Kære studerende Tillykke med din optagelse på diplomingeniøruddannelsen Maskinteknik. Vi arbejder i Studiestarten hos studenterorganisationen Polyteknisk Forening (PF) for en god start på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og du er derfor inviteret til en introdag, inden selve undervisningen starter. Vi mødes tirsdag d. 24. januar kl. 9:30 foran DTU’s hovedbygning (bygning 101, indgang B). Herefter følges du med din vektor (rusvejleder) til et lokale, hvor der vil være morgenmad og efterfølgende nogle oplæg om studiet og studielivet. Vi anbefaler, at du tager frokost med, så du kan bruge tiden med dine medstuderende, men alternativt er der en Netto inden for kort afstand. Kl. 15:00 vil der være officiel velkomstreception med DTU’s rektor og dekan samt en formanden for PF. Efter dette vil dagens planlagte indhold være ovre, men vi håber, at du har lyst til at blive til en øl, sodavand eller bare hygge med os og dine medstuderende. Vores rusture begynder dagen efter og løber fra onsdag d. 25. januar til lørdag d. 28. januar. Vi anbefaler, at du deltager, hvis du har tid, da det er en god mulighed for at møde folk fra både din egen og andre diplomingeniørretninger. Du går dog ikke glip af undervisning og indhold af kurser ved ikke at deltage. Når du har tilmeldt dig rusturen, vil du ca. en uge før afholdelse modtage praktiske informationer om turen. Info vil blive sendt på mail. Er du bange for, at din invitation ikke er kommet frem? Når du har dobbelttjekket spamfilteret, og der ikke er længe til introdagen, kan du kontakte KABS (se nederst på siden). For relevante datoer op til studiestart kan du tjekke DTU’s hjemmeside. Her finder du blandt andet tilmelding til brush-up kursus i matematik og diverse deadlines. Du kan også finde en Facebook-gruppe for din årgang her. Det giver dig mulighed for at finde dine studiekammerater online, få nogle opdateringer og stille spørgsmål, der er relevante for alle. Det er ikke nødvendigt at melde sig ind, hvis man ikke har en bruger eller ikke har lyst. Vi glæder os til at se dig Venlig hilsen Vektorerne og KABS på Maskinteknik Har du spørgsmål? Koordinator af Bachelor Studiestarten (KABS) hos Polyteknisk Forening Jeppe Sode Rung Mail (foretrækkes): [email protected] Telefon: 24 21 60 77
© Copyright 2024