Hele publikationen i PDF
BUSINESS BISTAND KOLD KRIG MIDT I EN GAS-TID NEPALS LOKALE VAGTHUNDE “IKKE NOGEN KØN AFFÆRE” CIA'S DUNKLE ROLLE I CONGO Kæmpe naturgasfund i Mozambique får investorer til at strømme til landet s.6 / Politisk strid og borgerkrig har givet græsrødder nye roller i lokaldemokratiet s.12 / En myrdet premierminister, en ivrig spion-chef og hemmelige militæraktioner. USA's rolle i Congo efter uafhængigheden var et tragisk magtspil s.50 / DANMARKS GLOBALE MAGASIN – NR 4 · 2014 · AUG/SEP · 41. ÅRGANG – EN BLODIG TRADITION Fotoreportage fra omskæringen af den 14-årige masai-pige Nasirian s.18 / Udgives af Danida, Udenrigsministeriet. FREMBLIK AF REDAKTIONEN KOLOFON OM UDVIKLING ABONNEMENT Udvikling er gratis, men forsendelse til udlandet pålægges efter nytår et gebyr. Udvikling udkommer seks gange per år. Tegn abonnement/adresseændring: 31. AUGUST AFRIKANSK TRADITIONEL MEDICIN Siden 2003 har Afrika hvert år fejret den afrikanske traditionelle medicindag 31/8 i samarbejde med blandt andet Verdenssundhedsorganisationen (WHO). 80 procent af befolkningen på kontinentet bruger traditionel medicin, og med dagen ønsker de afrikanske regeringer at sætte fokus på medicinens vigtige rolle for folks sundhed og udvikling. 7. OKTOBER KENYATTA I RETTEN Datoen er blevet udsat flere gange, men nu sættes retten igen i den internationale krigsforbryderdomstol (ICC) for Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta (foto). Han er tiltalt for at stå bag den voldelige opstand under præsidentvalget i 2007, hvor 1.200 døde, men nægter sig skyldig. www.udvikling.dk www.icc-cpi.int tlf. 33 92 08 01 Bestilling af tidligere numre: www.danida-publikationer.dk Abonnementsservice: [email protected] Næste nummer: 14. oktober 2014 REDAKTION Redaktør: Stefan Katić (SK), [email protected] tlf. 33 92 07 09 Journalist: Ulrikke Moustgaard (ULM), – [email protected] Nyhedsbrev, markedsføring etc: Sara Leth, – [email protected] Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: www.afro.who.int Samuel Magid, kontorchef, Udenrigsministeriets Presseenhed 22. SEPTEMBER VERDENS TILSTAND 2014 Fattigdom, overbefolkning og ulighed. Hvert år udgiver FN’s Udviklingsprogram UNDP en rapport om verdens tilstand – og sætter samtidig fokus på et bestemt tema. I år er det sårbarhed og modstandskraft – "building resilience" – blandt verdens fattige. www.undp.org Korrektur: Lisbeth Rindholdt Grunddesign: Esben Niklasson Layout: e-Types Daily Tryk: Arco Grafisk. Papir: 115 gram MultiArt Matt DETTE NUMMER NR 4 · 2014 · AUG/SEP · 41. ÅRGANG Udgivelsesdato: 22. august 2014 12. OKTOBER MORALES FOR TREDJE GANG? Selvom den bolivianske forfatning siger, at en præsident kun må sidde i to valgperioder, stiller den nuværende præsident, Evo Morales (foto), op til en tredje periode, når bolivianerne går til valg. Forfatningsdomstolen har blåstemplet kandidaturet, da reglen først blev indført, efter at Morales kom til magten i 2006. www.bolivia.gob.bo Redaktionen afsluttet: 7. august 2014 Trykoplag: 17.900 ISBN 978-87-7087-849-4 (tryk) ISBN 978-87-7087-850-0 (elektronisk) ISBN 978-87-7087-852-4 (app) ISSN 0106-0570 Forside: Meeri Koutaniemi ANNONCESALG Rosendahls Mediaservice, Niels Hass – [email protected], tlf. 2933 6606 UDGIVER Danida, Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, 1448 København K Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis 5. OKTOBER PRÆSIDENTVALG I BRASILIEN Høj inflation, stigende renter og social uro. Opbakningen til den brasilianske præsident, Dilma Rousseff, der ellers har været vellidt i befolkningen, er faldet gennem 2014, så politiske iagttagere spår hende hård konkurrence, når landet skal vælge ny præsident. Udenrigsministeriets synspunkter. www.brasil.gov.br Medlem af Indhold DANMARKS GLOBALE MAGASIN – NR 4 · 2014 · AUG/SEP · 41. ÅRGANG – Fra pige til kvinde s. 18 / En statue af Bill Clinton. Gæt hvor! s.62 / UDVIKLING ERHVERV Urbanisering truer Asien og Afrika s.4 / Naturgas-eventyr i Mozambique s.6 / Nepal: Grøde blandt græsrødderne s.12 / Iværksættere: Afrikas nye superstars s.26 / 25 års dansk støtte til Nepal s.15 / BRIKS-lande laver deres egen Verdensbank s.33 / Mød verdens mest beskidte hovedstæder s.32 / Zimbabwe vil sikre diamantudbytte s.33 / Colombias flygtninge vender hjem s.46 / Kronik: Danske statslån til Kina havde effekt s.40 / POLITIK KULTUR Første år som chef for UN Women s.24 / Nordkorea laver nyt turistmekka - under vand s.45 / Kina: Kampen mod korruption går til tops s.31 / Politiske film fra hitter i Cannes s.10 / Indonesien: Møbelmand er ny præsident s.31 / VM-skrammer til afrikansk fodbold s.45 / CIA i Congo og mordet på Lumumba s.50 / Litteratur til en milliard mennesker s.34 / Prinsen af menneskerettigheder: s. 60 / Seks afrikanske forfatterstemmer s.37 / s.50 / EN LÆREBOG I KYNISME Congo fik sin frihed i 1960, men kom hurtigt i klemme i den kolde krig. Landets leder, Lumumba, blev myrdet. s.12 / NEPALS NYE VAGTHUNDE I 35.000 lokalsamfund er græsrødder aktivt med til at bestemme, hvad de offentlige midler skal bruges til. FASTE SIDER Det læser de i Afrika s. 34 / Kulturen Kort: Afro Hop og adoptionskritik s.44 / s.40 / Værker fra verden: Mor og søn i Egypten s.58 / Asiatisk Plads: Nyt om dansk bistand s.61 / Indvikling: Kosovo elsker Clinton s.62 / Fremblik: Det sker i verden den næste tid s.63 / IKKE KUN HVIDE ELEFANTER Kronik: 1980’ernes danske statslån blev udsat for hård kritik. Men et sted har de haft stor betydning: i Kina. AGENDA UDVIKLING Forventet levealder: 51 år FOTOS: FLAGPEDIA (TV) & JØRGEN SCHYTTE/DANIDA/SCANPIX 4/ Mens den forventede levealder i Nordeuropa stiger til over 80 år, er udviklingsniveauet i det afrikanske land Tchad så ringe, at mennesker dér kun kan fovente at leve 51 år i gennemsnit. Netop Tchad fortjener mere opmærksomhed, påpeger organisationen Læger Uden Grænser. Ikke mindst på grund af de elendige sundhedsforhold. Sygdomme, som kunne have været behandlet med enkle midler, koster hundredtusinder livet i Tchad, hvor de fleste af nationens 6,4 millioner indbyggere lever en dagligdag uden læger, medicin og sundhedstjeneste. Sundhedsforholdene i Tchad topper listen over 10 glemte udviklingskriser, der sammensættes af Læger Uden Grænser. Listen opdateres én gang årligt. • /RH Storbyen trækker stadig I 2050 vil to tredjedele af klodens befolkning leve i byer. Det giver store udfordringer i Afrika og Asien. AF REGNER HANSEN Lige nu er det fifty-fifty, men i 2050 vil to tredjedele af alle mennesker i verden leve i byer. 90 procent af væksten sker i landene i Syd. Det fremgår af en rapport fra Befolkningsenheden under FN's Afdeling for Økonomiske og Sociale Anliggender (DESA), der blandt andet laver analyser for FN’s generalforsamling. Den hastige urbanisering betyder, at politikere og administratorer i løbet af en kort årrække skal blive i stand til at møde det øgede behov for boliger, vand og sanitet, transport, kommunikation, energi, uddannelse og sundhed. Læg hertil efterspørgslen efter nye job. Udfordringen bliver størst i Afrika og Asien. Alene i Afrika ventes byboernes andel af den samlede befolkning af stige med 16 procent frem mod 2050. Der kommer også flere såkaldte megabyer – det er storbyer med over 10 millioner ind- byggere. Antallet af megabyer ventes således at nå op på 40 i 2050, og en stigende andel vil ligge i Syd. BÆREDYGTIGE BYER DESAs leder, John Wilmoth, siger, at en vellykket global udvikling i høj grad vil være afhængig af, om det lykkes at skabe bæredygtige byer, der i stand til at favne det stærkt stigende antal mennesker. Urbaniseringen har historisk fundet sted i rige lande, og balancen tipper nu over mod mellemindkomstlande og fattige lande, som har færre ressourcer til at håndtere udfordringen. I FN-rapporten bemærkes det dog, at det typisk er billigere at levere de samme serviceydelser i tæt befolkede områder som i egne med stor afstand mellem beboerne. Byer er også de mindst miljømæssigt belastende pr. borger. • Mellemamerika mister sin unge generation lemamerika således mister den kommende generation. ”Vi mister mange nye og gode hænder og hjerner,” siger Puerto. De berørte lande har på et krisemøde, som FN’s børneorganisation, UNICEF, var med til at arrangere i den honduranske hovedstad, Tegucigalpa, lavet en køreplan for fred, sikkerhed, velfærd og retfærdighed i regionen. Men migrationseksperter og andre kritikere siger, at planen er uden konkrete initiativer. Den katolske kirke i Honduras opfordrer til en ”inkluderende politik” i Mellemamerika med fokus på børnene og fremtiden. • /RH Dyrkbar jord er dyrebar jord Jord er i bogstavelig forstand grundlaget for fødevarer. Men arealet af jord på jordkloden, der kan anvendes til dyrkning, er sat under pres af kvægdrift, skovbrug, urbanisering, energiproduktion og udvinding af mineraler. Desuden er en tredjedel af jorden af forringet kvalitet som følge af blandt andet muldflugt og udpining. Derfor har regeringsrepræsentanter med støtte fra eksperter godkendt en handlingsplan, der skal værne om udstrækningen og kvaliteten af jord. Det skete på et møde i FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO). Blandt anbefalingerne er skrappere statslig regulering på området og flere offentlige investeringer i bæredygtigt jordbrug. Maria Helena Semedo, vicegeneraldirektør i FAO, minder om, at der bliver flere munde at mætte i verden i de kommende årtier. Semedo appellerer derfor – måske ikke overraskende – til landene og civilsamfundene om at forpligte sig til at omsætte planen til virkelighed. • /RH ‘Høst’ vand lige ved boligen I Etiopien (foto) er det ikke usædvanligt at skulle gå flere kilometer efter vand. Men der synes nu at være mulighed for at skaffe vand på en anden måde, som sparer både tid og kræfter. Metoden består i “høste” vand lige ved boligen – nemlig i form af den fugt, der findes i luften. Princippet har været kendt længe, men ideen er videreudviklet i et italiensk-schweizisk design. Metoden består i at opstille en 10 meter ramme af bambus, hvorpå der er udspændt et net af nylon. Udbytte? Op til 100 liter rent vand om dagen. Den nye vandmekanisme er testet med succes i etiopiske landsbyer på højsletten. Potentialet synes stort. Der er over 750 millioner mennesker verden over, som ikke har adgang til rindende vand. • /RH 5/ FOTOS: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA/SCANPIX (ØV) & MIKAEL KOLLÖFFEL/DANIDA/SCANPIX (NED) Titusinder af børn og unge, der skulle være med til at udvikle Mellemamerika i de kommende årtier, søger mod USA. Det amerikanske grænsepoliti har hidtil i år pågrebet næsten 50.000 såkaldt uledsagede mindreårige fra lande som Honduras, Guatemala og El Salvador og anbragt dem i opsamlingslejre. Fattigdom, vold og manglende tryghed er, hvad der får forældre til at sende deres børn på en farlig rejse med godstoget, kaldet Le Bestia (Udyret), gennem Mexico og videre nordpå. Den største andel af børnene kommer fra Honduras. Migrationseksperten Ricardo Puerto siger til nyhedsbureauet Inter Press Service, at Mel- FOTO: TRYGVE BOLSTAD/PANOS/POLFOTO 6/ Enorme fund af naturgas har fyldt mozambikanerne med håb om vækst og velstand. Med gasrigdommen forskydes magten i landet fra donorer til investorer. Reportage fra energi-topmøde i Afrikas nye klondike. AF MADS MARIEGAARD, MAPUTO “Tag jeres penge med til Mozambique,” lægger energiministeren ud. “Potentialet er enormt,” supplerer formanden for det nationale elselskab. Den mozambikanske råstofelite og erhvervsfolk fra fem kontinenter er samlet på Girassol Indy, et fashionabelt hotel i Sommerschield, et af hovedstaden Maputos fineste kvarterer. Enorme fund af naturgas har trukket de to parter mod hinanden: Investorerne vil have adgang til råstofferne, regeringen øjner en mulighed for at skabe mere udvikling, ikke kun fordi de potentielle skatteindtægter kan fylde en af verdens mest slunkne statskasser, men også i kraft af den vækst, investeringerne i sig selv kan føre med sig. I en ny rapport fra The Oxford Institute for Energy Studies hedder det: “Fundene kan være Mozambiques chance for at slutte sig til rækken af mellemindkomstlande i løbet af en generation eller to, men det er ikke en given ting.” Rapporten forudser, at indtægterne fra naturgas om cirka et årti vil udgøre størstedelen af statens indtægter og dermed overgå udviklingsbistanden. Donorerne fra Vesten, heriblandt Danmark, som hidtil har spillet nøgleroller i Mozambiques udvikling, vil ifølge rapporten miste politisk indflydelse til private investorer og vækstlande, det vil sige lande som Kina og Indien. I NATURRESSOURCERNES SUPERLIGA Mozambique har været begunstiget af nogenlunde politisk stabilitet siden 1992, hvor regeringen og oprørsbevægelsen Renamo sluttede fred efter en lang og blodig borgerkrig. I dag er der dog igen spændinger mellem parterne. Landet ligger tredjenederst på FN’s udviklingsindeks: Over halvdelen af de 25 millioner mozambikanere lever under fattigdomsgrænsen. Det har gennem årene tiltrukket stribevis af udenlandske donorer, med Danmark som en af de toneangivende. Det globale erhvervsliv har indtil for nylig vist begrænset interesse for det store land på 7/ > > østsiden af Afrikas sydspids. At det skulle ændre sig, lå ikke umiddelbart i kortene, da amerikanske Anadarko Petroleum Corporation (det dystert klingende navn stammer fra Anadarkobassinet i Texas og Oklahoma) i 2006 fik adgang til Rovuma-bassinet ud for det nordlige Mozambiques kyst, omkring der hvor Rovuma-floden slipper sit tag i det afrikanske kontinent og glider ud i Det Indiske Ocean. “ Udvikling sker som en naturlig følge af investeringer, fordi der opstår virksomheder inden for sekundære erhverv, hvilket øger indkomsten i området som helhed. Kribs Govender, direktør i Sasol I 2012 skete der imidlertid noget: Anadarko og Italiens største industrivirksomhed, ENI, kunne med korte mellemrum fortælle, at de havde fundet enorme naturgasreserver i Rovuma-bassinet. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om 150 billioner kubikfod, svarende til forbruget i Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien i 15 år. De to giganter planlægger at udvinde gassen og omdanne den til en flydende form, hvorefter den kan eksporteres med skib. Udgifterne til boringer og faciliteter kan løbe op i 50 milliarder dollars, svarende til Danmarks samlede udviklingsbistand i cirka 16 år. 8/ Med ét slag er Mozambique rykket op i naturressourcernes superliga. Hvis fundene bliver bekræftet, har landet fjerde flest gasreserver i verden, kun overgået af energistormagterne Rusland, Iran og Qatar. Læg hertil, at landet også har store forekomster af kul og metaller. Så har man fanget investorernes interesse. MASTERPLAN FOR NATURGAS I Maputo er et nyt afrikansk klondike begyndt at tage form: Trafikken over lufthavnen bliver tættere, nye hoteller skyder op. I bybilledet og på restauranterne blander alverdens sprog – kinesisk, hindi, engelsk, portugisisk – sig med den varme luft, der driver ind fra havet som en påmindelse om, hvor det hele begyndte. Konferencen på Girassol Indy, ‘The Powering Africa Mozambique Meeting’ i maj 2014, vidner også om grøde. Omkring 180 deltagere er mødt op med lommerne fulde af visitkort. Cirka halvdelen er fra udlandet, flest fra Sydafrika, den købestærke nabo. De repræsenterer blandt andet energiselskaber, banker og konsulenthuse, store og små. Arrangøren er Energy Net, et privat initiativ med britisk base, som tager godt 10.000 kroner pr. deltager for to dages paneldebatter med veltalende ordstyrere, emne-specifikke workshops og pauser med god plads til uformelle drøftelser. Energiministeriet møder op med et klart budskab: Investorer er velkomne. Samtidig skal mozambikanerne sørge for, at investeringerne kommer befolkningen til gode. Få uger efter konferencen vedtager regeringen en “gas-masterplan”, udar- TANZANIA RovumaBassinet MOZAMBIQUE DET ER I ROVUMA-BASSINET UD FOR DEN NORDLIGSTE DEL AF LANDET, AT DE STORE GASFUND ER GJORT. bejdet med støtte fra Verdensbanken, som skal sikre hjemlig vækst, både i den offentlige og private sektor, foruden arbejdspladser, uddannelsesmuligheder og infrastruktur. Ny lovgivning på området er også på vej. Imens må investorerne vente. En budrunde, som kan give virksomheder adgang til områder syd for Rovumabassinet, har været udsat siden 2012. UENIGHED OM EFFEKT En af virksomhederne på konferencen, Sasol fra Sydafrika, har allerede adgang til mozambikanske naturgasreserver. I modsætning til Anadarko og ENI opererer Sasol ikke på havet ud for det nordlige Mozambiques kyst, men inde på land længere sydpå. For godt 10 år siden indledte virksomheden Southern Africa Regional Gas Project i samarbejde med Verdensbanken og Mozambiques regering. Projektet gik ud på at udvikle to gasfelter og MOZAMBIKANSK BESØG I DANMARK En delegation af mozambikanske virksomheder og erhvervsorganisationer besøger Danmark i november 2014. FOTO: SVEN TORFINN/POLFOTO Delegationen skal mødes med danske virksomheder, som er interesserede i handel med og investering i Mozambique, særligt inden for gassektoren. Der planlægges blandt andet et besøg i Esbjerg på Offshore Center Denmark, et nationalt kompetence- og innovationscenter for offshore-industrien. SIEMENS FORTÆLLER PÅ BILLBOARD MED BOREPLATFORM, AT FIRMAET ARBEJDER FOR MORGENDAGENS MOZAMBIQUE. BUDSKABET SYNES DOG AT PRELLE AF PÅ DEN BILVASKENDE MAND. Delegationens besøg er arrangeret af Danmarks ambassade i Maputo i samarbejde med Dansk Industri og myndigheder og erhvervsorganisationer i Mozambique. over 50 års NGO-erfaring raptim STADIG BRUG FOR DONORER Uanset om Sasols aktiviteter gavner befolkningen eller ej, er virksomhe- den en forløber for en udvikling, hvor udenlandske investorer, potentielt også danske, får større indflydelse i landet, mens donorernes ditto bliver relativt mindre. Ifølge Sasol selv er der dog brug for begge parter. “Donorerne er nødt til at fortsætte med at støtte,” siger Kribs Govender, direktør i Sasol med ansvar for lavkarbonelektricitet, til Udvikling under konferencen på Girassol Indy. Han uddyber: “Udvikling sker som en naturlig følge af investeringer, fordi der opstår virksomheder inden for sekundære erhverv, hvilket øger indkomsten i området som helhed. Uden for de områder, hvor man investerer, er der imidlertid stadig brug for donorer. Investorer er meget fokuseret på de områder, de investerer i, mens donorer fokuserer bredere, på hele lande eller hele regioner.” Ifølge Sasol-direktøren er investeringer i det omfang, Mozambique oplever i disse år, ikke nok til at skabe de nødvendige forandringer. Måske er samme analyse årsag til, at regeringen så entydigt bruger konferencen på Girassol Indy til at invitere nye inve- Tlf. 8723 1230 Glarmestervej 20A • 8600 Silkeborg www.unitasrejser.dk • [email protected] storer indenfor. Mest udtalt er det, da en kontorchef fra energiministeriet i Maputo under en af paneldebatterne bliver spurgt, hvor hun gerne ser investeringerne i landets energisektor komme fra. Hun svarer med et skævt smil: “Vi ser gerne, at de kommer alle steder fra.” • STORMODTAGER AF DANSK BISTAND Mozambique modtog 496 millioner kroner i dansk udviklingsbistand i 2013, hvilket gør landet til den største modtager, tæt efterfulgt af nabolandet Tanzania. Den danske indsats fokuserer på blandt andet fattigdomsbekæmpelse, reproduktiv sundhed og rettigheder samt klimatilpasning og miljøforvaltning. Udviklingssamarbejdet med Mozambique begyndte i tiden umiddelbart efter uafhængigheden fra Portugal i 1975. Læs mere: www.mozambique.um.dk member of raptim network ® 9/ værdi for pengene personlig service stor fleksibilitet ” Det gode ved netop Raptim-billetterne er, at de signalerer, hvad det er for et ærinde, vi har som organisation. Det kan være en fordel, hvis der opstår udfordringer i de lande, vi rejser til. Lene Grønbech direktionsassistent hos SOS Børnebyerne ANNONCE sende gassen gennem en rørledning over grænsen til Sydafrika, hvor der er stor efterspørgsel på el. Under overskriften Sasols sjæl fortæller virksomheden på sin hjemmeside, at den har hjulpet lokal samfundene langs rørledningen ved at bygge skoler og klinikker, bore efter drikkevand og sågar omplante baobabtræer, som stod i vejen. Sasol oplyser også, at selskabet som følge af rørledningsprojektet har betalt 600 millioner dollar til Mozambiques regering. Forkert, projektet har stort set ikke genereret nogen indtægter til statskassen, mener imidlertid Centro de Integridade Publica (CIP), en danskstøttet organisation, der arbejder for at fremme demokrati og menneskerettigheder i Mozambique. CIP kritiserer også regeringen for at tilbageholde oplysninger om aftalen med Sasol. Uenigheden mellem parterne har affødt offentlig debat om emnet. Film LATTER OG ALVOR De to ikke-vestlige og meget politiske film i hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Cannes handlede om vidt forskellige ting: Jihadisternes overtagelse af Timbuktu og aggressionerne i Argentina. En ting har filmene til fælles: Instruktørerne bruger humor til at formidle de alvorlige emner. AF MAJKEN S. ELIASEN, CANNES FOTOS: LES FILMS DU WORSO/ARCHES FILMS & CORNER PRODUCCIONES 10/ Æslet vil ikke flytte sig. Det har en stor halmballe på ryggen og fylder den lille støvede sti fra væg til væg, så de tungt bevæbnede jihadister ikke kan komme forbi. Når de går til den ene side, følger æslet med, og omvendt. Over for et stædigt æsel kan selv overmagten ingenting gøre. Æslerne spiller flere gange en rolle i filmen Timbuktu, der blev vist den allerførste dag på Cannes Filmfestivalen 2014. Filmen handler om jihadisternes voldelige og undertrykkende regime i det oldgamle samfund ved Sahara, hvor steninger og tvangsæg- teskaber blev dagligdag. Og æslerne er med til at give publikum et pusterum, hvor man ler af jihadisterne. “Mennesker er ikke endimensionelle, det er ikke alt eller intet, alle mennesker er komplekse,” forklarer instruktøren Abderrahmane Sissako om sin brug af humor i filmen. “Du har både godt og ondt i dig, og derfor er det vigtigt at huske, at jihadister også er mennesker, som på et tidspunkt bare har taget et bestemt valg i livet. Du bliver nødt til at fremstille de personer som mennesker.” FILMEN TIMBUKTU HANDLER OM LIVET I DE SAMFUND, DER LIDER UNDER AFRIKANSKE JIHADISTER. TÅRER FOR TIMBUKTU Abderrahmane Sissako er en af de mest kendte instruktører fra et kontinent, hvorfra meget få film kommer til den vestlige verden. Han ser det som sin pligt at formidle nogle af de forfærdelige historier, der dagligt udspillede sig under jihadisternes regime, og Timbuktu er direkte inspireret af en virkelig hændelse. “Det, der triggede mig, var steningen af et ungt par i en lille landsby nord for Timbuktu,” fortæller instruktøren. “Men det var ikke hændelsen i sig selv, der inspirerede mig, men mere det faktum, at ingen talte om det. Vi lever i en verden, hvor lanceringen af en ny mobiltelefon bliver dækket af hele verdenspressen, og samtidig er vi fuldstændig indifferente, når det drejer sig om forfærdelige overgreb som dette.” Abderrahmane Sissako er født i Mali, men er opvokset i Mauretanien, hvor filmen også er optaget. Oprindeligt havde filmholdet håbet på at kunne optage i selve Timbuktu, men det viste sig stadig at være for farligt. Så sent som i september måned var der nye selvmordsbombeaktioner i byen. Da Sissako sidder over for verdenspressen i Cannes, sker der noget, som er en sjældenhed på den glamourøse filmfestival. Da Abderrahmane Sissako prøver at sætte ord på, hvorfor historien om Timbuktu var så vigtig at få ud, begynder han at græde. “Måske græder jeg på vegne af alle de mennesker, som oplevede disse ting, som virkelig led,” siger han med blød stemme, mens han forsøger at tørre tårerne væk. “Det ægte mod finder vi hos dem, der har levet med regimet på en daglig basis, ikke bare en eller to dage, men i lang tid. Mennesker, som lavede modstand uden ord, og det er der, optimismen ligger i filmen.” Langt de fleste af filmene i den prestigefyldte filmkonkurrence kommer fra vestlige lande. Udover Sissakos Timbuktu havde den argentinske Relatos Salvajes dog også fundet vej gennem nåleøjet og var en af de i alt 18 film, der var udvalgt til årets hovedkonkurrence. VOLD OG VREDE Titlen Relatos Salvajes (vilde forbindelser, red.) skal opfattes bogstaveligt. Filmen, der er lavet af den argentinske instruktør Damian Szifron, består af seks forskellige fortællinger, der umiddelbart intet har med hinanden at gøre. Den røde tråd, der holder filmen sammen, er den vrede og aggressive opførsel, som personerne i de enkelte historier udviser, ofte på grund af de ting, der ikke fungerer i samfundet. I en af fortællingerne har en forkælet rigmandssøn i en brandert påkørt en gravid kvinde og er bagefter flygtet fra ulykkesstedet. Hans rige far tager styringen og overtaler sin fattige gartner til at tage skylden og fængselsstraffen mod en klækkelig betaling. Som en af landets mange fattige, der ikke har håb om en bedre fremtid, tager gartneren imod tilbuddet, og dækhistorien bliver uden videre godtaget af en korrupt anklager, der ser sit snit til også at tjene nogle skejser på kvindens død. “Vores samfund indeholder et stort antal meget fattige mennesker, som er her for at udvinde råmaterialer, for at lave det manuelle arbejde, for at fjerne vores skrald. Det er arbejde, vi ikke selv gider udføre,” forklarer instruktør Damian Szifron. “Og så har vi en gruppe af mennesker, der er opdraget til at være forbrugere, folk, som tror, de er meget bedre end de andre, men det er de ikke.” SLAPSTICK SOCIALKRITIK Selvom de seks historier i Relatos Salvajes alle ender i vold, så er filmen samtidig en komedie. Historien om manden, der får nok af de korrupte 11/ VILD VREDE OG AGRESSIV OPFØRSEL ER DEN RØDE TRÅD I ARGENTINSKE SZIFRONS FILM. bilinspektører, der hele tiden fjerner hans bil for at tjene penge, og som ender med at sprænge det hele i luften, er fortalt som en komedie. Og pengeforhandlingerne mellem den rige far, den fattige gartner og den korrupte anklager har farceagtige dimensioner. “Jeg forstår ikke, hvor komedier ikke bliver taget seriøst, eller at man ikke mener, de kan handle om noget seriøst,” siger Szifron. Filmen blev solgt til stort set alle de latinamerikanske lande på festivalen, og til pressekonferencen i Cannes spurgte flere af de sydamerikanske journalister nervøst ind til, hvad Szifron mente, Argentinas præsident Cristina Fernández de Kirchner vil mene om filmen. “Politikerne bliver nødt til at have større visioner, så folk kan leve i større harmoni med hinanden. Det er et problem, at der er så ulige en fordeling af velstanden, og det er et problem, at der ikke er mere og bedre uddannelse,” siger Damian Szifron, der ikke har noget problem med, at Cristina Fernández de Kirchner skal se filmen. “I Argentina burde vi have det meget bedre, end vi har det.” • SISSAKO OG SZIFRON • Abderrahmane Sissako (f. 1961), Mali/ Mauretanien, er en af de meget få filminstruktører fra syd for Sahara, hvis film får vestlig opmærksomhed. Vandt i 2002 en pris i Cannes for filmen Waiting for Happiness om en ung mand fra Mauretanien, der forsøger at emigrere til Vesten. • Damian Szifron (f. 1975), Argentina, var en overraskelse på årets Cannes Filmfestival, da han indtil videre mest har lavet tv-serier i sit hjemland. Med Relatos Salvajes viste han, at han besidder et socialt sindelag og en kritisk holdning til forholdene i sit hjemland. 12/ Nepal DE GODE NYHEDER KOMMER NEDEFRA Borgerkrig og kongemord, politisk strid og kævl har præget nyhederne fra Nepal de seneste årtier. Men blandt græsrødderne er der grøde. AF JESPER HELDGAARD, KATHMANDU 13/ FOTO: JESPER HELDGAARD KVINDEN I GRØNT HEDDER RAM SUNDAR DEVI DAR OG ER EN AF MANGE NYE AKTIVISTER. Sukhari Devi Ram gør det, ingen donorer kan, hverken hver for sig eller sammen: Hun holder øje med, at de lokale myndigheder, hvor hun bor, bruger de sparsomme offentlige midler, som de skal og ifølge budgetterne: På skoler, på veje, på vandforsyning og alle de mange andre presserende behov. Og hun gør det helt nede på landsbyniveau. “Vi holder især øje med, om de 30 procent af bloktilskuddene, der er øremærket til udsatte grupper som kasteløse, kvinder og børn, nu også bliver brugt til de formål. Og om lokale embedsmænd stikker offentlige penge i egne lommer, men vi indsamler også lokalsamfundenes ønsker og sørger for, at de bliver hørt,” fortæller Sukhari Devi Ram, som i øvrigt er dalit, det vil sige kasteløs. Alt det gør hun som medlem af – og sekretær for – det lokale såkaldte Ward Citizens Forum, en borgergruppe i det lokalområde (“ward”), som er den mindste enhed i Nepals administrative struktur. Nepal har mere end 35.000 wards, og alle har de inden for de seneste fem-seks år etableret et Ward Citizens Forum. Gennem dem er hundredtusinder af nepalesere som Sukhari Devi Ram blevet tildelt – og oplært i – en aktiv rolle som vagthunde, og der er skabt et finmasket system, der kan bekæmpe den korruption og det misbrug, lokale myndigheder i Nepal længe har været berygtet for. Borgergrupperne fører ikke bare kontrol. De er også med til at prioritere, hvordan de offentlige midler skal bruges lokalt, og de spiller dermed den rolle, som folkevalgte, politiske lokalråd egentlig skulle spille. Men det politiske lokalstyre i Nepal findes ikke. Det har været sat ud af kraft i snart to årtier: Det seneste lokalvalg fandt sted for 17 år siden, i 1997. Egentlig skulle der have været lokalvalg i 2002, men det blev aflyst – på grund af det maoistiske oprør, der sendte landet ud i ti års borgerkrig. Krigen sluttede i 2006. Men siden dengang har politikerne i hovedstaden Kathmandu endnu ikke kunnet blive enige om en ny forfatning, der skal danne grundlaget for nye lokalvalg. > > FOTO: JESPER HELDGAARD 14/ POLITISK KAOS Det var med en god portion skepsis, at nepaleserne i november sidste år gik til valg for at vælge et parlament med én altoverskyggende opgave: At vedtage den nye og længe ventede demokratiske forfatning – eller grundlov. I 2008 var der nemlig også valg til en grundlovsgivende forsamling, og dengang var målet, at den nye forfatning skulle være på plads i løbet af to år, men politikerne kunne ikke enes. Efter fire år udløb parlamentets valgperiode, en overgangsregering måtte udpeges, og nyvalg udskrives. Valget i november sidste år forløb fredeligt, og det nye parlament – med ikke færre end 601 medlemmer – trådte sammen i januar i år. Nu venter nepaleserne og omverdenen så spændt og utålmodigt på, om det vil lykkes det nye parlament at strikke en ny forfatning sammen, så den politiske situation kan blive normaliseret. Normaliseret er nok – netop i nepalesisk sammenhæng – et misvisende udtryk, for her har normalen de seneste årtier været krig og konflikt: Nepals overgang til demokrati i 1990 blev indledningen til en ustabil pe- SUNDARI BHUL MED SKØDET, DER BETYDER, AT HUN IKKE LÆNGERE ER JORDLØS. riode med hyppige regeringsskift. Fra 1996 til 2006 førte maoisters oprør landet ud i borgerkrigslignende tilstande, hvor omkring 17.000 skønnes dræbt. Og i 2001 bragte kronprins Dipendras drab på kongen, otte andre i kongefamilien og efterfølgende selvmord Nepal på forsiderne verden over. sjette år diskuterer de fortsat stort set alle elementer af den nye forfatning. Og det er som sagt efterhånden 17 år siden, der senest var lokalvalg i Nepal. Nye lokalråd kan først vælges, når/ hvis den nye grundlov kommer på plads, eller partierne kan blive enige om rammerne for at holde lokalvalg. Der er ikke noget at sige til, at iagttagere af nepalesisk politik i hovedstaden Kathmandu er frustrerede og utålmodige. Tag ud på landet, hvor tusinder Men der er en kur mod pessimismen: Tag ud på landet, hvor fire ud af er i gang med at organisere sig og tage kampen op mod århund- fem nepalesere bor, og hvor tusinder er i fuld gang med at organisere sig reders marginalisering og tage kampen op mod århundreders marginalisering, fattigdom og undertrykkelse, mens de valgte politikere I 2006 lykkedes det langt om længe i Kathmandu er optaget af interne magtkampe. at indgå en stor fredsaftale. De maoistiske oprørere nedlagde våbnene og Et godt eksempel er Sukhari Devi organiserede sig som et politisk parti, Ram og Ward Citizens Forums. kongedømmet blev afskaffet, og fredsLOKALSTYRETS FLAGSKIB processen kulminerede med valget i Konsekvensen af de manglende lokal2008. Alt sammen godt og fint. valg i Nepal er blevet et demokratisk Alligevel er nepaleserne frustrerede over deres politikere, som ikke tomrum, hvor Nepals byer, distrikter, formår at træffe beslutninger, der kan kommuner og wards i mere end et årti bringe landet ud af dødvandet: På alene er blevet styret og administreret af embedsmænd. Det kunne meget vel have sat en stopper for den omfattende decentraliseringsproces, som Nepal – med dansk støtte – tog fat på i 1990’erne for at erstatte århundreders fjernstyring fra Kathmandu. Men trods borgerkrig og politisk dødvande i hovedstaden er decentraliseringen fortsat ufortrødent og kan gøre det, fordi de nye Ward Citizens Forums udfylder det demokratiske tomrum og sikrer de lokale embedsmænd et aktivt og kritisk mod- og medspil. I 2008 gik seks donorer – heriblandt Danida – og Nepals regering sammen om et ambitiøst program, Local Governance and Community Development Programme (LGCDP), som departementschef i det ansvarlige ministerium Gobi Khanal ikke tøver med at kalde “lokalstyrets flagskib”. “Programmet var banebrydende på flere områder,” fortæller han. “Vi blev enige med en række donorer om at erstatte en række enkeltprojekter og -programmer til lokal udvikling med en fælles fond, som vi putter alle vore penge i, og som fordeles efter vedtagne retningslinjer. Det “ Fortsættes s. 16 > Bistand SØLVBRYLLUP MED ET SKRØBELIGT DEMOKRATI 25 års dansk støtte til Nepal har gavnet dem, der intet havde, og har sat gang i stærke civile bevægelser. AF JESPER HELDGAARD “Vi har støttet sager, der er vokset og blevet til selvstændige bevægelser, drevet af nepaleserne selv. På den måde er effekten af den danske bistand mangedoblet.” Sådan lyder ordene fra Danmarks ambassadør i Nepal, Kirsten Geelan. Det er 25 år siden, at Nepal blev dansk programsamarbejdsland, i 1989, da det stod klart, at overgangen til demokrati i landet var lige om hjørnet. Men trods vedholdende dansk støtte – og støtte fra andre donorer – til demokratisering lige siden, kniber det stadig for demokratiet i Nepal at få fast grund under fødderne. Den nærmest konstante politiske krise i Nepal har på den ene side understreget behovet for støtte til demokratisering, menneskerettigheder og et aktivt civilsamfund, men på den anden side betydet store udfordringer. For at håndtere dem oprettede Danida i 1999 et særligt kontor i Kathmandu: Danida Human Rights and Good Governance Advisory Unit – populært kaldt DanidaHUGOU – med både danske og nepalesiske ansatte. Den danske strategi blev at danne såkaldt strategiske partnerskaber med nepalesiske ngo’er – det betyder, at støtten ikke øremærkes bestemte aktiviteter, men gives som en femårig ramme til at udvikle og styrke organisationen og til at realisere mål, den selv bestemmer. Den økonomiske støtte ledsages af træning og rådgivning i for eksempel økonomistyring. Og det er populært. “Vi bliver nu taget mere alvorligt og med på råd i udformningen af nye jordlove til gavn for de jordløse,” fortæller Jagat Basnet, direktør for den nepalesiske organisation Community Self-Reliance Centre (CSRC), som er aktiv i det meste af Nepal i kampen for jord. “ Tidligere var vi som nomader og tiggere, altid på jagt efter et sted. vi kunne være. Sundari Buhl, dalit og tidligere jordløs DanidaHUGOU er tidligere i år blevet afløst af en ny enhed, Governance Facility, et fælles initiativ, der støttes af Danmark samt Englands og Schweiz’ svar på Danida. MANGFOLDIGHED I FOKUS Det var Nepals overgang til demokrati i 1990, der gav startskuddet til, at landets mangfoldighed for alvor kunne folde sig ud, til at jordløse bønder, dalitter (kasteløse), kvinder, oprindelige folk og mange andre marginaliserede grupper selv kunne begynde at tage kampen op for deres rettigheder. Ngo’er blev tilladt, og antallet af dem nærmest eksploderede. I dag har Nepal mere end 35.000 registrerede ngo’er, store og små, aktive og passive mellem hinanden. En af dem var CSRC. Den medvirkede til, at tusinder af jordløse har fået skøder til jord. Som Sundari Bhul. Hun er dalit og tilhørte tidligere den enorme gruppe af jordløse bønder i Nepal, der for en ussel betaling og under slavelignende forhold måtte arbejde for jordejerne. Hun bor i en lille landsby i den vestligste del af Nepal tæt på grænsen til Indien. For hende og hendes familie ændrede livet sig fuldstændigt for kort tid siden, da hun fik et skøde på et lille jordstykke på lidt over 1.000 kvadratmeter: “Vi har aldrig før haft et sted, vi kunne kalde vores. Nu har vi et hus og et lille stykke jord, vi kan dyrke. Tidligere var vi som nomader og tiggere, altid på jagt efter et sted, vi kunne være, hvor vores børn kunne lege uden at blive skældt ud og smidt væk.” • 15/ > REPRÆSENTANTER FRA FLERE FORSKELLIGE “SOCIALE FAMILIER” FRA DET SYDØSTLIGE SIRAHA DISTRICT (AMT) SAMLET TIL MØDE. DE APPELLERER TIL KVINDER, MÆND, ALLE KASTER OG KASTELØSE. FOTOS: JESPER HELDGAARD (ØV) & STUART FREEDMAN/PANOS (NED) 16/ FREDSAFTALEN MELLEM MAOISTERNE OG REGERINGEN HAR BANET VEJEN FOR ET AKTIVT LOKALDEMOKRATI. har nedsat udgifterne og tidsforbruget til administration betragteligt, så der bliver flere penge og ressourcer til rådighed lokalt.” En anden central del af programmet var at sikre lokal kontrol med de offentlige midler, og det førte til ideen med at oprette de lokale borgergrupper, Ward Citizens Forums, og en række andre kontrolmekanismer. Første fase af programmet blev i 2013 afløst af en fase 2, der løber frem til 2017 og har endnu flere donorer med. Men trods de mange donorer afviser Gobi Khanal, at det er donorerne, der bestemmer, og han begrunder det blandt andet med, at nepaleserne selv betaler mest: “I første fase stod regeringen for 80 procent af udgifterne, donorerne tilsammen for de 20 procent. I anden fase er fordelingen 90/10.” FORSKELLEN MÆRKES At donorernes og Nepals fælles satsning på decentralisering har gjort en mærkbar forskel, kan Mohamad Ashfaque snakke med om. Han har været lokal embedsmand i 30 år, de seneste tre år som administrativ chef for en lille, fattig kommune i det sydøstlige Nepal med knap 12.000 indbyggere. “I 1990’erne fik hver kommune et fast, årligt bloktilskud på 300.000 rupees (godt 16.000 kr.). Nu får vi i vores distrikt 2,6 mio. rupees (godt 140.000 kr.),” fortæller han. Samlet er bloktilskuddene til de lokale myndigheder mere end tidoblet, siden decentraliseringen startede, og der er indført en ny model, så bloktilskuddene beregnes ud fra befolkningstal, areal og andre objektive kriterier. Mohamad Ashfaque og andre lokale embedsmænd har også lært at leve med den øgede lokale kontrol. Flere embedsmænd siger ligefrem, at de er glade for den: “Den har helt sikkert været med til at mindske korruption og misbrug, men ikke nok med det: Borgergrupperne har også sikret, at vi som embedsfolk kan have en åben dialog med lokalsamfundene, og jeg kan sagtens forestille mig, at de fortsat vil have en rolle at spille, når det engang igen lykkes at gennemføre lokalvalg og genindføre det politiske lokalstyre. Hvis lokalpolitikerne vel at mærke giver dem lov til det,” siger Gopal Kumar PERSONLIG FORVANDLING Sukhari Devi Ram tager helt tydeligt sin rolle som sekretær for den lokale borgergruppe i Basawalpur i det sydøstlige Nepal meget alvorligt, selv om hun til at begynde med slet ikke kunne se sig selv i den rolle. Som fattig, kvinde og dalit langt ude på landet i Nepal har hun ikke været vant til at have – endsige forlange – nogen som helst indflydelse. Hendes forvandling til en aktiv og kritisk borger tilskriver hun fuldt og helt SAMAGRA, “et holistisk udviklings- og servicecenter”. Bag det lidt kryptiske navn gemmer der sig en nepalesisk organisation, der blev dannet i 1996 for at fremme en uafhængig og lokalt-baseret tilgang til udvikling. Det sker ved at danne “sociale familier” i lokalsamfund på tværs af køn, kaster, etnisk tilhørsforhold og de mange andre opdelinger, der splitter det nepalesiske samfund ad. Den sociale familie fungerer som en slags udvidet familie og som landsbysamfundenes talerør over for lokale myndigheder og ngo’er. Ofte har medlemmerne også en lille spare- og lånekasse sammen. De sociale familier bliver trænet af SAMAGRA, der støttes af Danida. “ Vi holder især øje med, om de 30 procent af bloktilskuddene, der er øremærket til udsatte grupper som kasteløse, kvinder og børn, nu også bliver brugt til de formål. Sukhari Devi Ram, Ward Citizens Forum Sukhari Devi Ram er formand for den sociale familie i sin landsby. Dét har givet hende den selvtillid og status, der gjorde, at hun sagde ja til at lade sig vælge til det lokale Ward Citizens Forum. SAMAGRA har været med til at klæde tusinder af andre nepalesere på til at blive aktive samfundsborgere, blandt andet i Ward Citizens Forums. Det samme har en række af de mange andre civilsamfundsorganisationer, Danida støtter, og på den måde går den danske støtte til civilsamfund og til lokalstyre op i en højere enhed, forklarer Danmarks ambassadør i Nepal, Kirsten Geelan: “Danmarks støtte til Nepals demokratiske udvikling følger en tostrenget tilgang. Vi støtter både de ansvarlige myndigheder og borgerne. Nepal lider under et massivt demokratisk underskud på lokalniveau, fordi der ikke har været holdt lokalvalg siden 1997, men gennem vores engagement i lokale civilsamfundsorganisationer er vi med til at sikre, at den generation, der er vokset op uden folkevalgt lokalstyre, er sig bevidst om de rettigheder og det ansvar, der hører med til at være aktive borgere i et demokratisk land.” Så når det igen lykkes at holde lokalvalg i Nepal, skal de nye lokalpolitikere være beredt på, at de vil stå over for tusinder af borgere, der kigger dem kritisk i kortene og giver dem gode råd. • 17/ ANNONCE Adhikari, en af de ledende embedsmænd i Udayapur District (amt) med 321.000 indbyggere i det sydøstlige Nepal. 18/ Kenya BLOD, SVED OG BARBERBLADE FOTOS: MEERI KOUTANIEMI FOTOREPORTAGE KVINDELIG OMSKÆRING “Værelset er mørkt, og det er så fyldt af røg, at det er vanskeligt at trække vejret. Nasirians arme og ben bliver bundet. Pigen er stærk og kæmper imod. Seks kvinder ligger på jorden på alle fire for at holde hende. Hun får ingen anden smertelindring end en spand koldt vand, der hældes over hendes nøgne krop. En af kvinderne viser nu et barberblad frem i sine hænder. Nasirian græder, og blodet begynder at flyde hen ad gulvet. Jo mere hun bløder, desto mere skriger hun. Efter få minutter er hendes kønsdele helt uigenkendelige.” Den finske fotograf Meeri Koutaniemi fulgte i efteråret 2013 et gammelt ritual i en lille masai-landsby i det sydvestlige Kenya. De to 14-årige stedsøstre Nasirian og Isina blev omskåret for at gøre dem klar til at blive gift i fremtiden. Familien gav fotografen lov til at dokumentere ritualet fra start til slut, da de gerne ville give omverdenen et indblik i en gammel tradition, som de er stolte af. Kvindelig omskæring er en tradition, der praktiseres over hele verden i 29 lande, hovedsagelig i Afrika og Mellemøsten, og især af muslimer og indfødte folk. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) skønner, at der er mere end 140 millioner omskårne kvinder i verden. Traditionen stammer fra en overbevisning om, at kvindens kønsorganer er urene. Og at man ved at reducere kvinders seksuelle nydelse også forebygger kvinders utroskab. Konsekvenserne kan være fatale. Fordi indgrebet ofte udføres under uhygiejniske forhold, er risikoen for at få og dø af infektioner stor. På lang sigt kan kvinden få problemer med gentagne infektioner og store smerter ved eksempelvis vandladning og samleje. • /ULM 19/ > 20/ RITUALET BEGYNDER OM AFTENEN. NASIRIAN OG ISINA, 14 ÅR, FÅR BARBERET ALT HÅR AF KROPPEN OG VASKES MED KOMÆLK, OG DERES FORÆLDRE SMYKKES MED OKKER PÅ HOVEDET. LANDSBYEN SLAGTER DYR OG HOLDER FEST. DER ER STOR FORSKEL PÅ PIGERNES ALDER, NÅR DE OMSKÆRES. I NOGLE LANDE OMSKÆRES PIGER, NÅR DE ER SPÆDBØRN, ANDRE STEDER SKER DET I DERES TEENAGEÅR. HVAD SKAL MAN VISE? En del billeder i denne fotoserie er ganske ubehagelige at se på. Vi er helt klar over dette, og når redaktionen vælger at vise disse fotos, sker det efter moden overvejelse. Formålet med fotoreportagen er at sætte fokus på en problemstilling, der stadig er alt for aktuel: kvindelig omskæring – der i øvrigt på engelsk har et langt mindre klinisk-neutralt navn, nemlig female genital mutilation (kvindelig kønslig lemlæstelse). Verdenssundsorganisationen WHO har mere fakta om kvindelig omskæring på sin hjemmeside: www.who.int/mediacentre OMSKÆRINGEN AF PIGERNE SKER OM MORGENEN I DERES HJEM. 21/ OMSKÆRING UDFØRES PÅ FORSKELLIGE MÅDER. FRA AT SKÆRE ET LILLE STYKKE AF KLITORIS AF TIL AT FJERNE ALLE YDRE KØNSORGANER: BÅDE KLITORIS OG STORE OG SMÅ SKAMLÆBER. > > 22/ OMSKÆRING BLEV FORBUDT I KENYA I 2001, MEN BLANDT VISSE STAMMER, SOM MASAIERNE, ER DET STADIG EN FASTTØMRET TRADITION. 23/ MEERI KOUTANIEMI Den finske fotograf (f. 1987) er født i Lapland og bor i Helsinki. Hun er uddannet fra Tampere Universitet, arbejder hovedsageligt med politiske og sociale emner i hele verden og har udover sine fotoreportager også lavet dokumentarfilm. Koutaniemi er hædret med flere priser for sit arbejde og blev kåret som årets fotograf i det finske svar på Årets Pressefoto i 2012. www.meeri.fi Interview KULTUR MÅ ALDRIG BLIVE EN UNDSKYLDNING Kvinders rettigheder verden over er under pres, fastslår sydafrikanske Phumzile Mlambo-Ngcuka, der netop har rundet et år i chefstolen i FN’s kvindeorganisation. AF JOHANNE MYGIND FOTO: LARS KRABBE/POLFOTO 24/ Phumzile Mlambo-Ngcuka er klar over, at hun har en stor opgave foran sig. Forrige sommer blev hun udnævnt til direktør for FN-særorganisationen UN Women. Den skal fremme ligestilling og kvinders rettigheder på et tidspunkt, hvor området møder kraftig modstand. “Vi vidste, at vi ikke havde vundet på alle fronter, men vi havde ikke forventet et decideret tilbageskridt på dette område. Det er kommet bag på mig, i hvor høj grad religion og kultur igen bruges til at undertrykke kvinder, og hvor meget magt religiøse og konservative grupper har fået i de seneste år,” siger sydafrikanske Phumzile Mlambo-Ngcuka og henviser til sidste års FN-konference om vold mod kvinder, hvor det var svært at blive enige om en fælles udtalelse. INGEN ENIGHED OM AT BEKÆMPE VOLD MOD KVINDER “Tænk, at man skulle møde en forsamling, som bestod af de klogeste og bedst uddannede fra hvert land, og så kunne vi ikke blive enige om, at vold mod kvinder burde ophøre. Ja, der var endda nogle grupper, som havde brugt tid og energi på at forhindre, at sådan en udtalelse skulle vedtages. Det var et chok for mig.” Phumzile Mlambo-Ngcuka er 58 år, mor til fem børn, og som tidligere vicepræsident for Sydafrika er hun den højest placerede kvinde i Sydafrikas historie. Hun blev politisk aktiv under apartheidstyret, og hendes politiske arbejde har lært hende en vigtig lektie, når det gælder kampen for kvinders rettigheder: Man skal være forberedt på modstand. grupper, som ikke kan blive enige om noget som helst andet, være enige om at undertrykke kvinder, og netop derfor må man søge allierede overalt i denne kamp.” ABORT ER EN MÆRKESAG En vigtig mærkesag for Phumzile Mlambo-Ngcuka er kvinders reproduktive rettigheder. “Kvinder skal have ret til at bestemme over deres egen krop, for når kvinder bliver uønsket og uplanlagt gravide, så må de sætte deres Det er kommet bag på mig, i egne behov til side. Så får de ikke en uddannelse, så kommer de ikke i hvor høj grad religion og kultur arbejde, og så sidder de fast i fattigigen bruges til at undertrykke dom. Det er derfor, det er så vigtigt, kvinder. at kvinder har adgang til prævention Phumzile Mlambo-Ngcuka, og abort,” siger Phumzile Mlambodirektør for UN Women Ngcuka, som mener, at man bør gå meget længere i kampen for at støtte “Nelson Mandela fortalte mig enkvinders reproduktive rettigheder. gang om fredsprocessen efter borger“I nogle lande opfattes det ikke krigen i Rwanda, som han var med til som kvindens eget personlige at forhandle. Det eneste, som lederne valg, om hun skal have børn kunne blive enige om, var, at kvinder eller ej. Her er det vigtigt skulle udelukkes fra magten. Heldig- med mere uddannelse og invis havde landets kvinder organiseret formation om kvinders retsig inden da, og derfor blev der vedta- tigheder. Vi bør mobilisere get en forfatning, som gav kvinderne civilsamfundet i de lande, lige rettigheder. I dag har Rwanda hvor retten til abort er den højeste repræsentation af kvinunder pres. Vi har nemlig der i parlamentet i verden. Ofte vil set igen og igen, at når “ alt andet fejler, så er det civilsamfundets protester, som får tingene til at ske.” Men når det handler om abort, er det vel snarere civilsamfundet, som protesterer imod fri abort? “Ja, det er et meget kontroversielt område med mange forskellige grupperinger. Det er derfor, at vi bliver nødt til at blive stærkere. Retten til abort er en rettighed, som verdens kvinder ikke må miste.” MENNESKERETTIGHEDER ER VIGTIGST Et andet emne, som er kommet højt på dagsordenen, er homoseksuelles og transseksuelles rettigheder, for fra Rusland til Uganda oplever homoseksuelle øget forfølgelse. “Det er jo et kompliceret emne, for i mange lande blander man kvinders reproduktive rettigheder sammen med homoseksuelles rettigheder, og så vil man ikke støtte kvinders adgang til for eksempel prævention, fordi man mener, at man dermed støtter homoseksualitet. Men vi bliver nødt til at fastholde, at retten til seksuel frihed er en menneskeret, og at himlen ikke er faldet ned i de lande, hvor homoseksuelle har de samme rettigheder som alle andre.” Men mange vil jo sige, at man dermed nedbryder landenes kulturelle normer og egenart? “Selvfølgelig bliver vi nødt til at arbejde på en måde, som respekterer de enkelte landes kultur, men man bliver også nødt til at være principiel. Hvis der er steder, hvor man har tradition for at give 11-årige bort i et såkaldt ægteskab, så bliver vi nødt til at sige fra. DANMARK STØTTER Det danske bidrag til UN Women var i 2013 på 66 millioner kroner. Det hjælper ikke at undskylde det ved at sige, at det er en kulturel tradition. Det er stadigvæk en overtrædelse af menneskerettighederne,” siger Phumzile Mlambo-Ngcuka, som i sit arbejde for UN Women aktivt støtter ngo’er, som arbejder for at fremme kvinders rettigheder, selvom det betyder et opgør med gamle sociale normer og strukturer. “Der er masser af organisationer, som formår at kæmpe for disse ting på en måde, som respekterer samfundets værdier. Organisationer, som skaber dialog, eller som arbejder inden for lovgivningen. Man må også se på de økonomiske strukturer, som begrænser kvinders rettigheder. I en del lande i Afrika har piger ikke adgang til uddannelse, fordi de bliver set som arbejdskraft. Her har man gjort det muligt for pigerne at gå i skole ved at lave et system, hvor de kan tage en sæk ris med hjem fra skolen, så familierne kompenseres på den måde.” UN Women blev oprettet for næsten fire år siden, men er det ikke en forældet tankegang at lave en organisation, som kæmper for kvinders rettigheder? “Jeg ville ønske, at vores organisation ikke var nødvendig, men det er stadig sådan, at kvinder på verdensplan er mere fattige og mere udsatte for vold end mænd. Hvis man ikke har en organisation som UN Women, så mangler verdens kvinder en allieret i en kamp, som gælder liv og død. Der er stadig ikke særlig mange organisationer, som har direkte fokus på kvinder, og deres behov ryger alt for tit bagest i køen. Teoretisk har du ret, men i praksis er der stadig brug for os.” • 25/ Iværksættere 26/ Afrika boomer af vækst, og driftige unge iværksættere er kontinentets nye helte. Men der er problemer med at skabe jobs i den private sektor, og kun en lille, eksklusiv gruppe har for alvor forøget deres levestandard. AF RASMUS LØPPENTHIN, KIGALI Betragter man Afrika som det fortabte kontinent, burde man for en stund lade sine øjne hvile på Ashish J. Thakkar. Han er vokset op i Uganda og startede som 15-årig en lille forretning, der solgte computere. I dag er han 32 år og milliardær (se boks). Han repræsenterer et segment af succesfulde afrikanske iværksættere, som har fået tilkæmpet sig verdenssamfundets opmærksomhed. Googler man "african entrepreneurs", vælter det således frem med ranglister, kåringer og kampagner, der de seneste år har hyldet kontinentets fremadstormende stjerner. Afsenderne er giganter som Forbes, E&Y (tidligere Ernst & Young) og CNN. Kernebudskabet er, at kontinentets unge er vokset op til en ny virkelighed. En virkelighed, der betyder, at hvis man er driftig, hårdtarbejdende og innovativ, kan man få succes. Ikke bare for sig selv, men hele generationen, fordi virksomheder i vækst skaber arbejdspladser og velstand. Ashish J. Thakkar er en af rollemodellerne, der kan give de unge troen på, at det kan lykkes at gå hele vejen. Han er billedet på den afrikanske drøm. Og drømmen har godt fat i kontinentet. Den såkaldte Global Entrepreneurship Monitor Report viser, at over halvdelen af Afrikas indbyggere syd for Sahara har intentioner om at starte egen virksomhed. Til sammenligning er det tilsvarende tal 34 procent i Latinamerika, 20 procent i Kina og syv procent i Danmark. Samtidig tilbyder flere og flere særligt østafrikanske nationer gode rammebetingelser for selvstændige. I Rwanda tager det få dage at få registreret sin virksomhed, og generelt er regionens erhvervsklima fuldt på højde med BRIKS-landenes (Rusland, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika), vurderer en rapport fra Verdensbanken. Optimisterne får yderligere vind i sejlene af de konstant høje vækstrater siden årtusindskiftet. I 2012 voksede Afrikas samlede BNP med næsten fem procent, mens verdens samlede BNP lige sneg sig op på en stigning på to procent. KUN ELITEN FÅR SUCCES Alligevel har de færreste afrikanske unge samme muligheder som Ashish J. Thakkar. Det mener Stig Jensen, som er leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet. “Det er naivt at tro, at de succesfulde iværksættere kommer op til det her niveau af sig selv,” siger han. Ashish J. Thakkar er da heller ikke, som afrikanere er flest. En stor del af opvæksten boede han i England og havde fra starten andre muligheder end sine landsmænd. Derfor var han også allerede som 15-årig i stand til at rejse til Dubai og hente it-udstyr samt låne 6.000 dollar for at udbygge sin forretning i Uganda. Og netop startkapital er vigtig for iværksætterne, mener en anden succesrig afrikansk forretningsmand, Alpesh Patel, der er født i Ugandas jungle – mens forældrene var på safari. “Unge iværksættere bør komme i gang ved hjælp af deres egen opsparing,” sagde han til CNN i marts. Der skal en god pose penge til for at få succes, og derfor er jetsettet af iværksættere reelt et umuligt luftlag at nå for langt de fleste afrikanere. Det er måske nok unødigt polemisk at hævde, at Thakkar og Patel er født med en sølvske i munden, men deres chance for at få succes har fra starten været langt bedre end de flestes. Blandt andet i kraft af deres internationale netværk. Derfor skal vi ikke lade os forblænde af den afrikanske drøm, mener Stig Jensen. “ Unge iværksættere bør komme i gang ved hjælp af deres egen opsparing. Alpesh Patel, afrikansk forretningsmand “Der er meget få virksomheder i Afrika, som er startet lokalt, der i dag har mere end 20 medarbejdere. Ofte er det internationale virksomheder og aktører med enormt meget kapital i ryggen, som vinder pladsen i markedet,” siger han. FOR FÅ PRIVATE JOBS De skyhøje vækstrater på kontinentet snyder. For selvom der på papiret burde være massivt gang i jobskabelsen, så er det slet ikke tilfældet. Verdensbankens cheføkonom for Afrika, Shantayanan ASHISH J. THAKKAR •Opvokset i Uganda, men med indisk baggrund •Etablerede sin første virkomhed i Afrika som 15-årig •Stifter af og direktør for konglomeratet Mara Group, der har aktiviteter i 19 lande i Afrika og 21 udenfor. Devarajan, har lavet casestudier for Thakkars hjemland, Uganda. “Antallet af jobs i den private sektor voksede med 7,3 procent om året i perioden 1992 til 2005. Men væksten kommer fra så lavt et niveau, at den ikke kan absorbere de mellem syv og 10 millioner unge mennesker, som entrerer arbejdsstyrken hvert år,” skriver han i en analyse for McKinsey. Billedet er det samme i hele regionen. Tal fra Verdensbanken viser, at blot ni procent af Afrikas unge syd for Sahara arbejder i den private sektor. Fire procent er offentligt ansat, mens resten typisk er beskæftiget i forskellige familiedrevne smålandbrug. “Der har været en forhåbning om, at denne her vækst ville hjælpe en masse mennesker og skabe jobs ud fra betragtningen om, at når det regner på præsten, så drypper det bare på degnen. Men den effekt har man ikke kunnet se,” siger Stig Jensen fra Center for Afrikastudier. UFORMEL SEKTOR DOMINERER For få år siden viste en analyse fra Den Afrikanske Udviklingsbank ellers, at en tredjedel af kontinentet tilhører middelklassen. Oplysningerne blev blandt andet favnet af den Danidastøttede kampagne Verdens Bedste 27/ > > 28/ FOTOS: GAEL R. VANDE WEGHE SMYKKER OG DESIGN MED STÆRKT AFRIKANSK PRÆG ER BLEVET DEN UNGE IVÆRKSÆTTER TETA ISIBOS (I HVID KJOLE TH) VAREMÆRKE. Nyheder herhjemme, som lavede store plakater, der delte det glade budskab. Hvad optimisterne ofte glemmer at nævne, er bare, at beregningerne er baseret på en meget bred forståelse af, hvad det vil sige at være middelklasse. 60 procent af den afrikanske middelklasse bruger således blot mellem to og fire dollar om dagen og er i overhængende risiko for at ryge tilbage i fattigdom igen. “En stor del af befolkningen mangler simpelthen uddannelse og har hverken kompetencerne eller kontakterne til at komme ind eller bide sig fast på det lønnede arbejdsmarked. Derfor arbejder de fleste i den såkaldt uformelle sektor, ,” siger Kasper Hoffmann, der er ph.d.studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Center for Udviklingsstudier ved Roskilde Universitet. Den uformelle sektor foregår uden om det offentlige og er baseret på byt- “ De får ikke to høns for at udvikle det til et hønseri og herefter masseproducere hønsesalat. Stig Jensen, leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet teøkonomi eller udenlandsk valuta. Sektoren bugner af iværksætteri-ånd. “Mange af Afrikas små selvstændige er netop en del af den uformelle sektor. Og ofte er det faktisk kvinderne, som har et virkelig stort drive og sætter noget i gang. Men de har typisk ikke det her behov for at vokse. De får ikke to høns for at udvikle det til et hønseri og herefter masseproducere hønsesalat. De vil bare gerne sørge for mad på bordet og råd til skoleuniformer til børnene,” siger Stig Jensen. Iværksætteri er ikke nødvendigvis en aktivt tilvalgt livsstil, men kan være den eneste mulighed for at holde sulten fra døren. “Den høje rate af iværksættere (syd for Sahara, red.) skal ses i sammenhæng med, at de store virksomheder ofte ikke tilbyder folk såkaldt formel ansættelse,” siger direktør i Global Entrepreneurship Monitor Mike Herrington til CNN. LILLE DESIGNER MED VOKSEVÆRK Sådan er det dog ikke for rwandiske Teta Isibo. Hun står bag disken i sin butik Inzuki Designs i hovedstaden Kigali, hvor hun sælger sin egen kollektion af øreringe, smykker og punge. Kunderne er typisk hvide turister og forretningsfolk. “Min passion er at designe, og det kan jeg kun leve af ved at køre min egen forretning. Jeg bliver ikke rig af det i øjeblikket, men jeg kan leve af overskuddet fra salget i butikken, 29/ og det er jeg meget tilfreds med. Jeg har trods alt ikke været selvstændig så længe,” siger Teta Isibo, som slog dørene op til butikken i 2012. Hun er en af de driftige kvinder, som Stig Jensen omtaler, men er ikke mikroiværksætter i den uformelle sektor. Hun har to lønnede medarbejdere og gør desuden brug af i alt otte underleverandører, som har mellem fem og 42 ansatte. Nu vil hun gerne vokse endnu mere. Teta Isibo arbejder på at starte en webshop, der henvender sig til USA og Europa. Projektet er dog gået en anelse i stå. Hun har været i gang med planerne i halvandet år, men kæmper med at komme i mål, fordi omkostningerne til lager og digitale betalingsløsninger er for store. Teta Isibo står langtfra alene med den type udfordring. “Man ser desværre ofte, at de afrikanske iværksættere har svært ved for alvor at vokse, fordi de mangler adgang til det nødvendige netværk og ikke mindst kapital. Derfor ender de tit med at blive udkonkurreret af internationale aktører,” siger Stig Jensen. Teta Isibo kæmper imidlertid videre og satser på at få råd til webshoppen ved at øge omsætningen. “Lige fra starten har jeg kunnet se, at det ikke var muligt at låne det beløb, jeg egentlig havde brug for. Jeg besluttede derfor at starte i det små og så bygge det op derfra via et lille lån fra en lokal bank. Havde jeg ikke gjort det, ville jeg stadig sidde og vente på startkapital her to et halvt år senere,” siger hun. PIKETTY HOLDER IKKE I AFRIKA I foråret 2014 har det været umuligt at diskutere økonomi i Vesten uden at bringe Thomas Piketty i spil. Den franske økonom har fået sit store gennembrud med udgivelsen Capital – in the Twenty First Century, og hans pointer om stigende ulighed og TETA ISIBO •Født i Nairobi, opvokset i Uganda og nu bosiddende i Rwanda. •Uddannet i Storbritannien. •Designer og sælger smykker, accessories og indretningsgenstande med afrikansk præg. elitens evne til at fastholde ressourcerne synes at kunne passe ind i en afrikansk kontekst. Flere og flere bloggere tyr også til værket for at søge forklaringer og løsninger på kontinentets problemer. Men det er poppet og uvidenskabeligt. Det mener den danske økonom Jesper Jespersen, som har studeret den franske økonom grundigt. “Piketty ser jo på udviklinger over en periode på flere hundrede år og drager konklusioner på baggrund heraf. Men der har jo kun været vækst > > 30/ i Afrika de sidste 10-15 år, og derfor giver den øvelse ikke rigtig nogen mening,” siger han. Men hvordan skal man så håndtere Afrikas udfordringer med at få konverteret vækstraterne til velstand og jobs for almindelige mennesker? “Det er måske lidt trivielt at sige, men der er desværre ingen nemme løsninger. For at vende udviklingen er det nødvendigt med mere uddannelse, mindre korruption og tillid til staten i den enkelte lande,” siger Kasper Hoffmann fra DIIS og Center for Udviklingsstudier fra RUC og bakkes op af en række internationale rapporter og undersøgelser. Løsningerne indgår imidlertid i et indbyrdes kompleks, hvor de påvirker og forudsætter hinanden. Derfor kan det være svært for alvor at bryde ud af den onde cirkel. Medmindre selvfølgelig at nogle af dem, der har scoret fedt på vækstårene, giver noget igen. Og det gør de. THAKKAR SKABER HÅB Nok bor Afrikas yngste milliardær Ashish J. Thakkar i dag i Dubai, men Logo · Skals Efterskole han har ikke glemt Uganda og resten af kontinentet. Han har startet Mara Foundation, som tilbyder mentorordninger til unge iværksættere syd for Sahara. I starten hjalp de 120 årligt, men i dag er tallet 130.000. Næste mål er at nå ud til en million af kontinentets unge selvstændige og derigennem brede velstanden ud til den brede befolkning. “ Vi kan se, at vi har andre muligheder, end vores forældres generation havde, og vi er begejstrede for, at vi har mulighed for at bidrage til udviklingen af vores kontinent. Teta Isibo, rwandisisk iværksætter “Jeg vil gerne have, at Afrika bliver i stand til at klare sig selv. Vi skal være fuldstændig uafhængige og stå på egne ben. Og jeg tror virkelig, det er muligt. Vi har alle de nødvendige ingredienser, alle de nødvendige værktøjer for at få det til ske. Det er begyndt,” siger Ashish J. Thakkar til onlinemediet Huffington Post. Stig Jensen deler ikke Thakkars optimisme, men han hilser gejsten og den positive energi omkring de få succesfulde afrikanske iværksættere velkommen. “Så længe vi ikke bilder os selv ind, at alt bare kører derudad, så synes jeg faktisk, det er rigtig positivt, at de succesfulde iværksættere i Afrika får al den opmærksomhed. Fordi det giver tro og håb på, at det kan lade sig gøre, og det er der virkelig brug for,” siger lederen af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet. Én af dem, som bliver inspireret, er designeren Teta Isibo. “Vores generation er virkelig entreprenant. Helt generelt er der en stor fornemmelse af håb for fremtiden. Vi kan se, at vi har andre muligheder, end vores forældres generation havde, og vi er begejstrede for, at vi har mulighed for at bidrage til udviklingen af vores kontinent,” siger hun. • Marginal Reklamebureau · marginal.dk VERDEN SKAL EROBRES! Vi glæder os til at udfordre dig! MARGINAL.DK SKALs har et spændende tilbud til dig, der ønsker at færdiggøre hele din internationale grunduddannelse i Danmark. Logo · Skals Efterskole Cambridge IGCSE på SKALs + International Baccalaureate (IB) eller studentereksamen med kollegieplads på et af de kostgymnasier vi samarbejder med. ANNONCE VI HAR FOKUS PÅ DIG, DIN PERSONLIGE OG BOGLIGE UDVIKLING SKALS EFTERSKOLE · KÆRVEJ 11, 8832 SKALS · TLF.: +45 8669 5011 BESØG OS OGSÅ PÅ: WWW.SKALS-EFTERSKOLE.DK Marginal Reklamebureau · marginal.dk POLITIK Flere muskler til militær For kun få årtier siden var militærdiktaturet den mest almindelige styreform i Latinamerika. En tilbagevenden til de tider er der ikke udsigt til, men militæret får øget magt i en række lande i disse år. I Venezuela sidder præsident Nicolás Maduro på militærets nåde, og der har været eksempler på en lignende politisk rolle til militæret i Honduras (foto) og Paraguay. I lande som Argentina, Brasilien, Chile, Colombia og Mexico er militærbudgettet steget med 50 procent i løbet af få år. Forklaringen i flere af landene er deltagelsen i den amerikanskledede såkaldte "krig mod narko" og en udvidet rolle i kampen mod kriminalitet. Samtidig synes udsigten til et retsopgør med regionens diktatorer i 1980'erne for menneskerettighedskrænkelser længere væk end nogensinde. • /RH Indonesien får ny type leder Verdens største muslimske demokrati og Sydøstasiens største økonomi får for første gang en leder, der ikke kommer ud af den politiske og militære elite. Det sker med indsættelsen af Joko Widodo som Indonesiens præsident i oktober. Joko Widodo, som alle kalder Jokowi, vandt valget i juli takket være tilslutning fra middelklassen og masserne i hovedstaden Jakarta. Han var spidskandidat for Det Indonesiske Demokratiske Parti Kamp (PDI-P). Partiet ledes af Megawati Sukarnoputri, som var præsident i 2001-2004. Den 53-årige Joko Widodo var møbeleksportør, inden han blev politiker. Han avancerede takket være det decentrale politiske system, som blev indført efter de dårlige erfaringer med centralisme under præsident Suhartos autoritære styre frem til 1999. Han var borgmester i en mindre by, inden han blev Jakartas guvernør i 2012. Nu skal han lede 240 millioner indonesere. Joko Widodo har lovet at slå ned på årtiers korruption og skære i bureaukratiet. Umiddelbare udfordringer skorter det heller ikke på i et Indonesien, hvor den økonomiske vækst er vigende, hvor der er udsigt til nettoimport af energi, og hvor jagten på naturressourcer medfører betydelige miljøomkostninger. Iagttagere mener, at den nye leder med sin uformelle facon kan få svært ved at håndtere politik på landsplan. Joko Widodo har en femårig embedsperiode til at vise sit værd, efter at han overtager magten den 20. oktober. • /Regner Hansen Korruptions-kamp tættere på top Med retsforfølgelsen af den tidligere chef for indenlandsk sikkerhed Zhou Yongkang stiler det kinesiske kommunistpartis ledelse højere end nogensinde i kampen mod korruption blandt den politiske og økonomiske elite. Flere medier skriver, at præsident Xi Jinping har godkendt anklagen mod Zhou for "alvorlige disciplinære krænkelser". Den 71-årige Zhou Yongkang var sikkerhedschef i 2007-2012 og beskyldes for korruption i tilknytning til familiemedlemmer og politiske allierede. Centralkomitéen i det kinesiske kommunistparti mødes i oktober for at gennemføre en omfattende undersøgelse af, hvordan kampen mod korruption kan forstærkes. • /RH 31/ FOTOS: ROMEO GACAD/SCANPIX (ØV) & COLOURBOX (MIDT) & YURI CORTEZ/AFP/SCANPIX (NED) AGENDA Røg, støj og møg 10 BESKIDTE BYER Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har opdateret sin database over udendørs luftforurening – mød de 10 mest forurenede hovedstæder i verden. AF GERD KIEFFER 32/ 10. ACCRA, GHANA Afrikanske storbyer er de hurtigst voksende i verden. Alligevel er det kun Accras forurening fra benzin, brændsel, støv fra urbane jordveje og diverse industrier, der er grel nok til en plads på listen. (årlig PM2,5: 49 3m/m3) 5. CAIRO, EGYPTEN Der er biler overalt i Cairo, hvor køer slanger sig gennem byen døgnet rundt. De høje bygninger og smalle gader gør, at luften i byen står stille, så hverken smog eller industriel forurening kan sive væk. (årlig PM2,5: 73 3m/m3) 9. KATHMANDU, NEPAL HVAD ER PM-VÆRDIER? Den nepalesiske hovedstad ligger i en dal mellem bjergene, hvor udstødningsgassen fra de dårligt vedli- •PM står for particulate matter og geholdte og osende køretøjer bliver betegner luftbårne, liggende som en tæt dyne over byen. forurenende partikler. (årlig PM2,5: 50 3m/m3) 4. DHAKA, BANGLADESH Ét ord: overbefolkning. Knap 16 millioner mennesker bor i storbyen – og sammen med teglovne, gamle biler, giftige dampe fra industrianlæg og støv sørger den stadigt voksende befolkning for Dhakas fjerdeplads. (årlig PM2,5: 86 3m/m3) 8. BEIJING, KINA Grå himmel og ingen sol. Kinas økonomiske fremskridt er sket på bekostning af miljøet, hvilket især mærkes i landets hovedstad, hvor tyk, sort smog med mellemrum holder de godt 16 millioner indbyggere inden døre. (årlig PM2,5: 56 3m/m3) 7. ABU DHABI, DE FORENEDE ARABISKE EMIRATER Den katastrofale luftkvalitet i Abu Dhabi skyldes både ørkensand og forurening fra byens massive olie-produktion. (årlig PM2,5: 64 3m/m3) 6. ULAN BATOR, MONGOLIET Affaldsafbrænding, aske og røg fra kulovne, kraftværker og industrielle kedler. I Ulan Bator er der mange kilder til den voldsomme luftforurening. (årlig PM2,5: 68 3m/m3) •De mindste og mest skadelige partikler kaldes PM2,5 og kommer fra blandt andet sod, smog, støv og røg. •WHO's anbefalede PM2,5-niveau er 10 3M/M3 pr. år. Kilde: Verdenssundhedsorganisationen (WHO) 3. KABUL, AFGHANISTAN Efter årtier med krig har Kabuls indbyggertal oversteget byens kapacitet. Den store miljøsynder er byens åbne kloakker og affaldsafbrænding på gaderne, der sender store mængder af fæces-partikler ud over hovedstaden. (årlig PM2,5: 86 3m/m3) 2. DOHA, QATAR Ikke engang en halv million indbyggere, og alligevel ender Doha på en andenplads. Det skyldes især byens olieindustri, utallige konstruktionsprojekter og et stigende antal biler på vejene. (årlig PM2,5: 93 3m/m3) 1. NEW DELHI, INDIEN Gigantiske New Delhi er verdens mest forurenede hovedstad. Hovedansvaret ligger hos den tunge industri og de millioner af motordrevne to-, tre- og firehjulede køretøjer, der hver dag fragter byens 23 millioner indbyggere rundt. (årlig PM2,5: 153 3m/m3) • AGENDA ERHVERV Zimbabwe sikrer diamantudbytte • /SKA Nye vækstlande udfordrer Verdensbanken Efter længere tids drøftelser vil BRIKSlandene – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – nu etablere deres egen bank som et modspil til Verdensbanken. Det blev besluttet på landenes sjette møde (foto), der blev afviklet i Fortaleza i Brasilien i slutningen af juli. Banken, der indtil videre hedder The New Development Bank, vil have en startkapital på 50 milliarder amerikanske dollar, når hvert af landene har skudt 10 milliarder dollars ind. Den vil blive placeret i Shanghai, til trods for at Sydafrika oprindeligt havde lagt billet ind på værtskabet mod at opnå en reduktion af sit indskud. Johannesburg vil imidlertid komme til at huse bankens første regionale kontor. De fem stiftende lande vil have lige stemmerettigheder, og det er blevet besluttet, at ingen af de deltagende lande kan øge deres andel uden de øvriges godkendelse – og at en forøgelse maksimalt kan være på yderligere syv milliarder dollar. Formandskaberne vil vare fem år ad gangen og gå på omgang mellem de fem lande. Indien vil være første formandsland efterfulgt af Rusland og Brasilien. • /Simon Kratholm 33/ Ankjærgaard Nigeria indfører diaspora-obligationer Inden udgangen af 2014 vil Nigerias føderale regering have udstedt særlige obligationer målrettet de statsborgere, der har bosat sig uden for landet. Obligationerne vil have en samlet værdi på mellem 100 millioner og 300 millioner amerikanske dollar. “Idéen er at hjælpe den nigerianske diaspora med at investere i udviklingen af infrastruktur i landet, så den konkret kan se, hvad den investerer i,” siger Ngozi Okonjo-Iweala, der er finansminister og koordinerende minister for økonomi. “Vi er nu i gang med at forberede ansættelsen af de konsulenter og transaktions-aktører, som vi kalder dem, som skal hjælpe os med salget af disse obligationer,” fortsætter ministeren. Udover Nigeria har kun Indien og Israel tidligere forsøgt sig med særlige diasporaobligationer. De nigerianske obligationer vil blive solgt gennem Stanbic IBTC og Goldman Sachs. • /SKA FOTOS: XINHUA/SCANPIX (ØV) & COLOURBOX Regeringen i Zimbabwe har vedtaget et eksportforbud på uforarbejdede diamanter for at sikre, at landet får det største økonomiske udbytte af sine mineraler. Det har mineminister Walter Chidhakwa meddelt på et pressemøde. Her fortalte han, at det hverken var “rigtigt eller rationelt” at sælge uforarbejdede diamanter, og at det ikke gavnede den zimbabwiske økonomi. Sammen med eksportforbuddet vil regeringen nu søsætte et større program, der skal sikre, at diamanterne skæres og poleres, så salgsprisen stiger – og landet dermed opnår en større indtjening. Beslutningen vækker imidlertid bekymring hos Farai Maguwu fra Centre for Natural Resources Governance, der ønsker en glidende overgang i stedet for et hurtigt og fuldt eksport-stop. Han frygter, at forbuddet vil være sidste søm i kisten, fordi forarbejdningsprogrammet endnu ikke kører. ILLUSTRATION: OTTO DICKMEISS 34/ VERDENSLITTERATUR AFRIKA SYD FOR SAHARA LITTERATUR TIL EN MILLIARD MENNESKER Afrika syd for Sahara er et enormt og mangfoldigt kontinent, hvor fattigdom, konflikter og traditioner lever side om side med middelklassefamilier med bogreoler og identitetskriser. Og alle de facetter afspejles i litteraturen. 35/ AF ANNA BRIDGWATER Et let sløret foto af en sort kvinde med hovedbeklædning og et drømmende blik. Eller et foto af et akacietræ i rødt modlys. Det er den forsideindpakning, litteratur fra Afrika som regel serveres i: eksotisk, åndfuld og i kontakt med naturen. Og henvendt til et vestligt publikum, som forestiller sig Afrika som et fremmed og gådefuldt kontinent. Forklaringen er, at det meste afrikanske litteratur skrives på europæiske sprog og udgives på forlag uden for Afrika. For der findes meget få forlag i Afrika: “Der er ingen forretning i at skrive afrikansk litteratur til afrikanere. Sprog er måske det største problem, for der er så mange små lokale sprog, og alle har et afrikansk sprog som modersmål. Men så er der de store europæiske sprog, som kom med kolonitiden, og som er fællessprog i de fleste afrikanske lande. Det giver et problem i forhold til udgivelse af litteratur. Selvfølgelig er det også en fordel, for der er et stort potentielt læsende publikum, rent sprogligt. Men mange skriver på et sprog, som de som regel først lærer, når de kommer i skole.” Sådan lyder det fra Juliane Wammen, som er oversætter, uddannet i litteraturvidenskab Udvikling har i de seneste numre set på moderne litteratur, og har været forbi Sydamerika, Sydøstasien, Mellemøsten og Nordafrika og runder nu serien af med, hvad der skrives og læses i Afrika syd for Sahara. og afrikastudier, har boet i Afrika og har netop fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at oversætte afrikansk litteratur. Fra engelsk til dansk, fordi … “Der er ikke ressourcer til at udgive meget litteratur på de afrikanske sprog, og der er heller ikke mange, der kan skrive på de sprog. Skriftsproget, og dermed den litterære tradition, er rimelig nyt i Afrika,” siger Juliane Wammen. Hun fortæller, at der har været en bevægelse for at få skabt litteratur på de afrikanske sprog. Især kenyaneren Ngūgū wa Thiong'omen var aktiv inden for bevægelsen i 1980’erne. Juliane Wammen siger: “Han blev blandt andet kendt for at beskrive Karen Blixen som en led kolonist, som betragtede afrikanerne som dyr.” DANSK-MALAWISK FORLAG Den danske forfatter Trine Andersen har kastet sig ud i en indsats for at bringe afrikansk litteratur til afrikanerne. Sammen med den malawiske forfatter Shadrick Chikoti har hun stiftet Malawis første forlag. Forlaget hedder Panafrica Publishers og skal udgive god, afrikansk skønlitteratur til afrikanske læsere. Der- > > 36/ for har Trine Andersen et godt indblik i afrikansk litteraturs udfordringer. “Malawi er et fattigt land, som indtil for nylig ikke har haft noget forlag andet end de forlag, der har udgivet skolebøger eller religiøse tekster. Men foreløbig har vi kun udgivet et par skønlitterære titler, for vi er nødt til at erkende den økonomiske virkelighed og udgive fagbøger, som der er bedre økonomi i.” I dag er Panafrica Publishers største succeser en bog om demokrati og andre bøger, som bruges i undervisning. Der er endnu en forhindring for litteraturen i Afrika, nemlig analfabetisme, som er på omkring 50 procent af befolkningen. Men når man ikke kan læse, overlever den mundtlige tradition, fortæller Trine Andersen: “Den mundtlige tradition har altid været stærk, og i hele Afrika er spoken word stort. Et godt eksempel på dette er T.J. Dema fra Botswana.” FORSKELLE OG LIGHEDER Der bor næsten en milliard mennesker på det afrikanske kontinent, og alene Afrika syd for Sahara tæller 47 lande. Helt groft kan man inddele afrikanske forfattere i tre grupper: Der er afrikanere, der uddannes i Vesten. Så er der de hvide forfattere bosat i Afrika. Og endelig er der "afrikanskafrikanske" forfattere, som bor i Afrika og skriver til deres eget lands befolkning. Men hele det mangfoldige kontinent er bundet sammen af deres fortid, hvor koloniale og postkoloniale problemstillinger er fælles gods. BAOBAB-TRÆ OG RØD HIMMEL - EN KLASSISK AFRIKA-BOGFORSIDE. HER BOG AF DEN SENEGALESISKE FEMINIST MARIAMA BA. Juliane Wammen mener, at der findes en afrikansk litterær stil, og at den er præget af magisk realisme: “Der er en anden fortælleform. En anden måde at se verden på. Tidsopfattelsen er forskellig fra vores, og fiktionen er mindre præget af fremadskridende tid. Der er en mere cyklisk forståelse af verden, en mere cirkulær logik, hvor tiden går i ring og vender tilbage. Der er en form for magisk realisme, kan man sige. Det er Ben Okri fra Nigeria et godt eksempel på.” Men Trine Andersen er uenig og mener ikke, at magisk realisme er typisk for afrikansk litteratur. Hun mener, at det er en fiks idé hos vestlige læsere, at en forfatter som Ben Okri er en typisk afrikansk forfatter. “ Der er ingen forretning i at skrive afrikansk litteratur til afrikanere. Sprog er måske det største problem, for der er så mange små lokale sprog, og alle har et afrikansk sprog som modersmål. Juliane Wammen, oversætter “Det er en forestilling, vi har i Vesten, at afrikansk litteratur er lidt i stil med den sydamerikanske. Vi kan godt lide at tænke på Afrika som et eksotisk sted, hvor det overnaturlige og forfædrenes genfærd spiller en rolle.” Men Juliane Wammen har fået øje på et andet fællestræk i afrikansk litteratur: “Der er større fokus på det kollektive i afrikansk litteratur. Det handler mindre om et individ, der går ud i verden og løser en opgave selv, det handler mere om det nære samfund.” BØGER OM VIRKELIGHEDEN Trine Andersen peger på to andre gennemgående træk ved afrikansk litteratur: “Lige nu er det politisk realisme, der præger litteraturen. Men i mange år har afrikansk litteratur altid haft et budskab – moralsk eller religiøst eller om, hvordan man skulle leve sit liv.” Den belærende litteratur genkender Juliane Wammen også: “I Vestafrika og Kenya, og muligvis også andre lande, er der meget litteratur, der bliver produceret af vækkelsesbevægelserne. Det er rimelig kulørt, moralsk og opdragende, og det er ret populært. Men man ville ikke kalde det litteratur. De religiøse kioskbaskere fortsætter den mundtlige fortælletradition, hvor historierne er belærende. Religionen spiller en stor rolle i folks liv, og romanerne er lidt ligesom romanbladslitteratur, hvor historierne ender med, at manden og kvinden får hinanden til sidst, verden kommer i balance, og så er der noget religiøst henover.” Den slags litteratur har en stor fanskare: “I Afrika er det læsende publikum lidt ligesom det danske,” siger Juliane Wammen. Med andre ord, der er få, der læser finlitteratur, og mange, der sluger kulørte historier. I Vestafrika er der desuden et stort marked for lette, humoristiske bøger, som spidder middelklassens korruption og ambitioner. MODERNE AFRIKAS BØGER Afropolitanerne er en ny gruppe afrikanske forfattere, som er uddannet i udlandet, og som skriver værker, der lanceres og vurderes som verdenslitteratur henvendt til et internationalt publikum på et europæisk sprog og i en fortælleform, som vestlige læsere tager til sig: “Jeg har oversat ghaneseren Taiye Selasi, og det var vist hende, der fandt på ordet afropolitanere,” siger Juliane Wammen. Det var Taiye Selasi, som i 2005 skrev essayet Bye-Bye, Babar (Or: What is an Afropolitan?) og dermed navngav de afrikanere, der som hun selv er skabt af både Vesten og Afrika. Og der er mange flere som Selasi: “Så er der også Chimamanda Ngozi Adichie, som sætter Afrika på landkortet uden at fokusere på sult og krig og nød. De forfattere får pillet de almindelige forestillinger om Afrika ud af læserne. Adichie er typisk afropolit, hun er uddannet i Vesten og tilhører en elite i sit eget samfund. Hun har et overskud til litteraturen. Men der er ikke noget specielt afrikansk over stilen,” forklarer Juliane Wammen. Alligevel vil mange afrikanere gerne læse litteratur af forfattere, der beskriver den udbredte indre konflikt: > SEKS AFRIKANSKE STEMMER Et lille udpluk af kendte og – herhjemme – ukendte, nutidige forfattere fra Afrika syd for Sahara, som det er værd at stifte bekendtskab med. NIGERIA NIGERIA TENDAI HUCHU (f. 1982) er en zimbabwisk forfatter bedst kendt for romanen The Hairdresser of Harare, som er en fortælling om rivaliseren mellem to frisører ansat på den samme salon i nutidens Zimbabwe. Det er en komedie, men også en bittersød historie om vilkårene for kvinder og homoseksuelle i Mugabes Zimbabwe. Romanen blev udgivet i Zimbabwe, inden den udkom internationalt. Huchu voksede op i Zimbabwe og er uddannet der, men bor i dag i Edinburgh og har skrevet både fiktion og fakta i afrikanske medier. TEJU COLE (f. 1975) har nigerianske forældre, blev født i USA, men voksede op i Nigeria. Han er forfatter, kunsthistoriker og fotograf. I dag bor han i Brooklyn, New York. Han har skrevet to romaner, den korte Every Day is for the Thief, og Open City, som har vundet flere priser. Open City følger den nigerianske læge Julius, som studerer i New York, mens han vandrer omkring på Manhattan og reflekterer over sit liv, sin egen kulturelle splittelse, sit forliste forhold og sit hjemland. WOLE SOYINKA (f.1934) er en nigeriansk forfatter, som har skrevet lyrik, romaner, drama og essays. Han modtog Nobelprisen for litteratur i 1986. Han var stærk modstander af Biafrakrigen, også kendt som Nigerias borgerkrig, og blev fængslet i to år. Han beskrev sit fængselsophold i sine memoirer Manden døde fra 1979. I april 2006 udgav han endnu et bind memoirer, You Must Set Forth at Dawn. Soyinka er fortsat politisk engageret, og i 2007 opfordrede han til boykot af valget i Nigeria pga. valgsvindel og vold. SENEGAL KENYA SYDAFRIKA MARIAMA BÂ (1929-1981), forfatter og feminist fra Senegal, skrev på fransk. Hendes bedst kendte værk er en brevroman, So Long a Letter (1981). Brevets afsender er enken Ramatoulaye, som skriver til sin veninde Aissatou om kampen for overlevelse og om kønnenes ulige forhold. Kvinderne er veluddannede middelklassekvinder, men er begrænsede af køn og deres muslimske tro. Romanen vandt “Noma Award for Publishing in Africa” i 1980, og Bâ døde året efter, inden udgivelsen af sin anden roman. MUTHONI GARLAND (f. 1964) er en af grundlæggerne af forfatterkollektivet Storymoja i Nairobi, Kenya. Storymoja er både et forlag og en scene for unge forfattere. Garland er selv bedst kendt for kortromanen Halfway between Nairobi and Dundori, som skildrer et ulykkeligt ægteskab i et Kenya midt i en styrtende udvikling, og Tracking the Scent of My Mother, en tragisk fortælling om en ung pige fra landet, som leder efter sin afdøde mor. Garland er meget aktiv i arbejdet for at udbrede læsning i Østafrika. FRED KHUMALO (f. 1966). Khumalo arbejder som journalist, politisk klummeskribent og forfatter i Johannesburg, Sydafrika. Han har blandt andet skrevet to romaner, Bitches’ Brew og The Oneness of Two in Three, og en selvbiografisk roman, Touch My blood: The Early Years, som er en barsk historie om at være ung i en township i Durban under 1980’ernes apartheid. Alle titlerne er blevet godt modtaget af anmelderne, og han har vundet flere priser. Han har også skrevet Zuma: The Biography of Jacob Zuma fra 2008. 37/ FOTOS: POLFOTO MED FLERE ZIMBABWE > 38/ “Der er en stor og voksende middelklasse i Afrika, og de læser litteratur skrevet af afropolitanere. I eksempelvis Nairobi og Lagos er der folk, der lever som europæere,” siger Juliane Wammen. Velstand og adgang til uddannelse betyder, at der opstår et behov og overskud hos kvinder til at kræve de samme rettigheder som mænd: “Der kommer rigtig mange kvindelige erfaringer på banen på hele kontinentet, og de skriver meget om frigørelse, fordi der vokser en stor middelklasse frem i Afrika,” siger Trine Andersen. Hun fortsætter: “Den kvindelige litteratur kommer fra mange lande. Den somaliskfødte forfatter Warsan Shire er bare et eksempel på fremkomsten af flere kvindelige stemmer, og at litteraturen fra de stemmer ofte har med frigørelse eller forsøg på frigørelse at gøre.” LITTERÆRE MILJØER Uden forlag og udgivelser er det svært at skabe et litterært miljø, og derfor er Trine Andersen med til at skabe et fysisk mødested for Malawis forfattere: “Vi har lavet en ’Story Club’, som er et sted, hvor folk kan mødes og læse op og diskutere litteratur. Folk strømmer til fra nord og syd. Det har skabt et litterært miljø, og jeg håber, at vi på længere sigt vil kunne opdage nye talenter på den måde.” Også i andre lande er sulten efter et litterært miljø tydelig. “I Kenya er der et meget indflydelsesrigt website om litteratur, kwani. org, startet af forfatteren Binyavanga Wainaina. Kwani? betyder hva’ så? Det site er blevet et knudepunkt for litteratur og har affødt et forlag og nærmest også en litterær skole. De udgiver tekster om politiske begivenheder, og det har virket som en motor for hele kontinentets litteratur,” siger Trine Andersen. Hun oplever, at andre aktører i bogbranchen spiller en større rolle, når forlagene mangler. “Forfatterforeninger i de afrikanske lande har som primært mål at få udgivet bøger, og bibliotekerne i de afrikanske lande arbejder også på en anden måde end her og udgiver nogle gange også bøger.” Trine Andersen er ikke i tvivl om, at jo mere udvikling, Afrika oplever, jo stærkere bliver litteraturen, og det litterære miljø skal nok opstå med tiden: “Det er typisk i de store byer, hvor der er universiteter og udveksling af ideer og kritik. Det handler om adgang til medierne. Der er jo ingen udvikling som forfatter, hvis ikke man kan få sine tekster ud, hvis der ikke er læsere og redaktører og et miljø.” POLITIK OG PROBLEMER Set med litterære briller adskiller Sydafrika sig markant fra de andre afrikanske lande. “Sydafrika er et af de lande, hvor skriftsproget er kommet tidligt på grund af bosætterne,” som Juliane Wammen siger. Hvide sydafrikanske forfattere som André Brink og nobelprisvinderne J.M. Coetzee og Nadine Gordimer, som alle har skrevet om apartheid, har i årevis nydt anseelse og respekt også uden for deres eget land, og mange i Vesten har lært Sydafrikas moderne traumer at kende gennem deres værker: “Men Sydafrika er meget anderledes, fordi den politiske historie er så anderledes. Nadine Gordimer og André Brink, og Doris Lessing fra Zimbabwe, er afrikanere, fordi de er født og opvokset i Afrika, men de er en bestemt klasse og levede adskilt fra den sorte befolkning. De skriver politisk litteratur, som er interessant for resten af verden, fordi det er så specifik en politisk nødvendighed. Men på det tidspunkt kunne sorte sydafrikanere ikke udgive noget på grund af apartheid,” siger Juliane Wammen. “ Når et land er så meget i krise som Den Centralafrikanske Republik eller Den Demokratiske Republik Congo, så giver det nok ikke mening at tale om litteratur derfra. Men litteraturen kommer siden hen, når urolighederne er overstået. Trine Andersen, forfatter Der er stadig mange afrikanere, som ikke kan skrive, hvad de vil: “Der er masser af afrikanske lande, hvor ytringsfriheden trives, men der er også lande, hvor der er problemer, og hvor man i det øjeblik, man udgiver noget, er nødt til at rejse. Emner JO, DE FINDES OGSÅ PÅ DANSK Vi er blevet gjort opmærksomme på, at to forfattere, som er omtalt i de tidligere artikler i serien om verdenslitteratur, også er oversat til dansk: Det drejer sig om palæstinenske Suad Amiry, forfatter til romanen Murad – han vil jo bare leve og Sharon og min svigermor (dagbog fra krigen), begge udgivet på forlaget Arvids samt om den sudanesiske forfatter Tayeb Salih, hvis roman Tid til opbrud nordpå er udgivet på Forlaget Underskoven. som homoseksualitet er et kæmpe spørgsmål i mange lande, fordi magthaverne bruger emnet til at samle folk mod en fælles fjende. I den sammenhæng er kenyaneren Binyavanga Wainaina et fyrtårn, for han sprang for nylig ud, mens de nye restriktive love om homoseksualitet blev vedtaget i Uganda,” siger Trine Andersen. MODERNE TRAUMER Mange afrikanske lande er eller har været kastet ud i konflikter og borgerkrige, som ødelægger alle økonomiske og menneskelige ressourcer. Trine Andersen understreger, at hun ikke ved ret meget om de landes litteratur: “Når et land er så meget i krise som Den Centralafrikanske Republik eller Den Demokratiske Republik Congo, så giver det nok ikke mening at tale om litteratur derfra. Men litteraturen kommer siden hen, når urolighederne er overstået. Zimbabwe har jo også været involveret i en krig, og nu skriver forfatteren Brian Chikwava om at være indrulleret i Mugabes hær.” Der er flere eksempler på afrikansk litteratur, der bearbejder nutidens traumer, for eksempel Allah n'est pas obligé (Allah er ikke forpligtet) af Ahmadou Kourouma om en barnesoldat i Liberia og Sierra Leone – en roman, som henvender sig både til afrikanere og til læsere i Vesten. “Det er spektakulært på en eller anden ubehagelig facon,” siger Juliane Wammen og tilføjer, at disse litterære vidnesbyrd er med til at minde om, at en barnesoldat også kan tilhøre middelklassen, skrive bøger. Og i det hele taget flytte Vestens billede af, hvem ofre og overlevende i de afrikanske konflikter er. • Ranum Verdensklasse Ranum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse, Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt 3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet. Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk Kronik MEN DET VIRKEDE I KINA Danidas såkaldte statslån i 1980’erne har fået mange øretæver: For lidt fattigdomsbekæmpelse, for uklare resultater i forhold til investeringen, har kritikerne påpeget. Et land er dog en undtagelse, nemlig Kina, hvor resultaterne her 30 år efter, sætter spor, skriver tidligere leder af Danmarks bistandsmission i Beijing. AF MOGENS BREGNBÆK, BISTANDSKONSULENT I DANIDA (1984–2010) FOTO: SCANPIX 40/ UNDER DAVÆRENDE STATSMINISTER POUL OG HUSTRU LISBETH SCHLÜTERS OFFICIELLE BESØG I KINA I 1986 VAR PARRET PÅ RUNDVISNING I EN KINESISK KOSTALD. I 1980 blev det kommunistiske Kina medlem af Verdensbanken. Og med dette medlemskab var Kina hermed formelt set kvalificeret til at modtage danske statslån. En række danske virksomheder så denne mulighed for en lettere adgang til det nye kinesiske marked. Fra kinesisk side var der en tilsvarende interesse i at få adgang til lempelig finansiering af den moderniseringsproces, man havde sat i gang. I det traditionelle, danske bistandsmiljø var der en vis skepsis for at inddrage Kina som modtager af dansk bistand, men det politiske resultat blev dog, at Kina blev tildelt en passende kvote af statslånsbudgettet. Herefter gik det hurtigt. I perioden frem til 1983 blev der indgået aftaler om to danske statslån til Kina. Det første statslån blev indgået i 1982. Lånet omfattede finansiering af to mejerier, en betonelement-fabrik og renovering af en sukkerfabrik. Lån 2 blev indgået i 1983 og omfattede finansiering af yderligere to mejerier, en mejeritræningsskole og etablering af en produktion af mejeriudstyr. Resten af lånet blev brugt til indkøb af udstyr til en majsmølle, en sukkerfabrik og til teknisk bistand til udbygning af Beijings fjernvarmeforsyning. “ I det traditionelle, danske bistandsmiljø var der en vis skepsis for at inddrage Kina som modtager af dansk bistand. I april 1984 besøgte en større kinesisk delegation Danmark med henblik på at forberede et nyt, tredje statslån. Delegationen var ledet af den kinesiske viceminister for udenrigshandel. Fra kinesisk side blev der her fremlagt en lang liste over projektforslag svarende til et samlet investeringsbehov på en milliard kroner. Dette oversteg langt de midler, der var afsat til Kina, og det var derfor allerede besluttet, at man kunne ’strække’ midlerne ved at introducere en finansieringsordning, hvor ikke-kommercielle investeringer fik ren statslånsbistand, hvorimod kommercielt bæredygtige projekter blev finansieret med en blanding af RUNDT OM STATSLÅN Statslån var en del af dansk bistand fra midten af 60’erne frem til 1987. Der var tale om rentefri lån med en afdragsperiode på 25 år. Lånene var bundet til levering af projektudstyr fra danske virksomheder. Dette gav anledning til kritik fra en del af bistandsmiljøet, som mente, at der overvejende var tale om støtte til dansk eksport og som kunne henvise til enkelte negative evalueringer. Lånene skulle i princippet betales tilbage, men de fleste u-lande her fået eftergivet lånene i forbindelse med forskellige former for gældssanering. Kina er et af de få lande, som har tilbagebetalt alle sine lån. statslån (40 pct.) og normale eksportkreditter (60 pct.). Herved blev der etableret en slags forløber for de senere blandede kreditter. Som opfølgning til disse aftaler udsendte Danida i september 1984 et større forundersøgelseshold til Kina. Det besøgte over en tre ugers periode en række projekter, som skulle indgå i det tredje statslån. Ved afslutningen af missionen blev der undertegnet en protokol, som fastlagde forløbet for de følgende låneaftaler. Ved samme anledning blev det på opfordring fra de kinesiske myndigheder aftalt, at Danida skulle oprette en bistandsmission på ambassaden i Beijing. I de følgende år blev der inden for den aftalte ramme identificeret og forberedt en række nye projekter på grundlag af projektforslag udarbejdet på kinesisk side – ofte i samarbejde med danske leverandører. På årlige bistandsforhandlinger blev der på baggrund af gennemførte udarbejdet endelige aftaler om nye lånepakker til godkendelse i Danidas daværende Styrelse og i Folketingets Finansudvalg. I 1987 blev det besluttet at afskaffe statslånsbistanden til fordel for ren gavebistand. For Kinas vedkommende betød dette, at de blandede kreditter fremover skulle bestå af en kombination af bunden gavebistand og eksportkreditter. Samtidig hermed blev kravene til projektforberedelsen skærpet, og skulle herefter igennem de samme processer, som gjaldt for udviklingsbistanden i øvrigt. 41/ > > I FORBINDELSE MED POUL SCHLÜTERS BESØG I KINA BLEV OGSÅ EN AFTALE OM BESKATNING UNDERSKREVET. HERREN TIL HØJRE FOR DET DANSKE STATSMINISTERPAR ER PREMIERMINISTER ZHAO ZIYANG – OG DEN UNGE DIPLOMAT, SOM STÅR KLAR MED BLÆKSUGEREN (TV.), ER FORFATTER TIL DENNE KRONIK. FOTO: XINHUA 42/ TEKNISKE MANGLER Det danske bistandsprogram til Kina var i løbet af 80’erne vokset til cirka 1,7 milliarder kroner. Med den stærke fokus, der hele tiden var på at identificere og færdigbehandle ny finansieringspakker, var der kun begrænset tid til af følge med i, hvorvidt afsluttede projekter levede op til forudsætningerne. Der var i øvrigt stor forskel på, hvilke succeskriterier der skulle anvendes. På dansk side var der bekymringer om projekterne udviklingseffekt, og deres tekniske og kommercielle bæredygtighed. Fra den kinesiske side var der mest fokus på graden af teknologiindhold og mulighederne for at deltage i oversøiske træningsophold. Endelig led programmets omdømme under den generelle mistillid, der i bistandskredse var til statslånsbistanden med henvisning til negative evalueringer af bistanden til eksempelvis fiskerisektoren og til højt profilerede projekter, som underudnyttede cementfabrikker i Afrika. Hertil kom en stigende bekymring for, om projekterne i Kina isoleret set var vellykkede. Meget talte for det modsatte. Der var generelt problemer med drift og vedligeholdelse. Mange problemer kunne henføres til tekniske mangler ved de lokale underleverancer og til manglende forståelse på kinesisk side af de indgåede kontrakter. En fabrik i Guangzhou, der skulle producere gasbetonelementer, kom aldrig rigtig i gang på grund af problemer med el- forsyning og manglende markedsføring. Et svineavlscenter på et universitet i Wuhan manglede institutionel forankring og finansiel opbakning, og der var generelt problemer med leverancer af råvarer og med afsætningen. Det sidste blev dokumenteret ved en evaluering af mejerisektorbistanden i 1987. En gennemgang ved Rigsrevisionen i 1988 påviste, at der var problemer med de fleste projekter og den satte derfor endnu et spørgsmålstegn ved bæredygtigheden af programmet. “ Projekter, som man (dengang) måske ikke havde så stor tillid til, er rent faktisk blevet opretholdt og videreført som teknisk og økonomisk bæredygtige. SAMARBEJDET PÅ KØL Bistanden til Kina blev imidlertid stillet i bero efter at de kinesiske myndigheder nedkæmpede den opstand, der afsluttede de kinesiske studenters besættelse af Tian An Men pladsen i juni 1989. Herefter blev der i en 10årig periode ikke ydet ny bistand til Kina. Det bilaterale samarbejde mellem Kina og Danmark blev genoptaget i 1994 med ’blandede kreditter’. I den efterfølgende periode har Danida ydet mere end 700 millioner kroner i rentesubsidier til i alt 55 kinesiske projekter. Ud over de blandede kreditter blev der i 2005 indgået en aftale med Kina om gavefinansiering af et udviklingsprojekt inden for vindenergi på 45 millioner kroner. Projektet blev afsluttet i 2009, hvor der blev bevilget yderligere 100 millioner kroner for perioden 2010-13 etablering af et kinesisk center for udvikling af vedvarende energiteknologier. Genoptagelsen af samarbejdet med Kina har givet en ny indsigt i, hvordan Kina har udviklet sig siden statslånsperioden i 80’erne. Erfaringen er, at man fra kinesisk side nu er i stand til at forberede projekter med en høj grad af professionalisme. PROJEKTER, DER LEVER VIDERE Forberedelsen af de nye programmer har fra tid til anden bragt udsendte Danida-medarbejdere i nærmere kontakt med de projekter, der blev gennemført i statslånsperioden. Det viser sig her ofte, at projekter, som man måske ikke havde så stor tillid til, rent faktisk er blevet opretholdt og videreført som teknisk og økonomisk bæredygtige. Et par udvalgte eksempler: Under det tredje statslån finansierede Danmark et træningscenter for mejeriselskabet i Shanghai (SDC). I den forbindelse blev 18 unge kinesiske kursister sendt på et længere træningsophold i Danmark. Samtidig hermed etablerede SDC med dansk finansiering et nyt konsummælk- Bonus (der senere blev solgt til Siemens, men har fortsat sine hovedaktiviteter i Brande i Vestjylland) som hovedleverandør. I kontrakten indgik en aftale om, at LM Glasfiber skulle etablere en lokal vingeproduktion, og danske rådgivere bistod med planlægningen. Den kinesiske projektgruppe etablerede efterfølgende virksomheden Goldwind, Ltd., der i dag er den næststørste vindmøllefabrikant i Verden med en årsomsætning på 15 milliarder kroner og en global markedsandel på 9,5 pct. (2011 hvor danske Vestas forsat havde en andel på 12.8 pct.). Det hører med til historien, at Goldwinds stifter og nuværende Chairman/CEO, Mr. Wu Gang, fungerede som yngste tolk ved de indledende låneforhandlinger i1987. Det er selvsagt uvist, hvorvidt disse eksempler er enestående undtagelser, eller om de måske er typiske for hele den kinesiske statslånsportefølje. Programmets betydning for dansk eksport og for danske investeringer i Kina er heller ikke fuldt belyst. En sådan analyse kunne måske have indgået i Danidas evalueringsprogram, • HF • STX • kostskole men er nok ikke en oplagt prioritet. Kina er ikke længere et dansk modtagerland, og den ’gammeldags’ statslånsbistand passer dårligt sammen med en mere moderne bistandstænkning. På den anden side. I en tid, hvor det er blevet moderne at fremhæve konkrete resultater af Danidas indsats på gavlene på Asiatisk Plads, burde man måske alligevel løbe den risiko, at en nærmere analyse af statslånsbistanden kunne påvise, at det ikke var alt der gik galt. Om ikke andet så i det mindste i tilfældet Kina. • Forfatterens efterord: Ovennævnte skal ikke ses som en generel hvidvaskning af statslånsbistanden. Når meget gik godt i Kina og det meste galt i Afrika, skyldes det nok især timingen. Kina var klar til at udnytte mulighederne. Det var Afrika sandsynligvis ikke. /Mogens Bregnbæk er civilingeniør og har fra 1984-2010 været bistandskonsulent i Danida – herunder i årene 1985-88 som bistandsråd på ambassaden i Beijing. 43/ Live, learn & laugh! ”Godt socialt miljø og gode muligheder for at lære nye mennesker at kende” Aviaja • IB ”Vi har nogle meget kompetente og fagligt dygtige lærere” Rune Jeg nyder de mange aktiviteter efter skoletid, der både er spændende og sociale” Nikolaj ANNONCE mejeri i Shanghai. SDC blev i 1992 omdannet til et kommercielt mejeriselskab, Shanghai Bright Dairy & Food Company Ltd., som i dag er blandt de største mejerivirksomheder i Kina med en årsomsætning, der sidste år lå på 16,5 milliarder kroner. Det svarer nogenlunde til mejeriselskabet Arlas årsomsætning i Danmark. Selskabet har gennemført store investeringer, ikke blot i Shanghai, men også i andre byer i Kina. Der er investeret i hele værdikæden, og selskabet ejer i dag store kvægfarme i det nordlige Kina og har for at sikre forsyningen af råmælk opkøbt et stort antal leverandører af mælkepulver – herunder flere af de mejerier, som blev etableret med dansk finansiering under de danske statslån. Flere af de unge deltagerne i træningen i Danmark, har været strategerne bag virksomhedens store ekspansion og indgår i dag i topledelsen. I 1987 fik Danida en anmodning om finansiering af en mindre vindmøllepark i Xinjiang-provinsen i det vestlige Kina. Projektet, som kostede ca. 25 millioner kroner, blev færdigt i 1990 med vindmølleproducenten KULTUREN KORT TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD. 44/ Afro Hop fra diasporaen Hyldest til popdronning Adoption vendt på vrangen MUSIK: Aar Maanta er født i Jijiga i den somaliske del af Etiopien og bor nu i London, hvortil han flygtede på grund af borgerkrigen i Somalia i 1990’erne. Her har han etableret sig med tilhørende bandmusikere, hvis nationaliteter favner bredt – de er fra Mali, Indien, Nepal, Italien, Polen og Skotland. Maantas musik er global og mikser traditionel musik – som den lyder de steder, hvor etiopiere, sudanesere og somalierne krydser spor – med elektronisk lyd og hurtige beats. Et af temaerne i Maantas musik er blandt andet livet som somalier i eksil. En af hans mest populære sange, Deeqa, opkaldt efter flyselskabet Somali Airlines, fortæller om den diskriminering, mange somaliere oplever som følge af krigen mod terror. Og Go'doomey er titlen på sangen, som er en del af Somali Songs from the Diaspora, der udkom tidligere i 2014. Go'doomey er somali og kan oversættes til “afskåret”. • /Pernille BOG: Sydafrikas nok mest populære sanger Brenda Fassie døde i 2004 efter et hårdt liv – kun 39 år gammel. Fassies musik handlede både om kærlighed og svigt, kampen mod apartheid og livet i hendes township. Fassie forstod samtidig at tilpasse sig tidens populære musikgenrer – bubblegum pop, hip hop og kwaito. Da hun i 1983 hittede som første sydafrikaner på det amerikanske musikmagasin Billboards top 100-hitliste med Weekend Special, spredte hendes musik sig langt ud over Sydafrika. Journalisten Bongani Madondo har indsamlet og redigeret bidrag fra folk, der stod Fassie nær i en ny bog om sangerinden, som introducerer en fascinerende blanding af tekster fra tidligere elskere, kritikere, digtere, akademikere og musikere. Forordet er skrevet af den berømte sydafrikanske jazzmusiker Hugh Masekela. Bogen, der udkommer i 10-året for Fassies død, er således både en hyldest og ny nuancering af en musikalsk legende. Bærendtsen • /PB BOG: Maja Lee Langvads bog Hun er vred er udkommet i en tid, hvor adoption over grænser for alvor er kommet på dagsordenen, og den endevender begrebet transnational adoption. Langvad går lige på tabuerne og stiller aktuelle spørgsmål til adoptionsbureauer og kommende adoptionsforældre. Hun stiller sig kritisk over for den gængse opfattelse af, at adoption er en win-win-situation for alle parter; barnet, de biologiske og adopterende forældre. Langvad tager udgangspunkt i sin egen adoption og et treårigt ophold i Korea, hvor hun rejste tilbage for at lave research. Mødet med Sydkorea udløste en eksistentiel krise, og det er det, der driver bogen. Ifølge Langvad kan vi forvente flere eksistentielle kriser. Hvad sker der eksempelvis om 20 år, når de børn, der lige nu adopteres fra lande som Etiopien, vender tilbage og vil kræve svar, som Langvad gjorde, da hun rejste til Korea i 2007-2010? • /PB SOMALI SONGS FROM THE DIASPORA I’M NOT YOUR WEEKEND SPECIAL HUN ER VRED – ET VIDNESBYRD OM TRANSNATIONAL ADOPTION Kunstner: Aar Maanta Somali Songs from the Diaspora www.aarmaanta.com Forfatter: Bongani Madondo m.fl Pan Macmillan (2014), 299 sider, 18 dollar (vejl.) Forfatter: Maja Lee Langvad Forlaget Gladiator, 251 sider, 329 kr. (vejl.) KULTUR 230 nye museer i SaudiArabien VM-skrammer til afrikansk fodbold Selvom der var international ros til spillet på banen under det netop overståede VM i fodbold, er der nok en del afrikanere, der helst vil glemme slutrunden i Brasilien. Af de fem afrikanske lande, der deltog, var det kun Algeriet og Nigeria, der gik videre fra de indledende puljekampe. En god portion af I Ghana blev landets sportsminister og Saudi-Arabiens oliedennes viceminister således fyret, efter at milliarder er i gang landet ikke formåede at vinde en eneste kamp med at blive brugt og ydermere måtte smide to nøglespillere på et kulturelt fremhjem, efter at de havde været oppe at slås til stød af de helt store. træning. Kongedømmet har Ikke meget bedre gik det for Nigeria, der således besluttet at tabte til Frankrig i 1/8-finalerne, men som bruge 1,7 milliarder undervejs oplevede spillerstrejker på grund dollar på at bygge 230 af manglende udbetaling af bonuspenge, og museer og et kæmpe som efterfølgende blev sat i skammekrogen kunst- og naturhistoriecenter. “Vi har nået en ny tidsalder. Det er på tide at bringe Saudi-Arabiens liv og historie tættere på vort folks hjerter og hjerner – ikke mindst de unge,” siger prins Sultan bin Salman bin Abdulaziz Al Saud, der er nevø til kong Abdullah og præsident for Saudi Commission for Tourism and Antiquities. 14 af de i alt 230 museer er allerede i gang med at blive bygget. Herudover er 30 internationale arkæolog-teams blevet inviteret til ørkenstaten for at give deres Den statsejede nordkoreanske avis besyv med. Med i ét Pyonyang Times har for nylig beskrevet planerne om at etablere et større turistmekka i af dem er Michael byen Wonsan (foto) på østkysten. Og det er Petraglia, professor i arkæologi fra Oxford, den helt store ja-hat, som de nordkoreanske magthavere har taget på. Turistmekkaet vil der siger, at der er titusindvis af u-udgra- komme til at huse et undervandshotel, en vede oldtidsminder i blomsterpark, et stadion, et konferencecenter landet. • /SKA og adskillige udstillingsområder både udendørs og indendørs. af fodboldforbundenes verdensorganisation (FIFA) efter en meget uklar magtovertagelse i det nigerianske fodboldforbund. Cameroun, der tidligere har været en af verdens fodboldyndlinge, klarede ikke skærene videre fra puljen og er efterfølgende kommet under mistanke for matchfixing. • /Simon Kratholm Ankjærgaard 45/ Nordkorea planlægger turistmekka med undervandshotel Lanceringen af planerne kommer i kølvandet på en udmelding fra en bekymret direktør fra FN’s fødevareprogram (WFP), Ertharin Cousin, der har sagt, at nødhjælps- og bistandsprogrammer i Nordkorea er truet, fordi den nordkoreanske ledelse ikke spytter nok penge i kassen. “Det sidste, som det sultende nordkoreanske folk har brug for, er et undervandshotel,” lyder det fra Joshua Stanton, der skriver på bloggen One Free Korea. • /SKA FOTOS: GAVIN BARKER/PA/POLFOTO (ØV)& KNR/SCANPIX AGENDA Colombia FLYGTNING I SIT EGET LAND Mere end 50 års voldelig konflikt betyder, at hver niende colombianer i dag er internt fordrevet. Men nu vender nogle hjem. TEKST OG FOTOS: LISE JOSEFSEN HERMANN, BOGOTÁ 46/ HJEMREJSE. MARIA ELENA ARIAS BLEV FORDREVET FRA SIT HJEM I JUNGLEN I DET NORDLIGE COLOMBIA FOR SYV ÅR SIDEN – NU VENDER HUN HJEM FOR FØRSTE GANG. Barakken summer af livlig aktivitet. Rygsække pakkes, og småting samles i kasser. Alle ser nyvaskede ud, og tøjet er det fineste. Her i barakken i Bogotá, Colombias hovedstad, har familier fra det indianske emberá-folk fra Chocó, den fattigste region i Colombia, boet, siden de blev tvunget til at flygte fra deres hjemegn. Skylden har landets 50 år lange voldelige konflikt med guerillagrupper som FARC og ELN, paramilitære grupper og landets militær som parter. Midt imellem findes den lukrative narkohandel. De indianske folk og mange afrocolombianere er ufrivilligt blevet en del af konflikten, fordi der på deres territorier findes strategiske steder for dyrkning af koka, foregår våbenhandel, minedrift eller findes skjulesteder for guerillagrupper. Sisifredo og Maria Elena Arias er klædt i matchende lilla. Maria Elena reder håret, samler det i en fletning og sminker sig blegere. Parret er blandt de 305 personer, der i dag forbereder sig på en voldsom forandring i deres liv: De flytter fra millionbyen Bogotá tilbage til junglen i Chocó. Denne gang er flytningen frivillig. For mange har der været adskillige flugter, før de endte her. Barakken har senge som eneste møbler. Hist og her ligger en dukke, et par strømper eller andre ejendele. “Midlertidig overnatning for emberáfolket,” står der på en plakat. Velkommen til Sisifredos, Maria Elenas og mange andres hjem gennem de seneste syv år. “ Det er ingen succes at få folk til at vende hjem. Folk er ikke dumme. Der er ikke noget at vende hjem til. Francesca Fontanini, regional ansvarlig for eksterne forhold, FN i Latinamerika I slutningen af 2012 var det første gang, at personer fra emberá-folket tog tilbage til deres hjemegn, ledsaget af repræsentanter for den colombianske stat. Men selvom staten garanterer for sikkerheden i området, når flygtningene vender tilbage, er virkeligheden nogle gange anderledes. I september COLOMBIAS VÆBNEDE KONFLIKT •Den oprindeligt revolutionære guerillagruppe FARC har eksisteret i 50 år •Højreorienterede paramilitære grupper udgør en anden side i konflikten •De seneste år har narkokriminalitet spillet en væsentlig rolle hos begge parter •Lige nu er der fredsforhandlinger i gang på Cuba mellem FARC, guerillagruppen ELN og regeringen. 2013 bombede militæret i området i jagten efter FARC. Viden, der rumler i baghovedet, når ejendelene lige nu pakkes ned, og livet flyttes til en helt anden verden, langt ude i junglen. Og hvad der lyder som en succeshistorie for Sisifredo og Maria Elena, er det ikke nødvendigvis. Francesca Fontanini er regional ansvarlig for eksterne forhold hos FN i Latinamerika. Hun er kritisk over for den colombianske stat. Colombia har ifølge hende en af verdens bedste lovgivninger om internt fordrevne. “Men staten er ikke til stede, hvor der er behov. Nogle gange kan det for eksempel tage en måned at blive registreret som flygtning. Det er ingen succes at få folk til at vende hjem. Folk er ikke dumme. Der er ikke noget at vende hjem til. Og folk er trætte af at flytte rundt,” siger hun. KULTUREN FORSVINDER For familien Arias har livet i Bogotá ikke været let. “Vi har været meget sultne. Hvor skulle vi få penge og mad fra, her i byen?” spørger Sisifredo Arias. Området, hvor herberget ligger i Bogotá, er farligt. I løbet af de syv år, familien har boet her, har de nogle gange fået humanitær støtte til at købe mad og tøj. Ellers har de levet af de penge, Sisifredo kunne tjene ved at sælge slik, cigaretter og sodavand. Parret har fire børn. De to ældste kunne ikke lide livet på herberget i Bogotá og tog tilbage for at bo hos bedsteforældrene i Chocó. I 2012 hørte familien første gang om muligheden for at komme tilbage. “Vi tænker meget på vores territorium. Her i Bogotá er farligt og kedeligt,” siger Sisifredo. Familien har været tilbage på besøg en gang. 47/ > > antal internt fordrevne – ifølge den colombianske regering er tallet knap 5,2 millioner. Det svarer til, at mere end hver niende colombianer lever som intern flygtning. Mens familien Arias forbereder sig på at forlade flygtningebarakkerne i Bogotá for at tage tilbage til Chocó, kommer nye internt fordrevne til. For eksempel til kommunen Soacha, der ligger ret op og ned ad hovedstaden Bogotá. José Emeterio Vargas Sanchez er 49 år og far til tre. Han boede med familien i landsbyen Puerto Triste. Her dyrkede han maniok og havde dyr. Men for syv år siden skete der noget. SØNNER I FARE “Da jeg kom hjem fra arbejde, var Den væbnede konflikt i Colombia har der otte bevæbnede personer i mit givet landet en trist rekord. Næstefter hjem. ’Enten lader du os få din ældste Syrien har landet verdens største søn, og du flytter herfra – eller vi dræber jer alle sammen,’ sagde de,” fortæller han. José sendte sin søn væk med det sam“Det var fantastisk,” husker Sisifredo. Ofelia Restrepo Villa, den colombianske stats ansvarlige for Chocóflygtningenes tilbagevenden, forstår godt frustrationerne. “Det er alvorligt for de indianske folk at komme til byen. De har nærmest levet som fanger i mange år. De har jo et helt andet livssyn. Det er ikke værdigt. Især børnene har mistet store dele af deres kultur. Det gode er, at de nu er oplyste om deres rettigheder for eksempel som kvinder, at de spiser sundere og eksempelvis børster tænder,” siger hun. me, og otte dage senere flygtede resten af familien til den nærliggende by Vista Hermosa. De havde ikke andet med end deres tøj. Men heller ikke her var familien i sikkerhed. “Vi turde ikke blive boende i Vista Hermosa med vores sønner på 14 og 15 år. De ville være oplagte mål for guerillaen at rekruttere.” Derfor tog familien til storbyen. Det var en drastisk forandring for familien at komme til Soacha. “Her skal man bruge mange flere penge til alting,” siger José. “Vi vil gerne vende tilbage. Hvis det er sikkert, og man ikke skal rende rundt og være bange hele tiden. Vi har forsøgt at få jord og bolig af regeringen, men det er ikke lykkedes endnu.” Selvom der er bedre mulighed for at finde arbejde i Soacha, er det ikke lykkedes familien at slippe fri for volden, de flygtede fra. I Soacha er der både paramilitære og guerillagrupper, og det er ikke klogt at vise sig udenfor efter mørkets frembrud. INGEN HJÆLP FRA STATEN På en bakkeskråning er en grund fyldt med vasketøj. Et lille barn græder. En kvinde kommer ud af et træskur med filtret hår. “Jeg flygtede til Soacha for fem år siden og har ingen hjælp fået, mens andre, der ikke er flygtninge, får hjælp. Det er ikke i orden,” raser 46-årige Edelmira Niasa. Hun og hendes mand kan hverken læse eller skrive og ved meget lidt om deres rettigheder, og hvordan de kan søge støtte. Og ingen har henvendt sig til dem, fortæller Edelmira. “Hvis man ikke er godt skolet, så modtager man ikke noget. Og se! Vi bor i en skrotbunke,” siger hun. Modvilligt fortæller hun om årsagen til flugten. “Vi var i gang med at plukke chili, da de kom. De paramilitære. De ville 48/ DERFOR FLYGTER COLOMBIANERNE TILBAGE I JUNGLEN SKAL DE MANGE FORDREVNE NU FORSØGE AT GENSTARTE DET LIV, DE HAVDE FØR DE BLEV FORDREVET TIL STORBYEN. De vigtigste årsager til flugt er: •Kampe mellem forskellige væbnede grupper og militæret • Rekruttering til væbnede grupper •Minedrift •Brud på menneskerettighederne (for eksempel voldtægt) •Vold i forbindelse med narkokriminalitet rekruttere min ældste datter. Men jeg ville ikke give min datters liv til dem, og så kom de efter os. Én fra gruppen kom og truede med at slå os alle sammen ihjel.” Edelmira og hendes familie tog derfor til Bogotá og boede på herberg. Så fandt de huset i Soacha. Men livet i storbyen er barsk for en indiansk familie fra landet. “Den eneste måde, jeg kan få penge på, er ved at stå nede ved busstationen med mine børn og tigge. Her er ikke arbejde til nogen af os.” Mange fra Edelmiras indianske folk har forsøgt at vende hjem. De er blevet dræbt. “Vi vil ikke ofre én af os for at vende hjem. Vi har forsøgt at vende hjem tre gange, men er hver gang blevet truet på livet. Jeg er træt og vil gerne hjem, men vi er tvunget på flugt,” siger hun. Foran huset ligger vasketøj og flyder på jorden. Det lille barn render nøgen rundt og stiller sig og tisser i hjørnet. Edelmira er trist og skuffet. “Mit liv er fyldt med fiaskoer. Vi blev registrerede som flygtninge i 2009, men har intet modtaget endnu.” I SYV ÅR VAR EN MIDLERTIDIG BARAK FAMILIEN ARIAS' HJEM. DE ENESTE MØBLER I BARAKKEN VAR KØJESENGE. marken, dukkede personer fra guerillagruppen ELN så op. “Hvis ikke I forsvinder, slår vi jer ihjel,” lød beskeden. Så flygtede familien gennem den tætte jungle. De havde ingen sko på og ingen ejendele med sig. Efter et døgns flugt nåede de byen Popayán, hvor de blev registreret som FORSVIND ELLER DØ! flygtninge. Derefter blev de sendt til De fleste af de internt fordrevne i hovedstaden Bogotá – nærmest i den Soacha drømmer om at vende hjem en anden ende af det enorme land. Efterfølgende fandt de ud af, at deres hus dag. Den drøm er lige nu i gang med var blevet brændt ned, og de 100 køer at blive virkeliggjort et andet sted. Ved barakken i Bogotá er Sisifredo og var også hurtigt væk. Maria Elena Arias klar til at returnere til Chocó i junglen. Seks busser holder klar til turen tilbage. Der er et kaos og menneskeDa jeg kom hjem fra arbejde, mylder. Er der nu noget, man skal have købt med fra millionbyen til var der otte bevæbnede personer livet i junglen? Begyndelsen af turen i mit hjem. ’Enten lader du os er kaotisk. Der er demonstrationer få din ældste søn, og du flytter og trafikprop, da busserne krydser herfra – eller vi dræber jer alle Bogotá. Til sidst bliver der længere sammen,’ sagde de. mellem husene og grønnere uden for José Emeterio Vargas Sanchez, vinduerne. Mens landskabet suser internt fordrevet forbi, ruller minderne om flugten rundt inde i hovedet på Sisifredo og Maria Elena. Flere i området var allerede blevet slået ihjel, men parret blev og passede TILBAGE, MEN IKKE HJEM deres omkring 100 køer og markerne, I bussen på vej mod Chocó lyder der glad musik, men mange græder også. hvor de dyrkede majs, maniok, sukkerrør og bananer. Naboer og famiBørn og unge, der har boet størstedelen af deres liv i Bogotá, skal nu til et liemedlemmer begyndte at flygte. Sisifredo og Maria Elena modtog også sted, de nærmest ikke kender. For Sisifredo og Maria Elena er det jævnligt trusler. Maria Elenas mor så som så med at komme “hjem”. Der blev slået ihjel, og faderen flygtede. er stadig ikke sikkert, hvor deres jord En dag, da de var på arbejde ude i “ HER ER FLEST INTERNT FORDREVNE 1. Syrien: 6,5 millioner 2. Colombia: 5,7 millioner 3. Sudan: 2,9 millioner 4. DR Congo: 2,6 millioner 5. Sydsudan: 1,1 millioner Kilde: Internal Displacement Monitoring Centre DANMARK TIL STEDE Den 1. august i år åbnede Danmark en ambassade i Bogotá, Colombia med Lars Steen Nielsen som ambassadør. er, så de bliver sendt tilbage til et sted i nærheden, det vil sige tre-fire dages vandring gennem junglen fra deres tidligere hjem. De skal bo hos Sisifredos bror. “Det første år bliver hårdt, indtil vi kan høste de linser, majs og bønner, som vi planter, første gang,” siger Sisifredo. Vi har kørt hele natten og begynder nu at kunne skimte junglen gennem morgendisen. En popsang giver genlyd i bussen. “Dét, der er sket, er sket,” vrænger det ud af højtalerne. Mon passagererne i bussen kan leve efter de ord? 16 timer efter afgang fra barakkerne i Bogotá stiger Sisifredo, Maria Elena og alle de andre ud af bussen. Klokken er otte om morgenen, og her er ulideligt varmt. Snart står familierne ved hver sin bunke af pakkenelliker. Syv år i storbyen har sat sig sine spor. Flygtninge vender hjem. • 49/ ILLUSTRATION: PLAKAT 50/ FOREIGN AFFAIRS VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD. Politik SANDHEDEN OM CONGO Hemmelige militæraktioner, en ivrig spion-chef og en myrdet premierminister. Den amerikanske efterretningstjenestes rolle i Congo, efter at landet blev uafhængigt, er en tragisk fortælling om magt, skriver Stephen R. Weissman, forfatter og tidligere stabschef for Afrika-komiteen i Repræsentanternes Hus, USA. 51/ AF STEPHEN R. WEISSMAN Congos overgang fra belgisk koloni til suveræn stat var ikke nogen køn affære. Sovjetunionen og USA holdt begge skarpt øje med det mineralrige land i Afrikas hjerte, da Congo 30. juni 1960 fik sin uafhængighed under en demokratisk valgt regering, ledet af premierminister Patrice Lumumba. Den karismatiske nationalist Lumumba stod i spidsen for det eneste parti i parlamentet, der havde støtter i hele landet – frem for bare i et område eller i en etnisk gruppe. Men i løbet af få dage herefter gjorde Congos tropper oprør mod deres officerskorps, der udelukkende bestod af hvide (et levn fra kolonitiden), og begyndte at terrorisere den europæiske befolkning i landet. Belgien svarede igen ved at sende tropper, der skulle genbesætte landet og hjælpe Congos rigeste provins, Katanga (der blandt andet havde store kobber- og guldminer, som belgisk mineindustri var involveret i, red.), til at løsrive sig fra resten af landet. USA afviste på sin side den nye congolesiske regerings bøn om hjælp og støttede i stedet en fredsbevarende FN-mission i håbet om, at det ville hindre congoleserne i at bede om støtte af sovjetisk militær. Men Lumumba ragede hurtigt uklar med FN, der ikke formå- ede at drive de belgiske tropper ud af landet og sætte en stopper for Katanga-provinsens løsrivelse. Efter at have stillet en række ultimatummer til FN, vendte Lumumba sig derfor mod Moskva og bad om hjælp – Moskva kvitterede med at sende transportfly, der kunne flyve Lumumbas tropper ind i Katanga. Og så var det, at den amerikanske regering med daværende præsident Eisenhower SAMARBEJDE (1953-61, red.) i spidsen besluttede at sende MED FOREIGN den amerikanske efterretningstjeneste CIA til AFFAIRS Congo. I de efterfølgende årtier hed det sig i den Udvikling samarbejder amerikanske udenrigspolitik, at den hemmeredaktionelt med det lige aktion i Congo var en veltilrettelagt sucanerkendte tidsskrift Foreign Affairs, som ud- ces med få omkostninger. * De, der deler dette synspunkt, roser den gives af den amerikanamerikanske regering for at have undgået en ske tænketank Council direkte militær konfrontation med Sovjetunioon Foreign Relations. Samarbejdet betyder, nen og Kina samtidig med, at man fik afværat vi bringer artikler fra get kommunisternes forsøg på at skaffe sig Foreign Affairs i dansk indflydelse på et afrikansk land af afgørende oversættelse. betydning. De anerkender, at CIA bidrog til Lumumbas nederlag, da denne tabte en magtkamp til Joseph Mobutu, den pro-vestlige leder af Congos hær i september 1960. Men de fastholder, at selv om CIA planlagde at myrde Lumumba – og endda på et tidspunkt forsøgte > > FOTO: ABBAS/MAGNUM/POLFOTO 52/ at få en rekrut til at forgifte hans tandpasta eller hans mad – gjorde CIA det aldrig og havde ingen aktier i mordet på ham i januar 1961. * I årenes løb har mange forskere og journalister sat spørgsmålstegn ved denne udlægning, og den offentlige mening er begyndt at følge trop. Men kritikken besværliggøres af en mangel på officielle, dokumentariske beviser. Det er imidlertid ikke så længe siden, at nye beviser er dukket op, og disse maler et langt mere dystert billede, end selv kritikerne havde forestillet sig. * CIA havde en finger med i spillet i hvert eneste af Congos vigtigste politiske vendepunkter i denne periode, og man sørgede for at have økonomiske og politiske forbindelser til samtlige regeringsledere. Og Lawrence Devlin, der var CIA’s lokale chef i Congo i hovedparten af perioden, havde direkte indflydelse på de begivenheder, der førte til Lumumbas død. * POLITISK LEG I begyndelsen var de hemmelige amerikanske operationer udelukkende politiske. Den amerikanske regering var bekymret for, om Lumumba var for upålidelig og for tæt på Sovjet, og at Congo, hvis han blev siddende på magten, kunne ende i et endnu større kaos og til sidst blive kommunistisk. Allen Dulles, daværende leder af CIA, telegraferede i august 1960 til CIAkontoret i den congolesiske hovedstad Léopoldville: “Vi konkluderer, at det er en presserende og central opgave at løse, og at den under de givne omstændigheder bør have meget høj prioritet i vores hemmelige mission.” CIA-kontoret i Léopoldville støttede derpå, i tæt samarbejde med det belgiske efterretningsvæsen, to oppositionssenatorer, der forsøgte at stable et mistillidsvotum på benene mod Lumumbas regering. Planen var, at Joseph Kasavubu, som var Congos præsident og Lumumbas rival, skulle opløse regeringen efter afstemningen og udnævne en af senatorerne til ny premierminister. CIA finansierede også demonstrationer mod Lumumba, faglige protester og propaganda. Men Kasavubu var, opmuntret af belgierne, lige lovlig hurtig på aftrækkeren og afsatte Lumumba i fuld offentlighed to dage før afstemningen skulle finde sted. DIKTATOR. CONGOS ØVERSTBEFALENDE GENERAL I HÆREN, MOBUTU SESE SEKO, TABTE I FØRSTE OMGANG KAMPEN OM MAGTEN TIL LUMUMBA, MEN KOM MED CIA’S HJÆLP TIL MAGTEN I 1965 OG VAR ENERÅDIG PRÆSIDENT I 32 ÅR DEREFTER. Lumumba reagerede ved at nægte at trække sig og fortsatte med at styre parlamentet, som skulle godkende en ny regering. CIA-landechef Devlin fandt hurtigt en løsning på den fastlåste situation i skikkelse af den 29-årige øverstbefalende general Mobutu Sese Seko. Ved to lejligheder fortalte Mobutu Devlin, at han var på vej til at flytte tropper til hovedstaden, og han bad USA om at hjælpe sig med at bekæmpe Lumumba. Devlin indvilligede i at finansiere hans indsats og fortalte efterfølgende CIA-rapportørerne, at dette, som det formuleres i de nye offentliggjorte dokumenter om USA's udenrigspolitiske beslutninger, “var første skridt i planen om, at Mobutu skulle overtage regeringsmagten”. Den 14. september erklærede Mobutu, at han suspenderede parlamentet og forfatningen. Han fyrede Lumumba og beholdt Kasavubu, men nu var det Mobutu, der styrede slagets gang ude fra kulisserne. ET BEBUDET MORD CIA støttede straks Mobutu med flere penge, advarede ham om planlagte attentater og kom med anbefalinger til, hvem der kunne udnævnes til ministre. Tjenesten rådede Mobutu til at afvise en forsoning med Lumumba og i stedet at arrestere ham og hans ledende samarbejdspartnere; råd som Mobutu beredvilligt tog imod. Devlin blev ikke bare kassemester, men også et indflydelsesrigt de factomedlem af den regering, han selv havde været med til at få indsat. Hans primære indgang var den såkaldte Binza-gruppe, en undergruppering blandt Mobutus allierede, opkaldt efter den Léopoldville-forstad, hvor garnison, der var på nippet til at gøre oprør for at få genindsat Lumumba. John F. Kennedy skulle indsættes som præsident seks dage senere, og udenrigsministeriet betragtede forespørgslen som en varm politisk kartoffel, der måtte afvente, at den nye regering tog stilling til sagen. Da Devlin indså, at hans foretrukne metode til at blokere for Lumumbas comeback ikke kunne bruges, har han måske betragtet den forestående overflytning som en lovende plan B. Men han vidste også, at hvis han fortalte ledelsen om planen, ville den konsultere udenrigsministeriet, der formentlig – taget i betragtning hvordan de havde reageret på hans seneste henvendelse – ville have betragtet overflytningen som noget, der skulle vendes med den nye regering. * Så selv om han kommunikerede med sin ledelse om andre ting, tilbageholdt Devlin oplysninger om den planlagte overflytning i tre dage, indtil den næsten var en realitet. I sidste øjeblik ændrede man planer og sendte i stedet Lumumba til Katanga, den anden belgisk støttede, separatistiske provins, hvis magtfulde indenrigsminister gentagne gange havde krævet hans hoved på et fad. Da Devlins telegram nåede Washington den 17. januar, var Lumumba allerede skuddræbt i Katanga. “ CIA havde en finger med i spillet i hvert eneste af Congos vigtigste politiske vendepunkter. de fleste af dem boede. Gruppen talte blandt andre Mobutus sikkerhedschef og hans udenrigs- og finansministre. I månederne efter kuppet rådførte gruppen sig med Devlin i de vigtigste politiske og militære spørgsmål, særligt de, der berørte Lumumba, som nu sad i husarrest, men under FNbeskyttelse. Gruppen fulgte stort set altid Devlins råd. * 14. januar 1961 modtog Devlin besked fra en regeringschef om, at Lumumba, der var flygtet fra sin FNsikkerhedsvagt og var blevet taget til fange af Mobutus soldater, stod over for at skulle overflyttes til den belgisk dominerede, separatistiske provins Syd Kasai, hvis leder havde sværget at ville slå Lumumba ihjel. Devlin aflagde via telegraf rapport om den kritiske situation til CIA’s hovedkontor 17. januar, og nævnte ikke noget om, hvorvidt han havde protesteret mod planen. * Men Devlin nøjedes ikke med at give grønt lys for overflytningen. Han sørgede også helt overlagt for at holde Washington hen – et særsyn i et hemmeligt program, der blev nøje styret af CIA, det amerikanske udenrigsministerium samt det nationale sikkerhedsråd. Samme dag, som han fik beskeden om Lumumbas mulige flytning, fik Devlin at vide, at udenrigsministeriet havde afvist hans og CIAledelsens indtrængende anmodninger om at bestikke en central congolesisk PARAMILITÆR STØTTE Attentatet på Lumumba satte dog ikke punktum for kampen om magten i Congo – det intensiverede den. I august 1961 gik USA, efter pres fra FN og en pro-Lumumba-stat i Østcongo, med til at det congolesiske parlament skulle træde sammen igen og vælge en ny, national regering. Men CIA fik gennem bestikkelse sikret, at den nye regering blev ledet af efterretningstjenestens allierede, Cyrille Adoula. * Da Adoula var kommet til magten, udstyrede CIA ham med et pr-bureau, der skulle hjælpe ham med at styrke sit image i udlandet. CIA bestak også parlamentet, Binza-gruppen, en fagforening og en sammenslutning af stammeledere for at skaffe opbakning til den nye leder. Imens fortsatte Devlin med at opføre sig som et medlem af regeringen. På Binza-gruppens foranledning overtalte han Adoula til ikke at komme med nogen indrømmelser til sin vicepremierminister, der var lumumbist. Da Adoula bestemte 53/ > > ELITEN MANGLEDE IKKE NOGET UNDER MOBUTU – HER ER TO FINE DAMER TIL LEGENDARISK BOKSEKAMP MED MUHAMMED ALI VS. GEORGE FORMAN I KINSHASA I 1974 – ET OPGØR SENERE KENDT SOM "RUMBLE IN THE JUNGLE". FOTO: ABBAS/MAGNUM/POLFOTO (TV) & E-TYPES-DAILY(TH) 54/ sig for at fyre Mobutu, fik Devlin ham overtalt til at lade være. * Adoulas regering gjorde det ikke så godt, som man havde håbet på i Washington: Soldater blev tvunget til at leve af eget jordbrug, grådige embedsmænd plyndrede statskassen, og inflationen drænede den øvrige befolknings lønninger. Efter at Adoula i 1963 fjernede næsten alle de lumumbistiske ministre og opløste parlamentet, drog lumumbisterne hjem til deres provinser og greb til våben. I begyndelsen af 1964 havde deres oprør fejet hen over næsten halvdelen af landet. Foruroliget over oprøret besluttede Binza-gruppen og Kasavubu at udskifte Adoula med nogen, som de regnede med ville takle det mere effektivt: Moise Tshombe, den tidligere separatistiske leder i Katanga, hvis løsrivelsesregering havde myrdet Lumumba i 1961. CIA accepterede den nye situation og satte stammefolk, der støttede Tshombe og andre centrale politikere, på lønningslisten. Man tilføjede også en stor paramilitær indsats til sit politiske program i Congo. Efterretningstjenesten udrustede Tshombes nye regering med et “øjeblikkeligt luftvåben” til at nedkæmpe de oprørere med, som på daværende tidspunkt modtog begrænset rådgivning og økonomisk støtte fra Kina. Enheden, der primært var sammensat af amerikanske fly, styret af eksilcubanere, gjorde det muligt for de hvide lejesoldater (flest sydafrikanere og rhodesere), som ledte den congolesiske regeringshær, at rykke frem. I august 1964 havde en national sik- kerhedskomité givet grønt lys til en plan om at bruge 41 kamp- og transportfly og et mandskab på næsten 200 personer (cubansk flypersonale og europæere til driften på landjorden). I begyndelsen af 1965 supplerede CIA så kludetæppet med en lille flåde, også bemandet af eksil-cubanere, for at bremse forsendelserne af militært udstyr fra nabolandet Tanzania over Tanganyikasøen. “ CIA støttede Mobutu med flere penge, advarede ham om planlagte attentater og kom med anbefalinger til, hvem der kunne udnævnes til ministre. CIA rådede Mobutu til at afvise en forsoning med Lumumba og i stedet at arrestere ham og hans ledende samarbejdspartnere. Den amerikanske regering gik ind i en særdeles blodig konflikt. Da de hvide lejesoldater og regeringstropperne indtog områder, der var kontrolleret af oprørere, slagtede de både oprørere og civile i flæng. Selv om der ikke foregik nogen systematisk optælling af tab, vurderer man, at mindst 100.000 congolesere mistede livet i denne fase af krigen. Oprørerne dræbte omkring 300 amerikanere og europæere, som de havde taget som gidsler, da Stanleyville, oprørernes hovedstad, faldt. MERE MAGT TIL MOBUTU I efteråret 1965 var det stort set lykkedes den congolesiske hær og dens udenlandske støtter at genvinde kontrollen over landet, men en anden trussel lurede om hjørnet: en stigende politisk rivalisering mellem præsident Kasavubu og premierminister Tshombe. Både den amerikanske regering og Binza-gruppen frygtede, at konflikten mellem de to mænd ville få en af de to rivaler til at se sig om efter støtte hos nogle af de mere radikale afrikanske regimer. Da krisen skærpede til, sagde Mobutu til Devlin, at han overvejede at iværksætte endnu et statskup for at få udskiftet både Kasavubu og Tshombe, eller at finde en anden, ukendt løsning. Den 22. november reagerede USA ved at øge CIA’s økonomiske støtte til Mobutus officerer og ved at give Mobutu carte blanche til at gøre, hvad han fandt bedst. I løbet af tre dage tog Mobutu magten uden blodsudgydelser, et resultat som Devlin betegnede som “den bedst mulige løsning”. CIA’s reaktion bestod i at sende endnu flere penge, som Mobutu brugte på at bestikke centralt placerede officerer, politiske ledere og stammeoverhoveder. I løbet af 1966 og 1967 holdt CIA Mobutu orienteret om forskellige trusler mod hans regime, afslørede adskillige større komplotter (hvoraf et endte med, at de formodede gerningsmænd blev hængt offentligt). Og CIA’s hemmelige flyvevåben hjalp – sammen med åbenlys transporthjælp fra det amerikanske forsvarsministerium Pentagon – Mobutu med at afværge to lejesoldat-styrede oprør. I oktober 1966 smed Mobutu den amerikanske ambassadør ud af landet, fordi han ikke viste tilstrækkelig respekt for Mobutus nye, magtfulde position, og han holdt op med at bede om den månedlige økonomiske støtte fra CIA. To år senere ombestemte Mobutu sig, bad atter CIA om flere penge – og fik dem. På det tidspunkt havde CIA lukket sit paramilitære program og begrænset sin finansiering på den politiske arena til fire nøglepersoner uden om Mobutu. Nu, hvor der ikke var en lovlig opposition at kontrollere og heller ikke flere lumumbistiske oprørere eller proTshombe-lejesoldater at bekæmpe, kunne støtten til Congo, set fra et amerikansk perspektiv, overgå til udelukkende at være af åbenlys militær og økonomisk karakter. > BØDE RIVAL-AFGIFT 300 SOVJET 600 DEVLIN 1000 Spillet, hvor du kan gøre gode politiske handler FN 100 ADOULA 300 MCBRIDE 200 RIVAL-AFGIFT 300 KUP Du er blevet afsat som premierminister og skal vente en omgang KINA 400 CONGONOPOLY Parkér gratis her MOBUTU 700 TSHOMBE 400 LUMUMBA 50 CHANCEN DULLES 600 Din hær er for svag. Betal 500 point til CIA for paramilitær hjælp. CHANCEN BELGIEN 300 KASAVUBU 300 START Modtag 1.000 point i bestikkelse fra CIA, når du passerer. 55/ > FOTO: CHARLES TASNADI/POLFOTO (TV) & IAN BERRY/MAGNUM/POLFOTO (TH) 56/ NÅR SKADEN ER SKET Desværre er det fulde billede af CIA’s engagement i Congo stadig sløret.* Alligevel er det tydeligt, at CIA’s programmer i 1960’erne forvrængede congolesisk politik i årtierne, der fulgte. Dermed ikke sagt, at Congo uden USA's indblanding ville have fået en repræsentativ regering efter vestligt forbillede. Men selv i en region med masser af diktaturer har landet skilt sig ud ved at være ekstremt dysfunktionelt. Siden CIA’s intervention har Congos ledere udmærket sig ved en unik kombination af karaktertræk: spinkel politisk legitimitet, begrænset lederevne og en så omfattende korruption, at den udhuler både institutioner og normer. Disse træk har i årene efter den hemmelige amerikanske aktion ført til økonomisk katastrofe, tilbagevendende politisk ustabilitet og vestlig militær invasion. Først i 1997 fik oprørere ledet af tidligere lumumbister og støttet af militære styrker fra Rwanda, Uganda og Angola omsider væltet Mobutu, hvilket førte til en regional krig i det efterfølgende årti, som endte med at koste mere end tre en halv million mennesker livet. Selvfølgelig var Mobutu hjernen bag alt dette. Men taget i betragtning, at han aldrig ville have været i stand til at fastholde sin magt, hvis det ikke havde været for de CIA-penge, han videreekspederede til sine allierede – hvilket han også selv indrømmede over for CIA – så må USA også påtage sig en del af ansvaret. Læg dertil at CIA’s foretrukne metoder – nemlig brug af bestikkelse og anvendelse af fremmede styrker – har været en lærebog i uansvarlig regeringsførelse. Mobutu og hans kammerater var aldrig nødt til at bejle til den brede “ Jeg tror ikke, at der er noget, der kan bremse dette letsindige præsidentielle forbrug, for Mobutu er åbenbart svulmet op med soufflé-agtig svulstighed. Det er mit indtryk, at det vil udløse øjeblikkelig vrede at henlede hans opmærksomhed på det risikable i dette. Robert McBride, USA’s ambassadør i Congo, 1969 offentligheds gunst eller skabe sig en reel politisk base, for de kunne læne sig op ad den amerikanske tjenestes korrupte praksis, og de havde heller ikke noget incitament til at forvalte statens økonomiske ressourcer fornuftigt. Og da Mobutu kunne regne med CIA’s paramilitære støtte, var det AMERIKANERNE STØTTEDE MOBUTO I ÅREVIS TRODS ADVARSLER. HER ER HAN PÅ BESØG HOS USA'S TIDLIGERE PRÆSIDENT REAGAN I 1983. heller ikke nødvendigt for ham at udvikle et blot minimalt velfungerende militær. Selv om det lykkedes Mobutu at blive udnævnt til hærchef i det kaos, der herskede omkring uafhængigheden, var han ude af stand til at lede en hær. Det stod klart i 1964, da hans hær, ifølge den daværende amerikanske viceudenrigsminister Averell Harriman, beviste sin uduelighed: Den var ude af stand til at forsvare nøgleområder uden hjælp fra udenlandske lejesoldater. Til gengæld havde Mobutu et veludviklet talent for noget, amerikanerne havde lært ham: at smiske sig til bestikkelse. Det lykkedes ham tilmed to gange at overtale Devlin til at dække nogle udgifter til hæren, som han hævdede at have brugt på ureglementerede udgifter eller CIAformål ved at argumentere med, at hvis hans rivaler opdagede pengemisbruget, ville de måske anklage ham for korruption. Amerikanske embedsmænd uden for CIA havde længe kendt til Mobutus brister. * Den daværende amerikanske ambassadør i Congo, Robert McBride, betegnede Mobutu som “irrationel” og “stærkt ustabil”. Præsident Lyndon Johnsons sikkerhedsrådgiver, Walt Rostow, kaldte ham “en irriterende og ofte dum” mand, der “kan være grusom, grænsende til det umenneskelige”. I 1968 sendte McBride et telegram til det amerikanske udenrigsministerium, hvor han noterede sig præsidentens nye luksusfly, hans planer om at anlægge parker efter Versailles-forbillede, tanker om at bygge en kopi af Peterskirken i hver af Congos tre største byer og hans anskaffelse af en ferievilla i Schweiz. McBride konkluderede: “Jeg tror ikke, at der er noget, der kan bremse dette letsindige præsidentielle forbrug, for Mobutu er åbenbart svulmet op med souffléagtig svulstighed. Det er mit indtryk, at det vil udløse øjeblikkelig vrede at henlede hans opmærksomhed på det risikable i dette. Men jeg følte, at en kortfattet rapport om dette beklagelige fænomen var nødvendig at lave, fordi det efter min opfattelse er Congos alvorligste problem lige nu, og skylden er præsidentens, da de ukontrollerbare udgifter stammer direkte fra ham. Det forekom mig desuden, at det kan have indflydelse på den po- i grove træk støttede USA's udenrigspolitik, men de har belastet det amerikanske diplomati i Afrika i årtier. VORES MAND Særligt kuppet mod og drabet på LuHvad McBride tilsyneladende ikke var mumba og støtten til Tshombes hvide klar over, var, at otte års hemmelige lejesoldater harmede afrikanske naaktioner i høj grad havde udelukket en- tionalister og kølnede USA's forhold hver anden form for amerikansk politik til mange vigtige lande, blandt andet – såvel på det tidspunkt som senere. Algeriet, Ghana, Kenya og Tanzania; CIA havde ikke alene fostret et diktadisse handlinger gjorde også frihedstur, det havde også givet det stemplet bevægelser i Angola, Mozambique, “made in America” til brug for fremtiSydafrika og Zimbabwe vrede. * dige beslutningstagere i den amerikanske regering. Mens Mobutus regering ET KOMMUNISTISK CONGO? slingrede af sted fra krise til krise, nød Grundlaget for CIA’s indgriben i den fortsat godt af økonomisk og mili- Congo var en alt for overdrevet anatær støtte fra USA og Vesten. lyse af den kommunistiske trussel. Mange medlemmer af den ameriCongo-forskere har længe været kanske kongres og systemkritikere i skeptiske over for teorien om, at hvis Udenrigsministeriet havde gennem Lumumba var blevet siddende på årene indtrængende opfordret den magten, ville hans regering være faldet i hænderne på Sovjetunionen eller amerikanske regering til at presse på for at få lavet økonomiske og politiske Kina. Dengang havde selv visse amereformer i det land, som Mobutu i 1971 rikanske embedsmænd deres tvivl. I 1962, kort efter at han trak sig havde omdøbt til Zaire. Lykkedes det ikke, skulle man lægge afstand til som chef for CIA, indrømmede Allen Dulles: “Jeg tror, at vi overvurderede Mobutu og i stedet opdyrke politiske truslen fra Sovjet, for eksempel i bånd til oppositionen, sagde de. Da Den Kolde Krig sluttede, lukkede kon- Congo”. * gressen omsider ned for den militære Skeptikerne havde ret: Lumumba og ikke-humanitære støtte. Men efter- havde aldrig været kommunist, og følgende, da regimet var ved at bukke han ville ikke have givet efter for under for sine dødskramper, kunne de udenlandsk dominans. Han og hans amerikanske embedsmænd alligevel tilhængere havde trådt deres politiske ikke få sig selv til at slå hånden af det barnesko i kampen mod kolonialisog støtte den fredelige, demokratiske men og fandt enhver form for ekstern dominans uacceptabel. De var langt overgang, som den voksende opposition ønskede. mere interesserede i alliancefrihed, og At klynge sig til en diktator, man de udlændinge, de identificerede sig har et livslangt venskab med, også når med, var andre uafhængige afrikanske vedkommendes fejl og mangler bliver ledere, ikke Khrusjtjov (Sovjetuniostadig mere risikable for amerikanske nens ministerpræsident 1958-64, red.) eller Mao (Præsident i Folkerepuinteresser, er en velkendt patologi i amerikansk udenrigspolitik. I Congos blikken Kina 1949-76). Lumumba og hans tilhængere tilfælde var forholdet skabt og fremelsket af en hemmelig CIA-aktion. forstod også, at den kommunistiske Dette udstyrede forholdet med en verden aldrig ville kunne erstatte den særlig aura af intimitet, der blandt an- massive europæiske investering og det kom til udtryk i den besidderiske de 10.000 belgiske teknikere, der udsprogbrug, som amerikanske embeds- gjorde fundamentet i Congos vestligt mænd brugte, når de omtalte Mobutu. orienterede økonomi. * For Devlin blev Mobutu “stort set voNår man ser tilbage på begivenres eneste anker op mod vinden”. Un- hederne i dag, er det tydeligt, at de der den eskalerende konflikt mellem amerikanske embedsmænd, der Kasavubu og Tshombe skrev Harold dengang formede Congo-politikken Saunders, et medlem af det nationale på uhensigtsmæssig vis, projicerede sikkerhedsråd, at Mobutu var den deres egne erfaringer fra Den Kolde eneste, der burde løse konflikten – om Krig i Europa, Asien og Latinamerika nødvendigt med militære midler – for over på Afrika, hvor omstændighederne var fuldstændig anderledes. I “han er allerede vores mand”. * Congo havde der ikke været nogen Hemmelige aktioner har afstedkommet en congolesisk regering, der sovjetisk militær besættelse og ikke litik, som USA fører over for Congos nuværende styre.” “UN WILL EXTERMINATE YOU.” ANTI-FNPAMFLETTER MOD FN'S FREDSBEVARENDE STYRKER BLEV UDDELT I ELISABETH- VILLE I 1961 EFTER MORDET PÅ LUMUMBA. noget marxistisk eller kommunistisk parti eller kadrer af betydning. Tragisk nok afviste den amerikanske regering en alternativ politik: nemlig at indlede en diplomatisk forbindelse til Lumumba og hans efterfølgere som et led i en bred indsats for at holde Den Kolde Krig ude af Congo. I stedet udpegede man Mobutu og andre medlemmer af Binza-gruppen som Belgiens arvtagere. Utålmodig og uerfaren som han var, var Lumumba alligevel det bedste bud på en vellykket postkolonial periode. Der er al mulig grund til at tro, at et samarbejde med ham og andre spirende demokratiske kræfter havde tjent både USA og Congo bedre. Oversat af Julie Top-Nørgaard. Læs hele artiklen på dansk i Udviklings app. Teksten er en forkortet udgave af artiklen What Really Happened in Congo bragt i Foreign Affairs’ juli/august-nummer 2014. Udeladelser er markeret med * Reprinted by permission of Foreign Affairs, July/August 2014, Vol. 93, No. 4. Copyright 2014 by the Council on Foreign Relations, Inc. Stephen E. Weissman Er forfatter til bogen American Foreign Policy in the Congo 1960–1964 og tidligere stabschef for Afrika-komiteen i Repræsentanternes Hus i USA's Kongres. 57/ VÆRKER FRA VERDEN KUNSTNERE FRA NÆR OG FJERN UDSTILLER I UDVIKLING. MOR OG SØN 58/ 59/ MOR OG SØN Mens Egypten går igennem oprør og forandringer, har den algeriske fotograf Denis Dailleux (f. 1958) rettet blikket mod noget uforanderligt: kærligheden mellem mor og søn. I hans serie, der blev nomineret til World Press Photo 2013, poserer egyptiske bodybuildere med deres mødre. At være stærk og muskuløs er noget, mange egyptere stræber efter – og har man en bodybuilder i familien, er det ofte en kilde til stor stolthed og ære. Se hele serien på: www.denisdailleux.com NAVNE NYT OM NAVNE DER RYKKER CHRISTIAN FRIIS BACH, 48, er tiltrådt posten som undergeneralsekretær i FN, som leder af FN’s økonomiske kommission for Europa (UNECE). Den tidligere udviklingsminister er adjungeret professor i international økonomi og har været international chef for Folkekirkens Nødhjælp. 60/ Prinsen af menneskerettigheder Prins Zeid Ra’ad Zeid Al-Hussein af Jordan er udnævnt til FN's nye menneskerettighedskommissær. JAKOB KIRKEMANN BOESEN, 40, er ny international chef i Mellemfolkeligt Samvirke. Han er uddannet antropolog og kommer fra en stilling som leder af Institut for Menneskerettigheders (IMR) afdeling for Civilsamfund og Deltagelse. ELLEN MARGRETHE LØJ, 65, er udpeget til særlig repræsentant og leder for FN's mission i Sydsudan (UNMISS). Hun har tidligere været særlig repræsentant for FN’s generalsekretær i Liberia og har været Danmarks faste repræsentant i FN samt ambassadør i Tjekkiet og Israel. ØJVIND KYRØ, 61, er tildelt danske globale journalisters hæderspris, Nairobi-prisen. Den erfarne journalist har i 30 år været i 70 lande og dækket konflikter i hele verden gennem artikler, radioindslag, film og bøger. SIGNE BYRGE SØRENSEN, 44, er tildelt Timbuktu-prisen for kritisk u-landsjournalistik. Filmproduceren stod bag den Oscar-nominerede film The Act of Killing om folkemordet i Indonesien og har tidligere lavet film fra Afrika, Asien og Sydamerika. AF GERD KIEFFER Han er blevet kaldt en af verdens mest respekterede diplomater. Han er populær, dygtig og kendt som en vigtig fortaler for både menneskerettigheder og international retfærdighed. Han spillede da også en afgørende rolle i skabelsen af Den internationale straffedomstol i Haag. Nå ja, og så er han prins af Jordan. Det er ikke hr. hvem som helst, der fra september kan sætte sig i stolen som menneskerettighedskommissær i FN. 50-årige prins Zeid Ra'ad Zeid Al-Hussein har i løbet af sin karriere været på fredsbevarende opgaver på Balkan i FN-regi, arbejdet som rådgiver for tidligere generalsekretær Kofi Annan og siden år 2000 været Jordans FN-ambassadør – kun afbrudt af de tre år, fra 2007-2010, hvor han var ambassadør i USA og Mexico for Jordan. Efter alt at dømme får prinsen brug for al sin erfaring i sit nye embede. KRÆVENDE POST Fra sit kontor i Genève skal den kommende kommissær lede FN's Sekretariat for menneskerettigheder, (OHCHR), der har haft konstant vokseværk i både størrelse, indflydelse og forpligtelser siden sin stiftelse i 1993. Samtidig skal han lære at mestre den svære balancegang mellem på den ene side at understøtte kravene fra FN's politisk drevne Menneskerettighedsråd, og på den anden at rapportere selvstændigt og uafhængigt til generalsekretæren og kunne råbe op – også når det er ubelejligt for FN. I sin sidste tale til Menneskerettighedsrådet kom prinsens forgænger på posten, tamilsk sydafrikanske Navi Pillay, med et par rettesnore, han sikkert kan have gavn af at følge. Den afgående menneskerettighedskommissær understregede nemlig nødvendigheden af at beskytte OHCHR mod finansielle og politiske begrænsninger. For kun gennem integritet og frihed fra politisk indflydelse kan sekretariatet bibeholde sin autoritative status i menneskerettighedssammenhæng. Prins Zeid Ra'ad Zeid Al-Hussein bliver den syvende i rækken af menneskerettighedskommissærer. • ASIATISK PLADS KORT NYT OM DANIDA AKTUELT • Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen var i august måned på rundrejse i Østafrika med første stop i Kenyas hovedstad, Nairobi. • Irak: Regeringen har afsat to mio. kr. til akut nødhjælp til de internt fordrevne flygtninge i Irak. Pengene går til Dansk Flygtningehjælp, som igangsætter en akut nødhjælpsindsats for at sikre mad og vand til internt fordrevne civile. Dermed har Danmark i 2014 bidraget med i alt 30 mio. kr. til humanitære indsatser i Irak. • Gaza: Som følge af den eskalerede NYE HJEMMESIDER • Gennemsigtighed: Udenrigsministeriet har nu – i lighed med en række andre europæiske donorer – lanceret en hjemmeside, der giver klar og let tilgængelige data om Danmarks statlige udviklingssamarbejde www.openaid.dk steriet lancerede i januar 2014 en reform af den danske udenrigstjeneste, der bl.a. indebærer, at Danmark den 1. august åbnede ambassader i Nigeria, Filippinerne, Colombia og Myanmar (Burma) og et handelskontor i Lagos i Nigeria. • København er blevet udpeget som vært for det internationale topmøde Women Deliver 2016 Global Conference, som afholdes maj 2016. UDGIVELSER • Politik for dansk støtte til civilsamfundet. Erstatter den tidl. civilsamfundsstrategi fra 2008. • Danidas årsrapport 2014. Kun elektronisk. Dansk og engelsk version. www.danida-publikationer.dk • For rejsestipendier og omvendte rejsestipendier: 22. september 2014. www.oplysningsbevillingen.dk • Tværfagligt: Der er nu offentliggjort NYE BEVILLINGER et omfattende undervisningswebsite til dokumentarfilmen The Act of Killing. Websitet består af undervisningsmateriale i fagene dansk, mediefag, historie, psykologi og filosofi, og er målrettet undervisning på gymnasiale uddannelser. Produktion: Final Cut for Real med støttet af Danida. konflikt og forværring i den humanitære situation i Gaza har handels- og udviklingsminister Mogens Jensen ekstraordinært bevilliget 11 mio.kr., der skal gå til bl.a. vandforsyning, me- www.theactofkilling.dk/undervisning dicin og beskyttelse af civile i Gaza. • Nye ambassader: Udenrigsmini- REJSESTIPENDIER ETC. • Ansøgningsfrist for oplysningsprojekter og u-lands-tv-puljen: 8. september 2014. Danidas eksterne bevillingskomité har på sit møde den 17.6. indstillet følgende aktiviteter til støtte: • Joint civil society SRHR (Sexual and Reproductive Health and Rights) advocacy fund – 167,2 mio. kr. • Contribution to the International Monetary Fund’s (IMF) Poverty Reduction and Growth Trust (PRGT) – 120 mio. kr. EVALUERINGER I løbet af efteråret 2014 forventes tre evalueringer offentliggjort: • Myanmar Quality Basic Education • Evalueringen af Freds- og Stabilise- RETTELSE Forkert foto. Portrætbilledet til artiklen Den sidste omfavnelse på side 53 i Udvikling nr. 3 viser ikke den bangladeshiske fotograf Taslima Akhter, men, ved en fejl, hendes landsmand forfatteren Taslima Nasrin. ringsrammen vil blive offentliggjort i slutningen af september 2014. • Evaluering af Danidas Business-to- Business program vil blive offentliggjort i oktober måned. • Evaluering af Business Advocacy Challenge Fund i Ghana: Fokuserer på erfaringer med støtte til privatsektororganisationers fortalervirksomhed i Ghana. Forventes ligeledes offentliggjort i oktober måned. www.evaluering.dk Programme (QBEP) – 20 mio. kr. Her er det korrekte foto af Taslima Akhter, der har taget billedet af to anonyme dødsofre fra Rana Plazatragedien. 61/ IndVikling CLINTON VEJER 900 KILO Da Bill Clintons embedsperiode sluttede i 2001, var det en noget bulet og slidt præsident, der gik af. Men ét sted på kloden funkler Clintons stjerne på fuld kraft. AF STEFAN KATIĆ, PRISTINA Kritikere har siden påpeget, at NATO-interventionen kom belejligt til at lukke mediernes fokus på Monica Lewinsky-skandalen. At den militære operation ikke var godkendt af FN’s sikkerhedsråd. At bombningen af Beograd også ramte en række civile mål, herunder den kinesiske ambassade, som lå lige ved siden af det jugoslaviske forsvarsministerium. Og at angrebet gav fornyet støtte til Jugoslaviens præsident Milošević. Bottom line er, at NATO-angrebet førte til en tilbagetrækning af jugoslaviske tropper fra Kosovo-provinsen, tvang serberne til forhandlingsbordet – og på sigt banede vejen for Kosovos uafhængighed af Serbien i februar 2008. “ I never expected that anywhere, someone would make such a big statue of me. Bill Clinton, amerikansk ex-præsident FOTO: ARMEND NIMANI/AFP/SCANPIX 62/ Den amerikanske hovedstad Washington DC er pakket med nationale monumenter og skulpturer i hvid marmor. Men ingen af dem forestiller en eks-præsident, der lever og ånder i bedste velgående. Der findes dog en enkelt statue af en lyslevende, amerikansk expræsident, nemlig af Bill Clinton, USA's præsident gennem to perioder (1993-2001). Det er dog hverken i den amerikanske regeringsby eller i Clintons fødestat Arkansas, hvor han over to gange var guvernør, at man er kommet på den tanke at rejse en statue af William Jefferson Clinton. Nej, faktisk skal vi snurre globussen en halv omgang og finde et lille land, hvor Clinton og USA nyder en uhyre popularitet. Bemærkelsesværdigt nok en nation, hvor op mod 80 procent af befolkningen er muslimer: Kosovo, Europas yngste selvstændige nation. Det er i Pristina, hovedstaden i den lille Balkan-nation, at man finder den tre meter høj og 900 kilo tunge, forgyldte statue af De forenede Staters 42. præsident. Den viser Bill Clinton i fuld figur med venstre arm er hævet. I højre hånd bærer Clinton en mappe med sit navn og datoen 24. marts 1999 – dagen, hvor NATO begyndte bombardementerne af Jugoslavien, som Kosovo forsøgte at vride sig fri af. Et militært indgreb, som Clintonregeringen var hovedarkitekt bag. HVAD SKAL MAN SIGE… Clinton fik i øvrigt æren at afsløre statuen af sig selv under et besøg i Pristina i november 2009. Det kan formodentligt være svært at finde ud af, hvad der egentlig er passende at sige, når man nu står og skal afsløre en statue af sig selv. Clinton citeres i al fald for følgende måske ikke voldsomt originale ord: "I never expected that anywhere, someone would make such a big statue of me," (Jeg havde aldrig forventet, at der noget sted ville være nogen, der ville lave sådan en stor statue af mig)" ifølge en AP-artikel i netavisen Daily News America. “Klinton” er siden slut-90’erne er blevet et populært drengenavn i Kosovo. Men det er ikke kun Clinton, der er populær – det er USA også. Det faste flag-sæt på offentlige kontorer består af potpourriet: Kosovo, broderlandet Albanien, USA, NATO og måske Tyskland eller Storbritannien. Kommer du forbi Pristina, så slå et smut forbi Clinton-statuen. Og hvor finder man så den? På Bulevardi Bill Klinton, naturligvis – en af byens hovedfærdselsårer. Et stenhuggerfirma samme steds hedder også Bill Clinton. • FÅ UDVIKLING SOM APP KRIMINEL KÆRLIGHED Glem kvinderne — seksuelle minoriteter er den nye globale kampplads >> Nu kan du tage Danmarks globale magasin med overalt på din tablet. Vores nye app-version af magasinet åbner op for nye måder at fortælle historier på med brug af videoer, link og interaktiv infografik. God fornøjelse! Udgives af Danida, Udenrigsministeriet. Download app'en gratis – søg efter Udvikling på: Al henvendelse: Rosendahl-Schultz Distribution, Herstedvang 10, DK-2620 Albertslund, id-nr.: 42328
© Copyright 2024