fil - Find en freelancer

Børsen
Fredag den 9. juli 2010
Livssti
2
Milliardær med
mønteksem
Karsten Ree har kun gået de absolut nødvendige syv år i skole. Resten har
været »learning by doing«. Han har altid kunnet klare sig selv, og det er hans
overbevisning, at afhængighed af andre er roden til alt ondt
TEKST/FOTO: SIMON JEPPESEN
F
yrre minutter inde
i interviewet med
Karsten Ree fortæller han om et møde,
han havde samme morgen.
Han kom for sent. Han havde længe haft et problem og
havde besluttet sig for at gøre noget ved det:
»Nu skal det bare være,
så jeg tog nogle tabletter. Så
var der noget, der ville noget i morges, og det forrykkede programmet lidt, jeg kom
næsten et kvarter for sent.
Når jeg nu kun skider en
gang om ugen, så vil jeg have
lov at gøre det, når jeg skal.«
Når man interviewer Karsten Ree, kommer man vidt
omkring – og man må så forsøge at hænge på. Det er meget betegnende, at han i både interview og forretning
sætter sin egen dagsorden.
Med to milliarder kroner
i banken er han et af de få
mennesker i Danmark, der
med kort varsel kan handle
for meget store beløb uden
at spørge andre. Han kan
klare sig selv, det har han altid kunnet. Det er hans livsgrundlag – og filosofi. Det er
hans største skræk at skulle være afhængig af andre.
Han har set, hvor slemt det
kan være.
Slidsom familie
Karsten Ree blev født i Søborg i 1945. Søborg, også
kaldet Pengeløse Overdrev,
var befolket med tilflyttere
fra Københavns brokvarterer – men Karstens far havde
ambitioner om at rykke videre. Fødslen skulle foregå på
den privatklinik, hvor Karstens storesøster var født –
der var telefon, hvilket dengang var meget fint. Fødslen
var ved at gå helt galt. Der
kom komplikationer, moderen blev overført til Rigshospitalet, båren kunne ikke komme ned af trappen,
BØRSEN WEEKEND
hun blev i et lagen båret ned de. Det har afstedkommet,
af bagtrappen med Karsten at jeg tillægger det, at man
dinglende halvt ude, Kar- er rask og rørig og i stand til
stens skrækslagne far lige at fungere, stor værdi. Det
efter, Karstens storesøsters synes jeg er en stor gave. At
kunne leve hver dag uden at
fødsel i frisk erindring:
»Den første fødsel gik jo ikke det gør ret ondt.«
Karsten Ree tænder sig en
så godt, hun blev skadet.«
Karsten voksede de første af dagens 30 Prince: Rygning
kan dræbe, står der på pakår af sit liv op i Søborg:
»Jeg kan godt li’ at forsøge ken, men det ser ikke ud til at
at tale et pænt sprog,« for- bekymre ham. Han har bogtæller han, udtaler et enkelt stavelig talt haft sine fingre i
ord i en sætning langsomt og alt, der er ikke noget der bikorrekt – »og-så« – og fal- der på ham – troede han indder straks efter tilbage til sin til for blot få år siden.
At bestille noget ligger fabarndoms bandeord:
»Vi sloges ad helvede milien Ree i blodet. Farfaren,
til i gårdene, det var skide Albert Ree, kom i århundredets begyndelse til Købenskægt.«
Han kom i skole, og hans havn fra Lolland, fik arbejde
tydeligste erindring derfra med at køre jern med hestevar det næsten daglige valg vogn om dagen og startede
mellem en eftersidning el- sit eget vaskeri op om natler en på hovedet for dagens ten – Sorttevit med logoet:
To små mørforseelser.
ke
drenge,
Karsten valg»Det er ethvert
der
vasker
te altid en på
hovedet.
ordentligt menneskes tøj i en balje. Drengene,
Hjemme
pligt at tage livet
Karstens Revar søsteren
af sig selv, når
es far ChriAnja.
Hun
stian Ree og
blev i 1943 tadet er slidt op«
broderen Vilget med tang,
ly arbejdede
fik en hjerneskade og var resten af sit liv på Sorttevit og kørte ud med
tøjet efter skole. I 1933 insisvært handicappet:
»Far var en ordentlig sterede Albert på selv at ordmand på mange måder, me- ne vaskeriets tag i regnvejr,
get arbejdsom. Derfor kun- fik lungebetændelse, døde.
ne han slet ikke forstå, hvor- De to brødre overtog Sorttefor det skulle ramme ham at vit og dermed blev Christian
»uforskyldt direktør«. Som
få et handicappet barn.«
Anja sad i rullestol, krop- 20-årig, fem år inden han
pen var deformeret, hun blev myndig.
Christian Ree var selv en
havde vand i hovedet, var retarderet. Skaderne blev vær- slider, han kørte cykelløb,
re, jo ældre hun blev. En stor vandt Politikens Cykelløb
del af familien Rees liv dre- flere gange, blev Danmarksjede sig om den handicappe- mester i sprint. Han kørte på
cykelbanen i Ordrup, præde søster.
Tænker du over, at det li- mierne var sølvpræmier, knige så godt kunne have været ve, gafler, skeer, dem solgte
dig?
han for at leve. Under Chri»Det kan du fanme tro. stian voksede Sorttevit støt,
Min mor døde i en alder af han fandt løsninger, når der
66, bare sådan – det sled var behov. Under krigen var
hende op. Jeg har lært at for- der rationering på kul. Han
stå, at der både er en for- og fik aftaler med savværker og
en bagside. Der ser satme ik- snedkerier om at overtage
ke sjovt ud på den anden si- spånerne, tyskerne skulle jo
REDAKTION: ASTRID ELLEMO E-mail:[email protected]
bruge barakker, så savværkerne kørte for fuldt tryk.
I 1953 rykkede familien
Ree til en villa på Strandvejen. Villaen blev bygget om,
så søsteren Anjas rullestol
kunne komme overalt.
»Det var ikke så godt. Når
det styrtregnede, løb det lige
ind af døren.«
Anja blev siden flyttet til
en institution. De sidste ni
år af hendes liv, inden hendes død som 44-årig, havde
hun kun Karsten tilbage.
Karstens vej ind i vaskeriet blev den samme som faderens, nedefra. Fra at rense både skorstenskanaler
under gulvet og den 30 meter høje murede skorsten, til
mærkestuerne, kedlerne og
garagen, hvor en mekaniker
vakte den unge drengs fascination af store motorer.
Karsten var de nødvendige
syv år i skole, gik ind i firmaet, var soldat – og stod til at
overtage Sorttevit i 1966 på
et rigtigt skidt tidspunkt, der
var fuld beskæftigelse.
»Så begyndte folk sgu at
tage fri – »Jeg skal lige 14
dage til Mallorca« . Det begyndte at være meget svært
at være arbejdsgiver i en type virksomhed, hvor der var
slidsomt arbejde.«
Det skal være sjovt
Faderen havde en god forretning, som han var ved at slide
op. Han solgte. Pengene endte, efter en omvej, i en masse
industrijord i Mørkhøj. Karsten Ree byggede, lejede ud,
byggede mere og havde efter
10 år 14 millioner i lejeindtægt om året. Næste projekt
hed Den blå Avis, som gjorde
Karsten Ree til milliardær,
da han solgte den til Ebay for
et par år siden.
Karsten Ree fyldte 65 år
den 2. juli og kan godt mærke, at alderen begynder at
betyde noget.
»Jeg har en uro omkring,
om jeg kan nå at slutte det af
på en ordentlig måde – vær-
LAYOUT: TEAM
Fredag den 9. juli 2010
Børsen
3
Karsten Ree fotograferet i Ree Park. Han fortæller om et besøg
i den noget større Kruger Park i Sydafrika: »Der fik jeg forståelsen
for, hvor stor betydning dyr og dyreliv har for mennesker. Hvis
der ikke er plads til dyrene, er der ikke plads til menneskene.«
Blå bog
Karsten Ree
■ Karsten Ree, der i øjeblikket er i vælten pga. sin store aktiepost i den livstruede
Amagerbanken, er født 2. juli 1945 i Søborg ved København.
■ I 2008 solgte han Den blå Avis til Ebay for 2,1 mia. kroner kontant.
■ Han havde i 2009 et overskud af sine investeringer på 142,5 mio. kr. Han sagde i den
anledning til Børsen: »Det er jo en lidt sprælsk affære. Jeg har jo nogle indtægter visse
steder på nogle aktiebeholdninger og har også nogle tab, fordi nogle investeringer er sket
mere med hjertet end med hjernen.«
■ Karsten Ree ejer bl.a. 100 pct. af Ree Park i Ebeltoft på Djursland og har en ejerandel på
knap 20 pct. af Danish Biofuel Holding i Grenå.
■ Han bor i dag i Vedbæk med sin nye kone Maria Mygind.
■ Karsten Ree er far til fire børn i alderen 14–37 år.
digt. Jeg har gjort mig mange overvejelser. Jeg stiller
skytset ind efter en ordentlig måde at slutte livet af på.
Nu, hvor jeg har råd til det,
vil jeg gerne være agitator
for de rigtige ting – alle de
ting der er forkert i menneskets måde at leve på, dem
vil jeg gerne slå et slag for at
ændre. Drivmidlerne til vores biler og vores teknologi,
bedre fødevarer, mindre forurening.«
Interviewet finder sted i
Grenå Havn, hvor Karsten
Ree har 450.000 kvadratmeter erhvervsjord med havadgang. Der skal ligge et bioethanolværk.
»Her er en opgave at løse,
og den er sjov. At være med til
at skabe et alternativ, til det
vi har. Forlade olien, før den
forlader os. Så stopper behovet for fossile brændstoffer,
og så går araberne konkurs,
og det har jeg det fint med.«
Kodeordet er uafhængighed. Kan vi klare os selv som
nation, kan vi også lære andre nationer omkring os at
gøre det samme, så forsvinder en stor del af de grunde
til ufred, der til stadighed
gør vores verden til et mere
usikkert sted.
Dyrene betyder alt
Et andet sted som Karsten
Ree har investeret i sit eftermæle er Ree Park i Ebeltoft.
En dyrepark, hvor dyrene
går i store indhegnede arealer – og med et stort og stabilt underskud.
»Jeg kan ikke redde verden
med en dyrepark i Ebeltoft.
Men jeg tror på, at folk langsomt hen af vejen kan se det
smukke i det. På sigt vil det
vil det skabe en større forståelse for, hvordan vi kan bevare en verden, der kan trives i
balance med sig selv.«
Hvorfor har du kaldt det
Ree Park?
»Ebeltoft Dyrepark – det
siger ikke en skid. Ordet
Zoo kan jeg simpelthen ikke fordrage. Jeg forbinder
det med dyr med trange kår,
med bure. Steder, som jeg
husker som gode, er i reglen
forbundet med personnavne
Karsten Ree har 450.000 kvadratmeter erhvervsjord med havadgang ved Grenå Havn: »Vores adgang til
havet er der ikke nogen kommune eller folkevalgt, der pludselig ændrer konditionerne for.Vi vil eje
jorden og kunne komme til havet, uden at de skal kunne bestemme, hvad det koster. Det er
uafhængighed. Det kan man kun opnå ved at være solid. Og det har jeg været.« Foto: Christian Als
– som Kruger Park i Sydafrika.« (Kruger National Park:
et af Afrikas største naturreservater, navngivet efter
Sydafrikas femte præsident,
Poul Kruger, red.)
Parken er jo en dårlig forretning?
»Jeg er ligeglad. Hvis det
tjener menneskene og dyrene og et højere mål, så er jeg
ligeglad. Har man råd til sådan noget, gør man det med
glæde.«
Ree Park gør et stort arbejde med geparden. Når
Karsten Ree fortæller anekdoter om sine møder med
dyret, retter han sig op i stolen, lyser han op i store grin.
Geparden har en særlig fascinationskraft.
»Geparden er et meget følsomt dyr. Den er et rovdyr
men et meget fint et af slagsen – lidt ligesom en Formel
1-bil. Den kan køre helvedes
stærkt, men den skal ikke ryge for meget i grøften, så ryger hjulene og hele lortet af.
Geparden er en ultra jægermaskine med en meget høj
fart. Den er født med kløerne
ude, så den kan accelerere fra
0-70 på tre et halvt sekund.
Den går aldrig på jagt efter
noget, hvor den kan slå sig.
For hvis den bliver skadet,
er den færdig som jæger.«
Karsten Ree tænder endnu
en smøg, læner sig frem over
bordet.
»Jeg har studeret forskellige folkeslag, og jeg har fundet ud af, at dem med den
største livskvalitet og forståelse for deres omverden, er
indianerne. Når de syntes,
de var ved at blive affældige, så satte de sig ud og døde.
Det har jeg ikke tænkt mig
at gøre, men du ser mig ikke på et alderdomshjem som
90-årig, der hverken kan det
ene eller det andet. Det kan
jeg godt selv finde ud af. Det
er et ethvert ordentligt menneskes pligt at tage livet af
sig selv, når det er slidt op.«
Karsten Ree bliver – siden
en ulykke med en motorkost,
hvor han knuste sin ankel –
dagligt mindet om sin skrøbelighed. Han har døjet med
eftervirkninger, en af dem er
en eksem, som dukkede op i
kølvandet på skaden, og som
nok aldrig forsvinder. Eksemen er en Nummulat Eksem
– også kaldet mønteksem:
»Mønteksem! Jeg var ved
at dø af grin, da lægen fortalte mig det. Det er da fanme paradoksalt, at det lige er
mig der får det, mig der går
så meget op i mønten.«