1. No category

Tusindvis af mennesker er døde af den smitsomme sygdom ebola, der lige nu hærger i en række afrikanske lande. Over 8000 vurderes at være smittet på verdensplan.
DR Kultur har fået tre forfattere til hver at skrive et essay, der tager udgangspunkt i den frygtede og farlige ebola. En sygdom som også den vestlige verden nu har fået ind
på livet med smittede, der har opholdt sig i de hårdt ramte afrikanske lande.
Af Marie Ravn Nielsen og Morten Runge
Klaus Rifbjerg:
Ebola er et monster
iført beskyttelsesdragt
DR Kultur har bedt den kendte danske forfatter Klaus Rifbjerg om at skrive et essay om
ebola. © DR
Ebola-essay af Klaus Rifbjerg:
Engang var Ebola noget fjernt truende i Afrika, en
frygtelig smitte, der bredte sig ved berøring. Men
langt, langt væk. Sådan er det ikke mere, nu er
sygdommen ikke kun i palmehytten og hos de sorte,
den står i opgangen og venter ved døren. Ikke kun
som en mikrobe, men som et monster iført
beskyttelsesdragt af plastic og fulgt af en kortege af
ambulancer og politi på motorcykler, man kan følge
fra vinduet fuld af stigende rædsel.
Allerede H.G. Wells vidste at det var bakterierne, der i
sidste ende ville gøre kål på monstrene og lidt efter
lidt os alle sammen. Nu har vi monstrene, så de kan
ses, mens djævelen selv bor i det beskyttede rum,
hvor han med sin grundige uskyld har travlt med at
tage livet af sine ofre.
Hvorfor? Vi kan jo også betragte os selv som
uskyldige. Vi har ikke gjort noget, vi har ikke begået
særlige overgreb eller syndet, vi falder blot som ofre
for noget ingen rigtig ved, hvad er eller har styr på.
Sådan var det, da polioen hærgede og tuberkulosen
og koleraen og malariaen. Men de blev dog bekæmpet
så nogenlunde, mens Ebolaen kimer frit med
dødsklokken og kalder rummændene sammen og
vognene med de blå blink.
Tusindvis af mennesker er døde af den smitsomme sygdom ebola, der lige nu hærger i en række afrikanske lande. Over 8000 vurderes at være smittet på verdensplan.
DR Kultur har fået tre forfattere til hver at skrive et essay, der tager udgangspunkt i den frygtede og farlige ebola. En sygdom som også den vestlige verden nu har fået ind
på livet med smittede, der har opholdt sig i de hårdt ramte afrikanske lande.
Af Marie Ravn Nielsen og Morten Runge
For den døde er skyld og uskyld ét fedt. De levende
ser bort og gør det ellers så godt de kan, indtil et stort
skrig rejser sig, fordi den evindelige distraktion
afløses af en skrækindjagende bevidsthed om en
katastrofal trussel, man af hundrede grunde ikke kan
undslippe, fordi den handler om vores fælles
tilintetgørelse.
Som bekendt higer og søger døden altid efter en måde
at gøre sit arbejde ordentlig på. Nu gik det ikke 100
procent med atombomben, og de "små" krige bliver i
længden kedsommelige og ineffektive. Men så drøner
gong-gongen: Ebola og panik! Fin opskrift, måske
man sku prøve den?
Klaus Rifbjerg.
d. 17. oktober 2014
https://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/
Tusindvis af mennesker er døde af den smitsomme sygdom ebola, der lige nu hærger i en række afrikanske lande. Over 8000 vurderes at være smittet på verdensplan.
DR Kultur har fået tre forfattere til hver at skrive et essay, der tager udgangspunkt i den frygtede og farlige ebola. En sygdom som også den vestlige verden nu har fået ind
på livet med smittede, der har opholdt sig i de hårdt ramte afrikanske lande.
Af Marie Ravn Nielsen og Morten Runge
Forfatter om ebola:
Det kunne blive en
verden uden os
Er det overhovedet så slemt at forestille sig verden uden os? Den tanke lufter Adda
Djørup i sit essay om ebola. Foto: Morten Runge © DR
Bønner i anledning af ebola-udbruddet
2014, af Adda Djørup:
Å nej. Ikke det! Alt andet, bare ikke det. Giv os hellere
Hitler tilbage. Giv os Stalin og Mao. Giv os Franco og
Mussolini. Giv os Marcos og Pinochet og Saddam
Hussein. Giv os to af hver. Giv os ti. Væk Djengis
Kahn og Alexander den Store og hele rækken af
indavlede romerske kejsere. Hiv alle historiens
erobringslystne stoddere op af graven. Giv os Assad
og en hær af formørkede islamister med dynamit om
maven. Lad klanernes og nationernes vilje til magt
husere. Fyld himlen med bombefly og gød markerne
med lig. Lad sort regne falde over brændende byer.
Ja. Gør det. Giv os en fjende med et menneskeligt
ansigt og et menneskeligt navn. Giv os en retorik vi
kan granske og gennemskue. Giv os en ideologi at
forkaste. Giv os lov til at dø for noget andet end os
selv. Giv os lov til at dø for demokratiet og håbet.
Eller Gud, Konge, Fædreland og Modersmål. Eller alt
hvad vi har kært. Eller for skosværte, køkkengrej og
gavepapir. Lige meget. Bare giv os lov til at dø for
noget, selv at træffe valget, sukke sukket, rette
ryggen, blotte brystet, tage kuglen. Giv os ikke døden
Tusindvis af mennesker er døde af den smitsomme sygdom ebola, der lige nu hærger i en række afrikanske lande. Over 8000 vurderes at være smittet på verdensplan.
DR Kultur har fået tre forfattere til hver at skrive et essay, der tager udgangspunkt i den frygtede og farlige ebola. En sygdom som også den vestlige verden nu har fået ind
på livet med smittede, der har opholdt sig i de hårdt ramte afrikanske lande.
Af Marie Ravn Nielsen og Morten Runge
i form af uberegnelig tilfældighed. Et håndtryk. Et
host. Et kys. Et kys. Et kys og en usynlig, umærkelig
spire, der kryber ind og slår rod i kødets lune mørke og springer ud som febersved, opkast, afføring, blod.
En død, der gør os til lig før vi er døde og dødeligere
end stål og dynamit. Der gør os urørlige for dem, der
elsker os. Ingen sidste oplevelse af læber mod læber,
favn mod favn, hud mod hud. Der sender os stadig
levende ud i det absolutte fravær af menneskelig
varme.
Og dog. Jo. Lad det bare blive sådan. Lad os få det
overstået. Det hele. I én lang, lydløs, perfekt storm.
En storm, der én efter én lægger byerne øde. Vejene
øde. Havet øde. Luftrummet øde. Det bliver en
pragtfuld ruin vi efterlader os. Tænk sig. Heldige de
racer, der skal leve og gå på opdagelse her. Tænk sig:
Mexico City, Beijing, Mumbai, New York - sprunget i
skov. Tænk sig: De tomme lufthavnes lange, stille
gange og flyene, der ruster på landingspladserne.
Tænk sig: Markerne, der springer i eng og de tomme
stalde. Millioner af danske svin, der fri for
tremmebure og penicillinsprøjter boltrer sig i majs
grønne bøgeskov. Tænk sig: Museerne og kirkerne.
Louvre, British Museum, Vinterpaladset,
Peterskirken, Agia Sofia, Vor Frue. Museer i det store
museum. Menneskets sjæl anråbt og dissekeret for
hvis øjne og ører? Ræves og rotters og hundes og
spurves. Tænk sig: Stilheden og de tusinde lyde, der
krydser den og forsvinder. Puslen, knirken, susen i
løvhang og grene, brølen, kvidren, smutten, svirren,
vulkanernes rumlen, tordenbrag, bølgeslag mod
kysten, tsunamiernes kæmpestore wush - der går
aldeles upåagtede hen. Ingen mediedækning her. Og
satelitterne. Tænk sig: Sattelitterne, der kredser
lysende i deres bane om jorden og sender signaler
hjem til ingen. Og rumsonderne, der bevæger sig
gennem rummet af koordinater, der for længst er
afstukket, og for længst glemt. Og det sidste levende
menneske, der ikke vil befinde sig på jorden, men
betragte den fra en rumstation med et vemod - et
meget stort vemod. Hvor stort? På størrelse med
Stillehavet og dybt som Marianergraven. Et passende
requiem for en sentimental art. Ja, lad det blive
sådan. Lad det få frit spil, lad det befri kloden for os
selv og den endeløse række af psykopater vi avler og
frygter og slutter op om og slås med. Lad det brede
sig i os og mellem os, det, der ikke lyder et navn eller
genkender sit eget billede. Den viljeløse
mikroskopiske organisme, der ligner et barns første
forsøg på en sløjfe og er opkaldt efter en biflod til
Tusindvis af mennesker er døde af den smitsomme sygdom ebola, der lige nu hærger i en række afrikanske lande. Over 8000 vurderes at være smittet på verdensplan.
DR Kultur har fået tre forfattere til hver at skrive et essay, der tager udgangspunkt i den frygtede og farlige ebola. En sygdom som også den vestlige verden nu har fået ind
på livet med smittede, der har opholdt sig i de hårdt ramte afrikanske lande.
Af Marie Ravn Nielsen og Morten Runge
Congofloden, Ebola, der over et par hundrede
kilometer vasker åndløst blå og grøn og brun afsted.
Kan man forestille sig noget fredeligere, mere
muntert, mere morsomt, smukkere - end jordkloden
uden en menneskehed? Er der ikke trøst i det?
Trøst. Er der ikke også en fanden i voldsk trøst i at vi
var de sidste - vi nåede det lige, menneskelivet? Og
om lidt skal vi være sammen igen - alle sammen - i
den jord vi rejste os af i en kort parentes i den lange,
lange tid. Halleluja, jeg skal lige love for at vi udfyldte
dén. Så hvad skal vi nu? Kysse videre, naturligvis.
Kysse og kysse, og kun bede om én ting til: Fri os i
det svære dødsøjeblik fra visheden om at vi kunne
have forhindret det. At vi i det afgørende øjeblik
kunne have styrtet de smittede til undsætning med
lægehjælp, mad, sanitet. At vi kunne have
inddæmmet og betvunget Ebola. Men at vi alligevel
ikke kunne. At vi trods nødvendig viden og
økonomiske ressourcer manglede motivationen,
manglede det, hvis rene form vi havde dramatiseret
og henlagt til metafysikkens scene og underholdt os
med - fremfor at kultivere den frem i os selv:
Empatien. At vi, velnærede og åndsslappe, hellere
gemte pengene til flæskesteg og skattelettelser, og
tiden til ferien - som vi har gjort så mange gange før,
faktisk, når som helst vi kunne slippe afsted med det.
Men denne gang slog vi i bogstaveligste forstand os
selv ihjel ved at lade andre dø. I bogstaveligste
forstand. Præcis sådan. Biologien spiller man ikke
teater med. Tag den vished fra os. Og lad der så blive
tæppefald. Og så stilhed. Og så beder vi virkelig ikke
om mere.
Adda Djørup.
d. 18. oktober 2014
https://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/
Tusindvis af mennesker er døde af den smitsomme sygdom ebola, der lige nu hærger i en række afrikanske lande. Over 8000 vurderes at være smittet på verdensplan.
DR Kultur har fået tre forfattere til hver at skrive et essay, der tager udgangspunkt i den frygtede og farlige ebola. En sygdom som også den vestlige verden nu har fået ind
på livet med smittede, der har opholdt sig i de hårdt ramte afrikanske lande.
Af Marie Ravn Nielsen og Morten Runge
Ib Michael om ebola:
Planeten er i et
morderisk lune
Da Ib Michael satte sig for at skrive essayet om ebola, kom han til at tænke på sin egen
roman ’Troubadurens Lærling’, der handler om pesten.
Korsfarernes hævn - et essay om Ebola,
af Ib Michael:
Planeten synes at være i et morderisk lune over for
sine indbyggere.
Det er den mørke økologis tidsalder med vilde storme,
orkaner og oversvømmelser. Vi har jordskred,
skovbrande og huller i ozonlaget. Global opvarmning
og stigende verdenshave. Den nye pest hedder ebola,
de døde smitter de levende. Det er fanme uhyggeligt!
Lignende toner er nærmest ikke hørt siden Pesten,
den frygtede Sortedød, spredte sig fra Mellemøsten til
Europa i midten af 1300-tallet. Med det resultat af to
tredjedele af kontinentets indbyggere døde, eller som
det hed i middelalderens Danmark: Ud af tre huse
stod de to tomme.
Jeg ser historien, ikke som en cirkel af gentagelser,
men snarere som en stigende spiral, hvor variationer
af det samme tema kommer til at ligge over hinanden,
vinding for vinding efterhånden som man stiger op.
Ny teknik, en lægevidenskab med andre instrumenter
i værktøjskassen, virus i stedet for bakterier,
sygdomsvarianter, som tilsyneladende aldrig har
været på banen før, og som vi ikke kan stille noget op
Tusindvis af mennesker er døde af den smitsomme sygdom ebola, der lige nu hærger i en række afrikanske lande. Over 8000 vurderes at være smittet på verdensplan.
DR Kultur har fået tre forfattere til hver at skrive et essay, der tager udgangspunkt i den frygtede og farlige ebola. En sygdom som også den vestlige verden nu har fået ind
på livet med smittede, der har opholdt sig i de hårdt ramte afrikanske lande.
Af Marie Ravn Nielsen og Morten Runge
med. Med en hidtil uset dødelighed som det eneste
sikre slutresultat. Aids-udbruddet i firserne er et
andet skæringspunkt på spiralen.
Engang skrev jeg om pesten og dens udbredelse i
Troubadurens Lærling. Jeg har stadig min research
present. Pandemien startede i Centralasien, kom via
Konstantinopel (det nuværende Istanbul) til Sicilien i
1347. En ældgammel vandrehistorie fortæller at de
første europæere blev smittet i en korsfarerborg som
var belejret af saracenerne. Ved hjælp af blider
lykkedes det krumsablerne at kaste et par pestlig ind
over fæstningsværkerne, og kort efter sejlede et par
skibe med korsriddere ud i Middelhavet.
Da skibene anløb havnen i Messina var alle døde, kun
rotterne sprang i land. I løbet af få uger spredte
sygdommen sig over hele Sicilien, sprang videre til
fastlandet og delte sig flere grene, idet Genova såvel
som Venedig var blevet anløbet af pestbefængte skibe.
Frankrig blev ramt via Marseille, så gik det - via
havneindløb og floder - videre til Spanien. I løbet af
sommermånederne kom den til Bordeaux, Lyon,
Paris, fra Normandiet over Kanalen og op i det sydlige
England, og året efter til Norge, hvor spøgelskibet,
denne gang med en last af uldne klæder, drev i land
ved Bergen. Uldklæderne blev fordelt til byens
varehuse, og snart sprang bylderne fra mand til
mand, og fra mand til kvinde, næste stop på ruten
var Island, Sverige, Danmark …
Hjælp, siger jeg bare prøv lige at kaste et blik på
geografien. Fra det sydlige Italien til de hjemlige
breddegrader. Bubonis var en bakterie, Ebola en
virusstreng, men da man ikke havde penicillin
dengang kan det i princippet komme ud på ét. De to
sygdomme har forskellig oprindelse, rottelopper var
pestens årsag, flagermus Ebolaens. Begge dyr
forbindes med det det dæmoniske, fanden selv. På
gamle kalkmalerier i Danmark ser man en rødplettet
djævel stikke en kvinde i bagen med en trefork, og
man ser de dødningeblege menneskekroppe dækket
med mørke og bristende bylder. Det smitter via
kropsvæsker, pestligene blev lempet i grave fulde af
læskekalk af rakkerknægte med lange stænger, det
galdt - dengang som nu - at undgå enhver berøring.
Pandemien eksploderede for alvor da bakterien,
Yersinia Pestis, muterede som lungepest og
smittekilden blev luftbåren. Bed til din gud og skaber
om at dette ikke indtræffer på spiralens nuværende
skæringspunkt.
Det der bekymrer mig mest ved den skitserede
udbredelse af den første store pandemi i Europa er
Tusindvis af mennesker er døde af den smitsomme sygdom ebola, der lige nu hærger i en række afrikanske lande. Over 8000 vurderes at være smittet på verdensplan.
DR Kultur har fået tre forfattere til hver at skrive et essay, der tager udgangspunkt i den frygtede og farlige ebola. En sygdom som også den vestlige verden nu har fået ind
på livet med smittede, der har opholdt sig i de hårdt ramte afrikanske lande.
Af Marie Ravn Nielsen og Morten Runge
fortielsen i samtlige medier af et lignende geografisk
mønster for udbredelsen af Ebola. Udskift Centralsien
med Nordafrika. Hver eneste dag ankommer i
tusindvis af flygtninge for sygdom, nød og elendig til
Syditalien. Samme angrebspunkt. Vi hører om folk
der lander i specialindrettede ambulancefly, i Madrid,
i Norge - og såmænd også indlægges i Danmark under mistanke for at være smittebærere. Nu også
Tyskland. Vi følger neglebidende deres kamp, nu dør
manden i Dallas, nu sygeplejersken i Madrid. Men vi
hører aldrig om flygtninglejrene i Sydeuropa, jeg har
ikke sét en eneste nyhed om at man har prøvet at
isolerede Ebola-tilfælde i disse lejre fra de ramte
lande i Afrika - dem behøver jeg til gengæld ikke
remse op, det gør nyhederne dagligt. Jeg hører også
eksperter udtale sig om at det er usandsynligt at det
skulle komme til Danmark, jeg må indrømme at jeg
har noget lettere ved at forestille mig det inderligt
sandsynlige ved netop dette scenarie.
For selvfølgelig ved de ansvarlige udmærket godt hvad
jeg taler om. Strategien er at undgå unødig panik
omkring spredningen og det mulige udbrud af endnu
en pandemi i Europa. Jeg vægrer mig selv - i den grad
- ved at bruge Sortedøden som krystalkugle for det
værst tænkelige. Til gengæld er jeg meget træt af at
høre om alle mulige forfalskede
flygtningeproblematikker fra politisk hold, især
Liberal Alliance som burde holde sig for gode til
hykleriet. Den eneste grund til at oprette
flygtningelejre i Afrika og Mellemøsten med
krigsramte fra Syrien og Irak, skulle da være
korsfarernes forsinkede hævn over saracenerne.
Nemlig at få dem smittet med Ebola som tak for sidst.
Ib Michael.
d. 19. oktober 2014
https://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/