6 Kultur - Dorthenors.dk

POLITIKEN
Søndag 5. januar 2014
6 Kultur
Siden er redigeret/layoutet af:
Søren Hansen/Kaspar Busch
Fra Jylland
er der
kortere til
Amerika
Gennem syv år forsøgte
forfatteren Dorthe Nors at
få fodfæste i København,
men hun nåede aldrig at
føle sig som en del af
storbyens litterære cirkler.
Til gengæld har hun fået
fodfæste i USA, og med den
succes i bagagen er hun
vendt tilbage til Jylland.
interview
D
e sidste tre år Dorthe Nors boede i
Valby, havde hun et gammelt billede af forfatterkollegaen Peter
Seeberg (1925-1999) klistret op på sin køleskabsdør. Billedet hang sammen med en
avistekst, hvor Seeberg forklarede, at han
aldrig rigtig havde fået ordentligt fæste i
København, og at han derfor var taget tilbage til Jylland, hvor
han blev museumsinspektør i Viborg.
For ikke så længe siden kiggede Dorthe
Nors igen over på billeCARSTEN ANdet af forfatteren. Efter
DERSEN
syv år i Valby var hun
begyndt at lede efter et
sted uden for storbyen. Forsøget på at blive en integreret del af det litterære miljø i
København var slået fejl.
»Jeg har hele tiden hængt på ydersiden
og aldrig været en del af netværket, og så
var det, jeg tænkte, ja, Seeberg, det kan da
godt være, vi skal til Viborg«.
Dorthe Nors siger det med et smil i
stemmen, for rejsen tilbage til Jylland,
hvor hun får permanent adresse i Dollerup uden for Viborg, sker på ingen måde
med følelsen af, at den litterære karriere
har ramt en blindgyde, fordi hun har forladt København. Hun føler bare, at hun
gør samme rejse, som folk som Per Højholt og Peter Seeberg gjorde før hende.
Og man forstår godt hendes optimistiske
syn på det jyske tilbagetog. Sagen er nemlig, at forfatteren netop nu oplever en
større interesse for sit forfatterskab, end
hun nogensinde har gjort.
Interessen kommer ikke fra det litterære establishment i København. Nej, interessen kommer udefra. Dorthe Nors er blevet et varmt navn i de litterære kredse i
USA.
I september trykte det elitære magasin
The New Yorker en af forfatterens historier. Det er et magasin, som amerikanske
forfattere forgæves forsøger at få hul
igennem til. Magasinet trykte novellen
’Hejren’ fra den fem år gamle samling
’Kantslag’, og i skrivende stund har amerikanske magasiner aftaget alle samlingens noveller på nær to, og i midten af februar udkommer novellesamlingen på
amerikansk under titlen ’Karate Chop’ på
forlaget Graywolf, som også huser forfattere som norske Per Petterson og svenske
Tomas Tranströmer.
Men hvordan i alverden kan det lade
sig gøre, at en forfatter, som aldrig rigtig
er brudt igennem herhjemme og mest er
kendt af Herning Folkeblads læsere, pludselig får et gennembrud i New York?
Hvis man spørger forfatteren selv,
handler en del af det faktisk om hendes jyske rødder.
»Jeg er jo vokset op ved Herning, hvor
alt er meget gå selv-agtigt. Herning er ret
amerikansk, og det sidder i mig, at man
gerne må gøre tingene på sin egen måde.
Under min opvækst fik jeg banket ind i
hovedet, at man godt kan gå direkte fra A
til B uden at spørge om lov. Den slags kan
godt blive lidt oppustet og hyperliberalistisk på en træls måde, men hvis man tager det bedste af det, kan man også tænke
ud af boksen på den måde«, siger Dorthe
Nors.
Forfatterens forklaring på det amerikanske gennembrud er groft sagt, at hun
var i gang med at bane sin egen vej til USA,
før hun selv var klar over det.
»Mange tror, at det er mit forlag, der har
skaffet forbindelsen til USA, men sagen er,
at det er sket igennem mit eget netværk.
Det var bare ikke et netværk, jeg havde
tænkt mig at bruge for at blive udgivet på
amerikansk. Under et arrangement med
Dansk PEN mødte jeg forfatterne Junot
Diaz og Rick Moody, og jeg var blandt andet guide for dem på Christiania. Vi blev
venner og udvekslede bagefter musik og
alt muligt andet over nettet. Kort efter
vandt Junot Diaz så Pulitzerprisen i USA,
men det var stadig ikke noget, jeg satte i
forbindelse med mine egne bøger. Vi var
bare venner«.
Et stykke tid senere bliver Dorthe Nors
imidlertid kontaktet af oversætteren Martin Aitken, som spørger, om de to ikke
skal prøve at få oversat nogle af hendes
noveller og få dem udgivet i USA. Han
spørger også, om hun eventuelt har et
amerikansk netværk, og eftersom der findes et helt vildnis af litterære magasiner,
beder hun sine amerikanske venner om
råd, så hun kan henvende sig de rigtige
steder. Og efterhånden kommer der hul
igennem.
»Den første novelle blev trykt i Boston
Review i 2009, den næste i magasinet
Agni, og derefter er det gået slag i slag«,
fortæller Dorthe Nors. På listen over aftagere af novellerne er desuden Harper’s
Magazine, Fence, Guernica, New Letters
og Gulf Coast.
Vejen til at få en egentlig udgivelse i
USA er foregået på næsten samme måde.
En af de gange hun var på skriveophold
på Forfatter- og
Oversættercenteret på Hald ved Viborg, kom en række af deltagerne fra
Jeg skal bare
nyde det, mens udlandet. For at
deltage i opholdet
det sker, for
skulle man medellers risikerer
bringe
tekster,
jeg at blive en
man kunne vise de
internationale kolsur og bitter,
leger, og en af delgammel
var tilfælkælling, når de tagerne
digvis en amerikafjerner den røde ner, som både kunløber og det
ne lide Dorthe
Nors’ tekster og var
bliver hverdag
ven med Rick Mooigen
dy. Da den amerikanske forfatter kom hjem, havde hun de
oversatte noveller fra ’Kantslag’ med i kufferten.
»Uden at jeg vidste det, sendte hun dem
til redaktøren før A Public Space, Brigid
Hughes, som nu er min redaktør i USA.
Jeg udgav nogle tekster hos A Public Space
og Brigid Hughes, hvilket førte til yderligere interesse for novellerne fra andre
magasiner. A Public Space indgik samarbejde med Graywolf og besluttede, at
’Kantslag’ skulle være den første udgivelse i samarbejdet mellem de to anerkendte litterære organer«, fortæller Dorthe
Nors.
Eventyret med ’Karate Chop’
Også udgivelsen af ’Karate Chop’ er et lille
eventyr for sig, for selv om bogen først udkommer til februar, er de første forhåndsanmeldelser begyndte at indløbe, og som
noget afgørende har ’Karate Chop’ fået en
særlig, indrammet stjerneanmeldelse i
Publishers Weekly, som dette brancheorgan bruger, når de vil udpege de titler,
som de mener vil skabe opmærksomhed,
når de udkommer.
»Det har været meget gnidningsfrit at
udkomme i USA, og fordi jeg ikke er en del
af deres miljø, kommer jeg ikke automatisk ned i en kasse. Jeg bliver læst på teksten alene. Det har været en stor glæde og
meget sjovt, for herhjemme er det litterære miljø en meget lille verden, hvor man
nogle gange har fornemmelsen af en næsten klaustrofobisk litteraturforståelse.
Det kan blive helt ubådsagtigt, fordi udsynet sjældent rækker længere end til København«.
Du er blevet interviewet af The New Yorker,
som hele tiden synes at lede efter noget, der
KARATE CHOP. Dorthe Nors har
oplevet større interesse fra amerikanske
magasiner end herhjemme, og det var
en god dag, da hun modtog det første
prøvetryk af sin bog fra sin redaktør på
på forlaget Graywolf. Bogen udsendes
i USA til februar. Privatfoto
er meget dansk i dine historier?
»Ja, de er meget optaget af det eksotiske. Det sjove er, at ’Kantslag’ har femten
historier. To af dem foregår i New York,
fordi jeg opholdt mig der i 2006. Det er de
to eneste, jeg ikke har solgt til amerikanske magasiner. De vil have, at der skal stå
noget om Dirch Passer eller Frederiksberg Have. Jeg kan ikke vide det, men jeg
tror også, det har haft betydning, at der
har været en bølge af nordic noir i USA«, si-
ger Dorthe Nors.
Hun er helt klar over, at det, hun oplever for tiden, er noget usædvanligt.
»Da jeg fik en novelle i New Yorker,
tænkte jeg på, hvilke danskere der mon
havde prøvet noget lignende. Vi undersøgte, om Karen Blixen havde haft en novelle i, og det havde hun ikke, så jeg er den
første dansker, der får kortfiktion i magasinet. Og apropos Karen Blixen: Jeg skal ikke sammenligne mig med Karen Blixen,
men hun fik jo sit første fodfæste i USA,
før hun slog igennem herhjemme. Jeg
skriver slet ikke som hende, men bevægelsen er den samme. For nogle forfattere
er det nemmere at komme udefra«.
Dorthe Nors har amerikanske forfatterkolleger, der får udgivet bøger på etablerede forlag, og de drømmer ikke alene
om at få historier i The New Yorker. De
drømmer også om at blive set og få anmeldelser. Bare en.