Hvordan skal Danmark føre værdipolitik i en ny verden?
Fredag den 1. marts 2013 Debat 33 INTERNATIONAL DEBAT & ANALYSE I samarbejde med Redaktør: Flemming Rose Dansk Institut For Internationale Studier fl[email protected] Hvordan skal Danmark føre værdipolitik i en ny verden? I de kommende år vil Europa blive mødt med krav om militær intervention i sit sydlige nærområde. Spørgsmålet er, om Danmark i den situation skal satse på en blødere aktivisme med konfliktløsning og humanitær indsats. RASMUS ALENIUS BOSERUP [email protected] Danmark har over det forgangne årti været blandt Europas aktivt krigsførende småstater. I tiden efter 2001 lagde dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik sig tæt på Washingtons ”krig mod terror” og i nogen grad også Londons. 1990’ernes ”bløde” aktivisme, der opbyggedes omkring humanitære ”beskyttende” aktioner gennemført primært inden for en multilateral ramme (om end Kosovo foregik uden FNmandat), blev erstattet af en ”hårdere” aktivisme, der havde militær nedkæmpelse af modstandere på slagmarken som mål, og som i mindre grad vægtede det multilaterale aspekt. Den hårde aktivisme i 00’erne var fortsat båret af de værdipolitiske idealer om at bidrage til global stabilitet ved at fremme ”danske værdier” (demokrati og menneskerettigheder). Samtidig varetog den danske sikkerhedspolitiske interesser ved at opbygge et tæt forhold til verdens eneste supermagt, USA. Forandringer i den globale politiske orden og i vores regionale nærmiljø kalder imidlertid på en bredere debat om Danmarks udenrigspolitiske rolle. Vi mangler stadig at forstå, om regering og Folketing mener, at 00’ernes ”hårde” aktivisme fortsat udtrykker en tidssvarende og relevant udenrigspolitik. Tre forhold forekommer umiddelbart relevante i den sammenhæng. Det første består i forandringen af vores mulighed for at bevare det ”særlige venskab”, vi gennem 00’erne opbyggede til USA via den militære støtte til aktionerne i Afghanistan og Irak. Mens USA’s direkte engagement i at opretholde vestlige interesser i Europas sydlige og østlige naboområder i midten af 00’erne fungerede som springbræt for, at småstaten Danmark kunne opnå et historisk tæt forhold til Washington, har amerikanerne i de sidste par år vist mindre vilje til at intervenere i Europas naboområder. De to seneste krige, som Danmark har støttet, Libyen i 2011 og Mali i 2013, har været drevet hovedsagligt af de europæiske stormagter, Frankrig og Storbritannien. Danmark kan således ikke længere gennem støtte til krigsførelse i vores naboregioner forvente at fastholde det tætte forhold, vi opbyggede til USA i 00’erne. Mens vores værdipolitiske orientering fremstår uforandret og konsistent med det forgangne årti (terrorbekæmpelse og støtte til menneskerettigheder og demokrati), er der opstået en forandring i det sikkerhedspolitiske afkast, som Danmark kan opnå gennem en fortsat ”hård” udenrigspolitik. Det andet forhold består i, at Danmark som aktivistisk småstat løber en risiko for at blive gjort til symbolsk syndebuk. Ud over at Europa tildeles en større rolle i sit nærområde, medfører USA’s nedtoning af sin rolle som supermagt også og måske især, at nye ikkevestlige regionale stormagter vokser frem i international politik: Kina, Indien, Brasilien og i vores naboregioner: Tyrkiet, Pakistan, Algeriet og Egypten. Det er stadig uklart, hvordan disse ikke-vestlige regionale stormagter vil opfatte en videreførelse af en hård dansk udenrigspolitisk aktivisme. Et plausibelt scenarie er, at de, såfremt de føler et behov for at distancere sig fra en eventuel vestlig militær intervention, som en hård udenrigspolitisk aktivisme har bragt Danmark med i, vil udnytte vores status som småstat og begrænsede handelsmæssige, finansielle, militære kapacitet til en symbolsk afstraffelse. Den danske karikaturkrise i 2006 var blandt andet et udtryk for en sådan logik, hvor småstaten Danmark blev gjort til genstand for en statsorkestreret kampagne, f.eks. i Egypten, mens en europæisk stormagt som Frankrig til trods for sin højtprofilerede position i debatten om sekularisme versus islam gik fri (og fortsat gør det). I lyset af vores mindre tætte forhold til USA i 10’erne bør Danmark derfor nøje overveje, om det er i vores sikkerhedspolitiske interesse yderligere at eksponere os og risikere at støde nye fremvoksende stormagter fra os ved at føre en hård udenrigspolitisk aktivisme. Det er oplagt, at der eksisterer mulige og efterspurgte alternativer til den hårde udenrigspolitik, vi har ført gennem 00’erne. En blødere aktivisme kunne prioritere at føre militære kampagner udelukkende i Nato-regi. Det sidste forhold, der kalder på Danske F-16 jagerfly på arbejde i Libyen som en del den ”hårdere” aktivisme, som var fremherskende i 00’erne. Arkivfoto: Andrew Medichini/AP omtanke og debat af vores aktivistiske udenrigspolitik, er, at vi i den nære fremtid kan forvente stigende efterspørgsel på europæisk intervention i vores sydlige naboregion. I kølvandet på de arabiske revolter gennemgår landene syd for Middelhavet sandsynligvis en langvarig periode med destabilisering. I Nordafrika er tre ud af fem lande i færd med en mere eller mindre kriseramt ”transition”, og alle fem landes regeringer kæmper med dalende eller kronisk lav legitimitet. Mod øst i Mellemøsten har krisen i Syrien allerede udviklet sig i et sådant omfang, at det nu kun er et spørgsmål om, hvor katastrofale følgevirkningerne bliver for regional sikkerhed, stabilitet og udvikling. I Sahel-regionen – det brede bælte af stater, der strækker sig over Sahara fra Mauretanien i vest til Chad i øst – har militante grupperinger bevæbnede med udsmuglede libyske våben vist sig i stand til at true regimerne i svage og korruptionsramte lande som Mali. Der kan således forudses en stigende efterspørgsel efter militær intervention i Europas naboregion, men der kan ligeledes forudsiges et behov for, at Europa bistår med alternative udenrigspolitiske indsatser fra civile konfliktløsningsmodeller til veldesignede humanitære og udviklingspolitiske indsatser. Samlet peger de tre faktorer på et presserende behov for at genoverveje og debattere, hvordan vi skal prioritere mellem militære og civile udenrigspolitiske instrumenter og mellem hård og blød udenrigspolitisk aktivisme. Det centrale spørgsmål bør ikke være hvorvidt, men snarere hvordan Danmark kan fremme sine værdipolitiske principper, samtidig med at vi gennem udenrigspolitikken varetager vores nationale sikkerhedsinteresser. Det er oplagt, at der eksisterer mulige og efterspurgte alternativer til den hårde udenrigspolitik, vi har ført gennem 00’erne. En blødere aktivisme kunne prioritere at føre militære kampagner udelukkende i Nato-regi, samtidig med at Danmark kunne udvikle de civile kompetencer, som vi kan forudse vil blive stærkt efterspurgte i vores konfliktramte naboregioner. Vi mangler stadig, at regering og folketing tager debatten og forklarer, hvordan de brede globale og regionale forandringer påvirker dansk udenrigspolitik – eller om de ikke gør det. Vi mangler stadig at forstå, hvorvidt – og præcis hvordan – det fortsat gavner Danmark at være krigsførende, når det ikke længere direkte sikrer os amerikansk beskyttelse, når det forøger risikoen for symbolsk afstraffelse fra fremvoksende regionale stormagter, og når vi kan forudse et behov for europæisk intervention i vores naboregioner. Rasmus Alenius Boserup er postdoc ved DIIS med speciale i Mellemøsten og Nordafrika. © DIIS
© Copyright 2024