Rapport om babysalmesang

Rapport om babysalmesang
Et projekt i Videnscentret klar med rapport
Et af de projekter, som i 2013 fik støtte fra Videnspuljen: ”Fokus på børn, familier og kirke gennem
fortællinger og forskning” har netop afsluttet og offentliggjort resultaterne af en undersøgelse om
babysalmesang i folkekirken. Det drejer sig om Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet, der har
udført arbejdet i samarbejde med Danmarks Kirkelige Mediecenter. De vigtigste resultater af
undersøgelsen er samlet i en rapport, der er tilgængelig på www.samtidsreligion.au.dk. Omtale og link
dertil findes også på FUVs hjemmesider.
Fokus på adfærd
Undersøgelsen sætter fokus på, hvad der motiverer brugerne af babysalmesang til at deltage i aktiviteten.
Det fremføres ofte, at folkekirkens medlemmer ikke har et særligt velartikuleret religiøst sprog, og at det
gør det vanskeligt at finde frem til, hvad de tror på, og hvorfor og hvordan kirke og kristendom spiller en
rolle for dem. Med nærværende undersøgelse er perspektivet flyttet fra spørgsmålet om, hvordan
medlemmerne formulerer eller opfatter tro til spørgsmålet om, hvad deres adfærd viser, dvs. hvordan
deres reelle brug af kirke og kristendom ser ud.
Nøgletal
Undersøgelsen peger på, at babysalmesang, der har eksisteret siden begyndelsen af dette årtusinde, i dag
er udbredt til 55-60 % af de ca. 1350 pastorater, der findes i Danmark. I København og Helsingør stift endda
op mod 70 % af pastoraterne. Især inden for de sidste 5-8 år er der sket en markant udbredelse af
initiativet, og folkekirken er derigennem kommet i kontakt med en aldersgruppe, den ellers ofte kun har
haft sporadisk kontakt med. Bemærkelsesværdigt er det, at denne aktivitet finder sted uden for det mere
etablerede, rituelle rum som eksempelvis barnedåb og mini-konfirmandundervisning, der ellers er den
primære kontaktflade mellem de fleste medlemmer og kirken.
Blandt de pastorater, som ikke har babysalmesang, er der næsten ingen, som ikke har overvejet initiativet,
eller som finder den irrelevant for dem eller for folkekirken generelt.
Motivation
Deltagerne i undersøgelsen giver udtryk for, at babysalmesang giver et roligt afbræk i et travlt liv, og at ikke
mindst kirkerummet skaber tryghed og giver anledning til tid og ro til at være i kontakt med sit barn. Ud
over fremhævelsen af kirkerummets betydning for ro og nærvær kommer deltagerne for at møde andre
mennesker, viser undersøgelsen. Endelig angiver næsten to ud af tre brugere i undersøgelsen, at de går til
babysalmesang, fordi de ønsker, at kirken skal være en del af barnets og deres eget liv, og endnu flere har
valgt at gå til babysalmesang, fordi de ønsker at introducere deres barn til salmer.
Endvidere søger undersøgelsen at kaste lys over deltagernes forhold til kirken generelt og til
søndagsgudstjenesterne specielt. Rapporten peger på, at 98 % af deltagerne kommer meget sjældent i
kirke. De ser ikke babysalmesang som forbundet med søndagsgudstjenesterne, men de er generelt positive
over for at komme til andre lignende aktiviteter i fremtiden.
Arrangør- og deltagerperspektiver
Mange af dem, der afholder babysalmesang, opfatter det som et eksempel på dåbsoplæring (84 %), mens
hovedparten af brugerne forbinder dåbslæring med noget andet som fx gammeldags katekismeundervisning. Trods disse forskelligheder i tilgangen fra henholdsvis arrangører og deltagere, er
babysalmesang ikke desto mindre blevet et mødested mellem kirke og folk.
Mere end hygge, musik og motorik
Interessant nok peger undersøgelsen på, at der i babysalmesang - trods den store udbredelse og tilfredshed
blandt både arrangører og deltagere - ligger et hidtil overset potentiale for folkekirken i form af at inddrage
flere religiøse elementer i aktiviteten, tilstedeværelse af præster og drøftelser af eksistentielle og
trosmæssige spørgsmål. De, der kommer til babysalmesang, er åbne over for dette, og flere af dem ytrer i
undersøgelsen ønske herom, mens de, der mener, at babysalmesang ville være for religiøst til dem,
fravælger aktiviteten hjemmefra og dermed alligevel ikke deltager.
Konklusion og videre perspektiver
Rapporten peger på, at folkekirken igennem babysalmesang er kommet i kontakt med en
befolkningsgruppe, der ellers er vant til primært at bruge kirken til højtider og kirkelige handlinger. Det er i
både arrangørers og deltageres øjne en særdeles vellykket aktivitet, samtidig med at rapporten peger på et
uudnyttet potentiale, som folkekirken i misforstået tilbageholdenhed ikke har brugt optimalt endnu.
Det er oplagt, at undersøgelsen kan indgå i en bredere diskussion om forandring af religion i forhold til
individualisering og forandringer i autoritetsmønstre og forbrugsmønstre, samtidig med, at den bidrager
med viden, som er relevant for alle, der arbejder med børn, kirke og kristendom i Danmark i dag.
Birgitte Graakjær Hjort, sep. 2014.