1. No category

Arne Nielsen
Fra ”Mit livs labyrint”
Livet er som en labyrint, hvor fødslen - livets morgensol - er dens indgang og
døden - livets aftensol - dens udgang. Menneskelivet er som en pil, der ved
fødsel sendes fra buen. Den trækker en række arvetråde efter sig. Gennem livet
bliver nye tråde med nye valgmuligheder heftet på fra vore omgivelser, så både
arv og miljø bliver afgørende for mønstret i mit livs labyrint.
Vi er præget af både vores arv og miljø. Vi har en arv med os fra vores slægt,
som er uudslettelig og dybt forankret i os hele livet, og vi påvirkes konstant af
vores miljø - den verden, der omgiver os, og de mennesker, vi knytter os til.
Alt medens vi vandrer i livets labyrint, griber, bruger eller vrager vi livets
muligheder. Du har hele livet mulighed for at vælge mellem mange gange i
dine muligheder. Men det er også vore vilkår, at vi som mennesker møder
udfordringer og krav, som vi ikke kan gå uden om, men må gå igennem.
På den måde bliver vi i vort livs labyrint som et spejlbillede af vores arv,
vilkår og valg. Når vi står ved labyrintens udgang - dødens port, kan livet ikke
kaldes tilbage.
Mine rødder
Alt mens Adolf Hitlers soldater trampede hen over Europa, fødte min mor den
9. maj 1940 som nr. tre ud af en søskendeflok på fire en dreng, der fik navnet
Arne Adolf Nielsen.
Mit fornavn skulle have været Adolf efter min farfar, men pastor Tinborg og
mor reddede mig. Blot en måned efter, at Hitler havde besat Danmark, var det
trods alt ikke velset at kalde en nyfødt og tilsyneladende levedygtig dreng for
Adolf, så der blev heldigvis sat et Arne foran, og jeg har kun nødtvunget brugt
navnet Adolf, men aldrig fået det slettet. Min fætter, der blev født 2 år senere,
fik fornavnet Adolf - og han arvede farfars lommeur.
At mine forældre som det naturligste i verden lod mig døbe i Snejbjerg kirke
den 26. maj 1940 med vores nærmeste naboer Sidsel og Otto Knudsen som
faddere, er blandt alt det gode, de gjorde mod mig, det bedste.
Alle vi fire søskende blev født på husmandsstedet „Krogslund” i Snejbjerg
ved Herning. Vi havde en tryg opvækst, hvor flid, nøjsomhed og gudsfrygt var
i højsædet og således blev vores kulturarv. Det var en selvfølge, at vi børn
deltog i det daglige arbejde, gik i søndagsskole og deltog i andre kirkelige
tilbud nogenlunde afpasset efter vores alder.
I virkeligheden var vi fem børn! Da vi skulle opløse vort hjem, fandt vi en
seddel i kommodeskuffen, hvorpå mor - helt sikker i forståelse med far - havde
skrevet: „Det er vort ønske, at 1/5 af det, vi efterlader os, skal gå til Guds riges
arbejde, da vi betragter det som vort femte barn”.
Slægten
På såvel min fars som på mors side havde man, så langt man kunne huske
tilbage, været beskæftiget ved landbrug, men i dag er ingen i den nære familie,
der er beskæftiget ved landbrug. Det fortæller noget om den forandring, det
danske samfund har gennemgået.
På min fars side er der ikke nedskrevet noget om slægten, så mine fædrene
rødder kender jeg meget lidt til. Jeg ved min farfar, Adolf Peder Nielsen havde
ni brødre og en søster, der næsten alle, inklusiv min farfar, som jeg aldrig lærte
at kende, pludselig døde af hjerteproblemer, da de var mellem 60 og 70 år.
Min farmor, Johanne Kirstine Nielsen, der var en meget arbejdsom og
troende kvinde, og som jeg husker meget godt og positivt om, sagde ofte, at
hun ønskede, at hun var blevet født med fire hænder, så hun kunne bestille
noget mere! Da hun blev ældre, kunne hun godt gå i kirke to gange om
søndagen endda til den samme præst! Hun holdt på skift juleaften hos en af
hendes seks børn, og vi fik altid lommetørklæder, som hun havde broderet på, i
julegave.
Min farfar og farmor ligger begravet på Snejbjerg kirkegård sammen med
sønnen Christian, der druknede ved badning i en mergelgrav som attenårig.
På min mors side kan slægten derimod føres helt tilbage til 1600-tallet, så der
kender jeg mine rødder bedre, da der findes hele to slægtsbøger om min mors
slægt.
Min mor og hendes elleve søskende talte altid meget om SLÆGTEN! Og de
gjorde meget for at holde sammen på den. Det er da også stadigvæk tradition,
at der ca. hvert andet år afholdes et familie- og slægtsstævne, hvor også
slægtsbogen søges ført ajour.
Min mormor Mette Skærbæk Markussen (født Mette Rahbek Frandsen) blev
født i Herborg ved Videbæk den 30. juli 1886 og døde i 1936 kun 49 år gammel,
fysisk og mentalt nedbrudt efter 12 fødsler - ja faktisk 13, da en dreng døde som
spæd.
Min mormor, som jeg aldrig har kendt, var en stille og noget tilbagetrukken
og dybt troende kvinde, der kun kom meget lidt uden for hjemmets fire vægge.
Hun fik meget sent lært at cykle, og hun havde især besvær med at bremse
cyklen. Derfor hoppede hun som regel af i farten med hvad heraf kunne følge.
Min morfar Markus Skjerbæk (ændret til Skærbæk) Markussen blev født i
Skærbæk i Nr. Vium Sogn ved Videbæk. Han var uddannet ved landbruget og
drev landbrug frem til 1941. Omkring 1899 aftjente han sin værnepligt som
dragon i Randers, så jeg følte faktisk, at jeg trådte i min morfars fodspor, da jeg
ca. 60 år senere aftjente min værnepligt som dragon i Holstebro, hvortil
dragonkasernen blev forlagt i 1953 fra Randers.
I forlængelsen af sin værnepligt overvejede min morfar at melde sig til
militærtjeneste på De Vestindiske Øer, som på det tidspunkt var en dansk
koloni. Men han opgav det, da der netop i disse år var udbrudt gul feber og
malaria på øerne, og mange døde som følge heraf. Havde han gjort alvor af sine
planer, ja, da er det ganske givet, at det var en anden slægtshistorie, der skulle
have været skrevet efter ham.
I stedet for at rejse til De Vestindiske Øer, som min kone Signe og jeg
sammen med min morbror Aage Skærbæk besøgte i 2014, blev min mormor og
morfar gift med hinanden den 25. oktober 1906 i Herborg kirke.
Sammen drev de et mindre landbrug i Fjelstervang, hvor min mor blev født.
Senere i Vorgod Østerby og fra 1925 „Hedebo” på Skibbild hede. I tiden fra
mormors død i 1936 og frem til maj 1940 var de yngste af døtrene på skift
ulønnet husbestyrerinde og reservemor for de yngste søskende, hvoraf min
morbror Anker i 1935 kun var 7 år.
I 1940 - samme år som jeg blev født - giftede min morfar sig anden gang med
enken Katrine Mikkelsen, der også fra sit første ægteskab havde flere børn. I
1941 afstod de „Hedebo” til den ældste af morfars sønner, Thomas Skærbæk
Markussen, og de flyttede ind til Skibbild by, hvor de havde adresse ikke
mindre end tre steder.
Morbror Thomas var den sidste i familien, der var aktiv landmand, og hos
hvem jeg tjente på „Bardegård” som ung karl midt i 1950-erne. Thomas blev
som 40-årig - efter en hævet forlovelse med sin kusine Mary Rejkjær i sine unge
år af årsager man ikke talte om - gift med den 10 år ældre enke Jensine
Pedersen, og de fik ingen børn. Da Thomas døde som 96-årig, var han meget
dement og boede på Luthers Missionsforenings plejehjem „Bakkely”. I hans
sidste år var jeg hans personlige værge.
I Skibbild opnåede morfar snart befolkningens tillid, så han blev betroet flere
tillidsposter. Således var han en årrække formand for Skibbild Friskole og
medlem af Nøvling menighedsråd.
Måske har min morfar aldrig været mere stolt, end da han den 13. november
1943 i Nøvling Kirke kunne bortgifte tre af sine døtre: Maria, Esther og Nanna
samme dag. - Et tredobbelt bryllup er ikke noget, der sker hver dag. Desværre
kunne jeg af gode grunde ikke selv huske begivenheden, men jeg oplevede at
være med til at fejre deres sølvbryllup, som de fejrede sammen. Både Esther og
Nanna opnåede at holde guldbryllup, men ikke diamantbryllup, da deres
mænd døde med en måneds mellemrum i foråret 2002, halvandet år før deres
60 års bryllupsdag.
De 12 søskende, hvoraf den ældste var 21 år ældre end den yngste, må trods
alt have gode gener, for i gennemsnit bliver de over 90 år, og i 1992 var de i
Guiness Rekordbog, som den søskendeflok, der sammenlagt havde flest leveår
bag sig, nemlig 870 år. Men slå Metusalem kan de dog ikke, da han ifølge
Bibelen blev 969 år. Og står det i Biblen, at Metusalem blev 969 år, så kan der
selvfølgelig ikke rokkes ved det.
Jeg har anno 2016 endnu to morbrødre og to mostre, der alle trods deres
alder klarer sig godt og ikke er færdig med livet. Således var Signe og jeg
sammen med morbror Aage på 87 år og hans datter Inger vinteren 2014 fjorten
dage på tur til De Vestindiske Øer og krydstogt i Caribien. Det klarede Aage
meget flot, og når jeg spørger ham om, hvordan han har, svarer han gerne: „Jeg
har det uforskammet godt”.
I efteråret 1952 blev morfar alvorlig syg, og hvad gjorde man så, da han ikke
længere kunne passes hjemme? Ja, så blev han nytårsdag 1953 flyttet til mit
hjem, hvor primært min mor passede og plejede ham til det sidste.
Utallige var de gæster - børn, familier og venner, der i den tid kom i vort
hjem for at sige et sidste farvel til morfar, der blev mere og mere afkræftet,
inden han døde midt i februar. Han blev begravet på Nøvling Kirkegård, hvor
min mormor 18 år tidligere var blevet stedt til hvile.
På gravstenen over mine bedsteforældre har stenhuggeren indgraveret et
forkert årstal, da det fremgår, at morfar blev født i 1888, altså ti år senere end
det korrekte årstal 1878.
Morfars sygdom og død i mit hjem, hvor jeg var 13 år, blev en tid jeg aldrig
vil glemme. Det var min første næroplevelse med alvorlig sygdom og død, som
vi alle skal møde en dag. Det har vi mennesker alle til fælles: at blive født og
død. Der imellem er livet så forskellig for os.
Mit barndomshjem og mindet om mine forældre
Far købte af sin farbror Aksel Nielsen for 21.000 kr. i 1933 under den store
økonomiske verdenskrise - den krise, som alle andre kriser siden er blevet
sammenlignet med - husmandsstedet „Krogslund” på 20 tdl. (Store Krogstrup,
Lille Krogstrup og Krogslund udgør tilsammen området Krogstrup i Snejbjerg
Sogn). Far havde 1.000 kr. på bankbogen til udbetaling til farbror Aksel, der
ikke økonomisk magtede at beholde stedet. Da han havde solgt ejendommen,
kunne han svare enhver sit, men ejede herefter ikke salt til et æg, som far sagde
det.
Far måtte, selv om mor og far havde været ringforlovet i 3 år, vente et år
længere end planlagt med at blive gift med mor, da hendes mormor og morbror
Bertel Frandsen „forlangte”, at hun fortsatte endnu et år som tjenestepige på
deres gård i Herborg, „Varnelund”.
At være tjenestepige på landet dengang var forbundet med hårdt arbejde fra
tidlig morgen til sent aften. Som tjenestepige skulle man være med til at
håndmalke køerne tre gange om dagen, med i marken til f. eks. at sprede møg
og vaske op efter måltiderne, når karlene kunne holde middagspause eller
fyraften.
Vi fire børn i søskendeflokken blev født mellem 17. november 1934 til 7.
januar 1943. Vi voksede op under små, men trygge og omsorgsfulde kår. Vi har
aldrig oplevet at gå sulten i seng, og ingen kunne som mor stege flæsk og en
kylling. Det smagte himmelsk, selv om der ikke var store stykker til hver.
Vi fik lov til at prøve kræfter med den daglige dont på husmandsbruget, der
bestod af tre sammenbyggede længer: stuehus, kostald og lade. Besætningen
bestod af syv køer, en griseso, tolv svin, 100 høns og to gule nordbaggere.
Når det kneb økonomisk, gik far ikke af vejen for at tage et ekstra job, så vi
aldrig skulle mangle noget. Således arbejdede far en tid i brunkulslejrene under
krigen og udførte forskelligt markarbejde for naboerne.
Men om søndagen og på helligdagene udførte man så lidt arbejde som
muligt. Dyrene skulle selvfølgelig passes, men man udførte aldrig markarbejde,
tærskede korn eller andet arbejde, der kunne vente til det blev hverdag igen.
End ikke i høstens tid kunne man - selv om vejret kunne drille - fristes til at
høste eller bjerge kornet i hus om søndagen.
Søndag var hvile- og helligdag, som skulle overholdes. Søndag blev en særlig
dag, som man om lørdagen forberedte ved at huset blev rengjort, vi børn fik
vort ugentlige bad, stenbroen fejet og gårdspladsen revet. Om søndagen var
man selvfølgelig i kirke, og vi børn i søndagsskole, hvor far i en årrække var
søndagsskolelærer.
Jeg husker tydeligt fra vor søndagsskoletid, hvordan vi hver blev udstyret
med en kobber femøre, som vi skulle lægge i negerofferfiguren. Når mønten
faldt, bukkede negeren dybt som tak. En handling, som i dag vil være dybt
diskriminerende, hvor man end ikke må bruge ordet neger eller spise
negerboller, der i dag er blevet omdøbt til at hedde flødeboller.
Far og mor have ikke fået helt den samme kristne opvækst og tilhørsforhold,
da far kirkeligt kom fra KFUM og Indre Mission, mens mor var vokset op i
Luthersk Missions Forenings kredse omkring Vorgod og Videbæk. Men i
Snejbjerg fandtes Luthersk Missions Forening ikke.
Derfor blev vi børn - specielt min bror Mejner og jeg - sendt på sommerlejr
ved Hemmet strand, hvor Luthersk Missions Forening dengang og den dag i
dag ejede nogle simple sommerlejrbarakker, hvor vi lærte Luthersk Missions
Forenings mere intense måde at praktisere kristendommen på. Jeg ved ikke, om
man kan kalde det en slags kristen genopdragelsesophold, men gode dage var
det.
I vort hjem blev vi opdraget med faste mønstre med morgenandagt,
bordbøn, bibellæsning, aftenandagt, aftenbøn, og mor var god til at synge med
os.
Vi havde vor gang i kirken og missionshuset, men i forsamlingshuset kom vi
ikke, med mindre venner eller naboer holdt fest der. Var der dans til disse
fester, gik mor og far hjem, når man begyndte at danse.
Vi havde ikke vor gang et sted, hvor man spillede kort, opførte dilettant,
dansede og drak alkoholiske drikke. Det kunne ikke accepteres, og da slet ikke
af et hjem, hvor man var medlem af Blå Kors. Jeg mindes dog, at jeg har været
med far til vælgermøde og velgørenhedsbankospil i forsamlingshuset, men det
var undtagelsen.
I min barndom var der åndelig set et skel mellem Dem og Os. De, der var Os,
var tilknyttet Indre Mission, der kom i missionshuset og ofte gik i kirke. De
andre havde fællesbenævnelsen grundtvigianere, der kom i forsamlingshuset
og ikke gik så meget i kirke.
I menighedsrådet var der altid flertal valgt af Indre Mission. Derimod var det
svært for Indre Mission at fastholde flertallet i sognerådet med 7 medlemmer,
der ikke var partipolitisk opdelt. Som regel lykkedes det Indre Mission at få
valgt 4 medlemmer og grundtvigianerne 3. Hermed kunne Indre Mission
udpege sognerådsformanden, der i mange år var skomager Niels Slumstrup.
Første gang, hvor der blev valgt en socialdemokrat til sognerådet, kom det til
at stå tre mod tre mellem Indre Mission og de andre. Men heldigvis for Indre
Mission var det socialdemokratiske medlem reservepostbud Karl Jensen, der
var tilknyttet Indre Mission, der således fortsat kunne bevare flertallet.
Også i det øvrige foreningsliv var der skarpe skel. Idrætsudfoldelserne
fodbold og håndbold skete for grundtvigianernes vedkommende på banerne i
Snejbjerg by, og gymnastikken om vinteren i forsamlingshuset.
KFUM & KFUK’s Idrætsliv, hvor sommerhåndbold var eneste aktivitet,
foregik på en lejet græsmark hos en landmand, der havde sympati med KFUM
& KFUK, således hos mine forældre i flere år.
KFUM & KFUK idræt havde deres egen turnering, og en trænings- eller
kampaften blev altid afsluttet med andagt, sang, gode ord og aftenbøn.
I KFUM & KFUK udøvede man ikke idræt om søndagen. En regel, der dog
blev slækket lidt på, da man begyndte med håndboldstævner søndag
eftermiddag og aften sidst på sæsonen. Ved disse stævner fandt man ofte sin
første kæreste under de afsluttende sangleje, der sluttede med „Møllevinge”,
hvor man havde fast partner - nøje udvalgt om muligt, og helst ikke udensogns,
for var hun det, kunne det jo resultere i en meget lang cykeltur.
Mit hjem var et gæstfrit hjem. I over 20 år blev der hjemme på „Krogslund”
holdt Skt. Hans Aften for de unge i KFUM og KFUK. Disse Skt. Hans fester var
højdepunkter i barndommen. Det var også et tegn på gæstfrihed, når de unge
fra KFUM & K fik et stykke græsmark stillet til rådighed om sommeren til at
spille håndbold på.
Jo, der kom mange gæster og gode mennesker i vort hjem. Det gjaldt også i
højtiderne og ferierne, da vort hjem tidligt blev erstatningshjem for fars og mors
yngre søskende.
Samtalemøder, der var benævnelsen for datidens bibelkredse, var en
ugentlig begivenhed. De blev holdt mindst en gang i kvartalet hjemme hos os.
Hertil kom de halvårlige Sudanmissionsaftener og ungdomsmøder for KFUM
og KFUK.
Mindst en gang om året indbød far og mor naboer og venner til
kaffebordssammenkomst, hvor der var mange slags hjemmebag - mindst seks
slags. Det var altid mændene, der drak kaffe først i dagligstuen, efter at de
havde beset mark og stald og duftede derefter. Derefter var det kvindernes tur,
og mændene fortrak til den pæne stue med glød i cigaren, der altid var blevet
budt rundt efter kaffen.
Selvfølgelig skulle såvel posten som mælkekusken have formiddagskaffe
mindst en gang om måneden.
Mindet om min far
Far var den åbne jævne mand. Han sagde, hvad han mente, og han gik aldrig af
vejen for at hjælpe andre.
Far havde sin fundamentalistiske tro, og hvad der stod i Biblen, kunne der
ikke rokkes ved. Således have jeg i min visdom fundet ud af, at der et sted i Det
gamle Testamente kunne læses, at harer var drøvtyggere, hvilket de ikke er. Da
jeg ville belære far om det, var hans promte svar på sit gæve jyske: „Så fandtes
der nok en anden slags harer dengang”, og så var den diskussion slut.
Far var imod kvindelige præster, men da en sådan blev ansat ved Sct.
Johannes Kirke i Herning, viste far sit storsind. Han opsøgte den unge pastor og
sagde til hende: „Du skal vide, at jeg er imod kvindelige præster, men når du
nu er blevet ansat, skal du være velkommen”. For mig viste det alt om fars
storsind og ærlighed.
I flere år havde far „opsyn” med en ældre gårdmandsenke, Kirstine
Lyngholm, der boede tæt ved os, og som far havde kendt helt fra sin ungdom.
Hun var en meget sparsommelig dame, der havde det store ønske, at hun ikke
skulle slutte sine dage på et plejehjem.
Dette ønske tog far og til dels mor på sig at opfylde. I den allersidste tid for
hende kom far trofast på tilsyn dag og nat mindst hver anden time, og hun fik
lov til at død i sit hjem.
Forinden hun døde, insisterede hun på, at far skulle arve alt efter hende. Det
var far imod, for det var ikke derfor, han havde påtaget sig plejeopgaven. Men
far måtte overgive sig, og det juridiske blev ordnet, og hun faldt til ro.
Efterfølgende gav far alle kontanter vil velgørende kirkelige formål, og
indboet blev fordelt til fjerne slægtninge, og kunne vi børn bruge noget, fik vi
det. Resten blev givet til Blå Kors’ genbrugsbutik. Mor og far skulle ikke selv
have noget.
Langt op i 70-erne var far kirketjenerafløser ved Sct. Johannes Kirke i
Herning. Hus og have blev til det sidste passet med flid og omhu. Ja,
græsplænen var så passet og plejet, at selv golfspillere ville spærre øjnene op,
hvis det var en green.
Jeg kan endnu se for mig, hvordan far uanset vejret dagligt gik lange ture
med hunden Tocky som tro følgesvend. Far var langt fra nærig, men var der f.
eks. tilbud på sodavand, hentede far gerne to kasser på trillebøren, for når man
nu kunne tjene 10 kr. ved at købe 2 kasser på en gang, hvorfor så ikke gøre det?
Far havde tillid til os børn, som han havde til andre. Da vi blev ældre og
skulle ud på egen hånd, sagde han altid, hvis ikke han vidste, hvad vi havde
gang i: „Jeg stoler på, at I ikke kommer ud i noget skidt”. Med den tillid i
baghovedet var det svært at gøre noget, far ville være ked af.
For far var den kristne tro en ægte del af hverdagen - ja, faktisk selve livet.
Det gav sig også udslag i, at han sammen med mor engagerede sig trofast og
aktivt i det kirkelige arbejde både i Snejbjerg og Herning. Når far holdt bøn
efter at have læst et stykke for os af andagtsbogen, formede hans bøn sig
nærmest som en samtale med Gud.
Vi vidste altid, at far stod inde for det, han gav udtryk for. Det betød alt for
ham, at han fik budskabet givet videre til os i familien og omgangskredsen,
også selv om de helst havde været fri. Far var ikke den, der fordømte, men
kunne være meget kontant, hvis han syntes nogen gjorde noget forkert. Far
viste i hverdagen gennem ord og handling den vej, han selv gik med sikre
skridt i lyst og nød.
Jeg beundrer min far meget den dag i dag, og jeg ville ønske, jeg kunne gå i
hans fodspor.
Da far døde, skrev jeg på vegne af os fire søskende følgende mindeord om
far til Herning Folkeblad:
„Efter et langt liv i 90 år sov vores kære far, Peder Nielsen, mandag den 11.
januar stille ind i hjemmet i Kampmannsgade i Herning.
Fars flittige hænder
Far blev som den ældste af en søskendeflok på syv født på et husmandssted i
Snejbjerg den 28. sept. 1908.
Efter konfirmationen tjente far på landet, indtil han i 1932 købte
landejendommen ‘Krogslund’. I 1933 blev far gift med mor, og sammen drev de
ejendommen til 1957.
Vi fire børn voksede op under små - men trygge kår. Når det kneb
økonomisk, gik far ikke af vejen for at tage et ekstra job, så vi aldrig skulle
mangle noget. Således arbejdede far en tid i brunkulslejrene og udførte
forskelligt markarbejde for naboerne.
Far var aldrig bange for at tage fat. Det gjaldt også, da ejendommen blev
byttet med et mælkeudsalg på Fruehøj, og senere da han startede et spoleri på
Danasvej. Far nøjedes aldrig med en arbejdsdag på 8 timer.
Heller ikke da han blev pensionist, blev far passiv. En tid som pensionist var
han kirketjenerafløser ved Sct. Johannes Kirke i Herning. Dagligt gik han sine
lange ture med hunden Tocky som tro følgesvend. Hus og have blev til det
sidste passet med flid og omhu.
Fars omsorgsfulde hænder
Men midt i den travle hverdag glemte far aldrig omsorgen for mor og os børn.
Og omsorgen og kærligheden blev også bredt ud til hans svigerbørn, børnebørn
og oldebørn.
Altid var det os, der kom i første række, for at vi kunne få en tryg og god
opvækst. Far gav altid i harmoni med mor tid, kræfter og et åbent hjem til
familien, venner og naboer.
I over 20 år blev der hjemme på ‘Krogslund’ holdt Skt. Hans Aften for de
unge i KFUM og KFUK. Det var højdepunkter i os børns barndom, også når de
unge fik et stykke græsmark stillet til rådighed om sommeren til at spille
håndbold på.
Jo, der kom mange gæster og gode mennesker i vort hjem. Det gjaldt også i
højtiderne og i sommerferierne, da vort hjem tidligt blev en slags hjem for fars
og mors yngre søskende.
Altid var der tid og plads til os alle. Lige til det sidste blev vi i modgang og
medgang alle omsluttet af fars omsorg og kærlighed.
Fars foldede hænder
Gennem hele livet var far en helstøbt kristen, og han forblev til det sidste dybt
forankret i den tro, hvori han var døbt.
Denne levende tro mødte vi børn ved daglig andagt, bordbøn, aftenbøn og
om søndagen gennem søndagsskole og kirkegang.
For far var troen en ægte del af hverdagen - ja, faktisk selve livet. Det gav sig
også udslag i, at han sammen med mor engagerede sig trofast og aktivt i det
kirkelige arbejde både i Snejbjerg og Herning.
Vi vidste altid, at far stod inde for det, han gav udtryk for. Og det betød alt
for ham, at han fik budskabet givet videre til os i familien og omgangskredsen.
Men far var ikke den, der fordømte. Nej, han viste i hverdagen gennem ord og
handling den vej, han selv gik med sikre skridt i lyst og nød.
Far var den, der aldrig havde mere travlt, end der var tid til de foldede
hænder i bøn og forbøn. Det gav ham styrke og tryghed til at nå alt det, han fik
udrettet.
Det var i den tro, der viste sig at bære hele vejen, far sov stille ind.
Tak far
Nu måtte fars travle, omsorgsfulde og foldede hænder give slip i det liv, han
elskede, men som far også var parat til at slippe, fordi han havde lagt sit liv i
Guds hænder.
Vi står nu, hvor far ikke er her mere, tilbage med savnet. Vi har dog kun
grund til at sige tak for gode minder gennem mange år. Og takken og tankerne
går også til mor, der efter 65 års ægteskab sidder alene tilbage, men vi vil som
søskendeflok stå sammen om dig, så din sidste tid må blive tryg.
Idet vi ærer fars minde, vil vi sige tak – også til familie, naboer og venner, der
var trofaste mod far og også fortsat vil være det mod mor.
Bodil, Arne, Mejner og Hanne”.
Mindet om min mor
Mor var af væsen mere stille end far og mere bekymret, hvilket hun må have
arvet fra sin mor, og noget af det samme har jeg selv arvet. Mor var bekymret
for os børns ve, vel og færden. Hendes ord til os, var altid, når vi skulle ud
alene: „Opfør jer nu pænt, for Gud ser alt”.
Mors bekymringer kunne være mange: Manglende nedbør, når kornet skulle
gro og for meget, når det skulle høstes og bjærges i hus. Bekymringerne kom
også frem, når det kunne knibe med at få købmands- og foderstofsregningerne
betalt til tiden. Mor var bekymret for, at vi børn skulle falde i mergelgraven
eller komme til skade med den gamle hakkelsesmaskine på loftet. Var det
tordenvejr om natten, blev vi kaldt op, så vi kunne komme ud, hvis lynet slog
ned, og ejendommen brændte. Jo der var nok at bekymre sig om, og jeg har
endnu mors bog: „Guds kur mod bekymring” til at stå i min reol.
Mor havde gode evner, og var hun vokset op i vor tid, ville hun givet have
fået en boglig uddannelse. Men den mulighed eksisterede ikke for mor, der
kom ud at tjene, da hun var 10 år. - Så var der da den mund mindre at mætte.
End ikke et højskoleophold, som mor så gerne ville have haft, og som mange
af hendes søskende fik på Luthersk Missionsforenings Højskole i Hillerød, blev
der mulighed for.
Det var mor, der hjalp os med lektierne, og det var mor, der ønskede, at
hjemmet var med i missionshusets læsekreds, hvor ca. 10 bøger, som far som
regel ikke fik læst, gik på skift i kredsen. Hver familie betalte en bog, der tilfaldt
køberen, når bøgerne i vinterens løb havde været rundt i kredsen. Det var bøger
med godt åndeligt indhold, og gik det vidt, kunne der snige sig en enkelt bog af
den svenske forfatter Leonard Strømberg ind.
Mor var et meget arbejdsomt, omhyggeligt og omsorgsfuldt menneske. I dag
vil vi sige, at mor kunne multitarske, da hun på samme tid kunne klare at give
os børn vores ugentlige lørdagsbad i zinkbaljen på køkkengulvet, overhøre os i
Katekismus og skrubbe køkkengulvet.
Ingen kunne som mor stege flæsk eller den kylling, far en time forinden
havde rykket eller hugget hovedet af. Det var ikke de store stykker, men vi blev
i sandhed alle mætte.
Da far døde pludselig, og mor var indlagt på Herning sygehus med en
brækket hofte, må mor have tænkt: nu har jeg ikke mere at leve for.
Mor var ikke med til fars begravelse, men hele hendes nære familie besøgte
hende på sygehuset. Her tog hun afsked med os alle. I særlig grad havde hun
opmærksomheden rettet mod hendes otte kære børnebørn, som hun samlede
om sengen, hvor hun tog kærlig afsked med dem.
De sidste ca. 14 dage mor levede, var vi ikke i kontakt med hende, og hun
ville ikke - nok fast besluttet på at ville dø - indtage mad eller væske.
Vi følte, at mor var tryg, når vi fire søskende på skift holdt hende i hånden.
Langsomt ebbede mors liv ud, og Bodil og jeg var hos hende, da hun sov ind.
Da mor døde 25 dage efter far, skrev jeg følgende om mor til Herning
Folkeblad:
LIVETS LYS
Livets lys for mor er stille slukket,
det blev tændt i 1910.
I dåben døbtes du til Ham,
din lid, den satte du til Gud.
Mor har levet livet i sin tro,
trofast var hun livet langt.
Mor lærte os midt i sin travle dag
at bede Fadervor fra vi var små,
hun tændte vores lys med sit.
Din dag var fyldt af pligt og gøren
for dine børn og mand og kære.
Hvor end vi gik og var,
din forbøn, dine tanker var hos os.
Altid var du rede til at gå
med Bud og hjælp til dine kære,
du mødte os med smil og fred.
Var dagen trang og midler få,
mor havde kræfter til at holde ud.
Når bekymring trængte på,
du søgte hjælp hos Gud,
din tro den bar dig alle dage.
En værdig, trofast mor vi ejed’,
af småt ku’ du få noget stort,
for kærlighed og omsorg var din hu,
hjælpsomhed og giversind var al din flid.
Du ville give alt til far og os.
Et hjem med nøjsomhed, men dog så rig,
det blev det trygge hjem og liv for os.
At gud er stor, når vi er små,
det blev de minder kære mange,
du gav til dine fire, og alle vore kære.
Vi har kun TAK at bringe, kære mor,
for livet, som du gav til os.
Vor dag er kort, men rig og god,
fordi vi fik en mor som dig.
Nu fik du fred.
Nu brændte livets lys så stille ud,
men evigt er det tændt hos Gud,
fordi: „Min nåde er dig nok”.
Far og mor var ikke to alen ud af samme stykke, men de var uadskillelige, og de
supplerede på forbilledlig plan hinanden i de 69 år, de fik lov til at have
hinanden. Efter de med 25 dages mellemrum døde den 11. januar og 5. februar
1999, blev de med stor følge stedt til hvile på Vestre Kirkegård i Herning. På
gravstenen er der skrevet: „Min nåde er dig nok”, og det var den!
Jeg savner stadig mine forældre, og det siges med megen sandhed, at når
man har mistet sine forældre - ingen har at kunne kalde mor og far - så bliver
man først rigtig voksen.
Den erindringsløse tid
Man siger, at normalt kan man ikke huske ret meget fra sine fem første leveår
med mindre, der er noget, som har gjort særlig stort indtryk på én. Men jeg tror
til gengæld, at man kan få en ting - også fra ens tidligste tid - fortalt så mange
gange, at man tror, man kan huske det.
Jeg har således mange gange fået fortalt af min onkel Knud, der under krigen
en kort tid boede derhjemme som brunkulsarbejder, at jeg med en hæklenål fik
fisket kys kager, som mor lige havde bagt, til mig og skubbet langt ind på
køkkenbordet. - Jeg husker det ikke, men det skulle ikke undre mig, om det
passer.
Mor påstod, at jeg som lille havde været en god og tålmodig dreng. Hun har
fortalt mig, at jeg kunne sidde i barnevognen for enden af roemarken og lege
med små sten uden at kny, når hun hakkede roer.
Jeg kan ikke huske det, men jeg kan forestille mig, hvordan jeg så mor
forsvinde længere og længere ud i horisonten langs med roerrækken. Væk
havde hun nok næsten været, når hun vendte om ved enden af rækken, hvor
diget dannede skel til naboen, og igen komme nærmere og nærmere. Jeg er
sikker på, at når hun nåede barnevognen igen, fik jeg et kærligt strøg over
kinden. At give os børn et strøg over kinden og et kærligt knus blev mor ved
med lige til sin død.
Fra krigen husker jeg kun ganske lidt, men dog at vi stod op om natten for at
tærske korn, hvor der var strøm nok til det. Det kneb det med om dagen.
Jeg mener også, at jeg kan huske, at de engelske flyvere kastede
sølvpapirstrimler ned for at sløre for tyskerne. Sølvpapiret blev samlet op af
min storesøster Hanne (døbt Johanne Kirstine efter sin farmor) og medbragt i
skole, hvor man brugte det til i det, vi i dag kalder billedkunst. Under krigen
var der mangel på næsten alt, også skolematerialer.
Jeg ser også for mig, at far havde en massiv træstok til at stå ved siden af
sengen - min lillesøster, Bodil og jeg sov jo som de mindste ved mor og far i de
hvide dobbeltsenge - som han kunne forsvare familien med, hvis det blev
nødvendigt. Far medbragte også stokken, når han sammen med et par naboer
gik vagt i området, efter at politiet i 1944 var gået under jorden eller blevet taget
til fange og ført til fængsler og koncentrationslejre, hvorfra mange aldrig vendte
tilbage. Gjorde de det, var det med ar på sjælen for altid.
Efter krigen talte min mor og hendes familie meget om onkel Janus (gift med
mors faster Mette Marie Markussen), der var grænsegendarm ved den dansktyske grænse i Sønderjylland. Han blev taget til fange og kom i
koncentrationslejr i Neuengamme, hvorfra man aldrig hørte fra ham igen.
En ting, der prægede tiden under krigen og de første år, var den stramme
rationering, der var på dagligdagens varer. For rygerne var det særlig slemt, da
man var afhængig af udenlandske varer som tobak. Ja, de mest inkanerede
rygere begyndt selv at dyrke tobak, men for at ryge det, skulle man vist være
meget afhængig. Mon ikke det smagte, som da vi som større begyndte at ryge
tørrede skræppeblade i garntrisser?
Også kaffe var en stor mangelvare, som man forsøgte at erstatte med Rich’s
og Dannark’s med et fint samlemærke i hver pakke til at klistre ind i et dertil
fortrykt samlealbum.
Måske var det lidt nemmere på landet at tilvejebringe visse varer, som man
selv producerede uden om rationeringen. Men helt op til først i 50’erne blev der
handlet og byttet lystigt med rationeringsmærkerne.
Den aften den 4. maj, hvor vi hørte i radioen, at de tyske tropper i Holland,
Nordvesttyskland og Danmark havde kapituleret, glemmer jeg aldrig, og når
jeg siden har genhørt befrielsesbudskabet fra London over BBC, kan det
stadigvæk få de små hår til at rejse sig på mig.
Så snart frihedsbudskabet havde lydt om, at besættelsen af Danmark var
ophørt og blevet gentaget, blev der straks skikket bud til vores naboer og far og
mors bedste venner og fortrolige Sidsel og Otto Knudsen, der ikke havde radio
og derfor ikke havde hørt det glade budskab. Netop Sidsel og Otto, der både
blev skatteopkræver og medlem af sognerådet, var dem, man skulle fejre den
lange ventede begivenhed med. Og selv om der var rationering på alt, blev der
alligevel fundet så meget i gemmerne, at der blev god mad nok til at holde
takke- og frihedsmåltid med.
Det var vel næsten som i Martin A. Hansens novelle „Agerhønen”, hvor der
blev tændt håb i familien, da agerhønen fløj mod døren, og der blev mad til hele
familien, og man kunne spise fremtidshåbets festmåltid.
Min barndomsjul
Der findes næppe nogen anden begivenhed som julen, der kan samle os i fælles
forberedelse og forventning. Det gælder fra barn til olding. Og der findes
næsten ikke det ord, der ikke kan sættes jul foran.
I min barndom husker jeg ikke, at man talte om jul før december og før Dahls
Varehus udsendte deres store julekatalog med alle dets fristende juletilbud.
Min julekalender var en stor kartoffel – der, hvis det gik højt til, var pakket
ind i sølvpapir - med 24 tændstikker som ben, hvoraf vi fjernede én hver dag.
Når kartoflen kun havde to tændstikker tilbage og væltede om på ryggen, så
var der kun to dage til jul.
Selv om der højst var 24 dage med forberedelse til julen, så kunne det for et
barn opleves som en uendelighed. Mens vi ventede på at få tiden til at gå,
havde mor travlt og var bekymret for, om hun kunne nå at blive færdig til jul.
Da jeg var barn, var der ingen TV-kanaler med et hav af julereklamer eller
julekalendere for børn og voksne. Der fandtes kun ét radioprogram, der tæt op
under jul sendte de store dagblades juleprogrammer, og hel tæt på jul var man
først, når Danmarks Radio sendte de populære Knas og Quiz programmer tre
dage før jul.
Der blev slaget julegris og heraf lavet blodpølse og fedtegrever, henkogt i
store glas, fyldt op i saltkarret i kælderen, hængt skinke på loftet og lavet
grisesylte. Der skulle købes juletræ og julegaver, gøres rent, bages småkager af
mange slags og pyntes op med gran over de afdødes billeder og hængt
kravlenisser op på passende steder, for det egentlige juleindhold havde jo ikke
noget med nisser at gøre.
Adventskrans mindes jeg ikke, vi havde i mit barndomshjem, men der blev
skrevet et stort antal julekort til familie og venner. Det var utrolig, hvor meget
mor kunne få til at stå på et enkelt julekort, og selvfølgelig var julekortet med
postmester Ejnar Holbøls geniale opfindelse fra 1904 - det danske julemærke.
I julen skulle der være så lidt arbejde som muligt ude og inde. Før jul var der
kørt roer ind, tærsket og malet korn, så det ikke var nødvendigt i
halvhelligdagene. Men mor havde nu nok at gøre også i selve julen med at varte
os andre op. Tak for det, mor!
Undertiden havde vi 4 børn sommeren igennem gået og fodret en flok gæs
op, som skulle slagtes op under jul, og hvad salget af én gås til slagteren kunne
indbringe, måtte vi hver få til at købe julegaver for.
Det var Otto Knudsen, vores gode nabo, der aflivede gæssene ved at stikke
dem i nakken - en pinefuld død må det have været. Gæssene skulle plukkes
med stort omhu, da dunene skulle bruges til en ny dyne, når der i løbet af et par
år, var dun nok til det.
Et år fik jeg fik ondt af Otto og Sidsel - mine faddere - der ikke selv havde en
gås til juleaften. Jeg bestemte, at de skulle have min gås, og så kunne jeg bruge
de penge, jeg havde tjent ved at samle kartofler om efteråret for 2 øre pr. spand
til julegaver.
Mine forældre havde nok fortalt dem om mine hensigter på forhånd, for efter
at jeg iklædt nissehue havde afleveret gåsen til Otto og Sidsel, fik jeg en pose
med julegaver til mig selv med hjem. Den indeholdt min første sparekassebog
på 15 kr., legetøj (tekno sættet - den lille ingeniør) og andre gode ting inklusiv
slik og pebernødder til deling med familien. Det var i sandhed alle tiders gode
idé, jeg havde fået.
I skolen var det en stor dag, når de bestilte julebøger kom hjem og skulle
betales med de femøres sparemærker, vi havde på skolens opsparingsordning.
Alt efter vores alder var det som regel: „Den lille julehistoriebog” eller
„Historiebogen Børnenes Julebog” og i det syvende skoleår måske „Mod jul”.
Undertiden købte mine forældre „Ved julelampens skær”, hvor der bl.a. var
julehistorier om kærlighed med en lykkelig slutning efter mange
fortrædeligheder.
Et julehæfte, der altid blev anskaffet i mit hjem, var „Juleneget” udgivet af
Luthersk Missions Forening. Stykkerne heri var fuldkost om julebudskabet. Til
hver dag var der et andagtsstykke, som vi børn måske ikke forstod så meget af,
men hørte efter så godt vi kunne.
Julegaverne købte vi i mange år hos vor købmand, et søskendepar og
ungmøer, tror jeg nok, der drev købmandsforretning i Albæk. Her var der efter
datidens vareudbud meget børn kunne ønske sig. Julegaveindkøbet, der var en
familiebegivenhed, hvor de voksne drak kaffe, der var en blanding mellem
Rich’s og Danmark’s, og der blev stillet julegodter frem for os børn.
Når der skulle købes julegave til en selv, blev man efterladt i stuen, så
indkøbene kunne foregå i dybeste hemmelighed. Når de udvalgte ting var købt
og pakket ind til det ukendelige, flyttede søstrene rundt med varerne eller
fyldte op på hylderne, så hemmeligheden om, hvad der var blevet købt, kunne
bevares. Et år bar jeg selv min julegave hjem i den tro, at det var en høj blomst
til mor.
Da vi blev lidt ældre, tog vi en eftermiddag til Herning på juleindkøb, hvor
udbuddet efter datidens begrænsninger var enorme. Et år blev jeg væk i den
voldsomme trængsel og alarm. Heldigvis blev jeg storgrædende genfundet af
vores nabokone og genforenet med min familie.
Selve julen blev indledt med gudstjeneste i Snejbjerg kirke, hvor der var
tændt juletræ og sunget solosalmer af vores lærer. Disse julegudstjenester føltes
meget lange, og kirken var propfyldt, for også dengang var der folk, der
nøjedes med at gå i kirke juleaften.
Julegaverne var små, men kærkomne. Men det kunne alligevel godt blive til
nogle stykker, når der var gave fra mine tre søskende, far og mor og bedstemor.
Bedstemors gave til alle børnebørnene var to lommetørklæder, hvorpå hun
havde broderet vore navne, eller også var det lange hjemmestrikkede strømper
af groft garn. De nåede langt op på låret og holdt oppe med elastik hosebånd.
De kradsede, men var dejlig varme, så det var unødvendigt med lange bukser
udenpå - selv om vinteren.
Når endelig der var spist god julemad, vasket op - det tog altid en evig tid og danset om juletræet, var det julegavetid.
Julegaverne blev ikke lagt under juletræet, men i en lænestol, hvorfra far
uddelte på skift til os børn, mor og bedstemor - hvis hun var på besøg det år, for
det gik meget præcis på skift mellem hendes seks børn og deres familier
Efterfølgende fandt mor slik og pebernødder frem, og da man igen kunne få
appelsiner. fik vi også det, og det helst med en sukkerknald i. Der var altid
hjemmelavet konfekt, lavet efter en bestemt opskrift, som mor havde. De første
mange år uden marcipan - det kunne ikke købes. Men der var masse af
flormelis og farvestof i, og sødt og godt smagte det.
Jeg husker, at vi ofte havde gæster i julen - ikke mindst af mine ungkarle
morbrødre - der ikke havde noget hjem at fejre jul i.
Min mor havde som bekendt 11 søskende, men ingen af dem kunne huske, at
de alle har været samlet juleaften. Man var ude at tjene fra ca. 10 år, og så holdt
man jul der.
Juledagene blev brugt til læsning, samvær, gæster, leg og spil - ikke mindst
spillede vi 500 med æselkort, da spillekort ikke fandtes i mit hjem.
Så optaget af spillet kunne vi blive sammen med morbror Aage, der tilbragte
mange dage i julen hos os, at det fortsatte til efter midnat. Jeg husker, at engang
slukkede mor for lyset ved hovedafbryderen, der sad i soveværelset, kl. 24. Men
vi fortsatte spillet i stearinlysets skær. Da blev strømmen igen tilsluttet. Mor
tænkte nok, at det var bedre, at vi spillede videre, end at stearinlyset tændte ild
i noget, og huset brændte!
Når vi kom ind i halvhelligdagene, stod det ikke - som i dag - på
julegavebytteri. Man var glad for det man fik, og den nye dampmaskine, jeg fik
et år, kørte på fuldt tryk med husholdningssprit som drivkraft.
Den store begivenhed i halvhelligdagene - ud over det lille kvantum daglige
godter - var juletræsfest i missionshuset, og dem var der af for alle aldre:
familiejuletræ, de unge, samfundets og de ældres, alt efter alder.
Familiejuletræsfesten var en stor begivenhed. Vi var mange, og der blevet
gået om det kæmpe store juletræ, sunget sange og salmer, holdt tale, leget
børnesanglege, læst historie og prikket over i’et var, når der til sidst blev delt
godterposer ud til alle børn af julemanden.
Vi måtte derimod ikke deltage i familiejuletræsfesten i forsamlingshuset. Der
gik grænsen, for i forsamlingshuset brugte man også at danse, så der kunne
man ikke som missionsfolksbørn komme med god samvittighed.
Vi havde ikke mandelgave juleaften i mit hjem. Den havde vi først
nytårsaften, hvor der så var mulighed for en ekstra lille gave til den heldige, f.
eks. en marcipangris. Til dessert fik vi altid mors hjemmelavede citronfromage,
og juletræet blev også tændt nytårsaften.
Efterhånden som vi blev større, fik vi også lov til at gå ud at lave nytårsløjer
og skyde nytår ind. Radius for denne aktivitet blev med alderen større og
større. Det var jo gode løjer, hvis man kunne få held til at fjerne naboens
møgbør eller kaffekande.
Undertiden kunne løjerne nærme sig hærværk, når nabogårdens karle skilte
den stive arbejdsvogn ad for at samle den igen på udhusets tagrygning. Så vidt
gik det hos en gårdejer, at han måtte ansætte nytårsvagter; nok for at holde
tidligere hævntørstige karle på afstand.
Nytårsdag skulle hele familien lytte til radioens mindegudstjeneste fra
Zionskirken i Esbjerg for fiskere, der var omkommet i årets løb. Jeg husker, at et
år var der hele 17 fiskere, der havde mistet livet ved fiskeri. Det år græd vi
ekstra meget.
Juletræet blev aldrig smidt ud inden efter helligtrekonger, for der skulle også
danses om det til min bror Mejners og søster Bodils fødselsdag den 6. og 7.
januar. I Signes hjem fik juletræet som regel lov til at stå til efter hendes
fødselsdag den 24. februar, men da var der kun grenene tilbage, nålene var for
længst faldet af.
Når skolen begyndte igen den første hverdag efter hellig 3. konger, blev julen
pakket sammen, for den varede ikke, som vi synger, lige til påske med fastelavn
imellem.
Arne Nielsen, Holstebro
April 2016