Set herfra
Mig-Mig-Mig-generationen
er dem på 75
Tekst: ingrid ank, redaktør og akademileder
Vi har meget travlt med at definere den
generation, der lige nu er 15-20 år gamle
Det er ikke alle i alderen 75-80, man stadig kan tale
med. Efterhånden lukker de sig. Det kan selvfølgelig have at gøre med noget rent fysisk, en nedsat hørelse, men det er ofte blot en undskyldning for det
mere grundlæggende: at de er i færd med at lukke
sig eller endegyldigt har lukket sig.
Man kan selvfølgelig godt tale med dem, men det er
ud fra betingelsen: Jeg lytter – du taler. Og det, du
siger, er noget, du for længst har tænkt og for længst
har sagt, og sagt igen. Nu siger du det igen, og det
interesserer dig egentlig ikke, og derfor interesserer
det heller ikke mig, men det interesserer dig endnu
mindre at føre en reel samtale, at forholde dig til
noget halvdumt og ufærdigt, som bare bliver sagt i
situationen, båret frem af samtalen. Der er lukket.
Det gælder især mændene, men det har sine kønshistoriske grunde. Kvinder, der i dag er 75-80, har
måttet finde andre måder at få deres vilje end ved at
sige det direkte. De har måttet sno sig, køre den
hjem med tårer og indirekte bebrejdelser.
Vi har ikke så travlt med at definere væsenstrækkene ved den generation, der nu er 75-80. Faktisk er
jeg ikke stødt på et eneste forsøg. Derimod har vi
meget travlt med at definere den generation, der
lige nu er 15-20 år gamle. Eller deromkring. MigMig-Mig-generationen.
kan kaldes Mig-Mig-Mig-generationen, så er det i
hvert fald ikke noget, der morer dem.
De morer sig nemlig slet ikke, det har de alt for
travlt med at holde styr på sig selv til, alt for travlt
med at forberede deres fremtid til. De glæder sig
ikke, de drømmer ikke, de gør heller ikke oprør,
når vi andre sætter nedsættende prædikater på
dem, for oprør er for drømmere. De finder sig i det
og stemmer på Venstre ved årets skolevalg, ikke
højskolevenstre, men handelshøjskolevenstre, realisternes parti.
Hvad havde vi forventet? De er blevet overladt til
deres egen stillingtagen og mavefornemmelse, siden de var fire. Hvem skal de gøre oprør mod? – de
har kun sig-sig-sig selv at bebrejde. De er helt alene,
for vi har lært dem, at svaret på ethvert valg skal de
hente i deres egen mave.
Endnu har de dog ikke lukket sig helt. De ved godt,
at verden udenfor dem selv er noget, de må interagere med. Måske vil de endda en dag åbne sig. Når
de bliver 75, og verden igen er blevet en anden, end
vi kender den. Da vil de åbne sig og føre drømmende samtaler med de unge n
En ting står dog efterhånden klart – også efter at
have læst Christian Hjortkjærs tankevækkende
bagsideklumme i dette nummer af Dansk Kirketidende: hvis der er noget som helst sandt ved, at de
0 2 -17
D AN S K KIRKE T I D EN D E
3