12 juletillæg - Folketidende
12 juletillæg siden er redigeret af pia winther Her i træhuset i Holte bor fru Nørby, og det har hun gjort i mere end 30 år. FREDAG 23. DECEMBER 2016 : FOLKETIDENDE Foto: Claus Hansen juletillæg FOLKETIDENDE : FREDAG 23. DECEMBER 2016 atter, glimt i øjet og rappe replikker. 81 år er ingen alder, når man hedder Ghita Nørby og er Danmarks diva på teater og film gennem 60 år. Og man må gerne kalde Ghita Nørby en diva. - Ja, det har jeg da ikke det mindste imod. Tværtimod. Diva er et dybt misforstået ord herhjemme. Hvis man ikke har divaer og primadonnaer i et hvilket som helst foretagende, går det slet ikke. Divaen og primadonnaen er de ledende trækheste, der slæber hele læsset. Det er dem, der angiver en retning og har modet til at sige: Så går vi den vej! Det er ikke èn, der ligger og spiser chokolade og ryger cigaretter. Jeg vil klart gerne være en diva, for ellers så sker der ikke noget. Det er dybt anstrengende og et stort ansvar, men der er jo nogen, der skal tage teten. Hvis det så viser sig, at man har taget fejl, må man vende om og gå den anden vej, klukgriner Ghita Nørby. Den vej, som Danmarks diva går for tiden, er teatervejen. På Ghita Nørbys arbejdsbord ligger manuskriptet til hendes jubilæumsforestilling “Sarah”, som hun spiller på Folketeatret fra 4. april. Rollen er den legendariske, franske skuespillerinde Sarah Bernhardt, og indtil nu har 223 Ghita Nørby-fans fra LollandFalster har løst billet til forestillingen via Klub FT. Men det er ikke nødvendigt at køre til hovedstaden for at opleve Ghita Nørby. Allerede 5. februar kommer hun - sammen med guitarist Lars Hannibal til Nykøbing F. Teater for at holde foredrag om episoder fra sit liv med film og teater gennem 60 år. Det bliver en eftermiddag, som ikke engang de to optrædende præcis kender indholdet af. - Hannibal har sin musik, og jeg har mine eventyr. Og hvad der sker derimellem er noget, vi kommer til at opleve sammen. Hannibal og jeg laver ingen aftaler, - Vi skal da tale om stress. Hvorfor skulle man dog føle sig svag ved at indrømme, at man er ramt af stress. Vi er da alle sammen svage og stærke, slår Ghita Nørby fast. Foto: Claus Hansen siden er redigeret af pia winther 13 Ghita Nørby fejrer sit 60-års jubilæum og går på scenen på Nykøbing F. Teater 5. februar - Diva er et dybt misforstået ord herhjemme. Hvis man ikke har divaer og primadonnaer i et hvilket som helst foretagende, går det slet ikke, mener Ghita Nørby. Foto: Claus Hansen men svage og stærke. Alle mennesker rummer begge sider i sig. Hvad andre mennesker tænker om mig, det har jeg altid været ret ligeglad med. Sådan er jeg født. Og det er en stor fordel. men ser hvad der sker. Så bliver det sjovest for os alle sammen, fortæller Ghita Nørby, der har en rigdom af oplevelser og erfaringer at berette om gennem sin 60 år i skuespilfaget. Sammen med jubilæet følger en 82 års fødselsdag, og Ghita Nørby har inviteret Folketidende på te og samtale om de store tal i hendes hjem i Holte. Omgivet af glade farver, masser af blomster og en rigdom af personlige minder, tager Ghita Nørby imod med åbne arme og godt humør. I den tunge ende - Jeg har aldrig beskæftiget mig særlig meget med min alder, men ottetallet gør et vist indtryk på mig, det gør det. Så er der så og så lang tid tilbage, må man sige til sig selv. Hvornår det så er, er der jo ingen af os, der kan forudse, men man ligger jo i den tunge ende, konstaterer Ghita Nørby, som samtidig glæder sig over den fine form, hun går ind i sit nye år med. Hun er dog begyndt at tænke sig mere om, inden hun automatisk siger ja til en ny opgave. For et år siden måtte Ghita Nørby trække sig fra sin rolle i teaterforestillingen ”Skærmydsler” på Folketeatret på grund af overbelastning. Arbejdet med filmlan- cering og bogudgivelse oven i prøveforløbet på forestillingen blev for stor en mundfuld, meldte Ghita Nørby ærligt ud. Tal om stress - Jeg havde et stort stressanfald, og det har jeg fået meget, meget stor respekt for. Det var voldsomt ubehageligt og en oplevelse, der sætter én tilbage menneskeligt set. Man bliver så ked af det og går ned i dybe huller, som man virkelig skal bruge mange kræfter på at kravle op af. Det er en hård proces, og man skal have respekt for det, der hedder stress. Men det har vi jo ikke. Vi tager det ikke alvorligt nok, mener Ghita Nørby, som er blandt de, der har hele sit liv styret af den uundværlige iPhones kalender og tilbud fra alle sider. - Tiden er så frygtelig med, at du skal være med alle vegne. Det er et jag uden lige. Og hvem betaler for det? Det gør vi selv. Jeg har taget erfaringen med mig fra min egen stressoplevelse, og jeg tænker mig rigtig godt om, inden jeg siger ja til noget nu, slår Ghita Nørby fast og insisterer på, at stress ikke på tabuiseres. - Vi skal da tale om det. Hvorfor skulle man dog følge sig svag ved at indrømme, at man er ramt af stress? Vi er da alle sam- Blå bog Ghita Nørby er født 11. januar 1935 i København og fylder altså 82 år om kort tid. Hun er uddannet ved Det Kongelige Teaters Elevskole i Danmark (1954–1956) og er datter af operasanger Einar Nørby (1896–1983) og pianistinde Guldborg Laursen (1903–2002). Hun har boet i et hus i Holte gennem mere end 30 år. Ghita Nørby giftede sig første gang i 1956 med arkitekt Mogens Garth-Grüner (1930-57). Andet ægteskab indgik hun i 1963 med sangeren Dario Campeotto. I 1964 fik de sønnen Giacomo, og i 1969 blev de skilt. I 1970 giftede hun sig med skuespillerkollegaen Jørgen Reenberg, og de blev skilt i 1978. I 1984 blev hun gift med pianist og kapelmester Svenn Skipper. I august 2011 blev det meddelt, at Ghita skulle skilles fra Svenn Skipper, men de genoptog senere forholdet. Ghita Nørby har to børnebørn. Kilde: Wikipedia Ung uden X Factor Ghita Nørby ser på et foto af sig selv fra 1956, da hendes karriere på film begyndte med rollen som den 17-årige Helle i “Ung leg”. Billedet viser en ung kvinde med rank ryg og strålende øjne, der er klar til det hele. Men drømme om en 60 år lang karriere som feteret skuespiller på landets fornemste scener og med de bedste instruktører bag kameraet, var ikke det, der styrede den purunge Ghita Nørby. - Overhovedet ikke! Tilbage i 1950’erne var vi altså ikke sådan. Der var ikke noget, der hed X Factor eller alt muligt andet. Vi var bare nogle unge mennesker, der skulle opføre os ordentligt, sidde stille og høre efter. Det befandt jeg mig glimrende ved. Jeg lærte af det. Det er en straf at få en lynhurtig karriere fra den ene dag til den anden. Min var langsom, så den stakkels lille, ret fjogede og glade pige selv kunne følge med, lære af det og blive klogere. Det er den langtidsholdbare måde, fortæller Ghita Nørby og fortsætter: - Jeg har været privilegeret at møde så mange mestre, som har mødt mig, da jeg var lille og givet mig nogle ordentlige skideballer. Dengang var unge mennesker som jeg lykkelige for at få dem, for det beviste jo, at der var nogen, der interesserede sig for os. Skideballer er det bedste, du kan få, for hvor skal du ellers lære noget fra? Men det vil de unge ikke have i dag. Og så går de rundt og er lige så dumme, som de plejer at være. Det er meget mærkeligt at se på, men det må de jo selv om. Folkeeje og kærlighed Ghita Nørby husker tilbage på mange store oplevelser med flere personlige højdepunkter. 14 juletillæg siden er redigeret af pia winther Ghita Nørbys priser, nomineringer og hædersbevisninger 1976 Bodil for bedste kvindelige hovedrolle for Den korte sommer 1982 Bodil for bedste kvindelige birolle for Pengene eller livet 1990 Bodil for bedste kvindelige hovedrolle for Dansen med Regitze 1990 Robert for bedste kvindelige hovedrolle for Dansen med Regitze 1992 Bodil for bedste kvindelige hovedrolle for Freud flytter hjemmefra 1992 Guldbaggenomineret for bedste kvindelige hovedrolle for Freud flytter hjemmefra 1992 Robert for bedste kvindelige hovedrolle for Freud flytter hjemmefra 1993 Robert for bedste kvindelige birolle for Sofie 1996 Æreskunstner i Østermarie med Ghita Nørbys Runddel opkaldt efter sig i byen 1997 Guldbagge for bedste kvindelige hovedrolle for Hamsun 2001 Robertnomineret for bedste kvindelige hovedrolle for Her i nærheden 2003 Zulu Award for bedste kvindelige birolle for Arven 2004 Robert for bedste kvindelige birolle for Arven 2006 Guldbagge for bedste kvindelige hovedrolle for Fyra veckor i juni 2012 Æres-Bodil 2013 Æres-Robert I 2006 modtog Ghita Nørby den danske hæderspris Ingenio et arti af Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. II af Danmark. Prisen blev indstiftet af den danske Kong Christian den VIII, og giver regenten mulighed for efter eget skøn at hædre videnskabsmænd og kunstnere. Ghita Nørby blev i 1996 desuden Kommandør af Dannebrogordenen. Kilde: Wikipedia FREDAG 23. DECEMBER 2016 : FOLKETIDENDE Den unge Ghita fotograferet omkring 1954. En tid, hvor unge skulle opføre sig ordentligt, sidde stille og høre efter, hvilket passede Ghita Nørby godt. Det er for eksempel samarbejdet med den legendariske, svenske instruktør Ingmar Bergman og filmoptagelser med hendes gode ven Viggo Mortensen i Argentina. Og så var der jo tv-serien Matador. Rollen som Ingeborg Skjern i slutningen af 1970’erne gjorde for alvor Ghita Nørby til folkeeje i Danmark. - Folkeeje er ikke noget, man kan bede om eller have talent for. Det er noget man bliver. Og jeg kan lide det! Jeg møder jo kun kærlighed og søde mennesker, der kommer hen og siger goddag og hvor er det dejligt, at du er her. Jeg har altid taget imod det, og det gør mig glad. Men jeg skal jo ikke giftes med dem alle sammen, griner Ghita Nørby. Ingen afsked Pensionsmoden er Ghita Nørby lagt fra. Efter 60 år er hun forsat opsat på at lave flere film, og hun har senest nydt arbejdet med “Stille hjerte” i 2014 og “Nøgle, hus, spejl” i 2015. Selv om pressen har præsenteret “Sarah” som hendes afskedsforestilling, er det ikke sådan Ghita Nørby selv ser på det. En nedtoning i arbejdet på teatret måske nok, men ikke en afsked. Presset med to teaterforestillinger på én sæson er dog slut. - Det bliver for meget med at spille og prøve og spille og prøve. Det skal jeg ikke mere. Så får jeg jo heller ikke tid til at komme til Nykøbing Falster, griner Ghita Nørby og holder alle døre åbne for, at hun kan skifte mening. - Jeg træffer ikke meget faste beslutninger. De er kun til for at blive brudt. Alt kan laves om. Der er dog visse ting, Ghita Nørby holder fast i. For eksempel, at der hører mynder til et rigtig Nørbyhjem. Hun har haft en stribe af de store væddeløbshunde gennem årene, og i dag er det søskendeparret Minik og Aki, der glider rundt om hendes ben og fræser hendes græsplæne op med gevaldig fart. - Man tror aldrig, at det bliver til en græsplæne igen. Men det gør det, forsikrer Ghita Nørby, mens hun skifter til fornuftige sko og viser rundt i sin store, frodige have, der selv i november er noget særligt med sø og skov i baggrunden. Her dyrker hun sine elskede roser og fodrer skovens fugle i hele fire velassorterede “fuglerestauranter”. - Fuglene skal have det godt. De giver mig så meget glæde, når de kommer og spiser her. Ved intet om ældre kvinder Roller har Ghita Nørby aldrig manglet. Heller ikke når andre modne kvindelige skuespillere har klaget over, at der ikke bliver skrevet ret mange roller til dem. Et foto fra 1956 får Ghita Nørby til at klukgrine. Portrættet er af den purunge, nyuddannede skuespiller, som var heldig at få passende med skideballer, som hun lærte meget af. Foto: Claus Hansen juletillæg FOLKETIDENDE : FREDAG 23. DECEMBER 2016 siden er redigeret af pia winther Mynderne Minik og Aki med Ghita Nørby i haven. Stubben af det store gamle træ minder om stormen Bodil, som raserede haven i 2013. Foto: Claus Hansen 15 I 1970 vendte Ghita Nørby tilbage til Det Kongelige Teater, og i en lang række klassiske og moderne roller kom hun i de næste to-tre tiår til at stå som dansk teaters førende kvindelige skuespiller i den yngre aldersklasse. Hun har også spillet i Joseph Kesselrings “Arsenik og gamle kniplinger” (2001), moderen i Tennesee Williams’ “Glasmenageriet” (samme år) og titelfiguren i Fernando de Rojas’ “Celestina” (2002), alle på Det Kongelige Teater. Hun spillede også Marguerite Duras’ i “Savannah Bay” (Rialto, 1999), fru Alving i Henrik Ibsens “Gengangere” (Det Kongelige Teater 1999) og P.O. Enquists “Søstrene” (Betty Nansen Teatret 2000). Et højdepunkt blev Célimène i Molières “Misantropen” (1973), instrueret og illumineret af Ingmar Bergman. Hun brillerede som Madame Montaigu i Ernst Bruun Olsens “Den poetiske raptus” (1976) og Johanne Luise Heiberg i Per Olov Enquists “Fra regnormenes liv” (1982). I 2002 var Ghita Nørby Alceste i Molières “Misantropen” på Betty Nansen Teatret, og hun spillede sammen med Jørgen Reenberg i Ernest Thompsons “Vores sensommer” på Det Kongelige Teater. I 2005 var de to også hr. og fru Levin i “Indenfor murene”. Ghita Nørby viste sit format i en række klassiske og nyklassiske roller, blandt som dronning Elizabeth i Schillers “Maria Stuart” (1986) og som Bernarda i Garcia Lorcas “Bernardas hus” (1988). I foråret 2017 spiller Ghita Nørby på Folketeatret i sin jubilæumsforestilling “Sarah”, hvor hun fortolker den legendariske, franske skuespillerinde Sarah Bernhardts stormfulde liv. Ghita Nørby spiller sammen med Preben Kristensen, der spiller hendes sekretær og kammertjener. Ung leg (1956) Bundfald (1957) Skovridergården (1957) Det lille hotel (1958) Styrmand Karlsen (1958) Vagabonderne på Bakkegården (1958) Tre må man være (1959) Ballade på Bullerborg (1959) De sjove år (1959) Charles’ tante (1959) Frihedens pris (1960) Baronessen fra benzintanken (1960) Sømand i knibe (1960) Flemming og Kvik (1960) Peters baby (1961) Min kone fra Paris (1961) Den grønne elevator (1961) Gøngehøvdingen (1961) Flemming på kostskole (1961) Landsbylægen (1961) Han, hun, Dirch og Dario (1962) Det tossede paradis (1962) Den kære familie (1962) Oskar (1962) Rikki og mændene (1962) Pigen og pressefotografen (1963) Dronningens vagtmester (1963) Hvis lille pige er du? (1963) Tre piger i Paris (1963) Sekstet (1963) Majorens oppasser (1964) Flådens friske fyre (1965) Sytten (1965) Pigen og millionæren (1965) Flagermusen (1966) Nu stiger den (1966) Min kones ferie (1967) Elsk din næste (1967) Far laver sovsen (1967) Det er så synd for farmand (1968) Damernes ven (1969) Olsen-banden på spanden (1969) Den røde rubin (1970) Amour (1970) Hurra for de blå husarer (1970) Ballade på Christianshavn (1971) Kun sandheden (1975) Den korte sommer (1976) Alt på et bræt (1977) Pas på ryggen, professor (1977) Hærværk (1977) Mig og Charly (1978) Rend mig i traditionerne (1979) Charly & Steffen (1979) Verden er fuld af børn (1980) Kvindesind (1980) Danmark er lukket (1980) Undskyld vi er her (1980) Ulvetid (1981) Pengene eller livet (1982) Den ubetænksomme elsker (1982) Oviri (1986) Hip Hip Hurra (1987) Babettes gæstebud (fortæller) (1987) Ved vejen (1988) Århus by Night (1989) Dansen med Regitze (1989) Walter og Carlo i Amerika (1989) Smykketyven (1990) Freud flytter hjemmefra (1991) Sofie (1992) Den gode vilje (1992) Det bli’r i familien (1993) Hamsun (1996) Sekten (1997) Manden som ikke ville dø (1999) Her i nærheden (2000) Hjælp! Jeg er en fisk (stemme) (2000) Grev Axel (2001) En kort en lang (2001) Kokken (2002) Arsenik og gamle kniplinger (tv)(2002) Arven (2003) Det som ingen ved ( 2008) Julefrokosten (2009) De Vilde Svaner (2009) Stille hjerte (2014) Nøgle hus spejl (2015) Kilde: Denstoredanske.dk Kilde: Wikipedia - Jeg hører godt, at det er et problem, men som karakterskulespiller oplever jeg det ikke selv. Mit ønske er ikke at være køn og ung. Mit ønske er at fortælle en historie om mennesker. Jeg kan jo gå hjem og være yndig, men på settet kan jeg sagtens være grim eller nedtonet eller hvad, der skal til for at skildre den person, jeg spiller. Det gør en stor forskel. Der er mange kvinder, der ikke vil give afkald på deres skønhed og ungdom, men lige meget hvor meget man kæmper imod, forsvinder den jo. Det er min værdi: Hvis jeg ikke havde de rynker, jeg har, ville jeg ikke kunne spille rollen troværdigt, mener Ghita Nørby. Hun anerkender dog, at der er et ligestillingsproblem i branchen. - Det er som regel unge mænd, der skriver manuskripterne. Og unge mænd kender overhovedet ikke noget til kvinder - og slet ikke til ældre kvinder. Og så sidder vi der, siger Ghita Nørby og slår opgivende ud med armene. Men så er der alligevel instruktører som Bille August og manuskriptforfattere som Christian Torpe, der skabte “Stille hjerte” om aktiv dødshjælp med Ghita Nørby i hovedrollen, som den ALS-syge mor og bedstemor, der tager af- sked med sin familie. Og Michael Noer og Anders Frithiof August, der lavede “Nøgle, hus, spejl” om demenssygdommen, der æder sig ind på den ellers friske Lily, som langt fra er færdig med livet og kærligheden. - Man kan altså ikke spille sådan en rolle, hvis man stadig insisterer på at være yndig, slår Ghita Nørby fast. Ghita Nørby er heller ikke spor færdig. Hun glæder sig til at fejre sit jubilæum, men egentlig har hun slet ikke brug for festivitas i den anledning. - Herregud, jeg er jo så privilegeret. Jeg behøver bare at gå ned i Irma, så er der nogen, der kommer og slår mig på skulderen, og Ghita Nørby på scenen Fra 1955 var Ghita Nørby ved Det Kongelige Teater, hvor hun især fik roller som ung pige med smilehuller og perlelatter. Sit egentlige gennembrud opnåede hun 1960-61 på AlléScenen, blandt andet som pigen Jo i Shelagh Delaneys “En duft af honning” (1960). I 1960’erne optrådte hun på de fleste københavnske scener, blandt andet i Ondine (1962) og Balkonen (1963) på Det Ny Teater og som Sally Bowles i musicalen “Cabaret” på Allé-Scenen (1969). I 1983 indledte hun sit partnerskab med Frits Helmuth i Edward Albees “Hvem er bange for Virginia Woolf?” på Det siger tak fordi jeg er her. Så jeg behøver faktisk ikke 60-års jubilæum, men det bliver da sjovt, hvis vi får det skægt sammen, klukker Ghita Nørby. Tv-serien Matador, som for alvor gjorde Ghita Nørby til dansk folkeeje, blev produceret i 1978 til 1981. Ghita spillede en af de absolutte hovedroller som Ingeborg Skjern i 24 afsnit. Birgitte Grønning [email protected] Kongelige Teater; det blev blandt andet videreført i Per Olov Enquists “Tribadernes nat” (1987) og i August Strindbergs “Dødsdansen” (1991). Nye højdepunkter i karrieren blev Betty Nansen på Betty Nansen (1991), Noréns “Sommer” (1993), Albees “Tre høje kvinder” (1996), O’Neills “Lang dags rejse mod nat” (samme år) og Euripides’ “Fønikerinderne” (1998).
© Copyright 2024