PRESSEMEDDELELSE Aalborg mandag 16. Januar 2017 Fem nye elge til Lille Vildmose Fredag 20. januar 2017 flytter yderligere 5 nye svenske elge ind i Lille Vildmose i Østhimmerland. Dermed øges bestanden til i alt 10 elge i Danmarks største fredede landområde. Der blev skrevet Danmarkshistorie, da 5 svenske elgkalve i november 2015 ankom til Lille Vildmose i Østhimmerland. Det var et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Aage V. Jensen Naturfond som sikrede, at naturelskere i juni måned 2016 for første gang kunne se de imponerende dyr bevæge sig rundt i Danmarks største fredede landområde – nøjagtigt som de gjorde for 5.000 år siden. Succes med elgene skaber grundlag for at øge bestanden Siden juni måned, hvor de første 5 elgkalve blev lukket ud i det 21 km2 store Mellemområde, har elgene – sammen med bestanden af krondyr – indgået som en vital del af mosens naturlige økosystem, og mange besøgende har haft fornøjelsen af at fange et glimt af elgene. Skov- og Landskabsingeniør i By- og Landskabsforvaltningen Jens Vinge siger om erfaringerne med de første 5 elge: - Vi har fulgt dyrene tæt og kan konstatere, at de trives og er med til at holde bestanden at træer og buske nede, om end at 5 elges indsats er begrænset i det 2.100 ha store Mellemområde. Netop træer og buske er en trussel for genopretningen af højmosen, og da elgene er store planteædere, har de en vigtig rolle som en naturlig del af Lille Vildmoses økosystem. Nu hvor vi kan se, at de første 5 elge er faldet godt til, er vi klar til at øge bestanden med 4 kvier og 1 tyr, fortæller Jens Vinge. Ligesom det var tilfældet med de første elge, begynder elgkalvene deres ophold i Lille Vildmose med at være i karantæne for at sikre, at de får en vild og sky adfærd og bliver vænnet til Lille Vildmose. Det bliver sandsynligvis i juni, at elgene lukkes ud i Lille Vildmose, hvor de kan slutte sig til den nuværende bestand af elge i det 21 km2 store område. Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen udtaler: - Det glæder mig, at vi sammen med Aage V. Jensen Naturfond har skabt rammerne for, at Lille Vildmose er det første sted i Danmark, hvor elge indgår som en naturlig del af det særlige økologiske system, som en højmose er. Der er gennemført en omfattende naturgenopretning i Lille Vildmose, og elgene er et vigtigt bidrag til at genskabe et område, hvor vi tilstræber at udvikle højmosen frem mod et økosystem i naturlig balance. Jeg håber samtidig, at den voksende elgbestand vil medvirke til at profilere Lille Vildmose, som en sand naturperle og en uvurderlig attraktion, slutter rådmanden. Direktør i Aage V. Jensen Naturfond Anders Skov understreger, at elgene er en del af noget større: - Målet med projektet har været klart fra starten: vi vil genskabe og sikre højmosen. Elge, kronvildt, vildsvin og de mange andre dyr skaber i samspil med deres forskellige adfærdsmønstre og måder at søge føde på en fantastisk dynamik og sikre dermed rigdommen af arter. Elgene indgår – 100 pct. på naturens egne præmisser – i højmosens naturlige dynamik, og på den måde er vi tro mod målet om, at dette stykke natur – Nordvesteuropas største højmose – skal kunne passe sig selv”, slutter Direktør i Aage V. Jensen Naturfond Anders Skov. Invitation til pressen, bemærk at tilmelding er nødvendig Pressen inviteres til at overvære elgenes hjemkomst fredag 20.1. kl. 8.30. - Mødested Lille Vildmose / Høstemark på adressen: Hjortevej 3, 9280 Storvorde (ved den grønne maskinhal). Kontakt på adressen er: Jacob Skriver, Aage V. Jensen Fonde på telefon 5125 0234 Fra adressen er der sørget for transport til pressen ud til boma’erne, hvor elgene skal lukkes ud. - Ved boma’erne er der mulighed for foto-optagelser fra en afsats i 1 ½ meters højde. Kontakt på stedet: Jens Vinge på tlf. 2520 2252. - HUSK praktisk fodtøj! Tilmelding: Af hensyn til de logistiske og fysiske forhold på stedet er tilmelding nødvendig. Tilmelding skal ske på mail til [email protected]. Deadline for tilmelding er torsdag morgen den 19.1. Fotos og levende billeder: Aalborg Kommune stiller (hurtigst muligt fredag 20.1.) billedmateriale og film-optagelser af elgenes udsættelse i Vildmosen til rådighed for pressen. Materialet kan frit anvendes af presse, som ikke har mulighed for at være til stede. Henvendelser herom kan ske til: Caroline Anker på tlf. 9931 2111 eller mail [email protected], og Trine Henriksen på tlf. 99 31 2121 eller mail [email protected]. For kommentarer og yderligere oplysninger, kontakt venligst: Aalborg Kommune: - Rådmand for By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen, tlf. 9931 2100 / 2520 2100. - Skov- og landskabsingeniør, Jens Vinge, tlf. 2520 2252 ([email protected]) Aage V. Jensen Naturfond: - Direktør, Anders Skov, tlf. 2296 4499 ([email protected]) - Driftsleder, Jacob Skriver, tlf. 5125 0234 ([email protected])
© Copyright 2024