Faktisk
Weekendavisen
# 01 6. januar 2017
5
Den tiende ring – kapitel 7. »Vågn nu op! Du er ikke et menneske,« udbrød pigen med de grønne øjne utålmodigt.
»Fandt dine forældre dig måske ikke i en pilekurv i haven?«
Skifting
Af KASPER HOFF
Kalle er faret vild i skoven og har mødt en
flok eventyrlige væsner. De påstår, at de
kender ham, og at han er en trold.
Vi troldfolk har levet i dette land
siden tidernes morgen. Vi var her,
længe før menneskene dukkede op.
Dette er bjergfolkenes og nissernes
og ellepigernes og troldenes land, men sådan
er det ikke længere.«
Den gamle nisse holdt en pause. Væsnerne
omkring ham så pludselig triste ud.
»Menneskene har fordrevet os fra vores
hjem. De har pløjet engene op, hvor
feerne bygger deres reder. De har jævnet
bjergfolkenes høje med jorden, og de har
rettet vandløbene ud, så Nøkken ikke
har noget sted at synge sine sange. Denne
fortryllede skov er det sidste sted, vi har
tilbage, og snart er den også væk. Vi er
desperate. Derfor sendte vi dig, Kaldur, ind
til menneskene, så du kunne leve som en af
dem og udspionere dem. Så nu spørger jeg
dig igen: Hvad har du lært? Hvordan kan vi
stoppe menneskene og deres hærgen?«
Kalle fik pludselig ondt af de sære væsner
omkring stendyssen. Pludselig kunne han se,
hvor trætte og hærgede de så ud. De lignede
virkelig nogle, der havde brug for hjælp, men
han kunne ikke hjælpe dem.
»Jeg tror, der er sket en misforståelse. Jeg er
ikke nogen trold,« sagde han. »Jeg er bare et
menneske.«
»Vågn nu op! Du er ikke et menneske,«
udbrød pigen med de grønne øje utålmodigt.
»Fandt dine forældre dig måske ikke i en
pilekurv i haven?«
»Jo,« indrømmede Kalle. »Men ...«
»Og har vi ikke hvert år lagt en guldring
til dig på præcis samme sted for at minde
dig om, hvem du i virkeligheden er?« spurgte
dværgen med egernhatten og pegede på
guldringene på Kalles fingre.
»Jo, men ... Jeg fandt først ud af det med
kurven og ringene i sidste uge,« forklarede
Kalle. Igen begyndte troldfolkene at hviske
indbyrdes. Feerne vimsede rundt fra den ene
gruppe til den anden for at få det hele med.
»Så du har slet ikke spioneret?« spurgte
gamlingen endelig.
»Nej,« indrømmede Kalle.
»Og du er sikker på, at du ikke er en
trold?«
»Ja, temmelig sikker,« sagde Kalle.
»Ak. Så har det hele været forgæves. Så er
vi fortabte,« sagde gamlingen.
Han løftede hænderne i vejret og mumlede
nogle ord, som Kalle ikke forstod. Kalle følte
sig pludselig svimmel. Han tog sig til hovedet
og gned sine øjne. Da han åbnede dem igen,
var troldfolkene væk. Det samme var tågen
og stendyssen. Han stod i en skov, der så
meget mere velkendt og hyggelig ud end
den, han var faret vild i. Faktisk vidste han
udmærket, hvor han var. Hvis han løb ned
ad stien til højre, ville han komme til åen, og
derfra var der ikke ret langt hjem.
Han løb alt, hvad han kunne. Der gik
kun et par minutter, så hørte han Anitas
stemme i det fjerne. Hun kaldte på ham.
Han løb videre, men nu var det ikke kun
Anita, han kunne høre. Også hans mor råbte
på ham. Og hans far. De lød ophidsede og
bekymrede.
»
LAYOUT: LENA THURMANN
ILLUSTRATION: THOMAS E. MIKKELSEN
»Mor! Far!« råbte han og løb hen mod dem.
De løb ham i møde og kastede sig om halsen
på ham.
»Åh, skat, vi har været så bekymrede for
dig. Vi troede jo, at der var sket noget med
dig,« sagde hans mor og strøg ham over håret.
Kalle var også glad for at se sin mor og far,
men han forstod ikke helt, hvorfor de havde
været så bekymrede. Så længe havde han
trods alt ikke været væk, og de kunne jo ikke
vide, hvad han havde oplevet i skoven. Eller
drømt, eller hvad det nu var. To politibetjente
dukkede op bag hans forældre. Den ene
havde en hund i snor. Den anden talte i sin
politiradio.
»Ja, vi har fundet ham. Han er
tilsyneladende ikke kommet noget til. Vi
afblæser aktionen. Kald dykkerne hjem
fra mosen. Og hundepatruljerne. Og
helikopteren. Og Hjemmeværnet.«
Kalle måbede. Helikopteren? Og
Hjemmeværnet? Havde der været så mange
mennesker ude at lede efter ham? Det gav
ingen mening. Hvor længe havde han været
væk? Måske en time, højst halvanden. Og
alligevel var skoven fuld af folk, der råbte hans
navn. Flere og flere kom til fra alle sider og
samledes omkring dem, trætte og lettede.
»Hvor længe har jeg været væk?« spurgte
Kalle. Hans mor så forundret på ham.
»Siden i går formiddags. Du har været væk
hele dagen og hele natten. Ved du ikke det?«
»Jeg har drømt,« sagde Kalle undvigende.
Han vidste ikke hvorfor, men han havde
ikke lyst til at fortælle sin mor om det, han
havde oplevet i skoven. Eller det, han troede,
han havde oplevet. For det kunne jo ikke lade
sig gøre. Det måtte være en drøm.
Anita kom hen til dem. Hun stoppede op
et par meter fra Kalle, næsten som om hun
var genert over at se ham. Hun så træt ud,
og Kalle kunne se på striberne på hendes
beskidte kinder, at hun havde grædt.
»Hvor var du?« spurgte hun.
»Jeg fór vild, og så ... så faldt jeg i søvn.«
»I 24 timer?« Anita så skeptisk på ham.
»Tja, åbenbart,« sagde Kalle og smilede
undskyldende. Anita smilede ikke tilbage.
»Det vigtigste er, at vi har fundet dig
igen. Nu skal vi hjem og putte og have varm
kakao,« sagde Kalles far. »Jeg ved ikke med
jer, men jeg trænger!«
Kalle nikkede. Han var også sulten.
Så sulten som en trold.
Hvorfor er tiden gået så hurtigt for Kalle?
Er han virkelig en trold? Følg med i næste uge.
Hvis du gik glip af de forrige kapitler, kan du
læse dem på www.weekendavisen.dk.
Højtlæsning
Hvis du er abonnent, kan
du høre historien læst op
på Lydavisen.dk
KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN