NY SAMFUNDSREDAKTØR SØGES TIL TV 2/FYN 2017 bliver et

NY SAMFUNDSREDAKTØR SØGES TIL TV 2/FYN
2017 bliver et stort journalistisk år for TV 2/Fyn. Vi søger derfor en ny samfundsredaktør, som skal stå i
spidsen for at forandre vores politiske redaktion til en ny samfundsredaktion. Her vil vores politiske
redaktør, Jesper Buch, fortsætte som politisk kommentator.
Samfundsredaktionen skal styrke TV 2/Fyns nyheder med mere relevans, nærhed og case-baseret
journalistik. Både på tv, digitale og sociale platforme - og på de tidspunkter, som passer til seere og
brugerne. Politik vil, især i et kommunalt valgår, fortsat være et centralt stofområde, men altså ikke det
eneste.
Som samfundsredaktør har vi store forventninger til dig som journalist og redaktør med noget på hjerte. TV
2/Fyn bliver allerede nu opfattet som fynboernes vigtigste kilde til nyheder og den vigtigste meningsdanner
i den fynske region. Vi har en ambition om, at vores journalistik oplyser og engagerer det fynske folk til
gavn for Fyn, den demokratiske debat og udviklingen i hele den fynske region.
Det skal dine visioner og handlekraft bidrage til.
To hovedopgaver for samfundsredaktøren
Du får to hovedopgaver som samfundsredaktør hos os:


Dels at lede samfundsredaktionen i det daglige - i tæt samarbejde med nyhedsredaktører og
redaktionschefer. Fokus er på produktion af egenhistorier, der sætter dagsorden og skaber debat.
Dels at sørge for, at TV 2/Fyns nye strategi – digitalt, på alle platforme og med relevant indhold tæt
på det fynske folk – bliver en naturlig del af indholdet fra samfundsredaktionen.
Din nye samfundsredaktion består af fire reportere fra den politiske redaktion, en fast fotograf og skiftende
journalistpraktikanter. Redaktionen er selvtilrettelæggende, og du skal som redaktør på daglig basis
balancere og prioritere mellem kravene til både planlagte, velresearchede egen-historier og
nyhedsparatheden. Overblik, planlægning, lederskab til at få ideer fra dig og redaktionen omsat til
markante egen-historier er en forudsætning. Ud over faglighed skal du også medbringe godt humør og en
insisterende vilje til at ville samarbejde på tværs af huset.
Som ny samfundsredaktør indgår du selv i nyhedsproduktionen. Tv-erfaring er derfor en fordel, men det er
ingen betingelse.
Samlet og optimistisk strategi i gang
TV 2/Fyn vedtog i sommer en fornyet, optimistisk og indholdsdreven strategi.
Her i efteråret har vi rullet de tre første strategiprojekter i gang: ”Nyheder fra morgen til aften”,
”Journalistik på alle platforme” og senest lanceringen af ”17til20”, et tre timers dagligt, direkte
nyhedsshow. Resultaterne er allerede positive og giver mod på de næste udviklingsprojekter, som er klar til
affyring i 2017.
Som samfundsredaktør får du en central rolle i den fortsatte udvikling. Også i at udbygge det allerede tætte
og daglige samarbejde med de øvrige TV 2-regioner, TV 2/Nyhederne, TV 2 News og tv2.dk og Ritzau.
Del af ambitiøst fællesskab
TV 2/Fyn har i dag godt 70 fastansatte medarbejdere og 10-15 mere eller mindre fast tilknyttede
freelancere.
Du bliver en del af en ung, dynamisk og levende kultur. Det giver samlet et stærkt fællesskab og holdånd,
der er kernen i den ambitiøse forandring, som medarbejderne har gennemført på TV 2/Fyn de seneste år.
Som samfundsredaktør bliver du del af TV 2/Fyns gruppe af daglige ledere sammen med kultur- og
business-redaktøren, nyhedsredaktører og producere. Alle ledere indgår i TV 2/Fyn ledelsesakademiprogram.
Du kommer til at referere til redaktionschef Rikke Bekker ([email protected] og mobil: 40 11 03 60). Hun
uddyber gerne, inden du sender din ansøgning til chefsekretær Randi Dehlbæk på [email protected].
Sidste frist er tirsdag den 17. januar. Vi holder jobsamtaler tirsdag og onsdag den 24. og 25. januar. Vi
satser på ansættelsesstart 1. marts 2017.