1. No category

Bilag 2: Interview
I interviewet går følgende personer under:
KK: Karin Kristensen
CR: Claus Raasted
JP: Jonas Plass
MN: Maria Nielsen
JV: Jonathan Vesth
Interview med Claus Raasted
KK: Ok… Øhm…
Hvorfor valgte du at starte med rollespil?
CR: Det gjorde jeg i 1987, da jeg var 8 år gammel og der tager man ikke ligeså bevidste
handlinger som man gør når man er voksen, men en af grundene til at jeg gjorde det var at jeg
havde en ven der hed Kristoffer. Kristoffer, han var 6 år gammel og han fortalte med stjerneombruste øjne om hvor fantastisk det var når hans storebror og hans venner spillede rollespil,
og det var et uforståeligt miskmask af øh, af øh fantasi og fortælling og jeg ved ikke hvad, og
terningeslag, noget bord-rollespil. Det var ret uigennemskueligt at forstå det når den ene er 8
og den anden er 6 og ingen af dem rigtig kan forklare hvad der egentlig foregår. Men det lød
spændende. Og så kiggede jeg på det der dengang hed det røde ”Dungeons and Dragons”
Box-set, den røde bog som fandtes tilbage i 80’erne som var sådan starten. Og den købte
mine forældre til mig, og det blev jeg helt opslugt af. Ideen om at man ikke bare kunne læse
bøger eller, men man også kunne være med til at fortælle fortællingerne, det syntes jeg lød
piv-spændende. Så startede jeg en rollespilsgruppe op på mit fritidshjem og kørte i et par år
der. Jeg købte mere avancerede bøger og andre systemer og lignende og spillede
bordrollespil i en del år. Og så i 1993 var jeg blevet medlem af en rollespilsklub ude i
Gundsømagle, en lille flække uden for RoskildeKK: Jeg kender den godt.
CR: Verdens navle… Og der var nogle af dem jeg spillede med, vi spillede sådan noget postapokalyptisk cyberpunk ting, som sagde ”skal du ikke, skal du ikke med til det her
arrangement vi laver, hvor vi klæder os ud og lejer vi er rollerne?” Så tænkte jeg ”Det lyder
fedt!” Lidt outreret men fedt, så jeg hev min gode ven Jeppe med og så lavede vi en kølle vi
havde til deling, så vi havde et våben, som var lavet af sådan noget orange soveposebetræk
og øh, noget filt var der i og noget toiletpapir og lidt stof og lidt aviser, og så tog vi og rullede
det sammen om en pind og tapede den til, og så havde vi sådan en fælles orange kølle. Og
øh… nogle sorte lagner med huller i til kostumer. Og så et bælte omkring. Så kørte bussen, og
det var fantastisk. Det foregik på en skole, vi var cirka 60 mennesker og folk spillede
troldmænd og riddere og tyve og alkymister, ja ting der kunne være hevet ud af den lidt mere
by-agtige del af Tolkien, og rendte rundt på den her skole og så skulle klasselokalerne
forestille at være huse. Det var helt magisk. Det var grimt og det var pinligt og det var dårligt.
Folk havde jo de ringeste skuespilstalenter og location var ikke ligefrem specielt magisk, øh,
og og de fleste af os, jamen de 18-19 årige, det var de store ikke. Så øh, så vi var nogle
forhutlede teenagere. Der var en pige med, Anne-Katrine, som nu er præst øh og andre ting,
men det var sjovt nok. Det der med at man selv fik lov til at være med til at skabe historien
ligegyldigt hvor grimt og usselt og udueligt det var, så det at man selv fik lov til at være med,
det var helt fantastisk. Så det fængede mig og så blev jeg hængende.
KK: Hvad var det ved det som var så fedt?
CR: Normalt når man konsumerer kultur, hvis vi skal bruge et fint udtryk for det, øh, Så kan
man sidde og bladre i bogen og tænke ”Nej hvor er det spændende, nej hvor er det
spændende”. Hvorfor gør de det? Man kan ikke lave om på historien, man kan ikke gøre noget
ved det. Man kan se filmen og så kan man være noget så opslugt og tænke ”Jeg er en af
jøderne, der flygter i Shindlers liste”, og så lige pludselig så gør vedkomne noget dumt eller
noget anderledes eller noget man ikke synes passer til rollen eller noget utroværdigt. Det der
med ikke at kunne gøre noget ved det, men bare at kunne se på. Noget af det samme som
trækker ved computerspil som er, at du selv er med til at påvirke handlingen, du er selv i
førersædet i stedet for at man bare er, er øh… Tilskuer. Det er det samme som har gjort at
computerspil er gået fra at være sådan en lille ting til at være noget kæmpe verdensindustri.
Man får lov til at være med til at styre fortællingerne og får lov til at deltage i dem indefra i
stedet for bare at se på dem udefra.
KK: Er det en måde at levendegøre en film, altså hvis man nu er…
CR: Ja!
KK: …Barn og man ser man er vild med, jeg er da vild med forskellige film ikke, så det er et
skridt fra at se filmene til selv at være med i dem?
CR: Ja. Og så er filmene, når man selv er med i dem, så er de meget dårligere. Skuespillet er
meget dårligere, budgettet er utroligt ringe og øh, modsat en film som har sådan en skarpt
skåret historie, hvor at helten kommer i sidste øjeblik og derfor er det dramatisk, så her nogle
gange så kommer helten ikke og så står man bare og så bliver man hugget ned af orkerne, og
så griner orkerne fordi de er 16-årige drenge og fordi man selv er 12, og så tænker man ”Øv!”.
Hvis det var en film, var jeg blevet reddet nu, ikke?
KK: Ja.
CR: Så nogle gange er historien heller ikke ligeså spændende, men til gengæld så er man
med.
KK: Ja.
CR: Og det er, ja…
KK: Nu siger du skuespiltalenter. Hvad ligger der i det?
CR: Når man spiller rollespil, lades man som om man er en anden. Det betyder selvfølgelig at
man, at man spiller skuespil. Øh eller spiller drama om man vil, og det betyder at, jamen hvis
man ikke har noget skuespilstalent overhovedet eller nogen træning, så gør man det nok ikke
voldsomt godt. Og det kræver alligevel et eller andet at kunne stille sig op og sige ”Jeg er
elverprinsen Arondir.”, og få folk til ikke alene at tage en alvorligt, men også at man er
nogenlunde troværdig fordi de fleste af os er ikke elverprinsen Arondir.
KK: Nej.
CR: Og nogle ting vi spiller er ret close to home. Jeg spillede et 1970’er rollespil for nylig, hvor
jeg spillede ”Mande-Poul”, som var sådan 70’er ideal-manden der også bare var en forfærdelig
hykler. Øhm og jeg kunne nok godt have sluppet af sted med at være 70’er idealmanden i
hyklerformat. Det ligger ikke særligt langt fra hverken min fysiske fremtoning eller hvem jeg er
som menneske, bortset fra hykleriet, forhåbentlig. Så det var nemt, og der er jeg rimelig
troværdig, men der er langt derfra og så til at være elverprinsen Arondir… Giver det mening?
KK: Ja. Øh, noget at tilføje?
JP: Ikke rigtig…
KK: Så har vi lavet et spørgsmål, der hedder hvad betyder rollespil for dig. Det er også et
spørgsmål vi kan tage senere, men øhm…
CR: Det er bredt, men øhm. Vi kan godt tage det…
KK: Man kan sige måske, hvad har det betydet, sådan altså op til da du som barn, da du
startede, altså hvis vi tager sådan ligesom en historisk vinkel på det?
CR: Det betød at jeg fik lov til at få adgang til en masse andre verdener, som jeg ellers ikke
ville have adgang til. Og en ting er at have adgang til ting gennem film og bøger, eller det hvis
man er sådan anlagt… Tegneserier for den sags skyld. Men det der med at få lov til at træde
ind i nogle verdener og være med til selv at skabe dem og opleve dem på en anden måde. Det
er… Det var der nogle af de andre børn som sikkert godt kunne have trængt til.
KK: Hvorfor?
CR: Fordi det giver en mulighed for at teste nogle virkeligheder af. De fleste, når man skal joke
omkring teenagere, så siger man at de fleste teenagere er i evig identitetskrise, og hele tiden
skifter mellem det ene og det andet udtryk, og her kan vi jo gøre det kontrolleret og under
nogenlunde trygge rammer uden at det behøver at påvirke vores virkelige selv. Hvis jeg nu får
lyst til at spille… Hvis jeg nu tænker at det kunne være spændende at opleve hvordan er det at
være en homoseksuel mand i stedet for en heteroseksuel, jamen så er det ret svært i min
hverdag. Det er ret svært at begive sig ud i det eksperiment uden at for eksempel familie og
omverden vil tænke ”Jo men er du ikke gift med hende der” og ”Hvad laver du på denne her
bar, Claus” og måske når det endelig kommer til stykket så vil jeg måske have lyst til at sige
”Hov! Nu har jeg fået nok, nu nu, Hertil og ikke længere, nu har jeg fået ligesom mit
eksperiment”, og så er der en eller anden stakkels fyr der siger ”Jamen du tog med hjem til
mig fra en bar, altså… Hvad foregår der?”. Hvor at til et rollespil får man lov til, altså for det
første selv at definere hvad det er man leger under kontrollerede rammer. Alle ved, det er ikke
nødvendigvis for sjov, men i hvert fald at det ikke er virkelighed. Men vi leger det er virkelighed
og man kan stoppe det hvis det går for langt. Det er ret svært at få lov til at blive tortureret i
den virkelige verden og stoppe det når det går for langt. Jeg er blevet tortureret med metoder
der bliver brugt i øh… hvad hedder det nu… øh… Guantánamo, for eksempel. Og det der, øh,
den oplevelse er det ikke særlig nemt at få i den virkelige verden. Nu er det selvfølgelig ikke
alle, der har den store lyst til at blive tortureret med Guantánamo-metoder, men men men man
kan jo være så forskellige.
KK: Ja.
CR: eller opleve at være en del af 1800-tals, øh, Jane Austen-inspireret ægteskab med en
masse råben og skrigen, hvor man havde enormt lidenskabeligt, øh, ægteskab hvor man
skreg af hinanden og kastede med service når man var oppe og skændes. Det var
spændende at opleve, men ikke ligefrem, øh, noget jeg har lyst til at bruge 10 år af mit liv på at
opbygge rigtigt, så jeg kan finde ud af hvordan det er. Så er det meget rart lige at dykke ned i
det i et øjeblik, og så ud igen.
KK: Øh, det var så det. Hvordan øh… Nu handler det om din hverdag. Hvordan er du som
hverdags-person? Hvordan ser dit liv ud?
CR: Der snyder jeg lidt, fordi jeg arbejder professionelt med rollespil. Det her hvor I sidder er et
firma, der laver rollespil. Primært for ikke-rollespillere, øh, biblioteker, museer, fagforeninger
[uforståeligt] Så jeg er professionel rollespiller i min hverdag. Så det spiller en forholdsvis stor
rolle.
KK: Men hvordan er din hverdag struktureret? Hvis man nu taler struktur…
CR: Nogle ville nok sige at den ikke er det, men øh, som selvstændig, så er den struktureret
ved at jeg arbejder rigtig, rigtig meget. Og forsøger at lave ting som jeg selv synes er sjove,
men øh…
KK: Hvor mange timer arbejder du om ugen?
CR: Arh… Slag på tasken, 60. (timer om ugen, red)
KK: Har du familie?
CR: Jeg har en kone, men ingen børn endnu. Og masser af familie, men ikke sådan i den lille
forstand. Jeg har også brødre og søskende og det hele.
KK: Hvor gammel er du?
CR: Jeg er 35. Det må man gerne spørge om.
KK: Du er jo en mand jo… (griner)
CR: Ja det burde ikke have noget at sige, men det har det for mange.
KK: Øh, øhm… Nu vil jeg godt lige omformulere den næste. Øh… Hvordan ser du dig selv
som øh… Hvordan ser du dig selv som din hverdagsperson i forhold til rollespilspersonen,
karakteren?
CR: Det er et spørgsmål der er nemt at svare på, men det kommer til at være lidt hårdt overfor
jeres fordomme, eller i hvert fald forudintagelser. Øh, det giver lige så lidt mening som at
spørge Johnny Depp, ”Hvordan er Johnny Depp i forhold til Johnny Depps roller?”. Så ville
han sige: ”Det kommer an på hvad for en rolle det er.”.
KK: I hverdagen?
CR: Ja vi må formode at der et eller andet sted findes den rigtige Johnny Depp.
KK: Så det du siger er at din hverdag er fuld af roller også?
CR: Øh… Ja, eller mere for det første er den fuld af roller, men mere at, det det er meget
svært, det er ikke fordi man har, som rollespiller, så er det ikke fordi man har sit hverdagsliv og
så har man sit rollespilsliv. Der er rimelig stor forskel på om jeg spiller Mande-Poul fra 70’erne
eller om jeg spiller vanvittig middelaldergeneral, øhm… Eller om jeg spiller øh, ingeniør på et
rumskib, så det vil sige, jeg har sådan en kernerolle, som er Claus, som selvfølgelig har en
masse facetter som de fleste mennesker har, men, men så har jeg forskellige roller afhængig
af hvad jeg spiller. Så det er meget svært at sige ”Hvad er jeg? ”
KK: Nu forstår jeg det
CR: Forstår du det? Men derudover har jeg selvfølgelig også forskellige roller som mig selv,
det er klart. Det har vi jo alle sammen.
KK: Jamen altså jeg tænker bare på… Ja vi har skrevet et spørgsmål her der hedder ”Ser du
dig selv som en kreativ person? ”
CR: JA! Det gør jeg!
KK: Og det var det, kort svar, ja det var det
CR: Men det ser jeg alle som, Det er bare et spørgsmål om hvordan man udtrykker det. Om
det er med sammensætning af garderobe, eller om det er social manipulation med venner eller
om det er ved kunst eller om det er ved at tage ud og lege ork…
JP: Altså føler du at du bruger meget af din egen personlighed i dine roller eller prøver du at
komme væk fra din egen personlighed når du, ved at spille de roller du…
CR: Der findes nogle forskellige idéer om det. Øh, og jeg er af den skole, som øh… MailatiSkolen, hvis man skal bruge et fint udtryk for det, som er lavet af nogle finske
rollespillsteoretikere, som siger: ”Der er ikke nogen forskel på rollen og personen. Det er en
fiktiv grænse vi sætter op.”. Jeg kan ikke, når jeg spiller rollespil, hvis jeg spiller sur eller hvis
jeg spiller øh, ondskabsfuld eller højtråbende, jamen så gør jeg det jo. Så har i så lavet en
social aftale der siger at det tæller ikke rigtig. Når jeg nu om lidt slår dig i ansigtet og råber
”Fight Club!”, jamen så tæller det ikke fordi vi er begge to enige om at vi er trådt ind i den
magiske cirkel og at herinde er det ok at råbe ”Fight Club!” og slå hinanden i ansigtet, men det
er jo stadig det der sker. Så det der med at sige ”Tager man noget af sig selv med i det?” Ja,
for man kan ikke spille noget man ikke er. Jeg kan ikke spille karismatisk hvis det ikke ligger i
mig. Det kan godt være at jeg i min hverdag undertrykker det eller ikke bruger det, eller tager
afstand fra det, eller ligefrem føler afsky ved det, men jeg kan ikke ting jeg ikke er.
KK: Det bliver meget øhm… Abstrakt nu… (griner)
CR: Vi kan godt forsøge at gøre det mere konkret
KK: Jamen det kan godt være vi er nødt til at gøre det lidt mere konkret hvis vi skal…
CR: Man kan ikke holde en god tale hvis man ikke er en god taler. Så kan jeg ikke holde en
god tale uden også at kunne det i virkeligheden.
KK: Når du nu arbejder de der 60 timer, øh, bruger du så noget, øh, fra dit rollespil i dit arbejde
som Claus?
CR: Ja! Ja. Selvfølgelig. En af de ting der er ved rollespil, det er at man tager ting med sig
fordi altså man netop gør tingene i virkeligheden. Fordi det bare er en legeaftale som gør vi
siger det ikke er virkelighed. Vi tager ting med os. Hvis jeg nu tager ud til et arrangement og
øh, bestyrer en masse mennesker, hvis jeg nu tog ud og leger general i en weekend, så er det
jo klart at de ting, det ting jeg lærer af at styre rundt på 80 mennesker, dem tager jeg med
tilbage når jeg er Claus. Eller hvis jeg spiller et intenst kærlighedsforhold, jamen så, så tager
jeg de følelser…
KK: Så kommer konen til at mærke lidt af det?
CR: Nåhr ja, jamen det… Det er en anden side af det…
KK: Men det er det du siger?
CR: Det er det jeg siger… At man… At man, øh, tager nogle ting med sig og nogle ting, gør
man sikkert hvad man kan for at holde bag rollen, altså hvis jeg nu har spillet en ondskabsfuld
skurk, så er det meget vigtigt at jeg bagefter, at jeg lige får snakket med de mennesker jeg har
tortureret, og får sagt: ”Hey det var noget vi legede. ”. Og sådan lige siger ”Sådan er jeg ikke i
virkeligheden, det er en facet af mig selv, jeg kan trække på men som jeg vælger at lade være.
”.
KK: Ok. Øhm… Tager du så noget med, for vi beskæftiger os også med de objekter man
bruger. Øh… Er det så også noget… Nu forventer jeg svaret bliver ja… øh… at når du siger
du tager noget med fra rollespillet ind i din dagligdag, så tager du også på en eller anden
måde objekter, på en måde, din brug af objekter med i hverdagslivet? Altså det bliver måske
meget abstrakt for dig men, øøøhhhh, altså hvis du nu, øh, bruger…
CR: Definition af objekter i denne her sammenhæng?
KK: Et sværd eller det kan også være din udklædning eller artefakter eller forskellige ting du
bruger, det bruger du vel så i forhold til hvad du sagde før, så bruger du vel også objekter på
en eller anden måde hvis du for eksempel står over for konen eller over for en du skal skælde
ud eller noget, at du måske også, øh, har noget i hånden eller tager noget på dig øh, som…
CR: Øh, nej. Nej det er sjældent, nej det er ikke sådan lige sådan så jeg tager min ork
lykkeamulet med hjem når jeg er færdig med at spille
KK: Nej men så, så har du måske gaflen i hånden eller blyanten eller noget andet, altså
overfører lidt af de der objektbrug til hverdagsbrug?
CR: Altså jeg kan godt svare ja, Men jeg ville synes det var en øh, var en tænkt pointe, altså
fordi jeg i en weekend har spillet ork-høvding og det betyder at jeg tager og vifter med skeen,
så når jeg kommer hjem så vifter jeg også med skeen. Ja, deet, øh… Nej. Nej Ikke rigtig.
Selvfølgelig er der nogle ting som [uforståeligt]
KK: Skeen bliver et symbol på sværdet?
CR: Nej nej nej nej nej, det er klart, det er klart men nej, ikke rigtig. Det gør man sgu ikke så
meget, eller det gør jeg mig ikke så meget i. Øh… Væremåder og erfaringer, helt sikkert, men,
men sådan fysiske artefakter… Nej… Der er nogen som gør det, og det har jeg også gjort,
øh…
KK: Hvordan?
CR: Som ikke at man tager dem med for at bevare mindet, men båndet til fiktionen, ja vi har
lige lavet et Harry Potter-rollespil i Polen, og der var en masse mennesker som var enormt
glade. Det betød af nogle af dem, jamen så har de deres øh, deres øh, halskæde som ligesom
de har haft på som rolle, den går de stadig med en uge efter for ligesom langsomt at slippe
det, eller øh, har deres tryllestav med på arbejde, for nogle af dem der er mere hårdt ramt.
KK: (Griner) Ja. Ok. Ok. Jeg synes det er nok for hverdagsliv.
JP: Ja, det synes jeg egentlig også.
KK: Det er, ja…
CR: Ok.
KK: Så synes vi at den der overgang fra øøøøhhh… Hvad sker der når du træder ind i sådan
en rollespilskarakter? Hvad sådan helt konkret? Hvad gør du?.. Der er måske noget
udklædning, der er sådan helt konkrete fysiske ting, men også hvad du gør. Hvad der sker
oppe i hovedet på dig? Lad os tage det fysiske først. Hvad [uforståeligt]
CR: Jamen det fysiske er nemt. Der tager jeg noget kostume på.
KK: Som du får hvorfra?
CR: Som afhængig af arrangementet, som nogle gange laver man det selv, nogle gange får
man det udleveret.
KK: Ok.
CR: Oftest laver man selv kostumer, men der er nogle arrangementer hvor man får det
udleveret.
KK: Hvor klæder du om? Hjemmefra og så ind i ladaen, eller?
CR: Hvis man skal en tur ud i skoven, så øh, klæder jeg tit om hjemmefra fordi det er
nemmere. Så er der mindre at bære på. Hvis jeg skal til et længere arrangement, så klæder
man gerne om på location. Eller jeg klæder gerne om på location.
KK: Og hvad så øhm… hvad hedder det, øhm? Her oppe i mindsettet, hvad sker der der? Når
du skal ind i en karakter eller hvornår går du helt nøjagtigt ind i den?
CR: Det gør jeg, når jeg siger ”Nu spiller vi.”.
KK: Så der bliver ligesom givet et [uhørligt]
CR: Der er et tidspunkt hvor man starter. Og og man starter tit med, med et eller andet event.
En tale eller øh, et stykke musik eller ”Nu kommer orkerne og når orkerne angriber jer, så er I i
spil.”, eller et eller anden for at ligesom tydeligt at markere forskellen på nu spiller vi ikke, og
nu spiller vi. Og der er også nogle der siger ”Nu er der grønt lys, nu spiller vi”, men det er lidt
sværere…
KK: Ja.
CR: Det giver en lidt mere naturlig overgang, hvis der er et eller andet event til at markere
overgangen.
KK: Ok.
CR: Og der er nogle der bruger dramaøvelser og alt muligt forberedelse først, øh, opvarmning
ligesom sådan noget teatersport og det gør jeg ikke, men det er populært. Nogle for en masse
ud af det… Jeg er ikke en af dem.
KK: Ok.
MN: Jamen kan man så inden, kan man planlægge hvordan man har tænkt sig at opføre sig?
CR: Ja. Ja, det kan man sagtens. Noget af det man ofte gør, det er at vi taler sammen. Før
70’er-rollespillet, der spillede jeg med i en lille gruppe, der ville lave en skole. Vi ville lave en
lilleskole i det her kollektiv hvor vi alle sammen boede. Vi var 30 deltagere, der boede i det her
store kollektiv, som blev spillet på en gård, som en gang havde været et kollektiv. Og der
spillede vi den her lille firkløver sammen, og så planlagde vi på forhånd ”Jamen hvordan er
relationerne?”, to af os var et kærestepar, den ene var sådan ligesom vores semiadaptivdatter der var løbet væk hjemmefra, og så var der den sidste der var den revolutionære
Sussie, der sådan ligesom var hende der havde revolutionens fakkel. Og så diskuterede vi
jamen hvordan fungerer vi sammen og hvad har vi af interne ritualer og hvad har vi af interne
konflikter og hvad gør man, og hvad gør man ikke. Så der er masser af planlægning på
forhånd. Tit. Ikke nødvendigt, men tit. Det er meget smart, hvis man for eksempel skal spille
kærester med nogle man ikke er kæreste med i virkeligheden, at man aftaler ”Hvordan gør vi
det i praksis og hvad gør vi ikke”.
KK: Vi tager lige en pause.
JP: Når vi snakker om det her overgangsritual, så øhm, når man går fra selv til at være i sin
rollespilsrolle, er der så nogle særlige følelser der er forbundet med det? Sker der noget
følelsesmæssigt, noget mentalt, noget du lægger mærke til?
CR: For nogle, ja. Ikke så meget, jeg skifter ret flydende. Med mindre jeg står i en eller anden
en, en, sådan tung situation. Altså hvis I lige nu siger, jamen øh, kan du ikke lige give os
Mande-Poul i stedet for, jo, det kan jeg sagtens eller de her, Sorte Otto, eller hvad jeg nu
skulle finde på. Det er et skift, der foregår sådan. Men hvis det er en situation hvor jeg er i
gang med et eller andet, hvis jeg nu sidder og græder fordi min kone lige har ringet og sagt at
nu er hun blevet kørt ned, øh, Så kan det godt være at jeg måske lige skal bruge lidt mere tid
på at cleare hovedet før jeg kan skifte. Eller den anden vej rundt, hvis jeg sidder og tuder fordi
jeg har mistet min bedste ven til et rollespil og så så nogle siger: ”Kn vi ikke lige, skulle vi ikke
lige steppe ud af spillet og så joke om hvad vi skal på fredag”, så tager jeg det lige med ro. Det
tager lige et øjeblik her…
KK: Så der er nogle emotionelle ting, der godt kan stå i vejen for at spille?
CR: Ja. Ja Helt sikkert. Ja hvis man skal skifte emotionelle stadier, det kræver at man man
bliver, det vil sige det er nemt nok, hvis jeg er ked af det i virkeligheden, er det nemt nok at
spille en rolle der er ked af det, eller hvis jeg er glad i virkeligheden, så er det nemt nok at
spille en rolle der er glad. Hvis man sådan skal skifte fra stærke følelser til ikke-stærke følelser,
jamen så kræver det at man ligesom kommer af med de stærke følelser for selv om vi leger så
er følelserne, øh, nogle gange ganske ægte. Tårerne kommer af sig selv nogle gange når man
spiller.
KK: Øh… Fordi?
CR: Fordi?
KK: Hvorfor?
CR: Fordi man oplever noget som… Det er ikke anderledes end når man ser en film og man
begynder at tude. Det sker jo for… I hvert fald nogle af os.
KK: Ja.
CR: Og her der er forskellen, at der er man bare med. I stedet for at jeg sidder og ser Stephen
Hawking, øh, [uforståeligt]… Så er han foran mig. Og så er det mig, der er hans kone eller…
For eksempel… Så skriver hun ”Stephen Hawkings kone… Spørgsmålstegn” (griner)
(Alle griner)
JP: Jamen altså øh, oplever du der sker… Selve i det du går fra rollen, er der så en specifik
mental ændring, er der sådan et mindset, så ”Wow”, så skifter man, eller er det mere
flydende?
CR: For mig er det meget et skift. Altså sådan et snap-skift. For nogle er det mere flydende,
men men for mig er det et skarpt skift.
KK: Så det lyder som om det er meget individuelt.
CR: Ja. Det er meget individuelt. Det er meget individuelt. Der er nogle som bruger, som
bruger øh, ja, øh… Flere dage eller en uge på ligesom at komme ud af rollen igen. Øh…
Og der er nogle som kan gå direkte fra at have siddet med tårerne trillende ned af kinderne,
og så er der nogle der siger ”Nå men øh, bussen kører om 10 minutter”, ”Nå men fint, jeg er
der.”… Det er meget individuelt. Det er, det er ikke igen, anderledes end der er nogle
skuespillere der er gale method-actors og der er nogle skuespillere som er… Som kan stoppe
op midt i den mest dødsalvorlige scene og grine af sig selv. Der er vi ikke et hak bedre. Eller
øh…
MN: Kan det blive, altså virkeligt? Ja forstå mig ret…
CR: Ja. Ja. Det kan det sagtens.
MN: At det bliver så meget at man, at man ikke kan slippe det igen?
CR: Nej. Nej, det er noget lidt andet, øhm. Jeg tror lidt det svare til at hvis du går ind og ser
øh, hvis du går ind og ser en film, så kan du godt nogle gange blive så grebet af det at du ikke
tænker over at du faktisk var taget i biografen for at score ham den søde fyr fra 10. Men, men
at du nu er så fængslet af filmen at du nu, det er ligesom der fokus er. Og du ikke lige tænker
over, ”Hov, hvad er klokken lige nu? ” eller hvem, hvad laver jeg og hvad skal jeg bagefter og
sådan noget, men at man sådan ligesom er til stede i nuet og er fanget af det. Men det øjeblik
der er nogle der slukker for filmen, så på et eller andet tidspunkt, så kan det godt være at du
stadig sidder og græder lidt over Schindlers liste, men på et eller andet tidspunkt, så indser du
”Ok… Nu har de slukket for biografen og de andre, de er gået hjem”. Så man kommer ud af
påvirkningen, det er klart at hvis man spillede, hvis man deltog i et rollespil der varede længe
nok, jamen så ville man kunne, hvis det var intenst nok, så ville man kunne beholde følelsen af
at øh, miste sig selv eller hvad skal vi sige? At, at skifte virkelighed, men kun så længe det
varer. Det er rigtig svært at blive ved med at synes man er ork-konge, når alle de andre
opfører sig som om man bare er Claus på kontoret. Også selvom når man står i det, at der er
100 andre orker der står og brøler, ja så kan man godt tænke ”Ja ja… Jeg ER orkernes
konge!”.
MN: Ok.
CR: Giver det mening?
MN: Ja.
KK: Du siger ”Mister dig selv”, eller at man kan miste sig selv. Mister du dig selv, når du går
ind i en rolle?
CR: Eller ”glemmer” mig selv er måske et bedre ord. Øhm… ikke øh… Det er sjældent. Det
sker på sådan ”Peak-øjeblikke”. Det er ikke sådan bare, jeg lige tager kostumet på og så har
jeg glemt hvad Claus godt kan lide til morgenmad, men det sker i sjældne øjeblikke at det her
det føles rigtigt. At det rammer en rigtigt.
KK: Så der kan være nogle øjeblikke hvor du nærmest træder ud af karakter og bliver dig selv,
og så bliver du selv ramt?
CR: Langt de fleste øjeblikke er både… Er jeg mig som spiller karakteren bevidst. Og så er der
nogle enkelte øjeblikke, hvor at man enten fordi at man har spillet en karakter længe eller at
man lige er blevet ramt af et øjeblik der passer, så er der sådan en eller anden form for
sammensmeltning. Og det er jo ikke fordi man, man holder op med at være sig selv, men man
tænker intuitivt i stedet for at tænke ”Hvad ville ork kongen gøre” eller så tænker men bare
hvad gør jeg, fordi lige nu er jeg i mindsettet som ork konge.
MN: Har du prøvet hellere at ville være en af dine karakterer end den Claus, du er i
virkeligheden?
CR: Mmmm… Hmmmm. Nu spiller jeg ofte skurkene så det, øhm…
(Der grines!)
KK: (Ionisk tonefald) Det siger måske lidt om ”jeg’et”…
CR: Det siger også noget om hvad man er god til.
MN: Eller måske noget af dem? (Karaktererne, red.)
CR: Noget af dem, helt sikkert. Helt sikkert. Hele pakken, nej. Men noget af det helt sikkert.
MN: Hvorfor ikke hele pakken?
CR: Fordi man gerne, jeg især spiller gerne, ikke nødvendigvis komplicerede roller, men roller
som der ligger noget konflikt i. I den virkelige verden, der gør jeg alt hvad jeg kan for at undgå
konflikter, det gør de fleste mennesker jo. Man vil jo gerne have tingene til at glide fordi at der
er nok bøvl. Der er nok ting, der går galt uden at man aktivt tænker ”Skulle jeg ikke lige skabe
en konflikt, øh, i mit sociale netværk, bare for at have det rigtig sjovt?”. Men når man spiller
rollespil, så spiller man en meget forsimplet virkelighed. Og hvor det i den virkelige verden,
hvis man lige har en halv time til at hvile sig og ikke rigtig lave noget, jamen så skal der nok
ske et eller andet, der skal nok være et eller andet der virker, men når man sidder i ubåden og
har siddet en halv time for sig selv, så på et eller andet tidspunkt så tænker man ikke længere,
så er man ikke længere i rollen, så tænker man ”Nå men når jeg kommer hjem skal jeg jo også
se ’Hunt for the red October’” eller ”Det kunne være, jeg skulle have en pizza”, øh, så det
betyder at man forsøger at fylde tiden ud med noget som er spændende. Så det vil sige 48
timer i et rollespil er gerne 48 hektiske og ret intense timer, hvor 48 timer i min normale
dagligdag er der trods alt ikke så mange der bliver fyret eller myrdet eller stater bryder
sammen. Og det er bedst sådan. Så derfor så betyder det at de fleste af de roller vi laver de er
nogle med noget mere indbygget konflikt. Og det betyder tit nogle karaktertræk man helst vil
undgå. Jeg har det godt med ikke at være flammende racist i virkeligheden, eller en fæl
dobbeltmoralsk hykler eller hvad det nu er…. (Pause) Men enkeltdele, helt klart.
JP: Hvis du så skal lave en ny karakter, vi er lidt inde på det, men øh… men er der nogle
overvejelser du gør dig, særlige overvejelser?
CR: Ja! Den første overvejelse, det er ”Hvad for noget af det her kan jeg, og hvad for noget af
det kan jeg ikke.”. Til nogle rollespil laver man selv rollen helt fra bunden af, så er der nogle
der siger ”Det foregår på denne her græsmark og så er der to hære der skal mødes. I laver
selv roller der passer ind i den her fiktionsramme”. Og så må man selv om man kommer og
spiller, øh, dommedagsprædikant eller man spiller 3. spydmand fra højre eller om man spiller
drukfældig lejesoldat. Så længe det passer ind i fiktionsrammen og man er med på
hovedidéen som er, ligesom er at banke de andre. Og så er der nogle hvor man får udleveret
en specifik rolle, hvor man får at vide ”Jamen du spiller den danske politiker, eller du spiller
den danske advokat, som er til din gamle ven, den norske politikers 50 års fødselsdag i 1829”,
og så er der en lang, lang beskrivelse af, hvordan er så den her danske advokat som man
spiller. Men det første jeg tænker over det er ”Hvad kan jeg, hvad kan jeg ikke”. Hvad for noget
af det, og hvis der er noget af det her som jeg virkelig ikke vil? Er der nogle tig som jeg ikke
ville bryde mig om at spille? Og så bagefter finder jeg ud af, hvad synes jeg er det
spændende, og det er ligesom at udelukke, når man har fundet ud af, om der er noget man
ikke vil, så finde ud af hvad er det spændende ved det. Hvad er det spændende, hvad for en
spiloplevelse vil jeg gerne have? Og det er også meget forskelligt. Nogle gange vil man bare
gerne have de store følelser helt uden på tøjet, nogle gange vil man bare gerne have det sjov
og spas og nogle gange vil man bare gerne banke nogle orker, eller, øh… Undersøge de
hemmelige gange, og så duer det ikke hvis man spiller dydsmønsteret, så må man jo finde en
undskyldning for hvorfor dydsmønsteret lige må tjekke de hemmelige gange…
KK: mm.
JP: Nu siger du det der med at du ofte spiller skurke og altså. Kan du se en, noget klart med
adskillelse mellem din rollespilsroller og din hverdagspersonlighed. Er det specifikt at du går
efter at være noget andet, for at opleve noget eller prøver du at tage roller der er tæt på dig
selv, for at det bliver mere naturligt at spille?
CR: Både og. Det kommer helt an på hvad det er for et rollespil, jeg tager til. Men øh, Tit tager
jeg ting som, hvor jeg i hvert fald føler at jeg kan bidrage med noget, altså hvor jeg føler at det
er noget jeg kan som mig selv, så jeg kan spille rollen nogenlunde troværdigt, eller, eller hvad
skal vi sige? Givtigt for de andre, øh, og så nogle gange, så går jeg efter det sikre, hvor jeg
tænker ”det der det kommer til at blive… Nemt, det kan jeg sagtens, det kommer til at blive en
god oplevelse”. Og nogle gange går jeg efter det risikable og tænker ”Det her, det er noget
helt, helt andet end mig selv. Det skal der eksperimenteres med.”. Men, men igen, det kommer
an på hvad man, det kommer an på hvad jeg tager til.
JP: Ja selvfølgelig.
CR: Jeg tror måske det er på tide nu at sige lidt om ”Alibi”, som er et centralt begreb inden for
rollespil. Alibi er ganske simpelt, den undskyldning vi bruger for at tillade os selv at gøre alle
de ting vi gør. Øh, og det er selvfølgelig lidt luftigt og vagt, men sådan helt super centralt for
hvor meget man tør give slip, når man spiller. Hvis jeg for eksempel siger ”Jamen nu skal I
spille et rollespil, I er 3 pædofile forbrydere, og øh, vi har fængslet jer, og øh, de to af jer går fri
hvis det er I fortæller hvem af jer det var, der voldtog den lille dreng”. I bliver lukket inde i et
rum, og så må i snakke om det. Og når I er blevet enige om hvem det er der gjorde det og I er
klar til at fortælle os det, så bliver de to af jer sluppet fri og så, og hvis der ikke kommer noget
svar, så, jamen så bliver I bare derinde. Sådan et klassisk ”Prisoners’ Dilemma”. Og så tænker
I ”Nå men det kan vi godt” og det bliver spændende at sætte sig ind i mindsettet af at være
voldtægtsforbryder, og var det nu mig? Og var det nu… Og selvom og tænker, det kan godt
være jeg er et ubehageligt menneske. Men det er jo en del af legen. Det kan de fleste
mennesker godt få sig selv til, sådan inden for visse grænser. Men hvis jeg nu kommer og
siger ”Vi skal spille et rollespil, I spiller tre fanger der er fængslet uretmæssigt. Hvad kunne I
tænke jer?”, og hvor I så siger ”Arh men jeg kunne godt tænke mig at være en pædofil
voldtægtsforbryder!” Så kigger de andre og siger ”Hvorfor vil du det?”, ”Nåhr men det, øh, er
der ikke nogen grund til…” og man får nogle psycho-eyes. Altså det der med et alibi for at man
tør lege med nogle ting. Og der afhænger det også af hvad man spiller. Hvis jeg selv skal lave
rollen, jamen så tager jeg færre chancer end hvis nogle andre har lavet den, fordi mit alibi er
mindre stærkt. Hvis der er en eller anden overordnet vision med det her rollespil, som betyder
at jeg skal udfylde rollen som den forfærdelige skurk, så er det nemmere for mig at gå ind i det
end hvis der bliver spurgt ”Jamen hvad kunne I tænke jer at spille?”, og jeg siger ”Jamen jeg
vil gerne være skurken, for jeg kan godt lide at være ond ved mennesker!”, så bliver det svært
til efterfesten.
KK: Mmm. Så øh, så der er… Der kan ligge… Altså for den enkelte rollespiller kan der ligge
nogle begrænsninger, hvis det er sådan at meget er tilrettelagt på forhånd, men på den anden
side kan der vel også ligge meget, øh, øh, frihed hvis det er sådan at der er en som ligesom
sidder og siger ”vi skal have en pædofil voldtægtsforbryder som en eller anden skal tage.”? Så
der kan man så sige der er friheden i det fordi en eller anden kan ligesom sige ”Ok… Så er det
mig”…
CR: Frihed inden for rammer. Helt sikkert.
KK: Mens der måske i virkeligheden mere er sådan en normmæssig, eller hvad kan man sige,
moralsk der ligger som nogle toner eller som noget i luften, hvis det er sådan man selv sal
vælge?
JP: Men er det fordi, i valget af rollerne, bliver det, når man sidder og snakker om sine roller,
så bliver det tættere på ens hverdags, og så er det ikke helt leg, hvis man med det samme står
og siger ”Ja, jeg vil være skurken, fordi jeg kan lide at være ond ved folk.”?
CR: Ja fordi man går efter en bestemt oplevelse, jeg tror den nemmeste parallel, jeg kan
komme med, og det er en tragisk historie fra mit virkelige liv, da jeg gik i 5. klasse. Og der
skulle vi flyttes rundt i klassen, det skulle man nu en gang, og så spurgte de ligesom på tur,
”Hvem vil du gerne sidde ved siden af?”
KK: Oh God…
CR: Ja lige præcis! Offentligt og foran alle. Og jeg tænkte mig jo ikke om, så jeg sagde ”Jeg vil
godt sidde ved siden af Troels… og Maja…” Fordi jeg syntes Maja var en sød pige. Det gjorde
man ikke i en 5. klasse i 80’erne. Der blev grinet, og selv om Maja nok ikke havde syntes det
var den værste idé i verden, så syntes hun det var den værste idé af alle, når hun skulle
udstilles med det. Øh, og der fandt jeg ud af, at det skulle man sgu ikke gøre sådan. Det var
ikke et smart socialt move. Hvorimod, hvis der var blevet sagt: ”Godt. I skal sidde dreng/pige”,
ja så havde det ikke været ligeså farligt. For så havde man ligesom, så var man inde på den
farlige banehalvdel. Så var det bare at vælge hvem af de, af de farlige, man ligesom gerne
ville sidde ved siden af. Så havde det ikke været skamfuldt for hende og det havde ikke været
helt forfærdeligt for mig, og det havde muligvis kommet til at ske. Men det var en dårlig idé.
Der manglede simpelthen alibi for det. Og sådan er det også når vi vælger rollespilsroller. At jo
mere alibi man kan give folk, jo mere tør de, tør de risikere ting. Men også som I siger, jo mere
er de også begrænset. Det er klart at hvis du får at vide, ”jamen du skal spille en
middelaldrende voldtægtsmand, men du vælger selv om han er fra Spanien eller fra
Pakistan…” Jo jo, der er noget frihed til at skabe selv, men det er lidt mere begrænset at få at
vide ”Du er en af karaktererne fra Star Wars. Vælg frit!”.
MN: Jeg synes det er interessant det her med at du siger ”skamfuldt”. I princippet, burde det
så ikke være en situation hvor man ikke dømte hinanden?
CR: Jo, men har du nogensinde været i en folkeskole?
MN: Jo… Ja…
(Der grines)
CR: Og det var værre i 80’erne.
JP: Det er jo fluernes herre, du…
CR: Heldigvis er der jo, også i folkeskolen, er der blevet blødt meget op for venskaber på
tværs af køn og det [uforståeligt] Der var pigelus… Det må man ikke undervurdere.
KK: Hvor langt er vi?
JP: Vi er nået til første rubrik på anden side.
KK: Mmh… Ja.
JP: Hvordan føler du at det påvirker dig at du kan være en anden karakter i rollespillet, end du
er i hverdagen?... Måske lidt bredt?
CR: Måske lidt bredt… Hmmm… Det giver mig nogle styrker. En af dem værende, det gør det
nemmere at… Øh… Hvordan skal man formulere det… Det gør det meget svært ikke at tro på
dekonstruktion hvis man er rollespiller. Især hvis man er sådan lidt erfaren. At når man har
spillet 20 forskellige fiktive roller, så er det meget svært ikke også at tænke ”jamen den rolle
jeg udfylder i hverdagen, er nok rolle nummer 21, som er sammensat af elementer fra alt
muligt andet”. Og det betyder at man kan pille ved tingene. Hvis man finder ud af at det man
spiller er en social rolle, så kan det være at man nogle gange kan kigge lidt mere kritisk på
den, og så kan man sige: ”Er det nu også smart at jeg gør sådan?” eller ”Har jeg nu lyst til at
være det her menneske?” og så i stedet for at sige: ”Nå men sådan er jeg jo, det kan jeg ikke
lave om på.”, så kan man sige: ”Jo… Det kan man faktisk godt.”. Jeg kan jo godt påtage mig
en ny rolle. Det kan godt være at det er svært. Det kan godt være alibiet mangler, det kan godt
være at det ikke er så nemt som det lyder, men… Men man kan godt. Og det andet er også at
gennemskue hvordan verden hænger sammen. Ja det er jo ikke fordi man nødvendigvis bliver
bedre til at gennemskue det, men man bliver i hvert fald lidt mere bevidst om at verden, at den
sociale verden er konstrueret. Fordi igen, fordi hvis man først har spillet med til et rollespil hvor
at der ikke findes mænd eller kvinder, men der findes aften- og morgenmennesker, og alle
parforhold består af fire mennesker i stedet for to. Jamen så kan det godt være at man tænker
”Hov… Forholdskonstruktioner… Skal det være sådan? Mand/kvinde? Øh, øh, monogami…
50 år, er det det eneste, er det ligesom det ideal der er værd at gå efter?” eller ”kan man selv
sætte det sammen som man gerne vil?”. Så det har i hvert fald gjort nogle ting for mit liv. At
tage nogle ting som ikke alle, men nogle andre mennesker i hvert fald siger: ”Sådan gør
man.”, og så sige: ”Nej… Det behøver man faktisk ikke”. Og det er alt fra at have et ægteskab
der er konstrueret lidt usædvanligt, til at have to opvaskemaskiner.
JP: Så er der jo mange forskellige grader af rollespil, der er nogle, der har lår-tykke bøger og
regelsæt med konstellationer om op og ned, men så er der noget der nærmest er regelløst.
CR: Ja.
JP: Altså hvordan øh… ? føler du at det bliver begrænsende hvis der bliver sat for mange
rammer og regler op, eller synes du det er fremmende, fordi der ligesom er mere at forholde
sig til?
CR: Det går lidt i to forskellige retninger. At jo flere regler man har, jo mere virkelighed kan
man simulere, som man ellers ikke kan. Øh… Forstået på den måde at, øh… Jeg er ikke en
akrobat. Det ville være synd at sige. Jeg er ikke nogen sylfide, og har ikke de store
akrobatiske evner. Det betyder at hvis jeg spiller med i et rollespil, så kan jeg ikke spille en
dygtig akrobat. Jeg kan godt spille en dårlig akrobat, men jeg kan ikke spille en dygtig akrobat
fordi det… Det duer ikke. Hvis vi så siger at der er regler som siger at man kan have evnen
”akrobatik”, så råber jeg ud i lokalet: ”AKROBATIK!” mens jeg står og danser, så ved I, at i
fiktionen, der er jeg rigtig god til det. Øh, det giver mig jo selvfølgelig nogle flere muligheder,
fordi så kan jeg lige pludselig spille en dygtig akrobat. Til gengæld, så fjerner det noget af
illusionen og noget af troværdigheden, fordi I står og tænker ”Det kan godt være at han lige
har råbt ’Akrobatig – niveau 3’, men det er stadig lidt keglet, ikke?”.
Og der er jeg mere af den tradition som går den anden vej, at jeg vil hellere have at det er
mere troværdigt, og mere, hvad skal vi sige, ja… Troværdigt, jeg tror jeg bliver ved troværdigt.
Og det betyder nogle gange at det begrænser… Det er klart. Nogle gange er det sjovt at have
nogle tunge regelsæt som gør at man kan alt muligt. Så tager man en kost mellem benene og
siger: ”Jeg flyver. Så I kan ikke slå mig, med mindre at I også er på kost”. Og i virkeligheden,
der render jeg jo bare rundt med en kost og ser lidt fjollede ud.
KK: Du vil helst have at det er så tæt på virkeligheden som muligt?
CR: Hmmmmm…. Jeg vil helst have at det føles nogenlunde troværdigt. Jeg er ok med at
øh… at øh øh øh… du spiller 19-årig, altså det ville ikke genere mig det mindste selvom jeg
tvivler på at du er 19 i det virkelige liv. Men jeg ville synes det var mærkeligt hvis øh, hvis
Jonas lige pludselig var usynlig. Fordi jeg har svært ved at lade være med at se ham…
KK: Men det kan jo så igen være individuelt?
CR: Meget. Meget, meget individuelt og også afhængig af hvad det er for et arrangement man
tager til. Nogle gange så, altså til 70’er rollespillet, der blev spillet meget naturalistisk. Altså så
at ting var hvad de lignede, øh, hele vejen, og mennesker så ud som de så ud og var
nogenlunde som de var.
KK: Jamen det er også et mere realistisk setup, kan man sige.
CR: Meget mere. Meget mere socialrealistisk.
KK: Det kunne nærmest have været i dag.
CR: Det kunne nemt have været i dag. Øh, og når vi er orker ude i skoven, så har jeg det fint
med at orkerne er sminket, altså det generer mig ikke at orkerne de er grønne i hovedet, og
ikke har hollywoodkvalitets sminke, det er fint nok. Jeg kan godt abstrahere fra det. Og
sværdene, jeg har det fint med at sværdene er lavet af latex, og ikke er rigtige sværd.
MN: Men det tæller kun, hvis det er man faktisk rammer dig med sværdet [uforståeligt]…
CR: Ja ja. Jeg har prøvet nogle amerikanske rollespil, hvor der var en høj grad af abstraktion,
altså at der var mange regler, eller rigtig, rigtig mange regler. Og en oplevelse, der står skarpt
derfra var øh, at jeg blev introduceret til arrangørerne for det her rollespil, og de sagde at han
var rigtig god til at slås. Ham her, denne her fyr, han er suveræn til at slås. Og det var der flere
af dem der talte om. Jamen jeg tænkte: ”Jamen så må jeg jo se ham slås med
gummisværd…” Øh… Og han var sådan en øh… Han var 1,70 og han så ikke specielt sporty
ud, så jeg tænkte: ”Han må kunne et eller andet med teknik”. Og så så jeg ham blive
overfaldet af fem gobliner i spillet. Og så bankede han dem alle sammen. Og det gjorde han
ikke ved at være en frygtelig Ninja, som var spændende at se på. Det gjorde han ved, at hver
gang de slog ham, så sagde han, øh, øh, ”Undvig!”, eller så sagde han ”Dodge”, fordi han
havde evnen ”Dodge” til sin rolle, og hver gang han slog dem, så gav han 30 i skade og de
gav kun to. Og så er det jo meget nemt at dræbe fem gobliner og være en frygtelig sej kriger,
og det jeg tænkte bagefter var: ”Han er jo ikke specielt dygtig til at slås, men hans rolle er.”.
Og det som flere af amerikanerne som var vandt til det system som tænkte: ”Han er rigtig
dygtig til at slås!”. Og der er jeg måske mere på den vogn som hedder, at hvis han havde
været dygtig til at slås, så havde han banket fem andre med sine gummisværdsfærdigheder,
og ikke fordi reglerne gav ham evnen til det. Men omvendt betød det også at han kunne spille
en dygtig kriger, og det er jo også lidt spændende. Det er jo meget rart, at hvis man er ham i
rullestolen, at man også en gang imellem kan være akrobaten.
JP: Det er meget spændende. Hvad med øhm…
KK: Ja, øh, der har vi været…
JP: Ja, du snakker meget eller du går videre i vores spørgsmål. Det er rigtig…
CR: Det er rigtig unfair…
KK: Ja, de overlapper og det er jo fint nok…
JP: Så har vi noget igen med de her objekter. Altså hvor vigtigt synes du de er, og hvad bruger
du objekterne til? Er det bare for at virke overbevisende, eller har de en… så… ja… Og
hvordan indgår de her objekter rollespils øjemed?
KK: Hvilken betydning har de der objekter?
CR: Den første ting, det er at det gør sig nemmere at leve sig ind i ting hvis det ligner. Det er
klart. Vi kunne sagtens sige: ”Lige nu, så er vi på Hogwarts, og om lidt skal I have
undervisning i magisk teori”, og så ville I tænke ”Ja, men det er sådan en lidt trist Hogwarts, er
det ikke? Jeg havde forestillet mig det lidt mere spændende… ”, hvor hvis vi er på et filmset,
så kan det godt være man tænker: ”Hold da kæft! Det her… Det kan jeg godt leve mig ind i…”.
Så der er klart noget med illusionen, og der er det nemmere med objekter om man vil…
KK: Sker det også i forhold til outfittet at man, at det er nemmere at leve sig ind i rollen når
man er klædt ud, end hvis man kommer i sit…
CR: Ja helt sikkert. Helt sikkert… Helt sikkert… Det er både nemmere når man selv er klædt
ud, men også når de andre er. Og så er der selvfølgelig et eller andet sted hvor det, det går
sådan her, flader ud. Hvis du tager et par middelalderbukser på og en kofte og en strudshætte,
så er du en ret troværdig middelalderbonde. Men om du har læderstøvler på skoene, eller
gummistøvler… De sidste en procent, de gør meget lidt.
KK: Ja.
CR: Og så er der den anden ting med objekter, det er at nogle gange, så giver objekterne
mulighed for spil, for interaktion på en anden måde. Nu var der det her Harry Potter-rollespil, vi
lige har lavet (Pause. Claus henter en tryllestav) Der har vi for eksempel de her tryllestave
som vi har lavet, og fordelen ved en tryllestav, altså, udover at den selvfølgelig ser lidt fin ud,
så betyder det at når jeg peger på dig, og siger et eller andet: ”Silencio!”, jamen så ved du, at
jeg bruger magi på dig. Fordi at det har vi på forhånd aftalt at det er sådan det virker.
KK: Altså det tydeliggør?
CR: Ja det tydeliggør det meget, hvor jeg kunne selvfølgelig også bare pege, men, men
tryllestaven gør meget for at gøre det ekstra tydeligt.
KK: Jja.
CR: Eller hvis man trækker sværdet.
KK: Ja.
CR: Det er noget sjovere at slås med sværd, end at lade som om man slås med sværd der
ikke er der.
KK: Ja.
JP: Så har vi noget med kropssprog. Føler du at dit kropssprog ændrer dig, øh ændrer sig i
forhold til de roller du spiller, fra hvad det er til daglig?
CR: Ja. Selvfølgelig. Selvfølgelig… Eller hvis jeg vælger at ændre det, det er klart. Nogen ting
ville jeg have præcis det samme kropssprog og nogle gange så vil det være noget helt andet.
Ja ja, kropssprog og stemmeføring og sprogbrug i det hele taget. Det er lidt lige som at sige…
Igen, spørge skuespillere og sige: ”ændrer dit kropssprog sig?”. Så ville de fleste nok sige: ”Ja,
øh, det gør det”.
MN: Kan det så smitte af?
CR: Ja sagtens.
MN: Kan du sådan gå igennem og skifte tilbage?
CR: Ja sagtens. Sagtens.
KK: Man kan godt se det på dig… At rollespillet smitter af på dig.
CR: Det ved… Du ved jo ikke hvad for nogle roller jeg spiller, men, men, men jo, selvfølgelig
gør det det. Og selvfølgelig gør det også at der er nogle ting man bliver mere bevidst om.
Fordi man, man træner det eller øver det eller snakker om det.
KK: Eller man kan sige altså, jeg vil ikke at rollespil, eller du behøver ikke nødvendigvis at
spille rollespil for at kunne imitere og lave fagter og et eller andet, så det ser ud som om man
er sådan semi-skuespiller. Men øh… Men øh… men jeg kunne godt gætte noget i den retning.
CR: Det er nok heller ikke helt off…
KK: Nej.
(Der grines)
CR: Og jeg har også lavet, ikke meget fordi jeg synes filmoptagelser er virkelig kedelige, men
øh… noget reklamefilm og små filmroller. Men hver gang bliver jeg mindet om, hvor kedeligt
det egentlig er.
MN: Hvorfor er det kedeligt?
CR: Det er jeg glad for at du spørger om. Fordi når man spiller rollespil, så handler det om at
have så mange historier som muligt kørende samtidig, så mange stæder som muligt. Alle skal
føle at de er centrum i deres egen historie, hvilket betyder at der skal gerne ske ting alle
mulige steder. Så hvis lige nu, så, så skal I tre føle at i alle sammen er, at det er spændende
for jeres historie, det der foregår. Hvor at, hvis det nu havde været en film, så skulle man have
fokus ét sted. Når der er nogle der sidder og har den romantiske middag på restauranten, og
så skal fri til hende, og alle ved det. Musikken er der og kameraføringen går tæt på. Så er der
ikke lige pludselig slåskamp bagved, og der er ikke nogle der er ved at blive dræbt heromme.
Og hernede er der en anden der er ved at fri også, hvor at der… Det er der gerne til et
rollespil.
KK: Så det er meget sådan inkluderende eller hvad?
CR: Øh… ikke så meget in´…
KK: Jamen hvad er der fedt ved det?
CR: Det der er fedt er at alle vil jo gerne være i fokus. Alle vil jo gerne være midtpunkt, i hvert
fald i deres egen fortælling, og så kan det godt være at den ikke er den samme fortælling, der
foregår derovre eller der ved siden af. Hvor i en film, er der altid… Er der kun et punkt hvor
kameraet er. Kameraet ser kun en ting, og vi skal gerne have det i fokus der sker. Vi skal helst
ikke distraheres for meget. Øh… Og selv småting som under den romantiske scene, at
tjeneren går forbi bagved, kan være lidt irriterende, så det gør han sjældent. Men hvis ham der
spiller tjeneren, han er ret ligeglad med det der frieri, som nu har stået på i en time, så han vil
gerne myrde sin bror som sidder ovre i hjørnet, som er mafiabossen, ikke? Og det betyder at
man bruger meget tid, selv hvis man er hovedrollen i en filmproduktion, så bruger man rigtig
meget tid på at vente. Og hvis man er en statist er det endnu værre. Så skal man basically
bare stå et sted. Og så er der nogle der siger: ”jamen kunne det ikke være mere spændende
hvis man…?” Nej. Der er en persons vision, og den skal gerne nogenlunde følges til punkt og
prikke. Hvorimod når vi har det så er der mange personers visioner som gerne, du ved, skal
flettes sammen uden at ødelægge det. For det er selvfølgelig lidt irriterende hvis der er nogen
der sidder og er ved at frie, og jeg så myrder min bror ovre i hjørnet for eksempel, så bliver det
der frieri afbrudt…
KK: Men kan det ikke blive enormt forvirrende?
CR: Jo! Kæmpe kaotisk! Jo, jo, jo. Det bliver enormt forvirrende
(Der grines)
JP: Det får du også lov at opleve når du kommer derud.
KK: Så melder jeg mig ud (Ironisk tonefald).
CR: Nogle gange er det et stort kaos.
KK: Ja, det kunne jeg forestille mig. Når alle skal have en del af kagen, kan man sige.
CR: Ja og nogle gange når kagerne ikke sådan pænt overlapper hinanden.
KK: Ja.
JP: Ja. Så øh, Når du er ude og spille og deltager i et scenarie, formår du så at opretholde din
karakter, den her illusion, sådan rimelig konsistent gennem spilleperioden, eller er der
tidspunkter hvor du simpelthen er nødt til at bryde ud?
CR: Det kommer an på hvor intenst det er, og det kommer an på hvor spændende det er. Der
har været rollespil hvor jeg har spillet, stort set, øh, uafbrudt i dagevis, og så har der været
rollespil hvor det har været så dræbende kedeligt, at jeg har følt behov for at finde et diskret
sted og hænge ud med mine venner, og snakke med dem i stedet for. Hvis det er spændende,
og ikke sådan helt, øh vanvittigt intenst, øh, så behøver man ikke de store pauser. Eller jeg
gør i hvert fald ikke. Men hvis det er omvendt, hvis det ikke er specielt spændende, jamen så
tager man nogle gange nogle pauser, også for at hjælpe på det, så finder man nogle og siger
”Hey du! Kunne vi ikke lige sige at vi havde en konflikt kørende eller hvad siger du til at du
myrder mig om 10 minutter?”. Fordi at så slipper jeg ud af det her og så bliver det mere
spændende for alle mulige andre.
JP: Så har vi noget med overgangen tilbage fra rollespil til hverdag… øhm… Hvad føler du der
sker, når du så afslutter rollespillet og er nødt til at vende tilbage til din hverdagsrolle? Er der
nogle særlige ting, du oplever i den forbindelse?
CR: Nogle gange, så er det simpelt. Altså så er det meget meget simpelt, så har jeg spillet et
eller andet som har været nemt eller fredeligt eller som ikke har rørt mig specielt meget. Og så
er det jo bare at knipse med fingrene og så er man tilbage. Øh… Andre gange, så er det
stærkere oplevelser. Så skal de bearbejdes, så skal man tale med nogen om dem eller så skal
man, øh… eller lige lande… Lidt som når man har været ude og rejse, eller igen, set en stærk
film. Og nogle gange så sidder tingene i kroppen og så skal man have dem ud på en eller
anden måde. Om det er ved at drikke nogle øl og hygge med nogen, eller om det er ved at
øh… Slappe af i et karbad eller, eller sove eller hvad det er, det er lidt forskelligt. Det kommer
meget an på oplevelsen. Der er stor forskel på at have spillet øh… Fange og på at blive
tortureret og at have forrådt sine venner, og så at have spillet øh… Afdanket 80’er rockstjerne.
Det er lidt nogle forskellige oplevelser.
KK: Så det kan godt sidde i kroppen på dig?
CR: Ja sagtens. Sagtens. Og man kan være helt høj af det. Det øh… Pulserende af energi for
at bruge et fancy udtryk for det.
JP: Det kan jeg nikke genkendende til.
KK: Næste har han sådan set svaret på.
JP. Ja…
KK: Ja og den næste faktisk også… (Griner)
[uforståeligt]
JP: Så vi kan gå ned til den sidste rubrik, der, kan vi ikke?
KK: Ja. Jamen nu, så er vi sådan set cirklen rundt altså. Processen rundt. Øh… Så nu
kommer de virkelig store spørgsmål…
CR: Ooooh. Uha! Jeg er klar… Jeg tror jeg er klar.
KK: Ok. Hvad vil du sige at rollespil har givet dig gennem dit liv?
CR: Det har givet mig rigtig meget, er mit første svar. Og det næste, det mere detaljerede er,
at det har givet mig en forståelse for at netop, verden er noget, vi kan pille ved.
KK: Hvordan det? Pille ved verden?
CR: Altså ikke så meget på den måde… Men at verden er et sted, der kan laves om. At
verden består i høj grad af sociale konstruktioner, og sociale konstruktioner er noget man kan
ændre på… Og roller er noget, vi kan vælge til og fra. Og er ikke sådan helt firkantede,
sort/hvide, men er mangefacetterede og komplekse. Og det har givet mig en masse empati for
mennesker. Det bilder jeg mig ind, i hvert fald. Det der med at have gået nogle kilometer i
nogle andre sko, det gør også at man har ondt i fødderne, men det gør måske også at man
nogle gange har en lidt bedre forståelse for øhm… Og så har det givet mig en klar tro på
værdien af at lege og på værdien af både af at have det sjovt, men også at turde udforske ting.
At turde at prøve andre virkeligheder af. Og ikke være så bange for at træde ved siden af. Jeg
er blevet god til at være til grin. For det er man virkelig, når man står og siger ”Jeg er
elverprinsen, Arondir!”. Så der… Der kræver det meget for ikke også selv at tænke ”Nej, det er
du virkelig ikke… Du er virkelig ikke elverprinsen Arondir.” Og dem der står og griner nede
bagved, de synes det heller ikke.
JP: Nu siger du ”Værdien af at lege”… Kan du uddybe det lidt?
CR: Ja. Det kan jeg godt. At… Værdien af at gøre noget som ikke, noget som ikke har et
umiddelbart mål. Altså det er den nemmeste lege-definition, jeg lige kan bruge. Og i stedet for
i vores, i vores ”moderne samfund”, der er der jo nogle ting som er tilladt, og nogle ting som
bliver hyldet. Man skal gerne være god på sit arbejde, man skal være et godt
familiemenneske. Og sport, det er det fedeste. Konkurrencesport, det kan vi godt lide. Der er
ikke nogen som stiller, eller det er der, men der er ikke lige så mange som stiller
spørgsmålstegn ved at 22 voksne mænd, de går ind på en bane og så siger de: ”Vi er det blå
hold” og de andre siger ”vi er det røde hold”, og denne her lille lædersæk, det er det vigtigste i
verden. Der er faktisk folk, der vil betale penge for at se på det. Og det er jo normalt. Det er jo
ikke mærkeligt at man synes det er vigtigt. For det kan en hver jo forstå. Men hvis man siger
”Nu går vi ud i skoven. Vi er orkerne, og vi er elverne. Og denne her lille krone, det er det
vigtigste i verden.”. Så siger folk: ”Jamen I er nogle syge freaks! Hvad fanden har I gang i?”
Det er der da ingen der kan tage alvorligt, I er de værste nørder. Nej… Kunne I ikke få jer en
sund interesse i stedet for? Og forskellen er at vi kan godt spille fodbold i rollespillet, og de kan
ikke rigtigt, eller de kan godt spille rollespil i fodbold, og det gør man jo også. Det gør man jo
som barn. Når børn de spiller fodbold, så er de jo ikke bare sig selv. Så er de jo Ronaldo og
Peter Schmeichel… Ja, det siger noget om at min referenceramme er lidt gammel. Men så øh,
så spiller man jo nogen. Vi var da alle mulige seje fodboldspillere, da vi spillede som børn. På
et tidspunkt holdt man op med det… Fordi det var pinligt. Man skulle ikke udgive sig for at
være noget man ikke var, man skulle ikke, man skulle ikke lege. Vi holdt jo også op med at
lege, når man ringer til nogen og siger: ”Kan du lege?”, når det holdt op, så ringede man og så
sagde man ”kan du være sammen?”. Hvad fanden betød det, ikke? Altså det der med at lave
noget som er sjovt og hyggeligt sammen, det er noget vi lærer at lade være med af en eller
anden bizar grund, og så finder man alle mulige andre måder at gøre det på som er socialt
acceptable. Så tager man ind og ser en film, eller så laver vi tema-fest eller så tager vi på
teambuilding, eller venindetur, eller altså hvad fanden det nu end er. For at give det et alibi.
Fordi vi vil jo gerne.
KK: Føler du at det øh… Ja det lyder som om, at det er første gang jeg overhovedet har hørt
dig, synes jeg… Have nogle fordomme.
CR: Jamen jeg har masser. Jeg har masser af fordomme
KK: Omkring at folk opfatter rollespil som uacceptabelt, sådan i forhold til fodbold.
CR: Mindre og mindre. Mindre og mindre, heldigvis. Der er sket en enorm udvikling over de
seneste 15 år, men men men, den er der stadig. Og afhængig af hvor man kommer. Nu bor vi
i Danmark, og der er, på trods af at vi selvfølgelig også er et, øh, forfærdeligt patriarkalsk, så
er… Så er der stadig meget af det her klassiske, sådan noget øh… Machokultur og sådan
noget, er der lidt mindre plads til. Det er lidt mere ok at træde ved siden af. Det er lidt mere ok
at være anderledes. Men Hvis man snakker med amerikanere, så er… Så er den gal. Og, og
det der med i bund og grund at give folk lov til at være sig selv, og finde ud af hvem de selv er
og hvad de gerne selv vil, ligegyldigt om de synes det sjove er, om det så er at tage
dyredragter på og knalde med hinanden, eller om det er at gå i suits hver dag eller om det er
at spille fodbold. Og der oplever jeg en kæmpe forskel på, hvor folk kommer fra. Og at hvis
man sidder på Brøndby stadion, så er der en bedre chance for at man mener at Brøndby
stadion er det rigtige, og at folk der klæder sig ud i dyrekostumer, det er det forkerte. Hvorimod
hvis man går ud i, øh, hvis man går ud i en tilfældig dansk skov og finder orkerne, jamen så
kan det også være at de stadig griner af folk der klæder sig ud i dyrekostumer, men de synes
måske det er lidt mere ok. Hvis de bliver presset. Så jo jo, men selvfølgelig, jeg har masser af
fordomme, der er ikke noget der. Og, og desværre også masser af erfaring, fordi jeg netop har
snakket om rollespil med absurde mængder af mennesker, og det er blevet meget, meget
nemmere. Det er blevet utroligt meget nemmere. Men det er stadig, der er stadig lang vej til at
øh, være anset på linje med teater eller øh, film. Eller fodbold, for den sags skyld.
KK: Men det behøver det jo i virkeligheden heller ikke at være? Altså det er jo hvad det er,
altså?
CR: Det var der sikkert også nogle der sagde om film.
[Uforståelig passage hvor Claus og Karin begge to taler]
KK: Som du selv siger, så behøver man jo ikke at have de helt korrekte sko og såler…
CR: Nej nej nej nej, overhovedet ikke.
KK: Det er jo ikke formålet med, jeg tænker ”Hvorfor se teater som et ideal, det er jo rollespil,
der er vores…”
CR: Nej nej nej, jeg ser ikke som idealet, jeg ser måden teater opføres på som et ideal. Det
kongelige teater har 530 millioner kroner i det danske statsbudget.
KK: Der er også mange, der synes det kongelige teater er noget pjat.
CR: Ja, men som sagt, det kongelige teater har 530 millioner kroner i det danske statsbudget.
Rollespillernes landsforening har en halv. Og så kan man sige, ”Hvorfor er det vigtigt?” Det er i
hvert fald en grund.
KK: Men det er så også ret nyt.
CR: Ja, ja, ja, Ja, ja, ja, men også i udvikling, og der sker ting, og en meget rivende udvikling,
men lidt som der var nogle der syntes film var fjollet, da det startede. Og vi skal ikke langt
tilbage før computerspil, det var noget fjollet nørdet noget, som de kiksede drenge lavede,
ikke? Vupti, så kom ”The Sims”, så kom ”Casual Gaming”. Og nu er det ok at sige man er en
47-årig kvinde, som spiller Candy Crush. Eller som spiller Counter Strike, hvis man er en af de
lidt vildere. Og en af grundene til at jeg synes det er vigtigt at gøre noget ved det er fordi det er
en mere spændende kulturform end så meget andet, jeg synes det at man er selv
medskabende, er fantastisk fordi at det kan noget helt andet. Og det kan vi jo se. Det er også
derfor vi bruger det i pædagogik og i læring. Fordi det kan noget. Det der med at lege.
Organiseret leg, det kan noget. Og rollespil er i bund og grund organiseret leg.
KK: Hvad er det du bruger af det i pædagogik og læring, som du snakker om?
CR: Jeg bruger det til… Til stort set hvad som helst. Men, øh, men især til at undervise i at
bevistliggøre i, hvad skal vi sige, de lidt mere bløde værdier. Altså man kan godt lære folk
matematik med rollespil, men det er nemmere at lære dem noget om mobning eller om etik,
eller om sociale dynamikker med rollespil, fordi man for lov til at afprøve virkeligheden.
KK: Øh, du sagde… Hvem var det du sagde, at I gjorde det for? Arrangerede sådan noget
rollespilsundervisning?
CR: Øh… Skoler, folkekirken, museer, fagforeninger, banker, øh, biblioteker…
KK: Som sådan en slags personaleudviklingshalløj?
CR: Øh… Personaleudvikling, ja. Nogle gange med fagligt indhold, nogle gange bare fordi det
skal være sjovt. Øh, vi laver, et af de mest populære ting, vi laver er for biblioteker, som er et
meget simpelt setup hvor at der er nogle karakterer fra nogle bøger der er stukket af fra
bøgerne. Og så møder de dem rundt omkring på biblioteket. Så møder de Lucky Luke eller
Snehvide eller Askepot og Robin Hood. Og før de vil tilbage i bøgerne igen, jamen så skal de
løse nogle opgaver for dem. Og idéen er at børnene skal lære noget om hvordan
bibliotekernes søgesystemer fungerer, og det skal de selvfølgelig have et incitament for. Hvis
man tager en 9-årig med og siger: ”Nu skal du lære hvordan søgesystemet virker”, så siger de
”Det lyder ikke særlig spændende”, men hvis man siger ”Vil du ikke hjælpe Robin Hood med at
finde ud af hvad det er hans bue er lavet af, og at finde et kort over Nottingham”, så lige
pludselig så skal de lave præcis det samme. Men de har en undskyldning for det fordi de deler
en leg. Og en grund til det. Så det er noget med at putte et… (Dør åbner) … Hallo Sofie. Det
er Sofie, vores salgschef.
Gruppen: Hej
CR: Hun vil grine om lidt, når jeg siger at det er noget med at putte et narrativt lag på nogle
oplevelser.
(Sofie griner)
CR: Eller nærmere, hvis det skal lyde mindre fancy, så sige, det er noget med at lave nogle
historier som gør at folk gør nogle ting, som de får noget ud af. Om det så er at researche
McKellens rejser eller om det er at lære hvordan biblioteket virker, det er ikke så essentielt.
KK: Så du mener at det, hvad skal man sige, det at være med og føle det på sin egen krop, at
det giver en bedre læring?
CR: Det kan vi se, at det nemmeste eksempel jeg har. Også fordi det er dejligt letforståeligt fra
rollespilsefterskolen Østerskov, hvor de underviser kun via brug af rollespil. Så de laver sådan
nogle uge-forløb med rollespil. Og et af de ting de lavede var sådan en øh, øh, Harry Potterinspireret troldmandsskole som varede en uge. Og undervejs i den, underviste de i kemi. Og
det betød at eleverne, som nu spillede trolde og hekse, skulle undervises i kemi og hvis de,
øh, jo mere de forstod af kemien, jo flere formularer kunne de i rollespillet. Hvilket jo så betød
at de der i forvejen syntes at kemi var spændende, de syntes jo det var mega spændende og
dem som var ret ligeglade med kemi, men som virkelig gerne ville lære at kunne kaste
ildkugler og sandhedsformularer, jamen de… Nu havde de lige pludselig en undskyldning for
at anstrenge sig, eller havde en grund til det. Og så lærde de jo rent faktisk kemi. Det kan godt
være at deres motivation var ”Jamen jeg vil jo gerne kunne kaste ildkugler ude i skolegården”.
Men man lærde rent faktisk kemi. Eller for at bryde tyske ubådskoder, så satte de dem til at
lave matematikregninger. Og det er snedigt. Og selvfølgelig rammer man ikke alle med det,
eller at der er nogle som står af og siger: ”Jeg vil ikke have jeres fjollede leg. Bare giv mig
kemi-undervisning, og du skal ikke sige du er en troldmand!”. Men, men, der er nogle af dem
som det traditionelle skolesystem ikke fanger, eller keder, som synes at det er knald
spændende.
KK: Spændende…
JP: Meget spændende.
KK: Ja.
JP: Har du noget du gerne vil tilføje udover det her?
CR: Øh… I er søde. Øh… Men nej… Heller ikke… Ellers så øh… Jeg tror ikke lige jeg har…
Jeg tror jeg har snakket rigeligt. Jeg håber I kan bruge det til noget.
KK/JP: (Nærmest i kor) Det kan vi helt sikkert
KK: Ja jeg er overasket over skuespillet og hvor meget det egentlig betyder og hvor meget det
her det egentlig hænger op på skuespil og skuespils teknik på en eller anden måde.
CR: Man kan sige at det er to forskellige… Det er to forskellige veje at gå. Men nogle af
tingene, noget af skill-settet er overlappende. Skuespillere er ikke nødvendigvis gode
rollespillere. Altså der er nogle skuespillere, der er helt forfærdelige rollespillere. Af den simple
grund at som skuespiller, der skal du gå ind, der skal du præstere gerne en kort scene, og det
er en du har øvet i forvejen. Og så skal du gøre det troværdigt. Hvor som rollespiller, der skal
du kunne vedholde en eller anden illusion og du skal have en forståelse af rollen. Ikke
nødvendigvis bare hvad den siger nu, men også hvor den går hen af og det… Det er meget
forskelligt. Vi oplever når vi arbejder sammen med professionelle skuespillere, at de synes det
er helt sådan grænseoverskridende, at spille de der lange ting.
KK: Det er også lidt fordi, det er det der… Altså du improviserer jo, ikke også?
CR: Du improviserer. Jo jo. Det er improvisation.
KK: Du bruger jo dig selv.
CR: Ja. Og målet er ikke tydeligt. Hvis der står en instruktør og siger: ”I den her scene, der
skal I to slå op og det skal være tydeligt at du er knust”, jamen så bringer man alt sit knusthed
frem. Så bliver der sagt cut og tæppet går fra, eller et eller andet. Og kameraet bliver slukket.
Og så kan man lige restituere og finde den næste scene… Men, men hvad sker der nu hvis
der ikke er nogen, der siger cut? Hvad så når hun er gået og man sidder alene i mørket og er
knust og tænker: ”Hov… Hvor kom alle de her følelser fra?”. Det der med at jeg bliver påvirket,
men at der er ingen der stopper mig. Hvad sker der når man nu kommer og siger ”Vil du med
ud og slå dæmoner ihjel, Peter?” Jamen… Hvad gør jeg så?
KK: Fint. Tak. Vi stopper her.
CR: Det var så lidt.
Interview med Jonathan Vesth:
KK: Øh, hvornår startede du med at spille rollespil
JV: Det gjorde jeg i 2. g, hvor jeg har været 18 år gammel tror jeg faktisk at det var. Det er
faktisk sent for mange rollespillere, faktisk.
KK: Hvor gammel var det at du var?
JV: Jeg er 23.
KK: Okay. Det er meget sent?
J: det er meget sent og det.. jeg havde faktisk forsøgt mig lidt med rollespil i mine tidligere
dage igennem institutioner og sådan noget, men jeg havde en rigtig dårlig oplevelse da jeg var
helt lille, fordi jeg var ork og så havde jeg noget ansigtsmaling på, som jeg åbenbart ikke
kunne tåle, så jeg blev rigtig dårlig og derfor fik jeg en rigtig dårlig oplevelse af det. Men så da
jeg kom op i gymnasiet kom jeg med at gå i klasse med nogle som spille rollespil og som var
medlem af forskellige foreninger. Blandt andet rollespilsfabrikken… Øhhm og der, En af mine
kammerater sagde til mig: ”ved du hvad? Der er det her piratrollespil der kommer her til
sommer. Det skal du med til. Så spurgte jeg: Hvad går det ud på? Jamen man skal være pirat
og drikke sig fuld og løse opgaver mens man er fuld. Og så tænkte jeg, at det lyder som noget
jeg godt kan finde ud af, så jeg tog med til det og havde egentlig en skidesjov oplevelse og
fordi jeg havde fået mange venner blandt dem der arrangeret arrangementet, så de lagde
sådan nogle ekstra plot ind til mig, som jeg kunne spille på, så det var en meget god
førstegangsoplevelse, for seriøst rollespil i hvert fald.
KK: Ja, øhhh. Hvorfor øhhh startede du på det? Hvad er det der drager dig ved rollespil?
JV: En stor del af det der sådan drager mig er faktisk, er faktisk menneskene i miljøet også
fordi en stor af min vennegruppe udenfor studiet og diverse, som jeg samles med, hvad skal
man sige, om jeg må sige på frivillig basis (griner)… det er rollespillere. Og så synes, så jeg
jeg at det ligesom er en sjov måde ligesom at udfordre sig selv på ved at man ligesom kan…
øhh… hvis for eksempel hvis man er en lidt genert type eller hvis man har nogle karaktertræk
man gerne vil prøve af i gåseøjne om jeg så må sige, så kan man ligesom indtage den her
rolle i den her lille setting her, i det her lille scenarie og så kan man ligesom prøve den her af
indenfor nogle trygge rammer, hvor man altid bagefter kunne sige: ja, okay, det her fungerede
måske ikke så godt (griner) at være sådan total idiot. Man kan ligesom. Det er en lidt sikker
legeplads, hvor man kan gå ind og prøve, hvad skal jeg sige, forskellige personlighedsmønstre
af
KK: Okay. cool
JV: Hvor der også er en ret stor accept for forskellige personligheder
KK: okay… Og hvad vil du sige, at øhhh rollespil, at øhhh rollespil så betød for dig… den.. da
du ligesom startede. Hvad betydning fik det for dig?
JV: Jamen for det første var det jo et bindeled til en stor del af den vennegruppe som jeg
stadig spenderer størstedelen af min tid med og så havde det også den betydning, at jeg også
havde… hvad skal man sige.. noget socialt at samles med nogle mennesker om og vi havde
ligesom en fælles passion for at det her skulle være sjovt og vi skulle hygge os sammen. og vi
skulle. Vi skulle ud at skabe nogle oplevelser sammen og ligesom.. ja.. nærmest.. det er
måske lidt stærkt at sige.. men udvikle os selv som mennesker. Men som vi skulle ud og
opleve det her sammen. vi skulle have det bedste ud af det
KK: Hmm, Hmm.. Okay… Øhhh, altså nu starter vi så på den her cirkel kan man sige. Vi
starter med dit hverdagsliv sådan. Hvordan er dit hverdagsliv… sådan. Nu tænker vi i
strukturer og sådan rimelig konkret.
JV: altså, hvordan jeg er sådan i min dag til dag?
KK: Ja,
JV: jamen jeg er studerende, jeg kommer herud til RUC. Jeg kommer ud til. Jeg har så ikke
flere forelæsninger nu men øh, Jeg er sådan, når jeg ikke passer mig selv og sidder
derhjemme og er en typisk gamernørd som mange andre rollespillere så er jeg ude at lave
social ting med mange af mine rollespilsvenner. F.eks spiller noget bordrollespil med mange af
dem. Og så.. der er så ikke så mange. Jeg tager typisk til store rollespilskampagner i den
forbindelse.
KK: okay
JV: Så sådan noget med de ugentlige kampagner der foregår i er ikke noget jeg gør mig så
meget i. Og det er mest fordi de starter så tidligt på dagen (griner) og de er allesammen i
weekenderne (griner)
KK: ja, okay
JV: det er så trættende. og det går rigtig dårligt i spænd med at man skal ud og drikke sig fuld
om aftenen også
KK: ja, okay (griner).. øhhm.. Vil du sige at du har en meget struktureret eller en meget lidt
struktureret hverdag, hvis man skal sige det sådan.
JV: Den er meget er meget flyvsk vil jeg sige (griner)
KK: Ja, okay.
JV: Det er rimelig meget at tage den på gefühlen og så kører efter hvad jeg lige har lyst til.
KK: Du bestemmer selv meget over din dag, dit tid eller hvordan? Eller hvordan du
administrerer din dag?
JV: Nu er jeg så ved at gå ind i intensiv periode, så der synes jeg ikke selv jeg bestemmer
særlig meget (griner)
KK: Nej, det skifter lidt sådan...
JV: Ja, men normalt så jo, så er det rimelig meget min egen pibe det kører efter
KK. Okay.. øhhh… ser du sig selv som en kreativ person?
JV:……. Umiddelbart ja, men jeg synes jo det kommer lidt an på hvad man sammenligner med
jo. For hvis jeg sammenligner med Jonas, så vil jeg ikke sige det nej… men jo i forhold til..
øhhh, Standardmennesker om man så må sige, så synes jeg… også noget jeg også har lært
meget i gennem rollespil, som jeg også har kunnet se mens jeg var rusvejleder at der ligesom
var en del værktøjer som man lærer igennem rollespil som menneskelig kommunikation, som
man faktisk godt kan bruge ret mange steder i det virkelig liv.
KK: Det kommer vi mere ind på det der. (griner)
JV: Jamen fedt, så skal jeg ikke grave mere i det (griner)
KK: I dit, sådan hverdagsliv, Bruger så så også øhhh. Fantasi. Altså de ting du bruger i
rollespillets fantasi. Leg kan man sige, bruger du det i dit hverdagsliv på nogen måde?
JV: Hvad tænker du specifikt, hvis du kan komme med nogle eksempler.
KK: Jeg tænker.. øhhh, nu jeg har ellers ikke siden i dag haft nogen forudgående viden om
rollespil, men efter at have hørt claus’s vise ord så kan jeg forstå at du øhhh. Improviserer i
rollespil måske meget i rollespillet og du, du gør…. Der er måske nogle ting du selv skal tage
stilling til på stedet…. Øhhh og du reagerer måske på en måde, du prøver måske at reagerer
på en måde som passer til din karakter, som måske ikke lige ville have været dig selv… altså
du , du bruger noget fantasi og nogle ting ligesom til at skabe en situation.. bruger du nogle af
de værktøjer i dit daglige liv? Forstår du hvad jeg mener?
JV: Ja man, man har jo nogle regler indenfor rollespil. For eksempel, hvis der er nogle der
kommer op og sådan prøver at tale et plot i gang. For eksempel siger: jeg kommer for at
undersøge det her og det her, så er man en rigtig stor øvabe, hvis man bare siger nej og
lukker ned. Siger: Det er det forkerte sted, så skal man ligesom spille med og få plottet til at
køre videre om man så har noget som helst med det at gøre er fuldstændig ligegyldigt. Men jo,
det er også noget man kan bruge i dagligdagen. For eksempel når man skrive projekter
herude på RUC og der er nogen der kommer med ide, så i stedet for at sige: Nej, det er
forkert, så siger vi: det bygger vi videre på.
KK: Ja, også så se på det.
JV: Ja...
JP: Altså spilskabende
JV: Ja, simpelthen spilskabende mekanipper (Laver en rysten med munden)… Mekanikker
kan man sige.
KK: Ja,
JV: også også generelt. Sådan noget med at tale. Almen kommunikation.. øh, for eksempel
det med at tale foran mennesker, vil jeg siger er noget jeg har taget meget med fra
rollespil. Også fordi jeg har arbejdet som øhh. Som arrangør i en børnerollespilskampagne.
KK: Hmm, Hmm.
JV: og der lærer man meget hurtigt at hvis man ikke kan finde ud af at tale højt og skære
igennem, så bliver man fuldstændig spist af ungerne ik.
KK: Ja,
JV: Og det er noget jeg har taget med videre også det med at som rusvejldeder igen. At der
er mange der står sådan lidt og mumler og nøler lidt og man kan bare mærke at folks
opmærksomhed forsvinder sådan der ik (knipser med fingrene)
KK: Ja,
JV: Så der er det sådan meget korte og præcise instruktioner som skal ud højt og lydt. Det er
bestemt noget jeg har lært igennem det. Så generelt sådan mange personlighedstræk.
K: Hmmm.
JV: vil jeg sige er gået videre.
KK: er der ellers noget du føler har lært i forhold til det.
JV: Hmm.. generelt en stor del af min åbne personlighed kommer i at. Øhh… de ting jeg
ligesom har lært igennem rollespil. Med at jeg ligesom har fået afprøvet forskellige dele af det i
forskellige arenaer.
KK: Ja.
JV: vil jeg sige, nu kan jeg ikke lige umiddelbart komme på flere indlysende eksempler. (griner)
KK: jamen okay. Det er jo meget fint. Øh…. Så har vi også sådan det aspekt der hedde
objekter. Altså At i rollespil bruger I tit ting, sådan, ligesom et sværd eller øh.. I har også…?
JV: kostumerne.
KK: Kostumerne og forskellige værktøjer. Hvad hedder sådan en magisk pind?
JV: Tryllestav?
KK: tryllestav og sådan nogle ting ik?
JP: karakterfigurer, hvis det er pen and paper.
JV: ja, altså.. store plotgenstande og der er også settings og alt sådan noget.
KK: hmm. Og i forbindelse med leg for børn Ikke? bruger de jo sådan nogle ting på en
symbols måde eller noget og så tænker vi sådan at overføre det her på hverdagen. Om der er
nogle ting som du ligesom i din hverdag bruger, som du føler at øh… er noget du faktisk har
taget med dig fra rollespillet af. altså at du bruger nogle objekter i din hverdag til at spille nogle
roller, hvis man kan sige det sådan.
JV: øhh.
KK: har du tænkt over det?
JV: Jeg er ikke helt sikker på hvad det er?
11.34
15.11
- Men altså jeg gør meget det at jeg forsøger at spille en ny karakter hver gang. Gerne. Det er
altid noget der passer til min personlighed selvfølgelig, med at det er sådan noget med at jeg
vil gerne være lidt, hvad siger man.. care-free person, der ikke. Jeg bryder mig ikke om at
spille stramme roller, fordi jeg var engang til et, sådan et teenage scenarie, hvor jeg skulle
spille den triste emo og det var en meget sjov oplevelses fordi jeg synes selv (griner) at jeg er
en meget smilende og udadvendt person.
KK: Jaa
JV: Men i den rolle så skulle jeg være, ikke sort mascara, men jeg skulle være en dyster
karakter uden at sige så meget og det. Jeg oplevede simpelthen at hele min personlighed
ligesom blev indlevet i den her rolle. Altså man kan kalde det er bleed eller hva man nu skal
kalde det, hvor jeg blev. Jeg blev simpelthen deprimeret af at skulle spille den rolle. Også
bagefter. Altså efter at scenariet var slut, der sad jeg simpelthen og var mere stille end jeg
plejede og jeg var mere sådan deprimeret at høre på.
KK: Ja, det er da mærkeligt eller meget interessant.
JV: Men jeg havde også skulle spille den rolle i tre dage og jeg skulle interagerer med andre
mennesker i den rolle. Og når de snakkede til mig så skulle jeg agere trist og jeg skulle agere
efter min rolle ik
KK: Ja
JV: Det satte sig ligesom i mig.
KK: Ja,
JV: Det var en meget spøjs oplevelse.
KK: Vi kommer lidt mere ind på hvordan i den næste fase. Det kommer vi faktisk ind på nu her.
Altså hvis man tager. Nu er vi så i overgangen fra hverdag til rollespil. Altså i det øjeblik hvor
du træder ind fra at være jonathan, til at være den karakter du nu gerne vil være. Øhm….
Hvad sker der sådan helt konkret i den der overgang? Hvis man nu tager det fysiske. Du tager
noget outfit på. Hva. Hva gør du?
JV: Det afhænger enorm meget af hvad for et scenarie det er, fordi at man kan sige
transaktionen fra mig selv til f.eks. at skulle det der teenage-scenarie den var.. Hvad skal man
sige. Rent verdensforståelsesmæssigt ikke særligt stor, for det var stadig i den virkelige
verden om man så må sige. Hvorimod hvis jeg skal spille en sørøver fra det 14. århundrede så
er der en ret stor verdensforståelse der skal laves om inde i hovedet på en, som man ligesom
skal huske at agere efter. Så man kan ikke pludseligt sige. F.eks. mit første scenarie var et
sørøverrollespil. Der på et tidspunkt i en brandert begyndte jeg at sidde og synge ”another one
bites the dust”. Der var de andre sådan (kommer med tysende lyde). Det, det må man
selvfølgelig godt man skal bare, hvis man gerne vil være sød og en god spiller så gør man det
helst ikke i kroen, hvor alle de andre sidder, for så ødelægger man ligesom deres in-game
immersion.
KK: Fordi det er out of time.
JV: Fordi det er en helt anden tidsperiode ik. Nok er queen gammelt, men dog ikke så
gammelt.
KK: Ja, dog ikke så gammelt.
JV: Så nej, den transaktion afhænger virkelig meget af hvad man skal spille
KK: Hmmm.
JV: Fordi jeg har også prøvet, hvor jeg bare skulle spill øh… Jeg skulle test et scenarie, hvor
jeg skulle være en del af et datingprogram.
KK: Okay
JV: Hvor der skal jeg heller ikke lave om. Der spillede jeg mere eller mindre mig selv, overfor
nogle andre generede karakterer.
KK: Okay, så der kan være stor forskel på. Men der må jo alligevel ske et skifte fra den du er i
hverdagen til karakteren.
JV: Det gør der også bestemt, men det ligger meget op til det forebyggende arbejde man
faktisk har lavet fordi i de fleste store scenarier, der er man som regel. Øhh. Der er man
samlet om i gruppe og så er har enten selv planlagt relationerne til de andre menneske eller
også har arrangøren planlagt dem, så man har noget at spille op imod. Der er også nogle
scenarier der har man workshop i forvejen for scenrierne, hvor man.
JP: Specielt de store?
JV: Specielt de store, hvor man ligesom får dannet de ting og der kan man sige der bygger
ens transaktion på hvilke relationer man får lavet. Hvor hvis jeg f.eks. skal tage ind til det her
piratscenarie. Og jeg ved at jeg spiller i den her gruppe. Og det er altså bare gøglergruppen.
Der er nogle der spiller sådan meget seriøs, der er nogle der er sådan noget med kaptajn. Der
er stram disciplin og de andre er simple matroser, som skal gøre rent. Og jeg er jo så på
holdet, hvor hans in-game navn er knalde kalle (griner) og han havde sprængt flere af sine
skibe i luften og vi var mere eller mindre hans gøglerbesætning. Min overlevelseshistorie var
at jeg havde fået lavet en plads i Jack sparrow med at jeg var blevet sat af på en øde i, men i
stedet for havskildpader, så havde jeg sejlet på min harmonika hen til deres skib. Altså det var
en meget sjov fortælling der kørte på vores besætning og det gjorde ligesom at humøret var
det samme men at (auuuw), nu snakker vi med lange r’er og man bliver lidt en anden person.
Lidt mere hård person, for det er jo et hårdere miljø dengang, hvis man skal se rent historisk
på det.
KK: Ja,
JV: så selvom jeg ligesom er meget blød, grænsende til pacifistisk person, ikke så længe det
er mig selv der slås i hvert fald, så kan man komme ud i, specielt de her middelalderscenarier,
hvor man bliver nødt til at sige ”aah, din svund pukkel jeg slår dig ned” eller sådan noget ik
KK: Jah, jah.så der sker ligesom noget
JV: Der sker noget med ens mentale tilstand efter hvorfor en periode og hvad for et setting
man er i og hvem man spiller op ad. Rigtig meget hvem det er man spiller op ad. Fordi man
kan også være i en gøglet gruppe, hvor man møder en seriøs gruppe og hvis vi var lidt large
med det der med at spille rigtig meget rollespil, for vi havde egentlig mere fokus på det vi
gerne ville være druk, pirater og have det sjovt ik, men de var jo henne hvor de gerne ville
spille noget rigtigt seriøst og rigtigt dybt karakterskabende rollespil og så kunne vi være super
og bare sige (njaaa) vi gøgler bare, men vi valgte så i stedet for at køre med og sige ”ja, ja ved
du hvad. Vi laver den her agt og så går vi imod rødhætterne derovre ik. Det bliver skidegodt”
(siger det hele i en andet toneleje). Så man modererer faktisk løbende sin karakter, alt efter
hvem man spiller op ad.
KK: så det er ikke bare fra overgangen til din hverdagsliv til dit øhh. Rollespillene. Det kan
også ske.
JV: Det er ligesom en løbende forhandling af positioner
JP: Men du føler ikke at det er et specielt sted hvor det sker. Altså. Nu tager jeg tøj på og så
bliver jeg karakteren,
JV: Jo, helt sikkert
JP: eller går over, når briefingen er slut, signalet er giver, nu starter scenariet
JV: Jeg har det sådan. Jeg er i karakteren der når jeg går ind på spilområdet i mit kostume.
Der er jeg en anden person. Den person den dør når debriefingen er til sidst. Så stiller
arrangøren sig op. Siger: ” Det var skidegodt, alt blev løst. Der har var hvad der skete.
Blablabla. Nu er der efterfest.(klapper i hænderne). Bum. Men der tager jeg også mit kostume
af, måske ikke det hele. F.eks. i et sommerscenarie, der går man gerne rundt i sådan en ingame skjorte og nogle in-game bukser, men man tager ligesom den lange frakke af og hatten
ryger også lige af eller sådan noget.
KK: og så er man?
JV: Så er man ligesom mere sig selv igen ik?
KK: Ja
JV: der er de klare skel og der sidder man ligesom heller ikke til efterfesten og siger ”jaaauw”
”hauuw”. Så jo der er helt klart nogle skel, som følger med kostume og udstyret.
KK: Hvordan oplever du det der skifte. Altså sådan rent følelsesmæssigt.
JV: det er faktisk lidt sjovt, for der har jeg en lille historie til. Det her store Harry Potter
Scenerie nede i Polen ”College of Wizardry”, som Claus Raasted har lavet, hvor mange får en
dyb følelse af det her. Der er jo mange i deres barndomsdrømme der pludseligt bliver vækket
til live ved at de kan komme ned og spille Harry Potter på et slot.
KK: Ja, ja.
JV: Øhh, og der er mange der komme hjem og så laver de epiloger til deres karakterer, som
skriver: ”Nu var jeg uddannet herfra, så rejse min karakter videre, blablablablablabla” (andet
toneleje).
KK: Okay.
JV: Og der har jeg så en anden ven, for at lave, fordi han synes det var noget værre fis. Han
gik ind og skrev: ”Epilog til min karakter, da The Springbreak var overstået, sluttede scenariet
og der døde min karakter”.
KK: (griner)
JV: Fordi han kunne simpelthen ikke sætte sig ind det der med at folk kørte videre på
karakteren efter at scenariet ligesom var slut.
KK: Nej, nej.
JV: men nu glemte jeg helt dit spørgsmål.
KK: Nej, men det var. Det var sådan det følelsesmæssige. Du har talt om det konkrete og det
mentale skift, men hvad med. Hvad med dine følelser. Sker der noget med dine følelser.
JV: altså når man er i rollespillet?
KK: Når du skifter.
JV: Ja, det synes jeg faktisk at der gør. Også igen afhængigt af hvad for et scenarie det er.
Black Box scenarier er hvor de sådan modulerer meget med lys og lyd. Sådan noget mørke og
lys det er det der hedder Black Box. Det er meget mørkt nogle gange. Hvor formålet det er
virkelig at frembringe følelser. Altså der er simpelthen scenarier direkte til at frembringe
følelser. Og der er også sådan nogle fangevogter scenarier, hvor der er nogle der er fanger og
andre der er vogtere. Jeg var selv en fangevogter til et scenarie, som blev vist på Discovery
Channel faktisk. Hvor jeg skulle være en fangevogter og det var sådan noget, hvis I kender
filmen ”Sådan slipper vi af med de andre”. Hvor at de øhh. Alle dem der tager mere fra staten
end de gavner, de blev evalueret og de kom til en samtale og de fandt så at hvis de ikke blev
erklæret egnede så blev de skudt, så blev de henrettet. Øhm, og det kørte det her scenarie på.
Så vi havde hevet en masse ind i nogle bure og celler og det var så et hav af spillere, hvor vi
inspicerende ligesom skulle bringe dem fra den ene celle til den anden og så også til sidst
henrette dem. Og der oplevede jeg faktisk at der blev jeg lidt småsadistisk faktisk. For de her
spillere. På forhånd, der var de jo gået med til, hvilken grad af intensitet der var i det her spil.
Og der var også planlagt alt sådan nogle med stopord og nok skal være nok og sådan noget
ik.
KK: Jo.
JV: Men der var nogen, hvis der var nogen der ligesom havde givet til kende at de ville gerne
have den fulde pakke, så var det sådan noget med at så blev de taget ud på toilettet og så
blev de waterboardet i en spand. Altså få stukket hovedet ned i en spand med vand.
KK: Ja.
JV: Og der var en mand vi tvang til at tage armbøjninger mens vi sad på ham. Hvor til sidst så
kunne man se at hans arme, de kunne simpelthen ikke løfte mere. (fortolke situation?)
KK: Ja.
JV: og sådan noget.
KK: Ja,
JV: og hvor vi så øhh… Tog en smøg og kastede den i hovedet på ham. Altså vi gjorde virkelig
onde ting mod nogle af dem. Også tævede dem. Ikke rigtigt sådan, altså med sådan noget
køller ik.
KK: Jo, jo
JV: øhh.. Så jo (griner lidt)Det bliver man da lidt påvirket af. Nu har man uniform på. Og nu.
Det er fangerne, vi er fangevogterne. Vi må gerne lidt være nogle skurke her.
KK: Hmm
JV: så jo, det føler jeg da bestemt, men man bliver jo en mere eller mindre en anden person
KK: Du får nogle. Man tillægger .
25.17
26.03
KK: Så, hvis vi går ind i selve rollespillet. I den person du er i der. Øhh, der du vælger karakter,
hvad er det for nogle overvejelser du gør dig og vælge hvad for en karakter du vil have gang i.
JV: Typisk vil jeg gerne have det sjovt. Typisk går jeg efter at vælge nogle sjove karakterer,
men egentlig nogle gange så vælger jeg. Så vil jeg gerne prøve mig selv. For eksempel så
skulle jeg spilteste et andet scenarie, hvor at øhh.. man skulle være superhelte. Uduelige
superhelte sidekicks.
KK: okay.
JV: Fordi alle de rigtige superhelte de var døde, undtagen den ene som hedder Kaptajn
Verden og han skulle ligesom træne alle de her superhelte sidekicks. Som for eksempel, der
var en pige som var 17% skudsikker og øh en der kun var usynlig når man ikke kiggede på
ham og jeg var så hans søn og jeg var. Jeg vidste ikke endnu hvad min superstyrke var, men
min var. Jeg havde egentlig frie tøjler. Og jeg besluttede mig for. Nu skal jeg være den her
ovenud positive karakter der støttede alle de andre karakterer, som sagde ”jamen du har
heller ikke nogen superkræfter, men det skal nok komme en dag, bare rolig” (i meget
optimistisk toneleje). Og jeg blev sådan helt opløftet af det . Og sådan efter scenariet var jeg
også bare sådan ”nej, hvor er jeg glad” (i et nærmest fjollet toneleje) og så positiv, jeg havde
været så sød ved andre mennesker. Så det havde virkelig gået ind og påvirket mig. (I muntert
toneleje)
JV: hvad var det du spurgte mig om igen?
KK: Jamen det var overvejelser i forhold til når du vælger en karakter
JV: Jo, men det er. For mig er det typisk at have det sjovt og så vil jeg egentlig også gerne
være spilskabende meget tit. Jeg vil godt kunne være i en position, hvor jeg kan skabe spil for
andre. Og jeg har arbejdet lang tid med rollespil, så jeg synes ligesom at jeg har værktøjerne
til at kunne sende folk videre. Jamen så kan man sige: ”der sker noget derovre, gå den vej”.
Altså at kunne skabe noget spil med dem.
KK: Ja, ja. Jeg kan forstå at du også sådan instruerer agtigt.. øh.. eller hvordan?
JV: At jeg hvad?
KK: At du instruerer, eller hvad hedder det introducerer
JP: Arrangør?
JV: Arrangør.
KK: Ja, øh, så din erfaring gør at du kan hjælpe andre, få andre i gang og sådan noget
JV: Ja, hvis der er mange. Altså mange rollespillere er lidt nogle akavede typer. Mange er jo
ngole nørder. Der skal ikke være nogen hemmelighed (griner).
KK: (griner) okay.
JV: Så der er mange af dem, hvis man pludseligt, hvis man siger noget uventet til dem, jamen
så kan de godt gå sådan lidt i baglås. Faktisk mere udenfor rollespillet, end inde i rollespillet.
Det er jo lidt en sjov tanke. Tit når de in-character så er de sådan nemmere at gå til end
udenfor (griner).
KK: Okay.
JV: Jeg ved ikke om det er fordi der er nogle sociale normer der står på spil eller sådan noget.
Øhm, men nej der er. Specielt i arbejde med at arbejde med børn, for der skal man
eddermugme være hurtig på aftrækkeren før end at de ser igennem hele illusionen ik. Øh, så
det er mere bare at fyre fluff af når folk siger noget. ”hvad gør vi nu?”. ”Nu gør vi det her!”.
”jamen det er da noget underligt noget”. ”Jamen nu gør vi det bar” (griner højt)
KK: Ja, så der ligger meget improvisation og man ligesom bare
JV: rigtig meget
KK: og første indskydelse.
JV: improvisering er ligesom hovedkernen i rollespil
KK: Ja,
JV: Det skal man ku, for ellers får man et rigtig rigtig kedeligt scenarie.
KK: der er der fantasien kommer ind.
JV: det er nemlig der fantasien spiller ind. Det er der hvor man ser en pind og så kan man
forestille sig at der kommer alle mulige magier ud af den og så kører man videre på det. Det
handler altså om det at arrangørerne ligger noget op til en og så som spiller tager man imod
det og bygger videre på det.
KK: Ja
JV: Baseret på ens egen fantasi.
KK: Okay,
29.18
JP: Når du skal en karakter og lave det. Er det så inspireret af din hverdagsrolle eller prøver
du at få det til at være noget andet? Laver du ofte typisk karakterer der minder om dig selv
eller går du efter at lave noget der er. Adskiller sig?
JV: Jo, typisk går jeg efter at lave noget der minder om mig selv, bare sejere. (griner) For at
sige det sådan. De scenarier, hvor jeg selv har stået for at lave mine rolle har været til primært
postapokalyptiske scenarier og pirat scenarier., hvor det har været tungt rollespil, altså hvor
det har været baseret på rollespil og ikke på kamp for eksempel. Og der har det været sådan
noget med, gerne den fjogede attitude og gerne med noget grænsende til noget useriøst, men
som jeg stadig er seriøst indenfor spillets rammer selvfølgelig. Og så gerne med en fadøl i
blodet mens man udfører det.
KK: Må jeg indskyde? Lige før der sagde du også godt kunne finde på at prøve dig selv af?
JV: Det er sandt, men det gør jeg typisk igennem karakterer jeg ikke selv skaber. Det er sådan
noget, hvor man for eksempel skal. Der er en lang spillerliste, hvor man så kan sidde og vælge
karakterer for eksempel. Så kan jeg godt lide at tage en karakter og sige ”bum, han kunne da
egentlig være meget sjov at spille”. Men generelt når jeg selv skal skabe den så er jeg faktisk
ikke så kreativ. Så er det mere sådan noget, så tager jeg mig selv, gør det. Puffer det lidt op.
Giver det nogle større vinger at sprede ud og så bygger jeg rimelig meget på dem i spillet.
Som jeg også sagde tidligere der. Den der generelle forhandling der kører under hele spillet.
Så hvis jeg spiller op ad nogle seriøse mennesker, så bliver det en meget seriøs karakter og
hvis jeg spiller op ad fjogede fulde mennesker, så bliver jeg mig selv.
KK: Okay, fint.
JV: men hvis jeg får sådan en spillerliste, som for eksempel til det der teenage scenarie, så..
”En trist emo, det kunne da være sjovt at spille. Det prøver jeg”. Så peger jeg lige den ud og
med det der superhelte søn, som bare ikke har nogle kræfter ej, det kunne egentlig også være
meget sjovt at fortolke den på en eller anden måde.
KK: Jamen det var bare lige for
JV: Jamen det er et godt spørgsmål. Så jeg ikke sidder og lyver overfor mig selv.
JP: Når du så er i karakter og sådan noget, øh.. Har du så en fornemmelse af at du har andre
kompetencer, at du kan andre ting end du vil kunne når du er dig selv.
JV: ja, jeg tør meget mere, helt sikkert. For eksempel det der med at tale foran store
forsamlinger. Det er noget jeg har lært mere eller mindre gennem rollespil. Det var jeg
superdårlig til da jeg var mindre og nu kommer det mere eller mindre naturligt til mig. Fordi nu
kan jeg ligesom. Nu har jeg prøvet det igennem rollespil, hvor jeg ligesom var i sikre rammer.
Også som arrangør for børnerollespil, der ved man at dem der er blandt publikum, de ved
mindre end en selv og det gør det generelt altid lidt nemmere ik. Øhhm, men så tager jeg
egentlig bare den feeling med videre, når jeg for eksempel skal tale overfor mennesker, som
for eksempel på studiet eller til RUS-tur, som rusvejleder ik. Jamen det er jo bare et publikum
ligesom alle andre steder og så taler man bare ud, så det er ligesom en feeling der bare går
over helt naturligt.
JP: Du har faktisk næsten svaret på de næste to spørgsmål, så jeg vil gå videre til at. Altså der
er jo forskellige grader af rollespil. Det går jo fra næsten helt regelløst til de der tunge
scenarier.
JV: Tempus Vivo? (griner)
JP: Ja, Mythodea, alle de der
JV: Ja, for satan
JP: Ja, eller bare Dungeons and Dragons er jo i og for sig også rimelig tungt.
JV. Ja, det må man sige.
JP: Man skal kunne fluff og den slags ik?
JV: Ja, jeg spiller jo selv meget Final Warrior, hvor jeg har været nødt til at læse otte
regelbøger for overhovedet at kunne lave min karakter ordentligt.
JP: øh, ja præcis, hvordan føler du. Hvordan har du det det reglerne. Hvis det er et regeltungt
rollespil, føler du at det begrænser din indlevelse, eller føler du at når der er rigtig meget
baggrundmateriale og faste rammer at det er udviklende det er udviklende fordi det inspirerer?
JV: Øh, jeg synes det er to forskellige aspekter, fordi der er jo en baggrundshistorie, synes jeg
er superfed at kunne bygge sig op af. For eksempel til Rankespil. Det er et stort
sommerscenarie, som der kommer en to’er af i år så vidt jeg husker, hvor at øh. Det var en
samling af en hel masse kongeslægter som hvor de skulle vælge den nye store konge.
JP: Ligesom i Thrones? (“Game of Thrones”, red.)
JV: Ja, faktisk fuldstændig, hvor man kunne komme ind og man kunne være alt. Altså man
kunne sige: ”jeg er kongen af 17 nationer og blablabla” og så kunne man komme ind. Og der
var rigtig mange som havde baseret deres kongedømmer fra riger fra forhistorien af scenariet.
Hvor at de så spillede videre på det. Men jeg synes at egeltunge scenarier, det begrænser
virkelig ens udfoldelse. For der har man ligesom nogle begrænsninger, som man skal holde
sig indenfor og det hæmmer ligesom ens fantasi. For eksempel var jeg engang troldmand til et
scenarie, sådan et Diablo-scenarie. Hvor at øhhh. Jeg ville jo bare gerne kunne kaste med det
til højre og venstre ik, for det var ligesom det jeg havde lyst til, men jeg skulle ligesom følge de
her regler. ”okay, den her må jeg kaste en gang, den her må jeg kaste to gange, hvis jeg har
kastet den to gange, kan jeg kun kaste den tredje en gang” og sådan noget på grund af det er
hele tiden sådan noget man skal have i hovedet, som bringer fokus væk fra spillet.
JP: Det er sjovt du siger det. Jeg har selv haft den samme oplevelse og snakket med mange
andre som holder sig fra magikere, lige præcis fordi det med magi, det er så abstrakt og så
regeltungt og det der med mana. Man skal hele tiden regne på det og man er bange for
blive.... Er det også fordi. Kan du blive anklaget for snyd.
JV: Ja, og det er jeg blevet flere gange. ”jamen hey, du har kastet den” (i anklagende
toneleje). ”Jamen jeg har sovet i fire timer og sådan noget”. Men jeg prøvede også engang,
netop, hvor jeg var ude i Tempus Vivo, rigtig rigtig tung kampagne. Øh.. hvor der er mange
spillere. Du optjener XP ved at spille. Du optjener erfaringspoints.
KK: Okay.
JV: (griner) og så kan du ligesom videreudvikle din karakter. Gøre den stærkere og bedre,
men vi var bare ude som helt nye spillere. Eller vi var bare sådan nogle karakterer som kom
ind. Vi var tre-fire gutter og vi skulel være den gøglede heltegruppe der gik ud og fortalte, hvor
stolte og stærke vi var. Vi skulle egentlig bare have en sjov dag i skoven. Så vi gik jo rundt og
sagde: ”Jamen jeg har slået 14 giganter ihjel” (i stolt toneleje) ”Jamen jeg har slået 16” (Griner
snobbet). Og sad rigtigt og var hovski snovski omkring det. Og det gjorde at folksimpethen
tænkte ”De sgu da lidt for meget fremme i skoene” (med jysk dialekt). Der var meget jysk
mentalitet faktisk. (griner) øh.. og det var. De hyrede en til at komme og slå os ihjel og han
kom hen med sin bue og pil. Havde havde spillet i skoven i fire år eller sådan noget, så han
var enormt high level. Så råber ”dødspil”. Skyder den ene med en pil. Vi spørger: ”hvad gør
den”. ”Jamen så dør du”. ”Nå”. Så jeg blev ramt af den pil og så døde jeg fordi at reglerne
sagde ta han var tusinde gange stærkere end jeg var, hvilket ligesom fjerner ret meget af det
sjove ved spillet. ”Nå okay, så er der ikke engang noget kamp. Vi kan snakke om det eller
noget. Men nej, du skød en dødspil, så er det slut for mig.”. så jeg synes for mange regler det
gør at man ligesom skal tænke for meget, hvilket bringer en ud af hele det her fantasiløb og
jeg synes simpelthen at det er en bremseklods for det meste. Men en fed baggrundshistorie,
det er det fedeste i verden, for det kan man bygge videre på eller man kan vælge fuldstændig
at skide på det. Hvis man vil så er det der til at hjælpe en, men det begrænser ikke en på
nogen måde.
KK: Så det med at der er en baggrundshistorie, det er ikke med når det er meget regelsat eller
hvad? Altså det kan være meget frit.
JP: Det ene udelukker ikke det andet.
JV: Nej, altså det er to forskellige ting. Bare fordi der er meget baggrundshistorie behøver der
ikke være mange regler om omvendt. Hvorimod man kan selvfølgelig sige at
baggrundshistorien ligger lidt op til hvad for nogle muligheder der er i universet. For eksempel
har en historie med et land, hvor der ikke er magi, så kan man ikke gå hen og være en
troldmand. Eller det kan man godt, men så vælger man lidt at blæse på alt hvad spillet står for.
KK: Så man kan sige at hvis der er en baggrundshistorie, så er det sådan en
semibegrænsning?
JV: Det er en ramme. Det er en sandkasse du kan arbejde indenfor. Det er jo det. Det er det
man snakker tit om regelscenarier og sandkassescenarier, hvor at i en regel eller plotscenarie,
der følger du ligesom en rød tråd og så siger du: ”vi skal fra punkt A til B.” det kan være hvor
scenariet for eksempel er opdelt i akter. ”I akt 1 skal jeg det her. I akt 3 skal jeg det her”. Og så
er der sandkasse scenarier, hvor vi siger: ”vi har den her ramme og i den ramme der smider vi
nogle ting ind og så må de fuldstændig selv vurdere, hvad de vil med de ting. De kan vælge at
sidde på kroen hele dagen, så får de ikke så meget spil ud af det eller de kan vælge at gå ud
og jagte de plots, som arrangørerne smider ud og så får de rigtigt meget spil ud af det, men
det er fuldstændig op til spillerne selv.
KK: det er indviklet.
JV: Der er en hel masse legetøj i den sandkasse. Der er skovle, der er biler. Der er hele
baduljen. Hvad vil du lege med. Vil du overhovedet lege med noget.
JP: Så når du så er ude at lave rollespil, hvad for nogle objekter, artefakter er så vigtige for
dig?
JV: Kostumet er jo det vigtigste. Fordi det kan ødelægge rigtig meget for ens immersion, hvis
der er en der møder op i for eksempel joggingsko, som den her. Så det er en helt simpel ting.
Du behøver ikke engang have in-game sko på. Du skal bare have nogen brune sko, med en
kedelig sål: det skal bare ikke være selvlysende sko, for så kigger man på dine sko og tænker
”hvad fanden laver du her? Altså du ødelægger hele indlevelsen her.””
KK: Fanger
JV: Fanger ens opmærksomhed for det skiller sig så meget ud. Men hvad for nogle artefakterr
er vigtige.? Jeg vil faktisk sige det vigtigste er settingen. For nu har jeg været til mit første
piratscenarie der og det var to’eren i en række og der blev lavet en tre’er. Her sidste år. Sidste
sommer. Og den forskel der var. Den første var på sådan en gammel feriekoloni, tror jeg. Hvor
der var en sø og en stor bakke, hvor der var en galge på toppen og der var en indbygget kro
og man gik bare sådan ”Wauw, jeg er bare i universet ik”. Og det der så var her sidste
sommer. Det var bare en masse telte på en mark. Og de gjorde bare rigtig meget for den
feeling man fik. Altså man følte ikke lige så meget at man var inde i det, man følte egentlig
bare at man gik på en mark, hvor det andet der kunne man godt se. Det her det kunen være
en ø et eller andet sted i et eller andet hav.
KK: Så miljøet er også vigtigt.
JV: Miljøet er. Miljøet og det simple tøj folk har på. Og det er jo ikke fordi folk behøver at have
toptunet kostume på. De skal jo egentlig bare have en skjorte og et par lærredsbukser. Så
længe der er styr på det, så er resten bar ekstra til at gøre det federe.
JP: Hvad med andre typer rollespil end live. Hvad med objekterne. Hvad gør de, hvis du for
eksempel spiller pen and paper?
JV: Så skal der figurer til.
JP: For at få en visuel repræsentation. Det er ikke nok med...
JV: Der skal figurer til, der skal tegnes et kort, der skal opstilles et setting. Vi plejer at lave
sådan en. Hvis der for eksempel kommer en kampsituation, hvor rykkes rundt og sådan noget,
så plejer vi at bygge byerne med nogle træklodser. Hvis der er flere etager, så bygger man
klodserne oven på hinanden og så har vi figurerne til at rykke rundt, fordi så kan. Man kan
godt forestille sig det. Men det er alt for fjollet at skulle overskue. ”Jamen så rykker jeg rundt
om ham til højre. Amen der stod han den anden og sådan noget. Ej, der skal figurer. Det skal
være visuelt, fordi ellers så bliver dte for klodset simpelthen.
JP: Så når du. Så er vi tilbage live. Når du går fra.. Når du er i det her rollespil
JV: Jaa.
JP: Føler du så at øh. At der er en ændring i dit kropssprog
JV: Ja, det bliver meget mere flamboyant. Det er meget med store fagter og ”hey deli huj”.
Man fejer ligesom afsted. Armene kommer virkelig langt ud fra kroppen. Når man skal sige:
”Velkommen til mit telt or what not”. Man spankulerer gerne i stedet for at gå. Der er stor
forskel. Det skal man ikke kimse af. Så jo, jeg vil sige. Man bliver mere karikeret faktisk. Det er
lidt ligesom når man går på en teaterscene. Der, in gamle far han troede også altid at jeg
mente teater, når jeg sagde rollespil, men det gjorde ikke (griner). Men man får den der
theater-feeling, når man ligesom skal præsentere ting eller forklare ting, så bliver det meget
karikeret. Også den måde man udtrykker sig på, altså den måde man siger det på. Man taler i
meget store vendinger. Jamen fordi det gør det nemmere at forstå og det gør det også mere at
man føler, at man er inde i settingen. Jamen okay nu er jeg en anden person og den person
identificerer vi med en setting, for nu er alle sådan her. Så jo der sker en stor forskel.
JP: Så når du er i rollespillet og du er in-character øh.. forår du så at holde din in-character,
eller er der særlige situationer, hvor du er nødt til at bryde det af den ene eller den anden
grund.
JV: Igen , det afhænger af hvem man spiller op ad. Der er jo nogen der er in-character 24/7 og
dem jeg typisk tager afsted med, vi har det lidt sådan at lige når vi vågner og vi går i seng om
aftenen, så er vi lidt sådan. ”Åh, fuck mand en lang dag, det bliver hårdt i morgen, vi skal også
i seng nu. Godnat” og sådan noget. Også fordi vi typisk har drukket en del om aftenen. Så har
man lidt en tendens til hurtigt at ryge ud af karakter. Men vi har sådan en regel. At overfor
andre mennesker, så er man altid in-character uanset, hvor dårligt man har det. Så.. men jo,
der kan være ting. Det kan også være at hvis man for eksempel øh. Hvis man er i en kamp og
man pludseligt bliver babbet over næsen med sådan et latexsværd, så står man også sådan
lidt ”Ahh, fuck det gjorde nas mand ik”. Der kan man godt lidt ryge ud af stemningen, fordi
illusionen bliver ligesom brudt af den her smerte man oplever på sin egen krop. Som. Men det
afhænger utrolig meget af settingen og hvem man spiller op ad. Føler man at man er i det her
miljø, eller føler man ikke at man er i det.
JP: Så går vi over til, når du så skal tilbage til hverdagen. Når du har været til rollespil
JV: Ja, så er jeg træt.
JP: når du forlader, du afslutter og du skal tilbage til din hverdagsrolle, er der så nogle ting. Er
det svært at komme tilbage fra en rolle eller går det sådan der ”knipser med hånden”. Som du
sagde tidligere når der var debriefing, jamen så er du Jonathan igen.
JV: det afhænger af, hvad for nogle roller man har spillet. Hvis man har spillet de der sjove
gøgler roller så er det rimelig meget bare sådan fra det ene til det andet, men selvfølgelig er
man de oplevelser rigere og man har noget man kan snakke om og forhåbentligt er rigtig glad
for. Har det været et rigtigt dårligt scenarie har man noget man kan gå og brokke sig over og
være sure over. Men for eksempel, når man skal spille de der følelsesmæssige roller som for
eksempel da jeg skulle være den triste emo, så kunne jeg jo mærke på mit humør bagefter at
jeg havde egentlig ikke rigtig lyst til den efterfest, jeg ville egentlig bare gerne hjem, fordi jeg
var så deprimeret på en eller anden måde ik. Men da jeg spillede den glade, superhelte unge
rolle. Der kunne jeg godt mærke en hel dag efter det at jeg var opløftet over det, så det
afhænger af, hvad for nogle roller man spiller og selvfølgelig hvor succesfuldt det har været.
JP. Ja, øhm. Så er der noget med. Vi har været lidt inde på det, men du bruger.kan du bruge
redskaber og ting og sager fra rollspillet i din hverdag. Nu snakkede du om at blive bedre til at
tale i forsamlinger. Er der andre ting.
JV: Generelt min karisma er blevet øget af at spille rollespil faktisk. min generelle fremtoning,
ikke kun når jeg taler forsamlinger, men også når jeg snakker med mennesker, også det
dermed at huske at få inkluderet alle man taler med og ens generelle kropssprog og sådan
noget. Men man bliver lidt karikeret af det, så man kan nogen gange godt virke lidt sær, når
man snakker med folk, som ikke typisk er inden for miljøet. Der kan man godt være lidt flyvsk
og lidt meget i bevægelse, mens man snakker nogle gange. Så´, men det er typisk de
udadvendte ting jeg tager med videre og så en god bunke selvtillid fra succesoplevelser i
diverse scenarier.
JP: Det er egentligt et meget godt svar på alle de tre er det ik?
KK: Jo.
JP: Og så går vi videre til den udledende runde, eller hvad man siger
KK: Den sidste af de store spørgsmål
JP: Ja, sådan lidt større og mere meta
JV: Vi må håbe jeg kan sige noget klogt
JP: Hva, er der noget i rollespillet der har haft stor betydning for din personlige udvikling?
JV: Noget specifikt?
JP: Bare generelt det at være rollespiller
KK: Hvad har rollespil gjort i forhold til dig. Du kan godt høre hvad det er vi havde forventet at
du ville svare hen ad vejen, når vi stiller det ledende spørgsmål. Hvad har rollespil, så gjort for
din personlige udvikling, fordi vi går sådan lidt ud fra at det har gjort noget.
JV: Men det synes jeg da sådan set også jeg har sagt løbende. Jeg bliver et bedre menneske,
mere selvsikker, bedre udrustet til at klare hverdagens udfordringer om man så må sige
KK: Har det ændret dig?
JV: Ja, det synes jeg. Igen, det har gjort mig til et bedre menneske. Jeg er blevet mere
udadvendt, mere selvsikker og også bedre til at klare uforudsete til, igen det der med at
improvisere. Jeg er blevet meget bedre til at håndtere ting der kommer ud af det blå og have
en positiv attitude, meget med den positive attitude. Det føler jeg ligesom… hvis det var
tilfredsstillende.
KK: Det er dit svar, så er det tilfredsstillende.
JV: Dejligt, det er pædagogik det der kan man høre.
JP: Du har faktisk også svaret på dit to sidste spørgsmål. Er der noget du vil tilføje?
JV: Ja, til alle der lytter. Kom ud og spil rollespil, man bliver et bedre menneske af det.
KK: Bliver bedre mennesker af det. Det er et meget stort budskab.
JV: Hvis du ikke tror på mig, så må du jo selv tage ud og prøve det.
KK: Jamen hvorfor tror du at jeg laver det her, hvis jeg ikke regner med at det er faktisk det der
foregår.
JP: VI skal ud til LV og være med de første 24 timer.
JV: Ud, spændende.
JP: Skal du også.
JV: Nej.