artiklen om projektet

Højskoleelever bygger bæredygtig dome på en uge
Imens en stor del af Danmark var på skiferie og andet i uge 7, arbejdede 16 entusiastiske
højskoleelever fra Brandbjerg Højskole, med at byge en dome i økosamfundet Friland ved Ebeltoft.
En dome er en halvkugleformet konstruktion, som i denne version var bygget i træskelet med
plastik om. Domen er 5 meter i diameter og skal bruges som drivhus fremover.
En bæredygtig byggeworkshop
De 16 elever fra Brandbjerg Højskole havde meldt sig på en bæredygtig byggeworkshop, uden helt
at vide hvad de gik ind til. Brandbjerg Højskole har en markant profil indenfor bæredygtighed, og
laver mange initiativer på højskolen i fht. bæredygtighed. Men indtil nu har eleverne sjældent haft
fingrene i det bæredygtige byggeri selv. Derfor var der kort fra tanke til handling, da skolens
nyansatte lærer Nikolaj Hygebjerg, er ved at bygge sit eget hus i Økosamfundet Friland.
“Målet var at give eleverne et indblik i bæredygtigt byggeri, og give dem en fornemmelse for at
man ikke nødvendigvis behøver at bo som de fleste gør i almindeligt parcelhus” fortæller Nikolaj.
Da eleverne ankom mandag formiddag til Friland var der kun en bunke materialer og nogle planer.
Efter de blev indkvarteret i økosamfundets fælleshus på luftmadrasser, gik projektet i gang. Nogle
skulle grave ud til fundament (hviklet kan være en udfordring ved minus 9 grader og frossen jord),
andre skulle skære træ og jernrør til dele til konstruktionen. Hele ugen var der forskellige opgaver
til eleverne, så de fik prøvet forskellige processer af byggeriet og på 4 dage lykkedes det at samle
konstruktionen, montere den på fundamentet og lægge plastik på siderne, så der fredag stod en
færdig dome til indvielse. Der blev tilmed tid til at bygge plantekasser rundt langs siderne.
“Det har været meget varieret i vejret, men dejligt at arbejde på en overraskende ting som denne
her” fortæller Brandbjergeleven Onno Janssen og fortsætter: “Det får man jo ikke mulighed for til
daglig”.
Udover selve byggeworkshoppen havde ugen også to andre formål, nemlig at udfordre eleverne i
fht. madindkøb og madlavning samt møde en række beboere i økosamfundet og høre deres
historier om hvordan de bor, bygger og lever på en mere bæredygtig måde.
Det første udmøntede sig ved at eleverne hver dag selv skulle lave alle måltider. Men benspændet
var, at de kun fik samme budget som storkøkkenet på Brandbjerg Højskole bruger (som jo kan
drage nytte af storkøb m.m.) og alt skulle være 100% økologisk. Hver dag meldte 4 elever sig til
køkkenholdet, og så brugte de ellers hele dagen på at planlægge hvad man kan lave af mad med
disse benspænd, om de skulle købe ind i Menu, Netto eller måske hos lokale avlere. Resultatet
overraskede de fleste, for hele ugen blev der lavet lækker, velsmagende og spændende mad og alt
var økologisk. Og budgetterne holdt. I løbet af ugen blev kravet om økologi dog bøjet lidt, da et
besøg hos cirkusdirektør og beboer på Friland Tonny Trifolikum, inspirerede eleverne til at forsøge
sig med at “skralde” hos butikkerne. Og det viste sig at flere butikker i området åbentbart har
udfordringer med indkøb, for det blev til adskillige kasser lækker økologisk mad som intet fejlede
og i nogle tilfælde ikke engang var for gamle. Så maden blev faktisk bæredygtig på flere planer.
I løbet af ugen havde en række Frilændere tilbudt at åbne dørene for eleverne, som til gengæld
mødte op med (økologisk) kage med kaffe og te. Det blev til en række hyggelige, men også meget
inspirerende besøg, hvor eleverne i den grad fik et indblik i hvordan man kan bygge anderledes og
i det hele taget kan stå af karriereræset og leve for mindre med med mere værdi i hverdagen. “Det
har været superinspirerende” fortæller Vincent Zazzi som også er elev på Brandbjerg Højskole.
“Jeg tager en masse godt mod med mig og har fået ny inspiration til at bygge mit eget hus”
fortsætter Zazzi.
“Det er fantastisk at flytte undervisningen ud af klasselokalet og udenfor rammer” fortæller Nikolaj
Hygebjerg. “En ting er at have en masse teori, visioner og diskussioner om bæredygtighed, men
når eleverne får en hammer i hånden og bygger samt besøger rigtige mennesker der har taget en
markant beslutning om at leve anderledes, tror jeg på at det faktisk rykker noget på kort eller langt
sigt” slutter han.
“Det har været sygt sjovt og vi har lært at samarbejde samt kreativ tænkning” slutter Caroline og
Mathilde af.