1. No category

CENTER FOR EUROPÆISK POLITIK
INSTITUT FOR STATSKU NDSKAB
KØBENHAVNS UNIVERSITET
Élysée-traktaten – 50-året for det fransk-tyske ægteskab
Af Peter Nedergaard, professor i Statskundskab, Københavns Universitet
Når den franske præsident er valgt, består hans første embedshandling som regel i at sætte sig i flyet
til Berlin for at få en snak med den tyske modpart. Og ligeså og omvendt med den tyske
forbundskansler. De to stats- og regeringsledere har et ualmindeligt tæt samarbejde, hvilket gang på
gang har givet sig konkrete udslag.
Baggrunden herfor kan spores tilbage til en ganske bestemt begivenhed: For 50 år siden den 22.
januar 1963 underskrev den daværende tyske forbundskansler, Konrad Adenauer, og den franske
præsident, Charles de Gaulle, i Élysée-palæet i Paris en af efterkrigstidens vigtigste traktater:
Élysée-traktaten.
Heri lover Tyskland og Frankrig, at man fremover vil konsultere hinanden i alle vigtige
udenrigspolitiske spørgsmål. Man vil også holde topmøder med jævne mellemrum mellem de to
landes stats- og regeringsledere og fremme det indbyrdes samarbejde på alle planer mellem de to
lande.
Élysée-traktaten beseglede efterkrigstidens fransk-tyske samarbejde. Den blev anledningen til, hvad
der er blevet kaldt Paris-Berlin-aksen, og som siden har været den måske vigtigste
magtkonstellation i europæisk politik. Mange af de seneste tiårs skelsættende beslutninger i
europæisk politik er udtænkt i denne magtkonstellation.
Maastricht-traktaten er blot et af de mange eksempler på initiativer, som udsprang heraf. Frankrig
ønskede en monetær union i EU, fordi man ville væk fra D-markens dominans i det monetære
samarbejde i EMS’en. Tyskland betingede sig, at etableringen af det monetære samarbejde i
ØMU’en ske efter tysk model samt at Frankrig samtidig godkendte Tysklands genforening og
Østtysklands optagelse i EU.
Også de seneste år forsøg på at løse gældskrisen i Sydeuropa er ikke mindst sket i et tæt samarbejde
mellem Tyskland og Frankrig. Selv om Tyskland i dag er den vigtigste spiller, vil Frankrig i store
EU-politiske spørgsmål altid blive taget med på råd på grund af Élysée-traktaten.
Eksemplerne viser også, at beslutninger taget i regi af det tætte fransk-tyske samarbejde ikke
nødvendigvis er problemfrie. Det er langt fra sikkert, at der kommer en højere form for rationalitet
ud af det, når de franske og tyske ender skal mødes. Det ændrer imidlertid ikke ved, at de fælles
fransk-tyske beslutninger ofte er yderst vigtige for Europa.
CENTER FOR EUROPÆISK POLITIK
INSTITUT FOR STATSKU NDSKAB
KØBENHAVNS UNIVERSITET
Paris-Berlin-aksen betød en fundamental ændring af europæisk politik, som har sin baggrund i, at
de fransk-tyske konflikter i hen ved 100 år havde udgjort kimen til europæisk ustabilitet og ufred.
Den fransk-tyske krig 1870-71, første verdenskrig 1914-18 og anden verdenskrig 1939-1945 var
alle i større eller mindre omfang krige, som udsprang af konflikter mellem Frankrig og Tyskland.
Rom-traktaten gjorde naturligvis en ende herpå. Med Élysée-traktaten tog Frankrig og Tyskland
yderligere et skridt mod mere samarbejde. Élysée-traktaten kan man fortolke som et ægteskab
mellem de to lande, som har holdt siden, selv om det langt fra altid har været uden skærmydsler. I
mange år var Frankrig den dominerende partner i ægteskabet som landet, der bestemte, hvor skabet
skulle stå. I dag ser det anderledes ud. Tyskland har overtaget magten på alle fronter, mens Frankrig
er svækket af dårlig økonomi og ringe konkurrenceevne. Frankrigs position i verden går i stadigt
stigende omfang via den tyske power partner. Uanset hvad, tyder alt imidlertid på, at ægteskabet
forsætter, fordi begge lande har en større interesse i at være sammen end i skilsmisse.
Danmark har traditionelt altid været skeptisk overfor Paris-Berlin-aksen, fordi den indebar, at
Danmark ikke sad med ved bordet. I stedet har Danmark slået på, at store europæiske beslutninger
skulle tages i regi af EU, hvor alle EU-lande var til stede. Synspunktet er imidlertid blevet stadigt
vanskeligere at opretholde, fordi EU i dag er opdelt i forskellige samarbejdscirkler, hvor ikke alle er
med i alt, og fordi det faktum, at EU er blevet så stort, gør, at store beslutninger ikke altid kan
afstemmes her.
I Danmark skal vi derfor trods alt være glade for, at det fransk-tyske ægteskab holder. Det skaber
fred, stabilitet og forudsigelighed i Europa og i EU. Det er i Danmarks store interesse både
økonomisk og politisk. Derfor er Élysée-traktaten også værd at gøre honnør for i Danmark.