Kunst i Kloster Torsdag d. 16. marts kl. 19.00 er der fernisering i Holmsland Idræts- og Kulturcenter – Beiderwand Denne gang præsenterer kunstgruppen en lidt anderledes udstilling, - broderede tekstiltæpper. Vores nye udstiller er Inge Møller, Lind ved Herning. Inge maler, tegner og broderer, og det er netop broderierne, vi er stolte af kommer til Kloster. Beiderwand er et kunsthåndværk, en væveteknik, der stammer fra Sleswig i ca. 1800 tallet. Det er store tæpper, vævede og senere broderede, der blev brugt til forhæng i alkover og himmelsenge til værn mod kulde og snavs, og de har været et statussymbol. Beiderwand betyder begge vægge, altså et tekstil med mønster på både forside og bagside. Ved vævning danner uldtråden motiv på forsiden og hørtråden danner modsatte motiv på ”bagsiden”. Inge Møller har været i arkiverne og fundet modeller på de gamle mønstre, og så er hun bare gået i gang. Inge broderer med korssting, og tekstilerne med de store flader har et fantastisk udtryk. Tæppernes motiver er blomster, religiøse motiver eller fra mytologien. Det største måler 105 x 182 og det mindste 81 x 122. Der er 4 tæpper med på udstillingen. Det bliver en udfordring at hænge tæpperne op, så begge sider kan betragtes. Velkommen til fernisering og se, om det er lykkedes. Vi er vært ved en lille forfriskning. Venlig hilsen Kunstgruppen i Kloster
© Copyright 2024