1. No category

UNGE I UNGDOMSSANKTION
Young people in juvenile prison
26-05-2015
Dette bachelorprojekt er udarbejdet af: Jonas Vinterberg Weng & Marlene
Grønfeldt Ravn
Opgavens omfang: 114.733 tegn (med mellemrum)
2015, Socialrådgiveruddannelsen, University College Lillebælt
7. Semester, Hold 3212
Vejleder: Trine Østerbye Clausen
Resumé
Dette projekt omhandler unge i ungdomssanktion, hvor hovedvægten ligger på den unges egen
oplevelse af at være idømt ungdomssanktion.
Formålet med dette projekt er at forsøge, at give de ungdomssanktionerede unge en stemme på et
mere samfundsmæssigt plan, samt at højne de professionelles forståelse af, hvad det betyder for
et individ at være idømt en ungdomssanktion.
Målgruppen i rapporten er unge i alderen 15-18 år, der har begået alvorlig kriminalitet og som er
idømt en straf i form af ungdomssanktion jf. § 78 i straffefuldbyrdelsesloven.
Projektet giver et omtrentligt billede af de unges perspektiv, deres tanker og handlinger under og
efter endt forløb.
1
Indholdsfortegnelse Indledning ................................................................................................................................................ 4 Vores forforståelse .......................................................................................................................................... 4 Projektets formål -­‐ hvorfor de unges perspektiv? .................................................................................. 5 Problemformulering ............................................................................................................................ 6 Underspørgsmål ............................................................................................................................................... 6 Målgruppebeskrivelse .................................................................................................................................... 7 Problemafgrænsning og fravalg .................................................................................................................. 7 1. Hvad er en Ungdomssanktion? (Jonas) ..................................................................................... 8 1.1 Hvad er et opholdssted? (Jonas) ........................................................................................................ 10 1.2 Hvad er en sikret institution? (Jonas) .............................................................................................. 11 2. Begrebsafklaring ............................................................................................................................ 13 3. Argumenteret teorivalg ............................................................................................................... 14 4. Undersøgelsesdesign .................................................................................................................... 16 4.1 Forskningstyper (Jonas) ....................................................................................................................... 16 4.1.1 Den forstående forskningstype (Jonas) ..................................................................................................... 16 4.1.2 Hvorfor ikke den forklarende forskningstype? (Jonas) ...................................................................... 16 4.2 Undersøgelsens videnskabsteoretiske afsæt (Jonas) ................................................................. 16 4.2.1 Den fænomenologiske metode (Jonas) ...................................................................................................... 17 4.2.2 Den hermeneutiske metode (Jonas) ........................................................................................................... 18 4.3 Egen dataindsamling ............................................................................................................................. 19 4.3.1 Den kvalitative metode (Marlene) ............................................................................................................... 19 4.3.2 Den kvantitative metode (Marlene) ............................................................................................................ 20 4.3.3 Krav til intervieweren (Jonas) ....................................................................................................................... 21 4.4 Fremgangsmåde for bachelorprojektets interviews .................................................................. 21 4.4.1 Interviewguide (Marlene) ............................................................................................................................... 21 4.4.2 Optagelse af interview (Marlene) ................................................................................................................ 22 4.4.3 Feltarbejdsaftale (Marlene) ............................................................................................................................ 22 4.4.4 Transskription af interview (Marlene) ...................................................................................................... 22 4.4.5 Selve udførelsen af interviewene (Marlene) ........................................................................................... 23 4.4.6 Informanter og udvælgelsesstrategi (Marlene) ..................................................................................... 23 4.4.7 Analysemetode (Jonas) ..................................................................................................................................... 24 5. Præsentation af opholdssteder og informanter (Marlene) ............................................. 24 5.1 Præsentation af Muhammed -­‐ Interview 1 (Marlene) ................................................................ 25 5.2 Præsentation af Khalil -­‐ Interview 2 (Marlene) ............................................................................ 26 2
6. Analyse .............................................................................................................................................. 27 6.1 Maslows behovspyramide (Jonas) .................................................................................................... 27 6.1.1 Kritik af Maslows teori (Jonas) ...................................................................................................................... 30 6.2 Anerkendelse (Marlene) ...................................................................................................................... 31 6.2.1 Sammenfatning (Marlene) .............................................................................................................................. 33 6.3 Magt (Marlene) ........................................................................................................................................ 34 6.3.1 Sammenfatning (Marlene) .............................................................................................................................. 37 6.3.4 Delkonklusion af underspørgsmål 2 og 3: ................................................................................................ 37 6.4 Stigmatisering (Marlene) ..................................................................................................................... 38 6.4.1 Delkonklusion af spørgsmål 4 ....................................................................................................................... 40 6.5 Ungdomssanktionen som resocialiserende forløb (Jonas) ...................................................... 41 6.5.1 Socialiseringsprocesserne (Jonas) ............................................................................................................... 41 6.5.1.1 Primærsocialisering (Jonas) ...................................................................................................................................... 41 6.5.1.2 Sekundærsocialisering (Jonas) ................................................................................................................................ 42 6.5.1.3 Resocialisering (Jonas) ................................................................................................................................................ 42 6.5.1.4 Om den “vellykkede” resocialisering (Jonas) ...................................................................................... 43 6.5.2 Institutionalisering (Jonas) ............................................................................................................................. 44 6.5.3 Totalinstitutionen (Jonas) ............................................................................................................................... 44 6.5.3.1 De sikrede afdelinger (Jonas) ................................................................................................................................... 45 6.5.3.2 Sammenfatning (Jonas) ............................................................................................................................................... 46 6.5.4 Tilpasningslinjer (Jonas) .................................................................................................................................. 47 6.6 Opsamling af afsnit 6. (Jonas) ............................................................................................................. 49 Metoderefleksioner ........................................................................................................................... 50 Konklusion ............................................................................................................................................ 52 Anbefalinger .................................................................................................................................................... 53 Litteraturliste ...................................................................................................................................... 54 3
Indledning
Ungdomssanktionen er blevet diskuteret igennem de seneste år. Nogen mener at det ikke virker,
andre mener, at det er vejen frem i det sociale arbejde med de unge kriminelle. På
justitsminiosteriets hjemmeside kan man bl.a. finde en pressemeddelelse med overskriften
“Styrket ungdomssanktion dæmmer op for alvorlig ungdomskriminalitet.” (Justitsministeriet,
2012) I pressemeddelelsen står der “En evaluering fra Justitsministeriets Forskningskontor tyder
på, at styrkelsen af ungdomssanktionen har ført til, at færre unge begår ny alvorlig kriminalitet.”
Hvilket jo lyder som om ungdomssanktionen virker som den skal. I bogen Rodløs - samtaler med
unge kriminelle af Kristina Lauritzen og Tina Ros, hvori 12 ungdomskriminelle bliver
interviewet, om deres liv og oplevelser med retssystemet, giver størstedelen af de unge (som har
været idømt en ungdomssanktion) udtryk for, at ungdomssanktionen ikke har haft indflydelse på,
om de er blevet mere eller mindre kriminelle. Bogen er fra år 2004, så indsatsen har nok ændret
sig og formentlig også praksis på området. Vi ønsker med vores projekt at finde ud af, hvad de
unge i dag synes om ungdomssanktionen og hvilke tanker de unge har gjort sig om indsatsen.
Altså om indsatsen har gjort en forskel for dem og deres fremtidige levevis.
I vores praktikforløb på henholdsvis Unge afdelingen i Fredericia og Kriminalforsorgen i
Haderslev, oplevede vi, at klienten ikke blev hjulpet på rette vej. Derfor føler vi, at det er relevant
at undersøge, hvilke tanker de ungdomskriminelle gør sig om ungdomssanktionen, som forløb og
hjælp til ikke at begå kriminalitet under og efter ungdomssanktionen. Da det er de unge, der er
eksperter i deres egen situation, finder vi det relevant at have fokus på deres mening om
ungdomssanktionen, og deres forståelse af den eventuelle hjælp de modtager herigennem.
Vores forforståelse
Vi har en opfattelse af, at kriminelle unge mellem 15 og 18 år besidder mange af de samme
kvaliteter, som unge der ikke har begået kriminalitet. Vi er overbevist om, at kriminelle unge kan
have lige så moralske overvejelser som andre. Vi ser kriminelle handlinger i ungdomsgruppen,
4
som en anden måde at søge grænser på. Når tilbøjeligheden til at overtræde loven er
vedholdende, tror vi hovedsageligt, at det skyldes en norm-forskydning. Ligeledes mener vi, at
adfærd som er tillært også kan fralæres under de rigtige omstændigheder.
Vi vil i udarbejdelsen af vores projekt undersøge, hvorvidt der er hold i vores forforståelse.
Derudover vil vi gøre læseren opmærksom på, at hvor intet andet fremgår i indholdsfortegnelsen,
så er afsnittet udarbejdet i fællesskab. Hvis et afsnit er udarbejdet individuelt, så vil navnet på
forfatteren stå ud for afsnittets titel i parentes i vores indholdsfortegnelse. Ligeledes ønsker vi at
gøre læseren opmærksom på, at de individuelt udarbejdede afsnit er blevet diskuteret og
reflekteret over i fællesskab forud for godkendelse.
Projektets formål - hvorfor de unges perspektiv?
Vi ønsker med dette afsnit at redegøre for, hvorfor vi har valgt at fokusere på de unges perspektiv
i vores projekt.
Vi har i vores projekt valgt at fokusere på ungdomssanktionen og dens elementer. I forbindelse
med dette har vi overvejet, hvilken indgangsvinkel vi skulle tage til projektet, og efter endt
overvejelse besluttede vi at tage udgangspunkt i de unges egen oplevelse af ungdomssanktionen.
Der er tidligere foretaget faglige evalueringer af opholdssteder, sikrede institutioner,
fængselsstraf osv. med udgangspunkt i de unges mening. Et eksempel på sådanne undersøgelser
er Inge M. Bryderups bog Ungdomskriminalitet, socialpolitik og socialpædagogik - biografiske
interview med unge om straf og behandling, som forsøger at give et indblik i
ungdomskriminalitet og årsagen dertil. Den forsøger ligeledes at belyse de unges forståelse af
straf og behandling. (Bryderup, 2010, s. 41) Det er undersøgelser som denne, der har inspireret os
til at have den unges perspektiv i fokus. De unges perspektiv kan hjælpe med at pege på
forbedringer til forløbet, fordi de har en førstehåndsviden, som vi fagpersoner ikke altid har
adgang til. Samtidig giver indblikket i hvordan det er at være i et ungdomssanktions-forløb en
forøget forudsætning for, at sagsbehandlere, pædagoger og lignende bedre kan sætte sig ind i de
unges situation. Som sagsbehandler kan den indsigt bruges som en del af helhedssynet1. Dette
1
Helhedssynet er et overblik over de forskellige niveauer (familiært, økonomisk, politisk,
samfundsmæssigt, organisatorisk, individuelle osv.), som kan have indflydelse på en borgers liv. I socialt
5
kan i sidste ende hjælpe til, at sagsbehandleren får bedre forudsætning for at tilrettelægge et
succesfuldt forløb for den unge. Udover dette har der i diverse undersøgelser vi har fundet, været
et stort fokus på resultatet af ungdomssanktionen og dens virkning. Dette er naturligvis en
nødvendighed, da ungdomssanktionen må forventes at have en positiv effekt for at have sin
gyldighed i det sociale arbejde med de unge, men vi mener dog, at selve oplevelsen af processen,
som leder hen til resultatet og virkningen er mindst lige så vigtig at undersøge, da det giver den
sanktionsdømte en mulighed for at have indflydelse på det forløb han/hun gennemlever. Dette er
en lige så stor begrundelse for vores valg af fokus. Vi finder det vigtigt at give de unge en
mulighed for at have en stemme i sin egen sag om ungdomssanktionens forløb og udformning.
Problemformulering
Med udgangspunkt i den fænomenologiske og hermeneutiske tilgang, ønsker vi at undersøge og
analysere på de unges perspektiv, hvilket derfor bør afspejles af vores problemformulering.
● Hvilke tanker gør den unge kriminelle i alderen 15-18 år sig, om sin tilværelse under
ungdomssanktionen og efter endt ungdomssanktions-forløb, og hvilken rolle tillægges
ungdomssanktionen til en kriminalitetsfri tilværelse?
Underspørgsmål
For at besvare ovenstående problemformulering, er der flere underspørgsmål, som vi ønsker at få
besvaret.
● Ønsker den unge at ændre sin tilværelse efter endt institutionsophold?
● Hvilke elementer af ungdomssanktionen har ifølge den unge god effekt?
● Hvilke elementer af ungdomssanktionen har ifølge den unge ikke god effekt?
● Hvilke fremtidige handlemuligheder eller begrænsninger mener den unge at have ift.
uddannelse, skole, arbejde, etc.?
● Hvilke forbedringer kan de unge selv foreslå til forløbet?
arbejde er helhedssynet et redskab sagsbehandleren anvende for at foretage socialfagliget gavnlige
handlinger. (Harder & Nissen, 2011, s.13)
6
Underspørgsmålene er valgt for at undersøge, om den unge selv har vilje til at omstille sig til en
kriminalitetsfri tilværelse, eller om forandringsinitiativet udelukkende kommer fra
udefrakommende påvirkninger, som for eksempel sagsbehandlere, pædagoger eller forældre.
Dette er værd at vide, eftersom indsatsen med stor sandsynlighed ikke vil have nogen effekt, hvis
den unges vilje ikke er sat på forandring. Desuden er vi interesserede i at undersøge, hvilke dele
af indsatsen de unge selv mener at have positiv eller gavnlig effekt, og hvilke dele af indsatsen
som har negativ effekt. Vi vil desuden analysere de data, som vi har fået igennem interviewene,
ud fra den viden vi, som socialrådgiverstuderende har at tolke på situationer fra. Hvad der her
menes er, at vi ligeledes har tænkt os at vurdere og analysere fra et fagligt perspektiv.
Målgruppebeskrivelse
Vi har valgt at afgrænse målgruppen til unge i alderen 15 til 18 år, som er idømt en
ungdomssanktion jf. straffuldbyrdelsesloven § 78. Dette har vi valgt, da vi gerne vil have fokus
på Ungdomssanktioner og dets elementer.
Problemafgrænsning og fravalg
Igennem hele vores projekt har vi gjort os en del overvejelser om, hvad der er mest relevant i
forhold til vores analyseafsnit. Vi har været meget opmærksomme på, at når man vælger noget
til, så vælger man også noget fra.
Grundet begrænsning af projektets omfang, har vi været nødt til at afgrænse brugen af ellers
relevante teorier og litteratur, da der ganske simpelt ikke har været plads til at inddrage dem i
vores projekt.
Det havde været relevant at undersøge de professionelles syn på ungdomssanktionen og dets
elementer, men vi valgte at fokusere på de unges perspektiv, da dette lod til sjældent at blive gjort
i de undersøgelser og evalueringer, som vi havde fundet forud for projektets opstart.
Vi kunne også med fordel have inddraget den tysk/amerikanske psykoanalytiker Erik H. Erikson,
som blandt andet har arbejdet med identitet og udvikling. Dette havde været relevant, da
teenageårene er en identitetsmæssigt meget turbulent tid. Derfor havde det været interessant at se
på identitetsdannelsen i denne tid, kombineret med sanktionsforløbet.
7
Ligeledes ville det være relevant for vores projekt at inddrage resiliens, som en måde at
undersøge hvilke beskyttende faktorer og evt. risikofaktorer, der er forbundet med et
ungdomssanktions-forløb.
1. Hvad er en Ungdomssanktion? (Jonas)
Ungdomssanktionen er et alternativ til en ubetinget fængselsstraf. Siden 2001 har det været
muligt at idømme unge på 15-17 år, som har begået grov personfarlig kriminalitet en
ungdomssanktion i stedet for den almene frihedsberøvelse i form af fængselsophold.
Ungdomssanktionen har 2 års varighed og indebærer, at den sanktionsdømte skal gennemgå et
struktureret og kontrolleret socialpædagogisk behandlingsforløb, som har til formål at
resocialisere den unge, samtidig med at den unge forhindres i at begå ny kriminalitet, eller at de
ikke begår kriminalitet i samme omfang, som de ville have gjort uden særlig indsats.
Ungdomssanktionen er bygget op om en formodning, om at utilpassede unge kriminelle mellem
15 og 17 år, i et vist omfang kan “rettes op” under et længerevarende socialpædagogisk forløb
(Servicestyrelsen, 2008, s. 27).
Ungdomssanktionen er inddelt i 3 faser:
1. fase: Indledende ophold i en sikret afdeling. (Typisk 2 måneder)
○ Formålet med at indlede sanktions-forløbet med et ophold på en sikret afdeling er
dels, at få standset den unges kriminelle handlinger ved at fjerne den unge fra sit
lokalmiljø og dels, at bygge grundlaget for den videre socialpædagogiske
behandling.
2. fase: Ophold på en døgninstitution eller egnet opholdssted. (Typisk 12 måneder)
○ Efter det indledende institutionsophold, skal den unge i anden fase anbringes på en
åben døgninstitution eller et godkendt opholdssted. Længden af det samlede
institutionsophold kan ikke overstige 18 måneder, med mindre den unge får en ny
dom, jf. straffelovens § 74 a, stk. 2.
3. fase: Periode i ambulant regi under tilsyn af de sociale myndigheder i opholdskommunen.
(Typisk 24 måneder)
8
Ovenstående er den typiske opbygning af forløbet, men myndighederne har mulighed for at
justere på f.eks. varigheden af de forskellige faser eller indstille den unge til at starte sit forløb i
en almindelig institution/opholdssted, hvis dette skønnes nødvendigt eller gavnligt
(Servicestyrelsen, 2008, s.31-32).
Servicestyrelsen beskriver i Håndbog om ungdomssanktionen (2008, s.29) fire kriterier, der
afgør, om man hører til ungdomssanktionens målgruppe:
● “Et alderskriterium.
● Et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige profil (social profil).
● Et kriterium, der angår kriminalitetens art (kriminalitetskravet).
● Et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt
(strafkravet).”
Alderskriteriet: Ungdomssanktionen kan kun anvendes, hvis kriminaliteten som er begået af
den/de unge er begået, mens den unge er fyldt 15 år og endnu ikke er fyldt 18 år. Det er alderen
på gerningstidspunktet, der er afgørende, ikke alderen ved domsafsigelsen. Dog skal
ungdomssanktionen som udgangspunkt ikke anvendes, hvis den tiltalte på domstidspunktet er
fyldt eller forholdsvis kort tid efter fylder 18 år. Personlige forhold, f.eks. tiltaltes mangel på
modenhed kan dog tale for, at den unge bør idømmes ungdomssanktionen i stedet for
fængselsstraf (Servicestyrelsen, 2008, s.29).
Den Sociale Profil: Målgruppen er unge med tilpasningsproblemer, dvs. unge med underudviklet
evne til at skabe sociale relationer. De har besvær med at orientere sig i normale sociale
sammenhænge, og de er ofte præget af uhensigtsmæssige og grænseoverskridende
reaktionsformer - blandt andet kriminelle handlinger af særlig voldsom eller voldelig art.
Anvendelse af ungdomssanktionen forudsætter, at foranstaltningen forventes at imødekomme den
unges særlige behov for behandling. Det er retten som afgør, om den unge er egnet til behandling
på baggrund af indstillingen fra de sociale myndigheder. En ung, der opfylder kriteriet for den
sociale profil, kan i nogle tilfælde erklæres uegnet. Hvis der foreligger en velbegrundet indstilling
fra de sociale myndigheder om, at den tiltalte er uegnet til at modtage en ungdomssanktion, er
praksis at den dømmende magt normalt ikke idømmer en sådan dom. F.eks. kan dette ske, hvis
den tiltalte har en psykisk lidelse og derfor ikke forventes at få udbytte af socialpædagogisk
behandling. Det er ikke nødvendigt, at få den unges - eller den unges forældres - samtykke for at
9
den tiltalte kan idømmes ungdomssanktion. Da dette betyder at unge, som ikke er motiverede for
at modtage socialpædagogisk behandling kan idømmes en ungdomssanktion, anbefales det at
overveje, om den unge vil være uimodtagelig over for behandlingen og samtidig være destruktiv
og/eller voldelig overfor behandlingsforløbets personale. Skønnes det, at dette vil være tilfældet
bør sanktionen anses for værende uhensigtsmæssig.
Samtykke fra den unge bør altid forsøgt opnået af samarbejdsmæssige hensyn (Servicestyrelsen,
2008, s 29-30).
Kriminalitets-kriteriet: Ungdomssanktion anvendes kun ved kriminalitet af grovere
personfarlig kriminalitet eller ved anden alvorlig kriminalitet, herunder: vold, røveri og voldtægt
eller mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyveri eller hærværk (Servicestyrelsen, 2008,
s.30).
Strafkravet: Ungdomssanktion kan anvendes i sager, hvor domstolene normalt ville have idømt
en ubetinget fængselsstraf af varighed fra 30 dage op til omkring 1 år. Hvis det anses for værende
gavnligt, kan sanktionen også anvendes over for unge, som står til længere ubetinget straf f.eks. 1
år og 6 måneder (Servicestyrelsen, 2008, s.30).
1.1 Hvad er et opholdssted? (Jonas)
Et opholdssted er et botilbud, som omfatter en pædagogisk ydelse til børn og unge. Opholdsstedet
er privat drevet og godkendt til at være generelt egnet af kommunalbestyrelsen i den kommune
opholdsstedet er placeret.
I Vejledning om magtanvendelse og andre indgreb over for børn og unge punkt 47 (vejledning
nr. 9293 af 23/05/2013) skrives der om magtanvendelsen på et opholdssted:
“I opholdssteder for børn og unge, oprettet efter servicelovens § 66, nr. 5, vil der kunne ske fysisk
magtanvendelse efter magtanvendelsesbekendtgørelsens § 2, jf. vejledningens punkt 23, uanset
om målgruppen for opholdsstedet er børn og unge, der har sociale problemer, eller er børn og
unge med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne. (...) På opholdssteder må børn og unge ikke
låses inde på deres værelse eller på opholdsstedet. (...), men det udelukker ikke, at opholdsstedet
kan låses af, således at uvedkommende ikke kan komme ind. De låste døre skal kunne låses op
indefra. (...) Det bemærkes, at reglerne i magtanvendelsesbekendtgørelsen ikke er knyttet til det
10
fysiske anbringelsessted (matriklen), men til anbringelsesstedet som organisation/pædagogisk
enhed.”
Fysisk magtanvendelse overfor børn og unge, der opholder sig på opholdssteder er udelukkende
tilladt, når det er absolut påkrævet (Lov om sociale service, herefter kaldet: serviceloven § 123,
stk. 3).
For at opsummere på ovenstående, så har et opholdssted ikke lov til at låse døre og vinduer på en
sådan måde, at den unge ikke har mulighed for at forlade stedet.
Den fysiske magt, som på et opholdssted kan anvendes i form af fastholdelse af den unge, eller
førelse til et opholdsrum, hvis den unge opfører sig på en måde, som gør det uforsvarligt, at den
unge fortsat opholder sig i fællesskabet, eller hvis det er for at forhindre den unge i at gøre skade
på sig selv eller andre jf. § 2 af Bekendtgørelse om anvendelse af magt over for børn og unge
anbragt uden for hjemmet (Bekendtgørelse nr. 186 af 20/02/2015), herefter kaldet
Magtanvendelsesbekendtgørelsen.
1.2 Hvad er en sikret institution? (Jonas)
En sikret døgninstitution efter Servicelovens § 67, stk. 3, er kendetegn ved, at det er tilladt for
dem at have yderdøre og vinduer konstant aflåst. Jf. magtanvendelsesbekendtgørelsens §19, stk.
1, er en sikret døgninstitution for børn og unge, en døgninstitution, der omfatter mindst én sikret
afdeling og eventuelt én eller flere ikke sikrede afdelinger.
“Ved en sikret afdeling forstås en afdeling på en sikret døgninstitution, hvor det er tilladt at have
yderdøre og vinduer konstant aflåst.“ (magtanvendelsesbekendtgørelsens §19 stk. 2.)
Om magtanvendelse i en sikret afdeling:
“§ 20. I sikrede afdelinger i døgninstitutioner for børn og unge vil der kunne ske fysisk
magtanvendelse efter [Magtanvendelsesbekendtgørelsens] § 2.
Stk. 2. For en ung anbragt i en sikret afdeling vil der kunne ske magtanvendelse i form af
isolation, idet institutionens leder eller dennes stedfortræder undtagelsesvis kan træffe beslutning
om anbringelse af den unge i særlige isolationsrum, når der er overhængende fare for, at denne
skader sig selv eller andre. Ved isolation forstås afsondring i aflåst rum i kortere eller længere
11
perioder. Isolationen skal være så kortvarig og skånsom som muligt, og må ikke udstrækkes ud
over 2 timer. Der skal løbende føres tilsyn med et barn eller en ung, der er anbragt i isolation.
Stk. 3. For et barn eller en ung anbragt i en sikret afdeling vil der kunne ske magtanvendelse i
form af undersøgelse af barnets eller den unges person eller opholdsrum efter §§ 23 og 24, hvis
en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller
sikkerhedshensyn iagttages, jf. lovens § 123 a.
Stk. 4. For et barn eller en ung anbragt i en sikret afdeling vil der endvidere kunne ske
magtanvendelse i form af kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation
efter § 28.” (Magtanvendelsesbekendtgørelsen, § 20)
Altså er magtanvendelsen på en sikret afdeling en anelse udvidet ift. et opholdssted. Ud over at
kunne udøve magtanvendelse efter magtanvendelsesbekendtgørelsens §2, har man på en sikret
afdeling også mulighed for at isolere den unge, dvs. låse den unge inde i et rum. Dog i højst 2
timer. Servicelovens § 123 påpeger bl.a., at isolation alene må anvendes, når forholdene i det
enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet, men også at “aflåsning om natten af værelser i sikrede
afdelinger betragtes ikke som isolation.” (Serviceloven §123, stk. 1.) Det er også tilladt for den
sikrede afdeling at gennemsøge den unges værelse, eller kropsvisitere den unge, hvis det er for at
sikre, at reglerne på stedet overholdes eller af hensyn til sikkerheden. Det er desuden muligt for
den sikrede afdeling at kontrollere blandt andet den unges telefoniske kommunikationsveksling,
hvis der er truffet en afgørelse omkring dette af børn og unge-udvalget jf. servicelovens § 123,
stk. 2.
Særligt sikret afdeling:
Særligt sikrede afdelinger er afskærmede afdelinger i en sikret døgninstitution efter servicelovens
§ 66, nr. 6, jf. § 67.
Særligt sikrede afdelinger er en afdeling beregnet til børn og unge, som har gjort det uforsvarligt
fortsat at opholde sig på en sikret afdeling pga. en forudgående voldelig eller psykisk afvigende
adfærd (magtanvendelsesbekendtgørelsens § 40).
I Vejledning om magtanvendelse og andre indgreb over for børn og unge punkt 51, (vejledning
nr. 9293 af 23/05/2013) beskrives hovedforskellene mellem en sikret afdeling og en særligt sikret
afdeling:
12
“En særligt sikret afdeling adskiller sig i forhold til almindelige sikrede afdelinger bl.a. ved at
have en bedre personalemæssig normering som betyder, at afdelingen kan modtage børn eller
unge, der har mere massive problemer end de børn og unge, der placeres på almindelige sikrede
afdelinger. (...) Der gælder de samme magtanvendelsesregler for de særligt sikrede afdelinger,
som for de sikrede afdelinger, bortset fra varigheden af isolation, idet det gælder at isolation i
sikrede institutioner maksimalt må vare 2 timer, mens den på særligt sikrede afdelinger
maksimalt må vare 4 timer, jf. vejledningens punkt 38.”
Altså i stedet for 2 timer , så har en særligt sikret afdeling mulighed for at isolere en ung i op til 4
timer og afdelingen er bedre bemandet, for at kunne håndtere den særligt vanskelige unge.
2. Begrebsafklaring
Målgruppen: Vi ønsker at gøre læseren opmærksom på, at vi i vores projekt anvender flere
forskellige betegnelser for vores målgruppe, herunder de unge, sanktionsdømte, kriminelle unge,
og informanterne.
Ungdomssanktion: I vores projekt vil ordet “ungdomssanktion” være meget centralt, hvilket er
uddybet i afsnit “1. Hvad er en ungdomssanktion”, hvor ungdomssanktionen er nærmere
beskrevet. Beskrivelsen under førnævnte afsnit er samtidig dette projekts officielle forståelse af
ungdomssanktionen.
Socialisering: I forbindelse med dette projekt finder vi det nødvendigt at redegøre kort for, hvad
vi mener, når vi siger “socialisering.” Vi har i vores projekt valgt en mere funktionalistisk
definition af “socialisering,” som forholder sig neutralt i forhold til det normative:
“Socialisering er den proces, der fører til det nødvendige grundlag for at kunne
fungere i (en specifik) samfundssammenhæng.” (Sabroe 1979, s. 85)
Socialisering er dermed et begreb, som i dette projekt dækker over de sociale processer, som gør
at individet kan deltage i specifikke samfundsmæssige sammenhænge. Socialisering er derfor en
proces ment til at inkludere eller inddrage den unge i samfundet.
Institutionalisering: I dette projekt nævnes begrebet “institutionalisering,” som har en meget
varieret betydning både inden for det sociale arbejdsfelt, men også i dagligdags brug af ordet. I
13
vores projekt er vores forståelse at institutionalisering “at blive udsat for en målrettet
socialisering i en af samfundets institutioner, indrettet til formålet.” (Mørch, 2007, s. 91)
3. Argumenteret teorivalg
Formålet med dette afsnit er at synliggøre og argumenterer over for læseren, hvilke teorier vi har
valgt at inddrage i vores bachelorprojekt.
Maslows behovspyramide: Vi har valgt at inddrage denne teori i vores analytiske overvejelser,
fordi ungdomssanktionen på mange måder har til opgave at skabe nogle rammer, som giver de
unge mulighed for at udvikle sig. Derfor finder vi Abraham Maslows (1908-1970) teori om
behovsherakiet relevant, da den beskriver, hvilke behov individet nødvendigvis må have
tilfredsstillet for at kunne udvikle sig personlighedsmæssigt. Dermed kan vi i vores analyse
sammenligne Maslows teori og de forhold, som findes på henholdsvis opholdssteder og sikrede
afdelinger.
Anerkendelse: Vi har valgt at inddrage den tyske sociolog Axel Honneth, som påstår, at
individer ikke kan udvikle en identitet uden, at de bliver anerkendt. Honneth har udviklet en teori
om anerkendelse, som påpeger, at ”menneskets evne til at fungere som et socialt vellykket
individ er afhængig af anerkendelse som bekræftelse af autonomi og individualitet” (Høilund &
Juul, 2005, s. 25).
Under vores indsamling af empiri har vi erfaret, at vores målgruppe ikke bliver anerkendt på
institutionerne, når der opstår konflikter imellem de unge og pædagogerne. Derfor fandt vi det
fordelagtigt at inddrage denne teori for at finde frem til, hvilke tanker vores informanter gør sig
om deres tilværelse under et ungdomssanktionsforløb, samt hvilke muligheder de har for at
fungere som et socialt vellykket individ.
Magt: Den franske filosof Michel Foucault (1926-1984) var en meget anerkendt idéhistoriker.
Foucault beskæftigede sig med magt i blandt andet fængsler og institutioner. Vi har valgt at
inddrage magt, da begge vores informanter i løbet af deres ungdomssanktion har oplevet en vis
form for magtanvendelse, enten hvor fagpersoner på en sikret – eller en særlig sikret institution,
har anvendt magt overfor den unge, eller hvor den unge selv har følt, at de har magten. Ifølge
Foucault kan man ikke, som person besidde eller eje magt, men anvende den (Nilsson, s. 81).
14
Derfor vil vi i vores analyseafsnit med udgangspunkt i Foucaults tankegang, om “magten er
produktiv og skabende,” sætte det i relation til vores informanter og undersøge, hvordan magten
kommer til udtryk i de situationer, hvor den unge føler, at enten han eller personalet udøver en
form for magt.
Stigmatisering: Vi har valgt at inddrage den canadiske sociolog og socialantropolog, Erving
Goffman (1922-1982), som har lavet en teori omhandlende stigmatisering. Ifølge Goffman er et
stigma en social proces, hvor omgivelsernes reaktion, omtale, bedømmelse eller kategorisering
kan være med til at ødelægge nogle menneskers sociale identitet (Goffman, 2014, s. 20). Vi vil
anvende denne teori i vores analyseafsnit, da vores målgruppe kan opleve at blive stigmatiseret af
samfundet, da de ikke agerer som dét samfundet ser, som værende ”normalt”. Derudover vil vi i
vores analyseafsnit anvende Goffmans teori om stigma, fordi vi ønsker at undersøge, om dét har
en betydende rolle for den unges handlemuligheder og begrænsninger med hensyn til skole,
uddannelse og arbejde efter endt ungdomssanktion. Ligeledes vil vi også ud fra Goffmans tre
opstillede former for stigma undersøge, hvilken form for stigma vores målgruppe hører ind under.
Socialisering/Resocialisering: Eftersom ungdomssanktionen har til formål at “rette op” på de
unge, tænker vi at det vil være relevant at se nærmere på begreberne “socialisering” og
“resocialisering”, for at vurdere om ungdomssanktionen, som forløb er hensigtsmæssigt opbygget
til at varetage denne opgave. I den forbindelse inddrager vi blandt andre Peter Berger og Thomas
Luckmann, som bl.a. beskriver socialiseringsprocesserne i deres bog Den sociale konstruktion af
virkeligheden, som i mange år har været brugt på utallige uddannelsesinstitutioner.
Totalinstitutionen: Vi har her valgt at inddrage Goffmans beskrivelse af “totalinstitutionen” og
hans beskrivelse af menneskets møde med disse institutioner. Vi har i sinde at sammenligne vores
informanters udsagn med dem Goffman beskriver om brugere i samfundets institutioner.
Formålet hermed er at undersøge om der er overensstemmelse med, hvad Goffman beskriver og
hvad vores informanter har oplevet. Fordi ungdomssanktionen er sat sammen i faser, hvor de
unge kommer til at opleve institutioner af forskellig art, vil vi også vurdere om - og i hvor høj
grad - Goffmans beskrivelse af totalinstitutionen passer på disse institutioner.
15
4. Undersøgelsesdesign
Vi vil i det følgende afsnit præsentere vores undersøgelsesdesign og redegøre, for hvilke
forskningstyper, samt videnskabsteoretiske tilgangsvinkler vi finder relevant for vores projekt.
4.1 Forskningstyper (Jonas)
I forskning som har mennesker, som studiefelt er der fire forskellige hovedtyper af forskning,
som alle indeholder hver deres kendetegn. De fire forskningstyper er som følger: den
beskrivende, den forklarende, den forstående og den handlingsrettede. (Launsø, m.fl., 2011, s. 12)
I vores projekt har vi taget udgangspunkt i den forstående forskningstype.
4.1.1 Den forstående forskningstype (Jonas)
Den forstående forskningstype handler om at forsøge at fortolke og forstå fænomener gennem
sociale aktørers forståelse og oplevelse af fænomenet. Denne forskningstype er kendetegnet ved,
at den ofte helt eller delvist er baseret på informanternes perspektiv. I denne forskningstype
afdækkes menneskers holdninger, vurderinger, opfattelser, intentioner og/eller motivationer.
(Launsø, m.fl., 2011, s.23-24)
4.1.2 Hvorfor ikke den forklarende forskningstype? (Jonas)
Den forklarende forskningstype forsøger bl.a. at forklare hvorfor X har Y som effekt, eller
spørger om X har Y som effekt. (Launsø, m.fl., 2011, s. 16) Vi har i vores projekt et stort fokus
på forståelsen af de sanktionsdømtes perspektiv og oplevelse af ungdomssanktionen, og har ikke
til formål at forklare, hvilken effekt indsatsen har haft på den sanktionsdømte eller hvorfor. I
vores analyserende del af undersøgelsen kommer vi til at skulle fortolke på den data vi gennem
interviewene har optaget. I den forbindelse kunne vi gennem teorier forsøge at årsagsforklare de
sanktionsdømte unges følelser og fortolkning, men vi bestræber os i stedet på at skabe en dybere
forståelse gennem de teorier vi inddrager i vores analyseafsnit.
4.2 Undersøgelsens videnskabsteoretiske afsæt (Jonas)
I dette afsnit vil vi præsentere opgavens videnskabsteoretiske position.
16
Vores undersøgelsesmetode tager udgangspunkt i den fænomenologiske og hermeneutiske
videnskabsteoretiske retning. I de følgende afsnit vil vi forklare nærmere om disse og vise, at
undersøgelsens empiri er opstået ud fra en fænomenologisk tankegang, og at analysen er
opbygget om en hermeneutisk tilgang.
I både den fænomenologiske og den hermeneutisk tradition er informantens subjektive forståelse
af sin omverden, hans forudantagelser og dogmer meget central, disse kaldes “livsverdenen.”
Livsverdenen er påvirket af den kultur og kontekst man lever i, og det er i livsverdenen vi finder
fortolkningen og forståelsen af de fænomener, vi har oplevet og erfaret (Schiermer, 2013, s. 6466). Kort sagt er livsverdenen vores subjektive forståelse af vores omverden.
Et lignende begreb er “forståelseshorisont”, som har mange fællestræk med “livsverdenen”.
Forståelseshorisonten er det perspektiv vi mennesker har på verden, og omfatter alt hvad der kan
ses fra et bestemt synsfelt. Horisonten er individets personlige tilgang til verden og består af
individets sprog, erfaring, historiske og kulturelle kontekst, ideologi og holdninger. (Højberg,
2013, s. 302-303). Begge traditioner har fokus på den forstående og dennes forforståelse, som
han bruger til at fortolke det han observerer. Altså at vi som interviewere også kommer med en
forforståelse og forskellige erfaringer, som har indvirkning på den måde vi forstår informanten og
informantens forståelse ud fra. (Juul & Pedersen, 2012, s. 421)
4.2.1 Den fænomenologiske metode (Jonas)
I den fænomenologiske metode er det vigtigt, at intervieweren forholder sig kritisk over for sine
egne antagelser og forforståelse, da det er informantens oplevelse, forståelse og fortælling, som
har forrang. Basis for den fænomenologiske samfundsvidenskabelige tilgang er en fordomsfri
tilgang og en åbenhed overfor informanten. (Rendtorff, 2013, s. 285) Altså bestræber man sig i
fænomenologien på at tilsidesætte sine fordomme og forforståelse for at kunne gå ind i samtalen
med et åbent sind, overfor den måske meget fremmedartede livsverden informanten måtte
beskrive. At sætte sin egen forforståelse i parentes på den måde kaldes en “fænomenologisk
reduktion” (Juul, 2012, s. 70).
Vi har valgt at basere vores interviewteknik på fænomenologiske principper fordi vi ønsker at
opnå en forståelse for, hvad det betyder for en ung at blive idømt en ungdomssanktion. Med
andre ord ønsker vi indsigt i, hvordan den sanktionsdømte oplever dét, at være idømt en
ungdomssanktionen.
17
4.2.2 Den hermeneutiske metode (Jonas)
Ontologien i hermeneutikken er, at mennesket er et forstående og fortolkende væsen. Mennesket
har et grundlæggende ønske om at forstå og meningstilskrive verden. (Højberg, 2013, s. 300)
Vi har med den fænomenologiske tilgang til interviewet søgt informanternes beskrivelse af deres
livsverden, uden at fortolke herpå. I vores analyserende del vil vi så begynde at fortolke på de
oplysninger, vi har fået gennem interviewene. I den hermeneutiske tradition mener man ikke, at
forforståelse og fordomme bør (eller kan) tilsidesætte, da det er fordommene, som får forskeren
til at forholde sig undersøgende og spørgende overfor hans emne. I vores tilfælde kunne vi måske
have en fordom om, at den ungdomssanktionerede, som udgangspunkt er doven. Vi kan have
forskellige begrundelser til at have denne fordom, måske har vi denne fordom, fordi vi har
observeret, at mange ungdomssanktionsdømte ikke har noget arbejde og ikke gennemfører
uddannelser. Når vi som forskere er blevet bevidste om denne fordom, er det vigtigt, at vi i stedet
for at teste og påpege berettigelsen af denne fordom, i stedet forsøger at udfordre den. På den
måde får vi i stedet incitament til at undersøge og forstå, hvorfor ungdomssanktionsdømte ikke
har arbejde og ikke færdiggøre uddannelser, eller måske bliver spørgsmålet, om det i det hele
taget passer, at ungdomssanktionsdømte ikke har arbejde. Kort sagt så bør vi som forskere
udfordre de fordomme vi måtte have (Højberg, 2013, s. 320).
Et mere direkte eksempel på, at forforståelsen kan anvendes til fordel for forståelse af
informantens situation er, hvis interviewerens og informantens forståelseshorisont eksempelvis
indeholder similære miljømæssige erfaringer. Hvis f.eks. informanten fortæller om bandemiljøet,
kan en interviewer med lignende erfaringer herom, muligvis anvende sin forforståelse og den
tavse viden han besidder til at opnå en bedre indsigt og forståelse af informantens forklaring
herom. Dog er det igen en situation, hvor intervieweren må være opmærksom på, at han ikke bare
forsøger at bekræfte sine egne fordomme og hypoteser, eller gennemtvinge sin egen fortolkning,
men forholde sig bevidst om sin forudindtagede forståelse og ligeledes må udfordre den
(Højbjerg, 2013, s. 320-321).
Vi har set en fordel i at kombinere fænomenologiens meget åbne og eksplorative tilgang til
interviewet med hermeneutikkens meget anvendelsesbevidste brug af forforståelsen. I vores optik
er dette en ideel måde, at forsøge at forstå vore målgruppe på, da vi på den måde først aktivt
anvender vores forforståelse efter interviewet er foretaget.
18
4.3 Egen dataindsamling
I vores dataindsamling er der lagt stor vægt på den kvalitative metode. Vi vil i de følgende afsnit
forklare nærmere om den kvalitative metode og begrunde fravalget af den kvantitative metode.
4.3.1 Den kvalitative metode (Marlene)
Kvalitative data kan være interviewdata, observationsdata, tekster og dokumenter samt lyd- og
billedoptagelser, dette kaldes de bløde data (Larsen, 2010, s. 97).
En meget kortfattet redegørelse for den kvalitative metode, er beskrevet af Tove Thagaard i
bogen: Systematik og Indlevelse - en indføring i kvalitativ metode:
“En kvalitativ tilgang kan give grundlag for forståelse af sociale fænomener på baggrund
af fyldig data om personer og situationer (...) samtale er et godt udgangspunkt for viden
om, hvordan enkeltpersoner oplever og reflekterer over deres egen situation” (Thagaard,
2007, s. 13).
Dette er grunden til, at vi har valgt at anvende den kvalitative metode i vores undersøgelse: fordi
den er et godt udgangspunkt for viden om personers oplevelser og refleksioner.
Fordelen ved at vi benytte os af den kvalitative metode er, at det er mere personligt, da vi møder
vores informanter ansigt til ansigt, her får vi bedre mulighed for at udlede nuancer i både verbale
og nonverbale udtryk, hvilket kan bidrage til, at det bliver enklere og mere dybdegående at tolke
informanternes svar. En anden fordel er, at der er færre informanter, der udebliver fra
interviewene (Larsen, 2010, s. 31-32).
Ulempen ved at vi benytter os af den kvalitative metode er, at vi ikke kan generalisere ud fra et
interview, da det kan være personlige holdninger, som kommer til udtryk. Udarbejdelsen af de
indsamlede data er også vanskeligere og mere tidskrævende, da vi ikke bare kan sammenligne
svarene, som i den kvantitative metode. Samtidig kan et interview have den ulempe, at det kan
virke som en slags kontrol af informanten, og man derfor får de svar informanten tror, man gerne
vil have, eller de svar som er alment accepterede. Det vil sige, at den indsamlede data er helt
værdiløs (Larsen, 2010, s. 32-33). Vi har overvejet, at der under vores interview med de
19
sanktionsdømte er en fare for at dette sker. Eftersom de sanktionsdømte til en vis grad kommer til
at skulle evaluere de opholdssteder og sikrede institutioner de har boet på, eller måske stadig bor
på, er der en fare for, at interviewet kan blive anset for værende en slags kontrol af den
sanktionsdømte. For eksempel kan udtryk for en god oplevelse af ungdomssanktionen og dens
forløb skyldes, at den sanktionsdømte tror, det vil blive betragtet som god opførsel, som kan føre
til evt. fordele eller belønninger. Altså at den gode tilbagemelding muligvis vil kaste et mere
positivt lys over den måde personalet på opholdsstedet betragter den sanktionsdømte i, og på den
måde enten undgår en social straf, som f.eks. misbilligelse, eller modtage en social belønning i
form af anerkendelse, ros etc. Der skal samtidig også tages højde for, at svarene og holdningerne
er øjebliksbilleder. Altså at den sanktionsdømtes svar eksempelvis kan være mere negative
omkring sit generelle forhold til pædagogerne på opholdsstedet, end den pågældende normalvis
ville, fordi den pågældende dagen inden interviewet har haft en dårlig oplevelse med en af de
ansatte på opholdsstedet. Det modsatte kan selvfølgelig også være tilfældet, altså at svarene kan
være mere positivt betonede, hvis en meget god oplevelse har fundet sted kort forud for
interviewet.
4.3.2 Den kvantitative metode (Marlene)
Den kvantitative metode er ikke noget, som vi har valgt at gøre brug af i vores projekt, da denne
metode vægter - i modsætning til den kvalitative metode - indsamlingen af større mængder af
“hårde” data. Med “hårde” data menes der oplysninger, der umiddelbart kan måles og
kvantificeres ud fra et spørgeskema (Larsen, 2010, s. 26-27). Fordelen ved at anvende den
kvantitative metode er, at respondenterne er anonyme, og at de kan besvare de opstillede
spørgsmål mere ærligt. Samtidig behøver forskeren ikke at opsøge de personer, som skal være
med i undersøgelsen, hvilket kan spare forskeren for tidspres, da spørgeskemaet kan sendes med
posten eller via e-mail (Larsen, 2010, s. 30). Grunden til, at vi har fravalgt denne metode er, at
den kun giver få oplysninger om hver respondent, og at vi i gennem standardiserede skemaer ikke
vil få al den relevante information fra den unge, som vi skal inkludere i vores analyseafsnit.
Derfor valgte vi i stedet at gøre brug af den kvalitative metode. (Larsen, 2010, s. 31)
20
4.3.3 Krav til intervieweren (Jonas)
At interviewe nogen er en tidskrævende proces, som kræver meget af intervieweren. Under
interviewet er det vigtigt, at intervieweren formår at skabe tillid, samt at skabe en tryg og åben
atmosfære. Det er også vigtigt at intervieweren er i stand til at træde tilbage og lytte. I interviewet
er det nemlig informanten, som er ekspert. Udbyttet af interviewet afhænger meget af hvilke
iboende kvaliteter intervieweren besidder f.eks. interviewerens empatiske sans, teoretiske viden
og indsigt i emnet, der ønskes udforsket. Men også interviewerens personlighed, respekt,
koncentration/tilstedeværelse i interviewet har betydning for det endelige udbytte af interviewet.
Dog bør intervieweren altid være accepterende, imødekommende og bevidst om sine fordomme
(Launsø, m.fl., 2011, s. 136). I mødet med de sanktionsdømte har vi lagt et stort fokus på at gå
ind i interviewet med så åbent et sind som muligt, derfor har vi på forhånd snakket om vores
forventninger til interviewet, fremsagt hypoteser og sat ord på de fordomme vi evt. måtte have
om den sanktionsdømte og hans livsverden. Dette har vi gjort for bedre at kunne lægge vores
fordomme til side under interviewet, og dermed have bedre mulighed for at forstå den
sanktionsdømtes forklaring. Dette er tidligere uddybet i afsnit “4.2.1 Den fænomenologiske
metode”.
4.4 Fremgangsmåde for bachelorprojektets interviews
I det følgende afsnit vil vi give en beskrivelse af projektets fremgangsmåde i forbindelse med
interviewene. Her vil vi beskrive planlægning, udførelse af interview samt efterbearbejdning.
4.4.1 Interviewguide (Marlene)
Vi har i fællesskab udarbejdet en interviewguide, hvor vi har lavet nogle overordnede temaer,
som vil indeholde visse underpunkter, som berører hvert tema. Eftersom vores interviews er
kvalitative forskningsinterview, så har vi valgt at tage udgangspunkt i de syv faser af en
interviewundersøgelse, hvor tematisering, design, interview og transskriptioner samt analyse,
verifikation og rapportering er faser i et godt interviewprojekt (Kvale & Brinkmann, 2009 s. 122123).
21
4.4.2 Optagelse af interview (Marlene)
Under vores første interview med Muhammed benyttede vi os af én lydoptager, som gik ud efter
27 minutter, hvilket vil sige, at vi missede 20 minutter af vores interview på selve lydoptageren,
derfor skyndte vi os at repetere alt hvad vi kunne huske, så vi ikke missede de vigtigste
informationer, som Muhammed oplyste. Ved det efterfølgende interview med Khalil valgte vi at
benytte os af to lydoptagere, så denne fejl ikke skulle ske igen, og dermed sikre os, at vi fik hele
interviewet med, og så det var nemmere at transskribere efterfølgende. Metoder til registrering af
interview med henblik på dokumentation og senere analyse omfatter blandt andet lydbånd (Kvale
& Brinkmann, 2009 s. 200).
At lydoptage interviewene giver os, som interviewer rig mulighed for at koncentrere os om
interviewets emne, og hvordan informanten ville agere under interviewet.
Under selve interviewet prøvede vi at være meget imødekommende, venlige og oprigtige samt at
møde interviewpersonerne dér, hvor de er i deres livsforløb.
For at være sikre på, at vi fik dækket vores spørgsmål havde vi, som nævnt tidligere udarbejdet
en interviewguide, som vi havde liggende under begge interviews.
4.4.3 Feltarbejdsaftale (Marlene)
Inden vi påbegyndte vores interview fik vi underskrevet vores feltarbejdsaftale, for at sikre den
unges retssikkerhed. Her gennemgik vi feltarbejdsaftalen slavisk, så der var klare retningslinjer
for, hvad den unge gik ind til, og hvad vi skulle bruge interviewet til i vores bachelorprojekt. Her
gjorde vi det meget tydeligt, at vi kunne anonymisere dem, hvilket Khalil ønskede.
Derfor er Khalils navn og de opholdssteder/sikrede institutioner, som han har været på, ændret i
vores bachelorprojekt. Ligeledes er hans samtykke samt lydoptagelse fortrolige, og vil efter endt
eksamination blive destrueret.
Ligeledes gjorde vi begge informanter opmærksomme på, at de ikke behøvede at besvare
spørgsmålene, hvis det blev for personligt for dem.
4.4.4 Transskription af interview (Marlene)
Transskriptionen af interview fra mundtlig til skriftlig form strukturerer interviewsamtalerne i en
form, der egner sig til nærmere analyse, og udgør i sig selv en første analytisk proces (Kvale &
22
Brinkmann, 2009 s. 202). Eftersom vi havde to interviews, så valgte vi at tage et interview hver
og transskribere. Vi har valgt, at transskribere interviewene så ordret og præcist som muligt, da
dette vil være en fordel for os selv med hensyn til analysen, og for læseren.
4.4.5 Selve udførelsen af interviewene (Marlene)
I forbindelse med udførelsen af vores interview, havde vi gjort os en del etiske overvejelser om,
hvordan vi skulle gribe interviewet an på, på grund af de komplekse forhold, der er forbundet
med at “udforske menneskers private liv og lægge beskrivelser offentligt frem” (Kvale &
Brinkmann, 2009 s. 80). Vi har gjort os en del tanker om, hvordan man sikrer interviewpersonens
anonymitet, hvordan vi som interviewer skulle spørge ind til den unge for at få besvaret vores
problemstilling bedst muligt samt, hvordan de ville agere, når vi stillede spørgsmål vedrørende
deres livssituation. Dette har vi holdt fokus på i vores skriveproces, som er uddybet nedenfor.
4.4.6 Informanter og udvælgelsesstrategi (Marlene)
I forbindelse med søgning af informanter viste det sig i første omgang problematisk at oprette
kontakt til informanterne. Unge i ungdomssanktion er af gode grunde ikke oprettet i en offentlig
tilgængelig database, og derfor havde vi ikke mulighed for direkte henvendelse. Derfor rettede vi
i stedet henvendelse til de nærliggende kommuner, primært de fynske, midt-, syd- og sønderjyske
kommuner. Selvom vi fra enkelte af kommunerne modtog svar på vores henvendelser, oplevede
vi det problematisk at komme til at forklare vores formål kort og tydeligt nok i en skrivelse til
vores informant-målgruppe. Kommunerne havde ikke lov til at udleverer navn og
kontaktoplysninger til os, så vi havde i en mail sendt vores egne kontaktoplysninger
(telefonnumre og mailadresser) medfølgende en kort beskrivelse af vores projekt og dets formål
til kommunernes børn- og ungeforvaltninger, som de så kunne sende eller videregive til de unge,
i tilfælde af at de ikke havde mulighed for at spørge dem ansigt til ansigt. Dette fik vi ingen
resultater af og vi hørte ikke videre fra de forskellige børn- og ungeforvaltninger. Derudover
kontaktede vi en nærliggende kriminalforsorg, men heller ikke der var der hjælp at hente.
Sideløbende med at vi afventede svar fra børn- og ungeforvaltningerne eller evt. informanter
begyndte vi at rette henvendelse til opholdssteder, som var godkendt til at have unge i
ungdomssanktion boende.
23
Det første opholdssted vi kontaktede, som havde en ung i ungdomssanktion var Kalles Hus. Alt
kontakt foregik gennem forstanderen indtil vi mødte vores første informant Muhammed (Bilag
1). Derudover fik vi kontakt til (opholdssted 1) - opholdsstedet er anonymiseret efter ønske fra
informanten - hvor alt kontakt foregik gennem forstanderen på stedet, indtil vi mødte vores anden
informant Khalil (Bilag 2).
Som tidligere nævnt kan interviewet give os et grundlag for at forstå sociale fænomener, og
hvordan enkeltpersoner oplever og reflekterer over deres egen situation (Thagaard, 2007). Dette
fik vi et indblik i, da vi påbegyndte vores interviews.
4.4.7 Analysemetode (Jonas)
Vi har valgt at anvende den hermeneutiske meningsfortolkning i forbindelse med analysen af
interviewets indhold. Den hermeneutiske meningsfortolkning bliver præsenteret i bogen
Interview - introduktion til et håndværk af Steinar Kvale og Svend Brinkmann (2009, s. 233234).
Formålet med at bruge den hermeneutiske meningsfortolkning som analysemetode i vores projekt
er, at opnå en dybere forståelse af informanternes udtalelser. Med udgangspunkt i teksten som
helhed, vil vi fortolke de forskellige dele, for så at sætte delene i en ny relation til helheden.
(Kvale & Brinkmann, 2009, s. 233)
Analysearbejdet indebærer, at man graver dybere ned i interviewet, derfor er det nødvendigt at
man har stillet nogle analytiske spørgsmål til interview-teksten. Med udgangspunkt i de former
for analytiske spørgsmål, som Kvale og Brinkmann opstiller, så har vi i analysearbejdet anvendt
den systematiske teoretiske forståelse, hvor vi overskrider interviewpersonens selvforståelse ved
at inddrage videnskabelige teorier som afsæt for vores analysen af informantens udsagn (2009, s.
236-239).
5. Præsentation af opholdssteder og informanter (Marlene)
Under vores interview har vi været på to opholdssteder. Det første vi vil præsentere er Kalles hus,
og derefter et anonymt opholdssted, som vil blive kaldt (opholdssted 1).
Kalles hus er et meget familiært opholdssted, hvor målgruppen primært er for unge i alderen 1318 år, som er idømt ungdomssanktion. Kalles hus lægger stor vægt på familielignende værdier og
24
rammer, og arbejder intenst med den unge, da personalet yder omsorg og struktur i den unges
dagligdag. Derudover giver Kalles hus og dets personale, den enkelte unge et realistisk og
nuanceret samfundsmæssigt indblik i selvstændiggørelse, integration, samt samfundsmæssige
krav og principper.
Inspiration er hentet fra Kalles hus hjemmeside:
( http://www.kalleshus.dk )
(Opholdssted 1) er et opholdssted, hvor målgruppen primært er i alderen 12-18 år, som er idømt
ungdomssanktion. (Opholdssted 1) lægger stor vægt på, at den unge matcher den øvrige
ungegruppe, samt får en primærpædagog. Derudover lægges der stor vægt på, at den unge får en
fast struktur i dagligdagen, hvor kravsætningen bliver tilpasset den enkelte unge, og hvor
uddannelse og selvstændiggørelse er en vigtig del af forløbet. Derudover er der et tæt samarbejde
med den unges familie, ungdomssanktionskoordinator og den anbringende myndighed, så den
unge oplever sammenhæng og fælles fokus for hele forløbet. Ligeledes er der fokus på, at give
den unge et varmt og omsorgsfuldt miljø, som de kan trives i. Den unge kan på opholdsstedet få
mulighed for psykologisk behandling af tidligere oplevelser, samt blive fulgt i fase 3 af
ungdomssanktionen.
Inspiration er hentet på (Opholdssted 1) hjemmeside.
Der skal ligeledes nævnes, at der på begge institutioner er mulighed for efterværn til det 23 år jf.
Serviceloven § 76.
5.1 Præsentation af Muhammed - Interview 1 (Marlene)
Muhammed er en ung fyr på 17 år. Han er oprindeligt fra Marokko, men kom til Danmark
sammen med sin mor i en tidlig alder.
Muhammed har lavet diverse former for kriminalitet i form af: biltyveri, gaderøverier, salg af
anabolske steroider m.m., han har derfor været varetægtsfængslet på Grenen i 10 måneder, inden
han i retten blev idømt ungdomssanktion jf. straffuldbyrdelsesloven § 78.
Under Muhammeds sanktionsforløb har der været en del turbulens, da Muhammed ikke har
kunnet færdes uden faste rammer, som ifølge ham er på en sikret afdeling - og ikke på et åbent
opholdssted.
25
Muhammed startede sit forløb på opholdsstedet Fonden Bakkegården, og under dette forløb blev
han tilbageført til Grenen tre gange grundet: slagsmål med personale, salg af anabolske steroider,
samt vold mod forstanderen på Fonden Bakkegården.
Derefter kom Muhammed til Ny Møllegaard, som er et opholdssted. Her var han indstillet på, at
han ikke skulle lave nogle dumdristige ting, men i og med at Muhammed har et meget hidsigt
temperament og er udadreagerende i sin adfærd, så endte han i slagsmål med personalet, da de
ikke respekterede ham og hans præmisser. Muhammed har alle dage haft problemer med at styre
sit temperament, men hvis en voksen viser ham gensidig respekt, så føler han, at han bedre kan
trives.
Derefter kom Muhammed på Stevnsfortet, som er en sikret afdeling, men på grund af
nærhedsprincip blev han forflyttet til Egely, så han kunne få besøg af sine venner og sin mor.
På nuværende tidspunkt befinder han sig på Kalles hus, og trives der under de regler og vilkår der
er på stedet.
Muhammed har fået arbejde i Bauhaus, men er endnu ikke begyndt der. Her vil han arbejde frem
til sommerferien, hvor han derefter vil påbegynde og færdiggøre sin 9. klasses afgangseksamen.
Han mener at så længe han er beskæftiget, jo mindre er hans risiko for recidiv.2
5.2 Præsentation af Khalil - Interview 2 (Marlene)
Khalil er en ung fyr på 18 år. Han kommer oprindelig fra Nordsjælland, men er på nuværende
tidspunkt i ungdomssanktion på et opholdssted i Jylland.
Khalil har lavet mange former for kriminalitet, men er blevet idømt ungdomssanktion jf.
straffuldbyrdelsesloven § 78, da han blev taget i at lave groft røveri.
I fase 1 har han været på samtlige sikrede og særlig sikrede institutioner, hvor han er blevet flyttet
en del rundt, da han ikke har kunnet færdes med personalet og de andre unge. Han er sågar blevet
akut forflyttet, da han i en konflikt med én af pædagogerne stak pædagogen med en gaffel.
Khalil er nu i fase 2, og har siden juli 2014 boet på et opholdssted, hvor han har fået et godt
forhold til opholdsstedets personale samt de unge på stedet.
Khalil vil gerne uddannes, men har kun gået i skole frem til 6. klasse. Derfor skal han til samtale
angående uddannelse på VUC kort tid efter interviewtidspunktet.
2
Kriminalforsorgen definerer recidiv som blandt andet: tilbagefald til ny kriminalitet. (Kriminalforsorgens
recidivstatistik 2012, s. 3)
26
6. Analyse
Vi vil i de følgende afsnit inddrage de teorier, som vi finder mest relevante i forbindelse med
analysen på baggrund af vores problemstilling, og den indsamlede empiri.
6.1 Maslows behovspyramide (Jonas)
Maslows Behovspyramide er en grafisk opstilling af menneskets behov (se Bilag 3). Ifølge
Maslow består pyramiden af fem dele: (1) fysiske behov, (2) sikkerhedsbehov, (3) det sociale
behov, som er behovet for tilhørsforhold og kærlighed, (4) behov for selvagtelse/påskønnelse og
(5) selvaktualiseringsbehovene. Man starter nedefra i pyramiden, og hvert niveau i pyramiden
kan, ifølge Maslow først opnås, når det underliggende niveau er opnået og tilfredsstillet
(Schilling, 2007, s. 76). Altså er man nødt til at have opfyldt sit behov for mad, vand, ilt osv. før
man kan begynde at fokusere på at forbedre ens behov for sikkerhed, f.eks. er man måske nødt til
at finde en måde at skaffe mad på, før man kan fokusere på at søge bolig.
Et opholdssted bør som udgangspunkt kunne opfylde de fysiske og de sikkerhedsmæssige behov.
Altså at der på stedet er sørget for, at den unge kan få den fornødne næring, søvn, varme, ect. ,og
at den unge føler sig tryg ved at vide, at der er tag over hovedet, lås på døren, så man ikke
behøver at frygte for ens ejendele, og at der er en nogenlunde forudsigelig rytme på dagen.
Personalets og de andre unge på stedets tilstedeværelse bør kunne tilfredsstille behovet for
tilhørsforhold, da den unge har mulighed for at have kontakt til andre mennesker, men samtidig
får mulighed for, at føle sig som en del af det fællesskab, der nu måtte være på et opholdssted.
Selvom vi har hørt meget om de unges forhold til pædagogerne og de andre unge på
opholdsstedet, er det dog mest behovet for selvagtelse og påskønnelse, vi i vores interviews har
hørt mest om. Muhammed taler meget om “respekt”, både respekt for andre og andres respekt for
ham. Muhammed siger bla:
“Altså hvis Khalled [forstander for Kalles hus] kommer hen og siger,
Muhammed tag lige benene ned fra bordet, så ville jeg tage dem ned, fordi jeg
har respekt for ham, ik? Altså han behandler mig ordenligt, så jeg giver ham
gensidig respekt. (...)Han behandler mig ikke, som en eller anden lille dreng. Når
han snakker til mig, så siger han tingene ligeud.” (Bilag 1, s.6)
27
Respekt er et meget svært definerbart begreb, som har forskellige betydning alt efter hvem man
spørger. Vi fortolker ud fra Muhammeds ord, at respekt i dette eksempel, har at gøre med
forstanderens anerkendelse af Muhammed, som et kompetent og voksent menneske. Når
Muhammed siger, at forstanderen ikke taler til ham, som om han er en lille dreng, kan det være
udtryk for, at Muhammed føler, at forstanderens agtelse af Muhammeds intelligens, modenhed og
status er høj nok til at tiltale ham, som et voksent og ansvarligt menneske. Dette er en måde at
dække behovet for anerkendelse og på mange måder også en måde at dække Muhammeds behov
for at have en høj selvtillid og selvagtelse, hvilket Muhammed tydeligvis efterspørger.
Det vil sige, at der på Muhammeds opholdssted burde være mulighed for, at de fire første af
Muhammeds behov er opfyldt og dermed give Muhammed mulighed for at forsøge at
tilfredsstille det femte behov, nemlig “selvrealisering”, som handler om menneskets mere
personlige udvikling. Det er behovet for selvrealisering, der driver os til at forsøge at forbedre os
selv som mennesker. Ifølge Maslow vil vi mennesker, når de fire første behov er tilfredsstillet,
ofte (hvis ikke altid) begynde at føle en rastløshed, hvis ikke vi gør det vi er gode til og forsøger
at forbedre os, for i sidste ende at kunne hvile i os selv. Eller som han selv skriver “what a man
can be, he must be.” (Maslow 1954 s. 46). Ifølge Maslow er selvrealisering menneskets behov for
at udfolde sig. Dette kan ske på vidt forskellige måder, som alt sammen afhænger af hvilke
interesser, værdier, erfaringer osv. den enkelte person har, men ofte er uddannelse en af måderne
hvorpå man kan selvrealisere sig. Ved at stræbe efter viden og nogle kvaliteter, som det givne fag
måtte være forbundet med.
F.eks. giver Muhammed udtryk for gerne at ville arbejde i mange hjælpefag i fremtiden, bl.a.
ambulanceredder, brandmand og social- og sundhedshjælper. (Bilag 1, s.15)
En sikret afdelings potentiale for at opfylde de fem behovstyper forekommer dog mere usikker på
især et af punkterne, nemlig behovet for sikkerhed. Det lyder måske mærkeligt, da det lige
nøjagtig er på de sikrede afdelinger, man finder de allermest faste rammer og den største fokus på
sikkerhed, men sikkerheden dér er hovedsageligt beregnet til at sikre personalet mod de unge, de
unge imod hinanden, og endelig er den der for at forhindre de unge i at stikke af (omverdenens
sikring imod de unge). Sikkerheden giver en vis magtforskydning i forholdet mellem de unge og
personalet (som selvfølgelig skal være der), som kan forringe den unges sikkerhedsfølelse på
stedet.
28
Både Khalil og Muhammed taler om deres mening af personalets brug af magt på sikrede
afdelinger. Da Khalil bliver spurgt, hvordan personalet på det opholdssted han bor på ér, i forhold
til de andre steder han har været, svarer han:
“De er fine nok.. de er ikke så… øøøh.. hvad fanden hedder det.. magtliderlige,
som på de sikrede. (...) Du ved.. de vidste at de havde magten.. og brugte den
måske lidt for meget.. måske virkelig for meget.” (Bilag 2, s.32)
Muhammed mener ligeledes at størstedelen af personalet, han har været i kontakt med, på de
sikrede afdelinger, brugte den magt de havde for meget:
“Okay, altså med reglerne for eksempel, der strammer de det hele til. Bare du
laver en lille fejl (knipser med fingrene), så er det ind på værelset med dig. De
[personalet] bruger magten.. De bruger den måske lidt for meget. Det var sådan
jeg havde det med de fleste. Jeg brød mig ikke om det.” (Bilag 1, s.13)
I og for sig er anvendelsen af magt på en sikret institution nok ikke så uset. De meget stramme
regler og meget faste rammer er med til at få de unge til at forholde sig til reglerne. Sådan
fortæller Muhammed det, (Bilag 1 s.10) da han bliver spurgt, hvad der har hjulpet ham til bedre
at forholde sig til og følge de regler der er på et opholdssted. Problemet opstår, når de unge får en
følelse af, at den magt der udøves overfor dem bliver anvendt af ikke-disciplinerende årsager.
Hvis personalet f.eks. anvender den magt, som de besidder til at tilfredsstille et af deres egne
behov, måske for at markere deres status overfor den unge, eller for at tydeliggøre den for dem
selv (behovet for selvagtelse [4]). Hvis dette eksempelvis er tilfældet, så tilføjes en usikkerhed til
den unges miljø, i form af angst for uretfærdig behandling og måske en følelse af magtesløshed.
En del af den strukturelle sikkerhed vil også blive nedbrudt, da den unge ikke længere kan regne
med at, det at følge reglerne er nok til at undgå ikke-ønskelige konsekvenser, en usikkerhed, som
den unge ikke er i stand til at flygte fra eller undgå. Hvis den unge ser disse forhold, som en stor
nok trussel på hans behov for sikkerhed, vil han, ifølge Maslow, være nødt til at reagere. Hvordan
denne reaktion kommer til udtryk vil variere fra person til person og fra situation til situation.
Uanset reaktionen, så vil en sådan situation muligvis forårsage, at den unge ville blive fokuseret
29
på at tilfredsstille sit behov for sikkerhed, og derfor have en begrænset mulighed og motivation til
personlig udvikling, som er højere oppe i pyramiden.
For at opsummere på dette afsnit: Et opholdssted lader til at have gode muligheder for at
imødekomme de unges basale fysiske, sikkerhedsmæssige, sociale og fællesskabs behov, de unge
burde derfor have motivation og overskud til at arbejde med og udvikle sig selv, på et mere
personligt plan.
En sikret afdeling burde også have mulighed for at imødekomme den unges behov, men grundet
den meget skæve magtbalance mellem den unge og personalet på disse afdelinger, er der en fare
for, at de unge bliver for optaget af at opfylde deres behov for sikkerhed til at kunne udvikle sig
på de højere behovsniveauer. Dette er dog kun en risiko, som opstår, hvis den unge har en
oplevelse af, at et eller flere af personalemedlemmerne misbruger den magt de besidder i kraft af
deres funktion.
6.1.1 Kritik af Maslows teori (Jonas)
Maslows teori om motivation og behovshierarkiet er blevet kritiseret for ikke at være
videnskabeligt testet, og der findes ingen empiri, som understøtter Maslows teori. Teorien er også
blevet kritiseret for at være meget bundet til det vestlige samfund. I vores projekt ser vi ikke det
sidstnævnte som værende et problem, da vi lever i et samfund, som har mange ligheder med det
amerikanske samfund, som Maslow betragtede for at skabe sin teori. Med hensyn til kritikken af
manglen på videnskabelig afprøvelse af teorien skriver Maslow selv:
“It is fair to say that this theory has been quite successful in a clinical,
social and personological way, but not in a laboratory and experimental
way. It has fitted very well with the personal experience of most people.
and has often given them a structured theory that has helped them to
make better sense of their inner lives. It seems for most people to have a
direct, personal, subjective plausibility. And yet it still lacks experimental
verification and support. I have not yet been able to think of a good way
to put it to the test in the laboratory. (...) When we talk about the needs of human
30
beings, we talk about the essence of their lives. (...) Obviously it needs a life situation of
the total human being in his social environment. This is where confirmation or
disconfirmation will come from.” (Maslow 1954, s. XII)
Maslow forklarer her, hvorfor han ikke mener, at man kan producere empirisk understøttende
data for hans motivationsteori og behovshierarkiet, fordi - når man taler om menneskets behov, så
snakker man om menneskets essens, og derfor er vi nødt til at se på hele livssituationen for at
kunne konkludere på teoriens validitet.
6.2 Anerkendelse (Marlene)
Den tyske sociolog Axel Honneth mener, at ”menneskets evne til at fungere som et socialt
vellykket individ er afhængig af anerkendelse som bekræftelse af autonomi og individualitet”
(Høilund & Juul, 2005, s. 25). Derfor vil vi i dette afsnit analysere vores informanters muligheder
for at fungere som et socialt vellykket individ under et ungdomssanktionsforløb
med udgangspunkt i denne teori.
I Axel Honneths anerkendelsesteori skelner han mellem tre forskellige former for anerkendelse,
og de forudsætninger, som han ser for en vellykket identitetsdannelse:
1. ”Den følelsesmæssige kontakt i intime sociale relationer, som fx kærlighed og venskab,
hvilket Honneth sammenfatter som følelsesmæssig og kropsbaseret anerkendelse .
2. Den retlige anderkendelse, som moralsk tilregneligt medlem af samfundet. Honneth
pointerer, at denne anerkendelse består af en universel ligebehandling i form af respekt
for borgerens rettigheder i det danske samfund.
3. Den sociale værdsættelse af individuelle præstationer og evner. Honneth mener, at
mennesket stræber efter individuel prestige og anerkendelse, samt behov for social
værdsættelse af livsstil og levemåde” (Høilund & Juul, 2005, s. 24, 26).
Ud fra de tre anerkendelsesformer opstiller Honneth også tre former for krænkelse, som han
kalder for ”disrespekt”. ”
Honneth beskriver de tre former for krænkelse således:
31
1.
”Kropslige krænkelser, som omhandler fysiske overgreb rettet mod individets kropslige
identitet f.eks. voldelig overfald.
2.
Nægtelse af rettigheder, som påvirker individets sociale integration.
3. Nedværdigelse af livsformer, hvor visse livsbetingelser og virkelighedsopfattelse
nedværdiges, og tilskrives en lavere social status (Høilund & Juul, 2005, s. 27, 28).
Vores interviewperson Muhammed nævner flere gange under interviewet ordet ”respekt og
gensidig respekt”. Hegel udtrykker ordet gensidig respekt, som “at jegets identitet først kan
konstituere sig gennem den gensidig anerkendelse. Anerkendelsesforholdet er
mulighedsbetingelse for selvvirkeliggørelse, da jeg kun kan se mig selv i en anden, som ser mig”
(Høilund & Juul, 2005, s. 30). Muhammed sætter Honneth og Hegels tankegang omkring
anerkendelse i relation med forskellige konflikter, som han har haft med samtlige pædagoger der
ikke anerkendte og respekterede hans måde at løse sine egne vredesudbrud på, dette kommer til
udtryk i citatet:
“Jeg har stadigvæk et problem med mit temperament.. det har jeg haft rigtig tit.. og nede
på det der opholdssted, der havde de ikke rigtig respekt for, at når jeg er rigtig sur, så skal
de bare lade mig være. Det havde de ikke respekt for, så det gik galt igen. (…) Det starter
med, at jeg prøver, at gå fra situationen, men jeg kigger bagved mig, og så er der 8
pædagoger der går efter mig, ik.. Så det får mig bare endnu mere til at koge op. Så sagde
det klik for mig, og så begyndte jeg at bruge vold… så det er ikke i orden (Bilag 1, s. 3)
Vi kan ud fra Honneths anerkendelsesteori ”Social værdsættelse,” drage parallel til interviewet
med Muhammed. Honneth anvender betegnelsen for ”Social værdsættelse”, som ”solidaritet”,
da der under denne teori er tale om en værdibundet omsorg for et fælles mål.
Hvis pædagogerne ikke anerkender Muhammeds måde at håndtere konflikter på ved at følge efter
ham, når han er sur, drager han ikke omsorg for det fællesmål, der er på institutionen, om en
kriminalitetsfri tilværelse efter endt institutionsophold. Han søger derfor sin anerkendelse med
udgangspunkt i andres levemåde og livsstil, som stemmer overens med hans egen. Dette kommer
til udtryk i interviewet med Muhammed, da vi spørger ham, hvilke kvaliteter de pædagoger, som
han havde det godt med besad.:
32
“De kvaliteter, som de havde .. Altså nu skal I ikke misforstå mig.. men de var
udlændinge. De forstår mig på en anden måde, både med familie og hvordan jeg har det..
For jeg alene her i Danmark med min mor. Hele resten af min familie er i Marokko, så de
forstår mig på en anden måde” (Bilag 1, s.12).
Ifølge Honneths teori om social værdsættelse, så kan den enkelte person, som besidder evner af
grundlæggende værdi for et konkret fællesskab blive anerkendt. Muhammed føler sig mere
anerkendt, når han er i fællesskab med pædagoger, som har samme oprindelsesbaggrund og
muligvis samme levemåde som ham, fordi de ifølge Muhammed forstår ham bedre. Her tænker
vi, at Muhammed selv er udlænding, at han er flygtet fra sit eget hjemland, og alt hvad han
kender til til Danmark og bor nu her alene sammen med sin mor.
”Mennesket stræber efter individuel prestige og anerkendelse” (Høilund& Juul, 2005, s. 27).
Som tidligere nævnt, så drager Muhammed ikke omsorg for det fællesmål, som er på
institutionen. Muhammed har herefter et ønske om at tilbagetrække sig fra konflikten.
Pædagogerne imødekommer ikke hans behov og tillægger det ikke en positiv værdi, hvilket vi
antager som krænkelse. Honneth beskriver denne krænkelse som nedværdigelse af livsformer, og
at symptomer der følger af denne form for disrespekt er f.eks. vrede (Høilund & Juul, 2005, s.
28).
Hvis pædagogerne lod Muhammed være og imødekom hans behov, så ville det være en positiv
værdi i stedet for en negativ værdi. Muhammeds reaktion kommer til udtryk gennem vrede,
hvorefter han bliver fysisk udadreagerende i sin adfærd.
6.2.1 Sammenfatning (Marlene)
Det kan herefter sammenfattes, at når den unge ikke bliver anerkendt og udsat for krænkelse i
form af disrespekt, så udsættes den unges muligheder for at fungere som et socialt og vellykket
individ, når de er i ungdomssanktion. Ligeledes er det vigtigt for Muhammed, at han føler sig
værdsat, for at han kan trives i en ungdomssanktion. Muhammed bliver anerkendt, når han er i et
fællesskab med andre udlændinge, som har samme oprindelsesbaggrund som ham, samt skaber
gensidig respekt.
33
6.3 Magt (Marlene)
Vi har valgt at inddrage magt, da begge vores interviewpersoner i løbet af deres ungdomssanktion
har oplevet en vis form for magtanvendelse, enten hvor fagpersoner på en sikret -eller en særlig
sikret institution har anvendt magt overfor den unge, eller hvor den unge selv føler, at de har
magten.
I dette afsnit finder vi det fordelagtigt, at benytte os af den franske filosof Michel Foucault (19261984), som var en meget anerkendt idéhistoriker. Dette har vi valgt, da Foucault beskæftigede sig
med anvendelsen af magt i blandt andet fængsler og institutioner.
I det moderne samfund benytter man sig af den disciplinære magt, og Foucault skelner mellem to
magtkonfigurationer nemlig disciplinen og biomagten. Disciplinen forbindes med fængsler og
lignende institutioner (...) den er rettet mod kontrol, overvågning og optræning af enkeltpersoner,
hvorimod biomagten i vores projekt er irrelevant, da den omhandler befolkningsundersøgelser
tilbage i 18. og 19 hundrede tallet, som kigger på liv og død for hele befolkningen (Nilsson,
2009, s. 91). Derudover benytter Foucault sig af to akser, den totaliserende og
individualiserende stat. Den totaliserende stat omhandler overgribende kategorisering af borgere,
som f.eks. kategorien ”kriminelle”. Den individualiserende stat, omhandler det enkelte individ.
Endvidere opererer Foucault med udtrykket ”magten er produktiv”, hvilket vil sige, at magten
skaber individer, og får individer til at se sig selv som bestemte subjekter.
Når en person dømmes til ungdomssanktion, er det ved hjælp af magt gennem politi, lovgivning
og domstol. På den måde anvendes magten til at kategorisere et individ som kriminelt, og der er
derfor her tale om en totaliserende stat (Mik-Meyer & Villadsen, 2007, s. 17,18).
Omvendt er formålet med denne magtanvendelse at hjælpe den indsatte til at skabe egenskaber,
fremelske adfærdstræk, og forbedre det foreliggende. På denne måde hjælper man individet til at
bevæge sig over i retning af en standard for den normalitet, som det givende samfund har
defineret. Individet kan på den måde, med hjælp fra den individualiserende stat bevæge sig væk
fra kategorien ”kriminel” (Mik-Meyer & Villadsen, 2007, s. 21). Denne ændring foretages af den
individualiserende stat, som tager sig af individets personlighed, selvopfattelse, tanker og
forestillinger. De teknikker der hører ind under den individualiserende stat kaldes pastoralsk
ledelse eller magtform. Den pastorale magtform anvendes i dag af forskellige fagfolk, f.eks.
psykologer, pædagoger og socialarbejdere (Mik-Meyer & Villadsen, 2007, s. 18).
34
“Muhammed: Altså f.eks. på Egely der var der en, som hedder Michael.. han var den
sejeste person som jeg har mødt (…)Han kunne fortælle mig nogle ting, og få mig til at
indse nogle ting (…) Når jeg var sur du ved, min stemme begynder at gå op, så sagde han
”hey hey hey”, du skal lige ned på Michael-niveau, så faldt jeg ned igen. Så snakkede han
normalt igen. Ham havde jeg rigtig meget respekt for.” (Bilag 1, s. 12-13)
Ovenstående citat illustrere, hvordan en social arbejder, som ifølge Foucault, anvender den
pastoralske magtform, når ind til Muhammed og hjælper ham ud af sine konflikter. Dette
eksempel viser os også, at en socialarbejder uden brug af fysisk magtanvendelse, kan opretholde
den gensidige respekt fra begge parter.
Foucault prioriterede altid sine spørgsmål om: hvordan magten kommer til udtryk, hvad der sker i
magtrelationerne, og hvilke midler der tages i anvendelse (Nilsson, 2009, s. 79, 80, 81). Et
eksempel på Foucaults tankegang omkring hans prioriterede spørgsmål kan sættes i relation med
vores informant Muhammed:
“Nu har jeg prøvet at være på en lukket institution og en åben.. på en lukket, der har man
faste rammer, der kan du ikke gøre noget, for hvis du gør noget så trykker de på en alarm,
og så kommer der 20 mennesker og hopper på dig. Forstår du.. der er ikke noget der..
Altså du skal ikke fucke med dem lige ud sagt… dér har du nogle faste rammer.” (Bilag 1,
s. 5)
Som Muhammed pointerer i citatet ovenfor, så anvender personalet på en sikret og en særlig
sikret afdeling en alarm, hvilket set i hans perspektiv er en form for magt, da han intet kan stille
op imod de 20 mand. Muhammed er indforstået med de faste regler og rammer der er på
afdelingen, og ligeledes er han velvidende omkring konsekvenserne, hvis han laver nogle
handlinger, som ikke er godkendt på en særlig sikret institution, dette kom til udtryk da
Muhammed sagde:
“...de går alle sammen rundt med en telefon, og sker der det mindste, så går der en alarm,
og så løber alle sammen til det sted, hvor der går en alarm.. så bliver man bare rykket
rundt og bliver smidt ind i iso-celle.” (Bilag 1, s. 6)
Ud fra ovenstående citat og ifølge Foucaults tankegang, så benytter de sikrede - og særlig sikrede
institutioner et middel i form af en alarm og isolationscelle. Alarmen får alle pædagoger på stedet
til at reagere samtidig, og derefter bliver den unge forvist til en isolationscelle. Derudover
35
pointerer Muhammed også, at man bliver “rykket rundt”, hvilket vi antager, som et udtryk for
fysisk magtanvendelse. Det er selvsagt, at der udøves magt på en særlig sikret institution, hvis
ikke den unge holder sig til institutionens regler og rammer.
Muhammed har også været på et opholdssted, hvor det ifølge ham, var de unge der havde magten
i fællesskab, over de ansatte:
“På en åben institution.. Der går han [personale] alene, han har ikke nogen telefon han
kan trykke på, så der går en alarm, så de var bange for sig selv kan man sige. Hvis der
skete et eller andet, og det sagde klik for os, så stod der 3 drenge (…) For eksempel der
var en politimand, som både arbejdede dér... han sagde noget… Og vi har prøvet, at
komme op og slåsse med dem flere gange.. De andre pædagoger, de tænker sådan, at det
skal jeg ikke ud i [altså i slagsmål].. Det er derfor pædagogerne bare snakker os efter
munden kan man sige (...) på en åben, der ved jeg, at okay, hvad vil du gøre, hvis ikke jeg
tager benene ned fra bordet? Vil du tage fat i mig, så får du bare huk.” (Bilag 1, s. 5-6)
Ifølge Foucault kan man ikke, som person besidde eller eje magt, men anvende den (Nilsson, s.
81). Ud fra Muhammeds perspektiv, så anvender han sin magt i form af vold, som ender ud i et
slagsmål med pædagogerne på afdelingen.
Muhammeds viden om pædagogernes frygt for voldelige sammenstød, kan ses som en magtform,
da han på den måde kan undgå pædagogernes involvering i hans foretagende.
Da vi spurgte Muhammed, om hans forhold til pædagogerne og de unge, og hvordan hans ophold
på Bakkegården havde forløbet sig, svarede han:
“Der kørte det sådan, at vi røg hash, vi gjorde dit og dat.. de voksne .. det var os der havde
styr over de voksne, og ikke de voksne der havde styr over os” (Bilag 1, s. 4)
De unge vælger ud fra vores synspunkt at gå imod pædagogerne ved blandt andet at ryge hash og
gøre, hvad der passer dem. De føler selv, at de har magten over de voksne, hvilket vi antager som
værende modstand imod personalet. Foucault udtrykker, hvor der er magt er der også modstand.
“Modstanden står aldrig i et ydre forhold til magten, men er den anden side af magtens
relationelle karakter” (Nilsson, 2009, s. 87).
Da vi spørger Muhammed, hvordan han selv ville drive et opholdssted, svarer han:
36
“Der skulle være disciplin, altså de unge skulle vide, at det er os [pædagogerne] der
bestemmer her, og ikke jer.” (Bilag 1, s. 5)
Ud fra ovenstående citat, antager vi, at Muhammed efterspørger faste rammer og struktur, så der
er en vis form for sikkerhed på det opholdssted, som han befinder sig på. Ligeledes ligger han
meget vægt på, at der er respekt og disciplin, hvilket han udtrykker, at der er på en særlig sikret
afdeling. Det særligt interessante ved ovenstående citat er dog, at Muhammed faktisk selv
efterspørger den skæve magtfordeling mellem pædagogerne og de unge. Hvilket står skarpt i
kontrast til hans estimering af, at de ansatte godt kan bruge magten for meget. (Bilag 1, s.13)
6.3.1 Sammenfatning (Marlene)
Ifølge Foucault optræder magt og dens anvendelse forskelligt. Dette kan sættes i relation med
Muhammed, da han mener, at de ansatte på en særlig sikret institution anvender magten i form af
alarm og isolationscelle. På opholdsstedet er magten ”uklar”, idet Muhammed oplever at være
magtfuld over for personalet, da han ser dem som konfliktsky, når der er risiko for voldelige
konflikter.
Overordnet set mener Foucault, at magten er produktiv og skabende, idet den udvikler og ændrer
individer. Institutioner for ungdomssanktionerede unge, skal ved hjælp af magt sørge for at ændre
de unge mod en kriminalitetsfri tilværelse. Den totaliserende stat kategoriserer overgribende
befolkningen, og de som kategoriseres som ”kriminelle”, kan hjælpes mod en mere social
acceptabel livssituation. Den individualiserende stat, som kigger på individet og dets
personlighed, hjælper individet til selv, at ændre sin livssituation og dermed blive set i en anden
kategori af samfundet.
6.3.4 Delkonklusion af underspørgsmål 2 og 3:
I forhold til vores to underspørgsmål om, hvilke elementer af ungdomssanktionen, som har god
eller dårlig effekt for den unge, kan vi konkludere, at magt er et stort tema i vores informanters
fortælling af deres egen oplevelse af, at være i ungdomssanktion. Dette begrunder vi med, at
magten omtales af informanterne på et paradoksalt niveau.
På den ene side, så ønsker de unge nogle faste rammer og noget struktur i dagligdagen, men
samtidig, så føler de unge også, at pædagogerne bruger magten for meget. Dette skaber et
37
paradoks, da de unge på den ene side efterspørger det skæve magtforhold i mellem unge-gruppen
og pædagog-gruppen, da dette skaber en form for tryghed i rammefastheden, men den
magtanvendelse som pædagogerne udøver er ikke ønsket, da det jo opleves som en krænkelse i
praksis. Altså ønsker de unge, at magtforholdet er skævt, men uden, at magten anvendes, hvilket
ifølge Foucault vil være intetsigende, da magten kun kan være produktiv, hvis den bliver anvendt.
Dette er især sigende fordi begge informanter beskriver deres oplevelse af en særligt sikret
afdelings meget stramme regler, som noget der tvang dem til at forholde sig til reglerne på sikret
afdeling og opholdssteder, men alligevel mener begge informanter, at magten blev misbrugt.
Konklusionen må derfor være, at magtanvendelse i ungdomssanktionens forløb er - af
informanterne - erkendt produktiv og gavnlig, men samtidig ikke ønsket, da den i situationen
opleves som ubehagelig.
6.4 Stigmatisering (Marlene)
Under dette afsnit finder vi det fordelagtigt at benytte os af den canadisk- amerikanske sociolog
Erving Goffman, da han har udviklet en teori om stigmatisering. Goffmans teori belyser: hvordan
stigmatisering opstår, hvilke processer der er med til at stigmatisere, stemple og krænke det
enkelte individ.
Ifølge Goffman er et stigma en social proces, hvor omgivelsernes reaktion, omtale, bedømmelse
eller kategorisering kan være med til, at ødelægge nogle menneskers sociale identitet.
Desuden kan der igennem sådanne definitions-processor, placeres mennesker i nedvurderende
sociale stereotyper, fordi de ikke fremviser ikke-kulturelt accepterede egenskaber eller
adfærdsformer (Goffman, 2014, s. 20).
Goffman skelner mellem tre forskellige former for stigmatisering:
1. Den kropslige vederstyggelighed – de synlige fysiske misdannelser.
2. Karaktermæssige fejl – fængselsophold, stof- og alkoholmisbrug, samt arbejdsløshed.
3. Den tribale/slægtsbetingede – såsom nation, race, religion (Goffman, 2014, s. 46).
Fælles for de opstillede typer for stigmatisering drejer sig om, at de afviger for det som
samfundet ser, som værende ”normalt”. Den stigmatiserede har ét eller flere åbenlyse kendetegn,
38
som gør, at den pågældende afviger fra det normale og fra vores forventninger om, hvordan man
bør opføre sig, eller bør se ud. Dette giver den pågældende en følelse af at være uønsket.
Det drejer sig i bund og grund om et individ, som i almindelige sociale samkvem ville være
blevet accepteret uden problemer (Goffman, 2014, s. 46).
Ud fra Goffmans tre former for stigmatisering, så kan vores målgruppe sættes i relation i de
karaktermæssige fejl, da både Khalil og Muhammed har fået et stigma, som værende kriminel.
Derfor vil projektets målgruppe og dets stigmatisering, omhandle de unges syn på, at blive
“stemplet” af samfundet.
Dette kan illustreres i interviewet med Khalil, da vi spørger ham, hvordan han vil trives i sin nye
klasse på VUC:
“Khalil: Fint nok. De fleste af dem er jo nok alligevel ligesom mig.
Marlene: Ligesom dig? hvordan tænker du?
Khalil: At de har lavet noget lort og så skal til at starte igen.
Marlene: Andre som har begået kriminalitet?
Khalil: Helt sikkert! du ved...
Jonas: Hvordan har du det med det?
Khalil: Fint nok, så ved de i det mindste hvordan det er.
Jonas: Hvordan mener du?
Khalil: Ja, altså… Det er svært at forklare… at de … du ved, ligesom når man hører
nogen sige et eller andet om én og man tænker: ‘Du ved ikke en skid om mig, mand!’”
(Bilag 2, s. 34-35)
Vi antager imellem linjerne, at Khalil er bevidst om, at han har klassificeret sig i et kriminelt
miljø, og anser sig selv, som værende afviger fra normen, da han pointerer at de fleste er ligesom
ham selv. Goffman mener, at den stigmatiserede kan finde støtte i dem, som har det samme
stigma som f.eks. Khalil, dette kan være i kraft af, at han opfatter sig selv og hans medstuderende
i klassen, som tilhørende den samme kategori (Goffman, 2014, s. 69).
Khalil udtrykker også, at han faktisk kan mærke, at han har en vis stigma over sig, da han siger at
de andre som har begået kriminalitet forstår “hvordan det er” (Bilag 2, s. 35) siger han i overført
betydning, at dem, som ikke har begået kriminalitet, ikke forstår det. Han uddyber også, at han
39
oplever et skel imellem hans opfattelse af sig selv og den forståelse af Khalil, som andre ikkekriminelle giver udtryk for.
Muhammed derimod fortæller, at han ikke har oplevet et form for stigma, da han ikke har haft
nogen problemer med at få arbejde grundet hans straffeattest og mener heller ikke, at dét at han
har lavet kriminalitet har gjort, at han er blevet anderledes behandlet i forbindelse med sin
skolegang. Når hans straffeattest er pletfri efter 5 år, er han dog ikke sikker på, om han vil
fortælle evt. arbejdsgivere om, at han har begået kriminalitet, han siger at, “det kommer an på
hvad det er for et job jeg søger” (Bilag 1, s. 16), hvilket kan tyde på at han er klar over, at der er
en vis form for stigma forbundet med at have begået kriminalitet.
F.eks. nævner Muhammed, at han hvis han skulle søge arbejde som pædagog på et opholdssted,
godt kunne finde på at sige, at han tidligere har begået kriminalitet, men dette ville nok være for
at pointere, at han har en sær-indsigt i det miljø, som brugerne på stedet også frekventerer i, og
dermed have en fordel i arbejdet med dem grundet hans højnede forståelse for deres livsverden.
6.4.1 Delkonklusion af spørgsmål 4
I forhold til vores underspørgsmål, om hvilke handlemuligheder og begrænsninger den unge
mener at have med hensyn til skole, arbejde og uddannelse, og med henblik på Goffmans teori
om stigmatisering, så kan der konkluderes, at Khalils og Muhammeds oplevelser heraf er meget
forskellige.
Khalil har oplevet, at blive forfordelt i forbindelse med sin jobsøgning grundet hans straffeattest,
hvilket er forbundet med et vis stigma.
Muhammed giver udtryk for, at han ikke oplever, at have nogen begrænsninger i forhold til
fremtidige uddannelse eller på arbejdsmarkedet. Hidtil har han heller ikke oplevet problemer i
forbindelse med jobsøgning, selvom han har pletter på sin straffeattest. Dog lader det til, at han er
klar over, at der er en vis stigma forbundet med at være tidlig kriminel, derfor vil han overveje i
situationen, om han eventuelt vil sige, at han har været kriminel til evt. nye arbejdsgivere, når
hans straffeattest er pletfri. Ligeledes ser Muhammed en form for fordel at have været tidligere
kriminel, da han på den måde har en særindsigt i et ellers lukket miljø.
40
6.5 Ungdomssanktionen som resocialiserende forløb (Jonas)
I dette afsnit vil vi ser nærmere på ungdomssanktionen, som resocialiserende forløb. Til dette vil
vi komme ind på Peter Bergers og Thomas Luckmanns beskrivelse af socialisering og
socialiseringsprocesser. Vi vil også se nærmere på begrebet “institutionalisering”, samt den
canadiske sociolog Erving Goffmans beskrivelse af, hvad han kalder “Totalinstitutionen”, og
dennes rolle i resocialiseringen af brugerne af disse institutioner. Vi vil diskuterer om
henholdsvis opholdssteder og sikrede afdelinger besidder karaktertræk, svarende til det, som
Goffman beskriver, ud fra det vores informanter har fortalt. Goffman beskriver også, hvordan
brugerne af institutionerne ofte føler og agerer, samt hvordan de reagerer på det socialiseringspres der lægges på dem fra institutionens side. Vi vil derfor også sammenligne Goffmans
beskrivelser af brugerne med vores informanters udtalelser. Til sidst vil vi diskutere, hvorvidt
ungdomssanktionen som forløb har en resocialiserende effekt, set ud fra vores informanters
udtalelser og set ud fra de inddragede teorier.
6.5.1 Socialiseringsprocesserne (Jonas)
Mennesket fødes ikke som et fuldbyrdigt fungerende medlem af samfundet, det har brug for at
blive guidet og blive fortalt, hvilken adfærd og hvilke handlinger der er acceptable, og hvad der
ikke accepteres i samfundsrummet. Mennesket har brug for, at den individuelle sociale
virkelighed forstås og gøres meningsfuld på et gensidigt niveau for, at vi kan deltage i en
samfunds-social sammenhæng. Denne proces foregår igennem primær og sekundær socialisering.
(Mørch, 2007, s. 80)
6.5.1.1 Primærsocialisering (Jonas)
Primærsocialisering er den første socialisering et menneske gennemgår. Den første socialisering
bliver ofte betegnet som den vigtigste og mest grundlæggende socialisering, da den danner
grundlaget for al senere socialisering. Denne socialiseringsproces foregår via individets
signifikante (betydningsfulde) andre, som fortalt af Berger og Luckmann. Grundet barnets anlæg
til at være et socialt væsen og for at skabe følelsesmæssig tilknytning, vil barnet identificere sig
med primær-personerne og internalisere deres roller og holdninger, som dets egne. Individet er
påtvunget de signifikante andre, eller med andre ord har individet ikke selv valgt dem og deres
41
definition af virkeligheden. Dette betyder, at den verden der formidles til individet, både er
udvalgt og modificeret af de signifikante andre, og det er deres oplevelse af egen placering og
rolle, samt tilsvarende oplevelse af individets rolle og placering, som individet socialiseres til.
Individet må kunne identificere sig følelsesmæssigt med de signifikante andre, for at kunne
internalisere deres roller og holdninger, og for derved at gøre dem til individets egne. Individet
bliver på den måde i stand til at identificere sig, og dermed udvikle en sammenhængende og
troværdig identitet. (Berger & Luckmann, 2003, s. 169-177)
6.5.1.2 Sekundærsocialisering (Jonas)
Hvis primærsocialisering er den overordnede virkelighedsopfattelse og den primære verden, så er
sekundærsocialisering små del-verdener, som kan findes i samfundets institutioner.
Sekundærsocialisering er internaliseringen af de institutionelle verdener, samt tilegnelse af
rollespecifik viden. Det er nemlig i disse del-verdener man tilegner sig specialviden, hvor den
viden individet besidder fra primærsocialiseringen er af mere generel relevans.
Et allerede indbygget problemet med den sekundære socialiseringsproces er, at individet arbejder
med en allerede udviklet verden (primærverdenen), og dette kan forårsage en manglende
overensstemmelse mellem den primære verden og den sekundære verden. Individet kan derfor
risikere at opdage, at den primære verden ikke er den eneste mulighed, måske opdager individet
endda, at den primære verden ikke er tilstrækkelig i forhold til den mulige sekundære verden.
Uanset tilfældet, så står individet over for at skulle integrere de forskelige verdeners indhold,
modsat den viden som blev videregivet under den primære socialiseringsproces, hvor individet
blot modtog primærpersonernes udlægning af virkeligheden, uden at sætte spørgsmål ved dens
rigtighed. Altså har individet under sekundærsocialisering en større mulighed for selv, at beslutte
sig for verdens-udlændingens validitet. (Berger og Luckmann, 2003,
Groft sagt, så er sekundærsocialiseringen processen, hvormed individet lærer at begå sig på
specifikke sociale arenaer.
6.5.1.3 Resocialisering (Jonas)
Under resocialiseringsprocessen sker der en næsten total omformning af individets
identitetsopfattelse. Målet med resocialisering er, at få individet til at opleve sig selv, som et
42
menneske med en helt anden identitetsopfattelse end tidligere. Individets sociale
verdensopfattelse skal skiftes ud. Resocialiseringsprocessen har til formål at nedbryde individets
indledende identitet for derefter at opbygge en ny, ved at primær-socialisere individet på ny.
Processen er derfor som oftest rettet imod de problemer som individet måtte have oplevet i
fortiden. Dette skal gøre individet i stand til at leve på mere hensigtsmæssig vis, i forhold til de
samfundsmæssige normer. Nedbrydningen foregår ofte ved at individet fjernes fysisk fra sin
hidtidige omverden, dermed fjernes individet fra sin tidligere virkelighed. (Mørch, 2007, s. 86)
For at en fjernelse fra det tidligere negative miljø skal virke optimalt, er det vigtigt, at den nye
verden erstatter den gamle. Det vil sige, at fjernelsen fra det gamle miljø ikke i sig selv er nok,
nye signifikante andre, bopæl, og venner er nødt til at blive erstattet med nye relationer, nye
signifikante andre osv., som kan følge individet ind i den nye virkeligheds, nye forklaringer, nye
meninger og nye forståelser. De nye relationer har i resocialiseringsprocessen til opgave, at
overbevise individet om nødvendigheden - måske endda det gavnlige - i at individet ændrer sig.
Det er også en nødvendighed for at resocialiseringen lykkes, at individet befinder sig i et nyt
fællesskab med en stærk følelsesmæssig karakter, som ligner den oplevet i barndommens
primærsocialisering. (Mørch, 2007, s. 88)
Hvis individet ikke skal glide tilbage i den gamle virkelighed er det nødvendigt, at de gamle
relationer og forståelser bliver genfortolket inden for den nye virkeligheds rammer (Mørch, 2007,
s. 88).
6.5.1.4 Om den “vellykkede” resocialisering (Jonas)
I forbindelse med resocialisering og dets grad af vellykkethed, kan det være svært at vurdere, om
individet er blevet resocialiseret, eller om individet er blevet umyndiggjort. Det kan til tider være
svært at skelne imellem disse to, da man står tilbage med et nu medgørligt individ, som er
indstillet på samarbejde. Men der er en fare for, at individet under resocialiseringsforløbet blot
har mistet flere og flere personlige ressourcer og kompetencer. Dette er ikke ønskværdigt, da det
betyder, at selvom individet nu har en højnet samarbejdsvilje, så mangler det i stedet
kompetencer i forhold til at skulle handle selvstændigt, fleksibelt og refleksivt i de rammer som
findes uden for institutionen. (Mørch, 2007, s. 88-89)
Man står altså tilbage med et individ, som forstår at begå sig indenfor institutionens rammer, men
ikke har evnerne til at begå sig i samfundet udenfor institutionen.
43
6.5.2 Institutionalisering (Jonas)
Institutionalisering er når individet bliver udsat for en målrettet socialisering i en af samfundets
dertil indrettede institutioner. Altså institutioner som har til formål at socialisere individet til at
have bestemte kvaliteter og kompetencer, som er ønskede i samfundet. (Mørch, 2007, s. 91)
I vores projekt har dette selvfølgelig sin relevans, da sikret og særligt sikret afdelinger, samt
opholdssteder lige nøjagtigt er sådanne institutioner. Derfor vil de følgende afsnit omhandle
Goffmans teorier om totalinstitutionen og mennesket møde med disse institutioner.
6.5.3 Totalinstitutionen (Jonas)
Den totale institution er ifølge Goffman en institution, som har en indbygget barriere mod socialt
samspil eller interaktion med omverden, og har konkrete fysiske foranstaltninger hertil, som
f.eks. mure, hegn, låste døre osv. Den totale institution nedbryder desuden barriererne mellem
menneskets livsområder, dvs. at de steder mennesket sover, arbejder og leger ikke længere er
forskellige steder, men foregår på samme sted (Goffman 1967, s. 12-13). Goffman definerer
således totalinstitutionen som: “...et opholds- og arbejdssted, hvor et større antal ligestillede
individer sammen fører en indelukket, formelt administreret tilværelse, afskåret fra samfundet
udenfor i en længere periode.” (Goffman 1967, s. 9) Den totale institution kendetegnes derfor ved
dens altomfattende og totale karakter, hvilket er hvorfor Goffman har givet den dette navn.
Totalinstitutionens totalitet kan komme til udtryk i forskelligt omfang og måde, altså kan
institutionens struktur, funktion og reguleringsformer varierer, men de vil besidde følgende
karaktertræk i større eller mindre grad:
● Dagligdagens gøremål foretages på samme sted, under samme myndighed.
● Hverdagen er sat op i et nøje tilrettelagt skema, som håndhæves ovenfra af personalet.
Brugerens væsentligste behov planlægges ind i skemaet.
● Planlægningen og skemalægningen har til formål, at opfylde institutionens officielle mål.
● Der er stor social afstand mellem personalet og brugerne - der hersker en os og dem
opfattelse mellem brugere og personalet.
● Institutionen betragtes oftest som personalets, af brugerne, personalet samt nærmiljøet.
(Goffman 1967, s. 11-18)
44
Goffman pointerer at mange af disse karakteristika også kan findes i andre institutioner end
fængsler og lignende. Hans tese er, at alle institutioner i det vestlige samfund indeholder nogle af
disse karaktertræk i højere eller mindre grad. (Goffman 1967, s. 13)
6.5.3.1 De sikrede afdelinger (Jonas)
Umiddelbart er det de unges beskrivelse af de sikrede eller særligt sikrede afdelinger de har haft
ophold på, som passer bedst på Goffmans beskrivelse af den totale institution. Opholdsstederne
besidder i nogen grad også karaktertræk lignende de ovenstående punkter, men eftersom
opholdsstedet ikke har de fysisk omverdens-afskærmende rammer, så ville Goffman næppe
kategorisere dem som en totalinstitution, men muligvis pointere, at der på opholdsstedet i nogen
grad, kan være en os og dem kultur mellem brugere og pædagoger, samt at opholdsstedet
muligvis opfattes som værende personalets.
Den sikrede eller særligt sikrede afdeling besidder dog langt flere træk. I og med at man på en
sikret afdeling har lov til at låse døre og vinduer for at de unge ikke kan forlade stedet, vil
Goffman være meget mere tilbøjelig til, at kategorisere det som en institution af total karakter.
Under interviewet med Muhammed fortæller han om en hverdag på en sikret institution, i den
forbindelse beskriver han skemaet som dagene var opbygget efter. Måden han beskrev, skemaet
var ved at sige starttidspunktet, efterfulgt af aktivitet eller opgave og så evt. konsekvens hvis
opgaven ikke var udført inden næste aktivitet startede. Skemaet fyldte hele dagen fra Muhammed
stod op og til han gik i seng. (Bilag 1, s. 16) I skemaet nævnte Muhammed aktiviteter som bad,
morgenmad, undervisning, værkstedsaktivitet, middagsmad, fri aktivitet (hvor de frie aktiviteter
var listet op) osv. Muhammeds beskrivelse af den sikrede afdelings skema stemmer meget
overens med Goffmans beskrivelse af totalinstitutionens karaktertræk. Ikke kun fordi et af disse
karaktertræk er “nøje tilrettelagte skemaer, som håndhæves af personalet,” og at den unges
væsentligste behov er planlagt ind i skemaet, men også at dagligdagens gøremål - uanset om det
er skolegang eller værkstedsarbejde - foregår på samme sted. Muhammed forklarede nemlig
samtidig med, at han fortæller om hverdagen på sikret afdeling, at alt foregik inden for stedets
matrikel.
Goffman skriver, at et af karaktertrækkene ved den totale institution er, at skemalægningen har til
formål at opfylde institutionens officielle målsætninger. Vi ved ikke om dette er tilfældet, da
hverken Muhammed eller Khalil taler herom, men det må være fair at antage, at skemalægningen
45
har et socialpædagogisk eller andet tjenstligt formål. Dette er dog ikke noget vi kan eller vil sige
med sikkerhed, da vi ikke har undersøgt det nærmere.
Med hensyn til, om Muhammed og Khalil oplevede stor social afstand til personalet på stedet, så
virkede det ikke til, at det har været deres umiddelbare opfattelse. Ellers er det i hvert fald ikke
noget de nævner under interviewene. Dog er der tegn i sprogbrugen, om pædagoger og de andre
unge, at der er en os og dem opdeling af personalet og de unge. Muhammed og Khalil siger f.eks.
“de voksne og de unge” eller “pædagogerne og de unge” (Bilag 1, s. 2,4,6 og bilag 2 s. 22). De
gange Muhammed og Khalil anvender ordet “vi” er det tydeligt for os, at de da refererer til de
andre unge og ikke til de unge og de ansatte som en samlet gruppe. Derfor finder vi det sikkert, at
sige at der på en sikret afdeling - og også på et opholdssted - er en opfattelse af at personalet og
de unge er to forskellige grupper.
Hvorvidt institutionen betragtes som personalets, kan vi ikke konkluderer på ud fra interviewet,
da hverken Muhammed eller Khalil siger noget, som antyder at det er tilfældet. Faktisk får vi, når
vi tænker tilbage på omtalen af institutionerne mere en fornemmelse af, at den sikrede afdeling
bliver opfattet af de unge, som et næsten selvstændigt sted, som pædagogerne tilhører. Dog finder
vi det nemt, at nikke genkendende til, at institutionen opfattes som personalets.
6.5.3.2 Sammenfatning (Jonas)
En sikret afdeling bære i nogen grad karakteristika af totalinstitutionel art, herunder at dagens
gøremål foretages på samme sted, samt at dagen er nøje tilrettelagt i skemaer, som sandsynligvis
har til formål at opfylde institutionens officielle målsætning. Det er ikke muligt ud fra vores egen
empiri at konkludere på, om de sanktionsdømte oplever en stor socialt afstand til personalet. Ud
fra interviewene virker det til at de sanktionsdømte har en opfattelse af, at de sikrede afdelinger er
noget selvstående, hvor pædagogerne er tilhørende.
Ud fra denne beskrivelse besidder en sikret afdeling nogle af totalinstitutionens karaktertræk i høj
grad, men opfylder kun andre i ringe til ingen grad. Opholdssteder har enkelte af
karaktertrækkene, men ikke nogen som gør, at de kan klassificeres som totale i karakter.
46
6.5.4 Tilpasningslinjer (Jonas)
Goffman beskriver fire tilpasningslinjer, som klienten kan benytte sig af i forbindelse med sit
ophold på totalinstitutionen. Han pointerer, at individet kan skifte imellem disse på de forskellige
stadier af sin moralske karriere, og kan sommetider bruge flere af dem på samme tid.
1. Trække sig ind i sig selv - Klienten indskrænker sin deltagelse i interaktion med andre.
Hans synlige opmærksomhed afgrænses til det, som sker umiddelbart omkring ham.
2. Den uforsonlige holdning - Klienten nægter åbenlyst at følge institutionens anvisninger
og nægter at samarbejde med personalet. Denne tilpasningslinje er typisk midlertidig
reaktion og er typisk set, som klientens indledende tilpasningslinje.
3. Den koloniserende holdning - Klienten idealisere sin tilværelse i totalinstitutionen.
“...der opbygger en stabil, relativt tilfreds tilværelse på basis af de maksimale
erstatningsgoder, man råder over inde i institutionen.” (Goffman 1967, s. 52) Klientens
tidligere erfaringer fra omverdenen benyttes til at sammenligne livet i den totale
institution og livet udenfor institutionen, for at demonstrerer hvorfor tilværelsen i
institutionen er ønskværdig. På den måde reduceres spændingen imellem de to tilværelser
markant.
4. Omvendelsen - Klienten overtager den officielle opfattelse af ham og forsøger, at indtage
rollen som den perfekte klient. Klienten udvikler en moralistisk og disciplineret adfærd og
forsøger at fremstå, som en klient der altid står til rådighed for personalet.
(Goffman 1967, s. 50-52)
Det er sjældent, at en klient udelukkende anvender én af disse tilpasningslinjer. Ifølge Goffman
følges linjerne ikke særligt længe ad gangen, før klienten slår over i en ny tilpasningslinje.
Goffman skriver herom:
“I de fleste totale institutioner vil størstedelen af klientellet vælge den linje, som nogle af
dem kalder at ‘tage den med ro og finde ud af den’ eller ‘være lidt smart’. Dette omfatter
en noget opportunistisk kombination af sekundære tilpasningsformer, omvendelse,
kolonisering og loyalitet over for klientgruppen, således at klienten opnår en efter
omstændighederne optimal chance for at slippe helskindet ud af det, såvel fysiske som
psykisk.” (Goffman 1967, s. 53)
Khalils omtale af de sikrede afdelinger, som værende “luksusferie” (Bilag 2, s. 32) eller et
“hotel,” (Bilag 2, s. 19) kan til dels godt tolkes, som om Khalil har fulgt en koloniserende
47
tilpasningslinje. At sammenligne sikrede institutioner med et hotel kan godt tyde på, at Khalil har
forsøgt at idealisere sin tilværelse på sikret afdeling, ved at lave en sammenligning med sin
tidligere tilværelse. Hvad ordet “luksus” betyder for Khalil, ved vi ikke præcist og Khalil uddyber
heller ikke på hvilke punkter en sikret institution kan sammenlignes med et hotel, men noget
kunne tyde på at Khalil er i stand til at sammenligne elementer af tilværelsen på en sikret
institution og tilværelsen udenfor, og komme frem til at tilværelsen på institutionen er at
foretrække.
Muhammed nævner, imens han fortæller om dags-skemaet, som skulle følges på sikret afdeling,
at man ikke behøvede at tænke. Man vidste, hvad der skulle ske på grund af skematiseringen ad
dagens gøremål, og at det var lidt ligesom en tænkepause. Han pointerede at det ikke overordnet
set var rart at være på en sikret afdeling, men at det og nogle andre ting - maden eksempelvis faktisk var noget af det gode ved at være på en sikret institution. Altså er der tegn på at begge
informanter til en vis grad har forsøgt at sammenligne deres for-tilværelse med tilværelsen i
institutionen. I og for sig er der nok ikke noget særpræget i at drage paralleller imellem to meget
forandrede livsforhold, men måden hvorpå de to unge forholder sig til sammenligningerne
forekommer os meget forskelligartede. Muhammed lader til, at forholde sig mere forbeholdne
over for de punkter, som han har sammenlignet og fundet at institutions-tilværelsen var “bedre”.
Muhammed præsenterer, om ikke andet, et mere nuanceret billede af hans opfattelse af opholdet i
sikret afdeling, og under interviewet lod han til, at veje de positive og negative sider op ad
hinanden. Khalil beskrev meget kort opholdet på en sikret afdeling som “en luksusferie,” hvilket
er et meget ensidigt positivt billede at give af opholdet. Derfor kunne noget tyde på, at Khalil har
fulgt den koloniserende linje til en vis grad, for selvom Khalil har været på flere forskellige
sikrede afdelinger, så er han ikke blevet tilbageført efter at være startet i fase 2. Muhammed
derimod er blevet tilbageført et antal gange, hvilket også kan tolkes som et tegn på en
koloniserende tilpasningslinje. Under sin beskrivelse af den koloniserende tilpasningslinje skriver
Goffman: “‘Kolonisterne’ føler sig måske forpligtet til at benægte deres tilfredshed med
institutionen, om ikke andet så for at opretholde de oppositionelle adfærdsmønstre, der støtter
klienternes solidaritet.” (Goffman 1967, s. 52) Altså kan årsagen til, at Muhammed ikke maler et
alt for positivt billede af den sikrede institution være, at han ikke ønsker at tilkendegive sin
tilfredshed med institutions-tilværelsen af hensyn til solidaritets-forholdet til de andre unge på
den sikrede afdeling eller øvrige vennekreds.
48
I begge informanters tilfælde fortæller de om slagsmål med personalet, både på sikret afdeling og
opholdsstederne, hvilket kan være fordi de følger den uforsonlige linje. Som før nævnt er den
uforsonlige holdning typisk midlertidig. I Khalils tilfælde lader dette til at have været
midlertidigt. Khalils fortælling om hans funktionsforløb bærer præg af en uforsonlig holdning i
starten, mens han senere i forløbet har - med hans egne ord - “...forholdt mig roligt.” (Bilag 2, s.
25)
6.6 Opsamling af afsnit 6. (Jonas)
For at samle op på afsnittet vil vi her diskutere, om sammensætningen af ungdomssanktionens
forløb giver mening i et resocialiserende øjemed.
Selve ungdomssanktionens målsætninger er, at få den unge til at stoppe - eller i hvert fald
mindske - sin kriminelle adfærd. Set ud fra hvad informanterne fortæller og set i lyset af den
inddragede teori, kan vi godt sige, at ungdomssanktionen er sat sammen til at være et
resocialiserende forløb. Khalil siger ikke direkte, at dét at blive fjernet fra hans nærmiljø har haft
en gavnlig effekt, men vi mener at kunne se ud fra hans omtale af dette, under selve interviewet,
at Khalil har en opfattelse af, at det har haft en gavnlig effekt for ham. Dette tolker vi bl.a. ud fra
hans beslutning, om ikke at tage tilbage til Nordsjælland, når han påbegynder sit forløb i fase 3.
(Bilag 2, s. 18) Vi fik fornemmelsen af, at han ikke ønsker at tage tilbage, fordi han ikke vil
fristes til at begå ny kriminalitet. Dette stemmer godt overens med fjernelsen fra nærmiljøet, som
er nævnt under afsnittet om resocialisering. Med hensyn til at erstatte den gamle verden med den
nye verden, nævner Khalil også at livet på et opholdssted er ligesom at være hjemme, bare hvor
det ikke er ens nærmeste der er der. (Bilag 2, s. 32) Så den nye verdens fysiske rammer er sørget
for, men ingen af informanterne fortæller, om de følelsesmæssige bånd, som skabes under
opholdene. Dette er ikke nødvendigvis fordi de ikke er der. Måske er emnet for privat til, at det
bliver fortalt til to fremmede mennesker, men inden interviewene så vi alligevel Muhammed
blive modtaget af en af pædagogerne på hans opholdssted, med et stort kram. Noget kunne derfor
godt tyde på, at man på et opholdssted formår at skabe forhold, som minder om
primærsocialiseringens forhold.
I mødet med den totale institution i ungdomssanktionens 1. fase, opfyldes også mange af
punkterne nødvendig for resocialisering, f.eks. fjernelse fra nærmiljø, og det er også muligt at
skabe meningsfulde bånd til personalet, men vi vil vurdere, at der er en større risiko for, at den
49
unge i stedet bliver umyndiggjort, samt mister evner og kompetencer til at fungere uden for
institutionen, hvis de befinder sig i længere tid på en sikret afdeling. Den unge vil altså i stedet
lære at begå sig indenfor institutionens rammer og ikke begå sig på mere hensigtsmæssig vis i
samfundet uden for institutionen. Faren ved opholdet på den sikrede institution er, at forholdene
er “for gode.” Hvis den unge kommer til den sikrede afdeling og konkluderer, at de trygge faste
rammer, den nøje skemalagte dag, som fritager ham fra at tænke for meget over, hvad der skal
laves, og den fyldestgørende opfyldning den unges basale behov, er den ideelle tilværelse, så står
man lige pludselig med en potentiel “kolonist”, her refereres selvfølgelig til en af Goffmans
beskrevne tilpasningslinjer.
Det skal ikke forstås sådan, at opholdsstedet alene er det ideelle valg til at resocialisere de unge.
Faktisk lyder det som om oplevelsen af en sikret afdeling - eller en særlig sikret afdeling - har
den gavnlige effekt, at den tvinger de unge til at forholde sig til reglerne på institutionen. En
kompetence de derefter tager med sig ud til opholdsstedets mere bløde regler, noget som begge
informanter har givet udtryk for, at de havde problemer med i starten. Derfor er kombinationen
det korte forløb på en sikret afdeling, efterfulgt af det mere samfunds-virkelighedsnære forløb på
et opholdssted nok det der giver bedst mening, når man tænker på, at det første forløb giver dem
kompetencerne til at begå sig på en institution, og det næste forløb udvikler deres kompetencer til
at begå sig i det mere generelle offentlige rum.
Metoderefleksioner
Vi vil i det følgende afsnit påpege nogle af de forhindringer og fejlkilder, som vi har skulle tackle
i forbindelse med undersøgelsen i vores projektskrivning. Ligeledes vil vi redegøre for vores
metoderefleksioner gennem hele vores projekt. Her vil vi inddrage Thomas Harboe, da han
mener, at validitet og reliabilitet er to begreber, som spiller en væsentlig rolle for faserne af
samfundsvidenskabelige projekter. (Harboe, 2001, s. 69) Ifølge Harboe betyder validitet
“gyldighed” eller “relevans”, altså om undersøgelsen er relevant i forhold til problemstillingen,
da der skal være overensstemmelse mellem de spørgsmål man stiller i problemformuleringen, de
indsamlede data samt den konklusion, som man drager. (Harboe, 2001, s. 69)
Harboe definerer reliabilitet, som “pålideligheden” af de indsamlede data. Altså om vores data er
brugbar, om de unges svar er i overensstemmelse med virkeligheden, eller om vi som interviewer
er årsagen til , at de indsamlede data bliver upålidelige. (Harboe, 2001, s. 71,72)
50
For eksempel har vi som interviewer forringet reliabiliteten af den sidste del af Muhammeds
interview, fordi vi var nødsaget til at referer den ud fra hukommelsen i stedet for at transskribere
hans eksakte ord. På den måde har den data allerede været igennem vores fortolkning inden den
kom ned på papir. Da vi ikke har muligheden for at nedskrive Muhammeds ord, så har vi heller
ikke mulighed for, at se og tolke dem i forskellige lys under vores analyserende fase, og fordi vi
har nedskrevet resten af interviewet som referat, har vi muligvis kun husket de hovedpointer, som
vi, som interviewere har husket som værende brugbare og vigtige, og måske udeladt, hvad
Muhammed har anset for værende vigtige pointer. En yderligere forværrende faktor hertil var, at
vi ikke var forberedt på, at skulle huske og referere Muhammeds pointer efter interviewet, hvilket
muligvis også har haft en indvirkning på den data vi i sidste ende, endte med at skrive ned.
Vi valgte at fokusere på den unges perspektiv i vores projekt, samt hvilke tanker de unge har
gjort sig, om deres tilværelse under og efter ungdomssanktionen. Her vurderer vi, at den
indsamlede data og problemstillingens hovedspørgsmål, er i god overensstemmelse med
hinanden samt, at konklusionens besvarelse er fyldestgørende i forhold til problemstillingen. Med
hensyn til projektets validitet, så er vores vurdering derfor, at projektet har en vis validitet i og
med, at den har en vis gyldighed i forhold til “virkeligheden.”
Med hensyn til i hvilken grad af generaliserbarhed, de holdninger og oplevelser vi gennem
interviewene har fået kendskab til, så må vi tage to ting i betragtning. For det første har vi talt
med to personer, ud af alle unge i ungdomssanktion i Danmark, hvilket ikke er en stor
repræsentativ gruppe. For det andet er vores informanters oplevelser og fortællinger om
ungdomssanktionen meget forskellige på mange punkter, og meget ens på andre. Dette kan være
en indikator på, at der findes mange andre varierende opfattelser herom. Vore informanter er også
begge i 2. fase af ungdomssanktionen. Havde vi talt med flere unge i henholdsvis fase 1 og 3,
ville der muligvis også være helt andre oplevelser af ungdomssanktionen. Med andre ord ville
den information vi havde modtaget fra en ung i fase 1, som lige har påbegyndt sit
ungdomssanktionsforløb, formentligt have været meget anderledes end en ung i fase 3, som jo er
sidst i forløbet. Alt i alt må vi konkludere, at vi har et meget snævert udsnit af de unge i
ungdomssanktion, så de resultater vi i projektet er kommet frem til, kan ikke anses for værende
generelt gyldige. Resultaterne af vores undersøgelse er naturligvis stadig anvendelige, men vi vil
ikke påstå, at de holdninger og resultater der i vores projekt bliver fremsat, er generelt delt af hele
målgruppen.
51
Konklusion
Begge informanter giver under interviewene udtryk for, at de ønsker, at ændre deres tilværelse
under og efter ungdomssanktionen. Begge informanter ønsker ikke at lave nogen former for
kriminalitet, derimod ønsker de at uddanne sig og komme ud på arbejdsmarkedet, som normalvis.
Begge vores informanter nævner opholdet på en særligt sikret afdeling og oplevelsen af
afdelingens meget regelfaste rammer, som noget der fik dem til at forholde sig til de regler der
var på stedet. Denne oplevelse var, ifølge Muhammed og Khalil, en som hjalp dem til ligeledes at
forholde sig til de lidt blødere regler på opholdsstederne. Altså har mødet med særligt sikret
afdelings meget totale karakter, fungeret som en øjenåbner, i forhold til at skulle forholde sig til
regler uanset hvor man er. Vi kan derfor konkludere, at et ophold på en særligt sikret afdeling kan
have en positiv effekt på den unges forhold til reglerne på de forskellige institutioner.
Den bedste effekt vil være, hvis opholdsstederne er så hjemlige som muligt. Dette understøttes af
Muhammeds udtalelser om bedst at trives på et opholdssted, som næsten ligner og føles som et
normalt hjem. Dog er dette også det mest hensigtsmæssige, hvis forløbet skal fungere som et
optimalt resocialiserende forløb, da det er en nødvendighed for at resocialisere et individ at
erstatte individets gamle verden med en ny verden, samt at genskabe primærsocialiseringens
forhold, i form af stærke følelsesmæssige bånd og nye signifikante andre.
Fjernelsen fra nærmiljøet har en gavnlig effekt, da den formindsker fristelsen til at begå ny
kriminalitet.
Muhammed pointere, at en af de dårlige ting ved ungdomssanktioner er, at han ikke bliver
indstillet til 9. klasses afgangseksamen, hvis han bliver tilbageført, hvilket er sket 2 gange for
ham. Da uddannelse er et af fokusområderne i ungdomssanktionen vil vi også konkluderer, at
dette er i direkte modstrid med sanktionens officielle målsætning.
Vores informanter har en meget forskellig oplevelse af deres begrænsninger med hensyn til
arbejdsmarkedet og uddannelse, derfor må vi konkluderer, at unge i ungdomssanktion ikke har en
entydig oplevelse af de begrænsninger der opleves i forbindelse med arbejdsmarkedet og
uddannelse.
Med hensyn til, hvilken rolle ungdomssanktionen tillægges i forhold til en kriminalitetsfri
tilværelse, så er begge informanters svar ret ens: Ungdomssanktionen har ikke haft nogen stor
betydning. Begge informanter giver udtryk for, at det er deres egen vilje, som har spillet en rolle i
52
arbejdet imod en kriminalitetsfri tilværelse, og ungdomssanktionen tillægges derfor en meget
lille, til ingen betydning.
Muhammed nævner, som et forslag til forbedring af ungdomssanktionen, at alle unge burde have
en ungdomssanktionskoordinator tilkoblet, som kunne hjælpe og støtte den unge, gennem hele
forløbet. Derfor konkludere vi, at der bør være mere fokus på, at den unge bliver tilknyttet en
ungdomssanktionskoordinator. At den unge skal tilkobles en koordinator er allerede et krav, men
tilsyneladende er der sket en fejl i Muhammeds tilfælde, derfor foreslår vi et øget fokus på dette
punkt.
Anbefalinger
På baggrund af vores undersøgelse, så vil vi anbefale:
● At der skal sættes mere fokus på, at unge som er idømt ungdomssanktion bliver tilknyttet
en koordinator. (Dette er allerede et krav, men der burde være mere fokus på dette, da
f.eks. Muhammed ikke har haft en tilknyttet.)
● At den sanktionsdømtes skolegang ikke bliver afbrudt grundet tilbageføring, og at
tilbageføring ikke resulterer i, at den sanktionsdømte ikke bliver indstillet til eksamen.
53
Litteraturliste
Bøger
● Berger P. & Luckmann T. (2003), Den sociale konstruktion af virkeligheden en
videnssociologisk afhandling, (3. Udg.) København: Akademisk Forlag
● Bryderup, I. (2010) Ungdomskriminalitet, socialpolitik og socialpædagogik - biografiske
interview med unge om straf og behandling. Århus: Forlaget Klim.
● Goffman, E. (1967) Anstalt og menneske - den totale institution socialt set. Jørgen
Pauldans Forlag.
● Harboe, T. (2001) Indføring i samfundsvidenskabelig metode (3. udg.) København:
Samfundslitteratur.
● Harder, M & Nissen, M (Red.) (2011). Helhedssyn i socialt arbejde. København:
Akademisk Forlag.
● Højberg, H. (2013). Hermeneutik. I: L. Fuglsang, P. Olsen & K. Rasborg (Red.),
Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne - på tværs af fagkultur og paradigmer (3. udg.).
Frederiksberg: Samfundslitteratur.
● Høilund, P & Juul, S (2005) Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. (1. Udg.)
Hans Reitzels Forlag.
● Juul, S. (2012) Fænomenologi. I: S. Juul & K. Pedersen (Red.), Samfundsvidenskabernes
videnskabsteori - en indføring. København: Hans Reitzels Forlag.
● Juul, S. & Pedersen, K. (2012) Videnskabsteoretiske retninger og projektarbejde. I: S.
Juul & K. Pedersen (Red.), Samfundsvidenskabernes videnskabsteori - en indføring.
København: Hans Reitzels Forlag.
● Kvale, S & Brinkmann S (2009). Interview - introduktion til et godt håndværk (2.
udgave). København: Hans Reitzels Forlag
● Larsen, A. (2010). En enklere metode - Vejledning i samfundsvidenskabelig metode.
København: Akademisk Forlag.
● Launsø, L., Olsen, L. & Rieper, O. (2011). Forskning om og med mennesker –
Forskningstyper og forskningsmetoder i samfundsforskning. (6. udgave) Danmark: Nyt
Nordisk Forlag Arnold Busck.
● Maslow, A (1954). Motivation and personality. New York: Harper & Row, Publishers.
54
● Mik-Meyer, N & Villadsen, Kasper (2007). Magtens former - Sociologiske perspektiver i
statens møde med borgeren. Hans Reitzels Forlag.
● Rendtorff, J. (2013). Fænomenologien og dens betydning. I: L. Fuglsang, P. Olsen & K.
Rasborg (Red.), Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne - på tværs af fagkultur og
paradigmer (3. udg.) (s. 259-288). Frederiksberg: Samfundslitteratur.
● Sabroe, K.E. (1979). Socialpsykologi. København: Akademisk Forlag.
● Schiermer, B. (2013). Fænomenologiske begyndelser. I: B. Schiermer (Red.),
Fænomologi - teorier og metoder . København: Hans Reitzels Forlag.
● Schilling, M (2007). Menneskets Psykologi. København: Munkensgaard Danmark.
● Servicestyrelsen (2008). Håndbog om ungdomssanktion. København: Schultz Grafisk A/S
● Thagaard, T. (2007). Systematik og Indlevelse - en indføring i kvalitativ indførelse. (1.
udgave) København: Akademisk Forlag.
Internetsider
http://www.kalleshus.dk
Lovregister
● Lov om fuldbyrdelse af straf m.v.: LBK nr. 435 af 15/05/2012, senest ændret (LOV nr.
152 af 18/02/2015).
● Lov om social service: LBK nr. 150 16/02/2015, senest ændret (LOV nr. 650 af
18/05/15).
● Vejledning om magtanvendelse og andre indgreb overfor børn og unge (vejledning nr.
9293 af 23/05/2013).
● Bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn og unge anbragt uden for hjemmet:
(BEK nr. 186 20/02/2015).
55