CENTER FOR EUROPÆISK POLITIK
INSTITUT FOR STATSKU NDSKAB
KØBENHAVNS UNIVERSITET
Hvem sætter standarden på markedet?
Af Peter Nedergaard, professor i Statskundskab, Københavns Universitet
Komplicerede standarder præger samhandelen i den moderne verden med hensyn til alt fra
kvalitetsstandarder for maskiner og til indholdsstandarder for fødevarer. Standardiseringsprocessen ser
ud til at være uanvendelig, og for et lands virksomheder drejer det sig derfor om at holde sig til.
Det er naturligvis langt fra altid, at tingene flasker sig nøjagtig, som man som land og virksomhed
kunne ønske sig, når det drejer sig om den internationale standardiseringsproces. Kun få danske
virksomheder har egenhændigt været i stand til at påvirke en international standardiseringsproces inden
for eget område. En af de få er Lego, som via en målrettet og ressourcekrævende indsats fik stor
indflydelse på standarderne i forbindelse med gennemførelsen af EU’s såkaldte legetøjsdirektiv, som
skulle sikre helt fri handel med legetøj på EU’s indre marked.
Resultatet af indsatsen indebar bl.a., at mange af Legos konkurrenter og potentielle konkurrenter
pludselig skulle leve op til standarder, der til dels lignede de virksomhedsinterne standarder, som Lego
selv fulgte i forvejen. Det har været en blandt mange af årsager til Legos efterfølgende succes på EUmarkedet.
Historien om Legos fremsynethed fortælles med jævne mellemrum, men det har tilsyneladende ikke ført
til, at interessen for standardisering fra et samfundsperspektiv af den grund er øget synderligt i
Danmark. På de samfundsvidenskabelige institutter rundt om på landets universiteter er der meget få,
som interesserer sig for standardisering. Heller ikke efterspørgselssiden viser nogen overvældende
interesse for, at denne tingenes tilstand ændres.
På dette punkt adskiller Danmark sig ganske meget fra nabolandene Tyskland og Sverige, hvor der
traditionelt har været større forskningsinteresse for standardiseringens betydning for virksomheder og
samfund, og hvor denne også i højere grad er blevet understøttet. Dette er langt fra hele forklaringen på,
hvorfor det er lykkedes disse to lande i langt højere grad at opretholde en produktionsindustri, end
tilfældet er i Danmark. Men det er måske en flig af forklaringen på forskellen.
I de kommende år skulle bevidstheden om standardiseringsspørgsmålets vigtighed gerne øge
betragteligt. EU er i færd med at forhandle en række bilaterale aftaler på plads med Japan, USA, Canada
og andre lande som svar på, at handelsliberaliseringen under WTO’s såkaldte Doha-runde er gået i stå. I
alle disse forhandlinger indgår standardiseringen som et element.
CENTER FOR EUROPÆISK POLITIK
INSTITUT FOR STATSKU NDSKAB
KØBENHAVNS UNIVERSITET
For EU er målet at sikre, at man får fastslået, at EU’s virksomheder efterlevelse af de europæiske
standarder i så vid udstrækning som muligt automatisk accepteres som ligeværdige af eksportlandene i
overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse. Forhandlingsspillet er imidlertid ikke altid
lige let.
De af EU krævede standarder er langt hen ad vejen offentlige og derfor lagt blot for omverdens
virksomheder, som kan finde dem, efterleve dem og dermed pr. definition få adgang til EU-markedet.
Omvendt er f.eks. de amerikanske standarder i langt højere grad privatbaserede, og de er ikke på samme
måde frit tilgængelige. Det giver de virksomheder, som er til stede på det amerikanske marked, eller
som kender dette marked overmåde godt, er stor fordel. Den sælges de amerikanske forhandlere ikke
sådan ud af uden at få noget igen.