1. No category

April 2015
1. udgave
23. årgang
Psykiatrisk Sygepleje
3 Præsentation af 2 nye suppleanter i bestyrelsen
12 Redaktionens Hjørne
15 Det diagnosticerede liv
22
Med fagbogen i baglommen
33 Nordjyske erfaringer med brugerstyrede
40 Cutting blev mit frirum
42 Boganmeldelse: Psykoterapeutisk praksis
Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker
Indholdsfortegnelse
3
Leder
5
Opslag om sygeplejerkonferencen 2015
6
Indkaldelse til generalforsamling
7
Hvem skal være årets psykiatriske
sygeplejerske 2015
10
Nationale Kliniske Retningslinjer
12
Redaktionens Hjørne
14
Præsentation af nyt redektionsmedlem
15
Det diagnosticerede liv
18
Ingen bæltefiksering i over ét år
20
Med fagbogen i baglommen
25
Recoveryorientering - fælles sprog og
reference i psykiatrienl
31
Nordjyske erfaringer med
brugerstyrede senge
33
Hvilke rammer er nødvendige, når man
gerne vil have parienten som partner
36
Nye muligheder for at udvikle
psykiatrisk sygepleje
38
Cutting blev mit frirum
42
Boganmeldelse: Psykoterapeutisk
praksis på psykodynamisk grundlag
43
Få udvidet dit fagbibliotek
Udgiver
Fagligt selskab for
Psykiatriske Sygeplejersker,
http://www.dsr.dk/fs/fs11/
Redaktør
Anne Britt Karlsen
[email protected]
Layout
Produktionsskolen Datariet
Bladet udkommer kun
elektronisk.
Materialer til bladet
Alle artikler skal skrives i Word
format, skrifttype Times New
Roman, størrelse 12.
Artiklen må fylde max fire A4
sider. Der skal vedhæftes billede
(som jpg-fil, ikke indsat i Word)
af forfatter til artiklen.
Navn, stilling og arbejdsplads
skrives øverst i artiklen.
Forfatteren er meget velkommen til at vedhæfte andre
billeder og illustrationer til
artiklen (ikke indsat i Word). Der
må også gerne stilles forslag til
billeder og illustrationer.
Anonyme indlæg optages ikke.
Redaktionen forbeholder sig
ret til at redigere i artikler efter
aftale med forfatteren.
Det forventes at forfatter selv
læser korrektur på sin artikel.
Redaktionen er ikke ansvarlig
for stavefejl m.v.
Kontakt
Anette Theis, 3864 5191,
[email protected].
2
Psykiatrisk Sygepleje
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Lederen
Af: Inge L. Gustavsen,
bestyrelsen
Af: Claus Hansen,
bestyrelsen
Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse
- Et ansvar for den psykiatriske sygeplejerske.
Ovenstående er temaet for årets sygeplejekonference i
Fagligt Selskab for psykiatriske sygeplejersker.
Begreberne høres og ses hyppigt i debatten, i
relation til den sublime pleje og behandling, vi som
sygeplejersker, ønsker vores patienter og pårørende
skal opleve.
Ofte opleves begreberne værende modsatrettede;
nogle gange måske i direkte modstrid med hinanden,
men behøver det at være sådan?
Nej, for sandheden er jo at disse krav er generelle
for hele vores sundhedsvæsen, og det politisk styrede
system vi arbejder i, forventer af os:
• At vi skal sikre sammenhæng for patienten
• At vi skal løse opgaven på en måde, så vi anvender
ressourcerne mest effektivt
• At vi skal inddrage patienten mest muligt i hele
forløbet
Hvorfor sammenhæng
Fordi det giver åbenlys mening. I Regeringens psykiatriplan fra 2014 ”Ligeværd – nyt fokus for indsatsen
for mennesker med psykiske lidelser” er behovet for at
sikre sammenhæng beskrevet talrige steder. Sammenhæng for den enkelte patient/ borger, men ikke mindst
sammenhæng på tværs af vores systemer i regioner og
kommuner.
Der står ”sygepleje” på den opgave. Det er et af vores
kerneområder, at sikre kontinuitet og sammenhæng.
Der er andre faggrupper som også er væsentlige, men
det er sygeplejersker, der er kernetropper i at sikre
sammenhængen. Det er os der gør en forskel, vi skal
derfor gribe opgaven og gøre den til vores, for uden os
kommer det ikke til at lykkes!
Hvorfor effektivitet
Med udrednings- og behandlingsretten er der kommet
pres på psykiatrien. For vores kolleger i somatikken
har det været hverdag i mange år, men for os er det
nyt. Det har haft den glædelige betydning, at en lang
række patienter - børn, unge og voksne - er kommet i
behandling, hvor de ellers ville have stået på en venteliste. Det har dog også givet utryghed og uro for mange
sygeplejersker. En lang række spørgsmål, som f.eks.
Psykiatrisk Sygepleje
3
Lederen
skal vi nu bare tælle ydelser og ikke se på kvaliteten?
eller kan psykiatrisk behandling lægges ind i en pakke?
og mange flere er stillet. Alle spørgsmål er ikke besvaret, men det er et stort paradigmeskift for psykiatrien
og sygeplejersker. Der stilles krav til ydelses antal, effekt og tempo i vores behandling. Den endelige model
er nok ikke fundet endnu, men at vi i psykiatrien stilles
overfor de samme krav som det øvrige samfund, kan vi
dårligt frasige os.
Hvorfor brugerinddragelse
Også på brugerinddragelses området er det der sker i
psykiatrien, en afspejling af hvad der sker i det øvrige
samfund. Tendensen i retning af større brugerstyring
og mere brugerinddragelse kan ses på alle områder i
sundhedssektoren. Vi er som sygeplejersker vant til at
varetage og analysere særdeles komplekse situationer, vurdere og præsentere gode løsninger for vores
patienter/brugere og pårørende. Men der er endnu et stykke vej inden vi reelt inddrager brugere i vores organisationer. Så de bliver
inddraget i vores beslutningsorganer og ansat på vores
afsnit. Så de inddrages i udarbejdelse af deres egen behandlingsplan, og vi spørger helt systematisk til deres
ønsker og behov, og beder dem løbende, om at vurde-
4
Psykiatrisk Sygepleje
re vores indsats. Vi kan se at Recovery bevægelsen har
givet mange patienter et liv og et håb tilbage. Vi kan
se, at brugerinddragelse i forhold til nedbringelse af
tvang, har spillet en væsentlig rolle. Så vi ved godt det
virker! Men det kræver at vi som sygeplejersker tør slå
de mentale ”skodder” endnu mere op, og sætte vores
faglighed i spil sammen med patienter og pårørende.
Psykiatrien i bevægelse
Den danske psykiatri flytter sig hurtigt i disse år. Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse er nogle
af de helt centrale nøgleord i den proces, der er i gang.
En proces, der forhåbentlig medvirker til at afstigmatisere psykisk sygdom og sikrer en større transparens i
psykiatrien.
Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse er
derfor helt nødvendige krav til en moderne psykiatri.
Er det svært – ja det kan det sagtens være. Der er
masser af udfordringer i at få tingene til at hænge sammen, men vi er som sygeplejersker kernemedarbejdere
i at få det til at lykkes – og det forpligter!
Vi sætter fokus på områderne ved vores Sygeplejekonference den 3. – 4. juni, du kan stadig nå at komme
med, hvis du ikke allerede har tilmeldt dig til konferencen.
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Opslag om sygeplejekonferencen 2015
Årets hovedtema er:
Sammenhæng, effektivitet og brugerinddragelse
- et ansvar for den psykiatriske sygeplejerske!
Dette tema er så delt op i 3 undertemaer:
• Sammenhæng mellem region og
kommune. Borgerens behov frem for
systemets rutiner – gode arbejdsgange til gavn for borgeren.
• Recovery og rehabilitering – et gensidigt samarbejde mellem brugere,
pårørende og den psykiatriske sygeplejerske.
Vi har til alle temaer fået spændende oplægsholdere, som vil
belyse det enkelte tema ud fra forskellige perspektiver; nationalt, regionalt, kommunalt og bruger perspektiv.
• Produktionskrav og ydelsesregistrering – ven eller fjende? Hvordan
sikrer vi fagligt fokus i effektive
arbejdsgange?
Vi glæder os til at se jer alle til en fantastisk konference for
psykiatriske sygeplejersker på Koldingfjord d. 3 + 4 juni 2015.
For yderligere information vedr. tilmelding og andre praktiske
oplysninger: Gå ind på vores hjemmeside:
http://www.dsr.dk/fs/fs11/Sider/Nyheder/Konference-2015.aspx
Psykiatrisk Sygepleje
5
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Bestyrelsen informerer:
Indkaldelse til generalforsamling:
Den årlige generalforsamling i Fagligt Selskab for
Psykiatriske Sygeplejersker 2015 afholdes i forbindelse
med Sygeplejekonferencen i Kolding
Onsdag den 3.6.15 kl. 16.30 – 17.30, Hotel Koldingfjord, Fjordvej 154, 6000 Kolding.
Foreløbig Dagsorden:
Frist for forslag til punkter til behandling på generalforsamlingen sendes senest den 8. april til formanden.
Endelig dagsorden kan ses på hjemmesiden: www.dsr.dk/fs11
1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmetællere
3. Godkendelse af dagsorden
4. Formandens beretning
5. Forelæggelse af regnskab og budget
6. Fastlæggelse af størrelse af kontingent
7. Forslag til vedtægtsændringer
8. Indkomne forslag
9.Evt.
Indkaldelse af kandidater til valg
af bestyrelse:
Har du interesse i at bidrage til udviklingen af psykiatrisk sygepleje er det måske dig der skal stille op til
bestyrelsesvalg?!
I efteråret 2015 er der valg til bestyrelsen.
Bestyrelsesmøder er en stor saltvandsindsprøjtning af
faglige diskussioner, og som medlem af bestyrelsen er
du med i et inspirerende fagligt netværk på tværs af
arbejdsfunktioner og på tværs af områder i landet.
Indsatsen består af ca. 6 årlige heldagsmøde + gratis
deltagelse i temadage og sygeplejekonferencer. Din
arbejdsplads skal være indstillet på at give dig tjenestefri. Det Faglige Selskab afholder kørselsudgifter.
Bestyrelsen mødes én gang årligt sammen med
redaktionen af ”Psykiatrisk Sygepleje”.
Bestyrelsesarbejdet består ud over fastlagte møder
bl.a. deltagelse i udvalgsarbejde og tværfaglige arbejdsgrupper samt udarbejdelse af høringssvar.
Følgende er på valg:
• Claus Hansen (genopstiller ikke)
• Bente Pedersen (genopstiller ikke)
• Karin Johannsen (genopstiller ikke)
• Kitte Hay Jørgensen (genopstiller ikke)
Kandidatanmeldelse, hvor du præsenterer dig, skal
være formanden Bente Pedersen i hænde senest den
15.8.2015.
Kandidater og valgprocedure præsenteres på hjemmesiden!
Psykiatrisk Sygepleje
6
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Hvem skal være årets psykiatriske
sygeplejerske 2015
Fra bestyrelsen vil vi gerne sige tak til jer, som har
indstillet en kollega til Årets Psykiatriske Sygeplejerske.
Vi har modtaget 2 indstillinger, som bringes i bladet i
deres fulde længde – og selvfølgelig også ligger tilgængelige på hjemmesiden.
Indstillingerne er sendt til bedømmelsesudvalget,
som består af Knud Kristensen, Landsformand Landsforeningen SIND, en repræsentant fra Formandskabet
DSR og formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske
Sygeplejersker Bente Pedersen.
Bedømmelsen vil vægte følgende hovedområder hos
kandidaten:
- Sikrer faglig udvikling af den kliniske sygepleje
·
Arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse i
forhold til den kliniske sygepleje
· Sætter fokus på samarbejde med patienten og
dennes netværk
· Medinddrager patientens recovery proces som
en integreret del af sygeplejen
Prisen på 10.000,- kr vil blive overrakt på Sygeplejekonferencen i Kolding den 4.6.15.
Af: Bente Pedersen,
Formand for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker
Psykiatrisk Sygepleje
7
Indstilling af Marianne
Aspmann Nielsen
Indstillingen er indsendt af Afsnitsledende sygeplejerske Aline Emerik Busch på vegne
af ansatte på S5, Aalborg Psykiatriske Sygehus
Vi ønsker at indstille Marianne Aspmann Nielsen som
årets psykiatriske sygeplejerske!
Marianne repræsenterer sygeplejersker der hver dag
med deres sygepleje gør et kæmpe arbejde for at
patienterne får den bedst mulige pleje og behandling.
Hun er de ”varme hænder” som er blevet et så moderne og politisk udtryk.
Marianne er sygeplejerske på S5 i Aalborg, som er et
akut intensivt afsnit. Her har Marianne arbejdet i 14 år,
hvor hun startede som nyuddannet sygeplejerske.
Marianne er en sygeplejerske som hver dag udøver
en professionel sygepleje til de sygeste psykiatriske
patienter og det gør hun med faglighed, etik, medmenneskelighed og omsorg.
Marianne har udover hendes kerneopgave hos patienterne påtaget sig flere nøgleperson opgaver bl.a
mentorrollen for de nyansatte sygeplejersker, som hun
varetager med stort engagement og ansvar.
Marianne beskrives således af en af hendes menti:
”Jeg kunne ikke ønske mig en bedre sparringspartner i
mit job på en akut intensiv psykiatrisk afdeling. Marianne er min mentor på vores afsnit og lige fra først dag
har jeg tænkt; hun har hjertet på det rette sted, både
personligt og fagligt.
Marianne er en stor inspiration kilde og hun efterlader
et stort aftryk af hendes syn på sygepleje til patienter
med en sindslidelse.
8
Psykiatrisk Sygepleje
Marianne ser muligheder frem for begrænsninger,
hvis patienten f.eks har behov for råbe – så gør vi det,
i den unikke situation. Marianne har altid patienten i
centrum og lytter til deres behov og ud fra det , vurderer hun hvordan hun støtter dem bedst - Hun er ikke
bange for at bevæge sig ud af hendes comfort zone,
hvis dette gavner patienten og hvis dette kan være
med til at sundhedsfremme samt forebygge.
Marianne gør en forskel i hendes job, hun har en
fantastisk indlevelse evne og sætter altid hendes egen
forforståelse i baggrunden for at være tilstede i alle
unikke situationer med patienten. Derudover tør Marianne også at vise, at hun er et menneske, som også
kan blive mundlam eller berørt af alle de forskellig
situationer som vi møder i vores hverdag.
Troværdig, ærlig, samt faglig udvikling er kerneord
omkring Marianne.
Marianne ajourfører sin faglige viden og hun er altid
opdateret omkring det der kan gavne patienterne, så
de kan komme sig.
Marianne møder alle mennesker med dyb respekt og
ser alle som unikke individer - Hun er bevidst omkring,
at hun arbejder med en sårbar patientgruppe med
sindslidelse, som hun ønsker at hjælpe samt støtte
med at få indsigt i deres livsproblemer, en indsigt der
kan bane vejen for at genvinde sundhed.
” Marianne er en ildsjæl og hun bringer håb”
(Heidi Poulsen, sygeplejerske og Mariannes Menti)
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Indstilling af Pia Ransby
Indstillingen er indsendt af Dora Fredsted Aalling,
Lokalpsykiatri Haderslev
Jeg vil gerne indstille Pia Ransby, ambulantsygeplejerske, Lokalpsykiatri Haderslev, som kandidat til, årets
psykiatriske sygeplejerskeNår jeg vælger at indstille Pia Ransby, er det fordi jeg
synes, hun er en solid prototype på de mange psykiatriske sygeplejersker, der bare gør deres arbejde og gør
det godt.
Og måske lever lidt mere i det skjulte i forhold til organisationen som helhed.
Pia har altid patienten som omdrejningspunkt og lader
sig ikke forstyrre af organisatoriske udsving, hvis det
ikke er til patientens tarv.
Pia er redelig og autentisk i sin tilgang både til patienter, pårørende, samarbejdspartnere og øvrige kolleger
internt som eksternt.
Pia er med til at sikre den faglige udvikling af den
kliniske sygepleje og gør et stort stykke arbejde for
sygeplejestuderende i klinik i Lokalpsykiatri Haderslev.
Her har Pia blik for ikke kun de faglige kompetencer,
men også for de personlige kompetencer og får de
studerende til at gro fagligt som personligt.
Pia er også med, når nyt skal udvikles, og her har hun
taget uddannelse som tovholder i forhold til projekt
”fælles psykiatriindsats”, hvor omdrejningspunktet er
forpligtende, tværsektorielt samarbejde og en elektro-
nisk platform, hvor også patient og pårørende bidrager
direkte til behandlingsplan og handleplan.
Har også tidligere været med i styregruppe vedr. pårørendeundervisning, som har udviklet et nyt koncept
sammen med de kommunale samarbejdspartnere,
frivillige og Lokalpsykiatren i Haderslev. (shared-caremodel)
En alsidig dame.
• Pia arbejder på individniveau med sundhedsfremme
og forebyggelse i forhold til den kliniske sygepleje og
er i kraft af sit job som udekørende ambulantsygeplejerske også med til at forebygge tvangsindlæggelser. Det bærer relationen videre og sparer patient for
menneskelige omkostninger og yderligere invalidering.
• Pia har altid netværket med som en naturlig del af
den kliniske sygepleje, og både pårørende og øvrige
samarbejdspartnere, så som jobcenter, mentorer,
bostøtter, sagsbehandlere altid inviteres til netværksmøde som udgangspunkt for en ligeværdig
dialog og fælles fodslaw.
• Pia medinddrager og giver patient/pårørende indflydelse på egen situation, men har også mod til at
give ansvaret fra sig og placere det hos patienten og
pårørende i det omfang, det er hensigtsmæssigt.
Psykiatrisk Sygepleje
9
Af: Lene Berring
fra Selskabets bestyrelse deltog i konference om kliniske
retningslinjer d. 21. November 2014
Nationale Kliniske
Retningslinjer (NKR)
Sundhedsstyrelsen udarbejder i disse år 50 nationale
kliniske retningslinjer, der skal medvirke til at sikre
ensartede behandlingstilbud af høj faglig kvalitet på
tværs af landet. De nationale kliniske retningslinjer er
systematisk udarbejdede, faglige anbefalinger, der kan
bruges som beslutningsstøtte af sundhedspersonale.
Retningslinjerne behandler udvalgte aspekter af diagnostik, behandling, pleje og rehabilitering for konkrete
patientgrupper, hvor der er fundet særlig anledning til
at afdække evidensen. Retningslinjerne er baseret på
videnskabelig evidens og den bedste praksis, og formålet er at understøtte en ensartet indsats på tværs af
kommuner, regioner og praksissektoren – uanset hvor
i landet patienten bor. Der er afsat i alt 80 millioner kr.
på Finansloven til at udarbejde retningslinjerne.
Retningslinjerne kan ses på følgende link:
http://sundhedsstyrelsen.dk/da/nyheder/kategori/
sundhed-og-behandling/kvalitet-og-retningslinjer-paasundhedsomraadet/nationale-kliniske-retningslinjer
Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker inviteres
med til at udforme disse retningslinjer og har indtil vi-
10
Psykiatrisk Sygepleje
dere har haft repræsentanter med til retningslinjer om:
Kompliceret skizofreni, svær bulimi hos unge, personlighedsforstyrrelser, ADHD (både børn og voksne)
og Unipolar depression.
Fra nationale kliniske retningslinjer til en retningslinje
der er anvendelig i klinisk praksis.
Sundhedsstyrelsen afholdte fredag den 21. november
2014 konference om NKR.
Konferencen havde fokus på implementering af nationale kliniske retningslinjer og hvordan man sikrer, at
retningslinjerne bliver anvendt i praksis. Herudover
havde konferencen fokus på den forsatte udvikling og
brug af disse retningslinjer.
På konferencen var der oplæg fra sundhedsminister
Nick Hækkerup og formanden for GRADE Working
Group Holger J. Schönemann samt paneldebat om
ansvaret for, at de nationale kliniske retningslinjer får
liv i praksis.
April 2015
Hvad er GRADE
GRADE er et internationalt anerkendt redskab der
anvendes til at vurdere kvaliteten af evidensen og til
at give anbefalinger (http://www.gradeworkinggroup.
org).
GRADE er et af grundelementerne i udviklingen af de
nationale kliniske retningslinjer i Danmark (se følgende
link)
http://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed/kvalitet-ogretningslinjer/nationale-kliniske-retningslinjer/metode/~/media/B57174DDF809475799DF899BBB1EEA11.
ashx).
Søren Brostrøm (enhedschef i sundhedsstyrelsen) beskrev overordnet planen for de retningslinjer der skal
udarbejdes og fortalte, hvordan sundhedsstyrelsen
arbejder med at forbedre implementeringsprocessen.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en implementeringshåndbog som andet kan findes på sundhedsstyrelsens hjemmeside og arbejder på at retningslinjerne
kan understøttes af IT. På konferencen blev der beskrevet eksempler fra den kliniske dagligdag om, hvordan
*
1. udgave
*
23. årgang
kliniske retningslinjer løfter fagligheden, bl.a. fra et
plejecenter i Roskilde. Der er dog mange udfordringer,
både i forhold til at oversætte disse nationale kliniske
retningslinjer til instrukser der er anvendelige i praksis,
men også i forhold til at få ’stærke anbefalinger’.
Stærke anbefalinger betyder at der er forskning på et
vist niveau der understøtter anbefalingen. Derudover
anvendes der også forskellig terminologi i sundhedsvæsenet.
På konferencen deltog såvel sundhedspersonale som
planlæggere, ledere og beslutningstagere i regioner,
kommuner mv., faglige selskaber og organisationer,
patientforeninger, politikere, journalister og andre med
interesse for kvalitet indenfor sundhedsområdet.
Det kan være sjovt at deltage i en konferencen, fordi
det her er muligt at net-worke. Hvis man ikke kommer til disse konferencer er det alligevel muligt at få
et godt indtryk af, hvad der egentlig blev sagt. Alle
præsentationerne kan nemlig findes på dette link, som
vi anbefaler at du løber igennem når du har lidt tid til
overs: http://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed/kvalitet-og-retningslinjer/nationale-kliniske-retningslinjer/
konference.
Klinisk retningslinje og lovgivning
De kliniske retningslinjer er ikke det samme som
en lovgivning. De kliniske retningslinjer skal ses
som anbefalinger og som en hjælp til beslutningsstøtte. Retningslinjerne skal opdateres
(ca. hver 3 år) for at indfange ny forskning.
CKR
Udover de 50 nationale kliniske retningslinjer der
udarbejdes i sundhedsstyrelsen, udarbejdes der
også kliniske retningslinjer i Center for Kliniske Retningslinjer (CKR). Disse retningslinjer er fortrinsvis
udarbejdet af sygeplejersker og kan ses på CKRs
hjemmeside http://www.kliniskeretningslinjer.dk
Psykiatrisk Sygepleje
11
Re
d
ak
tio
ne
ns
Hj
ør
Af Lili Bermann på vegne af redaktionen
Kære læser
Redaktionen har netop været samlet for at planlægge
strategier for det kommende år. Vi har op til mødet
efterspurgt jeres ønsker til bladet i vores Facebookgruppe. Her er der fremkommet flere ønsker, som vi
vil forsøge at imødekomme. Der er bl.a. stor interesse
for at høre om andre sygeplejerskers gode erfaringer
med nye metoder i praksis. Så sidder du med viden om
konkrete tiltag, du synes bladet bør dække, hører vi
gerne fra dig.
Brugerstyrede senge er en af de nye metoder der,
inspireret af nordmændene, aktuelt afprøves rundt
omkring i Danmark. Visiterede patienter kan selv
lade sig indlægge i kortere tid og på den måde måske
forebygge forværring af sygdommen. Afdeling N3 på
Brønderslev Psykiatriske Sygehus startede, som de
første, i 2013 deres pilotprojekt med ”Brugerstyrede
senge” og afsnitsledende sygeplejerske Irene K Kristensen gør, i sin artikel, status på de nordjyske erfaringer
med metoden.
12
Psykiatrisk Sygepleje
34 psykiatriske afdelinger rundt omkring i Danmark har
de sidste tre år arbejdet med nedbringelse og forebyggelse af tvang. I perioden er antallet af bæltefixeringer
faldet drastisk, og på ungdomspsykiatrisk afsnit i Esbjerg kan man bryste sig af ikke at have haft en eneste
bæltefixering i over et år. Ledende oversygeplejerske
Yvonne uddyber i sin artikel vigtigheden af et ledelsesmæssigt fokus på afdelingskulturen, og hvordan de i
ungdomspsykiatrisk afsnit i Esbjerg har grebet det an.
DSR Kreds Midtjylland afholdt i januar en spændende
temadag om brugerinddragelse, hvor redaktionen
dækker to af oplæggene i dette blad. Er der tale om
epidemier af ADHD eller er der tale om epidemier af
sygeliggørelse? Dette spørgsmål er udgangspunktet for
oplægget af professor cand. psyk. Svend Brinkmann
om det diagnosticerede liv. Et andet oplæg på temadagen var af Erik Riiskjær og omhandler de nødvendige
rammer, når man vil have patienten som partner. Den
giver et perspektiv på, hvorfor det kan være svært at
føre de gode intentioner ud i praksis.
ne
Re
d
April 2015
*
1. udgave
ak
tio
ne
*
Netop sikring af samspillet mellem de sundhedspolitiske
strategier og den sygeplejefaglige udvikling er omdrejningspunktet for et nyt etårigt udviklingsprojekt indenfor
psykiatrisk sygepleje. Projektet, som er igangsat af DSR
Kreds Midtjylland i samarbejde med Psykiatri og Social,
Region Midtjylland, præsenteres af kommunikationskonsulent Ditte Scharnberg.
Behandlingssystemet spiller en væsentlig rolle i forhold
til patientens recoveryproces. Vi skal arbejde målrettet
med udvikling og håb og ikke med begrænsninger. Det
fremgår tydeligt i artiklen ”Cutting blev mit frirum” hvor
Mette Louise Findinge, en pige på bare 18 år, skriver hudløst åbent om sin voldsomt traumatiske opvækst og sit liv
som cutter. Vejen ud fandt hun på opholdstedet Tuen.
Cand.Cur. Kim Jørgensen præsenterer os for et flot
uddannelsesprojekt i Region Hovedstadens Kompetancecenter for Rehabilitering og Recovery. Med en vision
om at fremme en recoveryorienteret kultur i psykiatrien
ns
23. årgang
Hj
ør
ne
udviklede man et uddannelsesprogram. Programmet blev
gennemført via workshopdage, hvor 4000 deltagere fra
alle specialer og faggrupper deltog.
Ergoterapeut, recoverymentor og medfor fatter til
bogen ”At ville Livet”, Karen Sandfær Norbøll, deler ud
af sine erfaringer som medarbejder med brugerbaggrund. Hun beskriver sit arbejde som brobygger mellem
to oplevelsesverdener og ser relationen som sit primære
redskab. Fagligheden beskrives som kraftigt filter, hvorfor
det bedst opbevares i baglommen .
Bogen Psykoterapeutisk praksis på psykodynamisk
grundlag af Claus Jakobsen og Karen Vibeke Mortensen
anmeldes af opsøgende sygeplejerske Charlotte Blom.
God læselyst og på gensyn på konferencen
Psykiatrisk Sygepleje
13
Af: Birgitte Lundberg
Præsentation
Jeg vidste, at jeg skulle være sygeplejerske et sted mellem 2. og 3.g.
Indtil da havde jeg blandt andet flirtet med tanken
om at blive journalist. Vejen mod sygeplejen begyndte
imidlertid, da jeg fik arbejde som ufaglært sygehjælper
på Ringbo, det der dengang i 80érne var et gerontopsykiatrisk plejehjem.
Som medlem af redaktionen får jeg nu mulighed for at
blive udfordret i formidlingen af psykiatrisk sygepleje.
Igennem 23 års har jeg primært arbejdet indenfor psykiatrien i Region Sjælland først på ungdomsafdelingen
på Oringe og siden i distriktspsykiatrien på Lolland.
Med den faste base i DP Maribo med tæt kontakt til
kollegaer, patienter og samarbejdspartnere i nærmiljøet, har jeg fået fine muligheder for både faglig og
personlig udvikling.
Jeg startede således ret hurtigt som TR, var på specialuddannelsen i 2001-2002 for derefter at blive teamleder. I 2011 havde jeg 8 mdn. orlov, hvor jeg var ansat
i Distriktspsykiatrien i Nuuk. At arbejde i en anden
kultur var helt fantastisk og jeg mødte en oversygeplejerske, som inspirerede mig til yderligere uddannelse
14
Psykiatrisk Sygepleje
og gav mig drømmen om fremadrettet at komme
meget mere rundt i verden som psykiatrisk sygeplejerske. Sidst, men ikke mindst blev jeg således Cand.cur.
i 2014. En givende uddannelse, hvor jeg yderligere fik
skærpet min interesse for argumentation, formidling
og forskning i sygepleje.
Aktuelt er jeg involveret i en række projekter som fx
”Brugerstyrede senge”, Sikker Psykiatri” og ”Broen til
Bedre Sundhed” der overordnet alle har fokus på at
involvere patienterne i deres behandling, kvalificere
behandlingstilbuddene og øge patienter/borgeres
sundhed.
Det er min intension at bidrage til at ”Psykiatrisk Sygepleje” bliver et blad som medlemmerne glæder sig til
kommer, som bidrager til opklaring og inspiration i det
daglige arbejde.
De bedste hilsner Birgitte Lundberg
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Det diagnosticerede liv
Jeg deltog 20 jan 2015 i en spændende temadag om
Brugerindflydelse arrangeret af DSR Kreds Midtjylland.
Oplægget om det diagnosticerede liv ved Svend Brinkmann fandt jeg særlig interessant og derfor besluttede
jeg at referere oplægget for jer
Svend Brinkmann er cand. psych., phd., og professor
ved Institut for Kommunikation på Ålborg Universitet
og aktuelt en del af et forskningsprojekt med titlen:
”Diagnosekultur: Oplevelsen af psykiske lidelser og
diagnoser med særligt henblik på depression og ADHD
hos voksne.”
Svend Brinkmann sidder bl.a. i en støttegruppe for
mennesker med ADHD, hvor han følger nogle af disse
mere indgående. Centrale fokuspunkter i projektet er
diagnosekultur, diagnosers betydning i livet, diagnoser
som behandling og/eller som problem og patologisering.
Er der tale om epidemier af ADHD i Danmark eller er
der tale om epidemier af sygeliggørelse?
Når noget, der tidligere blev betragtet som et almindeligt menneskeligt problem eller en simpel afvigelse
fra en norm, bliver gjort til en diagnosticerbar sygdom
eller en forstyrrelse, der kræver behandling, er der iflg.
Svend Brinkmann tale om patologisering. Der er tale
om en kultur, hvor vi i stigende grad anvender psykiatriske diagnoser til at forstå og håndtere tilværelsens
problemer, og det kan i nogle tilfælde være legitimt og
i andre uheldigt.
Svend Brinkmann er kritisk overfor diagnoser, men
mener ikke vi kan klare os uden hverken diagnoser
eller psykiatrien. Hvis vi ser på diagnoserne ADHD og
Depression, er der mange eksempler på, at det at få en
diagnose er meget hjælpsomt. Noget, der før var dif-
fust, bliver meget mere forståeligt og håndterbart, når
det bliver kategoriseret. Diagnosen kan så være korrekt eller forkert, men bare det at noget får et navn,
kan have en terapeutisk effekt i sig selv.
Almindeligvis betragter vi diagnoser som indgang
til en behandling, men somme tider kan det at få en
diagnose faktisk være en del af behandlingen. Som vi
kender det fra den narrative terapi, så gælder det om
at eksternalisere menneskers problemer, hive dem
ud af personen, så de kan håndteres. Via diagnosen
eksternaliseres problemet som ADHD. Problemet kan
følgende adresseres eksempelvis gennem psykoedukation, patientforeninger, måske medicin, og give adgang
til diverse fællesskaber som fx. støttegrupper.
Der er også fortællinger om internalisering af diagnosen. Her er ADHD ikke noget, man har, men noget
man identificerer sig med, noget man er. I tilfælde af
internalisering afskærer man sig fra at gøre ting, man
fordelagtigt kunne gøre, med henvisning til at det kan
man jo ikke, fordi man har ADHD.
Den forventelige eller syge sorg
Brinkmann advarer kraftigt mod at sygeliggøre almene
menneskelige træk gennem diagnoser. Problemet er
en voldsom overinklusion, hvor man strækker diagnosen så langt ud, at man ikke længere kan se, om noget
faktisk er et sygdomsproblem eller bare er et forbigående lidelsesproblem som vi alle sammen har.
Da amerikanerne i 2013 reviderede DMS 5, var forventningen, at sorg ville blive en selvstændig diagnose.
Men amerikanerne kunne ikke nå at blive enige om kriterierne for en sorgdiagnose, så derfor kom den med i
appendiks. Men når DSM 6 kommer, er der iflg. Svend
Brinkmann ikke megen tvivl om, at der vil komme en
formel sorgdiagnose. Kunsten bliver at skelne mellem
den normale, forventelige sorg som reaktion på tab og
Psykiatrisk Sygepleje
15
så den sorg, der er så intens og funktionshæmmende,
at den skal behandles indenfor det psykiatriske system.
Ester Holte Kofod, cand. psych. som i projektet
forsker i forældre med spædbarnsdød, oplever, at
nogle forældre synes, det ville være en god ide med en
diagnose. Og hvorfor så det? Formentlig fordi diagnosesproget er velegnet til at kommunikere lidelsesfulde
erfaringer til andre. Ikke fordi de ønsker, det skal være
en sygdom, men de vil jo gerne fortælle omverdenen,
at de ikke kan det samme, som de plejer, og at de har
brug for en pause.
sådan et argument. Hvis Brinkmann siger til dem, han
følger i projektet: ”Du skal bare lære at tænke på dit
problem som en evne, en gave du har fået”, så føler de
sig krænkede. De opfatter det ikke som evne, men som
noget de har kæmpet med hele livet.
”Det er jo en tragedie, at vi oplever, at vi har brug
for det psykiatriske diagnostiske system for at kunne
komme til at tale om de her ting i vores liv”, siger Brinkmann.
Hvor det før var sådan, at man kæmpede for at undgå
en psykiatrisk diagnose, er det nu vendt til at man
tilkæmper sig en diagnose. Den positive formulering
af det er, at psykiatrien generelt set er blevet aftabuiseret, og diagnoser er ikke længere så stigmatiserende.
Men det følges af en anden udvikling, hvor diagnoser
er aktiver, noget man vil kæmpe for at få. Der er flere
af Svend Brinkmanns patienter, der selv har betalt for
en udredning og en diagnose.
En sorgdiagnose kan omvendt også opleves som et
pres, fordi man så forventes at have specifikke reaktioner, hvis man sørger rigtigt. Hvis jeg ikke er syg af sorg
over at have mistet mit barn, så var jeg jo ikke en god
nok mor (en mor).
Når diagnosesystemerne revideres, er det stort set
aldrig sådan, at grænserne for en diagnose indsnævres. Hver eneste gang udvides de, så flere kan rummes.
Det er meget tydeligt med ADHD i det amerikanske
system, hvor der hele tiden bliver færre og færre ting,
man skal opfylde for at få den diagnose. Tidligere
skulle symptomerne være til stede før det 7. år, men
det var svært at diagnosticere retrospektivt i voksenlivet, så derfor ændrede man kriteriet til det 12. år, og
nu tales der om ”Late onset ADHD” altså noget, man
kan få lige pludseligt. Det er hele tiden den vej, det går.
Vi bør nok diskutere, hvad vi egentlig mener med
psykisk sygdom eller lidelse. Hvad betyder det egentligt? Tager man et evolutionært blik på nogle af de her
diagnoser, er en mulig interessant ide, at ADHD findes,
fordi det er blevet selekteret for, fordi det var overlevelsesfremmende i stenalderen. Hvis der er noget om
det, er det jo trist, at vi har indrettet et samfund, hvor
noget af det, der kunne betragtes som evne, bliver set
som en dysfunktion. Man skal dog være forsigtig med
16
Psykiatrisk Sygepleje
Vi skal dog have en diskussion af om det, der i en
kontekst opfattes som sygdom, kan være en fordel i
en anden kontekst. Hvis det er tilfældet, er vi faktisk
forpligtet, iht. WHO, til at skabe kontekster, hvor man
eliminerer forhindringer i miljøet.
Psykiatriske diagnoser som mediatorer
Svend Brinkmann er interesseret i, hvordan psykiatriske diagnoser fungerer som mediatorer (formidlende).
Han finder, at der er stor forskel på dette, i relation til
hvordan man har fået sin diagnose; om man har fået
den i voksenlivet, eller om man fik den som barn, om
man har opsøgt den selv og været aktiv i en udredning. Vi ved ikke så meget om det, men det lidt vi ved
peger entydigt på, at børn ikke kan lide diagnosen.
De voksne, Svend Brinkmann forsker i, kan godt lide
diagnosen.
En kvinde sagde til Brinkmann: ”Det værste, der kunne
ske, var, hvis min psykiater sagde, at jeg ikke havde
ADHD alligevel.” Det ville man aldrig høre en kræftpatient sige, tværtimod. Hvorfor ville det ikke være det
bedste for en med ADHD? Fordi problemet så stadig
ville eksistere, og hun så ville mangle en forklaring på,
hvorfor hun var sådan. Før hun fik diagnosen, var hun
bare doven, efter diagnosen havde hun ADHD. Det er
således en mere frugtbar fremstilling af sig selv, som
April 2015
en der har ADHD, end det er at tale om sig selv som
doven. På den måde medierer diagnosen en selvforståelse.
Diagnoser tingsliggør. Man lærer hurtigt at tale om sit
problem som en ting, der er indeni en, og som har en
kraft, der er i stand til at påvirke ens liv, handlinger,
følelser og ens tanker. I andre kulturer, uden sammenligning i øvrigt, minder måden projektets ADHD
informanter taler om deres ADHD på, meget om den
måde man i primitive kulturer taler om åndebesættelse på, siger Brinkmann. Man gør det til en kausal
kraft som opererer indeni en. Diagnosen kommer til at
fungere forklarende/undskyldende:, Det var ikke mig,
det var min ADHD.
Men en diagnose er ikke en forklaring, mener Brinkmann, det er bare en kategori. Man kan hverken tage
en blodprøve eller en hjernescanning, som kan sige
*
1. udgave
*
23. årgang
noget om, hvorvidt personen har ADHD. Man tæller
symptomer, og har du stort set altid haft dem, så kalder vi det ADHD; men det giver jo ikke nogen forklaring
på, hvorfor symptomerne er der. Det er bare en genbeskrivelse med et nyt begreb, som man tilegner sig (semiotisk mediator). Det, der kunne være en forklaring,
var en eller anden biomarkør, som kunne vise, at der
var noget bagved symptomerne, men det er der ikke
ved nogen psykiatrisk diagnose. Man bruger milliarder
af kroner hvert år på at finde sådan en markør, men
indtil nu har man intet fundet, og Svend Brinkmann
anser det også for ret usandsynligt, at det vil ske.
Tænk, hvis man brugte alle de milliarder på miljøterapeutiske interventionsformer, som vi ved langt hen
ad vejen er gavnlige. Desværre gik den miljøterapeutiske forskning i stå midt i 50’erne, da vi fik de første
psykofarmaka, og siden er det det biomedicinske
kompleks, som sidder tungt på, hvad psykiske lidelser
er, men kommer vi ud af stedet
Referat ved Lili Bermann, specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske, MSA
Psykiatrisk Sygepleje
17
Desuden skal der være en opmærksomhed på gruppedynamik:
Der er forskellige opfattelser af virkeligheden
• Følelser smitter - angst, vrede, frustration, begejstring, glæde, engagement. Derfor er en anerkendende tilgang med supervision en selvfølge.
Af: Ledende oversygeplejerske Yvonne Reinholdt
Børne og Ungdomspsykiatri Esbjerg Ambulatorium
Ingen bæltefiksering i over et år!
Der har ikke været anvendt bæltefiksering i ungdomspsykiatrisk afsnit, Esbjerg siden juni 2103! Indtil
november 2014 hvor der var en kortvarig bæltefiksering. Denne betragtes som en utilsigtet hændelse og er
blevet analyseret på et efterfølgende personalemøde
for at afdække om noget kunne være gjort anderledes.
Hermed kan vi fortsat arbejde efter vores målsætning
om ikke at anvende tvang overfor de unge, - dog uden
at gå på kompromis med personale- og patientsikkerheden.
Vi har erfaret, at kulturen i afsnittet er altafgørende for
at nedbringe og forebygge tvang. Det er nødvendigt
med et ledelsesmæssigt fokus på at skabe et miljø der
gør det muligt at nedbringe tvang.
Der skal være et ledelsesmæssigt fokus med:
• En synlig og tilgængelig leder som er nysgerrig på
medarbejdernes faglighed og som delegerer ansvarsområder. Udfordringer giver tilfredshed.
• Lederen skal være i konstant dialog omkring forandringsprocesser og hver enkel medarbejders trivsel
med fokus på sygefravær.
18
Psykiatrisk Sygepleje
I fællesskab skabes en kultur:
• Hvor det er muligt at tænke kreativt, anderledes,
eksperimentere, og give lov til at være forskellige.
• Det er ikke regler der styrer os, det er os der styrer
reglerne.
• Hvor en ordentlig kommunikation i afdelingen starter hos lederen.
• Hvor hver medarbejder har mulighed for at udfolde
sig både med faglighed og personlighed.
• Hvor hyggelige fysiske rammer ses som vigtige i
forhold til trivsel.
• Hvor sikkerhed vægtes højt, med individuelle hensyn.
• Hvor der skabes traditioner.
Hvorfor al den fokus på kulturen?
• Når medarbejderen trives skabes et miljø, hvor det
er muligt for patienten at trives.
Det er vigtigt at medarbejderen hele tiden er i miljøet
med henblik på forebyggelse - at se, høre og fornemme stemninger. At give noget af sig selv – se mennesket bag diagnosen og skabe relationen som indgang
til behandling. Kulturen lærer de unge noget om sprog,
adfærd, hygge, livsstil osv. Et eksempel er tirsdags
temaaften, hvor der hygges og emner tematiseres i
dialogen mellem medarbejder og patienter. Eksempler
på emner:
•Selvmordstanker
• Selvskadende adfærd
• Udfordringer med familie
• Udfordringer med venner
•Digte
• Vrede/ingen vrede
•Symptomer
•Mestringsstrategier
April 2015
• Læste artikler
Kulturen bærer ligeledes præg af kreativitet i personalegruppen ift. at nedbringe tvang, med andre ord, at
gøre noget anderledes som f.eks.: At bestille en pizza i
opkørte situationer eller have en akut bakke med cigaretter. Det er alt afgørende, at personalet er i miljøet,
blandt de unge, så personalet fornemmer hvordan de
unge indlagte har det og derved forbygger tilspidsede
situationer. Vi forsøger hele tiden i nærværet med
patienten at være på forkant med situationen og finde
metoder til at aflede inden der opstår konfliktsituationer. Motion og træning anvendes i høj grad som
forebyggelse til anspændte situationer. Vi har også haft stort fokus på oplæring i, at alt personale skal kunne bevare roen og overblikket i tilspidsede
situationer.
*
1. udgave
*
23. årgang
Bygge bro mellem afdelingen og hjemme:
• Forældresamarbejde
• Mestringsstrategier:
- Bustræning
- Motion
- Handle
- Være i offentlige rum
Miljøterapi:
• Samarbejde med patienten omkring behandling
plan/miljøterapeutisk plan
Eksempler:
• Døgnrytme
• Kram
• Mestringsstrategier
• Aktiviteter
• Fælles mål med indlæggelsen
• * Struktur
• * Skabe relationer
Aktiviteter bruges aktivt til forebyggelse af tvang og som afledning i opkørte situationer. Nedenstående ses
eksempler på tiltag til forebyggelse af tvang.
Hver eneste dag arbejdes der med fokus på at undgå brugen af tvang – intet er for småt – som et middel til
at gøre noget andet end at anvende tvang overfor de unge.
Psykiatrisk Sygepleje
19
MED FAGBOGEN I
BAGLOMMEN!
I psykiatrien dukker flere og flere stillinger op, hvor
man søger medarbejdere med brugerbaggrund. Det er
på vej til at blive opdaget, at det kan være en ressource. Hvad er det, det kan? Det kan være svært at fange
ind med ord, men efter knapt to år i sådan en stilling,
begynder jeg at have lidt flere ord for det.
Mit navn er Karen Sandfær Norbøll. Jeg er ansat som
ergoterapeut og recovery mentor (medarbejder med
brugerbaggrund) på Orion i Hillerød. Orion er et specialiseret bo- og rehabiliteringstilbud til mennesker med
særlig komplekse psykosociale vanskeligheder. Det er
det mest meningsfyldte job, jeg nogensinde har haft.
Min vej til jobbet har været lang og svær – måske er
det netop derfor det er så meningsfyldt.
I 2002 blev jeg uddannet ergoterapeut og arbejdede
herefter på somatisk sygehus. To år efter fik jeg en
svær depression, blev indlagt, fik elektrochok og begyndte at få medicin. Efter halvandet år og to arbejdsprøvninger samt flere indlæggelser, blev det vurderet,
at det ikke var realistisk, at jeg kom til at arbejde som
ergoterapeut igen. Det var et stort tab for mig. Et år
mere gik, og jeg var stadig midt i en dyb depression.
Mine behandlere var enige om, at vi måtte se i øjnene,
at der skulle søges om førtidspension til mig. Min psykiater vurderede, at en tilbagevenden til arbejdsmarkedet var meget tvivlsom. Hvis det blev aktuelt burde
jeg ikke arbejde med mennesker, som havde brug for
omsorg.
Af: Karen Sandfær Norbøll.
Ergoterapeut og recoverymentor.
Ansat på Orion i Hillerød.
20
Psykiatrisk Sygepleje
April 2015
Men endelig begyndte det langsomt at gå fremad. Min
pensionssag blev ændret til en fleksjobsag, og over de
næste fire år havde jeg to forskellige fleksjob inden for
helt andre områder end ergoterapi. Jeg kom mig langsomt. Ni år efter min første indlæggelse, opdagede jeg,
at jeg havde lyst til og mod på at blive ergoterapeut
igen. En dør jeg ellers havde lukket for længe siden.
Min sygdomshistorie, og de følger den havde, bl.a. i
form af sårbarhed over for stress, og et besværligt følsomt sind, var dog en forhindring. En klods om benet
i forhold til et arbejdsliv som ergoterapeut. Men jeg
fandt en stilling, hvor mine tidligere depressioner ikke
blot blev accepteret, men blev set som et plus. En ekstra kompetence, som kunne gøre en forskel. Hver dag
oplever jeg, at min erfaring kan bruges positivt i mit
job som ergoterapeut og recovery mentor på Orion.
Genklang og samhørighed
Ofte oplever jeg en umiddelbar forståelse mellem mig
og beboere på Orion. Følelser, tanker og oplevelser
vækker genklang hos begge parter, og det er med til
at skabe en tæt, ærlig og åben relation ganske hurtigt.
Vi er to mennesker, der mødes og har noget til fælles,
som har stor betydning for os. Det giver en samhørighed, og de ord, som ellers nogle gange kan opleves
som en kliche ”Det forstår jeg godt”, kan måske lettere
tages imod af den, som har det svært. Det har også
betydning, at jeg har en stor respekt for borgeren for
at kæmpe en svær kamp, som jeg selv kender alt for
godt.
At lære at have det dårligt på en god måde
I forbindelse med, at jeg skulle skrive denne artikel
lavede en kollega et interview med en dagbruger og
tidligere beboer på Orion (Heidi Sørensen) og mig om,
hvorfor vi mener, det giver god mening at have recovery mentorer. Heidi fortalte blandt andet:
”Her kan man komme til at snakke med nogen, som
ikke nødvendigvis er ude af deres nedture, men stadigvæk er nogen, man kan snakke med, hvor man kan få
en ordentlig snak og kan bruge snakken til noget bagefter. At man ved, at man hver især har kunne bruge
*
1. udgave
*
23. årgang
noget af det, man har snakket om, og man hver især
har kunne få en mening i det og gå hjem og tænke over,
at nå ja, det kan være, jeg skal prøve det næste gang.
Det giver meget”.
Jeg har gjort mig erfaringer med, hvad der har hjulpet mig til at få det bedre, og hvordan jeg fortsat
kan undgå depressionens mørke ved at passe på mig
selv. Mine egne erfaringer bringes af og til i spil, og
borgeren kan måske bruge dem til noget i sin egen
situation. En ligeværdighed opstår, for det bliver ofte
en erfaringsudveksling, hvor jeg også lærer meget af
borgeren, og en gensidighed opstår. At få lov til at give
noget og ikke altid at skulle være den, som skal passes
på. Det vokser man af.
Det betyder meget, at jeg kan være en form for rollemodel via det, jeg i mit eget sygdomsforløb har lært.
Ikke kun for mine borgere, men i virkeligheden for
alle. For hvor er der mange af os, som ikke passer på
os selv. Det gjorde jeg bestemt heller ikke før i tiden
og falder da også stadig i igen og igen med for høje
ambitioner.
”Jeg synes, det er ret fedt, at det, at man kan se, at folk
kan komme tilbage i sit arbejde, og man kan fungere
stort set hver dag, og man er i stand til, som du er
Karen, når det hele er håbløst, jamen, så bliver du bare
hjemme under dynen, og sofaen angriber dig. Altså det
bruger jeg rigtig meget. Hvis jeg har det rigtig svært
derhjemme om morgenen, så melder jeg simpelthen
mine aftaler fra og laver en ”Pas på mig selv dag” og
bliver derhjemme” (Heidi).
At blive i følelsen
Det er fristende som fagperson i omsorgsfagene at
komme med svar og løsninger. Vi vil jo så gerne hjælpe.
Lette byrden for den anden. Det kender jeg kun alt for
godt, men jeg øver mig i ikke at vælge den vej, når der
ind imellem i virkeligheden er brug for en pause fra
svar og løsninger. Svaret og at lette byrden kan af og
til være at blive i det svære med den anden, når der er
brug for, at de svære følelser får plads en stund.
Psykiatrisk Sygepleje
21
Svar er der ikke altid i øjeblikket, og det kan være
et pres, når man har det svært, altid at skulle rykke
fremad og finde løsninger. Jeg har oplevet, hvordan
det næsten kunne opleves som manglende respekt for
mig, når behandlere, i bedste mening, forsøgte at komme med løsninger med det samme, når jeg sad midt
i fortvivlelsen. Når svarene umiddelbart ikke er der,
forsøger jeg derfor at blive i følelsen med den, som har
det svært, og give det lov til at være fortvivlet. Sorgen
og udmattelsen må også have plads.
Det kan være svært at være i mørket med borgeren, men jeg har selv oplevet, hvor vigtigt det er, at
nogen kan holde ud at være der sammen med dig.
Jeg genkender ofte mørket og prøver at være i det
med borgeren samtidig med, at jeg er klar til at prøve
at hjælpe ham videre, når han er klar. Når mørket er
blevet lidt mindre massivt, kan man måske begynde at
finde løsninger sammen. Angsten, sorgen, fortvivlelsen
er ikke farlig. Det er det, jeg prøver at viderebringe.
Det må ind imellem have sin plads, og så kan vi komme
videre derfra.
Jeg er ikke sikker på, at jeg er bedre til at blive på
følelsesplan end så mange andre medarbejdere, men
jeg bærer en erfaring med mig om, hvor vigtigt det er.
Det, jeg ofte havde lyst til at sige til mine behandlere,
var: ”Jeg kan godt bære det selv, men du må gerne
være her sammen med mig, indtil jeg får kræfter til at
kæmpe videre”.
”Jeg har lært, at det er ok at have det svært. Det er
stadig skræmmende, men jeg flygter mindre og kan
bedre tåle det – nogen gange. Der er også tidspunkter,
hvor jeg slet ikke kan rumme det, og hvor jeg har brug
for hjælp” (Heidi).
Fagbogen i baglommen
De behandlere, der har gjort en stor og positiv forskel
for mig i min egen proces, er inspirationskilder og
forbilleder i mit arbejde. Det, der kendetegnede dem
var, at de ikke kom med fagbogen forrest i mødet med
mig. Den var tydeligvis i deres baglomme, og jeg kunne
22
Psykiatrisk Sygepleje
efterspørge deres faglige meninger, men først og
fremmest mødte jeg nogen, som søgte mig som et helt
menneske og gik ind i vores relation med hele deres
person. Det væsentlige var ikke deres faglighed, men
vores relation.
Nogle gange kan vores faglighed måske være for kraftigt et ”filter”. Det har jeg oplevet i mit eget recoveryforløb i mødet med nogle behandlere. Jeg kunne ikke
”mærke” dem. Derfor vælger jeg en anden måde at
mødes på, hvor min faglighed umiddelbart er mindre
tydelig, men Karen er meget tydelig. Borgeren og jeg
er ”bare” to mennesker, som mødes og har noget
tilfælles, f.eks. angst, overvejelser om medicin eller
selvmordsforsøg. Og så har vi jo også alt muligt andet
tilfælles f.eks. interesser, humor eller glæden ved kaffe,
og det betyder mindst lige så meget.
Det er vigtigt for mig hver dag at tage hele Karen med
på arbejde og møde mennesker primært derfra. Det
er det vigtigste, jeg har lært af mit eget forløb. Det,
der flytter noget, er mødet mellem to mennesker, hvor
man i en ligeværdig relation i fællesskab prøver at
finde en vej videre, og borgeren er ofte stærkere, end
vi tror, hvis vi giver dem lov.
Næh, det har betydning, at du er dig
I nogle af mine relationer med borgerne har det ingen
eller kun lidt betydning, at jeg har en baggrund som
bruger af psykiatrien. Det er en fornemmelsessag, om
det giver mening at bringe min egen historie på banen
i en situation eller relation. Jeg spurgte en borger, om
det havde betydning for ham, at jeg har brugerbaggrund. Han svarede: ”Næh, det har betydning, at du
er dig”. Vores relation er det bærende. Det har ingen
betydning, om jeg også har været indlagt, får medicin
eller, hvad det kunne være. At bringe min historie på
banen kan faktisk engang i mellem være en hindring.
Virke forceret. Men altid og alligevel er der en genklang, for min historie med kampen mod depressioner
har i høj grad formet mig til det menneske, jeg er.
April 2015
Brobygger
En stor del af mit job er også det, jeg kalder, at være
brobygger mellem to oplevelsesverdener. Den set fra
behandlernes side og den set fra borgernes side. Jeg
deltager i refleksioner, supervisioner og andre fora for
faglig sparring i det daglige, og nogle gange oplever
jeg at have mere fokus på borgerens oplevelse af en
situation. Måske fordi jeg af og til kan leve mig ind i det
fra borgerens side, når noget ligner mit eget forløb.
Dermed har jeg en anden vinkel at byde ind med eller
bare husker den vinkel.
Ved de overhovedet, hvad de laver?
For nogen, som har en sundhedsfaglig uddannelse, og
har arbejdet i psykiatrien i mange år, kan det måske
være en udfordring, at der kommer nye medarbejdere,
som måske ”kun” har den faglige baggrund, at de selv
har været brugere af psykiatrien. Ved de overhovedet,
hvad de laver, når de ikke har en relevant uddannelse?
Er de ikke for sårbare? Er min egen rolle og værdi som
fagperson truet? Mange spørgsmål kan melde sig.
Jeg tænker på ingen måde, at recovery mentorer kan
være en trussel. Vi kan supplere hinanden, komme
med forskellige vinkler, sparre og lære af hinanden.
En faglig uddannelse og viden mister ikke værdi, fordi
man ansætter folk, som har en anden erfaring at byde
ind med.
Håb
Alle de fine ord og så blev det tydeligt i interviewet
med Heidi, at det allervigtigste måske i virkeligheden
”bare” er det håb, det kan give at møde nogen, som er
kommet sig.
*
1. udgave
*
23. årgang
”Det, at man kan se andre, og man har hørt andres
historie og ved, hvor langt nede andre har været, og
man så kan se, at folk er kommet tilbage i arbejde og
faktisk ikke har været indlagt rigtig længe. Det giver
rigtig meget. Det giver mig meget sådan lidt ekstra
kræfter. Hvis andre, kan komme lige så langt ned, som
man selv har været, så kan man måske godt kæmpe
sig selv op til at nå, måske ikke helt derop, men nå så
langt, så man kan holde ud at være til … Det kan jo ikke
undgå at smitte af, når man ved, hvor langt nede folk
har været, og man så kan se, at folk kan fise rundt og
lave den ene, og den anden og den tredje opgave uden
synderlig at blive kørt ned af det. Det er ligesom det,
jeg også prøver at bruge, når jeg f.eks. har det dårligt
derhjemme ”. (Heidi)
God arbejdslyst sammen med recovery mentorerne!
Kærlig hilsen Karen Sandfær Norbøll.
Hvis du har fået lyst til at læse min og Heidis historie,
findes de i bogen ”At ville livet – samtaler undervejs”.
Heidi Sørensen og jeg har gennem halvandet år udvekslet vores livshistorier. I bogen er den røde tråd,
hvad der har hjulpet os til at få det bedre og nå dertil,
hvor vi er i dag. Bogen indeholder også indlæg fra vores forældre samt et interview med os om det at føre
en lang samtale om livet og skrive en bog sammen.
Håbet er, at bogen giver større indsigt i og forståelse
for et liv med en psykisk sårbarhed og ikke mindst
inspiration og mere viden om, hvad vi har oplevet, der
har hjulpet os i os selv og i det psykiatriske behandlingssystem.
Bogen kan købes ved mail til [email protected].
Den koster 100,- (+ porto)
Psykiatrisk Sygepleje
23
24
Psykiatrisk Sygepleje
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Af: Kim Jørgensen, Cand.Cur, lektor UCC
Sygeplejerskeuddannelsen, Nordsjælland
Recoveryorientering - fælles
sprog og reference i psykiatrien
Introduktion
Med visionen om at fremme en recoveryorienteret
kultur i Region Hovedstadens Psykiatri (RHP) har over
4000 medarbejdere deltaget i recovery workshops (3).
Recovery er ikke et nyt fænomen i psykiatrien, men
stigende krav fra politikere og brugerorganisationer
om øget brugerinddragelse og individualiseret plejeog behandling, har resulteret i et behov for at sætte
fokus på kompetenceudvikling af medarbejderne med
det formål at pleje, behandling og rehabilitering i RHP
forankres på et recoveryorienteret grundlag (4).
Som et større tiltag uddannes sundhedsfaglige
medarbejdere i recovery, hvilket blev igangsat gennem workshops med undervisning, øvelser og debat.
Workshopdagene skabte grundlag for erfaringsudveksling og tilegnelse af nyeste viden om recovery og ledte
frem til konkrete handlingsforslag til, hvordan den
enkelte enhed kunne arbejde videre i arbejdet med at
implementere en recoveryorienteret kultur.
Fra psykiatriudvalget blev der bevilliget penge til at
kompetenceudvikle alle frontmedarbejdere og ledere
i Region Hovedstadens Psykiatri i 2013-2014. Direktionen nedsatte kort efter en styregruppe bestående af
chefer på direktions- og afdelingsniveau repræsenterende alle centre og bosteder i RHP.
Regionens Kompetencecenter for Rehabilitering og
Recovery fik tildelt opgaven med at designe et uddannelsesprogram og implementere det i løbet af 20132014. Der blev nedsat en projektgruppe bestående af
sundhedsuddannede medarbejdere, projektets ejer
samt lederen af kompetencecenteret, projektlederen
og tidligere psykiatribrugere. Projektgruppen havde til
opgave at kvalificere et uddannelsesprogram som blev
gennemført via workshopdage.
Psykiatrisk Sygepleje
25
Metode
Med inspiration fra den pædagogiske og didaktiske
verden (Knud Illeris og Hiim og Hippe), blev der planlagt en workshopdag bestående af teoretiske oplæg,
gruppeøvelser, dialog og oplæg (1,6).
Læger, sygeplejersker, ssaér etc. har forskellige
akademiske, faglige og pædagogiske forudsætninger.
Udfordringen blev derfor at skabe en fælles platform,
hvor deltagernes forudsætninger kunne komplementere hinanden (1). Derfor var det nødvendigt, at
workshopdagene dannede ramme om at samle de
flerfaglige medarbejdere, der i hverdagen samarbejdede om patientens forløb. Det var væsentligt, at de
sammen satte ord på, hvad de tænkte om recovery og
dernæst, hvordan de kunne fremme denne tænkning i
deres samarbejde. Ledelsens rolle på workshopdagene
var ud over at være rollemodeller for en recoveryorienteret kultur at hjælpe med at systematisere og rammesætte det videre arbejde med et udvikle det i egen
praksis.
Udgangspunktet var derfor, at alle medarbejdere skulle samarbejde om at udvikle et fælles sprog om recovery og finde frem til, hvordan de kunne udvikle disse
værdier i deres egne enheder. For at skabe mulighed
for at deltagerne kunne være aktive og medansvarlige
for at diskutere recovery i forhold til egen praksis, blev
der anvendt øvelser, hvor deltagerne skulle forholde
sig til, hvordan de arbejdede med recovery og dernæst, hvordan de kunne fremme recoverytænkningen
i praksis (7).
sig (8).
I målet om at fremme recoveryorienteringen i hele
regionens psykiatri var det nødvendigt at udvikle
redskaber til at afklare, dels hvilken effekt workshopdagene havde, men også hvordan brugerne opfattede,
at plejen- og behandlingen understøttede deres recoveryproces. I erkendelsen af, at deltagernes forudsætninger var så forskellige, dvs. hvor nogle havde arbejdet i lang tid med implementering af recovery, var der
andre, der først skulle i gang. Det var derfor væsentligt
at udarbejde et elastisk evalueringsredskab, der tog
højde for, at alle deltagerne ikke ville nå lige langt efter
blot én workshopdag. Inspireret af Hiim og Hippes
blev evalueringen udarbejdet i lyset af et humanistisk
orienteret udgangspunkt (1). Udgangspunktet var, at
workshopdagen havde været i stand til at ”forstyrre”
i traditionelle måder at tænke og arbejde på, for at
finde frem til alternative muligheder for at udvikle en
klinisk praksis hvilende på et recoveryorienteret grundlag (8). Evalueringsspørgsmålene skulle derfor være
i stand til at måle på den enkelte deltagers oplevelse
af, hvad han havde opnået af viden om recovery, og
hvordan workshopdagen havde inspireret til udvikling i
egen praksis.
Undervisningen skulle udbrede en definition af personlig recovery som referenceramme. Derudover skulle
indholdet lægge op til, at medarbejderne forholdte
sig til, hvordan de selv forstod recovery og arbejdede
med det (1,8). I lyset af medarbejdernes forskellige
forudsætninger, var det ikke realistisk at alle ville have
de samme forudsætninger efter én workshopdag. Ud
fra den erkendelsen blev målene at fremme deres
forståelse af personlig recovery og forholde sig kritiske
til den kliniske recovery (1). Ydermere i fællesskab at
finde frem til metoder til at fremme en recoveryorienteret kultur i erkendelsen af, at man altid kan udvikle
Medarbejdere deltog fra alle specialer fx åbne og
lukkede afsnit, distriktspsykiatri, ambulatorier og
regionens 3 socialpsykiatriske bosteder. Hver psykiatriske afsnit/enhed bestod af 10-50 medarbejdere
og inkluderede fx læger, psykologer, sygeplejersker,
sosuass, fysio- og ergoterapeuter, socialrådgivere samt
afsnitslederne, udviklingschefer og klinikchefer og/
eller centerchefen.
26
Psykiatrisk Sygepleje
Efter styregruppens godkendelse af programmet blev
workshopdagene påbegyndt for 4000 sundhedsfaglige
medarbejdere fordelt på ca. 135 afsnit/enheder. Gennemførelsen af workshopdagene strakte sig over 15
måneder.
Teori om recovery
Den recoveryorienterede filosofi kan betragtes som en
personlig udvikling eller rejse, hvor individet overvejer,
April 2015
hvad han eller hun vil med sit liv, og hvilke håb, mål og
drømme vedkommende vil forfølge. Recovery skal forstås i den unikke situation, hvor patienten selv definerer sine problemer og behov for hjælp. Som kontrast til
denne personlige tilgang til recovery står den kliniske
recovery, som har et klinisk fokus på objektive resultater. I denne betydning handler recovery om fravær af
symptomer og tilbagevenden til det funktionsniveau,
personen havde før sygdommen. I RHR er det den
personlige recovery, der ønskes fremmet i organisationen, hvor plejen- og behandlingen skal tilbydes med
udgangspunkt i patientens individuelle håb, mål og
drømme. Ophøjelse af den personlige recovery som
en ny tilgang i psykiatrien er samtidig et opgør med en
traditionel paternalistisk tilgang, hvor de sundhedsprofessionelle suverænt træffer beslutninger om pleje- og
behandling på patientens vegne (11). I situationer med
svær sygdom fx psykotisk eller stuperiøs tilstand, kan
der dog være behov for, at sundhedspersonalet vurderer og træffer beslutninger om rette pleje- og behandling til patienten får det bedre. Recovery handler om, at lade den enkelte patientens
oplevelse af sin sygdom og behov for hjælp være
omdrejningspunktet for, hvordan de professionelle
indsatser tilrettelægges. Det betyder med andre ord,
at hjælpen tager udgangspunkt i den individuelle
situation og ikke i generelle kliniske symptomer og
diagnoser (12). Successen for en god pleje- og behandling måles tilsvarende på, om patienten føler at være
hjulpet på vej i sin recoveryproces. Det er patientens
følelser af at være kommet sig, der er afgørende for
et godt resultatet og ikke, om behandlingens har ført
til resmission. Patienten kan opleve at have et godt
liv og dermed være kommet sig på trods af, han fx er
paranoid og hørehallucineret.
Undervisere
Undervisningen på workshopdagene blev varetaget af
et team bestående af tre sundhedsfaglige undervisere
med master og kandidatuddannelser og tre tidligere
psykiatribrugere, hvor flere havde forskellige uddannelser og/eller kurser bag sig. Hver workshopdag blev
*
1. udgave
*
23. årgang
afholdt af en sundhedsfaglig uddannet og en tidligere
psykiatribruger. Kombinationen af teoretisk viden og
levede erfaringer skabte synergi i undervisningen.
De teoretiske undervisere havde fagspecifikke forudsætninger inden for psykiatri og recovery. Underviserne med levede erfaringer havde hospitalsindlæggelser
bag sig fra både lukkede og åbne regi samt ambulante
forløb.
For at sikre at underviserne havde den nyeste viden
om recovery blev der arrangeret studietur til London. I England har man minimum 20 års erfaring med
implementering af en recoveryorienteret kultur (13).
England er blandt de førende vidensproducerende
lande inden for recoveryforskningen (14). De tidligere psykiatribrugere repræsenterede dem
selv på workshopdagene med personlige beretninger
og fremstod som rollemodeller for, at man kan komme
sig af fx en skizofrenidiagnose. Underviserne med
levede erfaringer deltog på lige fod med de sundhedsfaglige undervisere ud fra deres kompetencer.
Resultater
I et forsøg på at kortlægge, hvor langt centrene og bostederne var i implementeringen af en recoveryorienteret kultur, blev der til de eksisterende tilfredshedsundersøgelser (LUP) udarbejdet supplerende spørgsmål,
der have et særligt fokus på recovery fx patientens
oplevelse af, at medarbejderne talte med patienten
om håb og drømme for fremtiden.
Workshopdagene blev evalueret af deltagerne og
72 % havde lært noget nyt til brug for at fremme en
recoveryorienteret kultur.
Andelen af ledere på workshopdagene var 14 %. 17%
mænd og 83 % kvinder.
Kun 25 % (n=990) besvarede spørgeskemaerne. De
fleste udtrykte generelt tilfredshed med udbyttet af at
deltage på workshopdagene.
2/3 af deltagerne havde forhåndsviden om recovery,
hvilket ikke blev nærmere specificeret.
Bemærkelsesværdigt var det, at over 2/3 mente, der
var behov for at videreudvikle en recoveryorienteret
kultur.
Psykiatrisk Sygepleje
27
I lyset af at formålet med afholdelse af workshopdage
for over 4000 medarbejdere var at fremme orienteringen i praksis, så bekræfter spørgeskemaet, at en så
stor indsats rykker noget. Det er lykkedes at bevidstgøre medarbejderne i, hvad der hæmmer og fremmer
en recoveryorienteret kultur, hvilket vidner om, at
deltagerne anvendte deres viden kritisk om recovery i
deres vurderinger af egen praksis.
Supplerende kvalitative udsagn var eksempelvis:
Det er særlig spændende når en bruger fortæller
om sin behandling og recovery (Hyppigt forekommende udsagn).
At få fokus på at der skal handling til før, at recovery bliver vores virkelighed og ikke kun tale, at
recovery handler om indre værdier.
Inspirerende workshop til at arbejde videre med
recoverytænkningen.
Det har bare bekræftet mig yderligere i at det er
den vej vi skal, for at vores ptt. kan opnå det håb
der skal til, når de skal videre efter en indlæggelse etc.
Engagerede undervisere med hver deres baggrund, så de supplerede hinanden rigtig godt.
Kombinationen af oplæg og gruppearbejde.
Tværfaglig arbejdsform (Hyppigt forekommende).
At stort set hele personalegruppen får den
samme viden/forståelse, mulighed for at diskutere praksis med sine kolleger, spændende at
høre om recovery set med en tidl. patients øjne
(systemet set indefra).
At få en fælles referenceramme til at kunne arbejde videre med recovery. Godt at være afsted
som arbejdsmæssig enhed. God ide med flere
enheder for at udfordre selvforståelsen.
Det var udmærket at få et brush-up, og igen
blive mere opmærksom på hvad man kan gøre i
hverdagen.
28
Psykiatrisk Sygepleje
De kvalitative udsagn vidner om, hvor vigtigt det var
at møde tidligere brugere og høre deres historier og
input, i forhold til hvordan disse erfaringer kan omsættes til at forbedre nuværende interventioner. Samtidigt
blev mange forstyrret i deres fordomme om, at man
ikke kan komme sig af en psykiatrisk sygdom som fx
skizofreni. Arbejder man i et lukket afsnit og kun ser
de patienter, der har det aller værst, kan der være en
tendens til generalisere, hvilket udmønter sig i stigmatisering. At møde tidligere psykiatribrugere med
en skizofrenidiagnose og se, at de var kommet sig, gav
medarbejdere fornyede håb om, man godt kan komme
sig.
Vidensmæssigt oplevede de fleste respondenter, at de
havde lært mere om rehabiliering og recovery. I målet
om at skabe merviden kan dette ligeledes anses som
en succes.
Der blev også spurgt til, hvad der havde været
mindre positivt ved at deltage i workshopdagen?
At man stadig kan blive overrasket over, hvilke
holdninger nogle af ens kollegaer kan besidde,
og der ikke gøres noget ved det.
Havde stor viden om emnet inden temadag, ikke
så meget nyt. Meget common sense. (Hyppig
kommentar).
Kunne godt have brugt noget, som er for os, som
har arbejdet recoveryorienteret i flere år (Hyppig
kommentar).
Niveauet var baseret på folk med mindre erfaring, da jeg har deltaget i flere kurser tidligere og
selv har arbejdet med det i flere år. Perfekt for
nyansatte/folk med mindre erfaring i psykiatrien.
Godt at der var en personlig beretning, men
oplevede det også som en meget positiv historie, kunne godt tænke mig, at have fået fortalt
det mere deltaljeret, fx. om hvad der blev gjort
under indlæggelse.
At man vælger at man skal lede efter barrierer
for recovery. Jeg finder det totalt demoralise-
April 2015
rende og absolut ikke særligt konstruktivt,
at skulle lede efter barrierer. Jeg mener, man
skulle se på, hvordan man kan gøre mere af det
der virker i stedet for.
At der kun er afsat en kursusdag.
Recovery har karakter af ”bevægelse” eller
”-isme”. Det er ikke et klart afgrænset begreb,
og det er uforståeligt, hvorfor det har fået
karakter af ”begreb”. Hvorfor er lige dette valgt
som den evige sandhed, som hele regionen
Der var over 100 siders kvalitative udsagn, som hovedsageligt omhandlede det positive i, at tidligere brugere
delte deres levede erfaringer, hvilket i sig selv viser håb
for, at man kan komme sig. Endvidere antydede en del,
at recovery var gammel vin på nye flasker, men samtidigt kunne 86 % se forbedringsmuligheder.
Ledernes deltagelse på workshopdagen var epokegørende for at skabe rum for at omsætte teori og
udbyttet af workshopdagene til hverdagens praksis.
Lederne havde ansvaret for, hvordan de skulle komme
videre efter workshopdagen. For at sikre at lederne
havde de nødvendige forudsætninger, blev der arrangeret en lederkonference med internationale og
nationale eksperter, der delte deres forskningsresultater omhandlende implementering af en recoveryorienteret kultur.
Diskussion
Afholdelse af obligatoriske workshopdage var en topdown beslutning, men på trods af dette var medarbejderne overvejende positive over for at deltage.
Tilsyneladende havde 86 % af deltagerne viden om
recovery i forvejen, men 84 % mente samtidig at der
var grundlag for at arbejde mere recoveryorienteret.
Hvorvidt gennemførelse af et så kostbart projekt med
afholdelse af 135 workshopdage har stået mål med
de tildelte ressourcer, findes der ikke et entydigt svar
på. Afholdelse af workshopdagene har i sig selv skabt
en del omtale og fortællinger, som har givet recovery
opmærksomhed og mere fokus i arbejdet. Med dette
*
1. udgave
*
23. årgang
skal indlæres i? Andre tilgange var måske lige
så relevante og vigtige, men har tilfældigvis
ingen bevågenhed. Hvad er den videnskabelige
baggrund? Der er mange banaliteter, og en del
af det præsenterede er jo en naturlig del af
arbejdet i et ambulatorium.
Jeg synes patientberetningen fyldte for meget i
forhold til det teoretiske indhold, som man selv
kan arbejde videre med på arbejdspladsen.
kompetenceudviklingstiltag blev alle frontmedarbejdere og relevante ledelser inkluderet, hvilket var en
væsentligt faktor i forsøget på at etablere et fælles
sprog og forståelse.
Implikationer for praksis
Workshopdage kan betragtes som en velvalgt metode
til at fremme en fælles forståelse og sprog i forhold til
at forankre nye forbedringstiltag som recoveryorientering. Med afholdelsen af 135 workshopdage i hele
Region Hovedstadens Psykiatri er der skabt et grundlag
for at tydeliggøre, hvordan medarbejderne forholder
sig til recovery og deres implementering af recoveryorienterede interventioner. Èn workshopdag kan være
en kickstart til forandring, men selve arbejdet skal
gøres ude i de kliniske enheder og følges op af diskussioner og videndeling. Der forskes internationalt i
metoder til at fremme en recoveryorienteret kultur,
hvilket understreger behovet for at medarbejderne
får adgang til forskningslitteraturen og debatterer den
samt bearbejder den i forhold til, hvad der kan overføres til egen praksis.
Psykiatrisk Sygepleje
29
Transformative Education. 2004. p. 79–89.
Referencer
1. Hiim, H & Hippe E. Læring gennem oplevelse, forståelse og handling. Gyldendalske boghandel; 2007.
2. Illeris K. Contemporary theories of learning. … Exhibitions for Lifelong Learning. 2009.
3. Region Hovedstadens Psykiatri. Virksomhedsplan
2014. Reg Hovedstadens Psykiatr [Internet]. 2014;
Available from: http://www.psykiatri-regionh.dk/
cgi-bin/MsmGo.exe?grab_id=0&page_id=109154&
query=virksomhedsplan&hiword=VIRKSOMHEDSPL
ANEN VIRKSOMHEDSPLANENS VIRKSOMHEDSPLANER VIRKSOMHEDSPLANERNE virksomhedsplan
4. Eskildsen A, Andersen H, Holt M, Tystrup B, Rudaizky F, Berrig N. REGION HOVEDSTADEN PSYKIATRIUDVALGET Tirsdag den 4 . december 2012. 2012;
(december).
5. Regeringens sundhedsudspil. Mere borger, mindre
patient Et stærkt fælles sundhedsvæsen. Sundhedsministeriet. 2013
6. Illeris K. Contemporary theories of learning [Internet]. … Exhibitions for Lifelong Learning. 2009.
Available from: http://scholar.google.com/scholar?h
l=en&btnG=Search&q=intitle:Contemporary+Theori
es+of+Learning#8\nhttp://scholar.google.com/schol
ar?hl=en&btnG=Search&q=intitle:Contemporary+th
eories+of+learning#8
7. Hiim H, Hippe E. Undervisningsplanlægning for
faglære. Gyldendals lærerbibliotek; 2003.
8. Illeris K. Transformative Learning in the Perspective
of a Comprehensive Learning Theory. Journal of
30
Psykiatrisk Sygepleje
9. Deegan PE. A web application to support recovery
and shared decision making in psychiatric medication clinics. Psychiatr Rehabil J [Internet]. 2010
Jan [cited 2013 Nov 28];34(1):23–8. Available from:
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20615841
10.Marianne Farkas WAA. Psychiatric rehabilitation interventions: a review. Int Rev Psychiatry.
2010;22(2):114–29.
11.Eplov, Korsbek, Petersen O. Psykiatrisk og psykosocial rehabilitering – en recoveryorienteret tilgang.
1. udgave. Eplov, Petersen K& O, editor. Munksgaard Danmark, København; 2010.
12.Emsley R, Chiliza B, Asmal L, Lehloenya K. The concepts of remission and recovery in schizophrenia.
Curr Opin Psychiatry [Internet]. 2011 Mar [cited
2013 Nov 28];24(2):114–21. Available from: http://
www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21285703
13.Repper J, Perkins R, Rinaldi M, Brown H. The Transformatory Power of a Recovery College Member of
the ImROC project team Aim to discuss the Recovery College as a vehicle to : ○ Catalyse personal
responsibility for mental wellbeing. Ment Heal NHS
Trust [Internet]. 2012 [cited 2014 Sep 25]; Available from: http://socialwelfare.bl.uk/subject-areas/
services-client-groups/adults-mental-health/centref
ormentalhealth/133802Recovery _Colleges.pdf
14.Repper J, Perkins R. The Team Recovery Implementation Plan : a framework for creating recoveryfocused services. Cent Ment Heal. 2010;
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Nordjyske erfaringer
med brugerstyrede
senge
- et pilotprojekt
Af: Lene H. Christensen
Afsnitsledende sygeplejerske N3, Klinik Nord
Brønderslev Psykiatriske Sygehus
På Brønderslev Psykiatriske Sygehus i Region Nordjylland,
har vi i afsnit N3 siden september 2013 haft et ekstra
tilbud til en gruppe patienter, som er tilknyttet vores
udekørende team, Opsøgende Psykose Team.
N3 er et åbent sengeafsnit for patienter, som lider af svære kroniske psykotiske sindslidelser. Der er 10 ordinære
sengepladser og 2 brugerstyrede sengepladser.
Konceptet Brugerstyret Seng
Tilbuddet består af en mulighed for en åben indlæggelse
direkte i afsnit N3. Det vil sige, at patienten ringer ind i
afsnittet for at høre om der er plads i en af de to brugerstyrede senge. I givet fald aftales med personalet hvornår
patienten kan komme ind eller hentes i eget hjem via kørselskontoret. Patienten medbringer egen medicin og har
nu mulighed for at være indlagt i afsnittet i op til 5 døgn.
Under indlæggelsen deltager patienten på lige fod med
resten af afsnittets patienter i de daglige aktiviteter og
har tilknyttet en kontaktperson. Patienten bliver tilset af
en læge ved ankomsten, men der ændres ikke i patien-
tens behandlingsplan, som er lagt i ambulant regi og
dermed heller ikke i medicinordinationerne.
Når patienten i løbet af de 5 døgn føler sig klar til at komme hjem igen, aftaler han det med kontaktpersonen og
tager hjem. Det vil sige at det er patienten, som indlægger sig selv og som udskriver sig selv. Den gennemsnitlige
indlæggelsestid har indtil nu været 3 døgn. Viser det sig
at patienten har brug for et længerevarende behandlingsophold, vurderes patientens tilstand af en af afsnittets
læger og indlæggelsen i en brugerstyret seng konverteres
til en ordinær indlæggelse. Det er indtil nu sket i 10 ud af
78 indlæggelser i de brugerstyrede senge.
Modellen for projektet er hentet i den psykiatriske
afdeling, Jæren, i Stavanger. Her har man i snart 10 år
arbejdet med indlæggelsesformen. De meget positive erfaringer fra Norge ser ud til også at kunne gøres af danske
psykiatriske patienter og personale. I vores pilotprojekt
er formålene at afprøve nye metoder til en bedre og
mere effektiv behandling, nedbringe behovet for tvang,
reducere anvendelsen af akut beroligende medicin, øge
Psykiatrisk Sygepleje
31
kapacitetsudnyttelsen i klinikken, styrke rehabiliteringsprocessen og øge patientens oplevelse af tilgængelighed og kontrol over eget liv.
Status i projektforløbet
Der er i øjeblikket 40 ambulante patienter som har
skrevet kontrakt om at medvirke i projektet. I det 1
½ år som projektet har eksisteret i N3 har 58 % af de
tilknyttede patienter gjort brug af tilbuddet. Det vil
sige at ca. halvdelen ikke har anvendt tilbuddet endnu.
Mange af disse patienter giver dog udtryk for, at alene
det at have muligheden for hurtigt at kunne indlægge
sig selv, gør tilværelsen med en kronisk sindslidelse
mere tryg og håndterbar og er således med til at
forebygge forværring af sygdommen. Endvidere kan
vi se, at kommer det til ordinære indlæggelser, er de
af kortere varighed end tidligere, de er samlet set reduceret med ca. en fjerdedel i sengedage. Til gengæld
er de øget i antal. Af vores tilfredshedsundersøgelse i
N3 kan vi se, at 68 % har besvaret spørgsmålene. Der
er 6 spørgsmål som omhandler ventetid, information, mestring og medindflydelse og de viser positive
tilbagemeldingsprocenter på 80 – 90 %. Med andre
ord er dette tilbud om en brugerstyret seng et meget
anvendeligt redskab for patienten i mestringen af hans
sygdom. Phil Barker ville nok sige, at der er tale om
empowerment.
Implementering af projektets nytænkning
Selv om ideen i modellens opbygning er meget enkel,
har det alligevel krævet nytænkning af både patienter og personale. Generelt har det for patienterne
krævet den største omstilling, at vænne sig til at de
ikke skal vurderes flere gange af læger ved indlæggelse
og udskrivning, men selv forventes at tage ansvar og
32
Psykiatrisk Sygepleje
beslutninger ud fra hvordan de har det. For personalet
har det omvendt ofte været det sværeste at give slip
og holde fast i at patienten selv kan beslutte hvad der
er rigtigst for ham, selv om personalet vurderer at patienten kunne have gavn af at forblive indlagt længere.
Disse udfordringer adresserer vi ved hjælp af undervisningsdage, som støtter de daglige refleksioner og samarbejdet mellem Opsøgende Psykose Team, patienten
og personalet i sengeafsnittet. Her ud over har vi en
styregruppe hvor viceklinikchefen er formand. Den
arbejder overordnet med aktuelle problemstillinger i
projektet i N3. I sengeafsnittet er der en specialgruppe,
som har til opgave at opfange og behandle daglige
kliniske problemstillinger i projektet. Der er et overlap
mellem de to grupper for at sikre kontinuitet.
Projektets fremtid
Vi var i N3 de første til at gå i gang med projektet, men
det afprøves nu i hele landet. Det afsluttes som projekt
med udgangen af 2016. Det er finansieret af satspuljemidler og organiseret i Sundheds -styrelsens regi via en
styregruppe med repræsentanter fra de fem regionale
behandlingssteder, som deltager i pilotprojektet. Der
er desuden koblet 2 phd.-studerende til projektet. De
arbejder med dataindsamling med henblik på at kunne
beskrive behandlingsmæssig effekt, tilfredshed og
brugerinddragelse. Herefter er det op til politikerne at
vurdere, om dette projekt skal danne grundlag for en
fremtidig indlæggelsesform i Psykiatrien.
Imidlertid er der allerede i udkastet til den nye Psykiatriplan for Region Nordjylland indskrevet et ønske om
at udbrede tilbuddet. Dette kan vi i N3 på alle måder
kun støtte op om.
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Hvilke rammer er nødvendige, når man gerne vil have
patienten som partner?
Af: Hanne Jakobsen
Redaktionsmedlem
Under denne overskrift og med afsæt i bogen ” Patienten som partner – en nødvendig idé med ringe plads”
holdt Erik Riiskjær et oplæg på temadagen om brugerinddragelse i psykiatrien arrangeret af Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland d. 20. januar 2015. Nedenstående er et delvist referat af oplægget.
Jeg har valgt at referere fra dette oplæg, da jeg
oplever, at nedenstående perspektiver på brugerinddragelse giver et anderledes bud på, hvorfor det kan
være svært at føre de gode intentioner om at inddrage
patienten ud i livet. Debatten om brugerinddragelse
efterlyser ofte flere ressourcer og redskaber til at
håndtere denne udfordring. Erik Riiskjær sætter et
andet perspektiv på dagsordenen.
Ifølge Erik Riiskjær giver patientinddragelse og partnerskab bedre patientoplevelser, større patientsikkerhed,
bedre faglige resultater og færre omkostninger. Alligevel er der enighed om blandt sundhedsprofessionelle
og patienter, at inddragelse kun sker i begrænset omfang. Hvad er baggrunden for dette paradoks? Kan det
skyldes organisatoriske og strukturelle forhold? Det er
bl.a. det spørgsmål Erik Riiskjær har fokus på.
Erik Riiskjær undrer sig over, at efter 30 års tale om
patientcentrering og dokumentation af positive effekter for patienten, hvorfor har idéen om inddragelse
af patienten så ikke sat sig dybere spor end tilfældet
er? Erik Riiskjær har derfor spurgt sig selv, om der
er andre og stærkere institutioner i feltet som driver
udviklingen i en ikke patientcentreret retning? I den
sammenhæng kom jeg til at tænke på alt det der er
skrevet i pressen i efteråret 2014 om ydelsesregistrering i psykiatrien og konsekvenserne heraf. Se fx
artiklen ”Når fagligheden nedprioriteres” i ”Psykiatrisk
Sygepleje” juni 2014. Virkningen af denne udefrakommende idé om ydelsesregistrering har materialiseret
sig i den daglige praksis og kan være medvirkende til,
at brugerinddragelse undertiden få svære kår.
Dagens oplæg tog bl.a. udgangspunkt i gennemgang af
en organisatorisk forståelsesramme, hvilket var med til
at sætte oplevelser fra praksis ind i et nyt perspektiv.
De fire logikker som Erik Riiskjær tog afsæt i er:
•Markedslogik
• Offentlig styringslogik
• Lægeprofessionslogik
• Plejeprofessions logik
Her følger en kort forklaring på de fire
logikker.
Markedslogik
Markedslogikken tror på, at ting altid kan gøres mere
enkelt og effektivt. Dette kan bl.a. ske ved at opsplitte
praksis i noget, der kan beskrives og måles med tal.
Markedslogikkens forventning er, at alle aktører handler rationelt og der arbejdes med at skabe rollefordelinger, der synliggør og opsplitter ansvar og opgaveudførsel.
Elementer som konkurrence og belønningssystemer er
vigtige værdier i markedslogikken.
Offentlig styringslogik
Den offentlige styringslogik bygger på forestillingen
om, at demokratiske processer skal danne baggrund
for en neutral og rationel forvaltningsproces, der
Psykiatrisk Sygepleje
33
sikrer, at forskellige interesser i samfundet tilgodeses. Logikken er karakteriseret ved at have fokus på
mange hensyn og interesser samtidigt, og ved at kunne
håndtere modstridende hensyn ved kompromisser på
områder med en meget kompleks målstruktur.
kontinuitet og helhed i behandlingen.
Logikken beskrives med idealet om det holistiske menneskesyn, hvilket har svækket professionen, da det er
vanskeligt at definere, måle og dokumentere indsatsen
på måder, der kan vinde accept.
Ord som lighed, demokrati, samfundsnytte, regeloverholdelse og rationel planlægning er centrale i den
offentlige styringslogik.
Samspil mellem de fire logikker
De fire logikker er i konkurrence med hinanden, både
lokalt og på samfundsniveau, om hvilke perspektiver
der skal styre praksis i sundhedsvæsnet. Viden om en
institutionel organisations teoriramme giver mulighed
for at forstå, hvordan organisationsidéer kan fremme
eller hæmme idéen om patientcentrering.
En organisations teoriramme kan give perspektiver
på, hvorfor det er svært at danne en praksis med brugerinddragelse i mødet mellem patient og sygeplejerske.
Lægeprofessionslogik
Lægeprofessionslogik er karakteriseret ved at udspringe af en videnskabelig viden om sundhed og sygdom,
og et nøgleord i forhold til patienten er tillid. Tilliden
bygger på patientens tro på, at professionelle prøver
at sikre patienten den bedst mulige behandling uden
skelen til andre hensyn.
Samfundet har traditionelt ladet lægeprofessionen
være selvregulerende gennem uddannelse og kollektiv
disciplin. Logikken skal ses som et institutionelt værdisystem og medicinske idéer fostres, legitimeres og synliggøres bl.a. via forskerverdenen, medicinalindustrien,
videnskabelige tidsskrifter og konferencesystemer.
Plejeprofessionslogik
Plejeprofessionslogik er lige som lægeprofessionslogikken karakteriseret ved at udspringe af en viden om et
specialiseret fagområde og logikken er også selvregulerende via uddannelse og kollektiv disciplin.
Plejegruppen ser sig selv som dem, der får den kliniske
hverdag til at fungere. Deres opgave er at koordinere
patienternes behandlingsforløb, så patienterne oplever
Den udefrakommende organisatoriske logik kan være
en mekanisme som modarbejder, at patienten inddrages i deres behandling som mennesker med individuelle behov.
Ifølge Erik Riiskjær opstår der kamp mellem de fire
logikker i forbindelse med implementering af nye
begreber, sundhedspolitiske visioner eller det nogen
kalder mantraer.
Strømmen af nye idéer som personalet i sundhedsvæsnet skal forholde sig (i en eller anden udstrækning) er
lang. Erik Riiskjær beskriver denne idéstrøm med det
der sker, når man trykker hårdt på en ny flaske ketchup
– det vælter ud.
Strømmen af nye ideer
• Kontaktpersonordning
• Diagnose garanti
• Patientinddragelse
• Akkæditering - Den Danske Kvalitetsmodel
• Fælles akutmodtagelse (FAM)
• Evidensbasering
• Tvæfagligt samarbejde
• Specialisering volume n-gev inster
• Måling af produktiviet (DRG)
• Måling af faglig kvaliet (NIP)
• Ventetidsgaranti
• Parientsikkert sygehus
• Diagonse garanti
34
Psykiatrisk Sygepleje
• Kronikerforløbsprogrammer
• Transpæns (sundhed.dk)
• Frit valg og udviet frit valg
• Fælles Medicinkort (FMK)
• Indberetning af utilsigede hændelser
• Måling af patienttilfredshed (LUP)
• Mobilt akutteam
• Operation ”Life”
• Case-managers
• Principal-agent teori (udlicitering)
• Patient Reported Outcome (PRO)
• Diagnostiske centre
• Etc
April 2015
Når man ser ovenstående liste af nye idéer, er der
mange gode intentioner bagved som man som sygeplejersker ikke er uenig i. Men implementeringsha-
*
1. udgave
*
23. årgang
stigheden er enorm, og det er måske derfor, man kan
opleve ”implementeringsforstoppelse”.
Da der er knappe ressourcer til at implementere alle
de gode og velmenende idéer, så kan denne udfordring
håndteres og forstås ud fra nedenstående illustration.
Reaktionsmønstre - over for institutioner
(Christine Oliver, 1991)
Strategi
Gå med
Kompromis
Undgåelse
Udfordring
Manipulation
Taktik
Følge vane
Imitere
Rette sig efter
Afbalancere
Formilde
Forhandling
skjule
Buffering
Flugt
Forkastelse
Problematisere
Angribe
Cooptation
Indflydelse
Kontrol
En anden væsentlig udfordring man har ved implementering af sundhedspolitiske visioner er, hvordan
oversættelsen er / skal være fra et begreb til implementeringen i praksis, da der er mange fortolkningsmuligheder. I den sammenhæng må man skelne mellem retorik og virkelighedens verden.
Eksempel
Ubevidst følge normer
Anvende kendte organisationsmodeller
Følge regler og normer
Afbalancere forskellige hensyn
Tage delelementer ud
Forhandle elementer med interressenter
Skjule hvad man gør
Fjerne sammenhæng - intern og ekstern
Skift af mål, aktiviteter og område
Ignorere eksplicitte normer
Anfægtelse af værdier
Angreb på kilderne
Indoptagelse af indflydelseselementer
Ændring af værfier og kriterier
Styring af værdier og proesser
Hvilke rammer er nødvendige, når man gerne vil have
patienten som partner?
Erik Riiskjær kom ikke med et konkret svar herpå,
men kom med forskellige bud på, hvorfor og hvordan de nuværende organisatoriske rammer ikke altid
understøtter en udvikling, hvor patienten er partner.
Tværtimod kan de undertiden spænde ben for de gode
intentioner.
Psykiatrisk Sygepleje
35
Nye muligheder for at udvikle
psykiatrisk sygepleje
”Der er fx forøget fokus på brugerinddragelse og på
nedbringelse af tvang. Men hvordan sikrer man, at
de mange gode intentioner i udspillene og politiske
målsætninger rent faktisk får betydning i hverdagen til
gavn for de psykiatriske patienter – dvs. bliver omsat
og implementeret i den psykiatriske sygepleje? Det er
den udfordring, vi gerne vil tage innovativt op.”
DSR, Kreds Midtjylland har igangsat et nyt udviklingsarbejde i psykiatrien i samarbejde med Psykiatri
og Social, Region Midtjylland.
Hvordan sikrer man bedst muligt samspil mellem
sundhedspolitiske strategier og sygeplejefaglig udvikling? Det er omdrejningspunktet i et nyt projekt,
Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland nu igangsætter
i psykiatrien.
”Der er kommet rigtig mange gode udspil på politisk
niveau den senere tid i forhold til at udvikle det psykiatriske område i sundhedsvæsenet, ligesom Dansk
Sygeplejeråd har fremlagt udspillet ’Vejen mod en
bedre psykiatri’,” siger kredsnæstformand Hanne Holst
Long, der har opgaven som tovholder i den følgegruppe, kredsbestyrelsen har nedsat i tilknytning til det nye
projekt.
36
Psykiatrisk Sygepleje
Samarbejde med Region Midtjylland
Projektet skal foregå i et tæt samarbejde mellem kredsen og Psykiatri og Social, Region Midtjylland.
”Jeg ser klart nogle perspektiver i, at vi med projektet
gennem faglige drøftelser og pejlemærker kan få skabt
nye muligheder for de ansatte for at arbejde med at se
meningen i det arbejde, der udføres i psykiatrien,” siger
Claus Graversen, sygeplejefaglig direktør i Psykiatri og
Social.
”De politiske strategier og beslutninger, der gør sig gældende for psykiatrien; de beslutninger politikerne tager
på vegne af os som befolkning, skal vi jo finde svar på
at indfri. Projektet åbner mulighed for at udvikle nye
værktøjer, herunder at skabe processer hvor vi øger
indsigten i og forståelsen af, hvad der er motivet bag de
politiske beslutninger.”
Helt nyt udviklingsarbejde
Det etårige projekt skal løbe af stablen i 2015 og vil blive forankret på tre regionale psykiatriske arbejdspladser i kredsen – i tæt samarbejde med sygeplejerskerne,
tillidsrepræsentanter og ledelserne.
De tre involverede arbejdspladser er det skærmede sengeafsnit O1 og det intensive sengeafsnit O2,
Regionspsykiatrien Horsens og Psykiatrisk Mobilteam,
Regionspsykiatrien Vest, Herning.
På baggrund af regeringens rapport ”En moderne,
åben og inkluderende indsats for mennesker med
psykiske lidelser” har de to sengeafsnit i Regionspsy-
April 2015
kiatrien i Horsens valgt at arbejde med nedbringelse
af tvang som en særlig indsats. O1 vil have fokus på
patientens mestringsstrategier; O2 på review (kerneårsagsanalyse af tvangsfikseringsepisoder). Det Psykiatriske Mobilteam i Herning har med afsæt i rapporten
valgt fokus på kvalitet i indsatsen og vil arbejde med at
beskrive og kvalitetsudvikle deres model for patientvejledning/psykoedukation.
Afsæt i dagligdagen
”Projektet er et udviklingsarbejde – det første af sin art
– og derfor vil vi populært sagt lægge stenene, mens vi
går vejen,” siger projektleder Hanne Jakobsen. ”Dedikerede medarbejdere, tillidsrepræsentanter og
ledelserne bliver krumtappen i hele processen.”
Hanne Jakobsen, der selv har arbejdet og undervist
inden for psykiatrien, skal i løbet af foråret desuden på
udvalgte dage tage del i plejen på alle tre arbejdspladser.
*
1. udgave
*
23. årgang
”Det vil helt sikkert blive lærerigt for mig at følge sygeplejerskernes og de øvrige medarbejderes dagligdag
og de mange faglige udfordringer, de står midt i. Det
vil give mig et godt afsæt for at kunne igangsætte de
initiativer og processer, projektet gerne skulle komme
til at indeholde.”
Kredsnæstformand Hanne Holst Long understreger, at
en forventning til projektet også er, at det vil genere
viden om samspil mellem politiske målsætninger og
udvikling af sygeplejen, der kan bringes i spil også på
andre områder end i psykiatrien.
”Udvikling af sygeplejen er et stort fokus i hele kredsens
arbejde, og hvor vi kan, ønsker vi som faglig organisation at bidrage. Medlemmernes rettigheder er én side
af vores arbejde, men samtidig bidrager vi gerne til at
udvikle faget, og derfor ser vi meget frem til samarbejdet med arbejdspladserne og Psykiatri og Social.”
Af: Ditte Scharnberg, kommunikationskonsulent, Dansk Sygeplejeråd,
Kreds Midtjylland.
Psykiatrisk Sygepleje
37
Mette Louise
Findinge
Cutting blev
mit frirum
Jeg sidder lige nu med kniven i min hånd. Kniven
ridser en tynd mellemlang streg på undersiden af min
arm, tværs over pulsåren. Kradsemærket begynder
at udvikle sig til et begyndende sår, for derefter at
blive dybt og blodigt. Jeg har brugt mindst 2 timer på
processen, at få det dybt. Jeg nyder det, jeg nyder at
slippe væk fra alt den psykiske smerte jeg bærer rundt
på! Jeg glemmer alle følelser! Jeg glemmer alle tanker!
Jeg mærker et kick! Det er fedt! Men jeg bliver nød til
at fortsætte, bare lige lidt længere tid. Lave det lidt
dybere, bare lidt. Så jeg kan mærke kicket igen. Måske
jeg får et endnu større kick? Måske jeg kommer endnu
længere væk fra det helvede jeg til dagligt befinder
mig i. Bare endnu en pause fra det, please.
Mit navn er Mette Louise Findinge. Jeg er 18 år og bor
38
Psykiatrisk Sygepleje
på opholdsstedet Tuen i Elling som er et privatejet socialpædagogisk opholdssted. Stedet er godkendt til at
huse 7 unge mennesker fra 12 – 18 år, når man er indskrevet og fylder 18 år, kan man søge om efterværn så
man kan blive til man er fyldt 23 år, hvis der vurderes
at man har brug for det. Pt. bor vi seks unge på stedet.
Der er altid mindst to ansatte på stedet i dagtimerne
og altid en overnattende ansat, som vi kan gå til som
og når vi har brug for det, for ikke at nævne at der på
stedet bor to skønne hunde.
Jeg var cutter i ca. 4 1/2 år, jeg startede lige inden jeg
fyldte 13 og sidst jeg gjorde det, var jeg 17 år og 3
måneder.
Cutting er et andet ord for at skære i sig selv, med
skarpe genstande.
Det skræmmer mig egentlig, hvad er det lige, at det
her det går ud på? Jeg er nået frem til, at man kun kan
have ondt et sted af gangen. Det er det sted der gør
mest ondt i nuet, som jeg mærker. Det er derfor jeg
cutter! Den fysiske smerte som cutting giver, får mig
nemlig til at slippe for det helvede af tanker og følelser
April 2015
der er inde i mig, bare for en stund!
Der er så bare det i det, at man kan blive afhængig af
det. Det har ikke altid været sådan her, det er blevet til
mere og mere, men jeg mener altså selv, at jeg stadig
har det helt under kontrol.
Hvem er jeg og lidt om min baggrund
Mit navn er som sagt Mette Louise Findinge. Jeg er 18
år og bor på opholdsstedet Tuen i Elling, hvor jeg nu
har boet i lidt over 1 år. Før jeg ankom til Tuen, har jeg
boet i to plejefamilier fordelt på to år. Jeg har haft en
turbulent barndom og ungdom.
Udover at jeg er født 3 måneder for tidligt og ved fødslen vejede 750g, hvilket i sig selv gjorde at jeg havde
specielle behov, så var min barndom og ungdom nemlig også påvirket af at mange af de voksne der omgik
mig var påvirket af stoffer og/eller alkohol, var voldlige
og aggressive, fysisk eller psykisk syge, utilregnelige
eller det der var værre!
Jeg har desuden haft (for) meget ansvar, da min mor
desværre fik en blodprop i hjernen dengang jeg var 11
år og hun var gravid med min lillesøster. Det var mig
der var sammen med hende, da det skete. Hun væltede ned på jorden, kunne ikke rejse sig, snakke, gå eller
noget som helst. Det var så traumatisk en oplevelse,
at jeg løb væk i chok. De første mange år derefter, ringede jeg hjem til min mor for at høre om hun var okay,
hver eneste gang at jeg hørte en ambulance.
Det kom som et chok for mig det her. Der var jo virkelige mange voksne i mit liv, som der ikke var til at stole
på, ikke havde styr på deres liv og som ikke var gode
forbilleder. Men jeg havde da nogle få voksne omkring
mig der virkelige var stabile mennesker og som havde
styr på deres liv. Men en af dem jeg altid i mit barnehjerte havde troet der var det, endte med at begå et
mord og sidder nu i fængsel.
Året efter at min mor var blevet syg (et par dage inden
at jeg fyldte 12 år) mistede jeg min elskede hest igennem 3 år i et trafikuheld. Det er bare endnu en af de få
ud af mange traumatiske oplevelser, som jeg har ople-
*
1. udgave
*
23. årgang
vet og valgt at nævne. Jeg begyndte at få det svært i
skolen, faktisk bare svært i det hele taget. Jeg startede
på at cutte lidt, dog ”bare” kradsemærker, for at kunne
holde tilværelsen ud. Jeg har faktisk også (det er ikke noget som jeg er stolt
af) været med ude at handle stoffer og stjæle, hvilket
var rigtig grænseoverskridende at være medskyldig
i. Ikke at jeg gjorde det, men jeg gjorde jo heller ikke
noget for at stoppe det. Jeg var bare vidne til det, gik
med rundt og lod det ske. Men på den anden side, så
var jeg jo heller ikke særlig gammel, da jeg var med
ude at handle med stoffer, jeg var nemlig kun omkring
10 år. Sidste gang jeg var med ude at stjæle, havde jeg
det jo egentligt også så dårligt selv (jeg var indlagt på
psyk.), at jeg ikke helt kunne stå til ansvar for mine
egne handlinger, sådan helt 100 %.
Jeg endte med at blive så stresset, at jeg blev direkte
psykotisk og derfor blev jeg i en alder af 14 år, indlagt
på psykiatrisk afdeling i Aalborg i ca. 7 uger. Vurderingen derfra lød på at jeg ingen psykiatrisk diagnose
havde, men mange vanskeligheder osv. De anbefalede
desuden et socialpædagogisk tilbud på hel-eller døgnbasis.
På trods af det, endte jeg i en plejefamilie. Jeg tog i
denne plejefamilie en facade på som dog langsomt
begyndte at krakelere. Efter et år, endte det med at
jeg nu skar så dybt, at mine sår skulle limes. Det ansvar
ville min plejefamilie ikke stå med og jeg blev derfor
flyttet ud i endnu en plejefamilie fra den ene dag til
den anden.
Året i denne plejefamilie var mildt sagt forfærdeligt!
Jeg fik det værre og værre. I det år jeg boede der,
endte jeg med at cutte så det skulle syes. Jeg tabte mig
mindst 15 kg og var meget tæt på at havne i en alvorlig
spiseforstyrrelse. Jeg prøvede faktisk på at begå selvmord mindst 7 gange, sådan for alvor. Det var virkelig
tæt på flere gange. Jeg hoppede ud foran en bil, stak
af med knive, prøvede på at kvæle, sulte eller tørste
mig selv og alt andet der nu lige var muligt. Jeg blev så
aggressiv når min plejefar forsøgte at forhindre mig i
det, at jeg virkelig slog ham så hårdt, at han fik store
Psykiatrisk Sygepleje
39
blå mærker. Jeg endte med at blive indlagt 3 gange
på døgn afdelingen, hvor to af gangende var på røde
papirer, med politi, tvang (blandt andet med mad),
vagt og låste døre. Samt blev jeg indlagt to gange på
dagafdelingen og mindst fem gange i den psykiatriske
skadestue, fordi jeg blev vurderet som selvmordstruet!
Det var en rigtig hård tid! Det, at min onkel valgte at
begå selvmord oveni, gjorde selvfølgelig ikke det hele
nemmere.
Det gik heldigvis hurtigt fremad, da jeg i september
2013 efter en rigtig hård kamp med systemet, ankom
på opholdsstedet Tuen! Jeg oplevede hos dem, noget
jeg ikke havde oplevet i rigtig, rigtig lang tid. Jeg oplevede voksne der tog mig alvorligt, voksne jeg kunne
stole på og voksne der så og mødte mig hvor jeg var!
Jeg oplevede voksne der ikke pressede mig alene ud på
alt for usikker grunde, men voksne der i stedet næsten
bogstavelig talk gik rundt med mig i deres baglommer
konstant. De gjorde det ikke fordi de skulle, men af
ren og skær lyst, kærlighed og omsorg til mig, fordi de
vidste at det var det jeg havde brug for, for at komme
videre.
Da jeg blev lidt mere selvstændig og ikke konstant var
sammen med de voksne, havde jeg en oplevelse som
jeg aldrig vil glemme!
Jeg havde gemt noget sovemedicin på mit værelse. Det
var ikke fordi at jeg ville tage en overdosis, men fordi
at jeg havde en forestilling om at jeg i tide og utide, da
selvfølgelig lige kunne tage en sovepille eller to, og få
lidt fred fra det hele på den måde. Den gik selvfølgelig
ikke og de voksne opdagede det. Jeg var meget stædig
og ville ikke fortælle dem hvor jeg havde gemt pillerne.
De kunne have valgt den nemme løsning, nemlig at
kigge hele mit værelse igennem, finde pillerne og så
var deres opgave jo egentligt løst. De brugte så bare
lige 3 – 4 timer på at få overtalt mig til at finde pillerne
SELV, hvilket gav et meget bedre resultalt, da jeg jo for
at kunne være i stand til at aflevere pillerne jo netop
også selv havde fundet troen på at jeg godt kunne
klare livet uden pillerne.
40
Psykiatrisk Sygepleje
De har helt klar hjulpet mig videre, og gør det stadig.
Jeg har nemlig IKKE været indlagt en eneste gang siden
at jeg kom til opholdsstedet Tuen! Jeg har faktisk heller ikke cuttet i over 1 år nu! Jeg er også nede på en
tæmmelig lav dosis af medicin, i forhold til hvad jeg
har været oppe på. Det hele går sådan set bare fremad
med fuld fart, på trods af at jeg faktisk har fået en psykiatrisk diagnose. Jeg har en personlighedsforstyrrelse
i rigtig svær grad, af blandet type, især borderline,
depedent og evasiv.
Det er selvfølgelig rigtig stort at jeg ikke har cuttet i
over 1 år, men det betyder altså ikke, at jeg er helt
upåvirket over hvad jeg engang, gjorde ved min egen
krop. Jeg er stadig bange for at komme til at reagerer hurtigt og impulsivt, og derfor har jeg valgt indtil
fornyligt, ikke at gøre det åbenlyst let for mig selv, at
falde i igen. Jeg valgte nemlig, ikke at have en skraber
liggende på mit eget badeværelse, i stedet befandt
den sig på personalets badeværelse, så jeg skulle gå
hele huset igennem for at få fat i den. Selvom jeg nu
har en skraber på mit eget badeværelse og endnu ikke
er faldet i, så har jeg da til tider stadig tanker om at jeg
da bare lige kunne cutte lidt, men heldigvis så er jeg
realistisk nok, i hvert fald lige nu, til at indse at der ikke
er noget i min verden der hedder ”at cutte lidt” det er
enten eller. Sort eller hvidt.
Jeg har desuden holdt foredrag, blogget og er begyndt
at skrive på flere bøger her det sidste halvårs tid,
og det er ting som jeg fortsat gør. Jeg gør det af de
samme årsager, som dem jeg vælger at stå frem her
pga. Jeg ønsker nemlig at være med til at fjerne nogle
af de fordomme man bliver mødt med, så andre i fremtiden ikke behøver at havde det oveni. Man har nemlig
rigeligt foruden dem.
Sidst men ikke mindst ønsker jeg at stå frem for at give
andre i lignende situationer HÅB!
Håbet er nemlig nøglen til kampgejst og bedring. Hvis
man har mistet håbet, har man mistet alt. Emotionelt ustabil (borderline) personlighedsforstyrrelse: Nedsat selvopfattelse, indre tomhed, misbrug,
April 2015
selvdestruktiv, ustabile relationer, sort/hvid tænkende,
voldsomme stemningssvingninger, selvmordsforsøg og
trusler er ikke sjældne.
Dependent (afhængig) personlighedsforstyrrelse
uselvstændige, overlader ansvaret til andre, utryg
uden en partner, angst for at miste, selvmordstanker,
overlader vigtige beslutninger til andre, nærtagende
overfor afvisninger, hjælpeløs og deprimerede.
Evasiv (undvigende) personlighedsforstyrrelse: social
angst, utilstrækkeligheds følelse, frygter afvisning,
nærtagende, ængstelige, skaber fantasiverdener, deprimerede og har lav selvfølelse.
MINE RÅD TIL AT STOPPE MED CUTTING
Råd 1: Du skal ikke som sådan tage en hård og konkret
beslutning der hedder ”Jeg SKAL stoppe nu!” Det gør
det hele værre! Din krop og hjerne vil nemlig fokusere
på, at den ALDRIG vil opleve cutting igen, og så bliver
trangen endnu større! Du skal i stedet skubbe trangen
væk, ved at sige ”ikke lige nu.”
Råd 2: Skriv dette bag dit øre, når du cutter kommer
hele behandlingen og hjælpen omkring og til dig, til at
handle om at mindske din akutte selvskadende adfærd,
fremfor at hjælpe med det bagvedliggende. Altså bliver du offer for symptombehandling.
Råd 3: Overvej hvor farligt det er/kan blive. Overvej
om du vil miste en arm, få føleforstyrrelser, få grimme
ar, måske endda dø af det. Er det det værd?
NEJ! Sådan noget sker IKKE kun for andre, det kan
faktisk lige nøjagtigt ske for netop DIG!
Grunde til cutting
Man cutter måske fordi man har brug for fysisk smerte
for at holde den psykiske smerte ud.
Måske vil man se/føle/lugte blod, det kan berolige, det
kan føles som om at alle onde følelser vælter ud og
*
1. udgave
*
23. årgang
forsvinder fra ens følecenter.
Måske prøver man på at råbe om hjælp. Man føler
ikke at folk (kommunen, forældre med mere) hjælper
tilstrækkeligt.
Måske føler man sig tom, og tomheden/følelsen af at
være ude af sin egen krop kan være så ubehagelig, at
man må mærke sig selv fysisk, for ikke at føle, at man
forsvinder helt væk.
Her er ting man kan bruge som afledning/erstatning.
1. Køkken elastik på håndledet, træk og slip. Det kan
give røde mærker, men de går forholdsvist hurtigt
væk igen.
2. Put is/frossen pose et eller andet på håndledet, eller
ved brystet. Det gør ONDT! Men husk ikke for lang
tid af gangen, skift sted eller hold pauser så der ikke
kommer forfrysninger.
- det har jeg nemlig selv prøvet.
3. Koldt bad, eller koldt vand direkte på håndledet
- men igen IKKE for længe. Skift sted, eller hold
pause.
4. Lav et eller andet væske rødt og lad det løbe fra et
sted på din krop - det kan snyde din krop og din
hjerne lidt. Forstil dig at det er blod!
5. Træn fysisk hårdt, ikke sådan at det er sygeligt. Det
udløser de samme stoffer i hjernen, og man kan
virkelig mærke sin krop bagefter.
6. Gå på grus/løb på grus barfodet - så får man bestemt noget andet at tænke på.
7. Lav noget du normalt kan lide på en god dag, selvom
du ikke lige føler for det, kan det altså gøre dig en
masse godt!
8. Fordyb dig i noget, se en film, snak med nogen, plej
dig selv (fodbad, negle, maske). What so ever!
9. Tegn en sommerfugl på det sted du ellers ville
skære, opkald den efter en du holder af. Få evt. en
du holder af til at tegne den. Hvis du skærer i den,
så vil den død! Du må KUN skære der hvor den er,
og den skal forsvinde af sig selv med tiden.
Psykiatrisk Sygepleje
41
Boganmeldelse
Af Claus Haugaard Jacobsen
og Karen Vibeke Mortensen.
Udgivet af Hans Reitzels Forlag
Anmeldese af Charlotte Blom,
Opsøgende sygeplejerske
v. Psykiatrien Syd,
Region Sjælland.
42
Psykiatrisk Sygepleje
Psykoterapeutisk praksis på
psykodynamisk grundlag
Det er med stor nysgerrighed og begejstring, at jeg starter min rejse gennem
denne skildring af psykoterapien set ud
fra den psykodynamiske forståelsesramme.
Efter et deskriptivt og målrettet forord, indeholder bogen en lang indledning, hvor jeg som læser mister noget
af min motivation og spænding, da
indholdet, selvom det er relevant, har
flere perspektiveringer og diskussioner,
som måske ville have mere relevans i
bogens hoveddel. Dog vil jeg rose den
meget fine og detaljerede læservejledning, der afspejler den strukturerede
opbygning af bogen.
Jeg glæder mig over, at forfatterne
målretter bogens udbytte til alle fagpersoner, der udfører psykoterapi, også
ud fra andre teoretiske rammer. Da
jeg selv aktuelt uddanner mig indenfor
kognitiv adfærdsterapi, forestiller jeg
mig, at mine egne fordomme overfor
denne terapiform vil blive udfordret,
opfrisket og revurderet, og at jeg kan
bruge dele af de psykodynamiske principper i mit eget arbejde i kombination
med andre.
Bogens formål er en beskrivelse af
de psykodynamiske principper på et
praksisnært plan, målrettet til en bred
kategori af læsere, hvorfor niveauet
kan virke lidt rodet eller ”ujævn”, som
forfatterne selv beskriver. Jeg ærgres
igennem bogen over, at den veksler
mellem begreberne psykoanalytisk og
psykodynamisk, begreber som ikke er
defineret ud fra forfatternes synspunkt.
Jeg er derimod imponeret over
det stringente fokus, den letlæselige
skriveform, der gør bogen til et næsten
uundgåeligt litteraturvalg for alle, der
ønsker indsigt i psykoanalysens oprindelse og tankegang.
Anvendelse af bogen vil være gavnlig
som inspiration, og til nybegyndere,
der skal finde deres personlige stil.
Dens ujævnhed bliver her en force, da
man som læser ikke fastlåses i bestemte regler og tankemønstre. Forfatterne
fremhæver vigtigheden i, at tilrettelægge behandlingsmetoden efter individet
og udtrykker deres bekymring overfor
de standardiserede pakkeløsninger til
behandling af psykiske lidelser.
Bogen giver den psykodynamiske
referenceramme en velfortjent renæssance, bidrager til et fornyet view og
opgør med freudianske og forældede
fordomme. Jeg har under læsningen
flere gange haft en spontan lyst til at
udforske denne terapiform yderligere,
og bogen har bidraget til refleksioner
over de fordele, men også mangler, der
er ved kortvarige terapiformer.
Forfatterne lægger vægt på, at det er
urealistisk at stile efter hurtige metoder, der har fokus på symptombortfald. De hævder på et evidensbaseret
fundament, at der er et proportionalt
forhold mellem varigheden af terapien
og graden af forstyrrelse, hvis resultatet skal være veludført og varigt.
Endeligt ønsker de større fokus på
forebyggelse af psykiske lidelser frem
for helbredelse, hvilket paradoksalt
nok, sandsynligvis vil give større samfundsmæssig og økonomisk gevinst
frem for at stramme effektiviseringen
til bristepunktet.
Overordnet er bogen en fin inspirationskilde, grundigt bearbejdet og godt
skrevet. Den er særligt anbefalelsesværdig til kommende psykoterapeuter
samt erfarne terapeuter, der trænger
til at opfriske deres metoder og måske
forældede tilgang til psykoterapiens, i
dag lidt videre rammer.
April 2015
*
1. udgave
*
23. årgang
Få udvidet dit fagbibliotek
Psykiatrisk &
psykosocial rehabilitering
Af: Lene Eplov
Forlag Munksgaard 2010
Modstand
Af: Ruth Mach-Zagal
2011
Socialpsykiatri
Af: Preben Brandt
Forlag Munksgaard 2004
Skriveterapi
Af: Annette Aggerbeck
Nyt Nordisk Forlag Arniold Busk
2014
At se og at indse
Af: Kari Martinson
Forlag Munksgard 2013
OCD
Af: Ane Søndergaard Thomsen
Forlaget Frydenlund
2013
Sygeplejeteoretikere
Af: Ann Marriner Torney
Forlag Munksgaard 2011
Acceptance and Commitment
Therapy
Af: Steven C. Hayes,
Kirk D. Strosahl og Kelly G. Wilson
2011
Den svære ungdom
Af: Niels Ulrik Sørensen
Forlag Munksgard 2010
Spiseforstyrrelser
symptomer,
årsager og behandling
Af: Lene Kiib Hecht og Birgitte
Hartvig Schousboe (red.)
Psykiatrifondens Forlag 2012
Få udvidet dit fagbibliotek
Ved anmeldelse af én af bøgerne modtager du den gratis.
Din boganmeldelse bringes i Psykiatrisk Sygepleje.
Kontakt Maj-Britt Nordenkjær, e-mail: [email protected], for at blive anmelder.
Psykiatrisk Sygepleje
43