Grundejerforeningens høringssvar

GRUNDEJERFORENINGEN BAKKEBØLLE STRAND
Vordingborg, den 29. februar 2016
Vordingborg Kommune
Valdemarsgade 43
4760 Vordingborg
Att.: Dorit Mahler Jensen, Plan og Byg
Høring om små vindmøller i sommerhusområdet Bakkebølle
Vi skal indledningsvis udtrykke vores tilfredshed med, at spørgsmålet om opsætning af små
vindmøller i sommerhusområdet Bakkebølle er blevet sendt i høring hos de relevante grundejerforeninger.
Siden etablering af Grundejerforeningen Bakkebølle Strand, har grundejerforeningens skiftende
bestyrelser gjort et stort stykke arbejde for at efterleve såvel byplanvedtægten fra 1964 samt de
tinglyste servitutter fra 1967.
Det betyder, at grundejerforeningen i alle årene har arbejdet for at sikre det gode udsyn over
Storstrømmen fra alle parceller. Der er også arbejdet for vedtagelse og fastholdelse af regler der
sikre, at støj fra motoriserede have- og arbejdsredskaber bliver til mindst mulig gene for foreningens medlemmer.
Af servitutterne fremgår det, at der ikke må oplagres noget, der frembyder et ubehageligt skue –
og grundejerforeningen finder, at en vindmølle placeret lige i udsigtslinjen fra grundejerforeningens område, er et ubehageligt skue for foreningens medlemmer. Det gode udsyn for vores medlemmer er senest forbedret via etablering af fibernet i området, hvilket vil betyde at ganske
mange af de paraboler, der er sat op hos medlemmerne, vil forsvinde. Det betød også ganske
meget for udsynet, at elforsyningen blev gravet ned og luftledningerne blev fjernet fra området.
Fra grundejerforeningens side vil vi gerne understrege, at vi ikke er modstandere af foranstaltninger, der mindsker forbruget af fossile brændstoffer. Vi har i området medlemmer der har solceller på taget og enkelte med jordvarme. Solcellerne er placeret mod vandet, og frembringer
derfor ikke et ubehageligt syn for de bagvedliggende, og jordvarmen – ja, den ligger i jorden.
Hvis der kan udvindes energi med mikrovindmøller, vil vi ikke være imod en placering direkte
på taget mod vandsiden. Forudsætningen er dog, at turbinen ikke støjer på en måde, at den er
generende for naboerne. Vi er i området i forvejen generet af øget baggrundsstøj som følge af
den øgede bil- og lastbilstrafik over Farø-Broerne.
Det er os uforståeligt, at man kan foreslå opsætning af en 12 meter høj vindmølle som kan ses
fra hele området. Den foreslås placeret på et sted, hvor der er høje træer og vi har læst os frem
til, at høj beplantning kan have betydning for møllens effekt. Det fremgår, at høje træer i en radius af 150 m fra møllen, kan få konsekvenser for vindmøllens effekt. Ansøger bruger de selvsamme træer som argumentation for, at bagvedliggende naboer ikke kan se vindmøllen.
Det fremgår på Seas-NVE’s hjemmeside at en almindelig familiebolig med 4 personer bruger
4.700 kWh om året, heri er ikke medregnet varme. Af ansøgers fremsendte bemærkninger, antages det, at der på ejendommen er foretaget en række energisparende foranstaltninger, hvorfor
opsætning af en vindmølle, der producerer 10.000 KwH synes at være noget overdimensioneret.
Vi er forundrede over, at man ikke forud for et projekt, der er så omkostningstungt, har undersøgt områdets servitutter, og er vidende om, at servitutterne er udformet med henblik på at i videst muligt omfang at bevar områdets oprindelige karakter og ikke mindst udsigten.
Derfor vil vi allerede nu tilkendegive, at vi ikke vil se positivt på en ansøgning om opsætning af
en vindmølle, der i den grad vil påvirke områdets særlige karakter og udsynet fra medlemmernes parceller. Vi noterer os, at Johanneberg ikke har problemer med placeringen – de skal jo
heller ikke kigge på den, da den ikke foreslås placeret i deres udsigtslinje.
Vi hilser derfor velkomment, at kommunen tager skridt til udarbejdelse af en ny lokalplan for
området. Vi forventer, at en ny lokalplan regulerer spørgsmålet om vindmøller, således at den
følger planlovens § 14. Vi ser gerne, at lokalplanen forhindrer opsætning af husstandsvindmøller og i øvrigt understøtter såvel byplansvedtægten og områdets servitutter om at sikre at flest
muligt kan bevare den storslåede udsigt, som især medlemmerne af vores grundejerforening har
ud over Storstrømmen.
Pva. Grundejerforeningen Bakkebølle Strand
Blåbærvej 4, 4760 Vordingborg
Privat: Rolfsvej 39, st.tv., 2000 Frederiksberg
Formand:
John Fogelberg.
Frugthaven 35 Bakkebølle Strand.
4760 Vordingborg
Privat: 4447 3639 Arbejde: 3531 4025 mobil: 2660 2232
e.mail privat [email protected]
e.mail arbj. [email protected]