1. No category

Tekst 2
L æ s eventyret Den lille snepige, og besvar opgaverne ud fra tekstens indhold.
Sæt kryds ud for de rigtige svar. Der er k u n ét rigtigt svar t i l hver opgave.
Den lille snepige
Der var engang en bonde, som hed Ivan, og han havde en kone, som hed
Marusja. De havde v æ r e t gift i mange år, men de havde ingen b ø r n , og
det var dem en stor sorg. Deres eneste g l æ d e var at se på naboernes b ø r n .
En vinterdag, da den nyfaldne sne lå h ø j t overalt, så Ivan og hans kone,
hvordan b ø r n e n e leende legede i sneen. B ø r n e n e gav sig t i l at lave en flot
snemand, og Ivan og Marusja morede sig med at se, hvordan den voksede. Pludselig sagde Ivan: "Kone, lad os to også gå ud og lave en snemand!"
Marusja var straks parat. "Ja, hvorfor i k k e ? " sagde hun. " V i kan lige så
godt more os lidt. M e n hvorfor skulle vi egentlig lave en stor snemand?
L a d os hellere lave et lille snebarn, siden G u d ikke har givet os et rigtigt
barn."
" D u har ret," sagde Ivan, og så gik de udenfor.
I haven ved deres hus begyndte de nu at lave et barn af sne. De lavede
først en lille krop, så s m å h æ n d e r og små fødder. Da det var gjort, rullede
de en snebold og formede den som et hoved.
" H i m l e n velsigne jer!" råbte en mand, der gik forbi.
"Tak," svarede Ivan.
"Himlens velsignelse er altid god at have," sagde Marusja.
" H v a d er det, I laver?" spurgte manden.
" V i laver en lille snepige," svarede Marusja.
På snebolden, der forestillede hovedet, anbragte de en n æ s e og en
hage, og så lavede de to s m å huller som øjne.
Netop som de var f æ r d i g e med deres arbejde, blev den lille snepige oh under! - levende og b e v æ g e d e sig. Ivan m æ r k e d e et varmt pust fra
hendes læber. H a n gik lidt tilbage og så på hende: Snepigens øjne var
strålende blå, og hendes læber, der nu var røde, smilede sødt.
" H v a d er dog dette?" u d b r ø d Ivan og gjorde korsets tegn.
Snepigen b ø j e d e hovedet, og sneen faldt ned fra hendes hår, der nu var
gyldent og b ø l g e d e omkring hendes bløde, runde kinder. H u n b e v æ g e d e
sine s m å arme og ben i sneen, som om h u n var et rigtigt barn.
"Ivan! Ivan!" råbte Marusja. " H i m l e n har h ø r t vore bønner." H u n lagde sig på k n æ foran barnet og d æ k k e d e det med kys.
" A h , Snegurka, m i n egen k æ r e lille snepige," sagde h u n og bar hende
i n d i huset.
Ivan havde nok at g ø r e med at komme sig af sin forbavselse, og M a r u s ja var ude af sig selv af lykke.
For hver time, der gik, blev snepigen større og større og k ø n n e r e og
k ø n n e r e . Ivan og Marusja kunne ikke få øjnene fra hende igen.
Det lille hus, der før havde v æ r e t så stille, blev nu fuldt af liv og lystighed. N a b o b ø r n e n e kom i n d og legede med Snegurka; de snakkede med
hende og sang for hende og l æ r t e hende alt, hvad de selv havde lært.
Snepigen var meget kvik; hun var også o p m æ r k s o m og lærte hurtigt.
N å r hun talte, var hendes stemme så sød, at m a n kunne have lyttet til
hende altid. H u n var m i l d , lydig og kærlig, og alle holdt meget af hende.
H u n legede i sneen sammen med de andre b ø r n , og de så, hvor dygtigt
hendes s m å h æ n d e r kunne forme ting af sne og is.
Marusja sagde: "Se, hvilken g l æ d e himlen har s k æ n k e t os efter alle
disse år."
" H i m l e n ske tak og pris," svarede Ivan.
Omsider var vinteren forbi, og forårssolen skinnede og varmede jorden op. Sneen smeltede, g r æ s s e t g r ø n n e d e s på markerne, og l æ r k e r n e
sang h ø j t oppe i luften. Landsbyens piger gik syngende omkring:
Forår, hvordan kom du her?
Hvordan kom du mon?
Kom du til os på en plov?
Eller på en harve.
M e n mens de andre b ø r n g l æ d e d e sig over foråret og sang og dansede,
sad den lille snepige ved vinduet og så mere og mere b e d r ø v e t ud.
" H v a d er der i vejen, k æ r e barn?" spurgte Marusja og trak hende i n d
t i l sig og k æ l e d e for hende.
"Er du ikke rask? Hvorfor er du ikke glad?"
"Der er ikke noget i vejen, mor," svarede snepigen. " O g jeg er heller
ikke syg."
Vinterens sidste sne var nu smeltet og helt forsvundet. Blomsterne
sprang ud i haver og enge, nattergalene sang i skov og krat, og alle var
glade undtagen snepigen, der blev mere og mere b e d r ø v e t .
Somme tider løb h u n bort fra sine venner og gemte sig for solen i
m ø r k e kroge. H u n holdt mest af at lege ved vandet under skyggefulde
piletræer, og h u n var lykkeligst om natten og i regnvejr, især n å r der k o m
en voldsom haglbyge. N å r haglene smeltede, og solen b r ø d frem igen,
brast h u n i gråd.
Sommeren k o m med b ø l g e n d e kornmarker, og snart var det sankthans. Snepigens s m å venner bad hende gå med i skoven og samle b æ r og
blomster.
Snepigen havde ikke lyst, men hendes mor opmuntrede hende t i l det,
skønt hun også pludselig blev grebet af frygt.
"Gå nu med ud i skoven og leg, lille skat," sagde h u n og tilføjede t i l de
andre: "Pas godt på hende, I ved jo nok, hvor meget jeg holder af hende."
I skoven plukkede b ø r n e n e vilde blomster og flettede kranse af dem.
Det var varmt, og de løb syngende o m k r i n g med blomsterkranse på
hovedet.
"Gør som v i ! " råbte de til snepigen. " K o m og leg med os!" Og de fortsatte med at synge og danse. Så h ø r t e de pludselig bag ved sig et suk.
De vendte sig om og kikkede, men så k u n en lille snedrive, der hurtigt
smeltede bort. Snepigen var ikke l æ n g e r e iblandt dem.
De kaldte og kaldte og blev ved med at råbe hendes navn, men ingen
svarede.
"Hvor kan h u n dog være? H u n er nok gået hjem," sagde de til hinanden.
Så løb de tilbage til landsbyen, men heller ikke d é r havde nogen set
hende.
Hele den n æ s t e dag og n æ s t e med ledte alle i byen efter hende. De
g e n n e m s ø g t e skoven og hvert eneste krat, men fandt ikke det mindste
spor af snepigen.
Ivans og Marusjas hjerter var ved at briste, og i lang tid efter gik
Marusja rundt og kaldte: "Snegurka, m i n k æ r e lille snepige, kom tilbage!"
Somme tider syntes Ivan og Marusja, at de kunne h ø r e barnets stemme. M å s k e ville h u n komme igen, n å r det atter blev snevejr.
1. Ivan og Marusja er kede af,
6. Snegurka holder sig i skyggen, fordi
| | at de er fattige
| | hun ved, at h u n ikke kan tåle solen
| | at de ingen b ø r n har
| | hendes mor har bedt hende om det
|
| | hun v i l v æ r e i fred for de andre b ø r n
| at h ø s t e n har slået fejl
| | at vinteren er så h å r d
2. Marusja mener, at Snegurka er
|
| hun synes, det er sjovt at gemme sig
7. Snegurka går med i skoven, fordi hun
| | Guds gave t i l dem
| | rigtig gerne v i l med ud og samle b æ r
| | en ny pige i byen
| | ikke ved, hvad h u n ellers skal lave
| | en pige fra nabobyen
| | gerne v i l se alle blomsterne
| | en fjern s l æ g t n i n g
| | bliver opmuntret af sin mor
3. I starten vokser Snegurka
8. På skovturen, hvor de fletter kranse,
| | slet ikke
^| bliver Snegurka uvenner med de andre b ø r n
|
| meget langsomt
• forsvinder Snegurka pludselig
|
| meget hurtigt
| | glemmer de andre b ø r n , at Snegurka er med
] laver Snegurka en krans t i l sin mor
| | i almindeligt tempo
4. De andre børn synes, at Snegurka er
9. T i l sidst i eventyret
| | mærkelig
| | kommer Snegurka tilbage t i l Ivan og Marusja
O
| | finder de Snegurka under et t r æ i skoven
sød
] h ø r e r de, at Snegurka er taget til en anden landsby
| | irriterende
| | tarvelig
5. Da det bliver forår, bliver Snegurka
| | h å b e r Ivan og Marusja stadig, at Snegurka vender tilbage
10. Eventyret ender
| | overrasket
•
•
bedrøvet
•
•
rasende
•
•
glad
sørgeligt
yggeligt
sjovt
uh
lykkeligt