Milliardfinansiering på plads til Carlsberg Byens største etape

4. januar 2017
Milliardfinansiering på plads til Carlsberg Byens største etape
Med en finansieringsramme på 4,2 mia. kr. fra PKA er finansieringen til
udviklingen af Carlsberg Byens hidtil største etape på plads.
Den 4,2 milliarder store finansieringsramme fra PKA sikrer finansiering til at bygge de næste
mere end 200.000 m2 i Carlsberg Byen. Med Københavns Kommunes nylige godkendelse af
lokalplanen er Carlsberg Byen dermed klar til at tage fat på den hidtil største etape i
udviklingen af Københavns nye bykvarter.
Den nye finansieringsramme skal bl.a. finansiere byggeriet af fire tårnhuse med boliger,
kontorer, forretninger, restauranter og caféer ligesom eksisterende, historiske bygninger
restaureres, så de bl.a. kan benyttes til kulturaktiviteter. Der vil også blive skabt en række
byrum, pladser og grønne områder i den næste etape til glæde for Carlsberg Byens beboere og
naboer.
”Den nye aftale med PKA finansierer den største etape i udviklingen af Carlsberg Byen og
afspejler markedets store interesse for bykvarteret både i forhold til vores boliger,
erhvervslejemål og butikslokaler. Vi har allerede et meget positivt samarbejde med PKA om
det igangværende byggeri, og vi er meget tilfredse med, at PKA på den baggrund har valgt at
stille yderligere finansiering til rådighed,” siger Jens Nyhus, adm. direktør i Carlsberg Byen
P/S.
Skaber udvikling og afkast
Det er PKA’s anden finansieringsramme til Carlsberg Byen, og hos PKA er der stor tilfredshed
med at spille en aktiv rolle i at udvikle Carlsberg Byen og samtidig skabe et godt afkast til
medlemmernes pensioner.
”Byggeriet og salget af den første etape går meget fint, og vi har stor tiltro til, at Carlsberg
Byen fortsætter den gode udvikling. Derfor giver vi nu en ny finansieringsramme til den
næste byggefase, så det historiske område kan fortsætte udviklingen til et dynamisk bykvarter
til gavn for beboerne og København,” siger Nikolaj Stampe, ejendomschef i PKA.
Han understreger, at finansieringsaftalen er en attraktiv måde at sikre PKA’s risikospredning
samtidig med, at der er stor sikkerhed knyttet til lånet. PKA er i lighed med den forrige aftale
begrænset til at være finansieringskilde, mens Carlsberg Byen som ejer varetager udvikling og
salg af projekterne.
Et bykvarter i hurtig vækst
Det går stærkt med at udvikle Carlsberg Byen. I 2016 stod Professionshøjskolen UCC’s nye
lokaler færdige til at rumme 10.000 studerende, de første beboere er flyttet ind i deres nye
boliger, og boligsalget ligger over forventningerne. Desuden kommer der løbende nye
butikker til området, hvilket sammen med et bredt udvalg af bylivsaktiviteter er med til at
skabe liv og stemning i det nye kvarter.
Når Carlsberg Byen er fuldt udviklet, vil bydelen rumme ca. 600.000 m2 blandet byggeri,
hvor de ombyggede og moderniserede bevaringsværdige industribygninger blandes med
nybyggeri, herunder ca. 3.000 boliger, varieret butiksliv, kulturelle tilbud, restauranter,
caféer, kontorer, liberale erhverv, idrætsfaciliteter og institutioner.
For yderligere information kontakt
Pressechef i Carlsberg Byen: Peter Krab, 2983 3747, [email protected]
Presse- og kommunikationskonsulent i PKA: Michael Dam Andreasen, 3113 2310,
[email protected]
Om Carlsberg Byen
•
Carlsberg Byen P/S er et selvstændigt selskab, der ejes af Carlsberg,
PFA, Topdanmark og PenSam.
•
Selskabet udvikler frem mod 2024 den historiske bryggerigrund til et nyt
kvarter i København.
•
Når bykvarteret står færdig, vil det blandt andet indeholde boliger,
erhverv, detail, kultur, idræt og institutioner.
Mere København
til København
Side 2 af 2
Om PKA
• PKA administrerer pensioner for tre pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet.
• PKA har 275.000 medlemmer og en samlet formue på ca. 250 mia. kr.
• PKA har investeret ca. 17,8 mia. kr. i danske ejendomme og ca. 2,6 mia. kr. i udenlandske
ejendomme.