Mord|Sex|Gys En krimi kræver et mord og en opklaring
Fra Wallanderland til Wallaland Fra Sjöwall, Wahlöö og Mankell til Lapidus og de la Motte. Den svenske krimi er i opbrud og viser nye takter med bad guys og gamere De intellektuelles swingerklub ’Hvem ved, hvad forfatterpar snakker om, når de har sex?’ Martin Østergaard giver gode råd til krimiduoaspiranter KRIMI Ondskaben hersker Bestialske seriemordere og lemlæstelse af kroppe beskrevet med kirurgisk præcision fylder krimigenren, der bliver stadig mere ond Mord |Sex |Gys April 2011 | Dagbladet Information | Særavis En krimi kræver et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur? Susanne Staun kæmper for at gøre krimien stueren THRILLER MESTEREN Politiken JEAN-CHRISTOPHE GRANGÉ modtager Palle Rosenkrantz-prisen på Krimimessen lørdag kl. 13.15 MØD FORFATTERNE PÅ KRIMIMESSEN 4 Krimi | April 2011 Indhold Så er det sagt DEBUTANTERNE »SIDE 6 ’Jeg vil afsløre de onde ...’ Store krimiforfattere som Jussi Adler-Olsen og Jo Nesbø har sat sig tungt på bogsalget med spektakulære drab og frygtløse kommissærer. Vi har spurgt fire debutanter om, hvad de kan tilbyde på et allerede overfyldt skandinavisk krimimarked PORTRÆT »SIDE 8-10 Krimikrigeren Susanne Staun står indimellem alene i skyttegraven mellem litterater på den ene side og krimifans på den anden. I 12 år har hun kæmpet for at gøre krimien stueren nok til de litterære saloner, og i år ser det ud til at lykkes Nye dramatiske historier fra Danmarks bedste forfatter TENDENS »SIDE 12-13 Den røde revolution der blev big business På få årtier har den skandinaviske krimi forvandlet sig fra at være en kampplads for et samfundskritisk engagement til et velsmurt brand FEATURE »SIDE 18-20 Velkommen til Wallaland Fra strømer i Wallanderland til gangsta i Wallaland. Fra Sjöwall, Wahlöö og Mankell til Lapidus og de la Motte. Den forkølede kommissær er ved at blive overhalet indenom af bad guys og gamere INTERVIEW »SIDE 22-35 The Game Master Velkommen til en verden, hvor virkeligheden er spil, og spillet er virkelighed. Den gode gamle Generation X har endelig sat sit aftryk på den skandinaviske krimi. Vi har mødt Anders de la Motte på Hilton i Kastrup Velkommen til de intellektuelles swingerklub Skulle du og din kæreste gå og lege med tanken om at blive den nye krimiduo, giver parterapeut Martin Østergaard et par gode råd Nørrebros jordnære superhelte Krimiforfatterparret Karen Vad Bruun og Benni Bødker kalder krimigenren en bastard, fordi den både kan være samfundskritisk og underholdende Nybrud. Jens Lapidus benhårde Stockholm noir-krimi ’Snabba Cash’ tematiserer det pres, som nye kulturer – etniske og religiøse, digitale og globale – lægger på ’Folkhemmet’ og dets trygge plads i Fort Europa. Bogen er solgt i over 600.000 eksemplarer, og er blevet filmatiseret med tilsvarende succes og markerer et generationsskifte i den skandinaviske krimi. Foto: Camera Film Et polaroidfoto af virkeligheden Der bliver sjældent talt pænt om krimier i de litterære saloner. Man står ikke ligefrem og praler med at have læst den nye af Jo Nesbø eller Elsebeth Egholm til Gyldendals årlige opførelse af ’Håndtryk & Kindkys’ TENDENS »SIDE 40-41 Man dræber da et monster Bestialske seriemordere, blodbestænkte vægge og lemlæstelse af kroppe beskrevet med kirurgisk præcision fylder krimifiktionen, der i stigende grad dvæler ved den visuelle vold og forbryderen som ondskaben selv Forsidefoto: Sofie Amalie Klougart Ansvarshavende chefredaktør: Christian Jensen Krimiredaktør: Søren Heuseler www.ibureauet.dk Layout: Anders Haahr Rasmussen Redaktion: Niels Vestergaard og Anne Vindum Skribenter: Helle Eeg, Katrine Sekjær, Karsten Wind Meyhoff, Jannie Schjødt Kold, Mette Størum Krogh, Andreas Harbsmeier, Majken Klintø og Tonny Vorm Annoncesalg: Jens Pedersen 2164 4168 Tryk: Sjællandske Medier Dagbladet Information AS St. Kongensgade 40C, Box 118 1006 København K Tel: 3369 6000 I Fax: 3369 6110 www.information.dk af Søren Heuseler Hovedparten af landets litterater anser krimien for et underlødigt kulturprodukt, som i bedste fald bare vil underholde og i værste fald er grænsende til fordummende. Og der findes næppe den kulturredaktør på en af de større aviser, der ikke har gjort sig lystig på bekostning af genren og i samme åndedrag sukket efter flere digtsamlinger. Åh, den årgangsvin, den årgangsvin. Det må derfor svide slemt i de følsomme, finkulturelle øjne, når en Jussi AdlerOlsen løber med De Gyldne Laurbær, og en Susanne Staun er lige ved at vinde Weekendavisens Litteraturpris. I virkeligheden har de ikke fattet en fløjtende fis. Bevares, der skrives da masser af dårlige krimier, ligesom der udgives stribevis af utålelige romaner, som ikke bevæger sig ud af stedet. Men at affærdige en hel genre, det er hovskisnovski ud over alle rimelige grænser. Eller som Susanne Staun tvister den på side 8: »En krimi er en litterær genre, der kræver to ting. Et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur?« Når det rigtig lykkes for en krimi, formår den at forene elementær spænding og fængende fremdrift i sproget med en særlig fornemmelse for brydningerne i det moderne samfund, som man skal kigge langt efter i de fleste ’rigtige’ romaner. Brydningerne spejles i forbrydelserne og hovedpersonerne – i den samfundskritiske politiroman ofte kriminalkommissæren. Det er den tradition, som især svenskerne er mestre i, og som Sjöwall & Wahlöö indledte i 1960’erne og 70’erne med den livstrætte og fraskilte antihelt Martin Beck. Han er sindbilledet på et Sverige midt i en brydningstid, hvor værdierne er i hastig forandring, familier går i opløsning, kønsrollerne tilter og Vietnam-krigen flimrer hen over tv-skærmen hver aften. Et polaroidfoto af folkhemmet, rystet i sin grundvold. Fanget Et par årtier efter er Berlin-muren faldet og Sovjetunionen kollapset. Koldkrigens sort-hvide værdisæt fader ud. Hvad skal der nu ske? Hvem er fjenden? Hvor er helvedesforestillingen, der gjorde vores vestlige verden og valg paradisisk? Tabet af det gamle genkendelige verdensbillede gør ondt i sjælen. Henning Mankells svar er Kurt Wallander. Den evigt urolige kriminalkommissær, der ikke forstår forandringerne, væmmes ved forråelsen i samfundet og den grænseoverskridende kriminalitet og alligevel ikke kan kommunikere med sine nærmeste omgivelser, som det forventes af en moderne mand. Fanget midt imellem det gamle og nye. På samme måde indkredser Liza Marklund tidsåndens dyrkelse af det autonome individ og stærke krav til den perfekte kvinde i sluthalvfemsernes opskruede og mediebårne dotcom-rush, der både skal gå efter et krævende karrierejob og stadig være den, der står på mål for det nære og trygge i familien. Det kan Annika Bengtzon selvfølgelig ikke og knækker næsten midtover. PR-pølse 10 år efter udvikler Stieg Larsson den ultimative nyfeministiske fuckfinger til de sidste rester af pænpige fra det forrige årtusind: Lisbeth Salander. Den gennempiercede og punkede androgyne pige er ganske enkelt verdensmester i it og går hele Der er bestemt tegn på, at der er ved at gå PRpølse i krimibranchen. Forlagene går urimeligt meget op i salgstal og lancering af nye krimikonger og -dronninger frem for udvikling af gode historier, nye greb og nuanceret persontegning vejen i overtagelsen af den traditionelle manderolle. Hun er tavs og indesluttet, hun tæver dem, hun ikke kan lide og kræver sex, hvis hun har lyst. Og så stryger hun alle de multinationale millioner lige ned i sin virtuelle lomme. Sådan! Hvor står vi så nu i krimiland år 2011? Der er bestemt tegn på, at der er ved at gå PR-pølse i krimibranchen. Forlagene går urimeligt meget op i salgstal og lancering af nye krimikonger og -dronninger frem for udvikling af gode historier, nye greb og nuanceret persontegning. Imens hælder forfatterne flere og flere liter litteraturblod ud over siderne, dyrker den tabloide ondskab som Ekstra Bladet med nyt sexmonster i udsigt og trækker den ene utroværdige seriemorder ind efter den anden. Men der er også rigtig krimikvalitet af høj klasse, og her er forfattere som Staun, Nesbø og Nesser i en liga for sig. Og så er der tegn på nybrud. Igen er det den svenske krimi, som viser vejen. Med Jens Lapidus og Anders de la Motte forskyder perspektivet sig. Der er stort set ikke en strømer i horisonten. Kun forbrydere og folk på kanten af loven. Det er der naturligvis en grund til. De nye krimiforfattere har en anden fortælling, noget nyt på hjerte, noget at sige, som ikke passer ind i den klassiske politiroman med halvforkølede kriminalkommissærer. Vi har taget en pejling på de nye strømninger i krimiland. [email protected] UTAHS BJERGE og andre historier udspiller sig i politiske og kulturelle brændpunkter rundt om i verden – hvor mennesker kastes ud i dilemmaer og konflikter, og hvor deres valg og handlinger kan vise sig at få vidtrækkende konsekvenser. Fortiden er aldrig helt forbi … Scan koden og læs meget mere her Udkommer d. 14. april 6 Krimi | April 2011 Dagbladet Information NYHEDER FRA SOHN Debutanterne ’Jeg vil afsløre de onde ...’ Fire nye. Store krimiforfattere som Jussi Adler-Olsen og Jo Nesbø har sat sig tungt på bogsalget med spektakulære drab og frygtløse kommissærer. Vi har spurgt fire debutanter om, hvad de kan tilbyde på et allerede overfyldt skandinavisk krimimarked – Hvordan har du det med at debutere på et succesombrust skandinavisk krimimarked? »Rigtig godt. Det får mig til at yde mit allerbedste, at der er så mange dygtige forfattere omkring mig.« – Hvad kan du tilføre genren? »Et internationalt fokus og evnen til at rive sløret af de store multinationale virksomheder.« – Hvad har din inspiration til ’Den afrikanske jomfru’ været? »Samtaler med højtplacerede chefer i oliebranchen. De afslørede, at branchen har alt, hvad en spændingsroman behøver: korruption, penge, magtkampe. Besøg i Kenyas beskidte slum gav mig inspiration til, at bogen skulle foregå netop dér.« – Hvilken indflydelse har din profession som journalist på dit forfatterarbejde? »I forbindelse med Den afrikanske jomfru lavede jeg interviews med folk, der er eksperter på de områder, jeg skriver om – f.eks. olieudvinding. Til min næste bog, Den filippinske pirat, har jeg interviewet korruptionseksperter i Asien og eksperter i pirateri.« – Har du et bud på, hvorfor så mange journalister skriver krimier? »Krimier er en måde at udøve underholdende samfundskritik på. Desuden vil journalister gerne skrive længere og mere frit, end avisartikler giver mulighed for.« – Har du nogen faste ritualer i din skriveproces? »Jeg læser meget faglitteratur for at få inspiration til mit plot. Og så siger jeg tit ’Schhh!! Jeg skal lige skrive det her færdigt!’ til min mand.« – Vælg et soundtrack til din bog! »Sunday Bloody Sunday med U2.« K Skrevet på kaffe, cola og øl – Hvordan er det at debutere på det kæmpe skandinavisk krimimarked? »Det er vanvittigt spændende, fordi det i princippet enten kan føre til fantastiske muligheder eller gå relativt upåagtet hen. Først og fremmest er jeg superglad for bogen, og så er det bare at lukke øjnene og håbe det bedste.« – Hvad tilfører du genren? »At det er muligt at skabe en spændingshistorie om opklaring af en forbrydelse på en måde, så den er helt fri for splat og overdrevent makaberi. Og at det er muligt at skrive jordnært om en dansk journalists løsning af en krimigåde, selv om det mest foregår uden for Danmark – jeg forsøger med en symbiose mellem krimien og den internationale thriller.« – Hvad har inspireret dig til ’Den danske lokkedue’? »Oplevelsen af den næsten skandinaviske mentalitet hos mange indbyggere i Slovenien. Sammensuriet af indtryk fra Ljubljana – af jugo-nostalgi og fremtidstro, samfundsstruktur, håndboldkultur m.m. – har ikke blot leveret et oplagt bagtæppe for historien, det har også været med til at forme handlingen og plottet.« – Har du nogen faste ritualer i din skriveproces? »Klokken 21 sætter jeg mig over på den lokale café på den anden side af gaden. Jeg drikker en kop kaffe, en cola og en øl i nævnte rækkefølge, mens jeg skriver, indtil mine øjenlåg efter halvanden times tid bliver for tunge.« – Hvilket soundtrack passer til din bog? »Soundtracket til filmen Arizona Dream, som Iggy Pop synger.« K Nøgleordet er ’forståelse’ – Hvordan har du det med at debutere på det store skandinavisk krimimarked? »Jeg laver strudsefinten. Hovedet i sandet. Og skriver så forskelligt fra krimien, som jeg kan.« – Hvad kan du tilføre genren? »Romanen. Mine bøger burde gå under genrebetegnelsen: en spændende roman.« – Hvad har din inspiration til denne bog været? »For fem, seks år siden kom en strøm af asylansøgende kinesiske unge mennesker til forskellige europæiske lande. Alle var udstyret på samme måde: ens rygsække, ens mobiltelefoner, lige mange penge. Mens de ventede på at få besked, forsvandt de sporløst. I dag er der stadig ingen – ikke politiet, ikke myndigheder – der ved, hvor de er blevet af.« – Hvilken betydning har din profession som journalist på dit forfatterarbejde? »De journalistiske metoder, jeg har brugt, hedder ’intuition’ og ’stædighed’. Når jeg har et spor, slipper jeg det ikke. Grådighed er der også. Jeg vil afsløre de onde. Overvinde dem. Og yde ofrene erstatning.« – Hvorfor er der så mange journalister, der skriver krimier? »Det handler om at forstå menneskets bevæggrunde. Hvilke forudsætninger i verden og i samfundet gjorde det muligt at udføre forbrydelsen? Forstå er et nøgleord. For både journalister og krimiforfattere.« – Har du nogen faste ritualer i din skriveproces? »Jeg sætter mig på en stol. Tænder min computer. Sætter hænderne til tasterne.« – Hvilket soundtrack passer til din bog! »En tidlig PJ Harvey, hvor hun lyder som et såret, hævnlystent dyr.« K Dybt ned i den menneskelige psyke – Hvordan har I det med at debutere på et succesombrust skandinavisk krimimarked? »Det er stimulerende at vide, at vi kommer til at blive sammenlignet med forfattere, som har succes rundt omkring i verden. Vores forlægger, som bl.a. har arbejdet med Liza Marklund og Jan Guillou, har været til stor hjælp og en tryghed.« – Hvad kan I tilføre genren? »Krimien kritiseres ofte for at være sprogligt dårlig, og det vil vi gerne ændre på. Vi synes også, at vores personskildringer har en psykologisk dybde, som tit mangler i lignende litteratur. Desuden vil vi gerne være et modstykke til alle de hyggelige, urealistiske puslespilskrimier.« – Hvad har inspireret jer til at skrive ’Kragepigen’? »Bortset fra personlige erfaringer har det været den brutale virkelighed, der ofte overgår fiktionen i form af ufattelige overgreb.« – Har I nogen faste ritualer i jeres skriveproces? »Vi har udviklet en arbejdsmetode, som fungerer godt for os begge. Over en øl plejer vi at fabulere en synopsis frem, som vi så koger ned til specifikke kapitler. Vi gennemgår, hvad der skal ske med de forskellige karakterer, hvordan de udvikler sig osv. Vi deler arbejdet mellem os og sammenholder vores tekster med jævne mellemrum. Jerker er den med sans for detaljen, og Håkan den, der har overblikket.« – Vælg et soundtrack til jeres bog! »Joy Division: She’s lost control, The Fall: The acute, Cortex: The freaks og Kite: Way to dance.« K Svarene er indsamlet af Anne Vindum Henrik Brun Åsa Lantz Jerker Eriksson og Håkan Sundquist Alder: 32 år. Profession: Forfatter og journalist. Krimidebut: ’Den afrikanske jomfru’. Rosinante & Co, 18. marts 2011. Bogens første sætning: ’Svingdøren i bunden af glasbygningen slugte de mørke jakkesæt et for et.’ Favoritfilm: ’Hotel Rwanda’ gjorde stort indtryk på mig. Jeg var så berørt, at jeg ikke engang kunne spise den obligatoriske slikpose. Yndlingsbog: ’Drageløberen’ af Khaled Hosseini gik lige i hjertet. Idol: John le Carré. For hans evne til at binde hele verden sammen i én bog. Hobby: Dykning og løb. Alder: 42 år. Profession: Journalist/udlandsredaktør. Krimidebut: ’Den danske lokkedue’. Turbine, 8. april 2011. Bogens første sætning: ’Hun var udsat for passiv rygning, og det var dejligt.’ Favoritfilm: ’Goodbye Lenin’. Yndlingsbog: ’Ulven i Banja Luka’ af Jens Henrik Jensen, og ’Veronika beslutter at dø’ af Paulo Coelho. Idol: Jens Henrik Jensen og Leif Davidsen. Hobby: Musiklytning (gerne live) og sport (som publikum). Alder: 44 år. Profession: Forfatter og journalist. Krimidebut: ’Kald mig Rosa Parks’. Modtryk, 17. marts 2011. Bogens første sætning: ’Den første død varede længe.’ Favoritfilm: Har mange. En er ’The Hours’. Yndlingsbog: ’Dronningens juvelsmykke’ af Carl Jonas Love Almqvist. Idol: Amerikanske Reggie Nadelson. Haruki Murakami, hans ’Trækopfuglens krønike’, som vender verden på hovedet, overgår i spænding de fleste thrillere. Hobby: Læse. Se film og teater. Arbejde, kort sagt. Og løbe. Alder: 30+ (af og til yngre). Profession: Bibliotekar (Jerker), småjobs (Håkan). Krimidebut: ’Kragepigen’. Lindhardt og Ringhof, 2. maj 2011. Bogens første sætning: ’Huset var over hundred år gammelt, og de solide stenmure var metertykke, hvilket betød, at hun formentlig ikke behøvede at isolere dem, men hun ville være på den sikre side.’ Favoritfilm: ’Stroszek’ af Werner Herzog (J), ’Gå og Se’ af Elem Klimov (H). Yndlingsbog: ’Steppeulven’ af Herman Hesse (J), ’En klovns opgør’ af Heinrich Böll (H). Idol: Sjöwall & Wahlöö (J), Jan Guillou og Leif G.W. Persson (H). l Kulungen K d iin C Cuba b Made M h d TTavsheden - krimi af Merete Junker ”Persontegningen er skarp, stemningen levende og plottet har et dramatisk drive, der får handlingen til gnistre.” Information Mød Merete Junker på Krimimessen Læs også: PIGEN MED BALLONEN - krimi af Monica Kristensen En ny Svalbard-krimi man ikke lægger fra sig, før sidste punktum. ”Nyd den” ***** VG Læs også: HOLLÆNDERGRAVEN - thriller af Preben Haarup Hæsblæsende spændingsroman fra Havana om kærlighed, hævn og flugt af ny dansk krimidebutant. Mød Preben Haarup på Krimimessen - krimi af Jan Costin Wagner ”En dyster, stemningsmættet og original krimi af den slags, man på grund af forbrydelsens hæslige karakter næsten har dårlig samvittighed over at have følt sig glimrende underholdt af.” ***** Jyllands-Posten VINDER AF DEN TYSKE KRIMIPRIS 2008 Læs også: ISMÅNE Tre gode fra SOHN-klassiker serien: GRAHAM GREENE Vor mand i Havana Kriminalroman FORLAGET SOHN Brighton Rock Vor mand i Havana af Graham Greene af Graham Greene med forord af Leif Davidsen med forord af Klaus Rifbjerg ”Graham Greenes mesterlige katolske gangster”En vellykket kombination af guddommelig farce melodrama fra 1938 er relevant ude på dansk og satanisk nervepirrende thriller.” igen.” ***** Politiken ****** Berlingske Tidende Hør Leif Davidsen og Bo Tao Michäelis samtale om Graham Greenes forfatterskab på Krimimessen. Den tredje mand Fortidens tåge - thriller af Graham Greene med forord af Leif Davidsen ”En velskrevet og underholdende retro-krimi, som med beskedne virkemidler får fortalt en stor historie om moral.” Litteratursiden - thriller af Leonardo Padura ”Sublim krimi, hvis lige næppe findes på disse breddegrader.” Information ”Svedig krimikunst.” Ekstra Bladet ,)"0, Helle Vincentz TTvillingen illi VIRKELIGHEDENS KRIMIER Fra Kenyas slum til filippinske pirater %+ '"$(,**"/ 0+/1%'"* ?H>;HME O>P;H>L?L@;GCFC?M >L;G;NCME?FCPIA MEx<H? Fra Folketinget til celle 290 - om Arne Munch-Petersen liv og skæbne af Ole Sohn Ny hardback-udgave ”Bogen om Arne Munch-Petersen, et af Stalin-tidens ofre, er en begivenhed i historieskrivningen” Information #,/)$ "10,% 4JHEFU NFEFOCPH #FTUJMCHFSQlXXXTPIOEL PHGlEFNUJMTFOEU(SBUJT + Jeg kommer Jeg er ssnart sna nartt hjem hjem em - en ddansk udvandrerfamilies andrerfamilies liv og skæbne af Ole Sohn Nu i 4. oplag ”En gribende fortælling, som man har svært ved at lægge fra sig.” Weekendavisen /VPHTlQBLLFUJOE TPNHBWF Køb bøgerne hos boghandleren eller på www.sohn.dk 8 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Dagbladet Information Krimi | April 2011 9 Interview: Susanne Staun Til trods. Susanne Staun hader fotografer, gør hun opmærksom på, da billederne til artiklen skal tages. Alligevel gør hun, som der bliver sagt, og smiler og griner højt under hele seancen, hvor fotografen beder hende trække en strømpebuks ned og op over hovedet, posere og ryge samtidig. Foto: Sofie Amalie Klougart ELSKER DU OGSÅ KRIMIER? Mangler du anbefalinger og en guide til hvilke krimier, du skal vælge? Vær med i Danmarks største krimibogklub Har du læst Stieg Larsson og savner bøger i samme stil? Elsker du Jussis krimiserie og vil læse noget, der ligner? Savner du overblik og personlige anbefalinger, så du kan vælge det bedste fra krimiverdenen? Vær med i klubben Krimi & Spænding! Jeg giver dig et stort udvalg af alle bestsellere og kvalitets- krimier. Jeg giver overblik og personlige anbefalinger. Og så præsenterer jeg de krimi- og g tv-serier, alle taler om. Jeg byder dig velkommen n med 3 store krimier for kun 9 kr. pr. bog. g. Krimikrigeren Velkommen i Krimi & Spænding ing Mette Bentholm, Redaktør Våbenhvile. Susanne Staun står indimellem alene i skyttegraven mellem litterater på den ene side og krimifans på den anden. I 12 år har hun kæmpet for at gøre krimien stueren nok til de litterære saloner, og i år ser det ud til at lykkes for den 53-årige forfatter af Jannie Schjødt Kold Vi skulle egentlig have mødtes på Vesterbros dagligstue, Jernbanecafeen – af indlysende røgfyldte årsager. Men mens støttebandet Artig Verner spiller til fordel for Vesterbros første fixerum, ringer Susanne Staun og spørger, om vi ikke kan mødes på en mindre tæt befolket café på Halmtorvet i stedet for. Der kan man godt nok ikke ryge, til gengæld kan man høre, hvad hinanden siger. Og Susanne Staun elsker at tale. Om krimier, om selvtægt og om den skyttegravskrig, der udspinder sig mellem »lortekrimier og litteratur«, som hun siger. I aften er hun glad og ude for at fejre, at hun er i færd med at lægge sidste hånd på en thriller, der udkommer til september. »Det er så dejligt, når jeg er færdig med en bog. Så skejer jeg seriøst ud, ser alle mine venner og spiser på svinedyre restauranter, jeg slet ikke har råd til,« fortæller hun, da vi har fået sat os ned, og tilføjer med blikretning mod baren: »Kommer ham der Prince Charming bag baren ikke snart herover? Han behøver ikke udgyde sit testosteron, bare lidt rødvin. Baby come on, come on.« Lige nu er der al mulig grund til at skeje ud. Susanne Staun har netop fået at vide, at hendes bog Døderummet er blevet tildelt Harald Mogensen Prisen for bedste kriminalroman 2010. Dermed indstilles Stauns retsmedicinske thriller automatisk til den skandinaviske krimipris Glasnøglen. »Det gør mig helt barnligt glad. Jeg har været den evigt nominerede,« siger hun selv om den anerkendelse, der følger med fra krimiverdenen. Samtidig høstede hun tidligere i år den store litterære anerkendelse at blive indstillet til Weekendavisens Litteraturpris for Døderummet, og således ser der ud til være dømt våbenhvile i den kamp, hun har ført for at få krimien anerkendt som ’rigtig’ litteratur gennem de seneste tolv udgivelser. Forfatter ved et tilfælde Det stod ellers ikke i kortene, at Susanne Staun skulle være forfatter. Opvokset i en småborgerlig lægefamilie udfyldte hun rollen som den trodsige treer, der ikke ville sidde stille, lære de rigtige manerer og holde op med at stamme og tisse i sengen. Senere fik hun topkarakterer på engelskstudiet og fortsatte på et Fulbright-stipendium videre til en uddannelse som journalist i USA. Hjemme i Danmark redigerede hun tegneserier hos Egmont i ti år, inden hun sprang ud som forfatter nærmest ved et tilfælde. Susanne Staun sad i sin mormors sommerhus, hvor hun altid skriver, og skrev ordet ’dumme’ gentagne gange på et stykke papir om den nabo, som hun lå i åben krig med, og det udviklede sig til debutromanen Sådan lyder en salonriffel fra 1998. »Når jeg skriver, er det meget sådan,« forklarer forfatteren. »Jeg sidder lidt og tænker, ’hmm, hvad kan jeg gøre med den her stemning? Hmm, hvad sker der, hvis jeg kobler den her sag på?’ og så, wham bam thank you ma’am, eksploderer det hele, galopperer af sted med mig og bliver noget helt tredje,« siger hun. »Bagefter står jeg sådan lidt og tænker: Hvad skete der lige her?« En følelse, Susanne Staun indtil videre har haft 12 gange, og som hun sammenligner med den pludselig erkendelse af, at ens børn ¨¨ 3 9 Få bøger for kun pr. stkkr. . www.krimibogklub.dk 10 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Interview: Susanne Staun (BOHBO #OFHPPLK »Hvad er en krimi? En krimi er en litterær genre, der kræver to ting: et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur?« ¨¨ er blevet store (Staun har to teenagebørn). Som forfatter har hun altid ligget relativt lunt i anmeldersvinget, men mangler stadig at opleve et egentligt gennembrud. Det ændrer sig måske nu, hvor hun har en Glasnøgle i udsigt. Den store fætter-kusine-fest Prisen for årets kriminalroman 2010 bliver overrakt på det, Susanne Staun ser frem til som årets abefest: krimimessen i Horsens. »Det er simpelthen én stor fætter-kusinefest, hvor uglesete krimiforfattere kan mødes og feste, uden at en sur, sortklædt litterat står i ringhjørnet og peger,« siger hun og refererer dermed til debatten mellem litterater og krimi-aficionados om, hvad der kan kaldes kunst. Litteraterne på den ene side hævder, at krimi per definition ikke kan være kunst, fordi en krimi er skrevet efter en skabelon, og derfor ikke kan være litteratur. Til det spørger Susanne Staun: »Hvad er en krimi? En krimi er en litterær genre, der kræver to ting: et mord og en opklaring. Hvordan pokker kan det forhindre nogen i at begå god litteratur?« Hun hæver de markerede øjenbryn over de kohlindrammede mørke, livlige øjne. Der er smæk for skillingen, når hun først har talt sig varm. På den anden side af kløften står krimiforfatterne og de forlag, der har vejret morgenluft og »pøser lortekrimier ud« og »giver os andre et dårligt rygte«. »Så står litteraterne der og peger: ’Se! Det er lort det hele,’« siger hun. En lortekrimi er i Stauns verden en roman, der ikke er skrevet af en rigtig forfatter. Sådan en med kærlighed til sproget. – Hvordan definerer man en god og en dårlig krimi? »En god krimi udmærker sig ved at være skrevet med begge hjernehalvdele i brug. Den venstre til plot og den højre til sprog,« forklarer hun. »Hvor en skønlitterær roman Mød Fanny Fiske ... ... Susanne Stauns mest kendte figur. Gennem fem bind, fra ’Som arvesynden’ (1999) til ’Før jeg dør’ (2009), kæmper den aldrende profileringsekspert mod kvinders to argeste fjender: alderdom og seriemordere (når hun ikke får foretaget en plastikoperation, spiser svin eller begår selvtægt). Serien er blandt andet blevet kaldt ’Tarantino på Østrogen’ og ’Femikrimi med bremsespor’. sagtens kan være skrevet med kun den venstre, skrives alt for mange krimier udelukkende med den højre, og så går det altså helt galt.« Hobos, fattigrøve og cowboys Fotografen afbryder Susanne Stauns talestrøm og vil have os med ud til Øksnehallens mere dunkle udendørsbelysning. »Jeg hader fotografer, det skal du bare vide,« siger hun, mens vores støvletrin giver genlyd over brostenene og lighteren gnistrer. »Du har bare ikke at lave art på min bekostning, thank you very much.« Hun ømmer sig flere gange i den bidende aftenkulde og siger, at hun nægter at blive syg netop nu, hvor hun er på vej til New York. Alligevel gør hun, som der bliver sagt, og smiler og griner højt under hele seancen, hvor fotografen beder hende trække en strømpebuks ned og op over hovedet, posere og ryge samtidig. Da vi er kommet indenfor igen, og Prince Charming langt om længe har været forbi med et glas rødvin, fortæller hun om den forestående tur til The Big Apple. »Jeg skal over og besøge min veninde, og så skal vi spise frydefuldtsvin på Anthony Bourdains restaurant, men vi skal også lave noget arbejde på min nye bog.« Susanne Staun fortæller, at halvdelen af den nye thriller, som næsten er færdig, foregår i staten New Yorks såkaldte panhandle, den del af staten, der ligner et stegepandehåndtag, og hvor der kun bor »hobos, fattigrøve og cowboys«. »Det er et fantastisk sted. Vi har en fælles bekendt dér, som viplejer at ryge os godt skæve med. Så sidder vi på hans veranda og lytter til, at de plaffer hinanden ned i skoven ved siden af,« siger hun. – Tager du altid ud og besøger de steder, du skriver om? »Ja, som regel, men jeg gør det først, efter jeg har skrevet romanen, og jeg finder altid ud af, at det, jeg havde forestillet mig, virkede bedre. Men jeg vil så gerne behage min redaktør gennem 12 år – jeg vil kysse den jord, han går på – og han siger altid: ’Hvis dine karakterer absolut skal tænke så meget, kan de så ikke stå et sted og gøre det? Kan vi ikke få noget rum?’« Hun slår en høj latter op og propper et stykke nikotintyggegummi i munden i mangel af bedre. »Så nu tager jeg til New York for at prøve at skaffe den stodder mere rum.« Den kommende bog tager udgangspunkt i en ’virkelig’ sag fra 2009, som starter, da en mor kommer styrtende ind på skadestuen med sin toårige pige og skriger: »Mit barn er brunt, mit barn er brunt.« Ingen ved, hvad der er sket med pigen, indtil det bliver opdaget, at hun har været overhældt med afløbsrens, mens hun har været fastspændt i sin barnevogn. Susanne Staun har fulgt sagen, fordi en retsmediciner, hun kender, viste hende de ar, han har på armen efter selv at have lavet forsøg med afløbsrens. Forsøg, der klart beviste, at pigen var blevet forulempet på det tidspunkt, hvor kun moderen og stedfaderen var i lejligheden. Alligevel gik de begge fri i retten, da man ikke kunne bevise, hvem af dem, der havde gjort det,eller om det var dem begge. »Det er da pisseprovokerende,« siger Susanne Staun oprevet. »Den her retspleje, vi har i Danmark, hvor man ikke kan dømme nogen kollektivt, gør, at vi tager mere hensyn til gerningsmandens retssikkerhed end ofrets.« – Er det en samfundskritisk bog, du skriver? »Ja og nej. Der er ingen forfattere, der sætter sig ned og siger: ’Nu vil jeg belyse hullerne i vores jura. Det er for dårligt, at det kan foregå.’ Det er mere sådan, at en sag byder sig til, og så bider man på,« siger hun. Præcis sådan var det med sagen om pigen, der blev vansiret for livet. Den lå lige til højrebenet for Susanne Stauns 47-årige retsmediciner Maria Krause fra Døderummet. I bogen kobler forfatteren sagen med det såkaldte Münchhausen by proxy-syndrom og lader halvdelen af bogen foregå i Rexville, New York, og så begyndte det at blive rigtig sjovt, som hun siger. Münchhausen by proxy er et syndrom, hvor typisk en mor opdigter alverdens sygdomme til sit barn og måske påfører barnet skade med vilje for at få opmærksomhed. »Jeg har altid gerne villet lave noget med Münchhausen by proxy og har tilbragt en hel aften i Horsens med en retsmediciner med kun at tale om det,« siger hun og tilføjer, at selv om sagen om den lille pige ikke ved første øjekast ligner en Münchhausen by proxy, så skal den nu fireårige pige igennem mange plastikoperationer over flere år. Altså mulighed for massiv opmærksomhed. Død over kendiskrimierne Selv mener Susanne Staun, at hun har skrevet den samme bog tolv gange. Om modne kvinder, der – koste hvad det vil – går ud i verden med stun gun og peberspray og siger: Det vil jeg ikke finde mig i! »Det er min måde at reagere på uretfærdighed,« forklarer Susanne Staun, der intet har imod at få klistret mærkatet ’femikrimi’ på sine bøger. »Altså det handler om at se den nøgne abe i øjnene, som jeg siger. Femikrimi er en ganske udmærket varebetegnelse for det, det er: En krimi i et totalt kvindeinficeret univers,« siger forfatteren, der alligevel laver heltinder, der skiller sig ud og har mere end almindeligt ualmindelige vaner. Eksempelvis har Maria Krause fra Døderummet det med at bestille voldtægter til sig selv – bare for adspredelsens skyld. Selv om Stauns figurer på den måde har det med at stikke ud, vil hun gerne forny sig. »Jeg har jo stået i selvtægtsstampe i alle mine bøger,« siger hun, men tilføjer, at det bare falder hende nemt med den der spænding. At den rummer en puls, der er fed at skrive op af. Og hun har egentlig ikke tænkt sig at stoppe. »Når man først har mærket, hvor mindblowing fedt det er, at noget galopperer af sted med én på den måde, holder man jo ikke op med det, « siger hun. Heller ikke når man som Susanne Staun er midt i en krimikrig. – Hvad skal der til for at slutte fred? »Jeg siger til alle, der skriver lortekrimier, at de skal holde op, og de skal holde op lige nu,« siger hun, mens vi samler vores ting sammen og forlader det nu øde Vesterbro og Prince Charming bag disken. Selv om hun er træt og rejser til New York i morgen, skal hun lige levere de sidste bulletiner. »Min ambition er at gøre krimien stueren. Det er det, der er mit projekt,« siger hun, mens vi går mod Hovedbanegårdens neonoplyste S-skilt. – Hvornår ved du, at du har nået dit mål? »Jeg popper en flaske champagne den dag, kendisser holder op med at tro, de er forfattere, fordi de skriver krimier med venstre hånd og kommer på forsiden af Euroman for det.« Hun griner højt og puster hurtig røg ud. »Ha! Den dag kommer nok aldrig.« K Fem fede krimier ifølge Staun Louise Welsh: ‘Det skjulte rum’ (2002) Lionel Shriver: ‘Vi bliver nødt til at tale om Kevin’ (2005) Boston Teran: ‘God is a Bullet’ (1999) Dan Simmons: ’Slutspil’ (1989) Julie Parsons: ‘Mary, Mary’ (1998) &H>K 1RKANRFPQ En makaber sag om forsvundne drenge, hvis lemlæstede lig dukker op på steder, hvor ingen har set eller hørt noget, bringer kriminalkommisær Jeanette Kihlberg og psykolog Sofia Zetterlund tæt på hinanden. Flere ledetråde i politiets efterforskning kan spores til en af Sofias klienter, men foruroligende nok viser det sig snart, at intet er, som det først ser ud. n og S c a n k o d e d e nu e l æ s a l le r g a f a et ud d r E N K R A GE P IG UDKOMMER 9. MAJ 12 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Krimi | April 2011 13 Dagbladet Information De originale: Sjöwall & Wahlöö Forgængere. Maj Sjöwall og Per Wahlöös viser i deres krimier, at det private er politisk og del af en større sammenhæng, der igen former privatsfæren, når de kombinerer samfundskritikken i den hårdkogte amerikanske krimitradition med en krads hverdagsrealisme, som inkluderer hovedpersonernes personlige problemer. Foto: SDV/Scanpix Den røde revolution der blev big business Succeshistorie. På få årtier har den skandinaviske krimi forvandlet sig fra at være en kampplads for et samfundskritisk engagement til et velsmurt brand i den internationale underholdningsindustri af Karsten Wind Meyhoff »Så siger jeg X, X som i Marx.« Hvis læseren skulle være kommet i tvivl om Maj Sjöwall og Per Wahlöös politiske ståsted undervejs, så bliver han mindet om det med udgangsreplikken i tiende og sidste bind i krimiserien Roman om en forbrydelse. Bindet, der har titlen Terroristerne, bliver udgivet i 1975 og dermed afrunder den 3.000 sider lange fabel om den svenske velfærdsstats deroute. Eventyret begyndte i 1965 med den stilfærdige politikrimi Roseanna, som lagde grundtonen i Sjöwall og Wahlöös berømte romanserie og skabte fundamentet for et verdensomspændende brand og big business: Den skandinaviske krimi. I den uanselige første roman fisker kriminalassistent Martin Beck liget af en nøgen, mishandlet kvinde op af Götakanalens sluser og indleder hermed en omfattende kortlægning af det svenske samfunds virkelighed. Beck er med tiden blevet arketypen på den lettere udbrændte skandinaviske politimand i 40’erne med de alt for menneskelige træk: samspilsramt, depressiv og socialt dysfunktionel. Samtidig er han elskelig og ikke mindst en kompetent og ubestikkelig politimand, der må navigere i et system af råddenskab og inkompetence. Omkring sig har Beck sin lille gruppe af kolleger, der ligeledes er plaget af de problemer, moderne individer i 1960’erne og 1970’erne må døje med. Sammen udgør de en art miniatureportræt af Sverige midt i en urolig tid, hvor Den Kolde Krig er på sit højeste, værdierne er i hastig forandring, og Vietnamkrigen flimrer hen over tv-skærmene hver aften. Den stockholmske storbyjungle Forfatterparret har flere gange beskrevet den overordnede strategi med Roman om en forbrydelse. De første romaner skulle indfange krimilæserne og gøre dem interesserede i figurerne og miljøerne. Herefter skulle der stille og roligt skrues op for den marxistiske samfundsanalyse med den moderne svenske velfærdsstat i centrum. De ti romaners logik er i et samtidigt interview beskrevet således: De tre første romaner er traditionelle politikrimier uden politisk indhold. De næste tre-fire titler er problematiserende og samfundskritiske uden at bekende alt for meget politisk kulør i handlingen. De sidste titler er eksplicit kommunistiske og konfronterer det kapitalistiske velfærdssamfund med dets problemer. Per Wahlöö har selv beskrevet projektet i romanserien som et forsøg på at forstå kriminaliteten som en social funktion og et produkt af velfærdsstaten og dens institutioners indretning. Med deres marxistiske og stærkt samfundskritiske udgangspunkt stiller de en sort og forstemmende diagnose af Sveriges tilstand. I seriens sjette roman Strisser, Strisser (1970) får læseren følgende billede af Stockholm og velfærdsstaten: »Bag sin spektakulære topografiske facade og under sit glatte, delvis fashionable ydre var Stockholm efterhånden en storbyjungle, hvor narkomani og perversitet florerede mere end nogen sinde, hvor samvittighedsløse ågerkarle helt legalt kunne tjene enorme profitter på pornografi i dens mest snuskede og modbydelige form, hvor de professionelle forbrydere ikke bare blev flere og flere, men også stadig bedre organiseret, og hvor der, især blandt de ældre, var ved at blive skabt et ludfattigt proletariat.« Sverige beskrives nærmest som land i undtagelsestilstand og socialt kaos. Diagnosen ligger kort sagt langt fra enhver idealiseret forestilling om de skandinaviske samfund som generøse og rummelige velfærdsmodeller. Fornemmelsen af, at utopien er strandet, og noget er gået grueligt galt, gennemsyrer hele romanserien. Samtidig er det netop den samfundskritiske holdning og grundlæggende stemning af uro, hele den skandinaviske krimi som genre bygger på. Fra private til public eye Når man taler om Sjöwall og Wahlöös originalitet og udråber dem som den skandinaviske politiromans pionerer, er det vigtigt at pege på deres store inspiration fra den amerikanske politiroman. I 1950’erne begynder en række amerikanske krimiforfattere, heriblandt Hillary Waugh og Ed McBain, at skrive de såkaldte police procedurals. Sjöwall og Wahlöö oversætter selv en række af McBains politikrimier. I politiromanen bliver detektiven, som vi kender fra både de hårdkogte amerikanske forfatteres værker og den engelske guldalderkrimi, skiftet ud med polititeamet som ny hovedperson. Den klassiske private eye er ikke længere troværdig som hovedperson i en moderne og kompleks verden. I stedet introducerer disse forfattere et public eye, politimanden, som ny helt og omdrejningspunkt for fortællingen. I politiromanen, som i dag fuldstændigt dominerer krimigenren, ligner opklaringsmetoderne virkelighedens. Og dagligdagen består ofte af kontorarbejde med halvlunken kaffe på kanden frem for møder med forførende femme fatales, farverige skurke og melankolsk eftertænksomhed på neonoplyste hotelværelser. Polititeamet giver desuden stort spillerum for studier i konflikter mellem mennesker på arbejdspladsen, og portrættet af politiet som institution indtager med tiden en fremtrædende rolle i genren. Men Sjöwall og Wahlöö går skridtet videre end deres amerikanske forbilleder. Svenskerne bruger krimien til at sætte problemer til debat og til at tegne et kritisk billede af samtidens forfatning og institutioner. De arbejder således ikke kun for at gøre krimien mere realistisk, de bruger genren til at skildre virkningerne af den uro og utryghed, 1960’erne og 1970’erne afføder hos normale borgere, når de dagligt konfronteres med avisoverskrifter, der melder om politisk terror, atomtruslen og en heftig systemkritik fra en voksende venstrefløj. Sjöwall og Wahlöö kom begge fra journalistikkens verden og var optaget af de aktuelle problemstillinger i samtiden. Duoen udvikler således den skandinaviske krimis særlige varemærke, der, når den fungerer bedst, kombinerer samfundskritikken i den hårdkogte amerikanske tradition med en kras hverdagsrealisme, som inkluderer hovedpersonernes personlige problemer med parforhold, familie og økonomi. Med en af datidens formler illustrerer den skandinaviske kriminallitteratur, hvordan det private er politisk og en del af en større sammenhæng, og omvendt hvordan denne sammenhæng og helhed påvirker og former privatsfæren. Lavinen ruller 40 år senere er den lavine, Roman om en forbrydelse satte i gang, stærkere end nogensinde. Forfattere som Henning Mankell, Håkan Nesser, Leif G.W. Persson, Jan Guillou, Jo Nesbø, Leif Davidsen, Liza Marklund, Anne Holt, Stieg Larsson, Simon Pasternak og Christian Dorph er alle inspireret af Roman om en forbrydelseog arvtagere til den tradition, Sjöwall og Wahlöö søsatte. Norske Anne Holt har beskrevet den betydning og status, forfatterpar- ret har i den skandinaviske kriminallitteratur: »Sjöwall og Wahlöö skrev en romanserie. Men de skrev også en lærebog i ti bind. De opfandt en genre. De satte det niveau, vi stræber efter at nå. De har efterladt sig et stort litterært værk, den endegyldige kanon, men også en vejledning til alle, der vover sig ind i denne kr vende genre. De lærte os at beskrive det store billede ved hjælp af den lille detalje, at sænke kameraet, at gå tæt på objektet – den forsømte, den fortabte, det almindelige menneske.« Ser man på krimifænomenet i en større sammenhæng, kan man konstatere, at krimien er blevet en integreret del af den globale underholdningsindustri. På dette marked har den skandinaviske krimi manifesteret sig som et stadigt stærkere internationalt brand med stor gennemslagskraft verden over. Forfattere som Henning Mankell og Stieg Larsson sælger deres bøger i millionoplag og trækker en lang hale af skandinaviske krimiforfattere med sig. Bøgerne bliver filmatiseret og forvandlet til globale blockbusters, mens skandinaviske krimi-tv-serier får priser og begejstrer tv-seere over hele verden. Krimien, og især den skandinaviske, er blevet en decideret industri med en milliardomsætning, som forlag, agenter og ikke mindst forfattere gerne vil have en del af. Forlagene pumper krimier ud i håbet om, at de rammer den næste guldgrube, den næste Larsson, Mankell eller Adler-Olsen. Krimien som politisk våben Det er imidlertid ikke hele Sjöwall og Wahlöös projekt, som passer lige godt til den moderne krimiindustris formater. Ud over at være gode sproghåndværkere var de to svenske forfattere politisk engagerede idealister med en tro på, at mennesket kunne ændre verden. Intet mindre. De ville kort sagt gøre en forskel og påvirke folks virkelighedsbillede med deres krimier. For Sjöwall og Wahlöö var krimien et politisk våben, et strategisk værktøj til at formidle et bestemt socialt og politisk budskab. Resultatet af Sjöwall og Wahlöös anstrengelser er den sønderlemmende dystre diagnose, der udpeger institutionel inkompetence, en stigende magtkoncentration i samfundet, store uligheder og diskrimination på det sociale og retslige område samt en gennemgående ansvarsforflygtigelse i de ledende organer af samfundet som de store syndere. Navnlig det svenske politi, inklusive efterretningstjenesten SÄPO, står for skud og bliver fremstillet uhyre negativt som en institution domineret af magtinteresser, arrogance og begrænsede evner, som direkte skader Sverige. Det er i dette perspektiv, navnet på serien skal ses. Roman om en forbrydelse henviser ik- ke til en bestemt forbrydelse, men til forestillingen om, at det etablerede system i Sverige er i gang med at begå en omfattende og kompleks forbrydelse mod sin egen befolkning. Mere diagnose, tak! Sjöwall og Wahlöös dystre samfundsdiagnose bliver i løbet af serien mere og mere gennemsyret af en galgenhumoristisk misantropi, der beskriver livet i det svenske velfærdssamfund som mislykket. Det mest forældede ved Sjöwall og Wahlöös analyse er nok, at de i sidste ende altid giver samfundet skylden for alle dårligdommene i Bergman-land. Imidlertid er det også det kulsorte samfundssyn og de karikerede billeder af samtidens sociale og institutionelle forhold, der giver værket en umiskendelig energi og gør de urimelige analyser til læseværdige tidsbilleder. Viljen til at levere en umaskeret samtidsdiagnose har svære kår i dag. Kun få forfattere som Henning Mankell og Arne Dahl holder fanen rimelig højt og tilbyder en læseværdig samtidsdiagnose af nutidens problemstillinger. I stedet svælges der i effekter, som i bedste exploitation- og horror-stil prøver at fremprovokere chokeffekter og skræmme læseren. Som krimientusiast må man konstatere, at det i dag alt for ofte er svært at få øje på ambitionerne i de aktuelle krimiers orgier af vold og monstrøse fascination af psykopater og kannibaler. Genuin samfundsdiagnose, uanset om den kommer fra venstre eller højre, analyse af nutidens magtfulde institutioner og ikke mindst en kritisk refleksion over det moderne kapitalistiske velfærdssamfunds indretning kunne være nogle af ingredienserne i en nutidig kriminallitteratur. På den måde kunne man tage tråden op fra Sjöwall og Wahlöö og videreudvikle en litteratur, som fra starten har været skræddersyet til at sætte problemer til debat. K Karsten Wind Meyhoff er en inkarneret krimilæser. Han har udgivet bogen ’Forbrydelsens elementer – Kriminallitteraturens historie fra Poe til Ellroy’ på Informations Forlag. Desuden har han forsket i hårdkogte krimier med ph.d.-afhandlingen ’Amerikanske mareridt. Et kulturhistorisk portræt af Los Angeles’, der viser, hvordan amerikanske forfattere bruger kriminalgenren til at gennemhulle forestillingen om det paradisiske Californien. Populære bøger De skandinaviske krimiforfattere går som varmt brød i Danmark, mens øvrige krimiforfattere sælger meget mindre. I 2010 blev der udgivet i omegnen af 75 nye krimier samt et par antologier af danske forfattere, og dertil kommer omkring 175 udenlandske titler, hvoraf nogle er af ældre dato. Der var i runde tal 250 nye krimiudgivelser alene i 2010. I Danmark. Spektakulært! 14 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Dagbladet Information Krimi | April 2011 15 Interview: Jens Lapidus Nærkontakt. Jens Lapidus bliver ofte rost af journalister for at skrive meget realistisk. ’Men i virkeligheden har de jo ingen ide om, hvad der er realistisk. De fleste journalister har aldrig haft noget at gøre med en rocker, men jeg møder dem hver dag gennem mit arbejde,’ siger den 36-årige forsvarsadvokat. Foto: Michael Bothager/Scanpix 1000 krimier i tasken Kun 895,kr. 1.im ipakke inkl. kr Du får to kvalitetskrimier med i købet. Donato Carrisi Suffløren og Sony 50 PRS-6oglæser Advokaten og hans bodybuildere På g.dk finder du altid gode tilbud på krimier til din e-bogslæser! Bling-bling. Han er kåret som Sveriges bedst klædte mand. Han er jetsetter og topadvokat, men er mere populær i fængslerne end på de bonede gulve. De seneste par år har han trukket overskrifter som forfatter med hårdkogte bøger om unge mænd, der jager hurtige penge, damer og biler. Til juni kommer afslutningen på Jens Lapidus’ trilogi om Stockholms kriminelle cirkler, ’Livet deluxe’, der denne gang går i kødet på adelen Af Helle Eeg STOCKHOLM – Jens Lapidus portrætterer de skumle sidegader, benhårde bandemedlemmer og kokainsniffende bodybuildere i sine krimier. Men han portrætterer også de unge, smukke og rige i toppen af fødekæden, der ubekymret fyrer den af til cokefester på Stureplan et stenkast fra kulturinstitutionen Dramaten. Med intense og indlevede beskrivelser af de to yderpoler af det moderne Sverige har Lapidus de seneste år skabt sig en kometkarriere som forfatter. Hans bøger befolkes af unge mænd, der på tværs af socialklasser visionsløst og uden tillid til andre end sig selv smadrer igennem livet. Den yderst velklædte og kontrollerede 36årige Jens Lapidus ligner antitesen til det Sverige, han skriver om, da vi mødes på en lille baristacafé på Söder i Stockholm. Han når at hilse, tjekke mail på sin iPhone, tage jakken af og bestille frokost på samme tid, inden han sætter sig ved de alt for små caféborde mellem de hvidmalede vægge. Det er formentlig det tempo, han må opretholde for at få hverdagen til at hænge sammen. Vi skulle egentlig havde mødtes på en bar i jetsetkvarteret omkring Stureplan, hvor flere centrale scener i hans romaner udspiller sig, men han har et sygt barn og foretrak at mødes tættere på hjemmet. Lapidus er far, forsvarsadvokat og forfatter, i den rækkefølge, og det gør han meget ud af at pointere. Det der med at skrive, det er bare en hobby: »Jeg har aldrig haft en drøm om at blive forfatter. Det begyndte, da jeg arbejdede i Sollentuna Tingsrätt i Stockholm. Det blev en slags åbenbaring for mig og gav mig et indblik i en verden, som jeg ikke anede fandtes.« De personer, som blev stillet for retten, var en broget samling af narkohandlere, voldsmænd og bandemedlemmer. Lapidus er selv vokset op i et trygt middelklassekvarter lidt uden for Stockholm og blev overrumplet af sit direkte møde med de kriminelle typer. Han begyndte at skrive om de ting, han havde oplevet, mest som en slags terapi, men siden af ren og sker fascination. Halvandet år senere lå resultatet klar: 487 sider hårdkogt krimi med titlen Cash. Jens Lapidus er tydeligvis vant til at tale med journalister og henviser flere gange til interview, han har haft med medier fra andre lande om næsten de samme ting. Derfor bliver historien om, hvordan han kom i gang også fortalt effektivt, men lidt uengageret. Nu er Cash jo blevet filmatiseret, efterfølgeren Aldrig fucke op en bestseller, og for Lapidus er Carin Gerhardsen Pandekagehuset ts e-b Kvalite " touch med 6 y. displa Priser fra det fortid. Nu gælder det færdigredigeringen af den næste bog, der udkommer i Sverige til juni. Den vender vi tilbage til. Stockholm noir I Jens Lapidus’ bøger vrimler det med rocke- re, gangstere og unge mænd fra trøstesløse forstæder, der forsøger at komme op og frem og få del i hurtige penge, biler og damer. Det er håndlangeren for den jugoslaviske mafia, Mrado, det er chilenske Jorge, der flygter fra fængslet, og det er smarte ’brat’-fyre som JW, der sponserer sit jetsetliv med salg af kokain. – Dit forlag har med succes markedsført dine bøger som ’Stockholm noir’, med tydelig hilsen til L.A.-forfatteren James Ellroy. Hvordan vil du selv beskrive dine bøger? »Jamen, det er enkelt. Jeg interesserer mig for Stockholms virkelige kriminalitet: stofferne, prostitutionen, mishandlingerne, mordene. I mine bøger er storbyen et vigtigt element, dens mørke sider, som måske ikke beskrives så meget i anden litteratur. Det er storbyen med bordeller, politibrutalitet, cafeer, barer, ødelagte lejligheder.« Lapidus fremmaner et Sverige, der står i grel modsætning til det Stockholm, som bystyret har brandet som ’Skandinaviens hovedstad’. Med sin særegne stil adskiller Lapidus sig markant fra den traditionelle skandinaviske krimi. Her er ingen midaldrende, ensom og halvfordrukken kriminalkommissær med hjertet på rette sted. Her er ikke noget puslespil, hvor alle brikkerne falder på plads til sidst. Og det er meget bevidst, Lapidus finder nemlig størstedelen af den svenske krimilitteratur påfaldende ensartet: »De svenske krimiforfattere skriver jo altid om et mord, der bliver opklaret til sidst. Der er tit tråde tilbage i tiden, familiedramaet er ofte centralt, og opklaringsarbejdet er altid skildret ud fra politiets synsvinkel. Min ambition er at se tingene fra et nyt perspektiv. Mine hovedpersoner er bad guys.« Lapidus er fascineret af, hvordan man lever og tænker i den kriminelle verden. ¨¨ kr. 99,- På g.dk under e-bøger, kan du finde udvalget af danske og udenlandske titler som kan købes som e-bøger. - Gyldendals internetboghandel 16 Krimi | April 2011 Dagbladet Information MØD FORFATTERNE Interview: Jens Lapidus PÅ KRIMIMESSEN I HORSENS 9.-10. APRIL ¨¨ I bøgerne følger vi forbryderne, og deres handlinger fungerer som en del af miljøbeskrivelsen, ikke som handlingsbærende elementer: »I mine bøger er plottet sekundært, i stedet er scener, dialog og karakterer i fokus. Plottet er måske vigtigt for holde læserens interesse, men det er faktisk ikke det, jeg selv interesserer mig for,« konstaterer Lapidus nøgternt. Den rigtige virkelighed Man forstår hurtigt, at autenticiteten er vigtig for Jens Lapidus. Læseren skal få en følelse af, at dette er Stockholm i det tredje årtusinde. – Men hvordan kan vi være sikre på, at det, du skriver, er realistisk? De fleste af os har jo ikke nogen personlig erfaring med den kriminelle verden. Lapidus holder op med at spise og ser lidt overrasket ud. »Det er et godt spørgsmål. Mange journalister roser mig for at skrive meget realistisk, men i virkeligheden har de jo ingen ide om, hvad der er realistisk. De fleste journalister har aldrig haft noget at gøre med en rocker, men jeg møder dem hver dag gennem mit arbejde.« Opmuntret af det ærlige svar følger spørgsmålet, om ikke hans karakterer er lidt stereotype? »Jo, absolut!« svarer han. »Det er vigtigt at huske, at det, som folk opfatter som troværdigt, er baseret på deres forestillinger og fordomme om den kriminelle verden. Så, ja, jeg arbejder bevidst med skabeloner for at skabe en slags genkendelse for læserne. Men det er selvfølgelig en balance- Blå bog: Jens Lapidus Født: 24. maj 1974. Opvækst: Middelklasseforstaden Gröndal uden for Stockholm. Civilstand: Gift med Hedda Stiernstedt. Børn: Jack og Flora. Uddannelse: Uddannet jurist på Stockholms universitet. Har desuden taget korte kurser i idéhistorie, medie- og kommunikation, nationaløkonomi og praktisk filosofi. Arbejdsplads: Försvarsadvokaterna, et af Sveriges fornemmeste advokatkontorer. Debut: ’Snabba Cash’, 2006. Solgt i over 500.000 eksemplarer. Idol: James Ellroy. Hobby: Amerikanske noir-krimier. gang. På den ene side vil jeg ikke forstyrre læsningen ved hele tiden at nuancere mine karakterer. Jeg skriver jo underholdningslitteratur. På den anden side vil jeg også gerne forsøge at gøre de hårde karakterer mere bløde og dermed gøre dem lidt mindre stereotype.« Den tunge arv Lapidus ligner med sine mørke øjne og krøllede hår ikke den gennemsnitlige Svensson. Heller ikke hans måde at skrive på med korte, pumpende sætninger bygger på en særlig svensk tradition, og særlig usvensk er det, at han ikke skriver samfundskritisk. Det forventes han nemlig at gøre, ikke mindst af udenlandske journalister, der har læst Stieg Larsson, og som gerne vil læse Lapidus ind i en ny Civilisationens afkast bølge af indignerede skandinaviske krimier. Universet i Lapidus’ bøger er udpræget maMen det er ifølge Lapidus en fejl at forstå de skulint. Kvinderne befinder sig i baggrunden nyeste svenske krimiforfattere som direkte enten som inventar i kuriøse luksusbordeller politiske: eller som en sidste livline for mændene; den »Dem, der er kommet i 00’erne, Camilla bekymrede mor eller den velfungerende søLäckberg, Johan Theorin og Mons Kallentoft ster. med flere, de er ikke politiske på den måde. – Hvad er det, der gør de her mænd så interDet er de ikke rigtig interesserede i. I den essante? sammenhæng er jeg faktisk mere optaget af at »Ja, hvorfor er de interessante? Måske beskrive et misforhold i samfundet, end de er, handler det om, at vi har opbygget en civilisamen jeg vil samtidig ikke tage stilling. Under- tion med regler for, hvordan vi skal opføre os, holdningslitteraturen skal ikke politiseres. og så er det jo altid fascinerende med dem, Forfatteren skal respektere læserne og regne der nægter at tilpasse sig de strukturer.« med, at de selv kan tage stilling.« Hipsterkulturen på Södermalm, hvor LaOgså fra læsernes side oplever han at blive pidus bor, er for længst blevet voksen, har fåpåduttet et budskab, som han ikke selv mener et børn og smag for baristakaffe. Cafeen, vi findes i hans bøger: sidder på, har eget risteri i baglokalet, og »Jeg har haft læsere, der har skældt mig ud: rundt om os er flere frokostmøder i gang. La’Hvorfor glamouriserer du forbrydelser?’ pidus glider i ét med disse omgivelser. I 2008 mens andre siger: ’Jeg forstår virkelig, hvad blev han kåret til Sveriges bedst klædte mand, du mener. Vi behøver strengere straffe.’ Det og han er ikke sjældent blevet fanget på den viser jo bare, at læserne altid vil læse ud fra røde løber med sin kone, den adelige Hedda deres eget personlige perspektiv.« Stiernstedt. Måske er Lapidus selv det bedste Lapidus føler sig hverken som en del af en forklaring på, at der er brug for romaner om svensk tradition eller en del af en forfatterge- de utilpassede mænd, der giver Normalneration. sverige fingeren: Vores dag»Mine kolleger er andre ligdag efterlader ikke rum til advokater, ikke forfattere,« Hvis jeg kan få læseren til den slags uciviliseret opførsiger Lapidus og trækker li- at føle empati med en sel. gegyldigt på skuldrene. Hvis Lapidus skal pege på Nå ja, Leif G.W. Persson, kriminel person, så er et mål med sine bøger, så er der siden 70’erne har skrevet noget lykkedes for mig. det netop at give disse mænd en række populære krimier, Så har jeg skabt en en stemme: og hvis plads som specialist i »Da jeg var færdig med forståelse for, at programmet Efterlyst Lapimin første bog, indså jeg, at dus i foråret har overtaget, mennesker er mennesker jeg alligevel havde skrevet ham har han lidt kontakt Jens Lapidus med en moralsk agenda. Jeg med. Ellers kigger han mod vil stadig ikke kalde mine bøfilmens verden for at finde et ger politiske. De foregår på et genrefællesskab: den danske mere basalt, filosofisk og Pusher-trilogi, Godfather og menneskeligt plan, men jeg Scarface. ville vise, at selv kriminelle er En væsentlig grund til, at mennesker, og hvis jeg kan få FORÅRSSPÆNDING 1 stk. hårdkogt – og lettere afdanket – dansk krigsreporter 1 stk. yderst tiltrækkende slovensk reporter(inde) 1 stk. dansk, kvindelig håndboldstjerne … placeret midt i orkanens øje på Balkan med et brutalt netværk af menneskesmuglere og korruption på højeste niveau. = Forårets bedste krimi – Den danske lokkedue af Henrik Brun, prisvindende journalist og udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad DEN DANSKE LOKKEDUE Udkommer 8. april 2011 Foto: Jeroen Smit Lapidus ikke skriver politisk, er, at det ville være utroværdigt at presse ned over det miljø, han skriver om: »Der findes måske en foragt for den almindelige svensker og et had mod politiet og myndighederne, men der er ingen kraftig politisk strømning eller ideologi. Ideologernes tid er forbi. Der er jo ingen mennesker, der ser på strukturer længere. Alle ser på individer. Jeg interesserer mig ikke for klasseforhold i marxistisk forstand, men mere for de kulturelle brydningsflader, hvor forskellige samfundsgrupper mødes. Den kriminelle underklasse deler jo mange kulturelle værdimarkører med overklassen: hurtige biler, champagne, bling-bling.« læseren til at føle empati med en kriminel person, så er noget lykkedes for mig. Så har jeg skabt en forståelse for, at mennesker er mennesker, og at alt ikke er sort og hvidt.« Den næste bog – Jeg har hørt dig beskrive din første bog som en bog om mænd på vej op i karrieren, og din anden bog, som en bog om mænd på vej ned. Hvad handler din tredje bog om? »Jaha! Det er sådan her: Som noget nyt har jeg en kvindelig hovedperson. Det ville jeg teste, og så har jeg forsøgt at fjerne mig fra plottet igen.« – Er det de samme samfundsgrupper, som du tidligere har skrevet om? »Nej, i min første bog beskrev jeg ’brat’kulturen, men det føles så 2006-agtigt. Den kultur er blevet beskrevet af så mange nu. Jeg har det sådan her: Jeg var den første, fint.« Jens Lapidus læner sig tilbage i stolen og signalerer, at det er, hvad han har at sige om den bog. Men pludselig læner han sig frem igen: »Nej, vent, hvordan kunne jeg glemme det! I den næste bog gælder det adelen, den rigtige, indercirklen,« siger Lapidus. Han gentager »rigtige« to gange og smiler indforstået. Og så taber Lapidus for alvor interessen for interviewet, piller ved sin iPhone og flytter sig rundt på stolen, nu skal han hjem til familien. Han rejser sig op og forlader cafeen lige så hektisk, som han ankom, kun efterladende en række af blikke, der nysgerrigt kikker op fra deres Mac’s. Var det ikke …? K N A K HÅ SSER NE Rystende velskrivende Svenske Håkan Nesser er en formidabel forfatter, der stille og roligt er ved at revolutionere krimigenren med sin serie om vicekriminalkommissær Barbarotti. ’Livet deluxe’ Jens Lapidus’ nye roman ’Livet deluxe’ udkommer i Sverige til juni og genoptager kontakten med hovedpersonerne fra de tidligere bøger i ’Stockholm Noir’-trilogien. JW har snart afsonet sin straf, men politiet mistænker ham for at have hvidvasket penge. Jorge har forsøgt at opvarte svenskerne med cafe latte, sandwich og muffins – men han er ikke skabt til et ni til fem-job. Natalie har levet et beskyttet liv som datter af den jugoslaviske mafiaboss Radovan Kranjic. Men truslen mod faderens liv er blevet mere påtrængende. Trådene flettes stramt mellem dramaets forskellige hovedpersoner. MØD HENRIK BRUN OG LOKKEDUEN PÅ KRIMIMESSEN 2011 Krimimesse i Horsens 9. og 10. april. Mød Henrik Brun, der bliver interviewet på scenen om Den danske lokkedue. Forudbestil bogen allerede nu i webshoppen på www.turbine.dk Weekendavisen Det er sanseligt, det er overnaturligt, og det er dødspændende. Nordjyske Stiftstidende JydskeVestkysten A L O Lurmærket kvalitet L L E J K HL A D Kjell Ola Dahl skriver som Volga. Roligt og kraftfuldt. Dagens Nyheter ’Livet deluxe’ udkommer i Sverige i juni. L Ø E B N R LE ABE KA Hårrejsende suverænt! Sådan! R E G N I LF O W Dagbladenes Bureau Det hele er skruet godt sammen, er begavet, uprætentiøst og nagler læseren til lænestolen. Sådan! I det spegede spil om hvepsene tager Inger Wolf stikkene sikkert hjem. Dagbladenes Bureau Infamt spændende R E K D N Ø U B BRU & Information Krimidebutanter med noget på hjerte ... En relevant og aktuel fortælling, og med flere af den slags – ikke som alibi for et halsbrækkende plot, men som ægte interesse i virkeligheden – har parret et varemærke, der nok skal sikre dem holdbarhed. Børsen A N I T S I N R O K LSS OH Nomineret til Bedste Svenske Krimi Anden bog i den mesterlige serie om Fredrika Bergman bevæger sig i højt tempo mellem Bagdad, Bangkok og Stockholm. 18 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Krimi | April 2011 19 Dagbladet Information Krimigenren: Det svenske ophav Illustration: Jenz Koudahl/Spild af Tid Velkommen til Wallaland Schwedenkrimier. Fra strømer i Wallanderland til gangsta i Wallaland. Fra Sjöwall, Wahlöö og Mankell til Lapidus og de la Motte. Den svenske krimi er i opbrud og viser nye takter. Den forkølede kommissær er ved at blive overhalet indenom af bad guys og gamere af Niels Vestergaard Schwedenkrimier kalder man de skandinaviske kriminalromaner nede i Tyskland. Det er ikke så godt for den hjemlige selvtillid. Men fred være med det. Danske og norske succesforfattere som Jo Nesbø, Anne Holt, Jussi Adler-Olsen, Elsebeth Egholm og Sara Blædel vil sikkert være de første til at indrømme, at deres forfatterskaber står på skuldrene af en svensker, og at grunden til, at man overhovedet læser dem i Tyskland – og i England og USA og resten af verden – var en svensker, som gik foran og banede vejen. Med Sjöwall & Wahlöö som de første og Stieg Larsson som den største. Det billede forandrer sig formentligt ikke lige med det samme. Den litterære kritik, som altid har hængt over krimigenren, har i de seneste år bredt sig til den svenske folkesjæl. Der er en udbredt skepsis over for forfattere, som bruger mere tid på selvpromovering end på at skrive gode bøger; den altdominerende genre, politiromanen, har fået sin egen hadegruppe på Facebook, og der er et voksende krav om fornyelse. Hvor Stieg Larsson, Lars Kepler og Roslund & Hellström er kendte eksempler på for- fattere, som har forsøgt at forandre politiro- se, strømere etc. i jagten på en morder, samt manen, er Håkan Nesser, Karin Alfredsson og hele rammehistorien med eksplicit social beÅke Edwardson lige så kendte eksempler på kymring, politisk indignation og psykologiseforfattere, som har afskrevet den. Og Jens La- ring (man jager et bæst og fanger – som regel pidus og Anders de la Motte er de unge friske – et menneske). bud på, hvordan en bestselDer er stort set ikke én af de ler så kan se ud – og derfor traditionelle figurer tilbage på hvordan en dansk krimi Som danske fans sikkert papiret. kunne se ud om nogle år. Ikke en eneste strømer med har bemærket, så er Jens Lapidus er kendt for smerte i eksistensen eller tapsine hårdtpumpede gang- svensk krimilitteratur per journalistmor, som kæmsterdramaer Cash og Aldrig efterhånden blevet et per for at få privat- og arbejdsfucke op fra 2006 og 2008 og nationalt turistbureau, liv til at hænge sammen. har treer på vej i juni. AnHandlingen er skudt fra hvor forfatter efter ders de la Motte har alle Wallanderland til Wallaland. chancer for at få et lignende forfatter planter sin Jens Lapidus og Anders de la gennembrud. Hans prisvin- blågule majstang i et Motte leverer onde anden dende debut [geim] fra 2010 stykke svensk natur med g’ere og etnisk svenske tabere udkommer på dansk den 7. og tåber i en konsekvent temaapril og har en umiskendelig dertil hørende tisering af det pres, som nye lokalhistorie aura af nyklassiker. kulturer – etniske og religiøse, Med vidt forskellige af- Jens Andersen, digitale og globale – lægger på sæt skriver Lapidus og MotFolkhemmet og dets trygge te bøger, der er klinisk ren- litteraturredaktør ved plads i Fort Europa. set for den traditionelle Berlingske Tidende ’Kollektivromanen’ skandinaviske krimibestsellers varemærker: AktiveGrundpillen i Schwedenkriring af retsmediciner, presmiens succes er politiroma- nen. Det er den, Sjöwall og Wahlöö introducerer med et brag i 1965. Det er den, der genererer de store hits fra Arne Dahl, Håkon Nesser og Henning Mankell. Selv Liza Marklund og de mange andre krimidronninger og -konger, som har valgt et andet regi end politiet (redaktion, hospital m.m.), skriver en form for politiromaner. Udgangspunktet er det samme: ’kollektivromanen’ – og den skabelon den er skåret efter, hvor en lille deling soldater under Anden Verdenskrig drog ud på en mission og var afhængig af at kunne overvinde indbyrdes forskelle i klasse, race og religion for at fuldføre den og vende sikkert hjem igen. I politiromanen er forbryderne det ny nazi og strømerne den nye deling – so to speak. »Politiromanen slog netop igennem efter Anden Verdenskrig, fordi den var en fortsættelse af krigsfilmen. Især amerikanske krigsfilm handler jo vældigt meget om, at dem, som indgik i en patrulje eller en bataljon, de var repræsentanter for hele det amerikanske samfund; der fandtes en italiener, en jøde, en sort osv., og så skulle de afspejle alle lagene i samfundet, der fandtes overklasse og underklasse og alt derimellem. Når du ser på fortsættelsen i den svenske politiroman, så finder du repræsentanter for forskellige grupper i samfundet. På den måde er der i kollektivromanen en slags demokratisk æt, som står i modsætning til den her lidt muskuløse superhelt,« siger Michael Tapper, som er ved at lægge sidste hånd på en ottehundrede siders moppedreng af doktorafhandling, Snuten i skymningslandet: Svensk polisroman og polisfilm 1965-2010. Her kortlægger han den skandinaviske krimihelts inkarnationer som muskuløst og uovervindeligt symbol på nationens vælde i agent- og detektivromaner eller som politiromanens karakteristiske, udviskede leder – symbolet på et indre sammenbrud. Samfundet spejler sig i strisseren, og strisseren spejler sig i samfundet. »Hans krop – samfundet selv« som titlen lyder på et af Michael Tappers essays. Sjöwall & Wahlöös Martin Beck er evindeligt træt og i gråvejrshumør. Håkan Nessers Van Veeteren har kræft, og Henning Mankells Kurt Wallander lider af uro, diabetes og takker til sidst af med Alzheimers. Rundt omkring dem er der vold og narko og familieproblemer og arbejdsfnidder, og fortællingen finder sit naturlige leje i en altmodisch realisme, hvor så meget som muligt beskrives i et tungt et til et-forhold til virkeligheden, og arv historiker Gunhild Agger, som har studeret og miljø vægtes. Forbryderen er den indly- den skandinaviske krimi, må hun tilbage til sende modstander, men dårligdommen har B.S. Ingeman og den historiske romans hysterod i en uhellig sammensmeltning af social- riske succes i midten af det nittende århunddemokrati og amerikansk kulturel og økono- rede for at finde noget lignende. misk påvirkning. Folker »De her krimier ligger i etBengtsson voldtager og hvert supermarked, simpeltmyrder i romanen, der åbner Med en forenkling kan hen, og de bliver jo købt ind ballet, Sjöwall & Wahlöös man sige, at Stieg som en vare i et supermarRoseanna fra 1965, fordi han ked,« siger hun i en telefon. ser amerikanske film. Gero- Larsson moderniserer De seneste år har hun som nimo Hoover skalperer sine Astrid Lindgren og skriver professor ved Aalborg Uniofre i Henning Mankells hende om for voksne, og versitet stået i spidsen for prisbelønnede roman Ildsforskningsprojektet ’Krimi og at det er et af elemenpor fra 1995, fordi han læser kriminaljournalistik i Skanditerne i bestselleramerikanske tegneserier. navien’, der med seks ansatte og en ph.d.-stipendiat i sig succesen, at romanen Fra bog til blockbuster selv er udtryk for den opimplicit og eksplicit Psykologien behøver ikke at mærksomhed, der hviler på være mere indviklet. Bare refererer til en af svensk den skandinaviske krimi. den er klar. Og formidler det litteraturs største Hun betegner produktiogrundlæggende budskab. internationale nen af krimier som industriel Med tiden modereres den og nævner ud over mange forpolitiske retorik, men bille- bestsellere fatteres regelmæssige udgidet af den skandinaviske kri- Karen Klitgaard Povlsen, velsesrytme med en titel om mi som socialt bekymret og året og den serielle produkkrimiforsker indigneret består. tion med de samme figurer i Hvis man spørger mediedet samme miljø, den lette transition fra roman til film-/tv-serie som et andet væsentligt karakteristikum. Når hun skal pege på et begreb, som indfanger industrialiseringstendensen i branchen, er det sloganet »We turn bestsellers into blockbusters«, som hun fandt på produktionsselskabet Miso Films hjemmeside. Trækker på alle genrer En af de bestsellere, som havde ingredienserne til at blive en blockbuster, var Stieg Larssons Millenium-trilogi (Mænd der hader kvinder (2005), Pigen der legede med ilden (2006) og Luftkastellet der blev sprængt (2007)). »Med en forenkling kan man sige, at Stieg Larsson moderniserer Astrid Lindgren og skriver hende om for voksne, og at det er et af elementerne i bestsellersuccesen, at romanen implicit og eksplicit refererer til en af svensk litteraturs største internationale bestsellere og til hendes værk som baggrundsmiljø,« bemærker krimiforskeren Karen Klitgaard Povlsen i essayet ’Astrid Lindgren for voksne’ (i antologien Fingeraftryk). Hovedpersonen, journalisten Carl Mikael Blomkvist, er skåret over Astrid Lindgrens kække drengedetektiv Kalle ¨¨ 20 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Krimigenren: Det svenske ophav Vejen til en superbestseller • Betingelser til bogen: et traditionelt genreudtryk med et twist. • Etablering af et klart forfatterimage med et hook: Lars Kepler anonym. Stieg Larsson død. Camilla Läckberg udseende etc. • Medialisering: pressearbejde, prarrangementer, synlighed på nettet (hjemmeside, bogblogs, søgemaskineoptimering …). • ’ Tie in’ -effekter. Høje bogsalg fører til film/tv-udgave som fører til endnu højere bogsalg. Salg til udland bliver et argument for andre lande og for læsere på hjemmemarkedet. Høje placeringer på bestsellerlisterne bliver et salgsargument som fører til endnu større salg. • Navn og titel når en udbredelse, hvor impulskøberen napper den på vej gennem lufthavnen og supermarkedet og føjer endnu mere effekt til møllen. Kilde: Gunhild Agger, mediehistoriker og professor ved Aalborg Universitet. Har de seneste år stået i spidsen for forskningsprojektet ’Krimi og kriminaljournalistik i Skandinavien’. Steffen Jacobsen Krimiens udbredelse i Sverige: Af de 50 mest solgte romaner i år 2010 var 22 svenske krimier (hertil kommer en hel række udenlandske krimititler). Kilde: Lasse Winkler/www.svb.se ¨¨ Blomkvist. Han er »en mand, der er præget af sin tids idealer, og som uden forbehold stiller sig på Astrid Lindgren-idyllens side, når det gælder værdikampen mellem globaliseringen og det svenske folkehjem«, noterer Karen Klitgaard Povlsen. Hans androgyne makker, Lisbeth Salander, er den mutte variant af verdens stærkeste pige, Pippi Langstrømpe, og Kalle Blomkvists tomboy-hjælper, Eva-Lotte Lisander. Stieg Larsson er udtryk for en generel tendens til at udvikle den skandinaviske krimis bestsellerformat med lån fra andre genrer. Astrid Lindgren hører til i den mere opfindsomme og eksotiske ende, men den overordnede tendens er klar og eklektisk – politiromanen bliver tilført flere og flere elementer fra andre genrer; melodrama, thriller, mysticisme (efterforskeren med en sjette sans, en psychic), horror og splatter – for bare at nævne nogle stykker. Den ultimative hype Få steder er tendensen til at bruge løs af andre genrer mere rendyrket end hos Lars Kepler. Navnet er et heteronym for det smalle forfatterægtepar Ahndoril, som valgte krimien og blev brede. Afsløringen af, hvem der stod bag navnet, var en mediebegivenhed i sig selv. Der blev gættet forkert langt ind i den engelsksprogede presse, og da sløret endelig faldt, var opmærksomheden enorm. Alexander Ahndoril havde skrevet en række dramaer og romaner, Instruktøren om Ingmar Bergman var bedst kendt. Alexandra Ahndoril havde en mindre romansuite om store historiske skikkelser bag sig og en kort overgang tillige været at finde blandt rigsdagskandidaterne for et venstrefløjsparti. Ingen af dem havde en profil, som umiddelbart passede med den stort anlagte og hypede debutroman Hypnotisøren fra 2009. Navnet Lars Kepler er en hilsen til forbillederne Stieg Larsson og astronomen Johannes Kepler. De to forfattere sigtede, om man så må sige, efter stjernerne. Det kort, de navigerede efter, var et postmoderne miks med alt godt fra popkulturen blandet med lidt finkultur og et par humanvidenskabelige referencer. Det er den traditionelle svenske politiroman i Hollywoodformat med Strindberg og Freud i baggrunden; et mord med udgangspunkt i et dunkelt familiedrama og politi og gangstere, der ser ud som i en amerikansk tv-serie. Hovedpersonen er strikket sammen af en tavs Martin Beck-type og en nærkampsstærk Carl Hamilton (Jan Guillou). En umulig kombinationen nogle få år tidligere, men i det bevidste forfatterpars vægtning af krimiens psykolo- Den gode datter Dødsenglen En kriminal- og spændingsroman i sværvægtsklassen. Tempofyldt, voldelig, gribende og morsom. Med et plot så udspekuleret, at læseren halser to skridt bagefter indtil den dramatiske finale. En dansk spændingsforfatter, der ikke blot tåler sammenligning med genrens bedste, men sætter en ny standard. Sara Blædels bedst sælgende krimi til dato! Sjette selvstændige krimi om Louise Rick fra Drabsafdelingen på Københavns Politigård. Louise er blevet involveret i en sag om forsvundne kvinder på den spanske solkyst. Samtidig efterforsker Roskilde Politi drabet på moren i den stenrige familie SachsSmith, hvor der samtidig blev stjålet et flere hundrede år gammelt ikon, Dødsenglen. På overraskende måde viser de to sager sig at hænge sammen. Stålhård action giske betydning helt igennem meningsfuld: »I vores del af verden er man kommet langt væk fra døden. Man ser ikke døde, man tager ikke hånd om sine døde og har egentlig ikke noget forum for at håndtere sin skræk og fortvivlelse omkring det, som er skræmmende og svært begribeligt. Al litteratur og kunst cirkler omkring dette, men jeg tror, kriminallitteraturen gør det tydeligst. Den præsenterer en gåde, en uhyggelig forbrydelse, en forfærdelig hændelse, og bagefter skruer den på en eller anden måde verden sammen igen. Det er selve overenskomsten mellem forfatter og læser, og alt det virker forløsende,« skriver en af genrens kritiske observatører fra denne side af Øresund, litteraturredaktør ved Berlingske Tidende Jens Andersen. neste udgivelser har markeret ’dette er ikke en politiroman’. Mest markant er en flok yngre forfattere gået i pressen med et manifest, hvor de som første bud lovede aldrig at skrive krimier. Samtidig har det ifølge Carina Sjöholm udviklet sig til noget, som minder om en joke, blandt mange svenskere, at småbyer, som skal have deres egne strømerforfatter, og strømerforfattere skal have deres egen by. Jens Andersen formulerede det på den her måde: »Som danske fans sikkert har bemærket, så er svensk krimilitteratur efterhånden blevet et nationalt turistbureau, hvor forfatter efter forfatter planter sin blågule majstang i et Begyndende mæthed stykke svensk natur med dertil hørende loDet er ikke alle, der står så godt på mål for po- kalhistorie. Allemandsretten gælder skam litiromanens bestsellerformat som Ahndo- også i svensk litteratur. Der er Åsa Larsson i ril’erne. Kiruna, Johan Theorin på Øland, Mankell i »I Sverige taler man med en ganske stor Ystad, Lapidus og Larsson i Stockholm, foragt om kommercialiseringen af litteratu- Läckberg i Fjällbacka og så videre og så videren,« siger etnolog og dr.phil. fra Lunds Uni- re. Alt sammen uhyggeligt hyggeligt og fermt versitet Carina Sjöholm og nævner krimi- som bare pokker, men i længden også en kendronningen Camilla Läckberg som et tidsty- de forudsigeligt. Ligesom hjemstavnslitterapisk eksempel: tur.« »Hun er jo et ekstremt eksempel på, hvad Den lokale kolorit er et vigtigt element i der forventes af den nye forfatter, hun arbej- bestsellerformatet – det er i den landlige idyl, der rigtig meget med markedsføring, og hun at kontrastfarven til de grusomme mord etaber jo blevet meget kritiseret for det. Der er fle- leres – og bestsellerformatet er vigtigt i den re af hendes kolleger, som holder lidt lav pro- lokale økonomi, men noget tyder på, at trætfil, som ikke taler om markedsføring i samme heden også er sat ind her. Henning Mankells grad, for jeg tror, de har indKurt Wallander-bøger har giset, at i længden holder det vet et sagnomspundet boost til I vores del af verden er ikke.« økonomien i Ystad i form af Carina Sjöholm har stu- man kommet langt væk øget turisme og tv- og filmindderet krimien i forbindelse spilninger, men forsøgene på at med forskningsprojektet fra døden. Man ser ikke gøre dem kunsten efter har ik’Rejser i bøger, film og for- døde, man tager ikke ke oplevet noget, der tilnærfatteres fodspor. Et kultura- hånd om sine døde og har melsesvis minder om den samnalytisk studie af litterær succes – fra netop krimiegentlig ikke noget forum me turisme’ og har noteret en dronningen Camilla generel træthed omkring for at håndtere sin skræk Läckbergs hjemby Fjällbacka politiromanen. Hun peger og fortvivlelse omkring over Johan Theorins Öland til på sidste års udgave af den det, som er skræmmende Maria Jungstedts Gotland. store og toneangivende Råt for usødet bogmesse i Gøteborg i 2010, og svært begribeligt. hvor politiromanen for en Jens Andersen, Den klassiske britiske krimi gangs skyld ikke var hoved- litteraturredaktør ved satte sine mord op i den samme nummeret. Hun har belandskabelige idyl som mange mærket, at flere store sven- Berlingske Tidende af de svenske, og i tyverne og ske krimiforfattere, heruntrediverne kom reaktionen fra der Åke Edwardsson og Kaamerikanerne: en beskidt rerin Alfredsson, på deres sealisme som passede bedre til den hverdag, som mødte dem i storbyen, med hårdkogte og usentimentale skildringer af vold og sex. Jens Lapidus gentager bevægelsen med sin debutroman Cash fra 2006. Det er Stockholm med bandekrig, ghettokultur, yuppieliv, våben, sex og stoffer i byens hårdest belastede forstæder og mest glamourøse minefelt, Stureplan. Intet derimellem. Handlingen er lagt ned på bunden af samfundet og ud på gaden, hvor forskellen mellem nyt og gammelt, lokalt og globalt, individ og fællesskab kan dramatiseres som et spørgsmål om liv og død og gennemspilles frit. Det hele leveret i en hård maskingeværsprosa, choppet op med en kontant klipning, og bogen solgte i løbet af ingen tid 600.000 eksemplarer og blev overført til film med tilsvarende succes. Cash repræsenterer den samme hårdkogte tilgang, som et af Jens Lapidus’ erklærede forbilleder Nicolas Winding Refn, introducerede i skandinavisk film med Pusher i 1996 – Cash og Aldrig fucke op er grundlæggende stockholmerversionen, af Pusher i romanformat. Anders de la Motte forlader de samme horisonter som Jens Lapidus, men med en helt anden stil, der afspejler den tematiske forskellighed. I de la Mottes thriller [geim] handler det om individualisering, mediesamfund, drengerøvskultur og ironi, der formidles med oneliners og kvikke replikker mikset op i længere og roligere sætningsforløb. Et par kendte titler fra den filmverden, hvor romanen henter en del af sine greb, giver en idé om genren: The Usual Suspects møder Neoromantiker og Klovn. Det er cyber-crime og capercrime – fortællingen om slackeren HP, som en dag bliver hvirvlet ind i et kriminelt ’alternate realityspil’, »hvor virkeligheden er spil og spillet er virkeligheden«. Hvis Cash hilser på Pusher, så gør [geim] nogenlunde det samme for krimien, som Klovn gjorde for komedien, gør en stil, som et tiår tilbage var dyrket af et fåtal, tilgængelig for de mange. Gør Zulu-stof til TV2-stof. Cash og [geim] står relativt alene blandt de skandinaviske krimibestsellere og formentligt blandt skandinaviske krimier som sådan. Bevæger man sig ud af bestsellerperspektivet er det nærmeste slægtskab vel Susanne Staun, som i sin Fanny Fiske-suite slår de samme hårde toner an som i Cash, men med den samme ironiske figur i front som i [geim] – blot i en feminin version forstås og med egen sproglig vildskab. Og for øvrigt, hvad der kan være værd at bemærke i den her sammenhæng, i et bud på politiromanen. K Sara Blædel ”Oj, oj, oj for en international Thriller! ... Som Guillous Carl Hamilton, kompromisløshed som Stieg Larsson ... Det er svedigt i ordets allerbedste betydning!” Oliver Bottini Peer Kaae ;fYY\ckdfi[\k De dødes navne ”Sugende flot oprulning af berømt dobbeltmord fra 1948” Weekendavisen ”Nu er bogen her, og det første spørgsmål efter læsning er selvklart, om den står distancen. Det korte svar er et rungende ja”. ++++ Jyllands-Posten “Dramatik for alle pengene” Kriminalkommissær Louise Boní fra politiet i Freiburg står over for en dobbelt udfordring: Hun skal for første gang bekæmpe fortidens dæmoner uden hjælp af alkohol; og hun skal opklare en sag, der trækker tråde til krigen i eks-Jugoslavien og den betændte situation i Pakistan efter 9/11. Oliver Bottinis prisvindende serie om Louise Boní er fremragende og atmosfærefyldt kvalitetskrimi med litterær og menneskelig dybde. ++++ Berlingske Udkommer 28. april Solgt i over 80.000 ex. +++++Ekstra Bladet Læs uddrag på krimifan.dk Elias Palm Carin Gerhardsen Vuggevise To små børn og deres filippinske mor findes med halsene skåret over i deres hjem i Stockholm. Børnenes svenske far bliver med det samme mistænkt – Vuggevise er en fortælling om hemmeligheder og skyld og er tredje bog i Carin Gerhardsens populære og medrivende Hammerby-serie, der indledtes med Pandekagehuset og Dukkebarn. I Sverige er Carin Gerhardsen støt og roligt på vej op i førerfeltet af bestsellende krimidronninger- Vuggevise har i Sverige solgt.. Corpus Delicti Elias Palms første bind i serien om retsmedicineren Ella Andersson. Ella tvinges til at indse en sammenhæng mellem en voldsom brand i hendes barndom, hvor hendes far døde, og et lig, der ligger på hendes obduktionsbord 30 år senere. Med hvad er sammenhængen – og hvem er det, der vil forhindre hende i at afdække sandheden? Elias Palm er den første svenske krimiforfatter, der selv til daglig arbejder som retsmediciner. Udkommer 14. april Læs uddrag på krimifan.dk Læs uddrag på krimifan.dk Udkommer 28. april @_m`cb\ejm\ejbYp]fi\^i:Xd`ccXCZbY\i^jYµ^\i6 ?mX[_\[[\i_fm\[g\ijfe\e`Jk\]]\eAXZfYj\ejYµ^\i6 ?mfieil[bfd;µ[j\e^c\eX]JXiX9c´[\c6 Deltag i den store krimiquiz på nnn%bi`d`]Xe%[b og vind bøger til hele sommeren! KRIMIFAN.DK er en blog for alle krimifans - her er det læserne, der kommer til orde og får lov til at sige deres mening om bøger, gerningssteder og alibier. Krimifan.dk er stillet til rådighed for læserne af forlaget People’sPress men det er frivillige bloggere, der står for indholdet og meningerne på siden. People’sPress ArtPeople.dk 22 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Dagbladet Information Krimi | April 2011 23 Interview: Anders de la Motte Inspiration. Ideerne kommer til Anders de la Motte, når han er tvunget til at holde sig i ro – hvilket vil sige de minutter under start og landing på de mange flyrejser, hvor han er nødt til at slukke mobilen og computeren. Foto: Uffe Weng ling i det private erhvervsliv, var det kun, fordi han ikke kunne komme videre end til gadebetjent i Stockholm. Når han begyndte at skrive, var det, fordi hustruen pushede ham. Intet klarede han ved egen kraft og egne evner. Hovedpersonen i [geim], HP, er den ekstreme udgave af manden uden egenskaber. Han er en slacker og en dagdriver og en good for nothing, som ingenting kan ud over at snyde kroner ud af de offentlige kasser. HP ser grundlæggende sit snyderi som et udtryk for civil ulydighed, for der må jo være noget helt galt med samfundet, når han ikke er tiljublet. En dag på en togtur finder han en mobil, som lokker ham ind i et alternativt realityspil, et onlinespil med spor lagt ud i virkeligheden. Han bliver fyr og flamme. Han får point og penge og vigtigst: bragende applaus fra et mystisk webcommunity, som følger med i hans bedrifter. At de fleste af dem bringer ham et godt stykke om på den forkerte side af loven, bekymrer ham ikke. Der har han alligevel befundet sig det meste af sit voksne liv. »HP føler jo, han er the shining star, som venter på at blive opdaget. Han ved ikke rigtigt, hvad hans talent er, men han synes, det er der. Jeg tror, mange mennesker kender følelsen: ’Jeg er jo unik på min måde,’ uden de helt ved, hvad det præcist er, deres talent er,« siger Anders de la Motte. Med andre ord bliver tilblivelsen af [geim] fortællingen om manden uden egenskaber, som skriver om en mand uden egenskaber og derved bliver en mand med egenskaber. The Game Master Debutant. Velkommen til en verden, hvor virkeligheden er spil, og spillet er virkelighed. Den gode gamle Generation X har endelig sat sit aftryk på den skandinaviske krimi. Og resultatet er fænomenalt. Vi har mødt Anders de la Motte på Hilton i Kastrup af Niels Vestergaard Han kan godt selv se det, han lyder som en gammel selvudslettende protestant: Ikke så snart har han anfægtet en tendens til at lægge alt på Facebook og konstant kræve opmærksomhed og anerkendelse, før han svinger birkerisene over sine egne rygstykker og indrømmer, at han skam har en rem af huden selv: Han holder af at blive rost, endda få gode anmeldelser. Svusj, svusj! Birkeriset danser. Indrømmelsen er fulgt af en ny bekendelse. Han har faktisk også en Facebook-side. Ganske vist kun til promovering af debutromanen [geim]. Ikke til at berette fra privatlivet. Men alligevel, han har den. Svusj, svusj! Og jo, han kan godt se det, det er protestantisk, sådan at vælte sig i sin syndighed. Også det skal han have mentale ris for. Svusj, svusj! Han straffer sig protestantisk for det protestantiske, og så er det jo svært ikke at se, at den gamle skriftestol i landsbykirken er byttet ud med den nye, medierne, der hvor historie og nutid, drengerøvskultur og protestantisme, ironi og bekendelse, kan mødes forholdsvis uproblematisk. Vi er søgt opad i Hilton-hotellets enorme atrium, væk fra den infernalske larm af service, der bliver kylet ind i afrydningsvogne. Han stepper hen over gulvtæppet. Han er cirka 185 centimeter høj, kort, rødt hår, almindelig af bygning, i en tyk, blå sweater, med lynlås i hal- sen – eller hvordan han nu ville formulere det i en af de rapporter, han har skrevet i endeløse mængder. Anders de la Motte er eksstrømer og arbejder nu for Dell, hvor han er ansvarlig for den fysiske sikkerhed for den internationale computergigant. Hans debut [geim] er blevet til under rejser rundt omkring i verden. Når han er kommet tilbage på hotellet om aftenen, har han sat sig til tasterne. På fire år er det blevet til tre en halv roman. Da [geim] udkom ud i Sverige i 2010 blev den lunkent anmeldt et par steder og ellers forbigået i larmende tavshed. Hermed kunne historien udmærket være slut, inden den rigtigt kom i gang, men Sveriges Radio lavede et kort indslag, og nogle entusiastiske bogbloggere fik den op under neglene, og så blev den viral eller noget, som minder om det. Forfatteren modtog prisen som årets krimidebutant i Sverige, og i dag har hard cover-udgaven solgt i 10.000 eksemplarer, en soft cover udgave og 30.000 eksemplarer i pocketformat er på vej, og filmrettighederne er afsat – det samme er udgivelsesrettighederne på forskellige udenlandske markeder, herunder det vigtige tyske. Det, forlæggerne køber, er en rendyrket, moderne thriller, lydefri i sine greb, original i sit plot, med højt tempo, hurtig i replikken – og så er der det ekstra, som gør, at den ahr potentialle til at blive en nyklassiker – en ude- finerlig energi, som formentlig hentes i sammensmeltningen af forfatterens egen og romanens historie og en umiskendelig sans for ironi. Det er ikke tilfældigt, at den 39-årige Motte har citeret biblen for en hel generation, Generation X, af den canadiske forfatter Douglas Coupland, flere steder undervejs. Manden uden egenskaber Anders de la Motte er en mand uden egenskaber. Det er sådan, han fortæller sin historie. Han er fra landet i Skåne, og når han ikke overtog farens gård, var det, fordi han intet talent havde for landbrug. Når han blev strømer, var det, fordi et par kammerater søgte ind i politiet, og han flød med. Når han endte med en stil- Grader i helvede Moren var bibliotekar. Anders de la Motte slugte bøger. Hårdt presset indrømmer han, at der nok var en ting, han var god til dengang i gymnasiet, sprog, svensk, nok nærmest ekstraordinært. Og skynder sig så videre i permanent dialog med forfædrene og den kristne kulturarv og slackeren og kontrolfreaken. De har alle sammen til huse i de la Motte, og under den linde, rolige talestrøm strides de og slår hinanden i nødden. For fire år siden spurgte hustruen, hvorfor han ikke begyndte at skrive i stedet for at ærgre sig over al den tid, som blev spildt med at zappe rundt på nyhedskanalerne, når han var tilbage på hotelværelset på sine mange rejser. Havde han ikke nogen ideer? Jo, det havde han måske nok. Tanken var ikke helt fremmed. Den første roman fik blankt afslag fra forlagene. Det næste var en samling noveller, det gik lidt bedre, men det blev stadig ikke antaget. Det gik op for ham, at »der var forskellige grader af helvede«. Afslag på en eller flere linjer alt efter, hvor godt manuskriptet var. [geim] var det tredje forsøg. Da forlaget Alfabeta 10 dage senere ringede til hans mobil midt i en stresset myldretidstrafik, var hans første tanke: vauw, hvis de ligefrem ringer, så må jeg have nået et helt nyt niveau af afslag. Der gik en rum tid, før han forstod, at damen i den anden ende af røret faktisk prøvede at fortælle ham, at han var antaget, og hun bare ville sikre sig, at han ikke lavede ¨¨ Hvis alle var som vores læsere, ville flere bibliotekarer gå ned med stress. Postboks 188, 1006 København K Kom i litterært selskab. Det er ikke fordi, vores læsere er specielt besværlige lånere. De er bare umanerligt flittige. Statistikken viser, at de læser næsten dobbelt så meget*, som andre. Det stiller krav, hvis ikke til bibliotekarerne, så til vores anmeldere. Vil du oplyses og udfordres af en avis, der sætter en ære i altid at gå et spadestik dybere? Information med tyngde og hele tre ugentlige magasiner: Bøger, Billeder og Moderne Tider. Send kuponen, ring 33 69 60 60 eller besøg information.dk Ja tak, jeg vil i litterært selskab, og jeg vælger: 3 måneder for 569 kr. jeg sparer 426 kr. 6 måneder for 1.239 kr. jeg sparer 615 kr. 12 måneder for 2.479 kr. jeg sparer 1.060 kr. Navn Adresse Postnr./By Telefon E-mail Jeg er studerende. *IndexDK/Gallup Marketing 1.H 2009 Information udkommer mandag til lørdag. Tilbuddet gælder til 31/12 - 2011 og gælder kun husstande, der ikke har abonneret de seneste 12 måneder. Efter tilbuds-perioden fortsætter abonnementet på de normale vilkår til det opsiges. Ved levering til udlandet opkræves porto. ONDSKABEN ER TÆTTERE PÅ END DU TROR Fås også som Fås også som Fås også som e-bog e-bog e-bog W W W. J E N S H E N R I K J E N S E N . D K Spøgelsesfangen af Jens Henrik Jensen ”Mesterlig." Den skaldede detektiv af Anna Grue ★★★★★★ ”Gruelig god." UGEBLADET SØNDAG Den sidste gode mand af A. J. Kazinski Journal 64 af Jussi Adler-Olsen ”Hæsblændende spænding.” ★★★★★★ EKSTRA BLADET JYDSKE VESTKYSTEN Det 13. spil af Morten Sabroe Skrig under vand af Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjerg ★★★★★ ”Altså, Morten! ★★★★★ Hold da kæft hvor er det godt!” bedre og bedre, og til sidst rammer spændingskurven loftet så eftertrykkeligt, at man læser mellem fingrene.” POLITIKEN ”Det er en sofistikeret og velkomponeret bog, underholdning i højeste potens.” NORDJYSKE STIFTSTIDENDE JYLLANDS-POSTEN e-bog MØD BL.A. JENS HENRIK JENSEN, ANNA GRUE, JEANETTE ØBRO, OLE TORNBJERG, A. J. KAZINSKI OG JUSSI ADLER-OLSEN PÅ KRIMIMESSEN I HORSENS D. 9. OG 10. APRIL. ”Danmarks krimikonge.” Jaguarens datter af Christian Mørk ”Det begynder godt, det bliver Fås også som EKSTRA BLADET Varslet af Liz Jensen “Sæsonens bog.”WEEKENDAVISEN Fås også som e-bog POLITIKENS FORLAG.DK 26 Krimi | April 2011 Dagbladet Information ¨¨ aftaler til anden side. Hun var oven i købet på vej ud af døren til August-galla, Sveriges fornemmeste litterære prisfest. Det kastede ekstra stjernedrys over øjeblikket. Selv den fireårige søn var imponeret, da Anders de la Motte endelig fandt ud af, hvordan han kunne anskueliggøre, hvor stort det var – ved at forklare, hvem der ellers var på forlaget: Så kommer du nok til at møde Mummitroldene, far. Festdag i den lille familie. Controlfreak og nærkampsekspert Anders de la Motte er myreflittig og en kompromisløs kulturprotestant, og han giver den på alle de gammeltestamentlige tangenter i skildringen af the evil genius – The Game Master, der går Gud i bedene og skaber sin egen verden. Men forfatteren gør det selv: »I 20 år har jeg arbejdet med andre menneskers problemer. Så er det ret dejligt at lege gud for et øjeblik. I mit univers bestemmer jeg, hvad der skal ske,« konstaterer han og synker tilbage i stolen i hans home away from home, Hiltonhotellet. Anders de la Motte er VIP-guldkunde på Hilton, og en fotostat med en nyudsprungen bøgeskov og opulent nordisk minimalisme i cafeen minder ham om, at den her afdeling befinder sig i Danmark, i Kastrup. For enden af broen i Malmø ligger hjemmet med hustruen og de to børn. Mellem de to yderpunkter i romanen, the game master og manden uden egenskaber, er Anders de la Mottes hverdagsinkarnation udspændt: kontrolfreaken. Vi går hen til et lille bord med flotte sølvskinnende espressomaskiner. Der er frit udsyn til vores pladser og ingen andre gæster. Sorte Slyngel og Egon Olsen i forening ville ikke kunne nappe noget fra vores bord, uden vi opdagede det. Og ingen af dem ville være dumme nok til at prøve. ’Manden uden egenskaber’ er uddannet til ene mand at kunne lægge Frømandskorpset i natostilling, hvis de gik amok til det årlige krebsegilde. Han var ikke bare almindelig værnepligtig, han var militærpoliti. Med lidt opvarmning kan han forstøve et kålhoved med et syngende cirkelspark. Desuden var han mesterskytte i politiet. Og i militæret har han prøveskudt alle mulige stormrifler og maskinpistoler og Dirty Harrys Magnum. Alligevel tager han ikke nogen chancer. Han lever i et risikosamfund. Og en del af det findes inden i ham. »Der har jeg jo Rebeccas egenskaber, hun vil jo gerne have kontrol,« siger han med henvisning til dagdriveren HP’s søster, den tjekkede livvagt Rebecca. »Sådan er jeg jo også. Jeg kompenserer for den her HP-personlighed med at være lidt anal, når det gælder kontrol. Jeg vil gerne være med, når de indlæser lydbogen, for jeg vil gerne høre, at der er den rigtige nuance. Det var også mig, som bestemte, at vi skulle mødes her og ikke på mit kontor.« Det var det jo. Kontoret ligger et sted i lufthavnen et ikke nærmere specificeret stenkast væk. Men »der er alligevel ikke noget at se«, bemærkede han og fratog mig dermed et væld af højdramatiske reportageelementer: sikkerhedssluser og retinascannere. Securityfolk med headsets og taserguns. Et kontor med armeret våbenskab, 27 monitorer og et områdekort med lysende dioder for folkene ude i marken. På den anden side af vinduerne udsigt mod runways og hangarer – sådan som en sikkerhedschefs kontor nu engang ser ud, hvis man bare orienterer sig en lille smule i den thrillergenre, som [geim] læner sig op ad. Drengerøven Ideerne kommer til ham, når han er tvunget til at holde sig i ro – hvilket vil sige de minutter under start og landing på de mange flyrejser, hvor han er nødt til at slukke mobilen og computeren. Fingrene ender uvægerligt i lommen på sædet foran ham. Der hvor andre rejsende glemmer ting, finder Anders de la Motte dem. For eksempel begyndelsen på en roman. »Jeg har en lille samling med ting, jeg har fundet, små lapper, små notater og billetter med mystiske navne, så jeg begyndte at tænke, hvad nu hvis jeg finder noget hemmeligt. I begyndelsen var det, hvad hvis jeg finder en usb-nøgle, og så stikker jeg den ind i min computer, og så opdager jeg noget urovækkende? Så gik det over til, at det skulle være billeder, det er mere visuelt, mere dramatisk, et dokument skal man læse igennem, og så blev det en telefon, som jo har kamera, og det var her, den her dimension dukkede op, med at han begynder at kommunikere med dem i den anden ende …« Geim er lyden af Game kastet tilbage fra væggene i en tunnelbane. Hvert kapitel tema- Uddrag fra [geim] ’’Lidt mere, lidt mere endnu, jeg er der næsten,’ klynkede hun stønnende. Men det ville han skide på. For han var Knaldekongen. Prins Pik, the Ayatollah of Bolla-Bolla! Men frem for alt var han også ’Clip of the Week, first runner-up og number onehundredtwenty fucking eight!’ Han styrede Spillet for vildt, og den tanke gjorde ham betydeligt hårdere, end hans sengekammerat med sine nøgne kvindelige attributter nogensinde kunne have klaret. Med endnu et par voldsomme stød afsluttede han sit mesterværk, og i det øjeblik han trak sig ud for at sprøjte på hendes svedige ryg, havde han kun én tanke i hovedet: Han skulle have filmet det!’ Foto: Sanne Berg Interview: Anders de la Motte tiserer en ny betydning af spilbegrebet. Spillets åbningshilsen er: »Velkommen til en verden, hvor virkeligheden er spil, og Spillet er virkelighed.« For en stund er Hilton forvandlet til en faldefærdig, dunkel setting med forbrydere i hver en krog. De la Mottes arme er strakt ret frem med dobbeltgreb om den imaginære pistol. Han stikker våbnet rundt om et hjørne og følger efter og stønner lidende: Sådan ville ingen strømer ved sine fulde fem gøre! Det samme med dem, der lister sig frem med en pistol, som peger op i luften. Det gør man ikke – medmindre man vil skyde loftet. Han giver den virkelige version. Våbnet helt inde ved brystet. Den anden arm fremstrakt, så han kan værge for sig. Skridtene er små uden benkryds for hele tiden at bevare den bedst mulige balance. Og hvis man skal rundt om et hjørne kigger man først, så der ikke er nogen, som kan gribe fat i våbnet. Han lader sig falde om i en stol og skæver hen mod et par sydende, sølvskinnende espressomaskiner på den anden side af trappen. Han kan ikke holde ud at se politiserier. I hvert fald ikke dem, der foregår på hans gamle arbejdsplads. Det svenske politi. Når drengerøven melder sig, er flagellanten der med det samme og svinger det mentale birkeris over rygstykkerne. Især da vi nærmer os dem, som kunne lide bogen, bogbloggerne og de venlige læsere, som leverer opmuntrende kommentarer. Han er umanerligt glad for det, men han er ikke glad for, at han er glad for det – indtil han bliver gjort opmærksom på protestantismen som omvendt blær, så er han alligevel glad for, at han ikke er glad for, at han er glad for det, for det har jo sin egen komik. Og komikken er vigtig. Faktisk peger den over på den her side af Sundet. Forfatterens yndlingssatire: Drengene fra Angora – og han tjekker også tv-satiren Klovn ud. Bøv HP’s kultur er drengerøvens. Han er en bøv, en børnevoksen. Han gamer og ser film og ryger fed og engangsknalder og gemmer sig bag et tykt skjold af ironi for alt, hvad der minder om en forpligtelse. HP mener, han sagtens kunne være blevet strømer, hvis det var det, han gad, men det gad han bare ikke. Anders de la Motte mener til gengæld ikke, han kunne være blevet HP. De deler manglen på evner, han har en del af HP i sin personlighed, han har en veneration for typen, han ser de samme film som HP, spiller de samme spil og kan lide den samme humor. Men han er langt mere HP’s søster Rebecca, den supertjekkede SÄPO-medarbejder og livvagt, kontrolfreaken. Han klapper på den lille computertaske, som han har slynget over skulderen, selv om der kun er 30 meter hen til vores bord, ikke et øje i syne, og han for øvrigt kan nok nærkampstrick til at stoppe en mellemstor bandekrig. Det står selvfølgelig ikke skrevet på ryggen af den blå sweater, men en eller anden ville nok mistænke det, når de ser den ranke holdning, den skarpe profil, det rolige radarblik i ansigtets markerede træk og den trimmede top af rødt hår. Why the mind change? [geim] skriver med på fortællingen om mediesamfundet og interesserer sig for nogle af de samme spørgsmål, som dukker op i debatten og undrer sig over nogle af de samme ting. »Altså den underliggende fortælling handler jo meget om det her med, at man skal ses og være kendt. Det er ikke så vigtigt for hvad, du behøver ikke at have præsteret noget, det vigtige er at blive bekræftet.« Her er det faren-til-to-Anders, som kommer ind i samtalen, i vildrede omkring, hvilke grænser, han skal sætte for sine egne unger: »Jeg tror, at den næste generation kommer til at gå ud fra, at det er en normal tilstand: Jeg skal blive rost for alting, jeg gør, jeg tager mine sko på, juhu! Og det er jo lidt interessant, for hvis man nu skal blive rost for de her småting, er der så nogen, som orker at gøre de store ting, som tager lidt mere tid og er lidt mere besværlige, hvor man arbejder i stilhed længe, som at skrive bøger for eksempel. Jeg vil jo ikke tilbage til det her protestantiske, hvor man ikke skal rose nogen ting, men samtidig vil jeg heller ikke havne i en slags verden, hvor man skal roses bare for at binde sine snørebånd. Når man er seks år, kan man få ros for det, men når man er 10, skal man ikke have det længere. I Sverige hedder det jo ’curlingforældre’. Helikopterforældre i USA. Man skal bane vejen for sine børn. Det er jo meget almindeligt i Sverige. Der er meget debat omkring det. Der ligger nok lidt i det, at så står de en eller anden dag i et talentprogram og synger så falsk, at urene går i stå, men ingen har nogensinde i 18 år fortalt den her person, at du er sikkert et vidunderligt menneske, men synge, det skal du ikke. Jeg kommer til at arbejde hårdt med mine egne børn og finde den rigtige balance.« Når ironien ikke slår til Tilbage ved bordet med computertasken i sikker behold kommer han op af stolen og engagerer drengerøven i samtalen med et udfald mod politisk korrekthed og kaffemaskinerealisme i krimier. Det afgørende er, om det virker, ikke om det minder om virkeligheden. Somme tider er der bare et sammenfald mellem det, der virker og virkeligheden, og så må man være opmærksom på det. Det er bare ikke tilfældet i særligt mange politiserier, hvor kravet til det sexede og dramatiske skygger for det troværdige. Og så er ironien jo, at det dramatiske bliver udramatisk og det sexede usexet. I hvert fald for en mand, som kender hverdagen som strømer indefra. Højdepunkterne i tiden som strømer: Kammeratskabet, følelsen af at være indviet i en hemmelighed, som den almindelige skatteborger ikke kendte, og adrenalinsuset, når faren blev virkelig ved røverier og anholdelser. Den anden af side af politiarbejdet blev han introduceret til fra dag et. Ned til Estlands terminal på havnen i Stockholm. Skibet Estonia var netop sunket. Der kunne han så stå sammen med alle de andre nye i styrken og lukke pårørende ind og videreformidle budskabet fra listerne over druknede. Det var den 28. september 1994. Fem måneder og 20 dage efter Douglas Coupland skrev sin nekrolog til Kurt Cobain oven på nyheden om hans død og talte om de øjeblikke, hvor ironien ikke slår til. K FØRSTE bind i en ny krimi-serie TRE HUNDES NAT af Elsebeth Egholm Fås også som e-bog Tre hundes nat er første bind i en helt ny krimi-serie af Elsebeth Egholm. Mød den nye hovedperson Peter Boutrup, som er søn af forfatterens kendte figur, aarhusjournalisten Dicte Svendsen. Mød Elsebeth Egholm søndag kl. 12.00 på Krimimessen i Horsens. ’[geim]’ er første del i en trilogi. Anden del, ’Buzz’, kommer på svensk til sommer POLITIK ENSFORLAG .D K 28 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Interview: Jan Costin Wagner 30 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Interview: Martin Østergaard Gennemtænkt. Det store marked for kriminalromaner skaber et enormt ansvar hos både forfattere og forlag, mener Jan Costin Wagner. ’Forfattere skal ville fortælle noget, ellers bliver det ren spekulation, der lukrerer på menneskers angst,’ siger den aktuelle forfatter. Foto: Sofie Amalie Klougart www.photografica.com 4),"5$ $+ITMEDMM &R4ILBUD $+ITMEDMM &R4ILBUD 0RISERNEERINKL"ENRO :TASKEOG3ANDISK 3$HC'"%XTREME Skindergade 41 · 1159 Kbh. K · Tlf. 33 14 12 15 · Fax 33 32 78 64 Email: [email protected] · man-tors 9.30-17.30 fre 9.30-18.00 lør 9.30-15.00 3½VENTERVIBAREP½FOR½RET FORSKELLIGEFARVER,UXEMBOURGSERIENI !LUMINIUMVEDLIGEHOLDELSESFRIKLASSIKER B¾NK LAVARMSTOL Ængsteligt. Kriminalromanen er så succesfuld, fordi tidens læsere kan forholde sig til angsten for forbrydelsen, siger tyske Jan Costin Wagner, der er aktuel med en ny bog om den finske kommissær Kimmo Joentaa Når en tysker begynder at skrive nordiske krimier, giver det anledning til mistanke. Det kan næsten kun være spekulation i den skandinaviske krimis enorme popularitet på det gigantiske tyske bogmarked, hvor navne som Henning Mankell og Jussi Adler-Olsen topper bestsellerlisterne. Ellers ville han jo som alle de andre tyske forfattere have skrevet om et af de urtyske traumer; Holocaust eller DDR-tidens uhyrligheder? De gode folk på Goethe-Instituttet i København, hvor Jan Costin Wagner er mødt op for at promovere sin nye bog, serverer finskbrød og kaffe under interviewet og lader som ingenting. Wagner virker heller ikke umiddelbart som den udspekulerede type, men fremtræder temmelig troskyldig med sine sagtmodige øjne og det halvlange hår. Men det kan jo snyde. Direkte adspurgt er Wagner dog også ganske overbevisende i sin afvisning af anklagen om litterær spekulation: »Lige siden jeg mødte min finske kone på en interrailtur i 1992, har Finland været mit andet hjem. Det er vigtigt for mig, at det, jeg skriver, overbeviser mig selv følelsesmæssigt. Og min forbindelse til Finland er blevet en følelsesmæssig forbindelse. På den måde er Finland på en og samme tid både fremmed og velkendt – et ganske godt udgangspunkt for en kriminalroman.« Handlingen i Wagners kriminalromaner er henlagt til det (åndeligt) dunkle Turku (Åbo), hvor kommissæren Kimmo Joentaa som en anden Wallander har rod i privatlivet og væmmes ved det moderne samfunds bar- bari. Det lyder som noget, man har hørt før, men den lidt generte Wagner insisterer, mens han rækker ud efter kageskålen: »Jeg havde en idé til en figur – kommissær Joentaa – hvis kone er død af kræft. Den sørgmodighed og den gådefuldhed, der lå i ham, forbandt jeg øjeblikkeligt med Finland. Den kraftfulde tavshed, som Kimmo har, går godt i spænd med min forestilling om Finland.« Anden bog i krimiserien om Kimmo, Tavsheden, er netop udkommet på dansk. Her er det et 33 år gammelt mord på en ung pige, der udgør plottet. Den gamle forbrydelse gentager sig tilsyneladende, og læseren kigger både morder og kommissær over skuldrene i den psykologiske oprulning af en forbrydelses konsekvenser. Om temaet i bogen siger Wagner: »Voldelig død interesserer ganske enkelt os mennesker. Den grænseoverskridelse, som forbryderen foretager, påvirker mennesker, og han selv og de pårørende må leve med det. For mig er det fascinerende at indkredse konsekvenserne af en forbrydelse.« Arven fra Dostojevskij Da Wagner selv kredser om begreber som skyld og soning, kommer vi til at tale om Dostojevskijs Forbrydelse og straf, der jo er en lang udredning af, hvorvidt det er muligt at sætte sig ud over den herskende moral. Den litteraturuddannede Wagner er i sine romaner inde på samme tematik, men er hans romaner moralske fortællinger? »Selvfølgelig er de moralske! Det ville jo være forfærdeligt, hvis de var amoralske. Men romanerne besvarer ikke spørgsmålet om det gode og det onde. Det kan ingen ro- WWWÙCKCOCOM#O En tysker ser finsk af Andreas Harbsmeier Illustration: Ib Kjeldsmark man. Men det handler om at belyse området indimellem, så man måske kan fornemme det.« – I det hele taget er det antydninger, der karakteriserer dine bøger – både tematisk og fortælleteknisk. Er det en bevidst litterær strategi? »I Tavsheden er det, der udløser katastrofen, alt det, der ikke bliver sagt. Jeg forsøger hele tiden at reducere sproget. De bedste øjeblikke for mig som forfatter er, når der opstår et bestemt billede, fordi noget ikke står skrevet. Romanens magi består i de tomme pladser. Ligesom der er meget plads i Finland, er der meget plads i mine romaner,« siger Wagner. – Er forbrydelserne i dine romaner et symptom på samfundet som helhed? »Ligesom hos Dostojevskij er mit udgangspunkt inderligt og derfor ikke bundet til en bestemt tid eller sted. De kunne lige så godt være skrevet for 200 år siden, for det handler for mig om tidløse, eksistentielle konflikter som angst og skyld. Det er ikke min ambition at blotlægge bestemte samfundsmæssige strukturer.« Krimiforfatterens ansvar Vi finder ingen actionspækkede handlingseksplosioner i Wagners dystre, nordiske stemningsbilleder. I stedet er hans bøger bygget op som langsomme, ubehagelige optrævlinger af både morderens og kommissærens mildt syge og alligevel fuldt ud forståelige psyke. – Hvorfor tror du, at krimier har så mange læsere for tiden? »Det handler om angst. Angsten for at miste sit barn. Angsten for, at nogen i ens familie bliver slået ihjel. Angsten for forbrydelsen. Kriminalromanen er så succesfuld, fordi læseren kan forholde sig til den angst uden at være i direkte berøring med forbrydelsen. Af samme grund har genren også et meget stort ansvar for at udfolde de vigtige eksistentielle temaer på en gennemtænkt og alvorlig måde. Jeg bruger angsten, fordi den er vedkommende for mig, ikke fordi den skal fremkalde en bestemt reaktion hos læseren. Det store marked – de mange købere – skaber et enormt ansvar både hos forfattere og forlag. Forfattere skal ville fortælle noget, ellers bliver det ren spekulation, der lukrerer på menneskers angst.« K VI TA‘R DEADLINES DØDALVORLIGT Blå bog Jan Costin Wagner Tysk forfatter. Født 1972. Finsk gift. Bor halvdelen af året i Finland og den anden halvdel i Hessen i Tyskland. Wagner slog igennem med den første kriminalroman i serien om den finske kriminalkommissær Kimmo Joentaa ’Ismåne’, hvis engelske udgave blandt andet blev nomineret til den prestigefyldte Los Angeles Times Book Prize. Efterfølgeren ’Tavsheden’ blev i 2010 filmatiseret med Ulrik Thomsen i hovedrollen. Nummer tre i serien er udkommet på tysk med titlen ’Im Winter der Löwen’, og Wagner arbejder pt. på nummer fire. MEDIEFABRIKKEN.DK Velkommen til de intellektuelles swingerklub Skulle du og din kæreste gå og lege med tanken om at blive den nye krimiduo, giver parterapeut Martin Østergaard følgende bud på, hvordan samarbejdet omkring bogen kan tilrettelægges, så der ikke står mord i øjnene på din elskede af Katrine Sekjær – Hvorfor er der så mange par, der skriver krimier sammen? »Når der er noget, man meget gerne vil, kan der samtidig være en ekstrem indre modstand mod det, som gør det rigtig svært. Men hvis man i stedet kan gøre det i fællesskab – bingo, så bliver det meget nemmere.« – Er der flere forklaringer? »Der er også mange forhold, hvor samarbejde eller det, at man har en ostebutik sammen, er en stor del af ens liv. Samarbejde kan være noget, man tager op undervejs for at udvikle forholdet. Det kan være en måde at opnå en større grad af nærhed på, fordi man mødes om noget, som måske er lidt lettere at åbne sig omkring, end hvis man skal sidde og se hinanden i øjnene og snakke om, hvordan man har det med hinanden.« – Hvad er fordelen ved at skrive sammen med en kæreste frem for at skrive som søskendepar eller kollegaer? »Fordelen er, at man nok er endnu mere inde under huden på hinanden som kærestepar, og man kan bruge den der mand-kvindedynamik. Der er jo altid en lille grad af magtkamp eller en gnist, man kan stimulere. På den måde kan det blive en slags intellektuel swingerklub at skrive krimi sammen, som en slags ’acting out together’.« – Har du haft et forfatterpar i terapi? »Ja, det har jeg faktisk, nu du spørger. Men det kan jeg desværre ikke komme ind på uden at afsløre for meget.« – Kan du afsløre lidt? »Lad mig sige det sådan, at udfordringerne omkring det professionelle virke kan være lige så dramatiske som utroskab. Følelsen af svigt og manglende nærhed kan generere sammenstød af vulkanske højder.« Det nye campinghabit – Nogle krimiforfatterpar vælger at skrive under pseudonym og lave et alter ego, for eksempel ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril, der står bag Lars Kepler. Er der tale om et kinky rollespil, eller er det i virkeligheden en usund symbiose? »Man kan måske sige, at det er de intellektuelles campinghabit at skrive en roman sammen: ’Så sidder vi her og er begge to forfattere på den samme bog og ligner hinanden til forveksling’. Men som parterapeut må jeg sige, at der findes ikke nogen sandhed om kærlighed. Jeg er jo skide ligeglad med, hvordan folk lever deres liv – bare de er glade. Hvem ved, hvad forfatterpar snakker om, når de har sex? Måske siger den ene: ’Hey, hvad hvis nu der kommer denne her alvidende fortæller ind i kapitel 26?’ Og den anden svarer: ’Åh, du tænder mig, når du siger sådan noget frækt noget!’« – Hvilke konsekvenser kan en svær skriveblokering få for parforholdet? »At den ene skriver bogen færdig! Den, der har blokeringen, sidder måske lige pludselig og skal interviewes om denne her fantastiske bog, de sammen har skrevet, og han ved jo godt, at det er konen, der har skrevet to tredjedele af den. Der kan opstå en masse potensproblemer i det kølvand; skamfølelse, irritation og vrede.« – Er det muligt, at arbejdet omkring en krimi kan have en terapeutisk effekt på forfatternes indbyrdes forhold? »Ja, absolut, men det er ikke mere påskeliljehyggeligt, end at man kan risikere at fin- de nogle ting frem, som knækker én.« Hav hobbykniven klar – Er der særlige faresignaler, man skal være opmærksom på hos sin partner, når man sammen er ved at udtænke et litterært mord? Bør man for eksempel undgå at lade køkkenknive og gaffatape ligge fremme i hjemmet? »Jeg vil hellere se det fra den mere fællesdramatiske platform og sige, at det er ok at eksperimentere med nærdødsoplevelser sammen, men hav altid en hobbykniv parat, så du kan skære plastikposen op. Jeg er stærkt tilhænger af, at man har erfaringer med det, man vil skrive om, men lad være med at overdrive. Man kan jo blive fristet, hvis man ryger meget ind i skriveprocessen. Se bare på Ondskabens Hotel, hvor forfatteren sidder og skriver den samme sætning i månedsvis: ’All work and no play makes Jack a dull boy’. Puha. Man skal passe på. Når han forsøger at komme ind på badeværelset med brandøksen, vil jeg sige, at det er et klart faresignal. Så bør man redde kvinder og børn ud af hjemmet.« – Så er det, man ringer til dig? »Ja, så ringer man til mig og siger: Denne her skriveproces har vidst ført for vidt.« K 30 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Interview: Martin Østergaard www.photografica.com 4),"5$ $+ITMEDMM &R4ILBUD $+ITMEDMM &R4ILBUD 0RISERNEERINKL"ENRO :TASKEOG3ANDISK 3$HC'"%XTREME Skindergade 41 · 1159 Kbh. K · Tlf. 33 14 12 15 · Fax 33 32 78 64 Email: [email protected] · man-tors 9.30-17.30 fre 9.30-18.00 lør 9.30-15.00 3½VENTERVIBAREP½FOR½RET FORSKELLIGEFARVER,UXEMBOURGSERIENI !LUMINIUMVEDLIGEHOLDELSESFRIKLASSIKER B¾NK LAVARMSTOL Illustration: Ib Kjeldsmark WWWÙCKCOCOM#O VI TA‘R DEADLINES DØDALVORLIGT MEDIEFABRIKKEN.DK Velkommen til de intellektuelles swingerklub Skulle du og din kæreste gå og lege med tanken om at blive den nye krimiduo, giver parterapeut Martin Østergaard følgende bud på, hvordan samarbejdet omkring bogen kan tilrettelægges, så der ikke står mord i øjnene på din elskede af Katrine Sekjær – Hvorfor er der så mange par, der skriver krimier sammen? »Når der er noget, man meget gerne vil, kan der samtidig være en ekstrem indre modstand mod det, som gør det rigtig svært. Men hvis man i stedet kan gøre det i fællesskab – bingo, så bliver det meget nemmere.« – Er der flere forklaringer? »Der er også mange forhold, hvor samarbejde eller det, at man har en ostebutik sammen, er en stor del af ens liv. Samarbejde kan være noget, man tager op undervejs for at udvikle forholdet. Det kan være en måde at opnå en større grad af nærhed på, fordi man mødes om noget, som måske er lidt lettere at åbne sig omkring, end hvis man skal sidde og se hinanden i øjnene og snakke om, hvordan man har det med hinanden.« – Hvad er fordelen ved at skrive sammen med en kæreste frem for at skrive som søskendepar eller kollegaer? »Fordelen er, at man nok er endnu mere inde under huden på hinanden som kærestepar, og man kan bruge den der mand-kvindedynamik. Der er jo altid en lille grad af magtkamp eller en gnist, man kan stimulere. På den måde kan det blive en slags intellektuel swingerklub at skrive krimi sammen, som en slags ’acting out together’.« – Har du haft et forfatterpar i terapi? »Ja, det har jeg faktisk, nu du spørger. Men det kan jeg desværre ikke komme ind på uden at afsløre for meget.« – Kan du afsløre lidt? »Lad mig sige det sådan, at udfordringerne omkring det professionelle virke kan være lige så dramatiske som utroskab. Følelsen af svigt og manglende nærhed kan generere sammenstød af vulkanske højder.« Det nye campinghabit – Nogle krimiforfatterpar vælger at skrive under pseudonym og lave et alter ego, for eksempel ægteparret Alexandra og Alexander Ahndoril, der står bag Lars Kepler. Er der tale om et kinky rollespil, eller er det i virkeligheden en usund symbiose? »Man kan måske sige, at det er de intellektuelles campinghabit at skrive en roman sammen: ’Så sidder vi her og er begge to forfattere på den samme bog og ligner hinanden til forveksling’. Men som parterapeut må jeg sige, at der findes ikke nogen sandhed om kærlighed. Jeg er jo skide ligeglad med, hvordan folk lever deres liv – bare de er glade. Hvem ved, hvad forfatterpar snakker om, når de har sex? Måske siger den ene: ’Hey, hvad hvis nu der kommer denne her alvidende fortæller ind i kapitel 26?’ Og den anden svarer: ’Åh, du tænder mig, når du siger sådan noget frækt noget!’« – Hvilke konsekvenser kan en svær skriveblokering få for parforholdet? »At den ene skriver bogen færdig! Den, der har blokeringen, sidder måske lige pludselig og skal interviewes om denne her fantastiske bog, de sammen har skrevet, og han ved jo godt, at det er konen, der har skrevet to tredjedele af den. Der kan opstå en masse potensproblemer i det kølvand; skamfølelse, irritation og vrede.« – Er det muligt, at arbejdet omkring en krimi kan have en terapeutisk effekt på forfatternes indbyrdes forhold? »Ja, absolut, men det er ikke mere påskeliljehyggeligt, end at man kan risikere at fin- de nogle ting frem, som knækker én.« Hav hobbykniven klar – Er der særlige faresignaler, man skal være opmærksom på hos sin partner, når man sammen er ved at udtænke et litterært mord? Bør man for eksempel undgå at lade køkkenknive og gaffatape ligge fremme i hjemmet? »Jeg vil hellere se det fra den mere fællesdramatiske platform og sige, at det er ok at eksperimentere med nærdødsoplevelser sammen, men hav altid en hobbykniv parat, så du kan skære plastikposen op. Jeg er stærkt tilhænger af, at man har erfaringer med det, man vil skrive om, men lad være med at overdrive. Man kan jo blive fristet, hvis man ryger meget ind i skriveprocessen. Se bare på Ondskabens Hotel, hvor forfatteren sidder og skriver den samme sætning i månedsvis: ’All work and no play makes Jack a dull boy’. Puha. Man skal passe på. Når han forsøger at komme ind på badeværelset med brandøksen, vil jeg sige, at det er et klart faresignal. Så bør man redde kvinder og børn ud af hjemmet.« – Så er det, man ringer til dig? »Ja, så ringer man til mig og siger: Denne her skriveproces har vidst ført for vidt.« K 32 Krimi | April 2011 GODE KRIMIER Dagbladet Information Krimi | April 2011 33 Dagbladet Information Interview: Bruun & Bødker GODE KRIMIER DIN PRIS 199,95 DIN PRIS 199,95 DIN PRIS DIN PRIS 249,95 Jussi Adler-Olsen 199,95 Journal 64 Håkan Nesser Vinder af De Gyldne Laurbær 2011. Burlesk og brandspændende. De ensomme “Svenske Håkan Nesser er en formidabel forfatter, der stille og roligt er ved at revolutionere krimigenren.” Julie Hastrup Elsebeth Egholm Det blinde punkt Tre hundes nat Tre hundes nat er mere end en krimi. Elsebeth Egholm tager læseren med ind i miljøer på kanten af et kuldslået Danmark, til ludere, svinebønder, indsatte, pigebander og provinsens stille eksistenser. Politiken Jydske Vestkysten “Ikke en side for meget.” Jyllands-Posten Julie Hastrup har igen skrevet en krimi lige efter bogen. Derfor er ”Det blinde punkt” svær at lægge fra sig. Nanna Frank Rasmussen, Jyllands-Posten. Udsyn. Fra lejligheden på Nørrebro skriver Karen Vad Bruun og Benni Bødker krimier forankret i lokalmiljøet, men med internationale emner om f.eks. Danmarks krigsdeltagelse. Foto: Sofie Amalie Klougart DIN PRIS Benni Bødker og Karen Vad Bruun DIN PRIS 249,95 Lars Kepler Paganinikontrakten Bind nummer to i serien om politimanden Joona Linna er begavet, velkonstrueret power-underholdning. 199,95 Nørrebros jordnære superhelte DIN PRIS Hanne Bech Hansen 199,95 Lasten Blod vil have blod Uskyldens tid er forbi – første krimi fra nyt dansk forfatterpar. “Sådan!!, dejlig dansk og uhyggelig krimi, når den er bedst.” Anmeldt på SAXO.com Forførende. Krimiforfatterparret Karen Vad Bruun og Benni Bødker debuterer med romanen ’Blod vil have blod’. De kalder krimigenren en bastard, fordi den både kan være samfundskritisk og underholdende – et eventyr forklædt som realisme Camilla Läckberg Fyrmesteren Camilla Läckberg er tilbage med en spøgelseshistorie og sin bedste bog indtil nu, hvis man skal tro de svenske anmeldere, der har uddelt flotte roser til Fyrmesteren. Politiken af Katrine Sekjær er på i m i r k e r Find fle krimi / m o c . O www.SAX Bøger på nettet! www.saxo.com Der tages forbehold for trykfejl og udsolgte varer. Priserne gælder minimum til d. d. 30. april 2011. Alle bestillinger tillægges 19,00 kroner i forsendelse i Danmark. Der hersker en ganske særlig stemning i den store, lyse nørrebrolejlighed, hvor det debuterende forfatterpar Karen Vad Bruun og Benni Bødker lever og skriver. De har fået to børn inden for det seneste par måneder: en lille rødblond pige og en stor blodrød kriminalroman. Begge ligger på bordet i stuen. Det første bliver pakket og puttet, mens det andet – bastarden – ligger for bordenden svøbt i smudsbind. For krimigenren er litteraturens uægte barn, en halvblodsroman og resultatet af et sidespring, hvis man skal tro Benni Bødker: »Krimien er en fed bastardgenre. Man kan skrive historier, som både helt reelt fortæller og gør dig klogere, og som på samme tid er ramasjang og eskapisme.« Netop friheden til at være ’både og’ er en af krimigenrens styrker ifølge det unge forfatterpar. Krimien må stjæle med arme og ben fra virkeligheden, men den er ikke forpligtet til at være dokumentarisk. Tværtimod kan den tage afsæt i faktiske hændelser og køre dem ud i fri fantasi, kombinere de vildeste konspirationsteorier med übercool agenter og barske lejemordere. Danmark ud af tornerosesøvnen Deres egen krimi Blod vil have blod har da også lidt af det hele. Her bliver den danske kosmopolit og osteolog Linnea Kirkegaard tilkaldt til et ligfund i nærheden af Lammefjorden. Liget bliver identificeret som en irakisk tolk med asyl i Danmark, og som historien skrider frem, viser det sig at dreje sig om international handel med stjålne kulturskatte fra irakiske museer – noget, der har kunnet lade sig gøre midt i det kaos, som er opstået efter invasionen af landet. Selv om Lammefjorden leder tanken hen på danske økogulerødder, så har det internationale aspekt hele tiden været forfatternes fokus. Karen Vad Bruun og Benni Bødkers intention har været at skrive en krimi, som skulle afspejle det nye Danmark, der agerer på den verdenspolitiske scene. »Danmark er ikke længere et lukket land. På godt og ondt er vi havnet i en globalisering, hvor de ting, vi foretager os herhjemme, får konsekvenser uden for landets grænser,« siger Benni Bødker. »Da vi startede på vores bog for halvandet år siden, var der ikke så mange, der havde beskæftiget sig litterært med Irak- og Afghanistankrigen. Der var få, der turde tage krigen på sig og have den med i deres bøger. Man kan være for eller imod krigen, men hvis krigen ikke bliver nævnt, betyder det tilsvarende, at den heller ikke bliver reflekteret.« Sjöwall og Wahlöö-fejlen – Det lyder som om, at I er meget bevidste om den stærke, svenske tradition for samfundskritiske krimier? »Det er noget, vi selvfølgelig har diskuteret, men vi vil først og fremmest beskrive den nye virkelighed, vi befinder os i lige nu og her. Vores roman er inspireret af virkelige begivenheder, men der dukker jo hele tiden så mange groteske ting op i medierne, som er endnu vildere end det, vi selv er kommet på,« siger Karen Vad Bruun, og Benni Bødker følger op: »Vi vil ikke skrive en politisk roman, der fortæller, hvordan læseren skal tænke om nogle bestemte ting. Det synes jeg er uinteressant. Det er selvfølgelig politisk, at vi mener, det er vigtigt at afspejle det, der sker ude i verden, men jeg gider ikke lave Sjöwall og Wahlöö-fejlen: De startede med at lave romaner, som var politisk motiverede, og som derfor skildrede det svenske samfund super skarpt, men de endte med at være politisk docerende.« Pardannelse og modeblogs Det var Karen, der foreslog Benni, at de skulle skrive en krimi. Efter først at have afvist sin kones litterære tilnærmelser endte han alligevel med at lade sig forføre. Faktisk virker det, som om det har været temmelig uproblematisk for dem at skrive en bog sammen. Karen Vad Bruun: »Noget af det, vi har brugt mest tid ¨¨ DIN PRIS 249,95 I Lasten omsætter Bech Hansen sin omfattende viden om kriminalitet og politiarbejde til et medrivende plot om et internationalt forbrydersyndikat, der huserer i Europa. To mord på dansk grund vikler det danske politi ind i en sag, der viser sig at have et uhyggeligt omfang. er på i m i r k e r Find fle krimi / m o c . O www.SAX Bøger på nettet! www.saxo.com Der tages forbehold for trykfejl og udsolgte varer. Priserne gælder minimum til d. d. 30. april 2011. Alle bestillinger tillægges 19,00 kroner i forsendelse i Danmark. 34 Krimi | April 2011 Dagbladet Information JENTAS Årets britiske krimi Interview: Bruun & Bødker 2010 Vinder af Amazon Rising Stars 2010 Gold Dagger 2010 www.jentas.dk Oplev Belinda Bauer i samtale med Politikens Bo Tao Michaëlis lørdag den 9. april kl 14:00, i Snedkeriet på Krimimessen i Horsens. Kom og besøg Jentas på stand nr. 12 Dyster viden Belinda Bauer »Når man fortæller historien i hyperrealistiske rammer, må man godt overskride realismen for at skabe en bedre historie. Der må godt være en højtflyvende kinesiskamerikansk lejemorder, der lander i København og så går i gang.« ”En lille sort perle yderst original ... ” Bo Tao Michaëlis, Politiken Ny bog fra bestseller forfatteren NYHED Sam Bourne. 2 nye super ndenrilledree spærisk e th histo ”DEN UDVALGTE er til fans af den politiske thriller, og til andre der gerne vil underholdes begavet. Oplagt at semmenligne med Jussi Adler-Olsen.” Dansk BiblioteksCenter Inkvisitoren Patricio Sturlese Helligt forræderi James Forrester ¨¨ på, er at gå rundt og forberede en historie, som hænger rigtig godt sammen. Hvis man skal skrive noget i fællesskab, er det en oplagt genre. Krimier har ofte et klart gennemtænkt plot, en nøje tilrettelagt struktur, og der en masse konkrete ting, man kan researche på.« I Blod vil have blod er der lagt mange kræfter i at skabe en stærk realisme ved hjælp af mærkevarer og genkendelige steder. »Mange har fremhævet, at de synes, det er fedt, det foregår steder, man kan genkende direkte. Det har vi gjort en hel del ud af. Selv om vi har hele det internationale aspekt med, så er der også meget København i bogen, særlige kvarterer og specifikke navne, som læseren kan genkende,« siger Karen Vad Bruun. Eventyr forklædt som realisme Ifølge forfatterne er der forskel på at skrive, at en person sidder ved en computer, eller at han sidder med en Macbook. De kulturelle konnotationer betyder noget, ikke nødvendigvis for handlingen, men for det billedunivers, man skaber hos læseren. Da det var Bennis idé at have specifikke referencer, var det også ham, der i arbejdet med Blod vil have blod måtte slide med at finde ud af, hvilke mærker og ting krimiens karakterer ville bruge: »Ja, han sad og surfede rundt på nettet og tjekkede alle mulige modebloggere. På et tidspunkt overgik Benni min viden om tøj og sko,« griner Karen Vad Bruun. »En ting, vi har arbejdet med, er et citat, jeg har stjålet fra litteraten Bo Tao Michaëlis. Han sagde på et tidspunkt, at ’krimien er eventyr forklædt som realisme’, og det er supergodt at have med i baghovedet, når man skriver« siger Benni Bødker og fortsætter: »Mange samtidige krimier er nøje resear- Blå bog: Bruun & Bødker Karen Vad Bruun, født 1977 i Emdrup, cand.mag. i engelsk og har også læst spansk. Har arbejdet på børnebogsagentur siden hun var 15 år gammel og senere arbejdet både i Spanien og i Danmark med at sælge dansk børne- og voksenlitteratur i udlandet for Gyldendal Group Agency. (Har speciale i postkolonial litteratur, hvilket ifølge forfatterparret afspejles i deres krimiers fokus på det internationale.) Benni Bødker, født 1975 i Nakskov, cand.mag. i dansk og filosofi. Specielt optaget af mellemkrigstidens hårdkogte litteratur og den dokumentariske realisme, ’neue Sachlichkeit’, som blandt andet har inspireret til den ’mærkevarerealisme’, der findes i ’Blod vil have blod’. Han har skrevet flere bøger om krimigenren, men er også forfatter til en række børne- og ungdomsromaner, blandt andet vampyrserien ’Nattens Børn’, der er udgivet i flere lande. chede. Alting foregår, som det kunne være foregået i virkeligheden. Det er super realistisk og refererer til autentiske mærker eller teknikker, begivenheder eller personer. Men når man fortæller historien i de her hyperrealistiske rammer, må man godt overskride realismen for at skabe en bedre historie. Der må godt være en højtflyvende kinesisk-amerikansk lejemorder, der lander i København og så går i gang. Det var også det, Stieg Larsson kunne. Alle hans karakterer er jo superhelte, men de bliver placeret i et realistisk Stockholm.« I de jordnære rammer på Nørrebro virker de to forfattere i højere grad drevet af fri fortællelyst end af politisk samfundskritik. Det er den gode historie, krimien som et eventyr og eventyret som forklædt virkelighed, der er i fokus. Bogen er skrevet og trykt, og debuten er en realitet. Og nok er det den lille sovende datter, der har forfatterparrets opmærksomhed, men i nu og da kaster de blikke hen på bogen, der er fuld af fiktion og forbrydelse. En skarp kontrast til barnet i dynen og tulipanerne, der balancerer i forårslyset. K Mord, intriger og loyalitet - samt det skrevne ords magt i 1500 tallets England. Krucifiks-morderen Chris Carter En historisk thriller om religiøse magtkampe, intriger og den katolske kirkes jagt på den sataniske bog. 킬킬킬킬 Sam Bo solgt i 70urne eksemp .000 larer. Et andet syn Fortabte piger George D. Shuman ”Gysende gru fra først til sidst. Kors for en morder” 킬킬킬킬킬 Ugebladet Søndag bogrummet.dk ”Uhyggelig og åndeløs spændende” 36 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Tre hurtige Når stilheden giver kuldegysninger Rundspørge. 10 fagfolk fortæller om det bedste og det værste ved den skandinaviske krimi – og afslører deres helt personlige yndlingsmord Stinne Hjortlund Kristoffersen programansvarlig, BogForum Det bedste er den helt speci- elle nordiske stemning, der kommer til udtryk i beskrivelserne af lokaliteterne med landskaber, sne og is som eksempelvis Johan Theorins Øland og Åsa Larssons Kiruna. Et andet positivt særkende er hovedpersonernes troværdighed og dybde. Jo Nesbøs antihelt Harry Hole og Susanne Stauns Fanny Fiske er meget mere end de ensformige karakterskabeloner, der kan kendetegne genren. Det værste er, at der kommer så mange gode, hvoraf flere er serier. Det gør det svært at vælge ud! Yndlingsmord er fra Jo Nesbøs Snemanden, hvor gifte kvinder forsvinder samme dag, som den første sne falder. Det er rendyrket isnende kulde manifesteret i de grusomme mord. Gys … Det værste er måske ikke Liza Marklunds feministfigur Annika og hele hendes opførsel, men det er lige før. Værst er Jan Guillous sidste bøger, hvor der hersker en særlig form for svensk snobberi, politisk-feministisk korrekthed og selvglæde. Den nye huslige machomand, der altid står i køkkenet, mens kvinderne koncentrerer sig om vinen. Her sætter forfaldet ind. Det er sådan en tilstræbt idealverden med herskabelige stuer og en ulidelig persontegning. Yndlingsmord Det sidste mord i Stieg Larssons Luftkastellet der blev sprængt er godt udtænkt. Salander har et opgør med den blonde kæmpe, der ikke kan føle smerte. Hun sømmer ham fast og ringer til rockerne. Det er mord pr. stedfortræder. Nanna Rørdam Knudsen forlagsredaktør, Modtryk Bo Bjørnvig journalist og anmelder, Weekendavisen Det bedste er naturskildringerne, der skaber en helt særlig stemning som den, man finder i Håkan Nessers Skyggerne og regnen eller i første bind af Stieg Larssons trilogi. Det er et fantastisk landskab, der her folder sig ud som ramme for fortællingen om indbyggernes fordærv. Det bedste er, at den skandi- naviske krimi fortæller gode og vedkommende historier om os selv og den verden, vi lever i. Sat ind i en ramme af spænding og underholdning. What’s not to like? Det værste er, at det af og til kan blive for lidt underholdende og alt for bekymret med misantropiske kriminalkommissærer, der går rundt med mavesår, svedpletter under armene og kronisk dårlig samvittighed, fordi de ikke opklarer forbry- Fem stjernet thriller: Metusalem Et sadistisk sexmord på en smuk og begavet kvinde fører til dom på den oplagte morder. Men er det nu den rigtige person, politiet har sat bag tremmer? Jagten på sandheden fører os rundt i Europa i et forsøg på at finde den hemmelighed, der lå bag mordet. Undervejs viser det sig, at der foregår en ukendt genetisk forskning, som kan ændre synet på ’det evige liv’. ”Et velkomment bud på en dansk thriller med internationale perspektiver. Lige så god som svenskerne og bedre end de fleste danske kolleger...” ***** KultuNaut ”Flemming Dyrbye er et splinternyt navn på den danske krimihimmel, og med hans flotte debut skulle der nok være rigtig god mulighed for at høre mere fra ham.” **** 24 timer Metusalem, 269 kr. Siesta Hør Flemming Dyrbye fortælle om sin spændende roman på Krimimessen i Horsens, søndag 10. april kl 15.20 delser nok. For min skyld må krimien godt på den ene eller den anden måde have lidt mere kulør. Yndlingsmord Det er ikke et mord. Det er det, der er meget værre: I Mark Billinghams Sov sødt er seriemorderens projekt ikke at slå ihjel, men at fremkalde det, der hedder locked-in syndrome. Offeret kan se og høre, men ikke røre sig, ikke tale, ikke kommunikere. Den tanke er så skræmmende, at den er svær at ryste af sig igen, når man har læst bogen. get udvandede. For nu at sige det pænt. Det er aftensmad, indretning og intet skrivetalent, og man må gang på gang undre sig over, at folk gider læse det. Yndlingsmord Alt for mange at vælge imellem. Franske Grangés mord er uforglemmelige. Jo Nesbøs er også gode bud. Mordet med panserhjerte-instrumentet lader intet tilbage at ønske. Kan også stadig få kuldegysninger af stilheden bagefter, hvor snemanden står ude i parcelhushaven – og kigger ind. Lars Ole Sauerberg Bo Tao Michaëlis prof., dr.phil. (SDU), anm. ved Jyllands-Posten kritiker og anmelder, Politiken Det bedste er, når den skandi- Det bedste er, at genren helt naviske krimi er god: Så formidles via sikker styring af unik fortællerstemme en original historie, der både retter ind efter samfundets aktuelle problemer og efter genrens æstetiske regler. Arne Dahl og Håkan Nesser, med andre ord. Det værste er klonekrimier, der lugter langt væk af spekulation med henblik på at tjene penge og/eller komme i avisen. Lavpunktet i så henseende må siges at være nået med Therese Philipsen. Yndlingsmord Mange, men et bud er Anatomy of a Murder fra 1958 (da.: Et mords analyse, 1960) af Robert Traver, pseudonym for den amerikanske jurist John D. Voelker (1903-1991). lever op til Georg Brandes’ credo om det moderne gennembrud og fastholder, at krimien gerne må afspejle en genkendelig virkelighed. Krimien er socialdemokratisk i den forstand, at den tager en socialdemokratisk opfattelse af, hvordan samfundet hænger sammen, for givet. Det værste er stort set det samme. At alle de gode hensigter desværre har tendens til at blive for realistiske, socialdemokratiske og bekymrede og glemmer den labyrintiske historie. Der er for meget dårlig samvittighed og bondeanger. De eneste stærke mænd er kvinder. Manden er i forfald, mens kvinden har det sorte bælte i det meste. Yndlingsmord I Raymond Chandlers første roman Den lange søvn skyder Philip Marlowe ved en kvindes mellemkomst den professionelle gangster Canilo. Det er så retfærdigt, som det kan være og elegant skrevet. Det er et rigtig katarsismord. Romantisk, noir og ædelt. Og så involverer det en kærlighedshistorie. Mette Bentholm redaktør i bogklubben Krimi & Spænding, Gyldendal Det bedste er, at familien ofte er den skyldige. På den ene eller anden måde. Som i virkeligheden. Og samtidskritikken (når den fungerer). Og at de efterhånden er ret så makabre og hamrende spændende. Jo Nesbø, Håkan Nesser og Stieg Larsson gør det på forbilledlig vis. Det værste er, at det nogle gange kan blive lovlig korrekt og forudsigeligt. Og femikrimierne (om der så er en mandlig eller kvindelig hovedperson) er blevet no- det. Hele opmærksomheden på forholdet mellem forbrydelse, miljø og baggrund. Det er en god måde at stille skarpt på forbrydelsens omdrejningspunkt. Det værste er, at det bliver lidt ulideligt, at der altid er så meget i vejen. Det er to sider af samme sag. Det er hele krimiens bekymring i forhold til samfundet. Kommissæren, det være sig en mand eller kvinde, bliver ført med og bliver syg og ensom. Yndlingsmord Mordet på konsul Carl August Frimann i Gunnar Staalesens 1900 Morgenrøde. Opklaringen varer 100 år og giver anledning til en gennemtrawling af et helt århundredes bærende træk. Svend Åge Petersen Thomas Franch Rasmussen redaktør, People’s Press Det bedste er dens popularitet, og – når den er bedst – dens realisme og menneskelighed. Det værste er dens popularitet og deraf følgende tendens til konformitet og hjernedøde applauderinger fra masserne og anmelderne og – når den er værst – dens tråkiga 1:1-realisme og folkhems-moralisme. Yndlingsmord Steffen Jacobsen: Den gode datter. To skidtknægte dumpes fra en helikopter ned i en swimmingpool og disintegreres på modbydelig spektakulær vis. Alt flyder ud, undtagen de fjernudløste bomber, de havde om livet. Op i luften går narkobaronernes paradis og langstilkede koner, så det rent litterært er en fryd. Vibeke Johansen bibliotekar og medarrangør af Krimimessen Det bedste er, at der findes en Gunhild Agger professor, Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet Det bedste er samfundsori- enteringen og kulegravningen af tendenserne i samfun- de personskildringer og ikke mindst et drive i handlingen. I det hele taget begavet underholdning. Det værste er, når der kun er få sider tilbage i en Nesserkrimi. Hvor længe skal vi mon vente på den næste? Yndlingsmord Mordet i Orientekspressen er et af dem. Agatha Christie har lige siden ungdomsårene været på min top-ti. Faktisk var det også hende, der for alvor fik mig i gang med at læse krimier, fordi fastre og tanter til familiesammenkomster altid diskuterede det seneste mord, som Hercule Poirot eller Miss Marple var i gang med at opklare. guldgrube af gode og meget forskellige læseoplevelser: Skærgårdskrimier, storbykrimier, psykologiske og historiske krimier. Jeg glæder mig altid til nye af bl.a. Karin Alvtegen, Jo Nesbø og Arnaldur Indriðason. I deres krimier belønnes man med go- redaktør, Klim Det bedste er, at mange folk, som måske ikke er så læsevante, får mulighed for at læse nogle bøger, der kvalitetsmæssigt – litterært og politisk – er højt hævet over det, som var på markedet for 2030 år siden. Jeg håber så, at denne nysgerrighed kan sprede sig til andre former for litteratur. Det værste er, at den succes, de skandinaviske topkrimier har, afstedkommer udgivelser af en sand syndflod af mindre lødige plagiater. At forfattere og læsere ligesom tror, at al krimilitteratur skal se ud på en bestemt måde for at være kvalitet. Og det betyder, at der kommer en vis form for ’metaltræthed’ over de skandinaviske krimier. Yndlingsmord Som redaktør bliver man lettere erhvervsskadet. Derfor synes jeg tit, at mordet og mordgåden er bedst i den bog, jeg læser for øjeblikket. Dette er derfor en opfordring til alle krimilæsere, som endnu er nysgerrige på genrens potentialer, om at læse den peruvianske forfatter Santiago Roncagliolos Red April. Kafkask i skrivemåde, elementært spændende og provokende i det politiske. K 'HVLJQ3HWHU-/DVVHQ Svar indsamlet af Mette Størum Krogh 38 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Kriminoter Den store krimiquiz v/ Anne Vindum v/ Majken Klintø Mød forfatterne på krimimessen i Horsens Bøger fra Mrs. Robinson SYDHAVNSKRIMI Forkullet lig og bandekonflikt Test din viden om hovedpersonerne i de skandinaviske krimi Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg er et af de mange forfatterpar, der med succes udgiver krimier skrevet i fællesskab. Deres kommende krimi, Fanget i flammer, er efterfølger til den prisvindende Skrig under vand fra 2010, og også denne gang følger vi psykolog Katrine Wraa og hendes makker, politimanden Jens Høgh. De finder et forkullet kvindelig i Københavns Sydhavn, optrevler denne kvindes forhold til en højtstående rocker og pludselig involveres efterforskningen i en verserende bandekonflikt. 1. I Henning Mankells serie om Wallander hører Kurt altid opera, når han skal slappe af. Hvem er den svenske tenor, der optræder på den første plade, han køber som ung politimand?’ 2. I ’Dinosauerens fjer’ af Sissel Jo Gazan er hovedpersonen Anna Bella Nor ved at uddanne sig til specialist i et bestemt fagområde. Hvilket? Den sidste sura af Zöe Ferraris Splinten af Sebastian Fitzek ’Fanget i flammer’ udkommer den 10. juni på Politikens Forlag 3. Den pensionerede kommissær Van Veeteren i Håkan Nesser bøgers spiller badminton med en af sine kollegaer, når de skal gennemtænke forbrydelserne. Hvad hedder kollegaen? KRIMIPAD Læseren vælger rækkefølgen 4. Hvad hedder Varg Veums foretrukne spiritus i Gunnar Staalesens bøger om efterforskeren? Liv Mørk, der er et pseudonym for forfatterparret Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard, når de skriver krimier, afprøver ofte og gerne nye medier til sine værker. Deres kommende krimi Begravelsen er som den første skrevet direkte til iPad, og Pryds Helle fortæller, at Begravelsen kommer til at bestå af en hovedhistorie med en kriminalintrige samt syv dødsannoncer, som læseren selv aktiverer. På den måde vælger læseren selv, i hvilken rækkefølge historierne skal læses. 5. I Stieg Larssons ’Mænd der hader kvinder’ knytter Tredje Mosebog, kapitel 20, vers 27 – ’Når en mand eller en kvinde har en dødemaners eller en sandsigers ånd i sig, skal de lide døden. I skal stene dem. De har selv skylden for deres død’ – sig til en kvindes død. Hvad hedder kvinden? 6. I Lars Keplers debut, ’Hypnotisøren’, bliver Eriks kone, Simone, vækket den nat, hvor deres søn, Benjamin, forsvinder? Hvad vækker hende? ’Begravelsen’ udkommer på Lindhardt og Ringhof i 2011 7. I Jussi Adler-Olsens ’Flaskepost fra P’ er sedlen i flaskeposten skrevet af den kidnappede dreng Poul. Hvilken trosretning tilhører drengen? TRE-I-EN Femikrimien dissekeret Forfatteren Lars Frost afslutter med sin nye roman Skønvirke sin stort anlagte portrættrilogi af den danske velfærdsstat, der indledtes med knaldromanen Smukke biler efter krigen (2006) og ingeniørromanen Ubevidst rødgang (2008). I lighed med de tidligere værker har Skønvirke forbrydelsen – og dermed kriminalgåden – indlejret i sig. I et heftigt plot igangsat af en strandvasker og en seriemorder genskrives femikrimien tilsat en art futuristisk science fiction-krimi. Fremtidsroman, samfundskritik og femikrimi i en og samme bog. 8. Dicte Svendsen, hovedpersonen i flere Elsebeth Egholm-krimier, ser sig i ’Skjulte fejl og mangler’ ganske sur på den unge Cecilie Toft, som hun ikke alene mistænker for at have været for tæt på hemdes kæreste, men også irriteres over pga. hendes meget faste og højtsiddende bryster og fraværet af vinkefedt under armene. Hvad er Cecilie Tofts profession? 9. Susanne Staun har udgivet adskillige fremragende krimier om bl.a. adfærdspsykologen Fanny Fiske, der holder sig ung med 60 daglige armbøjninger og et ukendt antal plastiske operationer. Fannys yndlingsdrik er en italiensk brandy, som hun opbevarer i badeværelset. Hvilken? ’Skønvirke’ udkom den 17. marts 2011 på Gyldendal KRIMISØSTRE 10. I Jens Lapidus’ debut ’Cash’ er hovedpersonerne sådan set tre skurke. JW er en af dem. Han mingler med de kendte og superrige, men er egentlig fra en helt anden og mere provinsiel baggrund. For at opretholde facaden om at være ’en af dem’ gør han noget ved sine nye skjorter. Hvad? Den farlige passion Det svenske søskendepar Camille Grebe og Åsa Träff udgiver nu deres anden bog på dansk, Sort angst. Her møder vi terapeuten Siri Bergman, der leder en selvhjælpsgruppe for voldsramte kvinder, og der tegnes et uhyggeligt billede af kærligheden mellem offer og voldsmand. Sort angst var nomineret til Det Svenske Krimiakademis pris for årets bedste krimi i 2010. Send dine svar til [email protected] senest 1. maj 2011. Vinderen offentliggøres i Bøger fredag den 6. maj – der trækkes lod om en bogpakke fra Politikens Forlag og Modtryk blandt dem, der har flest rigtige svar ’Sort angst’ udkommer den 8. april på Rosinante H I G H L I G H TS P Å K R I M I M Mød RIE OSTED S S Den røde dame Efter den anmelderroste krimidebut DAG & NAT, er Rie Osted tilbage med DEN RØDE DAME. En lille pige kigger gennem et kældervindue i en ubeboet villa og ser en kvinde ligge på en madras på gulvet. Det fortæller hun Andrea de Lima, som hurtigt bliver involveret i en families tab og traumer… søndag d. 10. april kl. 10.30 i samtale om sin nye Andrea de Lima-krimi “Den røde dame” med Bo Tao Michaëlis i Trykkeriet. F O R L A G E T E P E R K O F O D E N I H Mød EVA GABRIELSSON søndag d. 10. april kl. 15.30 i samtale om “MillenniumStieg og mig” med Bo Tao Michaëlis i Snedkeriet. O R S E N S Millennium – Stieg og mig Eva Gabrielsson fortæller historien om sit 32-årige samliv med Stieg Larsson, om den verdensberømte Millenniumtrilogi og om hendes medvirken i bøgernes tilblivelse – både på det indholdsmæssige og personlige plan. Et stærkt og følsomt indblik i to menneskers samliv både hvad angår det politiske og det kunstneriske. ”… en tankevækkende og fængende kriminalroman.” Information ”Han er blandt de bedste i genren…” DBC lektørudtalelse ”Velskrevet, interessant og velfungerende krimi, som på alle måder er anderledes.” DBC lektørudtalelse ”Tysklærere sværger til Fitzek: Med sine romaner får han de unge til at læse igen.” Berliner Kurier ”Ferraris’ bemærkelsesværdige debut er et intenst psykologisk drama og et fængslende portræt af hverdagslivet i et samfund med paranoide holdninger til kvinder og sex. The Sunday Times Døckerslundsvej 33 . 5000 Odense C . www.mrs-robinson.dk • W W W . P E R - K O F O D . C O M 40 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Krimi | April 2011 41 Dagbladet Information Tendens: Volden eskalerer Monstrøs. Seriemordergenren blev for alvor introduceret med Robert Blochs roman ’Psycho’ fra 1959, der blev filmatiseret kongenialt af Alfred Hitchcock. Men det er først med Thomas Harris’ Hannibal Lecter-romaner i 1980’erne – senere filmatiserer med Anthony Hopkins i hovedrollen som Lecter (billedet) – at den første gennemførte seriemorder ser dagens lys i fiktionen, og hvor forbrydelsen bliver et element i en psykopats forkvaklede forestillingsverden, der har rod i personlighedens dystre dybder. Foto: Phil Bray/Scanpix Man dræber da et monster Barndommen er et farligt sted. Det er næsten altid dér, det går galt. I hvert fald hvis man er forbryder tegnet efter klassisk krimiskabelon. Bag forbrydelsen står altid et menneske, der selv har haft en krank skæbne og bærer offerets sårbarhed i sig. Det synes i hvert fald at være den logik, man hidtil har forklaret selv den mest uforklarlige ondskab med i den skandinaviske krimi. Men noget andet og mere er på spil i disse år, hvor volden eskalerer og bliver udpenslet i et hidtil uset og detaljeret omfang. Gerningsmanden har i dag ofte en stærkt afvigende karakter med psykotiske og sadistiske undertoner, og her er ingen sprækker, der lukker lyset ind. »Dagens krimi bryder med den nordiske traditions dekorum om, at man jager en forbryder og fanger et menneske,« siger anmelder ved Politiken Bo Tao Michaëlis, der i årevis har fulgt krimiens udvikling. Civilisationens forklaringsled med terapeutiske samtaler er veget til fordel for en mere absolut og endegyldig lynjustits. »Nu er forbryderen det ondeste onde, der hverken kan eller skal forklares.« For nogle gange synes mennesket slet og ret ondt. Uden mellemregninger, forklaringer og undskyldninger. Og det fascineres vi i stigende grad af. Særligt hvis det har rod i virkeligheden. Mordere og voldtægtsforbrydere hænges ud som monstre og uhyrer i pressen og udsigten til, at vi her til lands har fået vores helt egen seriemorder, sælger både aviser og frydefulde gys. Virkelighedens forbrydelser har altid været godt stof. På forsider, som underholdning og i kunsten. »I essayet On Murder Considered as one of the Fine Arts (fra 1827, red.), tager Thomas De Quincey udgangspunkt i virkelige hændelser og sætter dem i et æstetisk perspektiv, hvor drabsmanden ses som stor kunstner. Drabet bliver den mest sublime af alle handlinger,« fortæller den norske filosof og forfatter Lars Fr. H. Svendsen. Men selv om kunsten har taget den til sig, vil den aldrig kunne konkurrere med virkeligheden. »Edmund Burke hævdede, at hvis man havde en teaterforestilling med verdens fremmeste dramatikere, Dagens krimi bryder med den nordiske traditions dekorum om, at man jager en forbryder og fanger et menneske. (...) Nu er forbryderen det ondeste onde, der hverken kan eller skal forklares Bo Tao Michaëlis, anmelder HISTORIE Jydske Vestkysten Berlingske Tidende KR. 349,455 SIDER Umenneskelig. Bestialske seriemordere, blodbestænkte vægge og lemlæstelse af kroppe beskrevet med kirurgisk præcision – nærbilleder af det, vi normalt lukker øjnene for, fylder krimifiktionen, der i stigende grad dvæler ved den visuelle vold og forbryderen som ondskaben selv af Mette Størum Krogh KRIMIENS Ekstra Bladet Et godt gys nydes trygt i din yndlingsstol skuespillere og komponister, og der kom en mand ind og bebudede, at en offentlig henrettelse ville finde sted uden for teatret, ville salen udvandre og den sublime virkelighed overskygge teatrets.« At bevidne andres ulykke og afveje taler til noget i os, der finder sin legitimering i krimien. Det hæsliges fascination »Krimien beskæftiger sig med alt det, der falder uden for normaliteten og bryder med vores homogene verden,« siger Karsten Wind Meyhoff, der er forfatter til en bog om kriminallitteraturens historie og ph.d. ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Al kunst og litteratur kredser om det skræmmende og svært begribelige, men det skildres tydeligst her, hvor vi suges ind i det moderne samfunds skyggesider. »En forbrydelse er jo en art samfundsomstyrtende handling. Krimien, aviser og nyhedsudsendelser viser os, at vold og hele paletten af kriminalitet ofte ligger snublende tæt på det, vi opfatter som normalitet og god moral. De fleste af os lever jo et enormt civiliseret liv med familie, arbejde og boliglån, og vi er naturligt nysgerrige efter at forstå og begribe det, der ødelægger den orden,« forklarer Karsten Wind Meyhoff. Lars Fr. H. Svendsen, der har skrevet bogen Frygt, mener, at vi lever i en altomfattende frygtkultur, og at svaret på vores fascination af det modbydelige er såre enkel: »Vores liv har aldrig været tryggere, og derfor har vi behov for at tage hele følelsesapparatet i brug. Vi er pakket ind i vat og bobleplast, og dele af vores følelsesliv forbliver ubrugt. Det er derfor, vi ser en forøget interesse af kriminallitteratur, ekstremsport og risikoarbejde. Vi sø- ger det, der ligger uden for trygheden. Det er en overskridelse af en banal og kedelig virkelighed.« Men det er langtfra noget nyt fænomen, forklarer han. »Det ligger i forlængelse af den filosofiske æstetik og Vores liv har aldrig været tryggere, og derfor har vi behov for at tage hele følelsesapparatet i brug. (...) Vi søger det, der ligger uden for trygheden. Det er en overskridelse af en banal og kedelig virkelighed Lars Fr. H. Svendsen, filosof og forfatter til bogen ’Frygt’ det sublime, som vi kender det fra Kant. Vold kan være det sublime, der vækker en negativ lyst. Volden og det hæslige er en del af det æstetiske repertoire. Det er en almenmenneskelig fascination.« Blodstænk fra USA Ifølge Karsten Wind Meyhoff blev volden for alvor introduceret med den hårdkogte amerikanske krimi i 1930’erne og 40’erne, hvor skildringen af livet i den moderne storby blev central for handlingen. »Skal man spore den aktuelle tendens inden for krimien med et stigende fokus på vold, kan man gå tilbage til de amerikanske exploitationfilm fra 1970’erne, som viser grusomheder af alskens art. Filmene var udtryk for en kultur, der rammes af en vished om, at samfundet er gennemsyret af vold, og at krig er et brutalt fænomen. Siden er effektjageriet blevet main- stream og en del af Hollywoods store maskine med horror- og actionfilm, som også påvirker krimigenren. Vi genfinder den i computerspil, tegneserier og kunst, der udforsker kroppens materialitet på alle niveauer.« Et andet importprodukt fra USA, som for alvor er dukket op i de skandinaviske krimier, er seriemorderen. I en af den norske forfatter Jo Nesbøs mest populære krimier, Snemanden, bliver kvinder maltrakteret og dræbt på årets første snevejrsdag. I Roslund og Hellströms prisbelønnede Udyret slagter en seriemorder små børn. Og den danske krimiforfatter Elsebeth Egholm er lige nu aktuel med seriemorderserien Den som dræber, der sendes i primetime søndag aften på TV 2. »Selv om serielle mord nærmest er fraværende i vores del af verden, har seriemordene for alvor gjort deres indtog i fiktionen. Vi er optaget af, hvordan han kan gøre det. Og derfor ser vi et setup med en profileringsekspert og et politikorps i kapløb med tiden for at opklare forbrydelsen, inden det næste mord begås,« understreger Karsten Wind Meyhoff. Han mener, at vi fascineres af seriemorderen, fordi han ikke respekterer individets ukrænkelige ret til sin egen krop. I stedet besætter og krænker han intimsfæren i radikal forstan. »Seriemorderen betragter jo kroppen som en slags legeplads for psykopatiske fantasiers virkeliggørelse, en genstand for begærstilfredsstillelse og ikke mindst som scene for en abnorm form for kommunikation med omverdenen.« Det ondeste onde Seriemordere er udtryk for en syg fantasi snarere end en realitet, mener Lars Fr. H. Svendsen, der også er forfatter til Ondskabens historie. »Det er kun i fiktionen, man finder den ondeste onde. Monstret som dæmonisk skrækeksempel er mere reglen end undtagelsen i fiktionen, men det eksisterer ikke i virkeligheden.« Vi kan ikke forstå ondskaben, hvis vi opfatter den som abstrakt og fremmed i forhold til os selv. Men vi drages af det, der ligger hinsides vores fatteevne. »Der har altid været en tilbagevenden til det monstrøse, som noget, der er forskelligt fra os selv. Det er dét, vi ikke kan identificere os med.« For Bo Tao Michaëlis er forråelsen af krimierne en form for teatralsk modreaktion til den skandinaviske pænhed: »Man er blevet træt af folkehjem og velfærdssamfundets korrekthed. Stieg Larssons Mikael Blomkvist agerer jo den gode socialist, der prøver at forstå forbryderen, mens Lisbeth Salander er træt af offersnak og handler ud fra sin egen retfærdighedssans.« Det er her selvtægten bliver legal, mener Bo Tao Michaëlis. »Den ondeste onde skal straffes, så retfærdigheden kan ske fyldest. Og selvtægt er ikke længere en sjældenhed.« K København: Torvegade 55-57 Tlf: 3257 2814 Lyngby: Jernbanepladsen 19-23 Tlf: 4587 5404 Hillerød: Helsingørsgade 10 Tlf: 4824 8161 Roskilde: Tlf: 4632 3248 42 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Interview: Jokum Rohde ’Tortur er blevet mainstream’ Det er ikke kun krimien, der dyrker seriemordere og voldsomme mord. Det Kongelige Teater har også set rødt og viser ’Manson’ af Jokum Rohde, der ser den berømte seriemorder som en frelser af Mette Størum Krogh Der er mange måder at slå et menneske ihjel på. En af de mest umenneskelige ser man i forestillingen Manson, der lige nu opføres på Det Kongelige Teater – en dramatisering og fremstilling af kultlederen og massemorderen Charles Mansons nedslagtning af skuespilleren Sharon Tate og hendes venner i 1969. Der er en hel del teaterblod involveret. »Jeg har aldrig lavet noget så blodigt som Manson. Der er 13 drab, en fødsel og en genopstandelse. Sharon Tate bliver jo slået ihjel to gange,« siger husdramatikeren Jokum Rohde om stykkets brutalitet. »Det er et meget langt drab, forestillingen kredser om. Oprindeligt var det et vedvarende blodbad på 20 minutter, som blev skrevet ned til 10. Men det er stadig meget lang tid på teater.« Manson er sidste del af den såkaldte statsgysertrilogi, der startede med Pinocchios Aske fra 2005 og fortsatte med Darwins testamente i 2008. Alle tragedier med meningsløsheden som omdrejningspunkt. »Manson er ikke orienteret så meget i retning af krimigenren, som mine tidligere værker, men med Manson er jeg nået til vejs ende. Det er både en genreforestilling og en forestilling, der forsøger at slå sig selv ihjel og bryde ud af sig selv,« siger Jokum Rohde. »I Manson får man svaret på, hvad der er efter døden. Og på den måde sætter den et punktum.« Dæmon. Nicolas Bro spiller den amerikanske seriemorder Manson, der i 1969 var med til at myrde den unge, gravide skuespiller Sharon Tate (her spillet af Helle Fagralid). Foto: Natascha Rydvald Verden er formørket Fascinationen og kultdyrkelsen af massemorderen Manson stammer fra det amerikanske, hvor man arrangerer guidede ture til det hus, hvor drabene fandt sted, og idyllen krakelerede. Men Jokum Rohde har ikke haft til hensigt at udnytte sensationen ved forbrydelsen og levere underholdning. Det var faktisk først i selve skabelsesprocessen, at han blev opmærksom på, at blodsudgydelserne pegede på en mere generel tendens i samfundet, der finder afløb i kunsten. »Den eksplicitte vold i kunsten for tiden ligger i for- længelse af den sadisme, som er integreret i krigen og den menneskelige bestialitet, der blev født med nazismen, og som vedvarende omgiver os. Jeg tror, ungdommen immuniserer sig fra den afstumpethed ved at se voldsfilm. Tortur er jo blevet mainstream.« Rohde har en meget dy- ster udlægning af voldsforherligelsen. Og han arbejder bevidst med modsætninger som en kilde til forløsning. »Manson bærer præg af den apokalyptiske stemning, der også spiller i store sal i Palads. Det er en afklædning af mennesket i et samfund, hvor der ikke er nogen utopier til- Holte Vinlager hjælper med vinen til festen! • Vi står altid parat med råd og vejledning, når du skal vælge vin til festen. • I kraft af vores samlede indkøb til 18 butikker, opnår vi de bedste priser til glæde for dig. • Vi tilbyder fuld returret på alle uåbnede flasker vin. • Vi skræddersyr flotte vinetiketter med dit firmalogo. • Vi leverer fragtfrit i lokalområdet ved minimum 36 flasker. • Vi leverer i hele landet til gældende fragtpriser. • Ønsker du vingaver til dine medarbejdere, pakker vi gerne i gaveæsker eller trækasser. • Vi bestræber os på altid at yde vort absolut bedste, for vi ønsker kun tilfredse kunder. Holte Vinlager · Tlf.: Tlf: 88 45 16 41 83 03 00 15 (henviser til nærmeste butik) · www.holtevinlager.dk bage. Verden er formørket og uigennemtrængelig, og drømmen om et bedre samfund eksisterer ikke mere. Ondskaben og sadismen har sjældent været mere present, og derfor har jeg tænkt Manson som en frelser.« For selv det umenneskelige har et menneskeligt ansigt med sin egen lidelse. Jokum Rohdes Manson-figur bærer dobbeltheden i sig og er mærket af barndommens elendighed med en prostituerende mor. »I populærkulturen har han fået pladsen som overdæmon, men min Manson er langtfra entydig. Han er en kristusskikkelse, der sætter sig selv mellem Hitler og Jesus, samtidig med at han er en af de største dæmoner, verden har set.« Publikum kan forlade teatret og går hjem i mørket. Men tragedien har ingen udgang. »Tragedien er ikke et populært format, men et endeligt format. Der er ingen tvivl om, at Manson forsøger at bryde ud fra populærgenren og nå op til det tragiske. Hos Euripides og Shakespeare er der jo også en masse, der bliver slået ihjel. Tragedien rummer et katarsiselement af skæbne, forudbestemmelse og fri vilje, hvor du dør for at skabe det, du gerne vil have,« siger han og understreger, at man ikke kan tage blodrusen ind i et værk. »Manson er det polaroidbillede, jeg har taget, lige inden det hele forbløder.« K ’Manson’ spiller på Det Kongelige Teater frem til den 18. maj BASE CAMP DUFFELS Rummelig, slidstærk og perfekt til rejser! SMALL 46 MEDIUM 70 LARGE 90 XLARGE 140 L L L L 799,899,999,1199,- THE NORTH FACE® STORE Field’s, København S. Bruun’s, Galleri Århus C. Rosengårdcentret, Odense. 32 62 51 50 87 47 51 40 35 14 81 92 FRILUFTSLAND København K, Frederiksborggade 52. Roskilde, Karen Olsdatters Stræde 4. Odense C, St. Gråbrødrestræde 6. Århus C, Østergade 30. Aalborg, Algade 54. 33 14 51 50 46 35 43 71 66 13 77 22 86 18 18 86 98 16 31 50 44 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Interview: Scott Turow Inspireret. Højt over Chicago arbejder den amerikanske jurist og forfatter Scott Turow med de sager, som hans bøger tager udgangspunkt i. En af de mere berømte af slagsen handler om forsvaret af Alejandro Hernandez, der i 1985 var blevet dømt til døden for voldtægt og mord på en tiårig pige. Turow påtog sig sagen i 1990, og i 1995 fik han medhold i, at hans klient havde siddet over 10 år på dødsgangen for et mord, han ikke havde begået. Foto: M. Spencer Green/Polfoto MØD KARIN SLAUGHTE KRIMIMESSR PÅ EN! NY R LE L E S T S E B AF KARTINER! SLAUGH Til helvede med Perry Mason Længe ventet. Efter 25 år er Scott Turow klar med opfølgeren til den storsælgende klassiker ’Måske uskyldig’. Tonny Vorm mødte forfatteren, der med sine retssalskrimier har været med til at ændre opfattelsen af den amerikanske advokat og i sit virke som jurist har været med til at ændre retssystemet af Tonny Vorm CHICAGO – Det handler om forbrydelser, men derfor kan man jo godt tale pænt til hinanden. Og den ældre kvindelige og diskret klædte receptionist bag skranken i venteværelset taler pænt, når hun med sikker, fløjlsblød stemme siger »Sonnenschein. How may I help you?« hver gang telefonen ringer. Det er heller ikke helt normale forbrydelser, der bliver taget stilling til hos advokaterne, som holder til på den øverste kontoradresse i USA’s højeste kontorbygning, Sears Tower i Chicago. Sonnenschein, Nath & Rosenthal er et af verdens største firmaer af sin art, og deres kunder er enten vanvittigt rige eller ludfattige. De sidste bliver indimellem modtaget af Scott Turow, der hver dag klokken lidt over et træder ud af elevatoren på 78. etage, hilser på receptionisten og nærmest lydløst går ned ad gangen mod sit kontor. Han bærer en sort frakke uden på et mørkt jakkesæt, akkurat som firmaets andre mandlige ansatte, og som dem passerer han på sin vej en væg med glasskabe, hvori der står antikke lovsamlinger, sportstrofæer og indrammede diplomer og anerkendelser for firmaets arbejde med at uddanne næste generation af gode jurister, Tutor Program of the Year 2006 eller The ske uskyldig næsten altid at finde et sted Black Law Students Association. Grateful Re- blandt de ti første. cognition State Program 2008 for eksempel. »Jeg behøver ikke at komme her på kontoNederst i det ene glasskab står også roma- ret, men jeg kan lide det,« siger Scott Turow, nen Pressumed Innocent. da han har sat sig ved sit bord foran panoraDen har 61-årige Scott Turow skrevet, og mavinduet med en solrig udsigt over Chicapå grund af den behøver han i princippet slet gos skyline og den blanke Lake Michigan. ikke møde op i det advokatfirma, hvor han er »En god dag for mig starter klokken seks. partner og kun tager sig af sager, der interes- Så skriver til jeg ved 12-tiden, hvorefter jeg taser ham. ger toget herind, hvor jeg er Da Måske uskyldig, som indtil klokken halv seks. Saul romanen hedder på dansk, Jeg forstår, hvorfor de Bellow sagde engang, at enudkom i 1987, placerede den efterladte og politiefterhver forfatter leder efter et elsig straks på de amerikanske ler andet, han kan lave hen på bestsellerlister og blev kort forskerne, der arbejder eftermiddagen. Jeg elsker adefter lavet til en god film med med sagerne, vil have vokatmiljøet og det lille samHarrison Ford i hovedrollen forbryderne slået ihjel. fund af jurister og advokater som advokaten Rusty Saog dommere, som findes her i Men det fungerer bare bich, der anklages for mordet Chicago, hvor jeg har boet i på sin elskerinde og sekre- ikke. Hverken moralsk over 30 år nu. Her er mine tær. Romanen skabte groft eller i praksis venner og mine kolleger, og i sagt en hel ny genre – retssal- Scott Turow, forfatter og øvrigt er det også her, jeg finskrimien eller the legal thrilder inspiration til mine romaler, som de kalder den i USA – advokat ner.« og den har solgt mere end 25 Siden debuten er det blemillioner eksemplarer på de vet til otte romaner ved siden 20 sprog, den er oversat til. På af jobbet som advokat. De flelister over alle tiders vigtigste af dem retssalskrimier, og ste kriminalromaner er Mådet er også tilfældet med den seneste, Uskyldig, der følger Rusty Sabich 22 år efter, at han er blevet renset for mordanklager i Måske uskyldig. »Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde ville skrive en opfølger,« siger Scott Turow. »Det gav ingen mening, synes jeg. Men jeg havde en post-it-seddel siddende på mit skrivebord derhjemme i mange år, hvor der stod: ’En mand sidder på kanten af en seng, hvori der ligger en død kvinde.’ Jeg gloede på den seddel, og på et tidspunkt havde jeg en idé om at bruge Rusty Sabich i en føljeton, jeg skrev for New York Times, men en morgen vågnede jeg og sagde, ’vent nu lige lidt, manden på sengen er jo Rusty Sabich’, og så begyndte jeg derfra. Hvorfor sidder han der? Hvem har dræbt kvinden? Jeg skrev den ret hurtigt.« Det gjorde han ikke med Måske uskyldig. Otte år var han om det, mens han arbejdede fuld tid som assistent for statsanklageren i Chicago. »Min kone og jeg fik hurtigt børn, så jeg skrev den halve time, det tog mig at komme til arbejde hver morgen. Jeg opgav ret hurtigt at skrive på vejen hjem efter fyraften, fordi jeg fulgtes med kolleger hjem til forstaden, og fordi mit hoved summede af indtryk fra de sa¨¨ ger, jeg arbejdede på.« KARIN SLAUGHTER - UHYGGELIG SPÆNDENDE 46 Krimi | April 2011 Dagbladet Information Interview: Scott Turow Morgenmælk opfordrer til stærkt partnerskab ¨¨ Mange af sagerne har som nævnt fundet vej til hans skønlitterære værker, deriblandt de to mest kendte. Den første handler om en FBI-undersøgelse i starten af 1980’erne, hvor advokater bestak dommere. Turow fik af statsanklageren til opgave at lede en større undersøgelse, der skulle fjerne fokus fra FBI’s hemmelige undersøgelse, næsten som det foregår i Personskade (1999). Den anden sag handler om forsvaret af Alejandro Hernandez, der i 1985 var blevet dømt til døden for voldtægt og mord på en tiårig pige. Turow påtag sig sagen i 1990, pro-bono, som det hedder, når man arbejder ulønnet, og i 1995 fik han medhold i, at hans klient havde siddet 11 år på dødsgangen for et mord, han ikke havde begået. Et lignende drama er drivkraften i romanen Sidste appel (2002). Ingen reel dødsstraf De to sager resulterede i, at Scott Turow i 1997 af Illinois’ guvernør blev bedt om at lede en senatskommission, som to år efter afgav en betænkning om dødsstraf. »I princippet havde jeg i starten af min advokatkarriere ikke det store problem med dødsstraf, hvis blot vi altså kunne være sikre på, at det var skyldige voldsmænd, vi henrettede,« siger Scott Turow. »Men jeg erfarede, at det ikke var tilfældet, og så opdagede jeg en masse andre moralske problemer ved dødsstraffen: Vi fratager blandt andet forbryderne muligheden for at forbedre sig. Vold er som oftest et resultat af vold, og ved blot at fjerne forbryderne, slå dem ihjel, så lægger vi det egentlige problem fra os, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi behandler samfundets udsatte. Når alt det er sagt, så forstår jeg godt, hvorfor så mange i USA er for dødsstraf. Jeg forstår, hvorfor de efterladte og politiefterforskerne, der arbejder med sagerne, vil have forbryderne slået ihjel. Men det fungerer bare ikke. Hverken moralsk eller i praksis.« Kommissionens arbejde ledte til, at guvernøren benådede 164 fanger på dødsgangene. Siden er dødsstraf reelt blevet afskaffet i Illi- Det er nemmere at holde vægten og undgå at tage på, når man spiser sund morgenmad. Fuldkorn, frugt/grønt og magre mejeriprodukter giver tilsammen en ideel start på dagen. nois, eller som Scott Turow selv udtrykker det: »Mellem to og seks personer bliver dømt til døden hvert år, langtfra lige så mange som i gamle dage, men vigtigere er det, at ingen af dommene bliver eksekveret. Og det lader til, at indbyggerne her i Illinois har det fint med det. Jeg har endda talt med mange konservative politikere, der synes, vi lige så godt kan afskaffe den, fordi det ganske enkelt er alt for besværligt – ’det er ikke besværet værd,’ har jeg hørt en magtfuld politiker her i staten sige.« – Er den udvikling typisk for andre stater? »Afskaffelsen af dødsstraf i Illinois vil ikke automatisk medføre, at det sker i Alabama eller i Texas, nej. Men når Højesteret refererer til en moralsk konsensus i landet, og det gør de ofte i vigtige sager, så er det selvfølgelig vigtigt, uanset hvilken stat det er. Til sidst kunne vi ende der, hvor Højesteret vil erklæ- Fem gode retssalskrimier ’Anatomy of a Murder’ (1958) af John Traver En advokat i en lille by forsvarer en soldat, der anklages for at have slået en bartender, der har overfaldet hans kone, ihjel. ’A Time to Kill’ (1987, da. ’Tid til at dræbe’) af John Grisham En idealistisk advokat i sydstaterne får problemer, da han forsvarer en sort mand, der har dræbt to hvide mænd, der har voldtaget hans datter. ’Compelling Evidence’ (1992) af Steve Martini Den første i serien med advokaten Paul Madriani, der her skal forsvare sin tidligere elskerinde, der er anklaget for mordet på sin ægtemand. ’Primal Fear’ (1993) af William Diehl En forsvarsadvokat forsøger at finde sandheden om det mord, hans klient, en alterdreng, står anklaget for. ’The Quiet Game’ (2000) af Greg Iles En enkemand og anklager forsøger at opklare et gammelt mord og stoppe afpresningen af hans far, mens han med sin femårige datter forsøger at komme videre i livet. re dødsstraf for forfatningsstridigt. Og så kan vi kan ikke længere pejle mod det. Det kan meget vel ske.« – Får du mange henvendelser fra folk, der mener sig uskyldigt dømt? »Ja, det er derfor, jeg er herinde i dag. Der ligger nok fem-seks breve til mig inde på mit kontor fra indsatte, der vil have mig til at tage mig af deres sag.« – Hvor mange af dem mener du, der er grund til at kigge på? »Meget, meget få.« Hjemme til spisetid – Hvor mener du, at du gør den største forskel: Som forfatter eller som advokat? »Som forfatter. Min bøger rammer et stort publikum for det første, og for det andet så har de – sammen med andre bøger og film, der kom i slutningen af 80’erne – været med til at ændre folks opfattelse af, hvad advokater er for mennesker. Det har været et helt klart mål for mig at gøre dem mere menneskelige, end de blev fremstillet på tv og i film og bøger indtil for få år siden. Da jeg var dreng, kunne jeg læse om den flinke og rare enkemand Atticus Finch i At dræbe en sangfugl (1960) og se film med den altid retfærdige Perry Mason. Det er to intelligente, modige og principfaste mænd, og jeg kan huske, at jeg en morgen i toget på vej til arbejde skrev i en af mine notesbøger: Til helvede med Perry Mason! Måske uskyldig var et klart opgør fra min side med disse idealistiske jurister. Jeg vil vise, hvad der virkelig sker i en retssag og blandt dommere og jurister, og det har vist sig, at det vil folk gerne vide.« – Har du nogensinde overvejet, hvor du var endt, hvis ’Måske uskyldig’ aldrig var blevet skrevet eller udgivet? »De otte år, jeg arbejdede for statsanklageren, er de år, hvor jeg har lært mest om mennesker og om mit fag. Det var spændende. Og var jeg ikke blevet forfatter, så har jeg en forestilling om, at jeg ville have fortsat ad den vej Anklaget. Harrison Ford spiller hovedrollen som advokaten Rusty Sabich, der anklages for mordet på sin elskerinde og sekretær, i filmatiseringen af Scott Turows roman ’Måske uskyldig’, som introducerede retssalskrimien som genre og har solgt flere end 25 millioner eksemplarer på de 20 sprog, den er oversat til. Nu er Turow klar med opfølgeren, ’Uskyldig’. Foto: Scanpix og måske være blevet dommer. På den anden side havde jeg tre børn, der skulle uddannes, og jeg må nok indrømme, at jeg sikkert ville have skiftet til et privat advokatfirma alligevel, som jeg jo gjorde for at få råd til at betale for deres skolegang.« – Hvad har din familie sagt til, at du de sidste 25 år reelt har haft to job? »Ja, jeg har haft travlt, og det, er stunder, hvor jeg ville ønske, at jeg havde været mere hjemme. Men jeg synes også, jeg har været en nogenlunde opmærksom og kærlig far over for mine børn, og de giver udtryk for det samme. Min første kone og jeg havde da problemer, som vi nok skulle have set i øjnene tidligere, måske var vi så ikke blevet skilt. Men de problemer var ikke nødvendigvis et resultat af, at vi havde travlt, eller at jeg havde travlt. Jeg har i øvrigt altid haft det princip, at jeg skal være hjemme til middag hver aften, så vi kan spise sammen hele familien. Men jeg ser da frem til at mine egne børn får deres egen familie, så de forstår, hvor svært det egentlig er, hvis du vil have en karriere i USA.« Scott Turow tier, kører en hånd over sin skaldede isse og kaster et blik ud over byen og søen. Så siger han: »Jeg tror, at de måske vil sige: ’Hmm, hvordan fanden fik du det til at hænge sammen, far?’« K Scott Turows ‘Uskyldig’ udkommer på forlaget Hovedland den 1. maj. En morgenmad, der består af fuldkorn, frugt/grønt og magre mejeriprodukter giver en ideel start på dagen. Tilsammen giver det både protein, alsidige næringsstoffer og langtidsvirkende energi. Morgenmælk er vores betegnelse for de magre mejeriprodukter, der passer ind i en sund morgenmad. Vi støtter aktivt op om anbefalingerne fra Fødevarestyrelsen, 6 om dagen og Fuldkornspartnerskabet og anbefaler, at morgenmaden består af både magre mejeriprodukter, fuldkorn og frugt/grønt. Hent inspiration i Helle Brønnum Carlsens og Kille Ennas mange skønne opskrifter på morgenmaelk.dk KAMPAGNE MED STØTTE FRA DEN EUROPÆISKE UNION OG FRA MÆLKEAFGIFTSFONDEN I DANMARK KRIMIMESSE I FØTEX KRIMI, KRIMI OG ATTER KRIMI! SKYND DIG NED OG FIND DINE FAVORITTER – DET ER DET RENE RØVERKØB! LINDHARD OG RINGHOF STEPHEN SARA BLÆDEL Krimier roman KA LD M IG P R IN SE SS E FRIT VALG 1713@= ! 59,DUMA K EY Li nd ha rd t og Ri ng ho f Fyrmesteren Ny bog af Camilla Läckberg. 169,- FRIT VALG 59,Panserhjerte 69,- Paganini- kontrakten 179,SPAR OP TIL 17095 Markedspris op til 249,95 FRIT VALG SPAR OP TIL Journal 64 Markedspris op til 299,95 179,- 12095 99,- 149,Den sidste gode mand af A.J Kazinski Markedspris op til 349,95 Skrig under vand eller Skindød Manden der ikke var morder Markedspris op til 299,95 149,SPAR OP TIL 15095 Spøgelses- fangen 149,- SPAR OP TIL 15095 Tilbuddene gælder fra fredag d. 1. april til og med lørdag d. 23. april · Åbningstider: Hverdage kl. 9.00-20.00 · Lørdage kl. 8.00-18.00 Samt søndag d. 3. april kl. 10.00-17.00 · Søndag d. 17. april kl. 10.00-17.00 · Onsdag d. 20. april kl. 8.00-21.00 · Lukket Skærtorsdag og Langfredag Forbehold for evt. afgiftsforhøjelser, trykfejl, udsolgte varer og leveringssvigt. © Paperbacks Serien om vicekriminalkommissær Carl Mørck.
© Copyright 2024