Hvem siger kuns ten behøver fine hvide rum for at sparke fra sig

Hvem siger kuns­ten
behøver fine hvide
rum for at sparke
fra sig?
GRØNNINGENS første ud­
stilling fandt sted i en
midlertidig træ­hytte og
man havde, også af øko­
nomiske årsager, aftalt
med tømreren, at han
fik brædderne retur efter
udstillingsperioden.
Knap 100 år senere ind­
tager GRØNNINGEN igen
en rå skal, fordi kunsten
består, selvom rammerne
skifter.
Side 5
“Mange kunstnere
bliver berømte på
at bilde folk ind, at
de kan vise dem et
andet perspektiv på
få minutter. Det er
bedrag.” — OLE FOGH KIRKEBY
Side 7
På Docken råder GRØNNINGENS kunstnere og gæster over knap 2000 kvm og udstillingsareal langs havnekajen.
“Hvad er godt ved
et kommercielt
fællesskab uden
kunstnerisk idé
eller sammen­hængs­
kraft? ” — ARNO VICTOR NIELSEN
“Der er ikke noget mere trættende end
kunst som siger at krig, forurening og
racisme er dårligt. Det er det jo, det ved
vi godt. Dem, som mener noget andet,
bliver alligevel ikke omvendt af
budskabs­kunsten.” — TORBEN SANGILD
Side 8
Side 6
Interview med
gæsterne Anders
Bonnesen, Heine
Klausen, Michael
Mørk, Papfar,
Randi og Katrine.
Farvel til Jørgen
Boberg, Ib Geert­
sen, Søren Kjærs­
gaard og Peter
Mandrup.
Side 30
Side 25
2 GRØNNINGEN
GRØNNINGENS stiftere Peter Rostrup Boyesen, Harald Giersing, Ernst Goldschmidt, Peter Hansen, Niels Hansen, Karl Schou og Sigurd Swane foran den midlertidige udstillingsbygning, “Indianerhytten”.
Modsatte side: GRØNNINGENS kunstnere 1915-2010 (medlemmer og gæster).
GRØNNINGEN 3
Kjeld Abell • Poul Agger • Klaus Albrectsen • Aman • Gerda Thune Andersen • Ib Andersen • Lise Blomberg Andersen •
Mogens Andersen • Valdemar Andersen • Per Arnoldi • Terry Atkinson • Malene Bach • Merete Barker • Georg Baselitz
• Mogens Becker • Hans Bendix • Kurt Bendix • Folmer Bendtsen • Ivar Bentsen • Axel Bentzen • Jens Birkemose
• Erik Bischoff • Albert Bitran • Johannes C. Bjerg • Ragnvald Blix • Stig Blomberg • Jørgen Boberg • Zoltan von
Boer • Henrik Boëtius • Lisa Maria Boglino • Bo Bojesen • Viera Bonbova • Niels Bonde • Peter Bonnén • Anders
Bonnesen • Francisco Borés • Marlie Brande • Peter Brandes • George Braque • Anne Marie Brauge • Stig Brøgger •
Morten Buch • Michael Buchwald • Ronald Burns • P. Rostrup Böyesen • Ruth Campau • Paul Cézanne • Eugenio
Chicano • Erik Christensen • Eva Steen Christensen • Kay Christensen • Ole Christensen • Povl Christensen • Kai
E. Christiansen • Erik Clausen • Ernst Clausen • Klass Clement • Viera Collaro • Paul Cornet • Chrix Dahl • Jesper
Dalgaard • Sven Dalsgaard • Henning Damgaard-Sørensen • S. Danneskjold-Samsøe • Cathrine Raben Davidsen • Eric
Detthow • Kristian Devantier • Jean Dewasne • Georg Jiri Doukopil • Gerda Eickhoff • Gottfred Eickhoff • Martin
Engelman • Thorvald Erichsen • Sven Erixson • Helge Ernst • Helga og Bent Exner • Lili de Faramond • Rainer Fetting
• Ole Find • Adam Fischer • Egon Fischer • Else Fischer-Hansen • Anette Harboe Flensburg • Leonard Forslund • Erik A.
Frandsen • Wilhelm Freddie • Erling Frederiksen • Günther Fruhtrunk • Edgar Funch • Kai Führer • Knud Færgemann
• Paul Gadegaard • Mads Gamdrup • Pola Gauguin • Jean Gauguin • Paul Gauguin • Ib Geertsen • Harald
Giersing • Ove Gils • Vincent van Gogh • Ernst Goldschmidt • Emil Gregersen • Anne Grete • Isaac Grünewald •
Jørgen Gudmundsen-Holmgreen • Svavar Gudnason • Gösta Hammerlund • Anton Hansen • Arne L. Hansen • Ernst
Hansen • Ib Monrad Hansen • Jens Peter Helge Hansen • Karen Hansen • Lone Høyer Hansen • Merete Hansen • Niels
Hansen • Peter Hansen • Sikker Hansen • Svend Wiig Hansen • Mauno R. Hartmann • Henry Heerup • Ole Heerup
• Erik Heide • Piet Hein • Hein Heinsen • Marianne Hesselbjerg • Bror Hjorth • Karsten Hoff • Anker Hoffmann •
Helge Holmskov • Erik Hoppe • Nicolai Howalt • Knud Hvidberg • Ellen Hyllemose • Tonny Hørning • Hjördis Haack
• Victor Haagen-Müller • Hans P. Haagensen • Alfred If • Jörg Immendorf • Paul Janus Ipsen • Karl Isakson • Poul
Isbak • Bent Karl Jacobsen • Egill Jacobsen • Holger Jacobsen • Karen Lis Jacobsen • Dorte Jelstrup • Astrid Kruse
Jensen • Axel P. Jensen • Carl Jensen • Ejnar Herman Jensen • Helge Jensen • Michael Jensen • Herluf Jensenius
• Leif Jepsen • Frithioff Johansen • Karl Otto Johansen • Svend Johansen • Dieter Jung • Kurt Jungstedt • Jesper
Just • Kirsten Justesen • Aksel Jørgensen • Anita Jørgensen • Børge Jørgensen • Steffen Jørgensen • Sophia Kalkau
• Ulla Kampmann • Poul Kanneworff • Frans Kannik • Anish Kapoor • Ludvig Karsten • Eske Kath • August Keil •
Per Kirkeby • Søren Kjærsgaard • Heine Klausen • Nina Kleivan • Thomas Kluge • Eva Koch • Poul Kolck • Stanislav
Kolibal • Ilhan Koman • Jannis Kounellis • Jaroslaw Kozlowski • Eiler Krag • Ferdinand Ahm Kragh • Bamse KraghJacobsen • Per Krogh • Tom Krøjer • Michael Kvium • Knud Kyhn • Niels J. Kähler • Malene Landgreen • Johannes
Larsen • Jørn Larsen • Peter Lautrop • Christian Lemmerz • Charles Leplae • Freddie A. Lerche • Niels Lergaard •
Christopher Lesniak • Hugo Liisberg • Kai Lindemann • Inge Lindemark • Lars Göran Lindström • Flemming Lipholt
• Nynne Livbjerg • Arne Lofthus • Hans Lollesgaard • Mogens Lorentzen • Birger Lundquist • Vilhelm Lundstrøm •
Sigrid Lütgen • Mads Madsen • Viggo Madsen • Carl Magnus • Niels Malcolm • Lise Malinovsky • Peter Mandrup
• Jan Marcussen • P.B. Maryan • Egon Mathiesen • Henri Matisse • Seppo Mattinen • Tage Mellerup • Hans Jacob
Meyer • Loui Michael • Richard Mortensen • Bent von Muellen • Edvard Munch • Michael Mørk • Stellan Mörner •
Albert Naur • Hans Jørgen Nicolaisen • Gregers Nielsen • Henry Luckow Nielsen • Kai Nielsen • Kehnet Nielsen •
Knud Nielsen • Gunnar Nikolajsen • Astrid Noack • Emil Nolde • Erik Nordgreen • Drude Noréll • Axel Nygaard
• Øivind Nygård • Gerda Nystad • Lars Nørgaard • Sigurjón Ólafsson • Lisbeth Olrik • Hans Pauli Olsen • Ib Spang
Olsen • Jean Osouf • Allan Otte • Per Marquard Otzen • Paint Over • Storm P. • Papfar alias Søren Behncke • Ove
Christian Pedersen • Anne-Lise Møller Petersen • Børge Biilmann Petersen • Carl Petersen • Pablo Picasso • Palle Pio
• Kai Ulrich von Platen • Bjørn Poulsen • Erik Poulsen • Randi og Katrine • Tonning Rasmussen • Ulf Rasmussen •
Annelise Rathsach • Helge Refn • Axel Revold • Jørgen Rode • Clare E. Rojas • Olaf Rude • Peter Rössell • Ebbe Sadolin
• Gunnar Saietz • Axel Salto • William Scharff • René Schmidt • Karl Schou • Povl Schrøder • Alex Secher • Peter
Sedgley • Henning Seidelin • Peter Severin • Alev Siesby • Otto Sievert • Chresten Skikkild • Pierre Soulages • Ole
Sporring • Jon Stefánsson • Gerald Steffe • Erik Steffensen • Nina Sten-Knudsen • Erik Stockmarr • Niels Strøbek
• Max Walther Svandberg • Carsten Svensson • Kamma Svensson • Christine Swane • Lars Swane • Sigurd Swane
• Fritz Syberg • Jens Søndergaard • Trine Søndergaard • Arne Haugen Sørensen • Eva Sørensen • Jens Flemming
Sørensen • Jørgen Haugen Sørensen • Svend Erik Tanggaard • Bent Stubbe Teglbjerg • Arnoff Thomsen • Jette Thyssen
• Elisabeth Toubro • Gavin Turk • Ivar Tønsberg • Elis Ulman • Arne Ungermann • Inger Ungermann • Susanne
Ussing • Jørn Utzon • Rudolf Valenta • Poul Vandborg • Victor Vasarely • Sigurd Vasegaard • Ib Veith • Jan Voss •
Bent Plenge Wallenstrøm • Birte Weggerby • Erik Werner • Gunnar Westmann • Karen Westmann • Han Wezelaar
• Preben Wilmann • Thomas Winding • Wunderlich • Lars Wärild • Troels Wörsel • Preben Zahle • Mogens Zieler •
Kathrine Ærtebjerg • Nulle Øigaard • Niels Østergaard • Lars Åkirke
4 GRØNNINGEN
GRØNNINGEN 5
Flokdyr?
Bestyrelsen
byder velkommen!
AF VIERA COLLARO (formand)
OG ANITA JØRGENSEN (næstformand)
Poul Agger
Merete Barker
Jens Birkemose
Peter Bonnén
Peter Brandes
Stig Brøgger
Morten Buch
Ronald Burns
Ruth Campau
Eva Steen Christensen
Viera Collaro
Henning DamgaardSørensen
Egon Fischer
Mads Gamdrup
Hjördis Haack
Anette Harboe Flensburg
Leonard Forslund
Lone Høyer Hansen
Ib Monrad Hansen
Paul Janus Ipsen
Nicolai Howalt
Poul Isbak
Frithioff Johansen
Anita Jørgensen
Steffen Jørgensen
Astrid Kruse Jensen
Frans Kannik
Eske Kath
GRØNNINGEN er en
platform, hvor en stor
diversitet af kunstnere
og en mangfoldighed af
udtryk mødes. Derved
udtrykkes både formelt
og på indholdssiden
en samlet refleksion
over vores tid, som står
i globalitetens navn,
og er præget af store
spørgsmål som klima­
problematik og en stig­
ende bevidsthed om
naturgrundlaget.
Her mødes flere genera­
tioner med deres indi­
viduelle værker, som
Tom Krøjer
Malene Landgreen
Carl Magnus
Lise Malinovsky
Seppo Mattinen
Loui Michael
Øivind Nygård
Allan Otte
Hans Pauli Olsen
Bjørn Poulsen
Tonning Rasmussen
Alev Ebüzziya Siesbye
Ole Sporring
Gerald Steffe
Trine Søndergaard
Arne Haugen Sørensen
Jørgen Haugen Sørensen
Svend Erik Tanggaard
Jette Thyssen
Erik Werner
hvor koncerter, events,
seminarer, teater og fester
udspiller sig. Det er første gang at
dette 2000 kvadratmeter
store tidligere saltlager
tages i anvendelse til ud­
stilling af kunst. I samar­
bejde med Carsten Lehr­
skov, som står for stedet,
har vi kastet os ud i det
store projekt at omdanne
hallen til udstillingssted.
I Dockens kæmpe
industrihal går GRØNNIN­
GENS kunstnere i dialog
med dette usædvanlige
rum, for at vise, at deres
værker tilsammen kan
skabe en udfordrende op­
levelse med stor energi.
GRØNNINGEN har gen­
nem de seneste år været
igennem en fornyelses­
proces, og i den forbind­
else vil vi også gerne på
hele GRØNNINGENS veg­
ne byde vores nye med­
lemmer – Morten Buch,
Eva Steen Christensen,
Mads Gamdrup, Hjördis
Haack, Nicolai Howalt,
Astrid Kruse Jensen, Trine
Søndergaard, Allan Otte
– samt denne udstillings
gæster Anders Bonnesen,
Heine Klausen, Michael
Mørk, Papfar samt Randi
og Katrine velkommen
til sammen med os at
bidrage til at GRØNNIN­
GEN fortsat skal være et
‘sted’, hvor nogle af lan­
dets væsentlige og inter­
essante kunstnere viser
deres nye arbejder.
Kvalitet og
mangfoldighed
LEDER
AF IB MONRAD HANSEN
pva GRØNNINGENS bestyrelse
Eva Koch
rummer kunstformer fra
installation, fotografi og
videokunst til skulptur og
maleri. Alt dette samles i
et dynamisk reflektions­
rum og bekræfter, at
GRØNNINGEN er her og
holder sin knap 100-årige
tradition i hævd med et
væsentligt indspil i den
danske kunstverden.
Vi har valgt at vise grup­
pen med de over 50 kunst­
nere i et nyt og i kunstsam­
menhænge utraditionelt
miljø, midt i Nordhavnens
erhvervsområde – et af de
nye byrum, der er under
udvikling i København.
Docken er med sin
gode cafe og placering
helt nede i strandkanten
et af byens ”hotte” steder,
”Lort på dåse er noget
lort”. Det var groft sagt
det statement, der kom
til at bide sig fast og
skabe furore efter det
første store tv-inter­
view, Per Stig Møller gav
i forbindelse med sin
udnævnelse til kultur­
minister februar 2010.
At kulturministeren ger­
ne vil holde Manzonis
dåselort ud i strakt
arms­længde, er forståe­
ligt nok, især, hvis man
tager de lækagesager i
betragtning, som har
omgæret dåsen. At avant­
gardens vellønnede for­
svarere
efterfølgende
havde svært ved skelne
mellem ministerens per­
sonlige mening og hans
kulturpolitiske agenda,
siger til gengæld ikke så
lidt om den nervøsitet,
der præger avantgarde
identiteten, nu hvor
verden udenfor dåsen
i ironi og fladhed så
udmærket matcher dens
indre strukturer.
Imidlertid sagde Per
Stig Møller i interviewet
med Jens Olaf Jersild på
DR1 også andre ting, der
måske på sigt kan vise
sig mere frugtbare og
perspektivrige, og som
har relevans ikke mindst
for en kunstnersammen­
slutning som GRØNNIN­
GEN.
Da Manzonis koncept­
kunst-ikon blev skabt,
var kulturlivet i høj grad
elitært, og der eksiste­
rede et svælg mellem den
bredere befolknings for­
stadserfaringer med wien­
erbrød og whiskybæltets
erfaringer med wiener­
klassik. Dette svælg måtte
og skulle udlignes. I dag,
sagde kulturministeren,
befinder vi os i den mod­
satte situation. Vi hylder
amatørismen, mens pro­
fessionalisme – og i det
hele taget større og
dybere tilløb til at tage
favntag med den nye ver­
den, som er i støbeskeen –
ikke bliver taget alvorligt.
Idet kulturministeren,
i modsætning til den
trend, der ellers præger
administrationen rundt
omkring i landet, véd
noget om det felt han
administrerer, så ved han
også at kunst kan mere
end at udtrykke tidsånd
og lifestyle. Den kan være
eksempelsættende. Kunst
kan både bevæge sig på
den horisontale og den
vertikale akse. Kulturen
har, godt hjulpet af Man­
zoni, slået en kolbøtte
fra højpandet til flad­
pandet, og nu foreslår
ministeren, at den finder
en ny balance med begre­
berne kvalitet og mang­
foldighed.
Der skal ikke tæskes
langhalm på den sag her,
men da GRØNNINGEN
sammen med andre kunst­
nersammenslutninger
for et par år siden, med
pressens almindelige kort­
sigtede sensationsbegejst­
ring og kunstbureaukra­
tiets stiltiende accept,
blev smidt på Kunsthal
Charlottenborgs port, var
det netop begreber som
kvalitet og mangfoldig­
hed, der stod på spil.
Der findes overordnet
set tre udstillingsformer:
Den museale, som er for­
pligtet på at vise kanonise­
rede kunstnere, galleri­
erne, som er forpligtet på
markedets love om udbud
og efterspørgsel, og kunst­
nersammenslutningerne,
nye som gamle, der er
forpligtet på kvalitet og
mangfoldighed. Ingen af
disse udstillingsformer
er ideelle, de udelukker
heller ikke hinanden,
men de er forskellige – og
forskellene er forankrede
i deres struktur og mål­
sætning. I sagens natur
skal det her handle om
den sidste, nemlig kunst­
nersammenslutningerne.
GRØNNINGEN er en
organisk struktur, som
aldrig er mere end sum­
men af udstillende kunst­
nere, den tjener intet an­
det formål end at udstille
kunst. GRØNNINGEN har
i snart hundrede år fun­
geret ved at kunstnere
vælger kunstnere til at
udstille, enten som gæs­
ter eller medlemmer.
— Fortsættes side 6.
AF LINE ROSENVINGE
Hvem siger kunsten
behøver fine hvide rum
for at sparke fra sig?
GRØNNINGENS første
udstilling fandt sted i
en midlertidig træhytte
og man havde, også af
økonomiske
årsager,
aftalt med tømreren, at
han fik brædderne re­
tur efter udstillingspe­
rioden.
Bygningen, der blev op­
ført af GRØNNINGENS
stiftende medlemmer i
1915, fik af offentlig­
heden tilnavnet “indian­
erhytten” på grund af
Gauguins skulpturer ved
døren og den kulørte
ornamentik. Træhytten blev opført
på Grønningen ved Øster­
bro i København. Dette
stednavn blev også navnet
for den nystiftede kunst­
nersammenslutning. Siden har GRØNNIN­
GEN afholdt talrige ud­
stillinger, heraf knap 70
på Kunsthal Charlotten­
borg. På Docken ind­
tager GRØNNINGEN igen
en rå skal, fordi kunsten
består selvom rammerne
skifter.
GRØNNINGEN er med
sine over 50 medlemmer
landets største kunstnersammenslutning. GRØN­
NINGENS
medlemmer
repræsenterer tilsammen
et toneangivende udsnit
af de seneste 100 års dan­
ske billedkunst, som det
fremgår på foregående
side, hvor du ser navnene
på alle dem, der har ud­
stillet på GRØNNINGEN.
Heroverfor navnene på de
nuværende udstillende
medlemmer, der bærer
GRØNNINGEN videre.
Fugle flyver som be­
kendt i flok, når de er
mange nok. GRØNNING­
EN er ikke flokdyr. Dertil
er mangfoldigheden for
slagkraftig og handling­
erne for uforudsigelige.
Som efterårets fugletræk,
flytter GRØNNINGEN sig,
men det sker i pulsslag
og uden ledestjerne.
Det, som binder dem
sammen, er evnen til at
skabe kvalitet og lysten
til at udstille sammen,
på egne betingelser. Den
enkelte kunstners bidrag
til udstillingen er alene
betinget af kvalitet, det
er ikke illustration af et
udstillingskoncept eller
kommentar til et tema.
Så forvent intet og få alt.
GRØNNINGEN
blev
til i kaos – og trives
måske med en smule
kaos. Først 2006 opda­
terer GRØNNINGEN de
løst skitserede vedtægter
fra stiftelsesåret, hvor en
gruppe kunstnere brød
ud fra Den Frie Kunstner­
sammenslutning efter en
debat afledt af en afstemning om, hvorvidt malerne
Albert Naur, Olaf Rude og
billedhugger Johannes C.
Bjerg skulle være gæster.
Udbrydergruppen forlod
Den Frie Kunstner­sam­
men­slutning og stiftede
GRØNNINGEN.
Harald
Slott-Møller, der havde
været med til at stifte
Den Frie Kunstnersam­
menslutning, udtrykte
ved denne lejlighed sin
åbenlyse lettelse over
at være sluppet af med
”Radikalismens Parasit­
yngel” og den smittende
”Ungdomsbetændelse”
(Kunstbetragtninger, Dag­
bladet Vort Land, 30. marts
1915).
Den yngste i den
nydannede
kunstner­
gruppe, 26-årige Albert
Naur, tegnede GRØNNIN­
GENS logo og gruppen
begyndte arbejdet med at
organisere udstillinger.
Det gik ikke stille for sig.
I de efterfølgende årti­
er har GRØNNINGENS
kunst­nere afholdt årlige
udstillinger med gæster.
Gerne ambitiøst og inter­
nationalt.
“Grønningen har vær­
et dygtig til at sælge sig
selv, der har altid været
fest om dens udstillinger.
Dens medlemmer har jo
lige fra begyndelse talt
livslystne og glade men­
nesker imellem sig, ”som
Albert Mertz skrev i 75-års
jubilæumskataloget 1990.
Det er med denne for­
historie GRØNNINGEN­S
kunstnere byder velkom­
men på Docken. Vel mødt!
Line Rosenvinge (f. 1975) er mag.art. i
kunsthistorie og stifter af Tender Task,
der udvikler og understøtter større og
mindre projekter for offentlige organisationer, private virksomheder og individuelle kunstnere. I perioden 2009-2010
har hun arbejdet for GRØNNINGEN.
GRØNNINGEN 7
6 GRØNNINGEN
­­­— fortsættelse fra side 5.
For at blive medlem, skal
man have udvist en pro­
fessionel praksis, og man
skal foreslås og accepteres
af generalforsamlingen.
GRØNNINGEN overlever
ved, at de kunstnere, som
sælger noget, giver en del
af indtægten til fællesskabet, hvilket kun lige
til­lader den ene udstilling
at finansiere den næste.
Da kunstnere heldigvis
har en vis levetid, betyder
det, at en mangfoldighed
af udtryksformer og
generationer
naturligt
gror ud af strukturen.
På den måde slynger
GRØNNINGEN sig op gen­
nem årtiernes formelle
kunstneriske tiltag, og
bidrager derved til at
skabe en tidslig horisont
og kontinuitet i det felt,
vi med højest mulig kvali­
tet ønsker at holde åbent,
nemlig kunsten.
I en kunstverden, som
bliver mere og mere insti­
tutionaliseret og instru­
mentaliseret for at kunne
matche oplevelsesindus­
triens og eventkulturens
krav, ser vi sammenslut­
ningsidéen som en ene­
stående udstillingsform,
der med fornyet radika­
litet kan sætte fokus
på begreber som konti­
nuitet, formpluralisme,
indi­vidualitet og værk.
Kunstnersammenslutnin­
gerne kan skabe et møde
mellem betragter og
værk, der ikke er afgjort
på forhånd af et overord­
net tema eller en bestemt
kunstpolitisk diskurs.
Med udgangspunkt i de
seneste års tumultariske
debat om forskellige ud­
stillingsformer, ser vi des­
uden sammenslutningen
som et vigtigt alternativ,
der fungerer positivt for­
skelligt fra de museale
rum, som er forpligtet
på skatteydernes penge,
og gallerirummet, som i
hovedsagen er forpligtet
på den enkelte kunstners
markedsværdi.
Pluralisme og mang­
foldighed opstår af sig
selv, hvis man er mange
nok. Det er altid GRØN­
NINGENS udfordring, at
de udstillede værker, på
tværs af de forskellige
udtryksformer, oppebær­
er tilstrækkelig kvalitet
til, at mangfoldigheden
kan løfte sig fra at være
tilfældig til at være inter­
essant. Hvis man laver et
lille regnestykke og gang­
er antallet af udstillende
kunstnere med et lavt sat
tidsforbrug på 250 timer
pr. kunstner, og igen gang­
er det med en dansk gen­
nemsnitsløn på 300 kr,
og tillægger bestyrelsens
timeforbrug, ender man
med et akkumuleret tids­
forbrug af professionel,
frivillig arbejdskraft til
en værdi i omegnen af fire
millioner kr. Det er den
saft, kraft og stædighed,
der gerne, vores til smer­
tegrænsen pressede situa­
tion til trods, skulle give
udstillingens gæster en
kunstoplevelse, hvor de
hver især frit kan tage
stilling til de individuelle
indsatser, den består af,
og den mangfoldighed,
de indgår i.
Derfor er det med den
største fornøjelse, at
GRØNNINGEN kan byde
alle velkomne, når vi
den 18. september 2010
åbner dørene på Docken.
Tilbage i København.
Tre noter om
politisk kunst
“
Der er ikke noget mere trættende end kunst som
siger at krig, forurening og racisme er dårligt. Det er
det jo, det ved vi godt. Dem, som mener noget andet,
bliver alligevel ikke omvendt af budskabskunsten.
”
DEBAT
AF TORBEN SANGILD
Hvorfor bliver kunst­
nerne ofte skudt i
skoene at de er naive,
pladderhumanistiske
og politisk korrekte? Er
det udelukkende fordi
hele samfundet er sty­
ret af oplevelsesøkono­
mi og manglende re­
fleksion? Eller kunne
ansvaret også nogle
gange falde tilbage på
kunsten selv? Jeg vil
kort argumentere for,
at der er et samfunds­
analytisk
håndværk,
som den politiske kunst
skal mestre, men som
den langtfra altid gør.
1. Hvad er politisk kunst?
Med politisk kunst, men­
er jeg kunst, som har et
tydeligt politisk emne.
Det behøver ikke være
et udsagn, det behøver
ikke være en holdning,
det kan sagtens være
åbent, men dets emne
skal være politisk i den
forstand at værkerne
direkte behandler, kom­
menterer eller interagerer
med samfundsmæssige,
politiske eller ideologiske
fænomener.
Det betyder ikke at
jeg ikke mener at andre
former for kunst kan
være kritiske eller have
politiske aspekter. Her
bør man nok skelne mel­
lem indhold/sujet/emne
og så gehalt. Gehalt er et
tysk ord, som betegner
de kulturelle, historiske
og
samfundsmæssige
perspekt­iver af noget,
frem for dets direkte ind­
hold. Kunstens gehalt er
ofte kritisk, selv om vær­
ket ikke formulerer en
indholdsmæssig kritik.
Jeg er således enig i, at
al kunst i sidste ende er
politisk, for så vidt som
det også er et ideologisk
valg at lave kunst, der
ikke handler om noget,
eller som kigger ind i den
såkaldte sjæl frem for
ud mod samfundet. Men
man kan godt både aner­
kende dette og så alligevel
operere med en snævrere
definition af politisk kunst
som dét, der handler om
noget politisk. Et begreb
kan ikke bruges til noget,
hvis det omfatter alt.
2. God og dårlig politisk
kunst
En del folk opfører sig
som om politisk kunst
er enten godt eller dår­
ligt. For nogle er politisk
kunst godt, hvis bare det
siger det samme som
de selv mener, og det er
næsten altid noget ven­
streorienteret. For andre
er politisk kunst dårligt,
fordi de tænker politisk
kunst som agiterende
og hellere vil have noget
andet, noget der ikke
propaganderer det poli­
tisk korrekte.
Men sagen er jo, at
der findes god og dårlig
politisk kunst. Og man
skal ikke vurdere den ud
fra om den bekræfter ens
egne holdninger, men
snarere om den peger på
noget, man ikke havde set
sådan før. Der er ikke no­
get mere trættende end
kunst som siger at krig,
forurening og racisme
er dårligt. Det er det jo,
men det ved vi godt, og
dem som mener noget an­
det, bliver alligevel ikke
om­vendt af budskabs­
kunsten. Kunsten må gå
dybere, og for eksempel
finde racistiske element­
er i vores mainstreamkul­
tur, eller mere tvetydigt
og åbent afprøve forestill­
ingen om danskhed.
Man kan ikke stille
retningslinjer op for god
kunst, ej heller for god
politisk kunst, men man
kan anføre nogle tommel­
fingerregeler, vel vidende,
at der er undtagelser. Det
er vejen til at tale lidt mere
nuanceret om politisk
kunst: God politisk kunst
er noget, hvor kunstneren
siger noget nyt, udpeger
noget slående, griber ind
i virkeligheden eller stil­
ler væsentlige spørgsmål,
der ellers ikke stilles. Det
som udtrykkes skal ikke
være banalt. Det almin­
delige
kunstpublikum
skal ikke have bekræftet
deres viden og politiske
holdninger, men over­
raskes eller få nuanceret
deres
verdensbillede.
Eller måske ligefrem ud­
fordres eller provokeres. God politisk kunst gør
dette på en præcis og in­
teressant måde. De benyt­
tede kunstneriske medier
sættes i spil på en måde
hvor der kan udtrykkes
en anderledes gestus end
et udsagn i samfundsde­
batten. I den gode poli­
tiske kunst sker dette som
regel på baggrund af, at
kunstneren gennem ben­
hård research har sat sig
ind i aspekter af emnet,
der rækker ud over den
almene avislæsers viden.
Man får altså noget nyt
at vide eller ser det fra en
anden vinkel eller sætter
særlige partikulære ek­
sempler i spil.
3. Det politiske kunstånd­
værk
Hvis jeg har ret i, at det
er en fordel, at kunst­
neren ved mere om sit
emne end os andre, så er
der et håndværk, som den
politiske kunstner med
fordel bør lære sig i den
analyserende fase. Eller
rettere: Der er et forråd af
‘åndværk’, som ligger til
kunstnerens disposition,
og nogle af dem er hard­
core: Statistik, økonomi,
samfundsteori (ikke kun
de marxistiske og revolu­
tionære, men også andre),
diskursanalyse osv. osv.
Ikke dem alle på én gang,
men dem som belyser det
pågældende fænomen.
Hertil kommer natur­
ligvis en specialviden om
(eller særlig tilgang til)
emnet selv. Det var en
lignende tanke, der fik
Colonel til at udbyde
kurser i statistik og
økonomi til de aktion­
erende kunst­nere under
klimatopmødet.
Det er naturligvis ikke
nok med dette ‘åndværk’,
for det skal så udmønte
sig i interessante og
præcise værker eller ud­
stillinger eller aktioner
– men kun i ganske sær­
lige tilfælde er politisk
naivitet en fordel. Det er
ikke nogen fordel når John
Kørner vælger at navn­
give sine Afghanistanmalerier med navnene på
de faldne danskere, når
han samtidig helt und­
lader at forholde sig til
menneskeskæbnerne og
de konkrete historier bag.
Det er ikke nogen
fordel, at Superflex ind­
optager en uhyre interes­
sant og tvetydig politiskøkonomisk figur som
George Soros, og så blot
skildrer ham som værende
en almindelig børsmæg­
ler i værket ‘The financial
Crisis’. I begge tilfælde
rummer værkerne enten
et vidensunderskud eller
en ligegyldighed over for
virkeligheden, som ikke
klæder politiske værker.
Og
det
er
særligt
skuffende, når der er tale
om nogle af vores frem­
meste kunstnere, som jeg i
øvrigt har stor respekt for.
Dette er altså en hyld­
est til den gode politiske
kunst. Den kunst der, på
en slående måde åbner
mine øjne, for ting jeg
ikke vidste. Den der nu­
ancerer mine holdninger
og prikker til mine for­
domme. Den der provo­
kerer mig til at tænke over
aspekter, som jeg ikke var
opmærksom på. Den der
gør politiske emner an­
skuelige i sanselig eller
fortællende form. Eller
den, der med et finurligt
twist giver nye, over­
raskende, satiriske blik på
aspekter af det samfund,
vi selv lever i og de an­
dre samfund, vi bør vide
mere om.
Torben Sangild (f. 1969), er cand.mag.
i filosofi og moderne kultur. Anmelder
af billedkunst, tv og musik i Politiken.
Postdoc på Institut for Kunst- og
Kulturvidenskab, Københavns Universitet.
Hvad er kunst (ikke)?
DEBAT
AF OLE FOGH KIRKEBY
Som tyveårig arvede
jeg fra min morfar,
der var kunstsamler,
nogle af GRØNNIGENS
gamle kataloger. Nogle
var meget gamle, fra
dengang kunst var en
re­lativt
velafgrænset
genre, som kunstnere
så
eks­perimenterede
inden­­­for men ikke med.
I dag ser verden ander­
ledes ud og kunst er et
begreb, som de færreste
vel ville ønske at blive
afkrævet en definition
af. Alligevel har kunst­
neren paradoksalt nok
en særstatus, fordi kun­
stinstitutionerne sta­
digvæk synes at besidde
magten over dens kval­
itet. Kunst er den vare,
som kan sælges, til en
vis pris vel at mærke,
og som institutioner
køber og anmeldere
anerkender. Markedet
definerer i dag hvad
kunst er, ikke kunstens
eget væsen.
Det har først og fremmest
medført, at den betyd­
ning, der ligger til grund
for ordet ”kunst”, nemlig
at kunne, er blevet kraf­
tigt relativeret. Det hånd­
værksmæssige mesterskab,
der lå til grund for kunst­
nernes evne til at gøre
et særligt perspektiv på
livet og verden virkeligt,
og beherske en genre,
er erstattet af evne til at
skabe nye perspektiver
uanset de professionelle
krav til en basal kunnen.
Damien Hirst, der smider
sine gamle malerier ned i
en container, er et proto­
typisk eksempel – det man
nåede at se af dem på vid­
eoen fik én til at korse sig.
Verdens højest betalte,
plastiske kunstner, kan
ikke håndværket, men har
allieret sig med en kon­
servator. Indpakningen af
bygninger i plastik og ud­
lægning af nylonformer i
landskaber kræver ingen
kropslig kunnen.
Denne fjernelse af
ku­nsten fra kroppen er
et symptom på vores tid,
ligesom de elektroniske
musikprogrammer og de­
res tekniske kontekst. Når kroppen udskilles
fra værket som dets nød­
vendige betingelse, på­
virkes forholdet mellem
tid og værk afgørende.
Ikke blot kan værket fa­
brikeres langt hurtigere
end tidligere, men den
tid, der som læringsforløb
er oplagret i kunstnerens
krop, bliver overflødig.
I denne udvikling ophæves
også et af skønhedens mest
betydningsfulde grundlag,
at et værk er koncentreret,
behersket, eller direkte
mestret tid, inkorporeret
gennem en plastisk inten­
sitet, der giver beskueren
denne tid i tilgift. Når
man får tid forærende,
får man nye indgange til
sin erindring, og al kunst
handler om evnen til at
gøre sådanne erfaringer
mulige, der ikke blot,
som al erfaring aktiverer
erindring, men aktiverer
erindring af det at erin­
dre. Dette er én af skøn­
hedens grundpiller, fordi
den altid balancerer på
grænsen til vemod, læng­
sel og sorg. I det oplevede
skal det tabte kunne
træde frem, den for altid
mistede tid skal komme
tilbage i dråber af alle de
sansedimensioner, som
vores krop giver os.
Men i det værk, der
formår at koncentrere tid,
fordi det har taget tid og
kræver læringens lange
stræk af tæt tid, står også
en alternativ kropslighed
frem, nemlig billedet af
en mulig fremtid. Derfor
kan kunst ikke kun være
kognitiv, oversættelse af
tanker til koncepter og
installationer, men må
kunne få den plasticitet i
tale, hvis centrum er den
levende-levede krop. Det
er den, som skal gå foran
os ind i de billeder af
fremtiden som den ægte
kunst, der altid rummer
utopien, kan fremmane.
Derfor kan kunst hel­
ler ikke kun være kritisk,
programmatisk, dogma­
tisk eller opbyggelig.
Kunst skal være virkelig.
Og virkeligheden ER krop­
pens tilstedevær i begiven­
heden og begivenhedens
tilstedevær i kroppen.
Megen helt ny kunst
er sørgelige eksempler på
– hvad jeg vil kalde ”event­
er” – kunstige, installerede
begivenheder uden den
tilfældighed, nødvendig­
hed, alvor og jubel, som
kroppens tilstedevær in­
debærer.
Kunstens dimension er
øjeblikket. Det øjeblik,
hvor værket af kunstne­
ren selv kaldes ”færdigt”
– hvad hun end måtte føle
ede ved. Mange kunstnere
bliver berømte på at bilde
folk ind, at de kan vise
dem et andet perspektiv
på få minutter. Det er be­
drag. Et værk skal blive en
del af vores krop ved at
spredes i den indefra som
en del af dens stofskifte
og vækst. Vi skal blive det,
have udtænkt hans maleri
‘Convergence’ fra 1952,
skulle man have været en
mester i at tænke form og
farve, man skulle være de
største ornamentmagere
overlegen. Åbenbart kan
nogle indfald erstatte års
øvelse. Men sådan et værk
bliver jo af kunstneren
Et værk skal kræve et fortæringsarbej­
“
de, for ellers går det ind og ud af begge
ender som om ingenting var hændt. Et
værk skal ikke bare få os til at skifte per­
spektiv, se på en anden måde, for det er
altid et fantasme, og en smart måde at
sige på, at vi genkender noget vi allerede
ved. Mange kunstnere bliver berømte på
at bilde folk ind, at de kan vise dem et
andet perspektiv på få minutter. Det er
bedrag. Et værk skal blive en del af vores
krop ved at spredes i den indefra som en
del af dens stofskifte og vækst.
i den sammenhæng. Det
øjeblik, hvor den første
tilskuer, lytter, berører,
indsnuser, smager, læser
eller lytter, bliver vidne til
det. I dette øjeblik bliver
det værk, der har format,
selv kropsligt. Det bliver
organisk, form og materie
forenes i en oplevelse – der
måske tvinger os til at ad­
skille dem analytisk – der
gør tiden kødelig. Ikke
bare urørligt, ophøjet
kød, men kød, der gør
os til menneskeædere.
For vi fortærer kunstner­
en med værket. Men kun
det kød er tæt og saftigt,
der har vokset længe nok,
og kun sener og muskler
kan give den fornødne
modstand mod den lette
og overfladiske konsump­
tion, der kendetegner det,
man kalder ”oplevelses­
samfundet”.
Et værk skal kræve et
fortæringsarbejde, ellers
går det ind og ud af begge
ender som om ingenting
var hændt. Et værk skal
ikke bare få os til at skifte
perspektiv, se på en an­
den måde, for det er altid
et fantasme, og en smart
måde at sige på, at vi
genkender noget vi aller­
vi fortærede i går – som
man til skræk og advar­
sel siger, når man mener
folk skal lægge deres
kostvaner om.
Men kunsten skal ikke
få os til at lægge vores kost­
vaner om, det er instal­
lationskunst – som for­
modentligt næs­ten aldrig
opnår det den sælger sig
på – den skal få vores krop
til at omlægge sig selv.
Derfor skal den kunne
fremstå som et øjeblik,
der kan lagre sig i os som
den slags computerpro­
grammer, der, fordi de er
et koncentrat, kan foldes
ud i baner så lange som
vores lungehinder gen­
nem alle fibre og celler.
Hvis sådanne krav til
kunsten kunne accept­
eres, er der meget lidt
ordentlig kunst i dag. Jeg
kan ikke nægte, at jeg er
vild med Jackson Pollock,
men hvem malede hans
billeder? Her er det, jeg
lige har sagt, vendt på
hovedet, hans krop har
malet på hans vegne. Men
kan kroppen slippe den
tanke, der bebor den, og
lade et resultat stå frem
ved at lade tilfældigheden
arbejde? Hvis man skulle
”
selv vurderet som et re­
sultat, han vil nå, EFTER
at han har lavet det. Han
er bagefter værket, men
ikke udenfor det. Men
dets ophavsmand er han
ikke, ikke engang som
ophavsretten forsvinder
hos den skrivende, når
hånden overtager reflek­
sionen som om den var
vores ydre hjerne.
I den forstand synes
vi at måtte acceptere, at
kunst ikke beror på kun­
nen, men på at give tilfæl­
det chancen. Få den idé at
køre en motorcykel over
et lærred. Men herved
bliver kunstneren ikke
længere ansvarlig for
sin kunst, ligesom man
ikke er ansvarlig for sin
afføring, men kun for
dens virkning i den sam­
menhæng, hvor vi giver
slip på den. En kunstner
er altså et menneske, der
ved hjælp af et uendeligt
sæt af mulige teknikker
kan skabe et resultat, der
skaber en effekt, der er
æstetisk og kvalitetsrig,
hvis markedet siger det.
Men kampen mellem
kroppen og tanken er
borte i disse billeder, og
øjeblikket som frugt af en
tid, der har vokset længe i
os, er erstattet af et stjer­
neskud. Herved mister
kunsten sit forhold til
samfundet. For motor­
cykeldæk og konserverede
får har næppe de største
sociale erfaringer. Den
historiske
forpligtelse
dør bort. Kunst bliver his­
torieløs, fordi så mange
af de mulige redskaber
er nye i sig selv og helt
nye i forhold til kunst­
en. Men når historiens
erindringsrum
luk­kes,
lukkes lidelsen og under­
trykkelsen ude, de andres
og kunstnerens egen.
Kunst bliver uforplig­
tende, fordi denne ikke
som værk inkorporerer
et liv. Den bliver en del
af oplevelsesindustrien.
Måske har vi den kunst,
som vi fortjener?
Men vi kan også vende
billedet, for eksempel
mod Center for Kultur og
Udviklings internation­
ale festival IMAGES. Her
er kunsten i sit væsen det,
god kunst altid har været,
politisk. ”Politik” kan i sit
væsen betyde bevidsthed
om, at et fællesskab ikke
må eksistere på grundlag
af eksklusion. En sådan
kunst er i sin tilblivelses­
fase for alvor perspektivomvendende, fordi den
beror på en ældgam­
mel viden fra andre kul­
turer omsat til den nye
teknologi og den nye uen­
delighed af genrer. Den
kunst, der er kognitiv og
emotionel radikal uden at
sætte vores fordomme på
spil, betaler ved at blive
salonfähig. Der er kun et
aspekt af oplevelse, der
er noget værd, og som i
øvrigt er enhver oplev­
elses dybere mening, hvis
den har én, nemlig erken­
delse.
Kunsten skal ikke un­
derholde og behage, den
skal ødelægge, smerte,
forpligte og gøre klogere.
Ole Fogh Kirkeby (f. 1947) er professor
dr.phil., leder af Center for Kunst og
Lederskab ved Institut for Ledelse, Politik
og Filosofi ved Copenhagen Business
School, og forfatter til en lang række
bøger indenfor organisationsfilosofi,
kunst og ledelse.
8 GRØNNINGEN
Nu kører
kunstmaskinen,
hip hip hurra!
DEBAT
AF ARNO VICTOR NIELSEN
Selv om Docken fra den 18.
september kan betegnes
som et asylcenter for en
bortvist og hjemløs kunst­
nersammenslutning, der
i nogen grad drømmer
om at blive repatrieret i
Kunsthal Charlottenborg,
vil jeg alligevel tage mit
udgangspunkt i stedet her.
Nordre Frihavn blev jo i
sin tid anlagt for at imø­
degå konkurrencen fra
Hamborg. Hamborg med
opland er på størrelse med
Danmark. Forestil jer,
at Hamborgs bystyre be­
slutter at i 150 år skal der
i Hamborgs skoler kun
læses
hamborgensiske
forfattere, alt hvad der
bygges i Hamborg skal
være tegnet af hamborg­
ensiske arkitekter, og al
kunst i det offentlige rum
skal være af hamborg­
ensiske kunstnere. Dette
groteske scenario har
ikke desto mindre været
realiseret i Danmark.
I snart 150 år er dansk­
erne blevet spist af med
dansk litteratur, dansk
arkitektur og dansk billed­
kunst. Danske kunstner­
sammenslutninger har
reelt betydet, at vi er blevet
tæppebombarderet med
national, dansk kunst fra
slutningen af 1800-tallet
op til i dag. På den måde
minder de om andelsslag­
terierne og de store bryg­
gerier, for lige så længe
der har eksisteret kunst­
nersammenslutninger
DOMMEDAGSPRÆDIKANT­
EN OG JUBELIDIOTEN
Redaktionen for GRØNNIN­
GENS katalog 2010 har bedt
ovenstående tre debattører
om at forholde sig frit til de
spørgsmål, som nedenstående
oplæg rejser.
Dommedagsprædikanten
og jubelidioten fylder meget
på forum humanum, givetvis
fordi begge positioner sikrer
mennesket mod at handle.
Det går ad helvede til, eller
det går nok alt sammen, helt
af sig selv! Så sæt dig bare ned
på den flade og nyd udsynet
til, hvordan henholdsvis kaos
eller den endelige orden ind­
finder sig. Du gør ingen for­
skel!
Det senmoderne globali­
serede menneske befinder sig
med årlige udstillinger,
har danskerne spist sejt
og dårligt kød fra udtjente
danske malkekvæg, og
vi har drukket tyndt
og dårligt øl af mærket
Tuborg og Carlsberg.
Vi vidste ikke, at der
fandtes bedre. Det ved vi
nu, hvor udenlandsk kød
og øl strømmer til landet.
Vi har åbnet grænserne for
udenlandske arkitekter,
som på det seneste har
fået opført mesterværker
i landet. Kunstrådet invi­
terer nu for danske skatte­
yderpenge udenlandske
kunstnere til Danmark
“for at fremme dansk
kunst”, som det hedder.
Vi er på vej ud af den na­
tionale ghetto, som vi har
levet i 150 år, og som ikke
mindst de danske kunst­
nersammenslutninger
har sin del af ansvaret
eller æren for.
Det offentlige rum i de
danske byer er plastret til
med lutter danske kunst­
neres produkter.
Der står jo snart et
monst­rum af Bjørn Nør­
gaard i hver anden by.
I skoler, på rådhuse og
over sofaen i tusindvis
af danske hjem hænger
der dansk kunst. Og intet
andet. Det er ikke mindst
de danske kunstnersam­
menslutningers fortjeneste.
De satte sig på det dan­
ske marked med samme
styrke som landbruget
og bryggerierne. Hver
gang GRØNNINGEN, Cor­
ner, Koloristerne, Decem­
bristerne, Den Frie etc.
afholder deres årlige
udstillinger indleder an­
melderne deres skriverier
med at sige, at dette er et
unikt dansk fænomen.
Men jeg spørger mig selv,
hvad det særligt danske
er ved at kunstnere slut­
ter sig sammen for at
udstille deres værker?
Var det ikke også det,
impressionisterne gjorde,
da de revolterede mod
Salonen i 1874 og grup­
perede sig som Societé
anonyme
cooperative
d’artiste og lavede deres
egen udstilling, og af
en kritiker fik navnet
“impressionister­ne”?
Var det ikke også det,
Secession­isterne i Wien
med Gustav Klimt i spidsen
gjorde, da de lavede deres
egen udstilling i 1898?
Og hvad med Der Sturm,
Die Brücke, Der Blaue Rei­
ter, surrealisterne, dada­
isterne? Og vi kan gå helt
tilbage til det Præraffali­
tiske Broderskab i Eng­
land i 1848.
Kunstnere har overalt
grupperet sig for at lave
deres egne udstilling­
er i oprør mod alle de
Allis Helleland-typer, som
har regeret over kunst­
museerne, i oprør mod
de vampyragtige og lidt
for smarte galleriejere,
i oprør mod de stok kon­
servative statslige censur­
komiteer.
Kunstnere har altid
grupperet sig, lige fra
malerlaugenes tid og til
grupper som Surrend og
Superflex i dag. Men de
har ikke altid grupperet
sig med det ene formål at
opslå deres fjellebod og
sætte sig solidt på hjem­
memarkedet.
Kunstnergrupper som
Klingen, Linien, Cobra,
Eks-skolen, Situationister­
ne og Fluxus var sam­
let om et bestemt
kunst­syn, en ideologi.
De lavede udstillinger,
de lavede happenings,
de udgav tidsskrifter, de
udfærdigede manifester
og traktater, de var inter­
nationalt
orienterede,
g rænseoverskridende,
de var oprørske, de ville
meget mere end markeds­
føring af egne værker.
Deres mål var ikke at
gruppere sig for at blive
statsanerkendt ved hjælp
af tipsmidlerne.
Hvad er på den bag­
grund det særligt danske
ved GRØNNINGEN og
lignende danske kunst­
nersammenslutninger?
At de “ikke er en sam­
menslutning med et
fælles ideologisk grund­
lag og en fælles kunst­
politik, endsige en fælles
æstetik” – for nu at citere
fra GRØNNINGENS selvpræsentation. Jeg spørger
mig selv, om det er no­
get særlig godt kun at
være et kommercielt fæl­
lesskab uden kunstnerisk
idé eller sammenhæng­
skraft? Måske ikke lige
det, men så noget andet
da. For der er også noget
godt ved de danske kunst­
nersammenslutningers
årlige udstillinger. Det
gode er ikke de ud­
stillede kunstværker, som
hver især kan være gode
nok, men som samlet
billede repræsenterer den
slags udstillinger aldrig
noget chokerende nyt.
Det gode er elementet af
folkefest. I hvert fald på
åbningsdagene. Det giver
mindelser om kunstud­
stillingernes barndom,
uden at jeg dog selv kan
mindes dét, for vi skal
helt tilbage til midten
af 1700-tallet i London
og Paris. De årlige salonudstillinger i Paris skal
have været var en kæmpe
social begivenhed. I Lon­
don blev man nødt til at
tage entré, for at holde de
værste elementer ude.
Alle kunstarterne ud­
springer af hofkulturen,
hvor de indgik i den store
høviske fest. Hvad brugte
man kunsten til ved hof­
ferne? Man brugte den som
samtaleemne. Over alle
de forskellige kunstarter
ved hofferne udviklede
der sig en selvstændig
kunstart, som var højt
værdsat, nemlig konversa­
tionskunsten. Alle kunne
snakke kvalificeret med
om kunst, alle var kend­
ere. Man havde ikke brug
for kunstanmeldere og
kunstbøger, kataloger og
kunsthistorikere.
Snakken om kunst
fortsatte, da borgerska­
bet overtog kunstarterne.
Den fortsatte i borger­
skabets saloner og kunst­
foreningerne. Men snart
forstummede
snakken
og blev erstattet af bunk­
en af kataloger, kunst­
tidsskrifter, kunstbøger
og anmeldelser, alt sam­
men udført af profes­
sionelle snakkehoveder.
Det gode, det rigtig
gode ved kunstnersam­
menslutningernes årlige
udstillinger, er, at de for en
stund genopliver snakken
om kunst mellem almin­
delige kunstinteresserede
mennesker. Det kan godt
være, at vi næsten har
mistet sproget, fordi de
professionelle kunsteks­
perter har stjålet det fra
os, men et par bemærk­
ninger kan vi lade falde,
for kunstnerne og det
kunstinteresserede publi­
kum mødes direkte, uden
det filter af pædagogise­
rende kunstmagistre som
ellers altid skiller os ad. Publikum er jo ikke
bare nogen, som kommer
i en åndelig kløft. Udspændt
mellem det faktum, at vi på
den ene side står over for befol­
kningseksplosion, ressource­
mangel og klimakatastrofer;
og på den anden side, hver
gang problemerne bliver
rejst politisk eller økonomisk,
bliver mødt med svaret “vækst
og forbrug”, selvom vi har en
klar fornemmelse af at dette
svar står i dunkel forbindelse
med problemernes årsag.
Hvis kunsten står i forbin­
delse med en kulturs og et
individs
overskudsproduk­
tion, hvordan kan den så over­
hovedet finde sted i et rum
fuld af underskud og angst?
Hvordan kan man undgå, at
kunsten bliver en tvivlsom
dekadent Abendland-syssel,
der højst kan hænge lidt bal­
loner op og pynte på nedtur­
ens overflader? Eller handler
det om at acceptere, at det er
alt, hvad der er: Hvis verden
er nederen, vil jeg sidde blødt
mens tingene eskalerer.
Disse spørgsmål er ikke
nye, men de rejses til skiftende
tider i skiftende scenarier.
Selvom
GRØNNINGENS
kunstnere på udstillingen
2010 præsenterer en mang­
foldighed af kunstneriske
udtryk, som alle forholder sig
forskelligt til livsverdenen,
skulle det undre, om ikke
disse spørgsmål har rejst sig
hos de fleste, midt i arbejdet
eller i en søvnløs nattetime.
Her kunne man indvende,
at det slet ikke er kunstens
problem. Men kunstneren er
jo også borger – og det poli­
tiske, som skulle arbejde på
at løse disse konflikter, synes,
i kraft af den populisme, der
har bredt sig gennem medi­
erne, udtyndet for selvtænk­
ende mennesker, der i vid
udstrækning er erstattet af
papegøjelignende væsner, der
med hovedet på skrå kun
har ét for øje og øre, nem­
lig at opfange, hvad de
skal lære at repetere, for
at beholde eller til­rane
sig sukkerknalden: magt.
I kølvandet på 1980ernes
opgør med lineariteten, det
man dengang kaldte de store
fortællingers død, synes der
at være opstået en konflikt
mellem eventkulturen, der
dyrker begivenheder uden
årsager og virkning, og det,
der har afsæt i individet, hvad
enten det gælder kunstværket
eller den individuelle human­
istiske forskning.
I virkeligheden foragter
event­kulturen den indivi­
duelle kunst. Eventkulturen
bryder sig ikke om løsgående
individer, der på den ene
eller den anden måde kan
anfægtes, fordi disse anfæg­
telser risi­kerer at sprede et
grelt lys ud over bemeldte af­
tenlandskab, og fordi indivi­
duelle ytringer lægger op til
fortolkning, som igen stiller
krav til individet.
Kunstneren bliver ofte
skudt naivitet, pladderhu­
manisme og politisk korrekt­
hed i skoene. Med et begreb
som ”oplevelsesindustri”, vil
eventkulturen i realiteten den
individuelle kunst til livs.
Den er en trussel mod krigen.
For mens gruppen i fordrage­
lighed kan repræsentere de
mange, indtil den konfliktuelt
og glor på billeder. Pub­
likum er i høj grad selv
med i billedet. Uden pub­
likum, ville der ikke være
kunst. Der hører mere til
kunsten end en, to eller
tredimensional genstand
på en væg eller et gulv.
En sådan ting ville ikke
være kunst uden pub­
likum, uden en kultur­
minister, som godt nok
ikke kan lide lort på dåse,
uden et passende rum,
uden en kunstanmelder,
en kunstavis, en åbning
etc. Vi er alle sammen
med til at skabe den
energi, der har krystal­
liseret sig i de firkanter,
som hænger på væggene,
og som vi benævner ‘kun­
stværker’.
Alt dette og mere
til er med til at skabe
kunst­en. Der er ikke
noget af det, der kan und­
væres: kunsthistorikeren,
museums­direktøren, gal­
leriejeren, kunstkritiker­
en, kunst­filosoffen, pub­
likum, kunstsamlerne,
kunsttids­skriftet, katalog­
er, postkort, kunstbygnin­
gerne, kunstforeninger,
kunstmesserne – og, ikke
at forglemme, kunstnerne
og deres frembringelser.
Hvis det ikke var der alt
sammen, ville vi ikke glo
på en firkant på en væg i
flere minutter, ja måske
i årevis. Hvad er kunst
og hvor gemmer kun­
sten sig? Det er det store
spørgsmål. Men det lader
sig besvare ganske let.
Kunst skabes af den kæmpe
maskine, som jeg netop har
udpeget nogen af maskin­
delene fra. Når den mask­
ine kører, får vi kunst.
POUL
AGGER
Arno Victor Nielsen (f. 1946) er filosof
og lektor i pædagogisk filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole,
kulturanmelder og klummeskribent.
støder på en anden gruppe,
er individet paradoksalt nok
det eneste kritiske sted,
der kan repræsentere alle.
Individualiteten er således
ikke fællesskabets fjende, men
dets mindste enhed og positive
modsætning. Når vi bliver
stillet overfor valget mellem
individualitet eller fælles­
skab, er det en falsk opstill­
ing. Det, der truer fællesska­
bet og sammenhængskraften,
er ikke individualiteten, men
egoismen, som er samfundets
negative modpol. Sammenhængs­kraften er
så­ledes hverken truet af glo­
balisering eller ”fremmede”,
men af de mange tiltag, der
fremmer konkurrencen mel­
lem individerne i det daglige
liv.
MADS GAMDRUP
ALLAN OTTE
RONALD BURNS
EVA STEEN CHRISTENSEN
STEFFEN JØRGENSEN
VIERA
COLLARO
TRINE SØNDERGAARD
EVA KOCH
ANITA JØRGENSEN
ANETTE
HARBOE
FLENSBURG
BJØRN POULSEN
FRITHIOFF
JOHANSEN
IB MONRAD HANSEN
LEONARD
FORSLUND
ØIVIND NYGÅRD
STIG
BRØGGER
CARL MAGNUS
ASTRID KRUSE JENSEN
MORTEN
BUCH
JETTE
THYSSEN
MALENE
LANDGREEN
LONE HØYER
HANSEN
HANS
PAULI
OLSEN
ERIK
WERNER
PAUL
JANUS
IPSEN
JØRGEN HAUGEN
SØRENSEN
LOUI
MICHAEL
Institut de SmartArt 3D.- tus 2010
Directeur General M. Frans Kannik
FRANS KANNIK
NICOLAI
HOWALT
HJÖRDIS HAACK
RUTH
CAMPAU
OLE SPORRING
SEPPO
MATTINEN
MERETE BARKER
GRØNNINGEN 25
IB GEERTSEN
1919-2009
Den ældste af GRØNNINGENS store malere er død. Ib Geertsen
fik som kunstner et langt og rigt liv, som kronedes med at også
de yngste kolleger satte pris på hans værker. Ib var også levende
interesseret i andres kunst. Der var ikke den fernisering, hvor han
og hans Birthe ikke var med. Vi husker alle hans karakteristiske
lange hvide hår og fuldskæg, som i øvrigt ikke havde forandret
sig i de sidste 50 år, hvad han selv koketterede lidt med. Kunstnerisk nåede han langt, hvad man ved selvsyn kunne konstatere
ved udstillingen på ARoS Århus Kunstmuseum 2009. Hans mange
venner og GRØNNINGENS medlemmer vil savne Ib, som vi indtil
for få dage siden troede var udødelig. Men det viser det sig nok,
at han bliver alligevel.
­— Peter Bonnén
LISE MALINOVSKI
EGON
FISCHER
TONNING
RASMUSSEN
TOM
KRØYER
SØREN KJÆRSGAARD
1935-2009
PETER MANDRUP
1949-2009
Første gang, jeg oplevede Søren Kjærsgaard, var i Ole Jensens
kældergalleri i Klareboderne. Under ferniseringen afslørede en
spinkel ung mand ganske særlige evner med et flot kraftspring
midt på det gråmalede betongulv. Nu er den unge mand død. Han kunne andet og mere end at slå kraftspring.
Både som maler, grafiker og skribent var Søren Kjærsgaard en
uforlignelig og underfundig kunstner. Hans billeder udfoldede
sig tit i uventede farvekombinationer, altid i en behersket og
forfinet kolorit.
Hans motivkreds og fortolkning var altid tankevækkende
og overraskende. Hvem andre kunne i samme billede finde på
at sammenstille en nøgen dame, halvtømte rødvinsglas, en
medisterpølse, kogte rejer og en opvask – og kalde det Frokost i
det grønne, fordi den grønne farve er dominerende?
Hans brede lidt skæve syn på verden viser sig også i hans
særlige interesse for tre usædvanlige personer. Tyge Brahe, hvis
metalnæse han især fandt interessant, ligesom han interesserede
sig mindst lige så meget for Betty Nansens liv i Hamborg som for
teaterdivaen selv. Og Jeppe på bjerget, der også var tilstrækkelig
flertydig til at blive optaget i Kjærsgaards univers.
Som medlem af GRØNNINGEN siden 1966 medvirkede Kjærsgaards lysende talent til udstillingens position som kunstnersammenslutningernes flagskib, og han bidrog markant til den
boblende, glade og larmende stemning, der prægede udstil­
lingens sammenkomster.
Kneb det for den lille spinkle mand at få ørenlyd, kunne han
entre langbordet for at vandre frem og tilbage imellem højt belagt smørrebrød og forkynde sine uforgribelige meninger, f.eks.
med en gul tulipan som mikrofon.
Vennerne vil mindes ham som et muntert, sårbart og blufærdigt menneske.
Peter Mandrup er gået bort alt for tidlig og dansk kunstliv
har mistet en markant og original maler, som arbejdede
konsekvent og repræsenterede et poetisk og sanseligt maleri
på absolut højt niveau. Peter, der var uddannet hos Richard
Mortensen i en kontruktivistisk ånd, udviklede sig til en kunstner med et meget personligt, stofligt og dramatisk udtryk. Hans billeder bar en dynamisk bevægelse, som gik ud over
det genkendelige og ind i en sjælelig dimension, i et flow af
bevægelse og raffinerede gråtoner. Med lag på lag, skabte han
en let og følsom verden af skønhed og tonalitet. Peter var et
naturtalent, der beherskede spontanitet og en svævende universalitet. Siden 1970erne var han meget aktiv i den danske
kunstverden. Sammen med sin trofaste og højt elskede kone,
kunstneren Lone Arendal, var han involveret i det legendariske Galleri 38 og Kanal 2 i Christianshavn, hvor der blev vist
noget af tidens bedste eksperimenterende kunst i 1970erne og
1980erne. Christianshavn var centrum for hans liv, det var
her han boede og arbejdede, og herfra han med sin kone og
deres to børn rejste ud i verden. I den seneste tid udstillede
han meget i Tyskland og Polen. Jeg kender Peter fra vores tid
på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1970erne, siden
fra gruppen Ny Abstraktion, og endelig som trofast kollega
i Kunstnersammen-slutningen GRØNNINGEN, hvor han altid
viste nye og originale værker af høj kvalitet.
Peter var og er en meget respekteret kunstner. Hans arb­
ejde har figureret i mange sammenhænge, på gallerier, kunst­
haller og museer. Som person var han en følsom og sanselig
karakter, med en stor dedikation til kunsten og sin familie.
Han var dybt tænkende. Han var en gentleman. Peter bliver
absolut savnet af mange, og hans malerier vil leve videre i
fremtiden.
— Henning Damgaard-Sørensen
­— Viera Collaro JØRGEN BOBERG
1940-2009
Den slags er der da ingen der har forstand
på, er du måske en Doktor Seraphicus, hvad
er der med den skide engel, jeg ved godt du
tror på et eller andet, men så sig det dog,
det kan vel ikke kun være noget med at
universet er, hvad siger man, styret af en
vilje, men hvorfor engle? De findes bare,
siger du, for det er ikke dit job at forklare,
du maler, okay, noget skal man jo sige, det
er alt sammen teater, gør som du vil, siger
du, men dit problem er at du ikke tror, det
er det du siger, du tror ikke, du ved, men
hvorfor det skal gøre ondt, det kan du ikke
svare dig selv på, det må din gud fortælle
dig, når du når dertil, du ser på mig, jeg
ser på dig, dit ansigt er ved at forsvinde i
dine øjne, så rejste du dig, du skulle ind til
dig selv og male en fjer på englen, det fik jeg
så ikke fortalt dig, efter at du havde lukket
døren trak jeg ud i olivenlunden med min
fjer på, og dér stod den lige foran mig,
kraften, inspirationens engel, Det store
vildsvin.
Digt til Jørgen Boberg,
fra suiten “Tog til Rom”
trykt i Boothill, 2009.
— Thomas Boberg
26 GRØNNINGEN
GRØNNINGEN 27
POUL AGGER MERETE BARKER
PETER BONNÉN VIERA
COLLARO ANITA JØRGENSEN
FRANS KANNIK SEPPO
MATTINEN BJØRN POULSEN
OLE SPORRING JETTE
THYSSEN JENS BIRKEMOSE
PETER BRANDES ALLAN OTTE
TOM KRØJER ARNE HAUGEN
SØRENSEN STIG BRØGGER
ANETTE HARBOE FLENSBURG
MADS GAMDRUP ERIK HEIDE
POUL JANUS IBSEN MALENE
LANDGREEN LISE
MALINOVSKY HANS PAULI
OLSEN JØRGEN HAUGEN
SØRENSEN
We proudly represent
Ib Geertsen
Allan Otte
Bendt Ulrich Sørensen, Hensat til henfald 2009 Træsnit
Maria Buras
Selvportræt med sort te. Tegning og maleri. 14.august - 25.september
Mette Augustinus Poulsen
Hårdtbrændt lertøj. 21.august - 25.september
Helle Frøsig & Mikael Thejll
Korridor. Installation. 2.oktober - 6.november
Palle Nielsen
Parklandet. Grafik og tegninger. 13.november - 18.december
CLAUSENS KUNSTHANDEL
TOLDBODGADE 9, 1253 KØBENHAVN K. Tlf. 33 154 154
Tirsdag-lørdag 11-17, e-mail: [email protected]
www.clausenskunsthandel.dk
Køb Politikens særtryk og skulpturer på
politiken.dk/plus - under galleri
eller i Forhallen, Rådhuspladsen 37, København V.
www.tomchristoffersen.dk
KUNSTLIVETS ADRESSEOG TELEFONBOG
Ib_Gertsen_annonce_A4+5mm.indd 1
KUNST OG KULTUR
rejser ud over det sædvanlige
BEARCELONA
Kunst, kultur og gastronomi
BERLIN
Storslået opera
SKT. PETERSBORG
BERLIN
Kunst og arkitektur
Det storslåede vindue med vest
9. - 16. august 2011 � med bus
6. - 10. oktober 2010
26. - 29. november 2010
2. - 5. december 2010
Rejseleder: BA Spansk Martin Skov Friis
Rejseleder: mag.art. Leif V.S. Balthzersen
Barcelona er en af Europas mest dynamiske byer. Vi ser på byens ”sønner”
Picasso, Miró og Gaudí. Vi nyder byen,
kulturen, kunsten og dens gastronomi i
verdensklasse med mulighed for at spise
på Commerç 24, Pitarra og Osmosis.
Pris pr. pers. i dob. værelse: 8.445,-
Berlin er en af Europas kulturelle højborge, og byens musikliv er utroligt rigt.
På dnne tur, i selskab med operakender,
kan følgende overværes: Mozarts Tryllefløjten, Bellinis Lucia di Lammermoor og
Deutsches Symphonie-Orchester Berlin
Pris pr. pers. i dob. værelse: 3.945,-
Rejseledere: mag.art. Allis Helleland og
cand.mag. Torsten Granov
I selskab med kendere af byen og kunsten, skal vi se nogle af de mest interessante museer og se på noget af den nye
arkitektur. Turen er i December hvor
Berlin er julesmykket, og der er lejlighed
til at besøge byens mange forretninger.
Pris pr. pers. i dob. værelse: 3.845,-
STORE OPLEVELSER
Fjerne steder
Påskeøen og Ildlandet
24. januar - 12. februar 2011
Rejseleder: cand.mag. Torsten Granov
Pris pr. pers. i dob. værelse: 44.985,-
Vietnam og Cambodia
7. - 25. marts 2011
Rejseleder: cand.mag. Torsten Granov
Pris pr. pers. i dob. værelse: 28.785,-
Alle byens store seværdigheder og med
besøg i Helsinki og Stockholm.
Rejseleder: cand.mag. Marion Holmager
Pris pr. pers. i dob. værelse: 9.885,-
7. - 12. sept. 2011 � med fly
Vi følger i kejserinde Dagmars fodspor,
på denne rejse ind i zarernes tid.
Rejseleder: Kommandør Poul Grooss
Pris pr. pers. i dob. værelse: 10.845,-
SE OGSÅ VORE ØVRIGE REJSER
F.eks.: Bhutan - det bedste af Tordendragens land med 5 dages trekking, Normandiet,
Portugal, Norditalien, Opera ved Rhinen, Provence - en rundrejse ud over det sædvanlige m.m.
CULTOURS.DK
86 10 86 05 � [email protected] � www.cultours.dk
24-06-2010 18:28:41
FOR SKANDINAVIEN 2010/2011
Korrigeret og udvidet udgave.
kunstnere, nordatlantiske kunstnere, kunsthåndværkere, arkitekter,
landskabsarkitekter, kunstnersammenslutninger, museer og samlinger,
skulpturparker, slotte og herregårde, udstillingsbygninger, gallerier og
andre udstillingssteder, kunsthåndværkerbutikker, censurerede udstillinger, kunstmesser, kunstauktioner, kunstforeninger med offentlig adgang,
institutioner og servicorganer, kunstskoler, gæsteatelier og legatboliger,
fonde og legater, kritikere, skribenter og rådgivere, medier, tidsskrifter,
forlag, fotografer, oversættere, kunstens værksteder og servirksomheder, kunstnerartikler, firmakunstforeninger, transportfirmaer.
Adresser, telefonnumre, fax-numre, e-mail-adresser, hjemmeside-adresser
Listen omfatter også navne på ledere/direktører/ejere vedrørende kunstmuseer,
gallerier, institutioner, kunstskoler, kunstforeninger o.s.v.
P R Æ M I E R E T A F S TAT E N S K U N S T F O N D
Motiveringen er:
224 sider, A4-format.
Pris kr 160,- (+ forsendelse kr 60,-)
Hvis du indbetaler kr 190,- til vores netbank
eller tilsender beløbet pr check,
betaler vi resten af portoen
NORTH ART MAGAZINE
Nørregade 7c, kælderen, 1165 København C,
telefon 33 11 15 61, netbank 9570 829 8998
Et tæt parløb mellem designer / tegner Bo Bonfils og
keramikeren Jane Reumert har resulteret i denne lille ovn
til indendørs brug. Ikke blot har BONFILS Ildsted imponerende varmeegenskaber, men også perfekte proportioner
og detaljeringer. Fokus er på bålet, og intet i formgivningen er overflødigt, kun gennemtænkt.
Dette placerer produktet i en klasse helt for sig selv, på et
marked der ellers godt kan være præget af designmæssige discount løsninger. Efter mange års produktudvikling
er ildstedet netop blevet færdiggjort.
Kunsthåndværk- og Designudvalget består fra 2008 2010 af:
Louise Campbell ( Formand )
Bess Kristoffersen og Thomas Dickson
28 GRØNNINGEN
GRØNNINGEN 29
UDSTILLING PÅ KULTURKAJEN DOCKEN
Står du og mangler noget dejligt mad til dit næste arrangement? Mad Synergi tilbyder lækre buffeter
og fantastiske 3-retters menuer. Vi sætter en ære i at levere et perfekt resultat – hver gang!
KOPENHAGEN PUBLISHING
2000 - 2010
KOPENHAGEN ART INSTITUTE
2010 -
Mad Synergi er skabt af de to kokke Jeppe Graa
& Henrik Junker, som begge har en fortid fra de
danske Michelin-restauranter, samt det Danske
Kokkelandshold. De havde begge en drøm om at
gourmet mad ikke behøver at koste en formue og
kun være tilgængelig på de danske top restauranter.
Du har således nu muligheden for at bestille mad i
verdensklasse til dit næste arrangement.
Om du skal holde en rund fødselsdag, bryllup, nytårsaften eller dit arbejde skal holde julefrokost står vi
klar til at levere noget rigtig dejligt mad. Vi er meget
imødekommende og fleksible og vi er således i stand
til at skræddersy et arrangement til jer, hvor vi står
for det hele.
KOPENHAGEN.DK
KOPENHAGEN CONTEMPORARY
NY DANSK KUNST
KOPENHAGENSHOP
Vi håber meget at høre fra dig …
Mange gastronomiske hilsner,
Jeppe Graa og Henrik Junker
[email protected]
Kom til auktion!
Stor kunst under hammeren ...
I disse dage er der traditionel auktion i Bredgade 33. Først inviterer vi til
eftersyn, hvor alle effekterne udstilles. Det er gratis og åbent for alle.
Senere starter selve auktionen, der strækker sig over flere dage, hvor hammeren
falder over en enestående samling af malerier, møbler, kunstindustri m.m.
Kig forbi og glæd dig over det store udbud - fra internationale antikviteter til
danske møbelklassikere og stor billedkunst. Måske får du lyst til at byde med!
Eftersyn: 22. til 27. september
Auktion: 27. september til 6. oktober
Se de nøjagtige tidspunkter på bruun-rasmussen.dk
Asger Jorn:
“Afstanden mellem mennesker”,
Vurdering: 1.5 mio.
Hver dag året rundt kan du også byde på vores net-auktioner. Kig ind på
bruun-rasmussen.dk og se de over 1000 smukke, sjældne, sjove og særegne
kunst- og samlereffekter, vi udbyder hver uge. Læg også gerne vejen forbi
vores showroom på Sundkrogsgade i Københavns Nordhavn.
Bredgade 33
1260 København K
Tel 8818 1111
Sundkrogsgade 30
2100 København Ø
Tel 8818 1111
Søren Frichs Vej 34 D
8230 Åbyhøj
Tel 8818 1100
Net-auktioner på bruun-rasmussen.dk – hver dag året rundt
Kommende eftersyn
og auktioner:
bruun-rasmussen.dk
30 GRØNNINGEN
GRØNNINGEN 31
Randi og Katrine
(f. 1974 og 1976)
INTERVIEW
Carsten Lehrskov, der
har skabt og driver
Docken, fortæller:
Da jeg første gang kom til
Docken var bygningens
tag og facade næsten fal­
det helt sammen, vandet
væltede ind gennem alle
huller, inde og ude flød
det med affald og mur­
brokker plus resterne af
de gamle saltkarvægge.
Men udenfor lå havet.
Og der var udsigt til
Hven, et skrotlager, Skovs­
hoved havn, stenbunker
og luksusbyggerierne i
Hellerup. De kontraster
var helt unikke. Det var
næsten
surrealistisk.
Ingen kunne se ideen,
men da vi fik sat vinduer
i gavlene, lagde nyt tag og
fik lagt vand og kloak, så
åbenbarede konceptet sig:
Kontrasten mellem det rå
og det tjekkede.
Hele området er et fan­
tastisk Klondyke-område,
og skaber en vis uro i sin­
det når man kører herud.
Bygningen er grim og grå.
Skod. Men når man går
ind af porten så folder
eventyret og havet sig ud.
Du bliver revet med fordi
oplevelsen er uventet.
Dockens væsen er fra
begyndelsen lagt an på
høj kvalitet. Det er idérig­
dommen og professional­
ismen der skal bære et ar­
rangement på Docken. Vi
har bevist valgt et rumligt
set-up, der ikke stjæler op­
mærksomheden fra den
begivenhed, der folder sig
ud på stedet. Derfor kan
vi skifte hele rummets
udtryk over night, lige fra
teater, til forretnings­
møder, koncerter, firma­
arrangementer,
konfe­
rencer – og nu også
kunstudstilling.
Vi har bevidst valgt en­
kle arkitektoniske mate­
rialer, som kan tåle både
vilde DJ-arrangementer
og topmøder for Mærsks
ledelse - og begge dele har
vi haft. Bliver der ødelagt
en væg eller en dør under
et fugtigt arrangement
er det let at reparere.
Gæsterne er mangfoldige
og de tiltrækkes både af ud­
sigten og den afslappede,
elegante stem­ning samt
den gode mad. Docken
er både til klip-klappere
og høje hæle – og gerne
på én gang. Derfor ser
vi ofte folk i jakkesæt på
en af vore store terasser i
flere niveauer, mens piger
i bikini nyder en drink i
sandet med udsigt til
Øresund. Og inde i en af
salene spiller et rockband
eller operasangere fra den
kongelige giver den gas til
Mad Opera.
GRØNNINGEN på Docken
er en vidunderlig ting.
Den viser at kunstnerne
i GRØNNINGEN har en
spændvidde og en dyna­
mik, som forløses på en ny
og spektakulær måde her
på Docken, hvis enorme
rum og det uendelige
udsyn spejler sig i de store
værker, som udnytter mu­
lighederne. Det var træls
at GRØNNINGEN røg ud
af Charlottenborg for no­
gle år siden, men hand­
ling giver forvandling og
det syntes jeg kan ses i
værkerne, som er meget
intense og klarsynede.
For Docken, som blot
var et gammelt saltlager,
er det en ære at lægge rum
til GRØNNINGEN – stor
kunst i en af havneindus­
triens sidste katedraler.
Perfekt match.
BLIV GRØNNINGENS
KUNSTVEN
Som ven af GRØNNINGEN
nyder du fri adgang til den
årlige udstilling under hele
udstillingsperioden for ét
medlem samt én ledsager.
Du får også udleveret et
eksemplar af årets katalog
fra udstillingsstedet ved per­
sonligt fremmøde. Derud­
over modtager du fra septem­
ber 2010 pr. e-mail halvårlige
Tak til: Artifex, Anleka,
Lone Arendal, Rie Boberg,
Jørgen Boelskov, Morten Buch,
Tom Christensen, Alice Fanø,
Furhoffs, Birthe Geertsen,
Gyldendal, Camilla Hering,
Frithioff Johansen, Lea
Klauborg, Ejvind Koefoed,
Karen Kristiansen, Carsten
Lehrskov, Lene Roed Olsen,
Johannes Poulsen, Line
Rosenvinge, Marianne Stidsen,
Bo Strøm og Tine Vorting.
1
4
LU
]HrK
Papfar, alias Søren Behncke
GRØNNINGENS bestyrelse
2010: Viera Collaro (formand),
Anita Jørgensen (næstformand),
Ib Monrad Hansen og Hans
Pauli Olsen.
Forstudie til Have og Helvede af Ursula Andkjær Olsen med Julie Andkjær Olsen udgivet på Gyldendal 2010
2
3
KL
Hvorfor arbejder I sammen?
Vi oplever at det er meget
givende at være to kunst­
nere, der har en konstant
dialog om det koncept­
uelle såvel som det hånd­
værksmæssige. Vores store
installa­toriske og skulp­
turelle værker, der ind­
drager hverdags­erfaring
og fordrer en både leg­
ende og spørgende tilgang
til omgivelserne, passer
godt til en arbejdsform,
hvor vi i fællesskab ud­
vikler og udfører ideer.
Hvad siger I til at udstille i
en sammenhæng med så stor
diversitet af mennesker og
kunstneriske udtryk?
En udstilling, der går på
tværs af generationer,
genrer og kuratoriske
tematikker, er en unik
mulighed for at opleve
uventede
kunstneriske
møder, midt i den strit­
tende forskellighed.
Hvad udstiller I på Docken?
Vi udstiller værket ‘Sha­
varma House’, der er en
lille bod med en enorm
shawarma på toppen.
Vi syntes det er ideelt til
Docken, hvor kunstrum­
met bliver krydset med
bar, rekreations- og oplev­
elsesøkonomi i et gammelt
havne- og industriom­
råde. Værket spiller netop
på sådan en spænding,
fordi det fremstår som en
lille bod, der sælger mad,
mens det i virkeligheden
er en skulptur. ‘Shavarma
House’ placeres i et af
Dockens uderum for at
understrege denne spæn­
ding.
KL
er lånt fra Roger Millers
kendte countrysang fra
1960erne, hvor lastbilen
som køretøj sym­boliserer
kraft, fart og frihed.
Samtidig er den et udtryk
for moderne forbrugs­
goder, idet alt hvad hjertet
begærer kan skaffes til
veje og transporteres i
lastbiler. Dermed refe­
rerer skulpturen, ligesom
mange af mine tidligere
værker, til forbrugersam­
fundet.
V\SL
UKI
:[YH
stille i en sammenhæng med
så stor diversitet af mennesker og kunstneriske udtryk?
Det er netop den store
spredning, der gør det
som medie i mange år
har været omdrejnings­
punktet for min praksis,
selv om jeg de seneste år
næsten kun har arbejdet
med fotografi. Resultatet
er ofte værker, der ikke
umiddelbart ligner, hvad
man traditionelt forstår
ved maleri eller fotografi,
for den sags skyld. Fokus
er en undersøgelse af
maleriet som konstruk­
tion. Dynamikken op­
står af grænsefladerne i
mødet mellem flere, ofte
modsatrettede, kategorier
og tilgange. Eksempelvis
grænsen mellem klassiske
kunstneriske genrer eller
grænsen mellem kunstner­
iske udtryk, hvor maleriet
enten er fysisk objekt
eller repræsentation og
historiefortæller. Det er
det fladeorienterede over
Randi & Katrine
ZNH
realistisk måde og arbejde
med ting, der måske gør
lidt ondt.
Hvad siger du til at skulle ud-
Fotografer: Alessandro Vasari,
Anders Sune Berg, Suste
Bonnén, Torben Glarbo,
Jens Glargård, Lars Gundersen,
Femja Haack, Thomas
Harrysson, Katrine Høyberg,
Erling Lykke Jeppesen,
Jens-Erik Larsen, Simon
Lautrop, Hans Ole Madsen,
Torbjörn Mellberg, Susanne
Mertz, Jørn Zoëga Olesen,
Claus Poulsen, Reklamefoto­
graferne og kunstnerne selv.
H]U
Heine Klausen
Hvorfor arbejder du i pap?
Da jeg i 2003 begyndte
med maleri og skulptur,
var betingelsen, at ud­
gifterne blev holdt på
1980er niveau. Pap var det
naturlige valg, fordi der
er masser af det rundt om
i byens containere. Pap
kan foldes ud og bruges
som lærred, og man kan
arbejde skulpturelt med
det, på samme måde som
arkitekterne bruger pap i
deres modelbyggeri. Med
tiden har materialet pap
afsløret skjulte kvaliteter,
som jeg ikke umiddel­
bart var opmærksom på.
På den vis har pap åbnet
en kreativ hoveddør.
Hvad siger du til at skulle udstille i en sammenhæng med
så stor diversitet af mennesker
og kunstneriske udtryk?
Det er lidt som at være med
på hylden i den af­deling
af Netto, hvor det hele
er en stor blandet land­
handel. Man ved aldrig
helt, hvad man får, selv­
om man har været der
før. Hvad udstiller du på Docken?
Jeg udstiller skulptur­en ‘King Of The Road’. Hoved­
vej E45 er en 5000 km
lang ryggrad i Euro­pæisk
bilisme, transport og vare­
udveksling. ‘King Of The
Road’ handler om vare­
bytte og mobilitet. Titlen
Oplag: 20.000
NZN
H
Fortæl om dit arbejde?
Jeg betragter mig selv
som maler, fordi maleriet
Papfar, alias Søren
Behncke (f. 1967)
Michael Mørk
Hvad udstiller du på Docken?
En container. Man kunne
sige, at den er en slags bud på
en opdatering af sarkofag
traditionen.
Michael Mørk
(f. 1959)
Tryk: Trykkeriet
Nordvest­sjælland
LYPO
Du arbejder meget formelt
med dine skulpturer. Hvorfor,
når nu store dele af kunsten
bevæger sig mod overfladen
og tegnet?
Tegnet er en overfladisk
måde at se tingene på.
Jeg mener det handler
om at se verden på en
Design: Pulsk Ravn
UK
Du har nævnt, at dine værker sigter mod at oprette en
genforhandling af forholdet
mellem tingene og os. Hvad
mener du med det?
­­Har jeg virkelig sagt det
om mit arbejde? I dag
synes jeg, det lyder som en
delvist uforståelig floskel,
men måske lyder en ”gen­
forhandling af tingene”
ikke helt dumt. Jeg er
interesseret i, hvordan
ting er lavet og hvad
de er lavet af, så jeg ti­
legner mig en (meget)
grundlæggende praktisk
viden, netop for at forhan­
dle med ting og sager.
Hvad siger du til at skulle
udstille i en sammenhæng
med så stor diversitet af
mennesker og kunstneriske
udtryk?
GRØNNINGEN er jo andet
og mere end en sammen­
hæng præget af diversitet,
det er en af Danmarks
mest hæderkronede kun­
stnersammenslutninger,
der repræ­senterer et
langt stykke dansk kunst­
historie. I den stadig ver­
serende diskussion om
kunstnersammenslutnin­
ger kontra kuratorvælde
hører jeg blandt dem,
der synes, at de ikke kan
stilles op som hinandens
alternativer. Men ret be­
set har diskussionen han­
dlet mere om bygninger
end om kunst.
Skribenter: Thomas Boberg,
Peter Bonnén, Viera Collaro,
Henning Damgaard-Sørensen,
Ib Monrad Hansen, Anita
Jørgensen, Ole Fogh Kirkeby,
Arno Victor Nielsen, Ursula
Andkjær Olsen, Line Rosenvinge og Torben Sangild.
Y¤
SRI
Heine Klausen
(f. 1978)
Koncept og redaktion:
Ib Monrad Hansen og
Line Rosenvinge
2H
Anders Bonnesen
(f. 1976)
for det tredimensionelle,
og det afgrænsede maleri
på væggen over for det
rumligt agerende.
Hvad siger du til at skulle udstille i en sammenhæng med
så stor diversitet af mennesker og kunstneriske udtryk?
Jeg har tænkt en del over
GRØNNINGENs kunstner­
iske bredde og høje kvali­
tet. Derfor er jeg spændt
på, at se egne værker i
denne her sammenhæng.
Jeg er glad for, at det
netop er denne GRØN­
NINGEN udstilling jeg er
inviteret til, fordi jeg har
en forkærlighed for ud­
stillingslokaler der er nye
og friske for både beskuer
og udstiller.
Hvad udstiller du på Docken?
Til GRØNNINGEN har jeg
valgt at vise fotografi, bla.
et stort fotografi ca 1:1
med motivet. For mig er
fotografiet arbejdsmæs­
sigt et nyt medie, hvor
jeg kan gøre andre ting
end i maleriet, navnlig på
grund af kameraets evne
til at gengive det tre­
dimensionelle på en to­
dimensionel flade.
KRrV
Anders Bonnesen
interessant, så længe ting­
ene har kvalitet, gør det
ikke noget, at de er for­
skellige.
Hvad udstiller du på Docken?
Jeg udstiller femogtyve
collager og tre skulp­
turer. Collagerne er en
blanding af torturscener
og pophits. Den ene af
skulpturene hedder For
Whom the Bell Tolls og
består af to kirketårne,
det ene fra Tjørring, hvor
jeg er døbt, det andet fra
Vangede, hvor jeg bor nu.
I midten er der en figur af
fugeskum, der binder de
to tårne sammen.
:\U
INTERVIEW MED GÆSTERNE
S
S
NorKOH]U°:[VNZZ[H[PVU
1
2\S[\YRHQLU°+VJRLU
2
:[VW°I\Z°SPUPL°
3
)Y\\U9HZT\ZZLU
4
7H\Z[PHU
5
Havn
nyhedsbreve om aktiviteter
for GRØNNINGENS kunst­
nere og bliver anført under
GRØNNINGENS KUNSTVEN­
NER i udstillingskataloget.
Ved firmamedlemsskab er
der mulighed for at linke til
egen hjemmeside. Du kan
tilmelde dig ved GRØNNIN­
GENS udstilling på Docken,
et års medlemsskab for to
personer koster 150 kr og
giver gratis adgang med det
samme. Alternativt, skriv til
5
Tak til: AUGUSTINUS FONDEN,
Kunststyrelsen, Oticon og
Toyota-Fonden for støtte.
GRØNNINGEN er med sine
over 50 medlemmer landets
største kunstnersammen­
slutning. GRØNNINGENS
medlemmer repræsenterer
tilsammen et toneangivende
udsnit af de seneste 100 års
danske billedkunst.
[email protected] og oplys
venligst:
1. Navn
2. Evt. titel
3. E-mail
4. Adresse
5. Telefon
6. Medtages på listen over
venner på hjemmeside og i
katalog? JA/NEJ
Velkommen!
Bagside: Papfar
Udgivet september 2010 i
forbindelse med GRØNNINGENS udstilling på Docken.
GRØNNINGENS telefon i
udstillingsperioden 2947 5410.
www.gronningen.dk
ISBN 978-87-994013-0-7