1. No category

TEMA: HVAD KAN ETNOLOGI?
27.02.2015
Nr.3, Årg.1
1 LEDER
En ny selvfølgelighed og nye spørgsmål
Et halvt år inde i mit første år på etnologi begyndte jeg at komme til EtnoLogen-møderne som holdes
en gang om måneden. Det blev diskuteret vidt og bredt om alle mulige ting. For eksempel kan jeg
huske vi på et tidspunkt brugte godt over en halv time på at diskutere hvor mange penge vi skulle
bruge på klementiner og kiks til møderne. Jeg er usikker på hvad vi kom frem til. Udover det var der
også diskussioner om penge, punch og flytning af SAXO til de nye bygninger, og det der interesserede
mig mest, den gamle og forældede hjemmeside som jo selvfølgelig skulle opdateres - “og kunne vi
ikke også lave et magasin, som vi havde med det gamle NordNytt?” It was my time to shine.
Jeg var fuld af idéer og høj på drømmen om at Publicere med stort P. De der kender mig ved jeg er vild
med tekst- og redigeringsarbejde, og de der kender mig endnu lidt bedre ved jeg nogle gange tager på
mig lidt for meget arbejde, og pludselig står med hovedet under vand og notesblokken over, stadig
skrivende på min lange liste over ting der skal gøres.
Der var mange ting der skulle gøres. Fuldmagter, betalinger, mange runder med kundeservice, mange
timer med googling af “How to ... with Wordpress?” og med YouTube-videoer der skulle lære mig
hvordan i alverden man bygger en hjemmeside. Tre semestre og en sommer med bachelorskrivning
senere kom første udgivelse, nemlig den vi publicerede i september. Det var det hele værd.
Efter sommeren er jeg ikke længere etnologistuderende, og selvom jeg nok kommer til at holde et øje
med hvordan magasinet udvikler sig, så er det på tide at give det videre til andre der er lige så fulde af
idéer og høje på drømme, som jeg var for to år siden. Det er trist at skulle forlade et projekt jeg har
arbejdet så hårdt og længe med, og som endnu ikke helt har fået fodfæste. Det eneste jeg kan håbe er
at projektet ikke dør, men at det vokser med endnu større opbakning, flere bidrag fra studerende og
at det skabes en ny selvfølgelighed om at vi har vores eget magasin her på etnologi som alle kender
til.
Før jeg går vil jeg gerne præsentere vores tredje udgivelse, hvor vi har stillet spørgsmålet “Hvad kan
etnologi?” Det skulle vise sig at det var et sværere spørgsmål at besvare end først antaget, noget
Astrid reflekterer over i det hun selv sagde ikke var andet end “word vomit.” Jeg er dog ikke helt enig i
den beskrivelse, da jeg faktisk synes hun sætter fokus på noget meget vigtig: at vi skal fortsætte at
være selvkritiske og at vi skal huske at stille nye spørgsmål. Michella og Merethe har bidraget med en
meget interessant artikel som fortsætter i samme spor. Jeg fristes til at sige den stiller spørgsmålet
“Hvad kan etnologi ​
ikke​
?”
Det er helt klart at vi er i en periode hvor det bliver vigtigere og vigtigere at stille denne type
selvkritiske spørgsmål. Studiefremdriftsreformer, dimensioneringer, et arbejdsmarked og politikere
der virker til at arbejde imod en, er alle tendenser der tyder på at vi er nødt til at kæmpe lidt for vores
2
fag. Ved hele tiden at stille nye spørgsmål kan vi være på forkant og klare til debat. Det er vores
styrke. Det kan etnologi.
God læsning!
På vegne af Redaktionen,
Sunniva S. Weschke
3
TEMA: HVAD KAN ETNOLOGI
Irritationsmomenter: Hvad kan etnologi?
Af Astrid Haugaard Eriksen, 3. år
Jeg havde store ambitioner om et kritisk skrift, da vi i Redaktionen besluttede temaet for denne
udgivelse: Hvad kan etnologi? Så derfor satte jeg mig ned for at skrive. Indtil flere gange.
Men lige lidt hjalp det. Jeg formåede ikke spidsformulere en god påstand eller skabe en god struktur.
Jeg formåede ikke at slå hovedet på sømmet.
Jeg føler, at en vis forfængelighed eller måske nepotisme ånder mig i nakken, eftersom jeg for det
første som redaktionsmedlem har tilladt, at vi formulerer vores udgivelses tema som det, jeg ville
kalde et ​
trickspørgsmål​
, for det andet tigger en masse andre om at besvare det, og for det tredje
tillader mig selv at rable om min egen frustration over selve spørgsmålet på fuldkommen
ustruktureret manér. Men siden vi her på etnologi efter sigende skulle være så glade for refleksion og
proces, får I her en omgang frustreret ​
reflexive vomit​
fra min mindre succesrige skriveproces.
Irritationsmoment 1: Det problematiske subjekt
Hver gang jeg læser spørgsmålet: “Hvad kan etnologi?”, får jeg en umådelig lyst til at skrige: ​
Etnologi
kan ikke noget!​
Jeg har dog lidt svært ved at få greb om, hvorfor det svar kommer til mig med denne
umiddelbarhed.
Det frustrerer mig, at “etnologi” er sætningens subjekt. Etnologi tilskrives ​
agens​
, som om der er en
“etnologi”, der gør noget. Jeg ved, at det kan tolkes metaforisk; at “etnologi” kan dække over det
væld af undersøgelser, analyser, teoretiseringer og interventioner, som kategoriseres som
“etnologiske”, eller over en række personer, der går under betegnelsen “etnolog”, om det så er udtryk
for, at de har en uddannelse i etnologi eller er ansatte på Etnologi på SAXO-Instituttet og bedriver
forskning i etnologiens navn. Men dét frustrerer mig i grunden bare endnu mere, for hvad pokker vil
det sige, at noget er “etnologisk” eller at have en uddannelse i “etnologi”? ​
I feel at a loss​
.
Irritationsmoment 2: At vælge en retning for sin besvarelse
Jeg forsøger at finde en strategi til at kunne besvare spørgsmålet om, hvad etnologi kan. Jeg kunne
tænke tilbage på de analyser, metoder og teorier, som jeg er blevet præsenteret for som etnologisk i
løbet af min studietid. Jeg kunne reflektere over de fænomener, som etnologer har undersøgt, eller
over udsagn og intervention med etnologer som afsendere. Eller jeg kunne reflektere over
potentialerne i de teorier og metoder, som etnologer anvender.
Begge dele synes uoverkommelige og lidt nonsensagtige. For det første ville det tegne så broget et
billede, at det ville forudsætte, at jeg valgte at fokusere på en gren af etnologi eller gik så overfladisk
til værks, at det næsten kunne være ligegyldigt. Det er i hvert fald min fornemmelse, for hvordan
forbinder man stats- og livsformsanalyse, forskning i sund aldring, erindringskultur,
4
forsknings-/undervisningsintegration og grænser? Og ​
bør​
man overhovedet det, eller skal vi i stedet
tale om etnologi​
er​
?
For det andet er jeg ude af stand til at udpege det etnologiske. Når jeg ser på mine egne opgaver, føler
jeg mig ikke særligt etnologisk. Mængden af “etnologi” og “etnologer” på mine litteraturlister er
noget nær 0. Og jeg kan ikke lige se, hvad jeg skulle have gjort, der kvalificerer foretagendet til at
klassificere som “etnologisk”.
Irritationsmoment 3: Nyttediskurs ... suk
“Hvorfor kan man ikke differentiere en humanist?”
“Den har ikke nogen funktion.”
Ovenstående er en joke, som en veninde fortalte mig. Så vidt jeg kunne forstå, har hun samlet den op
på DTU, hvor hun læser. Da hun første gang ytrede den for mig, blev jeg ret irriteret (selvom jeg må
indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at grine (måske fordi det minder mig om mit evige crush
på matematik)).
I mine øjne er joken i slægtskab med de mange uvægerlige spørgsmål, jeg har fået, siden jeg
besluttede mig for at læse etnologi: “Hvad kan man bruge dét til?”, “hvad kan man blive som
etnolog?”, “nå, så du skal være arbejdsløs?”... Jeg er sikker på, mange af jer kender til det, om ikke
andet så fra diverse ministerieres side.
Jeg ved, at det har sat sig i mig: Følelsen af ​
unytte​
og ​
ubrugelighed​
. Selv spørgsmålet om, hvad
etnologi kan – selvom det er stillet af etnologer (endda mig selv) – bliver bare endnu en våd klud i
ansigtet. Jeg gider ærligt talt ikke retfærdiggøre etnologi eller mit studievalg mere. Jeg gider ikke
reproducere nogen latterlig nyttediskurs ved at påpege alle de fornuftige interventioner med
etnologer som afsendere, ved at citere ledighedsstatistikker eller opremse forskellige steder, hvor
etnologer er ansat (herunder det lovpriste private arbejdsmarked), eller ved at påpege, hvordan
etnologi jo lige så godt kunne ligge på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.
Irritationsmoment 4: At stille alternative spørgsmål
Jeg er træt af spørgsmålet: Hvad kan etnologi?
Jeg vil have nye spørgsmål. Jeg vil have spørgsmål, der ikke opsummerer, hvad etnologi har udrettet
for derefter at udlede, hvad etnologi kan. Jeg vil have spørgsmål, der ikke låser sig fast i nuet og kun
søger svar på, hvad etnologi kan her og nu. Jeg vil ikke have påtaget deskriptive spørgsmål.
Jeg vil have ​
normative​
spørgsmål. Jeg ville gerne spørge, hvad etnologi ​
bør​
kunne, men det synes
fortsat stuck i nyttediskursen.
Jeg har ikke gjort op med mig selv, om ​
forskel​
er tilpas langt væk fra ​
nytte​
; om det ville ændre nok at
stille spørgsmålet: Hvordan vil vi som etnologer gerne gøre en forskel?
5
TEMA: HVAD KAN ETNOLOGI
Det etnologiske blik – rettet indad
Af Michella Jensen og Merethe Riggelsen Gjørding, 3. år
Vi er glade for at læse Europæisk
Etnologi. Det er på mange måder et
vigtigt fag, der insisterer på at se den
sociale realitets kompleksitet og sætte
en dyd i at perspektivere,
kontekstualisere og være kritisk. Ikke
desto mindre oplever vi, at
neoliberalismen er nået ind i
undervisningslokalet, ofte bag de
studerendes – og måske endda
undervisernes – ryg, og det sker på
bekostning af den essentielle
refleksive indstilling. I denne artikel vil
vi rette blikket indad med fokus på,
hvordan neoliberalismens negative konsekvenser kan spores. Det er ikke vores hensigt, at dette skal
negligere etnologiens virke eller potentiale, men i stedet opfordre refleksivt til fagets udvikling.
Generelt oplever vi en reproducerende struktur i den måde vi gennemgår fagstoffet. Læringen sker
oftest ud fra ​
teksternes ​
præmisser og pointer, og det udelukker ofte en diskussion om, hvilke
præmisser og pointer der kunne være interessante at inddrage. Undervisningen bliver derfor et sted,
hvor folk møder op for at gennemgå to teksters perspektiver over for hinanden. Det forbliver en
intern diskussion mellem tekst A og B og ikke et spørgsmål om, hvor C er, eller hvad denne kunne
være. Det virker mangelfuldt og egentlig uetnologisk, når vi eksempelvis har to tekster, der plæderer
for henholdsvis mere eller mindre samarbejde indenfor EU, da teksterne taler inden for samme
diskursive rum om EU som en relativt fast størrelse. Det synes vigtigt at facilitere diskussionen af en
alternativ tænkning (tekst C), der – om muligt – vil kunne igangsætte mere gennemgribende
refleksioner. Oftest bliver vi dog ved tekst A og B. Der er ikke tid til C, og da slet ikke Z.
Vi mangler endvidere en diskussion af pensum som et samlet hele. Når vi ikke forholder os til, hvad vi
som etnologer undervises i og finder interessant, legitimt og vigtigt at fokusere på, bliver det ikke
tydeligt, hvad der samtidig anses som uinteressant, illegitimt og knap så vigtigt. Der bør derfor være
rum til sådanne diskussioner og en aktiv italesættelse, så teksterne og de teoretiske retninger kan
blive evalueret – udover en spørgeskemabesvarelse når semestret er endeligt slut. Det er essentielt,
at vi er reflekteret over disse forhold, da det vil være ud fra ​
de ​
perspektiver, vores analyser og virke
tager afsæt.
6
Måske handler den manglende tekst C om målorienteringen og de kompetencer, som universitet skal
sikre sig, at vi får. Vi har i hvert fald erfaret det målorienterede pres mod eksamen. I
opgaveskrivningen bliver flere beslutninger taget på baggrund af “hvad studieordningen og
underviserne siger, vi skal kunne til eksamen”. Hermed bliver en forfølgelse af nye veje og
perspektiverende tråde mindre attraktive valg. Det er på baggrund af pensum, at vi skal skrive vores
eksamensopgaver. Trods mulighed for selvvalgt litteratur er det dog oplagt at gå i dybden med
allerede udvalgte perspektiver. Disse perspektiver fordyber vi os i, og finder os derfor mere fagligt
veltilpas i. Det har den negative konsekvens, at vi sommetider oplever ikke at kunne vælge mere
kritiske eller alternative perspektiver i vores undersøgelser af kulturelle fænomener, end hvad der
“lægges op til”.
På 4. semester havde vi faget ​
Kulturelle processer i Europa, ​
hvor vi ud fra et feltarbejde i en europæisk
by skulle generere en analyse, hvori en undersøgelse af det ”særligt” europæiske ​
skulle​
integreres.
Dette kan for os ses parallelt til etnologiens faghistoriske afsæt i slutningen af 1800-tallet, hvor
indkredsningen af det “særligt danske” blev skabt parallelt med nationalstatens opblomstring. Vi
ærgrer os derfor over, at denne parallel ikke blev draget i faget. Vi diskuterede hverken tilstrækkeligt,
hvorfor det havde relevans at undersøge det særligt europæiske, eller hvilket udfald der kunne være
ved sådan en undersøgelse. En af konsekvenserne er, at det er nemt at blive blind for ikke alene
alternative kulturelle fællesskaber, men også selve (re)produktionen af det “særligt” europæiske.
En af kulturvidenskabens faglige milepæle er repræsentationsdebatten. Denne debat
problematiserer, hvordan vi som forskersubjekter kan analysere en særlig kultur uden selv at være en
del af den. Vi har dog ofte en oplevelse af, at man på vores studie mener, at nu er vi “kommet videre”.
Indsigterne bliver tilskrevet de studerende, som endnu en kompetence vi kan, uden den vedholdende
refleksion bliver vægtet. I dag er det med feministen Donna Haraway en anerkendt opfattelse, at
etnologer hverken taler fra ​
anywhere​
eller ​
nowhere​
men altid fra ​
somewhere​
. Vores køn, hudfarve,
alder, teoretiske bias samt sociale, kulturelle og økonomiske position har indflydelse på vores virke.
Alligevel oplevede vi ved vores seneste eksamensprojekt, at netop disse refleksioner over vores
positioner ikke blev betragtet som centrale og grundlæggende for det indsamlede materiale. Vores
undersøgelse tog sit udgangspunkt i et feltarbejde i boligkvarteret Wilhelmsburg i Hamborg. Her
består beboerne hovedsageligt af personer med en anden hudfarve end hvid. Under feltarbejdet
erfarede vi, hvordan vores hvide hud gjorde, at vi skilte os ud i mængden og havde indflydelse på
vores interaktion med boligkvarteret. Endvidere var nogle af vores kommende informanter villige til at
tale med os, fordi vi var nogle “unge smukke kvinder”. Disse refleksioner forblev dog i opgaven en del
af en kort samlet metoderefleksion, mens selve det egentlige eksamensprodukt havde et andet fokus.
Her blev det tydeligt at faget ikke aktivt arbejder mere med og interesserer sig mere for et
postkolonialt samt queerorienteret perspektiv, der netop beskæftiger sig med det at være hvid som
en fundamentalt strukturel privilegeret position. Dette perspektiv er ikke kommet i nær så høj grad på
pensum, som vi ønsker: Det mangler.
Denne artikel er oprindeligt udkommet i forbindelse med radiokollektivet: Mono-lydproduktions
program: “Produktivitetsvældet: Rapport fra en inkompetent studerende” om markedsorienteringen af
de danske universiteter.
7
BACHELOR OG KANDIDAT
Overvejer du at søge en anden kandidat end den klassiske etnologikandidat eller
MACA? Her er to eksempler på hvad man ellers kan gøre.
Gitte Mikkelse
Hvornår hhv. startede og afsluttede du din bachelor/kandidat?
Jeg startede og afsluttede etnologi i 2003 til 2004. I 2005 havde jeg design på tilvalg og derefter visuel
kultur fra 2006 til 2008, hvor jeg også var på udveksling i Amsterdam.
Nævn tre gode og to mindre gode ting ved den kandidat, du læste
Det gode ved visuel kultur var at de havde grene ud til den virkelige verden i form af samarbejde med
forskellige modtagere af vores projekt. Samtidig var det fedt at være en blanding af fagligheder – som
på tilvalg – hvor du løbende skal tage stilling til din kandidat fremfor at alle er skolet i det samme, og
måske ikke stiller samme spørgsmål. På design fandt jeg også ud af hvor fedt det var at have etnologi
8
med i bagagen, og hvor meget sejere end alle de andre studieretninger vi er! Havde jeg læst i dag
havde jeg nok valg MACA som lyder rigtig fedt!
Det dårlige var der ikke meget af på VI og IKK (Visuel Kultur og Institut for Kunst- og Kulturvidenskab).
Det var mest i relation til selve universitetet og at det var så vanskeligt at komme på en anden
kandidat på grund af ansøgning og bureaukrati. Det samme gjaldt for at komme med på udveksling,
hvor jeg næsten ikke fik komme afsted.
Hvordan relaterede din kandidatuddannelse sig til, hvad du havde lært på din
bacheloruddannelse i etnologi?
BA, tilvalg og KA spillede utroligt godt sammen for mig. Visuel kultur gav for mig og mit interessefelt
rigtig god mening i forlængelse af design – jeg fandt ud af, at etnologi var en super god
“værktøjskasse”, men som genstandsfelt/empiri og teoretisk retning matchede design mig virkelig
godt, og visuel kultur blev en god blanding af de to retninger.
Hvordan har du brugt din uddannelse sidenhen?
Jeg arbejder som konsulent indenfor byudvikling og design af løsninger. Jeg har altid brugt min
uddannelse aktivt. Etnologi er blevet min tilgang og visuel kultur og design er blevet mit felt. Jeg går i
felten og indsamler data som en etnolog, men er glad for at have brugt tre år af min uddannelse på at
blive klog på elementer som oplevelsesøkonomi og byens æstetik.
Sunniva S. Weschke
Hvornår startede og afslutter du din
bachelor?
Jeg startede min BA i Europæisk etnologi september
2012 og forventer at afslutte den juni 2015.
Hvilken kandidat har du søgt ind på?
Hvornår starter du din kandidat?
Allerede i november startede jeg
ansøgningsprocessen til en kandidat i
migrationsstudier, eller MA in Advanced Migration
Studies (AMIS). Ansøgningsfristen var 15. januar, og
jeg skulle skrive to sider såkaldt ​
Letter of Intent​
i
tillæg til at have alle de rigtige papirer på plads. Min
anbefaling til dem, der overvejer at søge ind på
AMIS (eller MACA), er at starte
ansøgningsprocessen tidligt, så du har tid til at snakke lidt med en studievejleder og få styr på de
forskellige dokumenter, du skal vedhæfte.
9
Jeg fik svar allerede tidligt i februar om, at jeg er blevet optaget, og jeg starter i september 2015,
selvfølgelig med det forbehold at jeg har fået mit bachelorbevis inden studiestart.
Hvad motiverede dig til at søge ind på netop den kandidat?
Jeg har altid haft en stærk retfærdighedssans, og jeg tror, det er den, der har drevet mig til at blive
meget engageret i temaer som migration. Flygtningestrømme, arbejdsmigration og migration på
grund af klimaforandringer vil kun øges, og jeg tror, det er utrolig vigtig at vi er kundskabsrige og
handlekraftige, når det kommer til disse problematikker. Det, at der nu findes en international
kandidat i København, der specialiserer sig på migration, tyder på, at det er et vigtig og presserende
tema, og det er nok det, der har motiveret mig allermest til at søge ind.
Hvordan forventer du, at din kandidatuddannelse vil relatere sig til etnologi?
Jeg tror en BA i Etnologi vil være et rigtig godt grundlag til at studere migration. Etnologi er listet som
et af de vigtige fagfelter, kandidaten vil trække på, og jeg tror, det hænger sammen med etnologis
fokus på Danmark og Europa både historisk og nutidig, samt tilgangen til teori og praksis.
Migrationsstudier er en tværfaglig og international kandidat, som nok breder sig længere ud i verden,
end etnologi har tradition for at gøre, men som etnolog har man også en bred forståelse for kultur.
Ikke mindst er jeg meget glad for etnologis måde at observere og analysere kultur, og jeg tror, det vil
være en fordel at have så meget viden og praktisk erfaring med kulturanalyse. Jeg tror,
Migrationsstudier vil være en fin forlængelse af en etnologibachelor, selvom jeg også føler en smule
vemod over at skulle forlade etnologi.
Hvilke ønsker eller drømme har du for fremtiden?
I min motiverede ansøgning skrev jeg dette:
“My visions for the future are, as for many 22 year olds, broad and vague. What I do know is this: I
have always admired the work of NGO’s like the Danish Refugee Council, Red Cross, Amnesty
International and Doctors Without Borders. I could very much see myself working with one of these
organisations. I also know that I love to write, and that I want to write about the issues concerning the
world.”
Med andre ord, så ved jeg ikke helt, hvor jeg er på vej med en MA i Migrationstudier, men mine
drømmer ligger i retning af The Big World Outside.
10
NÆSTE TEMAUDGIVELSE
Stay tuned ...
... eller kom med forslag!
Hvad vil du læse om? Hvad vil du skrive om?
Send os et bidrag, et forslag eller et tip!
Skriv til os på: ​
[email protected]
11