Indfødsretsudvalget 2014-15 (2. samling) IFU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 8 Offentligt Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet Udlændingeafdelingen Folketinget Indfødsretsudvalget Christiansborg 1240 København K Dato: Kontor: Sagsbeh: Sagsnr.: Dok.: 21. august 2015 Indfødsretskontoret Tove Nørkær Nielsen 2015-0032/10-0039 1682776 Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 8 (Alm. del), som Folketingets Indfødsretsudvalg har stillet til udlændinge-, integrations- og boligministeren den 24. juli 2015. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Ulla Sandbæk (ALT). Inger Støjberg / Jesper Jarnit Slotsholmsgade 10 1216 København K. Telefon 7226 8400 www.uibm.dk [email protected] Spørgsmål nr. 8 (Alm. del) fra Folketingets Indfødsretsudvalg: ”Med baggrund i en konkret sag bedes ministeren redegøre for følgende: En ansøger var opført på lovforslag L 188, folketingsåret 2014-15, 1. samling, om indfødsrets meddelelse, og ville, hvis lovforslaget var blevet vedtaget, have modtaget dansk indfødsret. På grund af udskrivelse af folketingsvalg blev L 188 imidlertid ikke vedtaget. Hvis L 188 var blevet vedtaget, ville den pågældendes datter, der på det tidspunkt var under 18 år gammel, automatisk være blevet tildelt dansk indfødsret. Ansøgerens datter vil inden vedtagelse af næste lov om indfødsrets meddelelse være fyldt 18 år. Ministeren bedes på denne baggrund oplyse, om den 18-årige vil skulle ansøge forfra om dansk indfødsret, fordi hun i mellemtiden er fyldt 18 år?” Svar: Når en ansøger om dansk indfødsret optages på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, kan ansøgerens børn under visse betingelser erhverve dansk indfødsret som såkaldte bipersoner samtidig med ansøgeren, jf. indfødsretslovens § 6, stk. 2, jf. § 5, stk. 1. Det er en forudsætning for et barns erhvervelse af dansk indfødsret som biperson, at ansøgeren har del i forældremyndigheden over barnet, og at barnet er ugift, under 18 år og bosat her i riget, jf. indfødsretslovens § 5, stk. 1, 2. pkt. Disse betingelser skal være opfyldt på tidspunktet for vedtagelsen af det lovforslag om indfødsrets meddelelse, som ansøgeren er optaget på, jf. § 3, stk. 1, i cirkulæreskrivelse nr. 9523 af 6. juni 2013 om naturalisation. Såfremt en ansøgers barn er fyldt 18 år på tidspunktet for lovforslagets vedtagelse, erhverver barnet således ikke dansk indfødsret samtidig med ansøgeren og må i stedet selvstændigt indgive en ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation. 2
© Copyright 2024