Hvornår er det "nu"? Artikel af Dyrlæge K. Steensborg i Dansk Kennel Klub´s blad ”Hunden”. Næsten alle hundeejere må før eller siden tage den svære beslutning om at lade deres aldrende hund se de evige jagtmarker Der kan jo være mange forskellige årsager til, at man bliver nødt til at sige farvel til sin ældre hund og lade den aflive, siger dyrlæge Knud Steensborg, Abild Dyreklinik i Brabrand. - Beslutningen om aflivning hænger sammen med velfærd og livskvalitet – noget som er svært for os at definere hos et dyr. Det, man som hundeejer skal være opmærksom på, er, bl.a. om hunden tydeligvis har smerter, om den er holdt op med at spise og drikke, og om den sløver hen og ikke har lyst til noget. Viser nogle af disse tegn sig, er det nok tid til at kontakte dyrlægen en sidste gang. Skal man vurdere en hunds livskvalitet, synes jeg også, at man må se på, hvordan den har levet og lever sit liv. Har man f.eks. en jagthund, som ikke længere kan bruges til jagt, eller noget der minder om jagt, på grund af dens helbred, kan den få et gevaldigt psykisk dyk, og så synes jeg ikke, den har et godt liv længere. De fleste mærker, når det er tid Det er en meget stor bekymring for rigtig mange hundeejere, om de er i stand til at vurdere, hvorvidt deres aldrende hund har et rimeligt liv, eller om det er tid til farvel. Vi bliver tit kontaktet her på klinikken af hundeejere, som er usikre på, hvornår hunden er for dårlig til at leve. Jeg plejer at svare, at ejere som hovedregel ikke vil være i tvivl, og at de blot skal bruge deres sunde fornuft. Langt, langt de fleste hundeejere kommer nemlig på det rigtige tidspunkt. Det sker en sjælden gang, at en hundeejer kommer for sent med sin hund til aflivning i forhold til, hvad jeg som dyrlæge mener er forsvarligt. Det sker typisk i tilfælde, hvor hunden er blevet stærkt menneskeliggjort, og ejeren har tillagt den menneskelige følelser som for eksempel, at den skulle være bange for at dø. Men hunden kan efter min bedste overbevisning ikke være bange, for den ved jo ikke, at det skal ske. Andre gange sker det, fordi hundeejeren er så stærkt knyttet til hunden, at det ikke er til at bære at miste den. At lade sin hund aflive er en hård beslutning at træffe. Jeg plejer at sige, at når man køber en hund, køber man også en sorg – nemlig at man er nødt til at sige farvel til den på et tidspunkt. Og det bliver som regel i kraft af en aflivning, for det er ganske sjældent, at en gammel hund bare ligger død af sig selv en morgen. Hunden skal logre med halen - Rent aldersmæssigt begynder de store hunde allerede at ældes, når de er ca. fem år gamle og de små i syvårsalderen, fortæller Knud Steensborg. – Akkurat som hos ældre mennesker er de første aldersproblemer gigttilstande i ben eller ryg. Da skal man begynde at holde øje med, om ens hund begynder at have ondt. Brug fingre og øjne til at vurdere situationen. De fleste kan faktisk se det i hundens øjne, hvis den har stærke smerter. De kommer og siger "Den har sådan et underligt udtryk i hovedet – der er noget galt med den". Det er selvfølgelig en vurderingssag, hvornår en hund har for mange smerter til at have et anstændigt liv. Går den eksempelvis konstant og halter lidt, men spiser den og er i øvrigt glad, synes jeg bestemt ikke, man skal aflive den. Har den derimod et udslukt udtryk i øjnene, nægter den at bevæge sig i rimeligt omfang og giver hunden højlydt udtryk for smerte, er det ved at være tid til at hjælpe den på vej. Man skal også dagligt holde øje med, om hunden er glad og godt tilpas. Har den stadig lyst til at lege og udføre daglige rutiner? – Og et godt gammelt sundhedstegn: Logrer den stadig med halen? Halen er et godt barometer for hundens tilstand – specielt hvis den samtidig er glad i sine øjne. Et supplerende råd er at holde øje med, om hundens pels ser godt ud og om hundens vægt er ”normal”. Pelsen kan i høj grad bruges som spejl på hundens tilstand. Hvis ikke den ser sund og glansfuld ud, er det tegn på, at hunden skranter på en eller anden måde. Et meget klogt tiltag er, at man vejer sin hund 1 x ugentligt - +/- 10% vægtændring er ok – ellers skal man søge dyrlæge. Jeg vil også anbefale, at man dagligt føler hundens krop igennem for at tjekke, om der skulle være knuder. Hvis man som hundeejer er i tvivl om noget, kan man jo benytte sig af dyrlægens sundhedstjek for at finde ud af, om hunden evt. skal behandles, eller om dens liv er ved at rinde ud. For gammel til behandling? Efter min mening er der grænser for, hvor meget og hvor længe man skal behandle ældre hunde, der fejler noget, siger Knud Steensborg. - Vi kan jo mere og mere rent behandlingsmæssigt, og kravene fra hundeejerne om at forlænge deres hundes liv stiger hele tiden. Mine kriterier for behandling er, at hunden skal have, hvad jeg tidligere har defineret som livskvalitet under behandlingen. Ej heller må behandlingen have væsentlige bivirkninger. Som udgangspunkt synes jeg ikke, at en hund kan blive for gammel til en operation. men man skal selvfølgelig gøre sig klart, at dyrlægen evt. kan operere en hund for en given sygdom, så den bliver rask af den, men vi kan jo altså ikke operere hunden yngre, så den kan godt dø af noget helt andet et halvt år efter. Jeg vil personligt kun anbefale operation af en ældre hund, såfremt prognosen for at den får et rimeligt liv er rigtig god. Derfor skal den undersøges grundigt, før en operation kan komme på tale, og jeg foreslår også gerne, at vi tager en blodprøve og et røntgen/scanning for at være sikker på, at organerne er i orden. Hvis resultatet af undersøgelsen og prøverne er gode, opererer jeg gerne. Mærker intet under aflivningen Hvis det er kommet dertil, at der ikke er anden udvej end at aflive hunden, har vi en helt fast procedure, vi kører efter, forklarer Knud Steensborg. - Når en hundeejer kommer her med sin hund for at få den aflivet, starter vi altid med at fortælle, hvad der skal ske. God information er ekstrem vigtig. Hunden får først en indsprøjtning i en muskel, som får den til at slappe af og falde i søvn. Det sker, at en hund giver et lille piv fra sig, når den får indsprøjtningen. Det kan man ikke forhindre, men jeg har da oplevet at få skæld ud af hundeejere for det. Dt tager jeg nu ikke så tungt, for jeg ved, at de er pressede og befinder sig i en ekstremt følsom situation, og at der ikke er langt mellem sorg og vrede. - Der går typisk 10-15 minutter fra hunden har fået indsprøjtningen, til den sover. De fleste hundeejere vil gerne sidde alene med hunden i ventetiden, men hvis jeg kan mærke, at de gerne vil have det, bliver jeg. Når hunden sover, får den den sidste indsprøjtning, som er et meget stærkt sovemiddel, direkte i blodet. Midlet lammer alle centre i hjernen, og hunden mærker intet. Der kan efterfølgende komme et par gisp fra hunden, men det er en ren nerverefleks. Når hunden er død, vil de fleste gerne røre ved den, ligesom for at sikre sig, at den nu også er død. Nogle vil også gerne have hundens øjne lukket som man gør på mennesker, men det kan ikke lade sig gøre på dyr. Har hundeejerne lyst at sidde lidt hos hunden, efter den er død, hvad mange faktisk har, får de lov til det. Sommetider får jeg spørgsmålet om, hvorvidt det er en god idé at tage familiens børn med ved aflivningen. Dertil svarer jeg altid, at de skal spørge børnene om, hvad de har lyst til. De tager det faktisk tit bedre end forældrene, men de skal ikke tvinges til at gå med. Som oftest en enorm sorg Det er selvfølgelig forskelligt, hvad hundeejerne føler, når deres hund skal aflives. Men de fleste er utrolig kede af det og græder, fortæller Knud Steensborg. Oftest ligger der en lang og alvorlig beslutningsproces ”foran” en aflivning – derfor spørger jeg sjældent om årsagerne til aflivning – nogle ejere kommenterer det dog selv. - Hvis en aflivning skal forløbe godt, er dyrlægen derfor efter min mening nødt til at tage sig godt af hundeejerne. Jeg sætter altid god tid af til aflivningerne, for jeg ved, der er behov for at tale lidt med hundeejeren og måske give et knus. I aflivningssituationerne er det hårdt at være dyrlæge, og hvis jeg for eksempel har haft 4-5 aflivninger på en dag, er jeg meget træt om aftenen. Undersøgelser har vist, at sorgen ved at miste en hund kan være utrolig dyb – også dybere og mere uforståelig end hvis man har mistet et menneske. Til gengæld varer den oftest ikke særlig længe. Mange har det allerede langt bedre dagen derpå, og de er klar over, at de har gjort deres hund en tjeneste ved at skåne den for flere pinsler. Faktisk er det ikke så sjældent, at hundeejerne siger, de ville ønske, man kunne gøre det samme for mennesker, når de ikke længere har et forsvarligt liv. Sidste station De fleste – omkring 2/3 – vælger at sige farvel til deres hund her på klinikken, og så sender vi den til kremering. Andre vælger at tage hunden med for at begrave den hjemme eller på en dyrebegravelsesplads. I ekstremt sjældne tilfælde har jeg også oplevet, at hunden skulle udstoppes. Ønsker hundeejerne at få deres hunde kremeret, sender Abild Dyreklinik dem til Ada's Krematorium på Sjælland, som er landets største kæledyrskrematorium. Her kremeres hundene enten enkeltvis – hvis ejeren vil have asken retur i en urne – eller i en fælleskremering. Ved sidstnævnte transporteres asken til en sorteringsplads, hvor den bliver gravet ned og aldrig rørt igen. De, der efterlader hunden på klinikken, spørger en sjælden gang, om deres hund vil indgå i forskning eller forsøg, fortsætter Knud Steensborg. - Det kan sommetider være fagligt relevant at åbne en hund, men vi kunne aldrig finde på det uden at have fået tilsagn fra ejeren. Ind imellem sker det også, at en hund obduceres på ejerens foranledning. Det er ekstremt vigtigt for dyrlæger at bevare dyreejernes tillid - også i denne sidste fase. Nogle siger farvel derhjemme Det sker, at nogle hundeejere gerne vil have deres hund aflivet i hjemmet. Det gør jeg gerne for vores faste klienter, hvis det er praktisk muligt. For nogle er det en fordel, fordi de bedre kan græde derhjemme – og tårer er sunde for ejerne. Enkelte hunde slapper måske også lidt mere af hjemme. Hvis de kommer hen på klinikken, mærker de, at der skal ske noget, men faktisk synes jeg, at langt de fleste hunde tager det fuldstændig afslappet at komme her. Efter min mening er betydningen af at aflive i hjemmet lidt overvurderet - Hvis man vælger at lade hunden aflive hjemme, skal man være indstillet på selv at tage hånd om hunden efter aflivningen. Begraver man den selv, skal man sørge for at lægge mindst en halv meter jord ovenpå, så den ikke bliver gravet op af ræve eller lignende. Ny hund Hvis man vil have en ny hund efter den gamle, vil jeg i de fleste tilfælde anbefale, at man anskaffer den nye hund, mens man stadig har den gamle. Det er klart, at hvis den gamle hund ikke tåler at tumle rundt – for eksempel hvis den har gigt – er det ikke så smart at få en livlig hvalp i huset. Der er flere fordele ved at have de to hunde samtidig. Den nye hund kan lære en masse af den gamle, som har værdi for familien. Faktisk ser man også tit, at den gamle hund får sin anden ungdom, når der kommer en hvalp ind i billedet. En anden fordel for hundeejeren er, at det bliver nemmere den dag, man skal op på klinikken for sidste gang med den gamle hund, når man har en ny derhjemme. Interview med dyrlæge Knud Steensborg i DKK´s ”Hunden”.