECRs kontingenter ses det, at der er sket en markant stigning fra 2010 til 2014 på 6970 %.
Dette ligger langt over projektets minimumskrav, hvorfor vi også på dette parameter vurderer, at der
er sket en substantiel udvikling.
Derudover er AECRs indtægter fra donationer steget med € 15.487,49 fra 2010 til 2014. Denne stigning udgør 30,1 %, hvilket endnu engang er højere end minimumskravet. Vi vurderer derfor, at
der også her er sket en substantiel udvikling i AECRs donationer.
I perioden fra 2010 til 2014 er AECRs lønudgifter steget med hele 93,8 %. Denne stigning ligger
langt over projektets minimumskrav, derfor vurderes det, at der er sket en substantiel udvikling på
dette parameter.
Ud fra de ovenstående udviklingsparametre kan vi vurdere, at AECR har udviklet sin partiorganisation i forhold til deres økonomiske midler, samt at det bruger flere af dets midler på løn til ansatte.
Hvad angår udviklingen på disse parametre, er det dog værd at holde sig for øje, at udviklingen kan
skyldes partiets unge alder.
Side 52af 73
4.5.2 Spidskandidat
AECR valgte, ved EP-valget i 2014, ikke at opstille en spidskandidat til posten som kommissionsformand. Det kommer tydeligt til udtryk, at årsagen til dette bunder i, at AECR ikke mener, at processen er i besiddelse af offentlig opbakning og dermed mangler legal autoritet. AECR begrunder
deres beslutning om ikke at opstille en kandidat på følgende vis:
“To participate would be to legitimise the idea that a European executive should be chosen by a federal legislature. Yet federalism has no treaty basis, nor any backing
from the electorates.” (AECR 2014a)
AECR argumenterer yderligere for deres beslutning ved at fremhæve, at de europæiske borgere,
ifølge en meningsmåling fra ComRes, har udtrykt modstand overfor, at EU skulle have flere kompetencer (ibid.). Heraf mener AECR, at kommissionsformanden ville blive valgt ind på et kunstigt
mandat af den årsag, at de europæiske borgere ikke direkte ville have stemt vedkommende ind til
posten. Derfor mener AECR, at kompetencen til at vælge kommissionsformand skal forblive hos
nationalstaterne. Ved at gøre dette mener AECR, at de står imod dem, der ønsker at udvikle EU til
en føderal stat (ibid.).
4.5.3 Kampagneaktiviteter
I 2009 stillede AERC ikke op som parti, men som gruppe, og der blev ikke ført nogle fælles kampagner for gruppen. Ved valget i 2014 stillede AECR til gengæld op som parti, hvortil det førte en
internetkampagne. Denne kampagne centrerede sig særligt omkring en modstand over for europartiernes mulighed for at opstille kandidater til posten som kommissionsformand, hvor de argumenterede imod, at der skulle være konkurrence om denne post. Til at formidle dette budskab udarbejdede AECR en video, hvori det forklarer, hvorfor det ikke selv valgte at opstille en kandidat i 2014. I
videoen kritiserer AECR kandidaternes manglende legitimitet og holdning om at fremme EUintegrationen. Videoen blev lagt ud på dets Facebook-side to gange frem mod valget (henholdsvis
den 20. februar 2014 og 28. april 2014) (AECR 2014b). Desuden lagde partiet videoen ind på dets
hjemmeside den 20. februar, og efterfølgende på YouTube den 15. maj 2014 (AECR 2014a; AECR
2014c).
Side 53af 73
Derudover udarbejdede AECR fem kampagnevideoer under sloganet “Vote for real change in Europe”, hvilke kun blev lagt ud på deres YouTube kanal. I disse videoer fremhæver AECR, at partiet
er imod en EU-hær, en EU-skat, EU-ambassader og udleveringsordre, og opfordrer herefter vælgerne til at stemme på AECR. Fire af videoerne var tilgængelige på rumænsk, engelsk, fransk og tjekkisk, mens den ene kun var tilgængelig på engelsk. Kampagnevideoerne sluttede af med AECRs
logo, og nogle af dem inddrog yderligere nationale partiers logoer (AECR 2014d). På baggrund af
dette må det konstateres, at AECR har lagt stor vægt på at formidle enkle og præcise budskaber
omkring deres værdier og ikke mindst, hvad de er imod. Det kan yderligere konstateres, at AECR, i
modsætning til de øvrige partier, ikke har ført en valgkampagne ude i medlemslandene.
4.5.4 Manifester
I 2009 oprettede AECR ikke et manifest. Det eneste, der blev udviklet i forbindelse med dette valg
var en erklæring fra dets parlamentsgruppe, European Conservatives and Reformists Group (ECR).
Denne erklæring, Prag Erklæringen, bestod af ti punkter, hvori ECRs politikker og principper blev
beskrevet meget kort. Følgende policy-områder blev berørt i de otte punkter:
1. EU-integration
2. Handelspolitik
3. Miljø- og energipolitik
4. Sikkerhedspolitik
5. Udenrigspolitik
6. Immigrationspolitik
7. Forsknings-, uddannelse- og Innovationspolitik
8. Fiskeri- og landbrugspolitik
Ud over disse otte policy-områder beskriver ECR i sin erklæring også en række normer for, hvordan
det europæiske samarbejde bør fungere, samt hvad samarbejdet bør respektere. Herunder er det især
den suveræne stat, individet og familien, der lægges vægt på. Samlet set, udgør policy-områderne
kun en begrænset del af erklæringen (ECR 2015).
Side 54af 73
I forbindelse med valget i 2014 udarbejdede AECR selv en erklæring, Reykjavik Erklæringen, hvori
det under punkt ni henviser til den erklæring, som ECR havde udarbejdet i 2009 (AECR 2014e).
Det er på baggrund af dette punkt, at ECRs Prag erklæring inddrages i analysen.
I Reykjavik Erklæringen opstiller AECR ni punkter, der beskriver en række normer, som partiet vil
arbejde for. Det tætteste, som erklæringen kommer på et policy-område, er punkt syv, hvor AECR
forpligter sig til at udbrede frihandel og konkurrence i både Europa og globalt (ibid.).
På baggrund af dette kan det konstateres, at der er sket en udvikling fra henholdsvis 2009 til 2014 i
form af, at AECR for første gang selv har udarbejdet en erklæring. Men det kan yderligere konstateres, at denne udvikling ikke er substantiel, da erklæringen hverken udgør et manifest eller behandler
policy-områder. Derfor vurderer vi, at der ikke er sket en substantiel udvikling på dette parameter.
4.5.5 Opsummering
Dette afsnit vil, på baggrund af ovenstående analyse af AECR, foretage en samlet vurdering af,
hvorvidt der er sket en organisatorisk udvikling siden 2009.
Siden 2010 har AECR øget deres indtægter gennem både EU-midler, kontingenter og donationer.
Dette betyder dermed også, at AECR har været i stand til at ansætte flere medarbejdere. Dette giver
i alt 4 point for udvikling. AECR valgte, som tidligere nævnt, meget bevidst ikke at opstille en kandidat til formandsposten for Kommissionen, og de valgte desuden kun at føre kampagne via internettet. Dette udløser derfor kun 1 point. Partiet har ligeledes valgt ikke at udforme et manifest i forbindelse med valget i 2014, men i stedet kun en erklæring, hvori normer står i centrum. Derfor er vi
ikke i stand til at tildele partiet point på dette parameter.
På baggrund af denne analyse har AECR i alt opnået 5 point og har dermed ikke gennemgået en
substantiel organisatorisk udvikling.
Side 55af 73
Kapitel 5: Diskussion
Som nævnt i projektets Forskningsdesign består det sidste trin i den systematiske procesanalyse i at
vurdere, hvilken teori, der er stærkest. Det gør man, ifølge Hall, ved at holde sine forudsigelser op
mod sine observationer. I dette kapitel vil vi derfor diskutere, hvilken en af vores forventninger, der
har den største forklaringskraft.
Som nævnt i teoriafsnittet, forudsagde forventning 1, at vi ville se en organisatorisk udvikling i alle
europartierne, da den øgede politiske konkurrence ville give dem incitament til at opruste for enten
at øge deres magt, eller som minimum for at kunne følge med deres modstandere. Forventning 2
forudsagde derimod, at vi kun ville observere en organisatorisk udvikling i de europartier, der er
pro-EU, da EU-skeptiske europartier hverken ønsker øget integration, eller at europartierne skal
have flere kompetencer.
Vores analyse af projektets fire europartier viste, at alle de EU-pro europartier, henholdsvis European Democratic Party (EDP), European Green Party (EGP) og European People’s Party (EPP), har gennemgået en organisatorisk udvikling siden 2009, hvor der opstod politisk konkurrence. Hvorvidt det er forventning 1 eller forventning 2, der kommer stærkest ud af analysen, afhænger derfor
af, hvorvidt The Alliance of European Conservatives and Reformists (AECR) har udviklet sig i perioden, da dette udgør projektets EU-skeptiske parti. Forventning 1 vil komme stærkest ud af analysen, hvis AECR har gennemgået en organisatorisk udvikling, da denne forventning afviser, at et
europartis holdning til EU-integration spiller en rolle for, hvorvidt det vil udvikle sig eller ej. Omvendt vil forventning 2 stå stærkest, hvis AECR ikke har udviklet sig, da denne forventning lægger
vægt på, at det netop er et europartis syn på EU-integration, der vil afgøre om det vil benytte sig af
sit udviklingspotentiale eller ej.
Side 56af 73
Tabel 9: Oversigt over europartiernes organisatoriske udvikling
Parti
Point
Organisatorisk udvikling
EDP
9
Ja
EGP
10
Ja
EPP
8
Ja
AECR
5
Nej
Som det fremgår af vores analyse og Tabel 9 ovenfor, har AECR ikke gennemgået en organisatorisk
udvikling siden 2009. Dette medfører, at meget af forventning 1’s forklaringskraft forsvinder. Anskuer man AECRs ageren ud fra de teoretiske antagelser, som forventning 1 bygger på, udgør
AECRs beslutning om ikke at udvikle sig en irrationel handling. Dette skyldes, at AECR, ifølge
teorien, risikerer at miste terræn til sine konkurrenter ved ikke at deltage i den politiske konkurrence
og udviklingsproces. Det er et problem for forventning 1, hvor en kerneantagelse er, at europartierne netop er rationelle aktører. Man kan argumentere for, at AECR, grundet sin unge alder, endnu
ikke er tilstrækkeligt afklaret omkring sine præferencer til, at det kan agere rationelt, men vi mener
ikke, at den slags ad hoc forklaringer efterlader et troværdigt billede af forventning 1.
Som en konsekvens af dette kommer forventning 2 forstærket ud af vores analyse, da den netop
forudsagde, at AECR ikke ville udvikle sig, hvorimod de andre europartier ville. Denne forventning
har sin styrke i, at den tager højde for, at europartierne kan have forskellige målsætninger med deres
organisation og udvikling alt efter, hvilken holdning de har til EU-integration. At blive et transnationalt parti på EU-niveau er, ifølge denne forventning, altså ikke nødvendigvis endemålet for alle
europartierne. Denne indsigt og forklaring kan medvirke til at afdække, hvorfor nogle europartier
vælger at benytte sig at deres udviklingspotentiale, mens andre undlader at gøre det. Der kan for
eksempel argumenteres for, at hvor de pro-EU-europartier ser udviklingspotentialet som et redskab
til at demokratisere EU og heraf vælger at føre en transnationaliserings-strategi, anser AECR det
som decideret udemokratisk at overføre kompetencer i form af retten til at udpege kommissionsformanden til europartierne, hvorfor de i stedet vælger at føre en inddæmningsstrategi.
Side 57af 73
At konkurrencen om Kommissionsformandsposten har været et demokratiseringsprojekt fra de EUpositive europartiers side kommer til udtryk i en Facebook opdatering fra EDP d. 27. juni 2014,
hvori de skrev:
“It is a very important day for Europe. For the first time, one of the major leaders of
Europe will not be designated during backroom deals by heads of States and governments but in a result of the democratic principle. This is a victory for the European
Parliament which had imposed this process and this is a victory for the Democrats
who had consistently defended this principle during the campaign” (EDP 2014h).
Når AECR derimod fører en inddæmningsstrategi, skyldes det, at partiet ikke anerkender eksistensen af et europæisk demos, og er imod den føderalisering af EU, som udviklingen af europartiernes
kompetencer er en del af (AECR 2014c). En anden årsag til, at EU-skeptiske europartier vælger
ikke at benytte sig af deres udviklingspotentiale kunne være, at det alt andet lige er mest effektivt
for EU-skeptiske europartier at have en decentral organisation, hvor de er enige om at være imod
(mere) EU, men lader nationalpartierne om at føre kampagnerne. Man kan her forestille sig, at et
EU-skeptisk europarti ikke har de samme transaktionsomkostninger som de europartier, der ønsker
øget integration, da EU-skeptikerne principielt er imod de fleste tiltag og derfor ikke skal skabe
kompromiser internt. Jo lavere transaktionsomkostninger, jo mindre incitament ville medlemspartierne have til at overgive kompetencer til europartiet.
For at opsummere har vores systematiske procesanalyse vist, at forventning 2 i højere grad er i
stand til at forklare, hvorfor og hvorvidt europartierne vil benytte sig af den politiske konkurrence
til at udvikle deres organisationer. Dog kan forventning 1 ikke afvises helt endnu. Dette skyldes, at
Europa-Parlamentsvalget i 2014 i høj grad var præget af en usikkerhed om, hvorvidt det ville lykkedes for de EU-positive europartier at få gennemtrumfet deres fortolkning af, hvordan kommissionsformandsposten skulle fordeles. Man kan derfor forestille sig, at de skeptiske europartier op til
valget har forsøgt sig med en inddæmningsstrategi for at modvirke, at den politiske konkurrence
skulle blive institutionaliseret i EU, men at de i det lange løb vil være nødt til at opruste og udvikle
deres organisationer for at følge med deres konkurrenter. Hvorvidt det er tilfældet er for tidligt at
sige noget om, men det vil kræve, at der følges op på dette projekt med en undersøgelse efter valget
i 2019 om, hvordan europartierne har udviklet sig fra 2014-2019.
Side 58af 73
Kapitel 6: Konklusion
6.1 Vurdering
Vi vil i det følgende afsnit kommentere på de beslutninger, som er blevet truffet igennem projektet,
samt hvilken betydning disse kan have for projektets konklusion. Dette vil blive gjort gennem en
diskussion af projektets former for validitet, målings- og interne validitet, og dets generaliserbarhed.
6.1.1 Målingsvaliditet
For at kunne besvare projektets problemformulering skal vi være sikre på, at vi har undersøgt de
forhold, vi satte os for at undersøge. Vi vil derfor kommentere på de anvendte udviklingsparametre
ift. umiddelbar- og indholdsvaliditet, og hvilken betydning disse to validitetsformer har for projektets målingsvaliditet (Andersen 2012: 97ff).
Der findes endnu ikke en fælles forståelse blandt forskere om, hvordan et færdigudviklet europarti
vil se ud. Dette er problematisk, da det besværliggøre at konstruere nøjagtige mål for organisatorisk
udvikling ud fra ud fra etableret forskning.
Det har vi dog forsøgt at imødekomme ved at danne et indeks, der indfanger de relevante dimensioner af organisatorisk udvikling. Vi har her udvalgt størstedelen af vores udviklingsparametre på
baggrund af vores definition af et transnationalt parti på EU-niveau. Dette styrker undersøgelsens
indholdsvaliditet og dermed målingsvaliditet.
De økonomisk-orienterede parametre er valgt på baggrund af Farrels undersøgelse af de irske partiers professionalisering og øget partikonkurrence. Ved at inddrage disse parametre har vi søgt at
højne projektets umiddelbare validitet.
Parameteret vedrørende udvikling i europartiets finansiering fra EU, siger imidlertid ikke direkte
noget om de enkelte europartiers organisatoriske udvikling. Dette skyldes, at det ikke er muligt for
et enkelt europarti at øge sine subsidier fra EU mellem to valg, uden at de andre partier også får
øget deres subsidier (Lightfoot 2006: 307). En udvikling i dette parameter er dog nødvendig for, at
der kan ske en udvikling i størstedelen af de andre udviklingsparametre. Vi forsøger herigennem at
højne projektets indholdsvaliditet. Dog kan vi ikke afvise, at vi er kommet til at udelade relevante
dimensioner af begrebet organisatorisk udvikling, hvilket er problematisk for målingsvaliditeten. En
Side 59af 73
måde, hvorpå vi kunne have sikret os, at samtlige parametre var retvisende, og at vi ikke havde udelukket relevante parametre, kunne have været at foretage en forundersøgelse. En sådan undersøgelse
kunne have udledt, hvilke elementer, vi skulle inddrage for at kunne registrere en udvikling hos et
europarti. På trods af disse problemer vurderer vi, at vores målingsvaliditet er tilfredsstillende, da vi
med vores operationalisering af begrebet organisatorisk udvikling får indfanget de væsentligste dimensioner af det.
6.1.2 Intern validitet
Vi vurderer projektets interne validitet til at være stærk. Denne vurdering er foretaget på baggrund
af, at der forekommer en naturlig variation på vores uafhængige variabel, politisk konkurrence. Eftersom at vi har undersøgt europartiernes organisatoriske udvikling både før og efter, at ratificeringen af Lissabontraktaten trådte i kraft, har vi kunnet foretage vores observationer ud fra den tidsrækkefølge, som de har udspillet sig i.
Til gengæld udfordres vores interne validitet af, at vi ikke har haft mulighed for at kontrollere vores
analyse for alternative årsager til denne udvikling, og vi kan dermed ikke afvise, at tredjevariable
kan have påvirket projektets resultater. Dog virker det uplausibelt, at et enkelt udefrakommende
faktor skulle have påvirket både de EU-positive europartiernes udvikling og samtidig modvirket, at
AECR har udviklet sig. Dette bakkes yderligere op af udtalelser fra AECR, hvor de eksplicit har
taget afstand fra spitzenkandidat-processen med udgangspunkt i deres EU-skeptiske holdning
(AECR 2014a).
6.1.3 Generaliserbarhed
Ifølge Lotte Bøgh Andersen kan man lave analytisk inferens gennem en vurdering af forskelle og
ligheder af det undersøgte samt af det område, man vil generalisere ud til (Andersen 2012: 106). I
projektet har vi undersøgt fire af de i alt 13 eksisterende europartier. Dette udgør cirka en fjerdedel
af den samlede population, hvorfor vi mener, at projektets resultater repræsenterer et væsentligt
udsnit af den samlede population. Hertil baserer vores caseudvælgelse sig på en grundig gennemgang af alle europartier. Her har vi sammenlignet de 13 europartier med hinanden og identificeret
dels, hvilke forskelle og ligheder, der særligt kendetegner den samlede population af europartier, og
dels hvilke aspekter, der har været relevante at tage højde for i vores undersøgelse. På baggrund af
denne fremgangsmåde mener vi, at projektets resultater kan bruges til at generalisere ud til den samlede population, da de europartier, som ikke indgår i projektets, ikke adskiller sig væsentligt fra de
undersøgte cases.
Side 60af 73
6.2 Konklusion
I projektet har vi gennem en systematisk procesanalyse undersøgt fire europartiers organisatoriske
udvikling fra 2009 til 2014. De fire partier omfatter tre pro-EU partier; European Democratic Party
(EDP), European green party (EGP) og European People’s Party (EPP) og et EU-skeptisk parti;
Alliance of European Conservatives and Reformists (AECR).
Af analysen fremgår det, at alle fire europartier har gennemgået en udvikling i forhold til deres indtægter gennem henholdsvis EU-bevillinger budgettet, kontingenter, og/eller donationer, hvor der
samlet set er sket en stigning i alle partierne. Yderligere fremgår det, at alle fire partier har ansat
flere medarbejdere fra henholdsvis 2009 til 2013. Ser man derimod på, hvorvidt europartierne har
opstillet en spidskandidat; hvilke kampagneaktiviteter, de har foretaget, samt hvorvidt de har udarbejdet et manifest i forbindelse med EP-valget i 2014, kommer det tydeligt til udtryk, at der er markant forskel på henholdsvis de EU-positive europartier og det skeptiske AECRs udvikling. AECR
har som det eneste europarti fravalgt at opstille en kandidat til kommissionsformandsposten, og det
er det eneste af de fire partier, der i forbindelse med valget ikke har ført en fælles valgkampagne på
andre platforme end internettet. Dertil har AECR kun udarbejdet en kort erklæring i forbindelse
med EP-valget i 2014 og ikke et fælles manifest, som de EU-positive europartier har gjort. Vi kan
på den baggrund afvise projektets forventning 1, da den forudsagde, at vi ville se organisatorisk
udvikling på tværs af alle europartierne. Forventning 2 kommer derimod forstærket ud af vores analyse, da den forudsagde, at holdningen til EU-integration netop ville være afgørende for, om et europarti valgte at benytte den politiske konkurrence til at udvikle sin organisation. Denne forventnings forklaringskraft bliver yderligere forstærket af, at AECR eksplicit har afvist at deltage i den
politiske konkurrence om Kommissions-formandsposten og dermed legitimere hele spitdskandidatprocessen, mens EU-positive partier som EDP, har fremlagt processen som et demokratiseringsprojekt.
På baggrund af projektets analyse kan det altså konkluderes, selvom vi ikke helt kan udelukke alternative forklaringer, at der eksisterer en sammenhæng mellem den nyligt opståede politiske konkurrence og europartiernes organisatorisk udvikling mod at blive transnationale partier på EU-niveau,
men at denne sammenhæng medieres af, hvorvidt europartierne er EU-positive eller skeptiske. Vi
kan dog ikke afvise, at forventning 1 på længere sigt vil vise sig at holde, hvis den politiske konkur-
Side 61af 73
rence institutionaliseres og de EU-Pro europartiers udviklingsstrategier viser sig at være mere effektive end de skeptiske europartiers.
6.3 Perspektivering
Det følgende afsnit vil sætte projektet ind i en samfundsmæssig sammenhæng, der rækker ud over
projektet og refererer tilbage til den eksisterende litteratur omkring europartier, hvori vores projekt
tog afsæt. Herunder vil afsnittet forsøge at beskrive, hvilke fremtidige undersøgelser, der vil være
relevante i en videre undersøgelse af europartier.
Projektets resultater kan anvendes til videre studier af europartiernes udviklingspotentiale. Som
nævnt tidligere i projektet, kan europartierne medvirke til at skabe en fælles europæisk bevidsthed
(Day 2014: 11; Hix & Föllesdal 2006: 550). Tankerne omkring europartiernes potentiale kan føres
tilbage til Maastrichttraktatens artikel 138 a:
“Political parties at European level are important as a factor for integration within
the Union. They contribute to forming a European awareness and to expressing the
political will of the citizens of the Union” (Maastrichttraktaten 1992, artikel 138 a).
Hvis det bliver en realitet, at europartierne udvikler sig til transnationale partier på EU-niveau, kan
dette medvirke til dannelsen af en fælles europæisk bevidsthed og give anledning til, at borgerne i
højere grad debatterer europæiske problemstillinger. De kan således være med til at mindske det
demokratiske underskud, som ofte forbindes med EU (Föllesdall & Hix 2006: 550; Day 2014: 11).
En forudsætning for, at europartierne kan skabe en fælles europæisk bevidsthed, må dog være, at de
bliver synlige for de europæiske borgere. Dette betyder, at de vil være nødt til at gennemgå en yderligere organisatorisk udvikling fremadrettet (De Pratt 2009: 57).
Som det fremgår af vores projekt, har den politiske konkurrence, som ratificeringen af Lissabontraktaten har åbnet op for, fået de EU-positive europartier til at foretage en organisatorisk udvikling.
Da det ikke virker helt usandsynligt, at der kan blive dannet præcedens for, at det største europartis
spidskandidat bliver kommissionsformand, må det antages, at man også vil kunne observere en udvikling i europartierne ved det næste Europa-Parlamentsvalg (Corbett 2014). Hvis det viser sig at
være tilfældet, bliver det interessant at se, hvorvidt europartierne rent faktisk har det demokratiseringspotentiale, som de bliver tillagt.
Det ville være interessant at bringe projektets undersøgelse videre til det kommende EuropaParlamentsvalg i 2019 og her undersøge, om den organisatoriske udvikling af europartier er fortsat,
Side 62af 73
eller om den er stagneret. Hvis udviklingen er fortsat kunne det være relevant at foretage en undersøgelse af de europæiske borgere for at finde ud af, om de oplever, at europartierne medvirker til at
skabe en europæisk bevidsthed. Dette kunne eksempelvis undersøges ved at se på, hvilke politiske
problemstillinger, der har været centrale under valgkampen, og om disse har været nationale eller
europæiske. Herudover kunne man rette fokus mod målinger af EU-borgeres viden og opfattelse af
EU. Sidst ville man kunne undersøge, om EU-borgere er opmærksomme på europartierne og deres
kampagner. En sådan undersøgelse vil altså teste, om udviklingen af europartierne har det potentiale, som forskerne foreslår. Hvis den øgede politiske konkurrence har været med til at skabe en fælles europæisk bevidsthed, og dermed forbedre det demokratiske aspekt af EU, vil det være et stærkt
argument for de EU-positive europartier, såfremt de ønsker at øge den politiske konkurrence yderligere ved eksempelvis også at give europartier kompetencen til at udpege EU-kommissærerne.
En anden type af undersøgelse af europartiernes udvikling kunne være at undersøge europartiernes
mulighed for at udvikle sig til transnationale partier på EU-niveau inden for EUs system. Her tænkes der på de juridiske begrænsninger, der, ifølge Day, forhindrer, at europartier kan blive transnationale partier på EU-niveau (Day 2014: 10). Hvis der i forbindelse med en undersøgelse af valget i
2019 konstateres at være sket en stagnation i europartiernes udvikling, bør de juridiske begrænsninger undersøges.
Derudover vil det her være oplagt at undersøge forholdet mellem henholdsvis europartierne, de nationale partier og EUs institutioner. Dette kan blive undersøgt med udgangspunkt i De Pratt (2009:
57), der skriver, at der skal ske en effektiv triangulering mellem disse aktører, for at de kan skabe et
europæisk samfund. Her kan de forskellige aktørers interesser undersøges med udgangspunkt i,
hvordan disse interesser kan kommer til udtryk i EUs system, samt hvordan samarbejdet mellem
aktørerne er, og hvilke perspektiver, der er i dette samarbejde.
Side 63af 73
Kapitel 7: Litteraturliste
Artikler
Adcock, R. & Collier, D., 2001. Measurement Validity: A Shared Standard for Qualitative and Quantitative Research. American Political Science Review, vol. 5(3), s. 529-546.
Corbett, R., 2014. European Elections are Second-Order Elections’: Is Recieved Wisdom Changing? Journal of Common Market Studies, vol. 52(6) s. 1194-1198.
Day, S., 2005. Developing a Conceptual Understanding of Europe’s Transnational Political Parties (with a specific focus on the party of European Socialists), Journal of Contemporary European Studies, vol. 13(1), s. 59-77.
Day, S., 2014. Between ‘Containment’ and ‘Transnationalization’ - Where Next for the Europarties? Acta Politica, vol. 49(1), s. 5-29.
Föllesdal, A. & Hix, S., 2006. Why there is a Democratic Deficit in the EU: A responce to Majone
and Moravcsik, JCMS, vol. 44(3). s. 533-562.
Gagatek, W., 2011. The Treaty of Lisbon, the European Parliament Elections, and Europarties: A
New Playing Field for 2014? Yearbook of Polish European Studies, vol 14, s. 201-218.
Gerring, J., 2004. What is a Case Study and What is it Good For? American Political Science Review, vol. 98(2). s. 341-354.
Hall, P.A., 2006. Systemic Process Analysis: When and How to Use it. European Management Review, vol. 3. s. 24-31.
Hix, S., 2001. Legislative Behaviour and Party Competition in the European parliament: An Application of Nominate to the EU. Journal of Common Market Studies. vol, 39(4), s. 663–688
Hix, S. & Marsh, M., 2007. Punishment or Protest? Understanding European Parliament Elections. The Journal of Politics, vol. 69(2), s. 495-510.
Lightfoot, S. 2006. The Consolidation of Europarties? The Party Regulation and the Development
of Political Parties in the European Union. McDougall Trust, London, vol. 42(4), s. 303- 314.
Lindberg, B., Rasmussen, A. & Warntjen, A., 2008. Party Politics as Usual? The Role of Political
Parties in EU Legislative Decision-Making. Journal of European Public Policy, vol. 15, s. 11071126.
McElroy, G. & Benoit, K., 2010. Party Policy and Group Affiliation in the European Parliament.
British Journal of Political Science, 40(2) s. 377–398
Side 64af 73
Poguntke, T., Aylott, N., Ladrech, R. & Luther, K.R, 2007. The Europeanisation of National Party
organisations: A Conceptual Analysis. European Journal of Political Research, vol. 46(6), s 747–
771
Smith. J, 2014. Between Ideology and Pragmatism: Liberal Party Politics at the European Level.
Acta Politica, vol. 49(1), s. 105-121.
Timus, N. & Lightfoot, S., 2014. Europarties: Between the Process of ‘Deepening’ and ‘Widening’,
Acta Politica, vol. 49(1), s. 1-4.
Van Hecke, S., 2010. Do Transnational Party Federations Matter ? (... and Why Should We Care?), Journal of Contemporary European Research, vol. 6(3), s. 395-411.
Bøger
Andersen, L.B., 2012. Forskningskriterier. I L.B. Andersen, K.M. Hansen & R. Klemmensen, red.
2012. Metoder i Statskundskab. 2. udg. København K: Hans Reitzels Forlag. Kap. 4.
Andersen, L.B., Binderkrantz, A.S. & Hansen, K.M., 2012. Forskningsdesign. I L.B. Andersen,
K.M. Hansen og R. Klemmensen, red. 2012. Metoder i Statskundskab. 2. udg. København K: Hans
Reitzels Forlag. Kap. 3.
Bardi, L. & Morlino, L., 1994. Tracing the Roots of the Great Transformation. I: K.S. Mair, red.
1994. How Parties Organize. London: SAGE Publications Ltd. Kap. 10.
Buch-Hansen, H. & Nielsen, P., 2012. Kritisk Realisme. I S. Juul & K.B. Pedersen, red. 2012. Samfundsvidenskabernes Videnskabsteori, en indføring. København K: Hans Reitzels Forlag. Kap. 8.
Collin F., 2012. Videnskabsparadigmer. I: M. Jacobsen, K. Rasmussen & P. Nedergaard, red. 2012.
Videnskabsteori i Statskundskab, Sociologi og Forvaltning. København K: Hans Reitzels Forlag.
kap. 5.
De Prat, C.R.A., 2009. Political Parties and European Integration. Bruxelles: P.I.E. Peter Lang
S.A.
Elkjær, J.R. & Hjulsager K., 2012. Årsrapport og Virksomhedsanalyse. 6. udg. Aarhus: Karnov
Group Denmark
Farrell, M.D., 1994. Centralization, Professionalization and Competitive Pressures. I: K.S. Mair,
red. 1994. How Parties Organize. London: SAGE Publications Ltd. Kap. 9.
Gerring, J. 2008. Case Selection for Case-Study Analysis: Qualitative and Quantitative Techniques.
I J. Box-Steffensmeier, H. Brady & D. Collier, red. 2008. Oxford Handbook of Political Methodology. Oxford: Oxford University Press. s. 645-684
Side 65af 73
Hix, S., 2011. The EU as a New Political System. I D. Caramani, red. 2011. Comparative Politics.
2. udg. Oxford: Oxford University Press. Kap 6.
Johansson, K.M., 2009. The Emergence of Political Parties at the European Level: Integration
Unaccomplished. I: S. Gustavsson, L. Oxelheim, & L. Pehrson, red. 2009. How Unified is the European Union? European integration between visions and popular legitimacy. Berlin: Springer.
Kap. 10.
Lynggaard, K., 2010. Dokumentanalyse. I S. Brinkmann & L. Tanggaard, red. 2010. Kvalitative
Metoder. København K: Hans Reitzels Forlag. Kap. 6.
Katz, R.S, 2011. Political Parties. I. D. Caramani, red. 2011. Comparative Politics. 2. udg. Oxford:
Oxford University Press. Kap. 4.
Nedergaard P., 2012. Rationalitet. I M. Jacobsen, K. Rasmussen & P. Nedergaard, red. 2012. Videnskabsteori i Statskundskab, Sociologi og Forvaltning. København K: Hans Reitzels Forlag. Kap.
12.
Pedersen, M.B., 2012. Indekskonstruktion. I: L.B. Andersen, K.M. Hansen & R. Klemmensen, red.
2012. Metoder i Statskundskab. 2. udg. København K: Hans Reitzels Forlag. Kap. 18.
Pryce, R., Pinder, J. & Duff, A., 1994. Maastricht and Beyond: Building the European Union. London: Routledge. Kap. 13-14.
Internet
A Democratic Europe, 2014 [Online]. På: http://www.ademocraticeurope.eu/en/news/everything-toplay-for. Besøgt d. 15-05-15.
Alliance of European Conservatives and Reformists, 2009. Finances 2010.
http://www.aecr.eu/media/FINANCES-2010.pdf. Besøgt den 12-05-2015
Alliance of European Conservatives and Reformists, 2013. Publication of Accounts 2013.
http://www.aecr.eu/media/AECR-Accounts-2013.pdf. Besøgt den 12-05-2015
Alliance of European Conservatives and Reformists, 2014a. Why the AECR will not field a candidate for Commission Presidency [online] 20. februar. 2014. På: http://www.aecr.eu/aecr-to-notfield-candidate-for-commission-presidency/. Besøgt d. 08-05-15.
Alliance of European Conservatives and Reformists, 2014b. Tidslinje [facebook]. På:
https://www.facebook.com/AllianceECR?fref=ts. Besøgt d. 08-05-15.
Side 66af 73
Alliance of European Conservatives and Reformists, 2014c. There is No European Demos: Why
AECR will not Propose a Candidate for the Commission President [YouTube] 15. maj 2014. På:
https://www.youtube.com/watch?v=QSJrzp-Em8E. Besøgt d. 08-05-15.
Alliance of European Conservatives and Reformists, 2014d. Videoer [YouTube]. På:
https://www.youtube.com/user/TheAllianceECR/videos?flow=grid&live_view=500&sort=dd&vie
w=0. Besøgt d. 08-05-15.
Alliance of European Conservatives and Reformists, 2014e. AECR Adopts Reykjavik Declaration
[online] 21 marts 2014. På: http://www.aecr.eu/aecr-adopts-reykjavik-declaration/. Besøgt d. 0805-15.
Alliance of European Conservatives and Reformists, 2015a. Partners [online]. På:
http://www.aecr.eu/partners/ . Besøgt d. 08-05-15.
Alliance of European Conservatives and Reformists, 2015b. Principles [online]. På:
http://www.aecr.eu/principles/. Besøgt d. 08-05-15.
Election Campaign Budget [pdf.] 22. august 2014. På:
http://europeangreens.eu/sites/europeangreens.eu/files/Campaign%20Budget%20Overview%20%2
810Oct%29%20-%20EGP%20Istanbul%20Council%2C%207-9%20Nov%202014.pdf. Besøgt d.
13-05-15.
European Conservative and Reformists group, 2015. The Prague Declaration [online]. På:
http://ecrgroup.eu/policy/the-prague-declaration/. Besøgt d. 08-05-15.
European Democratic Party, 2009. Rapport Du Reviseur D'Entreprises. På: http://www.pdeedp.eu/pc/files/pde-bilan-2009.pdf. Besøgt d. 08-05-15.
European Democratic Party, 2013. Auditor’s Report on the Financial Statements of European Democratic Party AISBL for the Year Ended 31 December 2013. På: http://www.pdeedp.eu/pc/files/Budgets/PDE-bilan-2013.pdf. Besøgt d. 05-05-15.
European Democratic Party, 2014a. Guy Verhofstadt and Andrzej Potocki in Poland [online] 23.
april 2014. På: http://www.pde-edp.eu/en/news/communiques/guy-verhofstadt-and-andrzej-potockiin-poland. Besøgt d. 15-05-15.
European Democratic Party, 2014b. Tidslinje [Facebook]. På:
https://www.facebook.com/European.Democratic.Party. Besøgt d. 15-05-15.
European Democratic Party, 2014c. Tidslinje [Facebook] 20 maj 2014. På:
https://www.facebook.com/European.Democratic.Party. Besøgt d. 15-05-15.
Side 67af 73
European Democratic Party, 2014d. Videoer [YouTube]. På:
https://www.youtube.com/channel/UCGMM8qGIp-5LbzJ3hp32V-w/videos. Besøgt d. 15-05-15.
European Democratic Party, 2014e. Tweets [Twitter]. På: https://twitter.com/pde_edp. Besøgt d. 1505-15.
European Democratic Party, 2014f. From Crisis in Europe to Renewed European Hope Time for
Rebuilding [pdf.] 28. februar 2014. På:
http://www.pde-edp.eu/content/userfiles/files/Manifeste/pde-manifeste-en.pdf. Besøgt d. 15-05-15.
European Democratic Party, 2014g. Guy Verhofstadt, EDP Candidate [online] 12. marts 2014. På:
http://www.pde-edp.eu/en/news/communiques/guy-verhofstadt-edp-candidate. Besøgt d. 15-05-15
European Democratic Party, 2014h. 27. Juni 2014.
https://www.facebook.com/European.Democratic.Party?fref=ts. 16-05-2015
European Democratic Party, 2015a. EDP History [online]. På: http://www.pde-edp.eu/en/edp/edphistory. Besøgt d. 09-05-15.
European Democratic Party, 2015b. Member Parties [online]. På: http://www.pdeedp.eu/en/organisation/member-parties. Besøgt d. 09-05-15.
European Green Party, 2009. Election Campaign, 2009 [online]
På: http://europeangreens.eu/content/election-campaign. Besøgt d. 17-05-15.
European Green Party, 2009a. EGP campaign leaders and Green ambassadors [online] 2. april
2009. På: http://europeangreens.eu/news/egp-campaign-leaders-and-green-ambassadors. Besøgt d.
13-05-15.
European Green Party, 2009b. EGP Campaign Congress, European Parliament, Brussels [online]
28. marts 2009. På: http://82.197.155.156/menu/election-congress/. Besøgt d. 13-05-15.
European Green Party, 2009c. European Greens Launch "Think Big, Vote Green" European Election Campaign [online] 31. marts 2009. På: http://europeangreens.eu/news/european-greens-launchthink-big-vote-green-european-election-campaign. Besøgt d. 13-05-15.
European Green Party, 2009d. A Green New Deal, Campaign Song for the European Green Party
in 2009 [YouTube] 29. marts 2009. På:
https://www.youtube.com/watch?v=K27x9Suhpi4. Besøgt d. 17-05-15.
European Green Party, 2009e. Think Big - Vote Green European Green Party 2009 [YouTube] 4.
maj 2009. På: https://www.youtube.com/watch?v=z4dk1x8e5xs&feature=youtu.be. Besøgt d. 1705-15.
Side 68af 73
European Green Party, 2009f. A Green New Deal for Europe. Manifesto for the European election
campaign 2009 [pdf.]. På:
[http://europeangreens.eu/euroarchive/fileadmin/logos/pdf/manifesto_EUROPEAN_GREENS.pdf.
Besøgt d. 15-05-05.
European Green Party, 2009g. EGP Campaign Cogress, European Parliament, Brussels [online]
28. marts 2009. På: http://82.197.155.156/menu/election-congress/. Besøgt d. 17-05-15.
European Green Party, 2009h. EGP Financial Report [online]. På:
http://europeangreens.eu/euroarchive/fileadmin/logos/pdf/pdf_budget_and_statutes/2009_fin_repor
t_to_EP.pdf. Besøgt d. 08-05-15.
European Green Party, 2013a. The Green Primary is Easy! [online] 25. september 2013. På:
http://europeangreens.eu/news/green-primary-easy. Besøgt d. 13-05-15.
European Green Party, 2013b. 2013 Final Budget in EP Format [pdf.]. På:
http://europeangreens.eu/sites/europeangreens.eu/files/2013%20Final%20Budget%202013%20EP
%20Format.pdf. Besøgt d. 08-05-15.
European Green Party, 2014b. Change Europe, Vote Green. Common Manifesto European Elections 2014. European Green Party [pdf.].
På: http://europeangreens.eu/sites/europeangreens.eu/files/2014%20Manifesto.pdf. Besøgt d. 1505-05.
European Green Party, 2015a. History [online]. På: http://europeangreens.eu/content/history. Besøgt 8-05-2015.
European Green Party, 2015b. In Europe [online]. På: http://europeangreens.eu/map. Besøgt 08-0515.
European Green Party Committee, 2013. Campaign outline – proposal annex B to the EGP Activities Plan 2013 [pdf.]. På:
http://europeangreens.eu/sites/europeangreens.eu/files/imce/Proposal%20Outline%20Campaign%2
0EU2014%20-%20Annex%20B%20to%20EGP%20Activities%20Plan%202013%202.pdf. Besøgt
d. 15-05-15.
European Green Party Council, 2012. European Green Party activities plan 2013 Prepared for
2014 [pdf.]. På:
http://europeangreens.eu/sites/europeangreens.eu/files/EGP%20activities%20plan%202013.pdf.
Besøgt d. 15-05-15.
Side 69af 73
European Green Party Council, 2013a. Some Issues Regarding the Primary [pdf.] 11. maj 2013. På:
http://europeangreens.eu/sites/europeangreens.eu/files/CAS%20Annex%20to%20Annex%20A%20
Activities%20Plan%202013.pdf. Besøgt d. 15-05-15.
European Green Party Council, 2013b. Q & A - Reasons for a Green online primary [pdf.]. På:
http://europeangreens.eu/sites/europeangreens.eu/files/Q%26A%20European%20Green%20online
%20primary_0.pdf. Besøgt d. 15-05-15.
European Green Party Council, 2013c. Annex A to the EGP Activities Plan 2013 Preparations
EU2014 Common Campaign As adopted at the Madrid Council [pdf.]. På:
http://europeangreens.eu/sites/europeangreens.eu/files/Adopted%20Annex%20A%20to%20Activiti
es%20Plan%202013%20-%20Preparations%20EU2014%20Common%20Campaign.pdf. Besøgt d.
15-05-15.
European Green Party Council, 2013d. Activites Report 2012 [pdf.].
På: http://europeangreens.eu/sites/europeangreens.eu/files/EGP%20report%20of%20Activities%20
2012.pdf. Besøgt d. 15-05-15.
European Green Party Council, 2013e. Activities Plan 2014 [online]. På:
http://europeangreens.eu/sites/europeangreens.eu/files/imce/Adopted%20EGP%20Activities%20Pla
n%202014%20Nov%202013with%20Annexes.pdf. Besøgt d. 15-05-15.
Europa-Parlamentet, 2009. EPP Report 2009[pdf]
På: http://www.europarl.europa.eu/pdf/grants/parties/EPP_report_2009.pdf. Besøgt d. 05-05-15.
Europa-Parlamentet, 2010. EPP Report 2010 [pdf.]. På:
http://www.europarl.europa.eu/pdf/grants/parties/EPP_report_2010.pdf. Besøgt d. 05-05-15.
Europa-Parlamentet, 2011. EPP Report 2011. [pdf.] På:
http://www.europarl.europa.eu/pdf/grants/parties/EPP_report_2011.pdf. Besøgt d. 05-05-15.
Europa-Parlamentet 2012. EPP Report 2012. [pdf.] På:
http://www.europarl.europa.eu/pdf/grants/parties/EPP_report_2012.pdf. Besøgt d. 05-05-15.
Europa-Parlamentet, 2013. EPP Report 2013 [pdf.].
På: http://www.europarl.europa.eu/pdf/grants/parties/EPP_report_2013.pdf. Besøgt 05-05-2015.
Europa-Parlamentet, 2014a. Election Results [online] 1. juli 2014. På:
http://www.europarl.europa.eu/elections2014-results/en/election-results-2014.html. Besøgt d. 0905-2015
European-Parliament, 2014b. EP2014: EU Candidates Campaign Travl Map [online]. På:
http://batchgeo.com/map/0825bd95bd70600dee1d751044444e15. Besøgt d. 15-05-05.
Side 70af 73
European-Parlament, 2014c. EP2014Watch: EU Campaign Trail Log Shared [online]. På:
https://docs.google.com/spreadsheets/d/1NP_nj9XTwtpyb6BLjPRWtU6jA0ZCZVDT9lgwyl0w3GI
/edit#gid=0. Besøgt d. 15-05-15.
Europa-parlamentet, 2015. Politiske Partier på Europæisk Plan [online] På:
http://www.europarl.europa.eu/contracts-and-grants/da/20150201PVL00101/Politiske-partier-ogfonde. besøgt d. 9.-05-15.
European People’s Party, 2009a. Videoer [YouTube].
På: https://www.youtube.com/user/epppress/videos?flow=grid&sort=da&view=0. Besøgt d. 11-0515.
European People’s Party, 2009b. EPP Wins the European Election [YouTube] 29 Juni 2009. På:
https://www.youtube.com/watch?v=6ctt395GFgM. Besøgt d. 11-05-15.
European People’s Party, 2009c. Draft EPP Election Document 2009 [pdf.] På:
http://www.aer.eu/fileadmin/user_upload/Commissions/InstitutionalAffairs/EventsAndMeetings/20
09/Regions_cross_examine_Europe/en-epp-manifesto-european-elections-final_copy_3.pdf
European People’s Party, 2009d. Accounts 2009.
http://www.europarl.europa.eu/pdf/grants/parties/EPP_report_2009.pdf. Besøgt d 11-05-15
European People’s Party, 2013. Final Budget
2013.http://www.epp.eu/sites/default/files/content/EPP%202013%20BudgetActual_1.pdf. Besøgt d.
11-05-15
European People’s Party, 2014a. Jean-Claude Juncker Elected as EPP Candidate for President of
the European Commision [online] 7. marts 2014. På: http://www.epp.eu/jean-claude-junckerelected-epp-candidate-president-european-commission. Besøgt d. 09-05-15.
European People’s Party, 2014b. Junker for President [online]. På: juncker.epp.eu. Besøgt d. 1105-15.
European People’s Party, 2014c. Press Conference by Jean-Claude Juncker: Talking Points [online] 21. maj. 2014. På: http://juncker.epp.eu/press-releases/press-conference-jean-claude-junckertalking-points-0. Besøgt d. 11-05-15.
Europeans People’s Party, 2014d. EPP Action Programme [pdf] På:
http://juncker.epp.eu/sites/default/files/attachments/action_programme.pdf. Besøgt d. 10-05-15.
European People’s Party, 2015a. Who are We [online]. På: http://www.epp.eu/who-are-we. Besøgt
d. 09-05-15.
Side 71af 73
European People’s Party, 2015b. Member Parties [online]. På: http://www.epp.eu/member-parties.
Besøgt 09-05-15.
EU Observer, 2009. EU Conservatives Accuse Left of 'Agit-Prop' over Economy [online] 23. januar 2009. På: https://euobserver.com/news/27457. Besøgt d. 11-05-15.
EU Observer, 2006. Plans to Form New MEP Group Kicked into 2009 [online] 13. juli 2006. På:
https://euobserver.com/political/22085. Besøgt d. 20-05-15.
Federation of Young European Greens, 2014. Activity Overview 2013 – 2014 [pdf.]. På:
http://www.fyeg.org/sites/fyeg.org/files/ga/2014/reports/Activity%20overview%202013%2014.pdf.
Besøgt d. 15-05-15.
Transparency International EU Office, 2014. Observations on the Transnational Elements of the
2014 European Parliament Election Campaign. På: http://www.transparencyinternational.eu/wpcontent/uploads/2014/06/EP2014Watch-Monitoring-Report.pdf. Besøgt 14-05-15.
Love
EU Forordning 2004/2003
Europa-Parlamentet og Rådets Forordning (EF) 2004/2003 af 4. november 2003 om status for og
finansiering af politiske partier på europæisk plan
EU Forordning 1524/2007
Europa-Parlamentet og Rådets Forordning (EF) 1524/2007 af 18. december 2007 Om ændring af
forordning (EF) nr. 2003/2004 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan
Traktater
Lissabontraktaten (2007) Den Europæiske Unions tidende 2007/C 306/01. EU. (Artikel 17 stk. 7)
Maastrichtttraktaten (1992): “Traktat om Den Europæiske Union”. (artikel 138 a) s. 62.
Side 72af 73
Bilag
Bilag 1: Kvittering fra RUDAR
Bilag 2: Populationsoversigt
Side 73af 73