Lisbeth Olsson skriver … Lidt om mig selv: Jeg er 56 år gammel. Jeg er så heldig at have en meget stor familie. Jeg er nr. 4 ud af en søskendeflok på 5. Født og opvokset i en lille by på landet, hvor det at lege og udforske naturen var et ”helle” for mig. Jeg har boet på Solskinshøjen i Odense i 30 år. Jeg er mor til 2 voksne børn, farmor til lille Carl og kæreste med Hans. Mine kreative gener har jeg nok fra min mor. Hver sommer havde hun sit ”helle”, hvor hun forlod gården, sine 5 børn og mand for at tage på højskole i Kerteminde. Her udviklede hun sine kreative evner inden for vævning, knipling, syning og mange andre ting. Mit daglige virke er i Assens Ungdomsskole, hvor jeg er ansat som afdelingsleder. En stor del af min fritid går med at være sammen med min store familie, men der er heldigvis også tid til at rejse, sejle og male. Hvor finder jeg inspirationen: Det er så let at lade sig inspirere af naturens farver og former. Men det kan også være de flotte pastelfarver på husene i Sydfrankrig, fjeldene i Norge eller øhavet ved Svendborg Sund. Nogle gange kan jeg være så overvældet af det jeg ser og oplever, at det næsten kan blive for meget. Så tager jeg foto af det, som jeg oplever og gemmer dem til tider, hvor inspirationen måske har forladt mig.
© Copyright 2024