1. No category

Tre par underbukser med lodden vrang
– eller: Når hun er så forkælet, får hun ikke lyst til at kæmpe!
Lillian fortæller om sin konfirmation. Kogekonen fik hendes konfirmationspenge, men der var masser af kærlighed i hjemmet. Og hvad betyder
egentlig mest? Det lærte Lillian af sit barnebarn – mange år senere.
Et kulturmøde kan også være mødet mellem generationernes meget
forskellige vilkår…
Jeg er født i 1936. Jeg er vokset op i Hjørring. Mine forældre var ikke særlig
velhavende, og havde fire børn. Min far var murer, min mor var kogekone. Det at være
kogekone i gamle dage – det var noget man var engang imellem. Da jeg blev syv,
mente min mor, jeg godt kunne passe mig selv. Min mor startede på fiskemelsfabrikken
– og jeg blev ret ensom. Mine store søskende var flyttet hjemmefra.
Senere fik vi et hjem i Esbjerg. Det var sådan et lille hus, ikke så stort, og det der var
mest hyggeligt var, at der var et komfur, der fyrede huset op. Der var altid drønhyggeligt
og varmt. Inde i stuen havde vi møbler i rustfarvet, uopskåret mekka. Køkkenet var ikke
et spisekøkken, men et lille køkken fra 1920. I vores hjem tænkte vi ikke så meget over
forholdene. Min mor havde altid en hjemmebagt kringle ogen kop kaffe og ryddede et
hjørne, hvis der lige kom gæster.
Mit hjem har været en banegård, så egentlig har det aldrig været et fint hjem. Min mor
fik engang den idé at alle møbler skulle males grønne – og så malede hun også lige
guldblomster på dørkarmene og alle vide vegne. Det var der indtil huset blev revet ned.
Min mor var dygtig til at sy. Jeg har arvet tøj fra alle mine søskende, som min mor syede
om, så det passede mig. Min første købte kjole var min konfirmationskjole. Den gang
blev man ikke drillet, hvis man ikke havde nyt tøj.
Vi var godt opdraget – vi var nærmest dresseret. Hvis vi var blevet lidt pjattede i den
anden ende af bordet – så kunne min mor styre os med blikket. Min far var egentlig
også streng – men han var det gennem min mor. Man var simpelthen NØDT til at have
sine unger ordentligt opdraget, for pladsen var altid trang. Senere i livet blev den gode
opdragelse en ballast.
Jeg glædede mig meget til min konfirmation. Vi skulle have gæster: Mine voksne
søskende, mine bedsteforældre og min gudmor. Så ryddede vi stuerne og soveværelset
og spiste der. Da min mor var klar til at forberede festen, sagde hun til mig: - Du bryder
dig jo ikke så meget om øl. Vil du gerne have, at vi får øl til din konfirmation? Vi havde
aldrig haft øl i hjemmet, og jeg var fløjtende ligeglad. Det sagde jeg til min mor.
Min mor ville gerne have en kogekone. – Jeg laver altid mad for andre. Når min datter
skal konfirmeres, vil jeg gerne have fri, sagde hun.
Teater2Tusind – Tekst og redaktion: Pernille Nederland – Webdesign og layout: Helle Justesen
1
Vi fik suppe, steg og is. Min mor sagde til gæsterne: - Lillian bryder sig ikke så meget
om, vi drikker øl, så der er kun sodavand.
Men det var selvfølgelig fordi, der var ikke penge til det!! jeg fik 134 kr. i
konfirmationsgave, og havde ønsket mig et ur. Da kogekonen skulle gå, spurgte min
mor om hun måtte låne mine penge til at betale kogekonen med. Det var helt naturligt
for mig at sige ja.
Jeg ønskede mig stadig det ur, og tænkte: Til jul får jeg nok et.
Da det blev jul, lå der en kæmpe pakke til mig under træet. Min mor kunne godt finde på
at lave sjov og pakke noget ind, så man ikke kunne gætte, hvad det var. Måske lå uret
inde i den store pakke? Det gjorde det ikke. Der lå tre par underbukser med lodden
vrang. Det var ikke det værste. Det værste var fornemmelsen i min mave. Det var en
fuldstændig tom fornemmelse.
Jeg fik aldrig konfirmationspengene tilbage, men var igennem hele min barndom
omgivet af en kærlighed, der var helt ubeskrivelig.
Jeg kom i lære som barneplejerske, og havde stadig ikke penge til et rigtigt ur. Jeg var
nødt til at holde øje med klokken, så jeg tog mit vækkeur med ud i skoven, når børnene
og jeg var på skovtur. Jeg fik 50 kr. om måneden plus kost og logi og betalte 8 kr. om
måneden til sygekassen. Der var ingen støtte fra hjemmet. Jeg var i København. Mine
forældre var i Nordjylland.
Der har altid siddet en angst i mig, som har handlet om at: - Der skal i hvert fald være
penge på bankbogen! Jeg fik ikke hjælp som ung, fordi jeg var i lære. Jeg har klaret mig
selv fra jeg var 13 år. Jeg har senere i livet fortrudt meget, for hvis mine børnebørn
havde haft de penge, jeg havde, så havde de brugt alle pengene på rejser. Men jeg tør
ikke rejse pengene op – for Gud ved, hvordan verden forandrer sig…
Mange år efter skulle mine børnebørn konfirmeres. Vi har to piger. Den ældste hedder
Yen. Der skulle være fyrre gæster i forsamlingshuset. Yen kom til frisøren og fik håret
sat, så hun lignede en lille brud. – De gaver, der er kommet, må du gerne pakke op,
sagde hendes mor.
Yen fik et tv, en radio, en rejse fra mor og far, en masse andre ting … og en masse
penge, selvfølgelig. Vores børnebørn er de eneste børn i en stor familie.
Så løb tankerne tilbage til min egen konfirmation, og jeg tænkte - himmel og hav! Det
barnebarn klarer sig aldrig. Hun er så forkælet – hun klarer aldrig alle de prøvelser, der
følger med livet! Prøv at forestille dig: Jeg vidste, hvad det havde kostet at få sig en
uddannelse og klare sig med de få penge, Leif, min mand, og jeg havde. Jeg tænkte om
Yen: Når hun er så forkælet, så får hun ikke lyst til at kæmpe.
Hun begyndte at læse, at studere - og blev helt fanget af det. Hun er blevet et
menneske med åbne vidder, hun går ikke så højt op i penge, bare der er penge til rejser.
Al den angst, jeg havde på hendes vegne, var helt overflødig.
Teater2Tusind – Tekst og redaktion: Pernille Nederland – Webdesign og layout: Helle Justesen
2
Mine børnebørn har den samme, generøse kærlighed at øse af, som mine egne
forældre havde. Mine børnebørn er mit livs lys. Jeg synes, man skal give sine børn
lysten til at rejse ud og opleve! Man skal ikke leve hele livet som mig, der altid har været
bange for at bruge den sidste krone.
Lillian Andersen, interviewet af Pernille Nederland, august 2011
Teater2Tusind – Tekst og redaktion: Pernille Nederland – Webdesign og layout: Helle Justesen
3