1. No category

Christina Holm Dahl
MUSIKKENS MANGE FORMÅL
Særnummer
UDGIVETISAMARBEJDEMED
-1-
PubliMus
En skriftserie om musik
Christina Holm Dahl
Musikkens mange formål
PubliMus
Særnummer. Udgivet i samarbejde med Det jyske Musikkonservatorium
Århus, december 2016
Skriftserien Publimus
v/ redaktør Carl Erik Kühl
Klintevej 24
8240 Risskov
Tlf: +45 300707830 ⋅ e-mail: [email protected]
Redaktion:
Carl Erik Kühl (ansvarshavende)
Finn Jespersen
Henrik Marstal
Valdemar Lønsted
Henrik Nebelong
Søren Schou
Kristine Ringsager
Rasmus Rex Pedersen
Tryk: Fællestrykkeriet - SUN
Aarhus Universitet
Universitetsparken, bygn. 1163
8000 Århus C.
ISBN [Endnu ikke registreret]
-2-
-3-
Christina Holm Dahl
MUSIKKENS MANGE FORMÅL
Musikudøvelse styrker hukommelsen.
Musikudøvelse styrker læse og regneevnerne.
Musikudøvelse styrker de sociale relationer
Overskrifter som disse bliver hyppigere og hyppigere. Ofte er det en ultrakort
opsummering af konklusionen på en videnskabelig undersøgelse: Musik kan
noget andet og mere end at være musik.
Så langt, så godt. Det har musikundervisere ’vidst’ i mange år. Det er et
gavnligt biprodukt ved musikken og ikke noget, man egentlig talte så meget
om. Det var ikke som sådan undersøgt, det var bare noget man vidste eller i al
fald havde en stærk fornemmelse af. Det var heller ikke vigtigt – for det var
ikke det, det handlede om. Det egentlige var: musikudøvelsen for musikkens
skyld.
Det var i en verden, hvor det at spille musik var godt, fordi det var godt. Det
var en del af almindelig dannelse. Der var en fælles forståelse af, at det at kunne
spille og synge sammen gav os noget, som vi ikke skulle sætte på formel. Et
fællesskab, som var vigtigt: musikken gjorde noget ved os.
Musiklivet fik i en tid lov at leve i en boble, hvor man ikke behøvede at
forholde sig til det omkringliggende samfunds dogmer og nyttetænkning.
Men noget ændrede sig. Musiklivet og finansieringen heraf blev mere og
mere statsliggjort og derved i en ny grad en del af samfundet. I dag betaler
staten en stor del af regningen og sætter derfor også mere og mere dagsordenen.
-4-
Deraf følger en ny legitimeringsproces. Musik er ikke længere godt og vigtigt,
fordi det er musik. Musikken skal tjene samfundet, den skal have et formål.
Vi møder i større og større grad opfattelsen af, at musikudøvelse er godt,
fordi det kan lede til noget andet. Det kan være redskab for indlæring, styrkelse
af hukommelse, helbred osv. I bevillingsansøgninger er det efterhånden blevet
standard at skulle angive, hvad der kommer ud af projektet (udover musikken),
og hvordan man vil dokumentere det. Musikkens selvlegitimering, at musik er
godt, fordi det er musik, får i dag sjældent lov at stå alene, der er i højere og
højere grad tale om det, man kunne kalde en formålsgørelse.
Spørgsmålet er så, om det er skidt eller godt? Eller måske er det slet ikke
spørgsmålet, for det nytter ikke at længes tilbage og tænke, at alting var bedre i
gamle dage.
Faktum er: Noget er sket i den måde, vi betragter musik på i vores samfund.
Denne artikels ærinde er at undersøge dette ’noget’. Hvor kommer det fra og er
det overhovedet nyt? Giver denne insisteren på formål mening eller er det være
en forfladigelse af hvad musik er? Er paradokset ikke, at kun ved at være musik
på sine egne præmisser, kan musikken gavne noget andet?
Og hvis vi insisterer på formålsgørelsen, hvordan kan det så konkret udfolde sig
i projekter? Hvad er musikkens rolle i dag eller rettere hvilke mulige roller er
der? Hvordan agerer en musikunderviser hensigtsmæssigt i denne
nyttetænkning af musikken? Kan vi finde et meningsfuldt ’fælles tredje’, hvor
der er plads til både selvlegitimeringen og formålsgørelsen?
Artiklen ser nærmere på tre organisationer, som på hver deres vis
kombinerer det nye og det gamle paradigme og fastholder, at musikken kan
noget i sig selv og samtidig spiller ind i det omliggende samfunds behov og
forståelser.
-5-
1. Statslig kulturpolitik 1961Diskussionen om, hvorvidt musikken har et formål udover sig selv og hvad der
er vigtigst, er på ingen måde ny. Det nye er vel, at musiklivet lader sig anfægte
af den.
I løbet af de sidste 50 år er det danske musikliv blevet mere statsdrevet end
det nogensinde har været før. Tendensen startede forventeligt med
Kulturministeriets oprettelse i 1961. Indtil da fandtes nok statslige
støtteordninger for kunsten og kulturen men i langt mere sporadisk form. Men
med Kulturministeriets oprettelse blev kunst og kultur – og herunder musik – et
statsligt anliggende.
For musikkens vedkommende kom Musikloven i 1976 og derigennem
mulighed for statstilskud til bl.a. musikundervisning. Derefter så man naturligt
nok en opblomstring af lokale musikskoler, og med musiklovsrevisionen i 2013
blev vi sikret en kommunal musikskole i hver eneste kommune i Danmark.
Resten af det danske musikliv bliver også tilgodeset bl.a. med tilskud til
spillesteder og til både amatør- og professionelle kor og orkestre. Området
rammes ofte af besparelser, men der er dog indtil videre politisk flertal for, at
det er en statslig opgave at have en musiklov, som giver rammer for
økonomiske tilskud til musiklivet.
Det har man naturligvis vænnet sig til i musiklivet, man vil have ordnede
forhold ligesom resten af samfundet. Men konsekvensen bliver jo, at vil man
have samme rettigheder og ordnede arbejdsforhold, så får man også samme
pligter, herunder at bidrage til de til enhver tid gældende samfundsbehov. Og
for tiden er det nyttetænkningen, der hersker. Vi skal hver især bidrage til at få
det store samfundspuslespil til at gå op.
Følger man den logik, er det naturligt, at spørgsmålet om musikkens formål
igen er blevet aktuelt. Ingen områder i samfundet slipper i nyttetænkningens tid
fri for at retfærdiggøre sine egne formål, således heller ikke musikken. Det er
prisen for at modtage den statslige støtte.
-6-
En kort historisk gennemgang af kulturpolitikken i Kulturministeriets
levetid1 viser da også, at kulturpolitikken og de tilgængelige tilskudspuljer i høj
grad er præget af den herskende samfundsdiskurs i den pågældende periode.
Da Kulturministeriet blev sat i verden i 1961 af statsminister Viggo
Kampmann, var det med den erklærede intention at skabe modvægt til
popkultur og amerikanisering. I det spirende velfærdssamfund var det nye
ministeriums hovedopgave en demokratisering af adgangen til kulturen, den
skulle nu være tilgængelig for alle, uanset pengepung og socialklasse.
Danskerne skulle ikke bruge det nyvundne økonomiske overskud til rent
forbrug, der skulle en åndelig forædling til. ”Vi skal bane vejen for en friere
menneskelighed,” hed det2. Det var indforstået, at god kultur var lig med den
borgerlige kulturtradition, også selvom den første kulturminister var
socialdemokraten Julius Bomholt. Den politiske konsensus om dette var stærk.
I ministeriets første tiår blev også Statens Kunstfond og arbejdslegaterne til
kunstnere skabt. Man byggede strukturen til det vi i dag forstår ved et
kulturministerium med faste tilskud til de store institutioner, mere mobile
tilskudspuljer til forskellige dele af kulturlivet samt legater til skabende
kunstnere.
Alt dette skete ikke uden sværdslag. Allerede i 1965 i forbindelse med
uddelingen af Statens Kunstfonds første arbejdslegater kom den første
offentlige protest. I alt 54.000 underskrifter blev indsamlet på landsplan fra
borgere fra hele landet, som protestede ”mod dette misbrug af statens penge.”3 I
spidsen for protesten stod lagerforvalter Peter Rindal, som herigennem kom til
at give navn til betegnelsen ’rindalisme’. Den statslige kunststøtte er stadig
anledning til store diskussioner i den brede offentlighed, ligesom flere medier
gerne lægger spalteplads til. For kritikerne havde og har jo en pointe: statsstøtte
af kunsten medfører en statslig kuratering af, hvad der er god kunst. Hermed
bestemmer staten, hvilken kunst vi alle skal støtte.
I 60’erne var der dog endnu politisk enighed om, hvad der var værd at støtte
og selv ikke rindalismen kunne for alvor rykke ved kulturforståelsen. Men det
kunne 70’erne og tidens ”klassekampe”. Måske meget symptomatisk fik vi som
nævnt i 1976 musikloven, hvor, udover de professionelle orkestre, også
-7-
musikskoler og amatørmusikken fik faste bevillinger. Stadig var det dog den
klassiske musik, som fik den største del af kagen.
Men stille og roligt vandt et bredere kulturbegreb indpas; og begreber som
ungekultur, børnekultur og rytmisk musikkultur opstod. Der blev sat spørgsmål
ved den borgerlige kulturtradition som den eneste støtteberettigede og i løbet af
firserne slog det igennem i bevillingspolitikken, som nu blev bredere.
Stadig handlede det om fællesskaber, men tiderne var igen ved at skifte.
Individualismen og den enkeltes præstation kom i fokus. Først og i høj grad
igennem eliteidrætten (som jo også er et kulturministerielt område), men senere
så man en vis afsmitning på de mere traditionelle kulturområder, bl.a. gennem
de første MGK- kursers opståen4. Talentpleje og fødekæde var nye højaktuelle
begreber, og langsomt voksede puljer med talentmidler frem (med svingende
fokus).
Præstationen var også vigtig i 90’erne, eventkulturens tiår. En meget stor del
af kulturmidlerne blev brugt på og i relation til Kulturby ’96, som i høj grad
handlede om at profilere København gennem kulturen. Argumentet var, at
kulturevents kunne løfte en hel by, også en på det tidspunkt lidt træt og slidt
hovedstad. Kulturen kunne også være med til at løfte turistbranchen og
derigennem skabe vækst. Her opstod for første gang koblingen mellem kultur
og vækst i økonomisk forstand. I 90’erne skulle kulturen derfor samarbejde
med andre ministerier om at brande Danmark i udlandet og skabe interesse for
landet som (handels-)samarbejdspartner. Midler blev prioriteret, puljer til
kultureksport opstod, og det blev kutyme med jævne mellemrum at sende
kulturdelegationer (musikere, balletdansere, kunsthåndværkere, kunstnere) på
repræsentationsbesøg i relevante handelssamarbejdspartneres storbyer.
Efter det, der blev kendt som Muhammed-krisen blev det i 00’erne endnu
vigtigere at gen-brande Danmark. Samtidig blev kulturen også indadtil sat på
arbejde. Nu handlede det om at modstå globaliseringens udfordringer og en
national kulturkanon blev sat i verden. Tendensen med kultur som modvægt til
globalisering er stadig i gang.
-8-
I 10’erne ser det ud til, at musikkens formål er at medvirke til helbredet og
styrkelsen af den enkelte, så de bliver stærkere, klogere og sundere
samfundsborgere.
Som det ses, er der altså intet nyt i at formålsgøre kulturen og musikken, at give
den et formål uden for sig selv. Alligevel synes Kulturministeriet at have en
grundholdning om, at musik har værdi i sig selv og forsøger at balancere dette
med ønsket om at formålsgøre musikken, måske for at retfærdiggøre, at
skatteborgernes penge bruges på kultur.
På Kulturministeriets hjemmeside lyder det om musikkens og om
ministeriets rolle:
Musik indtager i alle samfund en helt central funktion som bærer af kulturelle
værdier og normer… Herhjemme ydes der tilskud til musikområdet for at sikre
alsidigheden og den lige adgang til musikalske oplevelser for alle. Der ydes
tilskud til både skabende og udøvende aktiviteter, og disse omfatter blandt andet
almene formål, musikundervisning, tilskud til orkestre, spillesteder mv.5
Her foretager man altså på diplomatisk vis ingen vurderinger om, hvad der er
rigtigt og forkert formål for musikken. Det fremgår samtidig, at musik er en
nødvendig del af et samfund. Og det er vel sådan musikkens aktører, udøvere,
undervisere og formidlere har det med musikken: den er helt nødvendig for os
som mennesker og som samfund. Hvorfor? Fordi den er musik. Den gør noget
ved os. Samtidig har store dele af musiklivet indgået en handel med samfundet:
Man vil gerne have samme arbejdsforhold som alle andre og derved har man (i
samfundets øjne) sagt ja til at virke i dets strukturer. Så hvordan kan aktørerne i
musiklivet arbejde i og med omverdenens åbenlyse behov for at give musikken
et formål, når man ikke selv har det behov og måske ligefrem ser det som en
forfladigelse af musikken? Og hvordan agerer man klogt, når dette formål
åbenbart skifter, når der blæser nye politiske vinde?
Kan man forestille sig en idealist handle pragmatisk for netop at passe på sit
ideal?
-9-
2. Selvlegitimering og formålsgørelse i praksis:
Tre projekter i feltet Musik, børn og samfund
Jeg vil i det følgende se nærmere på tre kulturorganisationer, som agerer i netop
dette krydsfelt mellem selvlegitimering og formålsgørelse. Alle tre
organisationer arbejder inden for feltet musik og musikundervisning for og med
børn. Denne vinkel er valgt for at kunne fordybe sig i de strukturer, der gør sig
gældende netop her. De beskrevne organisationer hviler alle i deres
selvforståelse i selvlegitimeringen men har med succes indledt samarbejde med
andre institutioner og aktører, som har en anden indgang til musikken.
De tre organisationer jeg vil se nærmere på, er (1) Aarhus Musikskole og
projektet MusikUnik, som handler at bruge musikken som løftestang i socialt
belastede områder, (2) Levende Musik i Skolen (LMS), som samarbejder med
musikere og folkeskolen om at præsentere skolebørn for levende musik, og
endelig (3) Sangens Hus og projektet Sangglad, som arbejder på at skabe
særlige sangbørnehaver.
2.1 Aarhus Musikskole og MusikUnik6
Aarhus Musikskole er en kommunal musikskole af den type, der ifølge
musiklovsrevideringen i 2013 skal være en af i hver kommune. Den ligger i
landets næststørste by og er derfor naturligt nok en af landets største
musikskoler. Dens personale udgøres i høj grad af konservatorieuddannede
musikpædagoger, og kerneopgaven har i mange år været
instrumentalundervisning, enten som soloundervisning eller på små hold og
større sammenspilsgrupper. Musikken og det at beherske et instrument har altså
været i fokus hos både lærere, elever, forældre og ledelse. Denne type
undervisning har været et fritidsanliggende og er også til dels finansieret af
forældrene. Ser man ca. 10 år tilbage, var dette stort set musikskolens eneste
opgave. Et andet spor var at bidrage til musiklivets fødekæde ved at udvikle de
unge talenter i talentforløb og på MGK-kursus.
- 10 -
Aarhus Musikskoles opgave er dog ved at ændre sig (ligesom resten af
landets musikskoler). En musikskole finansieres i op mod 50 % af sine midler
kommunalt. Indtil nu har kommunalpolitikerne ikke blandet sig i, hvad
midlerne blev brugt til, altså hvordan man konkret udfoldede
musikundervisningen, men efterhånden er også kommunerne presset på
økonomien og har svært ved at prioritere musik for musikkens skyld.
Kommunens sociale opgaver bliver større og større, og indsatsen på dette
område er i fokus. Dette har musikskolen set og taget på sig. I Aarhus’ tilfælde
har lederen selv vejret de nye vinde og sat først et og siden flere projekter i
gang og har derfor også haft en stor del autonomi.
Projektet MusikUnik startede i august 2011 som et samarbejde mellem
Aarhus Musikskole og Tovshøjskolen i Gellerup, en skole, som er placeret midt
i et socialt belastet område. Det er et projekt, hvor børn og unge i alderen 0-18
år skal have mulighed for at indgå i et musikalsk fællesskab, primært omkring
den klassiske symfoniske musik. MusikUnik er inspireret af ”El Sistema”7, et
venezuelansk musikalsk system, som efterhånden har 30 år på bagen. El
Sistema tog sin begyndelse i de fattigste områder i Venezuelas hovedstad,
Caracas, og havde til formål at skabe et musikalsk fællesskab, som kunne give
børn og unge fra socialt og økonomiske dårligt stillede familier bedre
muligheder for at skabe andre løbebaner i deres voksne liv.
El Sistema var meget omtalt i danske musikskolekredse i 00’erne og
musikskoleleder Lars Ole Vestergaard blev personlig fascineret af projektet.
Han undersøgte det nærmere og så mulighederne for at sætte et tilsvarende
projekt i gang i Aarhus på de præmisser, der gælder i Danmark. Tidsmæssigt
ramte dette sammen med kommunens ønske om større fokus på det sociale
område, hvorved der skabtes gunstige vilkår for at udvikle MusikUnik.
Den gode timing har haft stor betydning for projektets udfoldelse. At
musikskolelederen har udvist rettidig omhu og er kommet med et klart defineret
projekt til kommunen, allerede inden man begyndte at overveje, hvorvidt
musikskolen også skulle tage et socialt ansvar har gjort, at man i høj grad har
fået lov at udfolde projektet, som man vil. Succeskriteriet er, at børnene lærer at
være sammen om noget positivt og et af fokusområderne er ’at skabe skønhed
- 11 -
sammen’. Det er ingen krav om følgeforskning eller forskningsmæssig
projektstyring.
Samarbejdet mellem musikskolelærerne og de involverede folkeskolelærere
er også præget af en fælles forståelse af, at musik kan noget særligt, at det kan
løfte den enkelte – også socialt – og at det kan skabe positive fællesskaber.
Balancen mellem formålstænkningen og tanken om, at musik kan noget, som vi
ikke behøver sætte ord på, har fungeret uden at gøre noget særligt ud af det.
Musikforståelserne har således været på linje fra start af. Der har mere været
tale om udfordringer med at arbejde i andre rammer end normalt og om
hvordan man som musikskolelærer skulle bruge og udvikle sin faglighed.
Helt indlysende skal musikskolelæreren arbejde med større grupper end man
er vant til. Der kan være en indledende berøringsangst, fordi man ikke i sin
uddannelse har lært at arbejde med større grupper og heller ikke har praktisk
erfaring med det. Folkeskolereformen har betydet, at der nu er rammer for
tættere relationer mellem skole og musikskole. Musikskolen er blevet skrevet
ind i folkeskolereformen og intentionerne om Åben Skole og den kan og skal
nu være del af projekter i selve skoletiden og ikke blot i fritiden. Kerneopgaven
er derfor i høj grad under omlægning. Det stiller nye krav til både
musikskolelærere og folkeskolelærere om en forståelse for, hvad både ens egen
og den andens faglighed egentlig går ud på, og hvordan de kan anvendes i disse
nye sammenhænge. Musikskoleledelsen er klar over de udfordringer, dette kan
give og arbejder derfor målrettet med opkvalificeringen af sine lærere.8 Der er
fokus på at arbejde konsekvent og at tage det lange stræk, som kulturændringer
kræver.
Eksemplet Aarhus Musikskole og MusikUnik beskriver et projekt, hvor god
timing og forudseenhed har sikret de bedst mulige rammer for indholdet. Man
har således ikke skulle overtage andres dagsordener men har kunnet udvikle sin
egen, herunder sin egen personaleudvikling, fordi man har set sig som
medspiller i kommunens projekt og ikke som en ø i samfundet.
- 12 -
2.2. Levende Musik i Skolen9
En anden aktør på folkeskoleområdet er koncertarrangørorganisationen Levende
Musik i Skolen (LMS), som hvert år sender 2000 skolekoncerter med
professionelle musikere ud på de danske skoler. Organisationen drives på basis
af statslige tilskud fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg og Legatudvalg
for Musik samt ved en medfinansiering fra de kommuner, der modtager
skolekoncerter.
Af LMS’ statslige rammeaftale fremgår det, at det er organisationens opgave
at sikre, at børn og unge i hele landet oplever en mangfoldighed af levende
musik af høj kunstnerisk kvalitet. Dette sker gennem skolekoncertformidling,
udvikling og produktion, netværksvirksomhed samt rådgivning og information.
Der er mange aktører med forskellige fagligheder og forudforståelser involveret
og LMS’ rolle er i høj grad at balancere mellem disse for at skabe den bedst
mulige musikalske oplevelse for børnene.
Organisationens egen holdning til musik er, at man helt enkelt gerne vil, at
musik får en større og mere fremtrædende rolle i skolen, fordi det er vigtigt at
have musik i skolen. Musik er vigtigt for os som mennesker - det er en måde at
forholde sig til verden på.
Selvom mange skolelærere privat kan have sympati for den forståelse, så er
deres professionelle hverdag en anden og den selvlegitimerende indstilling er
sværere og sværere at komme igennem med overfor skolen. Folkeskolens
målsætningssystem ’Fælles Mål’10 er blevet endnu mere vigtigt efter
folkeskolereformen11, og for at holde sig relevant, må man hjælpe med at
opfylde delmålene. Som udefrakommende skal man ganske enkelt kunne
hjælpe lærerne med at sætte krydser ud for deres ansvarsområder i elevernes
læring. Dette er LMS helt klar over og har den pragmatiske tilgang med i sin
strategi.
Hvert år modtager LMS et stort antal ansøgninger fra landets musikere om at
lave skolekoncerter. De vurderes af et fagudvalg, og de musikere, som kommer
gennem nåleøjet, indgår efterfølgende i en proces med en af LMS’
musikproducenter, sådan at man sikrer, at koncerten rammer målgruppen
- 13 -
optimalt. Til hvert koncertkoncept udformes et undervisningsmateriale – dette
gøres uafhængigt af musikerne, som udelukkende har til opgave at spille og
formidle musikken i selve koncertsituationen.
Man har altså valgt at adskille det kunstneriske og det
formidlings/undervisningsmæssige for at få 100 % fokus på kunst og 100 %
fokus på formidling/undervisning. Eksempelvis arbejder en klasse med
folkevise-begrebet i klasselokalet og hører dem på koncert før eller efter, ikke
en blanding. Musikerne skal ikke stå på scenen og fortælle at der er xx linjer i
en typisk folkevise og den er sådan og sådan opbygget. LMS vægter at holde
fast i det særlige, der er musikken, at musikerne har fokus på at være gode
musikere og ikke halvdårlige lærere.
Groft opridset kan man sige, at musikerne kommer med de kunstneriske
oplæg, fagudvalget kuraterer de indsendte koncertforslag, musikproducenterne
forbereder musikerne til målgruppen, musikerne spiller musikken, folk med
skolefaglighed laver undervisningsmaterialerne, og folkeskolelærerne selv
underviser i materialet.
Naturligvis kræver denne opdeling en del brobygning og internt i LMS
arbejder man i teams, hvor fagpersoner med forskellige fagligheder arbejder
sammen om det bedste resultat. Man har længst erfaring med dette indenfor
produktionen af undervisningsmaterialer, hvor musikproducenter og folk med
skolefaglighed som nævnt arbejder tæt sammen. På musikproducent-området
deltager LMS i internationale samarbejder for at sikre en refleksionsproces og
deraf kommende udvikling på området.
I eksemplet LMS balancerer organisationen hele tiden mellem at være oplagt
relevant for skolerne og samtidig være musikkens advokat. Koncertoplevelsen
skal ikke være et pædagogisk projekt, men netop en koncertoplevelse. Man er
meget opmærksom på selv små ændringer i folkeskoleverdenen og sikrer
dermed sin egen fremtid. Organisationen har eksisteret fra tiden før Fælles Mål
og folkeskolereformen og har formået at følge med ind i en ny
skolevirkelighed. Et bærende princip i LMS’ formidlingstanker er at lade det
kreative potentiale hos kunstnerne komme mest muligt frem og kun justere det
- 14 -
nænsomt ud fra erfaringer omkring målgruppen og den øvrige sammenhæng i
skolen.
Målsætningsarbejdet indenfor folkeskolen har været debatteret i offentligheden
og alle der samarbejder med den, er nu klar over, at det er nødvendigt at
forholde sig til principperne i Fælles Mål.
Mindre tydeligt har det måske været, at den samme proces er foregået på
daginstitutionsområdet. Siden 2004 udformer man for de 0-6 årige pædagogiske
læringsplaner på områderne Alsidig personlig udvikling, Sociale kompetencer,
Sproglig udvikling, Krop og bevægelse, Naturen og naturfænomener
og Kulturelle udtryksformer og værdier.12 Her er ikke tale om fælles
ministerielle mål, men den enkelte institution skal formulere sine mål og følge
op på, hvordan man når dem.
Skal man som kulturorganisation samarbejde med daginstitutioner, er man
således nødt til at forholde sig til dette. En erfaren musikunderviser vil kunne
se, at musik kan spille ind i alle læringsområderne, og det giver da også god
grobund for samarbejder. Et større projekt er netop i sin opstart, og dette er
fokus for det næste eksempel.
2.3 Sangens Hus og projekt Sangglad
– certificerede sangbørnehaver13
Sangens Hus er en interesseforum for sang, som fungerer som initiativtager til
meget forskelligartede projekter med fokus på at fremme sangen i Danmark.
Det er ikke et fysisk hus, men har et sekretariat fysisk beliggende i Herning i
tilknytning til Den Jyske Sangskole. For at dække behov for videnskabelig
evidens i de enkelte projekter har man tilknyttet Videncenter for Sang14, som
har til opgave at indsamle forskningsbaseret viden om sang. Desuden er der
tilknyttet 10 såkaldte sangkraftcentre fordelt over hele landet.15
Sangens Hus er initiativtager til Sangglad, et projekt målrettet børnehaver.
Man ønsker med projektet at certificere 100 børnehaver over hele landet som
særlige sangbørnehaver, på samme måde som der findes profilbørnehaver
indenfor eksempelvis idræt og udeliv. I projekt Sangglad er det fælles grundlag
- 15 -
først og fremmest en forståelse af, at det at synge sammen kan medvirke til at
skabe glade og robuste børn. Det handler i høj grad om sang som fællesskab og
som noget samlende modsat sang som præstation og som noget for den enkelte.
Projektet løber i 2016-20 og er støttet af Nordea-Fonden med 16,1 millioner.
Desuden er der en medfinansiering fra de involverede børnehaver.
En certificeret sangbørnehave bliver defineret som en børnehave, hvor
personalet ”kan noget særligt med sang”, og hvor sang er en integreret del af
hverdagen. Det er i Sangens Hus’ forståelse en institution, hvor hele
personalegruppen har opnået sangpædagogiske færdigheder og refleksionsevne,
og hvor kvalificerede sangpædagogiske aktiviteter er centrale i institutionens
kultur og i arbejdet med at nå̊ de pædagogiske mål. Endvidere lægger projektet
op til, at institutionen afsøger mulighederne for sangpædagogiske samarbejder i
lokalområdet, f.eks. sangkraftcentre, musikskoler, skoler, udøvende kunstnere
eller institutioner, således at børnene på flere måder møder sang som
kunstnerisk og kulturel udtryksform.
Selve certificeringsprocessen bliver fastlagt efter første års pilotfase, i
fælleskab med de involverede daginstitutioner, så målsætningerne giver mening
også i praksis. Et centralt punkt er, at sang kan være et pædagogisk redskab til
at skabe fællesskab, hvilket det ofte allerede er, men ikke nødvendigvis bevidst.
Certificeringen kommer altså efter altså sandsynlighed til at handle om denne
bevidstgørelse. Pilotfasen er endnu ikke afsluttet, derfor vides det p.t. ikke
præcis, hvordan en certificeringsproces kommer til at se ud.
I praksis er man som nævnt først ved at tage sine første skridt , men planen
er i projektbeskrivelsen ganske klar:
I praksis indgår en sangkonsulent i et samarbejde med den enkelte børnehave i et
praksisforløb. I praksisforløbet er der taget meget hensyn til at opretholde og
styrke pædagogernes daglige arbejde med børnene. Det er et mål, at pædagogerne
i mindst muligt omfang skal væk fra børnene. Det er samtidig Sangens Hus’
vurdering, at en vis kursusvirksomhed være nødvendig for at udvikle
pædagogernes egen stemmebevidsthed og skabe rum for pædagogisk refleksion.
[...] Under praksisforløbet er en sangkonsulent til stede i institutionen flere timer
hver uge [...] Sideløbende med praksisforløbet deltager det faste personale i tre
årlige netværksmøder med sangpædagogisk udvikling og refleksion.16
- 16 -
Central er sangkonsulenten, en ny betegnelse, som er valgt for at markere noget
særligt, som ikke er en sanglærer. En konsulents rolle er at være opmærksom på
hele processen og ikke blot den enkeltes læring. Det fælles mål med projektet er
netop ikke, at pædagogen bliver bedre til at synge, men at pædagogen synger
med børnene (og det er helt ok, hvis pædagogen bliver bedre til at synge
undervejs). Når sangkonsulenten eksempelvis vejleder pædagogen i rigtige
tonehøjder i forhold til børns stemmer, skal det altså foregå i en forståelse for
pædagogens hverdag. Det må ikke blive en slåen-i-hovedet med de rigtige
holdninger, hvis det betyder, at pædagogen så vælger sangen fra.
Sangens Hus beskriver en sangkonsulent således:
En sangkonsulent er en person, som har en solid sang- og musikfaglig baggrund,
har erfaring omkring holdundervisning, korledelse, klasserumsledelse eller
lignende OG har interesse for den konsulentfaglige tilgang til arbejdet. (…..)
(1) En konsulent er en, der kan selv OG kan hjælpe andre til at kunne endnu
bedre. (2) En konsulent hjælper andre med at lære og udvikle det, der giver
mening for dem. (3) En konsulent skaber forbedringer, som holder efter
konsulenten er draget videre.17
Sangens Hus rekrutterer sangkonsulenter eksternt blandt sanglærere med en
bred profil og erfaring. Man har ikke eksisterende medarbejdere, som skal
opkvalificeres.
Det er tydeligt, at opbygningen af Sangglad er væsensforskellig fra de tidligere
projekter, eksempelvis tænker man fra begyndelsen i meget stor skala, ligesom
sprogbrugen er helt anderledes. Det skyldes bl.a., at Sangens Hus er en ganske
anden type organisation end Aarhus Musikskole og LMS.
Organisationen er ganske ny, oprettet i 2013 på en bevilling fra
Kulturministeriet og med bred politisk opbakning fra Folketingets
Finansudvalg. Sangens Hus er altså opstået i en tid, hvor projektstyring og
formålsgørelse stod højt på dagsordenen. Måske kan man ligefrem sige, at det
er opstået af denne tid. Alligevel har man formået at få musikken i sig selv til at
være i fokus. Formålet med Sangens Hus er således at være ”… et nationalt
samarbejdsforum for sang. Som en katalysator for sangglæden i Danmark skal
- 17 -
Sangens Hus styrke og udvikle sangkultur på alle niveauer og indenfor alle
genrer.”18
Man kan i denne formålsbeskrivelse indlæse flere af de senere års
kulturpolitiske strømninger – hvis man vil. Der kan både ses kanonpolitik og
modvægt til globalisering, elitearbejde og breddearbejde, samt genrebredde.
Man kan også finde en ren selvlegitimering: styrkelse af det at synge, fordi det
er vigtigt. Dette klogt opsatte kommissorium for Sangens Hus er sandsynligvis
en væsentlig faktor i den brede politiske opbakning.
I eksemplet Sangens Hus og Sangglad ser man en organisation, som formår et
godt samarbejde med både børnehaverne og den fond, som finansierer
projektet, gennem en forståelse for disses virkelighed og succeskriterier. Det er
ikke helt nemt at aflæse, hvad Sangens Hus’ egen musikforståelse er; om man
vægter selvlegitimeringen eller formålsgørelsen. Og netop her ligger måske
kimen til organisationens store succes: Udgangspunktet for projekterne er ikke
overbevisning, men at sætte sin viden om og erfaring med sang i spil. Ikke i
opposition, men som fakta og erfaring. Det er en ægte projektorganisation, som
er klar over, hvad de selv kommer med, og ved, at de kun eksisterer i kraft af
eksterne samarbejder. Sangens Hus kan virke uhåndgribelig - hvad står de
egentlig for? - men det er netop essensen: De ønsker ikke at positionere sig i et
rigtigt/forkert verdensbillede, men tilbyder deres kompetencer ind i
fællesskabet.
Opsummering
Ovenstående er nedslag i projekter i tre vidt forskellige organisationer, hvor
man griber behovet for at være relevant i samfundsperspektiv forskelligt an –
alle tre steder med held. De har nogle specifikke kendetegn, som både binder
dem sammen og adskiller dem: Aarhus Musikskole og LMS er
driftsorganisationer, som har udviklet et fokus på projektarbejde. Sangens Hus
er født som projektorganisation. Dette får betydning for den måde man arbejder
med og rekrutterer sit personale på.
- 18 -
LMS holder i høj grad på den traditionelle faglige rollefordeling mens
Aarhus Musikskole og Sangens Hus satser på at skabe en ny type
musikunderviser eller musikkonsulent. Sangens Hus vægter at have en stærk
projektleder, som hviler i sin musikfaglighed og stadig kan vende blikket ud af.
Det er ikke en koordinator, men netop en projektleder med de tilhørende
beføjelser. Som projektorganisation kan Sangens Hus rekruttere medarbejdere
med specifikke faglige kompetencer til det enkelte projekt mens Aarhus
Musikskole og LMS efteruddanner de medarbejdere, de allerede har ansat.
Denne efteruddannelse bliver derfor central for projekternes succes og man
kigger naturligt nok udenfor landets grænser for erfaring, ikke mindst til
England og i USA, hvor man har længere erfaringer med denne nye hybrid. En
af de fremmeste på området er amerikaneren Eric Booth, som har skabt
begrebet The Teaching Artist, som han definerer således: “A teaching artist is a
practicing professional artist with the complementary skills, curiosities and
sensibilities of an educator, who can effectively engage a wide range of people
in learning experiences in, through, and about the arts.”19
En sådan tværgående fagperson er i Danmark stadig under stadig udvikling.
Vi møder betegnelser som brobygger, musikpædagog, musikkonsulent,
musikformidler, huskunstner og også teaching artist-begrebet vinder frem. Alle
disse vægter balancen mellem pædagogik, formidling, instrumentpædagogik og
eget udøvende musikerskab og kunstnerisk virke forskelligt og der kan derfor
p.t. ikke siges at være enighed om, hvad denne nye faglighed skal indeholde.
Måske vil det altid være åbent, alt efter projektets behov. Og måske derfor
vælger LMS for at sikre en kernefaglighed at dele funktionerne op på de
velkendte roller.
Kan disse tre organisationers valg så fortælle os noget overordnet om, hvordan
man kan balancere selvlegitimering med formålsgørelse? Musikområdet for
børn har naturligvis sine særlige kendetegn i forhold til andre af musikkens
områder, men visse elementer er det nok klogt at holde sig for øje, hvis man vil
fastholde musikkens relevans i et samfund, som ikke af sig selv sætter musik
øverst på dagsordenen – eller overhovedet på dagsordenen.
- 19 -
Først og fremmest må stå forståelsen af, at hvis musikkens rolle er ”at være
bærer af kulturelle værdier og normer”20 så er der i vores samfund i dag
uendelig mange roller at udfylde. Musikkens aktørers job må være at finde rette
match for sig selv eller sin organisation og så udfylde den musikrolle så
kvalificeret som muligt.
Det, der ikke virker i dag, er at sætte sig som indehavende af den sande
forståelse af, hvad musik skal og kan. Det betyder i værste fald blot, at man
bliver irrelevant og henvist til ’musik-er-flødeskum-og-dermed-undværlig’rollen. Måske er det heller ikke rimeligt at ville have fordelene ved at være del
af samfundet (eks. faste arbejdsforhold), men ikke at ville bidrage til at løse
samme samfunds udfordringer (eks. sociale problematikker). Det er naturligvis
fuldt legitimt at indtage den holdning, at kunstens formål netop er at udfordre
samfundets normer, men i så fald må man vel gå linen ud?
Musiklivet kan gavne sig selv (og musikken) ved at huske, at
formålsgørelsen af musikken ikke er ny. Det nye er, at man selv har lagt sig ind
under samfundets normer og er kommet ’på finansloven’. Vi må nok forvente,
at det at spænde musik for et formål fortsætter fremover i skiftende skikkelser.
Så meget viser Kulturministeriets forholdsvis korte historie os. I øjeblikket er
den fremherskende fokus på, hvordan musikken kan bidrage til at gøre os til
mere velfungerende samfundsborgere. Vil man have del i de offentlige midler
til musik, må man redegøre sit projekts relevans ud fra de præmisser.
Det betyder naturligvis ikke, at man ikke kan have en holdning og udfordre
andres opfattelser i et ønske om at nuancere musikforståelsen. Måske er det
sådan, at musik kun kan støtte op om ydre formål, når den får lov at være netop
musik. Derfor vil det for musiklivet være en evig balancegang mellem at være
selvlegitimeringens advokat og samtidig lytte til dem, der har behov for formål.
Men kan idealisten vække sin indre pragmatiker på strategiske tidspunkter, kan
musikken måske vinde i sidste ende.
- 20 -
NOTER
1KulturministerietsJubilæumsmagasin2011,s.8-77
2JuliusBomholt-citatfraKulturministerietsJubilæumsmagasin2011,s14
3CitatfraprotestskrivelsenvedPeterRindal,1965.Kulturministeriets
Jubilæumsmagasin2011,s.18
4MGK(MusikalskGrundKursus)eret3-årigtoverbygningskursusknyttettilen
musikskole.Detharbl.a.tilformålatforberedeungemusikeretil
optagelsesprøvepåetmusikkonservatorium.
5http://kum.dk/kulturpolitik/kunstarterne/musik/
6Oplysningernestammerfrawww.aarhusmusikskole.dk,www.musikunik.dk
samtfraetinterviewmedmusikskolelederLarsOleVestergaardioktober2016.
7http://elsistema.dk
8Eksempelvisstudierejsertilengelskeskolermedkonkreteerfaringer,
workshopsmedeksternespecialisterisamarbejdetmellemfolkeskoleog
musikskoleundervisere(DorothyConaghan,EricBoothm.fl.)samtkollegiale
udviklingsgrupper.
9Oplysningernestammerfrawww.lms.dksamtfraetinterviewmedLMS’
koncertdirektørEbbeHøyrupioktober2016.
10http://uvm.dk/da/Uddannelser/Folkeskolen/Fag-timetal-ogovergange/Faelles-Maal
11Folkeskolereformenvedtageti2013,somtrådteikraftiskolerneiaugust
2014.
12http://uvm.dk/Dagtilbud/Paedagogiske-redskaber/Den-paedagogiskelaereplan
13Oplysningernestammerfrawww.sangglad.dk,www.sangenshus.dksamtfra
etinterviewmedprojektlederThomasSpäthioktober2016.
14www.videncenterforsang.dk
15Sewww.sangenhus.dkforyderligereoplysninger.
16Informationfraprojektbeskrivelsepåwww.sangenshus.dk/sangglad
17OplysningerfrainternbeskrivelseiSangensHusmodtagetpr.mail.
18www.sangenshus.dk
19http://www.teachingartists.com/whatisaTeachingArtists.htm
20Jf.Kulturministerietsbeskrivelseafmusiksomtidligerenævnt.
--
21
Litteratur
Askegaard, Søren: Marketing, the Performing Arts and Social Change: Beyond the
Legitimacy Crisis, Odense Universitet, Working Papers in Marketing no.
13/Oktober 1997.
Booth, Eric: The Music Teaching Artist’s Bible, Oxford University Press, USA,
2009.
Kulturministeriet 50 år. Kulturministeriets Jubilæumsmagasin, udgivet af
Kulturministeret i 2011.
Om forfatteren:
Christina Holm Dahl er sanger og sangpædagog uddannet fra SDMK samt
cand.mag. i Kultur og Formidling fra SDU. Hun underviser i entreprenørskab og i
kunstnerisk udviklingsvirksomhed på SDMK. Hun har tidligere været ansat i
musikskoleverdenen som underviser og som souschef, samt i forskellige
kulturformidlerstillinger. Som udøvende sanger arbejder hun primært indenfor ny
klassisk musik og i tværæstetiske projekter.
--
22
PubliMus
En skriftserie om musik
PubliMusudgiverartikleriformafmonografieromalleemnerindenfor
musikkenogmusiklivet.Mangeafvoreforfattereerprofessionellemusikfolk,
menvisergerne,atdetikkekunerfagfolk,derskrivertilos.Endelaf
artiklernehenvendersigfortrinsvistilmusikere,musiklærereetc.,mende
flestevilkunnelæses–ogerblevetlæst–affolkudenmusikfaglig
kompetence.
Hæfterneeralmindeligvisblevettryktioplagpå300-500eksemplarer.Hvert
hæfteerforsynetmedinternationaltISBN-nummerogkansøgespåethvert
danskbibliotekvia’www.bibliotek.dk’.Elektroniskeudgaverafkanhentes
påadressen:www.publimus.dk
2009-15blevskriftserienudgivetafSyddanskMusikkonservatorium,først
undernavnetPUFF,senereundernavnetPubliMus.Fra2016udgives
PubliMusafForeningenPubliMus.CVR-nummer:37909246.
--
23
Oversigt over udgivelser 2009-2016
1-07. Mogens Christensen: Ugler i musen
Hvilke værdier bør dagens konservatorieverden satse på, og hvorledes kan de levendegøres i de
krav og behov, der i dag er til kunst, uddannelse og forskning? Artiklen forsøger at formulere nogle
muligheder for formidling af, om og med musik, der forener kunstnerisk praksis med videnskabelig
teoretisering.
2-07. Fredrik Søegaard: Lyden af Viking
’Lyden af Viking’ er en kompositionsproces, hvor virksomhedens medarbejdere komponerer musik,
som skal afspejle deres oplevelser af deres virksomhed.
3-07. Carl Erik Kühl: Lytning og Begreb
Artiklen præsenterer en række begreber til brug ved beskrivelsen af, hvorledes et musikalsk forløb
er bygget op. Begreberne er på en gang så enkle, at de kan benyttes af enhver – med eller uden
musikalsk skoling – og så almene, at de kan benyttes på al slags musik.
4-07. Hans Sydow: Tonespace – mere end musik.
Tonespace er navnet på Vestjysk Musikkonservatoriums elektroniske projektuddannelse.
Computeren er hovedinstrumentet, som bruges til at skabe, spille og formidle elektronisk musik og
lydkunst. Tonespace er også navnet på et hus, som endnu ikke er bygget - et musikalsk
eksperimentarium, hvor man skal kunne lege sig til erfaringer med lyd og musik.
5-07. Charles Morrow: Lydkunst i det offentlige rum
I disse år vokser mængden af lydkunstinstallationer i det offentlige rum i takt med, at vi bliver mere
opmærksomme på vore auditive milljøer. Denne artikel beskæftiger sig med historien bag samt
praksis omkring lydkunsten og fremsætter aktuelle strategier for nye projekter i det offentlige rum.
6-08. Elisabeth Meyer-Topsøe: Støtte gi’r glød, støtte gi’r brød!
Sopranen Birgit Nilsson (1918-2005) sang de mest krævende partier hos Wagner, Strauss og
Puccini på verdens største operascener, til hun var langt op i 60’erne. Læs her om nogle af hendes
vigtigste sangtekniske principper om en bæredygtig sangteknik.
7-08. Niels la Cour: Om Bachpolyfoniens rødder i Palestrinastilen
Kvalificeret indsigt i barokkens fugakunst kan næppe opnås uden et studium af dens indlysende
stilistiske hovedforudsætning: Renæssancens vokalpolyfoni. Med artiklen har det været hensigten ud
fra en række korrektionseksempler fra teoriundervisningen i Bachfuga at vise, hvorledes de foretagne
rettelser bedst forstås gennem et kendskab til de bagved liggende og indirekte benyttede
Palestrinaregler. Afslutningsvis bringes en række almene betragtninger omkring Palestrinas
musikhistoriske betydning.
8-08. Orla Vinther: At skabe en interesse – fra et liv i musikformidlingens tjeneste
I artiklen beskæftiger forfatteren sig med de motiver, der ligger bag mange års virksomhed som
musikteoretiker og musikformidler. Udgangspunktet er en fascination af den kunstneriske oplevelse og
en optagethed af at finde og beskrive de formelle mønstre, hvori den kunstneriske oplevelse er
forankret. En anden drivkraft har været interessen for værket som tidsdokument.
--
24
9-08. Eva Fock: Du store verden!
Med udgangspunkt i et konkret pædagogisk udviklingsprojekt for musikfaget i gymnasiet
præsenteres og diskuteres forskellige tilgange til musikalsk mangfoldighed, multikulturel pædagogik
og musikundervisning i det flerkulturelle samfund – tilgange, som er relevante langt ud over
gymnasieverdenen og som rækker langt ud over det flerkulturelle felt.
10-08. Leif Ludwig Albertsen: Brahms og Magelone
Brahms var selv usikker over for, om man skulle lade sine 15 ”Magelone-sange afspejle en
sammenhængende fortælling. I artiklen redegøres for bogen om Magelone siden middelalderen og
der tages afstand fra gentagne forsøg på at se Ludwig Tiecks roman med indlagte sange og tekst som
et stort, romantisk eventyr.
11-08. Palle Jespersen: Zoltán Kodály.
Komponisten, folkemusikforskeren og musikpædagogen Zoltán Kodály fyldte for nylig 125 år.
Hans liv og værk præsenteres hér af formanden for Dansk Kodály Selskab, Palle Jespersen.
12-09. Peer Birch: De tre hjørnevokaler.
De tre så kaldte ‘hjørnevokaler’ er hjørnesten i klassisk sangteknik. I artiklen forklares dette med
henvisning til resultater inden for nyere stemmeforskning, og i en række enkle øvelser vises det,
hvordan man i sanguddannelsen drager praktisk nytte deraf.
13-09. Carl Humphries: Teaching Improvisation
Artiklen diskuterer begrebet ‘improvisation’, dets betydning i musikhistorien, og hvorledes
improvisation på ny kan inddrages i klassisk musikundervisning.
14-09. Magnus Tessing Schneider: Mozart og hans venner.
Om uropførelsen af Mozarts opera Don Giovanni i Prag 1787og om barytonen Luigi Bassis
dramatiske og musikalske fortolkning af hovedrollen, der blev skabt netop med henblik på ham.
15-09. Ole Kühl: Musikhistoriens ikonisering: motown og bebop.
Er det ikoner, der skaber forandringer og fornyelser af musikken? To fortællinger fra det 20.
århundredes afro-amerikanske musikhistorie, Motown og Bebop antyder, at der også kan være andre
forklaringer.
16-10. Bendt Viinholt: Omkring Rued Langgaards første symfoni 'Klippepastoraler'
Komponisten Rued Langgaard (1893-1952) er en særling i dansk musikliv, der først 20-30 efter sin
død blev anerkendt som en af de helt store. Som 19-årig havde han sin komponistdebut - og nåede
måske sin karrieres højdepunkt - med den timelange Symfoni nr. 1. Originalpartituret til dette værk har
haft en ejendommelig skæbne, og det er den, Bendt Viinholt udreder i sin artikel.
17-10. Leif Ludwig Albertsen: Goethe som sangskriver.
Goethes digt 'Kennst du das Land' stammer fra romanen Wilhelm Meisters Lehrjahre, hvor det
synges af en ung, gådefuld pige, Mignon. Op til 90 komponister har tonesat digtet, heriblandt
Beethoven, Schubert, Schumann, Liszt, Tjajkovsky, Hugo Wolf og Alban Berg. Artiklen beskæftiger sig
med sangen, dens episke kontekst og med Goethes egen opfattelse af, hvorledes sange bør synges.
18-10. Johan Bender: Nielsens kantate
I 1909 skrev Carl Nielsen en kantate til Landsudstillingen i Århus. Artiklen beretter om dens
usædvanlige - til dels dramatiske - tilblivelseshistorie, der tegner et billede af Carl Nielsens tid, liv og
personlighed.
19-10. Mads Bille: Den Jyske Sangskole.
Lederen af Den Jyske Sangskole, Mads Bille, fortæller om skolens tilblivelse og udvikling i sine 10
første leveår - og om ideerne bag.
--
25
20-10. Finn Jespersen: Carmina Burana, Carl Orff og nazismen.
Den tyske komponist Carl Orffs værk Carmina Burana er ét af det 20. århundredes hyppigst
opførte værker overhovedet, og det er højt værdsat selv af et publikum, der normalt ikke lytter til den
såkaldte ‘klassiske’ musik. Værket blev uropført i 1937 og fejrede store triumfer i det nazistiske
Tyskland under krigen. Hvad var Orffs forhold til nazismen? Er værket et ‘nazistisk’ værk?
21-12. Orla Vinther: At tolke et digt.
Schumanns ’Mondnacht’ regnes blandt hans allersmukkeste bidrag til liedkunsten. Artiklen gør
rede for det originale samspil mellem digt og musik.
22-12. Søren Ryge Petersen: Musik i TV.
Søren Ryge Petersen er kendt af de fleste for sine TV- programmer. Mange har også glædet sig
over hans ofte overraskende, men altid træfsikre valg af musikken i programmerne. I sin artikel
fortæller han om en række af de udsendelser, han har lavet, og om, hvordan han i det enkelte tilfælde
fandt frem til lige netop dén musik.
23-12. Jørgen Erichsen: Kuhlau og klaveret.
Skønt Friedrich Kuhlau (1786-1832) af nogle benævnes "Fløjtens Beethoven", kender de fleste
især den nordtyske komponist for sonatinerne, som helt op til vor tid har figureret i et utal af
klaverskoler. Jørgen Erichsen udgav i 2011 den første større biografi nogensinde om Kuhlau komponisten, vi næsten tør regne for en af vore egne, idet han levede det meste af sit produktive liv i
København.
24-13. Karl Aage Rasmussen: Klinkede skår
I 2009 præsenterede Karl Aage Rasmussen sit bud på en fuldstændiggørelse af Schumanns
ufuldendte Fjerde Klaversonate. I artiklen giver han et kig ind i værkstedet og delagtiggør læseren i de
overvejelser, han konkret har gjort sig, når han sidder med en enkelt stemme i højre hånd hér, tyve
tomme takter dér, etc.
25-13. Thomas Vilhelm og Per Wium: Frank Zappa
2013 er 20-året for Frank Zappas død. I denne forbindelse har musiker og forfatter Thomas
Vilhelm og DR-journalist og musikformidler Per Wium udarbejdet et biografisk indblik i Zappas person,
musik og verdenssyn. Artiklen er en skriftlig pendant til en foredragsrække, som Vilhelm og Wium tog
hul på i efteråret 2013, men bygger på et årelangt arbejde med Zappas univers, der for Per Wiums
vedkommende startede allerede i 1960'erne.
26-13. Henrik Nebelong: Wagners parallelle tertser.
2013 er 200-året for Richard Wagners fødsel. Men skønt Wagner er en af alle tiders mest
biograferede personer, er Henrik Nebelongs Richard Wagner. Liv, værk og politik (2008) den første
danske Wagnerbiografi i et århundrede. I sin artikel i PubliMus skriver han om et særlig signifikant
ledemotiv hos Wagner (”de parallelle tertser”), giver en oversigt over dets forekomst og forsøger en
samlet tolkning.
27-13. Manfred Eger: Således talte Hanslick.
Filosoffen Friedrich Nietzsches ”opgør” med komponisten – og mennesket – Richard Wagner er
meget grundigt undersøgt. Men hvor Nietzsche i grunden samlede sit mere professionelt musikalske
og musikteoretiske skyts, har derimod ikke stået helt klart. Manfred Eger giver et meget
veldokumenteret bud.
28-14. Mogens Wenzel Andreasen: Erik Satie – lille komponist med stor betydning.
Det diskuteres stadig, om Erik Satie var en stor komponist. Men han fik umådelig stor betydning
for musikkens udvikling fra 1890’erne til i dag, både for en række komponister og for flere af det
tyvende århundredes musikalske stilretninger. Artiklen præsenterer hans liv, værk og indflydelse.
--
26
29-14. Valdemar Lønsted: Byen uden jøder. Om den jødiske genius i musikbyen Wien 1867-1938.
Er der en by, hvor jødiske musikere, musikforskere, musikskribenter og musikforlæggere mere
end alle andre byer har præget musiklivet, er det Wien. Historien om jøderne i ”Musikbyen Wien” er
lang og dramatisk. 1867 bragte jøderne i Østrig-Ungarn den forfatningssikrede frihed, de aldrig havde
haft før, men omtrent 70 år senere er de stort set alle fordrevet af nazisterne. Hvordan gik det for sig?
30-14. Peter Wang: Lille Lise – og andre småtterier.
Forfatteren viser, hvor rigt og kompliceret selv en kort og enkelt opbygget melodi er i sin
fænomenologi, når denne foldes ud i en den dynamiske formanalyse, han præsenterer.
31-14. Thomas Agerfeldt Olesen: Reaktionær og moderne.
Artiklen handler om det harmoniske sprog hos den sene Richard Strauss primært belyst ved
eksempler fra komponistens sidste instrumentale hovedværk Metamorphosen.
32-15. John Frandsen: Reaktionær og moderne – en messe for livet.
Anmelderne var begejstrede – og forbavsede – over John Frandsens 1½ time lange Requiem efter
uropførelsen i 2013. For hvad er det dog, der kan få en komponist i det 21. århundrede til at tonesætte
en tekst, der udtrykker et middelalderligt religiøst verdensbillede med rødder tilbage til oldkirken? Det
spørgsmål er John Frandsen blevet præsenteret for mange gange. I sin artikel til PubliMus besvarer
han det skriftligt.
33-15. Henrik Nebelong: Aïda – triumfmarcherende dystopi.
I 2013 fejrede PubliMus 200-året for Richard Wagners fødsel med bl.a. en artikel af Henrik
Nebelong. Operaens anden gigant af samme årgang, Guiseppe Verdi, fejrer vi (forsinket!) med en
artikel om komponistens måske mest elskede opera, Aïda – også denne gang af Henrik Nebelong.
34-15. Michael Fjeldsøe, Søren Schou og Carl Erik Kühl: Kulturradikal musik – en rundbordssamtale.
Kulturradikalismen var en idéstrømning og kulturpolitisk reformbevægelse, der udfoldede sig eller
havde virkninger igennem det meste af 20. århundrede. Samtalen drejer sig om musikkens plads i
dette landskab. .
35-15. Johan Bender: Synet af Nielsen.
Artiklen fortæller om komponistens vej gennem livet og musikken med udgangspunkt i en række
billeder, hvoraf flere sjældent vises, og som lægger op til mere ukendte anekdoter.
36–16. Henrik Marstal: Ansigtet bag ansigtet. Om Carsten Dahls indspilning af Bachs Goldbergvariationer.
Den internationalt kendte danske jazzpianist Carsten Dahl indspillede i 2014 sin unikke fortolkning
af Johann Sebastian Bachs Goldberg-variationer for præpareret klaver. I den anledning lod han sig
interviewe af Henrik Marstal, der sidenhen har bearbejdet interviewet til denne artikel.
37-16. Knud Sørensen. Suzanne Brøgger. Hanne Marie Svendsen. Flere.
Påbegyndt antologi med forfatteres beretning om musikkens betydning i deres liv og skabende
arbejde. (Foreløbig kun i digital version.)
38-16. Per Aage Brandt: Bellmans fødder – en metrisk meditation.
Artiklen præsenterer en ny semiotisk analyse af forholdet mellem sangens musik, metrik og
prosodi og anvender den på Bellmans Fredmans Epistel nr. 12, ”Gråt Fader Berg”, hvor musikken og
teksten samarbejder særlig tæt, så virkningen bliver oplevelsen af en art musikalsk teaterkunst.
Skriftserien PubliMus
v/ redaktør Carl Erik Kühl · Klintevej 24 · DK-8240 Risskov
Tlf. +45 30707830 ⋅ e-mail: [email protected]