1. No category

Fik hun hvad hun kom for?
En narrativ analyse af mødet mellem herboende somaliske kvinder og danske læger
”Fik hun hvad kun kom for”, Copyright 2007 Jette Howalt
For forklaringer til anvendt typografi se bilag.
2
Forord
Titlen ”Fik hun hvad hun kom for” er ikke kun titlen på dette speciale, men også det spørgsmål, jeg
i en omformuleret form kan stille mig selv, nu da det sidste punktum er ved at være sat: Fik jeg
noget ud af det, fandt jeg det, jeg troede jeg ville finde, eller fandt jeg noget andet?
Jeg må erkende, at jeg burde have været klædt bedre på til opgaven: Tak til Steinar Kvale, der tog
sig tid til at pege på ”Handbook of Qualitative Research”. Den ligger nu fast i værktøjskassen, med
sine 1200 sider, og er et fantastisk håndvåben ved uventede, uvidenskabelige overfald. Men burde
den ikke have ligget dér fra starten?
Tak også til Beth Elverdam, der tog sig tid til at sende et par forslag til supplerende læsning om
læge-patient-roller, men
burde jeg ikke have kendt meget mere til kommunikative
forskningsstrategier inden jeg overhovedet drog i felten? Burde faget Etnometodologi ikke være
undersøgt grundigt inden jeg overhovedet designede min undersøgelse?
Retrospektivt set, måske jo. Men så alligevel ikke: Havde jeg på forhånd vidst, at det var det
kommunikative aspekt af såvel konsultationen som narrativerne, der ville komme i fokus, hvor
valid kunne min undersøgelse så siges at have været? Havde jeg så ikke netop bare ”fået hvad jeg
kom efter”? Havde jeg så foretaget den store perspektivering?
Udover de nævnte taksigelser, er der række andre personer, der skal rettes en varm tak til: Først og
fremmest afdeling Y på Skejby Sygehus. Til alt involveret personale for den gode behandling, og
især til lægerne og ikke mindst de patienter, både somaliske og danske, der lagde krop og psyke til
observationer og interviews. Endvidere tak til personale og især til de kvindelige somaliske brugere
af Sundhedshuset, for venlig modtagelse og for nogle af de sidstes vedkommende, for tillid i form
af medvirken til interviews. Samt tak til Abdirashid Sheikh Mohamud, for formidling af kontakter
og informative samtaler.
Tak for læseplads til overlæge Tine Brink Henriksen, lederen af Perinatal Epidemiologisk
Forskningsenhed på Skejby sygehus. Jeg vil savne den daglige kontakt med alle de søde mennesker
dér.
Tak for forslag og kommentarer til min læsegruppe Astrid Paldam og Lone Jakobi Sørensen, og en
speciel tak til Christina Al-aani, for to grundige gennemlæsninger af materialet og kvalificerede
kommentarer og modspil, samt til Line Howalt Stenseng for kritisk gennemlæsning.
3
Tak til Christian Tangø, for lange intensive diskussioner, der har hjulpet mig til en klarere forståelse
og fremstilling af stoffet, for forsideillustrationen samt visualiseringer.
Tak til min mor Inge, der i en lang periode har sat sit liv på ”stand by”, for at overtage mine
forpligtigelser som ”mor” for mine tre forsømte skilsmissebørn (og tak for Jeres tålmodighed), så
jeg kunne skrive, samt for korrekturlæsning.
Til sidst men ikke mindst tak til min vejleder Andreas Roepstorff, for hans empatiske kvaliteter og
evne til at få mig til at bevare troen på, at det nok skulle lykkedes, samt en tak til Birgitte Bruun
Nielsen, der skabte kontakten til afdeling Y, og som har stået til rådighed som ekstern vejleder på
dette speciale.
Århus, 2. september 2007
Jette Howalt
4
Indholdsfortegnelse
Forord
1 Samlet indledning........................................................................................................................................7
1.1 Opgavens opbygning...............................................................................................................................................10
2 Udvikling og ændring af problemformulering og projektbeskrivelse...................................................12
2.1 Sygdomsopfattelse...................................................................................................................................................12
2.2 Repræsentation af henholdsvis herboende somaliere og læger...............................................................................14
2.3 Opsamling................................................................................................................................................................14
3 Teori I..........................................................................................................................................................16
3.1 Mennesket før sygdommen......................................................................................................................................17
3.2 Problemet i konsultationen......................................................................................................................................19
3.3 Uddybning af problemet..........................................................................................................................................20
3.4 Diskussion og analytisk ramme...............................................................................................................................21
4 Vejen ind i felten........................................................................................................................................26
4.1 De somaliske kvinder...............................................................................................................................................26
4.2 Felt...........................................................................................................................................................................27
4.3 Skejby Sygehus........................................................................................................................................................28
4.4 Beskrivelse af afdelingen.........................................................................................................................................29
4.5 Kontakten til somalierne..........................................................................................................................................30
4.6 Sampling ................................................................................................................................................................31
4.7 Deltagerobservation.................................................................................................................................................33
4.8 Scratchnoter.............................................................................................................................................................34
4.9 Interviews.................................................................................................................................................................35
4.10 Uformelle interviews.............................................................................................................................................36
4.11 Semistrukturerede og ustrukturerede interviews...................................................................................................36
4.12 Rollen som interviewer..........................................................................................................................................37
4.13 Vanskeligheder med at få interviews....................................................................................................................37
4.14 Tolk........................................................................................................................................................................39
4.15 Dataanalyse............................................................................................................................................................41
4.16 Rolle.......................................................................................................................................................................41
4.17 Kitteleffekten.........................................................................................................................................................42
5 Felterfaringer..............................................................................................................................................44
5.1 Ind i felten................................................................................................................................................................44
5.2 Hvad jeg fandt i felten.............................................................................................................................................46
5.3 At give hånd.............................................................................................................................................................52
5.4 Sproget som tegn....................................................................................................................................................56
5.5 ”Etniske smerter”.....................................................................................................................................................62
5.6 Afsluttende delkonklusion.......................................................................................................................................66
6 Metoder, etik og fremstilling.....................................................................................................................68
6.1 Metodiske overvejelser............................................................................................................................................68
6.2 Etiske overvejelser...................................................................................................................................................72
6.3 Opsamling på feltrapportdelen.................................................................................................................................75
7 Indledning til specialedelen......................................................................................................................78
8 Baggrund: Vejen til Danmark....................................................................................................................81
8.1 Det historiske perspektiv.........................................................................................................................................81
8.2 Flugten til Danmark.................................................................................................................................................82
8.3 De somaliske kvinder / en heterogen gruppe?.........................................................................................................84
9 Teori II.........................................................................................................................................................86
9.1 Definition på narrativer............................................................................................................................................87
9.2 Det mimetiske spørgsmål.........................................................................................................................................88
9.3 Narrativer og “sandhed”..........................................................................................................................................89
9.4 Narrativ Perfomance og sandhedsproblemet...........................................................................................................91
5
9.5 Narrativer som handlingsskabende / terapeutisk plot..............................................................................................92
9.6 Plot og emplotment..................................................................................................................................................94
9.7 Narrativ analyse og mytisk forståelse......................................................................................................................95
9.8 Diskursiv analyse.....................................................................................................................................................97
9.9 Kulturforskelle i narrativt perspektiv.......................................................................................................................99
9.10 En speciel analytisk betragtning..........................................................................................................................102
9.11 Valget af narrativ metode og analyse..................................................................................................................102
9.12 Sammenfatning....................................................................................................................................................103
10 Hvorfor tager somalierne til læge i Tyskland?....................................................................................106
10.1 Historien om den kræftsyge mand.......................................................................................................................107
10.2 Medicin ...............................................................................................................................................................110
10.3 Skræk for død og sygdom / nervøsitet for, om man bliver behandlet ordentligt.................................................115
10.4 En transnational forklaring..................................................................................................................................118
11 Racisme i narrativt perspektiv.............................................................................................................120
11.1 Teoretiske betragtninger .....................................................................................................................................120
11.2 Fjendebilleder: Dem kontra os.............................................................................................................................121
11.3 ”Danskerne kan ikke lide mange børn”...............................................................................................................122
11.4 Racismens årsag...................................................................................................................................................126
12 Mytedannelse.........................................................................................................................................128
12.1 Myten hos Mattingly............................................................................................................................................128
12.2 Myter og bricolage i praksis................................................................................................................................129
12.3 Medierne og myter...............................................................................................................................................131
12.4 Offentlige mythemer ...........................................................................................................................................137
12.5 Kønsroller............................................................................................................................................................140
12.6 ”Du må ikke bide i æblet, kun kradse i overfladen” ...........................................................................................146
12.7 At handle sin myte...............................................................................................................................................153
13 ”Den samme behandling”.....................................................................................................................155
13.1 Den danske sundhedsmodel.................................................................................................................................155
13.2 Hensynsfuld information.....................................................................................................................................156
13.3 Mødets psykologiske model................................................................................................................................157
13.4 Narrativ analyse af konsultationen generelt.........................................................................................................157
13.5 Etnisk konsultation og antropologens præmis.....................................................................................................159
13.6 Kompetence som problemfelt i det kliniske møde..............................................................................................160
13.7 Den appellerende patient.....................................................................................................................................163
13.8 Sammenfatning....................................................................................................................................................167
14 Afslutning og konklusion......................................................................................................................169
14.1 Konsultationerne..................................................................................................................................................170
14.2 Den narrative undersøgelse..................................................................................................................................171
14.3 Kulturviden..........................................................................................................................................................172
14.4 Personlige, mediemæssige og politiske myter.....................................................................................................172
14.5 Mytens dekonstruktion........................................................................................................................................173
14.6 Lighedstanken......................................................................................................................................................175
15 Summary................................................................................................................................................176
16 Litteraturliste..........................................................................................................................................179
17 Bilag........................................................................................................................................................185
17.1 Anvendt typografi................................................................................................................................................185
17.2 Brev fra Den videnskabsetisk Kommité..............................................................................................................186
17.3 Model efter Eric Berne........................................................................................................................................186
17.4 Mythemisk forskydning, model...........................................................................................................................187
17.5 Interviewguide til lægerne (1)..............................................................................................................................188
17.6 Interviewguide til lægerne (2)..............................................................................................................................189
17.7 Interviewguide til somalierne (1).........................................................................................................................191
17.8 Interviewguide til somalierne (2).........................................................................................................................192
6
1 Samlet indledning
Dette speciale1 omhandler mødet mellem herboende somaliere og danske læger, og de historier 2
henholdsvis læger og herboende somaliere fortæller om hinanden. Der gives nogle bud på, hvad der
ligger til grund for, at mødet ofte bliver problematisk.
En somalisk kvinde siger:
”Der er historier om lægen. Mange mennesker er bange for lægen, fordi nu er der mange
somaliere, der forstår, at det ikke kun er på somalierne, der laves fejl. Også meget på
danske mennesker. I nyhedernes de hører, at det er mange, mange fejl på lægen. Nogle
somaliere måske siger: ”Det er racisme lægen, laver med mig. Der er mange fejl med
somaliere, så det er racisme”. Jeg siger: ” Nej. Det er helt det samme. Danske mennesker
har også fejl hos lægen. Det er ikke hudfarven, der bestemmer, det er lægen. Om lægen er
dygtig eller ikke dygtig. De siger [hun smiler og der kommer et ironisk glimt i hendes
øjne og i stemmen, da hun fortsætter]: ”Det er godt. Nu er jeg rigtig bange om lægen””.
(Hibo, somalier)
Lægerne siger:
”Det er rigtig interessant. Du vil opdage, at de er meget forskellige fra os”. (Mikkel,
læge)
”Det er rigtig spændende; der er store problemer. Det er som et sammenstød”, hun
illustrerer ved at banke knytnæverne sammen. (Nina, læge)
Både mine somaliske informanter og mine informanter blandt lægerne er enige om, at mødet
mellem dem er forbundet med problemer. Præsentation af projektbeskrivelsen er således blevet
positivt modtaget blandt lægerne såvel som somalierne. Alle er tilsyneladende enige om, at en
undersøgelse af denne slags er både spændende, relevant og vigtigt. De indsamlede data viser dog,
at der er mange forskellige bud på, hvad det er, der er problematisk og derfor også på, hvad der
forventes af en undersøgelse som denne. Det er min opfattelse, at lægerne gerne vil vide mere om
1
Specialet er en sammenskrivning af feltrapport og speciale, men fremstillingen benævnes samlet ”speciale”.
Til begrebet ”historier” knytter jeg ingen umiddelbar vurdering af, om de er ”sande” eller ej. Historier betyder bare
fortællinger, og ofte anvender jeg begreberne historier, fortællinger og narrativer i flæng. Når ”historier” anvendes i
eller refererer til en ren analytisk sammenhæng forsøger jeg konsekvent at benævne dem narrativer.
2
somalierne, for at få viden til brug i deres daglige arbejde med somaliske patienter, og somalierne
ønsker, at jeg skal kunne besvare deres spørgsmål om, hvad der er galt med de danske læger. Under
et interview, hvor jeg spørger en læge, om hans fornemmelse af somaliernes forventninger til ham
som læge, kommer det tydeligt frem, at han ikke forstår, hvad mine intentioner med opgaven er,
men fejlagtigt tror, at jeg undersøger somalierne for, at jeg efterfølgende kan fortælle lægerne om
dem. Han svarer på mit spørgsmål med et spørgsmål:
Erik: ”Er det ikke dig, der skal lave den undersøgelse af, hvordan de opfatter det, og så
fortælle os det?” [spørger han, og fortsætter:] ”Interviewet går den forkerte vej”.
Lægen har altså tydeligvis nogle helt andre forventninger til min undersøgelse, i forhold til min
intention. Også blandt de somaliere jeg har snakket med, forekommer der udtalelser, der tyder på, at
det forventes af mig, at jeg skal tilvejebringe resultater, der kan forklare, hvorfor lægerne handler,
som de gør. Der er således indenfor begge grupper en forventning om, at det er muligt at sige noget
om læger generelt, eller om somaliere generelt, og at der, igennem disse generaliserende
informationer om henholdsvis læger og herboende somaliere, kan genereres praksis specifik viden
til brug i mødet. Jeg vil komme nærmere ind på disse forventninger og det dilemma, det har stillet
mig i, i kapitel 6 om metodiske og etiske problemstillinger i felten, ligesom der er teoretiske
overvejelser om informanternes forventninger i kapitel 3.
Både i problemformuleringen og igennem opgaven vil betegnelserne somalierne eller lægerne blive
gentaget ofte. Der er klart, at den slags generaliseringer er unuancerede og kan antyde, at der er tale
om homogene grupper. Hverken somalierne eller lægerne er homogene grupper. Når jeg alligevel
har valgt at bruge disse overordnede kategoriseringer, så hænger det sammen med, at hele studiet er
bygget op omkring mødet mellem to grupper, hvor fiktive de end måtte være. At disse grupperinger
findes i bevidstheden hos informanterne, kan iagttages i udtalelser som ”de danske læger er ikke
dygtige nok” og ”somalierne har ingen kropsbevidsthed”. Det ser ud som om, at der er konsensus
indenfor de to grupper om, at det er muligt at kategorisere både sig selv og de andre, således at det
er muligt at tale om ”dem” og ”os”.
I den skriftlige fremstilling bruges betegnelserne ”herboende somaliere” og ”danskere” eller
”danske læger” på trods af, at ingen af disse betegnelser er tilfredsstillende. Problemet er, at der i
disse betegnelser ligger en forestilling om, at nogle er mere danske end andre.
For at dæmme op for denne forestilling, var jeg først mest tilbøjelig til at bruge betegnelsen ”danske
somaliere”, men da det ikke er alle herboende somaliere, der har opnået dansk statsborgerskab
endnu, var den betegnelse en anelse misvisende. Jeg forsøger derfor konsekvent at anvende
”herboende somaliere” som betegnelse for personer af somalisk afstamning, der opholder sig her i
landet, uanset status med hensyn til statsborgerskab.
I sammenhænge, hvor deres ophold i landet fremgår af konteksten som for eksempel ”somaliske
patienter”, anvendes ”somalisk” synonymt med ”herboende somaliere”.
Holdningsmæssigt udspringer projektet af en overbevisning om, at alle patientgrupper i det danske
sundhedssystem har krav på at blive behandlet ens.
Feltens placering indenfor behandlersystemet bevirker, at begrebet ”behandling” får en dobbelt
betydning. Behandling betyder både undersøgelse, diagnosticering og om nødvendigt en form for
behandling; altså den rent lægefaglige del af en konsultation. Men ”behandling” henviser også til
den mellemmenneskelige relation. Hermed mener jeg, at lægerne skal tale til og agere overfor
somalierne, som de gør overfor alle andre patienter, og tage hensyn til forhold i modtagerens
forudsætning, uanset etnicitet.
Jeg vil i specialet undersøge, hvad det i givet fald vil betyde for henholdsvis lægerne og somalierne,
hvis somalierne skal behandles som og informeres som alle andre patienter. Hvordan behandler man
mennesker ens, når de har forskellige forudsætninger individuelt og hvilken form for information er
relevant for at opnå dette mål, uden at praksisser indenfor sundhedssystemet skal laves
grundlæggende om?
Hvis dette skal lykkedes, er det nødvendigt at patienter og behandlere forstår og har tillid til
hinanden. Det er derfor naturligt at kontakt og kommunikation kommer i fokus.
Det er min påstand, at de herboende somalieres historier om, at de danske læger ikke er kompetente,
og i nogle tilfælde racistiske, ikke kun manifesterer sig i, eller er begrænset til mødet mellem
herboende somaliere og læger. Mistilliden til lægerne bunder i noget mere generelt. Meget kort kan
det siges at være udtryk for en følelse af ikke at være velset og tryg i Danmark.
Derudover er det min påstand, at lægernes usikkerhed med hensyn til, hvad det er de står overfor i
mødet med somalierne, resulterer i, at de forsøger at anvende kulturelle eller religiøse
forklaringsmodeller til at skabe orden og mening i mødet med somalierne.
Opgavens formål er gennem analyse af narrativer fra henholdsvis danske læger og herboende
somaliere og data genereret gennem deltagerobservation på afdeling Y på Skejby hospital, at
blotlægge de bagvedliggende strukturer og forestillinger om ”de andre”, der spiller ind i mødet
mellem læger og somalierne, og som medvirker til, at mødet mellem behandler og patient bliver
påvirket af for eksempel religiøse og kulturelle forestillinger, der i sidste ende i nogle tilfælde
bevirker, at forskelle frem for ligheder kommer til at præge mødet.
1.1
Opgavens opbygning
Specialet er opbygget således: Først en samlet indledning til hele opgavens problemkompleks,
derefter første del, der starter med det teoretiske fundament for feltrapporten og derefter selve
feltrapporten, og endelig anden del, specialedelen, med anvendelse af narrativ analyse.
Fremstillingen samler således formmæssigt specialet i to klart adskilte dele. Denne opdeling,
bevirker, at jeg har været stillet overfor nogle til tider opbygningsmæssige svære valg. Blandt andet
har jeg gjort mig en del overvejelser om, hvorvidt gennemgangen af den teoretiske ramme skulle
ligge som en samlet blok, eller om det for overskuelighedens skyld ville være bedre at dele den i to.
Resultatet blev, at jeg valgte at bringe den del af teorien, der var snævert nødvendig for
feltrapporten i kapitel 3, mens den del af teorien, der omhandler den mere omfattende narrative
analyse, er samlet i kapitel 9. Felt og specialedelene adskiller sig metodisk, opbygningsmæssigt og i
den synsvinkel, jeg har valgt at anlægge på mine data; men der er nogle overordnede pointer, der
går igennem hele opgaven. Desuden trækker jeg direkte eller indirekte på mange af de samme
teoretikere i både feltrapport og specialedel.
I kapitel 2 redegøres for problemformuleringen samt de punkter i den oprindelige
projektbeskrivelse, hvor projektet har ændret retning under vejs. Der redegøres for de oprindelige
intentioner, hvorfor ændringer blev nødvendige og til slut, hvordan det kom til at se ud.
I kapitel 3 introduceres feltrapportens teoretiske ramme i nogle overordnede centrale teoretiske
betragtninger.
I kapitel 4 beskrives de grundlæggende metodiske præmisser for feltarbejdet. Derefter følger en
beskrivelse af, hvordan jeg konstruerede min felt, og hvordan jeg fik kontakt til informanterne og til
sidst præsenteres de anvendte datagenereringsteknikker.
I kapitel 5 beskrives erfaringerne fra felten, mens der i kapitel 6 beskrives de metodiske og etiske
problemer i feltarbejdet og afslutter feltrapporten.
Herefter starter specialedelen, hvor problemstillingerne fra felten behandles mere dybtgående. De
perspektiveres i forhold til baggrunden for, at somalierne er kommet til landet i kapitel 8, og
derefter præsenteres den narrative teoretiske ramme uddybende i kapitel 9.
Kapitel 10 tager udgangspunkt i den historie, der oprindeligt vakte min nysgerrighed og interesse
for somaliere i Danmark. En historie om, at der var bedre behandlingsmuligheder i Tyskland.
I kapitel 11 ser jeg på racisme i narrativt perspektiv. Fjendebilleder afdækkes, ikke som diskussion
af ”rigtigt” eller ”forkert”, men som mytiske konstruktioner, der i sig selv er narrative.
Kapitel 12 er en analyse af mytedannelse, mens kapitel 13 er selve det analytiske hovedkapitel, hvor
sammenhæng mellem mytedannelse, sociale konstruktioner og ”mødets anatomi” analyseres med
referencer til ligeværdighed i mødet mellem læge og patient. Det er her, de afgørende konklusioner
om herboende somalieres møde med lægen præsenteres i relation til præmissen ”den samme
behandling”.
2 Udvikling
og
ændring
af
problemformulering
og
projektbeskrivelse
I det følgende afsnit beskriver jeg de punkter i min oprindelige problemformulering og
projektbeskrivelse, som ikke blev, som jeg havde tænkt mig. De to væsentligste punkter, hvor
opgaven adskiller sig fra projektformuleringen, er: For det første forskellen på sygdomsopfattelse i
Danmark og Somalia, som ikke kom til at få større betydning i opgaven. For det andet er
repræsentationen af henholdsvis læger og somalier skredet fra det oprindelige udgangspunkt om
ligelig repræsentation af de to grupper mod en mulig ”overrepræsentation” af somaliere. I det
følgende kapitel vil jeg redegøre for, hvad der er årsagen til, at disse to punkter måtte revurderes og
ændres i forhold til de oprindelige intentioner.
Et andet vigtigt punkt i den oprindelige projektbeskrivelse skal kort omtales her: I den oprindelige
projektbeskrivelse hed formuleringen:
De somaliske kvinder er ikke kun somaliere overfor dansker, med alt, hvad det indebærer, men
også patienter overfor læger.
Undervejs i den sidste del af specialeskrivningen genlæste jeg denne formulering, og så, at den
rettelig burde have været vendt om:
… ikke bare patienter overfor læger, men også somaliske patienter overfor danske læger.
En uddybende betragtning over den præcise formulering og betydningen heraf findes i
specialedelen.
2.1
Sygdomsopfattelse
I projektbeskrivelsen har jeg lagt mere vægt på at undersøge eventuelle forskelle i
sygdomsopfattelse. Der er flere grunde til, at dette emne ikke kom til at indtage den fremtrædende
rolle jeg havde tiltænkt det.
Som et led i ideen om forskellige sygdomsopfattelser ville jeg have undersøgt somaliernes
opfattelse af forskellen mellem at konsultere en læge i Danmark og en læge i Somalia.
Denne vinkel måtte jeg opgive af den simple grund, at der kun var en af mine somaliske
informanter, der havde været til læge i Somalia. Der er flere forklaringer på, at de resterende
kvinder ikke har været til læge i Somalia. En har tilbragt sin barndom i Emiraterne, hvor hendes
mor arbejdede med rengøring, andre har kun boet de første år af deres liv i Somalia, og har i den
mellemliggende periode, til de kom til Danmark, tilbragt lang tid i flygtningelejre i Kenya og
Etiopien, og endelig har en del af mine informanter har ikke haft råd til lægehjælp i Somalia, hvor
lægehjælp ikke er gratis.
Jeg hørte en del historier fra lægernes side om, hvordan de forestiller sig, somalierne opfatter
kroppen og sygdom. Disse forestillinger varierer fra det ene ekstreme til det andet, lige fra, at der
ikke er nogen form for kropsbevidsthed eller forståelse for, at helbredelse og behandling indebærer
mere end en indsprøjtning eller et glas piller, til at somalierne har en kropsbevidsthed, som gør, at
de til tider ved, hvad der er galt med dem, før lægen har konstateret det. Man kan tale om, at de har
en anden form for kontakt med deres krop og fornemmelse for, hvad de fejler.
Somalierne på deres side var meget ivrige for at fortælle mig, at de udmærket er klar over, hvordan
medicin virker, at der er bivirkninger, og at man ikke skal behandle, hvis det ikke er nødvendigt.
Med andre ord, jeg skulle ikke komme anstigende med spørgsmål, der kunne antyde, at jeg havde
en formening om, at de var dummere end andre mennesker.
Sygdomsforståelse er ikke et uvæsentligt eller uinteressant emne, men jeg har måtte erkende, at det
vil kræve en helt anden form for undersøgelse, mere tid og eventuelt en rejse til Somalia, for at
indsamle en del af data der.
Et yderligere problem med at forfølge ideen om en forskellig sygdomsforståelse er, at jeg udførte
min deltagerobservation på svangreambulatoriet. Selvom der kom somaliske kvinder med
graviditetskvalme, så er graviditet er jo trods alt ikke en sygdom.
2.2
Repræsentation af henholdsvis herboende somaliere og læger
Som udgangspunkt skulle herboende somaliere og læger været repræsenterede ligeligt i opgaven.
Jeg havde allerede, inden jeg bestemte mig for emne, hørt en del historier om lægerne fra
somalierne, og havde en forventning om, at jeg ville høre tilsvarende historier fra lægerne om
somalierne. Det viste sig ikke at være tilfældet. Det er ikke fordi, lægerne ikke har gjort sig tanker
om somalierne som patienter, men hvor somaliernes fortællinger er kollektive, så opfattede jeg i
første omgang lægernes fortællinger som mere individuelle. Denne indledende opfattelse
problematiseres og uddybes i specialedelen.
Et andet problem ved at fastholde en ligelig repræsentation var, at de faktuelle oplysninger om
borgerkrigen i Somalia, omstændighederne for somaliernes flugt til Danmark og statistiske
oplysninger om antal af flygtninge, familiesammenførte og efterkommere af disse i Danmark, kom
til at fylde en del. Et forsøg på at finde en tilsvarende fælles baggrund hos lægerne ville ikke have
været lige så relevant for opgaven.
At jeg undervejs blev opmærksom på, at somaliernes udsagn om de danske læger ser ud til at være
funderet i en mere generel utryghed ved at være i Danmark, og at lægernes syn på somalierne er
funderet i kulturelle og religiøse forklaringsmodeller, som formentlig er påvirket af fremstillinger af
herboende somaliere og debatter i medierne i Danmark, gør, at fokus blev flyttet fra relationen
mellem læger og herboende somaliere til også at omfatte relationen mellem danskere og somalierne.
Det var også disse betragtninger, der førte til en foreløbig strukturering af stoffet, hvor
feltrapportdelen fokuserer mest på lægerne og kommunikation, og specialedelen fokuserer mest på
somalierne og deres oplevelse af at bo i Danmark.
2.3
Opsamling
Mit projekt kom ikke til at handle om sygdoms- og kropsforståelse, men som jeg skriver i
indledningen af afsnittet, så ændrer det ikke ved problemformuleringen. Det bliver de historier
henholdsvis læger og herboende somaliere fortalte om hinanden, der kom til at blive fokus, og som
ledte mig hen til det, opgaven i sidste ende kom til at omhandle. Historier om manglende vilje til at
give hånd, etniske smerter, sprogproblemer, frygt for racisme og forestillinger om ”de andre” førte
til, at projektet i højere grad kom til at handle om kommunikation.
Opgavens indhold, som jeg ser på det her i den sidste fase af analysen, kan formuleres således:
En undersøgelse af herboende somalieres møde med danske læger, med speciel fokus på
kommunikationen mellem læge og patient i konsultationen, ud fra narrativer som metodisk og
analytisk værktøj, herunder en samfundsmæssig, narrativ perspektivering.
I næste kapitel vil jeg imidlertid først gennemgå nogle teoretiske overvejelser, der ikke er specielt
narrative, men som danner en mere almen teoretisk ramme for forståelsen af feltarbejdet.
3 Teori I
Dette kapitel tager sigte på at gøre rede for den teoretiske ramme for feltarbejdet. Der er her ikke
lagt vægt på narrative teorier, om end disse kan være indeholdt i de omtalte teoretikeres praksis og
fremstilling. Egentlig narrativ analyse og metode er behandlet i kapitel 9, specialedelen.
3.1 Kulturen klæber
Under feltarbejdet stødte jeg tit på udtalelsen ”det er jo deres kultur”, som en indiskutabel sandhed,
fremsat af de danske informanter. En sådan udtalelse synes at lukke sig om sig selv og forklare alt
uden at sige andet end, at den, der udtaler sig, tilsyneladende har fundet ”en forklaring” på det, den
pågældende oplever som værende problematisk eller uforklarligt.
Jeg vil ikke komme ind på ”kulturdebatten” inden for antropologien, men da begrebet bliver brugt i
flæng vil jeg her problematisere brugen af begrebet ud fra en antagelse om, at ”alle skal have den
samme behandling”.
Antropologen Carl-Ulrik Schierup beskriver sammenhængen mellem det, han kalder for den gamle
racisme, og den ellers tilsyneladende tolerante kulturtænkning.
Den gamle racisme, som er knyttet til traditionel antisemitisme og Europas kolonisering af den
tredje verden, retfærdiggør sine diskriminerende tanker og handlinger med begrundelser hentet fra
biologien. Fysiske kendetegn som mørk hud og kroget næse tolkes som tegn på ”afvigende” fysiske
eller mentale egenskaber, der gør mennesker mindreværdige og ufortjente til de samme privilegier
som ”de udvalgte” og ”hvide” europæere.
Den såkaldte ”nye racisme”, er langt mere raffineret i sine argumenter end den gamle ”biologisk”
begrundede racisme. Den nye racisme bygger først og fremmest på forestillingen om kultur. Man
hævder, at forskellige folkegrupper måske nok er lige meget værd, men hævder samtidigt, at de
ikke kan sameksistere på grund af deres forskellige kulturtræk. Kulturen betragtes ikke som noget
levende og foranderligt, men ses ofte som en statisk ”tradition”, der klæber til sin bærer fra fødslen
– næsten organisk. Ligesom den brune hud eller det sorte hår tolkes biologisk, kommer
indvandrernes ”anderledes kultur” til at betyde noget urent, noget giftigt i berøring med ”det danske
samfundslegeme” og ”dansk kultur”.
Men selv om den nye racisme er kulturelt begrundet, er der alligevel tale om racisme. (Schierup
1992: 195). Hvad enten kulturelle forklaringer anvendes som et forsøg på at formidle et budskab
om tolerance og forståelse, eller det anvendes som bevisførelse for, at nogle mennesker fra naturens
hånd er uegnede til at fungere i et demokratisk kristent funderet samfund, bygger argumenterne ofte
på den samme grundantagelse om ”kulturel oprindelse”, hævder Schierup og påpeger, at denne
ligner den gamle racemæssige kategorisering til forveksling (ibid.: 196-197).
Schierup
retter
en
skarp
kritik
mod
hele
den
herskende
akademiske
tilgang
til
”indvandrerproblemet”, i al fald når begrebet kultur ”faldbydes” som ”godtkøbsforklainger” og
”kure for disse svøber markedsføres under slogans som ”kulturforståelse”, ”interkulturel
kommunikation”, kulturel ”assimilation” eller kulturel ”integration”” (ibid.: 193).
Viden ud fra en forskelstanke er således for Schierup blot en forskydning af det oprindelige
racisme-begreb. Den virkeligt levede kultur har, med Schierup, en ”kompleks og dynamisk
karakter”. Forudsætningen for sameksistens er ifølge Shcierup ”nye solidariteter baseret på
hverdagens erfaringer, genkendelse og venskab” (ibid.: 202) snarere end de omtalte akademiske
godtkøbsforklaringer om kulturforskelle.
3.1
Mennesket før sygdommen
Mag.scient. i antropologi Steffen Jöhncke beskriver i sit feltstudie,”Hvis kultur? Politik og praksis i
indsatsen
for
hiv-smittede
udlændinge
i
Danmark”
(Jöhncke
1995),
hvordan
sundhedsmedarbejdere, der arbejder med hiv-smittede udlændinge i Danmark ofte betegner ”kultur”
eller ”kulturforskelle” som forklaring på alle vanskeligheder, barrierer og misforståelser, der opstår
i mødet med sundhedssystemet. Begrebet ”kultur”, som fremsættes af sundhedsmedarbejderne i
studiet, har ikke nogen klar betydning, men refererer generelt til adfærdsmønstre, holdninger og
følelsesudtryk hos patienterne, som sundhedsmedarbejderne ikke forstår eller finder fremmedartede
og uvante (ibid.: 67).
Jöhncke forklarer, hvordan ”kultur-forklaringer” som regel også indebærer, at der lægges vægt på
den hiv-smittedes fortid i det land, han eller hun kommer fra. Der hersker en forestilling om, at
udlændinge kan regnes for ”kulturbærere”, forstået således, at han eller hun bærer sin kultur mere
eller mindre uforandret med sig til Danmark, hvor der opstår problemer, fordi denne kultur ikke er
tilpasset danske systemer og det danske samfund. ”Kulturen” bliver således til noget uforanderligt,
der knytter sig til den enkelte udlænding eller hele grupper af udlændinge, for eksempel med
betegnelsen ”de afrikanske kulturer i Danmark” (ibid.: 67).
Når opfattelsen er, at det er ”kulturen”, der skaber det svære i mødet med udlændinge og gør dette
møde problematisk, foreslår sundhedsmedarbejderne selv, at den oplagte løsning på problemet er
mere viden om de kulturer, som de hiv-smittede udlændinge kommer fra.
Det gennemgående svar på spørgsmålet om, hvad der kan gøres for at forbedre mødet, er således, at
der efterspørges uddannelse i udlændingenes kultur og også gerne eksterne kultur-eksperter, som
kan informere og fungere som ad hoc konsulenter (ibid.: 67). Jöhncke mener generelt, at der måske
snarere er brug for ”afkulturerings-kurser”, der har til formål at udvide den enkeltes medarbejders
syn på udlændinge. Patienterne skal ses som mennesker, der lever med hiv i et fremmed land ikke
som ”kultur-bærere” (ibid.: 113). Der er brug for, at de professionelle vender blikket mod sig selv
og gransker egne kulturelle forestillinger og forventninger, hele institutionens funktion, herunder
dens egen opfattelse af og implementering af lighedsbegrebet, alt det, der til dagligt tages for givet
blandt fagfolk.
Det danske social- og sundhedsvæsen og dets medarbejdere fungerer ikke neutralt og kulturløst,
men er præget at bestemte værdier, holdninger, normer, menneskesyn og livssyn mener Jöhncke og
fastslår, at den bedste måde at forstå andre kulturer på, er ved at indse, at ”man selv har en kultur”
(ibid.: 114). Desuden mener han, at de kurser, der virkeligt ville være nyttige, ikke skal dreje sig om
at få informationer om andres kultur, men snarere skal give medarbejderne mulighed for større
indsigt i deres egne og hjælpesystemets antagelse, værdier og holdninger og hvilke normer og
forventninger, der direkte eller indirekte ligger hos brugerne. Desuden ville viden om migrationens
virkning på mennesker hjælpe – herunder viden om, hvordan folks sundhedstilstand og adfærd i
forbindelse med sygdom påvirkes af at leve i fremmede omgivelser under uvante vilkår (ibid.: 114).
I et enkelt afsnit; ”møde mellem ulige” omtaler Jöhncke endvidere ganske kort selve magtrelationen
mellem patient og behandler som et problem (ibid.: 77).
3.2
Problemet i konsultationen
Cand. Med. Lise Dyhr skrev i 1996 en ph.d. med titlen: ”Det almene i det anderledes” med
undertitlen: ”Belysning af problemer i mødet mellem praktiserende læger og tyrkiske kvinder i
Danmark, set fra en klinisk synsvinkel” (Dyhr 1996).
Hun har desuden skrevet en del artikler om mødet mellem læger og etniske minoriteter i Danmark.
Dyhr problematiserer ligesom Schierup ”de kulturelle forklaringer”, og den tendens, hun mener, der
er indenfor lægekredse til at fokusere på kultur og religion i mødet med de herboende etniske
mindretal i konsultationen (Dyhr 2001: 21). Det gennemgående tema i Dyhrs akademiske
forfatterskab er, som jeg tolker det: Menneskesyn og kommunikation, og hendes observationer er i
mange henseender sammenfaldende med de problemstillinger, jeg har fundet i løbet af feltarbejdet
og senere i den analytiske fase.
De fælles observationer kan bedst sammenfattes som kommunikationsproblemer. Patientens
manglende eller mangelfulde danskkundskaber, lægens manglende tid samt den generelle vilje,
evne eller formåen til at kommunikere påvirker samspillet mellem læge og patient, og forhindrer
nogle gange, at budskaber kommunikeres til patienten.
Et specielt begreb lanceres hos Dyhr og Bunch i artiklen ”Mødet med de fremmede”, der betegnes
som ”etnisk smertesyndrom” (Bunch, Dyhr 1998: 56), et begreb jeg også hørte flere gange på
afdeling Y, og Dyhr problematiserer en sådan kultur-diagnose i lighed med Schierup og Jöhncke til
en generel kritik af diagnoser, der tager udgangspunkt i myter om patienter med anden etnisk
baggrund. Faren er, at lægen kommer til at se sig blind på hudfarve, religion og kultur, når
diagnosen skal stilles (Dyhr 2001: 21).
Dyhr har desuden en opdeling mellem det, hun kalder for den relativistiske læge og den
paternalistiske læge1 (Dyhr 1996: 127-136).
Den relativistiske læge beskrives som en lægetype, der primært opfatter læge-patientmødet som et
kulturmøde, det vil sige et møde mellem forskellige opfattelser af kultur, konventioner eller normer.
Implicit i kulturmødet ligger for Dyhr, at et sådan møde i princippet altid vil kunne give
kommunikationsproblemer. Lægens rolle skal derfor være fleksibel og nærme sig patienten inden
for de rammer, professionen tillader (den professionelle viden og de organisatoriske rammer); men
også være fleksibel i forhold til denne ramme. Den relativistiske læge taler (hos Dyhr) således
meget om processer og forløb, og stiller spørgsmålstegn ved og ændrer egen praksis. Den
1
Begreberne anvendes gennem hele Dyhrs bog. Dyhrs distinktion forekommer beslægtet med en mere klassisk sondring
mellem begreberne paternalisme og patientautonomi, der anvendes indenfor medicinsk etik.
relativistiske læge søger, når der opstår problemer, årsagen hos lægen selv for eksempel i lægens
manglende erfaring/viden om, hvorledes kulturmøder skal håndteres. At der kan opstå
kommunikationsproblemer i de tilfælde, hvor patient og læge har rod i forskellige nationalkulturer,
syntes derfor klart for denne læge. Desuden er han eller hun tilbageholdende med at generalisere
indvandrere, men taler ud fra enkelt sygehistorier og bliver mindre provokeret i mødet.
Den paternalistiske læge derimod opfatter primært læge-patientmødet som mødet mellem lægen,
som ved noget om sygdom, og patienten, som ikke ved noget om sygdom. Løsningen for denne læge
er, at patienten lærer sig lægens måde at forstå tingene på og accepterer lægens handling. Denne
læge finde det indlysende, at der er kommunikationsproblemer med indvandrerpatienter, da de
(indvandrerne) er ”anderledes” og ”ved så lidt”. Funderinger over læge-patientmødet som proces, er
derfor ikke fremherskende. Desuden stilles der ikke så ofte spørgsmålstegn ved egne handlinger og
vidensudsagn, lægen generaliserer hyppigere og finder oftere mødet provokerende og frustrerende.
Den paternalistiske læge syntes tydeligt mere usikker og utilfreds med egen handling.
Løsningsmodellen ses som betinget af, at ”de andre” ændrer adfærd.
Det fremstår klart hos Dyhr, at den paternalistiske lægerolle ikke tager højde for
kommunikationssituationen overhovedet. Det fremstår derimod mere uklart i afsnittet om den
relativistiske læge, i hvilket omfang Dyhr i bogen ”Det almene i det anderledes” også
problematiserer denne lægerolle.
3.3
Uddybning af problemet
Jeg skal derfor uddybe den relativistiske lægerolle ud fra mit kendskab til Dyhrs samlede
forfatterskab og i lyset af Jöhncke samt Schierup.
På den ene side handler den relativistiske læge ved at tilpasse sig situationen, stiller spørgsmålstegn
ved egne værdier og agerer i forhold til kommunikationssituationen. Men han gør det primært ud
fra en viden om de kulturelle forskelle.
Det er problematisk, i overensstemmelse med Schierups generelle kritik, at tage udgangspunkt i
viden om kulturforskelle, fordi mødets udgangspunkt og selve tilpasningsprocessens udgangspunkt
er forskelligheden.
Det er uklart, i hvilket omfang Dyhr selv problematiserer den relativistiske lægerolle. I bogen
skelner hun således ikke klart mellem ”viden om kulturforskelle” og viden om processer.
Efter de generelle betragtninger følger en række udvalgte interviews med henholdsvis den
relativistiske og den paternalistiske lægetype. Eksemplerne viser, at den relativistiske lægetype
fremhæver, at det er et problem, at konsultationen tager længere tid ved patienter med anden etnisk
baggrund, hvorefter Dyhr tilføjer, at der kan forekomme de samme problemer med tiden i
konsultationen med danskere (Dyhr 1996: 140).
Et andet eksempel er, at den relativistiske læge generelt er mere tilbøjelig til eksempelvis at tage et
EKG for at berolige patienter med smerter omkring hjertet.
Den paternalistiske læge har derimod større tilbøjelighed til at videresende patienter til specialister
for at gøre patienten tilfreds med konsultationen, og fastholder egne lægefaglige grænser på denne
måde overfor en patient med diffuse symptomer.
Desuden nævnes sprog som et problem i forhold til den afgrænsede tid, der er sat af til mødet.
Den paternalistiske lægetype beskrives som værende mere usikker i mødet med udlændinge. De
beskriver udlændinge som svære at kommunikere med og efterlyser viden om, hvad patienterne er
vant til ”hjemmefra”, så de på den baggrund bedre kan forklare, hvorfor de ikke gør sådan, men gør
det på en anden måde. På spørgsmål om de har prøvet at spørge patienten, giver de udtryk for, at
udlændinge ikke er til at få til at svare. Dernæst følger en række eksempler på, hvorfor
udlændingene er så besværlige, og lægens frustration (i nogle tilfælde) vrede.
3.4
Diskussion og analytisk ramme
Der er hos alle tre forfattere enighed om, at sameksistens er et problem, men der mangler et samlet
løsningsforslag. Hvorledes opnås ”nye solidariteter baseret på hverdagens erfaringer, genkendelse
og venskab”, og hvordan opnås de i mødet, i konsultationen?
På den ene side er den stive og utilpassede rolle (paternalismen) uacceptabel (Dyhr, Jöhncke,
Schierup). På den anden side er den relativistiske position, som hos Dyhr fremstår bedre end den
paternalistiske, imidlertid lige så problematisk (Jöhncke, Schierup), om end den ifølge Dyhr synes
bedre end intet løsningsforslag. Løsningsforlaget ”relativisme” er imidlertid stadigt utilstrækkeligt
(Jöhncke, Schierup), fordi det tager udgangspunkt i en forskelstænkning.
Jeg vil i det følgende argumentere for, at Dyhrs relativisme angiver den rigtige retning, men at det
relativistiske udgangspunkt for konsultationen alligevel er problematisk1.
Konsultationen er også at betragte som et møde, altså en kommunikationssituation og skal i
forbindelse med de problemer, der er behandlet i dette speciale, også betragtes sådan.
Ifølge Barth er forudsætningen for sameksistens, at mødet mellem etniske grupper etableres ud fra
en fælles reel ligeværdig sameksistens, og at ”kulturviden om den anden” ikke i sig selv giver
tilstrækkelig viden ”om det at mødes” eller ”erfaring i det at mødes” (Barth 1969: 16). Kulturviden
om den anden kommer ifølge Schierup blot til at stå som forhindring for mødet snarere end at gavne
processen.
Problemet med ”viden” i denne kontekst er, ifølge Schierup, at ”viden om de andre” samtidigt
skaber en forventning om, at de er anderledes. Den kulturelle beskrivelse af ”de andre”, uanset hvor
akademisk eller faktuel korrekt den måtte være, opstiller blot endnu et tolkningslag mellem ”os” og
”de andre”. Selve den ”kulturelle beskrivelse” af ”de andre”, specielt polariseret i en
forståelsesramme udtrykt som ”dem og os”, bliver blot endnu en mulighed for at udsende et tegn,
såsom for eksempel at ”spørge til patienten” - måske i den bedste mening - der alligevel ikke bliver
forstået, fordi det tager udgangspunkt i forestillingen om, hvad den anden har brug for i stedet for
den reelle situation. Intentionen bliver forvrænget i bestræbelserne på at tilpasse sig den anden.
Samtidigt opbygges en forventning om, hvordan de tegn, den anden sender, skal tolkes. I den
forbindelse er det principielt set underordnet, om misforståelsen er baseret på ”fordom” eller på
”forventninger baseret på faktuel viden om den andens kultur”. Såvel fordom som viden kan
forskyde det sete eller hørte sådan, at forkerte (i betydningen andre, end dem der var hensigten)
betydninger dannes.
Jeg skelner således i dette speciale mellem den gammeldags racisme, den kulturrelativistiske
positionering i ”viden om dem og os” og egentlig, ligeværdig sameksistens efter Barth (ibid.: 16).
Jeg indtager overvejende den position, at det er den ligeværdige sameksistens, der er læge-patientrelationens forudsætning for det optimale møde.
Som jeg konkluderer ud fra Schierup, Jöhncke og Barth er hovedproblemet omkring den
kulturrelativistiske position, at såvel fordom som viden kan forskyde det sete eller hørte sådan, at
forkerte (i betydningen andre, end dem der var hensigten) betydninger dannes. Derfor bliver
afdækningen af disse forskydninger interessante. I den kulturrelativistiske racisme efter Schierup
1
Det må retfærdigvis siges, at Dyhr også peger på ”processer” som løsning, men de er ikke udtrykt eksplicit som fokus
på kommunikationsprocessen, og slet ikke løsrevet fra den etniske kontekst.
manifesterer racismen sig netop indirekte. Hvis lægen i konsultationen opfatter sig selv som
kompetent i forhold til ”etniske problemer” og i øvrigt mener, at han eller hun generelt er ”tolerant”,
hvordan vil en eventuel racisme (her i den Schierupske betydning) så manifestere sig?
Eller, kunne jeg spørge, findes der i konsultation også problematikker, som kan iagttages
uafhængigt af ”etnicitet”, hvor såvel fordom som viden kan forskyde det sete eller hørte sådan, at
forkerte betydninger (forstået som andre intentioner, end dem, der var hensigten) dannes?
Den logiske konsekvens af Schierups og Jöhnckes overvejelser er, at den paternalistiske
positionering gentager sig eller vedbliver med at eksistere, også hos den kulturrelativistiske læge.
Et muligt svar kan således søges i en problematisering af det paternalistiske problem omkring selve
lægerollen, hvor positioneringen mellem læge og patient bliver interessant. Spørgsmålene melder
sig således: Hvordan kan selve positioneringen iagttages og analyseres? Herunder: Hvilke
dynamiske aspekter af positionering spiller ind i kommunikationen? Er der skjulte positioneringer i
kommunikationen? Det bliver her mindst lige så interessant også at se på patientens rolle(r) i denne
positionering.
Den basale iagttagelse under observationerne, og i højere grad i det efterfølgende analysearbejde
var, at der i selve mødet var tale om to mennesker, der kommunikerede forbi hinanden.
Antagelsen blev, at det etniske nok manifesterede sig, men som en del af et overordnet problem:
Selve kommunikationen eller det kommunikations-psykologiske samspil i konsultationen.
Spørgsmålet meldte sig så metodisk analytisk, hvorledes mødet som observation kunne analyseres
med henblik på at afdække de kommunikations-psykologiske betingelser herunder, hvordan jeg
kunne uddrage nogle gennemgående træk på tværs af de mange observationer.
I første omgang blev en simpel kommunikations-psykologisk model efter Eric Berne anvendt som
efterfølgende analyseværktøj for at kunne klassificere forskellige typer af kommunikative
problemer mellem læge og patient, som for eksempel:
Hvornår agerede lægen dominerende i forhold til en patient, der ønskede en ligeværdig og saglig
kommunikation? Hvornår agerede patienten hjælpeløs og satte dermed lægen i et dilemma i forhold
til lægens traditionelle behandlerrolle? Hvornår opfattede lægen en patients behov som værende et,
mens det i virkeligheden var et andet?
Det var først efterfølgende, under skriveprocessen og de endelige analyser, at jeg blev opmærksom
på de fælles antagelser mellem kommunikations-psykologien, social-psykologien og antropologien
om en mulig anvendelse af diskursive analysemetoder, ikke bare i forhold til skrevne, men også i
forhold til dialoger, som et redskab til afdækning af forhold omkring erkendelse og følelser.
Den ”mentale virkelighed” – herunder opfattelsen af at forstå eller blive forstået - er ikke bare inden
i individet, men konstrueres også sprogligt (Peräkylä 2005: 871).
Diskursanalyse med skelen til Focaults positioneringer omtales således af Peräkylä som muligt
analyseværktøj i forhold til antropologiske studier og social interaktion, når ansigt-til-ansigtsamtaler skal analyseres (ibid.: 875).
Anssi Peräkylä omtaler endvidere Membership Critical Analysis, hvor tilhørsforholdet til en
bestemt gruppe og betydningen heraf analyseres. Et centralt spørgsmål for antropologen at stille i
analysen kunne være i forhold til MCA: Hvad er det for kategorier der dannes? (ibid.: 873) I
forhold til læge-patient-rollen for eksempel, hvordan kategoriserer lægen patienten netop nu?
MCA giver således en mulighed for kritisk at undersøge kommunikationen og de forskellige typer
af relationer eller misforståelser, der kan opstå.
På mange måder er der paralleller mellem Preäkyläs betragtninger om sekvenser (ibid.: 876, se også
Have 2002) og Bernes betragtninger om transaktioner, hvor såvel de forskellige diskursanalyser
som Transaktionsanalyse historisk udspringer af forskningsmiljøet specielt i Californien i 60-erne.
Jeg skal ikke fortabe mig yderligere i disse teoretiske overvejelser om detaljer i analyserne, men
blot konstatere, at analyse af samtalens psykologi er vigtig. Hos Peräkylä og Berne anes konturerne
af en overordnet model, der kan bruges til at undersøge, hvordan vi hver især vil et, men ofte opnår
noget andet som følge af misforståelser, misforståede hensyn eller angst for at spørge direkte ind til
det, vi ikke forstår. Disse forhold kan iagttages i samtalen, både sprogligt og med tilskud af
information fra observation af deltagernes handlinger, tonefald, mimik, position i forhold til
hinanden med videre, og efterfølgende klassificeres og analyseres.
Disse betragtninger om positioneringer i den psykologiske samtale er nok ganske basale tolkninger
af et kompliceret samspil mellem to mennesker i en konsultation, men kan i praksis antage ganske
komplicerede former. Mine analyser vil således mange steder være præget af diskursive
analysemetoder i en eller anden form for at kunne komme ned i samtalens struktur og eksplicit
underbygge, hvad der går galt i kommunikationen.
Samtidig sættes diskursive analysemetoder i specialedelen (se teori II) ind i en større sammenhæng,
som en integreret del af narrativ analyse.
4 Vejen ind i felten
I dette kapitel beskrives de overvejelser og handlinger, der lå forud for deltagerobservation og
interviews. Som Sanjek understreger, er en af måderne at validere et etnografisk studie, at
etnografen er eksplicit omkring sin vej gennem felten (Sanjek 1990: 398). Jeg vil derfor beskrive,
hvordan jeg først kom i kontakt med herboende somaliere, og hvordan jeg fik ideen til at skrive om
mødet mellem somaliske patienter og danske læger. Dernæst vil jeg give en kort beskrivelse af,
hvordan jeg kom ind i felten, og hvordan jeg fik kontakt til informanterne. Til sidst vil jeg beskrive,
hvordan mine data blev genereret.
4.1
De somaliske kvinder
I forbindelse med metodeøvelsen på syvende semester stiftede jeg første gang bekendtskab med
somaliske kvinder i Danmark. Metodeøvelsen omhandlede integration af somaliske kvinder, men
undervejs blev jeg opmærksom på, at der blev talt meget om sygdom, indlæggelser og lægefejl. En
somalisk kvinde fortæller for eksempel under et interview, at hun dagen efter skal indlægges på
hospitalet. Da vi spørger ind til, hvad hun skal indlægges for, fortæller hun, at hun for nyligt har
været igennem en operation i maven, og at lægerne nu har mistanke om, at de har glemt noget i
hendes mave. Hun er ikke helt sikker på, hvad der er tale om, men en eller anden for genstand, et
stykke vat eller en lille saks eller noget andet. Ved et andet interview fortæller en af vores
informanter, at mange herboende somaliere tager til Tyskland for at gå til læge. Den pågældende
informant uddyber ved at fortælle, at der bliver begået mange lægefejl på somaliske patienter. Han
fortæller, at der mangler tolke, som er uddannede til at tolke i medicinske spørgsmål, og at der på
grund at mangelfuld tolkning opstår misforståelser mellem læge og patient, der får tragiske følger.
Da jeg kontakter den samme informant i forbindelse med feltarbejdet, har han tilsyneladende skiftet
opfattelse. Nu taler han om danske læger, der ikke er dygtige nok, og at de i Tyskland er bedre.
Som forberedelse til mit feltarbejde deltager jeg i november 2003 i en konference om herboende
somaliere og integration, som er arrangeret af somalisk kvindeforening. Et af undertemaerne
hedder: Kvinder og piger - sundhed. Under gruppearbejdet hører jeg de første sammenhængende
historier om lægefejl, fortalt med så stor vrede og frustration, at jeg bliver bekræftet i, at der her er
et emne, som har stor betydning blande de herboende somaliere, og dermed et emne som er værd at
undersøge nærmere.
4.2
Felt
I begyndelsen af min feltforberedelse er mit største problem at finde ud af, hvor det vil være muligt
at observere mødet mellem læger og herboende somaliere. Som udgangspunkt har jeg Skejby
sygehus i tankerne.
Mit første initiativ er at kontakte antropolog Inge Wittrup, der er ansat som projektkoordinator på
Center for Folkesundhed, Region Midtjylland. Hun bliver således bliver min første gatekeeper
(Hammersley & Atkinson 1983: 63-68). Inge Wittrup foreslår, at jeg skal prøve at komme ud til en
praktiserende læge. Hendes argument for at fraråde mig at vælge Skejby sygehus som felt er, at det
er hos den praktiserende læge at diagnosen stilles, og at det derfor er der, hvor fejl og misforståelser
opstår. Hun foreslår, at jeg skal prøve et lægehus i Gellerup, hvor hun samarbejder med en af
lægerne om sygdom og indvandrere. Desværre føler lægerne i lægehuset ikke, at de har tid eller
overskud til at have mig gående, og så er jeg på bar bund igen.
Gennem en bekendt får jeg kontakt til Birgitte Bruun Nielsen, som bliver min gatekeeper nummer
to. Birgitte Bruun Nielsen er læge på afdeling Y på Skejby. Hun mener, at der vil være god
mulighed for at møde somaliske patienter på svangerambulatoriet (Y4). Jeg får mailadressen på den
ledende overlæge på afd. Y, som skal give tilladelse til, at jeg er på afdelingen.
Da jeg skal have med patienter at gøre, er jeg ikke sikker på, om det er påkrævet med en tilladelse
fra Videnskabsetisk råd. Jeg skriver til dem og beskriver projektet. Kort efter meddeler de mig, at
jeg ikke behøver en tilladelse (se bilag).
Svaret fra den ledende overlæge er også positivt. Han betinger sig dog, at jeg får tilladelse fra
oversygeplejersken på Y4. Afdelingssygeplejersken er positivt stemt og vil gerne have mig til at
komme til et onsdags møde med sygeplejerskerne på afdelingen, så de alle ved, hvem jeg er, og
hvorfor jeg skal være på afdelingen.
Mødet går godt. Sygeplejerskerne virker i det store og hele interesserede. De spørger om en masse
praktiske ting også nogle, som jeg ikke selv er helt på det rene med endnu. Hvordan jeg skal være
på afdelingen, og hvordan jeg skal kontakt de somaliske kvinder. Det er utilfredsstillende ikke at
kunne svare dem fyldestgørende.
Udover beskrivelsen af mit projekt, forklarer jeg, at det ikke er min intention at evaluere deres
arbejde eller at hænge nogle ud, men udelukkende at observere mødet mellem læger og somaliske
patienter, for at øve mig i at udføre deltagerobservation. Desuden oplyser jeg dem om, at jeg, i det
omfang det vil blive nødvendigt at nævne dem i opgaven, vil anonymisere dem ved at ændre deres
navne.
En af sygeplejerskerne siger om de somaliske kvinder: ”De har ingen kropsbevidsthed. Der var en
tredjegangsfødende her den anden dag, og barnets hoved lå skråt ovre i hofteskålen. Vi anså hende
for at være i risikogruppen, og bad hende komme igen, så vi måske kunne flytte barnets hoved på
plads. Så spurgte hun ”barnet ud nu?” og lavede en skrå bevægelse med hænderne, som om barnet
skulle komme ud gennem siden på hoften. Hun troede, at barnet skulle ud den vej, og hun var endda
tredjegangs fødende. De har bare ingen kropsbevidsthed”, sluttede hun.
Der bliver nogen uro omkring bordet under denne historie. De andre sygeplejersker laver ”Bla bla
bla bevægelser” og lyde med mund og hænder, griner, og vender det hvide ud af øjnene, måske som
en afstandtagen overfor den politisk ukorrekte udtalelse fremsat i antropologens nærvær.
Fordelen ved at det ender med at blive Skejby sygehus, der bliver min felt, er, at der på et sygehus
er et større informantpotentiale, i form af de mange forskellige læger jeg kommer i kontakt med. I
lægehuset, som jeg havde i tankerne, ville der kun være tre eller fire læger at forholde mig til. En
anden fordel ved Skejby sygehus er, at jeg kan glide relativt ubemærket ind i konsultationen på et
sygehus, hvor det ikke er et særsyn med tilstedeværelse af flere personer i konsultationen. På den
anden siden kan den mere synlige og personlige kontakt hos en praktiserende læge, føre til
mulighed for at aftale interviews med somalierne på stedet.
Det, at jeg ikke sidder et sted, hvor der stilles diagnoser betyder ikke så meget, da de historier, jeg
vil høre ikke specifikt handler om diagnoser, men om de historier der er mellem somalierne om de
danske læger, og de historier der er mellem lægerne om de somaliske patienter.
4.3
Skejby Sygehus
Skejby sygehus ligger ca. 5 km. udenfor Århus midtby. Hvis man som jeg kommer cyklende, kan
man få fornemmelsen af at være kommet på landet, da hospitalet ligger på grænsen mellem land og
by. Det ligger i en gryde, der gør, at man altid skal nedad for at komme frem. De morgener, hvor
det er tåget eller diset, er det som at køre ned i en uvirkelig stillestående verden. Selve hospitalet
ligger som en stor rød levende organisme i to planer. Den lange buede hovedkorridor strækker sig
organisk ud i en svært forståelig struktur, der både er rund og firkantet, som arme der strækker sig
ud til siderne fra en kringlet hovedpulsåre. Selve hovedindgangen ligger ikke naturligt som
begyndelse eller portal til hospitalet, men midt i en skilteskov af mulige indgange, lige før vejen
langs hospitalet slår et knæk.
To sæt glasdøre fører ind i en sluse, hvor der er endnu to sæt glasdøre ind til forhallen. Lige overfor
indgangen ligger informationen. Det er et lukket glasbur med to luger. Til venstre for indgangen
kan man se en kiosk, og det er også fra den side, jeg kan høre lydene af tallerkener, der skramler og
andre lyde fra kantinen. Til højre går en trappe op til første sal. Langs de store glaspartier, som
udgør hele ydervæggen, er der små borde og stole. Folk snakker dæmpet, og et springvand risler.
Uvirkelighedsfornemmelsen og roen fra omgivelserne udenfor fortsætter, når man træder indenfor.
Hospitalet lukker mig ind og lukker sig om mig.
4.4
Beskrivelse af afdelingen
Afdeling Y4 strækker sig over en lang gang. Lige indenfor svingdørene til højre er et lille rum, hvor
journalerne på de gravide opbevares. Derefter er der en høj skranke, hvor der er plads til to
sekretærer. Til venstre for indgangen, modsat skranken, ligger der to venteværelser.
Lidt længere nede af gangen på højre side ligger ambulatorierne ét og to.
Derefter er der endnu en skranke. Bagved skranken ligger et kontor til højre, og til venstre ligger
frokoststuen, hvor personalet holder deres pauser.
Ambulatorium tre ligger længere ned af gangen på venstre side. Desuden findes der på gangen et
lille rum, hvor en jordemoder tager imod patienter, et rum til ultralydsskanning, køkken, skyllerum,
og toiletter. For enden af gangen er der et stort rum til dem, der skal have akupunktur eller væske og
tre stuer med plads til fire akutte patienter.
Ambulatorium et og to er næsten identiske. Når man kommer ind i ambulatoriet, ser man to vinduer
i endevæggen. Der er gardiner, der kan trækkes for, når der er patienter, der skal skannes. Lige for
døren er der et stort skrivebord med en computer på. Det står ud fra væggen, så der er plads til, at
lægen og sygeplejersken kan sidde bag det med ryggen til det ene vindue. På den anden side er der
to stole til patienter. Ud fra højre væg stå der en undersøgelsesbrik, og til venstre for den står
skanneren. Min plads bliver til venstre for skanneren, således at jeg sidder med udsyn til både læge
og patient fra siden.
Afdeling Y4 er en afdeling, hvor der dagligt kommer mange forskellige mennesker med mere eller
mindre fast tilknytning til stedet. Det faste personale er sygeplejersker, sygehjælpere, sekretærer, en
diætist og en jordemoder. Derudover passerer en mængde andre mennesker igennem afdelingen.
Blandt dem er der de faste læger på afdeling Y, medicinstuderende, yngre læger,
sygeplejestuderende, jordemoderstuderende og medicinere. Derudover er der patienterne. Der er
patienter, der kommer til tjek og rådgivning, patienter, som skal have vædske, patienter, der skal
have akupunktur og patienter, der er indlagt i kortere eller længere perioder på grund af problemer i
graviditeten.
De patienter, jeg har mest at gøre med under mit ophold på Y4, er dem, der kommer i ambulatoriet.
I ambulatoriet kommer de gravide, som man skønner, der kan være en grund til at indkalde til en
samtale. Det kan være kvinder over 35, som skal have tilbudt genetisk rådgivning, kvinder, der har
fået kejsersnit efter sidste graviditet, kvinder, der har haft problematiske fødselsforløb, kvinder med
børn, der skal vendes, kvinder, der vil have kejsersnit, kvinder, der selv henvender sig for at snakke
med en læge, kvinder, der hører til det, der kaldes sårbare patienter. Det kan være meget unge piger,
misbrugere, psykisk syge eller kvinder med andre sociale problemer. Desuden kommer der akutte
patienter.
4.5
Kontakten til somalierne
Hvordan kontakten til somalierne skabes, er et spørgsmål, der har flere løsningsmuligheder. Jeg
opgiver at sende et brev ud til de somaliske kvinder sammen med indkaldelsen til ambulatoriet, da
disse er sendt ud længe før, kvinderne skal møde i ambulatoriet, og desuden er oplysninger
angående patienternes fødeland ikke umiddelbart tilgængelig. Det er nødvendig at se journalerne
igennem for at finde ud af hvilket land, der er opgivet. Jeg beslutter mig for at kontakte somalierne,
når de kommer til undersøgelse, men efter et par mislykkede forsøg går jeg væk fra den strategi. At
jeg ikke har held med mig, skyldes ikke, at de, jeg henvender mig til er afvisende, men der er andre
faktorer, der gør, at fremgangsmåden ikke fungerer. For det første har jeg ikke et sted, hvor vi kan
lave et længere interview på stedet, for det andet har de ikke sat tid af. Jeg giver mit telefonnummer
til nogle interesserede, men de ringer ikke, og er ikke interesserede i, at jeg kontakter dem. En
anden og nok vigtigere grund til, at det ikke lykkedes at kontakte somalierne på afdelingen, er for
det første, at vi befinder os på hospitalet, og for det andet, at jeg kontakter dem iført kittel1. To
faktorer, der kan give det indtryk, at jeg har tilknytning til sygehuset, og bringer min rolle som
uvildig i fare.
Løsningen bliver, at jeg henvender mig til S, som var daglig leder af somalisk rådgivningscenter, da
jeg lavede feltøvelse i 2003. S er nu kommunalansat og sidder på Gellerup bibliotek og rådgiver
beboerne i området. S bliver feltarbejdet igennem en stor hjælp i formidlingen af kontakt til
somaliske kvinder. Han præsenterer mig for lederen af Sundhedshuset, som har til huse i det
fjerneste hjørne af biblioteket. Sundhedshuset er et tilbud til kvinderne i området, hvor de kan
komme og snakke med en sundhedsplejerske og hinanden. Der er også foredrag og arrangementer
med jævne mellemrum. Om onsdagen er tilbudet primært henvendt til de somaliske kvinder, men
de også er flittige brugere af stedet på alle andre dage.
Den daglige leder er meget forbeholden overfor at sige ja til, at jeg skal bruge Sundhedshuset til at
få kontakt med de somaliske kvinder. Hun begrunder sit forbehold med, at hun er nervøs for, at der
skal blive spredt mere dårlig omtale af somalierne. Dels har de lige haft en uheldig episode, hvor en
studerende, der fik lov til at følge kvinderne hos sundhedsplejersken efterfølgende skrev om emner,
som de på forhånd var enige om, at hun ikke skulle berøre, og dels henviser hun til den megen
dårlige presseomtale, somalierne har måttet finde sig igennem lang tid. Vi kom dog til enighed, og
den følgende onsdag holdt jeg et oplæg for kvinderne for at fortælle om mit projekt.
4.6
Sampling
Den daglige sampling er styret af i hvilke ambulatorier, der er somaliere på dagsprogrammet. Jeg
følger så de læger, der er i de pågældende ambulatorier og informerer dem på forhånd om, at jeg
skifter ambulatorium, hvis jeg ved, at der på et senere tidspunkt kommer en somalier i et andet
ambulatorium. Jeg render dog ikke ud og ind at ambulatorierne, men ser alle patienter, der kommer
ind til den læge, der er der den dag. Jeg vælger at se alle former for patienter og at tage de lange
stræk i ambulatorierne af to grunde. Dels for at vænne lægen til min tilstedeværelse og dels for at få
en ide om den pågældende læges arbejdsform og adfærd, ikke kun overfor de somaliske patienter,
men overfor patienter i det hele taget. Dette gør jeg primært for at få et sammenligningsgrundlag til
at vurdere mine observationer ud fra.
1
Beslutningen om at være iklædt kittel i ambulatoriet uddybes i afsnittet om kitteleffekten.
Da det ikke er hver dag, der kommer somaliske patienter, foreligger der ikke en udvælgelse af,
hvilke læger jeg følger. Det er udelukkende de somaliske patienter, jeg går efter. Der er dage, hvor
der ikke er nogen somaliere på dagsprogrammet, eller dage hvor jeg ikke kan komme med ind i
ambulatoriet på grund af tilstedeværelsen af medicinstuderende, eller dage hvor de somaliske
patienter melder afbud eller udebliver. De dage vælger jeg så at se forskellige læger i deres arbejde
med patienterne.
Når der er somaliske patienter indlagt på en eller flere af afdelingens fire
sengepladser, prøver jeg at være i nærheden, når der er stuegang. Hvilket dog problematiseres af, at
der ikke i praksis er noget fast tidspunkt for stuegangen.
Jeg har valgt at koncentrere mig om den kvindelige del af de herboende somaliere. Denne
beslutning er taget ud fra en formodning om, jeg som kvinde vil have lettere ved at få adgang til
undersøgelser af kvindelige patienter end mandlige. Forskerens køn er ikke uden betydning i den
sammenhæng. En mandlig etnograf ville ikke nødvendigvis have mødt modstand mod sin
tilstedeværelse i ambulatoriet. Jeg dog ret overbevist om, at mit køn samt det, at jeg er mor til tre,
har en positiv effekt i kontakt- og interviewsituationerne.
At jeg i ambulatoriet også får adgang til at observere mandlige somaliere, da det hænder, at de
ledsager deres ægtefæller til undersøgelse, ser jeg kun som en fordel.
Ud over lægerne og de somaliske kvinder, har jeg andre kategorier af informanter. En af mine
gatekeepere er en somalisk mand, som udover at have hjulpet mig meget, også har fortalt sine
historier om danske læger og om sine forklaringer på, hvorfor der er problemer i mødet mellem
danske læger og herboende somaliere. Hans historier ligner dem, som kvinderne fortæller, og jeg
ser det derfor ikke som noget problem at sætte hans udsagn ind i den generelle kontekst.
Lige som i deltagerobservationen, hvor jeg ikke har udvalgt lægerne jeg ville følge, efter nogle
fastlagte kriterier, har jeg ikke haft specifikke udvælgelseskriterier med hensyn til hvilke læger, jeg
ville interviewe. Der er dog en nogenlunde fordeling af mænd og kvinder.
De somaliske kvinder er heller ikke specielt udvalgt. Jeg har interviewet dem, der gerne ville. Det er
dog blevet således, at der er en rimelig aldersspredning, forskel i baggrund, uddannelse og
økonomisk situation. En enkelt har jeg fået kontakt med gennem S. Hun er udvalgt ud fra en
formodning om, at hun i kraft af sin indsigt i både det somaliske og danske miljø, og sit engagement
og deltagelse i medierne, vil kunne fungere som brobygger.
4.7
Deltagerobservation
Begrebet deltagerobservation er meget bredt og dog er det en af de centrale metoder i udførelsen af
feltarbejdet. Som Ton Otto beskriver det ”Participant observation is an alluring but also somewhat
descriptive term often used to sum up what an anthropologist does in the field” (Otto 1997: 96).
Gennem mit feltarbejde har både deltagelse og observation været benyttede metoder. Jeg har været
til stede i kraft af min synlighed i ambulatoriet, som er et lille og tidsafgrænset felt, men har også
haft en strategi, der gik ud på at gøre mig selv usynlig1.
Da jeg ikke er læge og heller ikke er patient, og derfor ikke kan deltage aktivt i de ting
informanterne gør, bliver min rolle deltagende observatør (Bernard 1994: 138)
Jeg finder hurtigt ud af at kontakten til sekretærerne er vigtig. De henter patientjournalerne op på
afdelingen dagen i forvejen, og jeg får lov til at se journalerne igennem for at finde de somaliske
patienter, så jeg allerede dagen før kan planlægge. Der er dog altid en risiko for programændringer,
hvis der skulle komme afbud eller akutte patienter.
Mine observationer af læger og somaliske patienter er i ambulatoriet og ved stuegang hos de
kvinder, der er indlagt på afdelingen.
Det er ikke altid lige let at få adgang til ambulatorierne. Forhindringerne kan være
medicinstuderende, nyansatte der skal oplæres, jordemoderstuderende eller sygeplejeelever. Nogle
læger syntes, at det er i orden at være mange på stuen, som en af den siger ”det er jo et
universitetshospital, så må man finde sig den slags”, andre er fleksible, og får den studerende til at
bytte plads med mig, når der er somaliske patienter. En siger dog blankt nej, når hun har studerende
med. Der er en enkelt læge, der giver udtryk for modvilje mod at have mig med i det hele taget.
Hun svarer på min forespørgsel, om jeg må sidde med i ambulatoriet: ”Er du ikke snart færdig? Jeg
føler mig overvåget”.
Det skal dog retfærdigvis siges, at langt de fleste af lægerne er imødekommende og venlige. For det
meste blev jeg mødt med et ”kom indenfor Jette” eller ”selvfølgelig må du det”.
1
Se også afsnittet kitteleffekten, for yderligere overvejelser omkring min rolle.
Deltagelse i morgenkonferencerne giver et indblik i, hvordan lægerne taler sammen indbyrdes og i,
hvordan de italesætter deres oplevelser med patienterne. Desuden har jeg ved disse lejligheder
mulighed for at blive præsenteret for flere forskellige læger, som næsten alle har en kommentar til
mit projekt og til somalierne som patienter. Disse kommentarer har været vigtige suppleringer til
interviewene, hvor der ikke altid tales så frit.
Køn, forældrestatus og andre personlige karakteristika kan have stor indflydelse på, hvilke former
for informationer man får og på, hvordan man modtager informationer fra andre (ibid.: 154-55).
Russel H. Bernard beskæftiger sig mest med de negative effekter, der kan være forbundet med køn,
forældreskab, social status og af at man eventuelt er skilt. I mit feltarbejde blev disse fire eksempler
til aktiver. Begrænsningen af den somaliske informantgruppe til kun at indbefatte kvinder, som jeg
begrundede i afsnittet ovenfor, bidrog til, at jeg kunne drage nytte af mit køn. At jeg er mor til tre
børn gjorde, at jeg også kunne tale indforstået ”forældresnak”. Ingen af de kvinder jeg snakkede
med var, så vidt jeg ved, skilt, men det er mit indtryk at der ikke er nogle tabuer omkring skilsmisse
blandt somalierne, så jeg kunne også snakke om problemer i forbindelse med at være eneforsørger
med meget få penge. Når jeg valgte at delagtiggøre nogle af mine informanter, som var
kontanthjælpsmodtagere i, at jeg også modtog kontanthjælp, så var det for at mindske afstanden
mellem deres og mit liv.
En vis åbenhed omkring personlige forhold kan desuden resultere i, at de historier, man får del i, får
en mere personlig karakter.
4.8
Scratchnoter
Notesblokken blev min faste følgesvend fra den første dag. Det var vigtigt for mig selv at vænne
mig til at bruge den, og også at personalet på afdelingen vænnede sig til, at jeg noterede
(Emmerson, Fretz & Shaw 1995: 22). Det var dog primært i ambulatoriet, at jeg tog notater, ikke i
for eksempel frokostpausen, hvor det kunne tolkes, som om jeg sad og skrev privatsamtaler ned.
Min teknik var at tage noter, ikke kun på verbale udsagn, men også på kropsholdning (til tider
hurtige tegninger for at illustrere), attitude, beklædning og lignende. Der passerede mange
forskellige mennesker gennem ambulatoriet hver dag, og for at kunne huske dem fra hinanden var
det en stor hjælp at have notater, som kunne friske hukommelsen op til renskrivningen. For
lægernes vedkommende tilføjede jeg noter om rutiner. Hvad der var den enkelte læges rutine og
især, hvis den blev brudt.
I starten var sygeplejerskerne og nogle af lægerne meget opmærksomme på min notetagning. Som
en sagde ”er det ikke rigtigt, at vi ville give den højre arm, for at se, hvad hun skriver om os?”
Ønsket om at se mine notater medførte, at jeg måtte tage en beslutning om, hvorvidt mine notater
skulle ligge frit fremme til gennemlæsning for at komme mistro til livs (ibid.: 21). Jeg valgte dog at
lade mine notater forblive ”hemmelige”, forstået således, at jeg gerne snakkede med informanterne
om mine iagttagelser, men mine notater lå aldrig fremme. Beslutningen om at holde mine notater
for mig selv, traf jeg ud fra den betragtning, at jeg i ambulatoriet var vidne til de forskellige lægers
individuelle arbejdsmetoder, som kollegaerne i princippet ikke kendte til. Jeg regnede det ikke for
hensigtsmæssigt, at de via mine kortfattede notater kunne læse om kollegaers udtalelser og
lignende.
4.9
Interviews
Interviewmaterialet bygger på ti semi-strukturerede interviews med læger ansat på Skejby sygehus
og otte interviews med somaliske kvinder og et med en somalisk mand. Interviewene med lægerne
varer mellem 30 min. og halvanden time, hvoraf otte er optaget på Skejby sygehus, og de to
resterende er optaget i lægernes hjem. Interviewene med somalierne varer fra en til tre timer, hvoraf
tre er optaget i Sundhedshuset, og de resterende seks er optaget i somaliernes hjem. Længden på
interviewene varierer en del afhængig af informanternes forskellige måder at deltage i interviewet
på, men også afhængig af omstændighederne interviewene blev foretaget under. Interviewene med
lægerne er generelt de korteste, da langt de fleste er foretaget i arbejdstiden. Det betød, at jeg som
udgangspunkt arbejdede indenfor en begrænset tidsmargen, og desuden var der under interviewet
hele tiden risiko for at blive nødsaget til at afbryde, hvis lægen skulle blive kaldt. Interviewene med
somalierne er generelt længere, da de er foretaget under mere afslappede former. Interviews i
private hjem har også den fordel, at situationerne ofte udvikler sig i retning af et besøg, med de
fordele det indebærer i form af kaffe eller te drikning og ro til at uddybe eller komme tilbage til
tidligere stillede spørgsmål og svar.
Gennem feltarbejdet har jeg som beskrevet ovenfor både benyttet mig af semi- eller usktrukturerede
interviews til de planlagte interviews, og af uformelle, spontane interviews. Russell H. Bernard
karakteriserer det uformelle interview som værende uden struktur eller kontrol.
Det ustrukturerede interview holdes indenfor mere organiserede rammer, da det uden at have en fast
struktur, dog indebærer en uddybende dialog omkring specifikke emner. Det semistrukturerede
interview er baseret på en interviewguide, som er organiseret i en bestemt orden og interviewet
foregår ofte i mere officielle situationer. (Bernard 1994: 209)
Det fuldstændigt strukturerede interview, som Bernard beskriver som en fremgangsmåde, hvor
informanterne bliver spurgt om de næsten samme spørgsmål (ibid.: 210), benyttede jeg mig ikke af,
da jeg ønskede at have mulighed for at forfølge svar eller udtalelser som informanterne måtte
komme med i løbet af interviewet.
4.10 Uformelle interviews
Den uformelle form brugte jeg meget i løbet af feltarbejdet. Især fik jeg mange værdifulde
informationer fra lægerne i intervallerne mellem patienterne i ambulatoriet, eller hvis der opstod
pauser i dagsplanen på grund af afbud eller patienter, der udeblev. I mindre grad fra somalierne, da
jeg ikke tilbragte så meget tid sammen med dem udenfor de egentlige interviewsituationer. Dog
havde jeg enkelte samtaler i sundhedshuset, og i nogle tilfælde før og efter, at der var slukket for
mini disken, da jeg udførte de fleste af interviewene med somalierne hjemme hos dem selv. Det
uformelle interview har den store fordel, at det har karakter af samtale. Desuden oplevede jeg, at
især lægerne blev forsigtige med, hvordan de formulerede sig, når der stod en mikrofon på bordet,
hvor de udsagn, jeg fik uden for de formelle interview, situationer var mere umiddelbare.
4.11 Semistrukturerede og ustrukturerede interviews
Når jeg vælger at beskrive semistrukturerede og ustrukturerede interviews samlet, så skyldes det, at
jeg ved alle interviews medbragte en interviewguide, men at jeg aldrig fulgte den slavisk. Afhængig
af hvem jeg skulle interviewe, forsøgte jeg at finde et personligt indledningsspørgsmål for at give
interviewsituationen en mere samtalepræget start. Derefter spurgte jeg ud fra hukommelsen for til
sidst at se på interviewguiden, om jeg havde fået det hele med. Ofte kom informanterne selv
omkring mine spørgsmål, uden at jeg måtte stille dem direkte. Det var ikke altid, det virkede lige
godt, men så kunne jeg tage interviewguiden frem og gå mere slavisk frem. Jeg overlod så vidt
muligt styringen til informanten, i det omfang de selv var indstillede på det, men ledte dem tilbage,
hvis vi var kommet for langt væk fra emnet. Denne form førte til tider til afstikkere til andre emner,
men åbnede også for fortællinger, der kom til at præge og ændre retningen på mit feltarbejde.
4.12 Rollen som interviewer
En stor fordel ved en løbende gennemlytning og transskribering af interviews var. at jeg blev
opmærksom på mine egne færdigheder som interviewer. På trods af at det i situationen kunne være
svært at lave probings (Bernard 1994: 215), så virkede det naturligt, når jeg gennemlyttede
interviewene: Især ”the silent probe” var svær at lære, men medførte ofte, at informanterne fik tid til
at tænke, og selv tog tråden op og havde mere at bidrage med. I andre situationer kom jeg til at
afbryde og færdiggøre sætninger for informanten eller fik ikke spurgt ind til udtalelser og gik
dermed glip at informationer. Ved at transskribere interviewene løbende blev jeg opmærksom på
mine egne fejl, så jeg ved det næste interview kunne forbedre min teknik.
Det lykkedes ikke for mig at få arrangeret et egentligt fokusgruppeinterview, hverken med lægerne
eller med somalierne. Lægerne er svære nok at fange ind til et almindeligt interview, så det var ikke
muligt. Med somalierne fik jeg dog noget, der mindede om et fokusgruppeinterview.
Præsentationen af mig og mit projekt i Sundhedshuset udviklede sig således, at kvinderne ikke ville
se den film, de ellers skulle se, men hellere ville fortsætte diskussionen. Det førte til et to timer
langt ”båndet” møde, hvor kvinderne dels spurgte mig om en masse ting, dels fortalte mig historier
og dels diskuterede med hinanden.
4.13 Vanskeligheder med at få interviews
Det var svært for mig at komme i gang med at spørge om interview både blandt lægerne og
somalierne. Det blev en grænseoverskridende oplevelse for mig på trods af, at jeg godt ved, at de
fleste mennesker gerne vil snakke om sig selv og være i centrum, Alle var også rigtig søde, når jeg
spurgte, og de fleste ville gerne. Jeg oplevede kun to afslag på forespørgsel om interviews.
På trods af, at det tog mig lidt tid at komme i gang med interviewene, så havde det den positive
effekt, at jeg havde længere tid til gennem observation at finde frem til relevante spørgsmål til
interviews.
Efter en morgenkonference spurgte jeg en læge, om han ville interviewes. Bagefter kom en anden
læge og sagde, at jeg nok ikke skulle spørge om interviews, når der var andre til stede. Det ville
kunne bevirke, at den adspurgte følte sig presset.
Problemet bestod i højere grad i at finde et tidspunkt, hvor det kunne lade sig gøre. Nogle
interviews fik jeg aldrig i stand. Det ene på grund, at lægen blev sygemeldt, det andet på grund af at
lægen hele tiden sagde, at jeg bare skulle sige et tidspunkt, og jeg for min part sagde, at han måtte
sige et tidspunkt, eftersom det var ham, der havde travlt. Et tredje interview, som desværre ikke
blev til noget, var med en læge, der udtalte sig i temmelig markante vendinger om somalierne. Vi
havde en aftale, men den pågældende overholdt den ikke, og den mailadresse, jeg fik på
vedkommende, virkede ikke, og den pågældende var ikke længere på afdelingen.
For somaliernes part var reaktionerne meget forskellige. Nogle ville rigtig gerne, andre mente ikke,
at de havde noget at bidrage med, og atter andre var mistænksomme. Der var også en af somalierne,
som jeg havde en aftale med, som ikke dukkede op.
Alle interviews er optaget på mini disk. Jeg valgte bevidst ikke at spørger informanterne om det
ville være et problem, men valgte at stille udstyret op, som den naturligste ting i verdenen.
Erfaringer fra metodeøvelsen sagde mig, at en del af somalierne ville vælge det fra, hvis jeg
spurgte. Der var kun en, der spurgte mig om, det var nødvendigt, og det var tolken. Jeg ville
selvfølgelig have respekteret en anmodning fra en af de interviewede om at undlade at optage.
Under feltøvelsen i 2002 Erfarede vi, at det er en god ide at lade informanterne stille spørgsmål
under, men også efter interviewene, for på denne måde at lade informanten få mulighed for at få
afklaret spørgsmål eller undren (Kvale 1994: 133). Denne praksis bragte jeg med til nogle af mine
interviews, især med somalierne, da disse spørgsmål giver mig et indblik i, hvad de anser for at
være interessante emner.
4.14 Tolk
Under metodeforløbet i 2002 brugte vi tolk til stort set alle interviews. Derfor følte jeg mig rimelig
sikker på, hvad der er vigtigt at være opmærksom på, når man arbejder med tolk.
At foretage interview med tolk er besværligt af flere grunde. Det kan let blive en kunstig situation,
hvor det er vigtigt, at interviewet ikke kommer til at gå gennem tolken, for at den interviewede kan
føle, at det er hende, der bliver talt til. Derfor taler man i første person, og ser den interviewede,
ikke tolken, i øjnene, når man spørger, og når tolken oversætter informantens svar. Man skal undgå
at sige for lange sætninger af gangen, så tolken har bedre mulighed for at få det hele med, og man
skal som interviewer være opmærksom på, om tolken oversætter korte sætninger meget langt,
hvilket kan betyde, at tolken selv kommer med tilføjelser, eller at lange sætninger oversættes kort,
hvilket kan betyde, at ikke alt bliver oversat.
For at undgå fejl er det vigtigt at have en rutineret tolk, og især er det vigtigt selv at være
opmærksom på, at man ikke kommer til at lave fejl, men også på, at tolken ikke laver fejl
tolkningsmæssigt, således at man hen ad vejen kan rette op på de fejl, der evt. opstår.
Det viste sig, at det kun blev nødvendigt med tolkebistand ved et enkelt af interviewene. Til
gengæld blev det en meget lærerig oplevelse, da stort set alt det, der ikke må ske, skete.
Dette interview med tolk foregår i et privat hjem. Jeg har en aftale med to kvinder, som gerne vil
interviews sammen. Tolken har jeg fået fat på gennem en af mine andre informanter, så jeg kender
hende ikke og har ikke mødt hende i forvejen.
De to kvinders dårlige danskkundskaber gør, at jeg har fået tolken til at lave aftalen om tid og sted.
Vi har aftalt at mødes udenfor opgangen, da tolken ikke kan huske, hvilken sal det er på. Eller jeg
tror, at vi har den aftale, for da jeg kommer, er der ingen tolk. Jeg venter i 10 minutter, så dukker
den ene af de kvinder, jeg skal interviewe op med en barnevogn. Hun genkender mig ikke lige med
det samme, men da hun gør, smiler hun og spørger på engelsk, om tolken er der oppe. Vi går ind og
får barnevognen slæbt op.
Inde i stuen sidder tolken. Hun spørger, om vi ikke havde aftalt, at jeg skulle ringe, hvis jeg ikke
kunne finde det. Jeg får tøj og støvler af og går ind i stuen.
Her sidder H i en trepersoners sofa, N har sin plads i en stol, og tolken sidder yderst i en topersoners
sofa. Jeg kan enten sætte mig ved siden af H eller tolken. Der er ikke nogle af løsningerne, der er
optimale, og jeg komme til at vælge den værste. Jeg sætter mig ved siden af tolken og ved med det
samme, at det er en fejl. Vi kommet til at sidde som en enhed. Det er noget skidt. Jeg skulle have
bedt hende om at flytte over i sofaen ved siden af H. Så havde det været mig overfor dem, og ikke
tolken og mig overfor dem.
Der er en anspændt stemning. Jeg kan ikke komme igennem til de to kvinder. Tolken fungerer ikke
som formidler, men som blokade.
Tolken oversætter ikke alt, hvad jeg siger. Det er som om, at hun tror, at jeg siger ting til hende, når
det ikke lige er interviewspørgsmål. Det igen en ulempe, at hun sidder ved siden af mig.
Hun lader dem tale for længe, før hun oversætter. Det bringer mig i tvivl om, hvorvidt det bliver
oversat korrekt. Får hun det hele med, og kommer hun til at putte sine egne ord ind? Det kunne godt
tyde på det, når jeg efterfølgende hører optagelsen.
Desuden taler hun ofte i tredje person, og det åbner, så vidt jeg kan høre for, at det bliver en
fortælling, hun fortæller mig om, det hun lige har hørt, i stedet for at være en oversættelse af det,
der er blevet sagt.
Hun kommer indimellem med lange historier om sig selv og sine holdninger. Desværre ikke om
læger, men om integration, veninders børn, tørklæder, om tegningerne af Muhammed og lignende.
Hun gør det på dansk, og det lukker de to andre ude. Vi bliver isolerede i topersoners sofaen, og jeg
kan fornemme at H og N mister interessen for interviewet og mig. Jeg sidder som på nåle.
Som det fremgår af oplevelsen ovenfor, så kan det være svært at arbejde med tolk. De almindeligste
problemer ved at skulle tale med folk gennem en tolk er, at man ikke kan være sikker på om det, der
bliver formidlet videre, er korrekt oversat og gengivet. De tydeligste indikatorer på, at der ikke
tolkes korrekt er, hvis der bliver oversat kort på lange svar, og at man derved som interviewer, kan
blive i tvivl om, hvorvidt det hele kommer med, eller der oversættes langt, så man bliver i tvivl om
tolkens egne ord og forklaringer bliver medtaget. I den beskrevne situation, formåede tolken,
udover de to ovennævnte fejl, at virke som stopklods for kommunikationen mellem mig og de to
kvinder, der skulle interviewes. Hun talte til mig på dansk uden at oversætte til somali, oversatte
ikke de ting jeg sagde, når det ikke lige lød som spørgsmål, men svarede, da hun tilsyneladende
troede, at jeg talte til hende, deltog i interviewet, som var det hende, jeg spurgte. Jeg har før været
vant til at arbejde med rutinerede tolke, og det kom derfor bag på mig, at denne tolk ikke opfyldte
mine forventninger. Desværre var det først bagefter, at jeg blev klar over, at jeg kunne have rettet
op på situationen, hvis jeg havde grebet ind i stedet for at gå i panik. Jeg skulle have bedt tolken om
at flytte over i den anden sofa, skulle have korrigeret hende, bedt hende om at oversætte alt jeg
sagde, og bedt hende om at oversætte i første person, og om ikke at kommentere på svarene jeg fik.
4.15 Dataanalyse
Alle de optagne interviews er transskriberet, ned til den mindste detalje. Det er en langsommelig
proces, men også meget givende, da det var godt at høre interviewet igen for derefter at skrive det
ned. Som jeg nævner i kapitel 4.3, så valgte jeg at optage alle interviews uden at spørge om lov. Det
viste sig at blive vigtigt i min efterfølgende analyse af materialet. Dels viste det sig, at der var
passager, jeg havde misforstået i selve interviewsituationen, som ville have resulteret i fejlcitering
af informanterne, hvis jeg ikke havde haft mulighed for at høre det igen. Dels ville jeg være gået
glip af værdifulde informationer, der ikke lige syntes vigtige i situationen. Dels blev jeg
opmærksom på udtalelser, som jeg ikke havde hørt eller havde glemt. Jeg har transskriberet mine
interviews løbende for ikke at skulle sidde med mange timers optagelser til sidst, men også for at
lære af mine fejl til det næste interview.
Kodningen bestod i, at jeg opdelte interviewene i grupperinger efter, hvilke aktører jeg havde at
gøre med. Herefter fandt jeg frem til temaer i hver gruppe af interviews. Feltnoterne kodede jeg i
temaer, der relaterede sig dels til de hypoteser, jeg havde på forhånd, og dels til de emner, jeg var
blevet opmærksom på undervejs i feltarbejdet. På den måde blev temaerne i materialet kortlagt, og
andre temaer, jeg mente fandtes, blev manet til jorden som ikke-eksisterende (Emmerson, Fretz and
Shaw 1995: 170-174).
Skratchnoterne renskrev jeg hver aften og nogle gange til langt ud på natten. Det er min erfaring, at
jo hurtigere det bliver gjort, jo flere detaljer kan jeg huske. Det er forbavsende, hvordan et par siders
noter kan blive til flere tætskrevne sider, når det bliver skrevet ud.
4.16 Rolle
Jo længere man er i felten, desto mere vænner befolkningen sig til ens tilstedeværelse (Bernard
1994: 141). Efter en indkøringsfase på to, tre uger ophørte jeg med at være så spændende. Når jeg
ikke havde mulighed for at være i ambulatorierne, så jeg øvede mig i at stå ved skranken på gangen
og se ”usynlig” ud. Da jeg en dag var med til en konsultation, som trak ud, og jeg derfor valgte at
liste ud af døren midt i det hele for at kunne deltage i en konsultation med en somalier i det andet
ambulatorium, undskyldte jeg efterfølgende til den tilstedeværende læge. Han så bare uforstående
på mig og sagde, at han slet ikke havde lagt mærke til, at jeg ikke længere var til stede i rummet.
Andre læger gav udtryk for, at de ikke tænkte over min tilstedeværelse i ambulatoriet. De vænnede
sig til mig. De fleste gennemgik journalen med mig, før patienten kom ind, som havde jeg været en
person med indsigt i diagnoser og forkortelser. I starten forstod jeg ikke alle fagudtrykkene, men
lærte de mest gængse efterhånden.
Jeg blev for det meste præsenteret, og præsentation eller ej så gav jeg hånd. De fleste patienter så
ikke ud som om, de interesserede sig for min person. Selv i situationer, hvor jeg sad alene med
patienter på stuen, kikkede de ikke engang stjålent på mig eller tiltalte mig. Jeg har tværtimod i
enkelte tilfælde oplevet, at de har talt sammen om lægen, som om de var alene. Der er også ofte
sket, at patienter har forladt ambulatoriet uden at give mig hånden på trods af, at jeg rejste mig.
Når det er sket, at lægen har bedt mig om at trække gardiner for eller fra, tænde eller slukke lyset,
eller finde foldere eller formularer frem, eller at jeg på anden måde er blevet inddraget som aktør i
konsultationen, har det haft en øjeblikkelig virkning i form af nysgerrige blikke eller spørgsmål til
min tilstedeværelse fra patienterne.
I en enkelt situation bliver jeg næsten ked af den usynlige rolle. Der var en kvinde, som kom ind tre
dage i træk. Hun havde så meget vand i kroppen, at hun ikke kunne bøje knæene eller fingrene, og
hun led meget under det. Da hun på tredje dagen blev sat i gang, var hun så taknemlig, at hun sagde
til lægen og sygeplejerske, at hun aldrig ville glemme dem. Der stod jeg og tænkte ”hvad med mig?
Jeg har også lidt med dig og føler mig uendelig lettet over, at du nu kan komme til at føde. Vil du
ikke huske mig?” Selvfølgelig vil hun ikke det, og det er, som det skal være, men det er lidt svært i
situationen, fordi jeg har følt, at jeg var til stede i rummet, og har levet mig så meget ind i hendes
frygtelige situation.
4.17 Kitteleffekten
Beslutningen, der ligger til grund for at være iført kittel i ambulatoriet, er kædet sammen med målet
med min tilstedeværelse. Jeg skulle falde ind og være så usynlig som mulig for læger såvel som for
patienter. Hvis jeg sad i mit eget tøj, ville jeg være svær at placere og ville være mere i øjenfaldende
i rummet.
Da jeg fik kitlen på og en dag bevægede mig udenfor afdelingen, blev jeg overrasket over, at folk
smilede eller nikkede til mig på gangene. Der var også nogle, der hilste. Det var som at blive synlig
i en verden, man før havde gået ubemærket rundt i. Jeg tænkte, at det er, fordi jeg nu ligner en, der
hører til.
Da jeg efter en uges tid fik brug for en ny kittel, spurgte jeg en af sygeplejerskerne, hvor jeg kunne
finde en sådan. Hun spurgte en af de andre sygeplejerske: ”Ved du hvor lægekitlerne ligger?” Der
gik det op for mig, at jeg ikke bare var blevet en del af hospitalet. Jeg var i løbet af et øjeblik blevet
læge. Jeg oplevede også, at en læge efter morgenkonferensen kom hen, rakte hånden frem og sagde.
”En ny kollega. Dig har jeg ikke hilst på.” Han mistede øjeblikkelig interessen, da jeg fortalte ham
sagens rette sammenhæng.
Det var rigtig sjovt, og jeg kunne mærke, at jeg gradvist tillagde mig en anden form for gang. Jeg
rettede ryggen, gik med hurtige faste skridt og blev mere målrettet i mine bevægelser (to ”go
native”, i en lav målestok (Bernard 1994: 139)).
5 Felterfaringer
Denne undersøgelse kan ikke og skal ikke fastslå, om de danske læger er dygtigere eller dårligere
end læger i andre lande, eller om somaliere er besværligere at have med at gøre end patienter af
andre nationaliteter. Intentionerne er at udforske, hvad det er, der går galt, når noget går galt. Især
lægerne opfatter generelt møderne som svære, og målet for undersøgelsen er at afdække
grundlæggende, tværgående problemer i møderne.
Feltarbejdets udgangspunkt er således, at der er problemer i mødet mellem danske læger og
herboende somaliere, og begge parter har forud for feltarbejdet givet udtryk for, at noget ikke
fungerer. Efter gennemgang af de indsamlede data, stod det mig klart, at udtalelser og observationer
åbnede mulighed for at gribe problemstillingen an fra flere forskellige vinkler. For at begrænse
opgaven, har jeg i feltrapportdelen valgt at fokusere på nogle af de emner, som de deltagende læger
har fremhævet som problematiske.
Indledningsvis beskriver jeg mit første møde med felten, derefter følger en observeret situation fra
felten i sin fulde udstrækning, og endelig analyseres på problematiske situationer opdelt efter emne.
Først behandles den problematik, der til tider opstår omkring det at give hånd, hvor nogle somaliske
patienter ikke giver hånd til personer af det modsatte køn. Næste afsnit omhandler problemer med at
kommunikere, herunder anvendelsen af tolk. Til sidst beskrives problemer med at diagnosticere,
hvor somalierne på grund af ”deres anderledes udseende og kropsforståelse”, eller det lægerne
kalder ”etniske smerter”, opleves problematisk i forhold til det, at stille en diagnose.
I analyserne anlægger jeg en synsvinkel, som beskrevet i Teori I, hvor jeg opfatter konsultationerne
som kommunikative situationer og ser på, hvordan overensstemmelsen er mellem, hvad deltagerne
vil, hvad de opnår, og hvad der derefter sker. Endelig perspektiverer jeg i forhold til teorien i teori I.
5.1
Ind i felten...
Jeg ankommer til Skejby sygehus den 9.6.2004 kl.8.55 til min første dag i felten.
Udenfor hovedindgangen står en kvinde i hvid hospitalsmorgenkåbe og sutsko. Hun holder en
cigaret i den ene hånd, og med den anden holder hun morgenkåben sammen i halsen. Hun skutter
sig lidt, det er ikke nogen varm sommermorgen.
Jeg har en aftale med afdelingslæge Birgitte Bruun Nielsen kl. 9.15 i receptionen.
Birgitte kommer mig i møde. Hun er iført grønne bukser og en grøn bluse, og udenpå har hun en
lang hvid kittel. Hun går sammen med en mand, der er klædt som hende. Hun præsenterer ham for
mig som en læge, jeg nok vil komme til at følge meget, da han tager sig af dem, der betegnes som
”sårbare patienter”, og det er en gruppe, hvori der er en del somaliere. Han forklarer så, at
somalierne betegnes som sådan, fordi de lever under nogle sociale forhold, som ikke kan betegnes
som typisk danske. Jeg siger, at jeg glæder mig til at høre mere om det.
Vi går og går, og jeg har mistet retningsfornemmelsen. Alle gange og kontorer og trapper ligner
tilsyneladende hinanden. Inde på et depot finder Birgitte et navneskilt og siger så, at hvis jeg har
brug for noget, kan jeg hente det her. Jeg siger ja, men ved med mig selv, at jeg aldrig vil kunne
finde depotet igen. På vejen til afdelingen, møder vi en læge fra gynækologisk afdeling. Vi bliver
præsenteret for hinanden. Gynækologen argumenterer for, at jeg skal komme ned til dem på
gynækologisk afdeling, fordi de har rigtig meget med somaliere at gøre, og at jeg dér virkelig vil
kunne se noget interessant. Hun siger: ”Her lufter jeg mine egne fordomme. Deres mangel på
kropbevidsthed gør, at vi bruger halvdelen af tiden på at snakke om krop, før vi kommer til
behandling af krop”.
Vi går videre og kommer til lægernes mødelokale. Birgitte siger, at her holder de morgenkonference
hver dag kl.8. Jeg spørger, om det er noget, jeg må deltage i. Det må jeg gerne. Så traver vi igen ad
lange gange og op af trapper til Y4.
Da vi kommer ind på afdelingen, er den første vi møder en sekretær. Hun sidder bag skranken til
højre for døren. Hun har headset på og er lige ved at afslutte en telefonsamtale. Der er ikke kommet
så mange patienter endnu. Vi bliver præsenteret for hinanden.
I frokoststuen mødes vi med Bente, en sygeplejerske, der blandt andet assisterer lægen i
konsultationerne og som vil tage sig lidt af mig i starten. Birgitte mener, at det er bedst, at jeg spiser
min frokost her på afdelingen og ikke oppe sammen med lægerne1, og jeg får anvist et skab, hvori
jeg kan lægge mine ting om dagen.
Jeg bliver præsenteret for en læge fra fødegangen. Han fortæller, at de har et par etnografer gående
nede hos dem, som er med til fødslerne og siger: ”Man lægger jo slet ikke mærke til jer, I går ud i
et med væggen. Men det er vel også meningen.”.
1
En beslutning, som jeg senere ærgrer mig over, da jeg går glip af en mulighed for at aftale interviews og lave
uformelle interviews på en afslappet måde.
Vi går ind i ambulatorium ét, og Bente kommer også ind.
Birgittes patienter den dag har alle danske navne, men jeg betragter det som en måde at komme i
gang på.
Efter et par patienter får vi en pause, fordi en patient udebliver, og vi går ind i kaffestuen.
I et lille rum bag kaffestuen (der har glasvægge, så man kan se ind) sidder to mænd. Birgitte går ind
til dem og siger: ”I skal hilse på Jette, som er etnografistuderende” De kan ikke se mig, dér hvor jeg
står, og lige før jeg træder frem, spørger den ene: ”Ser hun godt ud?” Det griner vi så af, som var
det vældigt sjovt, og jeg er glad for. at jeg ikke er en ung studerende, med for lavt selvværd. Jeg
giver hånd, og ham der har spurgt, om jeg ser godt ud, siger: ”Vi glæder os til at have én gående,,
der ved noget andet end os.”
Vi går ud igen, skænker kaffe og sætter os ved bordet. Taler om ”kaffekasse”, og jeg får af vide, at
jeg bare skal tage, og så kan jeg jo købe en pose kaffe en dag.
Alt i alt en god start. Alle er venlige og imødekommende, og selvom jeg har lidt sommerfugle i
maven, så tegner det til at blive et rart sted at udføre deltagerobservationer.
Efter vi har drukket kaffe, går Birgitte og jeg tilbage til ambulatoriet, og den næste patient bliver
hentet ind. Tiden går hurtigt og pludselig er klokken 12.45. Birgitte siger, at jeg hellere må gå ud og
få mig noget frokost, så jeg kan være klar til at følge lægen Inge fra klokken 13. Efter en hurtig
frokost bliver jeg præsenteret for Inge. Vi går ind i ambulatorium 3, Inge sætter sig ved bordet og
læser i journalen. Bagefter sætter hun mig ind i, hvad det er for en patient, der kommer og hvorfor.
Første patient er dansker, anden patient er somalier. Ung pige på 19 år med en kæmpe mave.
Så er jeg i gang.
I det følgende afsnit vil jeg beskrive et eksempel på et møde i ambulatoriet, der fandt sted senere.
5.2
Hvad jeg fandt i felten
Dette møde indeholder ikke alle de problemer, der antydes i indledningen, men giver et godt billede
på, hvordan kommunikationen mellem patient og læge bliver det centrale i det problematiske møde.
En somalisk patient, Iman, kommer ind i ambulatoriet:
Iman, Er i 39. uge. Har to børn. Ankommer sammen med sin mand.
Hun har tørklæde på. Både det og hendes dragt er brun, og stoffet sidder stramt om
hendes lille tykke krop. Ansigtet ser ud som om, det er ved at poppe ud af tørklædet. Hun
har bare tæer i sandalerne. Hendes mand har T-shirt og cowboybukser på. Hans øjne er
røde, og han virker træt.
De giver hånd begge to.
Lægen Signe kigger i journalen og siger: ”Du er alene?”. Iman siger: ”Nej, det er jeg
ikke. Dét er min mand!” Hun peger på manden.
Signe: ”Men du var alene tidligere?”
Iman: ”Ja, det var jeg,”
Hun kommer, fordi hun er svimmel, træt, har ondt i hjertet, og ikke kan sove, fordi hun
ikke kan trække vejret. Siger, at hun troede, at hun skulle dø. Hun er gået 7-15 dage over i
sine to foregående graviditeter.
Signe forklarer, at hun godt kan forstå, at det er besværligt, men at det er normalt i
slutningen af en graviditet. Signe siger: ”Hvis faderen er den samme…” men Iman
afbryder: ”Dét er det. Det er den samme far til alle børnene,” og Signe fortsætter sin
forklaring om betydningen af samme far til barnet. ”så er der tendens til, at alle børnene
vil blive født med den samme tidsmargin til terminen”. Signe foreslår, at hun får foretaget
en urinprøve, kommer nedenunder og bliver skannet og kommer tilbage i ambulatoriet.
Signe siger, at de helst ikke vil sætte hende i gang, for at hun ikke skal få en ”træls”
fødsel, der måske kan ende i et kejsersnit. Iman spørger, hvad det er. Signe siger: ”Det er,
når man skærer barnet ud.” Iman gyser ved tanken og siger: ”Uha…” Signe lytter til
hendes lunger og tager blodtryk. Iman skærer ansigt, da blodtryksmålerens manchet
begynder at stramme om armen.
Derefter går de til skanning.
Signe siger henvendt til mig, mens patienten er væk: ”Hun vil gerne sættes i gang. Men
pulsen, blodtrykket og vejrtrækningen er normal.” Da resultatet fra urinprøven kommer,
er den ”blank”, det vil sige uden indikationer på komplikationer. Signe siger så til mig:
”Vi er ikke meget for at sætte [fødslen] i gang.”
Iman kommer tilbage fra skanning. Det ser fint ud. Alt er normalt. Signe siger til hende,
at når hun er så meget mere besværet denne gang, end hun har været ved de to andre
graviditeter, kan det skyldes, at hun også har to små børn at passe denne gang. Iman siger,
at hun ikke passer dem, det gør hendes mand og hendes mor. ”Jeg kan jo ingenting,” siger
hun. Manden synker lidt sammen og sukker.
Signe siger ”Jeg ved, at du gerne vil sættes i gang men…” Iman afbryder: ”Nej, jeg vil
ikke sættes i gang. Jeg var bare nervøs for, om alt er normalt. Hvis det er det, så må jeg
bare vente.” Hun er bekymret for at blive syg efter fødslen og snakker om blodpropper.
Signe siger: ”Det er der ikke nogen grund til”.
Signe siger: ”Når du bliver gravid igen…” men Iman afbryder: ”Jeg skal ikke have flere
børn. Tre er nok.” Manden bifalder: ”Det er hårdt…”
Da de er gået ud, siger Signe til mig: ”Jeg ved ikke hvor meget, du ved om somaliere…?”
Hun bliver afbrudt af en sygeplejerske, der kommer ind. Signe tager dog tråden op igen
bagefter, men hun er bagud, og jeg kan ikke nå at spørge mere ind til det. Hun siger
undrende, opgivende, nærmest vantro, som om hun ikke kan tro på sin egen observation:
”Så virker hun glad og tilfreds, når hun går…,” og spørger: ”Mon hun har fået det, hun
kom for? Det håber jeg…”
Det umiddelbare indtryk af situationen er, udover en række misforståelser mellem læge og patient,
at Signe efter konsultationen er i tvivl:
Hvad var det lægefaglige indhold i konsultationen, hvad ønskede Iman, og hvad fik hun
overhovedet ud af konsultationen?
Hun siger undrende, opgivende, nærmest vantro, som om hun ikke kan tro på sin egen
observation: ”Så virker hun glad og tilfreds når hun går…”, og spørger: ”Mon hun har
fået det, hun kom for? Det håber jeg…”
Der er i den afsluttende sekvens en række klare tegn på, at Signe umiddelbart efter konsultationen
oplever, at hendes rolle som ”hjælper” er uklar. Hun er i tvivl, om hun har gjort det rigtige og ved
ikke, om hendes intention om ”at hjælpe” har gjort en forskel for patienten, hverken lægefagligt
eller menneskeligt. Iman’s smilende afsked stemmer tilsyneladende ikke overens med Signes
oplevelse af konsultationen. Patienten har tilsyneladende fået et eller andet ud af konsultationen,
men lægen aner ikke hvad det er og forstår ikke, hvad der er gået galt, og hvorfor hun ikke selv er
tilfreds med resultatet. Hun virker opgivende, som om situationen har været frustrerende.
Analyse:
Første situation, hvor ”noget går galt” er i starten af historien. Nogle ekstra observationer fra felten
er her tilføjet i parenteser:
Hendes mand har T-shirt og cowboybukser på. Hans øjne er røde og han virker træt.
De giver hånd begge to.
Lægen Signe kigger i journalen og siger: ”Du er alene?”. Iman siger: ”Nej det er jeg ikke.
Dét er min mand!” Hun peger på manden.
Signe: ”Men du var alene tidligere?” [borende, udspørgende, udstrålende tvivl om
patientens svar, med reference til journalen]
Iman: ”Ja det var jeg.” [med en behersket irritation i stemmen]
Signe forklarer: ”Hvis faderen er den samme…”, men Iman afbryder: ”Dét er det. Det er
den samme far til alle børnene.”
Afbrydelsen er i sig selv et tegn, der tilkendegiver, at noget ikke er blevet forstået gensidigt. De
nærmere omstændigheder er uklare, men de to situationer til sammen giver et billede af en læge, der
ikke klart får redegjort for sine hensigter i forhold til de spørgsmål, hun stiller, og en patient, der
bliver irriteret over ikke at blive taget alvorligt eller forstået.
Forståelseskløften er imidlertid dybere. Hvorfor er patienten kommet? Observationen fortæller:
Iman er i 39. uge. Har to børn.
…
Hun kommer fordi hun er svimmel, træt, ondt i hjertet, kan ikke sove, fordi hun ikke kan
trække vejret. Siger, at hun troede, at hun skulle dø. Hun er gået 7-15 dage over i sine to
foregående graviditeter.
Signe forklarer, at hun godt kan forstå at det er besværligt, men at det er normalt i
slutningen af en graviditet.
…
Iman kommer altså, fordi graviditeten er besværlig, hun er bange for at gå over tiden igen, kan der
være noget galt?
Signe beroliger, og siger at det er normalt. Hun forklarer så, at hvis faderen er den samme:
…”Så er der tendens til, at alle børnene vil blive født med den samme tidsmargin til
terminen”. Signe foreslår, at hun ”får foretaget en urinprøve, kommer nedenunder og
bliver skannet og kommer tilbage i ambulatoriet.”
Lad os se på det efterfølgende, i lidt sammentrængt form. Signe siger først til Iman:
…at de helst ikke vil sætte hende i gang, for at hun ikke skal få en ”træls” fødsel, der
måske kan ende i et kejsersnit. Iman spørger, hvad det er. Signe siger: ”Det er, når man
skærer barnet ud.” Iman gyser ved tanken, og siger: ”Uha…”
…
[lidt senere]
Signe siger henvendt til mig, mens patienten er væk: ”Hun vil gerne sættes i gang. Men
pulsen, blodtrykket og vejrtrækningen er normal.” Da resultatet fra urinprøven kommer,
er den ”blank”, det vil sige uden indikationer på komplikationer. Signe siger så til mig:
”Vi er ikke meget for at sætte [fødslen] i gang.”
...
[lidt senere]
Signe siger ”Jeg ved, at du gerne vil sættes i gang men…”. Iman afbryder:..
Men hvorfra ved Signe, at Iman gerne vil sættes i gang? Iman har på intet tidspunkt sagt noget om
at blive sat i gang. Der er heller intet lægefagligt grundlag for dette. Alligevel har Signe en
forestilling om, at det er det Iman vil. Iman reagerer til sidst og afbryder lægen:
”Nej jeg vil ikke sættes i gang. Jeg var bare nervøs for om alt er normalt. Hvis det er det,
så må jeg bare vente.” Hun er bekymret for at blive syg efter fødslen og snakker om
blodpropper. Signe siger: ”Det er der ikke nogen grund til.”
Renset for etnicitet siger analysen noget om et læge-patient-møde, hvor kommunikationen ikke
forløber optimalt. Lægen har nogle forventninger til, hvem patienten er og hvad patienten vil, som
ikke stemmer overens med det, lægen oplever i konsultationen.
Men i lyset af, at det er en somalisk patient, dukker følgende betragtninger op:
Noget tyder på, at Signe, da hun spørger Iman, om hun er alene, trækker på sine erfaringer om at
mange somaliske kvinder er alene og tit har et familiemedlem med til undersøgelse. I stedet for at
drage den umiddelbare konklusion, at den ledsagende mand er faderen til den ufødte, så gør hun det
modsatte.
Dernæst går hun ud fra, at Iman vil sættes i gang, selvom Iman på intet tidspunkt her ytret ønske om
en igangsættelse. Der er en udbredt forestilling blandt lægerne, at somalierne vil sættes i gang (når
man fraregner de læger, som siger, at det ikke er til at komme til at sætte somaliere i gang eller
udføre kejsersnit, fordi ”det er Allah, der bestemmer”).
Men kommer antagelsen om, at etnicitet spiller en rolle til direkte udtryk i historien? Lægen ved, at
det er patientens tredje graviditet. Det spiller imidlertid kun en mindre rolle, folk får som bekendt
forskelligt antal børn, både danskere og somaliere. Den normale hypotese om fremtidens børn
formuleres normal sprogligt som: Hvis du bliver gravid igen… Men et sted i konsultationen siger
Signe:
Signe: ”Når du bliver gravid igen…”, men Iman afbryder: ”Jeg skal ikke have flere børn. Tre
er nok”. Manden bifalder: ”Det er hårdt…”
Det ville have været en usædvanlig formulering til en dansk kvinde.
De to sidste episoder kan i første omgang tolkes sådan, at Signe lader sine forestillinger om ”de
andre” styre mødet med det somaliske par. Eller rettere sagt, hendes forestillinger kommer til at
styre hende og påvirker udfaldet af konsultationen, så hun ikke selv er klar over, hvad der egentlig
sker.
Men det er nærliggende at antage, at det også er sådanne forestillinger, der ligger bag hendes
usikkerhed i forhold til patienten, om hun er enlig mor eller ej.
Iman og hendes mand gav begge hånd, da de kom, og da de gik, men det er ikke alle somaliere, der
giver hånd til det modsatte køn. I næste afsnit vil jeg komme ind på de problemer, dette kan
medføre.
5.3
At give hånd
På verdensplan praktiseres gode manerer og den rette etikette ved mødet med andre mennesker på
vidt forskellige måder. Hilseritualet har mange forskellige udtryk, men alligevel kan manglende
vilje til at give hånd til det modsatte køn skabe overskrifter i dagens Danmark. I dette afsnit vil jeg
beskæftige mig med det at give hånd, som den første kontakt mellem læger og somaliske patienter.
Nogle somaliere giver ikke hånd til personer af det modsatte køn, og jeg vil her diskutere, hvordan
kulturelle, religiøse og kønsrelaterede forklaringer tages i brug, for at forklare denne, for nogle,
stærkt provokerende adfærd. Alle de læger, jeg har talt med, har tilsyneladende under en eller anden
form gjort sig tanker om, hvordan de skal forholde sig til, at deres fremstrakte hånd muligvis ikke
vil blive taget imod. Det er dog langt fra alle, der betragter den manglende vilje til at give hånd som
en provokation. En læge udtaler:
Erik: ”Nej, jeg er på ingen måde provokeret over, at de gør tingene på en anden måde end
mig. Jeg har arbejdet i tilpas mange lande til at se, at vi bare gør tingene på forskellige
måder. Hvis man er vant til at gnide næser, så er det vel fint nok at gnide næser, men jeg
gnider bare ikke næse. Men øhh [han ser eftertænksom ud] det kan jeg da godt prøve…
Nej det provokerer mig slet ikke. Jeg har fuld forståelse for, at det gør de ikke, og så
prøver jeg at lade være [han retter sige selv] Næææ det gør jeg ikke. Jeg rækker da
hånden frem alligevel. Det er ikke ment som en fornærmelse at række hånden frem, jeg
viser bare, at det er min måde at gnide næse på. Hvis de så ikke vil tage min hånd, så er
det bare helt i orden. Nej jeg er ikke hverken irriteret eller provokeret over, at de er
anderledes. Det er de selvfølgelig.”
[Tolkning: Identificerer ”at give hånd” primært som ”tegn”, hvis form er underordnet i
forhold til selve hilseritualet. Ser erfaring fra andre kulturer som gavnlig]
En ældre læge har denne kommentar til udsagnet om, at nogle af hans kollegaer bliver provokerede
af, at nogle somaliere ikke vil give dem hånden;
Henning: ”Ja, det er jo sådan en holdning til lægegerningen. Man er ikke guder. Vi er
ikke dem, der skal sige sådan og sådan er det, og sådan og sådan skal du gøre. Altså hvis
man har forladt den position som læge, så kan man måske bedre acceptere andres
holdninger, [han tænker sig lidt om], og det behøver man jo ikke at blive ældre for at
kunne.”
[Tolkning: Taler om den personlige styrke, at forlade rollen ”som Gud” og acceptere
forskellige tegn som hilsner]
Disse to første læger inddrager den personlige erfaring som forudsætning for at kunne forholde sig
afslappet til andre ritualer for ”det at hilse”. De ser det blot som et andet tegnsystem og begrunder
ikke deres holdninger i viden, men i væren eller erfaring.
Som anført i teori I er viden om de andres kultur ikke ukritisk positiv, og i det følgende vil jeg vise,
at det ikke er alle, der har en lige så afslappet holdning til det manglende håndtryk, som de to
ovenstående læger. ”Viden” eller snarere delvis viden om de andre spiller ind i disse eksempler,
som retfærdiggørelse af, hvordan tre forskellige læger lader sig provokere i forskellig grad og på
forskelligt grundlag over, at somalierne ikke vil give dem hånden.
En kvindelig læge gør sig følgende overvejelser over somaliske mænd, der ikke vil give hende
hånden.
Mette: ”Jeg stikker poten frem, og hvis vedkommende tager poten, så er det i orden, og
hvis vedkommende ikke tager poten, så plejer jeg gerne at sige, at det er da ikke noget at
have en konflikt over. At han opfatter mig som uren, det må han så selv forholde sig til,
det må da være mest træls for ham.”
[Tolkning: Forholder sig i første omgang til hilseritualet som tegn, men tillægger
hilseritualet en kulturel/religiøs og/eller kønsrelateret betydning]
Den lange forklaring, der ikke rigtigt hjælper noget som helst, kommer fra lægen Jesper:
Lægen Jesper: ”Nogle af dem [her de kvindelige somaliere] vil jo ikke give hånd til en
mand for eksempel, og det provokerer mig. Det er der ikke tvivl om. At jeg ikke fra
starten ved, om jeg skal give dem hånd eller ej. Jeg er selv meget ureligiøs, så generelt så
syntes jeg, at der er besvær med folk, som lader deres liv styre så meget af religion. Jeg
var ude og se på en afrikansk mand. Jeg ved så ikke lige, om han var fra Etiopien eller
Somalia. De boede egentlig meget pænt, lejlighed, ude på Frederiksbjerg. Når jeg siger
pænt, så var der sofaer og nydeligt. Hans kone, hun gik så rundt med det her, hvor der
bare lige var [han viser med hænderne, at hun er helt tilsløret, så man kun kan se øjnene].
Han snakkede ikke så godt dansk, men hun snakkede forrygende engelsk. Han snakkede
heller ikke så godt engelsk. Så mit indtryk var helt klart, at hun var langt bedre
fungerende, end han var på alle livsområder. Men hun måtte ikke give hånd og gik med
handsker, og så skulle jeg se hans sygesikringsbevis, så måtte hun finde det og så give det
til ham, så han kunne give det til mig. Hun måtte ikke give mig tingene. Når man kommer
der og siger goddag, og de så ikke tager hånden, så står man sådan ummmm æhhh på en
eller anden måde ikke. Selvfølgelig skal de have lov til at være som de er, men det er da
noget som irriterer mig på et eller andet niveau. Alle mændene giver jo hånd.”
Jeg indfører, at nogle mænd ikke giver hånd til kvinder, og lægen svarer: ”Nå ikke til
kvinder? Ok. Den finesse har jeg så ikke set.”
[Tolkning: Kan ikke isolere tegngivningen fra den kulturelle kontekst, og blander
endvidere sine egne kulturværdier ind i problemstillingen. Føler sig underkendt i
forholdet til sig egen viden]
Sidste eksempel er en feltobservation:
Signe læser journalen til næste patient, som er en somalisk kvinde. I det hun rejser sig for at hente
dem ind, siger hun: ”Barn nr. 7 og kontanthjælpsmodtager, så går det der ud af ”.
Efter endt konsultation, som i mine øjne forløber uden problemer, siger Signe ”Jeg bliver
vildt provokeret. Så sidder hun bare der, tilsløret, de vil ikke give hånd.
Kontanthjælpsmodtager og skal have barn nr. 5-6 stykker. Det provokerer mig. Han
kunne godt give hånd her i mit land” [med tryk på mit].
[Tolkning: sammenkæder tegnet ”at give hånd” med ”tilsløret klædedragt”, og tillægger
begge dele religiøs betydning som ”det fremmedartede” og ”i modstrid med vores kultur
og værdier” og kobler derefter til sociale kriterier, mv.]
Der eksisterer tilsyneladende ikke en fælles fortælling blandt lægerne om, hvorfor nogle somaliere
ikke giver hånd til personer af det modsatte køn. De læger, jeg har interviewet, har hver især stykket
deres egen private kulturtese sammen. De mener hver i sær at kende baggrunden for, at somalierne
ikke giver hånden til det modsatte køn, eller som en af dem tror, at de somaliske kvinder ikke giver
hånd til mænd. De udtaler sig i virkeligheden også i forskellige sammenhænge, det vil sige
præmissen for deres svar er ikke ens. Nogle kommer spontant med udtalelser, andre spørger jeg
direkte om, hvordan de stiller sig til, at nogle somaliere ikke giver hånd.
Der er således tale om en række meget forskellige udtalelser fra læger om det at give hånd uden
anden sammenhæng i øvrigt, end at de er fremsat til mig i løbet at mit feltarbejde.
Udtalelserne ses her som narrativer ifølge Mattingly, som en række historier, der primært kan
opfattes som udtryk for lægernes eget forsøg på at skabe forståelse af egen situation i mødet med
”det fremmede”.
Jeg vil her se på det ”at give hånd” som ”tegn” for at finde ud af, hvilken betydning dette ”tegn”
som ritual tillægges af de enkelte læger. Tegnet opleves tilsyneladende forskelligt af de forskellige
læger, som om de har forskelligt filter, forskelligt udgangspunkt og forskellige oplevelser af det
samme tegn. Det vil sige, vi kan i princippet ikke vide, at det er præcis det samme tegn, for det er
forskellige situationer de har oplevet dem i, men de tillægger i al fald ”det (ikke) at give hånd” vidt
forskellige betydninger efterfølgende i mødet med mig.
Komplikationen i forholdet mellem lægen og ”det at give hånd” vil jeg prøve at beskrive ud fra tre
kategorier: Den første ser tegnet som underordnet. Giver man ikke hånd, gnider man bare næse.
Den anden ser tegnet som et problem, men kan forholde sig til det, og forstår det ud fra
kulturforskelle. Den sidste ser tegnet som et uovervindeligt problem og skyder skylden på
kulturforskelle. Lægen forskyder hele problematikken fra tegnet og lader sin frustration få frit løb
mod kulturforskellene.
Kategorierne er naturligvis konstruerede efter diskussionen af Dyhr, Jöhncke og Schierups
overvejelser i teori I.
Når lægerne skal forklare sig efterfølgende, bliver forskellen til de andre vigtig, om end i forskellige
grader. Spørgsmålet er, om den ideelle situation, som Schierup efterlyser, er til stede. Idealet ville
vel være (konstrueret eksempel):
Læge: ”At give hånd…? Jeg er ikke sikker på, jeg forstår spørgsmålet… Nå, du mener
om det skulle være et problem, at man har forskellige måder at hilse på? Jeg kan huske
engang Brian kom ind i en konsultation og sagde ”Yo…” Det har jeg sgu aldrig funderet
over, andet end som en lang intellektuel diskussion. I praksis er jeg ikke læge for at
trykke hånd eller kysse kinder, men for at hjælpe mine patienter…”
Men det må retfærdigvis siges, at bare det, at jeg stiller spørgsmål i de interviewsituationen, også
skaber en forventning om, at lægerne reflekterer over og giver udtryk for denne refleksion i
narrativerne.
Eksemplerne viser endvidere forskellige grader af det, som Schierup ser som det grundlæggende
problem ved kulturforskelle: Man definerer sig selv ved hjælp af ”forskellen” i forhold til de andre
(Schierup 1992: 196-197). Forskellen er imidlertid i konsultationen reel, ikke kun en konstruktion.
Lægen ”prøver” at give hånd, ”vil gerne mødes” men føler sig afvist på deres køn og indirekte på
deres faglige kompetence og måske i lægerollen, som traditionelt ”hjælper” og ”rækker hånden ud”.
De mere voldsomme reaktioner, hvor lægen efterfølgende skælder ud på somaliere generelt kan ses
som en forskydning af problematikken eller projektion: Lægen afviser somaliere, fordi han eller
hun føler sig afvist af somalierne.
De ovenstående eksempler indeholder imidlertid en lang række af andre konflikter og mulige
tolkninger. De mere dybtgående tolkninger er imidlertid placeret i speicaledelen.
5.4 Sproget som tegn
I dette afsnit vil jeg komme ind på sprogproblematikken. Der er bred enighed blandt lægerne om, at
sprog er et problem. Det fremgår både af interviews og af deltagerobservationerne i ambulatoriet.
Lægerne mener, at der er flere faktorer, der spiller ind. Der er for det første en tidsfaktor, for det
andet en forståelsesfaktor og for det tredje en tolkefaktor. Jeg vil i det følgende gennemgå de tre
faktorer.
For det første er tidsfaktoren væsentlig, da der kun er 15 minutter til hver patient. Patienter, der
opleves som dårlige til at mestre det danske sprog, er mere tidskrævende: Kommunikation skal
foregå gennem tolk, og det tager længere tid. En læge utrykker det således:
Erik: ”Det tager længere tid, hvis det skal gøres ordentligt. Så hvis jeg for eksempel lige
skimmer programmet og ser, at der kommer fire somaliere i det her skift eller kvinder
med udenlandsk klingende navn, så ved jeg, at der er et tidsmæssigt problem,
Kommunikation både den ene og den anden vej tager længere tid, så det er et tidsmæssigt
problem, hvis der er for mange af dem, som kommer lige efter hinanden. Det er det helt
afgjort.”
For det andet er der forståelsesfaktoren: Hvorvidt patienten går fra konsultationen og har fået spurgt
om det hun ville og har forstået de svar og forklaringer, hun har fået af lægen. Som en læge siger,
efter at et somalisk par har forladt ambulatoriet ”nogle gange har man på fornemmelsen, at de bare
siger ja og så går igen”. Desuden giver mange af de interviewede læger udtryk for, at
sprogbarrieren ikke bare er et forståelsesmæssigt problem, men også giver anledning til frustration:
Som en kvindelig læge siger: ”Men stadigvæk er det jo da pisse irriterende, når folk, der har boet
her i otte- ti år, ikke kan kommunikere ikk? Det provokerer mig. Det kan man ikke komme uden om,
og det provokerer også plejepersonalet. Det kan man tydeligt mærke, at det er for ringe.
I et forsøg på at forklare frustrationen overfor mig, tilføjer hun, at ”det er jo ikke deres egen
skyld…”, men tilføjer i samme sætning ”…eller er det?”.
For det tredje er der tolkefaktoren, hvor problemerne med at arbejde med tolk kommer til udtryk
hos lægerne som for eksempel:
Henning: ”Det svære ved alt tolkesamtale er, om man har øjenkontakt med den man skal
have øjenkontakt med, altså kvinden. Og man taler via en tredjeperson, så det er sådan en
lidt kunstig situation.”
Lægen peger her på det grundlæggende problem i at kommunikere menneske til menneske gennem
en tredje person, tolken.
Desuden er den ovenfor nævnte generelle tidsfaktor. Det tager længere tid at anvende tolk i
konsultationen, fordi alt skal siges to gange.
Endelig er alle tolke ikke lige gode. Nogle oversætter lange sætninger med få ord eller omvendt, så
der kan opstå mistanke om, at tolken censurer eller udvider det sagte.
At arbejde med tolk er således både tidskrævende og et ekstra problem i forhold til at være sikker
på, at det er de rigtige informationer, der kommer igennem på alle planer. Samtidig kan tolken ikke
undværes i en række situationer.
En vigtig tilføjelse til problematikken i forbindelse med kommunikation gennem tolk indenfor
sundhedssystemet er, at tolkene ikke er specielt uddannet til at tolke i medicinske spørgsmål. Som
en kvindelig læge siger:
”De tolke, vi bruger her, er jo ikke uddannede specielt til gynækologi. Man ikke aner om
tolken kan oversætte det, som vi siger. Hvad er det lige, der bliver kommunikeret videre?
Det er et stort problem, at der ikke er nogle, der er uddannede til at tolke medicin, og
medicin er ikke bare medicin. Det er forskellige problemstillinger. Jeg kan ikke forstå, at
vores system ikke vil investere i at uddanne vores egne tolke, så vi har dem, vi kan
trække på. Men det er jo en ressource-diskussion”
Det ligger uden for dette speciales område at diskutere eventuelle fejlbehandlinger som følge af
anvendelsen af tolk, eller om specialuddannede tolke kunne reducere eventuelle fejlbehandlinger.
Det er imidlertid en vigtig pointe, at specialviden hos tolken spiller en stor rolle for
kommunikationen, antageligvis både for lægen og patienten. Desuden kunne man pege på, at hvis
tolkene var tættere knyttet til institutionen, ville lægen få større tillid til tolken:
Mette: ”Jeg kigger altid efter, om der skal tolk med, og så kigger jeg på journalen, om
hvad der står på henvisningen om sprog. For jeg ser sprog som den største udfordring,
ikke barriere, men største udfordring. Fordi det er der, hurdlen er. Og så kigger jeg på,
hvad det er for en tolk, der er med, om det er en, jeg har set før. For det handler også
meget om tillid mellem læge og tolk”
Spørgsmålet omkring anvendelsen af tolk i det hele taget er imidlertid ikke bare uproblematisk set
med patientens synspunkt.
Efter en konsultation med et somalisk par, hvor lægen oplevede, at der var problemer med sproget,
sagde lægen: ”Man kan også være for stolt”, med henvisning til, at der ikke havde været tolk med
til konsultationen.
Jeg forstod ikke umiddelbart bemærkningen, men sat i direkte relation til Dyhr’s beskrivelse af,
hvordan en tyrkisk kvinder satte en ære i at klare sig selv på det nye sprog (Dyhr 1996: 154), gav
bemærkningen mening. Selvfølelsen hos somaliere kan altså påvirkes af eventuel anvendelse af
tolk.
Tiden og tolkeuddannelsen er nogle ressourceproblemer, der ligger uden for dette speciale og er
forhold, som den enkelte læge er underlagt. Men på tværs af hele problemstillingen ligger
spørgsmålet om, hvilken sammenhæng der er mellem sprog som tegn og kommunikationen mellem
læge og patient.
Nedenstående feltoplevelse udspillede sig, da en ung læge Jesper, skulle have en somalisk patient,
som i journalen blev betegnet som dårlig til dansk. En af de fastansatte læger Erik, bistod ham med
denne patient.
Erik og Jesper gennemgår patientjournalen og ser alvorlige ud. Erik forklarer mig, at det
er meget svært, det de skal til nu. De skal have kvinden (Amina) til at tage stilling til om
fostret skal nakkefoldsskannes eller ej og være sikre på, at hun forstår, hvad de spørger
hende om.
Jesper sidder i ”Lægestolen” nærmest computeren. Erik sætter sig ved hjørnet af bordet
nærmest patientstolen. Sygeplejersken henter Amina, som sætter sig. Erik læner sig frem
mod hende med albuerne hvilende på knæene, således at hans ansigt befinder sig ca. en
halv meter fra hendes ansigt. Han forklarer langsomt om alder, risiko og om
nakkefoldsskanning.
Amina siger; ”Jeg forstår ikke jeres system.” Erik forklarer det hele en gang til, men med
andre ord. Amina gentager: ”Jeg forstår ikke jeres system.”
Erik: ”Vil det være lettere for dig, hvis vi taler engelsk?”
Amina: ”Nej”
Erik: ”Skulle vi prøve med en ny tid og en tolk?”
Amina: ”Nej, nej… Vi forstår ikke jeres system. Vi er ikke bange for mongolisme eller
andre ting. Allah bestemmer, hvad der kommer.”
Erik siger, at det er helt op til hende at vælge, om hun vil sige nej.
Amina: ”Jeg siger ”nej”…”
”Skal vi så ikke lige skanne for at se, om din termin passer?”
Amina står og holder tøjet ned langs kroppen, som om hun frygter, at de vil tvinge hende
op på briksen, mens hun siger, at barnet er så lille, og at alt er normalt. Erik opgiver til
sidst at få hende skannet. og siger ”Så laver vi en aftale på et senere tidspunkt til
skanning”.
Det ovenstående giver et billede på, hvordan det kan gå galt, på trods af Eriks bestræbelser på at
gøre det så godt som muligt. De to læger forbereder sig inden konsultationen på, at det vil blive
svært på grund af sprog vanskeligheder, men hvor har de egentlig den antagelse fra? Og hvorfor er
der to læger tilstede? Antageligvis er den ekstra læge indkaldt, fordi han skal assistere den lidt
yngre læge, men uanset hvad, er hele konsultationen på forhånd defineret som svær.
På baggrund af mine data er det uklart, hvilke rationelle grunde der måtte være til, at disse
forventninger om det svære møde opbygges hos lægerne. Jeg vil her ikke diskutere, om det
lægefaglig eller menneskeligt er ”relevant”, at opbygge forventninger forud for et møde, det vil sige
om ”viden” eller ”forberedelse” kan virke positivt eller negativt.
Hensigten er her at se på de forestillinger, der ligger forud for mødet hos lægerne, som forestillinger
om eller forventninger til, hvad der skal ske, og hvordan disse forventninger bliver et problem i
denne konsultation. Forventningen er i historien beskrevet som:
Erik og Jesper gennemgår patientjournalen og ser alvorlige ud [1]. Erik forklarer mig, at
det er meget svært, det de skal til nu. De skal have kvinden (Amina) til at tage stilling til,
om fostret skal nakkefoldsskannes eller ej [genetisk rådgivning 2], og være sikre på, at
hun forstår, hvad de spørger hende om [3]
Den ene forventning er, at det er noget svært, de skal til i forhold til selve læge-patient-relationen
[1]. Den anden forventning er rent lægefaglig. De skal give eller rettere tilbyde genetiske rådgivning
[2]. Det forhold, at der er to læger til stede for at give tilbud om genetisk rådgivning, der normalt
udføres af én læge sammenholdt med, at der ikke er nogen specielle komplikationer eller væsentlig
kompetenceforskel mellem de to læger, underbygger [1] og understreges yderligere i [3]: De skal
være sikre på, at patienten forstår det, de forklarer hende.
Sammenfattende: Det er en patient, der potentielt har svært ved ”at forstå” det, de skal forklare, det
er noget indviklet, de skal forklare, hun forstår det sikkert ikke, og der skal gøres en ekstra indsats.
Derfor gør de sig næsten grænseoverskridende bestræbelser på at ”komme tæt på patienten” [4]:
Jesper sidder i ”Lægestolen” nærmest computeren. Erik sætter sig ved hjørnet af bordet
nærmest patientstolen. Sygeplejersken henter Amina, som sætter sig. Erik læner sig frem
mod hende med albuerne hvilende på knæene, således at hans ansigt befinder sig ca. en
halv meter [4] fra hendes ansigt. Erik forklarer langsomt om alder, risiko og om
nakkefoldsskanning.
Så langt i konsultationen er der intet konkret udtrykt i historien om, at det er det danske sprog, der
er hovedproblemet bag lægernes forventninger og handlinger. At det er sproget, der er det centrale
problem, forstået som en ”forventning om ikke at blive forstået sprogligt” kommer imidlertid til
udtryk i næste sekvens:
Amina siger: ”Jeg forstår ikke jeres system.” Erik forklarer det hele en gang til, men med
andre ord. Amina gentager: ”Jeg forstår ikke jeres system.”
Erik: ”Vil det være lettere for dig, hvis vi taler engelsk?”
Amina: ”Nej.”
Erik: ”Skulle vi prøve med en ny tid og en tolk?”
I hele dette afsnit drejer det sig om en læge, der forventer, at sprog bliver et problem, og som
pludselig ikke forstår begrebet ”system”, sådan som det anvendes af kvinden. I stedet for at spørge,
hvad hun mener med system, antager han, at hun anvender ordet forkert eller rettere: Det trænger
ikke igennem hans forventninger. I stedet for fokuserer han på, at patienten ”ikke forstår”, der
bekræfter hans forventninger om det svære møde.
Misforståelsen på baggrund af de opstillede forventninger er altså, at lægen ikke forstår anvendelsen
af ordet system i den kontekst, der forekommer i kvindens sætning.
Manglende kontekstforståelse kombineret med forventningen om sproglige problemer kombineret
med udsagnet ”ikke forstår” bekræfter endeligt lægen i, at der her snarere er behov for en tolk eller
et skift til et andet sprog.
Først, da kvinden sætter ord på begrebet ”system”, viser det sig, at hun udmærket har forstået
nakkefoldsskanning, men har sin egen mening om dette lægefaglige tilbud:
Amina: ”Nej, nej… Vi forstår ikke jeres system. Vi er ikke bange for mongolisme eller
andre ting. Allah bestemmer, hvad der kommer.”
Erik siger, at det er helt op til hende at vælge, om hun vil sige nej.
Amina: ”Jeg siger ”nej”…”
”Skal vi så ikke lige skanne for at se om din termin passer?”
Amina står og holder tøjet ned langs kroppen, som om hun frygter, at de vil tvinge hende
op på briksen, mens hun siger, at barnet er så lille, og at alt er normalt. Erik opgiver til
sidst at få hende skannet og siger: ”Så laver vi en aftale på et senere tidspunkt til
skanning.”
Konsekvensen af den manglende forståelse og opbygningen af de gensidige frustrationer hos læge
og patient, altså mødets forløb er, at Amina slet ikke kan forholde sig til tilbuddet om at blive
skannet med henblik på fastsættelse af terminsdatoen.
Jeg har her udelukkende fokuseret på sproglig og nonverbal kommunikation, dvs. uden at lade
”kulturforskelle” spille ind. Det er klart, at der i Aminas udsagn: ”Vi forstår ikke Jeres system”
ligger en henvisning til ”forskellighed”, og at dette henviser til somaliere og danskere, ligesom det
er klart, at ordet system her er anvendt lidt utraditionelt i forhold til det danske sprog.
Hovedproblemet er imidlertid, at Erik ikke får skelnet ordentligt mellem ”sproglige problemer” og
”kulturelle problemer”. Han ser ”kulturelle forskelle” før konsultationen, bestemmer sig for, at det
vil give ”sproglige problemer” i konsultationen, og kan ikke skifte indstilling undervejs, hvor det
sproglige skal tolkes ud fra den aktuelle, menneskelige kontekst.
Eksemplet problematiserer den relativistiske lægerolle, som defineret hos Dyhr (Dyhr 1996: 127),
fordi udgangspunktet er forkert: Det er ikke viden om de andre, der i den sidste ende skaber det
gode møde pr. automatik. Fastholdes en bestemt forestilling som konsekvens af denne viden om de
andres kultur, kan denne viden vise sig nyttesløs. Analysen viser, at alle de informationer lægen
skal bruge til at skabe et godt møde, er til stede i selve situationen, men at ”viden om de andre” lige
så godt kan virke hæmmende som fremmende for at skabe en menneskelig relation.
Da jeg på mødet på Gellerup bibliotek kommer til at nævne sprogproblemer, som det problem
lægerne lægger mest vægt på, bliver der mumlet en del i gruppen. En af de somaliske kvinder rejser
sig, slår opgivende ud med hænderne og siger ”Det er ikke sproget. Jeg taler dansk og min mand
taler godt dansk. Hvad skal vi gøre?”
Det er ikke kun den verbale kommunikation og gensidige forståelse, der opleves problematisk. I
næste afsnit vil jeg se på diagnosticeringsproblemer og ”etniske smerter”.
5.5 ”Etniske smerter”
I dette afsnit vil jeg komme ind på et specielt problem, som lægerne oplever med at diagnosticere de
somaliske patienter.
Dyhr hævder, at man i Danmark har en, set på verdensplan, temmelig enestående måde, at give
udtryk for smerte på. Fra danske børn er helt små, bliver de vænnet til verbalt at præcisere, hvor det
er, det gør ondt. Når et barn har slået sig, vil det, som det første, blive spurgt: ”Hvor gør det ondt?”
eller ”hvor slog du dig?” (Dyhr 1997: 21). Det lille barn lærer hurtigt, at det rigtige svar ikke er ”på
dørkarmen”, men derimod en præcis beskrivelse af, hvor på kroppen det gør ondt, hvorefter den
voksne, der er til stede, stiller en ”diagnose”. Børn bliver med andre ord trænet, fra de er helt små,
til at indgå i en dialog om skadens placering og sværhedsgrad.
Det er ikke acceptabelt at skrige i timevis over en hudafskrabning eller andre mindre knubs, og den
gamle holdning ”skidt for så lidt” er stadig gældende. Medierne kommer jævnligt med historier om,
at danskerne går for meget til læge uden at være syge. Historier om den gæve vestjyde, der brækker
armen tre steder og undlader at søge lægehjælp, før andre tvinger ham, og armen er vokset forkert
sammen, er stadig omgærdet med en vis respekt.
En antagelse kunne således være, at forventningerne hos danske læger er, at patienterne mestrer
evnen til at formulere smerteoplevelser, og ”at det er tegn på styrke og selvbeherskelse at kunne
udholde smerte”. Hvis denne antagelse er korrekt, vil den give problemer for mennesker, der ikke
har samme forhold til smerte, i konsultationen hos lægerne.
Denne sammenhæng mellem ”dansk kultur” og ”smerte-kontrol” ville efter denne antagelse komme
til udtryk i mødet med mennesker, der udtrykker smerte anderledes.
En etableret forestilling er, at visse etniske grupper har en lavere smertetærskel end danskere
generelt, og i lægekredse diskuterer man således det, som betegnes Etnisk smertesyndrom.
Etnisk smertesyndrom eller, som jeg gentagne gange hørte det betegnet, ”etniske smerter” er et
begreb som – godt nok uofficielt – vinder indpas blandt sundhedspersonalet (Bunch, Dyhr 1989:
56). Begrebet bliver ifølge Dyhr og Bunch, som alle andre diagnoser, vejledende for
behandlingsindsatsen (ibid.: 56).
En kvindelig læge fra felten, Kirstine, fortæller: ”Kender du begrebet etniske smerter? De giver
meget mere udtryk for deres smerter. Så bliver vi irriterede, vi kan ikke lide at folk overspiller, og
så møder de den dér: ”Den ”hopper vi ikke på”, når det, de i virkeligheden vil opnå, er det
modsatte.”
Det, der kan betegnes som ”forskelle” mellem ”dem og os”, diskuteres altså blandt læger som en ny
diagnose. Men er problemet dermed løst? Hvordan oplever de forskellige læger problemet? Og sidst
men ikke mindst: Hvordan fortæller de om problemerne? To andre læger fortæller om ”etniske
smerter”:
Jesper: ”De siger mere av, og der er mere plæderende, og der er flere mennesker i
rummet. Æhh og så er der som regel ikke stole og borde, så det er madrasser på gulvet, og
der er i sig selv vanskeligt at kravle rundt og ortoskopere et barn nede på knæ, nede på en
madras ikke?”
”Umiddelbart oplever jeg somalierne som meget behandlingskrævende og meget
plæderende for at få medicin, ”injektions.” De ser så lidende ud, at man tænker, at jeg må
gøre et eller andet, jeg kan ikke bare klappe på skulderen af folk, der har det så dårligt.”
Jesper: ”Han var sådan en piveskid. Han sad der og åhhhh, ryggen og….
Min vurdering var, at hvis det havde været en dansker, så ville man ikke have sagt nær så
meget av som han gjorde.”
Jesper: ”når der kommer somaliere og andre så fremmedartede ind, fordi det er svært for
os at kommunikere med dem, og de giver udtryk for deres lidelser på en anden måde end
vi gør. De ser sådan meget liiiidende ud i deres ansigter og deres attitude. Det er sværere
at få hoved og hale i, fordi de siger av mange flere gange end vi andre vi gør”.
…
”Især med de helt sorte afrikanere, at dem har vi sværere ved at vurdere, sådan klinisk
bare ved at kikke på dem. Vi kan jo ikke se. om de er blege eller anæmiske. Vi kan
selvfølgelig kikke i slimhinderne i øjnene, men vi kender ikke den type mennesker så
godt, så vi ligesom kan se, at der er et eller andet galt her. Ellers har vi et klinisk blik. Når
folk kommer ind af døren, så stiller vi en diagnose på en skala fra alvorligt over ikke så
alvorligt til slet ikke alvorligt. Jeg ved ikke hvordan sådan nogle ser ud, når de er syge.
Og jeg kan ikke se på deres måde at reagere på, om de er meget syge eller lidt syge. For
mig at se, reagerer de voldsomt. Det kan jo godt være, at nogle af dem har været meget
syge, hvor jeg bare ikke har opdaget det. Det ved jeg jo ikke. Jeg har ikke det der filter.
Jeg har været udenfor en kvinde, der, lå og vred sig, og når jeg rørte maven, så var hun
ved at gå helt fra hinanden. Til sidst måtte jeg bede nevøen, der oversatte, om at sige til
hende, at hun kun måtte sige av, hvis det gjorde rigtig rigtig rigtig ondt, for ellers kunne
jeg slet ikke finde ud af noget som helst, og det hjalp så lidt”.
En anden læge siger:
Mette: ”Nogle af dem kan godt reagere meget voldsomt med smerter. Måske begrundet af
usikkerhed, eller måske fordi de er vant til at, eller de tror at, de skal reagere kraftigere
for at få en ydelse, hvor jeg plejer at sige ja, men du behøver slet ikke, jeg skal nok
undersøge dig, jeg skal nok. Du behøver ikke at give udtryk for din smerte, for jeg kan
godt se, at du ikke har det godt.”
Mette: ”Men der er jo nogle af dem der, hvis de kaster sig på gulvet, ja men der kan jeg
ikke undersøge dem nede”.
Jeg spørger: ”Der er nogle, der kaster sig på gulvet?”
Mette: ”Eller ikke kaster sig på gulvet, vender sig væk, eller vil ikke rejse sig fra lejet for
at gå over på det andet undersøgelsesleje. Den der med de vækvendte øjne, hvor de
ligesom kobler sig helt væk, og bare ligger og siger et eller andet repetativt”.[1]
…
Mette: ”Man kan ikke kommunikere, hvis den ene part kapsler sig væk…”
”Jeg ved ikke, om det har noget med sekundær gevinst at gøre. Om de vil signalere
overfor sin familie, at de har det altså skidt. Nogle gange er det en meget voldsom
reaktion, hvor man tænker, hvad er det? Hvad foregår der her? Jeg siger nogle gange til
dem: ”Du lever livet lidt farligt, fordi jo mere du overreagerer, jo sværere kan det blive at
blive taget alvorlig, hvis nu du virkelig er rigtig rigtig rigtig syg.” Vi kan jo ikke stikke en
kniv i alle. Det kan være farligt for dem at have det ry, hvis vi læger begynder at tænke:
”Nå men det er bare dem, der kommer hele tiden”, eller ”der er ikke noget galt, det er jo
bare deres kultur, og det er bare deres måde at reagere på”.
Lægerne oplever altså, at der er svært at stille en diagnose, og de møder ukendte adfærdsmønstre,
der skaber kommunikationsproblemer. Der ligger tydeligt gennem alle historierne en frustration, der
viser sig som dramatiske fremlægninger. Fremstillingen er imidlertid ikke bare dramatisk, men man
får f. eks. hos Mette [1] en fornemmelse af overdramatisering, og når jeg konfronterer hende med
hendes egen fortællings indre logik, kan hun godt selv se den.
Men hvorfor denne overdramatisering?
5.6
Afsluttende delkonklusion
En grundlæggende egenskab ved narrativerne, som beskrevet hos f. eks. Mattingly (se teori II) er, at
narrativerne ikke bare er referater af oplevelser. De er et forsøg på at forstå oplevelser. De er
imidlertid mere end det: Forståelsen ligger ikke bare i at fortælle, men i at fortælle til nogen, at blive
forstået (Mattingly 1998: 8).
Overdramatisering bliver altså den måde at fortælle historien på, som stemmer overens med
formålet, at overbevise antropologen om at det er frustrerende oplevelser, der fortælles om.
I denne overdramatisering sker der en polarisering i ”dem og os”, som beskrevet hos Schierup
(Schierup 1992: 196-197).
I et kronologisk forløb kan man forestille sig følgende: Lægerne har frustrerende oplevelser med
patienter. De fortæller om disse oplevelser, specielt til andre læger eller indenfor sundhedssystemet,
og får antageligt god respons med dramatiske historier fra andre, der har haft lignende oplevelser.
Derefter dannes der en ”fælles historie”, og fænomenet ”etnisk smerte opstår” som begreb og fælles
forklaring. Endelig kan det tænkes, at begrebet ”etnisk smerte” bliver til et narrativ i sig selv, i den
forstand at anvendelsen af ordet i sig selv bliver ramme for en række følelser og oplevelser.
Dermed stabiliseres ”etniske smerter” som fælles begreb og bliver institutionaliseret som egentlig
diagnose ”etnisk smertesyndrom” (Bunch, Dyhr 1998: 56).
Narrativerne bliver i disse eksempler ikke beskrivende for generelle forhold mellem den enkelte
somalier og lægerne, men til gengæld viser de noget andet interessant: Som Schierup beskriver det,
erstatter kulturelle forklaringer egentlig forståelse. Når vi ikke kan forstå de andre, polariserer vi
forskellene mellem dem og os, vi skaber billeder af forskelle som forklaringer på vores frustration. I
den sidste ende risikerer disse polariserede forestillinger eller viden om forskelle at føre til dårligere
sameksistens, som beskrevet hos Barth (Barth 1969: 16). Diagnosen ”etnisk smerte” løser efter
Schierup heller ikke problemet: Kulturel viden fører ikke nødvendigvis til bedre betingelser for
”sameksistens”, men risikerer tværtimod at føre til en yderligere polarisering. Ikke at lægerne ikke
godt er klar over problemstillingen, her i gentagelse af lægen Mette:
”Vi kan jo ikke stikke en kniv i alle. Det kan være farligt for dem at have det ry, hvis vi
læger begynder at tænke; ”nå men det er bare dem, der kommer hele tiden”, eller ”der er
ikke noget galt, det er jo bare deres kultur, og det er bare deres måde at reagere på.”
Det kan bare knibe med at anvende denne viden i praksis. Selv viden om, at viden er forkert, kan
ikke i sig selv løse problemet.
6 Metoder, etik og fremstilling
I dette kapitel fremlægges metodiske, etiske og fremstillingsmæssige overvejelser, der ikke let lader
sig adskille. For overskuelighedens skyld er det alligevel forsøgt. De almindelige metodiske
overvejelser for feltarbejde er her udvidet og perspektiveret i forhold til narrativ analyse. Først
beskrives
metodiske
overvejelser,
herunder
egen
rolle,
derefter
narrative
metodiske
problemstillinger samt en kort oversigt over indsamlede data og endelig beskrives en række etiske
overvejelser forud for og undervejs i feltarbejdet.
Når jeg her skelner mellem metode, etik og fremstilling, er det for nøje at gøre rede for nogle
specielle metodiske problemer omkring narrativer: At uddrage relevant mening ud fra et stort og
forskelligartet datamateriale og at fremstille uden at polarisere.
6.1
Metodiske overvejelser
De følgende overvejelser er fremkommet i den sene del af specialeskrivningen. De har naturligvis
været en løbende del af hele projektet, fra indledende beskrivelse over design af undersøgelsen til
del- og slutanalyse, men perspektiveres her i en teoretisk ramme.
Den personlige rolle
Udgangspunktet for hele denne undersøgelse er idéen om, at ”alle har ret til samme behandling”, og
jeg vil derfor i det følgende problematisere denne idé og min egen rolle.
Ligesom mit hovedtema er konsekvens af, at jeg er den, jeg er, som menneske, så har de
forestillinger og den viden, jeg på forhånd havde eller mente at have om felten og informanterne,
tillige med de teorier jeg bragte med mig ind i felten, indflydelse på de resultater, jeg kom frem til.
Det kan således være svært på forhånd at undgå at have forudindtagede holdninger og subjektive
følelser forbundet med den valgte felt. I stedet for at fortrænge disse subjektive holdninger og
følelser for at leve op til et ideal om videnskabelighed, kan det ifølge Kleinmann og Copp være en
fordel, at antropologen erkender og er bevidst om disse. De mener, at man ved at være bevidst
omkring de følelser, enhver antropologisk feltarbejder oplever i felten, opnår en større grad af
distance til felten, da man aktivt reflekterer over disse. Undertrykker man derimod de følelser og
holdninger, man har haft under feltarbejdet, er der større fare for, at man ubevidst lader sig påvirke
af disse (Kleinmann og Copp 1993: 49). For at forhindre at forhåndsviden, forestillinger, teorier,
fordomme og undervejs opståede sympatier og antipartier kom til at påvirke mit færdige materiale,
har jeg kontinuerligt reflekteret over disse, i et forsøg på at bevarer objektiviteten til mit materiale
og analysen af dette.
Et af de åbenlyse problemer ved viden om feltet er, at jeg udfører feltarbejdet i eget samfund. I dette
tilfælde på et dansk hospital. For at bevare en distance til min felt var det således vigtigt, at jeg var
opmærksom på, at jeg selv er opvokset med det danske hospitalsvæsen og dermed ville være
tilbøjelig til at tage praksisser og udsagn for givet.
På den ene side har de indledende observationer været foretaget som ”var det første gang”, også
omkring trivielle forhold, for eksempel når patienterne meldte deres ankomst til sekretæren forud
for konsultationerne. I observationerne af konsultationernes dialog mellem læge og patient har jeg
nok haft et intuitivt blik for magtforskydninger med videre, men konklusionerne drages ikke ud fra
en aktivistisk parole om undertrykte somaliere: De underbygges af analyserne, og bliver dermed
mere end blot selvopfyldende profetier.
Det er således vigtigt, når man anvender narrativ analyse. at være opmærksom på, at narrativer ofte
er følelsesmæssigt eller socialt funderede, og at der derfor er risiko for at komme til at tage parti.
Den lange skriveproces har bevirket, at jeg er kommet på afstand af felten og derfor har fået lagt
afstand til de umiddelbare følelsesmæssige reaktioner på de indsamlede narrativer, og det har gjort
det nemmere at forholde mig kritisk og åbent til mit datamateriale.
Min videnskabelige rolle og problemstillingerne omkring den kan her, ifølge Guba og Lincoln
sammenfattes i problemstillinger omkring det at være ”kritisk teoretiker”, ”transformerende
intellektuel, som advokat og aktivist, hvor det konstruktive aspekt bliver rekonstruktionen af
flerstemmighed, og det deltagende aspekt kommer til at manifestere sig i selve narrativerne”, fordi
jeg selv er til stede, og agerer anden-stemme (Guba. E. G. & Lincoln, Y. S. 2005: 196).
Narrative metodiske problemstillinger
Alle narrativer betragtes som narrativer såvel som dialog, forstået således, at jeg i
interviewsituationen deltager i dialogen og dermed er med til at påvirke dialogen direkte, mens jeg i
ambulatoriet er observatør og ikke har direkte indflydelse 1 på dialogen. Jeg indtager således to
forskellige positioner: Dels som direkte deltagende i en narrativ fremstilling og dels som observatør
af narrative situationer, som de manifesterer sig i en dialog mellem læge og patient.
Hos Kemmis og McTaggart er anført en spiralmodel, der viser, hvordan den indledende tese
udvikles gennem metode, handlinger og observationer, der fører til en revideret plan, som derpå
fører til nye observationer (Kemmis & McTaggart 2005: 564). Denne overordnede model har
naturligvis været anvendt på alle observationer, men får en specielt betydning og anvendelse i
forhold til narrativer.
Når jeg som interviewer selv har været deltagende part i indsamlingen af narrativer, har jeg kunnet
anvende og har anvendt lydoptagelser, for efterfølgende at kunne udskille min egen rolle i den
efterfølgende analyse. Det narrative interview er en ”once in a lifetime situation”, og den indeholder
kun en mulighed for at afprøve og genafprøve informanternes narrativer, som tværgående mening
gennem analyse af tekst, og kun i en narrativ kontekst. Muligheden for at anvende spiralformede
justeringer efter Kemmis og McTaggart´s model bliver færre. I interviewene er justeringerne sket i
forhold til interviewguiden i forhold til næste interview med en ny person, mens det enkelte narrativ
stadig står som ”once in a lifetime”.
Observationerne af dialogerne mellem læge og patient er imidlertid ikke optaget på bånd. En sådan
observation
ville
måske
kræve
yderligere
tilladelse
fra
Videnskabsetisk
Råd
samt
samtykkeerklæringer fra de involverede parter. Denne fremgangsmåde ville desuden have
medvirket til en yderligere synliggørelse af mig som observatør. Til gengæld er situationerne nok
”once in a lifetime” i forhold til de involverede patienter, men de er til en vis grad sammenlignelige,
fordi de foregår i den samme overordnede ramme, omkring det samme emne og med medvirken af
et begrænset antal læger. Problemet bliver her snarere at holde personlige sympatier og antipatier i
forhold til lægerne ude fra analysen.
Det, at observationerne fra konsultationerne gentages, bliver således både en garanti for, at de
tværgående resultater ikke er enestående problemer, som jeg har valgt at fokusere på, men generelle
1
Hvis man ser bort fra den påvirkning, der eventuelt måtte være i kraft af min blotte tilstedeværelse.
problemer. Samplingen tjener her til at sikre, at jeg ikke bevidst har kunnet udvælge
”problematiske” patienter som udgangspunkt for nye observationer for at bekræfte mine egne
teorier. Samtidigt kan observationerne af danske patienter ses som en form for kontrolgruppe, en
eksemplificering af, at kommunikationsproblemerne ikke er isoleret til etniske patienter.
Jeg tager imidlertid stadigt det forbehold, at formålet ikke er at eftervise noget kvalitativt eller
kvantitativt, men blot at afdække processer relateret til kommunikationen og senere perspektivere
disse narrativt. Som beskrevet tidligere i dette kapitel er udvælgelsen af problematiske situationer
foretaget bevidst, for at vise når der opstår kommunikationsproblemer, og mine resultater kan
således ikke tages til indtægt for at tegne et generelt billede.
Tekniske data
Alle data er indsamlet over en periode på ca. fire måneder. Det samlede antal observationer fylder
mere end 400 sider udskrevet, og der er foretaget ca. 250 observationer af kliniske konsultationer,
med deltagelse af enten somaliske eller danske patienter. Langt fra alle observationer af danske
patienter er transskriberede. En kvantificering i forhold til det etniske som problem i konsultationen
er således usignifikant. Det, denne undersøgelse i relation til læge-patientforholdet har haft til
hensigt at afdække, er snarere, hvordan kommunikationsproblemer kan opstå mellem læge og
patient, og hvordan et eventuelt etnisk element spiller ind i denne proces.
Fremstillingsmæssige overvejelser
Afslutningsvis vil jeg beskrive, hvordan tilegnelse af teori, udvælgelse af empiri og den skriftlige
fremstilling har haft indflydelse på skriveprocessen i dette speciale. I den indledende analysefase,
var jeg stærkt inspireret af George E. Marcus, som mener, at antropologer har tendens til at ”overteoretisere” ved at presse en teoretisk ramme ned over empirien på forhånd. Marcus anbefaler, at
antropologer forsøger at bevare kompleksiteten ved at vente med at bruge teorien indtil den
afsluttende fase af en rapportskrivning. På denne måde formes vi ikke af en masse forudindtagelser,
når vi er i felten og senere skal behandle vores data (Marcus 1998: 17-19). Da Marcus fortalte og
svarede på spørgsmål ved specialekurset på Moesgaard i 2005, var det denne irritation over overteoretisering, der lidt provokerende fik ham til at foreslå, at vi, når vi som antropologer fortæller
vores historier fra felten, skal lade fortællingen tale for sig selv og udelukkende anvende teorien i
fodnoterne (Marcus 2005).
Denne ”fodnote-tanke” virkede, som en fornuftig løsning på mine problemer med at komme i gang,
men viste sig senere ikke at være så genial, som først antaget.
At fremlægge empirien med teori som fodnote, er i dette speciale en praktisk umulighed. Kun når
narrativerne fremstilles med tilhørende analyse, opnås den indsigt i materialets dybere strukturer,
som jeg ønskede. Derimod har ideen om først at bruge teorien i den afsluttende fase været
inspirerende og er forsøgt efterlevet. Jeg vil i det følgende gøre rede for fordele og ulemper ved ikke
at have en overordnet teoretisk ramme på plads, på et tidligt tidspunkt i processen.
Ulemperne er først og fremmest af tidsmæssig karakter. Da jeg først på et meget sent tidspunkt i
skriveprocessen fik ordentlig rede på den anvendte teori, betød det, at jeg efterhånden som jeg for
alvor begyndte at forstå kompleksiteten i den overordnede teorier og analysemodeller måtte skrive
om, redigere og reflektere på ny.
Fordelene er imidlertid, at jeg er ”vokset” med mit materiale. De gentagne gennemlæsninger og
refleksioner har tvunget mig til at stille spørgsmålstegn ved min egen fremstilling, teorierne og
mine konklusioner undervejs. Dette har været lærerigt og betyder samtidig, at det samlede
fremstilling er resultat af en vekselvirkning mellem teori, empiri og refleksion. Denne
arbejdsmetode har resulteret i, at empirien ikke kom til at rette sig ind efter teorien eller omvendt.
En lærerig, men også ekstremt tidskrævende og til tider frustrerende proces, som derfor desværre
ikke kan anbefales, hvis man som studerende skal overholde afleveringsfristerne.
På det grundlag vil jeg påstå, at en bred teoretisk videns-platform er forudsætning for at kunne
praktisere Marcus’s ide om først af bringe teorien ind i den afsluttende fase.
6.2
Etiske overvejelser
To af de mest tidskrævende problemer, jeg er blevet stillet overfor i overførelsen af mine
indsamlede data til tekst, er på den ene side at forblive tro mod mine kilder, således at den endelige
fremstilling vil være genkendelig for de mennesker, der har medvirket, og på den anden side at
skulle forholde mig til de forventninger jeg føler, at der er fra begge grupper af informanter.
Fremstillingen er således i sig selv et etisk problem, der skal uddybes i det følgende.
Problemstillingen ”at være tro mod mine kilder” udspringer af, at jeg har haft svært ved at udvælge
oplevelser og brudstykker af interviews uden samtidig at risikere at fremstille en polariseret og
sensationspræget version af mit materiale ved, for eksempel, at tegne et billede, hvor den ene
gruppe, eksempelvis lægerne, fremstår som uindfølende og ubehagelige mennesker og somalierne
som ofre. Eller omvendt kunne jeg have beskrevet lægerne som stressede stakler, og somalierne
som tåbelige og tilbagestående. Som jeg kom ind på i afsnittet om sprog og kommunikation, så
findes der ingen lette løsninger, eller for at sige det på en anden måde: Der findes ingen
nøgleløsninger, som kan tages i brug ved alle møder mellem herboende somaliere og læger. Det har
derfor været vigtigt for mig at fremlægge mine data og den underbyggende teori uden at komme til
at give indtryk af, at jeg bare smider en ubrugelig, overfladisk betragtning på bordet, som ikke kan
tolkes som andet end et udsagn fra en bedrevidende person uden indsigt i, hvad det er, der
”virkelig” sker.
Problemet med ”forventningspresset” fra informanterne består i de forventninger, jeg fornemmer fra
mange af informanterne. Jeg ville jo gerne indfri deres forventninger til min undersøgelse, men
måtte erkende, at disse forventninger langtfra i alle henseender lå indenfor min undersøgelses
rammer og intentioner. Et eksempel er nævnt i indledningen, hvor en af mine læge-informanter ikke
kan forstå, at jeg spørger om, hvad han tror, somalierne har af forventninger til ham som læge. Hans
respons på spørgsmålet, er, at det må være min opgave at undersøge disse forventninger, og så
fortælle det til ham. Det vidner om, at han forventer, at jeg er ved at indsamle data om somalierne,
som jeg så kan videreformidle til lægerne.
Både problemstillingen vedrørende ”at være tro overfor mine kilder” og ”forventningspresset”
indeholder etiske overvejelser, da de begge berører den tillid der gives mig som forsker. En tillid til
at jeg dels vil behandle de informationer, de giver mig. og de situationer de lader mig observere
med respekt, og dels en tillid til at jeg i det færdige produkt vil kunne give dem de svar, de savner.
Løsningen på de to ovenstående etiske problemer er af metodisk karakter. Forventningerne, som de
formuleres, kan jeg ikke indfri direkte, men må være bevidst om, at de findes og skrive mine
overvejelser ind i specialet, som det er gjort her.
De etiske overvejelser og forventningerne til min rolle skaber tilsammen nogle etiske problemer i
forhold til at opnå informanternes tillid.
Mine tidligere erfaringer med somaliske kvinder er, at mange af dem er forbeholdne overfor
danskere, der vil stille spørgsmål. De, der er på overførselsindkomster, er bange for repressalier, og
der er en udbredt antagelse om, at interviewere generelt kun er interesserede i at snakke om
omskæring (Howalt, Paldam & Jensen 2003). Desuden har de herboende somaliere inden for de
senere år fået så megen dårlig presseomtale1, at den mistroiske holdning er forståelig. Det har derfor
i dette studie været vigtigt for mig omhyggeligt at forklare, hvad der var formålet med projektet, og
jeg havde desuden besluttet på forhånd, at jeg ikke ville beskæftige mig med omskæring.
Også i forhold til lægerne har jeg i nogle tilfælde måtte forklare, at jeg ikke var interesseret i at
hænge dem ud. En havde for eksempel læst en antropologisk feltrapport, og mente at hendes gode
kollega uretmæssigt var blevet hængt ud som racist.
Selvom lægerne i forhold til somalierne kan fremstilles polariseret, som en stærk gruppe med magt
og autoritet i kraft af en lang uddannelse og deres placering i det danske samfund, i modsætning til
somalierne, der ofte fremstilles uden magt og hængt ud til offentlig kritik, så er lægerne også
mennesker med personlige og faglige tvivlsspørgsmål. De er desuden sårbare overfor dårlig omtale,
der kan mistænkeliggøre deres profession eller personlige kompetencer og intentioner. Det har
derfor været vigtigt, at jeg ikke forfaldt til at tage parti for de ”svageste”, og at jeg holder mig for
øje, at denne undersøgelse ikke har til formål at finde en skyldig og en uskyldig part. Som antydet i
afsnittet ”fremstillingsmæssige overvejelser” ovenfor, er der en etisk forpligtigelse til ikke at
bidrage til en polarisering af debatten gennem en overfladisk fremlæggelse af narrativer, men i
stedet skabe en instruktiv fremstilling.
Anonymisering af informanterne er naturligvis et grundlæggende problem i en fremstilling som
denne. Som udgangspunkt er alle informanter anonyme eller bliver tildelt synonymer, når det er
nødvendigt. Der er dog nogle personer, hvis identitet det er svært at sløre. Det drejer sig
hovedsageligt om de mennesker, der i opstartsfasen har hjulpet mig vej ind i felten og med
kontakten til informanter. I andre tilfælde har jeg måtte udelade oplysninger, der vil kunne fører til
genkendelse af de omtalte personer i fremstillingen.
Narrativer som metode frembyder her et specielt problem i forhold til anonymisering, fordi de
detaljerede personlige historier alene gennem den fortalte historie vil kunne føre til genkendelse af
personen.
1
Denne påstand behandles yderligere i afsnit 12.3 i specialedelen
En erfaring, jeg ikke er stolt af og gerne ville have været foruden, er en oplevelse, jeg havde med en
af mine somaliske informanter.
Han var hele vejen igennem forløbet meget villig til at hjælpe, og vores relation blev nærmest
venskabelig. Episoden opstår, da han ringer til mig for at spørge, om jeg ikke kan få en læge til at
oversætte en journal fra dansk til engelsk. Jeg skulle have sagt nej med det samme, da jeg vidste, at
det ikke ville kunne lade sig gøre. Den eneste læge, jeg ville kunne bede om det, var på daværende
tidspunkt ikke i Danmark. På den anden side havde han hjulpet mig ud over al forventning, og jeg
var meget taknemlig for, hvad han havde gjort for mig. Desuden ville jeg gerne bevare den gode
relation. Det blev til, at jeg lagde et par beskeder på hans telefonsvarer, hvor jeg aldrig fik forklaret
mig ordentligt og dermed ikke sagt endeligt nej. Følgerne blev, at forbindelsen ophørte med at
eksistere. Jeg var flov og kunne ikke kontakte ham, og det, at han ikke kontaktede mig, bekræftede
mig kun i min antagelse om, at jeg havde håndteret sagen helt tåbeligt.
6.3
Opsamling på feltrapportdelen
Lad mig vende tilbage til det grundlæggende udgangspunkt for feltrapporten: Jeg ønskede at
undersøge narrativer som metode, for som specialestuderende at få et nærmere kendskab til
metoden og efterfølgende opstod behovet for nærmere at undersøge narrativ analyse. Jeg ville
således i højere grad undersøge en metode, end at foretage en egentlig ”kvalitativ undersøgelse” af
læge-patientmødet sådan som undersøgelsen fra for eksempel Enheden for Brugerundersøgelser er
foretaget (Enheden for brugerundersøgelser: 2007).
I samspillet mellem emne og metode blev problemformuleringen udviklet og justeret (uden dog at
blive grundlæggende ændret), hvorefter analysemetoder blev udviklet og justeret og
delkonklusioner fremkom.
Overordnet set er der således tre typer af hovedkonklusioner:
1. En problematisering af narrativer som metode og analyse.
2. Eksemplificering af problemer i forhold til problemformuleringen omkring læge-patientrelationen.
3. Specificering af problemet i forhold til etnicitet.
Narrativer er som undersøgelsesværktøj umiddelbart lettilgængeligt, og åbner mulighed for
at undersøge på en personlig, vedkommende måde. Hvis narrative metoder skal anvendes seriøst
som værktøj, også hvor der er tale om tilsyneladende simple ”kvalitetsundersøgelser” eller
”interview-undersøgelser” forudsætter anvendelse af narrativer ifølge Atkinson og Delamont:
”We need to treat narratives as perfomative acts and treat them as forms of social action like any
others” (Atkinson & Delamont 2005: 825),
Undersøgelser af narrativer skal for det første sættes ind i en større antropologisk kontekst, for
eksempel ved at narrative interviews ikke står alene, men for eksempel er kombineret med parallelle
observationer af samme problemstilling.
Centralt hos Atkinson og Delamont er en dobbelt antagelse: Alle værktøjer i den antropologiske
skuffe skal være skarpe, men skal samtidigt anvendes af en dygtig håndværker for at give mening.
To delkonklusioner følger af denne betragtning: For det første, må jeg selvkritisk sige, at jeg både
har skullet lære de enkelte værktøjers praktiske anvendelse og samtidigt kunne sætte dem ind i en
antropologisk helhed. Den anden er et forbehold mod narrativer som værktøj: De forudsætter både
kendskab til de enkelte isoleret set komplicerede værktøjer og samtidig kendskab til hele
teoridannelsen omkring narrativer, der tilmed i Handbook of Qualitative Research af Susan Chase
beskrives som
”…a field in the making” (Denzin & Lincoln 2005: 641)
Metoden er ubestrideligt genial og åbner mulighed for udforskning af nye områder, men skal ikke –
sin umiddelbare appeal til trods – forveksles med en ”let” metode1.
Med disse forbehold er konklusionen på feltrapporten i forhold til emnet, at kommunikationen
mellem læge og patient, uanset etnicitet kan give problemer. Konklusionen siger intet om
problemets omfang, men peger på misforståede intentioner eller manglende følelse af ligeværd som
de grundlæggende problemer.
1
En af Mattinglys referencer, Riesmann, skriver i forordet til sin bog om narrativ analytisk teori (Riesmann 2002, ikke
opført i litteraturlisten, her citeret efter en anmeldelse af bogen fra Psykologisk Institut i Århus) at der savnes en
sammenhængende teoretisk ramme.
I forhold til etnicitet er konklusionen, at det etniske er en yderligere komplikation i forhold til
misforståede intentioner eller manglende følelse af ligeværd, fordi forestillinger om den anden
bliver en forhindring for det gode møde.
Det er dannelsen, vedligeholdelsen og udtrykket for disse forestillinger eller myter om ”de andre”,
der som egentlig narrativ analyse, med Mattingly og Lévi-Strauss, perspektiveres i anden del,
specialedelen.
7 Indledning til specialedelen
Som Byron J. Good skriver, så er det ”ikke muligt at få [direkte] tilgang til andre menneskers
oplevelser. Vi kan undersøge direkte og eksplicit, men vi lærer ofte mest om oplevelser ved at lytte
til de historier, folk fortæller om ting, der er hændt dem eller omkring dem. Narrativer er en form,
hvor igennem oplevelser repræsenteres [fremstilles] og fortælles, som om de har en meningsfuld og
sammenhængende orden, en form hvori aktiviteter og hændelser beskrives sideløbende med de
oplevelser, der associeres med dem, og betydningen låner dem deres mening for den involverede
person” (Good 1994: 139).
Narrativer har imidlertid en anden funktion ud over denne primært referentielle. Cheryl Mattingly
beskriver med udgangspunkt i medicinsk og terapeutisk antropologi, hvordan hun kommer frem til
en tredje vej: Narrativer er hverken mimetiske eller referentielle, men snarere både referentielle og
handlingsskabende. De fungerer også som ”plot” for fremtidig adfærd (Mattingly 1998: 25). Det
vender jeg tilbage til om lidt.
Udgangspunktet for emnevalg til feltrapport og speciale var som nævnt en konkret historie om, at
somalierne tog til læge i Tyskland. Fascinationskraften ved dette enkelte narrativ var overbevisende,
både fordi det var ”en god historie”, men også fordi den havde nogle voldsomme betydninger. Var
det virkeligt en ”rigtig” historie og hvis ja, hvad betød den så egentlig?
Historien om behandling i Tyskland kunne umiddelbart tolkes på flere måder: For eksempel, at det
danske sundhedssystem generelt havde spillet fallit, så også andre end somaliere søgte behandling i
udlandet eller, at sundhedssystemet specifikt havde spillet fallit i forholdet til herboende somaliere.
Narrativet havde således en lang række sociologiske og indvandrerpolitiske mulige betydninger.
Narrativ feltmetode og narrativ analyse virkede som det oplagte valg i en yderligere undersøgelse
af, hvad der lå bag de historier, jeg havde hørt om, at somalierne i Danmark tog til læge i Tyskland.
Dermed var det også oplagt at udvide undersøgelsesfeltet fra ”tysklandshistorien” til hele samspillet
mellem læger og herboende somaliere, i praksis indsnævret til ambulatoriet og personkreds omkring
afdeling Y på Skejby sygehus.
Det skulle imidlertid vise sig, at brugen af narrativ interviewform, hvor de interviewede til en vis
grad styrer forløbet, førte til andet og mere end historier om oplevelser med det danske
sundhedssystem.
Når jeg spurgte somalierne om deres møde med de danske læger, fik jeg i tilgift en mængde andre
historier, som eksempelvis omhandlede oplevelser i forbindelse med flugten til Danmark,
diskrimination, hvordan de mener, at danskerne ser på somalierne, hvordan det er at være somalier i
Danmark og lignende. Disse historier tager til tider deres udgangspunkt i mødet med de danske
læger, men udvides nogle gange og får et langt mere generelt indhold.
Fortællingerne kommer ofte til at handle om andet og mere end relationen til lægerne. De kommer
til at handle om forholdet til danskerne generelt og Danmark i det hele taget. Jeg blev derfor usikker
på. om mit materiale overhovedet omhandlede mødet mellem somaliske patienter og danske læger,
eller om det ikke snarere omhandlede mødet mellem herboende somaliere og danskerne / Danmark.
Med andre ord ville en indsnævring af emnet til kun at omhandle mødet mellem de danske læger og
de herboende somaliere videreformidle et forsimplet billede. En sådan indsnævring kunne
foranledige til forhastede konklusioner om, at møder mellem somalierne og lægerne er
enkeltstående som problemstilling.
Det er nærliggende at antage, at en konflikt, som det problemfyldte møde mellem læge og somalier,
også udspiller sig i andre sammenhænge. At konflikten i mødet i ambulatoriet, som grund-konflikt
omkring det at være fremmed i sit nye fædreland, også kunne findes i andre sammenhænge, samt at
der endog kunne være en sammenhæng i disse konflikter: At oplevelsen af et mytisk møde med
lægerne kunne give anledning til øget mistro til danskere generelt eller omvendt: At konflikterne,
som de oplevedes udenfor konsultationen, blev ført med ind i den.
Som nævnt i indledningen kan andres oplevelser ikke studeres direkte, men indsamles for eksempel
gennem narrativer. Narrativer kan herefter igennem analyse og sammenstillinger afdække eller
belyse nogle problemfelter i en given social struktur, det være sig konsultationen (ambulatoriet)
eller samfundet.
Den referentielle funktion, hvor narrativer alene ses som beskrivelser af hændelser er utiltrækkelig.
Forståelsen af det mangelfulde møde mellem herboende somaliere og læger, kræver en bredere
analyse af narrativerne. Narrativerne skal ikke blot ses som fortællinger om, hvad er sket, men i lige
så høj grad som plot for, hvad der skal ske (Mattingly 1998: 46). Narrativer er, ifølge Mattingly,
også handingsskabende.
I Mattinglys genfortælling af beretningen om Ilongot-jægerne, der fortæller historier om deres jagt,
er formålet med historiefortællingen ikke blot at reflektere over den netop overståede jagt, men i
lige så høj grad at skabe idéer til kommende jagter.
Narrativer indgår altså hos Ilongot som både refleksion over, hvad der er sket, og hvad der skal ske,
i en spiralformet bevægelse: Jagt afføder historie, historie afføder ny jagt, der igen afføder en ny
jagt med en ny strategi… (ibid.: 20)
Opdukken af ”emnet uvedkommende” narrativer i forbindelse med interviews af herboende
somaliere tyder på, at en tilsvarende spiralformet finder sted, når ”jagten” drejer sig om at etablere
en ny tilværelse i et nyt land: Oplevelser af utilpassethed, racisme, mangel på forståelse og så videre
fører fra enkeltstående situationer, der kunne beskrives i enkeltstående narrativer, til en mere
generel følelse af ”ikke at være velkommen” eller ”ikke at blive forstået”.
I stram relation til det kliniske møde kunne man sige, at narrativerne uden for konsultationen er
ligeså interessante som narrativerne i konsultationen, fordi de vekselvirker: Oplevelsen af ikke at
blive forstået generelt danner plot for, hvordan mødet mellem læge og somalier overhovedet kan
forme sig.
Det er en sådan perspektivering, der finder sted i specialedelen. Umiddelbart er narrativerne
organiseret efter det emne, de omhandler, men undervejs gennem præsentationen af de forskellige
emner, belyst gennem narrativerne, danner der sig også et samlet billede af somalierne. Et bud på et
sådant billede kunne se ganske anderledes ud, end integrations-debatten normalt maler det: Det kan
måske indledningsvis beskrives som et billede af et stolt folk, med store individuelle forskelle og
styrker, som danner erfaring på erfaring af ”ikke at høre til” i deres nye fædreland.
8 Baggrund: Vejen til Danmark
For at forstå og perspektivere de problematikker, der bliver behandlet i denne sidste del af opgaven,
er en beskrivelse af konteksten for studiet nødvendig. I dette kapitel vil jeg derfor kort historisk
beskrive og diskutere nogle politiske overvejelser omkring somaliernes flugt fra borgerkrigen i
Somalia og deres vej til Danmark. Derefter vil jeg gennem en række narrativer forsøge at
problematisere disse politiske overvejelser og endelig præsenteres de kvinder, der har deltaget i
interviewene: Deres alder og baggrund. Jeg vil i den sidste del af dette kapitel argumentere for, at
der er tale om en meget differentieret gruppe, langt mere differentieret, end det normalt fremstår i
den offentlige debat. Dermed problematiseres også det menneskesyn, der i stedet for at se på
individer, ser på fjendebilleder, på ”dem og os”, når det drejer sig om mennesker, der umiddelbart
virker fremmedartede.
8.1
Det historiske perspektiv
Danmark har ikke som for eksempel England, der på grund af indvandringen fra kolonierne kan
opfattes som multietnisk siden kolonitiden, tilsvarende erfaringer med indslusning og sameksistens
med større grupper af mennesker fra andre verdensdele, og det må antages, at der i Danmark er
ideologier, der kæmper mod, at Danmark skal blive multietnisk på trods af, at det er sket. 1960érnes
højkonjunktur førte til import af arbejdskraft fra især Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan (Strømgren
2000: 2). Oliekrisen og den deraf følgende økonomiske stagnation førte til arbejdsløshed og til en
nedgang i levestandarten, som især kunne mærkes blandt de laveste klasser i samfundet.
Gæstearbejderne var ikke længere så velkomne, og man indførte et stop for indvandringen. Dette
kunne dog ikke dæmme op for de flygtningestrømme, der kom i firserne, som af den grund kaldes
et flygtninge-årti (ibid.: 3).
Somalierne tilhører en forholdsvis ny flygtninge- indvandrergruppe i Danmark. I 1980’erne søgte
en mindre gruppe intellektuelle fra de somaliske storbyer – forfulgt på grund af deres kritik af
diktatoren Sild Barre – beskyttelse i blandt andet Danmark. De fleste herboende somaliere er
imidlertid kommet hertil efter 1988, hvor borgerkrigen sendte millioner af somaliere på flugt; fra
byerne såvel som fra landet, universitetsuddannede såvel som analfabeter, fra alle politiske
grupperinger og klaner. (Dansk Flygtningehjælp 2003: 2) En del af disse er endt i Danmark, og den
1.1.2006 var der 16.564 somaliske indvandrere eller efterkommere af somaliere bosat i Danmark
(Danmarks Statistik 2006).
En somalisk kvinde, Hali, formulerer somaliernes ankomst til Danmark således:
”Men også fordi, at da somalierne kom, der fik de ikke mulighed for at integrere sig, for
den første gruppe, der kom, var meget anonym, og så kom der den anden gruppe, og det
var min gruppe, for tretten år siden, og så kom der den fjerde gruppe som var lidt tung
kan man sige, og skulle have meget hjælp. Selvfølgelig kom det bag på danskerne, at der
var mennesker, der ikke kunne finde ud af at fungerer 100% ligesom dem”
8.2 Flugten til Danmark
Størstedel af de flygtede somaliere startede deres landflygtighed i flygtningelejre i Etiopien og
Kenya, hvorfra nogle er kommet videre, og mange stadig opholder sig. Ligesom Tine Skak
beskriver det i sit feltstudie af somaliske flygtning i Odense i 1995, er det også min erfaring, at de
herboende somaliere er kommet til Danmark via tilfældigheder under deres flugt. Det bryder med
den antagelse, som ofte er kommet til udtryk fra visse politikere og gennem pressen, at Danmark er
et eftertragtet mål, der på grund af vores sociale system vælges som asylland (Skak 1998: 98). Der
er, som det fremgår af den følgende historie, i meget ringe grad tale om valg, når man er flygtning.
Selv de mere velstillede flygtninge må affinde sig med tilfældigheder i bestræbelserne på at finde i
sikkerhed. En somalisk kvinde, Hali, fortæller om de omstændigheder, der ligger til grund for, at
hun kom til Danmark
”Vi var på ferie, da præsidenten blev væltet. Vi tog hjem, og det var meget meget kaotisk
den aften. Så tog vi vores bil til Kenya. Jeg var sammen med mine forældre. Min mand
læste i Bulgarien. Fra Kenya der kom jeg til Syrien, og fra Syrien, der fik jeg så visum fra
mine søskende. Mine søskende har boet i USA, og min søster er gift med en australsk
mand og har boet i Australien i 18 år. Så jeg fik visum tilsendt til mig, men jeg kunne
ikke få det i Syrien, jeg skulle til Tyrkiet, fordi jeg havde opholdt mig i Syrien i for lang
tid. Så jeg skulle ud af landet, så jeg kunne få visum i Tyrkiet. I Tyrkiet fik jeg visum.
Men jeg fik mange problemer i Tyrkiet med at få lov til at rejse ud, fordi jeg kom fra
Syrien i bus og ikke havde tilladelse til indrejse. Så det endte med, at visumet begyndte at
udløbe. Der havde jeg måske de der fire-fem dage, før det udløb. Så skulle jeg være i
transit i Danmark og Holland, og så skulle jeg videre til Montreal og så til New York.
Men da jeg kom til Danmark, altså på vej fra Tyrkiet til Danmark, blev jeg meget meget
dårlig. Der var jeg højgravid, otte måneder henne, og havde for højt blodtryk og
svangerskabsforgiftning. Og da vi ankom til lufthavnen, der kunne jeg ikke rejse videre.
Der var ikke et flyselskab, der ville have mig med. Så var jeg jo strandet. Efter fire timer
med; nu bliver du sendt tilbage til der, hvor du kommer fra, og så videre og så videre. Der
var en politi-kvinde der. Det eneste hun var fokuseret på, det var, at hun skulle sende mig
tilbage. Og så spurgte flyselskabet, om jeg ikke kunne få lægehjælp først, så kunne man
afgøre det. De kunne se, at jeg havde det meget dårligt. Så fik jeg lægehjælp, og så sagde
de, at jeg skulle hasteindlægges på Hanstholm, fordi det lå tæt på Røde Kors-centeret,
Sandholmslejren. Der kom jeg i klemme igen med, hvem skal betale for hendes
behandling nu? For der skulle de undersøge; er det Røde Kors, der er ansvarlig, eller er
det flyselskabet. Det endte med, at det var så Røde Kors. Men så skulle jeg søge asyl, og
det gjorde jeg så i håb om at få behandlingen og så rejse videre, og det har jeg så aldrig
gjort. [Hun griner lidt].”
De fattigste er i endnu højere grad overladt til tilfældighederne, når det drejer sig om asyl
muligheder. En anden kvinde, Intisaar, fortæller, og min egen stemme er skrevet ind i dialogen:
”Min mor døde i krigen, lige for øjnene af mig. Jeg var meget lille. Jeg tror, jeg var seks
år. Men jeg kan huske hende. Og så var det min mormor, der tog mig. Og bagefter min
far kommer, min fars kone kom til Danmark, og så var min far i Kenya, og så han
snakkede med min mormor og sige; send hende til mig, hen til mig. Og så sendte min
mormor mig til Kenya, og så har vi rejst til Danmark, fordi min stedmor hun har søgt
familiesammenføring, sammen med far og mig. Så derfor kom vi til Danmark. Ellers
skulle jeg ikke ha’ kommet.”
Mig: ”Kendte du din far så?”
Intsaar: ”Ikke så godt [hun hvisker, næsten ånder sætningen ud].”
Mig: ”Det må da være svært.”
Intisaar: ”Vi kunne ikke være enige, dengang jeg boede sammen med dem, inden jeg blev
gift. Fordi jeg kendte ham ikke, og jeg kendte hende ikke, og det hele.”
Mig: ”Stakkels dig.”
Intisaar: ”Det var ikke så godt, det var det ikke [sætningens slutning åndes igen ud], Men
nu bor de i Århus, Højbjerg, min far,.og jeg ser ham næsten aldrig. Nu har jeg det godt
med min mand og mine børn.” [Hun tager en dyb indånding, og jeg gør det samme].
Mig: ”PYHA… Hvad med din mormor?”
Intisaar: ”Hun er død. Lige da jeg kom til Danmark.”
Mig: ”Så kunne du ikke være blevet hos hende. Det var da en forfærdelig historie.”
Intisaar: ”Ja, det er det. Det er ikke kun det. Jeg har haft sådan en forfærdelig barndom.
De slåsser hele tiden. Jeg skal flytte fra et sted til et andet sted, der var nogle dage, hvor
vi ikke havde noget at spise, og så lå vi bare. Det er meget svært, når det begynder, når
krigen begynder.”
De to meget forskellige historier om flugten til Danmark viser dels den tilfældighed, der gør sig
gældende, når det drejer sig om, hvor flygtninge ender i deres bestræbelser på at komme på afstand
af krigen eller forfølgelse i deres hjemland, og dels de store forskelle, der er på de somaliske
kvinder i Danmark. Deres baggrunde er så forskellige, som de næsten kan blive. Yderpunkterne er
den unge kvinde fra yderste fattigdom, som må flygte alene, til kvinden der kommer fra
hovedstaden, og hvis familie har råd til at tage på ferie og have en bil, og hvordan hun til en start
kommer ud af landet sammen med sin far og mor.
Det, de har til fælles, er flugten, uvished og tab. Selv om den sidstnævnte har haft en lettere vej til
Danmark end den første, så må man formode, at flugt altid er forbundet med spredning af familie og
venner og tab af livet, som det var.
Som de to ovenstående interviewcitater viser, har de herboende somaliere meget forskellig
baggrund. Det vil jeg uddybe i næste afsnit.
8.3
De somaliske kvinder / en heterogen gruppe?
De somaliske kvinder, der er repræsenteret i opgaven, spreder sig aldersmæssigt fra 22 til 35. Deres
ophold i Danmark strækker sig fra tre til 13 år. De er alle relativt unge kvinder og har
hjemmeboende børn. I det danske gadebillede, på offentlige kontorer, i butikker, på hospitalet og
alle andre steder, vil de af danskerne formentlig blive set som tilhørende den samme homogene
gruppe. Dette stærkt forenklede syn forhindrer, at det enkelte individ, kan færdes i det offentlige
rum med en selvstændig identitet, eller bare falde ind i mængden af mennesker på gaden. Som en
somalisk mand formulerer det, så savner somalierne usynlighed.
Der er altså tale om mennesker, der under ”normale” omstændigheder sandsynligvis ikke ville have
følt, at de havde noget til fælles. Det er da heller ikke sikkert, at de er nære venner her i Danmark,
men de er alle somaliere i danskernes og egne øjne.
Under dataindsamlingen til dette speciale var jeg ikke så tit i kontakt med de somaliske kvinder, når
de var sammen, men under metodeforløbet (Howalt, Paldam & Jensen 2003) oplevede vi, hvordan
kvinderne ofte kom ud i heftige diskussioner. Holdningsmæssigt er kvinderne meget forskellige og
de var ofte indbyrdes uenige. Blandet andet var holdninger til religion ofte til debat. Det var
tydeligt, at nogle af kvinderne er mere optaget af deres religion end andre, hvilket blandt andet
kommer til udtryk i deres beklædning, med hensyn til i hvor høj grad de var tildækket på gaden,
men også i hvor høj grad de fastede i Ramadanen (Howalt, Paldam & Jensen 2003).
Som Hali udtrykker det: ”Så på et overordnet plan er vi et team, men individualistisk er vi ikke et
team. Der er ikke overordnet enighed, og det er positivt.”
Stort set alle mine somaliske informanter, har kontakt til familie, der er spredt ud over det meste af
verdenen. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, at vores nye somaliske medborgere i Danmark
lever på samme tid i en dansk og en global virkelighed, hvor kontakten til familiemedlemmer og
venner, i alle dele af verden, giver dem andre livsbetingelser end danskere, der er vant til at betragte
processer, kontaktformer og omgangsformer i Danmark som det normale. Det er min påstand, at det
dels giver somalierne en meget større referenceramme for, hvad der er godt og/eller skidt, men også
har gjort dem til en gruppe på kryds og tværs af nationale grænser.
9 Teori II
Antropologer har til alle tider analyseret de informationer, de enten har fået fra andre, eller selv har
været i felten for at indhente.
Efterfølgende er data og analyser søgt sammenholdt med andres fund, og præsenteret som
resultater, der igen er sammenholdt med andre data og lignende eller modstridende konklusioner,
eller har dannet grundlag for helt nye teorier, i diskussion med andre teoridannelser. En stor del af
de informationer har været og er stadig mundtlige overleveringer, hvad enten det drejer sig om
interviews eller om oplysninger om skik og brug.
Det er dog først indenfor de senere år, at narrativer har indtaget en prominent plads indenfor mange
discipliner, inklusiv antropologi (Skultans 2000: 5): Som et organiserende koncept, et studieobjekt,
en strategi til selvrefleksion og som metodologi. I dette kapitel vil jeg gøre rede for de teoretikere
og analyseredskaber, jeg har benyttet i opgaven, ved først at se på en mulig definition af narrativer,
og dernæst beskrive forskellige egenskaber ved narrativer og nogle funktionelle aspekter. Jeg
behandler således også det mimetiske problem, det vil sige sammenhængen mellem narrativer og
”sandhed”, der både er et filosofisk og analytisk problem, men samtidigt også centralt for
narrativerne som metode: Er det overhovedet muligt at konkludere noget ud fra mundtlige udsagn,
kan man som forsker være sikker på, at det er sandt det, der bliver sagt, og er det af betydning, om
informanterne fortæller ”sandheden”?
Herefter går jeg ind i en mere sammenfattende og tværvidenskabelig gennemgang af narrativer,
hvordan narrativ analyse forholder sig til sprogvidenskab, filosofi, psykologi og sociologi med
videre.
Undervejs forsøger jeg at opstille nogle model-betragtninger over de fremstillede teoretikere,
primært for at opnå en metodisk beherskelse af teorierne, således at de er brugbare konkret i
analysearbejdet. Disse modeller tager sigte på at skabe tre forklaringsmodeller eller
analysemodeller: narrativer som analyse af myter, narrativer som analyseredskab til at forstå
dynamiske problemer i sameksistens mellem forskellige etniske grupper, samt narrativer, myter og
mythemer som agenter i en kommunikativ situation.
Det overordnede mål er at opstille anvendelige modeller, der konkret kan bruges på materialet,
således at jeg på baggrund af materialet kan konkludere på min oprindelige tese om at
problematisere og undersøge ”lige behandling for alle uanset etnicitet” i et narrativt perspektiv.
Til slut redegøres der for, hvorfor jeg mener, at narrativ analyse er anvendelig til analysen af mit
materiale.
9.1
Definition på narrativer
Der er en del uenighed blandt antropologer med hensyn til, hvornår der er tale om narrativer.
Omfatter begrebet også fortællinger, små løsrevne bemærkninger i hverdagen, eller er der tale om
strukturerede verbale eller tekstuelle femstillinger? En næsten for simpel definition på narrativer er,
at de indeholder ”start, midte og slutning samt et plot” (Mattingly 1998: 34).
Adskillelsen mellem begrebet ”historie” og ”narrativ” afhænger imidlertid også af den specifikke
sammenhæng, hvordan de optræder i forhold til forskellige videnskabsgrene og deres retninger.
Den medicinske antropologi er således influeret af diskursanalyse, æstetiske eller litterære studier,
kognitionsstudier, og biografiske studier (Cain 1991 efter Mattingly 1998: 11).
I en litterær udlægning af forskellen mellem historie og narrativ er sammenhængen, at ”historien”
refererer til den sekvens af hændelser, som narrativen handler om. Narrativen derimod er selve
diskursen, på kryds og tværs af historiens progression, altså dens mening uden snæver relation til en
bestemt tidslinie.
Narrativerne tillægges en egenskab som genkendelige ”på tværs af forskellige tekstfremstillinger på
trods af, at teksten varierer betydeligt” (Mattingly 1998: 35).
I en anden udlægning hos Mattingly beskrives en lignende egenskab, hvordan narrativer i forhold til
en given historie kan give os forskellige slutninger på den samme historie (ibid.: 37).
Narrativer hos Mattingly er i praksis oftest den mundtlige fortælling og rummer snarere det
”fortalte” end det ”levede”. Narrativerne i mundtlige fortællinger inkluderer mindst tre aspekter:
Dem, der optræder i historien, den der fortæller og publikum (ibid.: 37).
Narrativer i psykologisk sammenhæng ses som en tilstand af eller et udtryk for erkendelse (”sensemaking”) (ibid.: 1), men er ikke kun defineret ved sit indhold. Selve sproget er udpræget flertydigt,
malende, forførende som en direkte relation til en af de primære funktioner: Den retoriske
overbevisningskraft (ibid.: 8).
Narrativer er således snarere udtryk for personlige oplevelser ubundet af tid, forførende i form og
gerne med erkendelse som skjult budskab, end de er passive historier om ligegyldige
betydningsløse hændelser. Det er i alt fald snarere som bærere af følelser, end som beskrivelser af
faktuelle forhold, de oftest indsamles og analyseres af antropologer. Det vender jeg tilbage til.
Sammenfattende kan man sige, at narrativer næppe er definerbare alene ved deres ydre egenskaber.
Som det er antydet her i beskrivelsen af de ydre egenskaber, er det snarere i narrativernes funktion,
deres natur afsløres.
9.2
Det mimetiske spørgsmål
Som det er antydet i definitionen på narrativer er forskellen på ”historie” og narrativ måske, at hvor
historien altid handler om noget, er narrativerne i højere grad kendetegnet ved diskursen, den
mening, der dannes på kryds og tværs. Det fører til spørgsmålet om, hvad narrativerne så egentlig
handler om, altså om narrativernes forhold til virkeligheden eller erfaringen. I videnskabelig
sammenhæng er forhold mellem tegn og virkelighed naturligvis vigtigt: Hvad er det narrativer kan
bruges til antropologisk, afspejler de virkeligheden, den enkeltes erfaring eller noget helt tredje?
Cheryl Mattingly skelner mellem det, hun kalder ”the mimetic”, ”the anti-mimetic” og ”the realist
position” (Mattingly 1998: 25).
Den første, ”the mimetic position”, går i den simpleste version ud fra, at narrativer beskriver
hændelser, sådan som de er foregået. Den mimetiske position opfattes af mange for naiv og har som
direkte konsekvens heraf affødt ”the anti-mimetic position”.
”The anti-mimetic position” udmærker sig ikke kun ved at være i et diametralt modsætningsforhold
til ”the mimetic position”, men indeholder også en forståelse af, at narrativer opnår kraft ved at
omorganisere fortællerens liv, og at oplevelser for at blive meningsfulde er afhængige af denne
transformation og forvrængning.
Den tredje position ”the realist”, som Mattingly introducerer, forsøger at kombinere den
”mimetiske” og den ”anti-mimetic” position til noget helt tredje. Narrativer kan således både være
udtryk for noget, der kan være hændt, og samtidig en trang til at fastholde en oplevelse og forstå en
oplevelse ved at fortælle den til en anden.
Vi har brug for at fortælle historier for at fortælle noget om, hvem vi er, for hverdagshistorier
refererer også tilbage til narratoren. Det ser simpelthen ud til, at vi mennesker har et basalt behov
for at forstå os selv og blive forstået af andre, og en måde at opnå denne forståelse på kan være at
tilbyde sin livshistorie (ibid.: 25-26).
Narrativer er således hverken rene refleksioner over det levede liv eller fiktion. Personlige
narrativer er produkter af komplekse interaktive sociale processer, og de indeholder kraftfulde og
dynamiske former for kommunikation. Det er som sådan, narrativerne kan ses som værdifulde som
undersøgelsesdata (Steffen 1997: 110).
Når jeg i de følgende afsnit refererer til narrativer, skal begrebet tolkes i den bredeste forstand,
inklusiv korte anekdoter, dele af længere livshistorier, individuelle cases, samtaler og kollektive
myter og historier (Steffen 1997).
9.3
Narrativer og “sandhed”
”If something cannot be used to tell a lie, conversely it cannot be used to tell the truth; it cannot in
fact be used ’to tell’ at all” (Eco 1979: 7).
Som Umberto Eco beskriver det i det ovenstående citat, gives der ingen garantier for, at det talte ord
er sandheden. I dette afsnit ser jeg på de problemer, der kan være i, at narrative overleveringer i
mange tilfælde ikke er verificerbare, og at forskeren derfor ikke kan være sikker på, at det, der
bliver sagt, er sandheden, hele sandheden eller en omgåelse af sandheden. Kan resultater, der
bygger på antropologens tolkninger, som igen bygger på informantens tolkninger og fremstillinger,
kaldes for videnskab?
På trods af, at narrativer er en vigtig del af antropologers kildemateriale, for eksempel i form af
interviews, mere uformelle samtaler eller som registreringer af informanternes indbyrdes samtaler,
så har der blandt antropologer gennem tiden hersket skepsis over for, hvorvidt indsamlede
informationer fra informanterne kunne tages for pålydende. Denne mistænksomhed kan ses for
eksempel hos Boas, der ikke bare var skeptisk, men tog for givet, at hans informanter højst
sandsynligt ville lyve eller overdrive (Mattingly 1998: 26). Mattingly beskriver usikkerhedsfaktoren
i øjenvidneberetninger som et godt eksempel på ”sandhedsproblemet”, hvordan to eller flere vidner
til en hændelse kan være fundamentalt uenige om, hvad der er foregået, hvem der sagde hvad, og i
hvilken rækkefølge tingene skete (ibid.: 27). Det er dels umuligt at opfatte alt, hvad der sker, mens
det sker, men derudover opfatter vi de samme ting forskelligt, alt efter hvem vi er, og ud fra hvilke
referencerammer vi er i stand til at opfatte og tolke hændelser og handlinger. Hvert enkelt
menneskes opfattelse af et hændelsesforløb er således selektivt, begrænset og afhængig af, hvem det
enkelte menneske er.
Problematikken, omkring hvorvidt narrativer ”er sande” eller ej, kan gribes an på forskellige måder.
Antropologen kan, i det omfang det kan lade sig gøre, prøve at få de indsamlede informationer
verificerede, for derigennem at komme så tæt på sandheden som muligt (ibid.: 26), men der er også
den mulighed, at flytte fokus fra ”om det er sandheden”, man har fået overleveret, til: Hvem det er,
der fortæller, hvem er lytteren/lytterne, hvad bliver fortalt, hvad er det fortælleren ønsker at
videreformidle, hvilke metoder bruges til dette, og hvad kan eventuelt ligge til grund for, at
fortællerne fortæller lige netop denne historie på denne måde, til den eller de tilhørere, der er til
stede.
Foreløbig har jeg selv forsøgt at løse problematikken omkring narrativernes sandhedsværdi ud fra
en tilgangsvinkel, hvor narrativerne både kan stå alene og analyseres som narrativer, men hvor
andre data som observationer, personens historie og kendskabet til personen i bredere forstand end
det enkelte narrativ spiller sammen. Samtidigt skal det understreges, at genstanden for min
undersøgelse netop ikke er, om de enkelte narrativer er sande eller falske, men hvordan narrativer
(eller eventuelt de afledte mythemer) i et større perspektiv kan indvirke på læge-patient-mødet.
Good stiller ligeledes spørgsmålene: Hvad er relationen mellem narrativ og oplevelse? I hvilket
omfang beskriver oplevelser hændelserne? Omvendt, i hvilket omfang tilføjer ”kulturelle”
narrativer en bestemt mening til hændelserne, og ændrer det ved betydningen af historien eller
oplevelsen? Reflekterer en god historie hændelser og oplevelser, eller udvælger og organiserer vi
historierne på en konventionel, kulturel måde, baseret på et underliggende syn på, hvad der er
signifikant (Good 1994: 138-139)?
Good´s svar på disse spørgsmål er, at vi selvfølgelig ikke har direkte tilgang til andre menneskers
oplevelser. Vi kan undersøge direkte og eksplicit, men vi lærer ofte mest om andres oplevelser ved
at lytte til de historier, folk fortæller om det, der er hændt dem eller omkring dem. Narrativer er en
form, hvor igennem oplevelser fremstilles og fortælles, i hvilken oplevelser præsenteres, som har de
en meningsfuld og sammenhængende orden, hvori aktiviteter og hændelser beskrives sideløbende
med de oplevelser, der associeres med dem, og betydningen låner dem deres mening for den
involverede person (ibid.: 139, se også Kleinman 1988: 233).
Nogle eksempler på sandhedsproblematikken og konklusioner dannet ud fra dem skal nævnes her.
I et studie af Turner behandles emnet heksetro, og historien ses her som et narrativ: Der er en heks,
der har set sig ond på mig, siden der går betændelse i min fod, efter jeg rev den på en trærod.
Når informanten så konkluderer, at denne heksehistorie er sand, fordi han så tit har revet foden
uden efterfølgende at få betændelse i den (Evans-Pritchard 1965 (1937): 330), er det ikke
interessant at diskutere hans egen forklaring med ham. Det, der er interessant, er, at man via
historien kan få et indblik i, hvordan folk tænker deres verden.
Tilsvarende er den indre forklaring i Goods studier: ” Det, at jeg besvimer, udspringer af en kraftig
følelsesmæssig oplevelse i fortiden, fordi besvimelsesanfaldene startede der” (Good 1994: 137)
eller i mit eget studie: ”Du har fjernet min livmoder, fordi du ikke kan lide mange børn, for der har
aldrig været noget galt før, jeg har ikke haft betændelse eller noget…,” ikke interessant ud fra, om
den er sand eller falsk.
”Sandt eller falsk” eller ”den rette sammenhæng mellem årsag og virkning” er ikke interessante i
sig selv, for udsagnene kan ikke bruges som videnskabelige beviser, men derimod som Mattingly
skriver til at tage højde for, at de, der fortæller historier mener, at det er sandt, hvad de siger
(Mattingly 1998: 43), eller som Good beskriver det, at tage udgangspunkt i, at der (i hans studie)
var tale om mennesker, der var syge og som forsøgte at finde forklaring og helbredelse, for
derigennem at skabe orden (Good 1994: 146, se også Kleinman 1988: 49)
Foreløbig forholder jeg mig her til sandhedsproblemet som en del af det mimetiske spørgsmål, og
jeg indtager med Mattingly en position, hvor repræsentationsproblematikken er ”ved siden af
pointen”. Forståelsen af narrativernes betydning skal søges et andet sted.
9.4
Narrativ Perfomance og sandhedsproblemet
Et yderligere problematisk aspekt af at betragte narrativer som forklaring på, hvad der er sket i en
bestemt situation er, at historierne også indeholder fortællerens hensigt med at videreformidle
budskabet. Narrativer afpasses efter tilhørerne, de fortælles for at overbevise dem om et bestemt
synspunkt (Mattingly 1998: 27). Historier kan således forandre sig, ikke kun fra fortæller til
fortæller, de forandres også fra gang til gang, de fortælles af den samme person, afhængig af
hvilken kontekst fortælleren befinder sig i. Historien kan varieres ved, at der lægges vægt på
forskellige elementer, alt efter tilhørerne og hvilket budskab fortællerne gerne vil viderebringe.
Narrativer har således ikke kun til formål at gengive fakta om en oplevelse, men også at bringe
budskaber videre.
Som Mattingly skriver: “I began to examine narrative as aesthetic form with rhetorical power, one
which could become a persuasive tool for convincing others to see the world in a certain way”
(ibid.: 5).
Det performative ved narrativer er altså et forstærkende problem i relation til sandhedsbegrebet. Og
det performative aspekt komplicerer narrativerne som metode: En ting er, at narrativer måske ikke
siger så meget om, hvad personen har oplevet, men et større problem er, at de heller ikke er
uforanderlige som udtryk for en oplevelse hos personen. Indsamling og analyse af narrativer
rummer således en væsentlig fare for overfortolkning, hvis den ikke sættes i kritisk perspektiv.
”Indeed we want to insist on the proper disciplined approach to any and every type of data. In
addition, we want data to be analyzed and nor just reproduced and celebrated” (Atkinson &
Delamont 2005: 823).
I et forsøg på at imødegå sådanne problemer anvender jeg derfor ofte konteksten fra narrativerne
sammen med den narrative analyse, altså de samlede observationer, også selv om det ikke fremgår
eksplicit af fremstillingen eller analysen (ibid.: 826).
Et helt specielt problem omkring kontekst og narrativer opstår i konsultationens dialoger. Det
vender jeg tilbage til sidst i dette kapitel i forbindelse med problemerne omkring
kommunikationssituationerne.
9.5
Narrativer som handlingsskabende / terapeutisk plot
Narrativer er en fundamental menneskelig måde at skabe orden og mening i de hændelser, der ellers
ikke giver mening (Mattingly 1998: 4, Mattingly & Garro 2000: 1), eller som Ricoeur formulerer
det, så er narrativer ”the synthesis of heterogeneous elements” (Ricoeur 1991: 21), og kan således
fungere som en mediator mellem den indre verden af tanker og følelser og den ydre verden af
observerbare begivenheder. Gennem narrativer giver fortælleren sine oplevelser struktur og form og
kan derved komme frem til en forklaring på sine individuelle oplevelser (Mattingly & Garro 2000:
1).
Eksempelvis skriver Mattingly, at det ikke kun er løsningen af et problem, der er interessant, men i
høj grad også, hvilke metoder der tages i brug i forsøget på at løse problemerne:
“I realized that problem-settling often occurred through storytelling. Professionals were
particularly likely to tell stories when they needed to make sense of difficult relationships with
actors whose behaviour directly affected their own work managers, clients and the like” (Mattingly
1998: 3).
Narrativer anvendes således som proces for at komme fra en situation, der ikke umiddelbart giver
mening, til en ”forståelse” af, hvad der er foregået og hvorfor.
Skabelse af narrativer kan, som det nævnes ovenfor, være en metode for den enkelte til at skabe
orden i alle former for indtryk og oplevelser. Det er dog ikke altid, at det at fortælle historier
nødvendigvis giver en begrebsmæssig eller erkendelsesmæssig forståelse af verdenen. Fortælleren
eller fortællingen fungerer snarere på et ”protolingvistisk” stade, og ændrer vores oplevelser af
hændelser, ved symbolsk at omstrukturere dem. De omarbejder og omformer subjekt - objekt
relationen på en måde, der får narratoren til at føle sig som en aktiv deltager i en verden, der ellers
synes at nedværdige, ignorere og tage magten fra den pågældende (Jackson 2002: 16). Mennesker
der har været udsat for traumatiske oplevelser eller på anden måde har oplevet, at deres liv har taget
en dramatisk eller definitiv drejning, kan gennem brugen af narrativer ikke alene komme til en
forståelse af deres situation, men kan ”skabe den på ny” og har således gennem en narrativisering af
deres oplevelser en mulighed for at finde sig en plads i verdenen at skabe sig en platform at stå på,
for at komme videre med deres liv (Jackson 2002: 17, Mattingly 1998: 1).
Som Ochs and Capps siger, så er fortællingen om fortiden sammenkædet med fortællerens
bekymringer om deres nutid og deres fremtid. Narrativer om fortiden bliver fortalt for at kunne
håndtere og forstå de løbende bekymringer i livet (current concerns). Narrativer er derfor et middel
til at skabe kontinuitet mellem fortid, nutid og fremtid (Ochs og Capps 1996: 24).
Narrativernes egenskaber som redskab til at skabe mening og ligeledes til skabe en ”platform” i
nutiden, hvorfra fremtiden kan skabes, gør ikke bare narrativ analyse til et terapeutisk værktøj. Med
Mattingly bliver narrativer både værktøj til terapeutisk indsats og et redskab indenfor medicinsk
antropologi, hvor feltet er centreret omkring traumatiserede mennesker, der er kommet i en
situation, hvor sygdom eller ulykker har ændret deres liv radikalt, og professionelle skal hjælpe dem
(Mattingly 1998: 6).
I et antropologisk studie, hvor eksempelvis traumatiserede fremmede både skal møde
sundhedssystemet i det nye hjemland og samtidig skabe en ny identitet, kan narrativerne analyseres
i et forsøg på at afdække problemer i mødet for såvel ”de fremmede” som lægerne, samt som
værktøj til at forstå hele samspillet, herunder de mytiske konstellationer i det nye hjemland.
Narrativer kræver imidlertid med Atkinson og Delamont en perspektivering og analyse i forhold til
den sociale sammenhæng som sociale handlinger i lighed med andre sociale handlinger, netop som
”performative acts” (Atkinson & Delamont 2005: 824).
9.6
Plot og emplotment
Det performative aspekt af narrativerne er en speciel situation, der, forstået som plot, kan give en
samlet forståelse af ellers meningsløse rækkefølger af den ene ting efter den anden, skriver
Mattingly (Mattingly 1998: 46) og fortsætter med at citere Ricoeur for følgende betragtning:
”Quite simply,”emplotment is the operation that draws a configuration out of a simple succession”
(Ricoeur 198: 65) …This “making a whole” is also making meaning such that we can ask what the
point or thought or moral of the story is…” (ibid.: 46).
Good definerer sammenhængen mellem plot og historie således, at
“A plot, for example, is not simply present as a structure of a narrative but is created by readers
moment by moment as they proceed through the text, finding themselves limited to “the blind
complexity of the present” …and seeking to uncover and anticipate the structure and meaning…”
(Good 1994: 143).
Omend teorien er fremsat snævert i forhold til forståelsen af en historie, som den skabes hos
læseren af en tekst, (reader-response-theory), udbredes den hos Good til fortællingen:
”Narrative theory describes two aspects of plot: plot as the underlying structure of a story, and
”emplotment” as the activity of a reader or hearer of a story, who engages imaginatively in making
sense of the story” (ibid.: 144).
Goods betragtninger om plot og emplotment er anvendt i forbindelse med hans studie af tyrkiske
epilepsi-patienter, hvor de transskriberede interviews med plot og emplotment afslørede en række
forhold: Først og fremmest handlede mange af historierne om det at besvime eller andre aspekter af
sygdommen, og hvordan patienterne forsøgte at finde en effektiv behandling. Hele situationen, den
knibe de befandt sig i efterfulgt af et krav om at blive kureret, bliver en nøgle til historiens struktur,
mens det i andre tilfælde var en livshistorie om lidelse, der var central for strukturen i historien om
sygdommen. For det andet optræder der i Goods interviews prototyper på plot, der er typiske for en
kulturel form, der har sine rødder i tyrkisk populær medicinsk kultur: Historierne er typiske for,
hvordan man fortæller den type historier omkring sygdom. Endeligt er narrativerne hos de tyrkiske
epilepsipatienter hos Good som regel uafsluttede, som om fortælleren stadig ledte efter emplotment
i forhold til lidelserne, efter et plot, der var åbent i forhold til en mulig løsning (ibid.: 146).
Narrativer indeholder altså mulige plots, prototyper på historier, der ikke fremgår direkte af selve
fortællingen, men som kan uddrages som dele af selve fortællingen, og som tilsammen giver et
overordnet plot for historien. Når historien fortælles til en anden, bliver det performative til ønsket
om, at dette plot skaber identifikation og forståelse for plottet hos den anden, emplotment.
Plot og emplotment bliver således en analytisk metode, der med skelnen til både diskursiv analyse
og det performative aspekt, kan rubricere fælles træk i en række fortællinger, i forhold til tilhøreren
og det samlede formål med at fremsætte fortællingen.
Som sådan kan plot og emplotment ses som en mere simpel form for mytisk forståelse i narrativ
analyse, i al fald mere simpel, end mytisk forståelse som præsenteret efter Lévi-Strauss i det
følgende.
9.7
Narrativ analyse og mytisk forståelse
“They [narratives] are related to story types more generally … There are affinities with other kinds
of stories – history, mythology, the mass media and so forth” (Atkinson & Delamont 2005: 825).
Narratologer (Mattinglys betegnelse) er kraftigt influerede af specielt Lévi-Strauss studier af myten
med tilhørende analysearbejde i perioden 1962-1969. Lévi-Strauss dedikerede en stor del af sit liv
til at forsøge at skabe et tværgående analyseapparat, der som universalnøgle kunne forklare alle
myter.
Myten er hos Mattingly (efter Lévi-Strauss) en ”konstruktion af relationer mellem elementer…
mythemer”, og disse mythemer er i sig selv ”bundter (konstellationer) af relationer, der eksisterer
uafhængigt af den givne myte” (Mattingly 1998: 41).
Myten er således snarere kendetegnet som relationer mellem uafhængige ”delmyter” (mythemer),
end den er en selvstændig fortælling, og ud fra et givent antal mythemer kan der skabes forskellige
myter. Myten manifesterer sig som ”intertekstuelle” sammenhænge på kryds og tværs af
mythemerne. Mythemer ses på samme måde som forbindelser mellem narrativer, men manifesterer
sig også i narrativerne, lige som narrativerne sjældnere er egentlige myter. I praksis kan narrativerne
således både antage form af mythem eller myte. Myter eller mythemer kommer til udtryk i
narrativerne, ligesom narrativerne selv giver næring til mythemer og dermed til myten.
Mattingly citerer Lévi-Strauss for at skelne mellem det at fortælle myten og det at forstå myten. For
at fortælle myten, for at kunne genkende dens handlingsforløb, er det kun nødvendigt at genkende
de syntagmatiske (tidsmæssige) forhold. For at forstå myten må den læses paradigmatisk (ibid.: 41).
Et billede på den komplekse struktur tegnes i Lévi-Strauss´s ”partiturmodel”, hvor mytens
syntagmatiske og paradigmatiske relationer forklares ved at sammenligne myten med et partitur.
Partituret giver en type af mening ved at blive læst fra venstre mod højre, i en tidslinie, som melodi
(syntagmatisk).
Hvis et partitur imidlertid skal give dybere mening, må det læses vertikalt ned gennem alle
stemmerne, som at læse ”akkorderne” eller helheden (paradigmatisk) (ibid.: 41).
Paradigmatiske eller vertikale relationer sigter mod de ”dybere” (ubevidste) lag af mening, ved at
opfatte mythemer eller hele myter som relationer i et system. Disse vertikale relationer former
associative grupper af elementer, som ser forskellige ud i deres indhold, men reelt ”bærer det
samme budskab” (ibid.: 41).
Paradigmatiske relationer er (i modsætning til det diakroniske syntagmatiske) synkrone, altså
samtidige. Paradigmatiske relationer er sammenfaldende (synkrone) relationer, der sammenkæder
mythemerne med intertekstuelle sammenstillinger (formning af teksters mening ud fra andre
tekster), der igen inkluderer elementer uden for den specielle, givne myte.
Hele diskussionen om myte og analyse (og inddragelsen af Lévi-Strauss m.fl.) hos Mattingly tager
imidlertid i det citerede afsnit sit udgangspunkt i en række samlede overvejelser om anvendelsen af
narrativer som analytiske metoder, eller i en diskussion af tre aspekter af narrativerne:
1. Det referentielle
2. Det strukturelle og post-strukturelle
3. Det performative
Diskussionen kan sammenfattes således:
I hvor høj grad afspejler narrativerne den virkelige verden?
Skal meningen med det enkelte narrativ ses som historien i sig selv, eller skal meningen søges på
tværs af historierne i samspil med eller som udtryk for myter, mythemer med videre?
Eller skal narrativernes betydning snarere ses i lyset af det perfomative, det forhold, at de fortælles
til nogen?
Mattinglys indledende konklusion er, at ”repræsentations-teorien” er ”ved siden af pointen”.
Betydningen af narrativer ligger et andet sted. Betydningen skal søges mellem teksterne
(narrativerne) i, hvad de repræsenterer, snarere end hvad i, der er derude. Mattingly er tilhænger af
en helhedsorienteret analyse, hvor alle aspekter eller analytiske metoder kan anvendes og
kombineres.
Konklusionen hos Mattingly om betydning af narrativer i semiologisk forstand er, at ”den sande
betydning af et narrativ kun kan opdages ved at skelne mellem den tidsbaserede struktur og en
struktur indeholdt i en dybere, atemporal struktur”.
Endvidere konkluderes, at de enkelte narrativer (i lyset af den strukturelle diskussion) i høj grad
blot er strukturelle transformationer af hinanden, en omordning af brudstykker i endnu et forsøg på
at besvare det samme logiske problem.
Mytiske narrativer er et resultat af en kulturel collage af betydninger, det såkaldte bricolage-begreb
(Mattingly 1998: 42).
9.8
Diskursiv analyse
I det indledende analytiske arbejde med narrativer fra konsultationerne blev jeg på et tidspunkt
opmærksom på, at den magtstruktur, der eksisterer mellem læge og patient, har en selvstændig
dynamik, der ikke er snævert relateret til mythemer, myter og narrativer eller etnicitet. I et afsnit
beskriver Mattingly selve magtrelationen. Mattingly beskriver, hvordan det, at lægen anvender
sproglige passiver, refererer til for eksempel ekspertviden udenfor den aktuelle konsultation og
samlet indtager en generel ”anti-narrativ” tilgang til patienten, der ofte ønsker at udtrykke sig netop
mere narrativt, giver et grundlæggende problem (Mattingly 1998: 12). Men der syntes imidlertid at
være flere problemer end blot dette ene.
I forsøget på at skabe en orden i de indsamlede narrativer fra konsultationen stødte jeg ind i et
problem med at strukturere eller kategorisere de indsamlede data. Det var, som om der var noget i
kommunikationen, der gik igen, på tværs af historierne eller emnet. Man kunne argumentere for, at
det var den performative, mimetiske problematik der slog igennem her, at personerne tilsyneladende
brugte narrativerne til at spille roller snarere end til at kommunikere, men en perfomativ eller
narrativ analyse synes ikke at kunne afdække en sådan magt-struktur. Det var klart, at performance
og narrativer indgik i magtstrukturen, men også, at der var forskellige magtstrukturer.
Udgangspunktet var altså at undersøge den etniske konflikt i mødet i relation til patient-lægerelationen ved hjælp af narrativer, men narrativerne sagde tilsyneladende meget lidt om typen af
konflikt. Specielt da den reviderede problemformulering kom på plads, hvor jeg ønskede at
undersøge forholdet patient-læge som det primære og derefter se på etnicitet som
komplikationsfaktor, skulle patient-lægerelationen i det hele taget kunne undersøges i sig selv.
Det stod her klart, at et analytisk værktøj til at klassificere magtrelationerne eller mødernes
psykologiske struktur var påkrævet. De overordnede psykologiske betragtninger hos Mattingly og
Mattinglys udlægning af Focault´s betragtninger om magt-strukturer kunne nok definere
problemerne i ”det problematiske møde”, men ikke give en konkret, analytisk metode til at
klassificere datamaterialet eller klassificere de enkelte møder efter deres indre magtstruktur. Jeg
savnede et konkret værktøj, der ud fra dialogen kunne klassificere eller analysere kommunikationen,
med henblik på at afdække magtstrukturen både specifikt og generelt.
I en diskussion om frustrationen over mine manglende resultater på det mest centrale område i
analysen, mødet mellem læge og patient, blev jeg præsenteret for Eric Bernes transaktionsanalytiske
model (Berne 1995). Jeg gik herefter i gang med at klassificere møderne med udgangspunkt i
modellen for at danne mig et overblik over modellens muligheder. Jeg fandt ud af, at Bernes
krydsende transaktioner (Berne 1995: 33-49) også fandt sted i de møder, som jeg intuitivt havde
klassificeret som problematiske. I Bernes model opstår problemer i kommunikationen for eksempel,
når et appellerende barn forventer en forældretrøstende omsorg som reaktion på sin appel, men i
stedet mødes af et voksent ræsonnement, som om barnet var voksent (se bilag, model).
I stedet for Bernes ”Voksen, Barn, Forælder” inddeling af personen (rollen) har jeg valgt at operere
med Overordnet, Voksen ræssonerende og Underordnet terminologi, også for at tilpasse modellen
til Mattinglys og Foucaults betragtninger om magt.
Først sent i skrivefasen blev jeg via korrespondance med Steinar Kvale opmærksom på de
antropologiske metoder som: Conversation Analysis CA, Discource Analysis og Membership
Conversation Analysis som beskrevet i Handbook of Qualitative Reseach. Atkinson og Delamont
peger imidlertid på, at et for snævert fokus på diskursiv analyse rummer en fare: I stedet for ren
tekstanalyse, handler det om at sikre, at ”… the analysis of spoken language remains firmly
embedded in studies of organizational context, processes of socialization, routines of work,
personal transformation…” (Atkinson & Delamont 2005: 826).
Men samtidig fremhæver Atkinson og Delamont styrkerne i metoder som Discourse Analysis, fordi
metoderne til analyse af det talte sprog er blevet forbedret. Atkinson og Delamont er imidlertid
kritiske overfor en ensidig fokusering på metoder som diskurs analyse (DA), samtale analyse (CA),
diskursiv psykologi, hvis de anvendes adskilte fra andre aspekter af den etnografiske undersøgelse
(ibid.: 826).
Jeg skal her henlede opmærksomheden på artiklen af Anssi Peräkylä i Handbook of Qualitative
Research som yderligere indføring i forskellige former for diskursiv analyse, samt min egen
fremstilling af Peräkylä i slutningen af teori I.
9.9
Kulturforskelle i narrativt perspektiv
Det er ikke udelukkende individet, der skaber, vedligeholder og anvender individuelle narrativer:
Også grupper af mennesker kan blive udsat for, at der skabes narrativer om dem, eller de kan
konstruere en kollektiv bevidsthed, eller konsensus om, hvad det er, der gør dem til en gruppe, og
hvad det er, der foregår udenom gruppen eller fællesskabet (Mattingly 1998: 4).
Jeg skal her først kort omtale situationer, hvor to personer mødes i en dialog, der efterfølgende
betragtes narrativt. Jeg gør opmærksom på, at såvel interviews som dialoger i konsultationen
mellem læge og patient er dialoger, der kan betragtes narrativt.
Jeg har valgt i dette studie at skelne mellem egentlig diskursiv analyse og narrativ analyse af
diskurser. Den diskursive analyse er ofte udgangspunktet for mine betragtninger: Jeg kan iagttage,
at noget går galt i kommunikationen, og anvender så først en diskursiv analyseform for at se, hvad
der går galt, hvorefter jeg ser på, hvilken rolle mythemer og myter spiller i forhold til det
diskursive.
Den narrative performance i dialogen ses altså i første omgang som udtryk for det socialpsykologiske samspil mellem de to deltagere, hvordan den narrative performance hos begge parter
kan skifte mellem at skabe såvel samhørighed som afstand, og derefter analyseres de mytiske og
mythemiske aspekter af dialogen, hvor det er relevant.
Forsimplet er dynamikken i et Barth´sk perspektiv denne: Når deltagerne præsenterer mythemer for
hinanden i form af narrativer, der resulterer i gensidig identifikation eller er tilpasningsdygtige i
forhold til den enkeltes forståelsesramme, opleves mødet som skabende samhørighed, og de
”kulturelle forskelle” forsvinder.
Intentionen fra den ene eller begge er således ikke nok til at resultere i en bevægelse mod
samhørighed.
Det afgørende er, om mythemerne,
der
præsenteres,
har den
samme
erkendelsesmæssige betydning for begge deltagere.
Myter og mythemer kommer til at virke ind på kommunikationen, hvor forskydninger i socialpsykologisk forstand og magtstrukturer mellem parterne yderligere forskydes som følge af
tilstedeværelsen af mythemer og myter.
I et videre perspektiv, hvor en kollektiv bevidsthed konstrueres i grupper af mennesker (se
Mattingly citatet i begyndelsen af dette afsnit), skal jeg her diskutere fællesskab, narrativer og
identitet i forhold til Mattingly og Barth.
Begrebet fællesskab (community) har gennem tiden været genstand for omfattende forskning.
Antropologer, sociologer, historikere og filosoffer med flere har hver især givet deres bud på en
fortolkning af begrebet. Sociologer har traditionelt set på fællesskaber som en særlig form for social
organisation baseret på små grupper, for eksempel som naboskaber, små byer, eller bundet i rum til
en lokalitet, mens filosoffer og historikere har fokuseret på fællesskab som en ideologi eller utopi.
Antropologer har typisk betragtet fællesskaber som kulturelt definerede grupper. Den teknologiske
udvikling herunder Internettet har imidlertid skabt global kommunikation, der muliggør
gruppedanneleder på tværs af landegrænser (Delanty 2004: 1). Fordi mennesker er sociale væsner,
der interagerer og indgår i relationer, vil enhver gruppe af mennesker være et potentielt fællesskab
(Dorais 2001: 3).
Frederik Barth argumenterer i ”Etnic Groups and Boundaries” for, at etnisk forskellighed ikke
afhænger af manglende mobilitet, kontakt eller information, men opstår på/i grænserne mellem
grupperne. Sameksistensen er den afgørende faktor for, om en etnisk gruppe, der lever tæt på en
anden, vil forstærke de karakteristika, der viser, at de er ”en gruppe”, og samtidig viser, at de ”ikke
er som de andre” (Barth 1969: 9-10). Barth mente, da han skrev teksten i 1969, at man førhen,
indenfor antropologien, har været for fokuseret på isolationen som værende en forudsætning for, at
mennesker udvikler sig forskelligt (ibid.: 9). Han argumenterer for, at etniske grupper ikke som
udgangspunkt deler en fælles kultur eller essens, ”etnic gruops and their features are produced
under particular interactional, historical, economic and political circumstances: they are highly
situational, not priordial” (ibid.:16). Barth mener således, at det ikke er i isolationen, man skal lede
efter menneskers udvikling af forskelle, men tværtimod, at det er sameksistensen, der er den
udløsende faktor for, at en gruppe mennesker bevidst skaber synlige, eller over tid udvikler synlige
(klædedragt eller lignende) såvel som usynlige (fælles historier) referencerammer, der binder dem
sammen i en fælles identitet. Denne fælles identitet skabes således gennem processer, som opstår i
interaktionen med andre grupper, hvor den enkelte gruppe definerer sig, som ”noget andet” end ”de
andre”. ”De andre” kan således ses som det modsatte af ”os”. Når to etniske grupper lever tæt på
hinanden, vil de forstærke de karakteristika, der viser, at de er en gruppe og samtidig viser, at de
ikke er som de andre (ibid.: 9).
En kategorisering skaber identitet, fordi man indenfor én gruppe taler om den anden gruppe som
reelt eksisterende, med andre identificerbare fællestræk eller anden identitet, men samtidigt tænker
sig selv som gruppe.
Som Barth anfører, indeholder opretholdelsen af etniske grænser, også situationer med social
kontakt mellem personer tilhørende de forskellige kulturer: Etniske grupper opretholdes kun som
identificerbare, særskilte enheder, hvis de indarbejder eller antyder mærkbare forskelligheder i
adfærd, nærmere bestemt vedvarende kulturelle forskelle (ibid.: 16). Barth mere end antyder et
dynamisk perspektiv i sameksistensen mellem to etniske grupper, hvor adskillelse i kontakt fører til
øget forskellighed, mens ”...where persons of different culture interact, one would expect these
differences to be reduced, since interaction both requires and generates a congruence of codes and
values…” (ibid.:16, min fremhævelse).
I et udviklingsmæssigt perspektiv ifølge Lévi-Strauss strukturelle tanker om mytedannelser, er det
med Barth nærliggende at antage, at gensidige myter om ”de andre” får større mulighed for at
udvikle sig som vidt forskellige og afstandsskabende myter, jo mindre reel kontakt, der er mellem
de to grupper. Begge grupper bruger narrativer til at beskrive såvel sig selv som de andre,
narrativerne trækker på mythemer, og myterne er relationer mellem disse mythemer eller narrativer.
Men hvis der kun er meget få fælles oplevelser af samhørighed eller få fælles sociale funktioner,
dannes der overvejende narrativer eller myter, der har ”forskelligheden” som fælles myte.
Det er sådanne overvejelser, der danner den teoretiske tilgang til analysen af problemstillinger
omkring racisme, politiske myter og ”den samme behandling” om end i varierende kompleksitet.
9.10 En speciel analytisk betragtning
Jeg skal her gøre en kort bemærkning om et specielt aspekt af sandhedsproblematikken i relation til
mit eget studie: I semiologisk forstand kan alle tekster betragtes som narrativer. Selv de mest
statistiske data eller lovgivningstekster eller undersøgelser fra Danmarks Statistik kan betragtes
narrativt. For at undgå absurditeter og samtidigt tage narrativ analyse alvorligt, hvor den vitterligt er
berettiget, bruger jeg lejlighedsvis en model, hvor det faktuelle tilsyneladende stilles i forhold til
narrativer.
Sammenstillingen foretages imidlertid ikke direkte. For eksempel analyseres tekster fra
lovgivningen eller historiske tekster ikke direkte i forhold til narrativerne. Teksterne betragtes
snarere selv som narrativer, og de analyseres i et historisk diskursivt perspektiv. Jeg spørger således
i analysen: ”Hvad er meningen med, at de racistiske læserbreve fremsættes”, ”hvad er intentionen i
Lov om Etnisk Ligestilling” således, at det mythemiske i disse tekster kan uddrages og
sammenstilles med det mythemiske i mine egne, observerede narrativer.
I forhold til en filosofisk tradition omkring sandhedsproblematikken forholder jeg mig snarere
normativt: Jeg undersøger snarere sandheden som relativ konstruktion mellem forskellige
narrativer, end hvordan det enkelte narrativ forholder sig til ”sandheden”.
9.11 Valget af narrativ metode og analyse
“Today narrative inquiry is flourishing; it is everywhere. We know the world through the stories
that are told about it. Even so, as Susan Chase … reminds us, narrative inquiry as a particular type
of qualitative inquiry is a field in the making” (Denzin & Lincoln 2005: 641, min fremhævelse).
I de indledende diskussioner om mit valg af narrativer som primær metode, blev jeg ofte mødt med
en indledende fordom om narrativernes ”popularitet” som metode, men efterfølgende, når jeg
forklarede om projektet, blev skepsis vendt til forståelse: Kompleksiteten samt perspektiveringen af
emnet syntes oplagt for en narrativ tilgang.
Narrativer rummer metodiske muligheder for ”indsigt i muligt liv, til at føle følelser, til at give form
til følelser” (Mattingly 1998: x (preface)), og samtidigt rummer den narrative analyse, fuldt
udfoldet, mulighed for at opstille forklaringer på de endog meget komplekse problemer, der først
manifesterede sig i mit felt, og som efterfølgende skulle kædes sammen i en helhedsbetragtning.
Det vil være usandt, hvis jeg påstår, at jeg havde alle aspekter af narrativ analyse på plads inden jeg
drog i felten. Snarere er det korrekt, at jeg havde en masse ustrukturerede idéer, at jeg vidste hvor
jeg gerne ville have alle de løse ender samlet, men at jeg gik til opgaven med fokus på hver enkelt
del for sig selv. Til gengæld har jeg prøvet at udføre disse enkelte dele med stor omhu.
Heldigvis fik jeg klaret analysen af selve læge-patient-mødets magtstruktur inden skrivningen gik
ind i sin konkluderende og afgørende fase, ligesom jeg havde arbejdet længe med at strukturere og
udvælge stoffet.
Det var imidlertid først i den afgørende fase af analysen, at jeg for alvor kom til at forstå hele den
kompleksitet, som den analytiske narrative teori rummer. Herefter gik analysearbejdet pludselig
rasende stærkt. Retrospektivt kunne jeg have ønsket mig, at jeg – i betragtning af den lange
tilblivelsestid – havde kunnet bruge længere tid på analyserne og raffineret disse.
Retrospektivt set fortryder jeg ikke valget af narrativ analyse som metode og primært analytisk
værktøj. Det var et oplagt valg, men de kritiske røster om narrativanalyser som ”pop” står i dag i et
andet lys: Narrative metoder er komplekse, og som omtalt ovenfor i de forskellige afsnit rummer en
ukritisk brug en betragtelig fare for mangelfuldhed. Narrativ analyse som samlet antropologisk
disciplin er stadig i sin vorden, ”a field in the making”.
9.12 Sammenfatning
Narrativ analyse er en syntetisk model, der, som Mattingly beskriver det, involverer forskellige
videnskabelige discipliner:
“Narrative theory has been imported from other disciplines….sociology, linguistics, psychology,
literary theory, philosophy…social drama …as well as other sub-fields within anthropology”
(Mattingly 1998: 9).
På tværs af disse discipliner dannes en samlet model, der er konsistent som tolkning af narrativer i
relation til disse overordnede discipliner. Den er imidlertid mindre konsistent, hvis den bruges
omvendt, altså erstatter de forklaringsmodeller, som er indeholdt i de oplistede videnskabsgrene
selv (Se også citatet fra Atkinson og Delamont i ”Det kommunikative problem”).
Kun konteksten af narrativerne både i relation til hele det fortalte narrativ under hensyntagen til hele
feltet, hvori de fremsættes, baggrund for etnicitet og personlig baggrund samt andre observationer i
felten, kan give et troværdigt perspektiv eller meningsfuld tolkning i narrativ analyse1.
Narrativer som analytisk metode tilbyder et supplement til andre videnskabsgrenes metoder, for
eksempel teorier om mulighedsbetingelser for sameksistens.
Narrativ analyse tilbyder en tværfaglig syntese, der kan danne baggrund for nye strategier for
sameksistens, for eksempel gennem skabelse af fælles positive myter ud fra etniske og danske
ligeværdige møder, men har også vundet anerkendelse som moderne psykologisk disciplin i narrativ
psykologi. (Se for eksempel www.Dispuk.dk eller Attractor.dk, hvor sidstnævnte dog kun refererer
til Gregory Bateson og ikke direkte omtaler narrativ analyse).
Narrativ analyse tilbyder også et nyt analytisk perspektiv på problematikken omkring sameksistens,
fordi der her leveres et komplekst værktøj til afdækning og forståelse af myter uden om den
traditionelle mimetiske diskussion om mytens sandhedsværdi.
I forhold til den lægefaglige rolle, skal der her argumenteres kritisk i forhold til de opstillede
modeller og for, at narrativ analyse ikke kan erstatte lægefaglig kunnen.
Lægefaglig kunnen er en indlysende forudsætning for ”det gode møde”, narrativ analytisk forståelse
eller ej.
Den samlede analyse tyder derimod på, at lægernes terapeutiske kunnen i bredeste forstand er vigtig
for selve mødet, uafhængigt af etnicitet.
1
Se også ”Skakspillet” hos Mattingly, hvor tilskudsinformation fra observationerne spiller en stor rolle for den samlede
analyse.
Som Atkinson og Delamont udtrykker det, her i min fortolkning: Antropologi er fortsat antropologi
snarere end fortabelse i forskellige enkeltdiscipliner eller analytiske metoder. Men samtidigt er det
vigtigt at forstå alle delaspekter af narrativ analyse, når den endelige analyse skal skrives og
fremstilles.
Intuition er et must, der skal anvendes både helhedsbetragtninger og skarpe enkeltmetoder, når
komplekse forhold skal belyses. Fremstillingerne i dette speciale, de enkelte analyser, er således,
uanset hvor simple de måtte se ud ved første øjekast, resultatet af en lang række overvejelser i
forhold til alle de beskrevne emner i dette kapitel.
10 Hvorfor tager somalierne til læge i Tyskland?
Hele ideen til denne opgaves emne udspringer, som jeg har omtalt det før, af en historie om, at
nogle herboende somaliere tager til Tyskland for at søge lægehjælp, fordi mange af somalierne i
Danmark nærer mistillid til de danske lægers faglige kompetencer. Undervejs i processen med at
indsamle og analysere data er jeg kommet frem til, at det ikke er selve det, at somalierne tager til
Tyskland, der er interessant. Det er heller ikke spørgsmålet om, hvorvidt de danske læger er
dårligere end de tyske, der er interessant. En undersøgelse af, om somalierne reelt kan få bedre
lægelig behandling i Tyskland, vil ud fra mit materiale ikke kunne konkludere andet end, at der er
en masse modstridende forklaringer og påstande. Eller måske jeg i bedste fald blot kunne
konstatere, at somalierne vil have en anden behandling end den, man kan tilbyde i det danske
sundhedssystem.
Det betyder ikke, at problematikken omkring somaliernes lægebesøg i Tyskland er uinteressant eller
irrelevant som historie, som en række narrativer. I stedet for at forfølge spørgsmålet: ”Hvorfor tager
herboende somaliere til Tyskland for at søge lægehjælp?”, har jeg valgt at fokusere på
fortællingerne, jeg har fået, ved at stille mig selv spørgsmålene: ”Hvad oplever somalierne selv, om
det at søge lægehjælp i Tyskland?” og ”Hvad fortæller disse historier om de herboende somaliere?”
Narrativer fortæller, som Mattingly beskriver det, ikke nuet, men en masse ”nuer” der altid ligger
mellem fortiden og fremtiden. Mennesker er hele tiden orienteret mod denne fremtid, og narrativer
kan være med til at forme eget liv, så det forhåbentlig fører derhen, hvor mennesket ønsker det
(Mattingly 1998: 93).
Der er altså ikke udelukkende tale om, at mennesker har brug for at forstå, hvorfor de er kommet i
en situation, som på den ene eller den anden måde er svær, der er i lige så høj grad tale om, at
mennesker gennem narrativer skaber mening og danner forestillinger om, hvor de ønsker at bevæge
sig hen. Dette gøres helt fundamentalt ved at fortælle historier som ordnes i en begyndelse, en midte
og en slutning (ibid.: 46). I de historier jeg hørte fandt jeg mange forklaringer, men da jeg holdt op
med at fokuserer på forklaringerne, fandt jeg narrative skabelser af mening, identitet og
forhåbninger om fremtidige mål og muligheder.
Desuden har jeg måtte tage højde for, at det, som Mattingly skriver, er vigtigt at erkende, at det, der
virkeligt betyder noget i bestræbelserne på at finde meningen bag narrativerne, ligger i selve
narrationens øjeblik. For at kunne tolke narrativer, er det vigtigt at se på, hvordan en historie bliver
fortalt og tage højde for, hvem der lytter og andre relevante led i fortællingens kontekst. Narrativer
er således ikke noget, der tilhører fortælleren alene. De konstrueres i en social interaktion mellem
fortæller og tilhører (ibid.: 43).
I dette kapitel vil jeg analysere historien om en kræftsyg mand, der tager til Tyskland udfra
betydningen af, at narrativer fortælles af nogen til nogen med det formål, bevidst eller ubevidst, at
videreformidle et budskab og skabe mening. Det er således narrativernes performative aspekt, jeg
tager udgangspunkt i med anvendelsen af Good´s og Mattinglys plot- og emplotment-begreb. Man
kunne også med Lévi-Strauss tale om en myte eller delmyte, der måske kan sammenfattes som:
Somaliere vil have medicin, fordi de er vant til det hjemmefra.
10.1 Historien om den kræftsyge mand
Den historie, jeg oprindeligt hørte, og som her går igen i en række interviews, handler om en
kræftsyg herboende somalisk mand, der tager til Tyskland og bliver opereret. Hændelsesforløbet er
som følgende:
En mand ligger for døden af kræft. De danske læger har opgivet ham eller har tilbudt
strålebehandling for at gøre svulsten mindre, så der kan opereres. Somalierne i og udenfor Danmark
samler penge sammen til hans behandling i Tyskland, hvor man straks opererer. Derefter er han i
bedring eller stadig syg, men glad og oppegående, muligvis i en behandling, som ikke er anerkendt i
Danmark.
Jeg kan som sagt ikke være sikker på, det er den samme mand, der er tale om, men under alle
omstændigheder, så er det en variation over denne historie, jeg har hørt tre gange, når jeg har
spurgt, hvorfor somalierne tager til Tyskland. Historien er her gengivet med emplotment-koder
indsat efter hvert enkelt del-plot for at se, hvilke typer af plots der anvendes for at ”påvirke mig som
lytter”:
Bashir: ”Der var en mand, som havde cancer[E: A]. Han ringede til mig fra hospitalet, og
sagde: ”Det er et spørgsmål om liv eller død, jeg kommer til at dø her [E: B]”. Så samlede
vi ind blandt somalierne [E: B], og han kom til Tyskland, hvor han blev opereret med det
samme [E: C], og nu går han rundt [E: B]. Jeg mødte ham en dag, og han sagde, at han
havde det bedre. Han går rundt på gaden [E: D]”.
Hali: ”Jeg ved, at der er en cancerpatient, en ældre mand, som har haft cancer i leveren,
som har taget derhen [E: A].
I Danmark, der fik han at vide, at han kunne få
strålebehandling, som kunne reducere svulsten, og så måtte man se derefter, hvad man
kunne gøre. Men i Tyskland der sagde de; vi fjerner den, og så får du den behandling,
som man ikke kan få i Danmark. Eller må ikke få i Danmark [E: C]. Alle somalierne
samlede ind, hele vejen fra Sverige, Norge, Tyskland og Canada, USA, der har han sin
familie også, for det kostede ca. 200.000 for at få den behandling [E: B]. Så kom han
tilbage til Danmark, og så fik han tilbagefald efter, jeg kan ikke helt huske, om det var et
år eller to år efter, og så blev han behandlet også her igen”[E: D].
Intisaar: ”Jeg kan ikke forstå, at der er så mange somaliere, der tager til Tyskland, men
jeg kender en mand [E: D].
Jeg ved det, for min mand hjalp ham sammen med andre, det er min mands onkel [E: B].
Han er syg af kræft [E: A], og lægerne havde opgivet ham. Han tog til Tyskland og blev
opereret og fik kemoterapi [E: C]. Nu er han, ikke rask, men i behandling, og han her det
godt” [E: D].
Når historierne opdeles i emplotments på denne måde, bliver det ret tydeligt, at det er de
samme fire typer af del-plots, historierne anvender, selv om rækkefølgen varierer i de
enkelte historier. De fire typer af del-plots er:
Emplotments:
A: [E: Jeg vil fortælle om noget, der drejer sig om liv eller død]
B: [E: Vi er til gode at hjælpe hinanden]
C: [E: Lægebehandlingen i Tyskland er noget længere fremme]
D: [E: Det er ikke helt sikkert, at det egentlig hjalp, men det ser sådan ud]
Det overordnede plot er, på trods af tre ret forskellige historier, at overbevise mig om den samme
historie, en historie om liv og død. Historierne indeholder alle sammen historien om, at der i
Tyskland er andre, og muligvis bedre behandlingsformer, end der er i Danmark, men det er som
om, at den vigtigste historie handler om somalierne i forhold til danskerne, altså mig, som lytter til
historierne.
Narrativer tilhører ikke fortælleren alene, de konstrueres i en social interaktion mellem fortæller og
tilhører. Derudover tilpasses narrativer tilhørerne for at viderebringe et budskab eller bestemte
synspunkter til tilhøreren (Mattingly 1998: 27). Det er derfor ikke uden betydning, hvem der lytter
til historierne, altså at de fortælles til mig, med budskabet:
”Vi somaliere holder sammen som folk globalt. Hvis nogle virkelig har brug for hjælp, så bidrager
vi med det, vi kan. Selvom den omliggende verden skaber problemer, så står vi sammen, og det
nytter”.
I historierne fremkommer der således stærke manifesteringer af somalierne som handlekraftige,
uafhængige mennesker med et stærkt sammenhold. Mennesker der ved hjælp af disse kraftfulde
egenskaber og værdier er i stand til at overleve og skabe sig en fremtid, hvor de end måtte befinde
sig i verden.
I forhold til mig som dansker, som det gør sig gældende i interviewsituationen, er fortællerne i en
situation, hvor de udtaler sig på vegne af somalierne i Danmark, og jeg er som lytter, en dansker,
der spørger på vegne af danskerne. De svar, jeg får på mine spørgsmål, vil derfor sandsynligvis
være præget af, at der ikke kun er tale om en samtale mellem to mennesker, men en samtale mellem
repræsentanter for to folk, hvor fortælleren repræsenterer ”somalierne”, og hvor jeg repræsenterer
”danskerne”.
Somalierne er ikke svage utilpassede, ubehjælpsomme og ressourcesvage, men kan klare sig, fordi
de er handlekraftige, og, måske endnu vigtigere, fordi de hjælper hinanden, og derfor i sidste ende
ikke er afhængige af ”andre”, men kan overleve på trods af alle de forhindringer, der måtte komme.
Måske ligger der tillige en henvisning til, at her er noget, som somalierne kan, som danskerne ikke
kan: Hjælpe hinanden, menneske til menneske, i stedet for at blive hjulpet af ”systemet”.
Udover de ovenstående konklusioner på det, der fortælles, kan man forestille sig, at historier af
denne type har en funktion som formidlere af en historie med en mere indre betydning, betydning
for fortælleren i forhold til egen-forståelse.
Internt iblandt somalierne i Danmark må narrativer af denne slags formodes at bidrage med
elementer, der formidler selvfølelsen og stoltheden.
Den døende mand ringer fra hospitalet og beder om hjælp, og hans landsmænd kommer ham straks
til undsætning. Der bliver samlet penge ind fra somaliere i hele verden, og denne samlede indsats
afstedkommer, at den syge mand kan komme i behandling i Tyskland, hvorefter han får behandling,
og nu er kommet ud af sygehussengen. Hvis det går helt galt, kan man som somalier stole på sine
landsmænd.
De tre ovennævnte historier ligner hinanden så meget, at det højst sandsynligt ville have været
muligt at tænke sig frem til konklusionerne uden kodning. Når jeg har valgt at kode efter plot, er det
for at vise, hvordan emplotment kan anvendes ifølge Mattingly og især Good.
Man kan forestille sig, at metoden vil være brugbar i en undersøgelse med mange interviews, hvor
mange historier nok minder om hinanden i emne eller plot, men udtrykkes forskelligt. I næste afsnit
vises metoden på en række udsagn, som er mere ”ujævne”. Emnet er det samme, da de alle handler
om somaliernes krav om medicin og behandling, men adskiller sig, ved ikke at være besvarelser på
samme spørgsmål.
10.2 Medicin
Eksemplerne i dette afsnit er ikke nødvendigvis reaktioner på somaliernes lægesøgning i Tyskland.
Der var mange, der ikke kendte til fænomenet, og derfor havde de ikke alle en umiddelbar mening
om det. De følgende eksempler er derfor fremsagt ud fra forskellige forudsætninger, men centreret
omkring somaliernes utilfredshed med ordination af medicin og den lægefaglige behandling i det
hele taget.
Det er imidlertid lægerne, der først kommer til orde. Et lille udsnit af lægernes forklaringer på,
hvorfor somalierne eventuelt er utilfredse, lyder således:
Mette: ”Det er jo privat virksomhed dernede [i Tyskland] at være læge. Money makes the
world go around. Der er penge i det, og det er jo klart, at hvis du har en given ydelse, som
koster en given sum, så skal der være nogle, der købe den ydelse [E: Det er et helt andet
system…]
Vores system er jo ikke på den måde. Så de ydelser, de ikke kan få her, dem får de der.
De får noget medicin, nogle scanninger, og de får noget diagnostik og noget altså. Hvem
siger, at vi har den rette indstilling? Det er jo ikke til at vide, hvad vi egentlig gør dem
bedst med…vi skriver slet ikke medicin nok ud. Og det er jo så igen en skrøne, at de
gerne vil have noget med. Og så får de alt vores snak. Vi skal bare gøre noget, og så skal
vi sige, at det går over. Jeg kan godt fornemme en vis skuffelse engang imellem. Nogle af
dem kommer så med den der: ”Jamen, når vi er hjemme, og vi går til læge med det og
det, så gør lægen noget. Så får jeg noget medicin, og så har jeg oplevet, at det går over”.
Men hvis man så forsøger at sige, at ”det kan jo være, at det medicin, du har fået, det slet
ikke hjalp på det der”. Men det kan slet ikke kobles, fordi læge, medicin og sygdom det
hænger kausalt sammen, hvor det ikke var sikkert, at det var lige det, de fejlede. De fik
bare et eller andet, og var måske blevet raske uden. Den kobling er der slet ikke [E: De er
grundlæggende set helt anderledes end os]”.
Henning: ”Jeg tror nok, at de forventer, at jeg kan klare alt med en eller anden vestlig
medicin. Altså en pille eller en scanning eller et eller andet vestlig teknologi, hvor det tit
ikke er det, det drejer sig om. Altså, de har alligevel den tiltro til teknologien [E: De har
en helt anden opfattelse af teknologi end os], og det er jo lidt mærkeligt, ford, mange vil
for eksempel så ikke have fødslen sat i gang, fordi det er Allah, der bestemmer om
fødslen skal gå i gang eller ej [E: De er grundlæggende set helt anderledes end os].
Så der er sådan nok lidt skisma, syntes jeg nogen gange mellem… altså de har tiltro til
den vestlige medicin og teknologi og piller og skannere og sådan noget, men på den
anden side, når det virkelig så gælder, så er det jo Allah som bestemmer [E: De er
grundlæggende set helt anderledes end os].
Det er lidt svært, hvor man så kan komme ind og rådgive dem”.
En anden læge funderer over de mange somaliske kvinder, der kommer i ambulatoriet eller bliver
indlagt med hyperemesis (graviditetskvalme)
Erik: ”Nu sidder jeg og kommer til at tænke på, at en behandling, som er meget højt
værdsat, det er at få indsprøjtninger, og specielt det at få drop. I Guinea Bissau der er, der
en masse, der bliver behandlet med IV. behandling for noget, som vi andre ville give
tabletter for, og det er fordi, at det føles som stærk medicin. Og der kan der måske godt
ligge noget i, at det, at vi har vænnet os til at behandle graviditetskvalme med drop
primært frem for at give tabletter, at det på en eller anden måde virker tiltrækkende, at
komme ud og få den stærke medicin. Så det at ligge her ude og få et drop, det bliver
noget som så at sige bliver promoveret på en eller anden led i det somaliske miljø. Det er
bestemt en teori, som kunne holde vand… altså at det, at vi behandler det med drop, at
det er tiltrækkende [E: De er grundlæggende set helt anderledes end os]”.
Det sidste eksempel overhørte jeg i en kaffepause, hvor en gruppe læger sad og talte sammen.
”Så kommer der en somali-mand ind, og så får han et glas kalktabletter, og så er han
glad… [E: De er grundlæggende set helt anderledes end os, de er nærmest overtroiske]”.
Grundlæggende set bruger lægerne hele deres lægefaglige viden og taletid om emnet til at
understrege en ting: Somalierne er anderledes. Når de søger læge i Tyskland, er det selvfølgelig,
fordi læge-systemet i Tyskland også er anderledes, og det passer godt til somalierne, der klart er
anderledes. Somalierne har også en anden opfattelse af teknologi, og derfor er de grundlæggende set
anderledes, også på grund af deres religion. Desuden har de et helt andet forhold til vestlig medicin,
de er generelt placebo-misbrugere af sundhedssystemet enten med drop eller med medicin.
Men man skal så her huske på, at udtalelserne fremsættes til mig, der kommer som kritisk spørger
eller undersøger af lægeverdenen. I lyset af emplotment er det mest nærliggende, at de fremsatte
udtalelser bliver en lang forsvarstale for lægerne selv med et samlet budskab: De er bare så
anderledes, og det er i al fald ikke vores skyld, hvis de søger læge i udlandet eller generelt er
utilfredse med behandlingen her i landet. Men måske er der virkeligt noget om snakken? Måske
somalierne virkeligt har et anderledes, kulturelt betinget forhold til medicin?
Lige som lægerne er der også et par af somalierne der kommer ind på, at somalierne gerne vil have
medicin. Ved det store interview i Sundhedshuset slår en kvinde smilende ud med armene, og siger
henvendt til mig: ”Mine folk vil have medicin og specialister.”
En anden somalisk kvinde forklarer, da jeg spørger hende, hvorfor somalierne tager til Tyskland.
Hali: ”Det er fordi vi kommer fra et samfund, hvor vi bliver behandlet for de mindste ting
med medicin. Altså, du får antibiotika for at være lidt sløj. Du kan få antibiotika for virus,
selvom det er ikke det, du skal have. Så vi tror meget på medicin. Man bruger jo ikke så
meget medicin i Danmark, fordi der gå man i dialog og finder ud af nogle af de her ting,
kan også være psykiske. Så i Tyskland der ved jeg faktisk, at de få mange piller. Jeg har
en veninde, som har D-vitaminmangel og kalkmangel og højt stofskifte og har også lidt
ondt i livet. Hun er blevet henvist til fem-seks speciellæger, og der er ikke nogle, der har
kunne finde noget på hende. Hun tog til Tyskland. Man tager hen til en bestemt læge,
som andre har rost. Jeg ved, at hun fik næste en halv fryseposer fuld af piller i forskellig
farve. Så spurgte jeg, hvem hun havde været hos, og det var en mand fra Cameroun. På
den måde tror de også mere på ham, fordi han er afrikanske mand, som forstår dem,
meget bedre end de danske eller tyske læger gør. Og jeg tror lægerne der nede, som har
besøg af somaliske patienter herfra, de ved, hvad de har brug for. Så tror jeg også, de
tjener penge på det på den måde.
Min veninde sagde, at hun var blevet helbredt for de smerter hun havde i lænden og
musklerne. Så gik der, cirka fjorten dag, og så fandt hun ud af alligevel, at det gjorde
alligevel ondt. Det var ikke helt forsvundet, for det må være psykisk”. [Hun tilføjer]
”Men jeg skal sige [hun fniser lidt], jeg har venner og familie i England. Min kusines
datter tygger khat, og er misbruger på mange måder, men moren er i benægtelse om de
ting. Hun tror, hun er syg. Så det endte med, hun ringede til mig sagde; ”Jeg sender
hende. Jeg har hørt, at lægerne i Danmark er bedre end dem i England”. Så måtte jeg jo
fortælle hende den gode historie, at vi søger til Tyskland, vi søger medicin der, og hun får
ikke noget her. Jeg vidste også, at det var noget psykisk, så det tager jeg ikke så tungt. Så
spørger jeg hende; ”ja men hvor har du den ide fra, hvordan ved du at det fungerer bedre
her?” Så siger hun, at der har været en somaliske kvinde fra England, som har haft en
svulst i hjernen, og hun kom til Danmark, og lægerne i Danmark har sagt, at hun har ikke
svulst i hjernen. Men i England, der har de sagt, hun har, men det har hun ikke i
Danmark, for det var en læge, der har skannet hende. Hun fik lidt medicin, det var en
privat læge, så var hun helbredt”.
Mig: ”Hold da op”.
A: ”Ja det lyder meget mirakuløst”.
Umiddelbart bliver alle lægernes forestillinger om fremmedartethed bekræftet, men:
Igen skal A´s historie ses i lyset af, at den fremsættes til mig. Det er klart, at hun også opregner de
”kulturelle forskelle” for at agere ”brobygger”1. Hun ønsker at demonstrere en samhørighed med
mig ved at lægge afstand til eller forklare somaliernes situation. Hun fremhæver imidlertid flere
gange, at der er psykiske problemer involveret i problemstillingen med hendes veninde, og nærmer
sig måske hermed indirekte en forklaring på problemerne.
Samlet virker det som om, at både læger og somaliere er fokuserede på ”forskellighed” i stedet for
at se på det psykologiske samspil i konsultationen, som indgående er diskuteret i feltrapportens
analyser af konsultationerne.
Mange af lægerne mener, som det fremgår af det ovenstående, at forklaringen på, hvorfor
somaliernes er utilfredshed med den behandling, de får hos de danske læger, skal findes i, at der
1
Oprindeligt havde jeg planer om et selvstændigt afsnit om ”brobyggerfunktion”, men det er udgået.
ikke udskrives medicin nok. Dette forklares med, at somalierne fra Somalia er vant til at få medicin
og især injektioner næsten lige meget, hvad de fejler.
Det samme udsagn har jeg, som det ses ovenfor, fra to somalisk informanter.
Spørgsmålet er, om det kan forklares så simpelt. Det er unægtelig en let måde at komme omkring
emnet, med en kulturrelateret forklaring; Somalierne er ikke tilfredse med de danske læger, fordi de
ikke giver medicin nok, og så er der ikke så meget andet at sige til det.
Som jeg skriver i indledningen kan det ikke udelukkes, at det er en del af forklaringen, men man
står alligevel tilbage med det grundlæggende problem, at disse mennesker formentlig ikke opsøger
lægen for sjov. Der er som i Goods studier fra Tyrkiet tale om mennesker med reelle problemer i
form af diagnosticerede sygdomme eller symptomer i form af smerter (Good 1994: 163). Det kan
derfor være at ”somali-manden” i første omgang er glad for sine kalktabletter, men hvad sker der,
når han efterfølgende stadig føler sig syg?
Hali forklarer ligesom lægerne, at det er et problem, at der ikke gives så meget medicin, som
somalierne forventer, men hun fortæller desuden, at hendes veninde har psykiske problemer, og at
hun derfor ikke bliver hjulpet ved den behandling, lægerne kan tilbyde, om det er i Danmark eller i
Tyskland, hvor hun fik masser af medicin. Desuden fortæller Hali, at hun ikke kan hjælpe kusinens
datter, da det også er psykiske problemer, der ligger til grund for hendes, af moderen ikke erkendte,
misbrugsproblem. Det er således ikke udelukkende et spørgsmål om ikke at få medicin nok, men
lige så meget et forsøg på at finde en løsning på de fysiske problemer, der er tale om. Som der
fremgår af de to sidste historier er der til tider også tale om psykiske problemer, som manifesterer
sig fysisk, og som derfor ikke kan klares med et glas piller.
Hali’s sidste historie giver den tilskudsinformation, at der i England verserer historier om, at de
danske læger er dygtigere end de engelske.
10.3 Skræk for død og sygdom / nervøsitet for, om man bliver behandlet ordentligt
En dybereliggende problemstilling omkring behandling generelt, uafhængig af etnicitet, er
naturligvis angsten for døden, og i forhold til behandling, angsten for ikke at få den rigtige
behandling, hvis man bliver syg.
Så har somalierne tillid til, at de får den optimale behandling i det danske sundhedssystem? En
somalisk informant siger, som svar på et overordnet spørgsmål om, hvorfor somalierne tager til
Tyskland efter lægebehandling:
Bashir: ”Der har været nogle perioder, hvor der har været nogle fejloperationer. Hvor
lægen siger: "Det var en fejl". Og så mister de [somalierne] tilliden. Dvs. når et hjerte
banker på en somalier, så vil han ikke komme og sige, at han vil blive indlagt. Han vil
hellere tage til Tyskland og tror så, at det er bedre mere effektivt helbredsmæssigt. Og jeg
tror også, det er noget med at for at få et billede af, hvad det er for nogle symptomer,
hvad for noget sygdom har I? Og det at de somaliske flygtninge, det er en traumatiseret
gruppe. Det er psykisk pres. Og så påvirker det nakken, og så påvirker det træthed og
ondt i ryggen og synet og sådan noget. Og der er ingen der, kan anerkende det. Hvis en
somalier er syg, og har det utilpas, og så går han til lægen Sagsbehandleren forlanger, at
han skal have lægeerklæring på, han er syg, og det kan han ikke få. Genkalder sig, at den
syge mand han fortæller om, siger til ham: "De [lægerne] kan ikke se, hvor syg jeg er, og
de kan ikke dokumentere, hvor syg jeg er". Det er sådan noget. Men det er også noget at
gøre med, at dét det kræver, det er at kunne meget dansk for at forstå, hvad det er for
noget sygdom man snakker om”.
Bashir kommer her med et forsøg på en årsagsforklaring begrundet i rationelle overvejelser over
problemet. Det er svært at tolke noget specielt narrativt eller performativt andet, end at jeg spørger
ud fra en almindelig dansk ”videnskabelig” tankegang, og får et tilsvarende reflekteret svar på mine
overvejelser. Måske man her kan tale om faren ved overfortolkning i narrativ analyse, at den
”vestlige videnskabsmand” vil forsøge at se alt som narrativer, også hvor det ikke er nødvendigt
eller passende.
Jeg vil derfor i første omgang tolke det væsentlige syntagmatiske indhold af den mundtlige
fremstilling. Bashir argumenterer for, at fejlbehandlinger naturligvis kan føre til en generel mistillid
til lægerne, og denne mistillid fører igen til frygt for at gå til lægen. At gå til lægen i Tyskland kan
så ses som en måde at tackle denne angst på, fordi de her møder læger, som de mener, kan give dem
en bedre behandling. Bashir mener, at lægerne ikke kender symptomerne på, at folk er
traumatiserede, som for eksempel muskelsmerter, ondt i nakken, synsforstyrrelser og søvnløshed.
Der mangler anerkendelse af traumatiske symptomer som egentlig sygdom. For eksempel kan en
somalier ikke få en lægeerklæring på baggrund af traumatiske symptomer og risikerer dermed at
komme i klemme i det sociale system. Måske, mener Bashir er hovedproblemet, i forhold at
forklare en læge om disse problemer, sprogkundskaberne.
Lad mig alligevel betragte Bashir’s historie narrativt et øjeblik som en logisk argumenteret historie,
med en begyndelse, midte og slutning. Tesen i historien er, at der skabes en generel mistillid til det
danske sundhedssystem, argumentationen er en række argumenter omkring misforståelser, og
konklusionen er, at det er sproget, der er hovedårsag til problemet. Bashir ender således med at pege
på sprog som et væsentligt problem, i al fald som somaliernes egen del af problemet, et problem der
også uddybes i øvrigt omkring medicinsk tolkning af Bashir i samme interview.
Det skal kort problematiseres i lyset af diskussionen fra feltrapporten. Sprog kan anvendes som
udtryk for kulturforskelle, som kulturforklaring, men problemet omkring traumer og
lægebehandling hos somalierne er imidlertid næppe begrænset til det rent sproglige. Problemet er
snarere del af et større kompleks, en relativ ny diskussion om, hvorvidt lægen er
”instrumentelt/opgave-fokuseret eller socialt/følelsesmæssigt-fokuseret i sin interaktion med
patienten” (Zachariae, 2001: 5).
At det kan opleves som et problem at gå til læge med ”diffuse symptomer” er næste historie et
eksempel på:
Hibo: ”Jeg har ondt musklen i 2 ½ år i en hånd og under armen, og jeg ikke sove. Jeg søgt
mange gange om læge. Jeg siger, jeg måske er meget syg, og lægen siger: ”Du er ikke
læge, du ikke forstå det.” Jeg går op på sygehuset og siger: ”Jeg har stadigvæk smerter
armen, og jeg ikke sove, hele brystet gør ondt”. Hun siger: ”Du har musklerne”. Nu
engang, når jeg er hjemme, jeg er bange. Hun [lægen] har siget [i] to år nu: ”muskel
muskel”. Måske om fem år, måske kommer farligt, eller syg rigtigt, eller kraft, fordi det
er meget farligt den arm, brystet. Hvem vil hjælpe mig? Jeg ikke kan hente op tre liter
mælk, jeg har ondt”.
”Jeg er bange. Måske det er farligt, det er ikke musklen. Fordi det er ikke i kun armen, jeg
har ondt. Det er næsten to et halvt år nu, og jeg … ikke sove aldrig om natten, flere gange
jeg vågner.”
…
Hibo: ”Fordi nogle mennesker siger: ”Lægen han er ikke godt, fordi han ikke skriver
medicin”. Det er ikke godt, fordi når du er syg, rigtig syg, den læge han skal skriver
medicin”.
Hun er bange for, at hun ikke bliver forstået. Lægen kan ikke gøre noget, skriver ingen medicin ud,
og resultatet er måske, at man ikke får den nødvendige behandling, at man dør:
Hibo: ”Og der er medicin, ikke rigtig medicin. For eksempel nu i lørdags, har død en
somaliske dame. [Damen har været til læge før, men uden at få behandling] Hun er død
[N slår ud med armene]. Hun har fire barn. Hun siger, hun har ondt en dag. Lægen siger:
”Ok, jeg er klar, du tager medicin og begynde en medicin”. Hun er død. Hendes mand
han siger: ”Fejl kommer på medicinen”. Hun er lørdag død. Færdig. Hendes mand grat og
grat, og barn grad. Fordi kun seks-syv måneder hun er syg og død”.
I performativ sammenhæng fortælles en historie om, hvor svært det er at blive forstået, og at
konsekvensen af denne manglende forståelse kan være, at man dør. Slutningen bliver den
emplotment, der sætter trumf på, så jeg virkelig kan forstå, hvor stort problemet omkring
kommunikationen mellem læge og patient er.
Problemstillingen omkring det traumatiske er antageligt dybere, og kan næppe forklares alene ud fra
sprogproblemer eller forståelsesproblemer hos lægen.
Som Bashir beskriver det, er der mange af somalierne i Danmark, der er præget af at være flygtet
fra en borgerkrig. Mange lider af posttraumatisk stress som følge af de oplevelser, de har haft under
borgerkrigen. Selv de, som ikke har været udsat for tortur på egen krop eller har været udsat for
andre traumatiserende oplevelser som drab på familiemedlemmer, sult eller overværelse af
voldtægter, har været nødt til at flygte og er alle blevet separeret fra venner og familiemedlemmer.
En kvinde, jeg talte med, måtte leve med, at hendes mor aldrig kommer til at se sine børnebørn.
Hendes mor er gammel og syg, og orker ikke at rejse den lange vej til Danmark, og Hibo kan ikke
forlade landet, når hun er på kontanthjælp, Hibo fortæller:
Hibo: ”Ja, og nu jeg er næsten fem år, jeg ikke se min mor. Tre gange jeg ringe. Hvornår
jeg snakke, og hun siger: ”jeg håber, jeg håber, jeg håber, jeg ser dig og barnen”. Jeg
siger: ”Jeg håber også mor, men vi har ikke go’e chancer”. Jeg siger [til moderen]: ”min
sagsbehandler, hun ikke betale til mig husleje, og det hele i to måneder”, hun
[sagsbehandleren] siger: ”Du klare det selv, derfor jeg kan ikke komme”. Hun [moderen]
siger: ”okay” ”.
Nogle ved ikke, hvor deres familie er henne, og selve flugten, med al den uvished det indebærer, må
være en belastning. Det er mit indtryk, at der er tale om en gruppe menneske, hvoraf en del har
psykiske men. Mange af dem lider af psykiske problemer, som manifesterer sig fysisk.
Udover eksemplet med kvinden, der ikke kunne blive helbredt, fordi hun ifølge veninden har
psykiske problemer, eller den unge kvinde fra England der tygger kaht, så hørte jeg også andre
udsagn som: ”Han er så psykisk belastet, at han ikke sover om natten, hvordan skulle han kunne
klare et job?”, om en mand der er i fare for at miste sin kontanthjælp. Eller: ”Jeg kan stadig ikke
sove for deres skrig…”
10.4 En transnational forklaring
En helt anden forklaring på somaliernes lægebehandling i Tyskland kan søges i transnationale
forhold, der adskiller sig fra majoriteten af den danske befolkning. Somaliernes referenceramme er
på nogle områder meget større end de fleste danskeres. Som Delanty beskriver det, så har den
teknologiske udvikling af blandt andet Internettet betydet, at det i dag er muligt at danne grupper på
tværs af landegrænser (Delanty 2004: 1). Somalierne i Danmark lever således på samme tid i en
dansk, europæisk og global virkelighed, og derved adskiller de sig i en vis udstrækning fra
majoritetsbefolkningen.
De giver udtryk for, at de har megen kontakt til somaliere i andre lande, og derudover hører nyt om
andre herboende somalieres søskende, forældre, tanter, onkler og venner i alle dele af verdenen. Der
udveksles oplysninger om deres respektive asyllande på kryds og tværs af landegrænser.
Somalierne har måske en større referenceramme end mennesker, der er bosiddende indenfor de
samme landgrænser hele deres liv. Det kan være grunden til, at somalierne i Danmark har hørt
historier om, at de tyske læger er dygtigere end de danske. Denne formodning om udveksling af
erfaringer på tværs af landgrænser bekræftes af Hali’s historie om, at der blandt somalierne i
England verserer historier om, at de danske læger er bedre end de engelske.
Jeg skal her ikke gå dybere ind i en transnational forklaring, blot pege på ”et anderledes billede” af
somalierne i Danmark, end det normalt tegnes i medierne.
Det bringer mig videre til somaliernes aktuelle situation i Danmark, hvor det er mit indtryk, at
somalierne føler sig som alt andet end velkomne i Danmark. Hvad enten det er en direkte følelse af
at være udsat for racisme, eller om det er en overordnet fornemmelse af utryghed, så bliver de
dagligt mindet om, at de ikke hører til her. I næste afsnit vil jeg se på historier om racisme eller den
frygt for racisme, som jeg hørte.
11 Racisme i narrativt perspektiv
Mange af somaliernes historier omhandler på en eller anden måde fornemmelsen af at blive
behandlet anderledes, dårligere eller decideret fjendtligt på grund af, at de er somaliere. Alle de
kvinder, jeg har interviewet, kan fortælle historier om, hvordan de selv eller andre herboende
somaliere har været udsat for ”racistiske læger”. Mistanken om dårlig behandling begrundet i
racisme spænder fra dem, der mener, at lægerne, når de modtager en somaliske patient, stiller en
diagnose uden at undersøge patienten ordentligt ud fra en formening om, at alle patienter fra
Somalia/Afrika lider af de samme sygdomme, og at de derved bringer patienten i fare, til dem, der
mener, at somaliske patienter bliver udsat for forsøg og andre former for indgriben i form af forkert
eller mangelfuld behandling fra lægernes side.
I sit arbejde med afroamerikanere i det amerikanske sundhedssystem beskriver Cheryl Mattingly
(Sonne Nielsen, PDF-udgave af ph.d fra 2004: 191) nogle af de sammen problematikker, som jeg
også oplever i mødet mellem somaliske patienter og danske læger: At disse patienter er meget
opmærksomme på, hvordan de skal fortolke hændelser, der i deres øjne er problematiske. De
spørger, ligesom somalierne jeg har snakket med, sig selv, om der er tale om racisme,
uopmærksomhed, ubetænksomhed, eller om der er tale om manglende kompetencer fra lægerne
side.
I de følgende afsnit vil jeg se på nogle narrative aspekter af ”kulturforskelle”, der både handler om
somaliernes frygt for at blive udsat for racistiske læger og det at få mange børn.
11.1 Teoretiske betragtninger
Udgangspunktet for en undersøgelse af racisme i dette speciale er ikke, om ”Lov om etnisk
ligestilling” (se kapitel 13) er overtrådt. Som beskrevet i kapitel 9 er der heller ikke tale om en
stillingtagen til sandhedsværdien i narrativ analyse generelt, ej heller i forholdet til påstande om
racisme. Racisme ses her efter Barth og Mattingly i lyset af Lévi-Strauss som en social
manifestation af gensidige myte-dannelser, og mythemer der udspilles gennem narrativer. Sigtet er
her at forsøge en analyse af disse narrativer om racisme, for at se på dem i en model, hvor
1
Der er ingen kildehenvisning til Mattingly i den citerede PDF-udgave af hendes ph.d.
komplekse forbindelser dannet hos to grupper, resulterer i mytiske fordomme og narrativer, der så
kolliderer i en kommunikationssituation.
Det er altså to sæt erfaringer, der kolliderer snarere end ”racisme”, hvor bare den ene part ses som
”skyldig”.
11.2 Fjendebilleder: Dem kontra os
Som anført hos Barth kan fjendebilleder betragtes som konstruktioner, der er et resultat af to
bevægelser i forhold til identitetsprocessen: De tjener både til at definere gruppen indadtil og til at
skabe afstand til de andre (Barth 1969: 11). Med Mattingly afspejles identitetsprocessen i
narrativerne, og fjendebilleder manifesterer sig som fortællinger: En læge (Inge) fortæller om en
oplevelse, hun havde, da hun efter et kejsersnit på en somalisk kvinde kom til barselsesgangen for at
se til patienten. Blandt de somaliske barselsgæster er en herre, der taler dansk. Lægen forklarer ha,
om mistanken om moderkageløsning, som førte til beslutningen om at foretage kejsersnit. Hun
forklarer også, at de ikke med sikkerhed kunne sige, om der havde været tale om moderkageløsning
eller ej. Inge siger så til mig i interviewet efter at have fortalt ovenstående baggrund:
”Så siger han til mig: ”Vi somaliere har en oplevelse af, at vi bliver brugt som
prøvekaniner. Vi er bange for, at I øver jer på os. I Somalia, der ville man aldrig opleve,
at der kom en læge og sagde, at man var i tvivl eller, at man ikke havde fundet det, man
nu mistænkte”. Altså, [konkluderer hun om betydningen af hans udsagn] enten så blev
de brugt som prøvekaniner [af lægerne], eller også var vi ikke gode nok, når vi nu ikke
med sikkerhed kunne fastslå diagnosen”.
Den ovenstående episode fandt sted i starten af 90’erne, da de første flygtninge fra borgerkrigen i
Somalia begyndte at komme til Danmark, men det er mit indtryk, at der stadig blandt somalierne i
Danmark er en usikkerhed om, hvorvidt de får den rette behandling, når de henvender sig til lægen.
En kvinde sagde ved gruppeinterviewet ”Jeg tror, at de bruger os som forsøgsdyr. De tænker; der
kommer en afrikaner, så kan jeg prøve noget”. Der blev nikket omkring bordet. I interviewet med
Hibo fortæller hun, at mange af hendes veninder mener, at de danske læger er racistiske: ”Min
veninde siger: ”Uhh, måske det er racist læge?”” Ved interviewet med Hali sagde hun: ”…det der
med forsøgende? Det hører jeg meget om i bussen og i børnehaven.”
Det er således et tværgående træk i mit materiale, at fjendebilleder manifesterer sig som narrativer
hos de herboende somaliere, og at de også udtrykkes direkte verbalt i mødet med det danske
sundhedssystem.
11.3 ”Danskerne kan ikke lide mange børn”
Et tema, der går igen blandt mine somaliske informanter, er danskernes modvilje mod, at
somalierne får mange børn. Ved at spørge om mødet med de danske læger, fik jeg mange historier,
som på den ene eller den anden måde kan kædes sammen med en forestilling om, at ikke kun
lægerne, men danskerne generelt ikke bryder sig om, at somalierne får mange børn. Når ”mødet
med lægen” blev introduceret som emne i interviewsituationen, fremkom en række narrativer, der
mythemisk generaliserede en række oplevelser, selvoplevede eller som narrativer fra andre. Denne
mythemiske generalisering er naturligvis del af det overordnede mytiske fjendebillede, racismen.
En række konkrete indsamlede narrativer, hvor den racistiske myte findes mythemisk i narrativerne,
handler om, at ”danskerne ikke kan lide, at somalierne får mange børn”. De konkrete historier
handler om, ”at der er læger, der er parate til at fjerne somaliske kvinders livmoder for at forhindre
dem i at få flere børn”. Denne historie hørte jeg i tre forskellige versioner.
En somalisk kvinde, viderefortæller denne historie med referencer til flere forskellige narrativer,
hun har hørt:
Hali: ”Der var den der historie i Odense, om en kvinde, der have fået 5 eller 7 børn. Da
hun skulle have den sidste, fik hun fjernet livmoderen, for den skulle transplanteres til en
dansk kvinde. En anden version [af samme historie Hali har hørt] var, at de fjernede
livmoderen for at forhindre somalierne i at få så mange børn. Ulykkeligvis blev historien
bekræftet af, at en anden somalisk kvinde måneden efter, også fik fjernet livmoderen,
også i Odense. Så var der jo ingen tvivl…”
En anden historie fortælles af Hibo:
Hibo: ”Og hun er sur, sur rigtigt. Hun siger: ”Jeg ikke har en dag smerte, i min livmoder”.
Og hun siger: ”Der var ikke engang skift i menstruation. Den kommer en gang om
måneden.” Og hun siger: ”Jeg ikke har betændelse. Hvorfor du tar’ ud min livmoder?”
Hun siger: ”Jeg har bestilt advokat, fordi du må ikke bestemme over mig.” Lægen siger:
”At blodet ikke stoppet, din livmoder”. Hun siger: ”Nej. Fordi jeg har nummer seks barn,
du er sur på barn.” Så siger han: ”Nej, jeg er ikke dine barn far [barnets far]. Du har
bestemt at føde seks eller syv eller otte. Ikke min bestemme. Du har bestemme.” Hun
siger: ”Du har ikke stoppe blodet, fordi jeg skal af livmoder.” Hun siger: ”Nej, lægen han
kan ikke li’ mange barne, så det er ud min livmoder.”
De to historier1 adskiller sig ved, at Iman ikke selv tror på udlægningen af episoden, men fortæller
mig, hvordan den tolkes af nogle herboende somaliere.
Hibo fortæller mig historien, som om hun tror på den, som om den virkelig har fundet sted.
Ligesom i afsnittet om, hvorfor somalierne tager til Tyskland, vil jeg undlade at forfølge det
interessante og det uforståelige i, at tanker om sterilisering og transplantation kan opstå. Ved at
forfølge en sådan tankegang risikerer man ifølge Good at fokusere på kulturelle forklaringer, og
dermed på forskelle i stedet for ligheder, eller på den eksotiske historie, i stedet for at tage kvindens
frygt og vrede alvorligt (Good 1994: 163).
Uanset hvor urealistisk beskyldningen mod de danske læger fremstå, som en vild overdrivelse fra et
paranoidt individ, så er det måske ikke så underligt, at mistanker af denne art opstår. Narrativet
peger måske ind i en reel problemstilling, der slet ikke handler om læger, men om det at være
somalier i Danmark generelt.
Behovet for at skabe narrativer for derigennem at skabe mening (Good 1994: 152), anvendes her for
at forklare det frygtelige tab, kvinden, har været ude for. Kvindens konklusion, at man har fjernet
hendes livmoder som et resultat af racisme fra lægens side, da der aldrig har været noget galt med
hende eller hendes menstruationscyklus, kan tænkes at udspringe af noget dybereliggende.
Det er derfor mere relevant at fokusere på, hvad der kan ligge til grund for kvindens tolkning af
begivenhederne. Uden dermed at antyde, at danske læger indleder private korstog, for at forhindre
somalierne i at få mange børn, så kan det se ud til, at der iblandt danskerne er en myte om, at alle
somaliere får mange børn og en meget ringe forståelse for de somaliere, der vælger at få mange
børn.
Eksemplet i afsnittet om at give hånd med lægen, der næsten hvæser: ” Og så sidder hun bare der,
tilsløret, de vil ikke give hånd, kontanthjælpsmodtagere, og skal have barn nummer fem, seks
stykker,” giver et meget godt eksempel på, hvordan en fremmedartet adfærd, mangel på social
status og mange børn, kædes sammen til et negativt helhedsindtryk. I en tid, hvor det er en generel
1
Den tredje version, har jeg valgt ikke at gengive, da den i store træk er identisk med den version Hali fortæller.
samfundsbetragtning, at det er nødvendigt, at der fødes flere børn i Danmark, end der gør for
øjeblikket, er de herboende somaliere, hvad enten de har dansk statsborgerskab eller ej,
sandsynligvis klar over, at det ikke er dem, der er målgruppen for en sådan opfordring til at føde
flere børn.
At somalierne er klar over, at danskerne har svært ved at acceptere somaliernes mange børn, viser
den følgende historie, som jeg gengiver efter hukommelsen, da den blev fortalt ved et uformelt
interview, og derfor ikke er optaget.
En somalisk kvinde skal interviewes til en avis. Da artiklen udkommer, spørger de andre
kvinder [i den somaliske kvindes netværk], hvorfor hun har sagt, at hun har fire børn, når
hun i virkeligheden har syv. Kvinden siger så noget i retning af at fire børn, det kan
danskerne forstå, og at hun, hvis hun havde sagt det, som det var, ikke ville blive hørt.
Kvinden er opmærksom på, at hun måske ikke vil blive taget alvorligt, hvis hun fortæller, hvor
mange børn hun har. For at få sit budskab igennem i artiklen vælger hun at omgå sandheden
lemfældigt i forestillingen om, at de danske læsere ellers vil fæstne opmærksomheden på de mange
børn.
Historierne indeholder imidlertid også et performativt aspekt: De fortælles til mig, de indeholder
emplotment, kvinderne ønsker at overbevise mig om noget.
Hibo fortalte mig historien i sammenhæng med, at hun ville forklare mig, at hun nok ikke skal have
mere, end de to børn hun har. Af samme grund fortæller hun mig den følgende historie. Hendes
kusines læge (kusinen har syv børn) siger til kusinen, at ”hun har børn nok og er klar til at få taget
livmoderen”.
Hibo siger til mig, at hun mener, at lægen ”har ret”:
”Jeg siger (navnet) du er 35 år gammel, du føder måske 10 igen barn. Du stoppe. Jeg
siger læge rigtigt, for du har godt nok barn. Ja jeg … selv, spiral eller medicin eller af
livmoder”. Hun siger: ”Neeej. De danske ikke li’ mange barn.”
Hibo fortæller i dette afsnit (og i samme interview) historien om kvinden, der fik fjernet
livmoderen, og kusinen, der ikke vil have sin fjernet.
Hun stiller tilsyneladende ikke spørgsmålstegn ved, om kvinden i Odense fik livmoderen fjernet
uden grund, eller om det kan være rigtigt, at en læge virkeligt vil fjerne hendes kusines livmoder,
med den begrundelse, at hendes kusine har fået de børn, hun skal have.
I et perspektiv om emplotment kunne jeg tolke, at hun søger identifikation med mig ved at give
udtryk for, at hun syntes, at mange af somalierne i Danmark får alt for mange børn. Hun ved godt,
at hun antageligvis skaber identifikation hos mig ved at pege på det problematiske i det at få så
mange børn. Uden at jeg har givet udtryk for, at jeg syntes, at der er noget galt i at få mange børn,
så formoder jeg, at der ligger et budskab gemt i fortællingerne om, at det ikke er alle herboende
somaliere, der vælger at få mange børn, og at hun i det mindste forsøger at skabe et modbillede på
en fordom, hun mener, der eksisterer hos danskerne.
Udover at ville skabe identifikation mellem mig og hende (eller somalierne og danskerne) ved at
anvende emplotment, så viser Hibo´s dramatisering af historierne også et andet performativt aspekt:
Kvinden i Hibo´s historie bliver vred, hun skælder ud, fremlægger beviserne for, at der ikke var
noget galt med hendes livmoder, da hun blev indlagt, og siger at hun vil hyre en advokat og Hibo
gentager dette performative aspekt i fremstillingen over for mig.
Hibo’s version af historien, som udelukkende kunne have været en offerhistorie, i kraft af det
overgreb den handler om, hvor kvinden ikke har mulighed for at gøre det gjorte ugjort og står
overfor en magt, hun ikke kan kæmpe imod, ender med at blive det modsatte. Kvinden bliver vred,
hun råber af lægen og fremlægger beviser på, hvorfor hun mener, at han har fjernet hendes livmoder
uden grund; danskerne kan ikke lide mange børn, og hun ”beviser”, hvordan hun har ret: Hendes
menstruation har altid været regelmæssig, og hun har ikke betændelse. Derefter truer hun lægen
med at hyre en advokat. Hun har rettigheder og vil benytte sig af dem.
Resultater er en fortælling fuld af energi og kraft. Hibo fortæller den med store armbevægelser og
råber, når hun gengiver kvindens ord.
Et interessant aspekt af narrativ perfomance kan ses her: En historie, der i andre sammenhænge
indadtil fortælles med et helt andet formål, kan fortælles i en emplotment-sammenhæng, med et helt
andet formål. En historie, der i første omgang fanger min interesse med dens dramatiske indhold om
racistiske overgreb og fremstår usandsynlig, bliver svær at gennemskue i interviewsituationen, fordi
jeg ikke kan overskue historiens værdi som emplotment: At hendes overordnede mål igennem hele
interviewet er at skabe identifikation.
11.4 Racismens årsag
Spørgsmålet er, hvordan de specifikke kulturforskelle, som de udtrykkes i de ovenstående,
forholder sig til mere generelle racistiske problemer mellem somaliere og danskere.
Hali, somalier, siger:
”Somalierne føler sig meget uretfærdigt behandlet og meget forfulgte i Danmark. Og jeg
tror, at der er en grund til, at de føler sig dårligt behandlet, fordi der netop har været
meget snak om somaliere, og der har været meget dårligt omtale, hvor det slet ikke har
været sjovt at være somalier i Danmark. Så på den måde har de også ligesom noget, de
kan gå tilbage og tænke på, jamen der jo et grundlag for, hvorfor vi bliver dårligt
behandlet. En lille ting mellem en dansker og en somalier, tolkes meget hurtigt til at være
baseret på noget racisme.”
Som Hali beskriver det, hersker der, på grund af den meget dårlige omtale somalierne føler sig
udsat for i pressen, en høj grad af utryghed blandt somalierne om, hvorvidt de negative historier er
et generelt udtryk for, hvordan danskerne tænker om dem, og om disse negative holdninger kan
have en afsmittende effekt på, hvordan de bliver behandlet, når de er afhængige af lægernes
bedømmelser og handlinger, når de søger lægehjælp eller er indlagt og oplever drastisk indgreb, der
forandrer deres liv for altid som eksemplet med kvinden, der får fjernet livmoderen.
Hali antyder her en forklaringsmodel, der ifølge Barth og narrativ teori måske er ganske holdbar:
Når fjendebilleder fremsættes og forstærkes som myter i medierne manifesterer fjendebilleder også
i narrativer og dagligdags samspil mellem somaliere og danskere, der så igen cementerer eller
danner myter.
Udover situationer, hvor mistanken om racisme kommer til udtryk i interviewene igennem dette
speciale, er der også en række oplevelser af direkte racisme, som den opleves i hverdagen. Der er
ikke så mange af disse oplevelser i materialet, måske på grund af spørgsmålenes udformning, der
primært tog udgangspunkt i mødet med de danske læger og ikke generelt med danskerne på gaden. I
et enkelt tilfælde, hvor interviewet blev optaget i et privat hjem, kom vi dog ind på den direkte
racisme på gaden, hvor en somalisk kvinde fortalte mig, at hun, nogle dage forinden, var udsat for,
at en fremmed dansk mand slog hende i hovedet, da hun gik på gaden. Endvidere fortæller hun om
en anden oplevelse:
”Jeg skulle op med barnevognen i elevatoren i city-vest. Så var der en mand, der hjalp
mig ud. Der kom en anden mand og siger: ”Hvorfor hjælper du dem?” Han sagde: ”Hun
havde brug for hjælp.” Den anden mand sagde: ”Vi skal ikke hjælpe dem, vi skal skyde
dem.”
Når somalierne oplever at være udsat for racisme, er der således to former. Der er dels den direkte
form, som den unge pige fortalte mig om, hvor hun bliver slået eller verbalt forulempet af ukendte
danskere på gaden, dels er der en gennemgående fornemmelse af at være omgivet af fjendtlighed,
omgivet af racistiske motiver eller underlagt kulturelle forskelle.
Som det fremgår af dette kapitel, så er der, blandt somalierne i Danmark, en udbredt tro på, at man
som somalier ikke kan være sikker på at få den rette behandling, når man søger læge eller bliver
indlagt på hospitalet i Danmark. Somaliernes frygt for, at der skal findes racistisk læger, som enten
ikke vil bruge tid på at undersøge dem ordentligt, eller som vil være parat til at gribe operativt ind
og fjerne livmoderen på de somaliske kvinder for at forhindre dem i at få flere børn, bekræftes af
historier, og forklares med, at danskerne ikke kan lide somalierne, og det underbygges af den
negative omtale i medierne. Og endelig er en række oplevelser i dagligdagen med til at skabe
utryghed, der igen skaber et dårligt udgangspunkt for læge-patient-relationen.
Kapitlet siger imidlertid også noget om, hvor svært det kan være gennem narrativ analyse at
afdække og undersøge racisme. Plot og emplotment kan nok afdække sider af problemet, men ikke
forklare alle aspekter tilbundsgående.
Med udgangspunkt i Hali´s forklaringsmodel – og med Mattinglys og Barths teorier – vil jeg i det
kommende afsnit mere grundlæggende se på racismens egentlige mytologi.
12 Mytedannelse
Indledning
Som det beskrives i feltrapportdelen, er mødet mellem somaliske patienter og danske læger ofte
præget af forudfattede idéer, eller som jeg har valgt at betegne det her: Myter.
Det oprindelige græske ord ”Mythos” (myte) udtrykker i religiøs sammenhæng forestillinger om
hvilke kræfter, der styrer verdenen, og hvorledes vi mennesker skal forholde os til disse kræfter.
I verdslig forstand bruges mytebegrebet i en nutidig betydning som betegnelse for en ”forestilling”,
det vil sige en i marxistisk forstand ”usand bevidsthed” om ”virkeligheden” (www.Leksikon.org,
2007).
Myte og fordom bruges ofte synonymt, således at myten betegner illusioner, fordomme eller falske
eller uverificerede forestillinger. I det omfang ”de moderne myter” blot er stereotyper til at
strukturere vores omgivelser på, kan man tale om, at de er harmløse, men når de finder deres udtryk
som specifikke udtryk for grupperinger af enkeltindivider, bliver stereotyperne mindre harmløse.
De bliver til fordomme. Fordommen dømmer andre på forhånd, og enkeltindivider tillægges normer
og værdier, der ofte er usande (www.Leksikon.org, 2007).
Myten findes beskrevet og diskuteret hos en række antropologer, men de følgende betragtninger er
overvejelser og diskussion af en række teoretikere således, som de er samlet hos Cheryl Mattingly.
12.1 Myten hos Mattingly
Narratologer (Mattinglys betegnelse) er kraftigt influerede af specielt Lévi-Strauss studier af myten
med tilhørende analysearbejde i perioden 1962-1969. Lévi-Strauss dedikerede en stor del af sit liv
på at forsøge at skabe et tværgående analyseapparat, der som universalnøgle kunne forklare alle
myter.
Mattingly citerer Lévi-Strauss for at skelne mellem det at fortælle myten og det at forstå myten. For
at fortælle myten og for at kunne genkende dens handlingsforløb er det kun nødvendigt, at
genkende de syntagmatiske (tidsmæssige) forhold. For at forstå myten må den læses paradigmatisk.
Mattingly konkluderer, at de enkelte narrativer (i lyset af den strukturelle diskussion efter LéviStrauss) i høj grad blot er strukturelle transformationer af hinanden, en omordning af brudstykker i
endnu et forsøg på at besvare det samme logiske problem.
Mytiske narrativer er således et resultat af en kulturel ”bricolage”, de er sammenstillinger af
småstumper, der i helheden fremstår med mytens kendetegn.
12.2 Myter og bricolage i praksis
Myten, som den kommer til udtryk i narrativer eller ”fortællinger”, er her ikke snævert begrænset til
mit eget datamateriale. Andre narrativer eller fortællinger er de historier, der fremstår i medierne,
og som er udtryk for (mythemiske i forhold til) myterne om ”fremmede”.
I det følgende tager jeg således udgangspunkt i en række myter, som de kommer til udtryk i medier,
offentlighed og politik for derefter at se på de samme mythemer i relation til lægers og somalieres
narrativer.
Derefter læses narrativerne på tværs af de enkelte historier og på tværs af de to grupper for, med
Leévi-Strauss, at forstå hele partituret i relation til de store offentlige myter.
Formålet er ikke at afgøre, om myterne er sande eller falske. Det er snarere en afdækning af,
hvorledes myterne i sig selv er konstruktioner. At vise, hvordan overordnede myter er konstruerede
af mythemer, og at de samme mythemer kunne resultere i helt andre myter.
Det specielle i problematikken omkring myter i forbindelse med sameksistens af flere etniske
grupper er, at grupperne har både sammenfaldende og forskellige mythemer. Det er således ikke
altid mythemerne, der direkte mødes. De giver i højere grad næring til de fælles myter om ”de
andre”.
Myten om ”de fremmede religiøse fanatikere” som fællesmyte i offentligheden for indvandrere
generelt er et eksempel på en myte, der blandt andet henter næring fra mythemet om ”somaliere, der
ikke vil give hånd på grund af religiøs overbevisning”. Semiotisk tillægges ”den manglende given
hånd” således en religiøs betydning og kobles derefter med et mythem om ”religionens betydning”,
der igen kobles med mythemet: ”En anden religion end den danske”.
Men når denne myte afdækkes i narrativ kontekst med somaliernes egne narrativer, bliver myten
helt anderledes eller rettere: Myten ses som netop en myte i antropologisk forstand, en bestemt
sammenkædning af mythemer og en myte, der fastholdes og vedligeholdes i de samlede offentlige
myter.
I dette kapitel ses på, hvordan myter om ”de andre” og ”os” skabes af sammenstykning af
informationer (mythemer), som formidles som sandheder, der igen forstærker myten eller bidrager
til mængden af mythemer, hvoraf nye mythemer eller myter skabes, eller bestående myter
bekræftes.
Dette gøres i første omgang ved at se på, hvordan myter skabes på nationalt plan. Udgangspunktet
er en analyse af danske mediers tilsyneladende saglige informationer om herboende somaliere. Når
den tilsyneladende saglige information analyseres historisk diskursivt og sammenholdes med
mytedannelse i et narrativt perspektiv, kan medierne ses som medvirkende til at skabe myter i den
danske befolkning om de herboende somaliere.
Medierne spiller i denne proces en bestemt rolle som formidlere af stereotyper, der benytter sig af
simple symboler, specielt i tabloidpressen, der nok skaber genkendelse som et offentligt ansigt, men
samtidigt af den beskrevne gruppe opfattes som grove forvrængninger, overfladiske betragtninger
og dybt unfair fremstillinger. (Cohen 1985: 74).
Mytedannelsen har flere konsekvenser. Dels fastholder den danskerne i et bestemt mytisk syn på
”de fremmede”, men dette mytiske syn virker også tilbage på ”de fremmede” selv: Medierne er med
til at cementere myten hos somalierne om, at de snarere opfattes som ”fremmede” end som
ligeværdige medborgere.
I sin ph.d. peger Rikke Andreassen på massemediernes brug af narrativer som et problem i sig selv.
Selve det fortælletekniske, den journalistiske aktant-model, bliver et problem, fordi den polariserer i
et ”dem og os”. Dramaturgiske effekter og simple repræsentationer anvendes for at fastholde seere
og polariserer i dualismer som ”god i modsætning til ond” (Andreassen 2005: 287-288).
Et særligt problem i relation til medierne opstår i forhold til politikere og embedspersoner, fordi
myter hos disse bliver til egentlige strategier for handling eller lovforslag. Embedsmænd, politikere
og andre medie-eksperter tillægges en autoritet, uanset hvor mytisk funderet deres udsagn måtte
være. Forskelstænkningen bliver således i et magtperspektiv yderligere forstærket af, at en række
”eksperter” med tilsyneladende logisk argumentation kommer til at stå overfor en samfundsgruppe
uden autoritativ stemme i den offentlige meningsdannelse.
En del af medieproblematikken handler således om, hvordan informationer fra medier og politikere
påvirker ”den almindelige dansker”, der som oftest ingen direkte kontakt har til de herboende
somaliere, og hvordan socialrådgivere, pædagoger, læger og andre, der i kraft af deres profession
har kontakt til denne gruppe, bidrager til - og er påvirkede af - mytedannelse i medier og blandt
danskere.
Dernæst ses på, hvordan ydre tegn, såsom klædedragt, problematikken om ”at give hånd” og ”andre
omgangsformer” generelt, sammenfattet med nationale myter og personlige erfaringer kan være
myteskabende. Narrativer fra interviews med danske læger analyseres for at illustrere myter om
kønsroller blandt herboende somaliere, og afslutningsvis sammenstilles myterne med narrativer fra
herboende somaliere, sådan som de er fremkommet i de indsamlede interviews.
Til sidst ses på narrativer om at være somalier i Danmark, opfattelsen af muligheder og
livsbetingelser, perspektiveret gennem historier om somaliere, der vælger at flytte til London som
positiv modpol til den problematiske eksistens i Danmark. Desuden ses på, hvordan narrativer
skaber identitet og handlingsstrategier, og hvordan disse kan være både positive og negative som
fremtids-plot.
12.3 Medierne og myter
En årsag til mytedannelser kan være manglende personlig kendskab og kontakt (Barth 1969: 16).
Jørgen Goul Andersen beskriver således i et arbejdspapir fra 2002, at på trods af, at kontakten
blandt danskere til flygtninge/indvandrere er blevet større med årene, er den stadig af temmelig
begrænset omfang (Andersen 2002: 17). Den viden, danskerne har om ”de andre”, er ikke baseret
på personlige relationer, hvor man mødes på venskabeligt, ligeværdigt plan, men derimod er
formidlet gennem medierne, udtalelser fra politikere eller gennem historier og enkeltstående eller
ureflekterede oplevelser i det offentlige rum.
I foråret 1997 var de danske aviser fulde af artikler om de besværlige, dovne og løgnagtige
somaliere (Fadel, Holm, Hervik og Vestergaard 1999: 171). For at undersøge påstandene fra mine
somaliske informanter, der gentagne gange henviste til den megen negative omtale, somalierne har
fået i pressen, skimmede jeg de sidste ti års artikler og læserbreve fra danske aviser (InfoMedia),
som på en eller anden måde omhandlede somaliere. Resultatet underbygger påstanden om den
negative og som oftest yderst generaliserende fremstilling af somalierne i Danmark.
I det følgende vil jeg behandle de to sager, der indenfor de sidste ti år fik størst mediebevågenhed,
for derigennem at eksemplificere, hvordan historier skaber mythemer, som forplanter sig eller
samler sig som nationale myter.
I 1997 indledte den daværende socialdemokratiske regering med Birte Weiss som siddende
indenrigsminister forhandlinger med myndighederne i Somaliland1 om hjemsendelse af somaliske
asylansøgere fra regionen, kombineret med 44,5 millioner kroner i ulandsbistand, da man skønnede,
at der var ved at komme fredelige tilstande i regionen (Information, Weiss 1997)
Mediedækningen var massiv og oppositionen i dansk politik kastede sig over sagen. Hovedparten af
kritikken gik på, at man skulle betale for at komme af med mennesker, der uretmæssigt befandt sig i
landet. På den måde kom kritikken af ”initiativet”, udover at dreje sig om det rimelige i at udveksle
mennesker for kontanter, til at blive en mistænkeliggørelse af de somaliere, der befandt sig i
Danmark. En repræsentant for fremskridtspartiet, Tom Behnke gik på tv med forslag om at smide
somalierne ud over Somalia i faldskærme. Da han i et interview i Ekstra Bladet blev spurgt, om han
virkelig mener det, sagde han:
Ja, vi er i Fremskridts-partiet klar til at give bevilling til 10.000 faldskærme. - Det er
noget, du siger for sjov, er det ikke? - Nej, de 10.000 somaliere, som er her i landet, har
ikke noget som helst at gøre her, og det kan ikke passe, at man bliver ved med at trække
det her i langdrag med det resultat, at flere og flere af dem får permanent
opholdstilladelse. Så hænger vi på dem resten af deres liv og på de næste mange
generationer med familiesammenføringer. Det er milliardudgifter, vi taler om, og det kan
ikke passe, at danske skatteydere skal blive ved med at betale til det. - Men det kan godt
være, vi skulle forsøge os med nogle mindre drastiske metoder først. - Men hvis det ikke
kan lade sig gøre, så er I villige til at stille forslag om, at de skal smides ud med
faldskærm? - Jamen, det har jeg hermed foreslået, og jeg siger ikke noget, jeg ikke mener.
Men det er helt sikkert, at der findes andre metoder, hvis man vil. Indenrigsministeren vil
bare ikke.
Et hurtigt opkald til partichef og storebror, Kim Behnke, viser, at Tom Behnke ikke bare
er ude i eget ærinde. Det er hele partiets politik. - Hvis alle andre muligheder for at sende
somalierne tilbage til deres hjemland er udtømte, så kan det blive nødvendigt at smide
1
Somaliland proklamerede sin uafhængihed af Somalia i 1991 og kan derfor ikke regnes som en del af Somalia (Dansk
Flygtningehjælp, 2004: 4)
dem ud med faldskærm – Hvad med børnene? - Jamen, de kan jo blive spændt fast på de
voksne som i et tandemspring. Folk betaler rask væk 2-3.000 kroner for at opleve et
faldskærmsudspring, andre betaler fem hundrede kroner for et bungy-jump på en
markedsplads - vi tilbyder et faldskærmsudspring kvit og frit. (Ekstra Bladet 1997)
Det ovenstående er måske ikke repræsentativt for de artikler, der blev skrevet, eller de meldinger,
der kom fra danske politikere, men viser alligevel en holdning eller tone, der gik igen gennem hele
debatten. Tom Behnke er langtfra den eneste, der tilsyneladende ikke er klar over, at Somaliland er
en løsreven republik, og derfor ikke kan benævnes som Somalia.
Anvendelsen af Tom Behnke som kilde i medierne kan her ses i lyset af det, som Andreassen
problematiserer som ”strømmen af indvandrere”, et udtryk der slog an i massemedierne op gennem
80-erne, med mulige betydninger af ordet ”strøm” som noget farligt, ukontrollabelt, der
lejlighedsvis forstærkes ved at kombinere med begrebet ”eksplosivt”, således at der bliver tale om
en ”eksplosiv strøm” af flygtninge (Andreassen 2005: 31).
Det politiske magtspil, der udfolder sig i medierne, forplanter sig til grupper i befolkningen. En
gruppe somaliere demonstrerer foran Christiansborg, for at henlede opmærksomheden på de
menneskeskæbner der diskuteres, og det resulterer igen i en række vrede læserbreve i aviserne. De
gengives her med analysens kodehenvisninger indsat, der forklares efterfølgende:
Hvad gør de her
350 somaliere demonstrerede forleden foran Folketinget.[RI] Hvad bilder de sig ind? [PS]
Disse mennesker har intet at gøre i vort land.[FT] De er kommet her frivilligt som
økonomiske flygtninge [FI], så for min skyld kan man såmænd godt smide dem ud med
faldskærme - gerne sammen med Arne Melchior, Mimi Jacobsen, Birte Weiss og
Ombudsmanden.[PS] Det er forrykt, at vi skal finde os i deres klagesange.[FT] Vi har
ikke bedt dem komme.[FI] Hvorfor prøver de forræderiske politikere at inte-grere
mennesker, der er kommet ind i vort land efter 1973, hvor Folketinget vedtog
indvandrerstop?[AFI] At få alle uønskede fremmede ud af Danmark er simpelt hen
danskernes vigtigste opgave, siden vi efter 2. Verdenskrig fik tyskerne smidt ud af landet.
[M] Og det er sidste udkald for at se virkeligheden i øjnene. Gør dog modstand. Husk vi
aldrig er blevet spurgt, om vi vil være et multietnisk samfund.[AM]
(Navngivent læserbrev i Ekstra Bladet 1997)
De må klare sig selv
Arrogant, uforskammet og utaknemmelig udtaler Somalia-flygtningen Amnia Musse
Yusuf til Berlingske Tidende [FI], at 'vi somaliere har taget vores religion og vores
muslimske navne med til Danmark, og hvis det er så problematisk, kunne I bare have
sendt os væk, da vi ankom til lufthavnen'.[RI] Hun beder også det danske samfund holde
op med at blande sig i somaliernes privatliv, fordi alle udmærket ved, at somaliere
kommer fra et folk, der får mange børn. Fra fem til ti.[MT] Lad mig gøre det helt klart for
Dem, Amnia Musse Yusuf, hvis det stod til flertallet af den danske befolkning[MT], var
De kommet lige så hurtigt ud, som De kom ind, men Birte Weiss og regeringens
sødsuppe-politik har gjort det umuligt at sende jer tilbage.[M]
Vi danske er vant til handlefrihed, og vi ønsker på ingen måde at bestemme, hvor mange
børn I skal have [MT], - blot I er i stand til selv at forsørge dem, I sætter i verden, og ikke
lader den danske skatteborger overtage forsørgerpligten.[MT]
(Navngivent læserbrev i Ekstra Bladet 1997).
Godt den plan blev stoppet
Det var fint, at regeringens plan omkring somalierne blev nedstemt.[PS] Det kan ikke
være rimeligt, at vi skal betale [PS] for at komme af med mennesker, der intet har at gøre
her i landet. De skal bare ud - og det hurtigst muligt.[FI] Og de somaliere, der tillader sig
at gå i demonstration mod danskerne, skal samme vej.[AM] Tyskland sidder i et
dilemma, de har nemlig også fået en såkaldt tilbagesendelseskontrakt for vietnamesere og
lovet at betale flere millioner D-mark i ekstra bistand. Situationen er nu den, at de fleste
penge er udbetalt til Hanoi, men flygtningene nægter de at modtage.
Sådan kunne det også gå for Danmark. [M] Hvorfor ikke gøre som Sverige. De sender
dem bare retur. Vi kvæles i Danmark af falsk humanisme.[AM]
(Navngivent læserbrev i Ekstra Bladet 1997)
Det gennemgående i de tre læserbreve er en række fragmenterede reelle informationer [RI] blandet
med personlig stillingtagen [PS], der præsenteres manipulerende som information, mens der reelt er
tale om fordomsfyldt information [FI], underbygget af eller som ”argumentation” for en række
mythemiske konstruktioner [MT]: Somalierne har intet at gøre her, de føder urimeligt mange børn,
de ønsker bare at blive passivt forsørget, vi danskere er liberale i modsætning til somalierne. Disse
mythemer danner tilsammen en overordnet mytisk [M] konstruktion om de fremmede, der som en
besættelsesmagt er den fjende, vi sammen skal kæmpe mod som under 2. verdenskrig.
Det typiske for argumentationerne er, at de ikke umiddelbart er fremmedfjendske i den traditionelle
betydning af ordet, hvor racismen direkte kommer til orde. Racismen bliver snarere til som en
konstruktion af argumenter og informationer, der isoleret set kan være mere eller mindre rigtige i
sig selv, men som overordnet tjener det argumentatoriske formål at underbygge mythemer eller
vedligeholde den overordnede myte. Fjendebilledet bliver aldrig udtrykt direkte, men kun som en
indirekte konstruktion mellem de opstillede argumenter eller del-myter.
Fjendebilleder bliver til gengæld udnyttet retorisk af politikere, specielt når de ønsker at
kommunikere bredt til befolkningen i et traditions-bundet symbolsprog ved symbolske lejligheder,
som for eksempel statsministerens nytårstale.
Statsminister Anders Fogh Rasmussens brugte således en tredjedel af nytårstalen 2003 på historier
om Danske indvandrere og flygtninge, med afsæt i, hvad der havde været bragt i medierne i det
forløbende år, og han sagde blandt andet, at ”vi ikke vil finde os i, at middelalderlige kræfter slår
rod i det danske samfund” (Rasmussen 2003).
Statsministeren henviste ikke direkte til omskæringsdebatten, men udtalelsen kom på et tidspunkt,
hvor denne var på sit højeste i medierne.
Mediebevågenheden omkring omskæringsdebatten startede i 2002 og omhandlede omskæring af
somaliske piger. Debatten førte til en lovændring af Straffeloven således at: ”Den, som ved et
legemesangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre
kønsorganer helt eller delvist, straffes med fængsel indtil 6 år” (Folketinget.dk Lov om ændring af
straffeloven
og
udlændingeloven
§
1
stk.
4)
og
således,
at
udlændingelovens
udvisningsbestemmelse ajourføres i forhold til denne straffelovsændringsændring.
I forarbejdet til loven fremføres en lang række bemærkninger om ”tradition”, ”lokal kulturtradition”
og ”det uforenelige i forhold til normerne i det danske samfund”, men i de politiske bemærkninger
fremsættes samtidigt en række forbehold: ”Der er statistisk usikkerhed omkring problemets
omfang”, ”Der er ikke kendskab til sager, hvor der er indledt efterforskning” og ”Der er ikke nogen
garanti for at lovændringen vil føre til flere sager.” Bemærkningerne konkluderer således også, at
det primært er ”et præventivt lovindgreb”.
Det er imidlertid ikke en sådan nuanceret diskussion, der optræder i mediernes dækning af
problemstillingen, og hovedproblemet kan ses som en generel mistænkeliggørelse eller
kriminalisering af en bestemt gruppe. Som Gorm Toftgaard Nielsen bemærker det som en
særudtalelse i forbindelse med lovens tilblivelse: Lovforslaget er: ”…såvel ud fra en lovteknisk som
en signalmæssig synsvinkel er mindre heldigt” (Folketinget.dk Lov om ændring af straffeloven og
udlændingeloven § 1 stk. 4. Særudtalelser 10.1).
Omskæringsdebatten kan, uden i øvrigt at tage stilling til emnet som sådan1, tages som eksempel på,
hvordan myter skabes, og hvad konsekvensen kan være.
En analytisk metode kunne være at opfatte realiteterne som et lineært perspektiv for derefter at se på
de afledte mythemer og myter i paradigmatisk perspektiv.
Realiteterne er, at mange somaliske kvinder, der kom eller kommer til Danmark som flygtninge, var
omskåret. En anden realitet er, at man fandt, at nogle somaliske piger, født i Danmark, blev
omskåret. En mythemisk konstruktion generaliserede realiteten om de omskårne somaliske kvinder
til, at ”alle somaliske kvinder er omskåret”, og de somaliske piger, født i Danmark, blev på samme
måde generaliseret som ”alle somaliske piger i Danmark skal omskæres” og sammenfattet i myten
om de fremmede, der tager deres egen omskæringskultur med til Danmark og vil omskære alle
deres piger.
Mythemerne, der hentes fra andre mytiske konstruktioner og kommer til anvendelse i forklaringen
på og fordømmelsen af dette fænomen, består af kvindeundertrykkelse, religiøs fanatisme,
kulturelle forklaringer og tilbageståenhed. Når man fremstiller et lovforslag med direkte henvisning
til en bestemt gruppe, resulterer det i en mytisk baseret realitet, der hedder: ”Alle somaliere vil have
deres piger omskårede.”
Denne myte forplanter sig som kollektiv i den danske del af befolkningen som mythemer om, at alle
somaliere er kriminelle. Dette mythem overføres til gruppen af herboende somaliere, og danner
grobund for usikkerhed om egne rettigheder (krænkelse af privatlivets fred) i samfundet, med
hensyn til om der i daginstitutionsregi vil blive foretaget undersøgelser af de små piger, når
forældrene ikke er til stede, eller om der nu vil blive gennemført husundersøgelser, hvor
repræsentanter for myndighederne kan møde op i somaliske hjem for at trække underbukserne af
deres døtre. Modreaktionen fra somaliernes side kom til udtryk i vrede artikler, hvor somalierne
1
Jeg må understrege, at denne analyse ikke på nogen måde skal ses som et forsvar for omskæring, men alene tjener til
at afdække hvorledes fjendebilleder og myter dannes.
truede med at trække deres børn ud af daginstitutionerne, fordi de opfattede hele problemstillingen
som en krænkelse af privatlivets fred.
Her vil jeg tillade mig at drage den konklusion, at somaliernes ”genmæle” blev koblet direkte til
myten om ”at alle somaliere vil omskære deres piger”, således at det videre ræsonnement bliver, at
”de har nok noget at skjule” og ”de kan ikke forstå vores humanistiske tankegang og vil forsvare
deres middelalderlige traditioner”.
Myten om ”de andre” forhindrede, at danskerne kunne forstå den mulige krænkelse af somalierne,
som var sat under mistanke, i stedet for at forholde sig åbent, indtil det modsatte var bevist. Man
kunne opfatte tiltaget som en særlovgivning med diskriminerende etnisk fortegn. Resultatet af en
sådan spiral, som antydet ovenfor, er en yderligere polarisering og dannelse af nye mythemer, der
finder bekræftelse i og styrker myten om ”de andre”.
Myterne om ”de andre”, som forstærkes af fraværet af direkte kontakt, kommer som til at spille en
central rolle i de situationer, hvor ”ansigt til ansigt” kontakt med krav om kommunikation finder
sted, her oftest mellem herboende somaliere og danske professionelle (offentlige myndigheder,
sundhedssystemet med flere). Jeg vender tilbage til lovændringens konsekvenser for offentlige
ansatte, sådan som de fremsættes i en pjece fra socialministeriet, og de mulige mytiske
konsekvenser samt polariseringer.
12.4 Offentlige mythemer
Som nævnt før viser en række statiske undersøgelser, at majoriteten af danskerne har meget ringe
eller slet ingen venskabelig kontakt til minoritetsgrupper i Danmark. I dette afsnit udledes en række
af de mythemer, der opstår som konsekvens af denne sparsomme kontakt, og som vedligeholder
danskernes fordomme om ”de andre”. Der, hvor kontakten forekommer og dermed kunne virke
mytenedbrydende, sker der som oftest det modsatte: At begge parter lader myterne komme imellem
dem som en forhindring for mødet.
Somalierne
betegnes
ofte
blandt
politikere
og
socialrådgivere
som
den
gruppe
af
flygtninge/indvandrere, der er sværest at integrere i det danske samfund (Skak 1998: 97), med
henvisning til at ”de er så kulturelt forskellige” og til ”deres fremmedartede udseende og
manglende sproglige forudsætninger” (ibid.:99).
Det er mit indtryk, at “somalier historierne” er udbredte blandt professionelle, der kommer i kontakt
med denne gruppe. Jeg har selv hørt en del af dem over de senere år. Der er dels de historier om
somaliere, der tænder bål på gulvet i lejligheden i stedet for at bruge komfuret (fortalt af en veninde,
der er sagsbehandler) og lignende ”morsomme” historier, og dels de stærkt negative historier.
Fælles for begge typer af historier er, at de bygger på og underbygger forestillingen om forskelle.
Der findes en del studier, som Skark’s studie ovenfor, der omhandler påstanden om, at somalierne
”på grund af deres forskellighed fra os, er svære at integrere”. I dette afsnit vil jeg imidlertid tage
udgangspunkt i personlige oplevelser og primært i én historie, en reaktion jeg fik, da jeg fortalte
min veninde (her kaldet Mette), der er pædagog, om emnet for specialet.
Straks hun hørte ordet somaliere, fortalte hun harmdirrende om en oplevelse, hun havde haft i den
børnehave, hun arbejder i, med to somaliske piger, der kom tilbage fra ferie og var blevet omskåret.
Mens hun talte, lænede hun sig frem i stolen og stirrede mig ind i øjnene på en på samme tid
konfronterende og defensiv måde, som om hun tænkte ”og hvad har du så at sige til dit forsvar?”
Min venindes vrede og frustration kan tænkes, udover at stamme fra oplevelsens voldsomhed også
at have sin oprindelse i de anklager, der har været fremsat af somaliske forældre om overgreb på
deres børn i danske daginstitutioner, som er blevet til mythemer om somaliere, der kan finde på at
melde en mandlig pædagog til politiet, hvis han tørrer deres datter i numsen efter toiletbesøg, og
hendes usikkerhed overfor, hvad hun skal stille op i situationen overfor disse potentielt fjendtligt
stemte fremmede. Hendes erfaringsgrundlag sammen med de store nationale myter og den
manglende kontakt til forældrene resulterer i, at hun føler sig magtesløs og samtidig er bange for
eventuelle konsekvenser, hvis hun indberetter forældrene. Pigerne er jo blevet omskåret, det kan
ikke gøres om, og vil forældrene lægge hende for had eller trække pigerne ud af børnehaven? Hun
føler sig handlingslammet og fortager sig ingenting i forhold til den konkrete situation, men
situationernes uafklarede slutning bevirker, at hun ved viderefortælling til mig og andre bidrager
med mythemer til den samlede myte ved at fortælle historien videre.
Dilemmaet for en medarbejder i en børnehave er imidlertid ikke begrænset til egne narrative
fremstillinger eller myter, men rummer også konflikter i forhold til myten om ”de andre”, således
som den er formuleret i de retningslinier, der er udsendt af Socialministeriet i forhold til
omskæringsproblematikken, med henvisning til selve loven.
Hvor der normalt gælder en generel underretningspligt i forhold til misrøgt af børn i et forsøg på at
hjælpe familier eller eventuelt skride til tvangsfjernelser, bliver der her tale om en egentlig
forbrydelse efter straffeloven. Man kan her argumentere for, at der også foreligger lignende
problemstillinger omkring incest, men også, at der i forhold til omskæring ikke – som ved incest- er
fare for, at skaden på barnet fortsætter. Under alle omstændigheder er selve det forhold, at det
etniske skilles ud fra den øvrige underretningspligt et yderligere polariserende forhold, der kan
medvirke til mytedannelsen om de fremmede.
I en yderligere analyse kan man ud fra Mattingly’s teori om, at narrativer om uforståelige hændelser
tages i brug for at skabe orden, desuden fremsætte en teori om, at grunden til, at Mette fortæller om
sin oplevelse til mig, er, at hun ønsker at formulere det, hun ikke forstår; hvorfor gør de det?
Opdagelsen af de små pigers omskæring er så forfærdelig, at hun ikke kan finde svarene indenfor
sin egen referenceramme. Hvis hun før i sit virke som pædagog har været vidne til børn, der på den
ene eller den anden måde har båret synlige tegn på skader påført af forældrene, så har hun haft en
referenceramme, der indeholder forklaringer grundet i alkoholmisbrug, psykiske problemer, sociale
problemer og lignende. Omskæringen af pigerne finder ingen anden forklaring end ”de andres”
traditioner. At hun indirekte forlanger en forklaring af mig, da jeg jo beskæftiger mig med
somaliere, viser, at hun kæder ”somaliere” og ”omskæring” sammen i en kausal sammenhæng.
Sammenfattende påvirker både de personlige – men professionelle – historier og de historier, der
stammer fra andre samt mediernes historier, det møde, som danskerne har med herboende somaliere
Danskerne har en masse forestillinger om dem, men møder dem aldrig selv. Dermed er der
mulighed for mytedannelse, der er næsten ikke mulighed for andet. I mødet med det fremmede
kobles de ydre tegn – klædedragt, sprog, kulturelle kendetegn osv. – til de myter, som er det eneste
erfaringsgrundlag. Forskelligheden bliver accentueret og tillagt forkerte eller overdrevne
betydninger. I stedet for at se forskelligheden som noget positivt, bliver forskelligheden til et
problem. Når problemerne begrundes med ”de andres” forskellighed lægges ansvaret over på ”de
andre” (det gælder for begge grupper).
For danskernes vedkommende betyder det, at oplevelsen af problemer med de herboende somaliere
ikke kommer i karambolage med det, som Hervik beskriver som et ”påfaldende dilemma”, at
danskerne på den ene side ønsker ”at se sig selv som et tolerat og åbent folk, der accepterer
kulturel forskellighed”, men på den anden side helst vil have, ”at ”de fremmede” ligner dem
[danskerne] mest muligt” (Hervik 1999: 7).
To forhold kan forklare dette dilemma: Det overordnede synspunkt er med Schierup, at
kulturrelativistisk tolerance og demokratiske dyder eller viden ikke i sig selv en forhindring for at
skabe fjendebilleder. Fjendebilledet skal bare underbygges af logiske argumenter om, at de andre
netop er så forkerte på den, at her må tolerancen holde op. Argumentationen er imidlertid ofte
netop ikke logisk, men baserer sig på en række mythemiske forestillinger om ”de andre”, det vil
sige, at de ydre symboler tillægges stereotype værdier, hentet fra danskernes egen mytologi om de
fremmede.
Et yderligere og specielt synspunkt handler om medier, og hvordan medierne er med til at
vedligeholde myten om de ”tolerante og demokratiske danskere” gennem en polariseret, stereotyp
fremstilling af ”dansk demokrati” sat overfor ”de undertrykte fremmede”. En speciel betragtning
findes her hos Andreassen, der specielt har forsket i sammenhæng mellem medier, køn, synlige
minoriteter og identitet. Lighed mellem kønnene og den seksuelle revolution ses her som et bidrag
til selvforståelsen hos danskerne som, forestillingen om, at vi har skabt et progressivt demokrati, og
medierne bidrager til denne konstruktion. Man kan her med Andreassen tale om en mandlig
projektion af ”forsvaret for de demokratiske værdier” og retten til at ”kvinder skal være
tilgængelige” ind i forholdet til de fremmede: Når danske mænd bliver så provokerede af
tildækkede muslimer, er det en påmindelse om de samfund, der ikke har demokrati og seksuel
frihed som i det danske samfund (Andreassen 2005: 285). Tilsvarende har Andreassen en række
betragtninger om feministiske idealer, hvor hvide middelklassekvinder i en slags misforstået
solidaritet med deres muslimske medsøstre forlanger de samme ydre symboler på køn og frihed,
som de selv har tilkæmpet sig.
I forståelsen af ”de andres” kønsroller, spiller en række indre forhold omkring dansk
identitetsopfattelse som progressive, frigjorte demokrater således også en mytisk rolle.
12.5 Kønsroller
I det følgende afsnit ses på myter om de herboende somaliske kvinder og forholdet til deres mænd.
Som nævnt kort i forrige afsnit er ”undertrykkelse af somaliske (muslimske) kvinder en af de myter,
der er velfunderet i den danske myte om ”de andre”.
Ud fra udtalelser fra de ansatte på integrationsprojektet for somaliske kvinder, hvor metodeforløbet
blev udført i 2002, dannede vi os en grundforestilling om de somaliske kvinder som værende meget
selvstændige, handlekraftige og stærke. Denne grundforestilling eller myte bragte jeg med mig ind i
felten, og fik den bekræftet fra især de kvindelige læger, men blev overrasket over også at blive
præsenteret for den modsatte opfattelse.
Et af mine interviewspørgsmål havde til formål at afdække, om lægerne havde kontakt til de
herboende somaliske mænd, som fulgte med deres koner i ambulatoriet. I forbindelse med lægernes
svar på dette spørgsmål fremkommer en række narrativer om forholdet mellem de somaliske mænd
og kvinder og deres kønsroller. Først et udsagn, der taler om ”den stærke mand”:
Erik: (Læge) ”Ja da. De er jo vigtige at få med ind i det. Der er måske oven i købet nogle
gange, hvor jeg taler sådan mere til manden, end jeg taler til konen, afhængigt af, hvad
der er problemet. Hvis det er noget med, at hun skal aflastes, eller overbevises om, at hun
ikke skal sættes i gang, men hellere gå 14 dage mere, så taler jeg nok mere til manden end
til kvinden. Fordi det er ham der… altså han er en vigtigere og stærkere faktor i
beslutningsprocessen, end hun er. Manden er vigtig, hvis du skal have besluttet noget som
er lidt kontra-intuitivt. Hvis det er sådan noget med, at de helst vil have fødslen sat i gang,
og jeg syntes, at det er en dårlig ide. Så taler jeg nok mere til manden, eller jeg sørger for,
at manden han er indforstået med, hvad det er, jeg siger. Så må han gå hjem og ordne
situationen bagefter. Når de er gift, så er de begrænsede af mandens ret til at bestemme
over dem. Så for at få det spillerum, så er de nødt til at blive skilt, men hvis de ikke er
skilt, så er de nødt til at rette sig efter manden. Selvom hun er handlekraftig sådan af
natur, så er hun det ikke af konstellation, fordi at manden skal give hende lov til at blive
sat i gang og lade være med at blive sat i gang”
Mythemerne præsenteres her som ”manden bestemmer”, selv om kvinden er ”stærk af natur”,
kvinden er ”begrænset” og ”frihed kræver skilsmisse”. I en mere paradigmatisk forståelse ligger der
implicit et mythem om, ”de fremmede umuliggør kvindelig selvbestemmelse”, på trods af, at Erik
netop erkender, at ”kvinden er stærk af natur”. Man kan paradigmatisk sige, at han låner mythemisk
materiale fra nogle større myter om ”den stærke naturkvinde” og ”deres kultur undertrykker
kvinden”. Nogle tilsvarende mytiske forestillinger præsenteres af lægen Henning:
”Somaliske mænd er dem, som har rollen som den der bestemmer over kvinden. Man
siger det til kvinden, men man skal ligesom være opmærksom på, om manden accepterer
de forslag, man giver. Det er nok en betingelse for en succes. Det er i hvert tilfælde mit
indtryk, at man lige som skal have dem med på den. Så der er forskel på dem og så på
danske mænds rolle”.
Mythemerne er her koncentreret omkring ”manden bestemmer”, men trækker også på de kulturelle
forskelle i forhold de danske mænds rolle, altså myten om ”deres kultur undertrykker kvinden”
Myten om den stærke mand modsiges så her af to kvindelige læger:
Mette: (Læge) ”Men så syntes jeg også, at man oplever, at kvinderne er meget stærke.
Altså, det er mere matriarkalsk. De der mænd, dem parkerer de uden på siden, ikke?
Altså, De kan ikke bruge dem til noget.
[Her kommer nærmest et omvendt kønsrollemønster til udtryk. Mythemet kan sættes som
”kvinden bestemmer” men også et mythem om ”manglende ligeværdighed”]
Inge (Læge): ”Mange af de ting der forgår i forhold til graviditeten, fødslen og lignende,
tror jeg, er de gamle kvinders beslutninger. Jeg tror ikke, at det er mændene. Jeg tror,
mange af de processer foregår i kvinderegi, men med reference til mændene. Altså nu for
eksempel også omskæringsproblemstillingen. En stor del af den argumentation [som Inge
hører den fra de somaliske kvinder], der bruges udover den, der refererer til koranen, den
argumentation er jo, at pigerne ikke kan blive gift, når de bliver voksne, fordi mændene
ikke vil have dem, som ikke-omskårne. Men det er jo erfaringer og historier, der kører i
kvindesamfundet”.
[Mythemerne er, at ”kvinden bestemmer” og at ”alder bestemmer”. ”Kvinden
bestemmer” og ”kvindesamfundet” bestemmer.]
Tilsyneladende er der altså i lægernes opfattelse stor forskel på, hvem de anser for at være stærkest
af de to køn, hvem der egentlig bestemmer. Men i en nærmere paradigmatisk analyse trænger
forestillingen om ”den fremmede kultur” sig på, på tværs af de tilsyneladende forskellige udsagn. Et
tværgående mythem synes således at være forestillingen om ”fravær af ligeværdigheden mellem
mand og kvinde”, og der synes både implicit og eksplicit at være enighed om en ”kulturel
forklaring”. De eksplicitte mythemer er anført ovenfor i analysen, mens det implicitte er selve
forholdet til narrativets fremsættelse, performancen: De fremsættes i en kontekst (til mig), der går
ud på at skildre forskellene mellem danskere og somaliere, og mythemet om ”den manglende
ligeværdigheden i forholdet mellem mand og kvinde” må forudsættes at forholde sig til et mythem
om ”dansk ligeværdighed mellem kønnene”. En eventuel forskel mellem de mandlige og kvindelige
lægers opfattelse af problemet kan, parallelt med Andreassens kønspolitiske betragtninger, tolkes
sådan, at de mandlige læger i højere grad lægger vægt på ”de fremmedes undertrykkende kultur”,
mens de kvindelige læger i højere grad ser en kønspolitisk problemstilling.
De tilsyneladende forskellige udtalelser om ”den stærke mand” og ”den stærke kvinde” viser sig i
sidste ende som dele af den samme forestilling eller myte om ”de fremmede”.
Herefter vil jeg præsentere nogle narrative analyser af en række udsagn om kønsroller, sådan som
de er fremsat af somalierne:
Bashir (Somalisk mand): ”De er stærke. Somaliske piger. Vi er bange for som mænd. Jeg
tisser i bukserne af dem. Jeg kan ikke holde det ud [han griner og slår ud med armene]”.
[Mythemet er, at ”kvinden bestemmer”, men samtidigt antydes en ironisk distance, en
mere sammensat opfattelse af kønsrollerne, der går i retning af ligeværdighed.]
Ubha: ”Vi ved ikke, hvor man har fået den ide, eller den fordom, at man tror, at de
somaliske familier er sådan rolle fordelt, manden er ude og kvinden er hjemme, og når
han komme, presser han hende til alt. Hun skal gøre rent, hun skal lave mad, han gør
ingen ting. Det ved jeg ikke, hvor det kommer fra, men det er det bare ikke nogle steder,
det er”.
[Mythemet er ”ligeværd” og er samtidigt et udtryk for afstandstagen til de danske
mythemer om ”den undertrykte kvinde”.]
Fadumo: ”Vi har også haft en demokratisk regering i Somalia, så der er aldrig nogle, der
har skulle bestemme over kvinderne.
Der har været nogle enkelte familier, der har problemer, men det er et mindretal.
Flertallet er nogle stærke kvinder. Og hvis manden ikke kan finde ud af det, så slut med
ham, ud af huset, Så kan kvinden også klare huset, børnene, et hele. Det kan hun godt. Så
man skal ikke bare sådan generalisere. Hvis man ser en familie, der har problemer, så
siger man ”alle er sådan”.
Jeg har hørt, at kommunen siger, at det er manden, der bestemmer. Det er manden, der
har alle deres kontier, og kvinde får ikke lov til at bestemme… og det er manden, der
siger ”vi skal have et barn hvert år”. Så du får slet ikke pauser”.
[Mythemet er først ”demokrati” og ”ligeværdighed mellem kønnene”, der kobles kausalt,
muligvis som reaktion på en dansk myte om sammenhængen mellem ”demokrati” og
”kønnene”.
Derefter fastslås mythemet om ”kvinden bestemmer” igen, og derefter refererer hun og
modsiger de danske mythemer om generalisering af det enkelte tilfælde af
kvindeundertrykkelse, der bliver til ”generel undertrykkelse”.]
Mythemerne hos somalierne går altså i en helt anden retning end lægernes. De kender
tilsyneladende godt mythemet om ”den undertrykte kvinde” med anden etnisk baggrund, men de
reagerer mod denne myte.
Sammenkoblingen hos Fadumo om ”ligestilling” og ”demokrati” er interessant, for hvad er det for
en kausalitet, der præsenteres her? Myten er således, som den kommer til udtryk hos Fadumo, at
”demokratiet sikrer ligestilling”, men det er selve kausaliteten mellem ”ligestilling” og ”demokrati”
der er det mytisk centrale. Som bekendt er demokrati i Danmark indført længe før kvindekampen
overhovedet kom på dagsordenen, og netop kvindefrigørelsen anvendes som dansk, mytisk
selvforståelse i beskrivelse af vores demokrati (Andreassen 2005: 285).
Det er nærliggende at antage, at mythemet ”demokrati” anvendes af Fadumo som en løftestang, en
gylden nøgle, der i Danmark altid lukker op til vores fornuft, på trods af vores myter om ”de
fremmede”. Hvis der er en dansk myte om, ”at de fremmede undertrykker deres kvinder, fordi de
ikke er opdraget i et demokrati” så adapterer Fadumo her mytens kausalitet og bruger den omvendt:
”vi har også haft en demokratisk regering i Somalia, så der er aldrig nogle, der har skullet bestemme
over kvinderne”. At hun hermed kommer til at fremstå lige så mytisk ræsonnerende som
fremmedfjendske danskere er paradoksalt.
Med udgangspunkt i egne oplevelser og erfaringer vil jeg vise, hvordan mythemet; ”de somaliske
kvinder er stærke”, når det overtages af danskere (med mig selv som repræsentant for gruppen),
risikerer at lede til fejlslutninger. Da jeg forud for feltarbejdet opsøgte lederen af ”sundhedshuset”
på Gellerup bibliotek, udtrykte hun sit forbehold overfor at lade mig kontakte de herboende
somaliske kvinder i ”sundhedshusets” regi, ved at fortælle mig en historie. Historien omhandlede en
artikel, der for nyligt havde bragt de somaliske kvinder i oprør. Som hun genfortalte historien fra
artiklen, handlede den om, at somaliske kvinder ikke kan bruge de somaliske mænd til noget.
På daværende tidspunkt forstod jeg ikke, hvad der havde gjort kvinderne så vrede, da jeg selv var
fascineret af myten om de stærke kvinder og umiddelbart mente, at artiklen måtte være positiv for
kvinderne. Da jeg interviewede Fadumo, kom jeg i tanke om historien om artiklen, som lederen af
Sundhedshuset havde fortalt mig og undrede mig igen, for jeg hørte jo Fadumo. give udtryk for den
samme holdning som den, der var blevet formidlet i artiklen: ”Hvis manden ikke kan finde ud af
det, så slut med ham, ud af huset”. Jeg tænkte, at forklaringen nok lå i, at der er forskel på, om man
selv siger noget negativt om sin mand, og på om andre gør det.
For at illustrere, hvordan jeg i analysefasen blev i stand til at se min egen misforståelse, vil jeg
gennemgå Fadumo’s narrativ endnu engang:
Fadumo: ”Vi har også haft en demokratisk regering i Somalia, så der er aldrig nogle, der
har skulle bestemme over kvinderne”.
Fadumo prøver på at sige: ”Vi somaliere er lige som I danskere. Vi har haft demokrati, og
kvinderne er ikke undertrykte.”
Men jeg hører: ”Du skal vide, at jeg er lige som dig, og i øvrigt er de somaliske kvinder stærkere
end deres mænd.”
Fadumo: ”Der har været nogle enkelte familier, der har problemer, men det er et
mindretal. Flertallet er nogle stærke kvinder. Og hvis manden ikke kan finde ud af det, så
slut med ham, ud af huset. Så kan kvinden også klare huset, børnene det hele. Det kan
hun godt. Så man skal ikke bare sådan generaliserer. Hvis man ser en familie der har
problemer, så siger man ”alle er sådan””.
Fadumo prøver på at sige: ”De fleste ægteskaber mellem somaliere er ligeværdige. Hvis manden
ikke vil være ligeværdig med kvinden i ægteskabet, så er kvinderne i stand til at klare sig selv.”
Jeg hører: ”De somaliske kvinder er stærke, og hvis deres svage mænd ikke opfører sig ordentligt,
så smider de dem ud.”
Fadumo: ”Jeg har hørt, at kommunen siger, at det er manden, der bestemmer. Det er
manden, der har alle deres kontier, og kvinde får ikke lov til at bestemme… og det er
manden, der siger ”vi skal have et barn hvert år”. Så du får slet ikke pauser”.
Fadumo prøver på at sige: ”Vi er ligestillet økonomisk, og vi tager beslutninger om fremtiden
sammen.”
Jeg hører: ”Det er ikke sådan, som I danskere tror. Det er kvinderne, der styrer økonomien og vi
bestemmer over vores egen krop.”
Ovenstående viser, hvordan Fadumo med reference til et dansk mythem om undertrykte somaliske
kvinder forsøger at formidle et budskab om lighed mellem somaliske kvinder og mænd. For at
tydeliggøre, hvad hun mener, lægger hun vægt på ”den stærke kvinde”.
Jeg tror, jeg forstår, hvad det er, hun siger, for jeg har jo så ofte hørt historierne om den ”stærke
somaliske kvinde”, som skaber identifikation hos mig som en historie om den stærke kvinde, og
hører dermed ikke historien om lighed, som hun prøver på at formidle.
Lad mig her vende tilbage til en betragtning af Anthony P. Cohen om simple versus komplekse
symboler i forståelsen mellem forskellige grupper. Antagelsen er her, at selve grænselaget mellem
os og de andre er præget af simple symboler, både i vores egen oplevelse og i mediernes
fremstilling.
Selv om myter og mythemer kan forekomme komplekse, er de samtidigt stereotyper, der forsimpler
budskaber, og dermed forhindrer den kompleksitet, som Cohen kalder for ”the private face” (Cohen
1985: 74).
Identifikation mellem grupper vanskeliggøres således af stereotyper: Anvendelse af symbolsprog
forudsætter et dybtgående kendskab til symbolernes betydning i den anden kultur. Symbolers
betydning er til stadig genforhandling, for eksempel i en ligeværdig samtale, hvor man gensidigt
spørger ind til betydningerne, i stedet for at forlade sig på en overfladisk, stereotyp tolkning.
Reel sameksistens baserer sig ikke på symbolforståelse, men på stadig genforhandling af
symbolernes betydninger.
12.6 ”Du må ikke bide i æblet, kun kradse i overfladen”
Som det beskrives i kapitel 8, er det oftest udtryk for tilfældigheder, hvilket land de flygtede
somaliere ender med at søge asyl i. At Danmark ikke er det forjættede land, der på grundlag af det
gode sociale system vælges som asylland, kan problematiseres gennem det faktum, at en del af de
herboende somaliere, hvis de opnår statsborgerskab i Danmark, vælger at flytte videre til andre
lande, typisk England. ”The secondary movement” som antropologen Katrine Bang Nielsen kalder
det i et arbejdspapir fra 2004, hvori hun beskriver den somaliske diaspora1 i England og i Danmark
(Nielsen: 2004). I lighed med de resultater, der fremlægges i dette speciale, har hun fundet, at de
1
Diaspora (på oldgræsk ”spredning”) bliver brugt om folk eller befolkningsgrupper, der frivilligt eller ufrivilligt lever
spredt udenfor hjemmet (Wikipedia, den frie encyklopædi)
transnationale forbindelser somalierne imellem har indflydelse på de valg, de herboende somaliere
træffer (ibid.: 10-11), ikke udelukkende med hensyn til valg af lægelig behandling, men også med
hensyn til valg af opholdsland.
Antallet af somaliere, der flytter til England, er ikke dokumenteret, da ”EU somaliere” er
registrerede som statsborgere i de lande, de har fået statsborgerskab i, og ikke som somaliere. Ikke
desto mindre er udvandring til England en klar tendens, som diskuteres blandt somalierne og som
opleves af socialarbejdere både i England og Danmark (ibid.: 6).
Re-migrationen og narrativerne om ”andre forjættede lande” siger indirekte noget om de myter, som
somalierne har ”om at være somalier i Danmark”: For at fortælle mig, hvor svært det er at være
somalier i Danmark, fortælles om positive sider ved at være somalier andre lande. Hali og Bashir,
somaliere, fortæller:
Hali: ”Fordi nu, ja, så har man måske set bort fra, at de her mennesker har været meget
igennem, men også at de her mennesker kommer fra en anden kultur, hvor tingene er
meget meget anderledes. Der mange familier, der er flyttet til England, det har du hørt
om? Man har bedre muligheder for at vælge. For mange af de her mennesker har ikke en
uddannelse, som de kan bruge [selvom de har en uddannelse]. Og selv som ufaglært er
det jo svært at få job i Danmark. Men derhenne, der kan de måske åbne en lille butik eller
frisør eller køre taxa eller busser og så videre. Fordi, England er meget kendt for at have
haft immigranter i over, ja hvad er det 50-60 år. Også fordi, man bliver ikke kritiseret så
meget, fordi næsten halvdelen af London styres jo af fremmede mennesker, mennesker
med en anden baggrund.”
[I England kan man som somalier få et liv. I London kan somalierne få indflydelse på alle
planer i samfundet.]
Bashir: ”En af grundene til, at de rejser, er, at der er et ulige gab imellem at bo i Danmark
i mange år, og det, at man ikke kan se nogle resultater, altså noget fart. Det er der ikke.
Og der mangler anerkendelse. Altså i forhold til, at de føler sig stadigvæk ikke fri., De
ikke kan komme ind i varmen, og det kan jeg godt mærke nogle gange, at det er hårdt.
Der er ikke noget resultat i 17 år eller 15 år, der er ikke noget at se på til og siger "her er
noget". Det er svært. De siger, at i London er man mere synlig. Dem der har været der
længe. De siger også: "Bashir, du har været her i 17 år, hvad fanden laver du så her? Hvis
du var i London i 17 år, så havde du nået langt. Med den energi og den kraft du har, du
spiller dine kræfter ved at være i Danmark." Fordi der er ingen resultat. Den anden del af,
hvorfor man flytter til London, der er, den måde somaliere ser arbejdsmarkedet på, i
forhold til den måde danskere ser arbejdsmarkedet er forskelligt. Somaliske
arbejdsmarkedsbriller det er der, hvor der er synlighed. For eksempel at arbejde i
lufthavnen, selvom det ikke er så meget løn. Når man tager til Canada og USA, der er der
somaliere, der kontrollere pas, når man kommer ind. Der er mange i butikker ligesom,
Føtex, Salling, det er, hvor der er synlighed, tankstationer.”
[I Danmark kommer man ingen vegne. I London, Canada og USA er somalierne synlige,
som deltagere i samfundet].
Bashir, fortsat:” Det er et meget mere multietnisk samfund, og her hjemme man er meget
mere ensom i forhold til London. Når man går på gaden i Århus, tænker folk; de ligner
hinanden, og det er somaliere. Der er der ikke så meget forskel på at være somaliere i
London, man er bare en del af billedet. Det må være dér de [somalierne] undre sig lidt.
Somaliere tror, at det er langt bedre at komme til at uddanne sig i London end i Danmark.
Det er mere usynlighed i London. […] I London kan man høre en, der er somalier, han er
journalistuddannet og nu arbejder han så i Skynews og så rapporterer han nyheder fra Irak
eller New York. Og han er somalier, det er det vilje der, vi har jo også rapporteren, ikk?
Den har vi lidt svært ved nogle gange. Der er ikke nogle der, de er meget usynlige i
landet.”
[I Danmark er somalierne ”ensomme” som gruppe. Synlige som gruppe, ikke som
deltagere
I London er somalierne mere usynlige på gaden.
I London kan somalierne deltage og være med til at præge samfundet. Forbilleder giver
tro på, at det kan lade sig gøre at få indflydelse.
I Danmark er der ingen forbilleder. Somalierne usynlige.]
De ovenstående narrativer omtaler England og især London som steder, hvor – i det mindste i
somaliernes udlægning – begrebet ”visible minorities1” (synlige minoriteter) ophører med at have
en negativ betydning eller ophører med at manifeste sig som ”synlig”, og sameksistens i en Barth´sk
betydning bliver mulig. Som Bashir udtrykker det, drejer det sig om at opnå en usynlighed, reelt at
blive betragtet som dansker i stedet for som ”tålt indvandrer”.
1
Begrebet Visible Minorities anvendes udstrakt af Rikke Andreassen, som betegnelse for det forhold, at forskellige
minoriteter, ikke blot med reference til noget etnisk, bliver synlige i det offentlige rum.
Narrativerne er imidlertid ikke begrænsede til historier om England eller USA, men udbredes til et
mere globalt syn på synlighed og deltagelse i samfundslivet andre steder i verden, eventuelt med
reference til engelsk og amerikansk mentalitet:
Hali: ”Jeg har været i Kenya, der bor min mor og min lillebror. Der er utrolig mange
somaliske flygtninge. Jeg tror, der er over en million. Og der er en del af hovedstaden,
hvor der kun bor somaliere. Men hold da op, det har udviklet sig fra at sælge ting på
gaden til at have købt de bedste huse i Nairobi, fordi det er mere amerikansk, engelsk
mentalitet, hvor man… Ja. Du er din egen lykkesmed.
Dem der ikke klare sig, det er et mindretal faktisk, og det er dem, der bor i
flygtningelejre. Nogle pudser sko, og andre bager brød eller laver te eller, ja et eller
andet. Alle beskæftiger sig med noget, for der er muligheder, der er ikke nogle
begrænsninger. Men man kan sige, at der er jo den ulempe, at man er ikke forsikret, man
har ikke opholdstilladelse, så politiet kan komme og fjerne dig når som helst. Og så skal
du bruge af de penge, du har tjent, til at bestikke dem, for at du kan få lov til at være der.”
[Somalierne vil arbejde og kan komme langt, hvis de får lov.]
I modsætning til mulighederne, som de opleves i andre lande, opfattes det at være i Danmark
således, i forhold til problematikken omkring synlighed og det at være ligeværdig deltager i
samfundet:
Bashir: ”Hvis du ikke stiller krav [i Danmark], så går det godt. Dem, der stiller krav [i
Danmark], så er det svært. Altså, man kaster, du kaster et æble, og man siger "Bashir, du
må godt kaste det æble, du må godt kradse i det, men du skal ikke bide i det". Det vil
sige, du kan få fred og roligt i Danmark. Du kan få opholdstilladelse, det er et
demokratisk land, du lever i. Og du kan få dansk pas, alt det loven siger, det kan de ikke
undgå. Men udover det, når det ikke er lovpligtigt….....
Forstår I?”
[I Danmark skal man som somalier være tilfreds taknemlig for at blive passivt forsørget.
Det er svært, hvis man stiller krav til andet end det, man er berettiget til ifølge
lovgivningen.]
I en betragtning om deltagelse i samfundslivet i forhold til næste generation, børn født i Danmark af
indvandrere, siger Bashir om betydningen af rollemodeller:
Bashir: ”At 5, 7, 8-årige somaliske drenge eller piger, eller tyrkiske, kan se op til, at der
er nogle jobs i fremtiden. Man skal ikke tænke på i dag, man skal tænke fem år tilbage.
For eksempel min søn, hvis han opdager, at jeg er ansat et eller andet sted, så vil han også
se frem og sige "så længe min far nåede det der, så kan jeg også nå langt, fordi nu har jeg
også oplevelse af mere end han havde". Ikk?
Men det er der ikke. Altså selve rollemodellen er total skæv.”
[Mangel på forbilleder blandt somalierne]
Narrativerne om mulighederne i England eller andre steder i verden end Danmark indeholder
elementer fra fortid, i form af at have været meget igennem, både før og efter ankomsten til
Danmark, nutid, i form af håbløshed og utilfredshed med manglende muligheder og hetz, og
fremtid, i form af ønsket om, mentalt såvel som fysisk, at komme et sted hen, der er bedre, end der
hvor man befinder sig.
Narrativerne om synlighed og deltagelse andre steder (specielt London i England og USA) kan
således anskues mytisk, som performative aspekter, hvor forskellene mellem det at være i Danmark
polariseres i forhold til sameksistens andre steder i verden.
Drømmene om at kunne bruge den uddannelse man eventuelt har, men som ikke kan bruges i
Danmark. Drømmen om, at kunne uddanne sig, til forskel fra i Danmark, hvor det er sværere at
kunne tage initiativer. Drømmen om at stille krav og bide af æblet, som Bashir formulerer det, i
stedet for, som han føler det er tilfældet i Danmark, hvor man godt nok får fred, demokrati og
overlevelse, men ikke får lov til for alvor at deltage. Drømmen om at kunne gå på gaden og være en
del af gadebilledet til forskel fra i Danmark hvor somalierne er meget synlige. Disse drømme
fremsættes narrativt som emplotment i et forsøg på at overbevise mig om det problematiske i at
være somalier i Danmark.
Samtidig kan man med Mattingly tale om, at historien om, at ”der er bedre andre steder”, skaber
sammenhold og identitet indadtil blandt somalierne.
Det er muligt at der er tale om, at somalierne i Danmark internt viderefortæller historier om
England som styrkelse af egen identitet, og at forholdene i andre lande derfor bliver fremstillet
bedre, end de faktisk er. Somaliere, der er reimmigreret til England fortæller såldes overvejende
positive narrativer om England, men også historier om nedslidte og dyre boliger, manglende
legepladser til børnene og lignende i modsætning til forholdene i Danmark (Nielsen 2004: 10).
Disse problemer i forhold til narrativernes sandhedsværdi minder om Goods og Mattinglys
betragtninger om narrativernes mimetiske problem: Det er ikke så interessant, om de er sande, men
mere interessant, hvad det er, de peger frem imod, hvilke positive og negative forestillinger om
fremtiden, der rummes i disse historier (Mattingly 1998, Good 1994: 146).
Det vigtige, der står tilbage, bliver således myten om, at sameksistensen i Danmark er ringere, end
den er andre steder i verden. En myte, der umiddelbart strider mod den danske selvforståelse som
”et tolerant og demokratisk progressivt folk” (Hervik 1999: 7).
Jeg skal derfor kort diskutere denne myte, ikke som tidligere i forhold til det kulturrelativistiske,
men i forhold til mytens egne bestanddele.
Som anført hos Andreassen har Danmark rent faktisk en fortid som kolonimagt, men eftersom
kolonierne blev solgt fra1 inden [den globale] dekolonisering (Andreassen 2005: 53) efter 2.
verdenskrig, har immigrationsmønstret været anderledes i Danmark, i forhold til andre europæiske
lande. Danmark har kun modtaget et begrænset antal indvandrere før 1980´erne (ibid.: 29). I
modsætning til Danmark, har immigration været offentligt debatteret i England siden 1940, og i
1965 vedtog England den første lov til begrænsning af racediskrimination i offentlige
sammenhænge (ibid.: 49).
Myten om den ”tolerante og uracistiske dansker” baseres således på et mythem om, at ”vi danskere
var de første til at ophæve slaveriet”, mens Danmark reelt ikke har haft den samme tradition for
indvandring og sameksistens, som for eksempel England. Man kunne her yderligere problematisere
den danske indfødsret, som hos Andreassen (ibid.: 30), således, at ”det at være dansk” ikke er det
samme som at have dansk statsborgerskab2.
Pointen hos Andreassen er imidlertid snarere, at medierne har polariseret og fremelsket forskellen
mellem ”at være dansk” og være ”dansk statsborger” fra de tidlige 70´ere til først i det nye
årtusinde, og som konsekvens heraf har betegnet indvandrere med dansk statsborgerskab som
fremmede snarere end som danske (ibid.: 30).
Der ligger altså i danskernes selvforståelse en mytisk forestilling om en tolerance overfor ”de
fremmede”, men pointen er, at de vedbliver med at være fremmede og aldrig rigtigt bliver ”danske”
i den betydning, som ligger i begrebet ”dansk indfødsret”.
1
Problematikken omkring Grønland og Færøernes status som mulige kolonier er også omtalt hos Andreassen.
Man kunne her problematisere yderligere i forhold til statsborgerskab, som det defineres i det britiske Commonwealthbegreb.
2
Som Andreassen skriver: People arriving in Denmark have remained foreigners (ibid.: 73).
Forståelsen af, at være dansk omfatter kun de egentlige etniske danskere, født i Danmark. Som
Bashir formulerer problemstillingen:
Bashir: ”Jeg vil helst bruge vi, i stedet for at bruge "I", og "vi" og "jer". Du skal ikke sige
"I". Du skal sige "vi".
……
”Det er sproget vi skal ændre. Man skal ændre sprog, så man ikke siger til flygtninge, at
sådan er vores lov, sådan er vores værdier. Altså vores værdier og vores lov, det udstøder
folk. Det kan vi ændre. At vi kan bruge sproget som lige, i stedet for som ulige. Der er
noget galt med den måde, vi taler sammen. Og den måde man konfronterer hinanden,
hvis man ikke kender det menneske. I Danmark spørger man normalt: "Hvad laver du?"
altså man spørger ikke, hvilken by du kommer fra, om du er københavner eller
århusianer. Det er ikke så interessant. Måske senere, hvis jeg gerne vil kende personen
bedre. Men det er i starten, at individet er interessant. Men mennesker spørger mig: "Hvor
kommer du fra i Somalia.? Kan du li´ at være her? Det er koldt her hva?, og du taler fint
dansk.” Det bliver jeg ked af. For i 17 år har jeg hørt det. Og når jeg er færdig, spørger de
hvor gammel jeg er og hvor mange børn jeg har. Det er altså irriterende! at blive
frustreret over, at nu ved hun, hvem jeg er, men jeg ved ikke, hvem hun er endnu.”[…]:”
Det er ikke kun nysgerrighed, det er rent diskrimination. For så siger du, at du kommer
fra Somalia, og du ved, at jeg er flygtning. Jeg kommer ikke for sjov her. Altså, og det er
bare hårdt.”
Bashir: ”For jeg er også århusianer. Det er uheldigt at står der "nåå". Jeg møder ikke
sådan nogle typer folk, fordi jeg møder professionelle folk, altså uddannet folk. Men
nogle gange så møder jeg for eksempel i City Vest en dansker, og hun siger "er det ikke
koldt? Så siger jeg: "Ja, det er koldt. Det er rigtigt!". Men så er det igen. Hvordan mødes
vi. Fordi det er ulige i forhold til, man er flygtning. Altså det er også den: " Hvornår rejser
du?", "Vil du rejse hjem, når der er fred og ro i Somalia?". Jamen det betyder så "Jamen,
vi er ikke interesseret i dig". "Vi gider ikke at snakke med dig". Det er sådan, man
opfatter det. Fordi jamen, hvis der er fred i morgen, så betyder det så, at du skal pakke
dine kufferter?”
12.7 At handle sin myte
Konsekvenserne af mytedannelse har igennem dette kapitel mest taget sigte på at afdække
problematikker omkring narrativer som forståelse af det allerede skete eller det performative aspekt,
hvordan narrativer fortælles til andre for at skabe en fælles forståelse. Et specielt aspekt af
narrativerne er imidlertid, at deres mytiske indhold kan blive til handlemønster, til script eller plot
for fremtidig adfærd (Mattingly 1998: 46, Jackson 2002: 16).
Jeg må imidlertid først selvkritisk reflektere over, at der har været mange analyser af, hvordan
”danskere” danner forestillinger om ”de andre”, og hvordan disse forestillinger danner grundlag for
”fortællinger om de andre” og til en vis grad handlemønstre affødt af disse mytiske forestillinger.
Man kan således med en vis ret angribe mig for, at jeg overvejende fokuserer på, hvorledes ”vor”
egen mytedannelse om ”de andre” kan dekonstrueres, og at jeg dermed ikke giver stemme til den
mytedannelse, der finder sted hos somalierne om danskerne.
Problemet er en del af et større kompleks, der handler om, at jeg som hvid middelklassekvinde
undersøger en etnisk gruppe antropologisk, og ikke har den fornødne indsigt i symbol- og
mytedannelse hos somalierne i Danmark. Som sådan kan problemstillingen også ses som en del af
en større antropologisk problemstilling, der handler om at ”undersøge det fremmede og eksotiske”.
Man kunne her med Mattingly i et antropologisk narrativt perspektiv pege på, at ”vi” undersøger
”de andre” primært for at lære noget om os selv. Eller, som anført hos Mattingly: Antropologens
egne fremstillinger er i sig selv narrativer, historier om andre menneskers historier (Mattingly 1998:
32).
Man kan imidlertid også forsvare en sådan undersøgelse ud fra en lighedstanke: Er det således
rigtigt, at det primære problem i forhold til immigration består i, at ”vi” ikke behandler ”de andre”
som ligeværdige danskere, ja så er det vel netop vigtigere at ”vi” kommer til at forstå ”os selv” i et
nyt kommunikativt, løsningsorienteret perspektiv. Det handler ikke om at skabe en ny konstruktion
af ”skyld”, der skal placeres hos ”dem” eller ”os”, men om at forstå, hvordan myter om ”de andre
og os selv” skabes og vedligeholdes for endeligt at dekonstruere disse myter i overgangen til reel
sameksistens.
Jeg mener imidlertid også klart at have givet udtryk for, at mytedannelse ikke blot er ”et dansk
fænomen”, men at det er de gensidige mytedannelser, der er problemet i forhold til sameksistens.
Narrativerne eller myterne bliver med Mattingly til handlestrategier (Mattingly 1998: 83), scripts
eller plots, der både kan antage negative og positive1 mønstre som strategi for fremtidig handling.
Jeg må derfor endnu engang understrege, at mytedannelsen er gensidig, at myter også skabes,
vedligeholdes og danner plot hos somalierne. Et afsluttende eksempel handler her om, hvordan ”de
fremmede” selv handler på myten om, at ”de er fremmede”, selvom de står med et dansk pas i
hånden.
Om at ankomme til en dansk lufthavn fra udlandet fortæller Bashir, hvordan herboende somalieres
møde med paspolitiet kan fremkalde en nærmest fobisk tilstand, og hvorledes denne tilstand
resulterer i rationel logisk argumentation, hvor dansk statsborgerskab pludselig er til debat:
”… Og der er også meget angst ved at lande i lufthavnen, og det kan jeg også mærke, at
de føler sig ikke stærke nok til at sige: "Ved du hvad, nu må du lige styre dig et øjeblik,
jeg bor jo her og har været væk i 2 uger og jeg skal altså nå toget". Og sætte ord på, i
stedet for at være bange for, at hvis jeg siger sådan og sådan, så vil jeg måske komme
endnu mere i problemer.”
De reelle problemer omkring paskontrol skal ikke her diskuteres, men det interessante er, at myten
om ikke ”for alvor at være dansk” slår igennem som en tvivl hos somalierne, som mangel på ret til
at stille krav om ligeværdig behandling og kunne sige fra.
1
Negativt og positiv ses her i forhold til Barth og Schierup´s idealer om den reelle sameksistens. Mytedannelse med
anvendelse af symboler som for eksempel Dannebrog eller kolonihaver eller tolerance er således ikke problematiske i
sig selv, men bliver det, når myter eller symboler bruges til at definere ”os” i forhold til ”dem”.
13 ”Den samme behandling”
13.1 Den danske sundhedsmodel
Når vi i den danske sundhedsmodel generelt taler om ”lige behandling for alle”, er det i
Sundhedsloven (Retsinfo.dk) generelt udtrykt i § 7 som:
§ 7. Personer, der har bopæl her i landet, har ret til lovens ydelser.
Stk. 2. Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregisteret.
Etnisk ligestilling er således ikke nævnt i selve sundhedsloven, men kun indirekte, idet også
udlændinge, der befinder sig midlertidigt i landet, i et vist omfang er dækket.
Etnisk ligestilling af patienter i sundhedsvæsenet er derimod indirekte sikret gennem ”Lov om
etnisk ligestilling” (Retsinfo.dk), der
”har til formål at forhindre forskelsbehandling og at fremme ligebehandling af alle uanset
race eller etnisk oprindelse” (§ 1)
hvor sundhedsvæsenet i sin helhed er inkluderet i lovens § 2:
§ 2. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for
så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale
goder, uddannelse …[min fremhævelse]
Lige behandling eller forbud mod forskelsbehandling fastsættes i § 3:
Forbud mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse
§ 3. Ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på
grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.
Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller
etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive
behandlet i en tilsvarende situation.
Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral
bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk
oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse,
betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde
det er hensigtsmæssige og nødvendige.
…(Lov om etnisk ligestilling, 2003, Retsinfo.dk)
Udover den direkte henvisning til sundhedspleje i § 2 er Lov om Etnisk ligestilling naturligvis
gældende i relation til hele Sundhedsloven, og omfatter således også en række rettigheder hos
patienterne, f. eks. retten til selvbestemmelse. Sundhedsloven giver ikke blot ret til behandling, men
fastsætter også en række rettigheder for patienter, for eksempel ”individuelle rettigheder” i
forbindelse med behandling. Kapitel 5 omhandler således patienters medinddragelse i beslutninger:
§ 16. …
…
Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af
sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en
hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med
hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.
…[mine fremhævelser]
Selve idéen om ”det ligeværdige møde” som generel konstruktion er altså nøje specificeret i
Sundhedsloven og ikke at etablere ”det ligeværdige møde” på grund af etnicitet, vil være en
overtrædelse af ”Lov om etnisk ligestilling”.
Sundhedsloven og lov om etnisk ligestilling sikrer således ikke bare, at etniske grupper skal
behandles ligesom etniske danskere, men specificerer også, hvordan den gode behandling i
princippet skal være, uanset etnicitet.
13.2 Hensynsfuld information
Sundhedsloven giver (som anført ovenfor) en række forskrifter for mødet mellem læge og patienter,
der i første række tager sigte på, at patienten kan forstå såvel sin egen sygdom som
behandlingsmulighederne. Men samtidig skal informationerne gives ”på en hensynsfuld måde og
være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring
m.v.” (Sundhedsloven 2003, § 16 stk. 3).
I det følgende skal jeg kort komme med nogle betragtninger over, hvilke psykologiske
konsekvenser lovens tekst rummer uden hensyn til etnicitet.
I en gestalt-psykologisk forståelsesramme ville man sige, at forudsætningen for lovens efterlevelse
er, at der etableres en ligeværdig kommunikation. Samtidig er lovens krav endvidere, at
kommunikationen sker på en hensynsfuld måde, i psykologiske termer empatisk. Endelig skal
lægen tage højde for selve kommunikationssituationen, idet ”informationerne… skal være tilpasset
modtagerens individuelle forudsætninger.” (Sundhedsloven, § 16 stk. 3).
Lægen må altså ikke dominere i behandlingen som følge af sin magtposition. Det er lægens ansvar
at etablere en sådan kommunikation, det vil sige psykologisk at tilpasse sin egen rolle efter
patientens således, at en voksen og ligeværdig relation skabes.
13.3 Mødets psykologiske model
I Bernes forsimplede, gestaltpsykologiske model, den såkaldte transaktionsanalyse, stilles mødets
psykologiske model op som to rollespillere overfor hinanden. Hver person kan indtage rollen som
Forælder, Voksen eller Barn, og rette sin kommunikation til den andens Forælder, Voksen eller
Barn (Berne 1995).
Ud fra en empatisk analyse er det nu Bernes påstand, at problemerne opstår der, hvor transaktioner
krydser hinanden: En Barnerolle forsøger at appellere til den andens Forælder, men bliver mødt
med en krydsende Voksen til Voksen-kommunikation. Denne situation er ikke tilfældigt valgt, men
er et typisk problem i konsultationen generelt: En patient forsøger i sin desperation og uafklarethed
omkring egen sygdom, at appellere til lægens omsorg som forælder, men mødes i stedet af voksenræsonnementer.
13.4 Narrativ analyse af konsultationen generelt
Det skal her understreges, at det følgende ikke er et forsøg på at desavouere lægerne. Det er absolut
min opfattelse, at lægerne fra felten gør, hvad de kan for at leve op til Sundhedslovens forskrifter
om information til patienterne. Dette skal snarere læses som et forsvar for lægerne, en række
argumenter for, hvorfor det i praksis kan være svært at leve op til Sundhedslovens intentioner.
Som anført ovenfor er ”mødet” en psykologisk konstruktion, der på mange måder har terapeutiske
aspekter indbygget. Et møde mellem læge og patient – her generelt, etnicitet eller ej – rummer altid
et terapeutisk aspekt.
Ofte vil det terapeutiske være nedtonet, patient og læge er begge indstillet på en voksen og
ligeværdig dialog, og problemerne er begrænset til at forklare lægefaglig praksis overfor patienten.
Selv om der her ikke er tale om synlige konflikter, ligger der imidlertid en mulig konflikt gemt i
selve konsultationen: Lægen forudsættes ”at vide mere” – implicit at vide bedre, hvad der er rigtigt
og hvad der er forkert – mens patienten forudsættes at vide mindre, at ”skulle informeres”.
Som Mattingly anfører kommer magten ofte til udtryk i en underordnet patients stemme i forhold til
lægens, autoritative, magtfulde medicinske stemme. Patientens tilgangsvinkel til konsultationen er
ofte fortællende, narrativ, mens lægen selv – blandt andet som følge af sin lægefaglige rolle og
selve det, at ”skulle informere” – undertrykker egne narrativer, udelukker påvirkning (her forstået
som påvirkning fra patienten), taler med bogstavelig retorik og anvender passiver (Mattingly 1998:
12).
Det er så i lyset af transaktionsanalyse klart, at jo mere bombastisk patienten forsøger at påtage sig
rollen som hjælpeløs underordnet, og desto mere lægen forsøger at afvise narrativerne med magt,
desto større er risikoen for, at mødet bliver problematisk.
I dette kapitel ser jeg blandt andet nærmere på konsultationen i lyset af Bernes transaktionsanalyse
og Mattinglys analyse, i en narrativ analyse, der tager sigte på at afdække magt-strukturen i
kommunikationen mellem læge og patient.
Begrebet ”at kunne sige fra” er anden overordnet psykologisk / terapeutisk betragtning, der til en vis
grad kan siges at være indeholdt i både Mattinglys og Bernes betragtninger. ”Det at kunne sige fra”
besværliggøres imidlertid i varierende grad i et afhængighedsforhold. Det er svært at sige fra som
patient, når man er afhængig af den lægefaglige konsultation, men mindst lige så vigtigt er det svært
at sige fra som læge. Som en af lægerne udtrykte det i felten: ”Det er svært at sige fra, fordi der
ligger en masse forventninger om vores faglige dygtighed, vores empatiske evner og så videre, når
vi samtidigt som læger er under tidspres.”
En vigtig afsluttende pointe om lægens rolle er, at lægen for ikke er uddannet terapeut. Måske mere
vigtigt er det, at den tildelte tid til konsultationen, selve presset om at gennemføre konsultationen på
kortest mulig tid under hensyn til skemaer, vagtplaner og patientaftalerne ikke er designet
terapeutisk. Tiden som ydre pres er ikke bare i Lévi-Strausk forstand uegnet til at forstå myter
generelt, den bliver en modstander i et forsøg på at møde de dybere lag hos patienten.
Både patient og læge har således en nærmest mytisk forestilling om konsultationen. De danner
deres respektive myter ud fra forskellige delmyter, lægerne ud fra en række indre mythemer i
lægeverdenen og patienten i mythemer om ”den omnipotente læge”.
13.5 Etnisk konsultation og antropologens præmis
Det etniske aspekt af konsultationen spiller altså i første omgang en mindre rolle, men pointen er, at
forskelligheden af mythemer hos læger og somaliere kommer til at spille en yderligere forværrende
faktor, når transaktionen i forvejen er problematisk. Mythemer afledt af større myter om ”den
andens forskellighed” eller generelle egenskaber besværliggør transaktionen. Det, der måske i
forvejen var svært, bliver ekstra svært. Mythemerne kan i visse tilfælde i relation til transaktionen
ses som filter eller forvrænger, hvor et budskab f. eks. om hjælpeløshed ikke tolkes som netop det,
men forskydes og opfattes som ”manglende viden” og derfor mødes med autoritet i stedet for
hjælpsomhed.
I denne afsluttende fase af analysen finder jeg det interessant, at jeg i projektbeskrivelsen skriver:
”De somaliske kvinder er altså ikke kun somaliere over for danskere, med de forskelle det
indebærer. De er også patienter overfor læger”.
Når jeg læser sætningen i dag, kan jeg se, at den er helt gal. Problemformuleringen røber, hvordan
jeg fra starten ikke var bevidst om, at jeg også selv satte mine somaliske informanters identitet som
somaliere før identiteten som patienter. I dag ville jeg formulerer mig anderledes:
”De somaliske kvinder er altså ikke bare patienter over for læger, men somaliere overfor danskere,
med alt hvad det indebærer”.
I lighed med Good´s betragtninger om hans studie af epilepsipatienter i Tyrkiet handler det om, at
gøre op med kulturel vanetænkning. I studiet af en etnisk gruppes sygdomsforståelse m.v. handler
det snarere om at se på en gruppe mennesker som mennesker, der har en sygdom og en bestemt
sygdomsopfattelse, end at se på det irrationelle som kuriositet i sig selv (Good 1994: 163).
Som jeg skriver i indledningen, mener jeg, at somalierne som udgangspunkt skal behandles som
alle andre. Erkendelsen er, at for at kunne føre denne intention ud i virkeligheden kræver det en
bevidstgørelse om og opgør med indgroede tankemønstre eller, som det er eksemplificeret ovenfor
fra min egen problemformulering, et opgør med tankeløshed.
At blive ”behandlet som alle andre” betyder også, som Sundhedsloven foreskriver det, at man bliver
”behandlet som individ”. Som i mange andre situationer i livet, så bedømmer lægerne også i
konsultationen, hvem det er, de sidder overfor og prøver i videste udstrækning at formulere sig så
den patient, de har overfor sig, forstår, hvad der bliver sagt.
Der er naturligvis forskel på, hvordan informationer skal videreformidles til en gravid syttenårig
med et misbrugsproblem, og hvordan det skal formidles til en gravid femogtredivårig med en
videregående uddannelse. Lægernes intention er at behandle alle patienter som individer, og alle vil
også mene, at de forsøger at gøre det i praksis.
Ikke desto mindre er det min påstand, at somalierne i første omgang (det vil her sige allerede inden
konsultationen) bliver rubricerede som somaliere, og med denne klassifikation følger, hvad lægen
måtte have af forudindtagede ideer om, hvem den somaliske patient er, med ind i konsultationen.
Som ovenfor forklaret manifesterer en række mythemer sig, som virker bestemmende for, hvordan
kommunikationen i konsultationen kommer til at udforme sig. Mythemer hos både læge og patient
kommer til at lægge sig som forvrængende linser hos begge parter i forsøget på at møde den anden.
13.6 Kompetence som problemfelt i det kliniske møde
I det følgende eksempel fra ambulatoriet, kommer et ægtepar ind til konsultation med lægen. De har
lige været til scanning, og det kommer på tale, at fødslen måske skal sættes i gang før tiden, så
barnet ikke bliver lige så stort, som det blev ved kvindens forrige graviditet.
Manden: ”Hvordan bestemme terminen fra skanning?”
Inge tager et stykke papir og tegner en oval, og slår en streg på tværs af den, og siger:”
Man regner terminen ud ved at måle hovedet fra øre til øre.”
Manden: ”Er babyer ikke forskellige størrelser?”
Inge: ”De folk, der scanner, er meget dygtige. De har scannet tusinde at gravide og er
meget… ”
Manden: [afbryder og færdiggøre hendes sætning]” Kompetente…” [Han virker irriteret,
og siger] ”Jeg sagde spørgsmålet om, at babyer er forskellige, jeg tror ikke, jeg er ikke i
tvivl om, de er dygtige. Jeg spørger bare mig selv, er babyer ikke forskellige?”
Inge: [ser upåvirket ud Måske opfattede hun ikke den irritation, han udstrålede, fordi hun
ikke svarede på hans spørgsmål] ”Jeg kan forsikre jer om, at de gør deres arbejde
ordentligt.”
Emnet afsluttes uden, at manden har fået svar på sit spørgsmål. De snakker om, at
kvinden skal komme ind til en sukkerbelastning, og at de selv skal bestille tid.
Sygeplejersken: ”Når hun skal ind og have lavet en sukkerbelastning, må hun ikke spise
eller drikke fra aftenen i forvejen.”
Manden: [irriteret] ”Ja, ja, faste.”
På det handlingsmæssige, syntagmatiske plan er der tilsyneladende ingen større konflikter. Parret
får, hvad de kommer efter. Men paradigmatisk ses en række konflikter. Nedenstående er dialogen
gentaget, men med analyse af relationen mellem de forskellige agenter. I første omgang ser jeg på
dialogen som udtryk for magtstrukturen mellem læge og patient efter Mattingly og Berne:
Manden: ”Hvordan bestemme terminen fra skanning?”
[L = Ligeværdig]
Inge tager et stykke papir og tegner en oval, og slår en streg på tværs af den, og siger;
man regner terminen ud ved at måle hovedet fra øre til øre.
[L = Ligeværdig]
Manden:” Er babyer ikke forskellige størrelser?”
[L = Ligeværdig]
Inge: ”De folk der skanner er meget dygtige. De har skannet tusinde at gravide, og er
meget… ”
[D = Dominerende. Forsøger at forskyde det objektive spørgsmål. Henviser til andre, passiviserer.]
Manden [afbryder og fuldender hendes sætning]: ”Kompetente…” [Han virker irriteret,
og siger]: ”Jeg sagde spørgsmålet om at babyer er forskellige, jeg tror ikke, jeg er ikke i
tvivl om de er dygtige. Jeg spørger bare mig selv, er babyer ikke forskellige?”
[L/D = Ligeværdig, forsøger at genoprette balancen ved at acceptere Inges præmis om kompetencen hos
lægerne, at matche hendes bedrevidenhed, og gentager sit spørgsmål. Men skjult demonstrerer han, at han
ikke vil finde sig i at blive talt ned til, at han kan være dominerende, hvis han vil.]
Inge: [ser upåvirket ud Måske opfattede hun ikke, den irritation han udstrålede fordi hun
ikke svarede på hans spørgsmål] ”Jeg kan forsikre jer om, at de gør deres arbejde
ordentligt.”
[D = Dominerende. Understreger for anden gang kompetencen og forsøger at forskyde problemet i
kommunikationen tilbage til ligeværdig.]
Emnet afsluttes uden, at manden har fået svar på sit spørgsmål. De snakker om, at
kvinden skal komme ind til en sukkerbelastning, og at de selv skal bestille tid.
Sygeplejersken: ”Når hun skal ind og have lavet en sukkerbelastning, må hun ikke spise
eller drikke fra aftenen i forvejen.”
[L = Ligeværdig kommunikation]
Manden siger [irriteret] ”Ja, ja, faste.”
[D = Dominerende. Har nu fået generaliseret sin opfattelse af at blive afvist som ligeværdig, og har behov for
at demonstrere, at han har forstået det her, og gider blive talt ned til]
En nærliggende paradigmatisk tolkning er, at mødet kompliceres af, at Inge ikke vil forholde sig
ligeværdigt til spørgsmålet om scanning som metode til at fastslå spørgsmålet på barnet. I stedet for
at forklare udregningen eller inddrage egen tvivl og metodens usikkerhed vælger hun at indtage en
dominerende position. Hun trækker så på et mythem, der kunne kaldes ”lægerne er rigtigt dygtige”
og bliver passiv i dialogen ved at henvise til andre end hende selv. Manden nægter imidlertid at lade
sig dominere, han nægter at lade sig placere i et mythem som ”den uvidende patient” og bliver i
slutningen en ”jeg ved mindst lige så meget som dig”-patient. Han er tydeligt en stolt og vidende
person, der helst vil identificere sig med et mythem som ”indsigtsfuld patient”.
Man kunne her tolke noget etnisk ind i mythemet ”den indsigtsfulde patient”, fordi der klart kunne
ligge et behov for ”at føle sig ligeværdig på trods af etnicitet” hos en somalisk mand, der måske tit
er blevet mødt med et modsat mythem. Mythemet ”indsigtsfuld patient” har klare forbindelser til
mythemer som ”stolthed”, ”vi er lige så gode som I” og ”vi taler lige så godt dansk, som I gør”,
men jeg vil umiddelbart afholde mig fra en sådan etnisk analyse. Den syntagmatiske kontekst er
ikke stærk nok til at bære, det er i virkeligheden kun konteksten, de udenoms-tekstlige eller
intertekstuelle referencer, der muliggør en sådan analyse. Pointen er, at det beskrevne møde i
realiteten ligeså godt kunne have fundet sted mellem en dansk patient og en dansk læge.
Analysen illustrerer imidlertid det generelt kritiske i en konsultation, som Mattingly påpeger, når
lægen forsøger at indtage en dominerende rolle og giver samtidig et bud på, hvordan patienten
umiddelbart efter, i selve konsultationen, reagerer på en sådan dominans.
I følgende afsnit beskrives hvordan lægen – på tværs af etnicitet – alene i sin rolle som læge
kommer til at spille en bestemt rolle, når lægen møder narrativer i konsultationen.
13.7 Den appellerende patient
I det følgende skal jeg beskrive en dansk patients konsultation som illustration af, hvordan
grundlæggende problemer i det psykologiske møde mellem læge og patient kan manifestere sig,
selv om der ikke er ”etniske problemer”. Historien, der er gengivet efter feltnoterne, er forsynet med
koder efter de enkelte delepisoder, markeret med L, D og U for henholdsvis ligeværdig (voksen),
dominerende og underordnet position i kommunikationen:
En tredjegangs gravid kvinde kommer ind i konsultationen sammen med sin mand. Hun
vil have et kejsersnit fire uger før termin.
[L: Forsøger at etablere en ligeværdig kommunikation]
Lægen siger: ”Det går vi ikke med til”.
[D: Dominerer ved at afvise argumentet, og henviser til autoriteter uden for
konsultationen]
Han forklarer, at hvis han siger god for et kejsersnit på et så tidligt tidspunkt, og der så er
noget, der går galt, så er det hans ansvar.
[L/D: Forsøger at underbygge sin tidligere dominerende position ved at argumentere]
Hun argumenterer for indgrebet ved at henvise til nogle meget voldsomme oplevelser i
forbindelse med de to andre fødsler og siger, at hun har aftalt kejsersnittet med en anden
læge.
[D: Forsøger at sætte hårdt mod hårdt ved at referere til en overordnet læge for at
overtrumfe de logiske argumenter]
Til sidst begynder hun at græde.
[U: Indtager en underordnet position i håb om, at hun får den trøst eller forståelse for
situationen, som hun ikke fik indledningsvis fra lægen]
Henning snakker videre i neutralt toneleje, men trækker sig lidt tilbage i stolen.
[L/D: Agerer tilsyneladende ligeværdigt, men kommer alligevel til at virke dominerende,
fordi han ikke responderer på kvindens appel om medfølelse]
Sygeplejersken finder en serviet til hende. Manden lægger højre hånd på hendes lår og
siger en trøstende tysse lyd.
[Kvinden får endelig den eftertragtede omsorg, men ikke fra lægen. Hun bliver i stand til
at forsøge at genoprette en ligeværdig og saglig kommunikation]
Hun snøfter ind, tørrer øjnene og siger: ”Der var også noget andet, jeg ville spørge om”.
Hun havde fået konstateret nyresten i starten af graviditeten og ville gerne have andres
vurdering af, om hun skulle risikere en operation, for hun havde smerter.
…
Henning forsøger at afslutte ved at sige, at han vil snakke med den læge, hun oprindeligt
har talt med, og at hun vil få et brev fra ham. [den anden læge].
[D: Forsøger at afslutte ved at træffe en afgørelse uden for ham selv, uden for
konsultationen, hvor en anden autoritet skal træffe den endelige afgørelse]
Kvinden bliver siddende, bliver ved med at græde og siger, at hun troede, at det ville
blive ordnet i dag.
[U: Kvinden er nærmest fysisk lammet af en tunghed, jeg har set adskillige gange i
konsultationen hos patienter, der ikke føler, at situationen bliver afklaret. Hun giver
endnu engang udtryk for sin hjælpeløshed og appellerer om forståelse, men..]
Henning læner sig helt hen over bordet og siger, at han håber, at hun kan forstå, at det er
for barnets skyld, og at han ikke kan råde hende til at gøre noget, der kan skade barnet.
[D: Bliver endnu engang mødt med voksen-argumenter, der kommer til at virke
dominerende i forhold til hendes behov for omsorg]
Da de er ude, kan man høre, at hun græder højt ude på gangen og hele vejen ud af
afdelingen.
[Afspejler den grundlæggende frustration over ikke at være blevet hjulpet]
Henning siger: ”Det er godt, at jeg ikke skal være læge for evigt.”
[Afspejler den grundlæggende frustration over ikke at kunne hjælpe]
Analysen af transaktionerne viser utallige krydsende transaktioner med et gennemgående tema:
Patienten appellerer til omsorg, men afvises af lægens dominans eller forsøg på logisk voksent at
argumentere i stedet for at spørge ind og give omsorg. Lægen demonstrerer ikke parathed til at
forsøge en løsningsmodel og kommer med Dyhr til at indtage en paternalistisk position. Lægen
kunne have spurgt: ”Hvad kunne gøre dig tryg i forhold til din situation?” og her igennem have
demonstreret sin empati.
Der argumenteres således på ingen måde for, at lægens overordnede disposition i forhold til
kejsersnittet er forkert, det handler alene om den måde, hvor på han formidler sin afgørelse.
Eksemplet skal her ikke ses som typisk for, hvad der oftest sker i konsultationen. Det er i høj grad
mit eget fokus på ”de problematiske møder”, der betinger denne udvælgelse, og det havde måske
været lige så illustrativt at bringe et eksempel på, hvorledes lægen tackler en tilsvarende
problematisk situation på en hensigtsmæssig måde.
Eksemplet herover er imidlertid interessant i denne sammenhæng, fordi en lignende appel om
omsorg gentages hos næste patient, denne gang en somalisk patient, Shirwa:
Shirwa kommer ind og giver hånd. Hendes håndtryk er som at få en fuglevinge i hånden.
Lille, benet og kold. Der er ingen kraft i det håndtryk. Hun sætter sig let sammenbøjet på
stolen.
Shirwa stater med at blive scannet. Barnet har det tilsyneladende godt. Bagefter sætter
hun sig hen, og Hanne spørger: ”Hvordan har du det?” Da Shirwa åbner munden, hvisker
hun næsten: ”Jeg er meget syg - har ondt her” hun peger på undersiden af maven: ”Rigtig
dårlig”.
Hanne spørger, om hun har fået noget at spise.
Shirwa siger, at hun ikke har spist så meget de sidste tre dage: ”Kaster op, meget surt”.
Hanne siger: ”Men Shirwa, det har jo været sådan længe. Er det ikke blevet bedre?”
Shirwa siger, at hun havde det godt i en uge: ”Og så jeg spise og kaste op”. Hanne siger:
”Spis, spis, spis. Det gør ikke noget, at du kaster op. Det er bedst, hvis du spiser.”
Shirwa siger, at hun har kastet blod op. Ikke lidt, men meget.
Hanne siger, at det er normalt: Når man har kastet meget op, så kan man godt kaste blod
op, og fortsætter: ”Bor du alene?”
Shirwa: ”Hos en veninde. Jeg har ikke været i min lejlighed længe.”
Hanne: ”Hvor er din mand?”
Shirwa: ”I København.”
Hanne: ”Det eneste, der hjælper, er at spise.” Hun tilføjer: ”Hvad vil du have, vi skal
gøre?”
Shirwa spørger, om de ikke har noget medicin, der kan hjælpe.
Sygeplejersken spørger, om Shirwa ikke tager (et medicinsk præparat). Shirwa siger, at
hun har taget dem. Sygeplejersken siger, at så skal hun købe nogle flere.
Shirwa: ”Jeg har ingen penge nu.”
Sygeplejersken siger så, henvendt til lægen Hanne: ”Jeg tænkte nok, at det var sådan
noget, der stak under.” Hun går hen og står ved siden af Shirwa. Til Hanne siger hun: ”Vi
har søgt om tilskud.” Så hvisker hun hen over hovedet på Shirwa (til Hanne): ”Jeg henter
nogle piller til hende”. Shirwa sidder med en tom pilleæske (et andet præparat) foran sig,
og sygeplejersken spørger, om hun heller ikke har flere af dem. Det har hun ikke.
Sygeplejersken går hen mod døren og Hanne siger: ”Du er så flink Gudrun.”
Sygeplejersken svarer: ” Jaaa…”
Da sygeplejersken er gået siger Shirwa til Hanne: ”Har I ikke et råd, I kan give mig?”
Lægen svarer, at hun skal spise.
Lægen spørger: ”Hvem passer din dreng?”
Shirwa: ”Min veninde.”
Sygeplejersken kommer igen og siger konstaterende til Shirwa: ”Du kan da godt lide kiks
Shirwa?”
Shirwa: ”Nej, jeg kan ikke lide kiks.”
Sygeplejersken: ”Kan du nu ikke lide kiks, du er da også…”…”hvad med havregrød, det
kan du da godt lide?”
Shirwa fortæller, at hun havde bedt sin veninde lave havregrød til sig, og bagefter havde
hun kastet det hele op.
Gudrun trækker en stol helt hen ved siden af Shirwa’s stol og sætter sig lænet fremad med
ansigtet fem centimeter fra Shirwa ansigt, der trækker sig lidt tilbage: ”Men Shirwa, du
kan da godt spise lidt kartoffelmos, det kan du da lide? Eller bouillon, vil du have noget
med hjem?”
Hun rejser sig og forlader rummet, for at komme tilbage med to breve bouillon. Hun
forklarer, at Shirwa kan købe noget mere selv ”i Føtex eller noget”, og det godt kan være,
at det ikke er i sådan en pakke. Det kan også være i en dåse.
Shirwa smiler en lille smule, vi siger farvel og hun går.
Hanne siger: ”Hun er stadig meget klagende.”
Hanne: ”Hun vil stadig gerne indlægges.”
Sygeplejersken Gudrun: ”Da hun kom, var hun parat til at hoppe i patienttøjet. Hvis du
havde indlagt hende, var hun hoppet i armene på dig.”
Gudrun fortæller til lægen, at Shirwa ved sidste fødsel var meget syg og var ved at dø.
Manden boede i Sverige med en anden kvinde på det tidspunkt. Gudrun siger så: ”Det er
noget af et harem, han har sig.”
Hanne svarer konstaterende om patienten: ”Hun er så appellerende”
Jeg har her af pladshensyn udeladt en egentlig kodning af forløbet og skal blot udtrække nogle
væsentlige analyser: Patienten indtager gennem hele forløbet fortrinsvis en hjælpeløs rolle. Læge og
sygeplejersken kan ikke bryde denne rolle og demonstrerer kun delvist en intention om overhovedet
at ville bryde den. I stort set samtlige forsøg på at etablere en voksen til voksen-relation ligger der
en skjult dominerende rolle, som da sygeplejersken siger hen over hovedet på patienten til lægen:
”Jeg tænkte nok, det var sådan noget, der stak under…”, i stedet for at gå ind i en voksen-voksen
relation i forhold til patientens udsagn om de økonomiske problemer. ”At tale hen over hovedet på”
er i psykologisk forstand en total umyndiggørelse, men man kan også anlægge den betragtning, at
patienten affinder sig med sin umyndiggjorte rolle, fordi det er en måde at opnå omsorg på.
Som transaktion betragtet er eksemplet med Shirwa nok mere komplekst end eksemplet med den
danske kvinde, men samtidigt ses den samme grundlæggende problematik: De krydsende (eller her
snarere skjulte) transaktioner umuliggør en ligeværdig kommunikation.
Der er imidlertid gennem hele observationen, som den er gengivet her, en fornemmelse af, at
patienten enten ikke er dansk, eller er umådeligt uselvstændig. Allerede inden den afsluttende
sekvens, der klart indikerer en etnisk stillingtagen til patienten, får man en fornemmelse af, at den
manglende vilje til at etablere en ligeværdig kommunikation har en etnisk begrundelse: Det er som
om, både læge og især sygeplejerske på forhånd har givet op, denne patient er, på grund af sin
etnicitet, umulig at etablere en ligeværdig kontakt med.
Det etniske skal her uddybes: Det er ikke blot et spørgsmål om somalisk etnicitet, men også et
spørgsmål om, at lægerne skelner mellem forskellige typer af somaliske patienter. Som Hanne
afsluttende konkluderer: ”Hun er så appellerende…”, hvorved hun placerer patienten i en uofficiel
kategori af somaliske kvinder, der henvender sig for at få omsorg, og som blandt lægerne omtales
som ”de appellerende” eller ”plæderende”.
Det skal således understreges, at samme læge er observeret i andre konsultationer, hvor der ikke var
tale om en tilsvarende etnisk forskelsbehandling.
Konklusionen er således ikke bare entydigt, at lægen forskelsbehandler på grund af etnicitet. Det er
langt mere nærliggende at antage, at det også forholder sig omvendt: Det er patientens totale
hjælpeløshed, der er hovedproblemet, fordi denne rolle er uforenelig med lægens og
sygeplejerskens fagligt orienterede hjælperroller. På den ene side er patientens etnicitet
medvirkende til, som forstærkende symbolsk stereotyp, at forhindre etableringen af ”the private
face” (Cohen 1985: 74), og samtidig har lægen og sygeplejersken efterfølgende et stærkt behov for
at forstå episoden.
Myten om ”de andre” bliver således både mødets udgangspunkt og samtidig mødets mytiske
konkluderende forklaring.
13.8 Sammenfatning
Meningen med dette kapitel har været at analysere konsultationerne ud fra intentionerne om en ”lige
behandling”. I lighed med konklusionerne fra feltrapporten må jeg også her konkludere, at det
etniske spiller en sekundær rolle, eller rettere: Det etniske er ikke hovedproblemet, men er en
forstærkende faktor, når kommunikationen i øvrigt er problematisk. Konklusionen må således være,
at yderligere kendskab til ”de andre” eller pålæg overfor lægerne om ”ikke at lade det etniske spille
ind” vil have en ringe effekt. Hovedbudskabet må være, at lægen i alle tilfælde skal forsøge at skabe
en ligeværdig kommunikation med patienterne, og at kommunikative værktøjer som for eksempel at
blive bevidst om de roller, læge og patient kan indtage i en konsultation er den vigtigste
forudsætning for etablering af ”lige behandling”.
Etnisk forståelse eller rettere: Forståelsen af de gensidige myter kan naturligvis skabe øget
bevidsthed om egne handlemønstre og forhindre automatiske reaktioner i forhold til etniske
konsultationer, men forståelse og bevidsthed om myterne skal sættes ind i en kommunikativ
sammenhæng, hvis de skal resultere i en egentlig forbedring i forhold til en etnisk ligestilling.
14 Afslutning og konklusion
Hele specialet rummer et grundlæggende problem, som beskrevet flere gange (se for eksempel
afsnittet om problemformulering og afsnittet om teori (I) + (II) vedrørende analyse af
konsultationens dialoger), i forhold til observationerne og den videre analyse:
På den ene side ønsker jeg at gå i dybden med narrativer, at undersøge hvordan narrativer dannes og
udtrykkes i et større, mytisk perspektiv, med inddragelse af medier, samtidshistorie med videre.
På den anden side ønsker jeg ikke blot at fremlægge en række fragmentariske narrativer, men
ønsker at sige noget generelt om narrativerne og konsultationerne, således at undersøgelsen også
rummer mulighed for en egentlig anvendelse for informanterne.
På sin vis er det feltrapportens snævre fokus på afdeling Y, der står overfor specialedelens langt
bredere undersøgelse af narrativer i et mytisk perspektiv. I praksis har jeg forsøgt at løse dette
strukturelle problem således, at feltrapportens analyser overvejende fokuserer på konsultationens
problemer, at narrativer derefter behandles i det videst mulige perspektiv gennem specialedelen, for
så igen i kapitel 13 at vende tilbage til konsultationens problematik.
Tilsyneladende er
der således tale om to forskellige analytiske
angrebsvinkler: En
kommunikationspsykologisk og en narrativ, antropologisk. Eller, man kunne tale om et
etnometodologisk fokus på, hvordan sociale sammenhænge konstrueres og vedligeholdes (Holstein
& Gubrium 2005: 486) og hvordan ethnometologien fokuserer på metoder snarere end årsager.
(Stake 2005: 444).
Sammenhængen mellem kommunikations-psykologi, social-psykologi, samtale-analyse, diskursanalyse, etnometodologi og narrativer er på sin vis indlysende: Narrativerne fremsættes også med et
performativt formål, de kommer til at indgå i en kommunikations-psykologisk sammenhæng, som
for eksempel i konsultationen.
I det omfang, narrativer undersøges som narrativer, med fokus på myter, plot og emplotment, er det
etnometodologiske og kommunikationspsykologiske underordnet, eller indeholdt i, den narrative
analyse. Mattingly, som har dannet hovedkilde til dette speciale, har således stort set ingen
etnometodologiske betragtninger i snæver forstand, ligesom hun ikke har kildehenvisninger til
egentlige etnometodologer, mens hun i de enkelte analyser og overordnede betragtninger alligevel
er præget af en lang række psykologiske betragtninger, med specielt Bruner som hovedkilde.
14.1 Konsultationerne
Observationerne af narrativer i konsultationerne, der er præget af et formelt samspil i en stram
struktur givet af institutionen, kunne ikke i sig selv skabe en forståelse af narrativer og
mytedannelse, i al fald ikke sådan som dette studie har været tilrettelagt. Omvendt kunne
indsamling af narrativer alene gennem uformelle interviews næppe have afklaret indvirkningen af
narrativerne på konsultationen, hvilket også ville være i modstrid med egentlig antropologisk
metodik.
Under observationerne og igennem analysearbejdet blev det klart, at narrativerne og det mytiske
påvirkede konsultationen, og i denne snævre ramme kunne observeres som kommunikative
problemer.
Hverken de somaliske patienters eller lægernes forudfattede meninger er nødvendigvis et problem i
konsultationen, og ses sjældent at manifestere sig direkte. De påvirker derimod oftest muligheden
for kommunikation, eller stiller sig i vejen for en ligeværdig kommunikation.
De kommunikationspsykologiske iagttagelser i dette speciale bliver interessante i lyset af, at
lægerne selv påpeger, at der er problemer, men lægerne antager ofte, at problemerne overvejende er
af etnisk karakter.
De samlede observationer kan ikke sige noget om, hvorvidt der er tale om flere kommunikative
problemer i ”somaliske konsultationer” end i konsultationer med danske patienter, blot at de samme
problemer også forekommer mellem danske patienter og læger. Til gengæld er procentdelen af
kommunikative problemer mellem somaliske patienter og danske læger så høj, at det i sig selv må
give anledning til overvejelse.
En instruktiv konklusion kunne her være, at selve konsultationens kommunikative praksis vil kunne
ændres, med øget udbytte for såvel læge som patient, mens ændringer af de etniske eller mytiske
forhold i vid udstrækning ligger uden for konsultationens rækkevidde.
To hovedtyper af problemer skal her kort sammenfattes ud fra en tværgående analyse af
konsultationerne, som ikke er præsenteret tidligere i specialet: For det første er der en typisk
konflikt omkring den ”hjælpeløse patient”, der bringer lægen i en lige så hjælpeløs situation, fordi
lægen bliver usikker på sin behandlerrolle. For det andet ses en problemtype, hvor en ”sagligt
forespørgende” patient bliver overhørt.
Fælles for kommunikationsproblemerne er tilstedeværelsen af intentionelle forskydninger, eller som
det er udtrykt hos Bobby Zachariae: ”Dobbelt-bunden kommunikation”, hvor modparten fastlåses i
et paradoks. (Bobby Zachariae 2002: 10). Lignende problemstillinger, hvor læger og patienter
indtager uhensigtsmæssige roller i forhold til konsultationen, er beskrevet hos Dingwall & Murray1
(Dingwall & Murray 1983) samt Peräkylä (Peräkylä 2002).
I antropologisk forstand bliver iagttagelsen af narrativernes tilstedeværelse i konsultationen – om
end som brudstykker – interessante, fordi disse iagttagelser er med til at underbygge teorien om,
hvordan myter og mythemer kommer til udtryk i narrativernes performative aspekt, og hvorledes
disse performative aspekter påvirker kommunikationen, forskyder den, eller i bredeste forstand
påvirker identifikation og sameksistens mellem mennesker.
14.2 Den narrative undersøgelse
I indledningen til konklusionen er bredt antydet en konflikt omkring narrativer som
undersøgelsesmetode, fordi de i etnometodologisk forstand er mere egnede til at sige noget om
”hvordan” problemer opstår, mens de i mere klassisk antropologisk forstand siger noget om
”hvorfor”. Konsekvensen af disse kritiske betragtninger kan sammenfattes som, at den narrative
undersøgelse generelt skal være ledsaget af almene antropologiske principper (Atkinson &
Delamont 2005: 825), at specifikke undersøgelser af konkrete problemstillinger må anvende
egentlige etnometodologiske metoder for at kunne skabe anvendelige resultater, og at narrative
undersøgelser skal være tilbageholdende med at konkludere om specifikke forhold alene på
baggrund af narrative interviews.
1
Tak til Beth Elverdam for henvisningen.
En række betragtninger omkring narrativer og social sameksistens mellem etniske grupper skal her
opsummeres:
14.3 Kulturviden
Viden om den andens kultur kan næppe i sig selv forbedre sameksistensen. Det, for eksempel at
kende til andre kulturelle hilseritualer og det, at forholde sig normativt til disse ritualer som
”kulturrelativist”, er ingen garanti for, at mødet med andre kulturer i praksis forløber gnidningsløst.
Myten om ”de andre” lader sig ikke dekonstruere ved hjælp af kulturel viden alene, og manifesterer
sig i narrativer på trods af en eventuel kulturrelativistisk viden eller progressiv selvforståelse.
14.4 Personlige, mediemæssige og politiske myter
Myter om ”de andre” manifesterer sig i narrativerne på alle niveauer, fra de personlige til de
mediefremsatte og politiske narrativer.
På det personlige plan er narrativer om ”de andre” både forklarings-handlinger, i forhold til egen,
personlig frustration eller manglende oplevelse af sammenhæng i samfundet, men samtidigt
performative plots, der forsøger at skabe identifikation i forhold til ”den enkeltes tilhørsforhold til
sin gruppe” og skabe afstand til ”de andre”.
Mediernes polariserende og dramaturgiske natur forstærker de polariserende narrativer, således at
myter og polariseringer snarere fastholdes, end de nedbrydes af medierne. Vi danner i højere grad
vores forestillinger om ”de andre” ud fra medieskabte billeder, end ud fra reel sameksistens
(Andersen, G. 2002: 5).
Det politiske plan afspejler såvel det personlige som det mediemæssige plan, fordi politik både
drejer sig om at skabe narrativer, der vækker identifikation hos vælgerne og samtidigt skabe
narrativer, der passer ind i mediernes fremstilling, for at pleje den politiske profilering.
Narrativer og det mimetiske problem får imidlertid en speciel betydning i de politiske
konstruktioner: Politik forudsættes i et demokrati at tage udgangspunkt i realiteter, og ud fra
ideologiske og parlamentariske beslutninger skabe real-politiske beslutninger. Mytisk, mythemisk
eller narrativ retorik kan her opfattes som en forhindring for egentlige demokratiske
beslutningsprocesser.
Desuden ligger der, i forhold til det etniske aspekt, som påpeget af Rikke Andreassen, nogle
grundlovsmæssige problemer i forhold til egentlig etnisk ligestilling, fordi begrebet indfødsret
(Andreassen 2005: 30) manifesterer sig mytisk.
14.5 Mytens dekonstruktion
Myter eller mythemer kan, som det er fremført i såvel analyser som teori i dette speciale, komme til
konkrete udtryk i narrativer, hvad enten disse fremsættes som personlige narrativer, mediemæssige
fortællinger eller i politik. Det følgende kan ses som en udvidelse af hele det mimetiske spørgsmål
om narrativer, men i en mere kommunikativ sammenhæng, hvor narrativer, myter eller mythemer
indgår personlige eller politiske argumentationer.
Lejlighedsvis lader et mythem sig dekonstruere direkte i forhold til faktuel sandhed. En faktuel
korrektion af mythemet spiller imidlertid en mindre rolle for korrektion af overordnede mytiske
konstruktioner.
Når mythemer fremsættes i narrativer, trækker de, som jeg har argumenteret for, på overordnede
myter, og en direkte tilbagevisning af det enkelte mythem vil blot afstedkomme nye mythemer, der
underbygger den overordnede myte. Pointen er, at den overordnede myte ikke altid kommer til
direkte udtryk, men blot manifesterer sig gennem fremsættelse af forskellige mythemiske narrativer.
Den mytiske forestilling om ”de andre” kan således ikke tilbagevises gennem argumentation eller
gennem ”faktuel viden om de andre”, den må i første omgang tages alvorligt som mytisk
konstruktion, der giver mening for den enkelte.
Myter lader sig lejlighedsvis tilbagevise direkte i forhold til sandhedsbegrebet, for eksempel i
ideologiske sammenhænge. Man kan her tale om relativistiske myter, der som ideologier bibeholder
deres narrative værdi for fortælleren, selv om de erkendes som mere eller mindre usande.
Diskussionen omkring myten eller dens dekonstruktion i forhold til sandhedsbegrebet kan således i
første omgang synes håbløs, i lighed med den mimetiske diskussion hos Mattingly. Anfægtes
mythemets sandhedsværdi, fremsættes blot et nyt mythem narrativt. Anfægtes selve myten, kan den
nok erkendes at være en mythemisk konstruktion, men opløses ikke herved automatisk.
Løsningen, som den antydes hos Barth, er, at myterne opløses, når de erstattes af fælles myter,
narrativer og mythemer baseret på sameksistens. Det reale bliver her til den fælles sameksistens, der
erstatter de gamle myter.
I lighed med den kommunikative løsning, der foreslås i forhold til konsultationen, skal jeg her
antyde et muligt løsningsforslag, der kan bidrage til en kommunikativ løsning hvor myte møder
myte, i den personlige samtale, i den offentlige debat eller i politik.
Dette løsningsforslag indebærer en ”tredje position” som hos Mattingly, hvor begges holdninger
erkendes som mytiske, det vil sige diskussionen om den ene eller den anden mytes direkte relation
til sandhedsbegrebet opgives. Hermed etableres en gensidig accept som udgangspunkt for samtale, i
stedet for en fortsat kamp om myternes sandhedsværdi.
Mytisk dekonstruktion kan således tænkes at være en kommunikativ proces, der sigter mod at
etablere nogle nye fælles myter, gennem egentlig dekonstruktion af myterne. Mytisk dekonstruktion
kunne for eksempel være, at erstatte subjektet i en myte om en bestemt etnisk minoritet med
danskere, i den samme mytiske historie, for at skabe indlevelse, identifikation og empati, eller
opløsning af myter i delmyter, der i forvejen er konsensus om, hvorefter en fælles ny myte kan
skabes.
Socialt netværksarbejde, politiske signaler om indvandrere som ressource eller opstilling af etniske
kandidater i de politiske partier kan ses som sådanne forsøg på, at skabe nye myter ud fra en filosofi
om fælles sameksistens. Antropologiske, narrative undersøgelser kan her ses som et bidrag til
egentlig forståelse, ikke af ”de andre”, men af os alle sammen som mennesker.
Mytiske forestillinger og antropologien som videnskab må imidlertid også erkendes underlagt
større, globale og mere tidløse konstruktioner, der i en idealiseret vestlig fremstilling renset for
økonomiske og nationalromantiske betragtninger handler om balancer mellem ”survival of the
fittest”, omsorg og ret til selvbestemmelse, for eksempel som i forestillingen om ligheds- og
frihedsidealer.
Lighedstanken, der danner etisk udgangspunkt for dette speciale, må således også erkendes som en
mytisk konstruktion, der kun delvist kan argumenteres for gennem videnskabelige betragtninger.
Den er, i den sidste ende også en etisk, moralsk eller politisk betragtning.
14.6 Lighedstanken
Jeg skal til slut anføre en generel betragtning om begrebet ”den ligeværdige behandling” i
forlængelse af den snævre betydning for selve konsultationen. Man kan opstille den moralske
betragtning, at det påhviler alle, på trods af myterne, at forsøge en ligeværdig dialog, indtil
ligeværdighed bliver en realitet.
I forhold til konsultationen anføres ”forbedret kommunikation” og ”ligeværdighed i forhold til
magtpositioner” som løsningsforslag på konsultationens snævre problemstilling.
Barth konkluderer imidlertid på et langt mere alment plan, at forudsætningen for at
kommunikationen ændres er, at der opnås en ligeværdig sameksistens på alle planer. Uanset om
man godtager denne teori for eller ej, kan man spørge: Hvad skal vi gøre i mellemtiden? Kan vi
gøre noget andet, samtidigt med, at en sådan proces eventuelt fremmes? Eller, i postmoderne
perspektiv, hvad kan det enkelte menneske eller medierne gøre i denne sammenhæng?
En vigtig pointe kunne her være, i lighed med konsultationen, at såvel den enkelte som medier
ændrer kommunikativ praksis, herunder retorik.
Jeg vil derfor afslutningsvis give ordet til en herboende somalier:
Bashir: ”Det er sproget vi skal ændre. Man skal ændre sprog, så man ikke siger til
flygtninge at: ”Sådan er vores lov, sådan er vores værdier”. Altså vores værdier og vores
lov, det udstøder folk. Det kan vi ændre.[…]Der er noget galt med den måde vi taler
sammen”.
”Jeg vil helst bruge vi, i stedet for at bruge "I", og "vi" og "jer". Du skal ikke sige "I". Du
skal sige "vi".
15 Summary
Titel: “Did she get what she came for?”
Subtitel: “A narrative analysis of the meeting between Somali women and Danish doctors”.
This thesis is a narrative analysis research study regarding clinical consultation and a visible
minority: Somali women. It consists of two integrated parts:
(1) A field study, conducted in 2004 in Skejby Sygehus, Aarhus, Denmark, consisting of clinical
observations of pregnant women during consultations, and a series of follow-up interviews,
conducted simultaneously.
(2) A narrative analysis and discussion of these initial findings in regards to the co-existence of
visible minorities in Denmark.
The field study contains more than 250 clinical observations and 19 interviews with patients and
doctors. Furthermore it a series of news media articles, historical background texts and law-texts
that are discussed, in relation to the coexistence of a visible minority, within an anthropological,
narrative theoretical framework.
The initial assumption is that visible minorities have a right to equal treatment in the health care
sector, and this thesis sets out to investigate to what degree this assumption is fulfilled.
However, the aim is neither to document a possible quantity of “mistreatment” or “a general lack of
quality in the clinical consultation” but (1) to establish a platform for a discussion of possible
improvements in the doctor-patient relationship, with focus on visible minorities and (2) to discuss
narrative analysis at large, as a method and as a theory.
The findings indicate that communicative situation between doctor and patient should be further
investigated due to the problems which arise in the clinical setting, particulary in relation to visible
minorities. A number of special issues are discussed in relation to “meeting” visible minorities
during consultations, and further discussion takes place in a mythological context in the second part
of the thesis.
It is the suggestion of this thesis, rather than focussing on “ethnicity”, that improvemennts of
clinical meetings should focus on communication between doctor and patient in general, since
“further cultural knowledge about “the others” is likely to produce only more distance” as discussed
by Frederic Barth, Steffen Jöncke and Carl-Ulrik Schierup.
An important finding in this research, in relation to communication, is concluded on the basis of
discourse analysis, with special focus on the position between the doctor and the patient, and there
are clear indications, that positioning is a main problem, although clearly influenced by mythical
aspects within both groups.
To investigate how these mythical aspects in both groups influence the clinical meeting, the issue of
general coexistence is introduced and discussed in the second part of this thesis, using aspects from
Historical Discourse Analysis, Memberhip Categorisation Analysis and narrative analysis.
The thesis presents a number of analyses, including analytical methods from narrative analysis such
as plot and emplotment and mythical analysis (as discussed by Cheryl Mattingly in relation to LéviStrauss and narrative psychology).
Narrative analysis itself is discussed as a method, with references to Mattingly, Byron Good, Paul
Atkinson and others.
The methodical conclusion regarding narrative analysis in qualitative research is that narrative
analysis is a powerful tool, yet a complicated tool. Rightfully and critically applied, it has a
potential of revealing deep-rooted problems of coexistence or other problems in regards to the
“self” and cognitive, psychological and personal matters, which are otherwise difficult to
investigate. However, its potential as superficial, manipulative research-method, if not substantiated
in a generally valid anthropological research-design, is overwhelming.
A wide range of analytical examples are presented, to show how myth and mythemes are represents
themselves in narratives, as scripts, plot or emplotment.
In a conclusive statement, a change attitude, both personal and in the media, is recommended
regarding visible minorities: until real coexistence is established trough equal representation of
visible minorities on every level, equal coexistence could be propelled through change of
communicative praxis.
Further it is argued, that political and personal myths about visible minorities, can neither be
deconstructed by discussing its relation to “reality” nor through simple confrontation with an
opposing myth. Rather, myth should be deconstructed mythically, by discussing given myths as
possible constructions of mythical themes, which by themselves are interpretations of realities.
16 Litteraturliste
Atkinson, Poul & Delamont, Sara (2005): ‘Analytic Perspectives’. I: Handbook of qualitative
research. (ed) Norman K. Denzin & Yvonna S. Lincoln. United States of America. SAGE
publications.
Barth, Fredrik (1969): ‘Introduction’, pp. 9-38 in: Ethnic Groups and Boundaries. The Social
Organization of Culture Difference. Oslo: Universitetsforlaget.
Bernard, Russell. H. (1994): Research Methods in Anthropology. Qualitative and Quantitative
Approaches. London: Sage.
Berne, Eric (1995): Hvad er det vi leger? Oversat fra amerikansk efter ”Games People Play”.
Danmark. Gyldendal.
Bunch, Vibeke & Dyhr, Lise (1998): ’Mødet med de fremmede’. I: Kvindelige læger ser på
sundhed og sygdom. Red. Af Aggi Kjær & Else Berenth. København: Dansk kvindelige Lægers
Forening.
Cohen, Anthony (1985): The Symbolic Construction of Community. Chichester: Ellia Horwood
Limited- Publishers, London and New York: Travistock Publications.
Dansk flygtningehjælp (2003): Somalia. Danmark. Dansk flygtningehjælp.
Denzin, Norman K. & Lincoln, Yvonna S. (2005): Handbook of qualitative research. (ed) Norman
K. Denzin & Yvonna S Lincoln. United States of America. SAGE publications.
Delanty, Gerard (2000): Community. London & New York: Routledge
Dingiwall, Robert & Murray, Topsy (1983): ‘Categorization in accident departments: ‘good’
patients, ‘bad’ patients and ‘children’’. Sociology of Health and Illness. Vol.5 No. 2 1983.
Dorais Louis-Jacques (2001): Inuit Communities. An Introduction to Social Relations and
Community Studies. Iqaluit: Nunavut Arctic College.
Dyhr, Lise (1997): ’Det almene I det anderledes’. Lægen 15;6:27.
Dyhr, Lise (2001): ’Mange myter om indvandrere’. Dagens medicin 25. oktober NR. 29
Dyhr, Lise (1996): Det almene i det anderledes. Belysning af problemer i mødet mellem
praktiserende læger og tyrkiske indvandrerkvinder i Danmark set fra en klinisk vinkel.
København:Central forskningenhed for Almen praksis.
Eco, Umberto (1979): A Theory of Semiotics. Bloomington: Indiana University Press.
Enheden for brugerundersøgelser (2007): Etniske minoriteters oplevelser I mødet med det danske
sygehus. En kvalitativ undersøgelse af foældres oplevelser under deres barns indlæggelse på en
børneafdeling. København. Enheden for Brugerundersøgelser.
Emmerson, R.M, Fretz, R.I & Shaw, L.L (1995): Writing Ethnographic Fieldnotes. United States of
America. The University of Chicago Press.
Evans-Pritchard E.E. 1965 (1937): ‘Witchcraft Explains Unfortunate Events’. I William A. Lessa
and Evon Z. Vogt: Reader in Comparative Religion” New York: 328-332
Fadel, Ulla Holm, Hervik, Peter og Vestergaard, Gitte. (1999): ’De ”besværlige” somaliere’ Den
generende forskellighed. Red. Af Peter Hervik. København. Hans Reitzels Forlag
Good, Byron J. (1994): Medicine, rationality and experience. Great Britain, Cambridge University
Press
Goul, Andersen (2002): Fremmedhad eller tolerance? Danskernes holdninger til indvandrere. En
forskningsoversigt. Paper presented at Nordic Political Science Association (NOPSA) Conference,
Aalborg, 15-17 August, 2002. Also as AMID working paper.
Guba, Egon G. & Lincoln Yvonna S. (2005): ‘Paradigmatic Controversies, Contradictions, and
Emerging Confluences’. I: Handbook of qualitative research. (ed) Norman K. Denzin & Yvonna S
Lincoln. United States of America. SAGE publications.
Hammersley, Martyn & Atkinson, Paul. (1995): Ethnography. Principles in Practice. Routledge,
London og New York.
Holstein, James A. & Gubrium, Jaber F. (2005): ’Interpretive Practice and Social Action’ I:
Handbook of qualitative research. (ed) Norman K. Denzin & Yvonna S Lincoln. United States of
America. SAGE publications.
Hervik, Peter (ed) (1999): Den generende forskellighed: Danske svar på den stigende
multikulturalisme. København. Hans Reitzels Forlag.
Howalt, Jette, Paldam, Astrid & Jensen, Ida (2003): Vi bliver aldrig som danskerne…
Metodeopgave på etnografi og socialantropologi. Aarhus Universitet. (Kan ikke rekvireres)
Jackson, Michael. (2002): The Politics of Storytelling: Violence,
Intersubjectivity. Danmark: Museum Tusculanum Press.
Transgression and
Jöhncke, Steffen. (1995): Hvis kultur? Politisk praksis I indsatsen for hiv-smittede udlændinge I
Danmark. København: Hiv-Danmark
Kemmis, Stephen & McTaggart, Robin (2005): ‘Participatory Action Research: Communicative
Action and Public Sphere’. I: Handbook of qualitative research. (ed) Norman K. Denzin & Yvonna
S Lincoln. United States of America. SAGE publications.
Kleinman, Arthur. (1988): The illness narratives. Suffering, Healing, and the Human Condition.
New York. Bascik Book, Inc.
Kleinman, Sheryl & Copp, Martha A. (1993): Emotions & fieldwork. Thousand Oaks, CA: Sage
Publications.
Kvale, Steinar. (1994): Interview – En introduktion til det kvalitative forskningsinterview.
Copenhagen: Hans Reitzals Forlag.
Marcus, George E. (1998): ’Introduction. Anthropology on the Move’. Ss. 3-29 i: Marcus, George
E. Ethnography through Thick and Thin. Princeton: Princeton University Press.
Marcus, George E. (2005): Forelæsning til specialekurset ”At skrive antropologi”, Moesgård d. 12
december.
Mattingly, Cheryl. (1998): Healing dramas and clinical plots. The narrative structure of
Experience. England. Cambridge University Press
Mattingly & Garro (2000): Narrative and the Construction of Illness and Healing. University of
California Press.
Ochs, Elinor and Capps, Lisa (1996): ‘Narrating the Self’ in: Annual Review of Anthropology
25:19-43.
Otto, Ton (1997): ‘Informed participation and participating informants’. Canbara Antropology 20
(1 and 2), pp. 96-108
Peräkylä, Anssi (2002): ‘Agency and Authority: Extended Responses to Diagnostic Stastments in
Primary Care Encounters’. Research on Language and Social Interaction, 35(2), 219-247.
Peräkylä, Anssi (2005) ‘Analyzing Talk and Text’ I: Handbook of qualitative research. (ed)
Norman K. Denzin & Yvonna S Lincoln. United States of America. SAGE publications.
Ricouer, Paul (1991): ’Life in quest of Narrative’, ss. 20-33 i: Wood, David (ed.). On Paul Ricouer:
Narrative and Interpretation. London: Routledge.
Sanjek, Roger (1990): ‘On Ethnographic Validity’, pp. 385-418 in: Sanjek, R. Fieldnotes. The
Making of Anthropology. Ithaca: Cornell University Press.
Schierup, Carl-Ulrik (1992): ‘På kulturens slagmark’ Livsformer og kultur. Antropologi i praktisk
anvendelse. (red.) Esther Fihl og Jens Pinholt. Danmark. Akademisk forlag.
Skark, Tine (1998): ‘De er så svære at integrere’. Kan vi leve sammen: Integration mellem politik
og praksis. (red.) Ann-Belinda Preis. Danmark. Munksgaard.
Skultans, Vieda (2000): ‘Editorial. Narrativ illness and the body’ Antropology & Medicine, Vol. 7,
No. 1, 2000. University of Bristol.
Spradley, James (1980): Participant Observation. USA: Harcourt Brace College Publishers.
Stake, Robert E. ‘Qualitative Case Studies’. I: Handbook of qualitative research. (ed) Norman K.
Denzin & Yvonna S Lincoln. United States of America. SAGE publications.
Steffen, Vibeke. (1997): ’Life Stories and shared experience’, pp. 99-111 in: Social Science
Medical 45(1).
Strömgren, Jeanina (2000): Integration og forskeldsbehandling: En antropologisk analyse af
folketingsforhandlinger om integrationsloven af juni 198. Cand Phil speciale. Afdelingen for
etnografi og antropologi. Aarhus universitet.
Zachariae, Bobby (2001): Den effektive patientsamtale i praksis – Motivation og compliance.
Danmark. Pfizer PLUS.
Elektroniske kilder
Anders Fog Rasmussen. Statsministeriets hjemmeside: http://www.stm.dk/Index/dokumenter.asp?
o=2&n=0&h=2&t=14&d=1327&s=1
Andreassen, Rikke (2005): The Mass Medias construction of Gender, Race Sexuality and
Nationality, ph.d. 2005. pdf-udgave fra www.rikkeandreassen.dk Downloadet senest D. 30
september 2007.
Danmarks statistik: http://www.dst.dk/OmDs/BagTal/Arkiv/03-04-06-statsborgerskab.aspx?
lg=print&
Dansk flygtningehjælp: Somalia www.flygtning.dk
Ekstra Bladet (1997) Infomedia
Folketinget.dk
Have, Paul T. (2002): Sequential structures and categogical implications in doctor-patient
interaction: ethnomethodology and history. http://2.fmg.uva.nl/emca/seqstruct.htm
Information (1997) Infomedia.
Leksikon for det 21.århundrede www.leksikon.org Downloadet senest D.29.8.2007
Nielsen, Katrine Bang (2004): www.sussex.ac.uk/migration/documents/mwp22.pdf Downloadet
senest D. 27.9.2007.
Restinfo. www.retsinfo.dk
Sonne Nielsen, (2005) Smertelige erfaringer. En antropologiske undersøgelse af imigrantkvinders
fortællinger om sygdom, maginalisering og diskursivt hegemoni. pdf udgave af ph.d.
http://www.pubhealth.ku.dk/upload/application/pdf/f51d6748/asn_afhandling.pdf
Downloadet
senest D. 30.9.2007.
17 Bilag
17.1 Anvendt typografi
Ordret citat fra feltobservation eller litteratur, er angivet med anførselstegn i kursiv, for eksempel
”a field in the making”.
Anførselstegn uden kusiv anvendes om begreber, der kan antage flertydig karakter, for eksempel
”de andre” eller hvor der er tale om oversættelse af udenlandske kilder. I sidstnævnte tilfælde
angiver kildehenvisningen forskellen.
Der anvendes enkelte steder en kursiveret fremhævelse, uden anførselstegn, som læsefremmende
tydeliggørelse af sætningens begreber.
Når feltobservationer gengives i større brudstykker, sættes de
ned i punkstørrelse og i denne grafiske opstilling, men overholder de samme regler som
ovenstående, dog uden kursivering af direkte tale.
Almindelig parentes anvendes (som i dette eksempel) for at lave indskud i sætningen, mens
firkantet parentes angiver, at der er tale om indskud i kildetekst ”… a field in the making
[tilblivelse, under konstruktion]” eller kommentarer i kildetekst.
Sammentrækninger af kildetekst er angivet efter sædvanlig prakis, med tre punktummer, for
eksempel ”… a field in the making”.
Endelig er der enkelte steder brugt fed kursivering som fremhævelse af citater, for eksempel som
”…a field in the making” (min fremhævelse).
17.2 Brev fra Den videnskabsetisk Kommité
17.3 Model efter Eric Berne
Bemærkning: Lejlighedsvis anvender jeg “Ligeværdig” som synonym for “Ræsonnerende,
Voksen”, mens ”ligeværdig”, i Bernes betragtning, snarere refererer til, at transaktioner ikke
krydses.
17.4 Mythemisk forskydning, model
Bemærkning: Betragtningen om mythemisk forskydning af kommunikationen har en parallel i
Bernes betragtninger om ”skjulte transaktioner” eller ”dobbelte transaktioner”.
17.5 Interviewguide til lægerne (1)
Hvad er din titel?
Hvorfor valgte du at læse medicin?
Kontakt til somaliske patienter.
-
Hvornår havde du den første kontakt til somaliske patienter?
-
Hvordan er du i kontakt med somaliske patienter i dit daglige arbejde?
Er der forskel på at behandle en dansk patient og en somalisk patient?
-
Hvorfor eller hvorfor ikke?
Har du kollegaer, der har kontakt til somaliske patienter?
-
Hvad siger de om somalierne som patienter?
Snakker du med dine kollegaer om dine erfaringer med de somaliske patienter?
-
Hvad snakker i om?
-
Hvorfor gør i det?
-
Hvad får i ud af det?
Skal der tages særlige hensyn?
-
Hvorfor eller hvorfor ikke?
Hvad forventer du af patienterne når de kommer ind til dig?
-
Opfører somalierne sig sådan som du forventer en patient skal?
Hvad mener du, at du de somaliske patienter kan forvente af dig som behandler?
-
Hvad tror du somalierne forventer af dig som læge?
Har du fornemmelse af at de somaliske patienter har en anden sygdomsopfattelse end danske
patienter?
-
Hvordan?
17.6 Interviewguide til lægerne (2)
Hvad er din titel?
Hvorfor valgte du at læse medicin?
Kontakt til somaliske patienter.
-
Hvornår havde du den første kontakt til somaliske patienter?
-
Hvordan er du i kontakt med somaliske patienter i dit daglige arbejde?
Er der forskel på at have danske og en somalisk patient i konsultationen?
-
Hvorfor eller hvorfor ikke?
-
Hvad tænker du om den kommende konsultation, hvis der står et somalisk navn på
dagssedlen?
-
Er det et problem for dig, at nogen somaliere ikke giver hånd til personer af det modsatte
køn?
Har du kollegaer, der har kontakt til somaliske patienter?
-
Hvad siger de om somalierne som patienter?
-
Hvordan forholder du dig til at nogen læger betegner det som provokende at nogle
somaliske patienter ikke giver hånd til personer af det modsatte køn?
Snakker du med dine kollegaer om dine erfaringer med de somaliske patienter?
-
Hvad snakker i om?
-
Hvorfor gør i det?
-
Hvad får i ud af det?
Skal der tages særlige hensyn?
-
Hvorfor eller hvorfor ikke?
Hvad forventer du af somaliske patienter når de kommer på afdelingen?
-
Opfører somalierne sig sådan som du forventer en patient skal?
-
Hvordan forholder du dig til, at jeg har oplevet, at en somalisk patient med fuldt overlæg
blev sprunget over i en ½ time, fordi hun var kommet til at gå ned i ultralydsambulatoriets
venteværelse (en ofte forekommen fejl bland patienter til ambulatoriet)?
-
Er det i orden, at sekretær og læge aftaler at lade hende vente, for at hun kan lære at komme
til tiden, uden at forklare hende, hvad der sker?
Hvad tror du somalierne forventer af dig som læge?
Har du fornemmelse af at de somaliske patienter har en anden sygdomsopfattelse end danske
patienter?
-
Hvordan?
17.7 Interviewguide til somalierne (1)
Hvor længe har du været i Danmark?
Hvor Gammel var du, da du rejste fra Somalia?
Kommer du fra en stor by eller fra landet i Somalia?
Har du været ved lægen eller på hospitalet i Somalia?
Har du været ved lægen eller på hospitalet i Danmark?
-
Hvad har du fejlet? (fødsler ikke sygdom)
Hvad er forskellen på lægerne i Somalia og lægerne i Danmark?
Hvordan er du tilfreds med de danske lægers måde at behandle dine sygdomme?
-
Andres sygdomme?
Hvordan syntes du de danske læger er fagligt/til deres arbejde?
-
Har hørt om somaliere der tager til Tyskland for at gå til læge.
-
Hvorfor tror du det er sådan?
Er det vigtigt for dig at blive undersøgt af en kvindelig læge?
-
Hvorfor?
-
Eksempel med somaliske kvinder eller somaliske mænd, der har holdt hårdt på, at
undersøgelsen skulle foretages af en kvinde.
Bliver kvinder kun undersøgt af kvindelige læger i Somalia?
Taler du med andre kvinder hinanden om fødsler, krop og sygdom?
Ser du personalet på sygehuset som opdelte i læger, sygeplejersker, jordemødre og sekretærer,
eller er de alle ens?
Er det almindelig, at kvinder i Somalia har det meget dårligt i starten af graviditeten. Kaster op
og mangler lysten til at spise?
-
Har du det selv sådan?
-
Kender du andre der har haft det?
-
Hvordan oplevede du behandlingen af dit/deres problemer?
Til dem der har tolk med, eller har prøvet at have tolk med: Hvordan oplever du, det at have tolk
men til lægen eller på hospitalet?
-
Har du forstået alt hvad lægen sagde?
-
Har du en fornemmelse af at lægen har forstået alt, hvad du sagde og spurgte om?
17.8 Interviewguide til somalierne (2)
Hvor længe har du været i Danmark?
Hvor Gammel var du, da du rejste fra Somalia?
Kommer du fra en stor by eller fra landet i Somalia?
Læger i henholdsvis Danmark og Somalia.
Har du været ved lægen eller på hospitalet i Somalia?
- Hvad fejlede du?
- (eventuel graviditet og fødsel)
Har du været ved lægen eller på hospitalet i Danmark?
- Hvad har du fejlet?
- (eventuel graviditet og fødsel)
Hvad er forskellen på lægerne i Somalia og lægerne i Danmark?
Hvordan er du tilfreds med de danske lægers måde at behandle dine sygdomme?
Hvordan er du tilfreds med de danske lægers måde at behandle dig?
Hvordan syntes du de danske læger er fagligt/til deres arbejde?
- Har hørt om somaliere der tager til Tyskland for at gå til læge.
- Har du selv været til læge i Tyskland?
- Hvorfor tror du det er sådan?
Er det vigtigt for dig at blive undersøgt af en kvindelig læge?
- Hvorfor?
- Hvorfor ikke?
Bliver kvinder kun undersøgt af kvindelige læger i Somalia?
Taler du med andre kvinder hinanden om fødsler, krop og sygdom?
Ser du personalet på sygehuset som opdelte i læger, sygeplejersker, jordemødre og sekretærer, eller
er de alle ens?
Er det almindelig, at kvinder i Somalia har det meget dårligt i starten af graviditeten. Kaster op og
mangler lysten til at spise?
- Har du det selv sådan?
- Kender du andre der har haft det?
- Hvordan oplevede du behandlingen af dit/deres problemer?
Til dem der har tolk med, eller har prøvet at have tolk med: Hvordan oplever du, det at have tolk
men til lægen eller på hospitalet?
- Hvordan oplevede du det?
- Har du forstået alt hvad lægen sagde?
- Har du en fornemmelse af at lægen har forstået alt, hvad du sagde og spurgte om?