Henrik List Scener fra Sunset Boulevard

Henrik List
Scener fra
Sunset Boulevard
Et drive-in rejseessay
Med fotos af Paul McCarthy
Tiderne Skifter
Scener fra Sunset Boulevard – et drive-in rejseessay
© 2010 Henrik List/Tiderne Skifter
Forlagsredaktion: Claus Clausen
Omslag: NC Stormgaard
Omslagsfoto: Fredrik Nilsen
Sunset Boulevard-kort: TOT
Illustrationer: Paul McCarthy
Sat med minion hos An:sats, Espergærde
Tryk: Printinghouse „POZKAL“
Printed in Poland 2010
ISBN 987-87-7973-395-4
Tak til Kunstrådets Litteraturudvalg og Autorkontoen for de to
rejselegater, der gjorde denne bog mulig. Yderligere tak til Carsten
Soulshock, Fredrik Nilsen, Remi „Kawaii“ Hisakata, Paul McCarthy &
Family, Bret Easton Ellis, Joe McGinnis Jr., Michael Intriere
(„Mr. Catalina Island“), Eddie Barr, Domenic priore, Mike the Poet, Mear
One, Dave McKenney, Virginia Fante, Tanja Laden, Elaine Baker, Kim
Cooper og Richard Schave (www.esotouric.com), Christina Rice
og Emma Roberts Green (L.A. Public Library Downtown) for al hjælp,
venskab og/eller husly i De Faldne Engles By. Thanks a lot, guys ;–)
Og stor tak på dansk også til NC, TOT-drengene, Torben Weirup, Per
Reinholdt, Jesper Schmidt, Githa Schultz og mine forældre Agnete og
Mogens på hjemmefronten …
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K
Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91
e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
„Længere nede ad Sunset lå en brugtbilhandel. Jeg fandt en
gammel Plymouth til tre hundrede dollar og kørte derfra.
Jeg var et nyt menneske, en succesrig Hollywood-forfatter,
uden så meget som at have skrevet en linje. Fremtiden var
uden grænser.“
(John Fante: „Drømme fra Bunker Hill“)
„Jeg kørte vestpå ud ad Sunset Boulevard, gjorde et par gange
en afstikker rundt om en husblok, men kunne ikke rigtig afgøre, om nogen prøvede på at følge efter mig … “
(Raymond Chandler: „Det høje vindue“)
„I always returned to Los Angeles and here I am today living
in a falling down front court just off the poor man’s Sunset
Strip. If anybody is an authority on the scene I ought to be,
though granted, the scene has filtered down through days and
nights of wine and beer and whiskey, and perhaps a desperation that has twisted my perspective a bit, but I was here,
am here, and speak of it … ( … ) It was just a week ago I was
sitting in a nudie bar on Sunset Boulevard with girls grinding
their boxes at me … “
(Charles Bukowski: „Portions From a
Wine-stained Notebook“)
„When she got back into town she drove aimlessly down Sun­
set, pulled into a drive-in at the corner of La Brea, and ( … )
walked barefoot across the hot asphalt to a telephone booth.
( … ) She walked back to the car and sat for a long while in
the parking lot, idling the engine and watching a woman in a
muumuu walk out of the Carolina Pines Motel and cross the
street to a supermarket. The woman walked in small mincing
steps and kept raising her hand to shield her eyes from the
vacant sunlight. As if in trance Maria watched the woman, for
it seemed to her then that she was watching the dead still center of the world, the quintessential intersection of nothing.“
(Joan Didion: „Play It As It Lays“)
„Og jeg sætter mig ind i bilen og lukker handskerummet op
og napper en bane, bare så jeg kan komme hjem. Så kører
jeg ud af porten og ud på Sunset. ( … ) Jeg skruer op for
radioen, højt. Gaderne er totalt øde og jeg kører hurtigt. Jeg
kommer til et rødt lys, fristet til at køre over, og standser så
da jeg ser et skilt som jeg ikke kan huske at have set ( … ) Det
eneste der står er „Forsvind hér“, og selvom det sikkert er en
reklame for et eller andet feriested, får det mig alligevel til at
flippe lidt ud og jeg træder speederen i bund og bilen hviner
da jeg starter. Jeg tager mine solbriller på selvom det stadig
er ret mørkt udenfor og jeg bliver ved med at se i bakspejlet
fordi jeg har en underlig fornemmelse af at der er nogen der
følger efter mig.“
(Bret Easton Ellis: „Under nul“)
Indhold
Drive-in(tro):
En søvnløs nat på Paradise Motel (Echo Park) 9
I: EASTSIDE LOS ANGELES
1
2
3
4
5
6
Satori i Chinatown (Chinatown) 23
Den globale boulevard
(El Pueblo/Downtown/Echo Park) 43
Drømmen om Pacifico City (Stor-L.A.) 69
Bilernes By (Fra Downtown til West Hollywod) 99
Hipside, L.A. (Silver Lake) 123
Den beskidte boulevard (East Hollywood) 143
II: WESTSIDE LOS ANGELES
7 Sunset & Hollywood (Hollywood) 173
8 Sidste sang på Sunset Strip I (West Hollywood) 205
9 Sidste sang på Sunset Strip II (West Hollywood) 227
10Sidste sang på Sunset Strip III (West Hollywood) 249
11Sidste sang på Sunset Strip IV (West Hollywood) 267
12 De knuste drømmes boulevard (The Dark Side of L.A.) 291
13Den grønne tunnel (Beverly Hills) 317
14Porte til paradis? (Bel Air/Brentwood) 341
Coda: Ved Stillehavets rand
(Pacific Palisades/Sunset Beach) 371
Drive-in(tro):
En søvnløs nat på Paradise Motel
„Jeg husker indkørslen til Los Angeles og den der underlige, altoverskyggende følelse af at køre ind i hjertet på
et monster. Et monster af en by uden begyndelse eller
slutning. Følelsen af at køre ind i drømmens hjerte, mørkets hjerte. Følelsen af at bevæge sig ind i en kæmpestor
kulisse, der slugte alt og alle.“
(Gordon Inc.: „Dødsdromen“)
Det er nat i Los Angeles, og den trekvartfulde måne ligner et
gigantisk, skinnende hvidt, blankpoleret kranie, svævende højt
over hustagene. Støjen fra de ellers evigt forbikørende biler,
busser og motorcykler på Sunset Boulevard høres efterhånden
kun fjernt igennem døren til parkeringspladsen, hvor min røde
Ford Mustang holder …
Da jeg steg ud af den for et par timer siden, knitrede kølerens og skærmenes blik endnu af varme efter en hel dag en
route, op og ned ad den lange boulevard, i en sky af brændt
gummi, benzinos og cigaretrøg. Selvom man naturligvis heller ikke må ryge i udlejningsbiler længere i disse nypuritanske, sundhedsfascistiske tider, forbeholder jeg mig retten til
civil ulydighed, når det er påkrævet. En pakke smøger gør vel
hverken fra eller til, når man hele dagen igennem alligevel har
inhaleret bilos, smog, mikropartikler og anden luftforurening
igennem sine nedrullede sideruder?!
I løbet af den første af i alt to måneder i L.A. har jeg hidtil
bare sovet på en madras på gulvet i min gamle, lokale fotograf9
ven Freddies ateliér i The Brewery: Et nedlagt Pabst-ølbryggeri
konverteret til en blanding af kreativ klasse-forpost og postindustrielt Christiania i ghettokvarteret Lincoln-Heights, lige
ovre på den anden side af floden* i East L.A. – med en svimlende flot panaromaudsigt til Downtowns lysblinkende diadem
af skyskrabere mod vest. Og om nogle dage flytter jeg så endelig
ud på mit stamhotel i West Hollywood, The Grafton på Sunset
Strip, hvor jeg i mere mondæne kulisser (med pool i gårdhaven!) skal tilbringe den sidste måned i byen og koncentrere
mig om at komme i gang med denne bog. Som hermed vel i
det mindste er … begyndt?
Der er intet mondænt over Paradise Motel ved starten af
den lange boulevard, et $50-pr.-nat-motel bygget halvt ind i
en klippevæg, med dets hvide, revnede stucco-mure, falmede
blå markiser og parkeringspladser foran hovedbygningen. På
det glødende blå neonskilt ud mod gaden reklameres der for
noget så moderne som „farvefjernsyn“ på værelserne … som
om dét i sig selv ville tiltrække kunder i det 21. århundrede.
„Location, location, location,“ er mantraet efter sigende i
motel- og hotelbranchen. Selvom det teoretisk set ville være
muligt, da motellet faktisk kun ligger et par kilometer derfra, er der desværre ingen femstjernet udsigt til Downtowns
skyline fra dette værelse. Man får nok en central beliggenhed,
men ikke sådanne vistaer med i prisen for 50 dollars. De fleste
af de andre gæster er tilsyneladende enten forhutlede, semihjemløse familier, der bor her meget længe ad gangen (der
er selvfølgelig slagtilbud på „monthly rates“ med kommunal
boligstøtte!), eller enlige mænd, der kører op foran værelserne
i deres biler efter mørkets frembrud med en fremmed dame
og et par six-packs med øl og tjekker ind for en enkelt nat –
uden bagage. Og hvis man – som jeg – ikke har sin egen pige
* Los Angeles River.
10
med, kan man sikkert sagtens finde én på salsa-natklubben
Bahia inde ved siden af, hvis mure er overmalet med graffitislogans som „MUY CALIENTE!“ og pangkulørte tegneserie-bikinibabes med store bryster og svulmende læber …
Forudsat altså, at man ikke er blevet rullet inden af nogle af
de suspekte typer, som hænger ud foran natklubben og motellet.
Jeg ligger i underbukser på kingsize-dobbeltsengen på værelset og ser fjernsyn. Farvefjernsyn endda; de holder hvad de
lover, selvom signalet er pænt dårligt på det forældede 80’erpalisander-tv. Jeg ryger Marlboro Red, drikker en dåse Olde
English og følger distræt en biljagt på en freeway* i nærheden:
„Action News“ fra Kanal 7’s helikopter, hvor en flåde af politibiler har lagt sig i kølvandet på en stjålen jeep, givetvis med et
par paniske ungdomskriminelle bag rattet. The show must go
on, og i L.A. Times i morgen kommer der i værste fald endnu
en af disse typiske, anonyme noter i lokalsektionen om, at to
farvede ‘bandemedlemmer’ er blevet skudt af LAPD-betjente
efter en biljagt … fordi de ‘modsatte sig anholdelse’ …
Der er skudsikkert plexiglas foran lugen, hvor motellets
portier sidder og blunder på sin kontorstol. Alt er bæbrunt,
blegorange og vissengrønt på værelserne. Trods det poetisk
klingende navn – i L.A. har de mest slummede moteller og lejlighedskomplekser altid de mest eksotiske, romantiske navne!
– minder dette sted mere om det sidste herberg før helvede … 
Der er de obligatoriske kakerlakker på gulvet på badeværelset,
hvor bruseforhænget dertil er dækket af en fedtet, brunlig,
ulden film af jeg ved ikke (og vil helst heller ikke vide) hvad.
Væggene herinde er beklædt med plastictræ; lagenet skjoldet af spildte drinks eller de forrige gæsters intime sekreter. Motellet er formodentligt bygget i 1940’erne eller 50’erne, dengang
* Motorvej.
11
*
fremtiden endnu var lys og fuld af flyvende biler, rullende fortove og pastelfarvede rumfartøjer. Det ligner en faux-art deco
gipskulisse til en Raymond Chandler-filmatisering – sådan en
scenografi, hvor Philip Marlowe ville blive slået ned med et
pistolskæfte eller forgiftet med narkotiseret spiritus og vågne
op flere timer efter med dundrende hovedpine og næsen presset ned i det nussede, cigaretbrændemærkede akrylgulvtæppe.
Ægte, beskidt discount-noir …
Aircondition-anlægget rasler i højeste gear gennem natten, men her lugter alligevel muldent og indelukket. Ikke kun
af årtiers cigaretrøg, kropslugt og takeaway-mad, men også
underliggende af alle de drømme, illusioner og forhåbninger,
der er blevet svedt ud af desperate menneskers porer i løbet
af ensomme, søvnløse nætter som denne … Det er sådan et
motelværelse, man kun tjekker ind på for at dyrke illegitim sex,
gå under jorden, drikke sig til glemsel, tage ulovlig narko, begå
selvmord … eller er en forfatter, der altid har elsket „Paradise
Motel“-neonskiltet ude på Sunset og er kørt forbi det 117 gange
før og pludselig en sen aften spontant beslutter sig for at tilbringe en nat på stedet? Fordi det på en eller anden måde virker,
som om noget interessant vil ske, hvis han gør det? Eller måske
simpelthen bare, fordi han er så træt og udmattet, efter at have
kørt rundt i bil i syv-otte timer i træk, at han ikke engang orker
de sidste få kilometer ud til basen i Lincoln-Heights – på den
modsatte side af Downtown og floden?
Noget andet er så, at jeg føler mig sært hjemme på den slags
moteller, on the wild side i halv- eller helfarlige kvarterer i de
amerikanske storbyer. Jeg har set så mange film, læst så mange
bøger og hørt så mange sange, der foregår sådan nogle steder,
og jeg har selv boet på alt for mange af dem rundt omkring i
hele USA … fordi budgettet for det meste ikke rakte til andet.
Det er på motelværelser som dette, at det amerikanske mareridt indimellem bliver til virkelighed, og ens eget liv med
12
ét kan forvandle sig til en scene i en lurvet B-film. Det er på
motelværelser som dette, at et par af de mere dirty og desperate
noveller i min bog „Pussyland“ foregår. Det er på motelværelser
som dette, at jeg har sniffet coke på natbordet og har kneppet ludere bare for at være sammen med et andet menneske
og har hørt stemmer i væggen bagefter og har længtes efter
kærester eller familie derhjemme og har kigget mig selv dybt
i spejlet og følt mig lost i enhver forstand … Men det er også
på motelværelser som dette, jeg har læst mig igennem den
amerikanske litteraturs kultklassikere og nedkradset noter i
små, sorte Winsor & Newton-akvarelbøger og siddet stille i
timevis – ligesom nu – med fingrene hvileløst sitrende i luften,
liiige over laptoppens tastatur, som om jeg var en blind mand,
der forsøgte at læse en ellers utydelig braille.
***
Lad mig lægge kortene på bordet: En mindre eksistentiel krise
har været under opsejling i løbet af de første uger af denne
rejse. Selvom solen som vanligt skinner igennem smoggen fra
en HD-himmel i perfekt LED-fladskærmsopløsning (som den
stort set gør det 300 af årets dage på disse kanter!), selvom
palmerne og eukalyptustræernes grene vajer sensuelt i briserne
fra Stillehavet, selvom synsfeltet er fuldt af smukke mennesker,
selvom den kosmopolitiske puls vibrerer intenst i gaderne,
selvom jeg nyder at være tilbage og har det skønt med mine
gode venner, har det samtidig hele tiden været, som om jeg bevægede mig rundt i skyggen af det forestående arbejde; tynget
og kuldskær indeni trods letheden i livet og varmen i gaderne
udenfor … Sådan er det lidt stadigvæk hér halvvejs igennem
denne rejse, ved the point of no return.
En nagende tvivl har i løbet af den første måned i hvert
fald gradvist udviklet sig til noget nær paralyserende glimt af
13
afmagt: Blinde pletter og vinkler i hukommelsen hver gang
tanken melder sig om, hvor håbløs en opgave det egentlig er
at forsøge at skildre en storby så enorm, spredt, ekspansiv,
kompleks, hemmelig, på én gang blankt abstrakt og massivt
betydningsladet som L.A. … i én lille bog … Måske er jeg blevet ramt af det eksistentielle storbysyndrom, som den franske
by­planlægningsteoretiker Paul Virilio diagnosticerede som
„topografisk amnesi“?
L.A.’s egne indbyggere, angelenoerne, kalder det at køre
igennem byen på andre slags gader og veje end freewayen for
at køre „surface“ – dvs. at køre ‘på overfladen’ – som om motorvejene er isolerede, nedgravede tunneller under jorden eller affyringsramper til en særskilt dimension i universet, hvor
rum-tiden komprimeres, og uvirkelige hastigheder kan opnås  … Freeway-kørsel drejer sig om at komme fra ét punkt til
et andet så hurtigt og nemt som muligt, flydende alene i sin bil
med automatgearet sat på cruise-control – ja, på en måde som
i lyd- og vægtløs tilstand i en rumkapsel, svævende tyst imellem planeterne – på brede, lige beton- og asfaltslisker hen over,
neden under eller lige igennem enhver irriterende, tidsspildende forhindring. Så som almindelige gader med tæt trafik,
cykelstier og fodgængerovergange eller beboelsesområder med
huse, haver, træer og vildfarne hunde og børn, der pludselig
løber ud efter en bold … Når man derimod kører surface på
avenuer og boulevarder er man tættere på gaden, fortovene,
husene, menneskerne, byens pulsslag; man kan se folk ind i
øjnene, tjekke udbuddet af barer, butikker og restauranter på
vejen, dufte de dampende kødgryder fra en taco-bod (eller
ram urin fra en mørk gyde) igennem en åben siderude, høre
larmen fra råbende galninge og ghettoblastere for fuld knald
på de skarpe hjørner, mærke vibrationerne fra vejarbejderes
trykluftsbor eller en motorcykel, der kører op på siden af én,
mens man holder for rødt lys i et kryds … hvilket hensætter
14
den kørende i en helt anden psykologisk og sansemæssig modus end det fremmedgjorte motorvejsselvsving.
Måske gælder det for mig om at komme op til overfladen
(eller bogstavelig talt ned på jorden) igen; om at køre surface
for at komme tæt på og tilbage til mit eget L.A.? Jeg har ikke
brug for GPS, men snarere for at finde eller genfinde min egen
vej; en stiplet linje at skrive sig frem ad og en personlig rute at
følge igennem den ellers så overvældende uoverskuelighed … 
Dét er en af grundene til, at jeg befinder mig på dette billige
motel ved starten af den gade, der som pejlingspunkt, trafikåre
og markør har haft den største betydning på rejserne hertil;
den gade som jeg altid anbefaler nye besøgende at tage en køretur på i deres udlejningsbil en af de første dage de er i byen:
Sunset Boulevard.
Den lange boulevard begynder ved Figueroa Street i
Downtown og starter på sin snørklede, næsten 40 kilometer
rejse; først mod nordvest forbi Paradise Motel, så skarpt mod
vest lige før starten af den parallelle, nordligere Hollywood
Boulevard og derefter tværs igennem byen ud til stranden,
Stillehavet og solnedgangen …
Western Avenue fra havnen i San Pedro til Hollywood Hills
mod nord er godt nok omkring 45 kilometer lang, og den længste gade i L.A. er under alle omstændigheder den 69 kilometer
lange Sepulveda Boulevard, der løber fra syd i Long Beach op
til Mission Hills i det nordlige, tyndt befolkede bjerglandskab
i San Fernando Valley. Men Western er (selv efter min smag!)
for monotont snusket og trøstesløs, og Sepulveda er ærligt talt
for grim, kedelig og uvarieret med sine kilometer efter kilometer med autoværksteder, tankstationer, brugtbilsforhandlere,
skrotpladser, småindustri, strip-malls*, fastfood-cafeteriaer,
* En stribe mindre, sammenhængende étplans-forretninger bygget langs
en parkeringsplads, parallelt med en større gade/vej, som en slags minibutikscenter. (Kaldes også en mini-mall, hvis det er et lidt større kompleks.)
15
bowlingcentre, øde parkeringspladser, yd­myge villakvarterer
og gråsnuskede pakhuse. Nej, så er der altså anderledes stil,
schwung, symbolik og poetry in motion over Sunset Boulevard
– boulevarden fra solopgangen til solnedgangen; fra Eastside
til Westside …
Sunset Boulevard er ‘kun’ L.A.’s tredjelængste gade, men den
er da heller ikke usædvanlig som sådan, fordi den er så lang og
snor og bugter sig helt derud, hvor husnumrene til sidst når op
på femcifrede tal … Sunset Boulevard er nemlig i modsætning
til Sepulveda også en seismisk dirrende jordskælvslinje fra den
historiske Pueblo, Chinatown og Downtown i øst over latinobarrioen* Echo Park, hipsternes Silver Lake, de skarpe hjørner
i East Hollywood og det glamourøse jetset-natteliv på Sunset
Strip til designerbutikker, millionærpaladser og surfer-subkultur i vest. Samtidig med, at den er et etnisk, socialt, kulturelt og
geografisk-topografisk tværsnit, der både konkret og i overført
forstand løber tværs ind gennem hele Hollywood-mytologien
– den internationale film,- medie,- musik- og underholdningsindustris sugende sorte hul – og ud igen i det blændende hvide,
sydcaliforniske lys på den anden side …
En by i evig bevægelse på det endeløse vejnet, en by af fragmenterede billedsekvenser og filmscener set fra forsædet af en
bil, må skildres i farten, undervejs, i tunnelsynets klip, glimt,
sekvenser  … ord-billeder … pludselige visioner af, hvordan det
store perspektiv, det kulturhistoriske perspektiv, kan folde sig
ud fra den mindste, mest anale og banale detalje. For den ærkeamerikanske fortælling om, at enhver, der har viljen, talentet,
ambitionen og gå-på-modet, frit kan bevæge sig igennem tid
og rum, igennem etniske og sociale klasser, igennem kulturelle
og økonomiske hierarkier, i sin søgen efter krukken med guld
for enden af regnbuen (eller milliondollarvillaen i bjergene),
* Latino-ghettokvarter.
16
er hér – hvor du kan zoome uhindret ud ad lange, lange boulevarder og seks spor brede ‘frihedsveje’ (uden modkørende
trafik) – selve byens raison d’être: Fundamentet for drømmen
og myten om L.A. som den vidt åbne storby med sol, lys, luft,
natur og plads nok til alt og alle.
Afstandene er for store til, at man kan gå rundt fra kvarter til kvarter, at cykle er på det nærmeste livsfarligt, og det
offentlige transportsystem stinker, selvom de nye Metro-tog
rimeligvis har forbedret forholdene markant siden slutningen
af 90’erne. Men L.A. er og bliver en by, der helst skal opleves i
bil og egentlig nok tager sig bedst ud set inde fra en af de der
store, kromblinkende, benzinslubrende V8-amerikanerøser … 
Derfor kan denne bog vel egentlig kun skrives som et ‘auto­
essay’ i filmisk 16:9-format, hvor byen langs en på forhånd
defineret rute cinematisk breder sig ud foran læseren … som
en road movie oplevet i widescreen igennem bilens windscreen*.
***
„Du kan ikke skrive en historie om L.A., der ikke vender rundt
eller fortaber sig på halvvejen,“ skrev angeleno-forfatteren Eve
Babitz i sin novellesamling „Slow Days, Fast Company“ fra
1977.
Da jeg som ung skrev min første rejsebog om L.A., var jeg
alligevel endnu tilstrækkeligt naiv, uerfaren og dumdristig til
at mene, at jeg kunne favne det alt sammen på én gang. Selvom
jeg da stadigvæk holder af den hektisk hårdtpumpede prosa,
den totalt fordomsfrie attitude og den glubske oplevelseshunger
i „L.A. non stop – Et storbylandskab i bakspejlet“, selvom jeg
i dén grad genkender mig selv som 25-26 årig fløs med verdensmandsarmbevægelser i den, ja, så er jeg skam udmærket
* Forrude.
17
klar over, at jeg i min ungdommelige arrogance strakte mig
for vidt og generaliserede for meget. Hvilket sandsynligvis er
enhver rejseessayists potentielle svøbe, hvad enten man er for
ung eller for gammel eller lige midt imellem som nu?
Er det mon muligt i stedet at iscenesætte Sunset Boulevard
som en hypertekst med generelle, tematiske L.A.-links poppende op undervejs fra start til slut; som en slags kultur- og
litteraturhistorisk korridor med døre, vinduer og sprækker ud
til nutidens virkelighed? Et deja-vu flimrende af fakta, fodnoter, fragmenter, feedback, flashbacks og flashforwards … med
kapitlerne som en serie essayistisk-litterære røntgenfotografier
af hele boulevarden i dens fulde længde, hvor lag på lag skrælles
fri og eksponeres igennem den sorte asfalt – fra det arkitektoniske, demografiske, infrastrukturelle og byplanlægningsmæssige
igennem kulørt mytologi, slibrig stjernesladder og berusende
Hollywood-drømme ned til de apokryfe, arkæologiske lag?
Under alle omstændigheder er det paradoksalt nok vist
blevet et problem (i hvert fald i mit eget hoved), at jeg kender denne by for godt efterhånden … Er vel blevet en anelse
blasert over for selv dens mest heterogene særtræk og ved alt
om, hvor svær (umulig?!) den er at beskrive endsige fastholde
i farten. Underligt nok bliver det hele på den måde sværere
af, at jeg siden researchen til „L.A. non stop“ har været her så
mange andre gange og oplevet så mange andre ting, der kun
har gjort det endnu mere nuanceret og dermed endnu mere
kompliceret … med risikoen for kognitivt overload til følge!
Muligvis er dette slet ikke så underligt; muligvis er det endda
ligefrem uundgåeligt? For jeg er denne gang jo virkelig en flygtning, der krydser sit spor … Jeg har rejst til og skrevet om L.A.
i flere bøger og x antal artikler igennem de sidste 20 år. Jeg har
været i L.A., mens der var jordskælv, skovbrande, bandekrig,
raceoptøjer, præsidentskifter, stjernedødsfald, skandaleretssager
og svineinfluenzaepidemi. Jeg har haft en langdistancekæreste
18
og et par elskerinder her, og to af mine bedste venner – førnævnte, indfødte Freddie og danske Soulshock – bor stadig
i byen. Jeg har cruiset på De Knuste Drømmes Boulevard,
vandret i De Onde Gader, slingret hen ad The Walk of Fame
og syndet i Englenes By (for nu at tage turen rundt om alle
americana-klichéerne!) Jeg har boet på de klammeste moteller
og mænget mig med Hollywoods glamourøse jetset. Jeg har følt
mig sindssygt levende og er blevet truet seriøst på livet. Jeg har
kørt igennem storbylandskabet fra nord til syd og fra øst til
vest – og tilbage igen … og igen … og igen …
Jeg har læst bøger, set film, hørt musik og oplevet kunst
en masse i, fra og om L.A. Jeg har drukket og sniffet, danset
og horet, drømt og skrevet i L.A. Jeg har mødt flere farverige,
charmerende, excentriske, begavede og bindegale mennesker i
L.A., end jeg overhovedet kan huske, kendte såvel som ukendte,
og derudover i min tid som kulturjournalist på Berlingske
Tidende interviewet herboende, internationale stjerner som
Leonardo diCaprio og Nicolas Cage, instruktører som Quentin
Tarantino og Russ Meyer, musikere som Snoop Dogg og Beastie
Boys, forfattere som James Ellroy og Bret Easton Ellis, hasbeens
som Gitte „Stallone“ Nielsen og wannabe’s som pornoprinsessen Jesse Jane … 
Jeg har fløjet fra L.A. til delstaten Californiens hovedstad,
Sacramento, sammen med Arnold Schwarzenegger og hans
ven Sven-Ole Thorsen i ‘guvernatorens’ eget privatfly, mens
vi røg tykke, cubanske cigarer, og jeg har som en rundtosset
slumturist balanceret på kanten af rendestenen blandt bumser,
psykopater og hjemløse med en flaske malt liquor* i hånden
eller en joint i kæften. Jeg har på en S/M-klub i Silver Lake
danset med en vild, ung pige uden trusser, der hviskede, at hun
* Stærk, billig, kemisk smagsforstærket guldøl med 14-15% alkohol, der
ofte drikkes af bumser, hjemløse og unge, farvede hiphoppere fra ghettoen.
Kaldes også Forties (40’s), fordi de typisk drikkes i store 40 ounce-flasker.
19
gerne ville kneppes med en ladt pistol; jeg har haft et forhold
til en ældre kvinde, der var sammen med Charles Bukowski,
før han fik sit litterære gennembrud; jeg har på en bøssebar i
Boystown* mødt en sort shemale med silikonepatter og en pik
på 28 cm, der kaldte mig „daddy“, lod sin svaber dingle tungt
under nederdelen og spurgte, „om jeg kunne ta’ den til roden?!“
Det turde jeg ikke love, men jeg har til gengæld taget L.A.
til roden, alle 28 cm og 20 år og hundredevis af bekendtskaber og tusinder af kilometer på den sorte asfalt og de solbagte
fortove  … non stop. Jeg har allerede fortalt de dér hardcoregonzo-hærværkshistorier så mange gange i den ene eller den
anden kontekst, at jeg ikke har lyst til at starte forfra med dét
igen.
Det er det der gør, at jeg har været nødt til at finde en alternativ, en skarpere rute igennem byen end sidst … for ikke at
fare vild undervejs på Memory Lane og opdage, at den ender
blindt … Det der gør, at jeg har valgt at skrive en rejsebog om
L.A. med Sunset Boulevard som den specifikke, gennemgående
akse  … Det der gør, at jeg en ellers ret tilfældig aften er tjekket
ind på Paradise Motel nær ved denne akses udspring … Det
der gør, at jeg her i nat, når biljagten snart er forbi på tv – alene
på dette beklumrede motelværelse med adrenalin, nikotin og
stærkøl flydende medicinsk igennem blodet – igen vil mærke
den uforklarlige magnetisme knitre imellem synapser, fingerspidser og computertaster …
* Det homoseksuelle kvarter omkring Santa Monica Boulevard i West Hollywood.
20