Notat vedr. fornyelse af Eliteidrætsaftalerne til brug for mødet med

Notat vedr. fornyelse af Eliteidrætsaftalerne til brug for mødet med Dansk Håndbold Forbund, den 14.
januar 2015 kl. 17.
Dansk Håndbold Forbund (DHF) har bedt om et møde med Kultur- og idrætsudvalget for at drøfte Roskilde
Kommunes beslutning om ikke at lave en ny elitesportsaftale med Roskilde Håndbold fra sommeren 2015.
Mødet holdes onsdag, den 14. januar 2015 kl. 17 i Roskilde.
Nedenfor er lavet en sumerisk gennemgang af forløbet i forbindelse med beslutningen om de nye aftaler.
Kultur- og Idrætsudvalget godkendte nedenstående kriterier på mødet den 20. august 2014:
Kun de idrætsgrene, der er prioriterede idrætsgrene i Team Danmark projektet, kan søge om at indgå en
elitesportsaftale. Kultur- og Idrætsudvalget afgør antallet af elitesportsaftaler. Klubben skal søge til et specifikt hold,
udøver eller projekt.
Ved udvælgelse af fremtidige elitesportsaftaler vurderes klubben på følgende områder:
- Klubbens sportslige niveau og udviklingsproces for dette.
- Klubbens organisation og udviklingsproces for denne.
- Klubbens bidrag til branding af Roskilde Kommune.
- Klubbens bidrag til eksponering af Roskilde Kommune.
- Klubbens sportslige niveau skal give elitesportsoplevelser til Roskilde Kommunes borgere.
- Klubbens bidrag til skolereformen.
- Klubbens sponsorstrategi.
Elitesportsaftalernes økonomiske betingelser:
- Klubben skal bidrage med en egenfinansiering på 50 % af det søgte beløb til elitesportsaftalen i form af
udviklingstimer.
- Klubberne kan få udbetalt en bonus på 10 % af elitesportsaftalens beløb. Opfyldes kriterier ikke, overføres beløb
til næste år med mulighed for dobbelt bonus.
Elite- og Talentrådet behandlede ansøgningerne på møde den 25. september 2014
Elite- og Talentrådet anbefalede at fordele de økonomiske ressourcer på færre klubber med det formål at optimere
på det sportslige niveau og styrke klubberne som helhed. Derfor anbefalede Rådet at indgå aftale med FC Roskilde
og Roskilde Bordtennis, da det var Rådets vurdering at de to klubber historisk havde klaret sig bedst i forhold til de
opstillede kriterier, og hvis ansøgninger bedst adresserede fremtidige kriterier.
Rådet vurderede, at Roskilde Kommune vil opnå størst eksponering/branding og give kommunens borgere
kvalitetsfyldte elitesportsoplevelser ved at støtte FC Roskilde. Fodbold er Danmarks største sport, og klubben er
klart mest synlig i medieeksponeringen og har flest tilskuere blandt ansøgerfeltet. Sportsligt ligger FC Roskilde i
næstbedste række og har et velfungerede talentudviklingsarbejde.
Roskilde Bordtennis har udøvere på højeste niveau i Danmark og spiller Champions League/Europa League.
Klubben har lavet TV-aftaler og har en god mediedækning, og har ambitioner om, at dette niveau skal løftes.
Klubben har en meget velfungerende talentudvikling med spillere på junior- og drengelandsholdet. Klubben er en af
de mest vindende klubber ved både Ungdoms- og Senior DM. Endelig har klubben historisk været meget
Side2/2
engageret i skole- og SFO samarbejdet, hvilket Rådet forventede fortsætter ud fra ansøgningen.
Den mulige, årlige bonus udløses ud fra mål for eksponering via infomedia, facebook og twitter.
På baggrund af dette besluttede Rådet at anbefale følgende fordeling til Kultur- og Idrætsudvalget:
Elite- og Talentrådet anbefaler,
- at indgå elitesportsaftale med to klubber frem for tidligere tre,
- at indgå elitesportsaftale med FC Roskilde og Roskilde Bordtennis,
- at give i alt kr. 3.000.000 til FC Roskilde. 2015 (2. halvår) kr. 450.000, 2016 kr. 900.000 + kr. 100.000 i mulig
bonus, 2017 kr. 900.000 + kr. 100.000 i mulig bonus, 2018 (1. halvår) kr. 450.000 + kr. 100.000 i mulig bonus,
- at give i alt kr. 2.400.000 til Roskilde Bordtennis. 2015 (2. halvår) kr. 350.000, 2016 kr. 700.000 + kr. 100.000 i
mulig bonus, 2017 kr. 700.000 + kr. 100.000 i mulig bonus, 2018 (1. halvår) kr. 350.000 + kr. 100.000 i mulig
bonus.
Kultur- og Idrætsudvalget behandlede endeligt ansøgningerne på mødet den 5. november 2014.
Udvalget traf følgende beslutning:
”Indledningsvis blev det oplyst, at Poul Lindor Nielsen (A) ved behandlingen i Elite- og Talentrådsmødet undlod at
tage stilling til sagen om kommende elitesportsaftaler.
Ad 1.:
Poul Lindor Nielsen (A) stillede ændringsforslag til rådets anbefaling således: "Da også Roskilde Håndbold i
indeværende elitesports-aftale periode har vist glimrende resultater, bl.a. med oprykning til Ligaen indstilles, at
også Roskilde Håndbold indgår i den nye aftaleperiode. Forslag til fordeling:
FC Roskilde: 800.000 kr. årligt
Roskilde Bordtennis: 650.000 kr. årligt
Roskilde Håndbold: 370.000 kr. årligt"
Ændringsforslaget blev sat til afstemning. For stemte Poul Lindor Nielsen (A), imod stemte de øvrige
udvalgsmedlemmer. Hermed faldt ændringsforslaget.
Herefter blev Elite- og Talentrådets anbefaling sat til afstemning med den tilføjelse, at det præciseres i aftalerne, at
der skal gøres en større indsats fra klubbernes side ift. pressearbejde og deltagelse hos lokalforeninger og skoler,
samt at de halvårlige evalueringer skal forelægges udvalget. Dette blev vedtaget af et enigt udvalg.