Vinterhilsen 2015-16 - Vestjyllands Højskole

Vinterhilsen 2016
Velling december 2016
Kære alle
Hermed en vinterhilsen og de nye brochurer for vores sommerkurser 2017.
Lad dig inspirere og friste.
Oplev faglig forkælelse og fordybelse i fællesskab med andre nysgerrige
mennesker, som vil bruge sin tid på at blive lidt klogere på detaljen eller hele
tilværelsen.
Du kan tilmelde dig via vores hjemmeside: www.kortekurser.dk
Vil du gerne følge med i højskolens arrangementer kan du tilmelde dig vores
nyhedsbrev på: www.vestjyllandshojskole.dk
Håber du vil tage de flyers du skal bruge og lægge resten af pakken et sted
hvor andre kan få glæde af oplysningerne. Send gerne bud efter flere.
God læselyst og godt nytår
Mange hilsner
Forstander Else Mathiassen
Vinterhilsen 2015-16
En brækket skulder forhindrede mig i at skrive en vinterhilsen 2015. I får
derfor her et lille bitte udpluk fra både 2015 -16.
2015 – 100 året for kvindernes valgret.
2015 var 100 året for kvindernes valgret. Det blev markeret rundt i Danmark
og naturligvis også på Vestjyllands Højskole.
Højskolerne har gennem tiden haft et så patriarkalsk udtryk, at det har skjult
Grundtvigs helt revolutionære syn på kvinden og kvindeligheden.
Han stemte ikke for den nye Grundlov af flere årsager. Blandt andet fordi den
ikke gav kvinderne valgret!
Han insisterede på, at kvinderne skulle kunne følge hans forelæsninger på
universitetet. Hidtil uhørt!
Kvinder skulle også have lov til at undervise på offentlige skoler, blive jurister,
ja endog være præster!!
Og de skulle forsvare landet. I øvrigt skulle det ikke hedde værnepligt, men
værnelyst.
Grundtvig mente, det var helt galt, når de tyske filosoffer betragtede kvinden
som glimmer. Det var ikke bedre i England, hvor man betragtede kvinden
som et laverestående åndeligt væsen. Nej, tilbage til antikken! Han
fremhævede Platon, som omtalte de første mennesker som ”kvindemænd” –
og stærkest så han sammenblandingen af det mandlige og kvindelige hos
Jesus.
”Herren kunne ikke være det fuldkomne menneske uden i grunden at være
både mand og kvinde, og kun det fuldkomne menneske er i alle måder skabt i
Guds billede og efter hans lignelse, kun i den fuldstændige, både mandlige
og kvindelige menneskelighed kan hele guds kraft åbenbares og
fuldkommes. ”
Pladsen i denne hilsen levner ikke mulighed for at uddybe Grundtvigs kampe
for det kvindelige hos både mand og kvinde.
En artikel herom ligger klar på vores hjemmeside i løbet af foråret.
Eller du kan komme og høre mere på vores nye Sommerkursus: Nyt lys på
Grundtvig - til fælles lyst, hvor man kan møde blandt andre Regner Birkelund,
som har fundet de mange kilder frem omkring Grundtvigs syn på kvinden og
det kvindelige.
100 året for kvindernes valgret blev også fejret gennem ugentlige fortællinger
med kvinden i centrum og sommer kurset ”Kvindekampe M/K”.
Har det hjulpet noget?
Det kan man håbe på længere sigt, for det kan ikke umiddelbart aflæses.
Se blot mandeklubben i det mest magtfulde økonomiske råd i den nye
regering. Ikke én kvinde repræsenteret.
Ville en kvinde påpege at de sidste nedskæringer i høj grad rammer de enlige
mødres situation. Det er ikke sikkert, men afprøvet bliver det ikke.
I USA blev det endnu engang en mandlig præsident.
I vores egen lille højskoleverden taler statistikken sit eget sprog: Ved sidste
tælling havde der været 9 mænd, 3 kvinder og 2 kønsneutrale i
højskolebladet. Forsiden afspejler indholdet i bladet.
Kvindekampen fortsætter. Vi må sige til, sige fra, inspireres og inspirere. Den
demokratiske dannelse pågår hver dag ikke mindst på en højskole.
Flygtninge i Danmark. Flygtninge på Vestjyllands højskole
I sommeren udstillede vi skulpturer af Elisabeth Borch her fra Vestjylland.
Bådflygtninge på vej. Både fulde af værdige mennesker.
Nimir fra Syrien var i flygtninge praktik. Vi skulle have familie kursus, så for en
sikkerheds skyld bad jeg ham bære skulpturen ind på mit kontor. Han kom
gående med skulpturbåden i armene, da jeg skulle ind i foredragssalen og
fortælle vores højskoleforløb med flygtninge, og han sagde: ” Det var sådan
jeg kom hertil”. Jeg måtte lige stoppe op og trække vejret inden jeg skulle ind
og fortælle om de mange stærke oplevelser, vi havde i de måneder, vi havde
lov til at bidrage til speed integration.
I 5 måneder havde vi elever fra Congo, Eritrea og Syrien og vi oplevede en
forvandling ikke bare hos flygtningene, men også hos os selv. Flygtningene
er ikke længere fjender eller fjerne billeder i fjernsynet. De er mennesker,
som bliver vores venner og åbner vores verden. Vi lærer nye sider at kende
hos os selv og vi lærer verdenen at kende, når vi hører de milde eritreeres
fortælling om deres liv gennem tortur og fornedrelse. Vi følger deres kamp
med det danske sprog og glædes når en af eleverne får lov at bruge sine
evner og kræfter i haven. Snart er øksen slidt i bund. Den kan ikke holde til
en afrikansk landarbejders ihærdighed. Og Poul fra Congo blev suppleant i
elev bestyrelsen. Så kan det ikke blive meget mere dansk.
Regeringen skrottede muligheden for at flygtning kunne tage på højskole. Det
blev så ændret til et højskoleophold med nye betingelser. Vores
samarbejdspartner Lemvig kommune havde ikke ressourcer til omstilling på
omstilling. Begge parter håber dog på, at vi kan gå i gang igen, for vi har
høstet mange erfaringer, som ikke må gå til spilde.
Men når man ikke kan gå én vej, må man se i andre retninger:
Festivalen ”Alverdens stemmer”
Endnu engang kunne kunsten eller folkekulturen komme os til hjælp.
På Vestjyllands Højskole er kunst, det være sig sang, musik, dans, teater,
forfatter, maleri, keramik, og kokkeri vores primære udtryksform. Det er en
indgang til dialog og formidling.
Vi oplevede i kraft af ”vores” flygtningeelever at flygtninge ikke kun er en
udfordring, men også en gave.
I festivalen, støttet af
Folkeråds midler og Toksvig
Fonden, forenede vi de to –
kunst og flygtninge,
kombineret med danske
værdier, i en ”kulturel
byttehandel”. Inden for
landets egne grænser er der
også kulturelle forskelle, så i
projektet var der også en
kultur byttehandel mellem øst
og vest Danmark.
Fælles for alle kulturer er sangen. Flere er flygtet fra deres hjemlande, fra folk
som netop vil forbyde sange og det musiske udtryk. Men uanset hvor man
kommer fra eller er, har man sangen med sig, enten udøvende eller i deres
erindring. Sangene er i kroppen.
I projektet ”Alverdens
stemmer”, som gik
for sig i november
2016, ville vi dele
vores erfaringer med
lokalsamfundet og
Danmark. Vi
introducerede
flygtninge og
danskere for nordiske stemmer og omvendt præsenterede vi hinanden for
sang fra alle verdensdele. Højskolesangbogen og det nye tillæg blev brugt
flittigt undervejs. Gennem sangen, mødet og måltidet (som altid på VH) satte
vi fokus på det ligeværdige forhold.
Kernen i succesen var - som vores musik- og sanglærer Kristian, der var
primus motor på hele projektet siger - elevernes engagement. Både når
sangeleverne var ude til sangmøderne, men også engagementet fra resten af
skolen.
Alle bakkede op, deltog aktivt hele vejen igennem og sørgede for at hjælpe
med alt det praktiske. F.eks. stå tidligt op for at gøre rent efter festen, så en
ny dag kunne komme godt for start. Og hvilken fest.
Fortællefestival
Tæt op af sangen ligger fortællingen.
Fra højskolernes begyndelse var sangen og fortællingen en vigtig vej til
livsoplysning og sådan er det fortsat.
På Vestjyllands højskole har vi tradition for fortælling. Store fortællere har
gæstet eller arbejdet på skolen - ikke mindst Brita Haugen, som har udviklet
vores 2 årige fortælle uddannelse siden 1994 for mere end 250 mennesker
fra hele norden.
I sommeren 2015 hyldede vi hende og fortællingen. Britas 25 års jubilæum
for uddannelsen blev fejret.
16 tidligere kursister som nu er professionelle fortællere kom fra hele
Danmark, Norge Sverige og Island for at fejre Brita og uddannelsens 25 års
jubilæum.
En tak til Anja Christensen og Ingrid Thomsen fra bestyrelsen for at få hele
det store arrangement til at glide som det skulle.
Takket være folkeoplysningsmidler kunne vi dagen efter tænke på fremtiden.
Vi havde inviteret flere af de toneangivende fortællere for at hjælpe med at
udvikle en ny fremtid for fortællingen. Det blev begyndelsen til
fortælleakademiet, som der arbejdes på sammen med fortæller Ingrid Hvas,
som i øvrigt underviser på vores sommerkursus i
Fortælling.
Vi udgav bogen ”At danse livet” redigeret af Ulla
Skovsbøl (http://www.vestjyllandshojskole.dk/omhojskolen/bogforlaget) som en dokumentation af
forbindelsen mellem dans og fortælling. Det er en
antologi om den særlige form for dans, som Brita
Haugen har udviklet gennem de seneste 40
år. Med bogen vil vi markere de dansespor, hun
har sat – og vise hvordan andre er blevet
inspireret af hendes trin til selv at danse videre.
Litteratur festival
Endnu en bogudgivelse: I forbindelse med vores 3. litteratur festival blev der
udgivet det tredje og sidste bind i vores skriftserie.
”Skriftserie for ny dansk litteratur, bind 3”, var et samarbejde mellem
Vestjyllands Højskole og Forlaget Gladiator med bidrag af en lang række
forfattere og billedkunstnere med tilknytning til Forlaget Gladiator heriblandt
vore tidligere elever Jacob Skyggebjerg, Ninette Larsen, Sara Roebsoff,
Karen Bergholt. Andreas Pedersen og Hans Otto Jørgensen stod for
redaktionen. (http://www.vestjyllandshojskole.dk/om-hojskolen/bogforlaget)
Overskriften for tredje bind i skriftserien og fortællefestivalen var:
Billedemageri & Social indignation --- Utopi & Politisk digtning. Et tema hvor
der spørges, hvad vil det sige at være psykisk syg - være normal eller være
svag.
Et andet tema er den globale opvarmning og hvad de klimatiske forandringer
kommer til at betyde nu og her og på sigt.
Igen bruger vi kunsten som en stemme i samfundsdebatten.
Folkeråd
Barack Obama takkede i en tale Grundtvig for, at en person af afrikansk
oprindelse kan beklæde USA’s højeste embede.
Med Trump i spidsen for USA fortoner det Grundtvigske syn på tilværelsen.
Man kan blive meget modløs eller kæmpe mod afmagten, og blive endnu
mere opmærksom på vigtigheden af en demokratisk proces i modsætning til
populisme bygget på løgn over løgn.
På højskolen arbejder vi med den demokratiske dannelse i vores dagligdag,
men det er også vigtigt for os at være en aktiv del af vores demokratiske liv
på egnen.
I et samarbejde med kommunens kultur- og fritidsudvalg og Dagbladet
inviterede vi til flere folkerådsmøder. En af initiativtagerne og primusmotor,
vores lærer indenfor bæredygtighed, Rane Baadsgaard har været med til
udvikle en samtale cafe form som sætter alle i gang med den vigtige samtale
mellem mange meget forskellige mennesker. En form vi i øvrigt tager i brug i
mange sammenhænge.
Vi begyndte som vi ofte
gør på Vestjyllands
højskole - ved måltidet.
Hvert bord blev kaldt et
sted i Naturens rige
Ringkøbing-Skjern.
Man trak ved
ankomsten det sted
man skulle sidde og så
blev vi godt blandet fra
begyndelsen. Små
sedler ved bordene
satte samtalen i gang
allerede fra
begyndelsen.
Herefter fortsatte vi samtaler om vores visioner – 170 politikere,
højskoleelever og almindelige borgere fra hele kommunen.
Ringe i vandet.
Vi talte meget i planlægningen om, hvad sådanne møder skulle hedde.
Mange af de sædvanlige engelske ord var i spil, men fra højskolens side
foreslog vi ordet ”folkeråd” i en lille angst for, at det var for gammeldags. Nu
har vi med glæde set, at der nu indkaldes til folkeråd i Digital dannelse andre
steder i landet. Ord er ikke ligegyldige.
Vi var inviteret til at komme med oplæg om skolens grønne profil til
afslutningen af FN tiåret for uddannelse for bæredygtig udvikling med en
konference på Christiansborg. Her var Uffe Elbæk leder af de Alternative
tilstede og fortalte begejstret om folkerådsmødet på Vestjyllands Højskole.
Mødet mellem 170 mennesker bliver til et endnu større møde hver gang en af
deltagerne taler om det. Folkerådet gik ikke viralt men oralt.
Folkemøder, ungdommens folkemøde og kulturmøder og det helt nære.
Vi har også i 2015-16 været aktive ikke bare i folkeråd, men også folkemødet
på Bornholm, Ungdommens folkemøde i København og kulturmøderne på
Mors.
Mange gange har vi selv stået som arrangør især omkring den ”grønne
dannelse”, men vi bliver også brugt af andre organisationer og foreninger til at
give vores bidrag om emner omkring kunstens betydning,
udkantsproblematikken, demokratisk dannelse, samtalens værdi, kvindekamp
etc. og det er lige så vigtigt. Skønt at Danmark har fået øjnene op for
”højskolens stemme”.
Skolen har altid prioriteret at lave ”den bedste højskole” for vores elever og
kursister, men vi er ingen ø og alle vores tiltag spejler sig ind i skolen ligesom
skolens aktiviteter blander sig ikke mindst i de nære omgivelser.
Egnens befolkning har altid været velkommen til alle vores arrangementer. Vi
står for den faste dansescene i samarbejdet med Ringkøbing fjord teater.
Hvor vi tidligere stod for det hele og inviterede folk indenfor, er vi nu i højere
grad gået ind i aktive samarbejder.
Vi gik også ind i et landsdækkende samarbejde
”Danmark spiser sammen”. Her stod kokkeri-holdet for
maden.
I et samarbejde mellem friskolen, efterskolen, højskolen
og Velling lokalråd fejrede Chresten Kold jubilæet.
Og vi bevæger os hjem til folk for at tegne, som når maleri-holdet tager ind til
Charles for at tegne fra hans sted, eller når de tager til naboen for at tegne
høns eller til økobonden Kim for at tegne køer.
En ny tradition er søndagsfortællinger i Orangeriet. Et lille udvalg inviterer
flere gange lokale til at fortælle
og lytte. Så sidder man en kold
dag i varmen nærmest udendørs
og bliver ført ind i fortællingens
univers. I forundringens have.
Sammen med Vestjysk
Landboforening og RingkøbingSkjern Erhvervsråd inviterer vi til
fire åbne dialogmøder omkring
landbruget og
landbrugserhvervets muligheder:
Landbruget – vores fælles fremtid? Her ønsker vi at skabe et nyt rum for
samtale mellem landmænd, fødevareproducenter, borgere og politikere - et
rum for en mere kreativ, åben og nytænkende samtale, end den der ofte
høres i medierne”. Læs mere på: http://www.vestjyllandshojskole.dk/lan
dbruget.html
Forundringens have
Birtha skriver: ”Det nye tiltag i 2016 har været etableringen af fælleshaven i
Forundringens Have. I begyndelsen af marts startede 10 lokale borgere, med
hjælp fra unge interesserede højskoleelever, anlæggelse af 8 bede til
grøntsager. Hen over sommeren mødtes de for at luge og høste.
Grøntsagerne voksede godt. Der blev rigelig til alle. Ved
afslutningen/høstfesten besluttede deltagerne, at de ønsker at udvide haven
med yderligere 4 grøntsagsbede. Fælleshaven er åben for andre
interesserede.
Antallet af skoler og institutioner som bruger haven vokser år for år. Mange af
skolerne vælger at overnatte i shelterne, hvor bl.a. Vorgod skole var på
lejrskole en uge i maj. De var meget begejstrede og sagde at de vil gøre det
hvert andet år fremover. Ofte går jeg en tur med børnene i haven. Vi
indsamler til salater og andre madretter. Det er skønt at se de glade børn, når
de fremtryller en farverig salat pyntet med et væld af farvestrålende blomster.
Året har været et æbleeventyr. Folk er kommet hertil med æbler i spandevis,
nogle havde sågar fyldt deres trailer og er gået med dejlig frisk presset most.
Vore egne æbletræer i andelshaven har også båret godt, til stor fornøjelse for
andelshaverne. Det er rigtig dejligt, at vi efter en vanskelig start kan begynde
at høste frugten.
Mange interesserede
højskoleelever har valgt faget
havebrug, hvor de får mulighed for
at afprøve en masse teoretisk
viden, som de har tilegnet sig. Der
er noget grundlæggende for os
mennesker i at se et frø udvikle sig
til en plante, som ovenikøbet kan
være dejlig livgivende mad. Det er også dejligt, at se hvorledes eleverne
hungrer efter, at lære hvorledes man ved at behandle jorden med omhu kan
opbygge et godt muldlag selv her på Skraldhedevej 8”.
Nye Fag
Permakultur
Ud fra vores have og faget økologisk iværksætter har vi oprettet faget ”Perma
kultur”
Her undersøger vi, hvordan vi konkret kan designe vores hverdag og de store
systemer på en måde, der tager hensyn til både mennesker og natur. Også
dette projekt er støttet af folkeoplysnings midler.
Madvidenskab
Foreningen af Danske folkehøjskoler efterlyser højskoler, som går ind i de
naturvidenskabelige områder.
Derfor fik vi udviklingsmidler til projektet og faget ”Madvidenskab”.
Her blev madvidenskab, madproduktion såvel som selve videnskaben sat
under lup.
Mad er kroppens brændstof og kan bruges til at forstå livets biologi. Et
mikroskopisk blik på enzymer, proteinstrukturer, syrer, fibre, fedt- og
sukkerstoffer giver os indsigt i menneskelig sundhed. I faget vil der blandt
andet blive undersøgt, hvordan celler
og mikrober påvirker fordøjelse,
smag og helbred.
Justine de Valicourt vores nye
kokkeri og konditorilærer siger: ”Når
vi tilbereder lækre mousser, skum, is
og chokolade, så går fysiske,
kemiske og biokemiske reaktioner i
gang. Du vil få en videnskabelig
indsigt i disse processer, som
afmystificerer madlavning, frisætter og inspirerer din kreativitet i køkkenet”.
Til faget blev tilknyttet en blog: https://madvidenskab.wordpress.com/
I tråd med det naturvidenskabelige har vi oprettet faget ”Funny Science”
Af andre nye fag skal også nævnes Eksistens og konditori.
Køkkenet:
Som man kan læse er der fuld gang i køkkenet. Så meget at vi var nødt til at
udvide. Vi har jo udvidet skolen med 24 ekstra sengepladser, så der er også
flere at lave mad til i et i forvejen trængt køkken. Vores køkkenfolk har
sammen med pedel, tømrer og arkitekt udviklet de helt rigtige omgivelser for
lige netop vores køkken.
Det er blevet et helt fantastisk arbejdssted med super forhold. Det nye
køkken pryder forsiden af dette brev, flankeret af vores elevhold fra efteråret
2016.
Der blev også overskud til at udgive en
ny kogebog: ”Flere favoritter”. Udover en
masse nye opskrifter indeholder "Flere
favoritter" nogle få genoptryk af
"kendisser" med moderniseringer, fra den
første kogebog, som blev udgivet i 2004.
Med ”Flere favoritter” kan højskolens
kursister tage en lille del af
højskoleopholdet med sig hjem: De
sunde, gode retter produceret med respekt for råvarerne og for årstidernes
vekslen. Bogen kan bestilles på: http://www.vestjyllandshojskole.dk/omhojskolen/bogforlaget.html
Bio - Cooks
Sammen med Westergaards Hotel, Holstebro tekniske skole, RingkøbingSkjern kommune, erhvervscentret og lokale landmænd er institutioner ude i
Europa i gang med et 3 årigt EU projekt: Bio –Cooks
Projektet handler kort fortalt om at bidrage til omlægning til økologi og/eller
bæredygtig og sund ernæring i offentlige kantiner, give værktøjer til kokke
som arbejder i køkkener, hvor man ønsker at omlægge til økologi, skabe
kontakt mellem økologiske producenter og forbrugere og fokusere på lokale
fødevarer. Endvidere handler det om at udvikle et ECVET - baseret system
som vil gøre det nemmere for studerende inden for fødevare området på
tekniske skoler at tage en del af uddannelsen på en teknisk skole i et andet
europæisk land. Projektet handler også om at skabe kontakt mellem
uddannelsessteder, gastronomi, økologiske og/eller lokale producenter samt
miljøorganisationer.
Læs mere på: http://www.forundringenshave.dk/
Derudover har køkkenet stået for en række kurser for andre højskoler
En skole med personligheder
Højskolen skabes hver dag. Højskolen skabes af vores elever, kursister,
bestyrelse og af de mennesker, der arbejder på skolen i kortere eller længere
tid.
Vi har vi taget afsked med mange store personligheder gennem de sidste 2
år:
Efter 18 år dels som køkkenleder og dels som lærer valgte Hanne Mette at
stoppe på højskolen for at arbejde fuld tid i eget regi.
Hanne Mette revolutionerede vores køkken. Hun blev ansat til at gennemføre
et økologisk køkken og udviklede den retning, der gør vores skole berømt for
vores mad. Og Hanne Mette udviklede kokkeri faget som noget særligt for
Vestjyllands højskole. Hanne Mette kunne som få trække det helt traditionelle
ind i en sprit ny form. Som få kunne hun slå kolossale brød op og rent faktisk
få dem bagt.
Hendes iværksætterånd inspirerede mange elever indtil hun selv måtte følge
den linje helt ud og dedikere hele sin arbejdsindsats på sit forsamling- og
kulturhus i Vemb.
Hans Otto Jørgensen kom for at opbygge forfatterfaget indenfor 5 år. Det
lykkedes i den grad. Hans Otto havde ingen ambition om at vores elever
skulle udgive, for vi er som højskole ikke forskole for en karriere. Ikke desto
mindre har ikke færre 7 elever udgivet deres værker.
Andreas Pedersen, som underviste sammen med Hans Otto, har også lige
udgivet en meget anmelder rost bog. 5 år gik og Hans Otto valgte at flytte
tilbage til København for at blive gift med Melissa Fugl og for at kunne bruge
sine kræfter på forlaget Gladiator, der på få år er blevet et af vores vigtigste
forlag.
Hans Otto har været en stor inspiration for litteratur området, og for hele
udviklingen på Vestjyllands Højskole. Jeg savner vores dybe samtaler.
Vores danselærer Marie Louise var ansat for et år. Heldigvis beholder vi
kontakten ikke mindst gennem sommerkurset ”Dans løs”, som jeg håber
bliver endnu en af vores sommerkursus klassikere.
Efter 13 år som lærer i henholdsvis Teater, Manuskript, performance, dansk
for udlændinge samt arbejde som oldfrue m.m. valgte Søs Banke at stoppe
på højskolen for at få tid og energi til at skrive.
Endnu en stor personlighed, et rigtig højskole menneske, som har betydet
rigtig meget for rigtig mange elever. En højskolelærer som har stærke
meninger og holdninger eleverne kunne se sit liv op imod. Søs, der på den
ene side forlangte meget af sine elever og
som samtidig gav sig selv til eleverne og
højskolen.
Også på kontoret har vi taget afsked med
flere. Efter 16 år gik Margit Jacobsen på
pension. Margit der bragte alt det gode fra
det ”gamle kontor” videre til de nye skønne
kontorfolk vi har i dag. Margit havde den
unikke fornemmelser for folk, der gjorde at
elever og kursister kunne få det bedst
muligt fra begyndelsen.
Annette Kirk Jepsen er holdt som fuldtidsansat på kontoret, da hun skal i
gang med en master i IT. Anette har siden 2000 været en vigtig del af skolens
udvikling og en uvurderlig sparringspartner ikke kun på pr området. Da vi
havde sagt farvel til både Charles og Lisbeth trådte Anette ind som leder og
koordinator på kontor området. Tænker på Anette som en styrmand på et
skib i al slags vejr. Heldigvis fortsætter hun som freelancer.
En stor tak til alle de som har bidraget til det skolen er i dag.
Og også en tak til alle jer som har været ansat i kortere eller længere tid og I
herlige praktikanter, som har været en stor hjælp.
Det ser jo lidt voldsomt ud med alle de der er rejst, men vi er så privilegerede,
at vi har fået nye gode og skønne folk på alle
områder.
Kokkeri
Hvem kan fylde pladsen ud efter Hanne Mette
Jensen på sin egen måde? Det kan Justine de
Valicourt
Justine er gastronomi kok og fra Canada. Fra
Universitet i Montreal fik hun i 2007 en bachelor i biomedicin. Herfra fortsatte
hun til ’Kok og gastronomisk kunst’ fra Instituttet for turisme og hotel i Québec
(Institut de Tourisme et d’Hôtellerie du Québec). Hun sluttede i toppen af sin
årgang og vandt første pladsen i den nationale konkurrence ”San Pelligrino
Almost Famous Chef Competition”.
I 2010 modtog hun den prestige fyldte pris Ferran Adria International
Fellowship til at afdække de catalanske kulinariske traditioner og arbejde med
ledende kokke inden for ”avant-garde” gastronomi i michellin restauranterne
”El celler de Can Roca” og El Bulli”.
Fra 2011-12 arbejdede Justine med råvarernes muligheder inden for
gastronomi, i projektet ”fra jord til bord”. Takket være et fransk
udvekslingsprogram kom hun til Falsled Kro i Danmark, De Librije i Holland
og Michel og Sébastien Bras i Frankrig samt var nogle måneder i Spanien,
hvor hun på gastronomi og videnskabsinstituttet perfektionerede hendes
molekylær gastronomiske færdigheder.
Hun har undervisningserfaring fra Duke University i USA, hvor hun bl.a. har
undervist i kokkeriets fysik og kemi. Siden maj 2013 har hun arbejdet som
researcher på Nordisk madlaboratorium, skabt af Noma i København.
Teater
Og hvem kan gå ind hvor Søs slap, også på sin
egen måde. Det kan vores nye lærer i Teater og
Filosofi og eksistens Andreas Heuck Steinicke.
Andreas er dramalærer med en pædagog
uddannelse og kandidat i dramapædagogik fra
Norge. Han underviser i hovedfaget Teater og i
faget Eksistens & filosofi på Vestjyllands Højskole.
Andreas har altid troet, han skulle være skuespiller, men blev fascineret af,
hvad teater gør ved mennesker, hvordan teater kan rykke folk og hvordan
teater kan ændre samfundet/verden, så det blev teaterverdenen, der tog
over.
Han har i Berlin arbejdet med teater og udviklingshæmmede, som
bekræftede ham i, at netop teater kan røre både den, der spiller på scenen og
publikum. I hans arbejde har han fokus på teateret som et udtryksform, for
derigennem at udnytte potentialet til at røre folk. Teater kan give følelse af
medborgerskab. I tilblivelsen af teater inddrager Andreas skuespillerne, så
fortællingerne mellem mennesker bruges kreativt og giver en filosofisk vinkel.
Selvom indholdet skal være rørende og udtryksfuld, er det også vigtigt for
ham, at det er lækkert at se på. Teater er også visuelt.
Netop det at bruge hinanden som vidensbank er også tanken bag
undervisningen i Eksistens og filosofi. En samtale mellem mennesker på en
undrende og spørgende måde bliver interessant og givende.
Andreas er opvokset i de frie skoler, har gået på friskole og højskole, og har
arbejdet som bl.a. dramalærer på efterskole. Udenfor højskolen laver
Andreas teater med og for unge.
Forfatter
Det er da også sin sag at skulle fylde pladsen ud
efter forfatter lærerne Hans Otto Jørgensen og
Andreas Petersen, men det gør Forfatter: Daniel
Dalgaard
Daniel (f. 1987) underviser på højskolens
forfatterlinje. Han er uddannet fra Forfatterskolen i
2011 og har en bachelor i litteraturhistorie og dansk.
I 2013 debuterede han med digtsamlingen ”Vi er
ikke konger ” og i 2015 kom ”Spejlkamel”, som
kredser om erindringer, anekdoter, ydmygelser og skam, det latterlige,
hvordan man husker og hvordan man glemmer. Derudover har han bidraget
til adskillige antologier og tidsskrifter.
Daniel Dalgaard er også medstifter af Initiativet Donna Wood, som har
arrangeret oplæsninger i samarbejde med forlaget Arena har startet
udgivelsesserien Donna Wood-genskrivningerne. Genskrivningerne
udspringer af tanken om, at litteraturen er dialogisk, dvs. ethvert værk er i
samtale med andre værker; i den forstand er litteraturen ikke noget, der finder
sted i det lukkede rum, vi kalder en bog, men noget, der finder sted mellem
bøger og mellem mennesker.
Daniel flyttede hertil sammen med Stine Pilgaard – forfatter til ”Min mor siger”
og ”Lejlighedssange” og lærer på vores sommerkursus ”Læs og skriv” til
sommer. Og to blev til tre da lille Vitus blev født. Forfatter Ditte Holm Bro
forfatter bliver barselsvikar i foråret.
Øvrigt personale
Og hvem kan træde i stedet for først Lisbeth Rahbæk og så Anette Kirk
Jepsen: Det kan Line Ellemann og det er som om, at hun har været her altid.
Super dygtig og med sans for højskole. Vigtig sparringspartner i det daglige.
Det er vist ikke nævnt før at Jette Vad begyndte som kontorelev i 2015. Det
var en gave for kontoret at få et omhyggeligt og ansvarsfuld menneske ind
hvor Margit slap. Jette er færdiguddannet i foråret, men vi beholder hende
heldigvis sommeren over.
Og der er kommet flere til højskole familien.
Køkkenartist Alexandra Cabalau fødte Sara Caroline i november.
Først og sidst: elever og kursister
Som højskole skaber vi rammerne og vi har planer for en stor del af
indholdet, men højskolen er eleverne og derfor er hver periode meget
forskellig dannet af forskellige mennesker. Elever i alle aldre. Om vinteren er
de fleste i begyndelsen af tyverne, men vores gennemsnitsalder er ret høj. Vi
kender ikke til det såkaldte 4 g. Om sommeren er der ikke så mange helt
unge. Eleverne kommer fra hele Danmark – fra hele verden. Og der har i de
sidste år været flere og flere elever og kursister år for år. I en tid med
fremdriftsreformer, straf på SU og karakterer hvis man ikke hurtigt går videre i
uddannelsessystemet er det jo forunderligt. Tryk avler modtryk.
Eleverne er også drivkræfter i vores ”ansvar i verdenen”


Eleverne fik i forbindelse med det første store jordskælv i Nepal indsamlet
til kr. 14.500,- som via en fond i Norge er kommet til børnehjemmet
Children of the Universe
I påsken 2015 tilbød eleverne også sig selv i "Kulturkassen", som gav 8
hjem i lokalområdet en forrygende aften med underholdning og mad, men
det gav også et overskud på kr. 10.000,- Pengene dækker 2 pigers
skolegang i 10 år i Gambia.
Blot for at nævne et par af initiativerne.
Højskole er fag og det er samvær.
Vores fag er beskrevet på hjemmesiden, men det er sværere at beskrive
samværsdelen fordi det er det liv der opstår minut for minut. Her tager
eleverne et væld af initiativer:
Hyggeaftener hvor de fortæller fra den nordiske mytologi eller danser
kædedans (mit hjerte sprænges af glæde). De arrangerer danseaftner. Vi har
ikke yoga, meditation, massage og den slags på skemaet, men eleverne
arrangere morgenyoga såvel som morgenløb. De strikker og hækler, så man
bliver ført tilbage til 70erne. De bøjer jern, spiller bold og bokser. De
arrangerer dokumentar
filmaftner og filmaftner i det
hele taget. De læser op for
hinanden. Går i sauna.
Vinterbader indimellem.
Fester næsten altid med et
tema. Fælder træer,
planter træer. Spiller spil
og musik, og synger.
Synger og synger gerne.
Vi har ved udgangen af
2016 det største
efterårshold i kvindes minde. Herlige mennesker unge og lidt ældre fra hele
Danmark og som altid fra hele verden. Hver år er forskellige nationaliteter
repræsenteret. Ungarn som altid, Slovakiet, Rumænien, Tyskland, Brasilien,
Mexico, Japan og fra vores eget rige: Grønland. Alle dejlige mennesker der er
gode til at tage vare på hinanden
Ny hjemmeside
http://www.vestjyllandshojskole.dk/
Her kan man gå ind på skolens nye hjemmeside og læse om alt det der
foregår.
Annette Kirk Jepsen har stået for vores nye hjemmeside. Er lavet i et
samarbejde mellem Lone Nyhuus som har hjulpet med pr. og tekst og vi har
hentet inspiration til udformning hos forfatter og tidligere elev Jacob
Skyggebjerg og de sjove animationer er udført af vores tidligere elev Wael
Troboji fra Syrien
Fremtiden.
Fra januar har vi næsten 80 elever og der er allerede tilmeldinger til
sommerkurserne, hvor flere kurser er fyldt op.
Masser af nye projekter er undervejs. Bliv evt. medlem af vores skolekreds,
hvis du ikke allerede er det og kom og hør om dem på generalforsamlingen.
Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev:
http://www.vestjyllandshojskole.dk/kontakt/fa-vores-nyhedsmail.html
Eller følge os på Facebook. Du er velkommen til vores arrangementer eller
kom som elev eller kursist og bliv en del af udviklingen.
Vestjyllands højskole er hvad den er takket være godt samarbejde lige fra en
op bakkende og inspirerende bestyrelse, over medarbejdere, elever og
kursister, til venner ude i landet/verdenen.
En stor tak til alle for at bakke op om Vestjyllands Højskole.
Else Mathiassen. Forstander.