Velkommen til - ”Bedst i længden” www.barrit.dk Velkommen til Barrit Barrit er noget særligt – den levende landsby. Vi vil med folderen vise jer nogle af de mange muligheder, der er i Barrit. Barrit-Vrigsted Sogn har ca. 1.400 indbyggere, hvoraf ca. 800 bor i Barrit. Barrit ligger ved Vejle Fjord med fin natur, store skovområder og smuk og varieret fjordkyst. Der er 2-3 kilometer fra Barrit til fjorden. Rundt om Barrit finder I en perlerække af små landsbysamfund, hver med sit særpræg og sit eget liv. Vrigsted er det største landsbysamfund i området. Her er der kirke, forsamlingshus og en efterskole – én af landets førende til at hjælpe ordblinde børn til en videre uddannelse. Andre landsbysamfund i lokalområdet er Barrit Station, Breth og Staksrode. Det gamle slogan ”Barrit – bedst i længden” er et fint ordspil over, at Barrit er én af Danmarks længste landsbyer. Men gab! det lyder også lidt langt og monotont og yder på den måde ikke Barrit og omegn retfærdighed. For vel er Barrit Langgade lang, men det er kyststrækningen også og udsigten til Fredericia og Fyn. Her er udsyn og her er plads – her er mange muligheder for at være aktiv og for at finde den indre ro. Barrit er en levende landsby – en god blanding af fortid, nutid og fremtid. Ikke idyl og gadekær, men en moderne landsby med boliger, virksomheder og smågårde. Når I flytter til Barrit er der mange muligheder for, at I kan deltage aktivt i det levende landsbymiljø. Kom til fællesspisning og Skt. Hans og læs i Barrit-Vrigsted Nyt og på www.barrit.dk hvad der sker lige nu. Hvis I har børn: deltag i fastelavns- og juletræsfester, meld jer til forældrerådet i jeres barns klasse. Kort sagt: Byd ind, vær med, spørg – I er hjerteligt velkomne! Fortid, nutid og fremtid i Barrit Barrit Lokalarkiv holder til i Barrit Kultur- og Idrætscenter. Her indsamles dokumenter og billeder, der fortæller om egnens kulturarv. Lokalarkivet er åbent for alle borgere den sidste torsdag i måneden kl. 19 – 21 eller efter aftale. Lokalarkivet arrangerer ind imellem guidede byvandringer. Barrit-Vrigsted Nyt er et husstandsomdelt blad, der udkommer jævnligt og holder dig orienteret om de aktuelle hændelser og begivenheder i Barrit og omegn. Se www.bvnyt.dk. Lokalrådet er byens talerør udadtil, især i forhold til Hedensted Kommune. Lokalrådet tænker tanker og sætter projekter i gang, som rækker ind i fremtiden. Erhverv I Barrit og omegn er der en række større virksomheder fx Aarstiderne, Stenhøj A/S, Haco A/S og Anders Pedersens Maskin & specialfabrik A/S. Derudover er der en lang række mindre virksomheder bl.a. autoværksteder, mulighed for at tanke benzin og Barrit mejeri, der også har ostesalg til privatkunder. Desuden er der en række selvstændige håndværkere, entreprenører, servicevirksomheder samt landbrug Strand og skov Der er mange muligheder for naturoplevelser omkring Barrit. Stranden byder på en dukkert om sommeren, gåture og kystfiskeri hele året. Den forrevne kyststrækning forandrer sig konstant og giver mulighed for nye oplevelser hver gang, du ser den. Langs kysten strækker skoven sig næsten ubrudt fra Stouby til Juelsminde med gode muligheder for vandreture. I Staksrode Skov ved Stenhøj Strand er der både gammel røverborg, spændende dyre- og planteliv og to afmærkede stier, som er beskrevet i en folder fra Skov- og Naturstyrelsen. I Barritskov og på jordene til godset Barritskov kan du opleve 4 stendysser. En afmærket sti fører dertil fra p-pladsen overfor Årstiderne. Stien går over marker, hvor der græsser kreaturer i sommerhalvåret. Vil du holde grillfest med familie eller venner i naturskønne omgivelser, kan du benytte Kirkeskoven, hvor der er shelter med bålplads og udsigt til skov og å. I shelteret er der plads til overnatning for en hel skoleklasse. Alle kan benytte pladsen frit. I området omkring Kirkeskoven er der også en afmærket sti. Du finder en stifolder på Hedensted Kommunes hjemmeside www.hedensted.dk. Årets gang I løbet af året er der mange gode, traditionsrige arrangementer for børn og voksne. Det er en rigtig god måde at møde nye mennesker på. Alle arrangementer er baseret på frivillig arbejdskraft. Til arrangementerne er der altid god tilslutning. Vinter: • Juletræsfest i hallen • Kjørmes for herrer og damer hver for sig • Fastelavnsfest i hallen Forår: • Gymnastikopvisning i hallen Sommer: • Cykelture hver mandag aften kl. 19 fra Sognegården • Sct. Hans i Kirkeskoven • Byfest på sportspladsen – sidste weekend i august Efterår: • Fællesspisning i sognegården • Julemarked og skolefest Aktiviteter Barrit har et rigt foreningsliv. Hvis du gerne vil være aktiv er der flere muligheder uanset din alder: I Barrit-Vrigsted Nyt og på www.Barrit.dk kan du finde en liste med de forskellige foreningers kontaktpersoner. Barrit Gymnastik- og Idrætsforening Mange idrætsgrene f.eks. fodbold, badminton, gymnastik, tennis, volleyball, håndbold, petanque, kortspil. Se www.barrigif.dk Bjerre Herreds Folkedansere Hver tirsdag er der folkedans i Sognegården. Alle er velkomne. Barrit Jagtforening Afholder forskellige arrangementer både for foreningens medlemmer og arrangementer som er åbne for alle. Arrangementer annonceres på jagtforeningens hjemmeside www.barritjagtforening.dk samt i de lokale blade Barrit Spejderne Blå spejdere, der holder til i spejderhytten ”Reden” i Breth. Juelsminde Karateklub Stor afdeling med karate for både børn og voksne – træner i Barrit Kultur-og Idrætscenter. Fredagsklubben Den første fredag i hver måned er der fredagsklub for alle børn fra 0. til 6. klasse i Barrit Kultur- og Idrætscenter. Der kommer ca. 150 børn hver gang. Musikskolen Der er undervisning i Hedensted Kommunale Musikskole på Barrit Skole. Se www.hedensted musikskole. dk. Pensionistforeningen Arrangementer for pensionister. Barrits institutioner Dagplejen Der er en fast gruppe af dagplejere både i Barrit og i Vrigsted. I Barrit mødes dagplejerne jævnligt med alle børnene til fælles legestue i Barrit Kultur- og Idrætscenter. Det betyder, at børnene kender de lokale dagplejere og de fleste af de andre børn i dagplejen. Børnehuset Tjørnebo og Barrit Skole Børnehaven og skolen ligger lige ved siden af hinanden. Børnehaven har børn fra 3 til 6 år, og skolen har elever fra børnehaveklasse til og med 6. klasse. Derudover har skolen en specialklasserække. I 7.- 10. klasse går børnene fra Barrit på Juelsminde Skole. Se også skolens og børnehavens hjemmesider: www.barrit-skole.dk og www.tjornebo.dk. Naboskabet gør, at der naturligt er et godt og tæt samarbejde mellem børnehave og skole. De fleste børn i børnehaven kommer til at gå i skolen, og mange børn i børnehaven har søskende, der går på skolen, og omvendt. Barrit Kultur- og Idrætscenter (BKI) – Barrithus og Barrit Sognegård - www.bki-barrit.dk BKI består af idrætshal, gymnastiksal, sognegård med scene og stort køkken, lokalarkiv, klublokaler, mødelokaler, cafeteria og omklædningsrum. I BKI afholdes et væld af møder. Lige fra bestyrelsesmøder i små foreninger til større arrangementer. Møder kan afholdes med op til 150 personer. I karateklubbens lokaler er der motionscenter. Ønsker du at benytte det, skal du kontakte karateklubben. Barrit og Vrigsted Kirker Der er to kirker i Barrit-Vrigsted Sogn - Barrit Kirke og Vrigsted Kirke – og én præst. Sognet er kendetegnet ved et moderne kirkeliv med mange forskellige aktiviteter, f.eks. babysalmesang, Gud og spagetti, fastelavnsgudstjeneste med udklædning, pilgrimsvandring, friluftsgudstjeneste og meget mere. www.barrit.dk Kontaktpersoner Anne-Mette Kristensen, Barrit Langgade 51, tlf. 75 69 11 67. Renata Sloth Carlsen, Sigurd Stenhøj Vej 1, tlf. 30 16 72 34, mail: [email protected]. www.barrit.dk
© Copyright 2024