1. No category

Advokat Poul Hvilsted
Philip Heymans Alle 7
2900 Hellerup
Tlf
+45 3334 4000
Fax
+4533344001
J.nr.153268
21. september 2015
•
PÅSTANDSDOKUMENT
SAG:
østre Landsret, 8. afd., B-2125-12 og B-
31-13
SAGSØGER:
Søfartens Ledere
Havnegade 55
1058 København K
som mandatar for
1) styrmand Kurt tutzheft
2) styrmand Sif Emdal
(advokat Poul Hvilsted)
SAGSØGTE:
Danmarks Rederiforening som mandatar for
DFDS A/S
(CVR-nr.14194711)
Sundkrogsgade 11
2100 København ø
(advokat Pia Elisabeth Voss)
ADCITATUS:
Den Danske Stat
v/Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28
1402 København K
(advokat Ross Holdgaard, Kammeradvokaten)
http://gohorten/cases/sag171/153268/dokumenter/påstandsdok
sI dis.docx
Horten Advokatpartnerselskab
CVR 33775229
Sagsøgers sammenfattende processkrift afgives i hovedsag med henblik på gennemførelse af hovedforhandling, der efter landsrettens afgørelse ikke omfatter adcitationssagen, jf. landsrettens kendelse, retsbog nr. B212S000-BFM (Ekstrakten, s. 6-8).
Der er i dette processkrift under hensyn til den nære sammenhæng mellem de nedlagte påstande og anbringender i sagerne foretaget en korrelation til adcitationssagen
i efter sagsøgerens opfattelse fornødent og hensigtsmæssigt omfang.
Det bemærkes, at der også er anlagt to sager af Søfartens Ledere som mandatar for
to medlemmer mod Royal Arctic Line (med Danmarks Rederiforening som mandatar),
der verserer ved Retten i Grønland (sagsnr.
104-10S/12). Sagerne er udsat i afventning af østre Landsrets afgørelse i nærværende sag.
es
Om parterne bemærkes:
Sagsøgerne er ansat hos det sagsøgte rederi som skibsofficerer med tjeneste på skibe,
der er indregistreret i DIS.
Sagsøgerne er medlemmer af Søfartens Ledere, der optræder som sagsøgernes mandatar.
DFDS A/S driver rederivirksomhed, fortrinsvis med sejlads af gods og passagerer i
Nordeuropa, og havde på tidspunktet for stævningens indlevering et større antal roro og ro-pax skibe, samt cruise ferries indmeldt i DIS.
DFDS er medlem af Danmarks Rederiforening,
søgte.
der optræder som mandatar for sag-
Den 6. marts 2012 meddelte Danmarks Rederiforening, herunder med virkning for
sagsøgte, at overenskomsterne med Danmarks Rederiforening var bortfaldet med
øjeblikkelig virkning. Samtidig blev det definitivt meddelt Søfartens Ledere, at Danmarks Rederiforening - herunder med virkning for sagsøgte - ikke vil regulere nettohyren for medlemmerne af Søfartens Ledere, og således ikke fastsætte nettohyren i
overensstemmelse med de lempelser af personskatten, som Forårspakke 2.0 indeholder.
Henset til, at grundlaget for anlæggelse af faglig voldgift ikke længere er til stede efter
overenskomstens bortfald, og med baggrund i den definitive meddelelse om, at nettohyren ikke vil blive reguleret, har Søfartens Ledere som mandatar for sine medlemmer været nødsaget til at forfølge reguleringen af nettohyren som følge af Forårspakke 2.0 ved de ordinære domstole over for de enkelte rederier, som har foreningens medlemmer ansat, herunder over for sagsøgte.
Ved betegnelserne "sagsøger" og "sagsøgte" er der i det følgende i al væsentlighed
tilsigtet en henvisning til mandatarerne Søfartens Ledere og Danmarks Rederiforening.
***
Sagsøgerne PÅSTAND i hovedsagen (B-212S-12) er sålydende:
OFOS A/S tilpligtes at betale til sagsøger l, 1. styrmand Kurt Lutzhøft, kr.
91.118,00 og til sagsøger 2,2. styrmand Sif Emdal, kr. 58.580,88 med tillæg
•
Side z
af sædvanlig procesrente fro forfaldstidspunktet for de enkelte lønudbetalinger, subsidiærtfro sagens anlæg, til betaling sker, mere subsidiært, for så
vidt angår kr. 99.816,88, fro nedlæggelsen af påstand herom i processkrift
l, der er indleveret til retten den 14. marts 2013, og, for så vidt angår kr.
49.882,00, fro nedlæggelsen af påstand herom i processkrift 2, der er indleveret 19. marts 2014, til betaling sker.
•
Side g
***
Til belysning af de konkrete økonomiske konsekvenser for sagsøger 1 og sagsøger 2
er der som bilag 23 og bilag 23(Tillæg 1), Ekstrakten s. 704ff, fremlagt beregninger,
der er udfærdiget af RSMpius over den udvikling i nettolønnen, som de to sagsøgere
vi Ile have haft siden Forårspa kke 2.0 trådte i kraft, hvis der var foretaget en regu lering
for den skattemæssige omlægning i personbeskatningen.
For Sif Emdal gælder det dog, at hun først blevansat
den 23. januar 2011.
hos sagsøgte som 2. styrmand
Beregningen vil blive uddybet gennem vidneforklaring
Larsen.
fra statsaut. revisor Kim Holm
SAMMENFATIENDE
1.
SAGSFREMSTILLING:
Indledning om sagskomplekset
Hovedsagen omhandler sagsøgers aftaleretlige forpligtelse til at regulere Kurt Lutzhøft og Sif Emdals nettoløn, så den stedse kvalificerer sig til og opfylder betingelserne
for skattefrihed under § S, stk. 3 i lov nr. 386 af 27. maj 2005 om beskatning af søfolk
("SBL").
Hovedsagen er en sag, der tilsigtes at få en betydning
hvem Søfartens Ledere optræder som mandatar.
for andre end sagsøgerne, for
Dansk Internationalt Skibsregister blev indført i 1988 for gennem statsstøtte at begunstige den danske maritime industri. Statsstøtten blev konstrueret ved, at den skat,
som hidtil skulle afregnes til den danske stat for danske skattesubjekter, der arbejdede på visse skibe i international drift, blev frafaldet således, at industriens omkostningsniveau faldt tilsvarende.
På arbejdsmarkedet
blev der under bl.a. Danmarks Rederiforening
del for, hvordan denne skattebyrde
blev konverteret til statsstøtte.
udformet
Modellen bleven såkaldt "nettolønsmodel", som med udgangspunkt i
en omregning af de i 1988 gældende bruttolønninger
til nettolønsatser.
nes "omkostning" blev med andre ord reduceret med den værdi, som
bruttoløn havde indeholdt. Statsstøtten udgjorde frem over den skat af
der ikke længere skulle afregnes til den danske stat.
en mo-
SBL § 5 betød
Arbejdsgiverden hidtidige
bruttolønnen,
Denne model blevogså implementeret
i aftaleforholdet mellem Dansk Styrmandsforening og Danmarks Rederiforening
gældende styrmænd (1. og 2. styrmænd samt
HQldEN
overstyrmænd). Dansk Styrmandsforening dannede sammen med Danmarks Skibsførerforening, Skipperforeningen og Danske Lodser i 1992 Dansk Navigatørforening,
som i 2002 skiftede navn til Søfartens Ledere.
Med Forårspakke 2.0, lov nr. 459 af 12. juni 2009 (Ekstrakten, s. 544), som trådte i
kraft pr. 1. januar 2010, indførtes der en væsentlig reduktion af beskatningen af lønindkomst kombineret med en sænkelse af fradragsværdien for ligningsmæssige fradrag, mens en række forbrugsrelaterede
afgifter blev sat i vejret, herunder vedrørende energi, spildevand og visse fødevarer.
Forårspakke 2.0 havde utvivlsomt og åbenbart en betydelig indvirkning på beskatningen af lønindkomst i Danmark (jf. Figur 1 nedenfor). Betydningen var for "almindelige"
skatteydere, at deres nettoløn (disponible indkomst) blev forøget, fordi skattebyrden
blev sat ned.
I modsætning til tidligere tilfælde lykkedes imidlertid ikke Søfartens Ledere og Danmarks Rederiforening at nå til enighed om en regulering eller tilpasning af nettolønnen i lyset af den i Forårspakke 2.0 indeholdte reduktion af beskatningen af lønindkomst.
Underforhandlingerne
fastholdt Søfartens Ledere stedse, at nettolønnen - i overensstemmelse med lovgrundlaget i SBL og tidligere forhandlingspraksis - skulle justeres
på baggrund af beregninger over Forårspakke 2.0's betydning for nettolønnens størrelse for den enkelte medarbejder.
Danmarks Rederiforening afviste imidlertid på vegne af blandt andre det sagsøgte rederi at foretage en beregnet forøgelse af søfolkenes nettoløn på baggrund af Forårspakke 2.0. Danmarks Rederiforening gjorde - som under denne sag - gældende, at
nettolønsordningen ikke længere har nogen sammenhæng med det danske skattesystem (den anvendte term var og er "de-kobling").
Sagsøgte DFDS A/S, har som sagsøgernes arbejdsgiver i lighed med Danmarks Rederiforenings øvrige medlemsrederier afvist at foretage en beregnet regulering og dermed afvist til sagsøgerne at udbetale en løn, der er fastsat under hensyn til den lempelse i personbeskatning, som Forårspakke 2.0 medførte.
Sagen skal ses i sammenhæng med, at der siden nettolønsmodellen i 1988 som følge
af først ligningslovens § 33C og siden SBL § 5 blev vedtaget mellem Danmarks Rederiforening og bl.a. Søfartens Ledere er der sket væsentlige ændringer i det danske skattesystem.
Navnlig er personbeskatningen blevet sænket, senest med Forårspakke 2.0, der sænkede personbeskatningen med 7,5 procentpoint.
Udviklingen i det skrå skatteloft for personbeskatning er beskrevet i Skatteministeriets
publikation "Skråt skatteloft - en historisk oversigt" af 19. november 2014 (Materialesamlingen, s. 197-203). Heraffremgår bl.a., at skatteloftet for 1989-1993 var 68%, for
1994 var 65%, for 1995 var 63,5%, for 1996 var 61%, for 1997 var 60%, for 1998 var
58%, for 1999-2009 var 59%, for 2010-2012 var 51,5%, for 2013-2014 var 51,7% og
for 2015 er 51,95%. Den relative udvikling i det skrå skatteloft er illustreret i Figur l,
hvor 1989 er sat til indeks 100.
•
Side q
•
Figur 1:
Relativt fald i skråt skatteloft (1989 = 100)
100
95
90
85
80
75
01
00
01
M
O
01
01
M
ri
N
01 01
01 01
~ ri
("() <;t
01 01
01 01
ri
ri
I.D r-, 00 01
01 01 01 01 01
01 01 01 01 01
ri
ri
ri
ri
ri
LJ")
O
O
O
N
ri
O
O
N
N
O
O
N
("()
O
O
N
<;t
O
O
N
LJ")
I.D
r-, 00 01 O
O
O
O
O
O
O
N
N
N
O
O
N
O
O
N
ri
ri
N
("()
<;t
ri
ri
ri
ri
LJ")
ri
O
O
O
O
O
O
N
N
N
N
N
N
Hovedsagens retlige problemstilling
er herefter, om sagsøgte som arbejdsgiver er forpligtet til at foretage en automatisk regulering af sagsøgernes respektive aftalte nettoløn som følge af og svarende til den betydelige reduktion af beskatningen af personlig indkomst, som blev vedtaget i Folketinget i 2009 og, som trådte i kraft den 1.
januar 2010 (Forårspakke 2.0).
Adcitationssagen er nødvendiggjort af det forhold, at Den Danske Stat vi Skatteministeriet har afvist at medvirke tiloverfor
sagsøgte at håndhæve de betingelser, der
gælder for sagsøgernes skattefrihed
i medfør af lov nr. 386 af 27. maj 2005 om beskatning af søfolk § 5, stk. 3, jf. lovens § 11. Herunder hørerpligten til at påse, at Danmarks Rederiforening enten overholder de betingelser, der eksisterer for det maritime erhvervs modtagelse af statsstøtte, hvilket forudsætter, at sagsøgernes indkorristforhold bringes i overensstemmelse med det skattemæssige lovgrundlag efter,
at Forårspakke 2.0 trådte i kraft, eller præsenteres for konsekvensen af ikke at ville
eller erklære sig forpligtet til at opfylde støttebetingelserne.
2.
RETSGRUNDLAGET
2.1
Lovom Dansk Internationalt Skibsregister
Ved lov nr. 408 af 1. juli 1988 indførtes Dansk International Skibsregister
("DIS").
Baggrunden for DIS-loven var et forsøg fra dansk side på at modvirke udflagning af
danske skibe til tredjelande. Dette fremgår af de almindelige bemærkninger til DIS-
Sides
lovens forarbejder,
august 1988.
lovforslag nr. 3 af 8. juni 1988. DIS-loven trådte i kraft den 23.
Med oprettelsen af DIS blev der indført særlige beskatningsregler for dansk skattepligtige søfolk, der er tjenestegørende på skibe, som er registreret i DIS.
Af de almindelige bemærkninger tillovforslag nr. 244 af 23. marts 1988 om ændring
af visse skattelove (Beskatning af sømænd mv. - Dansk Internationalt Skibsregister)
fremgår det således, at den samlede indkomstskat for søfarende omfattet af loven
"nedsættes med det beløb, der forholdsmæssigt falder på lenindkomst. der er indtjent
om bord på skibe, der er registreret i [DISj." (Ekstrakten s. 143).
Det anførtes endvidere i bemærkningerne tillovforslaget, at det med loven var hensigten, at der for personer omfattet af den foreslåede § 33 C i ligningsloven skulle
søges etableret en ordning, hvorefter der ikke skulle indeholdes skat ved udbetalingen af løn på skibe i DIS.
I bemærkningerne tilloven fremgår yderligere, at det var en forudsætning, at lønoverenskomster blev indgået på internationalt konkurrencedygtige vilkår.
At det fortsat er Skatteministeriets holdning, at nettolønsmodellen i princippet skal
føre til tilsvarende resultater for lønmodtagere som bruttolønsmodellen, fremgår af
Skatteministeriets brev af 30. marts 2011 (Ekstrakten, s. 605), hvori det er anført:
"DIS-ordningen er som nævnt en nettolønsordning. Meningen er, at søfolk aflønnes
med en nettonyre. som svarer til det, som sømanden ville have til sin rådighed, hvis
han blev beskattet efter de almindelige regler."
At det også fremgår af brevet, at ministeriet havde fået oplyst, at regeringen ikke ville
og kunne gribe ind i aftaleforholdet mellem parterne, ændrer ikke ved det faktum, at
ministeriets opfattelse af forholdet mellem nettoløn- og bruttolønmetoden er den
samme som sagsøgernes- og som udgangspunkt også rederiernes, jf. Danmarks Rederiforenings pressemeddelelse (Ekstrakten, s. 263).
Der kan tillige henvises til, at Danmarks Rederiforening så sent som i juni 2010 og juni
2011 (Ekstrakten, s. 635) øjensynlig var af den opfattelse, at de ansatte skulle have
kompensation for virkningerne af Forårspakke 2.0.
2.2
Lov om beskatning af søfolk (SBL)
De relevante beskatningsregler findes i SBL, som trådte i kraft 1. januar 1989.
Det fremgår af SBL § 5, stk. 1, at for lønindkomst, som er erhvervet ved arbejde om
bord på et dansk skib, som er registreret i DIS, nedsættes den samlede indkomstskat
med det beløb, der forholdsmæssigt falder på denne indkomst. Bestemmelsen fører
reelt til, at den modtagne løn er skattefri.
Det fremgår af SBL § 5, stk. 3, at skattefritagelse efter stk.log 2 er betinget af, at løn
og godtgørelser m.v. er fastsat under hensyn til skattefritagelsen.
Af forarbejderne til SBL, lovforslag nr. 94 af 23. februar 2005 om beskatning af søfolk
(Ekstrakten, s. 376-403), under de specielle bemærkninger til SBL § 5, stk. 1, fremgår
•
Side6
det: "Bestemmelsen
i lovforslagets § 5, stk. 1, om skattefritagelse for fuldt skattepligtige søfolk, der arbejder ombord på DIS-skibe, er en gengivelse af den tilsvarende bestemmelse, der i øjeblikketfindes i ligningslovens § 33 c. .. " (Ekstrakten, s. 392) .
. Af lovforslagets specielle bemærkninger
til SBL § 5, stk. 3 fremgår det:
Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 3, har hele tiden været en underliggende forudsætning for anvendelse af DIS-skattereglerne, nemlig at de pågældende søfolk bliver aflønnet med en nettohyre. som er beregnet ud fra
en forudsætning om, at den er skattefri. Dette har ikke hidtil fremgået direkte af lovteksten, og det foreslås nu, at en sådan bestemmelse indsættes.
Det følger af bestemmelsen, at indkomsten skal beskattes efter de almindelige regler, hvis betingelsen om nettoaflønning ikke er opfyldt. Arbejdsgiveren skalom nødvendigt over for skattemyndighederne
kunne godtgøre,
hvordan den skattefri nettohyre er beregnet. (Ekstrakten, s. 393).
Af forarbejderne til SBL, under afsnittet for modtagne bemærkninger af ikke lovteknisk karakter tillavforslaget, fremgår det, at Dansk Sø og Restaurations Forening i deres høringssvar til lovforslaget bemærkede, at " ... der bør indsættes en bestemmelse
om, at skattefritagelsen og dermed nettolønningerne følger den generelle udvikling i
personskatten i det øvrige samfund."
Hertil svarede den daværende skatteminister:
Regeringen ønsker tydeligt at fastslå det princip, at skattefritagelsen er betinget af, at løn m. v. er fastsat under hensyn til skattefritagelsen. Selve den
konkrete lønfastsættelse må herefter ske ved forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Regeringen hverken kan eller vil blande sig i indgåelsen af
overenskomster på arbejdsmarkedet. (Min fremhævelse). (Ekstrakten, s.
383-384)
Af betydning for forståelsen af det lovkompleks, der er relevant for de mellem parterne indgåede aftaler og praksis, er desuden SBL § 11 (Materialesamlingen, s. 17) der
er sålydende:
Udbetales skattefri nettoløn efter §§ 5-8 og grundlaget herfor viser sig ikke
at være til stede, hæfter alene arbejdsgiveren for den A-skat og de bidrag
efter lov om arbejdsmarkedsbidrag og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, som skulle have været indbetalt. A-skatten og bidrag som nævnt i 1.
pkt. beregnes på grundlag af den bruttoløn, som ligger til grund for fastsættelsen af den skattefri nettoløn, jf § 5, stk. 3. De skyldige A-skatter og bidrag
betragtes som forfaldne på de tidspunkter, hvor de ville være forfaldet, hvis
§§ 5-8 ikke havde været anvendt.
Denne bestemmelse tydeliggør, at skattefritagelsen alene er en fordel, som er tilsigtet
at tilfalde arbejdsgiveren (som lovlig statsstøtte) og, at der i tilfælde af, at betingelserne herfor måtte briste - som det efter sagsøgers opfattelse vil være en konsekvens
af Danmarks Rederiforenings anbringender under denne sag - alene vil være arbejdsgiverne, der hæfter for tilbagebetaling.
Dette bekræftes ganske entydigt af et eksempel i de specielle bemærkninger til SBL §
11, hvoraf fremgår:
•
Side z
I så fald er grundlaget for statsstøtte (i form af skattefritagelse efter DISreglerne) ikke til stede, og det ville i en sådan situation ikke være i overensstemmelse med EU-retningslinierne at lade de pågældende besætningsmedlemmer være omfattet af DIS-skattefritagelsen i det pågældende år.
(Ekstrakten,
s. 394)
Det er også relevant at fastslå, at et tilbagebetalingsbeløb efter § 11 opgøres ved en
beregning af den "bruttoløn, som ligger til grund for fastsættelsen af den skattefri nettoløn", hvorved der specifikt henvises til SBL § 5 stk. 3.
At et tilbagebetalingsbeløb
forudsættes at kunne beregnes af en teoretisk bruttoløn
bekræftes desuden i de specielle bemærkninger til SBL § 11, hvoraf fremgår:
Den skattefri nettoløn skal efter lovforslagets § 5, stk. 3, fastsættes under
hensyn til skattefritagelsen, og det beløb, som A-skatten og AM-bidraget i
en sådan situation [en tilbagebetalingssituation] skal beregnes af, er den
skattepligtige bruttoløn, som er lagt til grund ved fastsættelsen af den skattefri nettoløn. (Egen forklarende tilføjelse). (Ekstrakten, s. 394)
2.3
Aftaleretlig forpligtelse
Det aftaleretlige grundlag består først og fremmest af Kurt tutzhølt og Sif Emdals individuelle aftaler om ansættelse hos DFDS A/S (Ekstrakten, hhv. s. 653 og s. 656).
Ansættelsesaftalerne blev frem til 7. marts 2012 indgået i henhold til en kollektiv hovedoverenskomst mellem Søfartens Ledere og Danmarks Rederiforening for 20072010, der regulerede vilkår og aflønning til styrmændene i DFDS (1.; 2.; og overstyrmænd) i en særoverenskomst
indgået mellem Søfartens Ledere og DFDS for 20072010.
Forhandlingsrelationen
rederne bragt tilophør
550).
mellem Danmarks Rederiforening
og Søfartens
pr. 7. marts 2012, jf. opsigelsesprotokollaterne,
Ledere blev af
Ekstrakten, s.
Som oplyst i sagsøgtes processkrift A blev Kurt t.utzhøft og Sif Emdal herefter ansat på
individuelle aftaler fra den 7. marts 2012 frem til september 2013, hvor de på ny blev
ansat i henhold til (en anden) kollektivoverenskomst, der blev indgået mellem Danmarks Rederiforening og Dansk Metals Maritime Afdeling.
De individuelle
ansættelsesaftaler fra den 7. marts 2012 var en fra DFDS ensidig og
uændret videreførelse af de lønninger og andre forhold, som var gældende i ovennævnte særoverenskomst
og hovedoverenskomst
for 2007-2010 mellem Søfartens
Ledere og DFDS/Danmarks Rederiforening.
Dette var også fremgangsmåden
i alle andre medlemsrederier
under Danmarks Rederiforening.
Aftaleretligt var ansættelsesforholdet,
herunder aflønning, således reguleret i den
kollektive overenskomst, der bestod mellem på den ene side sagsøgers og de overenskomstansatte hos sagsøgte, herunder Kurt tutzheft og Sif Emdal, og på den anden
•
Side8
side Danmarks Rederiforening og dens medlemmer, herunder sagsøgte, da Forårspakke 2.0 blev vedtaget og indfaset i og med virkning fra skatteåret 2010.
Denne overenskomstrelation
var også gældende,
da DIS-lovgivningen
blev indført i
1988.
For hovedsagen indtager visse forhold af navnlig aftaleretlig karakter væsentlig betydning for vurderingen af sagsøgtes forpligtelse til at foretage automatisk regulering
af Kurt tutzhøft og Sif Emdals nettoløn.
2.4
EUF-traktatens art. 107
EUF-traktaten art. 107 indeholder et forbud mod, at medlemsstaterne yder støtte til
virksomheder mv., medmindre støtten anses forforenelig med det indre marked efter
bestemmelsens stk. 2 og 3. Kompetencen til at erklære støtte forenelig med det indre
marked tilkommer efter EUF-traktatens art. 108 alene EU-Kommissionen ("Kommissionen") (Materialesamlingen, s. 26-29). Kommissionen har været forelagt DIS-ordningen.
Kommissionen vurderede i sin afgørelse af 13. november 2002 ("statsstøttesag NN
116/98") (Ekstrakten, s. 265), at DIS-ordningen udgjorde statsstøtte, jf. afgørelsens
pkt. 34, hvilket for nærværende sag er yderst væsentligt at bemærke. Der er ikke tale
om, at "skattefritagelsen" tilsigter at udgøre en begunstigelse - hverken direkte eller
indirekte - af de sejlende søfolk. Skattefritagelsen tilsigtes ubeskåret at udgøre en
statsstøtte, der - gennem et frafald fra Statens side af skattekrav - vil reducere det
omkostningsniveau, som det maritime erhverv (rederierne) ellers var belastet af.
Kommissionen konkluderede i sin afgørelse, at DIS-ordningen kunne godkendes som
lovlig statsstøtte som følge af ordningens karakter, jf. afgørelsens pkt. 38-45.
Statsstøttesag N N 116/98 er baseret på en række betingelser for statsstøttens forenelighed med fællesmarkedet, hvilket er uddybet under afsnit 3.4 nedenfor.
3.
OM FAKTUM
3.1
Overenskomstrelationer
Søfartens Ledere var oprindelig part i 4 overenskomster (senest for perioden 20072010) med henholdsvis Danmarks Rederiforening (Ekstrakten, s. 421), som sagsøgte
er medlem af, Rederiforeningen for Mindre Skibe (udeladt af Ekstrakten), Rederiforeningen af 1895 (udeladt af Ekstrakten) og Bilfærgernes Rederiforening (Ekstrakten,
s. 446). Rederiforeningen for Mindre Skibe og Rederiforeningen af 1895 er senere fusioneret under navnet Rederiforeningen af 2010.
Alle overenskomster er i henhold til protokollater
s. 550-552) opsagt til udløb den 1. april 2010.
af 14. december 2009 (Ekstrakten,
Danmarks Rederiforening er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening. Derfor finder Hovedaftalen (Materialesamlingen,
s. 21-23) som udgangspunkt anvendelse.
•
Side o
Af Hovedaftalens § 7, stk. 2 fremgår det, at en overenskomst fortsat er gældende
uanset en opsigelse, indtil der er iværksat og gennemført en frigørende konflikt, eller
der er indgået en ny overenskomst mellem samme parter.
Danmarks Rederiforening har dog en særskilt undtagelse for så vidt angår DIS-skibe,
således at Hovedaftalen ikke gælder for disse. Der skal således ikke gennemføres frigøreiseskonflikt eller indgås ny overenskomst for de hidtidige overenskomsters bortfald.
Der er efter overenskomsternes opsigelse den 14. december 2009 indgået ny overenskomst med Bilfærgernes Rederiforening (Ekstrakten, s. 560) gældende perioden
2010-2012, men ikke med Danmarks Rederiforening.
Det lykkedes imidlertid ikke Søfartens Ledere og Danmarks Rederiforening (respektive
også Rederiforeningen af 2010) at nå til enighed om en regulering af nettohyren i lyset
af Forårspakke 2.0's reduktion af beskatningen af lønindkomst.
Overenskomstrelationen
6. marts 2012.
3.2
blev af Danmarks Rederiforening erklæret for bortfaldet den
Forhold af relevans for den aftaleretlige forpligtelse
I forbindelse med indførelse af DIS vedtog Folketinget en ordning, hvorefter kollektive
overenskomster om løn- og arbejdsforhold for ansatte på skibe i DIS udtrykkeligt skal
angive, at de kun gælder for sådan beskæftigelse.
Ordningen fremgik - og fremgår stadig - af DIS-lovens § 10, stk. 1.
Af forarbejderne til DIS-loven, lovforslag nr. 3 af 8. juni 1988 (Ekstrakten, s. 150), under de specielle bemærkninger til § 10, stk. 1, fremgår det, at bestemmelsen i § 10,
stk. 1 medfører:
... at gældende kollektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold vedrørende beskæftigelse på skibe, indgået mellem danske rederier og danske
faglige organisationer, ikke vil a mfa tte skibe, der overflyttes til [DISj. For beskæftigelse på sådanne skibe må der indgås nye kollektive overenskomster,
der udtrykkeligt angiver, at de omfatter beskæftigelse på skibe registreret i
[DISj. (Ekstrakten, s. 155)
Af protokollat af 27. juli 1988 (Ekstrakten, s. 180) vedrørende forhandlinger om midlertidige overgangsordninger for løn- og arbejdsforhold i DIS-skibe mellem Danmarks
Rederiforening og bl.a. Dansk Styrmandsforening (senere Søfartens Ledere), pkt. La,
fremgår det, at parterne foranlediget af DIS-lovens § 10 aftalte, at:
Den søfarendes månedlige bruttoindtjening opgøres som hidtil.
I konsekvens af den skattefrihedsordning, der er knyttet til tjeneste i 015registrerede skibe, omregnes den således opgjorte bruttoindtjening til nettoløn.
Denne omregning sker ved at beregne den til bruttoindkomsten hørende sømandsskat i henhold til sømandsskattetabellen for 1988 (udenrigsfart kaI.
I), idet den søfarendes bidrag til hhv. ATP, AUD og pensionsordning, fratrækkes inden beregning af sømandsskat. Det derved fremkomne skattebeløb
fratrækkes bruttoindtjeningen, hvorved nettoløn exe!. kompensation for
•
Side 10
værdien af den enkelte søfarendes
fremkommer.
individuelle, skattemæssige fradrag
Af protokollat af 19. august 1988 (Ekstrakten s. 183) om indgåelse af overenskomst
for arbejde i DIS-skibe mellem Sømændenes Forbund og Danmarks Rederiforening
fremgår det, at:
Ved [parternes} indgåelse af DIS-overenskomster med andre overenskomstparter anvendes som hovedregel nettolønsprincippet (. . .) Forudsætningen
for den samlede nettoløn er gældende regler med hensyn til personbeskatniriqen, herunder de den 23. juni 1988 gennemførte ændringer i beskatning
for søfarende. Skulle der ske generelle ændringer i personbeskatningen, genforhandles denne del af nettolønnen, som ændringen vedrører.
Af samme protokollat fremgår det, at parterne den 1. januar 1989 optager forhandlinger limed henblik på afhjælpning af eventuelle uhensigtsmæssige følger af nærvæ-
rende overenskomsts vedtagelse.
/I
Følgelig kom Danmarks Rederiforening og bl.a. Dansk Styrmandsforening (senere Søfartens Ledere) den 1. december 1989 til enighed om en DIS-overenskomst, som
trådte i kraft den 1. januar 1990 (Ekstrakten s. 190).
Af ovennævnte
protokollat, pkt. 4 (Skatteforhold - Nettolønsberegning)
fremgår det:
Forudsætningen for den samlede nettoløn er gældende regler med hensyn
til personbeskatning, herunder de den 23. juni 1988 gennemførte ændringer
for beskatning af søfarende. Skulle der senere ske væsentlige ændringer i
det generelle personbeskatningsniveau, er der anledning til reforhandling af
denne aftale, for så vidt angår den del af den samlede løn (nettohyre og
kompensationstillæg), som ændringerne vedrører.
For så vidt angår skibsofficerer som medlemmer af Søfartens Ledere bemærkes, at
skibsførere ikke omfattes af overenskomsten men i stedet ansættes i de enkelte rederier på individuelle kontrakter, som også fastsætter en nettoløn under hensyntagen
til skattefriheden.
3.3
Udligningskontoret
Under det lovforberedende
arbejde ved indførelsen af DIS-ordningen rejste der sig
den problemstilling, hvordan man ved udbetaling af nettohyre skulle behandle de fradrag, som søfolkene havde haft hidtil, og som havde stor betydning for den løn, som
kom til udbetaling til den enkelte søfarende.
For at sikre at de søfarende opnåede samme nettoløn efter overgangen til nettohyreprincippet, oprettede rederierne i regi af Danmarks Rederiforening Udligningskontoret for Dansk Søfart ("Udligningskontoret"). Udligningskontoret
er en forening med
stiftelsesdato den 1. juli 1988 og medlemmerne heraf er danske rederier.
Idet der ikke trækkes skat af optjent DIS-indkomst, kan søfarende umiddelbart ikke
udnytte skatteværdien af personlige individuelle fradrag, fx rentefradrag og fradrag
for indbetaling til privattegnede pensionsordninger. I stedet kan den søfarende opnå
kompensation fra Udligningskontoret
for sådanne personlige, individuelle fradrag.
•
Side 11
Fradrag, der er gældende for alle søfarende, er indregnet i nettohyren og kompenseres ikke via Udligningskontoret. Kompensation udbetalt fra Udligningskontoret udgør
et nettobeløb, der ikke skal beskattes, ligesom den resterende nettohyre.
Udligningskontoret
beskriver beregningen
side (Ekstrakten s. 666):
af kompensation
således på sin hjemme-
Hovedreglen er at den søfarende skal have samme udnyttelse af sine fradrag, som andre fuldt skattepligtige personer. Skattepligtige personer, der
ikke har DIS-indkomst, får nedsat skatten med skatteværdien af de personlige, individuelle fradrag. DiS-søfarende får udbetalt skatteværdien af fradragene ved siden af den aftalte DIS-hyre som kompensationsbeløb.
Da kompensationsberegningerne
er baseret på det gældende skattesystem,
hvor der regnes med bruttoindkomster, er det nødvendigt at omregne DISindkomsterne til en teoretisk bruttoindkomst inden beregning af kompensation, da det er størrelsen af bruttoindkomsten, der afgør, om der skal gives
kompensation for topskatten. (Min fremhævelse)
Uanset at der udbetales nettohyre til de søfarende, omregnes DIS-indkomsten således af Udligningskontoret til en teoretisk bruttoindkomst til brug for beregning af
kompensation fra Udligningskontoret.
Baggrunden herfor er, at kompensationsberegningerne
er baseret på det til enhver til
gældende skattesystem, der netop er baseret på bruttoindkomster.
Udligningskontorets beregning af kompensationstillæg
viser, at der er en klar sammenhæng mellem den enkelte nettohyre og den tilsvarende bruttoindkomst,
idet
denne sammenhæng rent faktuelt beregnes årligt for alle søfarende, der anmoder om
kompensation fra Udligningskontoret.
Den søfarendes hyre består således normalt af den faste ordinære nettohyre fra rederiet (sagsøgte) og et variabelt kompensationsbeløb fra Udligningskontoret,
der
samlet set skal stille den søfarende i en situation, hvor der i overensstemmelse med
SBL § S, stk. 3 er taget behørigt hensyn til skattefritagelsen.
Kompensationsbeløbet
kan efter anmodning fra den søfarende blive udbetalt løbende som a conto kompensation (se Ekstrakten s. 668-669), så den søfarende opnår
en løbende fordel, svarende til den fordel en almindelige skattepligtig opnår ved at
anvende en forholdsmæssig andel af sine samlede årlige fradrag ved hver lønudbetaling.
Idet kompensationsberegningerne
er baseret på det til enhver tid gældende skattesystem, vil søfarende automatisk få justeret størrelsen på deres kompensationsbeløb
ved ændringer i skattesystemet - uanset omfanget af sådanne ændringer. Når personlige, individuelle fradrag eller skatteværdien heraf øges eller reduceres, sker der
således en automatisk tilpasning af det udbetalte kompensationsbeløb (den variable
del af den søfarendes hyre) i overensstemmelse med de vedtagne ændringer i skattesystemet.
Denne automatiske tilpasning af det udbetalte kompensationsbeløb fra Udligningskontoret er årsagen til, at sagsøgerne siden vedtagelsen af Forårspakke 2.0 -ligesom
alle andre skattepligtige - bl.a. har opnået en lavere skatteværdi af ligningsmæssige
fradrag.
•
Side 12
•
3.4
Om
den statsstøtteretlige
dimension og dens relevans for problemstillingen
Som redegjort for under afsnit 3.4 blev det ved Kommissionens afgørelse af 13. november 2002 - statsstøttesag NN 116/98 - fastslået, at DIS-ordningen udgjorde statsstøtte, men samtidig at DIS-ordningen dog kunne godkendes som lovlig statsstøtte
(statsstøtte forenelig med fællesmarkedet).
Statsstøttesag NN 116/98 er i vidt omfang baseret på EU's retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren - oprindeligt indeholdt i Meddelelse 97/C 205/05 (Ekstrakten, s. 243) og senere i Meddelelse C 2004/43 (Ekstrakten, s. 275). Retningslinjerne indeholder afsnit om loft for den maksimale lovlige statsstøtte.
Eksempelvis fremgår det af Meddelelse C 2004/43 om EU's retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren, under kapitel 3.2 om arbejdsrelaterede omkostninger:
I overensstemmelse med disse målsætninger bør følgende foranstaltninger
for personaleomkostninger tillades for Fællesskabets skibsfart:
(. . .)
nedsatte indkomstskattesatser
registreret i en medlemsstat.
for EU-søfolk om bord på skibe, som er
(. .)
Af nationale
skattemæssige hensyn foretrækker nogle medlemsstater ikke
at anvende nedsatte satser som ovenfor nævnt, men godtgør i stedet - helt
eller delvist- rederne omkostningerne ved disse afgifter. Denne fremgangsmåde kan generelt anses for at svare tilovennævnte system med nedsatte
satser, forudsat at der er tydelig forbindelse til afgifterne, at der ikke er nogen overkompensation, og at systemet er gennemskueligt og umuligt at
misbruge. (Min fremhævelse). (Ekstrakten, s. 280)
Endvidere fremgår det af retningslinjerne, at "det samlede støttebeløb, som ydes efter
kapiteI3-6, ikke må overstige det samlede beløb for skotter og sociolsikringsbidrag,
der opkræves fra skibsfartsaktiviteter og fra søfolk", jf. retningslinjernes kapitel11, og
den tilsvarende passage fra Meddelelse 97/C 205/05, kapitellO, 2. afsnit (Ekstrakten,
s.251-252).
Kommissionen fremhævede i statsstøttesag NN 116/98, under pkt. 39, som begrundelse for DIS-ordningens forenelighed med fællesmarkedet, at DIS-ordningens "støtteintensitet overstiger ikke det samlede beløb for skotter og sociolsikringsbidrag", og i
forlængelse heraf mindede Kommissionen Danmark om, "at det er nødvendigt at kon-
trollere, at det i retningslinjerne fastsatte loft overholdes, hvis der ydes yderligere
støtte til søfolk eller til individuelle redere med henblik på at reducere bemandingsomkostningerne. " (Ekstrakten, s. 271).
For hovedsagens problemstilling er det først og fremmest relevant at fastslå, om sagsøgtes afvisning af at regulere nettolønnen automatisk i takt med ændringer i niveauet for personbeskatningen (med sagsøgtes ordvalg: en "de-kobling" fra skattesy-
Side 13
stemet, jf. sagsøgtes svarskrift, s. 12 (Ekstrakten, s. 34) og sagsøgtes duplik, s. S (Ekstrakten, s. 99)) er i strid med de af Kommissionen fastlagte betingelser for foreneligheden af den statsstøtte, som DIS-ordningen indebærer.
I bekræftende fald skal det undersøges, om sagsøgtes fortolkning af deres forpligtelse
til regulere nettolønnen i takt med niveauet for personbeskatning - nemlig, at der slet
ikke eksisterer en sådan forpligtelse, da nettolønnen angiveligt er "de-koblet" fra skattesystemet - kan tiltrædes. Denne fortolkning vil givetvis indebære, at sagsøgte modtager statsstøtte i strid med de af Kommissionen fastlagte betingelser, jf. ovenfor,
hvilket så meget desto mere taler imod sagsøgtes fortolkning af deres forpligtelse til
at regulere nettolønnen i takt med niveauet for personbeskatningen.
4.
ARGUMENTATION OG ANBRINGENDER
4.1
Overordnet om anbringender i hovedsagen
Hovedsagen handler om DFDS A/S' aftaleretlige forpligtelse til at regulere Kurt Lutzhøft og Sif Emdals nettoløn, så den stedse kvalificerer til og opfylder betingelserne for
skattefrihed under SBL § S, stk. 3.
Den konkrete anledning til den over for DFDS A/S nedlagte påstand var et tilfælde,
hvor der indtræffer en "mellemkommende" forandring i den gældende personbeskatning og dermed forandring af de forhold, der var relevante for værdiansættelsen af
skattefriheden, da den gældende lønstørrelse blevaftalt.
Det gøres gældende, at sådanne" mellemkommende" forandringer indebærer en aftaleretlig pligt til at udløse en hertil svarende forandring af lønstørrelsen af følgende
grunde:
Det følger SBL § S, stk. 3, at DIS-løn for at være skattefri skal være aftalt og fastsat
under hensyntagen til skattefriheden.
Hvis DIS-lønnen ikke er aftalt under hensyn til skattefriheden, er den ikke skattefri,
jf. også herved SBL § 11.
At SBL § S stk. 3 forudsætter, at der for en skattefri løn ti I enhver tid kan eftervises,
hvorledes denne fremkommer som en beregnet og beregnelig funktion af en forudsætningsvis bruttoløn, jf. SBL § 11.
DFDS A/S og Kurt Lutzhøft henholdsvis Sif Emdal har skattefriheden
sætning for deres ansættelsesforhold hos DFDS A/S.
som forud-
Forudsætningen var og er væsentlig, kendelig og relevant og kontinuerligt bekræftet i parternes vedvarende praksis om at regulere lønnen ved ændringer i
person beskatn ingen.
Også uden eksplicit aftale om regulering består der i kraft af parternes forudsætninger og adfærd således en aftaleretlig pligt til at regulere DIS-lønnen ved mellemkommende ændringer i personbeskatningen.
Pligten til at regulere nettolønnen er en integreret bestanddel af parternes aftale
og består, så længe aftaleforholdet eksisterer.
•
Side 14
Reguleringen kræver ikke enighed, men skal ubetinget gennemføres på grundlag
af en beregning af ændringens betydning for skattefrihedens værdi.
Parterne kan i medfør af almindelig aftalefrihed aftale fra gang til gang, om der
efter reguleringen i øvrigt er grundlag for og kan skabes enighed om ændringer i
lønnen under hensyn til skattefriheden.
Såfremt parterne ikke måtte nå til enighed i en sådan forhandling efter regulering,
står det dem frit for at anvende de instrumenter, der er til rådighed i faglige konflikter på det danske arbejdsmarked.
Det kan lægges til grund, at DFDS A/S (og Danmarks Rederiforening) ikke i sammenhæng med den relevante skattelempelse med Forårspakke 2.0 efterfølgende
rejste kraveller initierede et forhandlingsforløb om den løn, der var gældende
som følge af ændringerne i personbeskatningen.
DFDS A/S har i stedet ved at bestride pligten til automatisk regulering blot tilegnet
sig den stigning i nettolønnen, der aftaleretligt tilkom og fortsat tilkommer Kurt
l.utzhøft og Sif Emdal i kraft af, at parterne har forudsat anvendelse af SBL § S, stk.
3, jf. § 11, og dermed en automatisk regulering som implicit betingelse.
Parterne har i øvrigt fast reguleret DIS-lønneni hvert enkelt tilfælde af væsentlige
mellemkommende ændringer i personbeskatningen siden DIS-ordningen blev
indført.
Det følger heraf, at det er anerkendt, at hver part har ret til en regulering, der
svarer til den ændring, der er sket i beskatningen siden sidste regulering.
Danmarks Rederiforenings opfattelse af, at DIS-ordningen er "de-koblet" fra det
danske skattesystem er for det første historisk set ukorrekt, men kan for det andet ikke fremføres eller opretholdes samtidigt med, at den samme forening mener sig berettiget til fortsat at beholde den statsstøtte, der var hele DIS-ordningens formål.
Danmarks Rederiforenings opfattelse, hvorefter der i den nettolønsmodel for
statsstøtte, som Danmarks Rederiforening selv har designet, ikke er matematisk
eller praktisk mulighed for at beregne en bruttoløn som en funktion af den aftalte
nettoløn, ikke alene er teknisk set forkert, men også i modstrid med hele forudsætningen i modellen således som den kan fastlægges af SBL §§ 5 og 11.
4.2
Formålsfortolkning/lovkonform
fortolkning
Det er almindeligt antaget, at aftaler skal fortolkes, så de er i overensstemmelse med
gældende lovregler og de hertil svarende grundsætninger. Det gælder i hvert fald,
hvis en aftalepart som Danmarks Rederiforening ønsker at påberåbe sig sådanne lovregler.
Hvis en regel varetager den offentlige interesse, er den i almindelighed ufravigelig
(Materialesamlingen, s. 97). Endvidere må aftaler naturligt fortolkes sådan, at de ikke
giver en part fordele, som er åbenlyst ubillige, eller som ligger uden for, hvad der
kunne forudses ved overenskomstens udformning. (Materialesamlingen, s. 137).
•
Side 15
Det gøres overordnet gældende, at sagsøgtes synspunkt om, at nettolønnen er "dekoblet" fra skattesystemet, er i strid med princippet i SBL § 5, stk. 3. En sådan fortolkning vil give sagsøgte en åbenlys urimelig og utilsigtet fordel ved at skabe grundlag
for, at rederierne under Danmarks Rederiforening kan tilegne sig en skattelettelse,
som fra lovgivers side ellers er tiltænkt lønmodtagerne.
Den uberettigede fordel bestyrkes af Danmarks Rederiforenings tilkendegivelse
juni 2011 (Ekstrakten, s. 636), der lyder:
af 16.
"Specifikt om ,!orårspakken' skal det på den givne foranledning understreges, at vi ikke ser den 'matematiske' sammenhæng mellem denne og de oprindelige DIS lønninger, der som bekendt blevaftalt tilbage i 1988, hvor skattesystemet så ganske anderledes ud end det gør i dag."
Netop fordi det ikke på tidspunktet for indførelsen af nettolønsprincippet
og den følgende aftale om regulering af nettolønnen var muligt at forudse udviklingen af skattesystemet, bør sagsøgte ikke tillades at oppebære den skattelettelse, som lovgiver
havde tiltænkt og som rettelig tilkommer Kurt Lutzhøft og Sif Emdal. Dette ville være
en åbenlys urimelig og utilsigtet fordel.
Det gøres endvidere gældende, at EU-reglerne om statsstøtte tjener det offentliges
interesse ved at sikre, at konkurrencevilkårene på det indre marked ikke fordrejes ved
begunstigelse af visse virksomheder eller visse produktioner, jf. EUF-traktatens art.
107(1). Bestemmelsen må derfor anses for ufravigelig - naturligvis med de i bestemmelsen indeholdte undtagelser, jf. bestemmelsens stk. 2 og 3 (Materialesamlingen, s.
26-27).
Synspunktet om, at nettolønnens "de-kobling" fra skattesystemet er i strid med det
offentliges interesse efter EUF-traktatens art. 107, understreges af de betingelser, der
eksplicit er fastlagt af Kommissionen i statsstøttesag NN 116/98 i relation til DIS-ordningen forenelighed med fællesmarkedet.
Dette omfatter blandt andet betingelsen om, at DiS-ordningens "støtteintensitetoverstiger ikke det samlede beløb for skatter og socialsikringsbidrag ".
På den baggrund er det sagsøgers synspunkt, at den eneste måde at fortolke sagsøgtes forpligtelse til regulering af nettolønnen i konformitet med de ovennævnte principper for lovlig aftalefortolkning, er at forlange, at nettolønnen afspejler den til enhver tid gældende personbeskatningssats.
Til støtte for sagsøgers synspunkt kan blandt andet henvises til Danmarks Rederiforenings pressemeddelelse af 12. januar 2001, Danmarks Rederiforening ser på DISskatteordningen (Ekstrakten, s. 263) hvoraf det under afsnittet "Fakta om DIS" fremgår:
"DIS indebærer, at de søfarende er fritagetfor skat. Til gengæld aflønnes de
med en såkaldt nettoløn, der svarer til det beløb, der tidligere udbetaltes til
den søfarende efter skat. Regelsættet er baseret på en videreudvikling af det
traditionelle sømandsskattesystem, som betød, at de ansatte havde specielle skatteregler, blandt andet som følge af den særlige beskæftigelsessituation med perioder hjemme og til søs. "
•
Side 16
Der findes endvidere støtte for sagsøgers synspunkt i LO's brev til Skatteministeriet af
23. november 2004 (Ekstrakten, s. 363) som indeholder LO's bemærkninger Skatteministeriets høringsskrivelse over udkast til Forslag tillovom beskatning af søfolk. Her
fremgår det blandt andet:
LO vilogså pege på bestemmelsen i § 5, stk. 3, hvorof det fremgår, at skattefritagelse er betinget af at den udbetalte løn er fastsat under hensyn hertil. LO er enig i, at overenskomster må afspejle dette.
O/S-lønningerne i overenskomsten afspejler imidlertid ikke udviklingen i
skattesystemet. Det gælder f.eks. i relation til den nuværende skattereform,
hvor nedsættelsen af indkomstskatten ikke er slået igennem på O/S-lønningerne i form af en stigning i den udbetalte løn. (. . .) Konsekvensen er, at rederne får en støtte, der overstiger skatten.
Der mangler i dag et fælles retsgrundlag til en effektiv løsning af problemet.
Det arbejdsretlige system har således ikke kunnet løse uenigheden. Det bør
derfor sikres i loven, at skatteændringer kan finde sted i begge retninger,
således at den udbetalte løn afspejler den reelle skat. LO finder også dette
nødvendigt for at kunne overholde EU's regler for statsstøtte, idet støtten
ikke må overstige skattebesparelsen.
Retten skal bemærke, at denne udtalelse blev formuleret før "uenigheden" faktisk
blev løst ved indgåelsen af en aftale i 2005, jf. nedenfor under pkt. 4.3.
Sagsøgers synspunkt har endelig en tilsvarende opbakning fra Dansk Sø og Restaurations Forening, der i deres bemærkninger til udkastet til Forslag tillovom beskatning
af søfolk (Ekstrakten, s. 366) anfører om § 5, stk. 3: "Foreningen er enige i forslaget
om at lønnen under O/S betinges af skattefritagelsen i ordningen. Der bør dog indsættes en bestemmelse, således at skattefritagelsen, og dermed nettolønningerne, følger
den generelle udvikling i personskatten i det øvrige samfund.
/I
Det gøres i øvrigt gældende, at sagsøgte længe må formodes at have været bekendt
med, at deres synspunkt om nettolønnens "de-kobling" fra skattesystemet er i strid
med EU-retlige regler.
Dette følger bl.a. af udtalelser fra Skatteministeriets departementschef,
Peter Loft i
brev af den 14. september 2004 (Ekstrakten, s. 328-261) vedrørende et ønske fra Danmarks Rederiforening og PFA om at ændre pensionsordningerne fra ordninger med
fradragsret/bortseelsesret
for indbetalingerne
og beskatning af udbetalingerne til
ikke-fradragsberettigede
ordninger.
I brevet fastslår departementschefen
om reglerne for DIS-ordningen følgende:
Som bekendt reviderede EU-Kommissionen i januar 2004 sine retningslinier
for statsstøtte til søtronsportsektoren. De nye retningslinier har ikke i forhold
til de tidligere grundlæggende ændret omfanget af den statsstøtte, der kan
gives til søfolk ombord på O/S-skibe, idet det højst tilladte støtteniveau fortsat er fritagelse af søfolkene for beskatning og sociale bidrog. Hvis man giver
direkte tilskud i stedet for skattefritagelsesregler, må tilskuddet ikke overstige det samlede beløb fro skatter og fro socialsikringsbidrog, der opkræves
fro skibsfartsaktiviteter og fro søfolk.
•
Side 17
Dette afspejler to modeller for at give statsstøtte på dette område. Enten
kan man som i Danmark vælge at skattefritage søfolkene og udbetale en
nettohvre, eller man kan beskatte søfolkene og derefter helt eller delvist re-
fundere rederierne de opkrævede kildeskatter. Resultatet vil i sidste ende
være det samme, nemlig en statsstøtte højst svarende til søfolkenes skattebetaling.
(. . .)
Det må formodes, at den højst tilladte statsstøtte vil være den samme, uanset om medlemsstaterne vælger den ene eller den anden måde at udforme
statsstøtten på. Derfor er jeg ud fro en EU-retlig betrogtning betænkelig ved
at imødekomme Rederiforeningens og PFA's ønske. (Ekstrakten, s. 349-350)
Konsekvensen af, at nettolønnen fastsættes til et lavere beløb, end hvad søfolkene
ellers ville modtage i løn efter bruttolønsordningen, efter fradrag af skat uden for DISordningen, svarer dette til, at søfolkene betaler en relativt højere skat, end hvad de
ville blive opkrævet efter almindelige skatteregler, og hvad der af skattemyndighederne pålæggesandre skatteydere med tilsvarende indkomst.
Dette er også udtrykt i Skatteministeriets brev af 3. oktober 2007 (Ekstrakten, s. 477478), hvor det anføres:
Jeg er ikke uenig i tankegangen som sådan. Hvis skattelettelser fører til, at
lønnen efter skat stiger på det øvrige arbejdsmarked, er der kun et sted, DISsøfolk kan få en tilsvarende lettelse, og det er hos rederne. Men det ville for
regeringens vedkommende være et slag i luften at komme med en sådan
tilkendegivelse i lovbemærkningerne, idet regeringen ikke har - og heller
ikke ønsker at få - nogen direkte indflydelse på de overenskomstmæssige
forhold, der aftales mellem parterne inden for søfartserhvervet.
Det eneste krov, vi fro regeringens side kan og vil stille, er som før nævnt, at
lønnen fastsættes under hensyn til skattefritagelsen, og at arbejdsgiveren
over for skattemyndighederne kan godtgøre, hvordan DIS-lønnen er beregnet. Dertil rækker loven og ikke længere.
Skatteministeriets synspunkt er gentaget og uddybet i brev af 30. marts 2011 (Ekstrakten, s. 605), hvor det anføres:
Man kan ikke betale mindre i skat end nul. Derfor kommer skattelettelserne
i skattereformen [Forårspakke 2.0] ikke direkte DIS-søfolk til gode. Statskassen kan ikke udbetale et beløb svarende til skattelettelsen tiIDIS-søfolkene,
da dette EU-retligt ville være ulovlig statsstøtte til rederierne.
Der er kun et sted, DIS-søfolkene kan hente skattelettelsen, og det er hos
arbejdsgiverne. Hvis nettohyren skal afspejle et lønniveau efter skat, vil nedsættelsen af skatten alt andet lige betyde, at DIS-sømanden skal have en
højere hyre. Omvendt burde DIS-sømands hyre sættes ned, hvis skatten sættes op.
•
Side 18
Grafisk kan senere skatteændringers
stilles således:
påvirkning
af nettolønnen hos DIS-ansatte
frem-
Figur 2:
udgangspunkt'"
100
Vedtagelse af lavere personbeskatning'"
Ny
komposition
100
60
50
50
o
o
Differencen "x" opstår således som en konsekvens af senere ændringer i beskatning
af personlig indkomst. Spørgsmålet er, hvad differencen "x" er, og hvem den tilkommer.
Figuren viser, at DIS-ordningen aldrig kan overskride index 100, som er summen af
den aftalte nettoløn og den dertil hørende ikke-afregnede skat (altså svarende til bruttolønnen uden for DIS). Index 100 er dermed også rederiernes til enhver tid korresponderende bruttoomkostning,
som reduceres med statsstøtten (den ikke-afregnede skat). SBL § 11 er i overensstemmelse hermed.
Analytisk er der følgende fire forklaringsmodeller, hvorefter
for enten:
1.
2.
3.
4.
differencen
"x" kan anses
Skat pålagt af staten
Skat pålagt af rederierne i henhold til delegation
Løn der tilkommer DIS-ansatte eller
Tilegnet reduktion i bruttolønnen hos DIS-ansatte (ulovlig statsstøtte)
Forklaringsmodellog 2 er ikke direkte relevante for hovedsagen, men for adcitationssagen, hvis landsretten ikke giver sagsøgerne medhold i hovedsagen.
Forklaringsmodel 3 svarer til sagsøgernes standpunkt, hvorefter en reduktion i skatteværdien nødvendigvis skal afstedkomme en tilpasning på nettolønnen med 10, så
index 100 opretholdes.
Forklaringsmodel4
at arbejdsgiverens
svarer til Danmarks Rederiforenings standpunkt og demonstrerer,
tilegnelse af "x" som følge af en omlægning af skattebyrden vil
•
Side 19
medføre, at nettolønnen forbliver uændret ud af det samme korresponderende bruttoomkostning (index 100). Reduktionen
i den lovlige statsstøtte med 10 gennemføres
dermed heller ikke.
Det har aldrig været hensigten med DIS-ordningen eller nettolønsmodellen
en adgang for rederierne selv at fastsætte statsstøttens størrelse.
at skabe
Konsekvenserne af at indgå en ansættelsesaftale i henhold til en kollektiv overenskomst er blandt andet, (i) at ansættelsesaftalerne
må fortolkes sammen med overenskomsten og de fortolkningsbidrag,
der vedrører denne, og (ii) at ændringer i overenskomsten som udgangspunkt altid medfører tilsvarende ændringer i den ansættelsesaftale, der henviser til den pågældende overenskomst.
En overenskomstændring kan dog aldrig påvirke, modificere eller frafalde allerede erhvervede rettigheder og krav hos en af overenskomsten omfattet medarbejder.
De relevante fortolkningsbidrag omfatter blandt andet forståelsen af SBL § 5, stk. 3,
jf. SBL § 11, og den praksis, som overenskomstparterne
har fulgt i forbindelse med
genforhandling og forlængelse af den kollektive overenskomst.
I forhold til forståelsen af SBL § 5, stk. 3, er spørgsmålet, hvad der nærmere må forstås
ved, at lønnen skal være fastsat "under hensyn ti/" skattefritagelsen som en betingelse
for opretholdelsen
af DIS-ordningen som lovlig statsstøtte.
Parternes - og ikke mindst sagsøgtes - forudsætning om, at betingelsen til stadighed
er, har været og bliver ved med at være overholdt, medfører et aftaleretligt vilkår
mellem parterne om automatisk regulering ved senere ændringer i beskatning af personlig indkomst. Vilkåret er en integreret bestanddel af aftalegrundlaget,
allerede
fordi det er en forudsætning for, at aftalen overhovedet kan udformes og forvaltes.
Hvis betingelsen ikke er opfyldt, skal DFDS A/S skulle tilbagebetale A-skat og arbejdsmarkedsbidrag
for hele den periode, betingelsen ikke har været opfyldt, jf. SBL § 11.
Opfyldelse af betingelsen er derfor en central og altafgørende forudsætning
for parternes aftaleforhold.
Det er også det, Skatteministeriets
embedsmænd og en række
Skatteministre har udtalt.
Det gøres gældende, at forudsætningen, selv hvis den alene var den individuelle medarbejders, var væsentlig, kendelig og relevant, hvorfor den kan håndhæves over for
aftaleparten. Uagtet dette forholder det sig dog faktisk således, at forudsætningen i
tilfælde af en brist vil udløse mere byrdefulde og direkte sanktioner over for arbejdsgiveren og dennes erhvervend over for den enkelte medarbejder.
I forhold til den praksis parterne har fulgt, har denne praksis ligeledes betydning
parternes forudsætninger, som overenskomsten,
og dermed de underliggende
sættelsesaftaler, siden må fortolkes i overensstemmelse med.
4.3
for
an-
Praksis mellem parterne og parternes forudsætninger
Det gøres til støtte for den nedlagte påstand gældende, at der i relationen mellem
Danmarks Rederiforening og Søfartens Ledere fast og ud fra en forudsætning
om at
være forpligtet hertil i en lang periode efter indførelse af DIS foretog en kalkuleret
•
Side ao
regulering (tilpasning) af aftalte nettolønsatser
veauet for personbeskatningen.
løbende i takt med ændringer
i ni-
Det gøres i første række gældende, at denne praksis for tilpasning udspringer af og
dokumenterer den fælles forståelse af DIS-ordningens tilblivelse og forudsætninger.
Den måde, hvorpå tilpasninger
blev foretaget efter DIS-ordningens indførelse og indtil
Danmarks Rederiforenings endelige afvisning af regulering som følge af Forårspakke
2.0 repræsenterer desuden - både i tid og form - en praksis, der har været bestemmende for fastsættelsen af nettoløn gennem overenskomstforhandlinger. Søfartens
Ledere har haft føje til at forvente, at der i et givet overenskomstresultat
ikke skulle
indregnes et risikoelement
for ændringer
i nettolønnens
værdi som følge af skatteændringer.
Det gøres derfor gældende, at den beskrevne praksis indgik som en for begge overenskomstparter bindende forudsætning i og for de aftaler, der blev indgået, herunder
overenskomster om lønfastsættelse, som til enhver tid ville afspejle den til enhver tid
gældende sats for personbeskatning.
Skattereformen 1994-1998 medførte således ubestridt, at parterne kontinuerligt gennem fem år aftalte og udbetalte henholdsvis modtog et såkaldt skattereformtillæg,
som ikke repræsenterede
en tilforhandlet
fordel, men alene et instrument med det
formål at tilpasse skattereformens virkning - en reduktion af personbeskatningen
uden for DIS - for de medarbejderne, der sejlede i DIS og der ikke "afregnede" skat.
Pinsepakken (1999-2002) (Ekstrakten, s. 254) gav på samme vis anledning til overvejelser, men førte hverken til forhandlinger
eller reformtillæg, idet der i enighed blev
konstateret, at værdierne af frad ragsværd iforringelser og skattelettelse var I ige store,
hvorfor der ikke skete nogen forandring af nettoløn. Men principielt blev der foretaget en konkret og kalkuleret vurdering af effekten af ændringen i skattesystemet med
henblik på at sikre et overensstemmelse mellem nettoløn og skatteværdi.
Forårspakke
1.0 (2004) (Ekstrakten, s. 285) iværksatte sammen med reformen "Lavere skat på arbejdsindkomst" (2004-2007) ændringer i sådan et omfang, at parterne
besluttede at oprette en opsparingsmekanisme, hvorved værdien af ændret beskatning i medfør af Forårspakke 1.0 blev indbetalt til en konto af rederierne, herunder
sagsøgte.Den akkumulerede værdi skulle efterfølgende komme til udbetaling og/eller
modregning til de DIS-ansatte, herunder Kurt l.utzheft og Sif Emdal, efterhånden som
værdien kunne opgøres for de enkelte søfolk og oversteg et vist beløb. Dette følger
blandt andet af protokollat af 25. maj 2005 (Ekstrakten s. 414) over parternes forhandlinger.
Tilsvarende medførte Skattereform 2008-2009 (Ekstrakten, s. 474) ændringer af betydning for almindelige lønmodtagere og førte ligesom de andre reformer til en ændring at nettolønnen, konkret i form af et reformtillæg på 400 kr. pr. måned (Ekstrakten, s. 494).
Endelig betød Forårspakke 2.0 (2009) (Ekstrakten, s. 499-541) en række ændringer i
beskatningen af betydning for den enkelte lønmodtager. Modsat tidligere praksis siden 1994 har sagsøgte denne gang bare afvist at regulere nettolønnen, ligesom sagsøgte har afvist, at der skulle eksistere en ret til sådan regulering. Sagsøgtehar dogderes afvisning til trods - implementeret den med Forårspakke 2.0 vedtagne reduktion af skatteværdien af ligningsmæssige fradrag, idet Udligningskontoret automatisk
har reguleret nettolønnen ned på baggrund heraf.
•
Side 21
•
For en mere detaljeret gennemgang af hver skattereform
Ekstrakten s. 115-119.
henvises til Processkrift 3,
Det gøres gældende, at den foreliggende praksis skaber en forpligtende formodning
for, at den afspejler parternes intention bag og forudsætning for aftaler om regulering
af nettolønnen efter SBL § S, stk. 3, jf. § 11.
Både de situationer, hvor der som følge af mellemkommende ændringer i satsen for
personbeskatningen har været forhandlinger mellem parterne om niveauet for nettolønnen, men også generelt, har Danmarks Rederiforening undladt at gøre det synspunkt gældende, at nettolønnen er "de-koblet" fra skattesystemet.
Under forhandlingerne i kølvandet på Forårspakke 1.0 var det sagsøgtes begrundelse
for ikke at ville regulere nettolønnen, at der ikke var tale om tilstrækkeligt væsentlige
ændringer i personbeskatningsniveauet
og, at stigningen af værdien af de generelle
fradrag og et skattereformtillæg er blevet indregnet i sømændenes hyre, hvilket skulle
kompensere for skattelettelsen, jf. mæglingsmand Niels Waages rapport om forhandlingerne mellem sagsøger og Danmarks Rederiforening om fornyelse af DIS-overenskomst (Ekstrakten s. 326-327).
Sagsøgtes netop refererede synspunkter indikerer, at sagsøgte var af den forståelse,
at væsentlige ændringer i niveauet for personbeskatning automatisk skulle afspejles i
nettoløn nen.
Det forhold, at sagsøgte ved de tidligere mellemkommende ændringer i personbeskatningen ikke afviste at regulere nettolønnen med den begrundelse, at der slet ikke
eksisterede en sådan ret, er af væsentlig betydning for fortolkningen af aftalerelationen mellem parterne. Danmarks Rederiforening fabrikerede først senere det standpunkt, at nettolønnen er "de-koblet" fra skattesystemet.
Det gøres på den baggrund gældende, at sagsøgtes afvisning er i strid med såvel forudsætningerne for aftalegrundlaget som parternes hidtidige faste praksis om at regulere lønnen ved mellemkommende ændringer i personbeskatningen.
Det bemærkes, at sagsøger ved flere lejligheder har påberåbt sit synspunkt i denne
sag.
Der henvises blandt andet til mæglingsmand Niels Waages rapport om forhandlingerne mellem sagsøger og Danmarks Rederiforening om fornyelse af DIS-overenskomst (Ekstrakten, s. 326), og til Danmarks Rederiforenings bemærkninger til Forslag
tillov om beskatning af søfolk (Ekstrakten, s. 408), hvoraf det fremgår:
Angående fastsættelse af DIS-hyren er Søfartens Ledere enige i, at det nuværende system med aftalt nettohyre mellem erhvervets parter er det mest
enkle system. Fra arbejdstagerside er der en naturlig interesse i, at den aftalte nettoløn følger udviklingen i beskatningen af arbejdsindkomst, således
at nettoindkomsten bevarer sin værdi.
(. . .)
Side 22
Søfartens Ledere finder det ikke acceptabelt, at de for at sikre deres stilling
i forhold til almindeligt beskattede personer skal føre forhandlinger med deres arbejdsgivere. Der tales om i fremtiden at nedsætte skatten på arbejde,
men indtil videre har O/S-søfolk ikke haft nogen gavn af forårspakken.
(Min fremhævelse)
På den baggrund må det lægges til grund, at sagsøger stedse har været bekendt med
sagsøgtes synspunkt om, at nettolønnen skal reguleres i takt med ændringer i niveauet for personbeskatning.
Dette bekræftes i nyere tid af Danmarks Rederiforenings orientering (Spørgsmålog
svar) af 3. maj 2011 til sine medlemmer om forhandlingerne i kølvandet på Forårspakke 2.0 (Ekstrakten, s. 616) og sagsøgers svar på Danmarks Rederiforenings overenskomsttilbud af 7. juni 2011 (Ekstrakten, s. 633), hvor synspunkterne fremhæves.
Det gøres således gældende, at det er sagsøgte, som har ændret holdning til spørgsmålet om regulering af sømændenes nettoløn, og ikke sagsøger.
Dette synspunkt bekræftes af Danmarks Rederiforenings brev til Søfartens Ledere af
16. juni 2011 (Ekstrakten, s. 636), hvor Danmarks Rederiforening ved direktør Pia E.
Voss tilkendegav:
"Specifikt om '[orårspakken' skal det på den givne foranledning understreges, at vi ikke ser den 'matematiske' sammenhæng mellem denne og de oprindelige O/S lønninger, der som bekendt blevaftalt tilbage i 1988, hvor skattesystemet så ganske anderledes ud end det gør i dag."
Det gøres gældende, at denne opfattelse ikke beror på en matematisk eller teknisk
forhindring, men alene på, at nettolønsmodellen
for arbejdsgiverne skaber faktisk
mulighed for afskære DIS-lønmodtagerne fra at oppebære en skattelettelse svarende
til den, som alle andre danske lønmodtagere. Systemet anvendes derfor af Danmarks
Rederiforening til forskelsbehandling.
4.4
Statsstøtteretlig konsekvens af standpunkter
Som nævnt ovenfor under afsnit 4.2, fremgår det af Meddelelse C 2004/43 om EUretningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren,
under kapitel 3.2 om arbejdsrelaterede omkostninger:
Denne fremgangsmåde {nettolønsordningen} kan generelt anses for at
svare tilovennævnte system med nedsatte satser, forudsat at der er tydelig
forbindelse til afgifterne, at der ikke er nogen overkompensation, og at systemet er gennemskueligt og umuligt at misbruge. (Min fremhævelse).
fremgår det endvidere, at "det samlede støttebeløb, som ydes efter
kapiteI3-6, ikke må overstige det samlede beløb for skatter og socialsikringsbidrag,
der opkræves fra skibsfartsaktiviteter og fra søfolk", jf. retningslinjernes kapitel l l.
Af retningslinjerne
Kommissionen fremhævede i statsstøttesag NN 116/98, pkt. 39, som begrundelse for
DIS-ordningens forenelighed med fællesmarkedet, at DIS-ordningens "støtteintensitet overstiger ikke det samlede beløb for skatter og socialsikringsbidrag", og i forlængelse heraf mindede Kommissionen Danmark om, "at det er nødvendigt at kontrollere,
•
Side 23
at det i retningslinjerne fastsatte loft overholdes, hvis der ydes yderligere støtte til søfolk eller til individuelle redere med henblik på at reducere bemandingsomkostningerne."
Det forhold, at sagsøgte har afvist at regulere sagsøgtes nettolønninger i overensstemmelse med den ændring i niveauet for personbeskatning, som Forårspakke 2.0
indeholder, medfører, at støtteintensiteten til sagsøgteoverstiger det samlede beløb
for skatter og socialsikringsbidrag.
Det gøres på den baggrund gældende, at sagsøgersafvisning af at regulere Kurt Lutzhøft og Sif Emdals nettoløn i takt med niveauet for personbeskatning efter Forårspakke 2.0 er uforenelig med EU-statsstøtteregler, idet den tildelte statsstøtte til danske rederier siden den 1. januar 2010 har oversteget de samlede beløb for skatter og
socialsikringsbid rag.
Det bemærkes i den forbindelse, at den til danske rederier tildelte statsstøtte herefter
heller ikke opfylder det EU-retlige processuelle kriterium for en statsstøttes forenelighed med EUF-traktatens art. 107 om, at statsstøtte skal være gennemsigtig (Materialesamlingen, s. 170-174).
Endvidere er det generelt en betingelse forforeneligheden af statsstøtte, at medlemsstaten kan påvise, at statsstøtten ikke bruges til at dække omkostninger, som virksomheden selv kunne forventes at ville bære på almindelige markedsvilkår - der må ikke
være tale om en 'free lunch' for den begunstigede virksomhed (Materialesamlingen,
s.17S-176).
Da sagsøgtereelt siden den 1. januar 2010 har tilegnet sig en skattelettelse, der burde
være tilkommet Kurt l.utzhøft og Sif Emdal, jf. Figur 2, må støtten herefter antages at
dække omkostninger, som hverken er forenelige med EU's retningslinjer for foreneligheden af statsstøtte eller de af Kommissionen fastlagte betingelser for foreneligheden af DIS-ordningen, nemlig omkostninger, som danske rederier selv bør oppebære
på almindelige markedsvilkår.
Sagsøgtes økonomiske begrundelse for sit "de-koblings-synspunkt" skærper konfliktgen med de gældende statsstøtteregler.
Samlet om disse konsekvenser af Danmarks Rederiforenings argumentation gælder
det, at der i intet omfang og på ingen måde er tale om, at den danske maritime industri vilopgive og afgive den statsstøtte, der hvert år tilflyder virksomhederne. Det er
derfor ubestrideligt, at det kan udelukkes, at det kan have været sagsøgtes hensigt at
fortolke SBL § 5, stk. 3, jf. § 11, og parternes aftale om regulering af nettolønnen sådan, at statsstøttebetingelserne kan anses for er være misligholdt, endsige i risiko herfor.
Danske domstole er formelt efter EU-traktatens art. 4(2) forpligtet til at sikre en effektiv opfyldelse af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne (Materialesamlingen, s. 24-25). Det gøres følgelig gældende,
at parterne i en kollektivoverenskomst er forpligtede tilløbende at foretage en EUkonform fortolkning af overenskomster. Dette synspunkt finder støtte i litteraturen.
(Materialesamlingen, s. 118-120 og s. 162-163).
Konstateringen af en statsstøtte, der ikke er udbetalt inden for de - i sagens natur
restriktive - rammer, den er underlagt, vil medføre en tilbagebetalingspligt
for i dette
tilfælde de arbejdsgivere, der har haft fordel af den, jf. SBL § 11.
•
Side aa
4.5
•
Forhandlingspligten
En kendelse fra en faglig voldgiftsret antages generelt kun at afgøre den konkrete tvist
på linje med domme i andre sager. Denne regel medfører, at sådanne kendelser ikke
kan tages til indtægt for en principiel fortolkning af overenskomstgrundlaget,
med. mindre dette har konkrete støtte i dens indhold eller omstændighederne i øvrigt (Materialesamlingen, s. 154).
Til støtte for et anbringende om, at der ikke består en pligt til at regulere DIS-lønnen
ved mellemkommende ændringer i personbeskatningen, har sagsøgte henvist til det
som bilag Q fremlagte protokollat af 10. august 1994 fra den faglige voldgiftsret (Sømændenes Forbund mod Danmarks Rederiforening) (Ekstrakten, s. 241). Den faglige
voldgiftsret henviser til et protokollat af 19. august 1988. Protokollatet er ikke fremlagt, men det er samme parters protokollater af 27. juli 1988 (Ekstrakten, s. 180) og
1. december 1989 (Ekstrakten, s. 183).
Ifølge protokollatet fra den faglige voldgiftsret angik parternes uenighed følgende bestemmelse i deres overenskomst:
Forudsætningen for den samlede nettoløn er gældende regler med hensyn
til personbeskatning, herunder de den 23. juni 1988 gennemførte ændringer
for beskatning af søfarende. Skulle der ske ændringer i personbeskatningen,
genforhandles den del af nettolønnen, som ændringen vedrører.
Herom tilkendegav voldgiftsretten:
Der er tale om en ret for parterne til at kræve - reelle - forhandlinger. Der
er efter bestemmelsens ordlyd ikke adgang til at kræve en afgørelse ved faglig voldgift, hvis det ved genforhandlingen ikke skulle være muligt at opnå
enighed mellem parterne ( .. .). (Ekstrakten, s. 242)
Sagens omdrejningspunkt dengang var således pligten til at forhandle den aftalte nettoløn. Sagen drejede sig - som den var forelagt og forhandlet - ikke om det, der er
kernen for nærværende sag: parternes ret til automatisk regulering af nettolønnen,
så denne altid er fastsat under hensyn til skattefritagelsen for at opfylde gældende
lovgivning, herunder EU-retlige betingelser for statsstøtte.
Som nævnt ovenfor, står det parterne frit for at fastsætte nettolønnen fra gang til
gang. Sådan en aftale indebærer en efterfølgende ændring af den automatisk regulerede nettoløn. Sagen for den faglige voldgiftsret angik altså parternes pligt til at forhandle nettolønnen, når den automatiske regulering gavanledning til det.
Det gøres derfor gældende, at sagen for den faglige voldgiftsret
nes med eller i øvrigt har betydning for nærværende sag.
ikke kan sammenlig-
I tillæg til det anførte fastholdes det, at voldgiftsrettens tilkendegivelsen
ikke angår
andre end parterne i den konkrete sag, ligesom tilkendegivelsen også i øvrigt er uden
retskraft i forhold til hovedsagen, herunder på grund af den langvarige praksis for beregnet regulering i forhold til skattesatser på Søfartens Lederes område.
Retten skal være opmærksom på, at sagsøgerne ikke tilsidesætter, at der foreligger
en forhandlingspligt, men at genstanden for forhandling ikke er, om nettolønnen skal
reguleres (det er ikke til diskussion), men hvordan og hvorvidt den skal implementeres.
Side zg
•
BEVISFØRELSE:
Der henvises til den udarbejdede ekstrakt og til tidsplanen, hvor alle vidner er angivet.
PROCESSUELLE MEDDELELSER OG FORKYNDELSER:
Processuelle meddelelser og forkyndelser, der efter loven skal tilgå sagsøgerne og deres mandatarkan i denne sag fremsendes til/ske over for advokat Poul Hvilsted.
MOMS:
Sagsøgerne er ikke momsregistreret,
men deres mandatar er momsregistreret.
Side 26