1. No category

Copyright © 2014 Forfatterne og Faaborg-Midtfyn
Bibliotekerne
All rights reserved.
ISBN: 978-87-984032-4-1
Det lignede bare et helt normalt flygel
Noveller skrevet af elever fra Faaborg-Midtfyn
Bibliotekernes forfatterskole for børn og unge.
Redigeret af Esther Rützou
Omslag: Anne Sofie Bennetsen
Model: Rose Amalie Bendtsen
Tak til Odense Musikbibliotek for lån af location
Sats: Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne
1. udgave, 1. oplag
Udgivet i Danmark 2014
Indholdsfortegnelse:
Forord ………………………1
Oktavia………………………3
Vi vil altid være sammen…..14
Albert……………………….27
Dødsdommeren……………32
Et spørgsmål om at tø……..45
Ud og hjem igen……………57
Flugten……………………..65
Bæstet………………………73
Forord - af Esther Rützou
Aurora, Linea, Albert, Elizabeth, Roséla, Ilja, Eragon og
Katja er alle hovedpersoner i hver deres novelle.
Men de er samtidig også bipersoner i mindst én af de
andre noveller i samlingen.
Det er en af de præmisser, forfattergruppen lagde for
deres novellesamling: at man skulle bruge hinandens
personer. Måske bare som en forbipasserende på gaden
eller et navn i en avis. Eller måske som én, der griber ind i
historien og skubber til handlingen. Når personer indgår i
andre historier, får de naturligvis også en lidt anden
karakter. Helten i ‘Ud og hjem igen’ bliver f.eks. skurk i ‘Vi
vil altid være sammen’. På den måde har de otte forfattere
leget med hinandens ideer og er blevet gensidigt
inspireret.
En anden præmis for novellesamlingen er genren. Alle
noveller holder sig indenfor kategorien fantasy - men på
hver sin måde.
‘Ud og hjem igen’; ‘Flugten’; ‘Albert’ og ‘Vi vil altid
være sammen’ foregår i en magisk verden befolket af
fabeldyr og magtfulde troldmænd.
Roséla og Ilja, hovedpersoner i hhv. ‘Oktavia’’ og ‘Et
1
spørgsmål om at tø’, lever i en realistisk verden. Det gør
Aurora i ‘Dødsdommeren’ også - kortvarigt. Alle tre stifter
dog på hver sin måde bekendtskab med det ukendte og
overnaturlige.
Elizabeth, hovedpersonen i ‘Bæstet’, troede måske også,
at hun levede i en realistisk verden. Men hun må erkende,
at hun tog smerteligt fejl.
Novellerne er blevet til over fem lørdage i Faaborg
Biblioteks forfatterskole for unge. Den yngste forfatter er
10 år - den ældste er 17. Trods aldersspredning har
forfattergruppen arbejdet loyalt sammen, lyttet til
hinandens ideer, kommet med forslag, hvis nogen er gået i
stå, hjulpet til med korrekturlæsning, og har haft meget
sjov ud af at give hinandens figurer liv i deres egne
historier.
Det har været en fornøjelse af være vejleder for den flok
- og dejligt at møde så meget talent! Det lover godt for
fremtidens danske litteratur.
Det er vores håb, at læserne vil have lige så stor glæde
ved at læse novellerne, som forfatterne har haft med at
skrive dem.
God fornøjelse.
Esther Rützou
2
Oktavia - af Alma Tallulah Qvistgaard
Roséla satte fingrene på tangenterne og begyndte at spille.
Hun lukkede øjnene, lyttede til tonerne og talte takterne
inde i sit hoved, mens musikken fyldte rummet. Hun førte
blødt lillefingeren ned på en af tangenterne - og hørte sig
selv spille forkert.
Roséla åbnede øjnene igen og kikkede ned på sin
lillefinger, der stadig lå på den forkerte tangent. Hvorfor
kunne hun aldrig spille det rigtigt? Hvorfor blev hun ved
med at ramme forkert? Det var sikkert derfor, hun ikke
måtte spille henne på teateret. Hun var ikke god nok. Hun
forstod det godt selv, og det samme gjorde hendes lærer.
Men hendes forældre fattede det ikke. De blev ved med at
skyde skylden på klaveret. I deres hoveder var det klaverets
skyld, at hun spillede forkert, så de var allerede i gang med
at købe et nyt. Og det nye klaver skulle selvfølgelig være
dyrere og pænere end det forrige. Lige nu havde de kig på
et flødefarvet flygel. Flygelet hed Oktavia og havde været
ejet af en af de dygtigste pianister i landet. Hvis hendes
forældre købte flygelet, ville de have det med hjem den
næste dag, og så ville de selvfølgelig have hende til at spille
en af de sværeste melodier, hun kendte.
3
De ville høre hende spille forkert.
Og så ville de klage til sælgeren af flygelet og begynde
at kigge på et nyt flygel. Både flottere og dyrere. Det var
det samme hver gang. De ville ikke erkende, at hun ikke
var god nok.
I det samme trådte hendes lærer ind af døren. Han
kiggede lidt på hende, før han sagde: ”Flygelet kommer
hjem i morgen, Roséla. De har købt det.” Han gik hen og
lagde sin hånd på hendes skulder. ”Lad os øve den melodi
igennem, du skal spille for dem.”
Hun sagde ikke noget, men satte sig bare til rette og
begyndte at spille. Hun spillede et par fejl og kikkede op
sin lærer med triste øjne. ”Det går ikke. Jeg kan ikke spille
den.”
”Det ligger i fingrene på dig. Du mangler bare at få det
hele ud.” Han satte sig ved siden af hende og begyndte at
spille den svære melodi. Uden en eneste fejl. På samme tid
spillede hun den samme melodi, bare en oktav over. Hun
prøvede at lytte og at tælle inde i hovedet så godt som
overhovedet muligt, men hun ramte stadigvæk forkert med
lillefingeren.
Hendes lærer stoppede med at spille og rejste sig fra
klaverbænken. ”Øv dig. Jeg tager hjem nu. Vi ses i
morgen.” Han nikkede til hende og gik ud af rummet.
Roséla kikkede efter ham, før hun vendte hovedet og
kiggede ud af vinduet. Nede på gaden så hun sin lærer
hilse på en rødhåret ung kvinde, før han begyndte at gå
ned ad gaden mod teateret.
Hvad nu? Hun lagde sine hænder på klaveret igen og
begyndte at spille den svære melodi, men stoppede brat.
Hvad skulle det hjælpe? Hun kunne jo ikke spille
melodien, lige meget hvor mange gange hun prøvede.
4
Det lignede bare et helt normalt flygel
Roséla lå i sin seng og kiggede op i loftet. Lige om lidt
ville hendes mor eller far træde ind på hendes værelse. De
ville få hende i tøjet, og så ville de føre hende ned til det
nye flygel, der stod i musikrummet, præcis der hvor det
gamle havde stået.
”Roséla?” Hun kunne høre sin mors stemme uden for
døren. ”Vi har en overraskelse til dig.”
Hun rejste sig op og gik hen og åbnede døren for sin
mor.
”Skynd dig nu at komme i tøjet!”
Roséla nikkede stumt og gik hen til sit klædeskab. Hun
åbnede skabslågen og kiggede på de mange kjoler, der
hang på bøjlerne, og valgte en lys, grøn kjole ud. Nu var
det tid. Nu skulle hun spille på det nye flygel, og hun ville
uden tvivl spille forkert. Hun tog et hårbånd og satte sit
lange hår op i en knold. Så hun gik ud til sin mor på
gangen.
Hendes mor smilede hemmelighedsfuldt til hende og
tog hende om skuldrene og begyndte at føre hende hen
mod musikrummet. Roséla sagde ikke noget. Det eneste,
hun kunne høre, var hendes hjerte slå i samme takt som
hendes mors støvlehæle, der bankede ned i gulvet, når hun
gik.
Da de nåede musiklokalet, stod hendes lærer udenfor.
Han bukkede let for Rosélas mor, tog Roséla i armen og
begyndte at føre hende hen til klaveret.
”Tag det roligt. Du kan godt. Bare husk lillefingeren,”
hviskede han i hendes øre og trak klaverbænken ud for
hende. Hun kikkede bedrøvet på sin lærer og satte sig til
rette.
”Se, Roséla! Det her flygel er det bedste af det bedste.
5
Ikke ligesom de andre klaverer og flygler, vi har haft her i
hjemmet.” Hendes far trådte ind ad døren og stillede sig
ved siden af hendes mor. ”Du må gerne begynde.”
Roséla nikkede og begyndte at spille. Af frygt for at
spille forkert lod hun sine øjne være åbne. Hun kikkede
koncentreret på sit fingerspil og så sin lillefinger ramme
forkert på tangenten. Den rigtige tangent fløj ned af sig
selv, uden hun trykkede på den, og overdøvede det, hun
havde spillet forkert.
Roséla kikkede forskrækket på klaveret, men turde ikke
stoppe med at spille. Det spillede af sig selv!
Det kunne ikke være rigtigt! Et flygel kunne ikke spille
af sig selv. Det var mennesker, der fik det til at spille. Men
hun havde ramt forkert. Det var hun sikker på!
Roséla spillede den sidste tone og rejste sig hurtigt fra
klaverbænken. Hun kunne høre sine forældre stå og
klappe overdrevent. Hun kikkede hen på sin lærer. Han
smilte til hende og begyndte stille at klappe med. Men det var jo ikke hende, der havde spillet rigtigt! Det var
flygelet, der spillede af sig selv! Nej, et flygel kunne ikke
spille af sig selv. Det kunne ikke lade sig gøre. Men hun
havde jo lige oplevet det. Hun havde set det ske!
”Jeg sagde det jo! Det var det gamle klavers skyld, at
hun ikke kunne spille den melodi.” Hendes far gik hen
mod hende. ”Jeg synes, vi skulle holde en koncert, så alle
kan høre, hvor dygtig min lille datter er. Er du ikke enig?”
Han kikkede hen på Rosélas mor, der nikkede ivrigt.
Roséla rystede på hovedet. ”Bare fordi, jeg kunne spille
det rigtigt nu, betyder det ikke, at jeg kan om lidt! Det var
jo ikke engang mig, der spillede.”
”Hvem var det så?” Hendes far løftede det ene
øjenbryn.
6
Det lignede bare et helt normalt flygel
”Det var - lige meget. Jeg vil bare ikke spille koncert!
Det kan jeg slet ikke.”
”Selvfølgelig kan du det,” sagde hendes far og begyndte
at gå ud af rummet. ”Og jeg er sikker på, at din lærer
straks vil gå i gang med at øve sammen med dig. Kom, vi
lader dem være alene.” Han trak hendes mor efter sig ud
af døren.
”Du spillede den flot. Havde du din koncentration på
din lillefinger?” Hendes lærer satte sig hen på
klaverbænken og trykkede let på nogle at tangenterne, der
spillede en glad lille melodi.
”Ja, jeg havde min fulde koncentration på min
lillefinger. Men jeg ramte alligevel ikke.”
”Hvad?” Han stoppede brat den lille melodi og vendte
hovedet. ”Hvad mener du med, at du ikke ramte? Jeg
kunne jo høre, at du ramte helt perfekt.”
”Jeg ved det ikke.” Hun satte sig på bænken ved siden
af ham. ”Jeg er bare helt sikker på, at jeg ramte forkert,
men jeg kunne se, at den rigtige tangent gik ned, og … jeg
ved det ikke.”
”Rolig nu. Jeg tror bare, at du er overvældet over, at det
gik så godt. Jeg mener, jeg er overrasket over, at det gik så
godt. Det lød jo som en drøm!”
”Jeg har det ikke som en drøm.”
Han tog en dyb indånding og rejste sig. ”Jeg henter
noget at drikke til dig.”
Så snart han var gået, begyndte flygelets tangenter at
spille en melodi. Det kunne ikke passe. Hun gned sine
øjne, og rakte derefter ud og strejfede en tangent, der lige
havde spillet, uden at hun havde rørt den. Flygelet var
stadig i gang med at spille sin egen melodi, da hun
trykkede på en af tangenterne. Den sagde ikke noget. Det
7
var kun flygelets melodi, man kunne høre. Hvordan? Lige
før, da hun skulle spille sin melodi for sine forældre,
virkede tangenten fint. Men var det overhovedet hende,
der havde spillet? Eller var det flygelet, der havde spillet,
mens hun bare ubetydeligt havde siddet og trykket på
tangenterne uden nytte?
Døren til musikrummet åbnede, og flygelet stoppede
straks med at spille sin melodi. Hendes lærer kom ind ad
døren med et glas vand og stillede det i vindueskarmen.
”Jeg kunne høre dig ude i køkkenet. Hvor har du lært den
melodi?”
”Hvilken melodi?” sagde Roséla og gik hen til
vandglasset i vindueskarmen.
”Den du spillede, mens jeg hentede vand til dig.”
Pludselig forstod hun, hvad han talte om. Flygelets
melodi! Den melodi, flygelet havde spillet af sig selv, da
han var gået. Hvad skulle hun svare? Skulle hun sige
sandheden? Og ville han overhovedet tro på hende?
”Det var bare en, jeg fandt på,” fløj det ud af hende.
”Vil du spille den for mig?”
Hvad nu? Hun kunne jo ikke spille melodien. Det var
flygelets melodi, ikke hendes. ”Jeg kan ikke huske den,”
sagde hun hurtigt.
”Nå … men jeg tager hjem nu. Prøv at huske den til i
morgen.”
Hun nikkede, og han gik ud af døren. Med det samme,
han havde lukket døren efter sig, gik hun hen til flygelet og
studerede det. Det var nypudset og flødefarvet, og lige
over tangenterne stod der med guldskrift: Oktavia.
”Oktavia?” hun lod fingrene glide hen over tangenterne
uden at trykke dem ned. Havde hun ikke hørt det navn før
et eller andet sted?
8
Det lignede bare et helt normalt flygel
"Jeg holder op med at spille. Jeg holder op og fortæller
dem sandheden." Roséla talte ud i luften.
Det gør du jo alligevel ikke.
Var det flyglet, der talte? Kunne flyglet tale?
Og hvis du afslørede mig, ville de alligevel ikke tro dig. For et
flygel spiller ikke af sig selv, vel?
Ja, det havde lige talt. Det havde svaret hende. ”Det gør
du da.”
Gør jeg? Jeg gør ikke, hvis du afslører mig, har du tænkt på det?
Og så mister du jo også din plads på teateret.
”Jeg har ikke nogle plads på teatret.”
Har du ikke?
Hun kunne høre skridt. Hun mærkede, at Oktavia træk
sig ind i sig selv igen.
”Roséla?” det var hendes mors stemme. ”Er du
herinde?”
Hendes mor kom til syne i døren, og hun kunne se sin
lærer lige bagved.
”Du har fået lov til at spille på teatret.” Hendes lærer
snoede sig forbi hendes mor og gik ind i rummet.
”Teaterdirektøren hørte dig spille, og han vil gerne have,
at du spiller på teatret.”
”Hvilket flygel skal jeg spille på?”
”Det der står henne på teatret, selvfølgelig!”
”Men … jeg vil ikke.”
”Selvfølgelig vil du det,” sagde hendes mor og gik hen
til hende. ”Det har da været din drøm, lige siden du var
helt lille. Du har chancen nu!”
”Men jeg vil kun spille på Oktavia.”
”Oktavia?” Hendes lærer så undrende på hende.
”Ja, Oktavia. Det hedder flygelet her.” Hun pegede på
det smukke flødefarvede flygel, der stod midt i rummet.
9
”Jeg tror godt, at det kan lade sig gøre at flytte flygelet
derned, men så bliver det der. Og så er der andre, der
også spiller på det. Hvis det er fint med jer?” Læreren
kikkede over på Rosélas mor.
Hvad sagde hun til det? Ville hendes mor undre sig
over, at hun kun ville spille på Oktavia? Og hvordan havde
Oktavia det med, at andre skulle spille på det?
Hendes mor nikkede. ”Hvis min datter kun vil spille på
det flygel, skal hun have lov til det. Men kan vi ikke finde
en måde, hvor andre ikke spiller på det?”
”Det kan ikke undgås, at andre spiller på det.” sagde
han.
”Nå. Jeg skaffer nogle folk der kan flytte det.” sagde
hendes mor og gik ud af døren.
”Så må jeg nok hellere fortælle den gode nyhed til
teatret." Hendes lærer smilede til hende og gik.
Jeg spiller ikke med andre end dig, Roséla.
”Jeg ved det …”
De følgende dage gik med at øve de melodier, hun
skulle spille til sin første optræden på teatret. Hun skulle
spille til et balletstykke, og der ville komme en masse
mennesker. Hun øvede og øvede, men Oktavia syntes
aldrig, at hun gjorde det godt nok. Det var også en af
grundene til, at det hjalp hende. Hun kunne meget, havde
det sagt. Men hun manglede den sidste finesse, og det var
det ,Oktavia spillede. Det sidste hun var dårlig til. Det
sidste hun ikke kunne finde ud af. Det sidste flygelet hele
tiden huskede hende på, at hun ikke kunne finde ud af.
Det dyrkede hendes svagheder for selv at kunne spille så
meget som muligt.
***
10
Det lignede bare et helt normalt flygel
NEJ! Det er helt forkert, det du gør. Det gør helt ondt, når du
spiller så hårdt.
”I stedet for hele tiden at skælde mig ud, kunne du jo
lære mig det på den rigtige måde!”
Som om jeg ikke prøver. Husk nu på, du ikke kan spille uden mig!
”Og du kan ikke spille uden mig.”
Oktavia udstødte en fornærmet lyd og begyndte at spille
melodien, de øvede, forfra. Pludselig kom hendes lærer ind
på den store scene, hvor hun sad og øvede. Roséla kikkede
forbavset ned på Oktavia, der ikke havde stoppet med at
spille melodien af sig selv nu, hvor der var andre til stede.
”Stop med at spille! Han opdager dig jo!” hviskede hun
vredt, men Oktavia var ligeglad. Flygelet spillede bare
videre. Hendes lærer satte sin taske på en af
tilskuerpladserne, kikkede op mod hende, og så at hendes
hænder ikke spillede den melodi, som man kunne høre
kom fra flygelet. Han så ikke overrasket ud, som hun
havde forventet. Han blev vred. Men hun kunne mærke,
at hans vrede ikke var rettet mod hende, men mod
Oktavia.
”Jeg kan forklare!” sagde Roséla forvirret. Hvorfor var
han ikke blevet overrasket over, at flygelet spillede af sig
selv?
”Det behøves ikke.” Hendes lærer rystede på hovedet
med øjnene rettet stift mod flygelet, der stadig ikke var
stoppet med at spille. ”Jeg ved det hele.”
”Men, hvordan?”
Han svarede ikke, men begyndte bare at gå op mod
hende og Oktavia.
”Oktavia?” sagde han. ”Hvad er det, du har gang i?”
Hvad mener du? Jeg gør jo bare, hvad du har bedt mig om.
Roséla kikkede overrasket på sin lærer. Hvad var det,
11
Oktavia talte om?
”Jeg bad dig om at hjælpe hende! Ikke om at forråde
hende.”
Forråde hende!? Jeg spiller jo for hende, så folk ikke kan høre alle
hendes fejl!
”Men …” Roséla sad stadig på klaverbænken og så til.
”Oktavia! Du skal spille koncert med hende i morgen!”
Og?
”Gør det nu bare ordentligt!” Hendes lærer vendte sig
vredt om og begyndte at gå. Tilbage sad Roséla på
klaverbænken uden rigtig at vide, hvad der lige var sket.
Hvordan vidste hendes lærer, at Oktavia kunne spille af
sig selv?
Skal vi så øve?
”Men…”
Oktavia begyndte at spille, og Roséla vidste, at det ville
være dumt at afbryde flygelet, nu hvor det lige var blevet
fornærmet.
Roséla sad på klaverbænken foran Oktavia. Hendes
hænder var fugtige, og hun var stiv i hele kroppen. Det var
nu. Hun skulle spille sin første koncert på teatret. Hun var
nervøs, og hun kunne ikke lade være med at tænke på
episoden med hendes lærer og Oktavia fra dagen før.
Oktavia var ikke blevet god igen efter episoden. Det var
stadig sur, og Roséla frygtede, at det alligevel ville kunne
finde på at svigte hende, selvom hendes lærer havde sagt,
at det skulle stramme sig an. Hun kikkede ud i
menneskemængden og fik øje på sine forældre. De sad
pavestolte med rette rygge. Hvordan ville de reagere, hvis
hun lavede en fejl? Hvad ville de sige?
Hun tog en dyb indånding og lagde sine hænder på
12
Det lignede bare et helt normalt flygel
tangenterne. Hun fandt de rigtige tangenter og begyndte
på melodien. Hun kunne ikke mærke, at Oktavia var med
hende. Ville det svigte? Hun blev bange. Hvis Oktavia ikke
var med hende, kunne hun ikke spille melodien rigtigt!
Men hun kunne ikke stoppe. Ikke nu. Hun måtte bare
fortsætte. Og alle ville høre, at hun ikke var god nok. At
hun ikke kunne spille melodien rigtigt. Det hele ville gå i
vasken. Hun lukkede øjnene. Det ville snart komme, det
stykke hvor Oktavia altid plejede at tage over. Og hvad
skulle hun gøre? Nu. Hun pustede ud, og spillede videre.
Men mærkelig nok hørte hun ikke nogen fejl. Hun åbnede
øjnene. Hun havde spillet rigtig. Helt rigtigt, uden at
Oktavia havde hjulpet. Hun kunne spille det selv. Hun
behøvede ikke Oktavias hjælp mere.
Da hun havde spillet melodien færdig, rejse hun sig og
bukkede for tilskuerne. Hun glædede sig over sin succes og
prøvede at kikke efter sin lærer, men han var der ikke. Der
sad ikke nogen på den plads, han havde reserveret. Hvor
var han henne? Havde han hørt, at hun havde spillet
rigtigt? Og vidste han, at Oktavia ikke havde hjulpet?
Hun kikkede tilbage på Oktavia. Det lignede bare et
helt normalt flygel.
13
Vi vil altid være sammen - af Katja Frandsen
Solens stråler oplyser de forårsgrønne blade og lægger et
grønligt, næsten magisk lys i skoven. Morgenen er stille,
der er kun lyden af fuglenes kvidren. En gren, der
knækker i det fjerne, bryder tavsheden.
Den blanke, mørkebrune pels reflekterer solens stråler.
Hun danser let hen ad stien, opildnet af den friske luft.
Benene bevæger sig hurtigt hen over jorden, hele hendes
krop sitrer. Jeg beroliger hende, klapper forsigtigt den
muskuløse hals. Hun fnyser ud i den kolde luft, men falder
så lidt til ro.
Længere fremme kan man ane en åbning mellem de
tætstående stammer. Hun øger tempoet, traver let hen
mod stedet. Med ét er vi under åben himmel. Vi står i
udkanten af en stor blomstereng. Hun sænker hovedet ned
mod det saftige, dugvåde græs. Jeg stiger af og tager
udstyret af hende, mærker varmen fra hendes slanke,
veltrænede krop. Forsigtigt bevæger jeg mig længere ud på
engen. Blomster dukker op alle vegne, og inden jeg ved af
det, er jeg omgivet af dem. På alle sider står de i
regnbuens farver, duften er overvældende. Jeg sætter mig
ned og plukker en lille, hvid blomst med små aflange
14
Det lignede bare et helt normalt flygel
blade. Dens duft er helt speciel, jeg genkender den, men
ved ikke hvorfra. Den vækker lykkelige minder. I et øjeblik
sidder jeg i min egen verden, fri for tanker, helt klar i
hovedet.
Jeg åbner mine øjne, hun har løftet hovedet og kigger
rundt. Hun var for optaget af græsset til at opfatte, at jeg
gik. Hun vrinsker stille efter mig og skutter sig lidt. Hun
vrinsker anden gang, lidt mere hysterisk. Med klar stemme
kalder jeg på hende: ”Crelina”.
Hun vender overrasket hovedet mod mig, sætter i galop
og springer kåd hen til mig. Hun kommer helt tæt på,
prustende og med filtret man. Jeg strækker mig op og rør
hendes mule. Der findes intet så blødt. Hun tager hovedet
ned og lægger det i mit skød. Jeg kan mærke hendes
åndedræt, roligt og varmt.
Jeg ved ikke, hvor lang tid hun står sådan, men da jeg
ser mig ordentligt omkring, har tusmørket lagt sig, og
duggen er faldet. Jeg kan mærke, at jeg sidder og ryster.
Engen virker helt tom nu, jeg ser mig omkring og opdager
hvorfor. Alle de før så farvestrålende blomster har lukket
sig, kun deres matte yderside er synlig. Crelina løfter
hovedet, hendes opmærksomhed er rettet mod skoven, der
nu er helt mørk. Alle de klare farver er væk, forsvundet
med dagens varme. Hele hendes krop er spændt. Jeg
kigger bekymret op. ”Hvad har du fået øje på?” spørger
jeg.
Hendes ene øre retter sig kort mod mig og vender sig
hurtigt igen. Men nu hører jeg det også og kommer
hurtigt på benene. En kvinde kommer væltende ud af
skoven. Hun er klædt i sort. Hendes lange blafrende
klæder bliver fanget i grenene, hendes store, sorte hår er
helt filtret sammen. Hun kommer løbende hen imod os.
15
Crelina bakker forskrækket væk, hun pruster advarende
ud i luften. Damen fortsætter. Jeg kan hører hendes
hurtige åndedræt. Hun falder forover, som har en usynlig
hånd fat i hendes ben. Hun ruller rundt på jorden i
smerte. Jeg er som forstenet, kan ingen ting gøre. Panikken
i hendes stemme er ikke til at tage fejl af. ”Flygt.” Hendes
skrig runger ud over engen.
Alt bliver stille, jeg kan ikke tro mine egne øjne. Hun
begynder langsomt at skrumpe ind og bliver mere og mere
sort. Med et sprækker hendes hud og hun bliver til sort
støv, der stiger op mod nattehimlen. Jeg ryster, tårerne
løbe ned ad mine kinder. ”Crelina.” Jeg tør ikke andet end
at hviske.
Crelina står helt ude af sig selv og stirrer hen mod det
sted, hvor damen før stod. Jeg går klodset hen mod hende.
Hun opfatter det slet ikke, da jeg hopper op på hendes ryg.
Hun reagerer først, da jeg sparker hende frem. Først
bakker hun bare og nægter at lytte. Jeg prøver at berolige
hende, men hun er grebet af frygt. Min egen frygt gør det
bare værre. Hun danser rundt, jeg sparker til hende igen,
og denne gang reagerer hun. Hun stejler og kaster sig
frem, så hun er ved at vælte. Med sindssyg fart galoperer
hun ud over engen, hen mod skoven. Jeg prøver på at
vende hende, men hun er styret af frygt.
Jeg må lægge mig helt fladt ned på hende for ikke at
blive væltet af, af grenene der pisker mod vores kroppe, da
vi når skoven. Mine bare arme og ben er helt revet op, og
det bløder flere steder på Crelinas hals. Udmattelsen er
tydelig på både mig og hende, sveden løber ned ad hende
og blander sig med blodet. Men hun stopper ikke, hun kan
ikke. Jeg begynder at miste bevidstheden og glider
langsomt ned ad hendes side. Hun mærker det straks og
16
Det lignede bare et helt normalt flygel
sænker farten en smule. Det er som om, hun kan mærke,
at faren er forsvundet ,og til sidst sætter hun i trav. Jeg
bumper rundt på ryggen af hende, og det sidste, jeg når at
opfatte, før jeg besvimer, er en skikkelse, der står inde
mellem træerne.
Jeg åbner langsomt øjnene, men mit syn er sløret. Noget
kilder på min kind, jeg skubber det ned på jorden og ser
en lille, grøn orm kigge vredt op på mig. Undrende retter
jeg mig lidt op. Jeg er helt alene. Hurtigt springer jeg på
benene. Hvor er Crelina? Jeg løber rundt og kalder på
hende. Der er ingen tegn efter hende. Men et stykke væk
får jeg øje på nogle mærkelige fodspor. Jeg går lidt
nærmere. De ligner menneskefodspor, de er bare større
end normale. Dækket af skyggerne bevæger jeg mig ind i
skoven, følger fodsporene. Da jeg er kommet et stykke ind
i skoven, hører jeg pludselig stemmer. Jeg kaster mig om
bag et stort grantræ i sidste øjeblik. For nu kommer en flok
af store, meget groft udseende mænd, løbende, der hvor
jeg før stod. Jeg sidder helt stille, tør næsten ikke at trække
vejret. ”Tror du, at der er flere i nærheden, Eragon?”
spørger den ene af mændene.
Den største af dem vender sig om. Hans ansigt er groft
og beskidt, ligeså er hans tøj: en lang sort kappe med en
stor hætte. Hans hår er helt filtret sammen, men alt det ser
jeg kun ud af øjenkrogen. Mit blik er rettet mod hans
øjne. Det er som at møde en iskold mur. Hans stemme
rusker mig tilbage til virkeligheden. En mørk, hård
stemme. ”Heste er ofte i flok, men den her ligner ingen
vildhest. Jeg tror nærmere, at den er stukket af fra sin
rytter. Men der burde også være nok kød på den til de
næste par dage,” svarer han.
Jeg står fuldkommen i chok. Han snakker om Crelina.
17
De har fanget hende, har de mon allerede dræbt hende?
Jeg mærker tårerne presse på. Jeg tænker på hende, på alle
vores minder, og kommer så til at tænke på en dag, en helt
speciel dag. Vi står ude på en mark, jeg kigger på hende.
Hun læner sit hoved op ad mig, og jeg hvisker til hende,
”vi skal altid være sammen, det ved du godt, ik? Jeg vil
altid passe på dig, ingen skal nogensinde skille os ad.”
En knude i min mave vokser, det stikker i mit hjerte.
”Jeg må gøre noget ved det her,” hvisker jeg til mig selv.
Forsigtigt, med rystende ben, nærmer jeg mig
mændene. De går længere fremme, jeg sniger mig lydløst
efter dem. Jeg er klar til at kaste mig ind til siden ved den
mindste bevægelse, men de vende sig ikke. De går længere
ind i skoven, end jeg nogensinde har været. Jeg begynder
at bliver urolig. De er ikke bange af sig. Eller også ved de
ikke, hvad der gemmer sig herinde. Men det ved jeg, og
jeg ved også, at mændene er min mindste bekymring.
Jeg lytter efter lyde omkring mig, men træerne
forhindrer dem i at nå frem. Jeg kan kun høre mændenes
trampen. Jeg ser noget, der bekymrer mig meget; i
Eragons bælte sidder en stor, gylden økse. Jeg sætter farten
lidt op, men må kaste mig væk, da de lige pludselig
stopper.
Gennem grenene kan jeg se, at de sætter sig ned, tænder
et lille bål, men lyset er kun lige nok til at oplyser de
nærmeste træer, nu hvor eftermiddagsmørket har sænket
sig. Bag ved mændene, på den modsatte side, ser jeg noget
bevæge sig, og jeg bevæger mig stille der hen. Jeg er ved at
falde sammen, hver gang de griner, eller råber op. Men
jeg bliver ved med at bevæge mig. Koldsveden løber ned
ad min ryg. ”Ikke gå i panik,” bliver jeg ved med at sige
inde i mit hoved.
18
Det lignede bare et helt normalt flygel
Jeg er nået næsten hele vejen rundt om bålet, da jeg ser
hende. Jeg kan ikke lade være med udstøde et lettet suk,
men kigger mig så hurtigt omkring for at se, om de hørte
mig, men de er for optaget af at snakke.
Hun har også fået øje på mig og står og brummer. Jeg
sætter en finger op for munden, hun bliver straks stille,
men kan ikke lade være med at bevæge sig uroligt rundt.
Det er ikke meget, hun kan bevæge sig, de har bundet
hende godt fast. Det ser ud, som om hun har det fint,
bortset fra en lille skramme hen over hendes næseryg. Jeg
lister mig hen og begynder at løsne rebene. Hun kigger
glad på mig, vrinsker lavt. Jeg tysser på hende og nusser
hende forsigtigt på mulen, hun læner sit hoved mod min
hånd. Jeg har næsten fået alle knuderne op, da den ene af
mændene rejser sig op og kommer hen mod os. Jeg holder
vejret og kæmper med den sidste knude. Han stopper op
for at finde et eller anden på jorden, og da han rejser sig
op igen, ser jeg den, en stor, skarp dolk. Han kommer
tættere på os, jeg bakker forsigtigt væk og gemmer mig
inde i et buskads.
Manden tager fat i Crelina. Hun kigger på mig og
vrinsker skræmt. Tankerne flyver igennem mit hoved, da
han begynder at trække hende ind mod bålet. Hvad skal
jeg gøre? Jeg ville aldrig kunne vinde en kamp mod dem.
Jeg kigger rædselsslagen omkring mig, roder i jorden efter
et eller andet, en sten. På jorden lidt væk ser jeg noget
ligge og skinne, jeg kravler derhen, så hurtigt jeg tør. Får
fat i noget koldt og glat. Jeg mærker op ad den, det er en
bue. Den er lavet af metal, men er meget let, det må være
titanium. Jeg mærker strengen, den er spændt perfekt. Jeg
svinger pilekoggeret over skulderen, tager en pil, de er
også lavet af metal. Fjerene sidder fuldkommen lige, og
19
der er god ligevægt i den. Jeg sætter prøvende en pil i
buen, spænder strengen og vender mig om mod bålet.
Et frygteligt vrinsk får mig til at springe op. Crelina står
på bagben og sparker vildt med forbenene. Mændene har
alle rejst sig. De står med hævede våben. Hendes vrinsk
lyder mere som skrig. En af mændene går til angreb på
hende, løber frem med hævet sværd. Jeg styrer mit
åndedræt, lukker alt andet ude, fokuserer kun på mit sigte.
Jeg slipper pilen, ser den suse i en lige linje gennem luften,
lige inden den borer sig ind i mandens bryst. Han falder til
jorden med et bump, mændene står som forstenet og
kigger på ham, så vender de sig mod mig. Jeg bakker ind i
skyggerne. De begynder truende at bevæge sig hen imod
mig. De løfter våbnene og løber mod mig, Eragon forrest.
Men lige da de skal til at kaste sig over mig, står hun der.
Hun pruster som en drage, banker benene ned i jorden
foran sig og danne en beskyttende mur mellem mig og
mændene. De bakker væk fra den arrige hest. Hun kaster
sig frem mod dem, så de falder bagover, og vender sig så
mod mig. Hun løber hen til mig, står stille og venter på, at
jeg stiger op. Jeg tøver ikke, men svinger mig op på hendes
ryg. Lige så snart, jeg er oppe, vender hun rundt og flygter
ind mellem træerne. Jeg når lige at få et glimt af
mændene, før vi er inde i skyggerne, og mørket forstyrrer
mit syn. Jeg kan høre deres råb bag os.
Crelina er udmattet. Hun taber farten. De indhenter os
efterhånden. Jeg sætter en ny pil i buen, spænder strengen
og sender den ud i mørket. Jeg kan ikke se, hvor den
ender, men kort efter hører jeg et råb bag os. Pilen ramte.
Vi fortsætter gennem skoven, hører dem hele tiden nærme
sig.
Med et er vi ude af skoven. Jeg har aldrig været her før.
20
Det lignede bare et helt normalt flygel
Det er en gold slette, der er ingen træer. Månen oplyser
sletten med et syret, grønligt skær. Jeg kigger mig over
skulderen, og ser mændene komme farende efter os. De
ligne uhyrer i skyggerne fra det svage lys.
Deres råb runger ud over sletten og giver genlyd i
klipperne foran os. Klipperne! Jeg kigger forskrækket frem,
en kæmpe klippevæg tårner sig op foran os. Jeg prøver
forgæves at styre Crelina udenom. Hun løber uden at
tænke.
”Stop, Crelina,” hulker jeg.
Men hun er gået i chok. Inden hun når at opfatte det,
er den lodrette væg foran os. Hun vender sig skrækslagen
om. Mændene er meget tæt på og kommer hele tiden
nærmere. Jeg trækker min bue, skyder igen og igen, men
de er for mange, og jeg har kun få pile tilbage.
Pludselig stopper de op, de bliver alle stille og retter
blikket mod et sted lige bag os. Mine nakkehår rejse sig,
jeg drejer langsomt hovedet, bange for at se det. Crelina
vender sig, da hun mærker min frygt. En grotte skærer sig
dybt ind i klippen, der kommer knurrelyde derinde fra.
Lyden af skrabende klør nærmer sig, og øjne lyser rødt
inde fra mørket. Mændene siger ikke et ord, de tør ikke
bevæge sig. Jeg styrer Crelina ud til siden, hun bakker
varsomt væk for ikke at provokere rovdyrene.
Det går fint, vi når lidt væk fra grotten og fra mændene.
Mændene bevæger sig ikke, de har glemt alt om os. Deres
opmærksomhed er rettet mod ulvene, der venter inde i
hulen. Jeg holder buen klar, men ingen er forberedt på det
næste, der sker. En af mændene trækker sit sværd, og så
bryder helvedet løs. Ulvene strømmer ud af grotten og
kaster sig over mændene. Flere af dem får øje på os,
Crelina sætter i galop og springer frem. Vi rider væk fra
21
udyrene. Jeg har aldrig oplevet hende så bange, hun
styrter af sted uden at ænse hvorhen. Jeg sidder
ubevægeligt på ryggen af hende, mine tanker er bedøvet
af frygt. Jeg er svimmel af skræk. Ude af stand til at se,
hvor vi er på vej hen, før det er for sent.
Crelina kaster sig ud i søen, det iskolde vand plasker op
i mit ansigt og trækker mig ud af frygtens jerngreb. Hun
bliver ved med at kæmpe sig frem, men ulvene er over os,
før vi når langt ud. Jeg kommer i tanke om kniven i mit
bælte, trækker den og slår omkring mig. Crelina sparker i
panik efter dem. Ulvene trækker sig lidt væk for at få en
pause. Men Crelina og jeg er allerede hårdt sårede. Hun
svømmer langsomt videre. Ulvene følger efter os. De når
kun lidt ud, før at de vender om. Jeg kigger undrende
tilbage efter dem. Noget er helt galt. Hvor skal de hen? De
hyler inde fra bredden og samler sig hurtigt, før de
forsvinder ind i skoven.
Crelina stopper op, jeg vender hovedet og ser vandet
bevæger sig foran os. Hun vrinsker nervøst, jeg sidder bare
stille, venter på det, der skal ske. Og op af vandet kommer
et kæmpe slangehoved. Jeg sidder helt forstenet. Dens skæl
lyser op i måneskinnet. Dybe knurrelyde langt nede fra
dyrets strube ender ud som en hvæsen. Crelina tør næsten
ikke bevæge sig, hendes øjne er fast rettet mod dyrets
hoved. At se på dens hvislende tunge giver mig kvalme.
Crelina svømmer forsigtigt frem, i en bue omkring uhyret.
Jeg sidder klar med min kniv.
Den blotter sine tænder. Dens huk kommer så uventet.
Crelina kaster sig tilbage, og jeg når lige at stikke kniven
frem. Dyret hvæser af raseri, kniven har lavet en lang
flænge hen over dens ene øje. Den trækker hovedet tilbage,
forbereder sig på sit næste angreb. Men denne gang er jeg
22
Det lignede bare et helt normalt flygel
klar. Inden den når at sætte i bevægelse, har jeg skudt en
pil afsted. Den borer sig ind i slangens hals. Hvæsende og
spruttende kaster slangen sig frem mod os. Jeg skyder igen.
Pilen rammer lige ved siden af den anden og sætter sig
fast, så man kun kan se fjerene. En tyk, mørkerød stråle af
blod fosser ud af slangens hals. Den rejser sig op i fuld
højde, vrider sig i smerte. Så falder den forover i et sidste
dødbringende angreb, blotter alle tænderne i et
ondskabsfuldt smil. Jeg skriger af smerte, da mit ben bliver
gennemboret af en af dens sylespidse hjørnetænder, og jeg
hører Crelina stønne.
En kæmpe bølge vælter os bagover, da den enorme
slange lander i vandet. Jeg kommer op over overfladen
igen, ser at alt det vand, jeg fik i munden, er helt rødt af
blod. Crelina pruster og vender det hvide ud af øjnene.
Hun begynder at svømme hen mod bredden. Vi kommer
meget langsomt frem. Jeg føler kvalmen skylle op i mig og
læner mig ud over hendes side og brækker mig. Min mave
trækker sig sammen, jeg mærker, at der er noget galt.
Crelina begynder at slingre og falder så om i vandet. Jeg
prøve at hopper af, men hun maser mit venstre ben under
sig. Jeg kan ikke bevæge mig og bølgerne fra slangens krop,
skyller stadig over os og holder os under vand. Jeg rusker i
hende, hun kæmper for at rejse sig og falder hver gang.
Hun prøver igen, og denne gang kommer hun lige højt
nok op til, at jeg kan trække mit ben væk. Rystende rejser
jeg mig op, jeg kan ikke støtte på mit venstre ben og er ved
at falde sammen. Mit hoved kører rundt, jeg prøver at
tænke klart, men noget slører mit blik, en sort tåge i min
øjenkrog. Jeg skubber forsigtigt til Crelina, hun prøver igen
at rejse sig og jeg skubber for at hjælpe. Hun er lige ved at
falde tilbage, men så er det som om at en usynlig hånd
23
løfter hende op. Vi står lidt og slingrer og kæmper os så
ind mod bredden. Det føles som en evighed, før vi nå
derind. Jeg går rystende længere ind, jeg kan se, at hun
også ryster og har fråde om munden. Vi falder om på
jorden. ”Noget er helt galt,” hvisker jeg.
Jeg prøver at kommer op, men mine ben vil ikke
bevæge sig. Jeg går helt i panik, det nytter ikke, jeg kan slet
ikke mærke hele min venstre side. Hvad er der sket?
Crelina ser ud, som om hun har de samme problemer,
hun kaster med hovedet, mens resten af kroppen ligger
ubevægelig på jorden. Så kommer jeg i tanke om noget,
såret på mit venstre ben. Jeg tør næsten ikke at kigge på
det. Med højre arm får jeg rejst mig lidt op.
Synet, der møder mig, er forfærdeligt. Såret fra bidet er
blevet helt grønt. Jeg mærker, hvordan frygten stiger op i
mig igen. Jeg kigger over på Crelina og mærker en tåre
løbe ned ad min kind. Hun har en stor flænge i maven.
Hendes sår er meget værre end mit. Det er lidt grønt
rundt i siderne, men midten er fuldkommen mørkegrøn.
Blod og en grønlig væske løber ud af det. Jeg mærker selv
væsken i mit ben. Det er for sent nu, det kan ikke reddes.
Rystende kravler jeg hen mod hende. Hun drejer
hovedet, så jeg kan nå hende. Vi ligger helt tæt, jeg stryger
hende på mulen, op ad næseryggen, tager pandelokken
lidt til siden. Hun kigger kærligt på mig, hendes smukke,
rolige, mørkebrune øjne møder mine. Stjernerne på
nattehimlen spejler sig i hendes blanke øjne. Hun
brummer lidt og kigger roligt på mig. Jeg bliver ved med at
snakke beroligende til hende. ”Ingen kan skille os ad,”
hvisker jeg. ”Vi vil altid være sammen.”
Hendes ører er rettet mod mig, og udtrykket i hendes
øjne fortæller mig, at hun forstår det hele. Hun tager
24
Det lignede bare et helt normalt flygel
hovedet helt hen til mig, lægger det op mod min venstre
side, lige ved hjertet. Jeg holder om hende, indånder
hendes duft og mærker varmen fra hendes krop. Jeg
begynder at ryste voldsomt, hun trækker forsigtigt hovedet
væk og kigger bekymret på mig. Jeg møder hendes blik,
hendes øjne udstråler kærlighed, og hendes mund former
sig, som jeg aldrig før har set en hest gøre det, som et smil.
Jeg lægger en hånd på hendes hoved, mens jeg ser ind i de
smukke øjne. Så går en sidste rystelse igennem hendes
krop. Jeg ser stjernerne i hendes øjne forsvinde, hendes
øjne bliver matte, som et lys der går ud. Ilden i hende
bliver slukket, hun skal ikke kæmpe mere, hun har fået
fred.
Jeg ligger i chok. Kigger på hende. Jeg har ingen tårer
tilbage. Jeg ligger bare ubevægeligt på jorden. Så er det,
som om at nogen trækker i mig. Jeg bliver tungere og
tungere, ligesom jeg falder ned i min krop. Jeg tænker på
alle vores minder. Smerten er væk. Jeg tager en dyb
indånding. Jeg giver slip, rejser mig op og møder en lille
mur af modstand. Men jeg koncentrerer mig om at
komme op og bryde gennem den usynlige mur. Pludselig
er jeg i en vægtløs tilstand. Alt omkring mig er hvidt. Så
hører jeg en stemme kalde, jeg genkender den straks, og
jeg vender mig om. Og med ét er jeg tilbage. Jeg står ved
siden af Crelinas krop, men noget er anderledes. Jeg står
også og kigger ned på min egen livløse krop.
Jeg forstår det ikke.
Igen hører jeg hendes stemme bag mig. ”Katja, kom.”
Jeg vender mig om. Bag mig står Crelina. Jeg kan se
hendes skikkelse, så let som støv og skinnende som
millioner af iskrystaller. Jeg forstår det ikke, kigger ned ad
25
mig selv, jeg kan næsten se igennem min krop. Forundret
står jeg og kigger på vores kroppe. ”hvor er vi?” spørger
jeg.
”På vej videre,” svarer hun undrende, som om at det er
noget, alle burde vide.
”Videre, hvorhen?” spørger jeg forvirret.
Hun svarer glad: ”Ind i den næste verden, til vores nye
liv.”
Jeg kigger uforstående. Hun vender sig om og begynder
at gå lige så stille. Vender hovedet. ”Kommer du?”
Jeg løber op på siden af hende. Hun går lidt ned i knæ,
så jeg kan hoppe op på hendes ryg. Mens vi rider, lægger
jeg mærke til, at alle sårene er væk. Jeg tænker, at det må
være det, der sker, når man dør, man får en ny chance for
at begynde forfra. Så, foran mig, ser jeg den, en stor,
fritstående port i lysende guld. Vi går helt hen til den, og
lige inden vi går igennem, stopper Crelina. Jeg kigger ind,
porten er sløret, men jeg kan se alle farverne lyse igennem.
Alle tanker forsvinder, jeg føler kun glæde. Og idet vi går
gennem porten, vender hun sit hoved mod mig og siger:
”Vi vil altid være sammen.”
26
Albert - af Signe Toa Sundahl Olsen
I et gammelt bibliotek i en stor eventyrverden bor alle
landets bogorme.
Ingen kan lide bogormene, de spiser nemlig folks bøger.
Hvis et væsen i eventyrlandet ser et bidemærke i en af sine
bøger, gemmer de straks alle deres bøger væk, så de ikke
bliver spist alle sammen. Derfor har man låst alle
bogormene inde i et gammelt, støvet, ubrugt bibliotek
med en tyk jernlås, som en troldmand har forvandlet til
den stærkeste jernlås, eventyrlandet nogensinde havde set.
I dette bibliotek boede en bogorm ved navn Albert.
Han havde aldrig set andet end det støvede gamle
bibliotek, som han boede i. Han havde kun læst om
verden udenfor biblioteket i bøgerne, lige inden han havde
spist bogen.
Men Alberts liv var ikke altid liv og glade dage, fordi
han var den mindste. Han blev tit drillet af de andre, fordi
han var lille.
Alferne kom hver dag med nogle bøger. Bøgerne
smagte forskelligt. Nogle kunne børnene ikke spise og
nogle kunne de voksne ikke spise, derfor hang der en stor
seddel i biblioteket. Der stod:
27
Matematikbøger: Spis aldrig noget med minus- og plusstykker.
Minusstykker kan medføre, at man forsvinder. Plusstykker kan
medføre plussyge.
Alle matematikbøger er meget forvirrende. HUSK matematikbøger
er forbudte for børn.
Kogebøger: Alt kan spises, de er meget søde. HUSK kogebøger er
forbudte for voksne.
Læsebøger: Alt kan spises, er meget lette i smagen.
Faktabøger: Spis aldrig noget med fugle. Fuglene kan blive sure, og
de kan slå dig ihjel. Kan indeholde meget viden, så spis ikke for
mange.
Noveller: Alt kan spises, smager af intet, mætter næsten ikke.
Romaner: Alt kan spises. Kan kurere plussyge. Kan smage af alt.
HUSK altid at finde én i din sværhedsgrad.
En dag, da en alf kom ind med to matematikbøger,
vidste alle børnene, at der ikke var mad i dag. Der var
heller ikke mad til de voksne. Der var nemlig kun
minusstykker i bøgerne.
Albert stod klar til at komme ud på eventyr i
eventyrlandet, men da han var og blev lille, var han også
langsom, så døren smækkede lige foran Albert, inden han
nåede ud.
Men så kom Albert til at tænke på, at han jo var lille og
derfor måske kunne kravle ud gennem nøglehullet - og
samme dag kravlede han lige så langsomt ud af
nøglehullet, for selvom låsen var den stærkeste i verden,
var bibliotekets nøglehul ikke det stærkeste nøglehul,
verden havde set. Og der foran ham var eventyrlandet.
Han stod stolt i nøglehullet og kiggede ud på den store
verden. Så begav han sig af sted ud på eventyr.
Lige uden for biblioteket sad alfen på bænken og læste
28
Det lignede bare et helt normalt flygel
avis. Albert kravlede op på skulderen af alfen og hoppede
ubemærket ned på avisen, og lige før, han satte tænderne i
avisen, tænkte han: Det her er min første bid af et stort
eventyr.
Da Albert havde taget en bid, var han allerede mæt.
Sådan nogle aviser mætter godt, tænkte han. Så kravlede
Albert videre i sit langsomme tempo.
Ved siden af biblioteket stod et rødt hus. Det var smukt
og rankt med lyse vinduer, røg op ad den røde skorsten,
lyse gardiner og glat sort tag. Albert kravlede staks derhen,
for huset var noget andet, end det han plejede at se. Det
tog tid, men Albert havde også god tid. Han skulle ikke nå
noget. Endelig nåede han frem. Avisen mættede stadig, og
Albert kravlede langsomt op ad døren, men da han nåede
nøglehullet, faldt han ned og måtte begynde forfra. Anden
gang faldt han ikke ned, og han kunne kravle ind.
Indenfor døren var en gang.
Albert kravlede videre. Det næste rum var en stue. Her
sad en pige ved et stort, sort klaver og spillede en smuk
melodi. Albert kravlede op på klaveret, og da han var
oppe, kunne han mærke tonerne i sin krop.
I det samme løftede en menneskehånd ham op. ”Hvad
laver du her, lille ven?”
Albert blev forskrækket, og han følte sig lidt mast. Da
pigen gik, bumlede Albert rundt i hånden og blev kastet
fra side til side.
Da pigen endelig satte ham ned, sad han i et dukkehus
med fine store vinduer og blomster rundt omkring.
Albert satte sig godt til rette i den lille stol, der stod i
rummet, og pigen satte sig på en stol udenfor dukkehuset.
Jeg hedder Rosela Minelle, sagde pigen og læste så
avisen højt for Albert. En side i avisen handlede om en
29
pige ved navn Aurora von Wing, der døde i en bilulykke,
en anden handlede om en kvinde ved navn Ilja, der
mente, at hun havde set en sortklædt mand med en
guldøkse i hånden gå rundt i hendes forældres stue.
Manden hed Eragon.
Da pigen gik, lukkede hun lågerne på dukkehuset.
Albert blev nysgerrig, og han besluttede derfor, at han
ville gå rundt i dukkehuset.
Udover blomsterværelset var der et stort køkken, et
badeværelse, et lille grønt soveværelse og et stort lyserødt
soveværelse og til sidst det bedste sted i hele dukkehuset:
det store bibliotek, der var fyldt med bøger i alle størrelser,
og det mest heldige var, at de alle sammen var romaner.
Albert var blevet sulten efter turen rundt i dukkehuset,
så han tog den største bog, og så spiste han den. Den
smagte anderledes og klistrede næsten i munden. Bogen
var af plastik!
Albert prøvede desperat at tage den næste bog ned fra
reolen i dukkehuset. Den smagte af det samme og var lige
så klistrende som den første bog.
”Luk mig ud Rosela,” råbte Albert, men ingen hørte
ham. Hun var jo gået.
Men så fik han en ide. Han kunne kravle ud af
nøglehullet i den dør, der var på den ene låge, som
lukkede dukkehuset til. Albert kravlede hen til døren på
lågen, men da Albert nåede hen til døren og prøvede at
komme ud, opdagede han, at nøglehullet var for lille.
Så kom endnu en ide op i Alberts hoved. Han kunne
spise sig ud af dukkehuset, for dukkehuset var af træ, og
det var bøger også. Albert tog en bid af det store
dukkehus' vægge, Den var svær at tygge. Albert fik kvalme,
og han besluttede derfor, at det var en dum ide. Men der
30
Det lignede bare et helt normalt flygel
måtte da være noget, han kunne gøre.
Og så fik han endnu en ide. Måske var der noget
værktøj i dukkehuset.
Albert ledte rundt i alle skufferne, og i en af skufferne lå
en sav og en hammer. Albert hamrede og savede på
dukkehusets vægge, og spiste også lidt af væggen, for at få
hul. Så var det lige meget, om Albert fik kvalme. Han ville
bare ud af dukkehuset.
Endelig stod han på bordet og kiggede stolt på hullet i
dukkehuset, og så kravlede han hjemad mod det gamle
bibliotek. Han kravlede ud af nøglehullet i huset, og
eventyrlandet kom til syne. Alfen lå nu på bænken og sov
med sin avis over hovedet.
Albert kravlede videre i det bløde græs. Så nåede han
biblioteksdøren. Han kravlede stille op af døren. ”Hej hej
eventyrland. Vi ses i morgen,” sagde Albert, inden han
forsvandt ind ad nøglehullet til det gamle bibliotek.
Han havde fået nok eventyr for i dag, men det var helt
sikkert, at han ville ud i eventyrlandet igen i morgen.
31
Dødsdommeren - af Sofie M. Rodam
”Aurora! Aurora, stop!” råbte Jessica. Jeg så med et bredt
grin tilbage på hende. Hun stod på toppen af bakken og
gloede olmt på mig, mens jeg cyklede af alle kræfter væk
fra hende.
”Kom og fang mig,” lo jeg udfordrende, inden jeg rejste
mig op på cyklen for at give den lidt mere gas.
Jeg kunne høre Jessica skrige. ”Aurora! PAS PÅ!”
Jeg rynkede forvirret panden og så tilbage på Jessica.
Rædslen var malet i hendes ansigt. Jeg ville spørge, hvad
hun mente, men svaret ramte mig efter et sekund. En stor,
sort varevogn hamrede ind i mig med en kraft, der flåede
alt liv ud af min krop. Jessicas skrig fortonede sig, og jeg
trillede livløst ned på vejen.
Da jeg åbnede øjnene igen, havde jeg ingen idé om,
hvor jeg var. Rummet, jeg befandt mig i, var helt mørkt.
Der var sort som graven. Jeg kunne ikke se en hånd for
mig. Jeg tog et skridt frem og støtte min tå mod noget
hårdt.
”Av,” mumlede jeg rasende. Med et blev der kastet
spotlight ned lige foran mig, og jeg så nu, hvad jeg havde
32
Det lignede bare et helt normalt flygel
ramt med min fod. Det var en lille trebenet skammel. Jeg
rynkede panden og trak mig lidt væk.
”Aurora Von Wing, har jeg ret?” sagde en hård, kold
stemme inde fra mørket. Jeg kunne mærke, hvordan det
løb mig koldt ned ad ryggen ved lyden af stemmen. Jeg
bed mig i læben og sank en klump. Jeg rømmede mig for
at få kontrol over min stemme, inden jeg svarede: ”Ja,” i et
forsøg på at lyde trodsig. ”Og hvem er du så, om jeg må
spørge?”
Der kom intet svar. Jeg kunne høre skridt, og med ét
dukkede to smalle, røde øjne op i mørket. Pupillen var
ikke andet end en smal streg, som en kats eller en slanges.
En bleg kvindehånd skød frem og skubbede mig ned på
skamlen. Jeg blev modvilligt siddende. Jeg turde ikke
andet.
”Jeg, min ven, er Dødsdommeren,” sagde kvinden
dramatisk. Jeg tror ikke, jeg reagerede, som hun
forventede.
”Dødsdommeren?” gentog jeg. Jeg måtte havde lignet et
stort spørgsmålstegn, for jeg kunne tydeligt høre, at hun
knurrede af mig.
”Ja. Og nu ikke mere snak. Vi skal have placeret dig,”
vrissede hun arrigt. Jeg kunne høre, hun begyndte at gå
rundt om mig.
”Du er 18 år gammel, ikke sandt?” lød stemmen igen,
denne gang lige bag mig. Jeg svarede ikke på hendes
spørgsmål, da hun allerede vidste, at hun havde ret.
Kvinden stoppede op, eller den rungende lyd fra hendes
skridt stoppede. Jeg kunne mærke hendes øjne hvile på
mig.
”Okay, reglerne er enkle. Vi rejser tilbage gennem tiden
og overværer nogle af dine dybeste minder. Jeg giver dig
33
point, alt efter hvordan du reagerede, da disse minder stod
på. Er du med så langt?” Jeg nikkede, selvom det var en
lodret løgn.
”Godt. Der er 6 måder, du kan nyde dit efterliv på. Nr.
1 er selvfølgelig himlen, mens nr. 6 er helvede. Men der er
ikke mange, der ved, at mellem de to stadier er der 4
andre. Nr. 2 er poltergejst, nr. 3 genfærd, nr. 4 dæmon og
nr. 5 skytsengel …”
”Vent lige et øjeblik! Hvorfor er det så skidt at være
skytsengel?” afbrød jeg hende. Jeg kunne høre, hun
stønnede.
”Fordi skytsengle ikke laver andet end at redde deres
menneskes liv,” svarede hun opgivende. Jeg forstod ikke
rigtig, hvad hun mente, men jeg besluttede mig for ikke at
kommentere på det. Hun virkede ikke som om, hun havde
særlig meget tålmodighed.
”Nå, skal vi se at komme i gang?” spurgte hun mig. Jeg
endte med bare at trække på skuldrene, da jeg nødigt ville
være på tværs. Hun virkede ikke som en type, man ville
lægge sig ud med. Kun hvis man ønskede sig selv død.
”Godt,” sagde kvinden så. ”Vi rejser tilbage i tiden.”
Ved lyden af de ord forsvandt det mørke rum omkring
mig og blev erstattet af mit eget, rodede værelse. På gulvet
lå en bog med titlen ’Elizabeth Erin May’. Jeg rynkede
panden, for jeg læste den bog tilbage i folkeskolen. Jeg
kæmpede for at rejse mig op, men det var, som om min
bagdel var limet til skamlen.
Din mor bad dig om at rydde op i søndags. I dag er det
onsdag. 20 strafpoint. Kvindens stemme lød i mit hoved.
Jeg fnøs og krydsede armene over brystet. Idet jeg gjorde
det, fløj værelsesdøren op, og jeg trådte ind. Vent lige, jeg
trådte ind? Jeg rynkede panden og sad uroligt på stolen,
34
Det lignede bare et helt normalt flygel
men det kunne ikke være nogen anden. Jeg genkendte de
lange, cremefarvede slangekrøller, de blålilla øjne og den
blege hud. Det der var mig, eller en yngre udgave af mig.
Der gik jeg måske i 6. eller 7. klasse.
”Den, den… den møgso,” mumlede den lille mig.
Hun havde tårer i øjnene. Hun rev min kuffert frem fra
dens plads under sengen og smækkede den op på dynen.
Hun flåede ting ned fra hylderne og tøj ud af skabet. Det
hele blev kylet ned i kufferten i én pærevælling. Jeg rakte
ud efter hende for at få hende til at stoppe. Jeg vidste
udmærket godt, hvilket minde det her var. Lille Aurora
smækkede kuffertens låg i, inden hun styrtede ud af
værelset. Jeg kastede et blik på bogen om Elizabeth. Hun
havde ikke taget den med. Jeg strakte armen og kunne lige
præcis nå den. Jeg bed mig i læben. Da kom det mørke
rum tilbage igen. Jeg havde stadig bogen i hånden.
”Dine forældre gik fra hinanden den aften, ikke sandt?”
sagde kvinden. Dødsdommeren. Jeg bed mig i læben og
nikkede. Hun sukkede.
”Jeg er bange for, at du får 100 strafpoint for den
handling,” sagde hun lavmælt. Jeg sprang op fra stolen, så
bogen faldt til jorden med et bump.
”HVAD?!” råbte jeg. Mit råb gav ekko i rummet. Det
rungede for mine øre.
”Du kaldte din mor en møgso,” sagde Dødsdommeren
bedrevidende.
Jeg kunne mærke blodet bruse rundt i min krop. Det
varmede mine kolde, døde lemmer. Jeg satte mig tungt
tilbage på skamlen.
”Hvis du bliver ved sådan her, så ryger du altså lige lukt
i Helvede! Du har allerede indtjent 120 strafpoint for ét
minde!” Jeg stirrede rasende ud i mørket, men jeg sagde
35
ikke noget.
”Vi prøver igen,” sagde Dødsdommeren roligt. Endnu
engang blev mørket erstattet af noget andet. Denne gang
befandt jeg mig på en eng ved midnatstid.
Du er ude efter midnat, selvom din far bad dig være
hjemme klokken toogtyve. 20 strafpoint!
”Klap i,” hvæsede jeg. Jeg fik øje på to skikkelser lidt
væk fra mig. Endnu engang sad jeg fast på skamlen, så jeg
måtte hoppe hen til dem. Jeg genkendte den ene som en
16-årig udgave af mig. Skikkelsen ved siden af genkendte
jeg også straks. Det var min første virkelige kæreste, Bill.
De to unge mennesker holdt i hånden og så hinanden
dybt i øjnene.
”Åh nej,” hviskede jeg, da jeg huskede, hvilket minde
det var. Jeg spejdede rundt, indtil jeg fik øje på det. Endnu
en skikkelse var på vej. I mellemtiden havde Bill kysset
minde -Aurora, som nu lå med armene om ham. Jeg bed
mig i læben, mens jeg lod mine øjne flakke fra skikkelsen
til det kyssende par og tilbage igen, indtil det kolliderede.
”Bill!” udbrød skikkelsen, da hun nåede hen til parret.
Bill satte sig straks op, og han fik mønstret et indsmigrende
smil.
”Ilja, skat! Hvad laver du her?” sagde han kælent, inden
han kom på benene. Aurora blev liggende i græsset som
forstenet. Jeg så hjælpeløst til, mens Bill lagde en arm om
livet på Ilja og trak af sted med hende. Jeg kunne huske, at
jeg ikke rejste mig, før jeg havde ligget der i flere timer.
Engen blev opløst, og jeg sad igen i mørket. Jeg ventede
på Dødsdommerens dom.
”Din første kæreste, Bill,” lød det fra mørket.
Jeg nikkede tavst.
”Han var også kærester med Ilja, ikke sandt?” Endnu et
36
Det lignede bare et helt normalt flygel
nik.
”5 point” sagde hun tonløst. Jeg kommenterede det
ikke, men jeg kunne mærke en håbets flamme tænde sig i
mit bryst.
”135 strafpoint. Det går ikke særlig godt for dig
Aurora,” sukkede hun. Jeg bed mig i læben og rystede på
hovedet.
”Nå, lad os komme videre.” For tredje gang forsvandt
mørket og blev erstattet af virkeligheden. Denne gang sad
jeg midt ude på en ridebane. Jeg vendte mig om på
skamlen, så jeg kunne se stalden bag mig. Jeg genkendte
den efter lidt tid. Det var den stald, jeg var kommet i som
lille. Og ganske rigtigt, jeg kom ridende ud af stalden, på
ryggen af en Islænder ved navn Molly. Bag mig red en
pige med lysebrunt hår. Hun red på en mørkebrun Dansk
Varmblod. Det var Katja, min rideveninde. I det sekund
jeg så hende, gik det pludselig op for mig, hvilket minde
det her var. Jeg fik lyst til at skrige.
”Hej piger,” lød en munter stemme til højre for mig. Jeg
drejede lynhurtigt hovedet og fik øje på min gamle
ridelærer Morten. Aurora og Katja red smilende hen til
ham. Ridetimen kunne gå i gang. Lidt inde i timen
begyndte Molly at lave nogle små bukkespring.
”Rolig,” sagde Aurora.
Morten så stærkt utilfreds ud. ”Hvad sker der?” råbte
han.
”Ikke noget. Hun er bare lidt urolig,” lo Aurora.
Glimtet, der strøg gennem Mortens mørke øjne, fik det
til at løbe mig koldt ned af ryggen. Det var et morderisk
glimt. Han trak en pisk op af sin ridestøvle, hvor den
havde været skjult.
”Nej …” hviskede jeg spagt, da jeg vidste, hvad han
37
ville. Han strammede grebet om pisken, inden han begav
sig hen mod Aurora og Molly. Han gemte pisken på
ryggen, men Molly havde set den. Hun begyndte at stejle.
Aurora holdt sig krampagtigt fast. Morten sendte hende et
ondt smil.
”Nu skal vi nok få styr på hende,” sagde han grumt,
inden han slog hesten så hårdt med pisken, at den hvinede
og kastede Aurora af.
Aurora kom hurtigt på benene. Det blødte kraftigt fra
hendes arm. Hun rev pisken ud af hånden på Morten og
slog ham over låret med al den kraft, hun kunne mønstre.
Morten gik i gulvet med et blødende lår. Aurora gik med
rolige, men bestemte skridt over mod Molly, der stod med
ørerne lagt helt ned og blottede tænder.
”Rolig, Molly. Det er bare mig,” sagde Aurora blidt.
Katja stod lidt væk, hun var sprunget af hesten for at
holde styr på den. Den så nervøs ud, men ikke engang
halvt så nervøs som Molly. Aurora fandt en sukkerknald
frem fra lommen. Hun rakte den til Molly, der forsigtigt
spiste den. Molly så ikke helt rolig ud, men hun slappede
mere af, og hun lod Aurora komme helt tæt på.
Ridebanen blev erstattet af det mørke tomrum.
”Det klarede du flot,” sagde Dødsdommeren. Hun lød,
til en forandring blid. ”50 point.” Jeg nikkede forsigtigt.
Jeg vidste godt, hvorfor jeg ikke fik mere. Det var fordi, jeg
havde slået Morten. Jeg havde ladet mit raseri gå ud over
ham. Jeg kunne se Dødsdommerens røde øjne lyse op i
mørket. Hun stod næsten lige foran mig.
”Du har 1 minde tilbage og 85 strafpoint. Det kræver
en del point, hvis du skal i Himlen. Hvis du ender med 0
point, så kommer du tilbage til jorden som genfærd,”
sagde hun. ”Dit sidste minde er altafgørende, Aurora.
38
Det lignede bare et helt normalt flygel
Hvis du ikke indtjener nok point …” hun færdiggjorde
ikke sætningen. Jeg nikkede sammenbidt og stirrede ud i
mørket.
”Er du klar?”
Endnu et nik.
Det varede lidt, før mørket igen forsvandt. Det
forsvandt dog ikke fuldstændigt, for i den skov, jeg endte i,
var der næsten helt mørkt. Det gik op for mig, at jeg denne
gang kunne rejse mig fra skamlen. Da jeg igen stod op,
begyndte jeg at dreje rundt om mig selv. Jeg spejdede efter
mit yngre jeg, kæmpede for at huske, hvilket minde der nu
var valgt. Pludselig hørte jeg noget. En gren der knækkede
bag mig. Jeg snurrede rundt på stedet og gispede. Der kom
en skikkelse gående mod mig. Bladende dansede om
skikkelsens ankler, og vinden uglede håret. Jeg kunne se, at
det var en pige, da hun kom tættere på. Det var mig. Det
var ikke særlig længe siden, måske et år. Håret havde den
samme længde, ansigtet den rette form. Den pige var
måske en 17-årig mig, men hun var heller ikke yngre.
Selvom hun, lige nu, så ret lille ud. Hun gik med højre
arm om maven, helt bleg i ansigtet. Hun så syg ud. Hun
rystede over hele kroppen og måtte støtte sig til træerne
med venstre arm for ikke at falde.
Jeg huskede ikke dette minde.
Auroras ben gav efter, og hun faldt sammen på jorden.
Jeg gik hen imod hende. Hun koldsvedte, man kunne se
svedperlerne glitre på hendes pande i skæret fra månen.
Hun så sig bange tilbage over skulderen, inden hun kom
på benene igen.
”Må fortsætte …” hørte jeg hende mumle gentagende
gange hen for sig. Må fortsætte, må fortsætte, må fortsætte.
En klam fornemmelse voksede i mit bryst, lagde som om
39
mit hjerte og klemte til. Jeg sank en klump, der havde
sneget sig op i min hals, og gispede.
Nu huskede jeg. Det her var det værste minde af dem
alle.
”Aurora, skat,” kaldte en stemme ude i mørket. Aurora
gispede og prøvede at løbe, men hun var for træt og for
svag. Jeg sank en klump, min mave slog kolbøtter. Jeg
havde ikke lyst til at genoplive dette minde. Jeg havde
fortrængt det, skubbet det ned bagerst i min hukommelse.
Håbet om aldrig at genopleve det, havde holdt mig fra at
huske. Nu skulle jeg genopleve det. Og jeg skulle huske
det.
”Hold dig væk,” græd Aurora, da endnu en skikkelse
dukkede frem fra mørket. En ung mand omkring de 20.
Han lugtede langt væk af alkohol. Det var Jonathan. Jeg
mødte ham til en fest, og han havde tilbudt at køre mig
hjem. Han tog dog en omvej. En omvej ud til skoven, hvor
han holdt ind til siden. Jeg var stukket af, men han fulgte
efter mig og … Tanken tænkte jeg ikke til ende.
”Jamen pus da. Hvorfor skulle jeg holde mig væk?”
spurgte Jonathan med kælen stemmen. Jeg holdt mig for
øjnene, men jeg var tvunget til at lytte. Jeg hørte, hvordan
Aurora skreg, da Jonathan kastede sig over hende,
hvordan hun græd og råbte på hjælp. Hvordan han lo
ondt og hult. Hvordan han mishandlede hende, så hun
aldrig ville blive den samme igen.
Lydene stoppede, og jeg dristede mig til at fjerne mine
hænder fra mine øjne. Jeg rystede over hele kroppen.
Mine ben gav efter, og jeg faldt sammen på skamlen. Jeg
kunne høre Dødsdommerens skridt rundt om mig. Jeg ville
ønske hun kunne stå stille, at hun kunne lade mig komme
til mig selv.
40
Det lignede bare et helt normalt flygel
”Jonathan Olson. Så du noget til ham efter den
episode?” spurgte Dødsdommeren endelig. Hun var
stoppet op. Jeg havde en uhyggelig fornemmelse af, at hun
stod lige foran mig.
”Hvad tror du selv?” spurgte jeg med rystende stemme.
Det svarede hun ikke på.
”Så lad mig fortælle dig, hvad der siden skete med
ham,” begyndte hun. Jeg ville egentlig have bedt hende
om at tie stille, men jeg stolede ikke på min stemme.
”Han tog sit liv,” sagde hun dystert.
Jeg så forskrækket på hende. ”Hvad gjorde han?”
Hun gentog det ikke.
”Han endte i Helvede for den handling, Aurora. Føler
du ikke, han er straffet nok?” spurgte hun mig. Jeg bed
mig i tommelfingerneglen. Jeg fik det dårligt over mig selv,
da jeg faktisk tvivlede. En som ham kunne aldrig blive
straffet nok.
”Nej,” svarede jeg så ligeud, inden jeg bed mig i læben
og stirrede ud i mørket. Pludselig dukkede de to røde øjne
op lige foran mig. Jeg kunne se omridset af en næse og en
hage. Hun var meget tæt på. Jeg kunne mærke hendes
ånde på mit ansigt. Den lugtede af råd. Jeg rynkede
panden.
”Skal vi tage et kig på det?” spurgte hun hårdt.
Jeg nikkede forvirret. En stor fladskærm kom med ét
frem lige foran mig. Jeg kneb øjnene sammen og så på
skærmen. Det var som at se en vulkan indefra. Det var en
dal, omringet af sorte bjerge. Magmaen løb ned gennem
en lille landsby, som var det en almindelig å. Der lød råb,
skrig, støj og larm. Billedet zoomede ind på en ødemark
lidt uden for landsbyen. Mænd og kvinder i alle størrelser
og aldre blev pisket rundt på marken, slæbende på ting
41
som fx våben, sten, lig og slanger. De var lænket sammen,
så hvis de ikke holdt takten, ville de falde, og alle andre
ville gøre lige så.
Det tog mig ikke lang tid at finde Jonathan i mængden.
Han havde en stor kampesten på ryggen og røde, blodige
mærker efter pisken overalt på kroppen. Han var smurt
ind i noget, der lignede en blanding af mudder, lort og
blod. Han græd, men det var ikke usædvanligt. Kvinden
foran ham slæbte på et lig af et spædbarn, grædende og
hulkende. Hun fik utallige piskeslag over ryg og skuldre,
mere end de andre. Hun fik slag, fordi hun var for sårbar.
Og det kom man ikke langt med i et sted som Helvede.
Fjernsynet forsvandt, og jeg sad tilbage med en følelse
af fuldkommen tomhed.
”Mener du stadig, at han ikke bliver straffet nok?”
spurgte Dødsdommeren mig. Jeg nikkede og svarede:
”Han kan aldrig blive straffet nok.” Hun begyndte at gå
rundt om mig igen.
”Du få 20 point for din ærlighed. Og 0 point for din
håndtering af mindet. Du kæmper godt nok imod, hvilket
giver dig pluspoint, men du sagde trods alt ja til at køre
med ham,” forklarede hun. Jeg bed mig i tungen, for ikke
at råbe op om, hvor uretfærdigt det var. Livet er
uretfærdigt, lød en bedrevidende stemme i mit hoved.
”Så du er endt med 65 strafpoint” sagde hun skuffet.
Jeg så ned på mine hænder, vel vidende at det ikke var
særlig godt klaret. ”Det vil sige …” hun stod lidt i tavshed,
men jeg var ret sikker på, at hun regnede ud, hvor jeg
skulle hen. ”Det vil sige, at du bliver skytsengel.”
Jeg så lamslået ud i mørket. Og så skete det. Noget
løftede mig op over jorden og fik mig til at slå kolbøtter i
luften. Mit tøj forsvandt og blev erstattet af en lang, smuk,
42
Det lignede bare et helt normalt flygel
hvid kjole med perler, bare skuldre og et bånd om taljen.
Mit hår blev slået ud omkring mig.
Det begyndte at prikke under min hud. Jeg skreg, da en
drabelig smerte borede sig ned gennem min ryg. To store,
hvide, fjerdækkede vinger voksede sig ud af min ryg. Med
et gisp fald jeg til jorden.
Alt lyset i rummet blev tændt. Dødsdommeren var
forsvundet. Jeg var alene. Jeg så mig forbløffet omkring.
Rummet lignede en blanding af en hal og et dansestudie.
Jeg kom på benene og gik hen til den modsatte væg, der
var dækket af spejle.
Jeg gispede. Jeg var … smuk. Min hud var ikke længere
mat bleg, men dukkebleg, og mine kinder var rosa. Mine
øjenvipper var blevet længere, min næse mere lige, og
mine læber mere fyldige. Mit hår krøllede mere
kontrolleret, og jeg var blevet mere spinkel. Mine blege
fødder var bare. Jeg mødte mit eget blik i spejlet. Så
nikkede jeg til mig selv. Da fik jeg øje på papiret, der lå på
bogen Elizabeth Erin May, som stadig lå på gulvet. Jeg gik
over og samlede det op. Jeg foldede det ud og læste:
Regel nr. 1: Få aldrig følelser for dit menneske. Hverken
hadefulde eller kærlige.
Regel nr. 2: Giv aldrig dig selv til kende.
Regel nr. 3: Aldrig noget for noget.
D. 2/12 2013 vil en lille dreng blive født i Denver. Dit
job som skytsengel er at beskytte ham mod al ondskab.
Held og lykke.
Jeg så længe på sedlen, inden jeg lagde den fra mig.
Denver lå langt væk, jeg skulle nå derned inden i morgen.
43
Jeg foldede mine vinger ud, slog et enkelt slag med dem,
inden jeg satte af og fløj op mod loftet, der åbnede sig for
mig. Jeg fløj af sted mod Denver med høj fart. Mit nye liv
skulle til at begynde.
Hvis bare jeg havde vidst, hvad der ville ske.
Hvis bare jeg havde vidst, at jeg ville overtræde alle 3
regler.
Så kunne jeg have afværget det.
Hvis jeg dog bare havde vidst det.
44
Et spørgsmål om at tø - af Sofie Løvkvist
Berget
Eleverne vrimlede ud fra døren i forhallen.
”Jubii!”
”Weekend!”
”Jeg holder fest i morgen aften, skal du med?”
Det og meget mere fyldte hele skolen med larm, masen
og løben. En eller anden kom til at puffe til mig.
”Ej, det må undskylde,” sagde hun og løb videre. Det
var nok Roséla fra klassen. Hun havde nogle noder i
hånden.
Jeg stod bare allerbagerst i ”køen” og ventede på, at alle
blev færdige med deres overgearede glæde. Fiflede lidt
med mit røde hår.
Efter cirka fem minutter var alle væk, og jeg stod der
alene tilbage.
Jeg gik ud i skolegården. Bladene var for længst faldet
af træerne, og der lå et tyndt, kridhvidt snetæppe over
hele byen. Jeg elskede sne og kulde. Det var så dejligt at
kunne pakke sig ind i tykke trøjer og sokker.
Jeg gik videre ud og væk fra skolens område og hen på
45
fortovet, som jeg havde gået på i omkring 10 år.
Tæt ved skolen lå en kæmpemæssig skov. Ind imellem
lavede skolen udflugter i udkanten af skoven, men jeg
havde aldrig hørt om nogen, der var gået helt ind i skoven.
Dvs. min mor kom engang hjem fra en eller anden
'kvindeforsamling' med en historie om en gut, som havde
vovet sig helt ind i skoven. Han var aldrig kommet tilbage.
Alle i byen havde en tavs respekt for den skov, og alle
havde sikkert hørt om den mand. Han hed vist Eragon,
eller et eller andet mystisk. Som taget ud af et eventyr.
Selvfølgelig skulle det være en med sådan et navn, der gik
ind i skoven.
Jeg slentrede lidt videre ned ad fortovet, men nåede kun
et par meter, for jeg kunne ikke tage øjnene fra skoven.
Det var som om, den ville have mig derind. Jeg skubbede
til en lille klump sne med skosnuden, og overvejede om jeg
skulle tage bare et lille smut derind. Jeg plejede egentlig
også at gå sådan lige imellem første og anden række af
træerne. Der kunne jeg gå uset. Så det gjorde jeg.
”Ilja.”
Jeg vendte mig om for at se, hvem der kaldte på mig.
Men der var ingen. Jeg drejede rundt om mig selv en
milliard gange, men der var altså ingen. Ingen
overhovedet. Der var kun mig, vinden og fnuggene, der
begyndte at dale ned fra himmelen.
Træerne. Det var kun træer bag mig. Jeg kunne ikke se
fortovet. Hvad pokker? Var jeg blevet suget ind i skoven?
Det gik op for mig, at alle træerne stadig havde blade.
Tusindvis af mørkegrønne blade og nåle hang stadigvæk
på hvert enkelt træ.
”Ilja.”
Det begyndte at blive en lille smule uhyggeligt.
46
Det lignede bare et helt normalt flygel
”Ilja.” Denne gang var stemmen kraftigere, og det var
som om, at træerne rakte ud efter mig. Men det gjorde de
selvfølgelig ikke, for det kan træer ikke, mindede jeg mig
selv om.
Jeg tog det første skridt og løb ind i skoven. Jeg havde jo
ligesom ikke rigtig noget valg, vel? Jeg løb og løb og løb.
Ind imellem træer, over træstubbe, hang fast i grene, og i
farten kom jeg vist til at træde på noget.
”Av, for Søren, hvem tror du lige, du er, hvad? At
komme sådan masende, som om du ejer det hele. Jeg
findes faktisk også, nå. Jeg er godt nok ikke særlig stor, men
størrelse betyder altså ikke noget. Og ville du så være så
elskværdig at løfte din kæmpe kartoffel af en fod, tak!”
Den spinkle stemme forskrækkede mig, så jeg væltede
rundt på skovbunden fuldstændig overrumplet, for hvem
pokker var det, der talte til mig?
”Hvem er du? Hvor er du henne?” Jeg kiggede under
min fod, og der lå der en lille orm. En ret kraftig grøn en
af slagsen.
”Ja, og goddag til dig også. Og tak, fordi du flyttede din
fod. Se nu der! Nu er mine venstre fødder helt røde! Hvad
bilder du dig ind, unge dame?” Den lille orm gnubbede
sine bitte små fødder.
ӯh, jeg hedder Ilja, og hvem er du? Og undskyld, at
jeg trådte på dig, jeg så dig ikke.”
”Nå, er det dig, der er Ilja! Nå for Søren, du er ventet.
Jeg hedder for resten Albert, jeg er en bogorm,” sagde
den, og rakte en mikroskopisk hånd op imod mig. Jeg tog
den, eller det vil sige, den tog fat om min tommelfinger og
rystede den ganske lidt.
En bogorm? Nej, vel?
”Hvad mener du med, at jeg er ventet? Og findes der
47
overhovedet bogorme?” Her lå jeg så, totalt forvirret og
snakkede med en bogorm?
”Ja, der findes faktisk bogorme, jeg er jo lige her, er du
blind? Nå, men du burde nu følge med mig, unge Ilja, for
som jeg sagde, er du ventet.”
Jamen så er det det, jeg gør, tænkte jeg, og løftede den
lille grønne orm op fra jorden og satte den på min skulder.
”Sidder du godt?” spurgte jeg. Jeg prøvede virkelig på
ikke at tænkte på det faktum, at jeg havde en talende
bogorm på min skulder, og at jeg skulle et eller andet sted
hen, hvor der var nogen, der ventede mig.
”Jo tak, det er nu meget rart. Sikke en blød jakke.” Den
lagde sig godt til rette og begyndte at vejlede mig igennem
labyrinten af træer. Venstre, højre, lige ud, øst, vest. Til
sidst stod jeg i en lysning i, hvad der måtte være, midten
af skoven. Min personlige GPS tav og ventede.
”Hvad skal vi så nu? Hvem venter vi på?”
”De skulle gerne være her lige om lidt.”
Så stod vi der i sneen, imellem grantræer og nåletræer,
og ventede. Snefnuggene kom i et større antal, lagde jeg
mærke til.
Ude fra venstre trådte grenene og træerne til side, og
der kom en mørkhåret pige ud af åbningen. Hun var
klædt i mørkt tøj, og hun kom gående hen imod mig med
et eller andet hvidt væsen på skulderen.
”Goddag, Ilja. Jeg hedder Linea, og jeg er en heks, hvis
du skulle være i tvivl. Godt at Albert kunne hjælpe dig
herud. Vi har brug for dig.”
Hvad er det dog, der sker? Hvad skal de bruge mig til?
Og findes der nu også hekse? Hvad er det her for noget?
Heksen kom helt hen til mig, og da så jeg, hvad der sad
på hendes skulder. En fuldkommen snehvid, lille bitte pige
48
Det lignede bare et helt normalt flygel
med store blå øjne. Hun lignede lidt en porcelænsdukke.
Hun vinkede genert til mig med sin hånd, som nok var på
størrelse med min tommelfingernegl. Bagved hende
skimtede jeg et par gennemsigtige, glimtende vinger.
”Jeg kan godt se, at du ikke forstår, hvorfor vi har brug
for lige præcis dig. Men det er ikke vigtigt. Ser du, lille Juki
her har stærkt brug for hjælp. Juki er en snefe. De skulle
gerne kunne flyve, men det kan hun ikke. Vi ved ikke
hvorfor, og hun siger ingenting. Måske du kunne få hende
til at flyve.” Heksen smilede venligt til mig, og Albert
hoppede fra min skulder til Lineas. Den lille fe kiggede lidt
usikkert på mig, men et lille nik fra Linea gjorde, at hun
hoppede over på min skulder. Hun lugtede lidt af kanel.
Jeg kiggede forundret på hende. Sådan en lille en med
vinger og så næsten selvlysende hvid.
”Tag hende med hjem, Ilja. Tø hende op, og lær hende
at flyve,” smilte heksen med et blink i øjet. Hun talte, som
om Juki slet ikke var der. Og før jeg kunne nå at sige mere,
forsvandt både heksen og ormen med et puf.
Jamen, hvordan skal jeg så komme hjem? Jeg ved jo
ikke hvor jeg er! Jeg kiggede rundt i lysningen, der nu så
helt normal ud. Ingen bøjede træer eller grene, og heller
ingen fodspor fra Linea.
Hvad bildte hun sig ind? Bare sådan at hente en
tilfældig pige ind, som har nok at tænke på i forvejen!
Hvad nu, hvis jeg ikke havde lyst til at lære feen at flyve og
’tø hende op’, som hun noget så fint udtrykte det.
Den lille fe kiggede lidt nervøst op på mig.
”Ja, jeg ved altså ikke, hvordan vi kommer ud igen. Gør
du?”
Hun nikkede og pegede bag mig. Hun gav mig
instrukser med sine små fingre igennem hele skoven, helt
49
ud til fortovet igen. Der blev ikke sagt en lyd på vej hjem,
og jeg kiggede ikke på feen. Jeg tænkte, at hvis jeg lod være
med at kigge på hende, ville hun forsvinde.
Jeg smed mig på min seng med alt mit overtøj på og
sukkede dybt. Noget knaste, og da gik det op for mig, at
jeg jo havde en lille fe på min skulder, som sikkert var
blevet mast til ukendelighed nu. Hun lå ganske rigtigt og
ømmede sig lidt, og hendes ene arm havde en revne. Var
hun seriøst lavet af porcelæn? Det er for langt ude.
”Skal du have en klat lim til det der?”
Feen Juki – ret mystisk navn for resten - kiggede bare
forvirret på mig. Selvfølgelig. Hun vidste ikke, hvad lim er.
”Til din arm. Jeg kan fikse revnen.” Jeg gik ud efter
noget lim og fik fyldt revnen ud. Jeg hentede et lille blåt
silkebånd, som kunne holde lidt sammen på det, og bandt
det om armen. Midt i mit øjeblik som sygeplejerske hørte
jeg en raslen af nøgler udenfor. Min mor.
”Shit, hvor skal jeg gøre af dig? Min mor kan da ikke se
dig! Hvad vil hun ikke tro? At jeg er blevet skør? Eller er
jeg allerede blevet skør?” Jeg gik i total panik, rev mig selv
i håret og prøvede på at finde en skotøjsæske, eller en
tændstikæske for den sags skyld, som jeg kunne gemme
hende i. I min desperate søgen fandt jeg en gammel æske i
mit skab. Jeg skyndte mig at lægge et lille lommetørklæde,
og hvad hun ellers ville få brug for, ned i æsken, puttede
forsigtig feen ned i, lukkede kassen og smed mig lettet på
sengen. I samme øjeblik åbnedes døren til værelset, og min
mors hoved tittede ind.
”Hej, skat. God dag i skolen? Du ser mig lidt forpustet
ud, har du været ude at løbe?” Min mor af alle mennesker
burde vide, at alt, der har med hurtig bevægelse at gøre,
ikke er mig.
50
Det lignede bare et helt normalt flygel
”Fin dag, jo tak. Ingen løben til mig, nej,” sagde jeg
hurtigt og fyrede et lidt for stift smil af.
”Okay, hyg dig nu.” Da hun var gået, samlede jeg
æsken op igen. Feen sad der stadig og kiggede uskyldigt på
mig. Gad vide, hvad sådan nogle spiser?
”Er du sulten?” Hun rystede bare på hovedet, og jeg
puttede låget på igen. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle
gøre, så jeg begyndte at lave lektier, men jeg blev hele
tiden forstyrret af en skramlen fra æsken. Hver gang jeg
prøvede at koncentrere mig, bumlede hun rundt dernede.
Til sidst gav jeg op, tog hende op af kassen og satte hende
på mit skrivebord.
”Okay, lille ven, hvad er det du vil? Hvorfor kan du ikke
bare flyve din vej? Jeg har ikke skrevet under på, at jeg vil
lære dig at flyve.”
Hun lagde de små, tynde arme over kors, og gav mig et
mistroisk blik. Hvad skulle det nu gøre godt for?
”Du findes ikke!” råbte jeg - vist lidt for højt.
Jeg lyttede.
Der var ingen fodtrin på vej mod min dør. Puha. Jeg
havde ikke lagt mærke til det, men feen havde sat sig ned
nu, og hun så virkelig trist ud. Hun så lige frem ked ud af
det. Ville hun begynde at græde? Hendes underlæbe
bævede lidt, og hun fiflede med sin kjolekant. Skulle jeg
undskylde? Altså, hun sad jo rent faktisk der lige foran
mig. Men feer, hekse og talende bogorme findes altså ikke!
De findes ikke.
”Jeg findes faktisk. Jeg sidder lige her foran dig. Jeg har
guidet dig hele vejen igennem skoven, du kvaste min arm
og lukkede mig inde i en æske.” Jeg blev så forbavset over
at høre hende tale. Stemmen var totalt engleagtig, virkelig
lys, jeg blev helt i tvivl, om jeg rent faktisk havde hørt den,
51
fordi hun snakkede så lavt.
”Undskyld,” sagde jeg bare og hentede nogle rosiner og
et glas vand i køkkenet. Jeg satte det ned i æsken til feen.
Hun så stadig trist ud, hun havde vist ikke helt tilgivet mig
endnu. Hun begyndte langsomt at nippe lidt til vandet.
Det var lidt svært for hende, selv om det var en lille kop.
Hun spiste også en hel rosin.
Jeg fik lavet mine lektier færdig, og Juki sagde ikke noget
til mig resten af dagen.
Da jeg gik i seng, sad hun stadig oppe og kiggede rundt.
Hun kiggede specielt meget på min plakat af en film, der
handlede om superhelte, hvor heltinden faktisk lignede
hende lidt.
Jeg kunne ikke sove. Jeg kunne ikke flygte fra mine
tanker om den lille fe. Hun sov heller ikke. Gad vide om
de sover?
De findes ikke.
Jeg lå bare og kiggede op i loftet. Ind i mellem skulede
jeg lidt til feen, og håbede på at næste gang, jeg kiggede,
var hun væk, men det var hun ikke. Jeg kiggede på min
mobil, der lå på mit natbord, og så, at klokken kun var
24:00.
Hun findes ikke. Jeg knep øjnene hårdt sammen,
åbnede dem igen, og kiggede ned i æsken.
Hun var der stadig.
”Jeg forsvinder ikke.” Hun kiggede op på mig fra sin
rosin, der lignede et monster i forhold til hende. Jeg kunne
se, at jeg stadig ikke var tilgivet.
”Hvorfor kan du ikke flyve?”
Hun svarede ikke. Der gik så lang tid, at jeg helt havde
glemt, at jeg spurgte.
Klokken var 02:00.
52
Det lignede bare et helt normalt flygel
”Mine vinger vil ikke lystre. Jeg kan ikke.” Hun græd.
Det var hjerteskærende, og jeg, som ellers er rimelig kold
isklump, kunne slet ikke holde det ud. Hendes skuldre
rystede, og hun lagde sig ned på lommetørklædet.
Selvfølgelig! Hendes problem var, at hun ikke kunne
gøre dét, hun var født til at gøre. Det var lige som, hvis jeg
ikke kunne gå, bevæge min arme eller tale.
Jeg løftede hende op på min pude og lod hende græde.
Jeg tog hendes lommetørklæde og tørrede hendes øjne.
Det var nu alligevel pokkers synd, at sådan en fin lille en
skulle være så ked af det og fortabt.
Skulle jeg?
”Mon ikke det så var en idé at lære dig at flyve?” Jeg
smilede lidt til hende. Hun kiggede op på mig med et lille
smil, men øjnene var ikke helt med.
”Men mine vinger vil jo ikke!” Hun klaskede opgivende
hænderne i skødet. Vingerne hang bare slapt på ryggen.
Det var midt om natten. Jeg sad og snakkede med en fe.
Som ikke kunne flyve. Og det skulle jeg lære hende. Midt
om natten.
”Okay, hvordan gør vi det her? Øh. Prøv at koncentrere
dig så meget, du kan, om bare at bevæge dine vinger.”
Hun kneb øjnene sammen og knyttede hænderne. Sådan
sad hun i nogle minutter, da hun begyndte at lyse. Hun
strålede med et så stærkt lyseblåt skær, at jeg næsten blev
blændet. Hun blev ved og ved og lavede nogle små
desperate lyde. Lyset blev stærkere, og uden varsel
slukkedes lyset, og Juki faldt udmattet sammen.
”Bevægede de sig?”
”Jeg nåede slet ikke at lægge mærke til, om de bevægede
sig. Der var for meget lys.”
”Det er da i det mindste noget.” Og så faldt hun i søvn.
53
Jeg puttede hende i hendes æske og faldt selv sammen.
Jeg følte mig som en zombie, da jeg vågnede. Jeg gned
mine trætte øjne og gik ud for at finde noget morgenmad.
Cornflakes og noget mælk. Et bad.
Jeg nød stilheden. Det var virkelig en fordel at have en
mor, som arbejdede om lørdagen.
Jeg gik ind på mit værelse med en kop kakao, da æsken
fangede mit blik. Jeg spyttede og tabte kakaoen ud over
det hele. Min seng, mit tøj og gulvet blev sølet ind i
sukkermassen.
Jeg havde glemt alt om Juki.
Hun sad bare der og kiggede på mig med sine små blå
øjne.
”Mon ikke du skulle tørre det der op?”
”Jo. Jo, det burde jeg nok.” Jeg fik tørret al kakaoen op
og fik smidt alt til vask.
”Hvorfor spildte du?”
”Jeg havde fuldstændig glemt, at der lige p.t. bor en fe
på mit værelse.” For det glemmer man jo bare sådan lige.
Der var stille lidt.
”Jeg vil gerne prøve igen.”
Vi prøvede igen. Vi prøvede mange gange. Jeg blev
nødt til at tage et par solbriller på, ellers ville jeg sikkert få
permanente øjenskader.
”Jeg kan ikke mere!” Hun begyndte næsten at græde og
slog på min pude.
”Jo, bare en gang til. Jeg ved, at du kan, Juki! Bare en
gang til, så holder vi en ordentlig pause. Lillefingerære.”
Hun sukkede dybt og gav til sidst min lillefinger et klem.
Vi prøvede igen. Lyset kom, men denne gang lyste det
ikke blåt, men helt hvidt. Det var hvidere end sneen
54
Det lignede bare et helt normalt flygel
udenfor, det var hvidere end hende selv.
Der var en bevægelse. Venstre vinge lavede en
bevægelse.
”Der var en bevægelse, bliv ved!” Kom nu, lille fe, flyv
for Søren!
Hun krummede sig helt sammen, så de små vinger
strittede op i luften, og jeg kunne bedre se, om de
bevægede sig.
Nu viftede begge vinger en lille smule. Måske én
centimeter.
Jo mere lys, jo mere bevægelse.
Vi var nok oppe på 5 centimeter nu.
Da slukkedes lyset.
”Der kan du se! Jeg kan ikke! Jeg kan altså ikke, det har
jeg aldrig kunnet, og jeg kommer aldrig til det. Det er
faktisk rigtig synd for mig, nå!” Hun foldede de små arme
i rendyrket surmuleri.
”Flyv nu! Jeg ved, at du kan!” Jeg løftede hende op fra
puden. Jeg var ved at være godt træt af den her
træningslejr.
”Du er krop umulig, du er! Jeg hænger på dig, det ved
du godt ikke? Og du hænger på mig, indtil du flyver, så nu
har du bare at flyve, din forbaskede…” Mere sagde jeg
ikke, før utålmodigheden og vreden tog over. Jeg åbnede
vinduet ud til haven og kastede hende med al min kraft ud
af det. Jeg kastede hende faktisk ganske højt op.
Men hun blev jo ikke hængende. Om få sekunder ville
hun ramme jorden med et klask, og hun ville blive splittet
i atomer. At falde er som at flyve, bortset fra at der er et
mere permanent mål.
Jeg måtte da redde hende!
Shit.
55
Jeg kravlede på akavet vis ud af vinduet og rakte ud
efter feen.
Jeg har hende.
Men lige da hun skulle til at lande i min hånd, holdt
faldet op.
Hun fløj!
”Hejsa,” sagde hun. Hun svævede, fløj! Hun smilede
over hele ansigtet og drejede rundt om sig selv flere gange.
Hendes vinger strålede med det hvide lys.
”Jeg flyver! Se, Ilja, jeg flyver!” Hun grinede og fløj
rundt over det hele i ren lykke. Hun var nu ret sød
alligevel.
Hun kom til sidst hen til mig, helt op i ansigtet på mig,
tog fat om mine kinder, så godt hun nu kunne, kiggede
mig lige ind i øjnene og smilede igen. Hun krammede mit
ansigt, hvilket ikke var så ubehageligt og akavet, som jeg
ville have troet. Jeg prøvede at kramme hende igen, men
hun var så lille, at det var ret svært. Jeg kunne mærke på
mine kinder, at hun græd. Men nu var hun ikke ked af det
mere. Hun var rigtig glad.
Hun kiggede på mig med tårevædede øjne og kinder.
Hun kiggede lige ind i sjælen på mig. Det var
overvældende.
”Tak,” sagde hun og fløj.
56
Ud og hjem igen - af Hjalte Jorsal
”Så er det op!” sagde Linea, som var Eragons lillesøster.
Hun var omkring 15 år og var en meget dygtig heks. Hun
kunne stort set alt, der havde med magi at gøre.
”NU!” råbte hun. ”Vi skal af sted!”
”Hvorhen?” spurgte Eragon.
”Du skal følge mig hen til Katja. Jeg skal hen og ride på
hendes hest.”
”Hvorfor tryller du ikke bare din egen hest frem?”
spurgte Eragon, der stadig var lidt sløv i betrækket.
”Fordi det kan man bare ikke,” svarede Linea stædigt.
”Og hendes hest er meget flot og god at ride på. Og så er
der også det faktum, at hun er min bedste veninde.”
”Okay!” sagde Eragon træt og satte sig op. ”Jeg skal
bare lige have tøj på, så går vi.” Han tog sin lange sorte
kappe over skuldrene og sin store gyldne økse på ryggen,
og så gik de.
”Nå men … så må du jo hygge dig!” sagde Eragon til
Linea, da de var nået frem til Katja. ”Jeg kommer og
henter dig senere.”
”Okay. Vi ses,” sagde Linea, og så gik Eragon.
57
Men han gik ikke hjem. Han gik ud i skoven og gemte
sig bag et træ. Gung… Gung… Gung... tre gigantiske
grimme trolde gik langsomt forbi træet. Eragon samlede
mod, og håbede at hans skytsengel ville passe på ham. Så
sprang han frem fra træet og råbte op til de tre - fire meter
høje trolde: ”Kom og fang mig, hvis I kan!”
De hørte ham og vendte langsomt hovedet mod ham og
kiggede på ham med store, uintelligente øjne.
”Mad!” udbrød en af dem pludselig og kastede sig frem
efter Eragon.
Eragon trak sin gyldne økse og huggede trolden i det
store, grå ben.
Øksen prellede bare af på den hårde hud.
”Det var dumt!” Eragon drejede rundt og begyndte at
løbe.
De tre trolde var lige i hælene på ham.
”Arrrgggghhh! Kom og hjælp mig en eller anden!”
Eragon gispede efter luft. Han kiggede bagud og så, at
troldene kun var få meter fra ham. Og så, i samme øjeblik
han vendte hovedet fremad igen, faldt han over en trærod
og landede på snotten.
Eragon rullede om på maven. Det var, som om tiden
stod stille. De tre trolde stod også helt stille, som om at de
var lavet af sten.
Så fik han øje på en hvid skikkelse, som dalede ned fra
himlen. Den landede let på jorden. Det var en
kvindeskikkelse med vinger. Hun havde lange
cremefarvede slangekrøller, bleg hud og blålilla øjne. Hun
begyndte at tale med en lys og varm stemme: ”Vær hilset,
Eragon. Jeg er alle menneskers skytsengel. Jeg hedder
Aurora Von Wing. Jeg døde i en bilulykke, og jeg vil ikke
have, at du også skal dø.”
58
Det lignede bare et helt normalt flygel
”En bilulykke? Hvad er en bilulykke?” spurgte Eragon.
”Det er noget, der er i fremtiden, men det er alt for
besværligt at forklare lige nu. Hør her: når jeg nu sætter
tiden i gang, vil jeg have dig til at løbe så hurtigt, du kan,
over bag den høj derovre, okay?”
”Okay,” sagde Eragon.
”Om tre… to… en… nu!” Eragon rejste sig op og
spænede om bag højen, så hurtigt han kunne. Troldene,
der var alt for dumme til at se det, løb bare videre. Eragon
blev lettet siddende og takkede skytsenglen i tankerne, og
håbede at hun kunne høre det. Han rejste sig op og
begyndte at gå ad stien med raske skridt, men alligevel
parat til at springe ud til siden, hvis troldene kom tilbage.
Efter at have gået i et stykke tid, nåede han til en lille
dal, hvor der lå en lille by. Den var ikke ret stor, kun nogle
få huse, og noget der lignede et bibliotek. Han gik ned i
dalen for at kigge lidt nærmere på byen. Han havde aldrig
været i denne del af skoven. Han gik ned ad en af
gaderne, da han hørte noget foruroligende. Gung…
Gung… Gung… Det var troldene! Han skyndte sig ind i
den nærmeste bygning og lukkede døren efter sig. Lyden
stoppede lige uden for døren.
”Jeg syntes, jeg så ham!” sagde en grov, dyb stemme.
”Det var nok bare en kat,” sagde en anden med lidt
lysere stemme.
”Du har nok ret,” sagde den første stemme igen. Og så
begyndte lyden igen.
Eragon åndede lettet op. Han havde stået helt tæt op ad
døren, og havde derfor slet ikke fået tid til at kigge sig
rundt. Det måtte være biblioteket. Der stod i hvert fald en
masse bøger på de mange reoler. Eragon rynkede næsen
59
ved en underlig, smaskende lyd. Han gik rundt om den
nærmeste reol, og der fandt han en bogorm i gang med at
tygge sig igennem en bog.
”Hey!” udbrød Eragon forskrækket. ”Du kan da ikke
bare sådan spise en bog!”
”Hvis jeg vil, så kan jeg,” sagde bogormen og tyggede
videre. ”Og kan jeg så få noget madro. Jeg er i gang med
et atlas, og det er et tykt atlas. Det er forresten min livret!
Tykke bøger,”
”Nå,” sagde Eragon, ”men du kan da stadig ikke bare
spise bøgerne. Så kan folk jo ikke læse dem.”
”Ikke mit problem,” sagde bogormen kækt og tyggede
videre.
”Men kan du så i det mindste ikke spise nogle
kataloger?”
”Jooo, det kan jeg vel godt,” sagde bogormen.
”Så finder jeg et til dig,” sagde Eragon og gik hen til en
reol. Der stod: AVISER. Han fandt en tyk søndagsavis og
gik så hen til bogormen igen og gav ham avisen. ”Hvor er
atlasset?”
”Det har jeg spist,” svarede bogormen kort for hovedet.
”Nå, men her har du en søndagsavis. Tyg lidt på den,”
sagde Eragon.
”Okay,” sagde bogormen og gik i gang. Og så forlod
Eragon biblioteket. Han gik lidt rundt for at finde noget at
spise, men det lod ikke til, at der var nogen butikker eller
restauranter i byen. Der var kun husene.
”jeg må finde ud af, hvor jeg er,” sagde han til sig selv.
Og så bankede han på døren til det nærmeste hus. Der gik
lidt tid. Det var en gammel kone der åbnede døren.
”Hej,” sagde hun med en gammel, rusten, men stadig
venlig stemme. ”Hvad vil du?”
60
Det lignede bare et helt normalt flygel
”Jeg ville bare spørge, hvor jeg var. Hvad hedder denne
by?”
”Den hedder Lille Galgeby,” svarede den gamle kone.
”Er du faret vild?”
”Ja jeg er. Kan du hjælpe mig?” spurgte Eragon
”Ja selvfølgelig, Kom du bare ind og få en kop te,”
sagde hun.
”Mange tak,” sagde Eragon. Han tænkte, at det nok var
okay. Hun virkede jo rar.
”Nå min dreng, hvad laver du helt herude?”
”Jo nu skal du høre,” sagde Eragon, og så fortalte han
hele historien om, hvad der var sket for ham den dag. ”Og
nu er jeg her og kan ikke finde hjem, og jeg skal også nå
tilbage og hente min lillesøster,” sagde han.
”Det var jo ikke så godt,” sagde den gamle kone med et
lille lumsk smil, som Eragon ikke syntes om. Han syntes
også, at han så et lille glimt af en lang spids hjørnetand.
”Vil du have noget mere te?” spurgte den gamle kone
og gik ud i køkkenet, uden at han kunne nå at svare. Da
hun kom ind igen, så hun ikke spor venlig eller rar ud.
Eragon blev bange. Hun var jo en vampyr!
Erago løb skrigende ud af huset og rev døren op til det
næste. Der sad en lille gruppe mennesker derinde.
”Den gamle kone er en vampyr!” råbte han.
”Det ved vi,” sagde de andre og blottede alle deres
tænder i et lumsk smil. De havde også spidse
hjørnetænder!
Eragon løb så hurtigt, han kunne, ud af dalen. Hylende
og skrigende. Han løb i den forkerte retning, men det
lagde han ikke mærke til. Alt han vidste var, at han skulle
væk, væk fra vampyrerne.
61
Da han havde løbet noget tid, var han igen ved at miste
pusten og stoppede op. Han vendte sig om for at se, om
vampyrerne var efter ham, men det var de ikke. Han
åndende lettet op og satte sig op ad det nærmeste træ. Nu
kunne han komme hjem og hente sin lillesøster. Han
kiggede sig lidt om. Hov - dette var da ikke vejen hjem.
Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han turde ikke gå
tilbage mod vampyrerne. Der var ikke andet at gøre, end
at fortsætte ad den vej, han nu var på. Det var ved at blive
mørkt, og han havde ikke hentet Linea endnu, og hun
kunne ikke gå alene hjem, så derfor satte han farten op.
Det var næsten helt mørkt, da Eragon nåede til et lille
skovløberhus ved siden af stien. Der var lys i vinduerne.
Han gik lettet over og bankede på døren. Den blev åbnet
af en køn pige med en masse fregner og rødt hår, der var
sat op med en grøn hårelastik.
”Hvem er du?” spurgte hun fascineret.
”Jeg hedder Eragon, og jeg er faret vild. Kan du hjælpe
mig?”
Pigen stod helt mundlam og kiggede på ham. Men så
fik hun taget sig sammen. ”Jo da, kom ind, kom ind,”
”Tak,” sagde Eragon, men stoppede på tærsklen. ”Du
er ikke vampyr, vel?”
”Nej da, selvfølgelig ikke,” sagde pigen og smilede til
Eragon. Han kiggede efter spidse hugtænder, men der var
ikke nogen. Han gik lettet ind.
”Sid ned. Jeg hedder for resten Elizabeth,” sagde hun til
ham.
Eragon satte sig ned på den nærmeste lille træstol. ”Jeg
hedder Eragon.”
62
Det lignede bare et helt normalt flygel
”Og hvad laver sådan en som dig så herude?” spurgte
hun.
”Som sagt er jeg faret vild, og jeg skulle have været
hjemme og hente min lillesøster for flere timer siden.”
”Men du kan i hvert fald ikke gå alene rundt i skoven
midt om natten. Vil du blive natten over?” spurgte hun.
"Du kan sove i gæsteværelset."
”Ja tak,” sagde han.
”Er du sulten?” spurgte Elizabeth.
”Ja, jeg er meget sulten”
”Du kan få en bolle med ost,” sagde hun og gik ud i
køkkenet. Da hun kom tilbage, indtog Eragon glad bollen,
og spiste den som om det var det sidste mad i verdenen.
Da han havde spist, sagde de godnat og gik i seng.
Det var tidligt om morgenen, da Eragon vågnede.
Elisabeth var allerede vågen og stod og smurte en bolle.
”Jeg tænkte, at du nok gerne ville have en madpakke
med.” Hun lagde bollen ned i en skindpose, og stak den i
hånden på Eragon.
”Tak for at jeg måtte sove her, og tak for mad,” sagde
Eragon.” Ved du, hvordan man kommer ind til byen?”
”Ja da,” sagde Elizabeth. ”Du skal bare fortsætte hen ad
stien, så kommer du direkte til byen.”
”Mange tak,” sagde Eragon taknemligt.
”Selv tak,” sagde Elizabeth.
Og så gik Eragon. Han gik, og han gik, og han gik.
Efter et langt stykke tid begyndte han at kunne skimte de
høje tårne, der stod i midten af byen. Men så hørte han
den velkendte lyd igen: Gung… Gung… Gung...
Eragon skyndte sig væk fra stien og gemte sig omme
bag en busk. Han kunne høre skrig, og nu kunne han også
63
se dem. Troldene. De kom bærende på en skikkelse. Linea!
Det var hans søster, de bar på!
”Slip mig! I forbandede, uintelligente, store, dumme,
grimme trolde!” råbte hun. Eragon blev grebet af panik,
men også vrede. Han ville gøre alt, bare han kunne redde
sin søster. Han sprang frem fra busken og huggede sin
økse, med alt den kraft han kunne mønstre, ind i en af
troldenes ben. Øksen gik lige igennem benet. Det var
mærkeligt, for det havde den jo ikke gjort før. Men det
tænkte Eragon ikke over. Trolden stoppede og hinkede
lidt, og så faldt den råbende om med et brag. De to andre
trolde skreg og slap Linea. Hun faldt livløs til jorden med
et bump. Troldene gik til angreb på Eragon, men han
huggede bare, alt hvad han kunne, så arme og ben fløj til
alle sider. Det eneste, der til sidst var tilbage, var tre
kroppe med hoveder. Det var et rent blodbad.
”Så. Kan I nu lade os være?” Eragon gik over til Linea,
der nu havde sat sig op, indsmurt i blod.
”Er du okay?” spurgte Eragon.
”Ja, jeg er okay,” sagde Linea.
”Skal vi se at komme hjemad?” spurgte Eragon.
Linea sendte ham et skævt smil, og sagde ja. Og så gik
de hjemad, hjem til det gamle velkendte hus, og der levede
de til deres dages ende.
64
Flugten - af Kia Sterup
Linea kunne mærke det kolde metal mod håndleddene.
Hun havde siddet lænket til stolen og havde derfor ikke
kunnet sove ordentligt. Hun havde mest lyst til at falde i
søvn, men det måtte bare ikke ske. Det var i dag, hendes
plan skulle udføres, så hun var nødt til at være vågen.
I de uger, hvor hun havde siddet lænket til stolen, havde
hun trænet til dette, men sandheden var, at hun ikke
vidste, om det ville lykkes. Det, hun ville gøre, var noget
fra en historie, som hun havde fået fortalt for lang tid
siden, og det var slet ikke sikkert, at den var sand. Normalt
skulle hekse og troldmænd bruge hænderne til alle
besværgelser, men denne historie fortalte noget om en
besværgelse, hvor man kun skulle sige besværgelsen.
Besværgelsen krævede også en masse styrke, så Linea
skulle bruge al den energi, hun kunne få. Selv om hun var
utrolig bange for, at det hele ville mislykkes, så var hun
nødt til at prøve. Der var ikke andre muligheder.
Døren ind til rummet blev åbnet, og der kom en smule
lys ind i det mørke rum. Da lyset ramte Linea, kneb hun
hurtigt øjnene sammen, mens hun langsomt vænnede sig
til det.
65
Ind i rummet trådte en høj og muskuløs mand. Han
havde en lang sort kappe på, og man kunne ikke se hans
ansigt på grund af hætten. Hans højre hånd havde et fast
greb om den gyldne økse, som fik ham til at virke endnu
mere farlig.
”Så er der mad,” brummede han og smed nærmest
bakken med maden ned på gulvet foran hende.
Linea kiggede sultent ned på maden og ventede
utålmodigt på, at han ville komme over og løsne hendes
hænder. Da han havde løsnet hendes hænder, satte hun sig
ned på gulvet og begyndte at spise maden.
Da hun var færdig efter få minutter, satte hun sig tilbage
i stolen. De første par dage havde hun prøvet at flygte ud
af døren flere gange, men det havde hun hurtigt opgivet.
Der stod mange vagter ude foran døren, så det var
nærmest umuligt at flygte på den måde, og hun ville ikke
kunne nå at lamme dem alle sammen, før de havde fanget
hende.
Manden i kappen tog bakken op og gik derefter ud af
rummet. Da døren blev lukket efter ham, blev rummet
mørkt igen.
Linea vidste, at hvis hun nogensinde skulle have en
chance for at flygte, så skulle det være nu. Hun havde
lyttet til vagternes rutine i lang tid, så hun vidste, at når
manden havde været herinde, ville han gå ud og snakke
med vagterne. Når de var færdige med at snakke, ville der
komme en anden vagt ind i rummet. Hun skulle i gang
nu.
Linea begyndte at gøre de ting, som historien fortalte.
Man skulle slappe helt af i hele kroppen, og det eneste,
man måtte kunne mærke, var kraften indeni. Når kroppen
var helt i ro, og man kun kunne mærke kraften indeni,
66
Det lignede bare et helt normalt flygel
skulle man begynde at sige besværgelsen.
Besværgelsen skulle lave en eksplosion, når man var
færdig med at sige den. Linea vidste ikke, hvor stor
eksplosionen ville blive, men hun håbede på, at den var
stor nok til at få væggene til at gå i stykker.
Udover eksplosionen skulle besværgelsen også lave et
skjold omkring hende, så hun ikke kom til skade.
Linea begyndte at slappe en smule af i kroppen, men
hun var stadig ikke helt rolig. Hun var nervøs for
besværgelsen, og for om det ville lykkedes. Hvis planen
ikke lykkedes, så var hun helt sikker på, at hun ville dø i
den her celle.
Efterhånden fik Linea skubbet tankerne ud af hovedet.
Snart var det kun kraften indeni hende, som hun kunne
mærke. Hendes krop var næsten helt afslappet. Hun lagde
ikke længere mærke til det hårde sæde. Det kolde metal.
Kulden.
Linea lukkede øjnene og fokuserede kun på det, hun
skulle. Langsomt begyndte hun at slappe af. Hun kunne
ikke mærke sine fødder længere. Sine ben. Sine arme. Sin
krop.
Linea slappede helt af og begyndte så at sige
besværgelsen.
Der gik et øjeblik, efter at hun havde sagt besværgelsen,
og så kom eksplosionen. Det gav et kæmpe brag, og
rummet blev varmt i et kort øjeblik. Stolen gik i stykker
under hende, så hun faldt ned på gulvet. Linea ventede
på, at smerten kom, men det gjorde den ikke. Langsomt
åbnede hun øjnene og forventede at se ild over det hele,
men det var der ikke. Væggene omkring hende så ud til at
være revet ned, og der var ild i nogle få ting rundt
omkring. Væggen foran hende var helt ødelagt, og ude
67
foran kunne hun se vagterne ligge nede på gulvet og
ømme sig.
Det var nu, hun skulle løbe. Eksplosionen havde givet et
kæmpe brag, så det var helt sikkert, at der var nogen, der
havde hørt den. Hvis hun ikke løb nu, kunne de være der
om et øjeblik og tage hende til fange igen, og det ønskede
hun bestemt ikke. Så hun løb.
Hun løb alt, hvad hun kunne. Forbi vagterne og hen til
trappen. Linea sprang hurtigt op ad den, men standsede
så. Hvilken vej skulle hun tage?
Højre, besluttede hun sig hurtigt for.
Linea løb. Efter et kort stykke tid gik alarmen i gang.
Hendes hjerte bankede hurtigt. Det føltes, som om hun
ikke kom nogen vegne. Alle gangene mindede hende om
en labyrint. Hun løb til højre. Venstre. Og så højre igen.
Imens hun løb, fik hun øje på biblioteket. Hun
overvejede at gemme sig derinde, men fik så øje på
bogormen. Linea løb igen.
Videre. Rundt om hjørnet. Linea fik øje på vagterne.
Hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Hun
vendte sig hurtigt rundt. Løb den modsatte vej.
”Fang hende!” kunne hun høre en af vagterne råbe bag
hende.
Linea spænede af sted. Vagterne kom tættere og tættere
på. Gnister fløj forbi hende, så vagterne var åbenbart
begyndt at sende besværgelser mod hende. Linea løb fra
side til side. Prøvede at undgå besværgelserne.
Hun drejede til højre. Videre. Skridtene fra vagterne
blev højere og højere. De kom tættere på. Linea pressede
sig selv til at løbe hurtigere. Nu også sidestik. Av.
Kom så Linea, du kan godt.
Vagterne var kommet meget tæt på. Linea løb klodset
68
Det lignede bare et helt normalt flygel
af sted. Det var næsten umuligt at løbe fra dem. De var i
meget bedre form end hende. Hun prøvede at sende
besværgelser tilbage mod dem, men besværgelsen med
eksplosionen havde taget al hendes energi.
Linea kiggede sig tilbage. Nu var vagterne kun et par
meter bag hende. Linea løb alt, hvad hun kunne. En af
vagterne fik fat i hendes hånd. Grebet var stramt. Hun
væltede ned på gulvet. Hun skulle til at rejse sig igen, men
vagterne havde allerede omringet hende. Hun prøvede at
vride sig frem og tilbage, men vagternes greb om hendes
arme og ben var stramme. Hun havde ikke en chance for
at kæmpe sig fri. Vagterne stirrede på hende og fulgte
hendes mindste bevægelse. De lignede alle sammen
hinanden med den sorte kappe, som de havde på, og når
de havde trukket hætten over hovedet, kunne hun slet ikke
kende forskel på dem.
Linea sank udmattet sammen på gulvet. Det kunne ikke
passe, at hun havde været så tæt på, men så var blevet
fanget igen. Det kunne bare ikke passe.
Vagterne hev hende op fra gulvet og slæbte hende med.
Først nu lagde Linea mærke til alle detaljerne på gangene.
Bygningen var ikke kold og grå, som hun havde troet. Den
var nærmest det stik modsatte. Alle farverne omkring
hende var gyldne eller røde og gav hende en følelse af, at
det var et slot, hun var i. På væggen til venstre hang der et
smukt maleri i de flotteste farver. Maleriet var fra dengang,
menneskerne styrede verden. Det forestillede en rytter på
en hest. Rytterens brune hår var trukket tilbage i en
hestehale, og hun sad på hesten, som om hun rent faktisk
ejede det hele.
”Kom så,” vrissede en af vagterne og hev hende videre,
så hun var ved at falde.
69
”Hvor skal vi hen?” spurgte Linea forpustet.
Vagterne svarede ikke, men sendte hende i stedet onde
blikke og skubbede hende videre hen ad gangen.
De fortsatte, og Linea prøvede at kæmpe imod et par
gange, men det lykkedes ikke. Vagterne var for stærke.
Da de skulle til at dreje om et hjørne, sprang der noget
frem. Linea kunne ikke se, hvad det var. Vagterne slap
hende og stillede sig i stedet rundt om hende.
Gnisterne begyndte at flyve rundt. Nogle af vagterne
blev ramt. Lineas vagter slap hende og løb hen for at
hjælpe de andre. Linea så sin chance til at komme væk.
Hun skyndte sig at løbe forbi dem. Da hun kom forbi, løb
hun hurtigt ud til siden for ikke at blive ramt af
besværgelserne. Linea fik øje på dem, der var sprunget
frem, og gispede chokeret. Der var fem, og det var kun tre
af dem, som var hekse og troldmænd. De to sidste var
mennesker. Mennesker! De skulle da være uddøde for lang
tid siden? Hun kunne ikke tro det.
Linea kunne pludselig mærke en hånd omkring sin arm.
”Kom med,” kommanderede en fremmed stemme og
trak hende med hen ad gangen.
Linea prøvede at kæmpe imod og løbe tilbage, men det
lykkedes ikke. Personen, som havde taget fat i hende, var
et af de to mennesker. Linea kæmpede igen imod, men
menneskets greb var ligeså stramt som vagternes.
”Jeg gør dig ikke noget. Jeg er på din side,” sagde
mennesket. Denne gang sagde mennesket det blidt, men
Linea troede stadig ikke på hende. Hun vidste, at folk
sagde alt det, der skulle til, når de ville noget bestemt.
Mennesket hev hende irriteret med, da hun ikke
rykkede sig ud af stedet.
Da de kom et stykke videre, kiggede Linea sig over
70
Det lignede bare et helt normalt flygel
skulderen. Kampen var stadig i fuld gang, men de havde
fået halvdelen af vagterne ned at ligge. Linea kunne ikke
andet end at undre sig over, hvem de var. Der var en heks
og to troldmænd, og så var der de to mennesker. Hun
vidste, hvad de var, men hvem var de? Og kunne det
passe, at de var på hendes side?
Mennesket fulgte Linea ned ad en masse gange, som
alle lignede hinanden. Det var de samme gyldne og røde
farver som på gangen med det smukke maleri.
Linea vidste ikke, hvor lang tid der gik, mens mennesket
hev hende med. Længe, i hvert fald. Lige da de nåede til
en kæmpe port, hørte Linea råb bagved sig. Hun vendte
sig forskrækket om. Hun havde forventet at se vagterne
komme løbende efter dem, men i stedet dukkede de andre
fire op.
”Vi klarede det!” råbte en af heksene begejstret.
Mennesket ved Lineas side smilede stort og ønskede
dem tillykke, hvorefter de begyndte at tale begejstret
sammen.
”Hvem er I?” afbrød Linea. Hvis hun skulle gå frivilligt
med, ville hun i det mindste vide, hvem de var. Hun
kunne ikke forestille sig noget værre, end at komme tilbage
til cellen, men hun ville ikke gå med, når hun ikke vidste,
hvem de var.
I et langt stykke tid var der helt stille, mens de alle
kiggede på hende.
”Vi er på din side ...” startede mennesket, der havde
hevet hende med, og kiggede bestemt på en af de andre,
for at få ham til at overtage.
”Vi var engang alle som dig. Vi blev forfulgt over det
hele af dem, som vi kalder Rådet. Det er dem, som har
givet ordre til at få dig fanget. Harry, Cecilia og jeg er
71
mægtige hekse og troldmænd ligesom dig, så derfor blev vi
jagtet. Ilja og Roséla blev jagtet dengang, der stadig levede
mennesker, fordi de fik kendskab til den magiske verden.
Nu bliver de jagtet, fordi de er de eneste mennesker, der er
tilbage. Rådet er bange for, at vi vil tage magten fra dem,
eller sige noget, som vi ikke skal, så de vil gerne have os
alle fanget,” forklarede han og kiggede længe ind i Lineas
øjne, for at se, om hun forstod.
Linea nikkede og kiggede rundt på dem alle. Hun
vidste, at tre af dem var mægtige hekse og troldmænd, for
de havde vundet over vagterne. Linea kunne også se, at de
to sidste var mennesker. Mennesker havde meget finere
ansigtstræk, og de havde sådan et rundt hoved i forhold til
hekse og troldmænd.
”Tror du på os?” spurgte Roséla.
Tankerne kørte rundt i Lineas hoved, men til sidst
bestemte hun sig for, hvad hun skulle svare.
”Jeg tror jer.”
De smilede stort til hende, og Linea smilede genert
tilbage.
”Skal vi se at komme af sted?” spurgte Harry, som var
en af troldmændene.
De nikkede alle, hvorefter de åbnede porten og trådte
ud.
Endelig fik Linea sollyset at se igen.
72
Bæstet - af Cecilie Thorsen
Det er lang tid siden, at det skete. Jeg husker, at det var en
søndag. Dagen startede virkelig godt. Himlen var sart blå
med bittesmå luftige lyserøde skyer. Det var lige til at blive
glad af. En let brise løb over en forårsskov og bragte en
frisk duft af blade med sig. Ingen trafik på vejene. Ingen
hast. Og jeg havde endda min grønne kjole på – den med
det creme-farvede midterstykke, de hvide snører, og det
lette, flaskegrønne uld.
Min kæreste, Robert, var desværre indlagt på grund af
en slem sygdom. Han havde været indlagt i over en
måned, og det havde været lige på et hængende hår.
Heldigvis var han dog ved at være i bedring, så jeg var ret
optimistisk. En skam, at det ikke skulle vare ved. Ja, havde
jeg dog blot ventet en dag eller to ...
Hvad var det? Havde jeg ikke...?
Jeg lyttede. Stilhed. Kun stilhed. Langsomt åndede jeg
ud. Det måtte være lyset, der fik mig til at se og høre ting.
Det burde da heller ikke gå sådan ud hele tiden. Jeg tog
endnu et skridt ned ad gangen. Fuldstændig stille. Jeg var
bange for at lave lyd. Jeg vidste, at der var noget i
73
hospitalet. Noget farligt. Gangene var indsmurte i blod –
det meste af det dampede stadig lidt i den kolde luft.
Glasskår var spredt med en skødesløs hånd og lå på gulvet
som små, glitrende snefnug omkring væltede møbler.
Stole, små borde på hjul, træværk der var slået til
ukendelighed. Her og der lå der endda et dørhåndtag.
Eller endnu værre: noget der engang havde tilhørt et
menneske. Det var skræmmende, hvor ødelagt hospitalet
var. Som om en tornado havde kørt igennem gangene og
havde efterladt sig et blodigt spor af ødelæggelse.
Jeg stoppede. Mit hjerte begyndte at banke vildt. Jeg
kunne have svoret på, at jeg havde hørt en tung rallen og
fodtrin. Tunge fodtrin. Min hals tørrede ind. Frygten sad
tæt over min krop. Mit blik flakkede desperat over den
halvmørke gang efter en udgang. Fodtrinnene kom nu
nærmere, det var jeg helt sikker på. Jeg skyndte mig hen til
den første dør. De førte alle ind til hospitalets sengestuer.
Jeg tog i håndtaget. Låst. Pokkers! Skyndte mig hen til den
næste. Låst, igen! Fuck! Fodtrinnene var tæt på nu. Den
tunge, gyselige rallende ånde kom nærmere. Nej, ikke
rallende. Raspende. Den var dyrisk.
Jeg tog tre skridt. Næste dør. Min hånd slog om det
kolde håndtag. Vær åben, vær åben!. Hjertet stoppede
næsten, mens at jeg drejede håndtaget. Resten af kroppen
var stivnet i frygt. Den åbnede! Sådan! Lynhurtigt
smuttede jeg ind igennem døren og lukkede den så lydløst
som muligt. To tumlende skridt førte mig væk fra døren,
ind i sengestuen. Bæstet på den anden side var begyndt at
gå ned ad den gang, jeg havde været på blot et minut
forinden. Den raslede lidt, mens at den gik. Ligesom min
hunds pels raslede, når den bevægede sig. Den havde altså
pels.
74
Det lignede bare et helt normalt flygel
Tingen måtte være tung. Jeg kunne høre en flise
krakelere under dens vægt. Vent. Den stoppede. Hjertet i
mit bryst begyndte at hamre voldsomt. Dun dun, dun
dun, dun dun...Jeg turde ikke trække vejret, og kunne ikke
hvis jeg havde turdet. Min krop var frosset til is.
En overdøvende snøften og knurren lød igennem døren.
Lige ... lige der. Den var lige udenfor! Jeg stod helt stille.
Benene skælvede under mig, og jeg var bange for, at bæstet
kunne høre mine tænder klapre let imod hinanden. Jeg
bed dem sammen. Ventede. Ventede som gik der en
evighed.
Endelig rykkede den sig lidt. Et hyl lød, et der trængte
igennem marv og ben. Den satte i et tungt løb hen ad
gangen. Gulvet skælvede under dens enorme vægt, og en
skraben af klør mod fliser kunne høres, selv efter at den
var væk.
Der gik lang tid. Lang tid før at jeg kunne bevæge mig
igen. Frygten sad stadig klæbet op ad mig og lagde en sur
smag på tungen. Da jeg endelig vendte mig om for at se
rundt i sengestuen, var det med rystende skridt. Jeg så mig
hele tiden over skulderen, angst for at bæstet på en eller
anden måde havde fundet mig alligevel. At den havde
fundet ud af, at jeg gemte mig herinde.
Jeg vendte mig endeligt fra døren, efter hvad der
virkede som en evighed. Sengestuen var lille. Inventaret
var slidt, og tapetet var ikke just velholdt. Der var endnu
mere blod på gulvet her, end på gangen udenfor. Og ikke
kun på gulvet. Det meste af møblerne, en god del af
væggene og to af sengene var tilsølede i blod. Den sidste
var fuldkommen dækket i glitterstøv. Vent ... glitterstøv?
Jeg styrede langsomt mod sengen til højre. Med mine
fødder plantet foran sengegavlen var der frit udsyn til den
75
tilsmudsede metalplade, der afslørede noget om patienten,
der engang havde ligget i den seng.
'Fulde Navn: Firilee Tys – Race: Fe – Lidelse:
Andengrads forbrænding på vinger'
Jeg stod lidt og stirrede på metalskiltet. Mine tanker gik
i stå. Så vendte jeg mig langsomt om og så på de andre
senge. De to jeg kunne se herfra ... Roséla Minelle,
Angelique Rose ... Jeg vendte hovedet væk. Det her sted.
Det gav mig sådan en kvalme! Langsomt gik jeg hen til
den sidste seng. Mit hjerte stoppede.
”Fulde Navn: Robert May – Race: Menneske – Lidelse:
Philastos-syge”
Sengen var tom. Der var ikke meget blod på den – Kun
små sprøjt. Mit blik løb hen mod sengebordet. Jeg gik
langsomt derhen.
Det lille bord var lavet af en svag træart. Over
sengebordet hang et ituslået spejl. Det var nok slået itu af
et flyvende projektil. Der var kun tom baggrund tilbage
bag hvad der engang havde været et spejl. De ituslående
skår lå ud over gulvet og bordet.
Jeg tog et af de største skår op, og så ind i det. Det
reflekterede et blegt ansigt med dybtgrønne øjne og røde
lokker, som lå i en tyk, pjusket manke.
Med et lille suk lagde jeg spejlstykket ned. Mit blik løb
over bordet. En lille, grim vase med en buket af halv-visne
blomster stod stadig intakt på bordet. En lille mysli-bar lå
uåbnet på bordet. Jeg tog den op, sulten som jeg var.
Et irriteret suk nåede op fra min hals. Brombær.
Fandens. Pokkers allergi. Skuffet smed jeg mysli-baren ned
på bordet igen. Mit blik blev fanget af et stykke
pergament. En konvolut? Vent. Den havde jo mit navn på!
Hurtigt tog jeg det skrøbelige papir op og så på, hvem
76
Det lignede bare et helt normalt flygel
den var adresseret til. ”Til Elizabeth Erin May – Fra
Robert May”. Ordene var skrevet med en sirlig, uhyggelig
kendt skrift. Med en rystende hånd lagde jeg brevet ned.
Mit hjerte hamrede ikke vildt længere. Det var som om alt
var stoppet. Selv de tårer der var på vej ned til papiret.
Følelsesløst så jeg, mens at de eksploderede på den beige
overflade. Langsomt vendte jeg mig og begyndte at gå.
Lyden af mine fodtrin hørtes i det forholdsvis stille lokale.
Forholdsvis - En tung, dybt klagende stønnen kom fra et
tilstødende rum. Mit hjerte begyndte at hamre igen. Dun
dun, dun dun, dun dun. Langsomt trådte jeg hen til det,
der var tilbage af den iturevne toiletdør. Jeg kunne se ...
Blod. Mørkt, halvstivnet blod. Og ... Fødder? To fødder,
en med sko på, en anden bar. Et trækning gik igennem
den bare fod. Den lave stønnen var stilnet af helt nu. Jeg
stod stille. Åndedrættet sad fast i halsen. Hjertet hamrede
på ribbenene. Mine fødder var som frosset til stedet. Jeg
kunne ikke rykke mig.
Ikke før jeg blev kastet tilbage.
Min ryg landede tungt på gulvet med et hårdt bump.
Stive fingre slog ned i mine ankler og begyndte og trække.
Jeg skreg og sparkede ud efter den ... ting, som havde taget
fat i mig. Sparkede, sparkede, indtil at min fod kolliderede
med en næse. Knæk. Knas. Febrilsk skubbede jeg min
krop op, skubbede til de rød-farvede fliser under mig, og
sparkede til gulvet for at komme væk. Jeg fangede et glimt
af væsnet. En forvreden menneskelig krop. Jeg løb hen til
døren. Næsten ... Bare få skridt endnu!
SLAM! Min forkrop slog imod fliserne, da mine fødder
blev grebet og trukket i. Mine negle skreg imod de glatte
fliser, fumlede efter noget, hvad som helst. Min hånd
lukkede sig om noget koldt. Jeg trak i cylinderformen og
77
vente mig i en tåge. Igen, igen og igen slog jeg med
jernstangen. Den gyselige knasende lyd af brækkede
knogler gjorde mig helt dårlig. Jeg kunne FØLE hvordan
hud og kød gav efter for metallet.
Stilhed. Tingen bevægede sig ikke længere. Jernstangen
var begravet dybt i dens kranium. Jeg trak mine fødder ud
af dens kolde, døde greb. Skoene hang ved dens fingre.
Jeg så lidt nærmere på den ting der havde angrebet mig,
og følte kvalmen stige op. De forvredne lemmer var
indhyllet i en blodsmurt patientkåbe, og et lille, hvidt
metallisk skilt fortalte, at patienten engang havde hedet
Angelique Rose. En sur smag trængte op i min mund, før
hvad jeg havde tilbage af morgenmaden blev spildt ud
over gulvet og det muterede lig.
Min krop tumlede imod døren, efter at jeg havde
fundet en lille smule styrke frem igen. Sanseløst slog jeg
ned på dørhåndtaget nogle gange, før døren gav efter og
åbnede. Jeg famlede mig af sted i det flakkende lys fra
billige, elektriske rør i loftet, som kun lige kunne oplyse
gangen i et blegt skær. Mine eneste tanker var, at jeg skulle
se at komme væk. Væk fra sovestuen, væk fra hospitalet,
væk, væk, væk!
Jeg trak mig ned af gangen. Mit hoved var diset og
mine fødder iturevne fra glasskår. Jeg snublede da min fod
gled, og nåede knap at tage for, da jeg landede i en pøl af
tyk væske. Den klæbrige substans var stadig varm, og
lugtede skarpt at en blanding indeholdende jern. Blod. Et
støn trængte sig ud gennem mine tørre læber. Jeg kunne
knap nok skubbe mig selv op, og gled igen i det glatte søle.
Hele min forkrop landede i den store, varme pøl. Jeg lå
der, mens at der blev tegnet streger over mine beskidte
78
Det lignede bare et helt normalt flygel
kinder. Tårerne kunne ikke længere blive holdt tilbage, og
hvad styrke jeg måtte have haft tilbage, begyndte langsomt
at flyde ud sammen med den stille strøm af tårer. Det er
slut. Jeg skal dø. Jeg skal dø her, inde i det her forbandede
hospital, og ingen vil lægge mærke til det. Ingen vil vide, at
det er mig. Når de trækker mit døde lig ud, vil jeg ligne
hende Angelique-pigen. Lemlæstet og muteret. Jeg græd
og græd, og græd lidt mere, mens jeg sank ned i en tyk,
sort masse af selvmedlidenhed og sorg. Jeg havde igen
kræfter tilbage og lå blot der i blodet. Det var virkeligt
ubehageligt, men jeg kunne ikke flytte mig. Mine arme og
ben lystrede ikke. Jeg ville ikke engang kunne gå, hvis
nogen kom efter mig nu. Jeg var hjælpeløs. Jeg havde ikke
mere noget håb tilbage. Måske ville det være bedst, hvis
jeg hvilede mig lidt. Måske ville de dræbe mig, mens jeg
sov! Uden smerte.
Langsomt overmandede udmattelsen mig, uden at jeg
kunne kæmpe imod. Det var jeg for træt til, og min krop
modsagde og nægtede et hvert forsøg på at bevæge sig.
Det klæbrige, varme og ubehagelige leje som jeg lå på,
slog op om min krop. Det tætteste jeg kunne komme på et
tæppe lige nu. Disede drømme om at blive jaget og
angrebet tog hold om mit sind.
Jeg vågnede ved et skrig. For op og skreg næsten selv i
kor med den anden, da flere af mine hår blev trukket ud
af hovedbunden på grund af det tørrede blod. En
svidende smerte for igennem min hovedbund og siden af
mit ansigt. Det andet skrig blev ved og ved, slynget tilbage
fra de flisedækkede korridorer, og flængede mine øre. Så,
stoppede det brat. Som om det var blevet skåret fra. En
gysen løb ned ad min ryg, mens jeg skælvende lænede mig
79
imod den kolde væg. Jeg ømmede mig lidt over den
smerte, som det tørrede blod havde påført min krop. Mine
ru fingre løb hen over min kind og min hovedbund. Brunt
blod lå stadig i små kager på min hud. Langsomt sank jeg
ned på den tørrede, brune flade igen. Jeg ville græde.
Græde min sorg, min smerte og chok ud. Men jeg kunne
ikke. Jeg havde ingen tårer tilbage, og mit indre føltes som
en ørken, fri for al væske. Hvis jeg skærer mig nu, tænkte
jeg, vil jeg måske slet ikke bløde ... For der vil ikke være
noget tilbage at bløde af. Et støn trængte ud, mens at min
hånd kørte igennem det krusede hår, og samlede løse
lokker op. En god del af mit røde, krøllede hår lå stadig
nede i pølen. Rødt imod brunt.
Jeg for sammen. Et dyrisk hyl trængte igennem
gangene. Det var ikke langt væk. Mit hjerte hamrede,
mens at jeg trak min døsige krop op fra gulvet og begyndte
at gå. Mekanisk blev den ene fod sat foran den anden.
Blev ved med at gå, også selv om jeg ingen idé havde om
retningen. Mit hjerte forsøgte febrilsk at bryde ud af det
fængsel, det var fanget i. Jeg holdt en hånd på de glatte
fliser, der dækkede væggen, da mine hudløse fodsåler
havde svært ved at finde fæste på det glatte, tilsølede gulv.
En skælven gik igennem mig, mens at lyset blev ved med
at flakke. Tændt ... Slukket ... Tændt ... slukket ... Sådan
blev det ved. Jeg kunne knap se klart, og mit syn var sløret
af den konstante slukken og tænden.
En dør dukkede op. Lige foran mig var en væg med en
dør i. Jeg var ikke helt sikker på, hvornår den var dukket
op der, eller hvordan at jeg var havnet her, men nu var
den der altså. Det var den eneste udgang fra denne gang.
Jeg lagde min hånd på det snavsede glas og så ind. Det var
svært at se noget inde bag den.
80
Det lignede bare et helt normalt flygel
Jeg stivnede. Netop som jeg havde lagt hånden på
håndtaget, begyndte en skrabende lyd bag mig. En lyd af
noget skarpt, der gled over de glatte fliser. En stor,
monstrøs skygge blev kastet på de rød-hvide vægge af det
flakkende, blålige lys. 'Bæstet' var enormt og behåret, hvis
man skulle vurdere det på dens skygge, og den vægt den
lagde på gulvfliserne, der langsomt krakelerede under den.
Frygten stod ud fra mig med så skarp intensitet, at jeg
næsten kunne både lugte og smage den.
Jeg vidste, at bæstet kunne lugte det.
Jeg vendte som en snurretop. Hånden fumlede med
døren. Bæstet var sat i løb.
SLAM! Døren var smækket bag mig. Løb ned ad
gangen. Jeg løb, og ænsede kun lyden af kløer, der
kradsede og masede på døren bagude.
Åndedrættet i halsen kvalte mig næsten. Jeg løb ned
ad gangen til den sidste dør. Det kolde håndtag drejede.
Døren slog op. Jeg smuttede igennem, før jeg vendte halvt.
Blikket flakkede til den anden ende. Det var første gang
jeg fik bare et halvt glimt af Bæstet.
Det var stort. Mindst to og en halv meter høj. En
pjusket, mørk pels fik det til at se større ud. Flere
blodpletter på skin og klør. Klør lige så lange som min
underarm. Sylespidse. Øjnene ... Vilde. Blodtørstige.
Lysende gule.
Det tog et sekund. Så løb det igen. Panikken satte ind.
Jeg smækkede døren i. Jeg løb. Ned ad gangen. Rundt i
svinget. Næste gang. Ingen døre. Til højre. Ingen døre.
Ned ad næste gang. Hvor var alle dørene?! Gled i svinget.
Løb til venstre. Ned ad gangen. Der! Der, der, der! En dør!
Løb. Tog i håndtaget. Låst. NEJ! FUCK! Ned ad gangen
igen. Ænsede ikke glasskårene på gulvet. Bare løb. Bæstet
81
kom nærmere. Tog svinget til venstre. En dør! Tog i
håndtaget. Pressede det ned. Slog skulderen imod døren.
Jeg tumlede ind. Slog døren i igen. Fandt en stol og
satte den under håndtaget. Barrikaderede døren.
Jeg faldt tungt ned på gulvet. Stakåndet så jeg mig om.
Frygten og adrenalinen skærpede mine sanser, og jeg så
det lille værelse bedre. Væggene var dækket af mug, og det
sølle tapet var flere steder skallet af og lå på gulvet. Støv
dækkede alt. Endda den stillestående luft. Der var ingen
ventilationsskakte. Ingen vinduer. Ingen døre.
Det var en blindgyde.
Håbet begyndte at flygte. En blindgyde. En pokkers,
gudsforladt, forbandet, fucking BLINDGYDE! Jeg troede
ikke, at jeg kunne, men jeg græd. Græd i vrede. Græd i
sorg. Græd i frygt. Jeg ville ende som en patienterne her
på hospitalet. Død.
Jeg rystede på hovedet og tørrede træt tårerne væk fra
mine kinder, før jeg så mig om. Der var kun to senge og
tilhørende små sengeborde, samt en fælleskommode. Den
ene seng var tom. I den anden lå en muskuløs mand i en
sort kappe. Han åndede ikke. Der var ikke engang et
ligklæde over ham. Rystende, rejste jeg mig op. Det
virkede forkert, at han lå sådan. Udækket. Mine stive
fingre fumlede ved tæppet, der lå sammenfoldet ved
fodenden. Stivnet blod holdt det sammen, og det krævede
en større kraftanstrengelse at trække dem fra hinanden.
Kræfter fra reserver, som hurtigt svandt ind. Forsigtigt
lagde jeg tæppet over hans stive krop. Måske, tænkte jeg,
vil guderne have barmhjertighed over min egen sjæl, hvis
jeg tager mig af andres.
Jeg fór sammen. Bæstet begyndte at slå vildt på døren.
Den ville ikke holde længe. Panikslagen så jeg mig om
82
Det lignede bare et helt normalt flygel
efter et gemmested. Jeg fór ind under mandens seng. Der
var intet bedre sted – også selv om det her var forfærdeligt.
Et brag og det var ovre. Den kradsende lyd var stoppet.
Mit hoved lå ind imod væggen. Mit hjerte bankede
vildt. Jeg holdt vejret. Jeg kunne knap samle mod til at se
mig lidt bagud imod døren. Den var åben. Hjertet sank i
livet på mig, og med det, modet. Jeg vendte mig igen imod
væggen. Tankerne for vildt rundt i mit hoved. De ledte
efter en udvej.
Men de fandt ingen.
Håbløsheden faldt ind over mig. Jeg ville ikke tænke på
Bæstet. Jeg var ikke parat til at se min død i øjnene. Jeg
prøvede så vidt muligt ikke at koncentrere mig om den
faretruende stilhed heller. Det var alt for stille. Var den
gået? Den vidste jo, at jeg var herinde, men jeg kunne ikke
høre den. Jeg var begyndt at trække vejret igen, mens en
blanding af udmattelse og håb blandede sig i mit blod. Jeg
var næsten for bange til at håbe. Bange for at håbet igen
ville blive revet brutalt fra mig. Jeg så på en lille plet på
væggen, bare for at have noget at fokusere på. En meget
interessant lille plet. Det lignede næsten et lille, smilende
ansigt. Mund og to små, sorte pletter som øjne. Jeg
smilede igen til ansigtet. Det blev det ikke mere glad af.
Snarere tværtimod. Ansigtet fortrak sig faktisk lidt. Jeg så
undrende på det. Hvor uhøfligt. Det gik! Hvordan kunne
det da ellers blive mindre? Men... Det var jo ikke kun
ansigtet ... Det var jo hele væggen. Hvorfor bevægede
væggene sig nu? Og gulvet også? Jeg lagde mærke til, at
gulvet skurrede imod min mave og arme. Det var som om
mine fødder trak mig ud fra pladsen under sengen. Jeg er
ved at blive gal, tænkte jeg. Væge og gulve flytter sig ikke
af sig selv, og fødder trækker bestemt ikke én af sted af sig
83
selv!
Da jeg endelig forstod, var det for sent. Det var der,
jeg begyndte at skrige.
84