1. No category

Aben og Rotten
Af
Carl-Mar Møller
Carl-Mar Møller
Avderødvej 45
2980 Kokkedal
www.carl-mar.dk
[email protected]
www.parterapeutskolen.dk
Sexolog og Parterapeut Skolen
Udgivet som e-bog i 2013
1
Indholdsfortegnelse
1. Kapitel - Den store skov ................................................................................................................................. 3
2. Kapitel - Grædesøen .................................................................................................................................... 13
3. Kapitel - Øen ................................................................................................................................................ 19
4. Kapitel - Til søs ............................................................................................................................................. 28
5. Kapitel - Landsbyen mellem de to bjerge .................................................................................................... 34
6. Kapitel - Kurs mod en øde ø ........................................................................................................................ 60
7. Kapitel - Det Ukendte Land .......................................................................................................................... 68
8. Kapitel - Den magiske ø ............................................................................................................................... 85
9. Kapitel - Klumpfoden ................................................................................................................................... 92
10. Kapitel - Bjergvejen.................................................................................................................................... 99
11. Kapitel - For enden af bjergvejen ............................................................................................................ 109
12. Kapitel - Til vejrs ...................................................................................................................................... 118
13. Kapitel - Havet med de store bølger........................................................................................................ 122
2
1. Kapitel - Den store skov
Der var engang en Rotte som ikke kunne finde sin far. Rotten savnede sin far, og var meget ked af
det. Hvad skulle Rotten dog gøre for at få sin far tilbage?
Rotten sov ikke i flere dage fordi han hele tiden tænkte på sin far. Rundt og rundt gik Rotten så han
blev rundtosset og ør i hovedet. Pludselig en dag sagde det »Pling«, og Rotten hoppede og dansede
mens han råbte: »Nu har jeg det, nu har jeg det. Jeg tager ud og leder efter min far.«
Rotten fik nu meget travlt, og tog afsted med det samme.
Rotten gik og gik. I dale og over bakker. Da Rotten havde gået nogle timer, nåede han til en kæmpe
skov. Fordi skoven var så stor, tænkte Rotten på om han overhovedet kunne finde rundt derinde.
Rotten trak vejret dybt, samlede mod til sig, og gik ind i skoven.
Inde i skoven var der mørkt, og træerne kastede store sorte skygger på jorden.
»Uhh, nej. Hvor uhyggeligt. Jeg klarer det aldrig«, tænkte Rotten.
Men hvis Rotten skulle finde sin far, var der ingen vej tilbage. Med hurtige skridt gik Rotten uden at
se til siderne og uden at se sig tilbage.
Rotten gik længere og længere ind i skoven.
»Uhuu-hu-huuu«, lød det pludseligt.
Det gav et sæt i Rotten.
»Uhuu-hu-huuu«, lød det endnu engang.
Rotten blev bange og tænkte: »Åh-nej. Måske er denne skov en spøgelsesskov.
Hvad skal jeg dog gøre?«
Selv om Rotten var bange, var han også meget nysgerrig. Ja, faktisk var Rotten en meget modig
rotte. Rotten besluttede sig for at undersøge hvor lyden kom fra. Nu ventede Rotten bare på at
lyden skulle dukke op igen.
Inden længe lød der endnu et: »Uhuu-hu-huuuu.«
»Ahaa«, tænkte Rotten, »Lyden kommer fra nord, og nord ligger denne vej.«
Rotten pegede fremad, og gik afsted med raske skridt. Lyden kom tættere og tættere på.
Snart fik Rotten øje på noget oppe i et træ. Det var jo slet ikke noget spøgelse som Rotten havde
troet. Oppe i træet sad en Abe og græd.
3
Rotten løb hen til træet, så op på Aben, og spurgte: »Hvorfor græder du?«
»Uhu-hu-huuuu«, svarede Aben, »Fordi jeg ikke kan finde min mor.«
»Jeg kan heller ikke finde min far«, sagde Rotten.
Se nu stoppede Aben med at græde.
»Så er vi begge kede af det«, sagde hun.
Aben kravlede ned fra træet, satte sig ved siden af Rotten og spurgte: »Skal vi to ikke hjælpe
hinanden?«
Rotten gav Aben et kæmpe knus, og svarede: »Det kan vi godt. Nu skal vi ikke længere føle os
ensomme, for vi har hinanden.«
Aben og Rotten gik nu sammen ind i skoven for at finde deres mor og far.
Da de havde gået nogen tid, fik Aben pludselig øje på noget.
Aben hvinede: »Hjææælp, hjææælp, en væmmelig Slange der vil spise mig til aftensmad.«
Aben blev meget bange, og kravlede op i toppen af et træ. Men hvad hun ikke vidste var at slanger
kan krybe i træer. Den store Slange krøb stille og roligt op i træet hvor Aben sad. Slangen slikkede
sig om munden ved tanken om en lækker abesteg. Rotten stod på jorden, og så på Slangen der
nærmede sig Aben.
»Jeg må gøre noget«, tænkte Rotten.
Rotten løb efter Slangen op i træet, og bed den hårdt i halen. Slangen var ligeglad og rystede bare
halen så Rotten faldt ned på jorden igen. Nu lå Rotten på jorden med en skrækkelig hovedpine, fordi
han havde ramt en lyserød sten.
»Hvad skal jeg dog gøre for at redde min bedste abeven?« tænkte Rotten.
Den lyserøde sten var en ønskesten, men det vidste Rotten ikke. Mens Rotten lå på stenen, lukkede
han øjnene og ønskede, at der bare ville komme en Ildflue-fe forbi og få Slangen til at falde i søvn.
Pludselig sad der en lille Ildflue-fe med en tryllestav i hånden på Rottens mave.
»Hvad ønsker Du?«, spurgte Ildflue-feen.
Rotten tænkte at det måtte være en drøm, for det kunne ikke være virkelighed.
Ildflue-feen begyndte at synge om vilde kaniner, mens den dansede på Rottens mave. Nu vidste
Rotten at det var virkelighed.
4
»Åh, kære Ildflue-fe«, sagde Rotten, »Kan du ikke flyve op i toppen af træet og få Slangen til at falde
i søvn? For ellers vil Slangen spise min bedste abeven til aftensmad.«
Ildflue-feen fløj straks op i træet, kiggede Slangen dybt ind i øjnene og sagde:
»Soooov Slange, du er træææt, du skal slappe af, soooov nu lille Slange.«
Slangens tunge faldt ned på hagen, og dens øjne begyndte at kigge hver sin vej.
Ildflue-feen hang i luften med sin tryllestav, og begyndte at grine fordi Slangen så skør ud.
Ildflue-feen råbte til Aben: »Nu kan du godt komme ned fra træet.«
Aben skreg: »Jamen, hvordan skal jeg komme forbi Slangen?«
»Jo«, svarede Ildflue-feen, »Du kan bare kravle oven på Slangen. Den sover jo.«
Aben kravlede op på Slangen, men hun var så bange at hun kom til at slå en prut lige i hovedet på
Slangen. Slangen kunne ikke klare at få en prut i hovedet.
Den vågnede, og nyste så højt at Ildflue-feen blev blæst helt op til månen, og Aben fløj op i luften,
hvorefter hun dalede 10 meter ned, men landede på en gren lige før jorden.
»Pyha. Det var tæt på at jeg havde fået en bule i hovedet«, sagde Aben.
Heldigvis faldt Slangen atter i søvn. Den snorkede så højt at der kom en flok måger flyvende og
skældte ud.
Mågerne skreg: »Hold så op med at snorke så højt Slange, vi kan ikke sove.«
Slangen vågnede, åbnede øjnene og så meget forvirret ud hvorpå den sagde:
»Hvor er jeg. Hvem er jeg. Hvad laver jeg her?«
Mågerne svarede: »Det ved vi aldeles ikke, og vi er også ligeglade. Vi vil bare gerne sove. Men du
snorker, og det lyder som en lastbil med en stor motor, der kører.«
Slangen havde ikke tid til at snakke med mågerne, for den havde fået øje på Aben og Rotten nede
på jorden.
»Aha. Der er min aftensmad«, hvæsede Slangen.
Men det var for sent, for nu løb Aben og Rotten alt hvad de kunne hen ad skovvejen.
5
Den stakkels Slange havde så ondt i maven, fordi den var så sulten. Hvad skulle den nu gøre? Slangen
lagde sig på ønskestenen og ønskede at Ildflue-feen skulle komme tilbage og hjælpe. Lige pludselig
sad Ildflue-feen på Slangen med sin tryllestav i hånden og spurgte: »Hvad ønsker du?«
Slangen svarede: »Åhh, kære Ildflue-fe. Jeg er så sulten. Aben og Rotten er stukket af, hvad skal jeg
dog gøre?«
Ildflue-feen sagde: »Lidt længere nede af vejen er der et regnormebo med 1000 regnorme. Lyder
det ikke dejligt?«
»Jo tak, kære Ildflue-fe. Jeg skal nok sende dig et julekort til jul«, svarede Slangen, og væk var den.
Slangen snoede sig hen ad vejen, mens den råbte: »I aften skal jeg have regnormespaghetti.«
Slangens tunge hoppede helt vildt i luften, og nu kunne den lugte alle de dejlige, varme regnorme.
»Juhuuu«, råbte Slangen, »Varm mad. Det er ikke så ringe endda.«
Da Slangen spiste alle regnormene, smaskede den så højt at det kunne høres i hele skoven. Aben og
Rotten troede at det var 100 grise der fik mad på en gang.
»Pyhaa«, sagde Aben, »Sikke et held at vi slap væk fra Slangen.«
Rotten nikkede. Aben og Rotten tog hinanden i hænderne, og gik sammen længere ind i skoven.
Da de havde gået et stykke tid, så Rotten på Aben og spurgte: »Hvor er din mor?«
»Hun er i Elefantdalen«, svarede Aben.
Rotten spurgte: »Hvorfra ved du at din mor er i Elefantdalen?«
»Joo«, svarede Aben, »Jeg har hørt fra nogle brevduer at de har set et brev med min mors navn på,
og det brev skulle til Elefantdalen.«
»Hvordan skal vi dog finde Elefantdalen«, spurgte Rotten.
Aben svarede: »Det er såmænd meget nemt. Man kan lugte Elefantdalen på lang afstand.
Elefanterne har verdens største toilet, og et elefantlortebjerg på størrelse med Rundetårn hvor de
alle sidder og prutter.«
»Thi-hi«, sagde Rotten, »et elefantlortebjerg på størrelse med Rundetårn. Hvor morsomt.«
Både Aben og Rotten syntes det lød skørt, og de begyndte begge at grine. De grinede så meget at
de fik ondt i maven, og tårerne trillede ned af deres kinder.
Snart var det Aben, der spurgte: »Hvor er din far?«
6
Rotten svarede: »Der hvor solen går ned. Der er min far, og derfor kan vi kun lede efter ham om
dagen.«
»Jamen, hvor går solen ned?«, spurgte Aben.
Rotten svarede: »Der hvor havet med de store bølger er, hvor der dufter så dejligt af salt. Der er min
far. Min far er regnbuefisker, og fanger regnbuefisk i alle regnbuens farver. Min far elsker
regnbuefisk med chokoladesovs og kokos.«
Nu begyndte Aben at grine. Aldrig havde hun hørt noget så sjovt som regnbuefisk med
chokoladesovs og kokos.
Solen var ved at gå ned, og snart ville mørket sænke sig over den store skov. Aben begyndte at gabe,
og smittede Rotten så han også begyndte at gabe. De var begge meget trætte, fordi de havde grinet
så meget, og fordi de havde gået så langt. Nu manglede de bare et sted at sove. Men hvor i den
kæmpe skov skulle de dog finde to varme senge?
Pludselig råbte Rotten: »Fremad. Der er lys i lygten.«
Rotten havde råbt så højt at Aben fik en ringelyd i ørene, og det gjorde frygtelig ondt.
Aben blev meget vred og skreg: »Hold dog op med at råbe så højt, din lille dumme rotte. Nu har jeg
ondt i mine ører, og det er din skyld.«
»Undskyld«, sagde Rotten, »Jeg blev bare så glad da jeg så lyset fra et hus længere inde i skoven.«
Rotten lovede aldrig mere at råbe lige ind i Abens øre. Lyden forsvandt fra Abens øre, og det gjorde
ikke længere ondt.
Aben og Rotten gik nu mod huset med hurtige skridt. På vejen derhen talte de om hvem der mon
boede i huset. De blev enige om at det var en sød bjørnefamilie.
Efter en halv time nåede de til huset. Huset, som var lavet af træ, var meget gammelt. Det var så
skævt at det så ud til at det kunne vælte når som helst. Aben og Rotten bankede sammen tre gange
på døren.
»Klonk, klonk, klonk«, lød det.
Inde fra huset kunne de høre skridt så det buldrede og bragede. Håndtaget på døren bevægede sig,
og der hørtes en knirkende lyd. Døren åbnede sig langsomt, og i lyset sås en mørk skikkelse. Aben
og Rotten lænede sig skræmte bagover. De stod begge med åben mund, og deres øjne lignede store
kugler der var ved at trille ud af hovedet på dem. Det var jo slet ikke en sød bjørnefamilie som Aben
og Rotten troede, men en kæmpe Skovtrold.
7
Trolden havde kæmpe ører, en næse der lignede en stor gulerod, og øjne der lignede rødbeder.
Håret lignede en busk hvor grenene stak ud til alle sider. Troldens tøj var lavet af bjørneskind, og
hans fødder var så store at han kunne gå i høj sne uden at synke i. Aben og Rotten holdt sig for
næsen, for puha. Trolden lugtede af gamle bussemænd og skraldebøtte.
»Hvad vil I?«, spurgte Trolden med en stemme, der lød som en traktor.
Rotten svarede med forsigtig stemme: »Vi er trætte, og har ikke noget sted at sove. Må vi sove hos
dig?«
»Vi kan hjælpe dig«, sagde Aben.
Trolden svarede: »I kan få mad og en varm seng, men først skal I gøre rent i mit hus.«
Aben og Rotten hoppede, dansede og råbte i munden på hinanden: »Jubiiii. Tak søde Trold, tak søde
Trod.«
Trolden bød Aben og Rotten indenfor, og viste dem rundt i huset. Det gik meget hurtigt, for der var
kun to rum. I den ene ende, af det ene rum, var der to senge.
Den ene var Troldens, og den anden skulle Aben og Rotten sove i. Sengenes madrasser var lavet af
mos og var meget bløde. Puderne og tæpperne var lavet af muldvarpeskind. Midt i rummet stod et
langt bord, og på bordet stod der en masse stearinlys. I et hjørne stod der en gammel pejs. Trolden
havde tændt op i pejsen, så der var dejligt lunt i huset. Den ene væg var lavet af bjørneskind, ligesom
Troldens tøj for at holde på varmen. Fra loftet hang der edderkoppespind der var så store og lange
at Trolden hele tiden skulle dukke sig for ikke at gå ind i dem. Edderkopperne havde spundet en
masse veje som de gik frem og tilbage på.
Det andet rum i huset var et troldetoilet. Toilettet var et hul i jorden. Ja et hul så dybt som øjet
kunne se. På væggen hang et stort troldespejl. Trolden fortalte Aben og Rotten, at der under huset
var en stor kælder, men han fortalte ikke hvad der var dernede. Aben blev nysgerrig og spurgte
ivrigt: »Hvad er der i kælderen?«
»Det er en hemmelighed«, svarede Trolden.
»Jamen«, sagde Aben, »Hvorfor er det en hemmelighed.«
Trolden kneb øjnene sammen og mumlede: »Ikke al den snak. Kan I to nu se at komme i gang med
at gøre rent?«
»Jaaa-ja-ja«, svarede Rotten.
Aben og Rotten var så trætte at de næsten kunne stå op og sove, og de orkede ikke at skulle gøre
rent i Troldens hus. Men de havde lovet Trolden at gøre rent, og 14 hvis ikke de gjorde det ville
Trolden bare sende dem ud i skoven igen. Det havde Aben og Rotten bestemt ikke lyst til.
8
De begyndte at gøre rent med en kost, en skovl og en trillebør. Det støvede så meget at Aben og
Rotten ikke kunne se hinanden. Aldrig havde de set så meget skidt samlet på et sted. Da de var
færdige med at gøre rent, havde de i alt kørt 10 trillebøre med snavs ud i skoven. Trolden smilede,
til Aben og Rotten og sagde: »Så rent har her ikke været i 100 år, siden min mor døde.«
Nu kneb Trolden en tåre på størrelse med en vandmelon, som landede med et stort plask på gulvet.
Gulvet var nu så glat at de kunne stå på tåreskøjter. Trolden, Aben og Rotten skøjtede rundt, og
grinede så højt at skovens dyr troede der var 100 års fest.
Alle skovens dyr: Haren, Katten, Skildpadden, Storken, Ræven, Hjortene og Det Lille Får kom straks
til Troldens hus og bankede på døren.
»Klonk, klonk, klonk«, lød det.
Trolden åbnede døren, og alle skovens dyr spurgte i kor: »Er det her der er fest?«
Trolden var glad for at se alle skovens dyr, men han kunne ikke sige noget. Han skulle nemlig slå en
kæmpe bøvs. Ræven, der var meget klog opdagede at Trolden skulle til at bøvse.
»Duk jer, duk jer«, råbte Ræven, »Trolden skal slå en bøvs.«
Aben og Rotten satte sig ned i et hjørne, og klyngede sig til hinanden. Haren, Katten, Skildpadden,
Storken, Ræven, Hjortene og Det Lille Får lagde sig på maven. Alle holdt de sig for ørene, også
Hjortene med deres klove. Troldens mave pustede sig op så den lignede en stor ballon der skulle til
at sprænge.
»Bøøøøøøvs«, lød det med et kæmpe brag fra Trolden.
Al luft forsvandt fra Troldens mave, og det susede nu rundt i huset, så man skulle tro der var
stormvejr. Luften fra Troldens bøvs var så kraftig at både stearinlysene og pejsen gik ud. Nu sad
Trolden på gulvet, og lignede en glad julegris.
»Velkommen til fest alle skovens dyr«, sagde Trolden.
Aben, Rotten og alle skovens dyr rejste sig op, og nu var alle klar til fest.
Trolden tændte atter op i pejsen, mens Aben og Rotten tændte alle stearinlysene.
Da Aben og Rotten tændte lysene, hørte de pludselig en knirkende lyd. »Hov, hvad var det?«
hviskede Rotten. Aben og Rotten vendte sig hurtigt om og fik øje på Trolden der havde åbnet en lem
i gulvet. Trolden forsvandt nu ned i hullet.
»Det er den hemmelige kælder«, hviskede Aben.
9
Aben og Rotten løb hen til hullet. Haren, Katten, Skildpadden, Storken, Ræven, Hjortene og Det Lille
Får fulgte med, og alle stod de nu og kiggede ned i kælderen.
»Øv, øv«, sagde Rotten »Kælderen er jo sort som kul.«
Der gik lang tid, og Aben, Rotten og alle skovens dyr kunne ikke forstå hvor Trolden blev af. De
begyndte at synge: »Store Trold kom op af hullet, kom og syng med os.«
Sangen virkede, for snart kom Trolden op fra hullet. I hånden havde Trolden en stor tønde med
trolde øl. Trolden lukkede lemmen efter sig, og kælderen forblev en hemmelighed.
Aben, Rotten og de andre dyr satte sig omkring det store bord. Trolden hældte troldeøllet op i store
nøddeskaller fra et elefantnøddetræ. Da han hældte øllet op, farvede nøddeskallerne øllet lyseblåt,
og skummet blev lyserødt. Alle fik en nøddeskal med trolde øl, og de sang: »Vilde kaniner med meget
lange ører.«
Haren begyndte at stampe på et gammelt bliklåg fra en skraldespand. Katten fandt to bambuspinde
og slog på Skildpaddens skjold. Skildpadden vuggede med dens næb ramte imod skjoldet. Det lød
ganske som en masse trommer der slog i takt.
Storken fandt en pind, der var hul, og brugte den som fløjte. Det lød som en solsort der synger om
foråret.
Ræven fandt en gammel cykelslange og spændte den ud på en gren så det lød som en basguitar.
Det Lille Får fandt en tynd ståltråd som var blevet brugt til at binde huset sammen med. Det Lille Får
satte ståltråden fast på en gren der lignede en gaffel med to tænder. »Bing, bing« lød det. Hjortene
stampede i gulvet med deres klove. Sikke et orkester.
Aben og Rotten dansede på bordet mens alle skovens dyr spillede. Trolden sad på sin troldestol og
drak trolde øl af den store tønde. En gang i mellem spildte Trolden øllet så hans tøj blev vådt. Hans
bukser blev blå, og omkring munden sad lyserødt skum. Trolden drak så meget trolde øl at han faldt
ned af sin troldestol, brasede igennem gulvet og landede nede i troldekælderen, hvor han sov i 100
dage.
Mens Trolden sov, drømte han om at finde en troldekone som han kunne blive gift med og få rigtig
grimme troldeunger med. Orkesteret spillede videre, og ingen opdagede at Trolden var væk.
Da der ikke var mere trolde øl, fandt Aben noget dejligt blåbærsaft. Dyrene, der drak af
blåbærsaften, fik blå tænder og det så ganske sjovt ud.
Først da klokken var to om natten sluttede festen. Haren, Katten, Skildpadden, Storken, Ræven,
Hjortene og Det Lille Får sagde farvel til Aben og Rotten og forlod huset, mens de stadig sang: »Vilde
kaniner med meget lange ører«, så det kunne høres i hele skoven.
10
Da alle skovens dyr var gået, talte Aben og Rotten om hvor sjov festen havde været, og om hvor
længe siden det var at de havde moret sig så meget. Både Aben og Rotten var meget trætte. Snart
faldt de omkuld på mosmadrassen. De trak tæppet, der var lavet af muldvarpeskind, op over
hovedet. Nu lå de dejligt varmt under tæppet og holdt om hinanden.
»Godnat, sov godt«, sagde Aben.
»Godnat«, svarede Rotten, »du er min bedste abe ven i hele verden.«
Aben og Rotten faldt hurtigt i søvn den nat.
I kælderen snorkede Trolden så det kunne høres i hele huset.
Tidligt den næste morgen vågnede Aben og Rotten.
Rotten så på Aben og spurgte: »Må jeg så få et morgensmil?«
Aben smilede, og Rotten lagde sig på ryggen og skreg af grin. Abens tænder var blå, og Rotten syntes
det så meget sjovt ud.
Aben blev vred og spurgte: »Hvad griner du af?«
»Thi-hi«, svarede Rotten, »prøv at kig dig selv i spejlet og sig appelsin.«
Aben løb ud på troldetoilettet, kiggede ind i troldespejlet og smilede. I spejlet så Aben ikke sig selv,
men en nisse. Aben blev meget forskrækket og skreg: »Hjææælp, hjæælp. Jeg er en nisse.«
Rotten løb ud til Aben på troldetoilettet, og råbte: »Hold nu op din lille skrigeabe.
Hvad skriger varede: »Hvis du tror du er så klog, så kig dig selv i spejlet.«
Det gjorde Rotten, og da han så at han ikke længere var Rotten, men en edderkop, hvinede han:
»Hjææælp, hjæælp, jeg er en edderkop.«
Rotten sprang over i favnen på Aben, og nu stod de begge og var så bange at benene rystede under
dem. De løb afsted, ud af troldehuset, ud på vejen, og stoppede ikke før de var langt væk fra huset.
Mens Aben og Rotten løb, kunne de høre alle skovens dyr der snorkede, fordi de jo havde været til
fest i Troldens hus.
Aben og Rotten fandt aldrig ud af hvorfor Aben var en nisse, og hvorfor Rotten var en edderkop. De
vidste jo ikke at spejlet bare var et troldespejl.
Aben og Rotten havde oplevet så meget at de næsten havde glemt, hvad de lavede i skoven. Nååå
jo, de skulle finde deres mor og far.
11
Aben og Rotten gik nu videre ind i skoven mens de pjattede. Hver gang de sagde appelsin, kunne de
se hinandens tænder, og de begyndte at grine. Prøv selv at gøre det.
12
2. Kapitel - Grædesøen
Snart forandrede skoven sig. Aben og Rotten gik nu på en smal skovsti. På stien var der høje
grantræer der skyggede for solen, så stien var mørk selvom det var højlys dag. Længere fremme, på
stiens højre side, så de nogle meget stejle klipper.
Klipperne var så høje at man ikke kunne se hvor de endte.
På venstre side af stien gik det meget stejlt nedad. Det var en græsskråning der endte nede i en stor
sø. På den anden side af søen var der to store spidse bjerge med sne på toppen. Mellem de to bjerge
kunne man se en landsby hvor røg steg op af skorstene fra landsbyens huse.
»Måske er Landsbyen mellem de to bjerge, Elefantdalen, der hvor min mor er«, sagde Aben, »Ih,
hvor jeg savner min mor.«
Rotten gav Aben et knus og sagde: »Vi skal nok finde din mor.«
Aben begyndte at græde, og hvor var det dejligt. Rotten trøstede Aben og sagde: »Min bedste
abeven i hele verden, græd bare så længe du vil.«
Nu begyndte Rotten også at græde, for han savnede sin far. Aben og Rotten græd en hel time. De
græd så meget at de blev våde på deres skuldre.
Bagefter satte de sig ned og så ud over det smukke landskab. Solen, der var ildrød, var ved at gå ned
bag Landsbyen mellem de to bjerge. Det blev mørkt over landsbyen, og Aben og Rotten kunne se
små røde lamper der lyste i de små gader.
Solens skær farvede søen lilla, gul, orange, rød, pink. Ja, søen fik alle regnbuens farver.
Aben så på Rotten og sagde: »Skal vi ikke give søen et navn?«
»Jo«, svarede Rotten, »Vi kan kalde den Grædesøen. Vi kom jo til at græde da vi så søen.«
»Ja«, sagde Aben, »Så kan alle mennesker, der er kede af det fordi de ikke kan finde deres mor og
far, besøge Grædesøen.«
»Jaaa«, råbte Aben og Rotten i kor, »det er en smaddergod idé«, hvorefter de sprang op og dansede
med hinanden i flere minutter. Bagefter talte de om hvor dejligt det var at græde.
Aben sagde: »Ih, hvor har jeg det godt nu. Det var som at gå på WC. Det trykkede inde i hovedet, og
nu er det tryk væk.«
»Jeg synes også det var dejligt at få grædt«, sagde Rotten, »Jeg har det meget bedre nu.«
13
»Ved du hvad?«, sagde Aben, »De voksne burde græde meget mere. De render altid rundt og siger
de er glade, og at de ingen problemer har. Det tror jeg slet ikke på.«
Rotten var enig og svarede: »Det har du ret i. Ja, hvorfor græder de voksne ikke så meget? De må
da også have brug for det. De kan da bare græde sammen med os.«
Rotten så over på Aben som nikkede. Det var sent, og Aben og Rotten var dødtrætte. Fordi de havde
gået så langt, og fordi de havde grædt så meget.
»Nååå«, sagde Rotten, »Hvor skal vi sove?«
Aben svarede: »Jeg synes vi skal sove oppe i det træ, der står tættest på søen.«
Rotten syntes det lød som en god idé, for så kunne de ligge og kigge ud over den smukke sø indtil
de faldt i søvn. De tog hinanden i hænderne, løb ned ad græsskråningen der førte til søen. Hurtigt
fandt de det træ der stod tættest på søen. De kravlede op i toppen af træet, hvor de lagde sig i
hinandens arme.
Nu lå Aben og Rotten og kiggede ud over søen. Begge faldt de i søvn, inden de havde talt til ti. Aben
og Rotten vågnede tidligt den næste morgen, fordi der var en frygtelig larm. En stor flok krager var
landet i træet. Kragerne var nogle sorte fugle med store gule næb og lange røde tæer. Aben og
Rotten kunne høre dem skændes om hvor de skulle flyve hen.
»Kraaaa, kra, kra«, skreg kragerne.
Snart begyndte det at regne ned på Aben og Rotten med hvide klatter. Aben skreg: »Ad, hvad er
det, hvad er det.«
Rotten svarede: »Pu-ha, det er kragelort«, hvorefter der landede en stor hvid klat lige på hans næse.
Aben rynkede på næsen, mens hun sagde: »Fy, føj, uhh, hvor er det ulækkert.
Lad os komme væk i en fart.«
Aben og Rotten lukkede øjnene, holdt sig for næsen og hoppede lige ned i søen. Det gav et kæmpe
plask, og på et sekund blev hele søen hvid. Faktisk lignede søen nu en magisk sø. Aben og Rotten
svømmede lidt rundt i søen, og blev enige om at de ville vaske hinanden. Aben gnubbede Rotten på
ryggen, og Rotten sagde: »Ih, hvor er det dejligt at blive gnubbet på ryggen. Ih, åh, lidt til højre, lidt
højere op, og lidt hårdere.«
Aben gnubbede og gnubbede. Alle de steder hvor Rotten ikke selv kunne nå med sine ben eller
skarpe tænder.
»Hov, der er en loppe«, sagde Aben.
14
Loppen var så lille at den var svær at få øje på. Ja, loppen var så lille som en prik der er tegnet med
en blyant. Loppen havde gemt sig i Rottens pels. Der ville loppen sidde og suge blod fra Rotten, og
det ville klø så forfærdeligt meget på ham. Heldigvis opdagede Aben loppen inden det var for sent.
Hun tog loppen mellem sine negle og dræbte den.
Nu var det Abens tur. Rotten gnubbede og gnubbede. Aben var meget kilden og skreg hele tiden:
»Uh, ihh, ah, det kilder, det kilder.«
Aben hoppede rundt som en spastiker der ikke kan kontrollere sine bevægelser. En spastiker er født
med en sygdom der gør at bevægelserne ikke kan kontrolleres. Det er en meget pinefuld sygdom.
Da de var færdige med at vaske hinanden, lagde de sig op på søens bred. Solen varmede så dejligt
på deres kroppe.
»Ihhh«, sagde Aben, »hvor er det dejligt at ligge her i solens varme.«
Rotten svarede: »Åhhh, jeg synes det er så kedeligt. Skal vi ikke hellere besøge Landsbyen mellem
de to bjerge?«
Aben satte sig op og fik øjne så store som appelsiner.
»Du siger noget«, sagde Aben, »for det er jo måske der min mor er. Meeen, hvordan kommer vi
derover? Vi kan jo ikke svømme så langt.«
Rotten tænkte lidt over det og sagde så: »Vi laver da bare en sivbåd.«
»God idé, god idé«, jublede Aben.
De gik straks i gang med at lave sivbåden. Rotten tog tilløb og lavede et hovedspring ud i søen. Han
svømmede hen til nogle siv, og gnavede dem over med sine knivskarpe tænder. Rotten svømmede
herefter ind til Aben med tre siv ad gangen. Inde på søbredden begyndte Aben at binde sivene
sammen med langt græs. Rotten svømmede 100 gange frem og tilbage med i alt 300 siv.
Da Aben og Rotten havde arbejdet i fire timer, blev de meget sultne.
Rotten jamrede: »Avv, min mave. Den knurrer og jeg er så sulten. Hvor skal vi finde noget mad?«
Aben svarede: »Jeg har set en busk, ikke så langt herfra, med dejlige røde bær, og dem har jeg tænkt
mig vi kan spise.«
De løb alt hvad de kunne hen til busken som stod på toppen af en skråning.
Da de stod ved busken, kunne Aben høre sin mors stemme der sagde: »Pas på. Nogle bær er giftige.«
Aben så på Rotten, der skulle til at sætte tændere i et saftigt bær, og hun skreg: »Stoooop.«
15
Rotten blev så forskrækket at han faldt bagover. Der lå Rotten nu, og var så stiv af skræk at hans
arme og ben pegede lige op i luften. Efter et par minutter kom han på benene igen. Rotten kogte så
han blev knaldrød i hovedet af raseri og råbte: »Hold op din lille skrigeabe. Hvad skriger du for? Lad
mig være, så jeg kan spise bærrene i fred.«
Aben var ked af at hun havde gjort Rotten så vred, for det var jo slet ikke meningen.
»Jamen«, sagde Aben, »Jeg hørte min mors stemme. Jeg ville redde dig.«
Aben nåede ikke at sige mere, for Rotten var stadig vred.
»Hmmm«, hvæsede Rotten, »din mors stemme. Neeej, den må du længere ud på vandet med. Din
mor er i Elefantdalen, og så vidt jeg ved, kan man ikke være to steder på en gang.«
Rotten stod med ret ryg, armene over kors og så meget fornærmet ud.
Aben sagde: »Det er rigtigt nok, det er rigtigt nok. Min mor sagde at vi skal passe på, for nogle bær
er giftige. Hvis bærrene er giftige, får vi ondt i maven og bliver meget syge.«
»Åhh«, sagde Rotten »så ville du jo redde mig.«
Han faldt Aben om halsen og sagde: »Du er min bedste abeven i hele verden.«
Aben og Rotten var så sultne, men hvad skulle de gøre hvis bærrene var giftige.
»Hvordan finder vi ud af om bærrene er giftige?«, spurgte Rotten.
Aben tænkte, så det bragede. Pludselig fik hun en idé og sagde: »Vi sætter os ned, er musestille, og
ser om der kommer nogle fugle forbi. Hvis der kommer nogle fugle og spiser af bærrene, er de ikke
giftige. Men hvis ikke der kommer nogle fugle og spiser af bærrene, så er de giftige.«
Rotten syntes det var en rigtig god idé, og han syntes Aben var meget klog. Med deres sultne maver
satte de sig nu ned og ventede. En lille fugl kom og satte sig på en gren i busken, men den spiste
ikke af bærrene, og den fløj hurtigt igen. Nu vidste Aben og Rotten at bærrene var giftige.
»Det ser ud til at vi må finde en ny busk«, sagde Aben.
De rejste sig op og gik lidt videre. Rotten fik øje på et træ hvor der hang kæmpe blå frugter ned fra
grenene. Frugterne var så store som grapefrugter.
»Uhmmm«, sagde Rotten, »Hvor ser frugterne lækre ud.«
Rotten savlede ved synet at de blå frugter. Aben og Rotten løb hen til træet. Oppe i træet sad et lille
Egern og spiste en blå frugt. Det lille Egern gnaskede og smaskede så højt at det lød som 10 grise
der fik mad.
16
Aben så på det lille Egern og spurgte: »Må vi spise nogle af dine frugter?«
»Jaaa«, svarede det lille Egern, »spis bare så mange I har lyst til. Spis bare til jeres maver er lige ved
at sprænges.«
»Tak lille Egern«, sagde Aben og Rotten i kor.
Aben kravlede op i træet og kastede 10 frugter ned til Rotten som stod på jorden. Det så enormt
sjovt ud. Rotten hoppede rundt nede på jorden, og kastede sig frem og tilbage for at gribe frugterne.
Da Aben kom ned fra træet, begyndte de på måltidet. De smaskede meget højt. Frugterne var meget
saftige, og det fik Aben og Rotten til at savle så meget at deres pels blev drivvåd. Snart havde de
spist de ti frugter, og hvor var de mætte. Aben og Rotten havde spist så meget at det så ud som om
de hver havde en fodbold i maven.
»Nåhh«, sagde Aben, »Vi må hellere tage en masse frugter med, så vi har mad til den lange sejltur
over til Landsbyen mellem de to bjerge.«
Aben og Rotten plukkede en masse frugter. De plukkede så mange at de næsten ikke kunne bære
dem. Nu skulle de bare tilbage til søen, så de kunne få lavet deres sivbåd færdig.
På vej tilbage til søen pustede og stønnede Aben og Rotten fordi frugterne var så tunge, og sveden
piblede frem på deres pande.
Da de igen stod ved søen, så Aben og Rotten at deres sivbåd var lavet færdig. Båden var meget flot,
og Aben og Rotten blev så overraskede at de tabte alle frugterne der nu trillede i alle retninger.
Hvem havde mon lavet deres båd færdig?
Aben og Rotten så på hinanden med store øjne, og sagde i munden på hinanden: »Hvem har lavet
vores båd?«
Nu puslede det i en busk. Rotten spidsede ører, og Aben sagde: »Hvem gemmer sig bag busken?«
»Kom frit frem, kom frit frem«, råbte Rotten, »Vi gør ikke noget.«
Busken bevægede sig, og ud stak et lille bæverhoved. Bæveren så lidt skræmt ud og sagde med
usikker stemme: »Uhuu, det er mig, her er jeg.«
Aben spurgte: »Er det dig, der har lavet vores sivbåd færdig?«
Bæveren nikkede og smilede sødt.
»Hvor er det sødt gjort af dig«, sagde Rotten, »og hvor er båden flot.«
Bæveren sad stadig bag busken og turde ikke komme frem.
17
Aben hviskede til Rotten: »Ih, hvor er Bæveren sød?«
Rotten nikkede. De gik sammen hen til Bæveren og spurgte i kor: »Hvorfor er du bange?«
Bæveren stammede: »For-for-fordi min stedfar har slå-slå-slået mig mange gaga- gange.«
Aben sukkede og sagde: »Vær ikke bange for os, for vi slår dig ikke.«
Rotten så på Bæveren og spurgte: »Hvor er din mor og far?«
Bæveren hulkede og svarede: »Mine forældre døde i sidste uge. De blev spist af ulve. Jeg skal aldrig
se dem igen.«
Aben og Rotten syntes det var så synd for Bæveren. Tænk at Bæveren aldrig skulle se sin mor og far
igen. Hvad skulle de dog gøre for at Bæveren igen skulle blive glad?
Aben så på Bæveren og spurgte: »Hvorfor har du lavet vores sivbåd?«
Nu smilede Bæveren og svarede: »Jeg kiggede på jer i lang tid mens I lavede sivbåden. Jeg syntes I
så søde ud, og derfor ville jeg hjælpe jer.«
Rotten fik en idé. Han så på Bæveren og spurgte: »Du har sådan en stor hale. Vil du være vores
motor, for vi har ikke noget sejl?«
Bæveren sprang nu ud fra busken, landede mellem Aben og Rotten og råbte: »Juhuu. Det vil jeg
gerne.«
De dansede alle tre hånd i hånd, ligesom en familie. Nu fik Aben, Rotten og Bæveren travlt med at
komme afsted. De samlede alle frugterne og lagde dem i båden. Herefter kravlede de alle tre om
bord i båden og lagde fra land. Aben og Rotten sad forrest i båden. Bæveren skulle jo være deres
motor og sad derfor bagerst i båden og plaskede med sin store hale. Nu sejlede de på søen og var
på vej til Landsbyen mellem de to bjerge.
Bæveren begyndte at synge: »Vi sejler op af åen i en sivbåd for tre, og båden den gynger mens vi
synger, vi sejler op af åen....«
Aben og Rotten skrålede med.
18
3. Kapitel - Øen
Da de havde sejlet et stykke tid, fik Rotten pludselig øje på noget, og råbte: »Shaba- du-ba-delle. Se
til højre.«
Aben og Bæveren drejede hovederne og sagde i kor: »En ø«
Selv om de skulle til Landsbyen mellem de to bjerge, var de nysgerrige efter at se hvad der var på
øen. Bæveren drejede derfor båden med sin hale i retning af øen og plaskede nu meget hurtigt.
Aben og Rotten hjalp til og plaskede i vandet med deres ben. Nu sad de alle tre og plaskede, og det
gik meget stærkt. De sejlede så stærkt at Aben og Rottens pandehår stod lige op i luften.
»Ih, hvor er det fedt at sejle så hurtigt«, sagde Rotten og smilede, så man kunne se hans store hvide
og skarpe fortænder.
Bæveren nikkede og råbte: »Tju hej, hvor det går.«
Aben var ikke helt så glad for den høje fart, og hvinede bekymret: »Åhhh nej, min frisure bliver
ødelagt.«
De nærmede sig øen, men åh nej. Båden havde jo ingen bremser, og den havde så meget fart på at
Aben, Rotten og Bæveren stødte hovederne sammen. De gav et hyl fra sig, og da de ramte øens
bred, fløj de alle tre op i luften og landede i en bunke foran sivbåden.
Aben tog sig til panden og jamrede: »Av, av, jeg har fået en stor bule lige midt i panden.«
Rotten holdt sig for det ene øje, og jamrede: »Av, av, jeg har fået et blåt øje.«
Bæveren holdt sig for næsen, der var knaldrød, og hylede: »Av, av, jeg har fået en blodtud.«
Sikke en sejltur.
Da de alle tre var kommet sig lidt, rejste de sig op. Aben gik ned til søen for at afkøle panden i vandet.
Hun tog en dyb indånding, holdt sig for næsen, og stak hovedet ned i det kolde vand. Hvor gjorde
det godt. Efter to minutter trak hun hovedet til sig igen og sagde: »Uhh, det hjalp. Nu gør min pande
næsten ikke ondt mere.«
Nu kom Rotten også ned til søen. Han hoppede i vandet, svømmede ud på søen og kom tilbage med
et åkandeblad. Rotten bandt et græsstrå i hver side af bladet, tog det omkring hovedet og bandt det
sammen med en knude. Nu havde han en klap for øjet.
»Åhh«, sagde Rotten, »hvor det hjalp på mit øje med et dejligt køligt åkandeblad.«
19
Aben begyndte at grine fordi Rotten så skør ud med klappen for øjet. »Hi-hi«, sagde Aben, »Du ligner
en rigtig sørøverrotte.«
Nu begyndte Rotten at grine. Bæveren, der lå på ryggen og holdt sig for næsen for at stoppe sin
blodtud, begyndte også at grine. Aben, Rotten og Bæveren grinede så meget at de helt glemte hvor
ondt det gjorde. Snart havde Bæveren fået stoppet sin blødende tud og var atter på benene.
Rotten så på Aben og Bæveren, og sagde med alvorlig stemme: »Vi må hellere finde ud af om der
bor nogen her på øen. Måske er her nogle farlige dyr.«
Bæveren blev bange, sprang over i armene på Aben, og stammede: »Fa-fa-farlige dyr.«
Aben beroligede Bæveren lidt og sagde: »Bare rolig. Hvis vi møder nogle farlige dyr, skal Rotten nok
bide dem.«
Bæveren så over på Rotten og spurgte: »Lo-lo-lover du det?«
Rotten svarede med sikker stemme: »Hvis nogen rører min bedste abeven og min bedste bæverven,
skal de få med mig at bestille.«
Nu holdt Bæveren op med at stamme, for nu var han ikke længere bange.
Efter sejlturen og det hårde sammenstød med øen var Aben, Rotten og Bæveren meget sultne. Hvor
var det godt at de havde taget en masse blå frugter med.
Aben og Bæveren gik ned for at hente frugterne i båden, mens Rotten fandt et godt sted hvor de
kunne sidde og spise. Da Aben og Bæveren kom ned til båden, manglede der nogle frugter.
»Hov«, sagde Aben, »der er jo ikke ret mange frugter.«
Aben kunne ikke forstå hvor frugterne var blevet af og kiggede nu gnavent på Bæveren og spurgte:
»Er det dig der har spist af frugterne?«
Bæveren lignede et stort spørgsmålstegn, og svarede med forsigtig stemme: »Nej, nej, det er ikke
mig. Jeg sværger, jeg sværger.«
»Hmm«, sagde Aben, »jeg må vist hellere snakke med Rotten, den lille tyv.«
Aben og Bæveren samlede de blå frugter op af båden og gik tilbage til Rotten.
Rotten havde fundet et dejligt sted under nogle træer, hvor de alle tre kunne spise.
»Hej I to«, sagde Rotten, »hvor har jeg glædet mig til at spise de saftige frugter.«
20
Aben løftede pegefingeren, så på Rotten og sagde: »Nå, så det har du. Jeg har tænkt mig at Bæveren
og jeg deler alle frugterne. Du har tyvstjålet og spist nogle af frugterne, og det kan du ikke være
bekendt.«
Rotten forstod ikke en flyvende fisk af det hele og svarede: »Har jeg tyvstjålet og spist af frugterne?
Vel har jeg ej.«
Nu blev der meget stille. For hvem, havde så spist af frugterne. Var der mon tyve på øen?
Aben, Rotten og Bæveren talte lidt om hvor frugterne mon var blevet af, og pludselig råbte Rotten
højt: »Nu har jeg det, nu har jeg det. Frugterne må være faldet ud af båden lige som os da vi ramte
øens bred, og måske er de faldet i vandet.«
»Selvfølgelig«, råbte Aben, »og jeg som troede I to havde tyvstjålet dem. Hvor har jeg været dum.
Undskyld, mine bedste venner.«
Aben var lidt ked af at hun havde troet sådan om sine venner.
Rotten sagde: »Min bedste abeven, du skal ikke være ked af det. Det gør ikke noget.«
Bæveren ville også trøste Aben lidt og sagde: »Nej, det gør ikke noget. Du kunne ikke vide at
frugterne bare er faldet i vandet.«
Det blev Aben glad for at høre, og hun var nu ikke længere ked af det. Aben delte frugterne ud, for
nu skulle de spise. De smaskede i kor, og selv om der ikke var så mange frugter tilbage, blev de alle
tre mætte.
Da de havde spist sagde Rotten: »Nu må vi vist hellere finde ud af om der bor nogen her på øen.«
Aben og Bæveren nikkede. De rejste sig op, og sammen gik de af sted.
De kom til en lille skov hvor der var høje træer og smukke blomster. Rotten gik forrest ind i skoven,
og Aben og Bæveren fulgte lige i hælene. Bæveren kom til at tænke på at der måske var farlige dyr
og blev lidt bange. Rotten holdt hele tiden øje med om der kom nogle farlige dyr, for han havde jo
lovet at passe godt på Bæveren.
Aben plukkede blomster og nynnede en smuk melodi.
Da Aben, Rotten og Bæveren havde gået en time, kunne de se en klippe. Da de kom tættere på,
kunne de se at der inde i klippevæggen var en hule. Aben, Rotten og Bæveren tog hinanden i
hænderne og gik hen til hulens åbning. Det var mørkt inde i hulen så de kunne ikke se hvad der var
derinde. Rotten spidsede ører. Han havde nemlig hørt nogle underlige grynt inde fra hulen. Nu
kunne Aben og Bæveren også høre noget.
Aben så meget klog ud og sagde: »Den lyd kender jeg, for jeg har hørt den før.
21
Sådan lyder det når bjørne grynter.«
»Hvis du siger at de underlige lyde er bjørnegrynt«, sagde Rotten, »så må hulen være en bjørnehule.
«
»Braaavo, braavo«, sagde Aben og klappede i hænderne, »Hvordan kunne du dog gætte det?«
»Godt gættet«, sagde Bæveren.
Rotten kløede sig bag øret og sagde: »Måske vil bjørnene ikke have at vi er på deres ø. Jeg tror
hellere vi må spørge om lov, og jeg tror det er bedst at det er mig der taler med dem«, og det fik
Rotten lov til.
Rotten stak hovedet ind i hulen og råbte: »Hulu-buluuu. Bjørne, hvor er I? Jeg vil spørge jer om
noget.«
Inde fra hulen hørte Rotten grynt og brummelyde. Det lød lidt uhyggeligt, og Rotten kunne ikke rigtig
lide at der var så mørkt. Pludselig gav Rotten et hop. En Bjørnemor stod i hulens åbning og snerrede
mens hun sagde: »Hvor vover du at forstyrre os i vores søvn?«
»Jamen«, svarede Rotten, »jeg vil bare spørge om noget.«
Bjørnemor tørrede en søvnklat væk fra det ene øje, gabte og sagde: »Godt. Hvad vil du så?«
»Mine venner Aben, Bæveren og jeg er havnet her på jeres ø. Må vi overnatte på jeres ø?«, spurgte
Rotten.
»Tjooo«, svarede Bjørnemor, »men I skal gøre noget til gengæld. Lad migse... kan du og dine venner
spille bold?«
»Det kan vi godt, det kan vi godt«, svarede Rotten ivrigt.
For at få lov til at overnatte på øen, sagde Rotten bare ja uden han vidste om Aben og Bæveren
kunne spille bold. Bjørnemor smilede, så pludselig rigtig sød ud, og sagde med venlig stemme:
»Godt. For jeg har to Bjørneunger, og de elsker at spille bjørnebold.«
Aben og Bæveren havde hørt hvad Bjørnemor havde sagt, og de kom nu løbende.
Aben kom med blomsterne som hun havde plukket i skoven og gav dem til Bjørnemor.
»Tak skal du have, min ven«, sagde Bjørnemor og strøg Aben på kinden, hvorefter hun forsvandt ind
i hulen.
Aben så på Rotten og Bæveren, rynkede panden og spurgte: »Hvad i alverden er bjørnebold?«
Bæveren trak på skulderen og udbrød: »Aner det ikke.«
22
Rotten, som stod og så ganske cool ud, svarede lidt gammelklogt: »Ork, det skal vi nok finde ud af.
Der er ingen ko på isen. Jeg har spillet maaange slags boldspil. Sååå jeg er jo det man kalder en
erfaren rotte på området.«
»Tak skal du have«, sagde Aben »Det er vist godt vi har dig med.«
Rotten så meget stolt ud og pralede videre: »Det bliver så nemt som at klø os selv i nakken. Vi siger
bare til Bjørneungerne at det er længe siden vi har spillet bjørnebold, og at vi derfor ikke kan huske
reglerne. De hopper lige i fælden og forklarer os reglerne på stedet.«
»Det er sørme godt vi har dig med Rotte«, sagde Bæveren.
Bjørnemor kom masende ud af hulen med de to Bjørneunger under armene og satte dem ned på
jorden.
»Jubiii«, råbte Bjørneungerne, »Endelig er der nogen vi kan spille bjørnebold med.«
Bjørneungerne hoppede og dansede. Bjørnefar var også kommet ud af hulen. Han stod med sine
labber bag ryggen og smilede, så man kunne se hans skæve gebis. Bjørnefar sagde med dyb stemme:
»Nååå, er alle mand klar til en omgang bjørnebold?«
»Jaaaa«, råbte Aben, Rotten, Bæveren, og de to Bjørneunger i munden på hinanden.
Bjørnefar hentede en bold, og afsted gik de alle sammen til boldbanen som lå tæt på bjørnehulen.
Banen var syv meter lang og syv meter bred. I hver ende stod der et mål, og i hjørnerne stod flag så
man kunne se hvornår bolden var ude. Det lignede næsten en fodboldbane.
Da de stod på banen sagde Rotten, som aftalt, til Bjørneungerne: »Det er så lææænge siden Aben,
Bæveren og jeg har spillet bjørnebold. Derfor har vi glemt reglerne. Vil I ikke nok fortælle os, hvad
spillet går ud på?«
Rotten skulede til Aben og Bæveren, blinkede med det ene øje, og håbede at deres lille trick virkede.
Jo, det virkede. Bjørneungerne gik lige i fælden, og de sagde i kor: »I tre går ned i den ene ende, og
vi to bliver her. Det gælder om at score mål hos hinanden.
Holdet der får flest mål har vundet. Alle kneb gælder. Sååå, er I parate?«
»Lige et øjeblik«, sagde Rotten, og hviskede til Aben og Bæveren: »Kan I se hvad jeg sagde.
Bjørneungerne gik lige i fælden.«
»Ja«, hviskede Aben, »det var et godt trick. Tror I ikke at vi hellere må lade Bjørneungerne vinde?«
»Jo«, sagde Bæveren stille, »Så bliver Bjørnemor og Bjørnefar glade.«
Aben, Rotten og Bæveren rakte hænderne i vejret og råbte: »Vi er parate.«
23
Bjørnefar kastede bolden i vejret, og spillet var igang. Bjørnemor stod uden for banen og klappede.
Bæveren stod på mål, for han kunne skyde langt med sin bæverhale der lignede et bordtennisbat.
Bjørneungerne fik først fat på bolden. De skubbede og maste og kom forbi Aben og Rotten. Nu
spænede de op mod målet, hvor Bæveren stod. Bæveren havde ikke en chance, og snart lå bolden
i nettet.
Bjørneungerne jublede: »Mååålll. Vi er de bedste bjørnebold-spillere på hele øen«, og de sang: »Lille
målmand, lille målmand, sover du, sover du...«
Kampen stod nu 1-0 til Bjørneungerne. Aben, Rotten og Bæveren holdt et møde om, hvad de skulle
gøre. De ville jo gerne have et mål nu hvor de havde bolden.
Rotten fik en god idé og sagde: »Aben skal kilde den ene af Bjørneungerne på maven, og imens løber
jeg mellem benene på den anden Bjørneunge.«
»Kanooon idé«, sagde Aben.
Rotten så nu på Bæveren og sagde: »Når vi starter, skal du skyde bolden højt op i luften. Når bolden
er på vej ned igen, slår jeg en kæmpe prut mellem benene på Bjørneungen. Bjørneungen holder sig
for næsen og glemmer alt om at gribe bolden.«
Bæveren svarede: »Jep, jeg er parat.«
Spillet gik igang. Bæveren skød bolden højt op i luften, Aben kildede den ene Bjørneunge, og Rotten
løb mellem benene på den anden Bjørneunge og slog en kæmpe prut. Bjørneungen, som Aben
kildede, lagde sig ned på græsplænen og skreg af grin.
Bjørneungen, som Rotten havde pruttet på, holdt sig for næsen og råbte: »Puhaa, hvor det stinker.
Man skulle tro her var et stinkdyr.«
Rotten greb bolden lige før den ramte jorden. En gang til løb Rotten gennem benene på Bjørneungen
der stadig holdt sig for næsen. Nu havde Rotten fri bane.
Han løb op til målet, kastede bolden i nettet og råbte: »Måååål«, og han sang, mens han vrikkede
med numsen: »Og det var Roootten, og det var Roootten, olé, olé, olé.«
Aben og Bæveren stod og jublede og var ellevilde. Uden for banen stod Bjørnemor og kneb en tåre
mens Bjørnefar råbte: »Kattens til Rotte, kattens til Rotte.«
Bjørneungerne opdagede at Rotten havde scoret mål, og deres ører hang nu helt nede ved jorden.
»Øv, øv, dumme Rotte«, råbte Bjørneungerne.
Nu stod kampen 1-1.
24
Bjørnefar råbte: »Det hold der scorer det næste mål, har vundet. Lad os så få kampen afgjort.«
Aben, Rotten og Bæveren var trætte og de orkede ikke at spille mere bjørnebold.
Det gjorde forresten ikke noget, for de havde jo aftalt at lade Bjørneungerne vinde kampen. Kampen
startede igen, og Bjørneungerne havde bolden. De løb op ad banen med bolden, forbi Aben og
Rotten der bare stod og måbede. Bjørneungerne var nu oppe ved målet, hvor Bæveren stod og lod
som om han var faldet i søvn. Den ene af Bjørneungerne kastede bolden i nettet, og nu var kampen
afgjort.
»Måååål«, råbte Bjørneungerne, »Vi er de bedste bjørnebold-spillere på hele øen«, og de hoppede
og dansede. Aben, Rotten og Bæveren sagde tak for kampen til Bjørneungerne og ønskede dem
tillykke med sejren. Bjørnefar var meget stolt og smilede over hele femøren.
Bjørnemor råbte: »Sikke en spændende kamp. Nu har I alle sammen fortjent et stykke varm
bjørnekage.«
Aben, Rotten og Bæveren løb hen til Bjørnemor og fik et stykke kage.
Bjørneungerne var så trætte efter kampen at de var dejset om ude på banen. De sov tungt og
snorkede som to små græsslåmaskiner. Bjørnefar hentede en trillebør, smed Bjørneungerne
ombord og kørte afsted med dem. Nu skulle de hjem i seng.
Aben, Rotten og Bæveren var også trætte. De gik sammen med Bjørnemor tilbage til hulen. Her
fandt de et dejligt hvilested på de blødeste græsstrå. Aben, Rotten og Bæveren væltede omkuld i
græsset, og faldt straks i søvn. De vågnede ikke før næste morgen.
Tidligt den næste morgen da Aben, Rotten og Bæveren vågnede, kunne de dufte dejlig varm
chokoladedrik. Bjørneungerne sov stadig, og de snorkede videre som to små græsslåmaskiner.
Aben, Rotten og Bæveren gik sammen ind i hulen til Bjørnemor og Bjørnefar og sagde i kor:
»Godmorgen i hulen.«
»Godmorgen«, sagde Bjørnefar.
Bjørnemor smilede til Aben, Rotten og Bæveren og sagde: »Halløj I tre sovetryner.
Jeg har lavet dejlig varm chokoladedrik.«
»Ihh, tak«, sagde Aben, »Det lyder dejligt.«
Bæveren var ikke helt vågen, og abede bare efter hvad Aben lige havde sagt: »Ih, tak. Det lyder
dejligt.«
»Uhmmm«, sagde Rotten, »varm chokoladedrik. Det er lige hvad jeg har drømt om i nat.«
25
Aben, Rotten, og Bæveren slubrede i den varme chokoladedrik, for det smagte vel nok dejligt.
»Hvor er I tre egentlig på vej hen?«, spurgte Bjørnefar.
Aben svarede: »Jeg skal til Elefantdalen for at finde min mor.«
»Tjaa«, sagde Rotten, »Min far er blevet væk, og jeg har tænkt mig at finde ham.«
Bæveren stammede: »Je-je-jeg har ingen fa-fa-familie, men nu er A-A-Aben og Rotten min familie.«
»Det er lige hvad vi er«, sagde Aben og Rotten i kor.
Bjørnefar nikkede.
Bjørnemor rynkede på snuden og udbrød: »Elefantdalen. Puha, pu-ha. Det er der, hvor de har
verdens største toilet, og der hvor de har et Elefantlortebjerg på størrelse med Rundetårn. Hver
morgen drikker alle elefanterne hver tre badekar fyldt med kaffe. Kaffen giver dem så dårlig mave
at de efter kl. 9 alle sammen må sidde på det store toilet i tre timer.«
Aben og Rotten skreg af grin ved tanken om det store elefantlortebjerg.
Efter et par minutter havde Bæveren også fattet pointen. Han tog sig til hovedet, grinede og udbrød:
»Ha-ha, ha-ha. Et elefantlortebjerg på størrelse med Rundetårn.
Det er for grineren.«
Bjørnemor og Bjørnefar var nu også flade af grin. De grinede og de grinede. Ja, de grinede så højt at
Bjørneungerne kom farende og råbte: »Hvad griner I af.«
»Ha-ha, ha-ha«, sagde Bæveren »Har I nogen sinde set et elefantlortebjerg der er verdens største
og er på størrelse med Rundetårn?«
Bjørneungerne fattede ikke en brik, men de grinede alligevel.
Bjørnehulen fyldtes med latter. Sikke et grineflip.
Da de langt om længe stoppede med at grine, sagde Aben: »Nu må vi vist hellere komme afsted.«
»Ja«, sagde Rotten, »for i dag skal vi over til Landsbyen mellem de to bjerge.«
»Sååå«, sagde Bæveren, »Så må jeg vist hellere tage med. For det er jo mig der er sivbådens motor.«
Aben, Rotten og Bæveren takkede mange gange for at de havde fået lov til at overnatte på øen. De
gav Bjørnemor, Bjørnefar og Bjørneungerne et kæmpe knus og sagde i kor: »Farvel, vore allerbedste
bjørnevenner.«
26
Nu gik Aben, Rotten og Bæveren afsted mod sivbåden. Bjørnemor, Bjørnefar og Bjørneungerne stod
foran hulen og vinkede. På vej ned til søens bred hvor sivbåden ventede, talte Aben, Rotten og
Bæveren om hvor dejligt de havde haft det på øen, og de talte om hvor søde Bjørnemor, Bjørnefar
og Bjørneungerne havde været.
Aben sukkede og sagde: »Jeg vil aldrig glemme dem.«
Inden længe stod de ved sivbåden, og alle tre kravlede de ombord. Aben og Rotten sad forrest og
Bæveren sad bagerst, for han skulle jo være motor.
Aben og Rotten råbte: »Farvel dejlige ø.«
»Ja, farveeel«, skreg Bæveren.
Bæveren plaskede med sin store hale, og afsted sejlede de nu på søen modlandsbyen mellem de to
bjerge.
27
4. Kapitel - Til søs
Da de havde sejlet en time, begyndte det at regne med dråber så store som jordbær.
»Plask, plask, plask«, sagde det.
Aben, Rotten og Bæveren blev sjaskvåde, og det regnede så meget at de intet kunne se.
Bæveren råbte: »Mine to venner. I må hjælpe mig med at plaske i vandet. Jeg kommer ingen vegne
alene i dette pjaskende regnvejr.«
Aben og Rotten stak benene i vandet og plaskede på livet løs.
Aben råbte: »Himmel og hav, jeg kan ikke se noget.«
»Splitte mine bremssejl«, råbte Rotten, »Det kan jeg heller ikke.«
Lige så pludselig som regnen var begyndt, lige så pludselig holdt den op. Hvor var de alle tre blevet
våde.
»Sjisk sjask, sjisk sjask«, sagde Rotten »Jeg er blevet sjisk-sjaskende våd.«
Aben grinede fjollet og sagde: »Jaaa, du er en rigtig vandrotte, er du.«
Rotten syntes ikke det var spor sjovt og snerrede: »Skulle der nu være noget galt i at være
vandrotte.«
Aben smilede og svarede: »Nææ du, en vandrotte er såmænd meget sød.«
Nu begyndte Bæveren også at grine. Snart blev det for meget for Rotten, for han brød sig bestemt
ikke om at være til grin.
»Nåå«, sagde Rotten, »Hvis jeg er en vandrotte, så må I to være vandabe og vandbæver.«
Aben og Bæveren blev meget tavse. Se nu havde Rotten drillet igen og havde lukket munden på
dem, og derfor havde han det nu meget bedre.
»Der fik jeg jer«, sagde Rotten og blinkede med det ene øje.
Aben og Bæveren kiggede på hinanden med åben mund og kiggede derefter over på Rotten. Nu
begyndte de alle tre at grine, for nu var de alle sammen til grin.
Pludselig fik Rotten øje på noget der bevægede sig i vandet. Han pegede ned i vandet og råbte:
»Hvad er det, hvad er det?«
Aben og Bæveren så ned i vandet, men der var intet at se.
28
»Hvad snakker du om«, sagde Aben, »Der er ikke noget at se.«
»Joo«, sagde Bæveren, »der er vand alle vegne.«
Rotten rynkede på næsen og sagde: »Meeeget morsomt. Meeeget morsomt.«
I samme nu lød et kæmpe plask, og vand skyllede ind over sivbåden. Op af vandet kom en kæmpe
Søslange.
Aben, Rotten og Bæveren hylede i kor: »Hjææælp, hjæælp, en kæmpe Søslange.«
Søslangen så på Aben, Rotten og Bæveren, med øjne der lignede gule ildkugler.
Aben, Rotten og Bæveren lænede sig skræmte bagover, og stod med store øjne og så på Søslangen.
Søslangen spurgte med dyb stemme: »Hvad laver I tre på min sø?«
»Vi er på vej over til Landsbyen mellem de to bjerge?«, svarede Aben med forsigtig stemme.
Bæveren stammede: »Ja, fo-fo-for Aben og Ro-ro-rotten leder efter deres momo- mor og far.«
»Godt så«, sagde Søslangen, »Meeen dig, lille Bæver, hvad laver du på min sø?«
Bæveren stammede videre: »Ja-ja-jamen, jeg er bå-bå-bådens motor.«
»Så lad gå«, sagde Søslangen og tyggede lidt på sagerne.
Søslangen fik lidt ondt af Aben og Rotten, fordi de ikke kunne finde deres mor og far.
»Jeg har mange mødre og fædre«, sagde Søslangen, »og jeg vil gerne give jer en mor og en far.«
»Ihh«, sagde Aben, »Ellers tak Søslange, jeg vil hellere finde min rigtige mor.«
Rotten sagde: »Det er meget sødt af dig Søslange, men jeg vil hellere finde min rigtige far.«
Søslangen tyggede igen lidt på sagerne og sagde så: »Måske kan jeg hjælpe jer lidt på vej. Jeg kan
puste til jeres sivbåd, så I kommer hurtigere frem til Landsbyen mellem de to bjerge. Hvad siger I
så?«
Bæveren blev meget glad, jublede og sagde: »Ju-huuu. Hvor er det fedt. Det er så hårdt at være
motor, og min hale er meget træt.«
»Meeen«, sagde Søslangen, »Til gengæld skal I tre gøre mig en tjeneste.«
Aben, Rotten og Bæveren sagde i kor: »En tjeneste. Hvilken?«
Søslangens øjne, der lignede gule ildkugler, blev pludselig kæmpe store, og Søslangen hviskede: »Ser
I... Jeg er brændt varm på en lille lyserød Søslange som bor inde i havnen ved Landsbyen mellem de
29
to bjerge. Den lyserøde Søslange, min skattebasse, vil jeg gerne mødes med. Når I kommer ind til
havnen, skal I tre sige til min skattebasse at hun skal møde mig ved øen kl.12 i morgen.«
Aben fnisede og spurgte: »Vil du være kæreste med den lyserøde Søslange, som er din
skattebasse?«
Den kæmpe Søslange blev knaldrød i hovedet og hviskede: »Øhhh, hvordan kunne du gætte det?«
Søslangen blev lidt flov og skyndte sig at dykke ned i vandet.
Nu bevægede sivbåden sig. Søslangen pustede til båden, og tju hej hvor det gik. Båden sejlede så
stærkt at man skulle tro det var en speedbåd.
Bæveren sad mageligt og hvilede sin trætte hale, mens Rotten, som var fartgal, sad med armene i
vejret og råbte: »Hurtigere, hurtigere.«
Aben hvinede: »Åh nej, ikke igen. Min frisure bliver ødelagt.«
Inden længe kunne de se havnen ved Landsbyen mellem de to bjerge.
Søslangen sænkede bådens fart, og de tøffede nu kun ganske langsomt.
Få minutter efter var sivbåden med Aben, Rotten og Bæveren i havn. Søslangen dykkede ned i
vandet og væk var han. Søslangen skulle nemlig tilbage hvor han kom fra.
»Hvaa´«, sagde Rotten, »Hvor mon den lyserøde Søslange gemmer sig.«
Aben svarede: »Jeg tror den lyserøde Søslange er inde ved havnebredden.«
»Den er mægtig«, råbte Bæveren, hvorefter han smed halen i vandet og startede motoren op.
Bæverens hale var nu ikke længere træt og sikke den kunne plaske.
Da de nåede ind til havnebredden og båden lå stille, råbte Aben, Rotten og Bæveren i munden på
hinanden: »Søøøslange, Søøøslange, Søslange, hvor er du?«
Pludselig dukkede den lyserøde Søslange op af vandet og satte sig på sivbådens kant. Søslangen, der
var meget smuk, redte sit hår med en fiskekam med lange takker hvorpå hun sagde: »Her er jeg.
Hvem er I, og hvad laver I her i min havn?«
»Jo«, svarede Aben, »Jeg er Aben, og jeg leder efter min mor.«
Rotten svarede: »Jeg er Rotten, og jeg leder efter min far.«
»Øhh«, stammede Bæveren, »Jeg er Bæ-bæ-bæveren, og jeg leder ikke efter no-no-nogen. Aben og
Ro-ro-rotten er min nye familie, og jeg er deres mo-momotor.«
Søslangen nikkede og sagde: »Ahaaa. Men hvorfor kaldte I på mig, og hvorfra kender I mig?«
30
Rotten svarede: »Ser du. Ude på søen mødte vi den kæmpe Søslange, som havde øjne der lignede
gule ildkugler. Den kæmpe Søslange pustede vores sivbåd ind i din havn, fordi Bæverens hale var så
træt. Til gengæld lovede vi at gøre den kæmpe Søslange en tjeneste.«
»Nååå«, svarede den lyserøde Søslange, »og hvad har det så med mig at gøre?«
Aben sagde: »Vi lovede den kæmpe Søslange at give dig en besked.«
Den lyserøde Søslange fik nu øjne så store som tallerkner og sagde: »Lad høre.«
Rotten sagde: »Du skal møde den kæmpe Søslange ude ved øen i morgen kl.12.«
»Ihhh«, hvinede den lyserøde Søslange, »Hvor jeg dog glæder mig. Jeg elsker den kæmpe Søslange.
Han er stor og stærk og er så god til at passe på mig.«
Aben blev nysgerrig og spurgte: »Er den kæmpe Søslange din skattebasse, og skal I være kærester?.«
Den lyserøde Søslange sukkede dybt og svarede: »Hvordan kunne du dog vide det.«
»Jooo«, sagde Aben, »Fordi den kæmpe Søslange er brændt varm på dig og gerne vil være din
kæreste.«
Den lyserøde Søslange blev meget glad og sagde: »Hvis den kæmpe Søslange vil være kæreste med
mig, så må jeg hellere svømme hen til frisøren og få klippet mit lange hår. Jeg skulle jo gerne se pæn
ud.«
Den lyserøde Søslange dykkede ned i vandet, for nu skulle hun hen til landkrabben med de skarpe
kløer og klippes.
Aben, Rotten og Bæveren sejlede lidt videre op langs havnebredden, hvor der var flere både og
lagde ind til havnen. De blev pludselig meget forskrækkede. Den sorte båd ved siden af deres havde
et kæmpe tyrehoved med onde gule øjne og store hugtænder. Øjnene, der sendte gult lys ud,
stirrede på Aben, Rotten og Bæveren.
Tyrehovedet havde to horn og op fra hornene steg damp, som var det to skorstene.
»Et fa-fa-farligt dyr«, stammede Bæveren.
Aben holdt sig for øjnene og sagde: »Uhh-nej, spis ikke mig, spis ikke mig.«
Rotten tog det helt roligt, viste tænder og sagde: »Aben og Bæveren er mine venner at du ved det.
Hvis du krummer så meget som to hår på deres hoveder, skal du få med mig at bestille.«
Der kom intet svar fra det uhyggelige tyrehoved.
31
I ti minutter stod Aben, Rotten og Bæveren uden at sige noget og så på tyrehovedet, hvorefter de
fik øje på noget ganske andet. På den sorte båd med tyrehovedet stod en sort Bille. Billen havde et
stort skjold på ryggen, fire takkede arme og fire takkede ben. Billens øjne skinnede og var
lysegrønne, og de lyste hvorend han kiggede hen. Det var meget smart med Billens øjne. Om natten
kunne han læse tegneserier uden at tænde natlampen, fordi hans øjne lyste døgnet rundt.
Bådens sider havde pigge som stammede fra et pindsvin. Midt på båden var der en stor mast med
et flag. På flaget var der et billede af en øgle med store skarpe tænder og en lang tunge.
Rotten rynkede på næsen og sagde: »Puha, hvor her lugter. Her lugter af babylort til den store
guldmedalje. Hvem har slået en prut?«
»Det er i hvert fald ikke mig der har slået en prut«, sagde Aben, »Det er Billens båd der lugter af
babylort og prut.«
Rotten og Bæveren kiggede på hinanden og sagde i kor: »Thi-hi, thi-hi. Sådan er piger. De vil aldrig
indrømme at de har slået en prut. Piger slår mindst tre prutter hver dag, men der er bare ingen der
må vide det.«
Nu fik Rotten en idé og hviskede til Bæveren: »Skal vi ikke prøve at slå en kæmpe prut lige i hovedet
på den grimme Bille med lysegrønne øjne og se hvad der sker?«
»Juhuu«, svarede Bæveren »Det er en god idé. Lad os fyre nogle kæmpe prutter af.«
Rotten sagde: »Okay. Så tæller vi til ti og fyrer prutterne af.«
Bæveren var meget ivrig og stammede: »Jeg vil tæ-tæ-tælle.«
»Den er mægtig«, svarede Rotten, hvorefter Bæveren begyndte at tælle: »1-2- 3-4-5-6-7-8-9-10, fyr
kanonen af.«
»Pruuuuuuuut.« Der lød et kæmpe brag, og luften fyldtes af tyk blå røg, så det var svært at se noget.
Prutterne fra Rotten og Bæveren lugtede tilsammen værre end en elefantprut.
Nu stod Billen på sin båd og var blevet skeløjet. Lyset fra Billens øjne blinkedev og lyste rundt i alle
retninger. Billen hoppede rundt og dansede som en flue med sine fire arme og fire ben.
Aben så på Rotten og Bæveren og sagde: »Hvor er I dumme. Se nu den stakkels Bille. Billen er jo
rundt på gulvet, og er helt skeløjet.«
Men nu jublede Billen og råbte: »Ja-ba-da-ba-duuu. Hvem er dog det der kan slå sådan nogle dejlige
prutter? De lugter stærkere og bedre end mine egne.«
»Kan du virkelig godt lide vores prutter?«, råbte Rotten.
Billen svarede: »Ja. Jeg kan lide dem så meget at jeg bliver svimmel og ør i hovedet.
32
Kan I ikke prutte ned i nogle flasker og sætte låg på. Jeg vil gerne købe jeres prutter på flasker. Så
har jeg dem at lugte til, når jeg vil være i godt humør og skal have besøg af min kæreste. Min kæreste
vil elske jeres pruttehørm.«
»Jamen«, sagde Bæveren, »Vil du virkelig købe vores prutter?«
Aben stod og rynkede på næsen og syntes det lød noget så ulækkert.
»Ja«, sagde Billen, »Hvornår kan I sælge mig flaskeprutterne?«
Rotten svarede: »Det kan vi såmænd i morgen.«
Nu havde Rotten og Bæveren en aftale med Billen.
Da Billen var forsvundet ned i kahytten på sin båd, så Bæveren på Aben og Rotten og sagde: »Jeg
troede Billen var ond, men det er han slet ikke.«
Aben svarede: »Bare fordi Billen ser anderledes ud, behøver han ikke at være ond. Jeg tror vi kan
blive gode venner med Billen.«
Aben, Rotten og Bæveren talte nu om hvordan de skulle lave flaskeprutterne. Pludselig fik Rotten
en idé og sagde: »Vi skal spise en masse svesker og rosiner.
Hvis vi gør det, kommer vi til at prutte så meget at vi kan fylde mange flasker med prutter. Så mange,
at vi får penge til at købe en masse slik og sodavand.«
Nu syntes Aben ikke at idéen var så tosset, for prutterne kunne jo give mange penge.
»Okay«, sagde Aben, »men først skal vi finde en butik i Landsbyen mellem de to bjerge, hvor vi kan
købe svesker og rosiner.«
Rotten og Bæveren nikkede.
Aben, Rotten og Bæveren forlod båden og gik afsted mod landsbyen.
33
5. Kapitel - Landsbyen mellem de to bjerge
Inden længe fandt de en købmandsbutik, hvor de kunne købe svesker og rosiner.
De gik ind i butikken, og Købmanden, som var en stor brun kat, spurgte: »Hvad skulle det være?«
Aben svarede: »Vi skal såmænd bare have en pose svesker og en pose rosiner.«
Købmanden fandt varerne og sagde: »Værsgo, så skal jeg bede om 20 kr.«
Men hov. Aben, Rotten og Bæveren havde jo ingen penge. De kiggede på hinanden, trak på
skuldrene og sagde i kor: »Åhh nej, hvad skal vi gøre? Vi har ingen penge.«
Rotten fortalte Købmanden om Billen der ville købe deres flaskeprutter, og at de først havde penge
i morgen.
Købmanden sagde så: »Så aftaler vi at I kommer og betaler i morgen, så snart I får pengene af
Billen.«
I kor råbte Aben, Rotten og Bæveren: »Tak, søde Købmand. Det lover vi at gøre.«
Afsted gik de nu med sveskerne og rosinerne. I landsbyen var der Rævepoliti, der red på skildpadder.
Mens Rævepolitiet red afsted råbte de: »Her i landsbyen er det forbudt for dyrene at spise
hinanden.«
I vejkanten var der skilte hvorpå der stod: »Du må ikke slå andre dyr ihjel, og du må ikke spise andre
dyr!«
Bæveren savlede og sagde: »Det er godt det ikke er forbudt at spise svesker og rosiner, for jeg er så
sulten. Skal vi ikke gå tilbage til vores sivbåd og spise?«
Rotten svarede: »Den er helt fjong. Så kan vi to lave pruttekoncert ned i nogleflasker, og imens kan
Aben spille trommer.«
På vej ned til havnen, hvor deres sivbåd lå, samlede de flasker. Rotten og Bæveren skulle jo bruge
dem til deres prutter.
Rotten var meget sulten og gik og pillede sig i næsen, hvorefter han stak fingeren ind i munden.
Rotten havde vist fået en ordentlig bussemand på krogen. Nu gik han og gumlede og gnaskede på
bussemanden, som var det tyggegummi.
»Fy, føj«, sagde Aben, »Spiser du dine bussemænd?«
»Uhmm, ja«, svarede Rotten, »De smager som tyggegummi, og de er helt gratis.«
34
»Hvor kan man egentlig købe bussemænd?«, spurgte Bæveren nysgerrigt.
Rotten svarede: »Det kan være at Billen kan sælge os nogle billige bussemænd.«
Nu skreg de alle tre af grin. Aben fik øje på en lille butik og sagde: »Se den lille butik med alle de
sjove figurer.
Hvor ser den spændende ud. Skal vi ikke kigge indenfor?«
»Typisk piger«, sagde Rotten, »De kan ikke gå forbi en butik uden at de absolut skal derind. Men jo,
vi stikker hovedet indenfor og kigger på sagerne.«
Aben, Rotten og Bæveren gik ind i den lille butik der så meget hyggelig ud.
Der var hylder på væggene hvor der stod flotte figurer i alle størrelser. I det ene hjørne stod der et
bord med stole omkring. Butikkens ejer var et lille Egern med store brune øjne og lysebrun pels. Det
lille Egern bød dem velkommen og spurgte:
»Hvad kan jeg hjælpe jer med?«
»Vi kigger os bare lidt omkring i din flotte butik«, svarede Aben.
Bæveren så at Egernet stod skævt og lænede sig op af en stok.
»Hvorfor står du så skævt?«, spurgte Bæveren nysgerrigt.
Egernet smilede sødt tilbage og svarede: »Det er fordi jeg blev bidt af en slange da jeg var barn, og
siden har jeg stået skævt.«
»Uhhh«, udbrød Bæveren, »Gør det ikke ondt?«
Egernet smilede nu så meget, at man kunne se hendes lysegrønne tænder.
Det lille Egern svarede: »Ork nej, men jeg kan ikke løbe og når jeg går omkring, bruger jeg denne
stok.«
Egernet løftede stokken i vejret og sagde: »Denne stok har jeg haft siden jeg var barn. Den er lavet
af en knogle fra en død ko.«
Aben fik øje på en sort figur der var lavet af træ. Figuren forestillede en abemor der vuggede sin
unge i søvn. Aben tog figuren op, holdt den tæt ind til kroppen og sagde: »Hvor er dette en smuk
figur. Den kunne jeg godt tænke mig.«
Men åhh nej, de havde jo ingen penge.
»Vi har ingen penge«, sagde Rotten, »men i morgen, når vi har solgt vores prutter på flaske, kan vi
vende tilbage efter figuren.«
35
Aben blev meget glad, gav Rotten et kæmpe knus og sagde: »Du er min bedste rotteven i hele
verden.«
Aben kom pludselig i tanke om noget. Hun så på det lille Egern og spurgte: »Ligger Elefantdalen her
i Landsbyen mellem de to bjerge?«
Det lille Egern svarede: »Nej, og jeg har aldrig hørt om Elefantdalen.«
»Hvor mærkeligt«, sagde Rotten, »Det er ellers dér de har verdens største toilet, og et
elefantlortebjerg på størrelse med Rundetårn.«
»Øv, øv«, sagde Aben.
Bæveren klappede Aben på skulderen og sagde: »Bare rolig. Vi skal nok finde Elefantdalen.«
Det lille Egern syntes at Aben, Rotten og Bæveren var søde og spurgte derfor: »Kunne I ikke tænke
jer en kop egern-the?«
Aben, Rotten og Bæveren råbte i kor: »Juhuuu, jo tak. Egern-the lyder dejligt.«
Mens det lille Egern lavede the, snakkede Aben, Rotten og Bæveren om hvad egern-the egentlig var
for noget stads. Straks kom det lille Egern tilbage med en bakke hvorpå der stod kopper og en kande
med varm the.
»Så er der frisk the«, sagde det lille Egern.
Aben strålede som en sol, og sagde: »Det ser vel nok dejligt ud.«
Det lille Egern satte teen på bordet, slog hånden ud som tegn til at de skulle sætte sig ned på stolene.
Aben, Rotten og Bæveren satte sig ned, og det lille Egern hældte teen, der var lilla, op i kopperne.
Det så lidt underligt ud, men duftede noget så dejligt.
»Øhh«, mumlede Bæveren, »mine venner og jeg snakkede om hvad egern-the egentlig er for
noget.«
»Det skal jeg såmænd fortælle jer«, svarede det lille Egern, »Som I nok ved, spiser jeg mange nødder.
Nøddeskallerne knuser jeg så de bliver til et fint pulver.
Pulveret blander jeg med vilde blomsterfrø, og det giver den dejligste the. Det er meget sundt kan I
tro, men I kommer til at prutte lidt.«
»Skøøønt«, sagde Rotten, »prutter er lige hvad vi har brug for.«
Rotten fortalte nu det lille Egern om Billen, der ville købe deres prutter og at de i aften skulle spise
rosiner og svesker.
36
Det lille Egern klappede i hænderne og sagde: »Sikke en strålende idé. Jeg vil forære jer en pose
egern-the, så I kan drikke den sammen med jeres rosiner og svesker.«
»Tusind tak, søde Egern«, sagde Aben.
Aben, Rotten og Bæveren smagte på teen, og de udbrød i kor: »Woww, det smager super.«
Alle fire sad de nu og drak den dejlige the, og Egernet sagde: »Nu vil jeg fortælle jer en historie her
fra Landsbyen mellem de to bjerge.«
»Jubiii«, råbte Bæveren, »Jeg elsker historier.«
Aben, Rotten og Bæveren satte sig godt til rette på stolene og så på det lille Egern med store øjne.
Egernet begyndte på historien og fortalte følgende: »For mange år siden kom der en meget smuk
hvid Kanin hertil for at bo i Landsbyen mellem de to bjerge.
Alle dyrene i Landsbyen smilede venligt til Den hvide Kanin, og ønskede velkommen.
Den hvide Kanin kom hen i min butik og spurgte om jeg ikke kunne hjælpe. Jeg lovede at hjælpe hvis
det var noget jeg kunne klare.
Den hvide Kanin sagde: »Jeg er flyttet ind i et lille hus længere nede af gaden.
Min nabo, som er en lille Gravhund, er så ond og vil slå mig. Jeg er så bange«
»Hvorfor vil gravhunden slå dig?«, spurgte jeg.
Den hvide Kanin stod med tårer i øjnene, kiggede bedrøvet på mig og sagde:
»Gravhunden påstår at jeg har stjålet hans gulerødder, og at jeg har spist dem.«
Jeg havde meget ondt af Den hvide Kanin, for hun var så ked af det.
»Jamen har du stjålet og spist Gravhundens gulerødder«, spurgte jeg.
»Nej, nej«, svarede Den hvide Kanin mig og fortsatte: »Hvad skal jeg dog gøre?«
Se nu tænkte jeg lidt over Den hvide Kanins historie om den onde Gravhund.
Det var jo skrækkeligt, og hvordan kunne jeg dog hjælpe.
Lidt efter sagde jeg: »Jeg synes du skal se tiden an. Vent et par dage. Måske falder Gravhunden til
ro igen. Hvis ikke, må vi kontakte vores lokale Rævepoliti og lade dem se på sagen.«
»Okay«, svarede Den hvide Kanin. »Men jeg må nok hellere undgå Gravhunden
.«
37
Den hvide Kanin og jeg blev enige om at mødes et par dage senere.
Inden Den hvide Kanin forlod min butik så hun på mig med uskyldige øjne og spurgte: »Åhhh, jeg er
så sulten. Kan du ikke låne mig nogle grøntsager?«
Jeg lånte Den hvide Kanin nogle grøntsager og spurgte: »Hvornår får jeg mine grøntsager igen?«
Den hvide Kanin svarede mig: »Du får dem når vi ses igen om to dage.«
Se, nu havde Den hvide Kanin og jeg en aftale, og jeg lovede ikke at sige noget til Gravhunden. Hvis
Gravhunden fandt på at udspørge mig om Den hvide Kanin, ville jeg bare lade som ingenting. Jeg
ville sige at jeg slet ikke vidste hvem Den hvide Kanin var.
Da Den hvide Kanin var gået, gik jeg over til min nabo, som er et Marsvin og fortalte hele historien.
»Det var da pudsigt«, sagde Marsvinet, »Den hvide Kanin besøgte mig i går og fortalte nøjagtig den
samme historie. Jeg lånte også Den hvide Kanin nogle grøntsager.«
Marsvinet og jeg undrede os meget. For hvad var Den hvide Kanin ude på. Vi blev enige om at besøge
Gravhunden. Det gjorde vi, og Gravhunden så meget underlig ud da vi fortalte historien.
Gravhunden kendte ikke noget til Den hvide Kanins historie.
Marsvinet, Gravhunden og jeg talte frem og tilbage, og til sidst blev vi enige om følgende: Den hvide
Kanin løj for at vi skulle få ondt af hende og låne hende grøntsagerne.
Den hvide Kanin havde udnyttet vores godhed. Det var for galt, og sammen gik vi alle tre over til
Den hvide Kanin. Vi fortalte Den hvide Kanin at vi ikke ville finde os i sådan en kæmpe løgn historie.
Den hvide Kanin indrømmede straks at hun havde løjet og lovede aldrig at gøre det igen.
Marsvinet, Gravhunden og jeg syntes at Den hvide Kanin skulle have en straf.
Straffen blev at Den hvide Kanin skulle gøre rent i vores huse en uge i træk. Hvis ikke, ville vi fortælle
alle dyrene i Landsbyen historien. Den hvide Kanin gik med til straffen, og vi klappede alle tre med
vores små poter. For ser I, Den hvide Kanin fik hvad hun havde fortjent. Fra den dag af løj Den hvide
Kanin aldrig mere.
Egernet var nu færdig med at fortælle historien og sluttede med følgende: »Ja, skindet bedrager.
Man kan aldrig vide sig sikker på andre. Man skal ikke altid tro på hvad man ser, og man skal ikke
altid tro på hvad man hører.«
Aben, Rotten og Bæveren klappede af den gode historie hvorpå Rotten sagde:
»Du har ret i at man ikke altid skal tro på hvad man ser. Da vi mødte Billen nede i havnen, troede vi
at det var en væmmelig Bille vi så. Men vi fandt ud af at det var en meget sød Bille.«
38
»Tak for historien«, sagde Bæveren, »den kan man sandelig lære noget af.«
Aben sagde: »Ja tak for historien. Nu må vi vist hellere tage afsted. Vi har jo en opgave der venter.«
»Ja«, sagde Rotten, »vi skal jo ned til vores sivbåd og spise rosiner, svesker og drikke egern the.«
Aben, Rotten og Bæveren sagde tak for theen og den gode historie og gik ud af butikken. Det lille
Egern stod i døren og råbte: »På gensyn«, mens hun vinkede. Aben, Rotten og Bæveren vinkede
tilbage og råbte i kor: »Ja på gensyn. Vi ses i morgen.«
Da Aben, Rotten og Bæveren nåede ned til havnen, hoppede de ned i sivbåden.
Rotten sagde: »Frem med rosiner, svesker, flasker og egernthe, for nu skal vi lave pruttekoncert.«
Aben gjorde flaskerne, de havde samlet, klar, mens Bæveren åbnede rosinerne og sveskerne. Nu
manglede de bare at lave noget dejligt egernthe. Da theen også var klar, begyndte Rotten og
Bæveren at spise, og nu ventede de bare på prutterne. Rotten og Bæveren tyggede, gumlede,
smaskede og drak egernthe til den store guldmedalje. Imens sad Aben og ventede spændt med
flaskerne klar.
Efter en time var Rotten og Bæverens maver vokset så meget, at de var så store som fodbolde.
Maverne voksede og voksede, og det kunne ikke vare længe før prutterne kom. Billen stod på sin
båd og så til, for han glædede sig til at få sine prutter på flasker.
Pludselig skete der noget. Der lød en pruttelyd fra Rotten. Aben gav en flaske til Rotten der nu
fyldte den med sine prutter. Hans prutter var meget store og meget
kraftige. Hver gang Rotten slog en prut, hoppede han to meter op i vejret, og det så enormt sjovt
ud.
»Hvor svedigt«, råbte Aben, som hurtigt satte låg på den første flaske. Rotten fyldte hurtigt ti flasker
med sine prutter.
Billen jublede, dansede og råbte: »Prutter her, prutter der, prutter alle vegne.«
»Av, av«, jamrede Bæveren, »Min mave gør så ondt.«
Bæverens mave havde vokset sig kæmpestor, men prutte kunne han ikke. Hvad skulle de dog gøre
ved den stakkels Bæver?
Aben kaldte på Billen der straks kom over i sivbåden for at hjælpe.
Billen råbte: »Vi smider Bæveren ud i vandet.«
Rotten pruttede stadig og kunne derfor ikke hjælpe. Aben og Billen måtte klare sig selv. De tog fat
og smed Bæveren overbord.
39
Der lød et hyl fra Bæveren: »Nej, nej, hjæææælp. Jeg kan jo ikke svømme når jeg har sådan en stor
mave.«
Det behøvede Bæveren slet ikke at tænke på, for han havde jo så meget luft i maven at han kunne
flyde.
Sikke en forestilling. Rotten fløj op og ned i luften på grund af de kæmpe prutter, og den stakkels
Bæver flød omkring i vandet.
Aben og Billen stod i sivbåden, tog sig til hovederne og anede ikke deres levende råd.
Billen fik en idé og råbte til Bæveren: »Prøv og hold dig for næse og mund og pust alt hvad du kan.
På den måde kommer der luft ned i din mave, og luften vil presse prutterne ud.«
Bæveren pustede og pustede. Billens idé virkede, for pludselig boblede vandet under Bæveren.
Bæveren pruttede så han blev skeløjet, og han susede rundt i vandet som havde han motor. Men
hvad Aben og Billen ikke havde tænkt på, da de smed Bæveren i vandet var, at alle prutterne ville
gå tabt.
»Åhh nej,» råbte Aben, »alle Bæverens prutter havner på havets bund.«
Billen råbte: »Åhh, nej. Mine prutter går til bunds.«
Bæveren så meget velfornøjet ud, smilede og sagde: »Åhhh, hvor det lettede.«
Rotten slap sin sidste prut hvorpå han sagde: »Fortvivl ikke mine venner, for jeg har fyldt alle vores
flasker, og der er ikke plads til en eneste prut mere.«
Aben og Billen talte flaskerne. Der var i alt 21 og det var ganske mange.
Billen sagde: »Tænk at en lille rotte som dig, kan have så meget luft i maven.«
Bæveren råbte: »Hvor sejt. Det er godt vi har dig.«
Rotten svarede meget stolt: »Ork, det er ingenting. Jeg er lidt af en pruttemester, og jeg har slået
maaange prutter i mit liv. Såå, jeg er jo en erfaren rotte på området.«
»Jaa«, sagde Aben, »Hvor er det godt vi har dig.«
»Ihh, tak«, sagde Rotten, hvorpå han hoppede, dansede og vrikkede med numsen mens han sang:
»Og det var Roootten, og det var Roootten olé, olé, olé.«
Snart blev Rotten afbrudt i sin dans og sang.
Inde på havnebredden stod landsbyens dyr samlet, og de råbte i kor: »Fy-føj, hvor her stinker.«
40
Dyrene havde kigget på Aben, Rotten, Bæveren og Billen der havde haft travlt med prutterne.
Men nu blev det for meget for dyrene. Lugten var så afskyelig at de alle holdt sig for næserne, mens
de løb alt hvad de kunne tilbage til Landsbyen.
Bæveren kravlede fra vandet og op i sivbåden. Nu sad de alle fire i båden og med øjne så store som
spejlæg, kiggede de på alle flaskerne.
Billen spurgte: »Nåååå, hvad skal I have for jeres prutter på flasker?«
»Tjaa«, sagde Rotten, »Lad os prutte om prisen.«
Bæveren jamrede: »Åhhh, nej. Ikke flere prutter. Jeg orker ikke at prutte mere.«
»Bare rolig«, sagde Aben, »Når Rotten siger vi skal prutte om prisen, betyder det ikke at vi skal
prutte. Det er bare noget man siger, og det betyder at man handler om prisen.«
»Pyhaa«, sagde Bæveren, der nu var meget lettet.
Nu fik Rotten en god idé og sagde: »Aben, Bæveren og jeg skylder Købmanden penge for rosinerne
og sveskerne. Pengene har vi lovet at betale tilbage i morgen. Vi har også lovet Aben en smuk figur
som vi så i det lille Egerns butik. Hvis du betaler pengene hos Købmanden og køber figuren, må du
få alle vores prutter på flasker. Hvad siger du så?«
»Jamen«, sagde Billen, »Jeres prutter er da meget mere værd.«
Rotten svarede: »Det er muligt, men fordi du var så sød at hjælpe Bæveren af med sine prutter, skal
du have noget til gengæld.«
Aben smilede og sagde sødt til Billen: »Du er vores bedste billeven i hele verden.«
Bæveren smilede og udbrød: »Ja, det er lige hvad du er. Jeg havde aldrig klaret det uden dig.«
Billen blev meget rørt og stod med tårer i øjnene og så på Aben, Rotten og Bæveren.
»Tak mine venner«, sagde Billen »fordi I er så søde, vil jeg gerne invitere jer på middag i aften. Hvad
siger I til det?«
Aben, Rotten og Bæveren råbte i kor: »Juhuu, det vil vi gerne. «
»Godt«, sagde Billen, »Så må jeg vist hellere gå over på min båd og gøre middagen klar.«
Billen gik over på sin båd og forsvandt ind i kahytten.
Aben, Rotten og Bæveren talte nu om hvor sjovt det havde været at lave flaskeprutterne.
De var alle tre meget trætte, og de lagde sig ned for at hvile lidt.
41
En time senere mødte Aben, Rotten og Bæveren op på Billens båd, og de var meget spændte på
hvad Billen havde lavet til middag. På Billens båd hang der flager43 mus med hovedet nedad oppe i
masten. Flagermusene sang i kor: »Vi sejler op af åen, vi sejler nedad igen.«
På båden stod der også et spisebord med stole omkring. En stor træskål stod på bordet hvori der
var levende regnorme og tissemyrer, der kravlede rundt på hinanden.
Ved siden af skålen stod en gryde med olie, og under gryden var der tændte stearinlys. Varmen fra
lysene varmede olien op.
Billen kom ud fra kahytten og fik øje på Aben, Rotten og Bæveren, der var kommet over på båden.
»Velkommen mine venner«, sagde Billen, »Værsgo at sætte jer til bords.«
»Tak«, sagde Aben, »og tak fordi vi måtte komme.«
Aben, Rotten og Bæveren satte sig ned hvorpå Billen sagde: »Vi skal have regnorme og tissemyrer,
og jeg har lavet den dejligste billesaft.«
Aben, Rotten og Bæveren kiggede på hinanden og så meget forskrækkede ud.
Bæveren rynkede på næsen og sagde: »Jamen, det kan du da ikke mene. Regnormene og
tissemyrerne er jo levende. Det kommer til at kilde i min hals hvis jeg skal sluge dem.«
Aben var heller ikke tryg ved at skulle sluge levende dyr og udbrød: »Uhh nej, jeg tror ikke jeg er
sulten.«
Rotten kunne ikke sige noget og sad bare og stirrede ud i luften.
Billen smilede, trillede med øjnene og sagde med beroligende stemme: »Thihi, thi-hi. Der fik jeg jer.
Bare rolig, vi skal ikke spise dem levende. De skal steges i den varme olie, og I kan tro de kommer til
at smage. I skal bare tage et søm og spidde en regnorm og en myre, og derefter stikke dem ned i
den varme olie.«
»Jamen«, sagde Aben, »det kan man da ikke.«
»Selvfølgelig kan man det«, svarede Billen, »Se bare her.«
Billen spiddede en regnorm og en myre på sømmet og sænkede dem ned i olien.
Efter et par minutter trak Billen sømmet til sig og stak det ind i munden.
»Uhmmm«, sagde Billen, »Sikke en lækkerbidsken.«
Aben og Bæveren sad med åben mund og øjne så store som tennisbolde og så på Billen der gumlede
og gnaskede på livet løs.
42
Rotten så på Aben og Bæveren og sagde: »Måske er det ikke så tosset. Lad os prøve. Det tager vi
ikke skade af.«
Rotten tog et søm og gjorde nøjagtig som Billen, og snart gnaskede han på livet løs.
»Det er slet ikke så ringe endda«, sagde Rotten.
Bæveren sagde: »Hvis min bedste rotteven tør, så gør jeg også.« Bæveren tog nu også et søm og
gjorde nøjagtig som Billen og Rotten. Snart gumlede han på de stegte regnorme og tissemyrer
hvorpå han sagde: »Rotten har ret. Det er slet ikke så ringe endda.«
Aben sad bare og stirrede på regnormene, tissemyrene og gryden med den varme olie, og havde
ikke spor lyst til at prøve.
Hun så på Billen og sagde: »Jeg tror jeg nøjes med billesaften. Øhh, du har vel ikke en banan?«
Billen smilede og svarede: »Jo, tilfældigvis har jeg en banan. Jeg tænkte nok at du ikke spiser kød.«
Aben blev meget glad, gav Billen et kram og sagde: »Du er min bedste billeven i hele verden.«
Nu sad de alle fire og spiste og drak til der ikke var mere tilbage.
Da de var færdige med at spise, var de alle meget trætte. Det havde været en lang dag, og der var
sket så meget.
Aben gabte og sagde: »Nå, nu tror jeg det er sengetid, for det har været en lang dag og i morgen
venter en ny.«
Rotten og Bæveren gabte og nikkede. Billen sad og nikkede med hovedet mens han halvsov.
Aben, Rotten og Bæveren sagde i kor: »Godnat Bille, sov godt. Tak for mad og tak for en dejlig dag.«
Billen vågnede lidt op igen og sagde: »Åhhh, godnat mine venner, det har været så hyggeligt.«
Aben, Rotten og Bæveren gik over på deres sivbåd. Aben og Bæveren faldt omkuld i hinandens arme
og faldt straks i søvn.
Rotten lagde sig til rette og råbte til Billen: »Forresten Bille, husk vores aftale med Købmanden og
figuren i morgen.«
»Ja, det skal jeg nok«, svarede Billen.
Rotten og Billen faldt også i søvn, og alle fire snorkede de nu om kap. Landsbyens dyr var for længst
gået til ro, og overalt var der stille. Aben, Rotten, Bæveren og Billen sov tungt den nat.
43
Ulvestreger
Tidligt den næste morgen vågnede Aben, Rotten og Bæveren med et sæt. De kiggede mod himlen
hvor en måge skreg: »Ulven kommer, Ulven kommer.«
Billen sov som en sten, og der skulle mere end en forvirret måge til at vække ham.
Snart fik Aben øje på Ulven der kom luntende inde på havnebredden, og hun hylede: »Hjææælp,
Hjææælp. Ulven kommer denne vej. Hvad skal vi dog gøre?«
Bæveren var bange, rystede over hele kroppen og holdt sig for øjnene mens han stammede: »Søsø-søde, ra-ra-rare Ulv. Spis ikke mig, spis ikke mig.«
Rotten var mere rolig. Ja faktisk så Rotten ganske cool ud, og han sagde med beroligende stemme:
»Bare rolig, mine bedste venner. Ulve hader vand, og derfor sejler vi ud på søen. Når Ulven er væk,
sejler vi ind i havnen igen.«
Nu ville Rotten lige blære sig lidt over for Aben og Bæveren og vise at han bestemt ikke var bange
for en dum ulv.
Rotten råbte til Ulven: »Kom bare an din dumme ulv. Hvis du krummer så meget som to hår på mine
venners hoveder, skal du få med mig at bestille.«
Rotten havde jo lovet at beskytte Aben og Bæveren mod farlige dyr og var parat til at bide Ulven,
hvis han prøvede at spille smart.
Rotten så på Bæveren og sagde: »Så kan du godt starte motoren, så vi kan komme væk i en fart.«
Bæveren smed halen i vandet og plaskede alt hvad han kunne indtil de var et stykke fra havnen. Nu
ventede de bare på at Ulven skulle forsvinde.
»Uhhh«, sagde Aben, »hvor er det godt vi har dig Rotte.«
»Ja, det er det«, sagde Bæveren, der ikke længere var bange.
Se det var lige noget Rotten kunne lide at høre.
»Ja«, sagde Rotten stolt, »jeg ved lige, hvad man stiller op med sådan en dum ulv. Jeg har ordnet
maaange slags farlige dyr.«
Rotten pralede lidt for at berolige Aben og Bæveren, men egentlig var Rotten selv ved at dø af skræk.
Men det behøvede Aben og Bæveren jo ikke at vide noget om.
Ulven stod inde på havnebredden og kiggede ud på sivbåden hvor Aben, Rotten og Bæveren sad.
Ulven viste tænder og savlede. Ja, Ulven så meget sulten ud.
44
Bæveren var blevet modig nu hvor de var i sikkerhed, og han råbte til Ulven: »Æv bæv bussemand,
sure tæer i saftevand. Dumme ulv, fang os hvis du kan.«
Snart blev Ulven træt af at vente, og efter nogle minutter vendte han sig om og luntede ind mod
landsbyen.
»Py-ha«, sagde Aben, »Endelig slap vi af med den dumme ulv.«
Rotten var meget glad for at planen virkede. »Jeg vidste det«, sagde han, »Sådan snører man en
ulv.«
Bæveren så på Rotten og sagde: »Det er godt vi har dig. Du er rigtig god til at finde på noget når det
brænder på.«
»Tak skal du have«, sagde Rotten, »Se så og få motoren startet, så vi kan komme tilbage til havnen.«
Bæveren startede motoren op og satte kurs mod havnen.
I mellemtiden var Billen vågnet af sin dybe søvn. Billen stod på sin båd, gned sig i øjnene og spurgte
søvningt: »Hvad i havnen er der sket?«
Rotten fortalte Billen om Ulven og fortalte stolt, at han lige havde reddet Aben og Bæverens liv. Han
gav den rigeligt med gas og pralede løs.
»Det må jeg nok sige«, sagde Billen, »Du er en vist en modig rotte er du.«
»Det er lige hvad jeg er«, svarede Rotten og løftede hagen så næsen pegede op mod himlen.
Inde fra landsbyen lød der nu en hylen og en skrigen. Aben, Rotten, Bæveren og
Billen kiggede ind mod landsbyen. Der så de byens dyr som løb i alle retninger.
»Kors i kahytten«, råbte Billen, »der er noget i gærde.«
Snart mødte der Aben, Rotten, Bæveren og Billen et skrækkeligt syn. Ulven kom løbende ud fra
landsbyen, med en død kat i munden. Da Ulven kom tættere på, så Aben at katten var landsbyens
Købmand. Det var den Købmand som dagen før havde lånt Aben, Rotten og Bæveren svesker og
rosiner. Ulven havde slået købmanden ihjel og ville spise ham til morgenmad.
Aben hylede op: »Hjææælp, hjææælp. Ulven har slået landsbyens Købmand ihjel.«
Bæveren stammede: »Kø-kø-købmanden, det var da for-for-forfærdeligt.«
Rotten stampede i bådens bund, og råbte: »Jeg vidste der var noget uldent ved den ulv.«
Nu hvor Købmanden var død, kunne Billen jo ikke betale de 20 kr. som Aben, Rotten og Bæveren
skyldte for sveskerne og rosinerne.
45
»Jamen«, sagde Aben, »hvordan kunne Ulven slå katten ihjel?«
»Det ved jeg heller ikke«, sagde Bæveren, »Der står jo på skiltene i landsbyen at man ikke må slå
andre dyr ihjel og at man ikke må spise dem.«
Rotten tænkte så det bragede, og sagde så: »Bare rolig, mine venner. Det slipper
Ulven ikke godt fra. Stol trygt på det.«
I det samme, kom landsbyens Rævepoliti ridende på deres skildpadder. Der var i alt otte politiræve.
De sprang af deres skildpadder og løb nu efter Ulven, mens de råbte i kor: »Du må ikke slå andre dyr
ihjel, og du må ikke spise andre dyr.«
Rævepolitiet var hurtigt over alle bjerge.
»Bare de fanger den dumme ulv«, sagde Aben.
Billen svarede: »Inden længe er Rævepolitiet på sporet af Ulven. De har en god lugtesans så man
kan roligt sige, at de har næse for sagen. Rævepolitiet er meget dygtige, og ingen slipper godt fra
noget her i landsbyen.«
Bæveren sukkede dybt og sagde: »Hvor er det synd for Købmanden. Nu kan vi jo ikke betale pengene
vi skylder.«
Aben og Bæveren faldt hinanden om halsen, og de begyndte begge at græde.
De havde så ondt af Købmanden, og de syntes at Ulven var tarvelig.
Billen klappede Aben og Bæveren på deres skuldre og sagde: »Så, så mine bedste venner. Det skal
nok gå alt sammen.«
Billens ord hjalp ikke meget, for Aben og Bæveren blev ved med at græde.
Rotten prøvede også at trøste og sagde: »Så, så I to. I skal se, det hele er snart overstået. Ulven får
en straf for at have slået Købmanden ihjel.«
Heller ikke Rottens ord hjalp, for Aben og Bæveren græd stadig.
Hvad skulle Rotten og Billen dog stille op med deres grædende venner?
Pludselig fik Billen en idé og sagde ivrigt: »Jeg har en idé, jeg har en idé.«
Aben og Bæveren kiggede op, og nu holdt de op med at græde.
Rotten klappede i hænderne, smilede og sagde: »Lad os høre.«
46
»Okay«, sagde Billen, »Mens vi venter på at Rævepolitiet fanger Ulven, kan jeg gå op i butikken til
det lille Egern og købe figuren til Aben. Hvad siger I til det?«
Aben strålede, tørrede øjnene og sagde: »Juhuu, min smukke figur. Ihh, hvor jeg glæder mig.«
Rotten så på Aben, der var meget glad, og så derefter på Billen og sagde: »Det var en god idé. Du
har gjort Aben meget lykkelig.«
Billen svarede: »Når ens venner bliver kede af det, må man jo prøve på at gøre dem glade igen,
ikke?«
Billen rejste sig nu for at gå ind til det lille Egern i landsbyen. Da Billen var på vej op af båden,
begyndte Bæveren atter at græde. Åh nej, Bæveren var jo også ked af det. Det havde Rotten og
Billen glemt.
»Undskyld Bæver«, sagde Billen, »Rotten og jeg havde glemt at du også var ked af det. Jeg lover at
købe en smuk figur til dig, så du også bliver glad igen.«
»Ihhh, tak«, sagde Bæveren, »nu er jeg ikke længere ked af det, og det er din skyld.«
Billen smilede, hvorefter han hoppede op på havnebredden og gik afsted mod landsbyen.
Aben, Rotten og Bæveren sad nu i deres sivbåd og ventede på at Billen skulle komme tilbage med
figurene, og de ventede på at Rævepolitiet skulle komme tilbage med Ulven.
Hvilken figur ville Billen mon købe til Bæveren, og mon Rævepolitiet havde fundet Ulven?
Efter en halv time kom Billen tilbage med to pakker. Billen gav den ene pakke til Aben, og den anden
pakke til Bæveren.
Bæveren så på Aben og sagde: »Du pakker din op først.«
Aben pakkede sin pakke op, og der lå den smukke figur der forestillede en abemor, som vuggede sin
unge i søvn.
Aben kyssede figuren og sagde glad: »Juhuuu. Det er lige den figur jeg har ønsket mig. Tak mine
venner.«
Bæveren pakkede nu også sin pakke op, og der lå den smukkeste figur.
Bæveren kneb en tåre og sagde: »Jamen, det er jo en bæver, og den ligner mig.
Hvor er jeg glad for den. Tak mine bedste venner. Hvor er det sødt af jer.«
I samme nu hørtes en råben og skrigen, og Rævepolitiet kom stormende. De havde fanget Ulven
som de havde bundet med en snor.
47
Alle dyrene fra landsbyen kom løbende, og de jublede og dansede.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen sprang fra båden op på havnebredden, og løb alt hvad de kunne
hen til Rævepolitiet der slæbte afsted med Ulven. Dyrene fra landsbyen fulgte efter.
Forrest gik nu de stolte politiræve der havde fanget Ulven. Bagved gik Aben, Rotten, Bæveren, Billen
og alle de andre dyr fra landsbyen. Rævepolitiet førte Ulven hen til landsbyens fangehul som var et
dybt hul i jorden. Da de stod ved hullet, bandt Rævepolitiet snoren omkring Ulven op. Ulven blev
smidt ned i hullet, og over hullet lagde Rævepolitiet et tungt jerngitter, så Ulven ikke havde en
chance for at stikke af. Nede fra hullet sukkede og jamrede Ulven: »Slip mig ud, slip mig ud. Her er
så mørkt.«
Men ingen havde ondt af den dumme ulv, og der var ingen der svarede.
Aben så på en af politirævene og spurgte: »Hvad skal der nu ske med Ulven?«
Politiræven svarede: »Nu skal alle dyrene blive enige om en straf Ulven skal have.«
Rotten gned sig i hænderne og råbte ned i hullet til Ulven: »Ha-ha, dumme Ulv.
Det har du rigtig godt af. Sådan går det når man ikke opfører sig ordentligt.«
Billen lyste med sine øjne ned på Ulven og sagde: »Ha, ha, det har du rigtig godt af.«
Det var ved at være aften og mørket sænkede sig over landsbyen. Dyrene blev enige om at mødes
ved fangehullet næste morgen. Alle gik de nu hjem for at tænke over hvad der skulle ske med Ulven.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen gik ned mod havnen hvor deres både lå. På vejen snakkede de om
Ulven og om hvad der mon skulle ske den næste dag. Gad vide hvilken straf dyrene ville give Ulven.
»I kan være sikre på at Ulven får hvad han har fortjent«, sagde Billen.
Rotten sagde: »Måske bliver Ulven slået ihjel lige som Købmanden.«
Snart stod de ved deres både på havnen.
Billen så på Aben, Rotten og Bæveren og spurgte: »Må jeg sove hos jer i nat.
For jeg tør ikke at sove alene.«
»Selvfølgelig«, svarede Aben, Rotten og Bæveren i kor.
Alle fire hoppede de ned i sivbåden hvor de lagde sig ned.
Det havde været en lang dag, så de var alle enormt trætte. Inden de nåede at tælle til ti, faldt de i
søvn. Den nat sov Aben, Rotten, Bæveren og Billen meget uroligt, og de drømte om Ulven der havde
slået Købmanden ihjel.
48
Tidligt den næste morgen vågnede Aben, Rotten, Bæveren og Billen med et sæt og råbte i munden
på hinanden: »Vi må skynde os op i landsbyen.«
Det var jo idag Ulven skulle have sin straf, og de var alle fire meget spændte på at høre hvad
landsbyens dyr var blevet enige om.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen sprang fra sivbåden op på havnebredden, og løb nu alt hvad de
kunne mod landsbyen.
Da de nåede til landsbyens torv, var dyrene allerede samlet, og de stod og råbte og skreg i munden
på hinanden. Der var mange forslag til Ulvens straf.
Nogle af dyrene råbte: »Slå Ulven ihjel«, mens andre råbte: »Rul Ulven i tjære og fjer og bind ham
til et træ«, »Ulven skal have honning på hovedet, så bierne kommer og stikker ham.«
Aben, Rotten, Bæveren og Billen stod og så forvirret til og kunne ikke finde hverken hoved eller hale
i dyrenes råben og skrigen, og det var ganske umuligt at tale sammen fordi der var så meget larm.
Snart stod Aben og holdt sig for ørene.
Rotten begyndte at råbe i kor med dyrene. Bæveren trampede i jorden og Billen, med sine fire arme
og sine fire ben, dansede omkring.
Pludselig hørtes der nogle dybe bump og jorden rystede. Der hørtes et kæmpe hyl, og med et blev
dyrene helt stille. Selv Aben, Rotten, Bæveren og Billen blev musestille. De dybe bump kom tættere
på, og Billen hviskede: »Det er den lokale elefant Jumbo. Det klogeste dyr af alle.«
Billen havde ret for snart kom en kæmpe elefant marcherende mod torvet.
Alle dyrene stod og kiggede, med øjne så store som cykeldæk, på Jumbo der nærmede sig. Dyrene
var spændte på at høre hvad den kloge Jumbo havde at sige.
Da Jumbo langt om længe stod pustende og stønnende på torvet foran alle dyrene, hviskede Billen
til Aben, Rotten og Bæveren: »Jumbo er en meget gammel elefant der er langt over 100 år.«
Aben, Rotten og Bæveren havde aldrig set så stor en elefant der var så gammel.
Jumbo var meget træt og satte sig derfor ned på en sten med et bump så stort at jorden endnu
engang rystede. Alle dyrene klyngede sig til hinanden for ikke at falde omkuld.
Jumbo løftede sin snabel, truttede og sagde: »Rævepolitiet har sendt bud efter mig, og de har fortalt
mig det frygtelige der skete med Købmanden i går. Det er mig der skal sørge for at det hele går rigtigt
og retfærdigt til. Sååå, hvilken straf har I tænkt jer Ulven skal have?«
Atter råbte og skreg dyrene i munden på hinanden: »Slå ulven ihjel«, »Rul Ulven i tjære og fjer og
bind ham til et træ«, »Ulven skal have honning på hovedet, så bierne kommer og stikker ham.«
49
Snart blev det Jumbo for meget. Han truttede i sin snabel og råbte: »Husk på at det I gør mod andre,
må I også være villige til at andre gør mod jer.«
Nu blev alle dyrene meget stille, og de så på hinanden med meget alvorlige øjne.
For ingen af dem kunne tænke sig at blive rullet i tjære og fjer og blive bundet til et træ. Dyrene
havde heller ikke spor lyst til at blive slået ihjel, for slet ikke at tale om at få honning på hovedet så
bierne ville stikke. Se nu vidste dyrene ikke hvad de så skulle gøre med Ulven.
Aben smilede, så på Jumbo med store øjne og sagde: »Ihh, hvor er du en klog elefant.«
Rotten nikkede og sagde: »Du er den klogeste elefant i hele verden.
»Hv-hv-hvilken straf sy-sy-synes du Ulven skal have?«, stammede Bæveren.
Jumbo svarede: »Jeg synes at Ulven skal have en straf han kan lære noget af.
Jeg foreslår at Ulven skal arbejde gratis her i landsbyen i 10 år. Hver dag skal Ulven gøre rent i
dyrenes huse, og om natten skal han sove i fangehullet. Ulven skal også gå i skole hvor han skal lære,
hvordan man opfører sig over for andre. Når de 10 år er gået, holder vi igen et møde her i landsbyen
om hvad der så skal ske med Ulven.«
Dyrene stak hovederne sammen for at snakke om Jumbos forslag.
En lille snegl stak hovedet frem fra sit sneglehus og sagde: »Det stemmer jeg for. Jeg vil gerne have
gjort rent i mit sneglehus, for jeg er så langsom. Alting går i sneglefart, og det tager mig en hel uge
hvis jeg selv skal gøre rent.«
Alle dyrene skreg af grin, for de syntes at sneglen, der arbejdede i sneglefart,var meget morsom.
Ulvens straf var noget der skulle tænkes meget over, og den lille snegls ord blev ikke taget så
alvorligt. Alle dyrene diskuterede frem og tilbage og råbte i munden på hinanden.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen satte sig ned i skyggen af et palmetræ og talte om hvilken straf de
syntes Ulven skulle have.
Aben sagde: »Jeg synes at Jumbos forslag er godt.«
»Jaaa«, sagde Rotten, »Det er slet ikke så ringe endda.«
Bæveren sagde: »Det lyder som en mægtig god idé. Men det lyder ikke som om at landsbyens dyr
er helt enige.«
Billen, der jo også hørte til landsbyens dyr, var ikke enig med Jumbo. »Det er ikke noget godt
forslag«, sagde Billen, »Jeg synes ikke at Ulven skal blive i landsbyen, for han laver sikkert bare
ballade igen.«
50
Alle dyrene diskuterede i timevis, for de kunne ikke blive enige om straffen.
Imens sad Jumbo på stenen og lyttede med store ører til hvad dyrene talte om.
Der gik timer, og det blev aften. Jumbo sad stadig på stenen, men var blevet lidt træt af at vente.
Den kloge Jumbo gabte højt, løftede sin snabel, og spurgte med søvnig stemme: »Nååå, hvad er I
kommet frem til?«
Aben, Rotten, Bæveren og Billen rejste sig op. De var meget spændte og råbte i kor: »Lad os høre,
lad os høre.«
Dyrenes leder, som var en ko med kæmpe horn, stillede sig foran Jumbo og sagde: »Oki-do-ki. Vi vil
høre hvad Ulven har at sige inden vi bestemmer os.«
»Fornuftigt«, svarede Jumbo, »Så vil jeg bede Rævepolitiet om at hente Ulven i fangehullet og føre
ham hertil.«
Rævepolitiet hoppede straks op på deres skildpadder og red afsted for at hente Ulven.
»Hvad mon Ulven har at sige?«, spurgte Aben.
»Det er ikke let at vide«, sagde Rotten, »men Ulven har i hvert fald en del at forklare.«
»Ja«, sagde Bæveren, »Ulven vil sikkert fortælle hvorfor han slog Købmanden ihjel.«
Billen var lidt vred og sagde: »Der er aldeles ikke noget at forklare. Købmanden er død, og Ulven
skal have sin straf. Så er den potte ude.«
Aben ville drille lidt nu hvor Billen var vred.
Hun sang: »Sur, sur, sur, lille Bille omkring. Hvis Billen ikke får sin vilje, ligner han en krokodille. Sur,
sur, sur, lille Bille omkring.«
Rotten og Bæveren skreg af grin, men Billen blev rasende og sagde: »Det er aldeles ikke sjovt. Du er
min dummeste abeven i hele verden.«
Billen drejede omkring, så han stod med ryggen til Aben, Rotten og Bæveren.
Nu stod han og stampede i jorden og var så rasende at der ud fra hans ører kom små røgskyer. Aben,
Rotten og Bæveren fnisede så meget at de blev røde i hovederne.
Pludselig fik Billen øje på Rævepolitiet der kom med Ulven.
Billen glemte at han var rasende og vendte sig om og jublede, mens han sagde til Aben, Rotten og
Bæveren: »Juhuuu, nu kommer de med Ulven.«
51
Rævepolitiet kom kørende med Ulven, der var lænket med store guldkæder, i en trillebør.
Rævepolitiets skildpadder gik omkring trillebøren og så meget vigtige ud.
»Hjælp, hjælp«, hylede Ulven, »slip mig fri, slip mig fri.«
Landsbyens dyr råbte i munden på hinanden: »Dumme Ulv, dumme Ulv.«
Billen råbte i kor med dyrene.
Jumbo havde rejst sig fra stenen og stod nu med løftet snabel og truttede.
Aben, Rotten og Bæveren stod blandt landsbyens dyr og så til.
Da Rævepolitiet stod foran Jumbo med Ulven i trillebøren, så Jumbo på Ulven med truende øjne og
sagde: »Nååå, Hr. Ulv, hvad har du mon at sige?«
»Jeg var så sulten«, svarede Ulven med ynkelig stemme, »Min mave gjorde så ondt, så ondt og
ingen ville give mig mad. Da jeg så Købmanden, den lækre steg, kunne jeg ikke lade være med at
spise ham.«
Alle dyrene råbte: »Buuhhhh«, og Billen råbte: »Den må du længere ud på landet med, dumme ulv.«
Ulven begyndte at græde og sagde: »Jeg lover at gøre det godt igen. Jeg vil gøre alt for at hjælpe
alle hvis bare jeg får lidt mad og en varm seng at sove i.«
Ulvens ord hjalp ikke det mindste, for alle dyrene var meget vrede.
Billen råbte: »Hvordan kan du tro at du, som har spist vores Købmand, har fortjent lidt mad og en
varm seng at sove i?«
Alle dyrene diskuterede nu igen, og det gjorde de indtil solen gik ned, og mørket
sænkede sig over landsbyen.
Da dyrene langt om længe var færdige med at diskutere, sagde Koen med de kæmpe horn: »Nu er
vi kommet frem til en løsning.«
Jumbo løftede sin snabel, åbnede sine trætte øjne og sagde: »Lad høre, lad høre.«
»Oki-do-ki«, sagde Koen, »Ulven skal hjælpe dyrene i landsbyen 8 timer om dagen i 10 år. Ulvens
arbejde kan være hvad som helst, men især bliver det alt det arbejde vi ikke selv gider at lave. Ulven
kan lige vove og sige nej, for så bliver det værst for ham selv.«
»Det lover jeg at gøre«, udbrød Ulven.
»Hold din bøtte, dumme Ulv«, råbte Koen vredt, »Der er ikke nogen der har spurgt dig om noget.«
Aben, Rotten og Bæveren hviskede og tiskede, og de syntes det var en god idé.
52
Billen lyste med sine øjne på Ulven og råbte: »Man får hvad man har fortjent«, og dyrene råbte i
kor: »Hørt.«
Jumbo stampede med sit ene ben i jorden, løftede sin snabel og sagde: »Dem som stemmer for
forslaget, rækker hånden i vejret.«
Aben, Rotten, Bæveren og Billen rakte straks hænderne i vejret, og alle dyrene fulgte med. Undtagen
Købmandens kæreste Fru Kat.
Jumbo fik straks øje på Købmandens kæreste og spurgte: »Jamen Fru Kat. Du, Købmandens kæreste,
hvorfor stemmer du ikke for forslaget?«
Fru Kat svarede: »Jeg vil ikke have Ulven i vores landsby, for så vil jeg hele tiden være bange. Jeg
synes at Ulven skal ud på en øde ø hvor der ikke bor andre.
For så kan Ulven ikke gøre nogen fortræd.«
Koen med de store horn tyggede lidt på Fru Kats forslag og sagde så: »Oki-doki.
Se den idé er endnu bedre end vores. Hvem andre end mig stemmer for forslaget?«
Alle dyrene rakte hænderne i vejret, undtagen Aben, Rotten og Bæveren.
Jumbo så på Aben, Rotten og Bæveren og spurgte: »Hvorfor stemmer I ikke for forslaget?«
Rotten stod med armene over kors. Ja, faktisk så Rotten meget klog ud og han sagde: »Jeg stemmer
ikke for forslaget. Jeg tror Ulven vil blive meget ensom og meget ulykkelig hvis han skal leve på en
øde ø i 10 år.«
Aben sagde: »Jeg stemmer ikke for forslaget fordi at Jumbo jo sagde at det man gør mod andre, skal
man være villig til at andre må gøre mod en selv. Jeg ville ikke bryde mig om at bo på en øde ø.«
Jumbo kiggede nu på Bæveren der sagde: »Jeg stemmer ikke for forslaget fordi jeg mener det
samme som Aben og Rotten.«
»Hmmm«, sagde Jumbo, »Jeg tror I har ret. Det er ikke nogen særlig god idé, men jeg tror jeg har et
andet forslag. Hør godt efter. Først skal Ulven ud på en øde ø. Der skal Ulven bo alene, men kun i et
år, for at han ikke skal blive alt for ensom og ulykkelig. Når året er gået, henter vi Ulven igen, og han
skal så arbejde for dyrene i landsbyen i 9 år. Hvad siger I til det.«
Koen, med de kæmpe horn, trillede med øjnene og sagde: »Oki-do-ki.«
Aben, Rotten, Bæveren, Billen og alle de andre dyr synes også idéen var god.
Selv Købmandens kæreste Fru Kat var vild med idéen.
53
Jumbo løftede atter sin snabel og spurgte: »Hvem stemmer for mit forslag?«
Alle rakte hænderne i vejret, for nu var alle tilfredse.
Det var sent om aftenen, og alle landsbyens dyr blev enige om at holde en kæmpe fest. En fest der
skulle vare i syv dage og syv nætter.
Ulven lå i trillebøren og var meget tilfreds med sin straf. Han tænkte på den øde ø han skulle ud på
og tænkte at der sikkert var en masse dejlige fisk, som han kunne fange og spise.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen stod og talte lidt om hvad der var sket i løbet af dagen. Alle fire
syntes de at ulvehistorien havde fået en god slutning.
Aben gabte og sagde: »Ihh, hvor er jeg træt. Mon ikke vi skal gå ned til vores sivbåd og få en god
nattesøvn. I morgen må vi vist hellere tage videre ud for at lede efter vores mor og far.«
»Åhhh«, sagde Rotten, »Jeg havde næsten glemt vores mor og far, fordi der jo er sket så meget
siden vi kom her til Landsbyen mellem de to bjerge. Lad os skynde os ned til båden.«
»Ja, lad os det«, sagde Bæveren.
»Så tror jeg at jeg vil feste sammen med landsbyens dyr«, sagde Billen.
Aben, Rotten og Bæveren gav Billen et kæmpe farvelknus, for de skulle jo hver sin vej.
Aben, Rotten og Bæveren sagde i kor: »Farvel vores bedste billeven i hele verden.
Måske ses vi igen en dag.«
»Ja«, svarede Billen, »måske ses vi igen en dag.«
Nu gik Aben, Rotten og Bæveren afsted mod havnen. Billen stod og vinkede, mens han råbte:
»Farvel. Tak for de dejlige flaskeprutter.«
Billen gik nu også afsted, for han skulle jo til fest.
Et farligt job
Jumbo, den kloge elefant, havde stået og lyttet til hvad Aben, Rotten, Bæveren og Billen talte om
og havde fået en idé. Jumbo fulgte efter Aben, Rotten og Bæveren, og da han havde indhentet dem
truttede han i sin snabel, hvorpå han sagde: »Hør I tre udlændinge.«
Aben, Rotten og Bæveren gav et sæt. De blev så forskrækkede at de hoppede tre meter op i luften,
hvorefter de landede på jorden med et brag.
54
Da de var kommet sig over chokket, vendte Rotten sig om og spurgte: »Hør, hvad bilder du dig ind
at komme brasende på den måde og forskrække os?«
»Åhhh, mine venner«, sagde Jumbo, »Det var ikke min mening at forskrække jer. Det må I undskylde.
Jeg vil bare spørge jer om noget.«
Rotten, der stadig var lidt vred, sagde: »Allright, ud med sproget.«
Aben, Rotten og Bæveren så på Jumbo der kløede sig bag øret.
»Jeg har et job til jer«, sagde Jumbo.
»Et job til os«, sagde Aben, »Hvilket?«
Jumbo svarede: »Jeg hørte tilfældigvis at I tre har en sivbåd. Er det rigtigt?«
»Tjaa«, sagde Rotten, »Så har du hørt rigtigt, for det er lige hvad vi har. Vi har endda vores egen
motor på båden.«
Bæveren så nu meget glad ud og sagde ivrigt: »Ja, og motoren er mig. Jeg mener motoren er min
hale.«
»Søde, kloge Jumbo«, sagde Aben »Hvad har vores sivbåd med jobbet at gøre?«
»Det skal jeg såmænd sige jer«, svarede Jumbo, »Ser I, Ulven skal sejles ud på en øde ø, men ingen
af dyrene her fra landsbyen tør gøre det. Så jeg vil spørge jer, om I vil sejle Ulven ud til en øde ø.
Hvad siger I til det?«
Aben var ikke så tryg ved jobbet, for tænk hvis Ulven blev sulten på sejlturen.
Bæveren var meget bange og stammede: »Ska-ska-skal vi se-se-se-sejle den fafa- farlige Ulv ud til
en øde ø?«
Rotten blinkede med det ene øje til Aben og Bæveren, kiggede Jumbo lige ind i øjnene og sagde:
»Ingen problemer. Det er lige et job for os. Jeg har sejlet med maaange slags farlige dyr.«
Jumbo smilede og sagde: »Jamen så er du vist det man kalder en erfaren rotte på området.«
Rotten, der godt kunne lide at prale lidt svarede Jumbo: »Det er lige, hvad jeg er. Laver Ulven nogle
numre, og krummer han så meget som to hår på mine venners hoveder, får han med mig at bestille.«
Rotten viste sine skarpe tænder til Jumbo, og Bæveren udbrød: »Ja, for Rotten har lovet at beskytte
os mod fa-fa-farlige dyr, og han har meget skarpe tænder.«
Aben klappede Rotten på skulderen og sagde: »Ja, det er godt vi har Rotten. For Rotten klarer altid
ærterne.«
55
Jumbo smilede og sagde: »Så er det en aftale. Men hvad skal I have til gengæld?«
Aben, Rotten og Bæveren stak hovederne sammen og hviskede og tiskede.
Da de havde fundet på noget som de ønskede til gengæld, sagde Rotten: »Aben og jeg leder efter
vores mor og far. Måske er Abens mor i Elefantdalen. Der hvor de har verdens største toilet og et
elefantlortebjerg, som er på størrelse med Rundetårn.
Indtil videre har vi fulgt lugten derfra, og vi troede at Elefantdalen lå her i Landsbyen mellem de to
bjerge. Min far er regnbuefisker og fanger fisk i alle regnbuens farver, og min far elsker regnbuefisk
med chokoladesovs. Min far er ved havet der hvor solen går ned.«
»Sikke noget«, sagde Jumbo, »hvad kan jeg hjælpe med?«
Aben svarede: »Du er en meget klog og en meget gammel elefant. Måske ved du hvor Rotten og jeg
kan finde vores far og mor.«
Jumbo tænkte lidt over det og sagde så: »Jeg har et hemmeligt gammelt kort der viser 100 km i alle
retninger. Hvis I får kortet, kan I måske finde jeres mor og far. Jeg vil fylde jeres båd med mad og
kager, så I har nok til flere uger.«
»Juhuuu«, råbte Aben og Rotten i kor, »Tak søde, kloge Jumbo.«
Bæveren var stadig ikke vild med at de skulle sejle Ulven ud på en øde ø, for selv om Rotten var
med, var han stadig bange.
Bæveren så på Aben og Rotten og sagde: »Måske kan Ulven være jeres motor.«
Aben og Rotten så på hinanden, derefter på Bæveren, og sagde i kor: »Hvad mener du.«
Bæveren svarede: »Jeg mener at I måske ikke længere har brug for mig. Jeg er så bange for Ulven
og vil hellere blive her i landsbyen.«
»Hvad vil du dog lave her i Landsbyen mellem de to bjerge?« spurgte Rotten.
»Joo«, svarede Bæveren, »Fru Kat er så ked af at Købmanden er død, og jeg vil gerne prøve at gøre
hende glad. Jeg synes Fru Kat er meget sød, og måske kan vi blive kærester. Jeg vil bygge et smukt
hus til os her i den dejlige landsby, så jeg kan få en ny familie.«
»Åhhh«, sagde Aben, »Det kan jeg godt forstå, selv om jeg er ked af at skulle sige farvel til dig.«
»Måske ses vi igen«, sagde Rotten.
Alle tre krammede de hinanden, og de begyndte at græde. Det var ikke sjovt at skulle sige farvel til
hinanden, for de havde havde jo oplevet meget sammen, og de havde haft det så rart. Jumbo fik
også tårer i øjnene. Selv om han var en meget gammel elefant, kunne han også blive ked af det.
56
Bæveren gik nu tilbage mod landsbyen for at finde Fru Kat.
Aben og Rotten vinkede til Bæveren og råbte: »Farvel, vores bedste bæverven i hele verden.«
»Farvel mine venner«, råbte Bæveren, »Måske ses vi igen«
Aben og Rotten gik afsted mod havnen, hvor sivbåden ventede. Jumbo fulgte med. På vejen talte
de om hvor dejligt det var at have nogl e søde venner.
Inden længe stod de på havnen og Jumbo sagde: »I morgen når solen står op, bringer jeg Ulven
hertil. Sammen med Ulven har jeg en vogn fyldt med kager og mad med til jer«
»Fint«, svarede Rotten, »Det er en aftale.«
»Vi ses i morgen«, sagde Aben.
Jumbo vendte sig om, truttede tre gange i sin snabel, hvorefter han gik tilbage mod landsbyen.
Aben og Rotten hoppede ned i sivbåden, lagde sig godt tilrette i hinandens arme og faldt straks i
søvn.
Tidligt den næste morgen da solen var stået op, vågnede Aben og Rotten.
Aben gned sig i øjnene og sagde: »Godmorgen. Mon ikke Jumbo snart kommer med Ulven og med
vognen fyldt med kager og mad?«
Rotten gabte og sagde: »Jeg kan mærke jorden ryste lidt, så jeg tror Jumbo er på vej«
Det havde Rotten ret i, for lidt efter kom Jumbo marcherende med både Ulven og vognen.
»Godmorgen, mine venner«, råbte Jumbo glad, »Et stk. Ulv og et stk. vogn. Vær så artig.«
Rotten grinede fjoget og sagde: »Det kan vi ikke love dig.«
Aben var sprunget fra båden op på havnebredden og råbte: »God morgen Jumbo.«
Straks begyndte Aben at læsse mad og kager fra vognen ned i båden, hvor Rotten stod og tog imod.
Da båden var pakket, gav Jumbo Aben det hemmelige kort som viste 100 km i alle retninger. Rotten
sprang nu også op på havnebredden for at se på kortet. Det hemmelige kort var meget gammelt og
meget støvet. Faktisk var det så støvet, at det var svært at se noget.
»Aldrig har jeg set et kort, der er så gammelt og så støvet«, sagde Aben, »Det er jo ganske umuligt
at se noget.«
Rotten rynkede panden, kløede sig bag øret og sagde: »Den klarer jeg.«
57
Rotten trak vejret dybt og pustede alt hvad han kunne på det støvede kort. Luften fyldtes af en
kæmpe støvsky, og Aben og Rotten hostede, spyttede og spruttede. Støvskyen dalede mod jorden
og tildækkede både Aben og Rotten.
»Puhaaa«, sagde Aben, og spyttede, »Jeg hader støv.«
»Thi-hi«, sagde Rotten, »hvor er det dejligt at være beskidt.«
Jumbo, der stod ved siden af vognen, begyndte at grine. »Ho, ho, ho. I ligner to spioner fra en
melfabrik. Ho, ho, ho.«
Nu grinede både Aben og Rotten, ja selv Ulven, der lå i vognen, begyndte at grine.
»Thi-hi, sagde Rotten, »Nu er der vist ikke mere støv tilbage på det gamle kort.«
Aben og Rotten børstede støvet af hinanden og så herefter på kortet. Da de havde kigget på kortet
noget tid, fik Aben pludselig øje på noget og udbrød: »Elefantdalen.«
Aben og Rotten jublede, hoppede og dansede. Nu kunne de med kortets hjælp finde Elefantdalen,
hvor Abens mor måske var. De kiggede på kortet igen, og snart jublede Rotten og råbte: »Havet der
hvor solen går ned.«
Med kortet kunne de nu også finde havet hvor Rottens far var.
Aben og Rotten gav Jumbo et kæmpe knus og sagde i kor: »Tusind tak søde, kloge Jumbo. Hvad
skulle vi dog have gjort uden dit hemmelige kort? Du er vores bedste elefantven i hele verden.«
»Jeg er bare glad for at kunne hjælpe jer«, svarede Jumbo.
Nu var Aben og Rotten klar til at tage afsted ud på søen, hvor de skulle finde en øde ø til Ulven.
Rotten gik hen til Ulven, som var bundet til vognen, og sagde: »Nåå, du stygge ulv. Nu skal du om
bord på vores sivbåd, så vi kan komme afsted. Du skal være bådens motor, så Aben og jeg kan ligge
og dase og drive den af. Det bliver så skønt.
Men hvis du prøver på noget, bider jeg din næse af med mine meget skarpe tænder, så du ikke kan
lugte mere.«
Rotten kunne godt lide at spille lidt smart, og han syntes selv han var lidt sej. Rottens ord virkede,
for Ulven blev bange.
»Jeg lover at opføre mig ordentligt«, sagde Ulven, »for jeg vil ikke undvære min næse.«
Rotten blinkede med det ene øje til Aben, og hun smilede tilbage. Nu skulle de bare have Ulven om
bord.
58
»Jeg holder Ulven fast med min snabel«, sagde Jumbo, »og imens binder I snoren op. Bagefter
hopper I to ned i båden og gør klar til afgang. Når I er klar, smider jeg Ulven ombord og blæser alt
hvad jeg kan til båden med min snabel, så I kommer afsted i en fart. Ulven får ikke en chance for at
slippe væk.«
Det var en god idé Jumbo havde fået, for når først de kom til søs, var der ingen fare for at Ulven ville
prøve på at stikke af. Ulve kan ikke svømme, og de hader vand. Det vidste både Aben, Rotten og
Jumbo.
Aben og Rotten gjorde som Jumbo havde sagt. De bandt snoren op, mens Jumbo holdt Ulven fast
med sin snabel. Herefter sprang de ned i båden og de råbte:
»Klar, parat, start.«
Jumbo smed Ulven ned i båden, hvorefter han blæste til båden med sin snabel. Af sted sejlede Aben,
Rotten og Ulven nu ud på søen.
Jumbo stod inde på havnebredden med løftet snabel og råbte: »Farvel mine kære venner.«
Aben og Rotten vinkede på livet løs mens de råbte: »Farvel Jumbo.«
Nu sejlede de tre afsted på søen mod en øde ø.
59
6. Kapitel - Kurs mod en øde ø
Det var meget varmt den dag, og Aben der elskede at slikke sol, havde sat sig godt tilrette med
ansigtet mod solen.
Rotten råbte til Ulven: »Nååå, stygge ulv. Kan du så se at få smækket stængerne i vandet? Husk på,
at du er bådens motor.«
Ulven satte sig op på kanten bagerst i båden og kiggede med store øjne på vandet.
»Nååå, stygge ulv, bliver det til noget?«, råbte Rotten.
Ulven så lidt bekymret ud og svarede: »Jamen jeg er så bange for at falde i søen.«
Rotten havde ikke spor ondt af Ulven og sagde: »Det kan ikke være mit problem.
Hvis du falder i søen, er det bare ærgerligt for dig og dejligt for Aben og jeg.
For så slipper vi for at have dig på slæb. Kan du så komme i gang.«
Der var ikke noget at gøre. Ulven måtte bide i det sure æble og gøre som Rotten sagde. Da Ulven
stak benene i vandet, hørtes nogle små hyl. For vandet var meget koldt, og det var meget vådt.
Ulven plaskede alt, hvad han kunne med benene for at holde varmen. Ja, Ulven plaskede så hurtigt
at sveden piblede frem alle steder på hans krop. Sivbåden sejlede med høj fart, og det var noget
Rotten kunne lide. Aben, der lå mageligt og slikkede sol, råbte: »Tju-hej, hvor det går.«
»Jaaa«, råbte Rotten, »Den stygge ulv er vist en rigtig fartbølle.«
Ulven pustede og stønnede og var ikke i form til at klare sådan en hård sejltur.
Ulven jamrede: »Puhaa, jeg vidste ikke det var så hårdt at være motor på en båd. Kan jeg ikke få lov
til at holde en pause?«
»Næææ, du stygge ulv«, svarede Rotten bestemt, »du kan godt spare dig. Aben og jeg falder ikke
for dine numre. Husk på at hvis du prøver på noget, bliver det værst for dig selv. I øvrigt har du vist
godt af noget motion.«
Nu plaskede Ulven endnu hurtigere, for han kom til at tænke på Rottens ord om at hvis ikke han
gjorde hvad der blev sagt, ville han få Rottens tænder at mærke. Det skulle Ulven ikke nyde noget
af.
Mens Ulven plaskede på livet løs, sang Aben og Rotten: »Vi sejler op ad åen, vi sejler ned af igen.«
Pludselig lød der et kæmpe plask, og der blev helt stille i båden. Aben tog sig til hovedet og udbrød:
»Hvad var det?«
60
Rotten sad med store øjne og åben mund hvorpå han svarede: »Måske er det den kæmpe
Søslange.«
Aben og Rotten kiggede ud på søen, men der var intet at se. De vendte sig om mod Ulven, men hov,
Ulven var ikke længere i båden.
Nu hørte Aben og Rotten Ulven der skreg: »Hjææælp, hjææælp, jeg kan ikke svømme.«
Rotten skreg af grin, slog sig på lårene og råbte til Ulven: »Nååå, stygge ulv.
Jeg vidste ikke at du var glad for vand. Det kunne du da bare have sagt.«
Ulven fortsatte sin råben om hjælp, og Aben sad i båden og fik lidt ondt af ham.
Rotten syntes det var hylende morsomt, og han råbte: »Sådan går det når man ikke passer på.«
Efter nogle minutter var Ulven ved at være træt i benene og orkede næsten ikke at holde sig oven
vande.
Ulven råbte: »Vil I ikke nok hjælpe mig? For jeg er så træt i benene, og inden længe synker jeg til
bunds. Sig mig hvad jeg skal gøre for at I vil hjælpe mig.«
Aben så på Rotten og sagde: »Vi må hjælpe Ulven inden han drukner.«
Rotten svarede: »Jamen min bedste abeven i hele verden. Hvis Ulven drukner, slipper vi jo for at
have ham på slæb.«
Aben tænkte lidt over, hvad Rotten havde sagt, og kom pludselig i tanke om noget. Aben hviskede
til Rotten: »Jamen, hvis vi lader Ulven drukne, har vi jo ingen motor.«
Se det havde Rotten ikke tænkt på. Aben havde jo ret, og hvis ikke de havde nogen motor, kunne de
jo ikke komme videre.
Rotten råbte til Ulven: »All right, du stygge ulv. Vi er blevet enige om at redde dig fra druknedøden.
Men først skal du sige at Aben og jeg er de sødeste, klogeste, smukkeste og de bedste i hele verden.«
»Ja, sig det så«, råbte Aben.
Ulven ville gøre hvad som helst for at Aben og Rotten skulle redde ham. Ulven råbte: »Aben og
Rotten er de sødeste, klogeste, smukkeste og de bedste i hele verden.«
Aben og Rotten fnisede, hvorpå de kastede en snor ud i vandet som Ulven kunne holde fast i. Ulven
tog fat i snoren, og Aben og Rotten stod i sivbåden og trak alt hvad de kunne. Ulven var meget tung,
og nu var det Aben og Rotten der svedte. De to havde vist også godt af noget motion. Da de havde
hevet Ulven helt hen til båden, tog Ulven fat i bådens kant, og snart sad han atter i båden. Hvor var
Ulven glad for at Aben og Rotten havde reddet ham.
61
Ulven fik tårer i øjnene og sagde: »I har reddet mit liv. Det var meget sødt af jer.«
Nu kneb Ulven en tåre.
Aben lagde sin hånd på Ulvens skulder og spurgte: »Jamen, hvorfor græder du?«
»Fordi«, svarede Ulven, »I er så søde. Så søde er der aldrig nogen, der har været ved mig før. Jeg er
en meget ensom og ulykkelig ulv, og ingen bryder sig om mig.«
Rotten spurgte: »Er det derfor du slog Købmanden ihjel. Fordi du var ensom og ulykkelig?«
»Måske«, svarede Ulven, »og fordi jeg kedede mig.«
Aben trøstede Ulven og sagde: »Måske kan du blive vores ven.«
»Ja«, sagde Rotten og nikkede, »du kan blive vores ven. Hvad siger du til det, makker?«
Nu blev Ulven meget glad, for nu havde han fået nye venner. Aben, Rotten og Ulven krammede
hinanden, og Ulven sagde: »Åhh, jeg er så ked af at jeg skal ud på en øde ø. Jeg bliver så frygtelig
ensom.«
Aben og Rotten fik nu endnu mere ondt af Ulven. Tænk at skulle være på en øde ø, alene, i et helt
år. Et år helt alene uden at have nogle at snakke med er meget lang tid. Aben og Rotten kunne slet
ikke forestille sig hvordan det måtte være. Ulven, som alle troede var en styg og ond ulv, var jo
inderst inde meget sød og meget kærlig. Hvad skulle Aben og Rotten dog stille op med den ensomme
og ulykkelige ulv?
Pludselig fik Rotten en god idé. Han hviskede til Aben der nu smilede.
Aben og Rotten sagde i kor: »Vi har en idé, vi har en idé.«
Nu fik Ulven store øjne, og meget lange ører, for hvad mon de havde fundet på.
»En idé«, udbrød Ulven glad, »Hvilken?«
»Jooo«, sagde Rotten, »Aben og jeg vil skrive et brev til den kloge elefant Jumbo
i Landsbyen mellem de to bjerge, der hvor vi lige er kommet fra.«
Ulven rynkede øjenbrynene og sagde: »Et brev. Hvilket?«
Aben svarede ivrigt: »Vi vil spørge Jumbo om du må blive hos os 1 år, i stedet for at komme ud på
en øde ø. Så behøver du ikke længere at være en meget ensom og ulykkelig ulv. Når du har været
hos os 1 år, kan du bagefter vende tilbage til landsbyen som aftalt.«
»Hvad siger du så makker«, sagde Rotten og smilede så han lignede en glad julegris.
62
Ulven hoppede og dansede i båden, klappede i hænderne og råbte: »Mener I det?«
Rotten svarede: »Jaaa, men vi vil bede dig om at gøre noget til gengæld.«
»Noget til gengæld. Hvilket?«, spurgte Ulven.
Rotten svarede: »Du skal forsvare og beskytte os mod farlige dyr.«
Ulven nikkede og sagde: »Det er en aftale.«
Aben og Rotten hopppede og dansede, og råbte i munden på hinanden: »Nu er du vores bedste
ulveven i hele verden.«
I båden holdt Aben, Rotten og Ulven en lille fest.
De spiste af den medbragte mad og spiste nogle af de mange kager.
Da de havde spist, blev Aben og Rotten enige om, at skrive brevet til Jumbo. Rotten fandt et stykke
papir de kunne skrive på. Aben fandt sin læbestift frem som de kunne bruge som blyant. Rotten
sagde hvad der skulle stå i brevet, og Aben skrev ned på papiret med læbestiften.
I brevet skrev de:
Kære Jumbo
Et lille brev fra dine venner Aben og Rotten. Vi sejler afsted på søen med Ulven ombord. Ulven har
opført sig meget pænt og er blevet vores bedste ulveven i hele verden.
Vi vil spørge dig, kloge Jumbo, om Ulven må blive hos os 1 år i stedet for at komme ud på en øde ø.
Når året er gået, kan Ulven så vende tilbage til Landsbyen som aftalt.
Til gengæld skal Ulven forsvare og beskytte os mod farlige dyr.
Håber I alle har det godt i Landsbyen mellem de to bjerge.
Hils vores bedste bæverven og vores bedste billeven i hele verden.
Kærlig hilsen Aben og Rotten
Aben og Rotten syntes at det var et meget fint brev de havde skrevet. Nu ventede de bare på at der
skulle komme en brevdue forbi, så de kunne få sendt brevet afsted.
Der gik ikke længe før en lille hvid brevdue kom flyvende hen over sivbåden.
63
Aben vinkede med brevet i luften og råbte: »Uhuu, brevdue, vi har et brev. Det skal til Landsbyen
mellem de to bjerge og afleveres til den klogeste af alle dyr, elefanten Jumbo.«
Brevduen fløj ned til Aben, tog brevet i sit næb og fløj straks afsted. Solen var ved at gå ned, og
Aben, Rotten og Ulven var trætte efter den lange dag. Alle tre sad de i båden og gabte mens de
halvsov. Der hørtes en buldren i det fjerne, og det gav et sæt i Aben, Rotten og Ulven.
De kiggede mod himlen der nu var dækket af sorte skyer.
»Åhh nej«, hvinede Aben, »et uvejr er på vej.«
»Du har ret«, sagde Rotten, »det ser lidt sort ud.«
I det samme begyndte det at blæse op, og kæmpedråber slog mod båden.
Ulven råbte: »Åhhh. Det regner, og jeg hader vand.«
Men der var ikke noget at gøre. Ulven måtte vænne sig til det våde liv på søen.
Det tordnede og det lynede, og det var ganske mørkt. Så mørkt at Aben, Rotten og Ulven ikke kunne
se en hånd for sig. Med tordenvejret fulgte lyn, og lynene slog ned i vandet som kæmpe zig-zag
lysende ild. Lynene bragte lys, så Aben, Rotten og Ulven bedre kunne se. De tre stod og så på lynene
der slog ned. Det så smukt ud, ja det lignede næsten fyrværkeri.
Pludselig skyllede en bølge ind over båden. Bølgen var høj som et kæmpe hus, og Aben, Rotten og
Ulven skøjtede rundt. Det var tæt på at de var blevet skyllet over bord.
Aben og Rotten lå og klyngede sig til hinanden, mens Ulven forsøgte at øse vand ud af båden. Den
ene bølge efter den anden skyllede ind over båden, og sådan fortsatte det i to timer. Sikke et uvejr.
Endelig holdt uvejret op, og Aben, Rotten og Ulven sad nu sjaskvåde i sivbåden.
»Uha, sikke et vejr«, sagde Ulven.
»Sjisk-sjask, sjisk-sjask«, sagde Rotten »Jeg er blevet sjisk sjaskende våd.«
»Åhh nej«, sagde Aben, »min frisure er helt ødelagt.«
Rotten og Ulven så på hinanden og sagde i kor: »Skidt med det. Vi kan lide dig, som du er.«
Det blev Aben glad for at høre. Hun omfavnede Rotten og Ulven og sagde: »I er de bedste venner
man kan få. Derfor elsker jeg jer.«
»Tak«, sagde Rotten.
Ulven begyndte at græde af glæde og kunne slet ikke stoppe igen.
64
Aben så på Ulven og spurgte: »Hvorfor græder du?«
Nu begyndte Ulven at fortælle Aben og Rotten en meget sørgelig historie.
Ulven fortalte: »For to år siden mistede jeg min kæreste. Min kæreste var en ulv, ligesom mig selv,
og havde de smukkeste store blå øjne man kan forestille sig.
Jeg glemmer aldrig det søde smil og de smukke tænder.
Da jeg havde kendt min kæreste i 9 måneder, blev hun syg. Min kæreste havde fået en byld inde i
hjernen, der voksede og voksede. På grund af bylden blev min kæreste blind, og jeg måtte gå med
hende i snor.
Efter tre måneder døde hun.
Den nat glemmer jeg aldrig. Jeg sad med hende i armene oppe på en klippe og græd. Jeg hylede hele
natten og hylede så højt at man kunne høre det 100 km væk.
Jeg var så ulykkelig over at min elskede kæreste var død, og det er jeg stadig. Den nat begravede jeg
min kæreste på toppen af bjerget. Jeg plantede et lille kirsebærtræ, der blomstrede så smukt med
hvide blomster. I 100 dage sad jeg hver aften og græd på bjerget.
Pludselig en nat vågnede jeg op, og i mørket så jeg en lysende skikkelse. Den lysende skikkelse var
min smukke kæreste, og i mørket smilede hun sødt til mig.
Herefter forsvandt hun igen, og jeg har aldrig set hende siden.
Da Ulven var færdig med at fortælle den sørgelige historie, kneb Aben og Rotten en tåre. Tænk at
miste en man holder så meget af. De kom til at tænke på deres mor og far, og tænkte på om de
nogensinde ville finde dem. Heldigvis havde de jo det hemmelige kort, de havde fået af Jumbo.
Aben og Rotten fortalte Ulven at deres mor og far var blevet væk, og de fortalte at de nu ledte efter
dem.
Ulven så med bedrøvede øjne på Aben og Rotten og sagde: »Jamen så er I jo også ulykkelige og
ensomme.«
Aben og Rotten nikkede.
Alle tre sagde de i munden på hinanden: »Hvor er det godt vi har hinanden.«
De var alle tre meget trætte og lagde sig derfor ned i båden, tæt ind til hinanden som tre små
kattekillinger. Hurtigt faldt de i søvn, og de drømte om deres venskab, og de drømte om at de holdt
sammen i tykt og tyndt. Alle tre sov de tungt og godt lige til den lyse morgen.
65
Den næste morgen vågnede de tidligt. Aben, Rotten og Ulven satte sig op, og foran dem, på bådens
kant, sad en lille brevdue med et brev i sit næb.
Aben jublede og råbte: »Måske er det et brev fra Jumbo.«
Rotten tog brevet fra brevduens næb hvorpå brevduen sagde: »Det er lige, hvad det er.«
Brevduen lettede og fløj afsted igen.
Rotten åbnede brevet og læste det højt for Aben og Ulven:
Til Aben og Rotten
Tak for jeres brev. Her i Landsbyen mellem de to bjerge går det godt. Alle dyrene fester på andet
døgn.
Ulven må blive hos jer 1 år i stedet for at komme ud på en øde
ø. Herefter kan Ulven vende tilbage til Landsbyen. Men vender
Ulven tilbage til landsbyen før året er gået, bliver han dræbt af vore dræberrotter.
Held og lykke og pas godt på jer selv. Bæveren og Fru Kat er blevet kærester.
Jeg skulle hilse mange gange fra Bæveren og Billen og sige at
I er deres bedste venner i hele verden.
Kærlig hilsen Jumbo
Aben, Rotten og Ulven jublede og dansede, fordi Ulven havde fået lov til at blive. Ulven var meget
stolt over at han fra nu af skulle være Aben og Rottens livvagt. Ulven smækkede atter stængerne i
vandet, og plaskede alt hvad han kunne. For nu skulle de finde Elefantdalen, hvor Abens mor måske
var. Aben og Rotten tog det hemmelige kort frem, hvorpå de fandt Elefantdalen.
»Elefantdalen ligger mod nord«, råbte Rotten.
Ulven drejede sivbåden mod nord, og nu sejlede de tre afsted på søen mod Elefantdalen.
Da de havde sejlet et stykke tid, sagde Aben til Ulven: »Tæt på Elefantdalen bor der en flok ulve, og
måske kan du finde en ny kæreste der.«
»En ulveflok«, sagde Ulven, »hvor ved du det fra?«
66
»Fordi«, sagde Aben, »Det står på kortet.«
Ulven blev rød i hovedet og sagde genert: »Hi, hi. En ny kæreste måske.«
Det var første gang Aben og Rotten havde hørt Ulven grine, og de tænkte at Ulven måske snart blev
glad igen.
Rotten fik lyst til at drille Ulven lidt og sang: »Ulven skal ha´ en kæreste. Ulven skal ha´ en kæreste.«
Aben skrålede med, og snart skreg de alle tre af grin.
Aben, Rotten og Ulven sejlede hele dagen, og langsomt kunne de se at solen, der lignede en rød
appelsin, gik ned. Den røde appelsin blev til en halv appelsin og til sidst var solen væk, og ude i
horisonten, bag havet, så det ud som om der var et kæmpe bål.
Aben og Rotten var meget trætte. De lagde sig ned, tæt op af hinanden, og faldt hurtigt i søvn.
Ulven var også træt, men han skulle sejle hele den lange nat hvis de skulle nå frem til Elefantdalen
næste dag. Mens Aben og Rotten sov, plaskede Ulven lystigt videre mens han kiggede op på månen,
der nu var kommet frem. Ulven tænkte på hvor heldig han var at have fået en chance for at bevise
at han kunne opføre sig ordentligt.
Ulven tænkte også på at han nu kunne gøre alting godt igen ved at hjælpe andre i stedet for at slå
ihjel.
67
7. Kapitel - Det Ukendte Land
Natten gik, og det blev atter morgen. Solen steg op på ny, og den var smukkere end nogensinde før.
Ja, den lignede næsten en gul honningmelon. Havet var helt stille, og der duftede så dejligt af salt.
Ulven plaskede stadig og ventede på at Aben og Rotten skulle vågne. Der gik ikke længe før de to
syvsovere vågnede. De satte sig op i båden, strakte sig, og sagde i kor: »Ihh, hvor har jeg sovet godt.«
»Godmorgen I to«, råbte Ulven.
Aben og Rotten vendte sig om mod Ulven og sagde: »Godmorgen vores bedste ulveven i hele
verden.«
Rotten smilede til Ulven og spurgte: »Har du været flittig?«
»Det kan du tro«, svarede Ulven, »Jeg har såmænd sejlet hele den lange nat.«
»Godt så«, sagde Rotten, »har du tjek på hvor vi er? Vi er vel på rette vej, ikke?«
Ulven havde ikke spor tjek på hvor de var, for han havde bare sejlet uden at tænke på om det var
den rigtige vej.
»Øhh«, mumlede Ulven, »jeg har vist glemt at kigge på det hemmelige kort mens jeg sejlede.«
»Jeg tjekker lige retningen«, sagde Rotten.
Rotten tog pegefingeren i munden og suttede på den. Herefter holdt han fingeren i vejret så den
pegede op mod himlen.
»Jo, den er fjong«, sagde Rotten, »Vi sejler mod nord og mod nord ligger Elefantdalen.«
Aben smilede over hele femøren og udbrød glad: »Juhuu, hvornår er vi der?«
Rotten kløede sig lidt i håret, så på Aben og sagde: »Det er ikke let at vide. Vi er der, når vi er der.«
I det samme fik Aben øje på tre små delfiner der stak snuderne op af vandet.
Delfinerne omringede sivbåden, og der lå de i vandet og baskede med halerne så vandet skyllede
ind over Aben, Rotten og Ulven.
»Uhhh«, råbte Aben, »Jeg bliver våd, og vandet er så koldt.«
»Åhh nej«, råbte Rotten, »Er vandet vådt? Hvor mærkeligt.«
Aben rynkede på panden, så på Rotten og sagde: »Ha, ha. Meget morsomt, meget morsomt.«
68
Delfinerne sagde nogle underlige lyde, og det lød sådan: »Pio, pio, pio.« Hvad skulle det mon
betyde?
Aben, der jo var så nysgerrig, så på Rotten og Ulven og spurgte: »Hvad betyder Pio, pio, pio.«
Rotten svarede: »Jeg tror det betyder at du ikke skal spørge så meget.«
Aben rystede på hovedet og rakte tunge ad Rotten.
Ulven sagde: »Jeg tror det betyder: Kom og leg med os.«
Faktisk var Ulven en meget klog ulv, og han kendte mange forskellige slags dyresprog. Ulven havde
ret. »Pio, pio, pio« betød: Kom og leg med os.
»Uhh«, sagde Aben, »jeg skal ikke ud i vandet og lege med delfinerne. Vandet er så koldt, og
desuden bliver min frisure ødelagt.«
Rotten skreg af grin, så på Aben og sagde: »Hvilken frisure. Thi-hi, nåå du mener din morgenfrisure
der ligner en stor uldtot.«
Aben brød sig ikke om at være til grin og sagde: »Hvis du tror du er så smart, så hop selv i vandet.«
»Ingen problemer«, sagde Rotten, »Jeg er den der er daffet.«
Rotten stillede sig op på kanten af båden, og hoppede på hovedet ud i søen. For Rotten ville rigtig
vise sig over for Aben.
Der lød et kæmpe plask, og Rotten gav et hyl fra sig: »Aaav, min mave.«
Da Rotten sprang på hovedet ud i søen, fik han sig en ordentlig maveplasker, og nu var det Aben der
skreg af grin.
»Sådan går det, når man skal spille smart«, sagde Aben og fnisede. Delfinerne grinede med på deres
eget sprog.
Rotten brød sig heller ikke om at være til grin og råbte til Ulven: »Så er det din tur. Må vi se hvad du
kan.« Rotten vidste udmærket godt at Ulven var bange for vand, og at Ulven ikke kunne svømme.
Ulven blev knaldrød i hovedet og sagde: »Jeg skal ikke nyde noget, for jeg kan jo ikke svømme.«
Nu skreg Rotten af grin, for nu havde han rigtig fået Ulven gjort til grin.
Snart grinede de allesammen, for det var lidt morsomt.
Delfinerne snusede til Rotten og kyssede ham blidt på panden. Herefter gjorde en af delfinerne tegn
til at Rotten skulle sætte sig op på dens ryg. Rotten satte sig op på dens ryg, og delfinen svømmede
nu afsted hen over vandet.
69
Tju-hej hvor det gik med høj fart. Det var lige noget for Rotten som jo var lidt af en fartbølle. Rotten
holdt med den ene hånd fast på delfinens finne, mens den anden hånd flagrede i luften.
»Juhuu«, råbte Rotten.
Aben og Ulven sad smilende i båden og så på Rotten der næsten lignede en cowboy med hest og
lasso. Sikke en forestilling, og snart lignede det et cirkus nummer. Delfinen kastede Rotten flere
meter op i luften. Den anden delfin svømmede hen og greb Rotten med sin snude lige som han var
ved at ramme vandet.
Rotten svømmede nu afsted med den anden delfin der snart gjorde tegn til Rotten om at holde sig
for næsen. Rotten holdt sig for næsen, og delfinen dykkede ned under vandet. Da de to kom op igen,
blev Rotten atter kastet op i luften, og nu var det den tredie delfin der greb Rotten igen.
Men snart blev det for meget for Rotten. Han var meget svimmel efter den høje fart og flyveturene
og gjorde derfor tegn til delfinen om at turen skulle slutte. Desuden var han også blevet sulten af alt
den friske luft og ville nu tilbage til sivbåden og have sig en rød pølse med ketchup.
Delfinen svømmede Rotten tilbage til båden, svingede med snuden så Rotten igen fløj op i luften
hvorefter han landede i båden. Han landede lige i favnen på Aben. Der lå Rotten nu og lignede en
lille våd baby.
Aben ville lave lidt gas og stak derfor sin finger ind i munden på Rotten og sagde: »Mammmm.«
»Din klaphat«, skreg Rotten, »Det er aldeles ikke mam. Neej, lad mig få en rød pølse i stedet.«
Nu grinede både Aben, Rotten og Ulven.
»Hvor gemmer de røde pølser sig?«, spurgte Rotten, hvorpå han sang: »Hulubulu, pølser, hvor er I
henne?«
Rotten rodede rundt i al maden, og snart tittede de røde pølser frem.
»Så mangler vi bare bøtten med ketchup«, sagde Rotten.
Han rodede videre og sagde lidt efter: »Fundet. Uhmm, det skal blive godt at få noget i skrutten.«
Aben og Ulven var også sultne, så de holdt Rotten ved selskab. Mens de spiste, talte de om
delfinernes og Rottens forestilling til vands. Aben og Ulven syntes det var sejt, og de syntes Rotten
var meget modig.
Rotten sad og gnaskede og smaskede i de røde pølser med ketchup, og sikke en gris han var.
Ketchuppen dryppede fra både pølse og Rottens mund ned på hans mave.
Ulven så på Rotten og på hans tykke mave med ketchup og sagde: »Hør, du Rotte. Du skulle næsten
have et håndklæde sådan som du sviner.«
70
»Ingen problemer«, sagde Rotten, »Jeg hopper bare i vandet når jeg har spist, og så bliver jeg ligeså
ren som en tandbørste.«
Nu blev Aben nysgerrig og spurgte: »Hvor ren er en tandbørste egentlig?«
Rotten blev lidt irriteret og svarede: »Leger du nu spørgeleg igen. Det er ikke let at vide hvor ren en
tandbørste er. Den er ligeså ren som den er ren.«
De spiste nu alle tre videre uden at sige noget. Da de var færdige, stillede Rotten sig op på kanten
af båden og sagde: »Se så her.«
Rotten rakte hænderne op over hovedet og gjorde klar til et udspring. Aben og Ulven sad og så på
Rotten med store øjne. Gad vide om det blev endnu en maveplasker?
Denne gang tog Rotten ikke hovedspring. I stedet holdt Rotten sig for næsen og hoppede i vandet
med fødderne først. Hurtigt kom Rotten op i båden igen, for nu havde han fået nok af alt det
vandpjaskeri. Gad vide om Rotten nu også blev så ren som en tandbørste?
Det var på tide at fortsætte sejlturen. Ulven smed stængerne i vandet og plaskede afsted.
Elefantdalen og Abens mor ventede forude.
Rotten råbte til Ulven: »Sæt så dit lange ben foran, så vi kan få noget fart på sivbåden.«
»Yes Sir«, svarede Ulven, og fremad gik det.
Rotten lænede sig tilbage, tog sine solbriller som lignede kæmpe flueøjne på og lå nu og stegte i
solen. Aben lå ved siden af Rotten og stegte med.
Rotten så på Aben og sagde: »Nåå, min lille prinsesse, kan du holde varmen ud?«
Aben blev rød i hovedet, fnisede og sagde: »Hi-hi. Ja det går lige an.«
Aben var blevet rød i hovedet, fordi at Rotten havde sagt: »Min prinsesse.«
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var meget varmt. Det var så varmt at Ulven svedte flere
liter vand ud af kroppen. Aben og Rotten havde det skønt, og de syntes det var så dejligt at mærke
solens varme.
»Det er bare livet«, sagde Rotten og smækkede benene op på kanten af båden.
Rotten sad nu så mageligt at han hurtigt faldt i søvn. Mens Rotten sov, drømte han om at han stod
i en pølsevogn og solgte røde pølser. Rotten drømte at han kunne få lov til at spise alle de røde
pølser han ville uden nogen opdagede det. Det var vel nok en dejlig drøm.
Aben sad og kiggede ud over søens blanke vand og tænkte på sin mor som måske var i Elefantdalen.
71
Da de havde sejlet i en time, sov Rotten stadig. Aben gik ned bagerst i båden til Ulven der stadig
plaskede derud af.
Aben smilede, så på Ulven og sagde: »Hvordan går det?«
»Det går plask-hamrende godt«, svarede Ulven, »Jeg sad netop og tænkte på ulveflokken der ligger
tæt ved Elefantdalen.«
»På ulveflokken«, udbrød Aben, »Hvorfor det?«
Ulven var stille et øjeblik og sagde så: »Jeg vil så gerne have en kæreste. En sød smuk hunulv med
søde øjne og med en trutmund som er god at kysse med.«
Aben trillede med øjnene og sagde: »Ihh, hvor lyder det romantisk.«
Ulven smilede til Aben og sagde videre: »Hvor ville jeg dog gerne finde en sådan hunulv. Måske
møder jeg en hunulv i ulveflokken tæt ved Elefantdalen.«
»Jeg kan godt forstå du gerne vil finde en sød og smuk hunulv, for så behøver du ikke længere at
være ensom og ulykkelig«, sagde Aben.
Foran i båden var Rotten vågnet, og han råbte nu højt: »Ohøøj, der er land forude.«
»Er det Elefantdalen?«, spurgte Aben.
»Det er ikke let at vide«, svarede Rotten, »Land er i hvert fald land.«
Ulven drejede sivbåden lidt mod højre, og nu sejlede de mod Det Ukendte Land. Aben kunne næsten
ikke vente til de nåede Det Ukendte Land, og for at tiden skulle gå lidt hurtigere, besluttede hun sig
for at drille Rotten lidt.
Aben stillede sig hen bag Rotten og hev ham meget hårdt i det ene øre. Rotten hoppede op i luften
og vendte sig derefter om og skreg: »Av-av, hvorfor hiver du mig i øret?«
Aben svarede: »For at du skal have et større øre, så du bedre kan høre mig.«
Rotten var vred og råbte nu Aben lige ind i øret: »Du skal ikke hive mig i øret, dumme abe.«
Nu var det Aben, der skreg: »Av-av, hvorfor råber du mig ind i øret.«
Rotten rynkede øjenbrynene og sagde: »For at du skal få ondt i øret, så du ikke længere kan drille
mig.«
Aben og Rotten skændtes nu, og de råbte og skreg i munden på hinanden. Sådan fortsatte de i lang
tid.
Pludselig råbte Ulven: »Så, så I to. Smil til Det Ukendte Land og vær glade.«
72
Aben og Rotten kiggede fremad. De var nu nået til Det Ukendte Land. Begge glemte de at de havde
skændtes.
»Juhuu«, råbte Aben og Rotten i kor, »Det Ukendte Land.«
Da de nåede tæt ind til bredden ved Det Ukendte Land, så de nogle høje, sorte klipper.
Aben klyngede sig tæt ind til Rotten og sagde: »Uhh, hvor ser det uhyggeligt ud.«
»Jaa«, svarede Rotten, »Det ser ud som om Det Ukendte Land er et mærkeligt land.«
»Ja, mærkeligt det er det«, sagde Ulven, »Jeg har aldrig i hele mit liv set et land med høje, sorte,
stejle klipper.«
»Hvordan kommer vi i land?« spurgte Aben, »Der er jo sorte klipper overalt og ingen strand.«
Rotten kløede sig bag øret og svarede: »Ja det er et godt spørgsmål. Vi må sejle lidt videre langs
klipperne og se om ikke der kommer en strand, så vi kan komme i land.«
»Ohøj«, råbte Ulven, hvorefter han atter smed stængerne i vandet og plaskede langsomt afsted.
Det var lidt underligt med de mange klipper der gjorde det umuligt at komme i land.
De sejlede og de sejlede, men der var stadig kun sorte klipper at se. Forude kunne de se en vulkan
med is på toppen som sendte røg op i luften.
Pludselig ændrede Det Ukendte Land med de mange klipper sig. Forude kunne Aben, Rotten og
Ulven se at landet blev fladere. Som de sejlede langsomt afsted, blev landet fladere og fladere, og
nu så de også en strand.
»Så drejer vi skuden«, råbte Rotten, »For nu skal vi fra vands til lands.«
Ulven drejede sivbåden, så forenden pegede ind mod Det Ukendte Land.
Snart var de inde ved strandbredden, og båden stødte forsigtigt mod land. Aben, Rotten og Ulven
hoppede fra båden op på bredden, hvorefter de trak båden med sig væk fra vandkanten og bandt
den til et palmetræ. Nu kunne de se at Det Ukendte Land ikke var uhyggeligt eller mærkeligt, men
faktisk var det meget smukt. Der var kæmpe palmetræer som dannede en stor skov. Over alt
voksede der smukke blomster og små pletter med saftigt græs.
Aben så på Rotten og Ulven og spurgte: »Mon der er farlige dyr her på øen?«
»Det er ikke let at vide«, svarede Rotten, »Dyr er dyr og hvis de er farlige, har vi heldigvis vores egen
livvagt med.«
Ulven smilede stolt og sagde: »Ja, for livvagt det er lige hvad jeg er.«
73
Aben, Rotten og Ulven blev enige om at undersøge Det Ukendte Land, for var det mon her
Elefantdalen lå, eller var det noget ganske andet.
Rotten tog det hemmelige kort frem, så på det og sagde: »Hvis vi kan regne med kortet, så skulle
Elefantdalen gerne ligge lige om hjørnet.«
Aben smilede og spurgte: »Jamen skal vi så ikke se os lidt omkring?«
Rotten nikkede og svarede: »Du her ret. Solen er ved at gå ned, og snart bliver det mørkt, så lad os
komme afsted mens det er lyst. Der er ingen tid at spilde.«
Ulven så lidt bekymret ud og sagde: »Hvad hvis det bliver mørkt, før vi når tilbage til båden, og vi
møder farlige dyr?«
Rotten svarede: »Vi har jo dig, vores livvagt.«
»Ja«, svarede Ulven, »Men måske møder vi dyr der er større end mig.«
Rotten tyggede lidt på sagerne og sagde så: »Du har ret, og jeg har en idé. Jeg har hørt engang for
længe siden at hvis man ønsker noget, og tænker meget på det, går det måske i opfyldelse. Jeg
foreslår at vi alle tre lukker øjnene og ønsker at en Fe skal komme forbi. Måske vil en Fe kunne
fortælle os hvad vi skal gøre.«
Aben og Ulven så på hinanden og sagde i kor: »Glimrende idé. Hvor er det godt vi har en klog rotte
som ven.«
Aben, Rotten og Ulven talte til tre, lukkede øjnene, og ønskede at en Fe skulle komme forbi. Da de
åbnede øjnene igen, så de en Fe, med en tryllestav svæve omkring. Det var en meget lille og en
meget smuk Fe.
Aben jublede og råbte: »Det virkede, det virkede.«
Rotten så meget stolt ud, og Ulven stod bare og måbede og vidste hverken ud eller ind.
Den lille Fe, svævede i ring og spurgte med blød stemme: »Hvormed kan jeg hjælpe jer?«
Rotten svarede: »Vi er kommet til Det Ukendte Land for at lede efter Elefantdalen.
Vi har Ulven med som vores livvagt, men måske møder vi farlige dyr, som
Ulven ikke kan beskytte os imod. Vi vil spørge dig, smukke Fe, hvad vi skal gøre.«
Feen svingede sin tryllestav, kastede hvidt stjernestøv op i luften og fremsagde en hemmelig
trylleremse. Lige så pludselig som Feen var kommet, lige så pludselig var Feen væk. I samme nu lød
der et »Pling«, og foran Aben, Rotten og Ulven stod nu en kiste.
74
»En kiste«, råbte Rotten, »Hvor svedigt.«
Aben sagde: »Hvad mon der er indeni?«
»Lad os åbne den«, sagde Ulven ivrigt.
Rotten åbnede kisten, og sikke et syn der mødte de tre. Kisten var fyldt med våben og forskelligt
udstyr.
»Woww«, råbte Rotten, »Hvor sejt.«
Nu kunne de trygt undersøge Det Ukendte Land og behøvede ikke længere at være bange for at
møde farlige dyr.
Rotten hev et maskingevær op af kisten og tog et rødt bånd omkring panden.
»Ihh«, sagde Aben, »Hvor ser du sej ud.«
Rotten smilede, pegede med maskingeværet op i luften hvorpå han sagde: »Rotten Rambo er klar
til kamp.«
Ulven havde fundet to pistoler og havde taget et bælte og en cowboyhat på.
»Ihh«, sagde Aben, »hvor blæret.«
Ulven svingede pistolerne i luften, pegede dem derefter mod Aben og råbte: »Hænderne op og
benene bag nakken.«
Hvor var Aben stolt over at have Rotten og Ulven som sine bedste venner.
Aben dykkede ned i kisten og hev en kikkert og en paraply frem.
Rotten og Ulven så på Aben og sagde i kor: »En kikkert og en paraply. Lige din stil.«
Aben, Rotten og Ulven var nu klar til at undersøge Det Ukendte Land og gik straks af sted.
Forrest gik Ulven med pistolerne, fordi det var mest farligt, og fordi han jo var livvagt. Efter Ulven
gik Aben med paraplyen som de kunne bruge hvis det blev regnvejr, og kikkerten kunne de bruge til
at holde udkig med.
Bagerst gik Rotten med maskingeværet for at beskytte Aben.
Aben, Rotten og Ulven gik i en hel time, men der skete ikke noget. Der var ikke et øje at se, og de
mødte ingen farlige dyr. Solen var gået ned, og det var ved at blive mørkt.
»Skal vi ikke hellere gå tilbage til båden«, spurgte Aben, »før det bliver så mørkt at vi ikke kan se
noget?«
75
Rotten svarede: »Du har fuldstændig ret. Lad os vende om og gå tilbage.«
Ulven var lidt skuffet over at de slet ikke havde mødt nogle farlige dyr, for han havde glædet sig til
at affyre nogle skud fra de flotte og meget seje pistoler.
»Øv-øv«, sagde Ulven, »nu får vi jo slet ikke brug for vores våben.«
Rotten tænkte lidt over det og svarede så: »Jeg har en idé. Når vi kommer tilbage til båden, kan du
være vores nattevagt. Så måske får du alligevel brug for pistolerne.«
Nu blev Ulven meget glad, smilede og udbrød: »Juhuu, nattevagt. Det er lige sådan et job jeg altid
har drømt om.«
»Det er en god idé«, sagde Aben, »for så kan Rotten og jeg sove trygt imens.«
Aben, Rotten og Ulven gik nu tilbage ad den samme vej som de var kommet fra.
Da de stod ved båden, var de alle tre sultne, og Aben og Rotten var meget trætte.
Ulven var ikke spor træt, og det var heldigt, for han skulle jo være vågen hele den lange nat.
De tre venner spiste noget mad hvorefter Aben og Rotten gik på hovedet i seng.
Aben og Rotten faldt i søvn med det samme.
Ulven marcherede nu som en soldat rundt på stranden og vogtede over Aben og Rotten. Mens Ulven
gik omkring, ønskede han at der skulle komme nogle farlige dyr. Time efter time gik, men der kom
ingen farlige dyr. Efter fire timer skete der noget. Ulven hørte noget pusle, og han spidsede ører for
at han bedre skulle kunne høre. Lyden kom nærmere og Ulven råbte: »Hvem der?«, men der kom
intet svar tilbage.
Ulven løftede pistolerne, så han var klar til at skyde og råbte så: »Hænderne op og benene bag
nakken«, men der kom stadig ikke svar tilbage.
»Det var da mystisk«, tænkte Ulven.
I det samme så han nogle mørke skikkelser bag nogle træer.
Ulven råbte igen: »Hvem der«, og nu kom der svar tilbage.
»En ulveflok«, lød det.
Frem fra træerne kom syv ulve gående. Ulven blev så overrasket at han tabte både pistolerne og
cowboyhatten, og han stod nu med åben mund og så på de syv ulve. Hvis de syv ulve var den flok
som Aben og Rotten havde set på det hemmelige kort, var de tæt på Elefantdalen.
76
Straks fik Ulven øje på en lækker hunulv. Hunulven havde en pragtfuld pels i flotte farver, og hun
havde de smukkeste øjne. Se, det var jo lige sådan en hunulv Ulven havde gået og drømt om. De syv
ulve satte sig ned og sad nu kun ti meter væk fra Ulven.
Ulven var allerede smaskforelsket i den smukke hunulv, og han tænkte på hvordan han skulle få
Hunulven på krogen.
Det var ikke så let endda, for Ulven havde jo sit job som nattevagt og havde ikke tid til at gøre kur til
Hunulven. Hvad skulle Ulven dog gøre?
Engang for længe siden havde Ulven lært fra sin mor at man ikke bare kan bryde ind i en anden
ulveflok.
De syv ulve sad længe og kiggede i retning af Ulven, og snart fik Ulven en idé.
Ulven besluttede at hyle højt for at se hvordan de syv ulve ville reagere. Han satte sig ned, strakte
hals, kiggede mod himlen og hylede det bedste han havde lært:
»Wauuuuuuuu.«
Nu skete der noget. De syv ulve hviskede og tiskede. Ulven lyttede og hørte Hunulven der sagde:
»Sikke en lækker hanulv, hvor er han dejlig. Han hyler så smukt.«
De andre seks ulve blev vrede på Hunulven og sagde: »Er du rigtig klog. Hanulven hører ikke til vores
flok, og det er ikke tilladt at tale med ulve fra andre flokke.«
Hunulven svarede: »Undskyld, det havde jeg glemt.«
Flokken med de syv ulve vendte nu rundt og gik deres vej. Da de syv ulve var forsvundet, samlede
Ulven sine pistoler op og tog atter cowboyhatten på hovedet hvorefter han fortsatte sin nattevagt.
Resten af natten tænkte Ulven på den smukke Hunulv, og han håbede at de ville mødes igen.
Tidligt den næste morgen vågnede Aben og Rotten op til en ny dag. De satte sig op i båden og fik
øje på Ulven, som gik omkring på stranden. De rejste sig op, hoppede ud af båden og gik ned til
Ulven.
Rotten slog Ulven på skulderen og sagde: »Hva´så makker. Hvordan går det så?«
»Har her været nogen, er der sket noget?«, spurgte Aben.
Ulven vendte sig rundt, så på Aben og Rotten og sagde: »Ja, der har været nogen her i nat.«
Rotten så meget begejstret ud og spurgte ivrigt: »Har her været nogle farlige dyr mens vi sov?«
Aben var lige så begejstret som Rotten og udbrød: »Så fik du alligevel brug for pistolerne.«
77
Ulven rystede på hovedet og sagde: »Det var ikke farlige dyr, og jeg fik ikke brug for pistolerne. Nej,
her var såmænd en ulveflok.«
»En ulveflok«, råbte Aben og Rotten i munden på hinanden.
Ulven nikkede og svarede: »Ja. Syv ulve, og her imellem en smuk hunulv med de smukkeste øjne.
Jeg blev med det samme meget forelsket i den smukke hunulv, men fordi jeg ikke tilhører deres flok,
er jeg ikke velkommen. Måske får jeg aldrig Hunulven at se igen.«
Nu begyndte Ulven at græde, og Aben sagde trøstende: »Du kan tage ud at lede efter ulveflokken.«
Ulven så på Aben og svarede: »Det er en god idé, men jeg kan jo ikke forlade jer. Jeg er jeres livvagt,
og jeg har lovet at passe på jer.«
Rotten så smilende på Ulven og sagde: »Det skal du såmænd ikke tænke på, for mens du er væk,
kan jeg være Abens livvagt. Som du nok ved, har jeg jo maskin74 geværet. Så hvis der kommer farlige
dyr, kan de bare lige prøve på noget. Ingen skal lave numre med Rotten Rambo. Tag du bare afsted.«
»Jaa«, sagde Aben, »Tag du bare afsted. Mens du leder efter ulveflokken bliver i Det Ukendte Land
og lede efter Elefantdalen.«
Ulven så meget glad ud, sagde farvel og løb straks af sted.
Ulven fulgte sporene som ulveflokken havde efterladt og fulgte duften fra den smukke hunulv.
Da Ulven havde løbet i tre timer, hørte han noget, og straks stoppede han op. Lyden han kunne høre
var ulvehyl, og nu vidste Ulven at ulveflokken var tæt på.
Fra nu af gik Ulven forsigtigt afsted for at ulveflokken ikke skulle opdage ham.
Snart kunne Ulven se de syv ulve, og heriblandt den smukke Hunulv der var endnu smukkere ved
højlys dag end i den mørke nat. Hunulvens pels skinnede, og de smukke store øjne strålede.
Ulven lagde sig ned bag en busk og tænkte nu på hvordan han skulle få kontakt med hunulven. Det
var noget der krævede planlægning, for Ulven kunne jo ikke bare bryde ind i flokken. Han ville blive
dræbt på stedet af hanulvene.
Pludselig fik Ulven en idé og tænkte: »I aften når solen er gået ned og der er mørkt, går jeg i gang
med min plan. Se, vinden blæser i retning at ulveflokken.
Hvis nu jeg slår en stinkende prut, vil vinden føre den hen til Hunulven. På denne måde finder
Hunulven ud af at jeg befinder mig bag denne busk. Jeg håber så på at resten af ulveflokken ikke får
næse for min prut. For hvis de gør, er jeg nødt til at stikke af, og jeg får ikke Hunulven at se igen. Det
er min eneste chance for at score Hunulven.«
78
Ulven syntes selv at idéen var god, og han hviskede for sig selv: »Det kunne selv Rotten ikke have
gjort bedre.«
Se, nu ventede Ulven på at solen skulle gå ned og på at mørket skulle sænke sig over Det Ukendte
Land. Men ventetiden var lang, og snart blev Ulven meget træt.
Han havde jo været vågen hele den lange nat og hele den lange dag. Snart snorkede
Ulven stille, og imens drømte han om den smukke hunulv.
Nede på stranden hvor sivbåden lå var der helt stille. Aben og Rotten var også faldet i søvn, og mens
de sov drømte de at Ulven var blevet kærester med Hunulven.
Da det var blevet aften og solen var ved at gå ned, sov Aben og Rotten stadig i sivbåden, og Ulven
sov stadig bag busken tæt på ulveflokken.
Da mørket havde sænket sig over Det Ukendte Land, vågnede Ulven pludselig op med et sæt.
»Nå«, tænkte Ulven, »Jeg må vist hellere gå i gang med min plan.«
Ulven vendte sig om på ryggen med sin ende mod ulveflokken og var nu klar til at slå en stinkende
prut. Nu skulle Ulven bare passe på at der ikke kom lyd på prutten, for så ville han blive afsløret.
Med andre ord så skulle prutten være lydløs.
Havde Ulven dog bare haft en lyddæmper. Ulven tænkte lidt over hvordan han kunne sikre sig at
prutten blev lydløs og kom frem til følgende: »Jeg lader prutten sive ganske langsomt ud mens jeg
tæller til ti.«
Ulven talte nu: »1-2-3-4-5-6-7-8-9-10« mens prutten langsomt sivede ud.
Planen virkede og sikke et held. Det var en lydløs stinkende prut der snart ville nå ulveflokken med
vinden. Nu satte Ulven sig op, stak hovedet frem fra busken og kiggede hen mod ulveflokken.
Snart rynkede Hunulven på næsen. Hun stak næsen i vejret og sagde: »Puha,
Hvem har slået en stinkende ulveprut?«, men ingen af de andre ulve i flokken svarede.
Hunulven kiggede mod busken hvor Ulven sad, og de to så nu hinanden lige ind i øjnene. Ulven blev
svimmel og blød i knæene, fordi han var så forelsket i den smukke hunulv der sad og kiggede med
sine store smukke øjne.
Hvad skulle Ulven nu gøre for at lokke Hunulven til sig?
Efter et stykke tid tænkte Ulven: »Nu har hun set mig og kan følge efter mig når jeg går eller lade
være. Måske skulle jeg svinge lidt med min hale og vise Hunulven mine flotte tænder.«
79
Ulven rejste sig op, svingede med sin hale og viste sine flotte tænder frem hvorefter han gik afsted
ad samme vej som han var kommet fra.
Ulven gik nu mod stranden hvor Aben, Rotten og sivbåden ventede.
Flere gange undervejs så Ulven sig tilbage, men ak nej. Hunulven var ikke at se.
Nede på stranden var Aben og Rotten for længst vågnet, og de sad nu i båden og ventede på at
Ulven skulle komme tilbage. De talte om at Ulven måske havde fundet ulveflokken og den smukke
hunulv med de store smukke øjne.
Pludselig fik Aben øje på Ulven der kom luntende.
»Ulven kommer, Ulven kommer«, råbte Aben.
Rotten rejste sig op og råbte: »Det er lige hvad han gør.«
Da Ulven nåede hen til båden, spurgte Rotten: »Nåå, hvor har du gjort at din smukke kæreste?«
Ulven sukkede og fortalte nu Aben og Rotten hele historien, om den lydløse stinkende prut, og om
Hunulven der ikke fulgte efter ham. Ulven var så trist at han var lige ved at græde.
I samme nu lød et: »Pssssst.«
»Hvem der?«, råbte Rotten.
Ulven råbte: »Hænderne op og benene bag nakken«, men der kom intet svar.
Aben hev kikkerten frem, tog den op til øjnene for bedre at kunne se og råbte: »Hvem har slukket
lyset?«
Rotten rystede på hovedet, så på Aben og sagde: »Dit kvaj. Natten er sort som kul, og så er det da
lige så klart som jorden er rund, at du ikke kan se noget.«
Nu hørte Aben, Rotten og Ulven skridt, og Rotten råbte vredt: »Hvem er det der tramper på vores
strand?«
Denne gang lød et svar tilbage: »Det er såmænd mig. Den smukkeste hunulv af alle.«
Ulven jublede, hoppede og dansede mens han råbte: »Juhuu, så kom du alligevel.«
Da Hunulven nåede hen til båden, slikkede hun Ulven på næsen og sagde: »Mit hjerte banker for
dig min store stærke Ulv.«
Ulven blev rød i hovedet og blev så svimmel, at han ikke kunne få et ord frem.
80
Hunulven sagde videre: »Vi må skynde os væk herfra ud på søen. De andre ulve har sikkert for længst
opdaget at jeg er væk og er sikkert på vej herned. Har de opdaget jeg er væk, dræber de mig hvis de
fanger mig, og måske dræber de også jer.«
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven hørte nu ulvehyl fra flokken der nærmede sig stranden.
»Himmel og hav«, råbte Rotten »vi må have båden i vandet.«
Aben hvinede, råbte og skreg lige ind i Rottens øre.
Rotten blev så forskrækket at han hoppede tre meter op i luften hvorefter han landede på stranden
med et kæmpe bump.
Nu blev Rotten rasende og råbte: »Din lille skrigeabe, hvad skriger du for?«
»Undskyld«, sagde Aben, »Jeg blev bare så bange da jeg hørte de skrækkelige ulvehyl.«
Mens Aben og Rotten stod og skændtes, løsrev Ulven båden fra palmetræet og skubbede sammen
med Hunulven båden i vandet. Ulven og Hunulven hoppede ombord i sivbåden og råbte til Aben og
Rotten: »Ulvene kommer, ulvene kommer.«
Aben og Rotten så sig tilbage hvor de seks ulve kom løbende. De havde haft så travlt med at skændes
at de havde glemt alt om ulvene der ledte efter Hunulven.
Aben og Rotten så på hinanden hvorefter de spænede afsted mod sivbåden.
Ulveflokken var lige i hælene og Aben skreg: »Hjælp, hjælp.«
Snart sad Aben og Rotten i sivbåden sammen med Ulven og Hunulven. Ulven råbte: »Alle mand
ombord, smid stængerne overbord og plask båden afsted.«
Alle fire smed de benene i vandet og plaskede det bedste de havde lært. Men sivbåden rørte sig ikke
ud af flækken.
De seks ulve var nået ned til båden, og en af ulvene gabte over Rottens ben.
I samme nu lød der et: »Skvulp.« Sivbåden bevægede sig, og afsted sejlede Aben, Rotten, Ulven og
Hunulven ud på søen.
»Pyhhh«, sagde Rotten, »det var lige på et hængende hår.«
De bevægede sig længere og længere væk fra Det Ukendte Land med de sorte stejle klipper der
havde vist sig at være et meget farligt land. Ulven havde endelig fundet en smuk kæreste, og han
var meget glad og forelsket. Hunulven kiggede genert på Ulven og hviskede: »Hvor er jeg glad for at
have fundet en sød kæreste som dig.«
81
»Hmm«, hviskede Ulven, »I lige måde.«
Det var for længst blevet nat, og de var alle fire meget trætte. De var så trætte at de næsten ikke
kunne hænge sammen. Men inden de skulle sove, skulle de have noget at spise, for de var alle fire
meget sultne. De talte lidt om hvad de skulle spise, og Hunulven sagde: »Nu skal I bare læne jer
tilbage og slappe af, og imens vil jeg lave nogle frikadeller.«
»Uhmmm, frikadeller«, sagde Rotten.
»Jaaa«, svarede Hunulven, »Jeg er så glad for at I vil have mig ombord, og derfor vil jeg gerne gøre
noget til gengæld.«
Aben, Rotten og Ulven lænede sig tilbage, og Hunulven gik straks i gang med at lave frikadeller.
Pludselig kom Aben i tanke om noget og sagde: »Jamen hov, vi skulle jo finde Elefantdalen i Det
Ukendte Land som vi er på vej væk fra. Nu finder vi aldrig min mor.«
Aben var lige ved at græde.
»Jamen hov«, sagde Hunulven, »Elefantdalen ligger ikke i Det Ukendte Land.«
Rotten svarede bestemt: »Jo, for det så vi selv på kortet.«
Hunulven rynkede på panden og spurgte: »Hvilket kort?«
Rotten fandt kortet frem, viste det til Hunulven og sagde: »I Landsbyen mellem de to bjerge fik vi
dette hemmelige gamle kort af elefanten Jumbo. Som du kan se, ligger Elefantdalen mod nord, og
det er der vi kommer fra. På kortet er der vist at der bor en ulveflok tæt på Elefantdalen. I Det
Ukendte Land bor din ulveflok, og altså må Elefantdalen ligge i nærheden.«
Hunulven tyggede lidt på sagerne, rystede på hovedet og sagde: »I er helt galt på den. Elefantdalen
ligger ganske rigtigt mod nord, og der bor en ulveflok tæt på.
Det Ukendte Land ligger mod syd, så I har vendt kortet på hovedet.«
»Det kan ikke være rigtigt«, udbrød Aben.
»Joo«, svarede Hunulven, »Hele mit liv har jeg boet i Det Ukendte Land, og jeg har aldrig set skyggen
af hverken Elefantdalen eller elefanter.«
Aben blev vred, så på Rotten og sagde: »Det er din skyld, din dumme vandrotte.
Vi har spildt tiden, fordi vi har sejlet i den forkerte retning.«
Nu blev Rotten også vred og svarede: »Hvis du tror du er mere klog end jeg, kan du jo overtage
kortet og vise os vejen til Elefantdalen.«
82
Aben og Rotten skændtes, og råbte og skreg i munden på hinanden.
Pludselig sagde Ulven: »Hør. Hvis ikke Rotten havde vendt kortet på hovedet, var vi ikke kommet til
Det Ukendte Land, og så havde jeg aldrig fundet mig en smuk og dejlig Hunulv.«
Nu blev Aben og Rotten stille, for Ulven havde jo ret. Måske var det kun godt at Rotten havde vendt
kortet på hovedet, for ellers havde de jo ikke mødt den søde hunulv.
»Undskyld Rotte«, sagde Aben, »Fordi jeg gav dig skylden.«
»Det skal du ikke tænke på«, svarede Rotten.
Aben så på Hunulven og sagde: »Jeg er glad for at Rotten vendte kortet på hovedet, for ellers havde
vi jo aldrig mødt dig.«
Hunulven smilede tilbage og sagde: »Jeg er sandelig også glad for at have mødt jer.«
Nu begyndte de alle fire at grine, for de syntes det var lidt morsomt at Rotten havde vendt kortet
på hovedet.
Lidt efter duftede der så dejligt af frikadeller og Hunulven sagde: »Så er der frikadeller i lange
baner.«
Det var lige hvad der var, for Hunulven havde lavet ialt 37 frikadeller, og det var ganske mange.
Snart gumlede, gnaskede og smaskede de, undtagen Aben. Hun sad med en frikadelle i hånden,
snusede til den og tog forsigtigt en bid.
»Uhh-ha, nej«, sagde Aben, »Det er vist ikke noget for en abe som mig. Jeg spiser jo ikke kød.«
Rotten, Ulven og Hunulven smilede og sagde i kor: »Spis du bare, der er flere frikadeller hvor de
kommer fra.«
Jo, de gjorde rigtig grin med Aben. I stedet for frikadeller fandt Aben et par bananer og smaskede
nu sammen med Rotten, Ulven og Hunulven. Mens de spiste, talte de om hvor Elefantdalen lå og
om hvilken retning de skulle sejle i. De blev enige om at de alle fire skulle sove og sejle videre den
næste morgen.
Da de havde spist alle 37 frikadeller, lagde de sig ned i sivbåden for at sove.
Ulven og Hunulven lå og holdt om hinanden, og ligeså gjorde Aben og Rotten.
»Sov godt, I to turtelduer«, sagde Aben og Rotten i kor.
Ulven og Hunulven svarede: »I lige måde.«
Straks faldt de alle fire i søvn og vågnede ikke før næste morgen.
83
84
8. Kapitel - Den magiske ø
Tidligt den næste morgen vågnede Ulven. I et stykke tid lå han stille og så på sin smukke hunulv som
stadig sov. Snart slog Hunulven øjnene op og lå nu og kiggede Ulven ind i øjnene.
»Godmorgen smukke«, hviskede Ulven.
Hunulven smilede og sagde: »Godmorgen, min prins.«
»Hør«, sagde Ulven, »Der er noget jeg må fortælle dig.«
»Hvad er det?«, spurgte Hunulven.
Pludselig så Ulven bedrøvet ud og fortalte følgende: »Jeg kommer fra Landsbyen mellem de to
bjerge. I landsbyen var jeg meget ensom, og ingen brød sig om mig. En dag, var jeg så forfærdelig
sulten, men jeg havde ikke noget mad. Fordi jeg var så sulten, slog jeg landsbyens Købmand, som
var en kat, ihjel, og spiste ham til morgenmad. Som straf skulle jeg ud på en øde ø i et år for herefter
at vende tilbage til landsbyen hvor jeg skal arbejde for dyrene i 9 år. Aben og Rotten skulle sejle mig
ud til øen, men de havde ondt af mig. Derfor skrev de et brev til elefanten Jumbo og spurgte om jeg
måtte blive hos dem i et år i stedet for at komme ud på en øde ø. De skrev at jeg til gengæld skulle
være deres livvagt.
Jumbo skrev tilbage at det var en aftale. Derfor er jeg nu hos Aben og Rotten og skal hjælpe dem
med at finde deres mor og far. Vender jeg tilbage til landsbyen inden året er gået, bliver jeg dræbt
af landsbyens dræberrotter.«
Hunulven sukkede og sagde: »Sikke en sørgelig historie. Hvor er det godt vi to har fundet hinanden.«
Ulven smilede og sagde: »Mener du det? Jeg var så bange for at du ikke ville have mig som kæreste,
hvis jeg fortalte dig historien.«
Et øjeblik var der stille, og snart sludrede Ulven og Hunulven videre.
Lidt efter vågnede Aben og Rotten.
»Se hvilken morgenstund, solen er rød og rund«, udbrød Aben.
Rotten satte sig op, strakte sig og sagde: »Ja, sikke en dejlig morgen.«
»Godmorgen I to«, sagde Ulven og Hunulven i kor, »Har I sovet godt.«
Aben og Rotten svarede i munden på hinanden: »Godmorgen. Jo tak, vi har sovet dejligt.«
Ulven satte sig op på kanten af sivbåden og råbte: »Fremad, march«, hvorpå han smækkede
stængerne i vandet og plaskede afsted.
85
Hunulven sad med kortet og fortalte Ulven hvilken retning han skulle sejle i.
Afsted sejlede de fire nu afsted på søen mod Elefantdalen hvor Abens mor måske var.
Aben og Rotten havde sat sig til rette i liggestole forrest i båden, og der sad de nu og læste i
tegneserier. Rotten havde taget sine solbriller på, og han så ganske cool ud. Hele dagen plaskede
Ulven afsted med Hunulven ved sin side, mens Aben og Rotten lå og stegte i solen som var de to
grillkyllinger. Da det var ved at være aften og solen var ved at gå ned, fik Aben pludselig øje på noget
og råbte: »Land forude.«
»Det var kattens«, råbte Rotten.
Ulven trak stængerne ombord, rejste sig og gik sammen med Hunulven hen til Aben og Rotten
forrest i båden.
Aben jublede: »Juhuu, måske er det Elefantdalen, der hvor min mor er.«
»Jaa«, råbte Rotten, »og måske er landet stedet hvor solen går ned ved havet med de store bølger
og hvor der dufter af salt. Der hvor min far måske er.«
Ulven sagde: »Hvis min smukke Hunulv ellers har vendt kortet rigtigt, ja så er vi på sporet af
Elefantdalen, mine venner.«
Hunulven smilede og sagde: »Jeg er stensikker på at Elefantdalen ligger i landet vi kan se forude.«
Ulven gik ned bagerst i båden, smækkede atter stængerne i vandet og plaskede af sted. For nu skulle
de til lands i en vis fart.
Efter en halv time sejlede de tæt på landet. Landet viste sig at være en ø, og den så lidt mærkelig
ud. Øen havde ingen strand, men havde kæmpe græsmarker som nåede helt ned til vandet. På
græsmarkerne voksede kæmpe planter. Selv langt ud i vandet voksede de. Sikke en mystisk ø.
»Det var dog en mærkelig ø«, sagde Aben, »der vokser planter langt ud i vandet. Hvordan kommer
vi i land?«
»Tjaa«, svarede Rotten, »det er et godt spørgsmål.«
Da de nåede hen til planterne som voksede i vandet, kunne Aben, Rotten, Ulven og Hunulven se at
det var høje siv. Sivene var så høje at det var ganske umuligt at se øen. Båden stødte imod sivene,
satte sig fast og lå nu helt stille.
»Pokkers til siv. Pokkers til siv«, råbte Rotten, »Nu sidder vi fast og kan ikke komme nogen vegne.«
Aben tog sig til hovedet og råbte: »Åhh nej. Nu kan vi ikke komme ind til øen, og det er jo der
Elefantdalen ligger.«
86
Ulven kløede sig bag øret og sagde: »Nu må vi tænke os grundigt om. Vi må lave en plan for hvordan
vi kommer ud af denne suppedas vi er havnet i.«
»Men hvordan?«, udbrød Hunulven.
Alle fire sad de nu bare og måbede og sagde ikke noget. Det var ganske umuligt at komme ud af
sivene og det var ganske umuligt at komme gennem sivene ind til øen.
Hvad skulle de dog gøre?
Flere timer gik og Aben, Rotten, Ulven og Hunulven havde stadig ikke fundet på noget. Det var ved
at være aften, og snart ville mørket sænke sig. Aben begyndte at græde, fordi hun var så bange. For
tænk nu hvis de aldrig kom videre.
Rotten så på Aben og spurgte: »Hvorfor græder du?«
Aben hulkede: »Fordi jeg er så bange. Tænk, hvis jeg aldrig får min mor at se igen.«
Hunulven trøstede Aben og sagde: »Det skal nok gå alt sammen.«
Rotten var træt af sivene og råbte: »Siv mig her, siv mig der, siv alle vegne.«
I samme nu bevægede sivene sig og sivbåden med.
»Hvad på vandet sker der?« råbte Aben.
Alle sivene lagde sig ned og øen blev synlig.
Rotten hoppede, dansede og klappede i hænderne hvorpå han råbte: »Hvor svedigt.
Det er ren trylleri.«
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven forstod ikke et muk af det hele. Hvorfor lagde sivene sig pludselig
ned?
Snart kom Ulven i tanke om noget og udbrød: »Hva´ Rotte. Tror du ikke det var din lille remse der
fik sivene til at lægge sig ned?«
»Hvilken remse?«, svarede Rotten.
Nu kom Hunulven også i tanke om remsen og sagde: »Den med siv mig her, siv mig der, siv alle
vegne.«
Nu så Rotten meget stolt ud, og han begyndte at danse og vrikkede med numsen mens han sang:
»Og det var Roootten, og det var Roootten, olé-olé-olé.«
87
Aben smilede, så på Rotten og sagde: »Åhh, hvor er det godt vi har dig. Uden dig havde vi aldrig
klaret den.«
Ulven og Hunulven sagde i kor: »Ja, hvor er det godt vi har en klog rotte som dig om bord.«
Se nu gjaldt det bare om at komme i land inden sivene ombestemte sig.
»Splitte min bremsejl«, råbte Ulven, »stængerne overbord«, hvorpå han atter smed benene i vandet
og plaskede på livet løs. Snart nåede de ind til øen hvor de alle fire sprang fra sivbåden og ned på
øens bred. Rotten og Ulven trak båden i land, og her stod de så på den mærkelige ø.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven stod helt stille og så sig omkring. Der var græsmarker så langt som
øjet kunne se. Græsset var lyseblåt, og hvor så det skørt ud. Langt væk i det fjerne kunne man se
nogle bjerge.
»Hvor mærkeligt«, sagde Aben, »Græsset er lyseblåt. Det må være en fejl, for så vidt jeg ved er
græsset grønt.«
Rotten svarede: »Måske er øen en magisk ø, og måske er det derfor at græsset er lyseblåt.«
Aben, Ulven og Hunulven nikkede.
I det fjerne kunne Aben, Rotten, Ulven og Hunulven se en lyserød plet. »Mon ikke vi skal tage afsted
hen til den lyserøde plet længere inde på øen?«, spurgte Rotten.
»God idé«, svarede Aben, »Hvad mon det er?«
»Aner det ikke«, sagde Ulven, »men lad os undersøge det lidt nærmere.«
Alle fire gik de nu afsted mod den lyserøde plet. Mens de gik, talte de om hvad den lyserøde plet
mon var. Var det en magisk plet, eller var det noget ganske andet?
Der var meget smukt på øen, og rundt omkring voksede de smukkeste vilde blomster og planter.
Små vandløb med det klareste vand løb gennem det smukke landskab. Da Aben, Rotten, Ulven og
Hunulven havde gået en time, så de nu den lyserøde plet meget tydeligt.
Aben råbte: »Den lyserøde plet er ikke spor magisk, men en masse huse.«
Hun havde ret, for det var huse og rundt omkring løb dyr.
»Det er jo en hel landsby«, råbte Rotten, og det var lige hvad det var.
I midten af landsbyen, stod et kæmpe stort hus. Det største hus Aben, Rotten,
Ulven og Hunulven nogensinde havde set.
»Se«, råbte Aben, »det kæmpestore lyserøde hus i midten. Hvem bor mon der?«
88
Rotten svarede ivrigt: »Se, det er ikke let at vide. Men stort er det.«
Da de var kommet helt tæt på landsbyen, kunne Aben, Rotten, Ulven og Hunulven se at der på
toppen af det kæmpestore lyserøde hus, var et flag med elefanter på.
»Et elefanthus«, råbte Aben glad, »Måske er dette Elefantdalen hvor min mor måske er.«
»Det er ikke let at vide«, sagde Rotten, »men et elefanthus, det er det.«
»Puhhh«, sagde Hunulven og holdt sig for næsen, »Sikke en stank.«
I landsbyen lugtede der meget væmmeligt, og det sved så skrækkeligt i øjnene.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven gik ind i landsbyen, og straks blev de omringet af landsbyens dyr
der råbte: »Velkommen fremmede. Velkommen til Elefantdalen.«
Aben jublede og råbte: »Juhuuu. Så er det Elefantdalen hvor min mor måske er«, hvorpå hun tog
Rotten, Ulven og Hunulven i hænderne. Alle fire dansede de nu i ring.
To kæmpe vinbjergsnegle, der var så store som biler, trådte frem og spurgte i kor: »Hvem er I. Leder
I efter nogen?«
Rotten fortalte vinbjergsneglene hvem de var og fortalte at Aben ledte efter sin mor som skulle være
i Elefantdalen.
De to vinbjergsnegle, der viste sig at være tvillinger, sagde atter i kor: »Spring op på vores
sneglehuse, så vi kan føre jer til de kloge elefanter i det store elefanthus. Måske ved de noget.«
Aben og Rotten sprang straks op på det ene vinbjergsneglehus, og Ulven og Hunulven sprang op på
det andet vinbjergsneglehus. Af sted sneglede de to vinbjergsnegle sig nu mod det store lyserøde
elefanthus med Aben, Rotten, Ulven og Hunulven på deres huse. På vej til elefanthuset mødte de
alle landsbyens dyr som vinkede og smilede.
»Se til højre«, skreg Rotten, »Elefantlortebjerget som er på størrelse med Rundetårn.«
»Er du gal et lortebjerg«, råbte Ulven.
Aben og Hunulven holdt sig for deres næsen og sagde i kor: »Puhhh, hvor er det ulækkert.«
På toppen af elefantlortebjerget sad en elefant og pruttede. Rotten og Ulven lå flade af grin, for de
syntes det var så morsomt med det store elefantlortebjerg.
Snart stoppede vinbjergsneglene op og sagde i kor: »Så er turen slut, for vi er nået til elefanthuset.«
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven sprang af vinbjergsneglene og sagde i kor: »Tak for turen.«
89
»Det var så lidt«, sagde vinbjergsneglene, »Held og lykke«, hvorefter de vendte rundt og sneglede
tilbage ad samme vej som de var kommet fra.
Alle fire gik de over til elefanthuset og stod nu foran en kæmpe port der var på.størrelse med en
skolebus. Sammen bankede de på porten mens de sang: »Banke, banke på, er der nogen hjemme.«
Inde fra elefanthuset hørtes skridt og jorden rystede. Porten blev åbnet, og foran Aben, Rotten,
Ulven og Hunulven stod en stor elefant. Den store elefant var gråhåret, så det måtte være en meget
gammel elefant. Pandehåret var så langt at man ikke kunne se hans øjne.
»Hvem er I. Hvad vil I?«, spurgte den gamle elefant.
Rotten svarede: »Vi er såmænd bare Aben, Rotten, Ulven og Hunulven.«
»Ja«, sagde Aben, »Jeg leder efter Abemutter som er min mor. Jeg har hørt fra nogle brevduer at de
har set et brev med min mors navn på, og det brev skulle til Elefantdalen. Så derfor er jeg kommet
hertil for at lede efter min mor.«
Ulven så på den gamle elefant og sagde: »Det er mig der er Aben og Rottens livvagt, og Hunulven er
min kæreste.«
Den gamle elefant kløede sig bag det ene øre og sagde så: »Dette er ganske vist Elefantdalen, men
det er ikke den eneste Elefantdal i verden. Så hvordan kan I vide om dette er den rigtige Elefantdal?«
»Fordi«, fnisede Aben »dette er Elefantdalen hvor I har verdens største toilet og et elefantlortebjerg
på størrelse med Rundetårn. Derfor ved vi at det er den rigtige Elefantdal vi er kommet til.«
Den gamle elefant smilede nu så man kunne se hans grønne tænder.
»Ha-ha-ha«, sagde den gamle elefant, »ja så er I vist kommet til den rigtige Elefantdal. I vores
Elefantdal prutter vi så meget at det giver varme til hele landsbyen.
Selv om vinteren er her lunt kan I tro.«
Den gamle elefant grinede så meget at det lange pandehår blafrede, så man kunne se hans øjne.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven grinede med, og snart bredte deres latter sig til hele landsbyen.
Efter nogen tid så Aben på den gamle elefant og spurgte: »Ved du, hvor min mor er?«
»Jaa«, svarede den gamle elefant, »Jeg har hørt at abemutter bor oppe i bjergene for enden af
bjergvejen. Hun kom hertil for lang tid siden for at tale med vores leder som er en meget klog
elefant. Hvad din mor ville tale med vores leder om, fandt vi aldrig ud af. Din mor var kravlet op i et
palmetræ for at plukke bananer.
90
Landsbyens dyr fandt din mor som var faldet ned fra træet, og hun lå ganske livløs på jorden. Nu
sidder hun i rullestol og bor i et lille hus oppe i bjergene. Ganske sørgeligt, men sandt er det.«
Aben fældede en tåre og sagde: »Åhh, nej. Stakkels mor. Vi må straks tage op i bjergene for at
besøge hende. Hvor er jeg glad for at høre at hun er i live.«
»Vi tager afsted med det samme«, sagde Rotten.
Den gamle elefant så nu meget alvorlig ud, løftede sin snabel hvorpå han sagde:
»Vejen op i bjergene er en meget farlig vej. Der er farlige uhyrer som måske vil overfalde jer.«
»Ork«, sagde Rotten, »ingen problemer. Vi har Ulven med som vores livvagt, så hvis nogen prøver
på noget, vil de fortryde det. Vær vis på det.«
Elefanten så stadig meget alvorlig ud og sagde videre: »Jeg tror ikke helt I har forstået hvor farligt
det er. Uhyrerne i bjergene er meget farlige. Ulven kan ikke klare dem alene.«
»Jamen, hvad skal vi så gøre?«, spurgte Aben, »Det er meget vigtigt at jeg kommer op til min mor,
for jeg savner hende så forfærdeligt meget.«
Hunulven kneb en tåre, for hun havde så ondt af Aben.
»Vær ikke kede af det«, sagde den gamle elefant, »Nede på vores værtshus, der hedder
Klumpfoden, er der nogle dyr som kan hjælpe jer. De kan føre jer op i bjergene og beskytte jer mod
uhyrerne.«
Aben så nu meget glad ud og spurgte: »Klumpfoden, hvor ligger det?«
Den gamle elefant pegede mod højre og svarede: »Klumpfoden ligger et par gader herfra. I skal følge
denne vej og dreje til højre for enden.«
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven takkede den gamle elefant for hjælpen og gik afsted mod
Klumpfoden.
91
9. Kapitel - Klumpfoden
Mørket havde sænket sig over Elefantdalen, og overalt tændtes nu gadelygter som udsendte lilla
lys.
Ti minutter senere stod de ved værtshuset Klumpfoden. Huset så meget skummelt og meget snavset
ud. Den lyserøde farve på huset var falmet, og overalt skallede malingen af. Der var lys i de små
vinduer og inde fra huset lød der tromme og fløjtemusik.
»Uhh«, hviskede Aben, »hvor ser det skummelt ud.«
Hunulven holdt sig for øjnene og sagde med dirrende stemme: »Nok er huset skummelt, men det
er sørme også uhyggeligt.«
Rotten og Ulven lo, og Rotten sagde: »Nååå, er I bange.«
»Bøhh«, råbte Ulven.
Det gav et sæt i Aben og Hunulven, og de hvinede så det lød som 50 sultne grise.
Rotten og Ulven morede sig og lå flade af grin. De syntes det var så sjovt at Aben og Hunulven var
bange for værtshuset Klumpfoden.
Aben og Hunulven råbte i kor: »Hvor er I dumme. Det er ikke spor sjovt.«
Rotten udbrød: »Thi-hi, thi-hi. Jeg synes det er skide sjovt.«
»Ha-ha«, sagde Ulven, »det er næsten sjovere end at se en rigtig gyserfilm.«
Rotten åbnede nu døren ind til Klumpfoden og gik indenfor. Efter Rotten fulgte Ulven og bagerst gik
Aben og Hunulven. De holdt hinanden i hånden, for de var så bange. Inde i huset sad nogle skumle
dyr ved et bord.
Et af dyrene var en kæmpe Kvælerslange med store gule øjne og en tunge så lang som Abens højre
arm. Aben knugede sig ind til Hunulven, for hun blev så bange for Kvælerslangen. Den mindede
nemlig om den slange som Aben og Rotten havde mødt ude i den store skov, og den slange ville jo
spise Aben til sin aftensmad.
Over for Kvælerslangen sad der en kæmpe Edderkop der med sine to forben og sit skarpe næb spiste
spaghetti med ketchup. Den kæmpe Edderkop havde ingen tænder, og derfor brugte den sit skarpe
næb til næse lignede en hakkebøf, og dens kæber lignede hækkesakse. Billen sad stille og slubrede
milkshake i sig. I kruset med milkshake stod en stump vandslange som Billen brugte som sugerør.
Over for Billen sad et kæmpe Tusindben. Tusindbenet have ialt 42 ben som med zig-zag bevægelser
bevægede sig i luften.
92
Tjeneren, som var en brun hjort med hvide horn i panden, kom gående med en død mus på en
tallerken og serverede nu musen for Kvælerslangen.
Kvælerslangen så på den døde mus og så meget utilfreds ud hvorpå den sagde til tjeneren: »Hør,
tjener. Hvorfor er musen død? Jeg er en slange, og jeg hader døde dyr.«
Tjeneren svarede: »Her på Klumpfoden serverer vi ikke levende dyr.«
»Hmm«, sagde Kvælerslangen, »Men hvordan skal jeg så få noget at spise.«
Tjeneren smilede fjoget og svarede: »Så må du vist ned på havnen hvor de sælger spiselige levende
mus. Jeg har hørt at musene er af den fineste kvalitet, og at de smager let krydrede. Det kan vi jo
desværre ikke hamle op med her på Klumpfoden.«
Kvælerslangen var noget så doven og var ikke vant til selv at skaffe sin mad og da slet ikke så sent
om aftenen. Nej, Kvælerslangen var ikke tilfreds med tjenerens besked.
»Hvordan mon en lille hjort som dig smager?«, spurgte Kvælerslangen.
»Sikkert let krydret, ligesom musene på havnen«, sagde Edderkoppen og grinede.
Tjeneren trak hovedet til sig, så meget skræmt ud og svarede med rystende stemme: »Ihh, nej. Spis
ikke mig, spis ikke mig.«
Aben og Hunulven blev meget bange, ja selv Rotten og Ulven rystede af skræk.
Aben hviskede til Rotten og Ulven: »Kan I se hvad Hunulven og jeg sagde.
Klumpfoden er skummel og uhyggelig.«
I samme nu fyldtes Klumpfoden med latter. Omkring bordet sad Kvælerslangen,
Edderkoppen, Billen og Tusindbenet og skreg af grin.
»Thi-hi«, råbte Kvælerslangen, »Der fik jeg jer. Troede I virkelig på at jeg ville spise Tjeneren. Nej stik
mig en øl i stedet, for jeg spiser ikke hjorte. De er alt for store.«
»Ha-ha«, sagde Billen, »den forstod jeg godt.«
Tjeneren lå nu også flad af grin, og snart var Aben, Rotten, Ulven og Hunulven også med på spøgen.
Det var nu det helt store grineflip der fyldte det skumle rum på Klumpfoden.
Da tjeneren var kommet sig over spøgen, så han på Kvælerslangen, bukkede og spurgte: »Skal det
være luseøl eller loppeøl?«
Kvælerslangen svarede: »Luseøl eller loppeøl. Det er et fedt. Bare øllet kan drikkes og det er iskoldt,
ja så er jeg fløjtende ligeglad. En øl er vel en øl ikke?«
93
»Jo«, svarede Tjeneren, »Så gerne.«
Tjeneren gik ud og hentede en øl og serverede den herefter for Kvælerslangen der straks stak sin
megalange tunge ned i kruset og labbede den kolde øl i sig.
Rotten hviskede til Aben, Ulven og Hunulven: »Måske skulle vi spørge Tjeneren om han kender nogle
dyr som kan beskytte os på vores tur op i bjergene.«
»God idé«, svarede Aben, og Ulven og Hunulven nikkede.
Rotten gik hen til tjeneren.
Tjeneren så på Rotten og spurgte: »Hvad skulle det være?«
»Jo ser du«, hviskede Rotten, »Mine venner og jeg skal op i bjergene og besøge Abens mor. Den
gråhårede gamle elefant i elefanthuset fortalte os at vejen op i bjergene er farlig og at der er uhyrer.
Derfor leder vi nu efter nogle dyr som kan beskytte os på turen. Den gamle elefant sendte os hertil.
Du kender vel tilfældigvis ikke nogle dyr som kan beskytte os?«
Tjeneren nikkede og svarede: »I er kommet til det rette sted.«
Tjeneren pegede på Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet og sagde videre: »Jeg tror
I skal snakke lidt med de fire hoveder. Måske kan de hjælpe jer.«
»Uhh, nej«, sagde Rotten, »Det kan du da ikke mene. Mine venner og jeg synes de ser lidt skumle
ud.«
Tjeneren smilede og sagde: »I kan være ganske rolige. Skindet bedrager. Faktisk er de ret søde, og
det er deres arbejde at beskytte dyrene her i Elefantdalen mod farlige dyr.«
Rotten kløede sig bag øret og sagde: »Jamen, så siger jeg tak for hjælpen.«
»Velbekomme«, svarede Tjeneren.
Rotten gik nu tilbage til Aben, Ulven og Hunulven og fortalte hvad Tjeneren havde sagt. Alle fire gik
de nu over til bordet hvor Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet sad.
Rotten så på Edderkoppen, der så ud til at være meget fredelig, og spurgte: »Undskyld Edderkop.
Må jeg stille dig et spørgsmål.«
Men Rotten havde taget så grueligt fejl af Edderkoppen, for den var bestemt ikke fredelig, men en
rigtig gnavpot.
Edderkoppen hvæsede, kiggede ondt på Rotten og råbte: »Fis af med dig, din lille lorterotte. Hvad
bilder du dig ind at forstyrre mig mens jeg spiser. Hvis du ikke kan se det, kan jeg da lige fortælle at
jeg spiser spaghetti.«
94
Rotten dukkede hovedet, og undskyldte mange gange.
Aben blev vred på Edderkoppen og sagde: »Har du ikke lært at man skal tale pænt til folk, din dumme
kæmpe Edderkop.«
Rotten sparkede Aben over skinnebenet og gjorde tegn til at hun skulle holde mund og lade være
med at gøre Edderkoppen mere gal end den var i forvejen.
Aben hvinede: »Avvvv. Her står jeg og vil forsvare dig, og så sparker du mig bare over skinnebenet.«
Aben og Rotten råbte og skreg i munden på hinanden.
Hunulven, som var meget bange, stod bare og så til.
»Jeg må gøre noget før der bliver ballade«, tænkte Ulven.
Nu så Ulven på Edderkoppen og spurgte: »Vil du og dine skumle venner tjene en pose fyldt med
guldmønter?«
Se nu var Edderkoppen på dupperne og var ikke længere en gnavpot. Pludselig var spaghettien ikke
længere spændende, for Ulven stod jo og talte om en pose fyldt med guldmønter.
»En pose fyldt med guldmønter«, svarede Edderkoppen, »Det lyder ikke så ringe endda.«
Kvælerslangen, Billen og Tusindbenet sad med åben mund og med øjne så store som bildæk og
sagde i kor: »Guldmønter. Fortæl, fortæl.«
Edderkoppen gjorde tegn til at Ulven skulle sætte sig ned og sagde med venlig stemme: »Sæt dig
ned, og dine venner med.«
Ulven satte sig ned. Aben og Rotten var holdt op med at skændes, og sammen med Hunulven gik de
hen til bordet og satte sig ved siden af Ulven.
Edderkoppen så på Rotten og sagde: »Du må undskylde jeg blev så vred. Jeg hader bare at blive
forstyrret når jeg spiser. Jeg bliver så stinkende arrig.«
»Helt i orden«, svarede Rotten, »Jeg kender det godt. Jeg bliver selv gal i skralden når nogen
forstyrrer mig mens jeg sidder og spiser et godt måltid mad.«
Kvælerslangen så på Ulven og spurgte: »Hvad er det for nogle guldmønter du fabler om?«
Se, nu skulle Ulven tænke sig grundigt om, for guldmønter havde de jo ingen af. Aben, Rotten, Ulven
og Hunulven måtte bare lade som om at guldmønterne fandtes.
Ulven hviskede til Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet: »Ser I. Mine venner og jeg
skal op til et hus som ligger i bjergene for enden af bjergvejen.
95
Vi har hørt at vejen derop er farlig, og at vi måske møder nogle uhyrer. Den gamle elefant fra
elefanthuset sendte os herned på Klumpfoden for at snakke med jer. Tjeneren sagde at I kunne
hjælpe os. Hvis I fører os op i bjergene, får I en pose fyldt med guldmønter til gengæld.«
Tusindbenet spurgte: »Hvorfor skal I op i bjergene om jeg må spørge?«
Aben smilede og svarede: »Vi leder efter min mor, og vi har hørt at hun bor oppe i bjergene.«
»Aha«, sagde Billen, »Det er da trist at din mor er blevet væk.«
Aben fældede en tåre og sagde: »Ja, for jeg savner hende så forfærdelig meget.«
»Godt så«, sagde Edderkoppen, »Vi vil føre jer op i bjergene. Meeen først vil vi se posen fyldt med
guldmønter.«
Der blev nu helt stille. For hvordan skulle Aben, Rotten, Ulven og Hunulven vise guldmønterne når
de ikke fandtes? Ulven vidste ikke sine levende råd, og Aben og Hunulven sad og så ned i jorden.
Hvad skulle de dog gøre?
Pludselig fik Rotten en idé.
Han smilede og sagde: »Når vi er i sikkerhed oppe i bjergene, får I guldmønterne.«
Ulven var straks med på Rottens lille nummer og hviskede: »Jaaa. Abens mor har posen fyldt med
guldmønter.«
Rotten og Ulven syntes selv at deres lille historie var god, og nu håbede de bare på at Kvælerslangen,
Edderkoppen, Billen og Tusindbenet hoppede på dén.
Billen tyggede lidt på Rotten og Ulvens historie og sagde så: »Det er en aftale.
Vi tager af sted i morgen tidlig inden solen står op.«
Alle aftalte de at mødes på havnen tidligt næste morgen.
Det var sent om natten. Aben, Rotten, Ulven og Hunulven manglede nu bare et sted at sove.
»Hvor skal vi sove i nat?«, spurgte Aben.
Edderkoppen svarede: »I kan sove hos mig. Jeg bor på Elefantdalens varelager, og der er masser af
plads.«
»Ihhh. Mange tak«, sagde Rotten, »det lyder dejligt.«
Edderkoppen rejste sig og gik afsted. Aben, Rotten, Ulven og Hunulven fulgte med. Inden de gik ud
af døren, råbte de i kor til Kvælerslangen, Billen og Tusindbenet: »Godnat, vi ses i morgen.«
96
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven var meget trætte og meget sultne efter den lange dag. På vej hen
til Elefantdalens varelager, hvor Edderkoppen boede, duftede der pludseligt så dejligt.
»Uhhmmm«, sagde Rotten, »Hvor dufter her dejligt.«
Edderkoppen svarede: »Duften kommer fra Elefantdalens pizzahus.«
Snart kom de til pizzahuset, og Aben sagde: »Skal vi ikke gå ind og spise pizza inden vi skal sove?«
Rotten, Ulven, Hunulven og Edderkoppen råbte i kor: »God idé, god idé.« Alle gik de nu ind i
pizzahuset og bestilte hver især en pizza og en spand fyldt med saftevand.
Saftevandet var tykt og slimet og var lavet af edderkoppespyt.
De fik pizzaerne og saftevandet serveret, og alle sad de nu og spiste indtil deres maver var lige ved
at revne. Da de var færdige med at spise, sagde Edderkoppen: »Nåå, nu må vi vist hellere komme
videre. En lang dag venter i morgen.«
Alle gik de afsted mod Elefantdalens varelager, og nåede hurtigt dertil.
Varelageret var kæmpe stort og havde mange vinduer. Der var tremmer for alle vinduerne, og
tremmerne fik varelageret til at ligne et fængsel.
»Hvorfor er der tremmer for alle vinduerne?«, spurgte Aben.
»Ja, hvorfor det?«, sagde Hunulven, »Det ligner et fængsel.«
Edderkoppen svarede: »Der er tremmer for vinduerne for at dyrene i Elefantdalen ikke skal bryde
ind og stjæle af varerne.«
Rotten og Ulven så på hinanden og sagde i kor: »Fornuftigt, fornuftigt. Pas på varerne.«
Edderkoppen fandt en nøgle frem og låste døren ind til varelageret op hvorpå den sagde: »Kom
indenfor.«
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven gik ind i varelageret. Edderkoppen gik sidst og lukkede døren efter
sig. Varelageret var et stort rum, og overalt stod der store trækasser. Fra loftet hang
edderkoppespind i store buer, og det lignede hængekøjer.
Aben hviskede til Rotten, Ulven og Hunulven: »Hvor mon vi skal sove?«
I det samme sagde Edderkoppen: »Værsgo at tage plads i mine edderkoppespind under loftet.«
Rotten tog sig til hovedet og spurgte: »Jamen, hvordan kommer vi derop?«
Edderkoppen grinede og svarede: »Det skal jeg såmænd vise jer.«
97
Edderkoppen hoppede op på en trækasse og tog fat i en tynd tråd. Herefter hoppede den ud fra
trækassen og svang sig frem og tilbage indtil den fik fart på.
»Ahh-ia-ia«, råbte Edderkoppen og vupti. Nu sad Edderkoppen i edderkoppespindet under loftet.
»Hvor svedigt«, råbte Rotten, »Jeg har set det masser af gange, for det er nøjagtig sådan Tarzan
gør.«
Ulven vendte tommelfingeren i vejret og råbte: »Sejt nok, Edderkop.«
Edderkoppen sad stolt i edderkoppespindet under loftet og råbte: »Nåå, kommer I eller hvad?«
Ulven så på Aben og Hunulven og sagde: »Damerne først«, men hverken Aben eller Hunulven havde
lyst til at tage den første tur.
I stedet meldte Rotten sig, for han var jo en meget modig rotte. Rotten hoppede op på trækassen
og tog fat i den tynde tråd.
Han svang sig frem og tilbage i luften, mens han råbte: »Her kommer Tarzan.
Ahh-ia-ia«, og vupti. Nu sad Rotten også i edderkoppespindet under loftet.
Nu var det Ulvens tur, men Ulven var ikke så tryg ved at skulle svinge sig i den tynde tråd.
Ulven råbte: »Jamen, den tynde tråd kan da ikke bære mig.«
»Ork, jo«, svarede Edderkoppen, »Tråden er meget stærk. Ja tråden er så stærk at den kan bære en
elefant hvis det skal være.«
Ulven hoppede nu op på trækassen og tog fat i tråden.
»All right«, sagde Ulven, hvorefter han hoppede ud. Ulven svang sig afsted mens han råbte: »Ahhia-ia«, og vupti. Nu sad Ulven også i edderkoppespindet under loftet.
»Nu mangler vi bare Aben og Hunulven«, sagde Edderkoppen.
Rotten, Ulven og Edderkoppen kiggede mod jorden. Der så de Aben og Hunulven som var faldet
omkuld, og de snorkede allerede. Rotten hviskede til Ulven og Edderkoppen: »De sover bare
rævesøvn fordi de ikke tør svinge sig i den tynde tråd.«
Nu lagde Rotten, Ulven og Edderkoppen sig ned, og de faldt straks i søvn.
Elefantdalen lå øde hen og snorkelyde fra varelageret bredte sig.
98
10. Kapitel - Bjergvejen
Tidligt den næste morgen før solen stod op vågnede Aben, Rotten, Ulven og Hunulven.
Edderkoppen var for længst stået op og var i fuld gang med at tage sine daglige armbøjninger.
»1 og 2 og 3 og 4 og 5 og 6 og 7 og 8 og 9 og 10«, lød det fra Edderkoppen.
Det var meget vigtigt at Edderkoppen var stærk og i form da dens job jo var at beskytte Elefantdalens
dyr mod de farlige uhyrer i bjergene.
Edderkoppen fik øje på Aben, Rotten, Ulven og Hunulven der var stået op. »Så er der morgenmad«,
råbte Edderkoppen, »Friskt fra varelageret.« Edderkoppen havde dækket et fint morgenbord. Der
var røde pølser i lange baner, leverpostej, chokolade, havregryn, rosiner, nødder og dadler.
»Uhhm«, sagde Aben og Hunulven i kor, »Hvor ser det dejligt ud.«
Alle spiste de løs af den dejlige morgenmad. Rotten og Ulven spiste tilsammen 30 røde pølser og 12
bakker leverpostej, og de smaskede og gnaskede.
Edderkoppen var nu færdig med at lave armbøjninger og satte sig ned ved morgenbordet.
En lille flue fløj forbi Edderkoppens hoved og »Smask«, sagde det. Edderkoppen havde dræbt den
lille flue og sad nu og smaskede den i sig. Fluen var meget sprød og da Edderkoppen tyggede, lød
det ganske som når man spiser flæskesvær.
Da de havde spist, sagde Edderkoppen: »Nåå, vi må vist hellere komme af sted.
Lad os gå ned på havnen til Kvælerslangen, Billen og Tusindbenet.«
»Ja«, svarede Rotten, »Lad os komme afsted.«
Alle rejste de sig op og gik ud fra varelageret. Edderkoppen tog sin nøgle frem og låste døren efter
sig. Nu gik de afsted mod havnen hvor Kvælerslangen, Billen og Tusindbenet ventede.
Ulven og Hunulven gik og holdt om hinanden, og de var så forelskede. Aben og Rotten holdt
hinanden i hånden, og Edderkoppen gik forrest.
Da Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Edderkoppen nåede ned på havnen, var Kvælerslangen, Billen
og Tusindbenet allerede kommet. Kvælerslangen havde kasket på, og den lignede næsten en røver.
»Åhh«, sagde Kvælerslangen og gabte »Jeg er dødtræt, og jeg er så sulten. Jeg kan ikke arbejde på
tom mave, så jeg må vist hellere fange mig en mus.«
99
Edderkoppen, der var meget morgenfrisk, svarede: »Det skulle du have tænkt på noget før. Vi har
ikke tid til at vente på at du fanger en mus. Om lidt står solen op, så vi har travlt.«
Billen stod og halvsov og var bestemt ikke morgenfrisk. Edderkoppen gik hen til Billen og gav den et
ordentligt spark bagi.
»Din lille sløve padde«, sagde Edderkoppen, »kan du så vågne op. Vi har en pose fyldt med
guldmønter der venter.«
Billen gabte, åbnede øjnene og mumlede: »Åhh, er det morgen.«
Tusindbenet stod og lavede små hop på stedet for at holde sig vågen. Edderkoppen blev meget
forvirret af at se på Tusindbenet der på sine 42 ben hoppede op og ned.
Edderkoppen så bestemt på Tusindbenet og sagde: »Stå så stille med alle dine ben. Jeg bliver
rundtosset.«
Tusindbenet hoppede videre mens den svarede: »Jamen, hvis ikke jeg hopper, falder jeg bare i
søvn.«
»Gør som jeg siger«, råbte Edderkoppen, »ellers får du hoppeforbud resten af dagen.«
Mens Edderkoppen og Tusindbenet skændtes, talte Aben, Rotten, Ulven og Hunulven om hvor de
skulle få guldmønterne fra. Rotten kom til at tænke på den lille Fe, som havde tryllet kisten med
våben frem da de var i Det Ukendte Land.
Rotten hviskede: »Kan I huske da vi ønskede at en lille Fe skulle komme. Måske skulle vi prøve at
ønske en gang til når vi når op i bjergene.«
»Jaa«, hviskede Aben, »lad os gøre det.«
Ulven kløede sig bag øret og sagde: »Hvad nu hvis det ikke virker? Så er vi på den.«
Hunulven svarede: »Selvfølgelig virker det. Hvis bare vi tror på det.«
Edderkoppen havde nu fået Kvælerslangen til at glemme alt om at fange mus og havde fået sparket
Billen i gang.
Tusindbenet havde fået hoppeforbud og stod nu musestille.
»Alle mand klar til afgang«, råbte Edderkoppen, »frem ad march.«
»Øhh, vent lidt«, sagde Kvælerslangen, »Jeg har lånt en kæmpe lastbil vi kan køre i, så vi slipper for
at gå den lange vej op i bjergene.«
»Hmm«, fnysede Edderkoppen, »En lastbil og hvad kan den så som vi ikke kan om jeg må spørge?«
100
Kvælerslangen svarede: »Øhhh, den kan køre.«
Edderkoppen skreg af grin og sagde: »Ha-ha-ha, det siger du ikke. Kan den andre tricks. Ha-ha-ha.«
Nu blev Kvælerslangen vred. Den slog med sin hale i jorden og sagde: »Lastbilen har en stor kanon
på taget, og den kan så nemt som ingenting skyde igennem et hus. Inde i lastbilen er der radio, tv
og en computer, så vi skal spille spil undervejs.«
»Åhh«, sagde Edderkoppen, »så er det jo en skide god idé at køre i lastbilen.«
Rotten og Ulven jublede og råbte: »Juhuu, computerspil.«
Aben og Hunulven råbte i kor: »Jubiii, radio og tv.«
Kvælerslangen gik afsted for at hente lastbilen mens alle de andre ventede spændte på havnen.
Inden længe kom Kvælerslangen kørende i lastbilen så dækkene hvinede og støvet susede rundt i
luften.
»Båt-båt«, lød det fra lastbilens horn.
Da Kvælerslangen holdt stille, rullede den vinduet ned, løftede sin kasket og sagde: »Nåå, skal vi ud
at køre med de skøre?«
»Juhuu«, råbte de alle i kor.
Lastbilen var kæmpestor og lignede faktisk et sommerhus på hjul. Edderkoppen åbnede døren ind
til lastbilens vogn.
De hoppede alle ind, og inde i vognen var det præcist som Kvælerslangen havde fortalt. Der var
radio, tv og en computer. Der var bløde blomstrede sofaer og et rundt bord i midten med stole
omkring. Bagerst i vognen var der et lille vindue med blomstrede gardiner i siderne.
»Wowwww«, råbte Rotten, »hvor coolt.«
Ulven stod med julelys i øjnene og råbte: »Ja-ba-da-ba-duu. Blæret nok.«
Aben og Hunulven så på hinanden, smilede og sagde i kor: »Sikke en hyggelig vogn.«
Edderkoppen, Billen og Tusindbenet stod bare med åben mund og store øjne og måbede. Aldrig
havde de set så flot en lastbil, og aldrig havde de set hverken radio, tv eller computer.
Inde fra lastbilens førerhus råbte Kvælerslangen: »Så ruller vi« hvorefter den truttede tre gange i
hornet. »Båt-båt-bååååt, lød det.
Edderkoppen lukkede døren ind til vognen, og afsted kørte de nu mod bjergene hvor Abens mor
ventede for enden af bjergvejen.
101
Kvælerslangen gav lastbilen rigeligt med gas, og fra udstødningen hørtes pruttelyde.
Aben og Hunulven lå i de bløde blomstrede sofaer og havde tændt fjernsynet.
Der var netop startet en romantisk kærlighedsfilm som handlede om to ulve, der var kærester.
Rotten og Ulven havde tændt computeren og var i fuld gang med at spille spil.
Spillet gik ud på at besejre farlige uhyrer. Billen lå på gulvet og snorkede så hele lastbilen rystede.
Edderkoppen og Tusindbenet sad og så ud af vinduet for at holde øje med om der skulle komme
nogle uhyrer.
Langsomt kørte de op af den brede bjergvej. De kørte og de kørte, og det blev mere og mere øde.
Vejen blev smallere og smallere, og det eneste der var at se var bjerge. Der var ingen træer, og der
var ingen dyr.
Solen var stået op, og det var nu meget varmt. Vejen, hvorpå lastbilen kørte, var meget tør, så det
støvede noget så forfærdeligt. Det støvede så meget at lastbilen var omgivet af en kæmpe støvsky.
Kvælerslangen kørte meget langsomt, for støvet gjorde det næsten umuligt at se noget. Forruden
på lastbilen var næsten dækket af støv, så Kvælerslangen tændte for vinduesviskerne, og de viskede
støvet væk som var det regn.
Inde i vognen var det stegende varmt, og Rotten var så varm at man kunne spejle æg på hans pande.
Edderkoppen fik pludselig øje på en lem i bunden af vognen og åbnede den forsigtigt.
»Jubiii«, råbte Edderkoppen, »En hemmelig fryser med masser af is.«
Alle kom de nu hen til den hemmelige fryser og tog hver især en is. Det var vel nok skønt med en
iskold is i denne varme.
Aben slikkede på isen og sagde: »Uhhmmm, citronis.«
Rotten pakkede sin is op. Isen var gennemsigtig, og indeni var der et billede af en edderkop der rakte
tunge.
Rotten så på edderkoppen i sin is og hvæsede: »Din dumme edderkop, skal du være fræk? Ingen
edderkop skal slippe godt fra at række tunge af mig. Nu æder jeg dig.«
Rotten tog en ordentlig bid af isen så billedet af edderkoppen forsvandt ind i hans mund.
Rotten sad og suttede på isen, og pludselig lavede han en grimasse, åbnede munden og hylede:
»Hvem er det der kravler inde i min mund?«
»Det er såmænd mig«, lød det, hvorefter man kunne se en edderkop der dansede rundt på Rottens
tunge.
102
Rotten spyttede edderkoppen ud på gulvet og råbte: »Bvadr, hvor ulækkert.«
Den lille edderkop rakte atter tunge af Rotten, hvorpå den forsvandt ned i en revne i bunden af
vognen.
Aben, Ulven, Hunulven, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet lå flade af grin, for de syntes det var
hylende morsomt med Rottens edderkoppeis. Rotten tog en ny is fra den hemmelige fryser, og
denne gang var isen uden edderkop.
Timerne gik, og det var ved at være aften. Solen var næsten forsvundet bag bjergene, og udenfor
var der dejligt køligt.
De var alle sammen meget trætte. Det havde været en lang dag, og de havde kørt meget langt.
Kvælerslangen sænkede farten, kørte ind til siden og standsede lastbilen. Her skulle de sove i nat.
Kvælerslangen hoppede ud af førerhuset og gik om i vognen til de andre.
»Så får I ikke mere for den femogyveøre«, sagde Kvælerslangen.
Billen gabte og mumlede: »Tak for turen, det klarede du fint«, hvorefter den væltede om på siden
og faldt i søvn.
Edderkoppen gabte og sagde: »Nu er det vist sengetid. Vi skal tidligt op i morgen.«
De lagde sig ned og lå nu og snakkede. Ulven og Hunulven lå og holdt om hinanden og så dybt ind i
hinandens øjne. Aben og Rotten lå også og holdt om hinanden.
Kvælerslangen rullede sig sammen i en klump på gulvet. Tusindbenet lå på ryggen i en sofa og
vippede med sine 42 ben.
Edderkoppen lå ved siden af Billen der allerede sov trygt og fredeligt.
Pludselig udbrød Aben: »Åhh, nej. Hvad nu hvis der kommer nogle farlige uhyrer mens vi sover?«
Kvælerslangen løftede hovedet og svarede: »I kan være ganske rolige. Edderkoppen har en
fantastisk god hørelse og kan høre uhyrene på lang afstand.«
»Hvordan ser uhyrene egentlig ud?« spurgte Rotten.
Edderkoppen svarede: »De farlige uhyrer er nogle mærkelige skabninger. Faktisk kommer de ikke
her fra jorden, men fra en anden planet.«
Rotten blev meget nysgerrig og spurgte ivrigt: »Fra en anden planet? Men hvordan er de kommet
her til jorden?«
103
Edderkoppen fortalte: »En aften for meget længe siden hvor mørket havde sænket sig over
Elefantdalen, sås der på himlen nogle små lysglimt. Alle troede det var en stjerne der blinkede, men
det var noget ganske andet.
Lysglimtene kom tættere og tættere på, og til sidst kunne man se at det var et rumskib. Rumskibet
dalede mod jorden og landede her i bjergene. Nogle dyr fra Elefantdalen vandrede herop for at lede
efter rumskibet. Den aften skete der noget forfærdeligt. Dyrene fandt rumskibet og ud af rumskibet
kom nogle rumuhyrer.
Store grønne uhyrer med rødt hår og gule ører. Uhyrerne havde to ben og mange arme. De var
meget ulækre og meget ondskabsfulde. Dyrene, der var taget herop, blev dræbt på stedet undtagen
et. Dyret der overlevede vendte tilbage til Elefantdalen og fortalte den skrækkelige historie.
Det siges at rumuhyrerne aldrig vendte tilbage hvor de kom fra, og at de lavede en bande heroppe.
Derfor er det meget farligt for fremmede at tage herop.«
Aben var skrækslagen. Hun klyngede sig til Rotten og sagde: »Uhh, hvor uhyggeligt. Jeg er bange.«
»Bare rolig«, hviskede Rotten, »Uhyrerne kan bare komme an. Hvis de prøver på noget, banker jeg
dem til plukfisk med en kæp.«
Aben var nu ikke længere bange, og langsomt faldt hun i søvn.
Ulven og Hunulven lå og nussede hinanden, og Ulven hviskede: »Nåå, min smukke Hunulv. Må jeg
få et godnatkys?«
Hunulven blev meget rød i hovedet og meget flov. De to havde nu været kærester i et stykke tid,
men de havde endnu ikke kysset hinanden.
»Vores første kys«, hviskede Hunulven.
Ulven smilede og sagde: »Jaaa, er det ikke på tide? Du har den smukkeste mund jeg nogensinde har
set, og jeg får lyst til at kysse dig hver gang jeg ser på den.«
Hunulven smilede tilbage og hviskede: »Okay. Du får et godnatkys, men kun et.«
Nu rykkede Ulven og Hunulven helt tæt sammen, og deres læber mødtes til et kys. Ulven blev ør i
hovedet og var i den syvende himmel. Han drømte at han sad på en lyserød sky og svævede afsted
på den lyse himmel.
Hunulven lukkede øjnene og drømte nøjagtig det samme som Ulven.
Snart sov de begge to, og i drømme mødtes de til endnu et kys. Kvælerslangen, Edderkoppen og
Tusindbenet var for længst faldet i søvn, og de snorkede så hele vognen rystede. Udenfor var der
mørkt, og der var helt stille. På himlen glimtede tusinde stjerner.
104
Var det mon stjerner, eller var det noget ganske andet?
Midt om natten vågnede Edderkoppen pludselig, fordi den havde hørt en underlig slæbelyd.
Edderkoppen spidsede ører og jo, det var rigtigt nok. Lyden kom udefra, og den var ganske tæt på.
I mørket hviskede Edderkoppen: »Hvem er det, som kommer slæbende midt om natten. Lad mig
undersøge sagen.«
Edderkoppen fandt en lommelygte frem, åbnede døren og kravlede op på taget af lastbilen. Straks
tændte Edderkoppen lommelygten og lyste rundt i alle retninger, men der var intet at se.
»Det var mystisk«, tænkte Edderkoppen.
Endnu engang dukkede den underlige slæbelyd op, og nu kunne Edderkoppen høre den meget
tydeligt. Igen lyste Edderkoppen rundt i alle retninger, og i lyset sås nu en mørk skikkelse. Skikkelsen
nærmede sig lastbilen, og Edderkoppen fik øje på et grønt uhyre med rødt hår og gule ører.
»Bliv stående eller jeg skyder«, skreg Edderkoppen.
Inde i vognen vågnede Rotten og Ulven. De for ud af vognen, op på taget af lastbilen hvor
Edderkoppen stod med lommelygten og lyste på det ækle uhyre.
»Hænderne op og benene bag nakken«, råbte Ulven.
Rotten råbte: »Hvis du kommer et skridt nærmere, slår jeg dig i hovedet med en kæp.«
Uhyret var ikke spor bange for Rotten, Ulven og Edderkoppens trusler, for den gik videre og
nærmede sig langsomt lastbilen.
»Hvad skal vi gøre«, hviskede Rotten, »Uhyret kommer denne vej.«
Edderkoppen svarede: »Vi bliver nødt til at bruge kanonen.«
»Ja, vi skyder hovedet af det grimme uhyre«, hviskede Ulven.
Edderkoppen drejede kanonen i retning af uhyret og Rotten råbte: »1-2-3 fyr kanonen af.«
Der lød et kæmpe brag og luften fyldtes med tyk røg, så det var umuligt at se noget.
Rotten råbte: »Ta´ den, dit grimme uhyre.«
»Der fik vi dig«, råbte Ulven.
Edderkoppen hostede, spyttede og spruttede mens den råbte: »Sejt nok.«
Nu dansede og jublede de tre på taget af lastbilen mens de klappede i hænderne.
Der lød et: »Wuarrr, wuarrr«, og det gav et sæt i Rotten, Ulven og Edderkoppen.
105
De så mod jorden, og der stod det grimme uhyre. Vist havde de ramt uhyret med kanonen, men
uhyret levede stadig.
Edderkoppen stod atter klar ved kanonen, og Rotten råbte: »1-2-3 fyr kanonen af.«
Igen lød der et kæmpe brag og luftes fyldtes atter med tyk røg. Rotten, Ulven og Edderkoppen stod
nu helt stille og ventede på at røgen skulle forsvinde. Da røgen var væk, så de alle tre mod jorden.
»Wuarrr, wuarrr«, lød det.
Det grimme uhyre levede stadig.
»Åhh, nej«, råbte Rotten, »Uhyret kan ikke slås ihjel.«
Ulven hviskede: »Vi må væk herfra inden det er for sent.«
Ulven kravlede ned fra lastbilens tag og hoppede ind i førerhuset. Han startede lastbilen, lavede
hjulspind så det hvinede fra dækkene og trådte sømmet i bund.
Rotten og Edderkoppen klamrede sig til kanonen på taget af lastbilen for ikke at falde af.
»Hurtigere, hurtigere«, råbte de i kor.
Afsted kørte de, midt om natten, på bjergvejen med uhyret lige i hælene. Snart blev uhyret træt af
at løbe efter lastbilen og faldt omkuld midt på vejen. »Juhuuu«, råbte Rotten og Edderkoppen, »Vi
klarede den«
Da de havde kørt en time, skete der noget.
Lastbilen begyndte at hoppe afsted og Rotten råbte: »Hvad sker der?«
Inde fra førerhuset råbte Ulven: »Jeg tror lastbilen kører på kængurubenzin.«
I samme nu gik lastbilens motor i stå, og de holdt nu helt stille. Ulven sprang fra førerhuset ned på
jorden, kløede sig bag øret og sagde: »Pokkers, pokkers.«
Inde i vognen var Aben, Hunulven, Billen, Kvælerslangen og Tusindbenet vågnet.
De var rundt på gulvet og kunne hverken finde ud eller ind for hvad var der dog sket?
Billen hoppede ud af vognen, og de andre fulgte efter.
»Hvad er der sket?«, spurgte de alle i kor.
Edderkoppen forklarede hvad der var sket og fortalte stolt hvordan de havde vundet over uhyret.
Rotten snakkede med og sagde: »Men pludselig begyndte lastbilen at hoppe afsted, og så gik den i
stå, og vi kan ikke komme videre.«
106
Aben rystede over hele kroppen og spurgte med dirrende stemme: »Jamen, hvad nu hvis uhyret
kommer tilbage?«
»Åhhh, visse vasse«, mumlede Rotten.
Kvælerslangen fik en idé og sagde: »Inde i lastbilens førerhus ligger der en mobiltelefon. Vi må ringe
til politimesteren i Elefantdalen.«
Med det samme hentede Kvælerslangen mobiltelefonen og ringede politimesteren op. I den anden
ende blev røret taget, og en dyb stemme sagde: »Hallo, det er politimesteren.«
Kvælerslangen sagde: »Kvælerslangen her. Mine venner og jeg er strandet i bjergene og kan ikke
komme videre. Uhyrene er efter os, og vi har brug forhjælp.«
Et øjeblik var der stille, og politimesteren sagde så: »Vi kan desværre ikke hjælpe jer. Vi har ingen
våben der kan klare uhyrerne. I må klare jer selv.«
Politimesteren lagde røret på, og Kvælerslangen slog hårdt i jorden med sin hale hvorpå den råbte:
»Typisk politiet. De kommer ikke og hjælper når man har brug for dem.«
Rotten kløede sig bag øret og spurgte: »Hvad mener du. Kommer de ikke?«
»Nej«, svarede Kvælerslangen, »Politiet har ingen våben der kan klare uhyrerne, og politimesteren
sagde at vi må klare os selv.«
Her stod de nu midt i bjergene. Lastbilen kunne ikke køre, der var mørkt alle vegne, og uhyrerne
kunne komme når som helst. Hvad skulle de dog gøre?
På højre side af bjergvejen var der en dyb kløft. Ja, en kløft så dyb som øjet kunne se.
Rotten så på kløften, fik en idé og sagde: »Hvis nu Edderkoppen holder vagt på taget af lastbilen,
kan vi andre lave en fælde bag ved lastbilen. Vi graver et dybt hul i jorden, og fra hullet graver vi en
rende som hælder til højre. Renden skal nå helt ud til kløften. Bagefter dækker vi hullet og renden
med grene. Hvis uhyret kommer, falder det lige ned i hullet og triller ud i kløften.«
»God idé«, svarede Ulven, og de andre nikkede.
Edderkoppen kravlede op på taget af lastbilen for at holde vagt, og imens gravede de andre et dybt
hul i jorden. Fra hullet gravede de en rende som førte ud i kløften.
Pludselig råbte Edderkoppen: »Uhyret kommer, uhyret kommer. Skynd jer.«
Uhyret nærmede sig og Aben hvinede: »Vi når det ikke.«
»Vist gør vi så«, råbte Rotten.
107
Snart var hullet og renden færdig, og grene blev lagt hen over.
Alle skyndte de sig ind i vognen, og i samme nu hørte de en knasende lyd og et kæmpe brag. Fælden
virkede, og nu lå uhyret nede i det dybe hul.
Alle løb de fra vognen og om til hullet hvor de så uhyret der trillede afsted mod kløften.
»Wuarr, Wuarr«, skreg uhyret.
»Juhuu«, råbte Aben, »Ta´den dit grimme uhyre.«
Rotten hoppede, dansede og vrikkede med numsen mens han sang: »Og det var Roootten, og det
var Roootten, olé-olé-olé.«
Men Rottens plan gik ikke som planlagt. Da uhyret nåede kløften, greb det fat i kanten og hang nu
og sprællede med benene. Uhyret tog fat i kanten med den anden hånd og forsøgte nu at kravle op
på bjergvejen.
Rotten blev rasende, og råbte: »Hør, hvad bilder du dig ind, dit grimme uhyre.«
»Åhh, nej«, råbte Ulven, »Hvad skal vi gøre?«
Rotten fik straks endnu en idé og råbte: »Vi sætter lastbilen i frigear, og skubberalle til lastbilen, så
den triller hen over uhyret og ud i kløften.«
Edderkoppen kravlede ned fra taget af lastbilen. Kvælerslangen satte lastbilen i frigear, og snart stod
de alle foran lastbilen.
»1-2-3, skub«, råbte Rotten.
De skubbede alt hvad de kunne, og lastbilen rullede afsted mod uhyret. Uhyret var nået op på
bjergvejen og skulle til at rejse sig. I samme nu stødte lastbilen ind i uhyret, og uhyret faldt bagud
og styrtede nu af sted ned i kløften. Lastbilen fortsatte ud over kanten, og dalede sammen med
uhyret, ned i kløften. Endelig havde de fået gjort kål på uhyret, og uhyret havde fået hvad det havde
fortjent. Aben smilede, kyssede Rotten på kinden og sagde: »Hvor er det godt vi har dig.«
»Ja«, svarede alle de andre i kor, »Hvor er det godt vi har dig.«
Rotten blinkede med det ene øje og sagde: »Taaak, mine venner. Ingen skal løbe om hjørner med
mig.«
Det var stadig mørkt, men heldigvis havde Edderkoppen lommelygten. Edderkoppen lyste på
bjergvejen med lommelygten og sagde: »Følg efter mig.«
Bare de nu ikke mødte flere uhyrer den nat.
108
11. Kapitel - For enden af bjergvejen
Alle gik de afsted på bjergvejen. De gik og de gik. Ja de gik så meget at de fik ondt i fødderne, og de
fik store vabler. Undtagen Tusindbenet, der jo havde 42 ben at skifte imellem.
Aben var så træt og havde så ondt i fødderne at hun begyndte at græde. Nu var de nødt til at holde
en pause, og det gjorde de.
»Nu skal jeg altså på wc«, sagde Hunulven, »Jeg skal tisse og lave pøller.«
Hunulven gik om bag en busk, satte sig på hug, tissede og lavede pøller.
Alle de andre skulle også på wc, og de satte sig på hug ved siden af Hunulven.
»Ahh«, sagde Rotten og slap en pølle, »Der er nu ikke noget så dejligt som at gå på wc i naturen.«
Da de alle var færdige, rejste de sig op og stod nu og så på de mange pøller, der lå på jorden.
»Puhaa«, udbrød Aben og pegede mod jorden, »Se Edderkoppens pøller er orange, og Billens pøller
er blå.«
Alle deres pøller havde forskellige farver, og hvor så det underligt ud. Alle talte de nu om hvorfor
deres pøller havde forskellige farver, og de talte om hvilken farve der var den smukkeste.
Herefter fandt de sammen et hvilested under et træ hvor de lagde sig ned. Hvor var det dejligt med
et lille hvil.
Pludselig fik Aben øje på noget og råbte: »Der er lys forude.«
De andre rejste sig og kiggede fremad. For enden af bjergvejen kunne de se et svagt lys. Lyset kunne
kun komme fra et hus.
Aben jublede, hoppede og dansede mens hun råbte: »For enden af bjergvejen hvor der er lys, der
er min mor.«
De fik nu meget travlt med at komme afsted. Især Aben, for hun glædede sig sådan til at se sin mor
igen. Alle var de så glade at de glemte alt om ømme fødder og vabler.
En time senere nåede de til huset for enden af bjergvejen. Huset var lille og det var ganske gammelt.
Edderkoppen så på Aben og sagde: »Nåå, er du spændt på at se din mor igen?«
Aben smilede tilbage og nikkede. Rotten gav Aben et kæmpe knus og sagde:
»Hvor er jeg glad på dine vegne.«
109
Ulven og Hunulven blinkede med øjnene og sagde i kor: »Hvor er det dejligt at vi endelig har fundet
din mor.«
Kvælerslangen, Billen og Tusindbenet hoppede op og ned i luften mens de råbte: »Juhuuu, vi klarede
den.«
Alle gik de hen til det lille hus og stillede sig foran døren. Inden de bankede på spurgte Edderkoppen:
»Hvornår får vi guldmønterne?«
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven så på hinanden med store øjne. Guldmønterne havde de glemt alt
om.
Rotten blinkede med det ene øje og sagde: »I morgen får I guldmønterne og ikke før.«
Edderkoppen smilede, gned sig i hænderne og svarede: »Hæ, hæ, det er en aftale.«
Tusindbenet bankede på døren med alle sine 42 ben, og det lød som et stort trommeorkester.
Inde fra det lille hus hørtes en knirkende lyd, og lyden nærmede sig døren. Døren åbnede sig
langsomt, og der sad Abens mor i en rullestol.
Aben sprang op på skødet af sin mor og sagde: »Åhh min kære mor. Hvor har jeg savnet dig.«
Abens mor begyndte at græde af glæde, knugede Aben ind til sig og sagde: »Åhh, min elskede
abetøs. Hvor har jeg også savnet dig. Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen.«
Udenfor stod Rotten, Ulven, Hunulven, Edderkoppen, Billen, Kvælerslangen og Tusindbenet og så
på Aben der endelig havde fundet sin mor, og de fældede alle en glædeståre.
Det var ved at være lyst og solen var ved at stå op. De var alle meget trætte efter den lange, hårde
vej op i bjergene.
»I må være sultne efter den lange tur herop«, sagde Abemutter, hvorefter hun inviterede dem alle
indenfor.
Abemutter havde ret, for de var meget sultne.
Pludselig var der en stemme der sagde: »Halløøøøj. Velkommen i bjergene.«
Rotten spidsede ører og råbte: »Hvem der?«
Abens mor smilede og fortalte: »Da jeg for længe siden kom hertil, mødte jeg en dejlig Hanabe. Vi
blev kærester, og inden længe blev vi gift.«
»Jamen«, sagde Aben«, så har jeg fået en ny far.«
Hanaben kom gående og stillede sig ved siden af rullestolen hvor Aben og Abemutter sad.
110
Han strøg Aben over håret og sagde: »Du kan tro din mor har savnet dig, og jeg har glædet mig
meget til at møde dig.«
Der blev stille et øjeblik, og Abemutter spurgte: »Hør, hvordan fandt du mig, og hvem er dine
venner.«
Aben fortalte nu hele historien. Da hun var færdig med at fortælle, sukkede Abemutter og sagde:
»Sikke meget I har oplevet, og sikke nogle søde venner du har fået dig.«
Hanaben lukkede døren, for nu skulle de alle sammen have noget at spise. De fik kødboller,
kyllingelår, pålægschokolade, saftevand, mælk, juice og mere til.
Mens de spiste, fortalte Hanaben: »En gang for mange år siden arvede jeg 10 millioner fra min
mormor. Jeg tænkte at jeg ville bruge pengene på noget fornuftigt, og derfor købte jeg dette hus.
Jeg købte også en lyserød sportsvogn, og den har jeg endnu.«
Rotten fik store øjne og sagde: »Hvor sejt. Hvor stærkt kan den køre?«
»Den kan køre 200km/t«, svarede Hanaben.
»Woww«, råbte Rotten, »Hvor sejt. Må jeg få en tur, for jeg elsker at køre stærkt.«
Aben fnisede og sagde: »Rotten er en rigtig fartgal rotte.«
Nu skreg de alle af grin, og Hanaben sagde: »Nej, det går ikke. Det er meget farligt at køre stærkt
heroppe i bjergene.«
»Øv, øv«, sagde Rotten.
Det var sent om natten, og alle var meget trætte.
Rotten gabte og sagde: »Åhh, jeg tror jeg tager mig en lur, for jeg er så træt«, og straks faldt Rotten
i søvn.
Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet væltede omkuld og snorkede snart så højt at
det kunne høres i hele huset. Ulven og Hunulven lagde sig ned i hinandens arme for at sove. Aben
faldt i søvn i Abemutters arme.
Abemutter så på Hanaben, smilede og hviskede: »Hvor er jeg glad for at se min abetøs igen.«
»Ja«, svarede Hanaben, »Hvor er det dejligt.«
Abemutter og Hanaben faldt i søvn og alle sov de nu trygt og godt.
Der var helt stille i det lille hus for enden af bjergvejen.
111
Et par timer senere da solen var stået op, vågnede de allesammen. Solen skinnede fra en skyfri
himmel og fuglene sang.
Rotten strakte sig og sagde: »Åhh, sikke en herlig morgen«, og en herlig morgen, det var det.
»Godmorgen allesammen«, sagde Abemutter, »Skal vi ikke allesammen gå udenfor i det dejlige vejr
og sætte os under et træ.«
»God idé«, råbte de alle i kor.
Straks gik de udenfor hvor de fandt et træ og satte sig ned.
Udenfor var der meget smukt, og der var en fantastisk udsigt. Overalt var der kirsebær –og
blommetræer. Der var bjerge, bakker, dale, skove og mange søer.
»Tænk«, sagde Aben, »Jeg vidste ikke at der fandtes så smukt et sted.«
Rotten svarede: »Det var heller ikke let at vide, men smukt er det.«
Alle sad de nu og nød solens varme stråler, mens de talte om lidt af hvert. Aben så på Abemutter og
spurgte: »Hvordan gik det egentlig til at vi blev væk fra hinanden?«
Abemutter fortalte: »Joo, ser du. Det var en dag for længe siden. En dag jeg aldrig glemmer. Vi to
var ude at handle, og du sad i en indkøbsvogn. Jeg skulle hen og se på en tilbudsvare, og imens lod
jeg dig sidde i indkøbsvognen alene, men det skulle jeg aldrig have gjort. Mens jeg var væk, var der
en som stjal indkøbsvognen hvori du sad. Jeg glemmer det aldrig. Jeg kom tilbage, og du var væk.
Det er så længe siden. Du var ganske lille, og måske kan du ikke huske hvad der skete.«
Aben sagde: »Det eneste jeg kan huske er at jeg vågnede op ude i en stor skov, og det var der jeg
mødte Rotten. Jeg troede det hele bare var en drøm.«
Rotten så på Aben og sagde: »Ude i skoven fortalte du mig, at du ikke kunne finde din mor. Jeg
kunne heller ikke finde min far, og vi tog afsted sammen for at lede efter vores mor og far.«
Aben og Rotten talte nu om alt det de havde oplevet sammen og om alle de søde dyr de havde mødt
som nu var deres venner.
Kvælerslangen, Billen, Edderkoppen og Tusindbenet sad og lyttede til Aben og Rottens historie. De
havde lidt svært ved at forstå hvordan man kunne opleve så meget på så kort tid.
Edderkoppen så på Aben og Rotten og sagde: »Er det virkelig rigtigt at I har oplevet alt det på så
kort tid? Så meget har jeg ikke oplevet tilsammen, i hele mit liv.«
Aben smilede og sagde: »Det er rigtigt nok.«
»Wow«, sagde Kvælerslangen, »Hvordan kan man opleve så meget på så kort tid?«
112
»Det er ikke let at vide«, svarede Rotten.
Ulven og Hunulven lå og nussede og krammede hinanden, og pludselig kom Ulven i tanke om noget.
Han hviskede til Aben, Rotten og Hunulven: »Hvad med guldmønterne?«
Rotten rynkede panden og sagde: »Nåå ja, vi må vist hellere finde et sted hvor ingen kan se os, så vi
kan ønske Feen frem.«
De fire venner gik nu afsted og fandt et fredeligt sted hvor ingen kunne se dem.
De lukkede øjnene og ønskede at den lille Fe skulle komme.
Da de åbnede øjnene igen, svævede den lille Fe omkring.
Feen spurgte med blid stemme: »Hvormed kan jeg hjælpe jer?«
Rotten svarede: »Ser du. Fordi Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet har ført os
herop, har vi lovet dem en pose fyldt med guldmønter til gengæld.
Vi vil spørge dig om du kan hjælpe os.«
Feen svingede sin tryllestav, kastede hvidt stjernestøv op i luften og fremsagde en hemmelig
trylleremse. Lige så pludselig som Feen var kommet, lige så pludselig forsvandt Feen igen.
»Pling«, lød det, og på jorden lå nu en gammel støvet pose.
»Juhuu, det virkede«, råbte Aben.
Rotten så på Aben og sagde: »Shhhhh. Ikke råbe så højt.«
Ulven hviskede: »Hvad mon der er i posen?«
»Det er ikke let at vide«, svarede Rotten, »Måske er det guldmønter.«
Rotten tog fat i den gamle støvede pose og åbnede den. Det var en pose fyldt med guldmønter.
»Det var vel nok heldigt«, sagde Hunulven, »Hvad skulle vi dog have gjort uden den lille Fe?«
Sammen gik de nu tilbage til de andre. Rotten stillede sig foran Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen
og Tusindbenet, rystede posen og sagde: »En pose fyldt med guldmønter.«
Edderkoppen fik julelys i øjnene, rev posen ud af hånden på Rotten og dansede rundt mens den
råbte: »Vi er rige, vi er rige.«
»Ja, det er lige, hvad I er«, sagde Rotten.
113
Tusindbenets 42 ben strittede ud til alle sider, og Tusindbenet sagde: »Jeg orker ikke at gå den lange
vej tilbage til Elefantdalen. Er der ikke en anden måde vi kan komme hjem på?«
Billen fik en idé og sagde: »Nu hvor vi har en pose fyldt med guldmønter, har vi råd til at leje en
flyvemaskine.«
Kvælerslangen, Edderkoppen og Tusindbenet syntes det var en rigtig god idé.
Kvælerslangen ringede straks efter en flyvemaskine. Mens de ventede på flyvemaskinen, sagde
Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet farvel til Aben, Rotten, Ulven, Hunulven, Abens
mor og Hanaben. Inden længe kom flyvemaskinen. Den landede, og Kvælerslangen, Edderkoppen,
Billen og Tusindbenet kravlede om bord. Aben, Ulven og Hunulven råbte: »Farvel tak for hjælpen.«
Rotten vinkede mens han råbte: »God tur. Måske ses vi igen.«
Flyvemaskinen lettede, og snart var den over alle bjerge. Tilbage sad nu Aben, Rotten, Ulven,
Hunulven, Abemutter og Hanaben.
Abemutter så på Rotten og spurgte: »Hvor er din far?«
Rotten svarede bedrøvet: »Måske er min far der hvor solen går ned. Der hvor havet med de store
bølger er, og hvor der dufter så dejligt af salt. Min far er regnbuefisker og fanger fisk i alle regnbuens
farver. Min far elsker regnbuefisk med chokoladesovs og kokos.«
Abens mor lagde hovedet på skrå, smilede til Rotten og sagde: »Måske kan jeg hjælpe jer lidt på vej.
Jeg kender vejen ud til havet, der hvor fiskerne bor. Ved havet dufter der så dejligt af salt. Fiskerne
ved havet fanger store fisk og kæmpe hvaler. Måske er det der, din far er.«
Abemutter pegede og fortalte Rotten i hvilken retning havet lå.
Rotten smilede og sagde: »Ihh, tak Abemutter. Det er vel nok heldigt at du ved hvor havet ligger, og
måske er det havet hvor solen går ned og måske er min far der.«
Ulven og Hunulven lå og kyssede og kælede og havde det rigtig rart sammen.
Pludselig satte Ulven sig op og sagde glad: »Ved I hvad? Hunulven er gravid, og jeg skal være far.«
Ulven strålede og så meget stolt ud.
Juhuuu«, råbte Aben, »små ulveunger. Tillykke.«
Rotten smilede og sagde: »Tilykke. Det bliver sikkert nogle små banditter.«
»Tak skal I have«, sagde Hunulven genert, hvorefter hun smilede og krøb tæt ind til Ulven.
»Hvornår kommer ulveungerne?«, spurgte Abemutter nysgerrigt.
114
Ulven svarede: »Om tre måneder kommer de små ulveunger, og vi glæder os meget. Så får vi vores
egen familie.«
»Så får I noget at se til«, sagde Hanaben.
»Det er lige hvad vi gør«, svarede Ulven, »Vores unger skal opdrages til at blive nogle stærke ulve,
og de skal opdrages til at de ikke må slå andre ihjel.«
Aben, Rotten, Abemutter og Hanaben sagde i kor: »I bliver nogle dejlige og gode forældre. Det er
ganske sikkert, og det er ganske vist.«
Resten af dagen slappede de alle af og nød det dejlige solskinsvejr.
Det blev aften, og solen gik ned. Det havde været en dejlig dag, og hvor havde de hygget sig. Nu var
de alle trætte.
Ulven og Hunulven lagde sig ned for at sove og ligeså gjorde Hanaben.
Aben og Abemutter blev enige om at gå en lille aftentur inden de skulle sove.
De tog hinanden i hænderne og gik omkring i den smukke natur. Da de havde gået et stykke tid,
stoppede Abemutter op, så på Aben med alvorlige øjne og sagde: »Der er noget jeg må fortælle
dig.«
»Hvad er det?«, spurgte Aben nysgerrigt.
De satte sig ned og Abemutter fortalte: »Jeg har fået en alvorlig sygdom, og inden længe skal jeg dø.
Det er en kræftsygdom, og den blev opdaget for sent. Kræften har spredt sig til hele min krop, og
der er ikke noget at gøre. Jeg skal væk herfra, og hvor er jeg glad for at jeg nåede at tale med dig.«
Aben begyndte at græde og sagde: »Du må ikke dø, for jeg kan ikke undvære dig.«
Abemutter fik tårer i øjnene og svarede: »Du skal ikke være ked af det. Jeg er 80 år gammel, og selv
om jeg ikke havde fået kræft, ville jeg snart dø alligevel.«
Aben satte sig på skødet af Abemutter, og de krammede hinanden. I to timer talte de om
Abemutters sygdom og de talte om døden. Det var meget sørgeligt at Abemutter skulle dø, men
hvor var det dejligt at tale sammen om det.
Aben og Abemutter rejste sig op og gik tilbage til Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben der sov
fredeligt. Aben og Abemutter lagde sig i hinandens arme og faldt hurtigt i søvn.
Tidligt den næste morgen da solen stod op, vågnede Rotten. Han strakte sig og sagde: »Sikke en
herlig morgen.«
Aben, Ulven og Hunulven vågnede og Aben sagde: »Det er ikke nogen herlig morgen.«
115
Aben begyndte at græde og fortalte nu at Abemutter snart skulle dø. Hunulven lagde sin hånd på
Abens skulder og hviskede: »Det gør mig ondt, hvor er det sørgeligt.«
Ulven vidste ikke hvad han skulle sige, og han sad bare og stirrede lige ud i luften.
Nu havde de endelig fundet Abens mor, og så skulle hun dø. Hvor var det trist, og hvor var det synd
for Aben.
Rotten rejste sig, gik over og gav Aben et stort kram, hvorpå han sagde: »Hvor er det trist. Husk på
at du har os, dine bedste venner i hele verden. Vi vil altid være dine venner.«
Aben smilede, så på Rotten, Ulven og Hunulven og sagde: »Hvor er jeg glad for at jeg har jer. Så
behøver jeg ikke at føle mig ensom.«
Nu vågnede Abens mor og Hanaben.
»Jeg er ved at dø og har kun få timer tilbage«, sagde Abens mor.
Hanaben tog Abemutters hånd og sagde: »Vi lover dig at passe godt på Aben.«
Aben tog Abemutters anden hånd og sagde: »Ja, jeg har mine venner og min nye far, så du skal ikke
være urolig for mig.«
Abemutter smilede, så på Aben og sagde: »Husk på at jeg elsker dig meget højt.«
Aben trykkede Abemutters hånd meget hårdt og svarede: »Jeg elsker også dig meget højt, og jeg vil
aldrig glemme dig.«
Få timer senere holdt Abemutters hjerte op med at slå. Hun sov stille ind og hvilede nu i fred. Samme
dag skulle Abemutter begraves tæt på en smuk sø. Rotten, Ulven og Hanaben gravede et hul som
Abemutter blev lagt ned i. Aben og Hunulven plukkede smukke vilde blomster som skulle ligge på
graven. Hanaben fandt nogle hesteknogler og bandt dem sammen til et kors. Alle mødtes de ved
søen, og sammen lavede de et lille skilt hvorpå de skrev:
»Kære Abemutter. Hvil i fred. Vi vil aldrig glemme dig.«
Inden de dækkede graven, holdt Aben følgende tale for Abemutter:
»Kære mor.
Du har været den bedste mor i hele verden.
Tak fordi du har lyttet til mig hver gang jeg var ked af det.
Tak for alle dine kys.
116
Tak for de gange du fik mig til at grine.
Tak for alle de gange du legede med mig.
Tak fordi jeg fik lov til at skælde dig ud hver gang jeg var vred eller ked af det.
Tak for alle gaverne til jul og fødselsdag.
Tak fordi du har lært mig at være sød over for andre.
Tak fordi du sov hos mig hver gang jeg var syg eller ked af det.
Tak fordi jeg fik mit eget værelse.
Tak fordi jeg fik lov til at være længe oppe i weekenderne.
Tak for alle de gange du læste historier for mig.
Tak for alle de gange vi var på ferie og i biografen sammen.
Tak for alle de gange vi købte tøj jeg selv valgte.
Farvel mor. Du vil altid være i mit hjerte.«
»Ja, farvel«, sagde Rotten, Ulven og Hunulven i kor.
Hanaben kyssede Abemutter på panden og sagde: »Hvil i fred min elskede. Jeg vil savne dig.«
Sammen dækkede de Abemutter til og satte korset og det lille skilt ned i jorden.
Aben lagde de vilde blomster i hjerteform oven på graven.
Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben satte sig ned ved Abemutters grav.
Sammen græd de og talte om Abemutter.
En time senere rejste de sig op og gik tilbage til huset.
Pludselig fik Hanaben en idé. Han så på Aben, Rotten, Ulven og Hunulven og spurgte: »Hvad siger I
til at jeg tager med jer ud og leder efter Rottens far? Jeg har ikke lyst til at blive her. Jeg har tænkt
mig at give mit hus, mine penge og min lyserøde sportsvogn væk til dyrene i Elefantdalen.«
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven svarede i kor: »God idé. Vi vil meget gerne have dig med.«
117
12. Kapitel - Til vejrs
Da de kom tilbage til huset, gik Hanaben indenfor og skrev et brev til den gamle elefant i
Elefantdalens elefanthus. I brevet skrev han:
»Til Elefantdalens dyr
Abemutter er død, og jeg har ikke lyst til at blive i mit lille hus her i bjergene. Jeg tager med Aben,
Rotten, Ulven og Hunulven ud for at finde Rottens far. Jeg vil forære mit hus, mine penge og min
lyserøde sportsvogn til jer.
Hilsen Hanaben«
Hanaben gik nu udenfor med brevet og ventede på at en brevdue skulle komme forbi. Efter nogle
minutter landede en brevdue på Hanabens hånd. Brevduen tog brevet i sit næb og fløj straks afsted
mod Elefantdalen.
»Lad os så komme afsted«, råbte Hanaben.
Rotten hoppede og dansede mens han råbte: »Juhuuu.«
Sammen gik Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben afsted for at finde Rottens far. De gik på
bjergvejen mod nord som Abemutter havde sagt de skulle. De gik og de gik, og pludselig fik de øje
på noget. I luften så de en kæmpe ballon, og under ballonen hang en kurv. I kurven sad en kæmpe
Mariehøne og så ned mod jorden.
Mariehønen vinkede og råbte: »Ohøøj, i landkrabber. Vil I have et lift?«
»Juhuu, det vil vi gerne«, svarede de alle i kor.
Mariehønen landede med sin luftballon på jorden, og Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben
hoppede ombord.
»Hvor skal I hen?«, spurgte Mariehønen.
Rotten svarede: »Vi skal ud til havet. Der hvor solen går ned, og hvor der dufter så dejligt af salt. Vi
leder nemlig efter min far som er regnbuefisker.«
Mariehønen nikkede, og i samme nu lettede de fra jorden.
»Hyschh«, lød det, og afsted gik det.
Snart svævede de højt på himlen og sikke en udsigt. Fra luften kunne de se det lille hus i bjergene
og Abemutters smukke gravsted.
118
Aben vinkede med begge hænder mens hun råbte: »Farvel mor, farvel mor.« Rotten, Ulven,
Hunulven og Hanaben vinkede også, mens de råbte i kor: »Farveeeel.«
Aben så på Hanaben, smilede og sagde: »Hvor er jeg glad for at jeg har fået dig som far.«
Aben havde aldrig kendt sin rigtige far, for hendes far stak af, da hun blev født.
I den tid Aben havde levet, tænkte hun tit på sin far. Men nu havde hun jo fået sig en ny far, og hun
var ikke længere ked af det. Da de havde fløjet meget længe og meget langt, råbte Rotten: »Uhhm,
her dufter så dejligt af salt.«
Mariehønen drejede nu luftballonen mod venstre og råbte: »Vi er tæt på havet, men vi er der først
i morgen.«
Rotten stillede sig hen ved siden af Mariehønen, og de to talte nu om lidt af hvert.
»Hvorfor er din far blevet væk«, spurgte Mariehønen.
Rotten så nu meget bedrøvet ud og fortalte: »For længe siden blev min mor og far skilt. Min mor
sagde at jeg ikke måtte være sammen med min far. Min far blev meget ked af at vi ikke måtte se
hinanden, og derfor rejste han ud i verden.
Nogle år senere flyttede jeg hjemmefra, og nu kan min mor ikke længere bestemme over mig. Derfor
er jeg nu taget ud for at lede efter min far. Jeg håber at min far er ved havet, for jeg savner ham
meget. Min far og jeg spillede fodbold og gik i biografen sammen. Tit tog vi ud i skoven og skød med
bue og pil og lavede bål. Vi havde det så hyggeligt.«
Mariehønen trøstede Rotten lidt, og sagde: »Jeg er sikker på at du nok skal finde din far.«
Da det blev aften og solen var gået ned, lagde de sig ned i bunden af kurven, undtagen Mariehønen
som skulle flyve hele den lange nat.
Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben var meget trætte, men sove kunne de ikke, fordi de var
så spændte på om Rottens far var ved havet. Alle lå de tæt ind til hinanden, og Rotten kom i tanke
om en historie han en gang havde fået fortalt. Rotten tænkte at hvis han fortalte historien, kunne
det være at de bedre kunne falde i søvn.
»Skal jeg fortælle en godnathistorie?«, spurgte Rotten.
»Jaaa«, svarede de alle i kor.
»All right«, sagde Rotten og fortalte følgende: »Her kommer historien om Den store prut.
Den store prut
119
Der var engang en stor prut som hoppede rundt i det store kongerige, Pingvinriget. Riget havde fået
det navn fordi det engang for længe siden var blevet invaderet af 2000 pingviner. Pingvinerne boede
i syd -og nordpolen, og på mystisk vis fik de fumlet sig frem til Pingvinriget, der før hed kongeriget.
Den store prut, der hoppede rundt i Pingvinriget, blev kaldt kæmpeprutten, fordi den var langt
større end en ræv.
Den store prut elskede at genere kongen, så hver nat fløj den ind til ham, og her spredte prutten sin
afskyelige lugt. Det morede Den store prut sig meget med.
Men så en dag blev tændstikkerne opfundet, og samme nat skete der noget forfærdeligt.
Den store prut var fløjet ind til kongen for at sprede sin afskyelige lugt. Da kongen opdagede lugten,
strøg han en tændstik.
»Viiistj«, lød det, og nu lugtede der noget så brændt. Den store prut var nu en stakkels svedet prut.
Den store prut fløj nu alt hvad den kunne ud af vinduet og ud i den kølige luft.
Udenfor mødte Den store prut en dameprut. Dameprutten blev meget glad da den så Den store
prut. Dameprutten fløj rundt i luften i store cirkler.
Den store prut og dameprutten kom til at holde meget af hinanden. Ja de kom til at holde så meget
af hinanden at dameprutten slog en babyprut.
Den lille babyprut voksede sig hurtigt stor og stærk, og til sidst var den stærkere end sin mor og far
tilsammen og blev derfor kaldt: Den største prut.
Den største prut ville ud og søge lykken i den store vide verden, og en dag tog den af sted.
Den største prut kom ind til en by hvor den kom ind i militærets tjeneste. Den største prut skulle
sammen med militæret kæmpe mod deres største fjende hørmerne.
Den største pruts forældre havde hørt at deres søn skulle kæmpe på slagmarken. De var bange for
at fjenden skulle prikke hul på den største prut, og derfor tog de ud på slagmarken.
Da de kom derud, så de at militæret og Den største prut sloges med hørmerne. De fik øje på Den
største prut der havde en flot uniform på og red afsted på en hund. En af hørmerne kom ridende på
en hund imod Den største prut. Begge sprang de af deres hunde og løb mod hinanden. De trak deres
våben og kæmpede nu mod hinanden. Den største prut var god til at slås, og snart havde den prikket
hul på hørmeren, og i samme nu forsvandt hørmeren.
Den største prut fik øje på sine forældre som var kommet og løb hen mod dem med åbne arme.
Pludselig kom en hørmer løbende med et sværd i hånden. Hørmeren løb lige hen mod Den største
prut. Den største prut trak sværdet, men det var for sent. Hørmeren prikkede hul på Den største
prut. Et lille bitte hul.
120
En af Den største pruts medprutter fra militæret kom og prikkede hul på hørmeren, og med et
forsvandt hørmeren.
Den største prut blev bragt hen til militærets lægetelt. I lægeteltet fik Den største prut kunstig
prutluft ind i sig og overlevede.
Resten af sit liv måtte Den største prut leve med et ar, men det gjorde ikke noget. For Den største
prut var taknemmelig over at den overhovedet havde overlevet det store slag.
Godnat og sov godt.
Rotten så på de andre. Aben, Hanaben og Hunulven sov allerede. Ulven gabte og mumlede: »Hvor
svedigt. Sikke et held at den største prut overlevede«, og straks faldt Ulven i søvn. Rotten lukkede
øjnene og snart snorkede han højt. Mariehønen fløj afsted, og ventede nu bare på, det skulle blive
morgen.
121
13. Kapitel - Havet med de store bølger
Tidligt den næste morgen vågnede Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben med et sæt da
Mariehønen råbte: »Så er der hav forude.«
Alle rejste de sig op, og der så de havet med de store bølger, og der duftede så dejligt af salt. Det
blæste kraftigt, og havets bølger, der var så store som huse, skyllede ind mod stranden.
Mariehønen fik øje på en øde mark og råbte: »Vi lander på marken dernede.
Derfra må I gå resten af vejen ned til havet.«
Luftballonen dalede nu mod jorden. Lidt efter landede de på marken. Aben, Rotten, Ulven, Hunulven
og Hanaben hoppede fra luftballonen og ned på jorden.
»Tak for turen«, råbte de alle i kor.
»Det var så lidt«, svarede Mariehønen, »Jeg er bare glad for at jeg kunne hjælpe jer. Hvis alle dyr
hjalp hinanden lidt mere, ville det hele være meget lettere.«
Inden Mariehønen lettede, gav Rotten hende en guldmønt. Guldmønten havde Rotten taget fra den
pose Feen kom med, for han havde tænkt at de måske ville få brug for den. Mariehønen blev meget
glad for guldmønten, for nu kunne hun købe sig en masse is. Ja så mange is at hun kunne fylde sin
luftballon til randen.
»Hej, hej«, råbte Mariehønen, hvorefter hun lettede med sin luftballon og fløj ud over havet.
Mariehønen ville flyve ud i verden for at se om der var andre der skulle have hjælp. Aben, Rotten,
Ulven, Hunulven og Hanaben vinkede indtil de ikke kunne se luftballonen længere. Nu gik de alle
afsted mod havet med de store bølger. Det blæste meget kraftigt, og de måtte støtte sig til hinanden
for ikke at vælte omkuld. Snart nåede de til en havn, hvor der var skibe i alle regnbuens farver.
Skibene havde forskellige farver og mønstre, og de var enormt flotte. Havnen var stor og førte ud til
det åbne hav med de store bølger. Mens de gik omkring i havnen fortalte Rotten stolt om sin far og
om hvordan han fangede regnbuefisk.
Rotten fortalte: »Min far har fanget millioner af regnbuefisk. Når regnbuefiskene hopper op i luften,
står min far klar med et net og griber fiskene inden de når vandet. Det er meget svært, og det har
taget min far maaange år at lære.«
Jo, Rotten pralede rigtig af sin far.
Snart nåede de til en fiskehandler, og de blev alle enige om at gå indenfor. Måske vidste
fiskehandleren hvor Rottens far var. Inde i butikken var der store trækasser der var fyldt med fisk i
122
alle mulige størrelser og farver. Fiskehandleren var en stor torsk og havde en lang tråd under hagen
der nåede helt ned til gulvet.
»Hvad for en fisk leder I efter?«, spurgte fiskehandleren.
»Vi leder ikke efter en fisk«, svarede Rotten, »Men efter min far som fanger regnbuefisk i alle
regnbuens farver.«
Fiskehandleren smilede tilbage og sagde: »Nåå, I mener Hr. Rotte. Nej han er ganske vist ikke nogen
fisk. Hr. Rotte arbejder på et skib der hedder Regnbueskibet.«
Rotten strålede og råbte: »Regnbueskibet. Juhuuu. Hvor finder vi skibet?«
»Længere nede på havnen ligger Regnbueskibet«, svarede fiskehandleren, »hvis det da ikke er ude
på havet.«
Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben råbte i kor: »Lad os komme afsted.«
Alle sagde de farvel til fiskehandleren og løb alt hvad de kunne ud af butikken og videre ned af
havnen Rotten var blevet så glad at han havde fået hikke. Mens de løb afsted hikkede Rotten: »Hikhik, far nu kommer jeg. Hik-hik, far nu kommer jeg.«
Inden længe fik de øje på et kæmpe stort skib. Det var det smukkeste skib de havde set i hele deres
liv, og det havde de smukkeste farver. Skibet strålede og skinnede med alle sine regnbuefarver.
Da de stod tæt på skibet, stod der med store bogstaver: REGNBUESKIBET.
Rotten fik straks øje på sin far der stod med fiskegrej i hånden, og Rotten spænede derhen. Da
Rotten stod hos sin far, kunne han ikke sige noget, men stod bare og hikkede.
Rottens far så på Rotten og tænkte: »Hvad er dog det for en hikkende tumpe?«
Rottens far kunne slet ikke kende Rotten, for det var så længe siden at de sidst havde set hinanden.
Rotten hikkede videre, og pludselig så Rottens far forbavset på ham og spurgte: »Hør, den hvide
plet i din pande, hvor har du den fra?«
Rotten var nu holdt op med at hikke og svarede: »Den er jeg født med, og du er min far.«
Nu gik det op for Rottens far, at det var Rotten som han jo var far til. Han smed alt hvad han havde
i hænderne, krammede Rotten og sagde: »Åhhh, min søn, hvor har jeg savnet dig.«
Han inviterede dem alle sammen indenfor på Regnbueskibet. Inde på skibet var der alle mulige flotte
ting. Der var ure, instrumenter, fiskestænger, fiskenet, fiskekroge og meget andet i alle regnbuens
farver. Mens de så sig omkring, fortalte Rotten sin far om sine venner og om alle de ting de havde
oplevet.
123
Rotten fortalte også om Abens mor, Abemutter, som døde af en kræftsygdom. Rottens far så på
Aben og sagde: »Sikke en trist historie. Hvor må du savne din mor forfærdeligt meget.«
»Ja«, svarede Aben, »jeg savner min mor, men heldigvis har jeg fået en ny far, og heldigvis har jeg
Rotten, Ulven og Hunulven som er mine bedste venner i hele verden.«
Rottens far så på Hanaben, Ulven, Hunulven og Rotten og sagde: »Hvor er det godt I har hinanden.«
Rotten så nu på sin far og spurgte: »Hvorfor har du været af sted så længe?«
»Fordi«, svarede Rottens far, »din mor og jeg blev uvenner, da vi blev skilt. Din mor forbød mig at
se dig. I mange år har jeg håbet at du pludselig skulle dukke op, og det gjorde du. Min elskede
rotteunge. Hvis du vil, kan du blive hos mig.
Jeg kan lære dig at fange regnbuefisk i alle regnbuens farver.«
Rotten strålede, hoppede og dansede og råbte: »Juhuu, det vil jeg gerne, det vil jeg gerne.«
Nu kom Rotten straks i tanke om sin mor.
»Men hvad med mor?«, spurgte Rotten.
Rottens far smilede og svarede: »Her på skibet har vi en telefon, så du kan ringe til mor lige så tit du
vil.«
Nu var det en aftale at Rotten skulle blive på Regnbueskibet sammen med sin far.
Om aftenen holdt de en stor fest, og de var alle glade og lykkelige. Aben havde fået en ny far, og
Rotten havde endelig fundet sin far. De fejrede også, at Ulven og Hunulven var kærester, og at de
to nu skulle have ulveunger sammen.
Pludselig fik Rotten en idé.
Rotten så på Ulven og sagde: »Nu har Aben og jeg jo ikke længere brug for at have dig som vores
livvagt. I stedet for kan du blive her på Regnbueskibet, og hjælpe med at fange regnbuefisk i alle
regnbuens farver. Hvad siger du til det?«
Ulven dukkede hovedet, sukkede og mumlede: »Hvad så med min smukke Hunulv, der skal have
ulveunger? Jeg kan da ikke rejse.«
Aben smilede til Ulven og sagde: »Jamen Hunulven kan da bare blive sammen med os andre.«
Hanaben sagde: »Jeg kan købe et hus til os her på havnen. Ganske vist gav jeg mit hus i bjergene og
mine penge til Elefantdalens dyr. Men, jeg har gemt nogle af pengene, for jeg tænkte at vi måske
ville få brug for dem.«
124
Ulven blev meget glad, og ligeså blev Hunulven. Alle aftalte de nu at Rotten, Rottens far og Ulven
skulle sejle ud på havet for at fange regnbuefisk. De skulle være på havet i tre måneder. Når de tre
måneder var gået, ville de komme tilbage, og til den tid havde Hunulven født ulveungerne.
»Vi tager afsted med det samme«, sagde Rottens far.
Alle sagde de farvel til hinanden. Ulven kyssede Hunulven farvel og hviskede: »Pas godt på dig selv
og ulveungerne mens jeg er væk«, og det lovede Hunulven at gøre. Rotten, Rottens far og Ulven gik
ombord på Regnbueskibet og lagde fra land. Af sted sejlede de nu ud på havet for at fange
regnbuefisk i alle regnbuens farver, og på havnen stod Aben, Hunulven og Hanaben og vinkede.
Det var sent om aftenen, og Aben, Hunulven og Hanaben var meget trætte. Sammen fandt de et
sted på havnen hvor de kunne sove om natten.
Tidligt den næste morgen vågnede Aben, Hunulven og Hanaben.
Aben strakte sig og sagde: »Godmorgen.«
»Godmorgen«, svarede Hunulven og Hanaben i kor.
Sammen gik de afsted for at finde et hus hvor de alle kunne bo. De fandt det dejligste lille hus med
en smuk have og med den skønneste udsigt ud over havet. Huset havde to etager med ialt 10
værelser. På alle værelserne var der en seng, et bord, en stol og to skabe. For vinduerne hang flotte
blomstrede gardiner. Aben, Hunulven og Hanaben gik straks i gang med at gøre huset rent, og de
lavede det meget hyggeligt. Dagene gik i det lille hus på havnen, og Hunulven blev tykkere og
tykkere. Hunulven glædede sig sådan til at ulveungerne skulle komme. Aben passede den smukke
have og såede blomster i smukke farver og lavede en køkkenhave med dejlige grøntsager. Hanaben
nød livet og sad for det meste i en liggestol og så ud over havet. Der gik dage og der gik nætter. Så
en nat skete der noget. Hunulven hylede højt, så det kunne høres på hele havnen. Aben og Hanaben
vågnede med et sæt, og løb ind til Hunulven. Ialt hylede Hunulven fem gange, og der lå nu fem små
ulveunger. Ungerne var meget smukke og meget små.
Aben jublede og råbte: »Juhuuu, endelig kom ulveungerne.«
Hunulven så meget stolt ud og smilede sødt til sine små ulveunger.
Hanaben kløede sig bag øret og udbrød: »Hvor hulen kommer alle de unger fra?«
Se Hanaben kunne ikke helt forstå at Hunulven kunne have så mange unger i sin mave på en gang.
I samme nu lød et: »Båt, Båt, Båt.«
Aben for hen til vinduet for at se hvad det var for en larm. De tre »båt« kom fra Regnbueskibet der
var på vej ind i havnen.
125
»De tre måneder er gået«, råbte Aben, »Regnbueskibet er vendt tilbage.«
Mens Hunulven lå og passede på sine nyfødte ulveunger, løb Aben og Hanaben ned til havnen for
at tage imod skibet. Regnbueskibet kom i havn, og ud af skibet kom Rotten, Rottens far og Ulven,
og de tre råbte i kor: »Ohøøøj. Fra vands til lands.«
Alle gav de nu hinanden et kram, men hov, der manglede jo en.
»Jamen«, udbrød Ulven, »hvor er min smukke Hunulv. Åhh, nej, hun er vel ikke forsvundet.«
»Bare rolig«, sagde Aben med et glimt i øjet »Hunulven og fem små ulveunger venter hjemme i
vores lille hus på havnen.«
Nu spænede de alle sammen af sted mod huset, og Ulven kunne næsten ikke vente med at se
Hunulven igen og de fem små ulveunger. De nåede til huset, og Aben viste vejen til Hunulven og de
fem ulveunger. Hvor blev Hunulven glad da hun så Ulven.
»Hvor har jeg savnet dig«, sagde Hunulven.
Ulven smilede til Hunulven og sagde: »I lige måde. Hvor har jeg dog glædet mig til at se dig igen.«
Ulven så på de fem nyfødte ulveunger og sagde: »Hvor er det nogle søde og meget smukke
ulveunger.«
Hunulven, Ulven og de fem unger var nu en familie, og hvor var det dejligt. Den nat sad de alle og
talte om alt det som var sket i løbet af de tre måneder.
»Sikke et dejligt hus I har fundet, og hvor er her hyggeligt«, sagde Rotten.
»Ja«, svarede Aben, »hyggeligt er det. Vi har en dejlig have og en smuk udsigt ud over havet.«
Hunulven så på Rottens far og spurgte: »Har I fanget nogle fisk?«
»Jaaa«, svarede Rottens far, »Rotten, Ulven og jeg har fanget maaange regnbuefisk.
Ja så mange at vi aldrig behøver at tage afsted igen. Nu kan vi alle bo sammen i huset og vi kan hygge
os lige så meget vi vil. Sent om natten faldt de alle i søvn. Tidligt den næste morgen skreg mågerne
i havnen, fordi de var så glade for at solen skinnede. Havet var stille, ja så stille som en græsplæne.
I huset var der stille. De fem ulveunger lå fredeligt og sov hos Hunulven. Ulven lå stolt og så på sine
små uldtotter. Ind i mellem sprællede ulveungerne med benene. Det betød at ungerne drømte.
Snart vågnede Aben, Hanaben, Rotten, Rottens far og Hunulven.
De strakte sig og sagde i kor: »Godmorgen.«
Rotten kom på benene, og spurgte søvnigt: »Hvad skal vi spise til morgenmad?«
126
Rottens far svarede: »Hvad siger I til regnbuefisk med chokoladesovs og kokos?«
»Uhmm«, sagde Ulven, »Det lyder ikke så ringe endda.«
Aben, der var lidt morgensur svarede gnavent: »Hvorfor skal vi absolut altid spise kød. Jeg er en abe
og jeg spiser ikke kød at I ved det.«
Alle de andre skreg af grin, for de syntes det var så sjovt at Aben var en lille morgengnavpot.
Rotten drillede lidt og sagde: »Thi-hi. Du kan jo gå ud i din køkkenhave og rive et par friske
gulerødder op af jorden.«
Aben rejste sig og gik, hvorpå hun sagde: »Ja det er lige hvad jeg kan, og det har jeg også tænkt mig
at gøre.«
Aben gik nu ud til sin køkkenhave for at hive gulerødder op. Inde i huset blev de andre enige om at
de ville spise morgenmaden under det gamle egetræ ude i haven. Rottens far lavede regnbuefisk
med chokoladesovs og kokos, og herefter gik de alle ud til Aben, undtagen ulveungerne der stadig
sov. Da de kom ud i haven så de at Aben allerede sad under det gamle egetræ. Egetræet var 250 år
gammelt og havde lange, tykke krogede grene. Grenene var spidse i enderne, og de mindede om
heksefingre. Egetræets blade var så store som tallerkner. Faktisk var det gamle egetræ et meget
sygt træ og havde derfor store knuder på stammen.
Rotten så på Aben og sagde: »Det var ikke min mening at gøre dig vred. Men jeg syntes det var lidt
morsomt at du var en gnavpot.«
Aben smilede tilbage og svarede: »Det gør ikke noget. Jeg var jo også en gnavpot. Jeg tror ikke jeg
var helt vågen.«
Under det gamle egetræ stod et gammelt bord med stole omkring. Her satte de sig alle ned og
begyndte på morgenmaden. Det gamle bord havde sin helt egen historie. En berømt regnbuefisker
havde engang for mange år siden lavet bordet af tømmer fra et gammelt sørøverskib. Sørøverskibet
var strandet i en orkan på en øde ø. Skibet lå splintret i tusindvis af stykker, og af nogle af stykkerne
lavede regnbuefiskeren bordet. Rotten syntes det var lidt sejt at bordet var lavet af tømmer fra et
sørøverskib.
»Tænk«, sagde Rotten, »at bordets træ stammer fra et sørøverskib. Sørøverskibet har sikkert været
fyldt med en masse tyvekoster så som guld og diamanter, for sørøvere stjæler fra andre. Jeg har
engang set en film om sørøvere der sejlede afsted på et sørøverskib. De sejlede til andre lande og
røvede alle havnebyerne.«
Rotten var så optaget af sørøvere og sørøverskibe at han helt glemte at spise. Mens han talte om
sørøvere og sørøvertogt, sad Aben og så ned mod havnen. På havnen var der kommet en masse dyr
fra hele verden for at handle med alle mulige varer.
127
Aben prikkede til Hunulven og hviskede: »Skal vi ikke gå ned på havnen for at se på de mange varer
når vi har spist?«
Hunulven så ned mod havnen og så herefter på Aben og hviskede: »Jo, det kan vi godt. Det ser vel
nok spændende ud med alle de varer.«
Da alle var færdige med at spise, sagde Aben: »Hunulven og jeg har tænkt os at gå ned på havnen
for at se på de mange spændende varer.«
»Ja«, sagde Hunulven, »Vil en af jer passe ulveungerne imens?«
Der var stille et øjeblik, og Ulven sagde så: »Okay. Jeg kan godt passe ulveungerne imens, men det
bliver på min måde. Hvis de ikke gør som jeg siger, knurrer jeg af dem.«
Hunulven nikkede, men sagde ikke noget. Hvis Ulven skulle passe ulveungerne, vidste hun godt at
det var dumt at blande sig. Aben og Hunulven rejste sig op, tog hinanden i hænderne og gik afsted
mod havnen.
»Farvel«, råbte de i kor.
Da Aben og Hunulven var gået, trillede Rotten med øjnene og sagde: »Jeg tror jeg vil ud at køre om
kap på motocross«, og straks tog han afsted mod havnebyens motocrossbane.
Hanaben gik op på sit værelse, satte sig ned foran sin computer og begyndte at skrive om sin
barndom. Da Hanaben var barn, levede han sammen med en abeflok i Afrika.
Rottens far var træt, og derfor gik han op på sit værelse for at tage en lur. Ulven lå på en madras i
stuen foran fjernsynet og så ulvesport. Sporten går ud på at fange flest får i løbet af ti minutter.
Endelig vågnede ulveungerne, og snart kravlede de rundt i hele stuen. Ungerne havde fået øjne, og
nu havde de travlt med at opdage den nye verden. En af ulveungerne kravlede op på maven af
Ulven. Ungen stak sin tunge frem og slikkede ham i hele hovedet. Ulven begyndte at grine og glemte
alt om fjernsyn og ulvesport.
De andre ulveunger ville være med til legen og snart kom de også hen til Ulven og slikkede på livet
løs. Ulven spjættede med arme og ben mens han råbte: »Hold op I små terroristunger. Jeg er ikke
nogen slikkepind. Skal I ikke have noget morgenmad istedet?«
Ulveungerne peb i kor: »Juhuu, morgenmad.«
Ulven smurte nogle rugbrødsmadder med leverpostej og serverede dem for ulveungerne. De spiste
i haven, for der kunne de gnaske, smaske og svine lige så meget de ville. Mens ulveungerne spiste
madderne, gik Ulven tilbage til stuen for igen at se ulvesport. Snart lød der en råben og skrigen ude
fra haven. Ulveungerne sloges om maden, for den ene af ungerne ville have det hele.
128
De kaldte på Ulven, og han for ud i haven og råbte: »Hvad er der galt.«
En af ungerne pegede til venstre og sagde: »Den store unge vil have alle madderne for sig selv.«
Den ene ulveunge var meget større end de andre ulveunger og skulle derfor have dobbelt så meget
mad.
»Vær ganske rolig«, sagde Ulven, »Vi har masser af mad i huset, og der er mad nok til alle.«
Ulven forsvandt ind i huset, hvor han lavede 30 leverpostejsmadder mere. Herefter gik han ud i
haven og serverede madderne til ungerne.
»Spis løs, mine ulveunger«, sagde Ulven.
Det gjorde ulveungerne, og denne gang var der mere mad end de kunne spise. Alle ulveungerne
blev mætte og deres maver lignede store oppustede balloner. Ungerne havde spist alt for meget og
var nu meget trætte. Ulveungerne lagde sig ned under det gamle egetræ, og snart snorkede de om
kap. Ulven gik atter ind i huset og lagde sig på madrassen foran fjernsynet. En vigtig kamp var startet,
og Ulven råbte og skreg. Han havde satset 20 kr. på hvem der ville fange flest får og dermed vinde
kampen. En gang for mange år siden havde Ulven selv gået til ulvesport. Ulven spillede dengang på
et hold hvor alle Ulve var sorte og havde gule tænder. Fordi alle ulvene var sorte og havde gule
tænder hed deres hold: »De sorte guldtænder.«
Ulven sad og så på den vigtige kamp og var meget spændt på at se hvem vinderen blev. Han råbte
og skreg og hoppede op og ned i luften. Pludselig hoppede Ulven så højt at han stødte hovedet mod
loftet. Han faldt til jorden med et brag og gik ud som et lys. I fjernsynet fortsatte ulvesporten, men
uden Ulven. Rottens far, der lå og sov, vågnede med et sæt. Han havde hørt braget nede fra stuen,
og han løb straks derned. Nede i stuen så Rottens far Ulven der lå med hovedet på gulvet og benene
oppe i sofaen.
»Det var mystisk«, tænkte Rottens far, »Hvad mon der er sket.«
Han ruskede i Ulven men han var ganske slap og livløs. Rottens far hev Ulven op i sofaen, hentede
et glas vand og kastede det lige i hovedet på ham. Nu skete der noget. Ulven hostede, spyttede og
spruttede, rejste sig op og så sig forvirret omkring.
»Hvor er jeg? Hvem er jeg?«, mumlede Ulven.
Rottens far grinede og svarede: »Det er dig der er Ulven, og du ligger på sofaen i vores lille hus ved
havet.«
Ulven kom hurtigt på mærkerne, kløede sig bag øret og spurgte: »Hvem vandt kampen i ulvesport?«
»Det ved jeg ikke«, svarede Rottens far, »For jeg har sovet til middag.«
129
Ulven slog op på tekst tv for at se hvem der havde vundet kampen.
»Hute-li-hut, Ju-bi-du-bi-duuuuuuu«, råbte Ulven.
Holdet, som Ulven havde satset på, havde vundet.
»Hvad har du vundet?«, spurgte Rottens far.
»Jeg har vundet 1000 kr.«, svarede Ulven glad, »Vi skal have ulvebryg, rottebrød, abefrugtsalat, og
ulveungerne skal have slik.«
Ulvefar sprang ud i haven og vækkede alle ulveungerne.
»Jeg har vundet 1000 kr., og derfor kan I få alt det slik I vil have«, råbte Ulven.
Ulveungerne råbte i munden på hinanden: »Vi vil have bolcher: abeprutter, ulvetænder, rottelort,
musebussemænd, bæverørevoks, kaninøjne og ulvebøvser.«
Ulven cyklede straks afsted på sin kænguru cykel der lignede en mellemting mellem et løbehjul og
en cykel.
Imens passede Rottens far ulveungerne som nu ville lege vilde lege.
»Skal ikke lege politi og røvere?«, spurgte den ene af ulveungerne.
De fire andre ulveunger hoppede, dansede og råbte i kor: »Juhuu, det kan vi godt.«
To af ulveungerne skulle være politi. De fandt nogle flotte pistoler og politihjelme, og nu lignede de
rigtige politimænd. De tre andre ulveunger skulle være røvere. De fandt nogle små hvide sten de
kunne bruge som diamanter, og de fandt nogle maskingeværer. Geværerne så meget ægte ud, og
de larmede som var der rigtige kugler i. De tre røvere solgte stjålne diamanter til Rottens far som
købte dem for en pose vingummi. Røverne spiste straks alle vingummierne, og de syntes de havde
gjort en god handel. Da de havde spist alle vingummierne, var de så mætte at de væltede omkuld
og faldt i søvn. Mens de tre røvere lå og sov, bandt politimændene dem med lakridssnore.
»I er anholdt for at sælge stjålne diamanter til Rottens far«, sagde politimændene i kor.
De tre røvere vågnede og skreg i munden på hinanden: »Vi har ikke gjort noget. Slip os fri.«
»Den er god med jer«, råbte politimændene, hvorefter de slæbte de tre røvere ind i stuen hvor
Rottens far sad.
Politimændene så på Rottens far og spurgte: »Er det disse tre røvere som har solgt dig stjålne
diamanter?«
Rottens far rynkede på panden, kneb øjnene sammen og svarede: »Det er lige hvad det er.«
130
»Så er sagen opklaret«, sagde politimændene og så på røverne, »I tre kommer i fængsel, og der skal
I sidde i tusind dage og tusind nætter. I fængslet kan I kede jer og tænke over det onde I har gjort.«
I samme nu bankede det på døren, og ind kom Aben og Hunulven. »Haaaløøøj«, råbte Aben, »Så er
vi tilbage. Der var en masse spændende varer nede på havnen, men vi købte ikke noget.«
Hunulven så sig omkring og spurgte: »Hvor er Ulven?«
»Han er nede for at købe slik for 1000 kr. til os«, råbte ulveungerne i kor.
Hunulven stampede med benene i gulvet og råbte: »Slik for 1000 kr. Er han gået fra forstanden. Vi
har ikke råd til at bruge så mange penge på slik.«
Rottens far begyndte at grine, slog sig på lårene og sagde: »Bare rolig. Ulven har vundet 1000 kr. i
ulvesport, og derfor er der råd til at købe slik.«
Det bankede på døren, og ulveungerne stormede ud og lukkede døren op. Der stod Ulven med to
store poser.
»Jaba-da-ba-duuu«, råbte Ulven, »Her kommer jeg med slik og gaver.«
Ulveungerne jublede, hoppede og dansede mens de råbte: »Jibiiii, jibiiii.«
Ulven så alvorligt på ulveungerne og sagde: »Jeres legetøj ligger og flyder i hele stuen. Når I har
ryddet op, får I en pose fyldt med slik og ikke før.«
Nu fik ulveungerne travlt med at rydde op, for de kunne næsten ikke vente med at smage på alt det
dejlige slik.
Ulven hev en gave op af posen, gav den til Hunulven og sagde: »Til dig min skat.«
»Ihhh«, sagde Hunulven, »En gave. Hvor er den fint pakket ind.«
Gavepapiret var gult med små røde blomster og var bundet sammen med en lyserød sløjfe.
Hunulven pakkede gaven op, og indeni lå en smuk sommerkjole. Hunulven fældede en tåre, faldt
Ulven om halsen og sagde: »Tusind tak for gaven. Hvor var det sødt af dig. Kjolen er meget smuk,
og jeg er meget glad for den.«
Ulven smilede og svarede: »Det var så lidt.«
Snart var ulveungerne færdige med at rydde op, og de fik en kæmpe pose slik.
»Her har I jeres slik«, sagde Ulven, hvorefter han hældte det ud på bordet i en stor bunke.
»Er du gal et slikbjerg«, råbte ulveungerne i kor.
Ulven smilede til ungerne og sagde: »Nu er det jeres opgave at dele det i 5 lige store bunker.«
131
Nu fik ulveungerne travlt med at dele slikket og de gik straks i gang. Pludselig bankede det på døren.
»Dunk, dunk, dunk«, lød det.
Ulven gik ud til døren og lukkede op. Udenfor stod et lille dyr der var dækket af mudder fra top til
tå. Det eneste man kunne se af dyret var øjnene.
»Hør, hvem er du?«, spurgte Ulven.
»Øhhhh«, sagde dyret, »Det er såmænd mig.«
»Jamen hør«, sagde Ulven, »Hvem er mig?«
»Se det er ikke let at vide«, svarede dyret.
Nu kom ulveungerne farende. De fik øje på dyret der var dækket af mudder fratop til tå, og sikke et
grineflip de fik. Nu begyndte dyret at danse og det vrikkede med numsen mens det sang: »Og det
var Roootten, og det var Roootten, olé, olé, olé.«
Nu vidste Ulven og ulveungerne at det lille dyr var Rotten. Aben, Hunulven, Hanaben og Rottens far
kom alle ud til døren for at se på Rotten som var dækket af mudder fra top til tå. Det så så sjovt ud
at de alle grinede i timevis. Dagene gik i det lille hus på havnen. En dag sad Aben og Rotten under
det gamle egetræ ude i haven og talte om alt det de havde oplevet sammen. Faktisk var både Aben
og Rotten begyndt at kede sig. Der var så stille i den lille havneby, og der skete aldrig noget. Pludselig
spærrede Rotten øjnene op, så på Aben og sagde: »Jeg har en idé.«
»En idé«, sagde Aben, »Hvilken?«
Rotten blinkede med det ene øje, smilede og spurgte: »Skal vi ikke rejse ud i verden og opleve nye
eventyr?«
Aben jublede, hoppede og dansede, mens hun råbte: »Juhuuu, nye eventyr.«
Aben og Rotten blev enige om at fortælle de andre om deres idé. Om aftenen holdt de et møde.
Ulven, Hunulven, ulveungerne, Hanaben og Rottens far sad i sofaerne mens de så på Aben og Rotten
der stod og smilede.
»Nååå«, sagde Rotten, »er alle parate til at starte mødet?«
»Jeps«, sagde Ulven, Hunulven, ulveungerne, Hanaben og Rottens far i kor.
Rotten blinkede med det ene øje og sagde: »Aben og jeg har fået en idé.«
»En idé«, sagde Ulven, »Hvilken?«
»Lad høre«, sagde Hanaben og Rottens far i kor.
132
»All right«, sagde Rotten, »Nu vil Aben fortælle hvad idéen går ud på.«
»Hi-hi«, fnisede Aben, »Rotten og jeg keder os her i havnebyen, og derfor har vi besluttet at rejse
ud i verden og opleve nye eventyr.«
Der blev helt stille i stuen, og der var ingen der sagde noget.
»Hva´siger I så«, spurgte Rotten.
»Det er en smadder god idé«, sagde Rottens far, og de andre nikkede.
Den aften holdt de en stor fest for Aben og Rotten. Tidligt den næste morgen vågnede Aben og
Rotten. Begge sprang de ud af sengen og råbte i kor: »Juhuu, nye eventyr.«
Aben og Rotten pakkede deres ting ned i nogle små gamle kufferter som de havde købt på et
loppemarked for 10 kr. stykket.
»Ihh«, sagde Aben, »Nu skal vi bare lige sige farvel.«
»Jaa«, sagde Rotten, »og så er vi dem der er daffet.«
Lidt efter var de alle samlet ude foran huset.
»Vi vil savne jer«, sagde Rottens far.
»Ha´en god tur«, sagde Hunulven.
Hanaben smilede og sagde: »Pas godt på jer selv.«
»Og pas godt på hinanden«, sagde Ulven.
Ulveungerne græd og mumlede i kor: »Uhu-huuu, hvem skal vi så drille?«
Aben og Rotten kyssede alle ulveungerne, gav dem et kram og sagde: »Så må I drille hinanden, I små
frækkerter.«
Aben og Rotten krammede Hunulven, Ulven, Hanaben og Rottens far, og alle fældede de en tåre.
De græd både af glæde og sorg på en gang. Det var godt for Aben og Rotten at rejse ud i verden,
men hvor var det sørgeligt at skulle sige farvel. Aben og Rotten tog hinanden i hænderne og gik
afsted. Hunulven, Ulven, Ulveungerne, Hanaben og Rottens far stod foran det lille hus og vinkede
mens de råbte: »Farveeel.«
»Farveeel«, råbte Aben og Rotten i kor, »ha´ det godt til vi ses igen.«
Afsted gik Aben og Rotten nu på landevejen mod nye eventyr. Ude i horisonten var solen ved at stå
op, og den farvede himlen både gul, orange og rød.
133
»Ihhh«, sagde Aben, »hvor er jeg spændt på at se hvad vi oplever denne gang.
Måske kommer vi til en ny landsby, og måske møder vi dyr vi aldrig har set før.«
Rotten blinkede med det ene øje, vrikkede med numsen og sagde: »Det er ikke let at vide hvad vi
oplever denne gang. En landsby er en landsby og dyr er dyr. Du er Aben og jeg er Rotten. Det er
ganske sikkert og det er ganske vist.«
Du Kan printe malebogen ud billede for billede
Der er 44 dyr du kan farvelægge.
134
135
136
137
138
139
140
141
142
143
144
145
146
147
148
149
150
151
152
153
154
155
156
157
158
159
160
161
162
163
164
165
166
167
168
169
170
171
172
173
174
175
176
177
178
179