Kapitel 5 Skattejagt Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise, det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise! Hvad skal jeg sige, når mit sind i havets dybe grunde kun dog så lidt kan kige ind og ser de mange munde? Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde! Hvad skal jeg sige, når jeg ser, hvor stjerneflokken blinker, hvor mildt enhver imod mig ler og op mod himlen vinker? Det mindste græs jeg undrer på i skove og i dale, hvor skulle jeg den visdom få om det kun ret at tale? Hvad skal jeg sige, når jeg op til Gud i ånden farer, og ser den store kæmpetrop af blide engleskarer? Hvad skal jeg sige, når jeg ser, at alle skove vrimle, de mange fuglesving, der sker op under Herrens himle? Hvad skal jeg sige? - Mine ord vil ikke meget sige: O Gud! Hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige! Hvad skal jeg sige, når jeg går blandt blomsterne i enge, når fuglesangen sammenslår som tusind harpestrenge? Op, stemmer alle folk på jord med frydetone sammen: Halleluja! Vor Gud er stor! Og Himlen svare: Amen! Brorsons salme, vi sang ved Jens Lyns bisættelse. 95 Jens Lyn på sin cykel ude midt i naturen, som Arne Ørtved så malende skildrede i sin prædiken. (Foto: Poul Kjærgaard) Efter Jens Lyns død kontaktede sognepræst Inge Marie Mols den lokale nestor, Hans Nørregaard, for at få oplysninger om Jens, og han henviste til mig, da han vidste, at vi cyklede sammen i Brande Motion. Jeg gav hende nogle oplysninger til den prædiken, hun skulle holde i Uhre Kirke 2. maj. Sygdom ramte imidlertid pastor Mols, så Arne Ørtved overtog bisættelsen. Ud fra hendes stikord holdt han en smuk tale over Jens. Pastor Ørtved tog udgangspunkt i salmer, der priser, hvad han kaldte Guds skaberværk: Naturen, vejret, dyrene, skovene, blomsterne, markerne, himlen, stjernerne og årstiderne. ”Alt det, som vi færdes i hver dag og somme tider knap lægger mærke til; nogle dage skælder vi ud over vejret, og andre dage overmandes vi af varme og glæde over at bo i sådan et skønt land. Menneskene er de eneste levende væsener, der ikke bare er en del af naturen, men også kan opleve den, sætte den i ord eller i andre former for kunst og synge om den.” Arne Ørtved brugte også mosaikruden i Uhre Kirke som en slags salme. Kunstneren har selv fortalt, hvordan landskabet og frodigheden betog hende, da hun første gang kørte til Uhre for at se på forholdene. Det skete i forsommeren, og de grønne marker vekslende med farver fra blomster, træer og den blå himmel overvældede hende. I pagt med naturen ”Det landskab, som kunstneren kørte igennem, kendte Jens Lyn. Han har cyklet turen utallige gange på alle tider af året og i al slags vejr. Vi har set ham i mageligt tempo og somme tider slidende sig af sted i strid modvind med den lille kasse bag på en gammel skærveknuser. Til andre tider var det i et stærkere tempo på racercykel. Altid koncentreret om den dejlige fornemmelse det er at cykle og mærke kroppens forskellige muskler og bevægelser forplante sig til cyklen, der så bringer en fremad mod målet. Jens Lyn var som ingen andre i pagt med naturen. Hans liv var som en salme: En lovprisning over dette at have fået lov til at prøve at leve og opleve Danmark i al slags vejr året igennem. Nyt og overraskende hver dag, samtidig med at det var fortroligt og gammelkendt. Ingen levede så tæt på naturen. Det var ikke blot hans utallige kilometer på cyklen, men også hans enkle liv i jern- 96 banevognen i Kærby. Der var ikke noget til at distrahere, sådan som vi andre bliver det med alle vores behageligheder og vores hidsige jag efter at få endnu flere. Hver dag vågnede Jens Lyn op til et liv, som var ganske nær på. Han kunne mærke dagens temperatur på sin egen krop; han kunne høre fuglesangen lige ved sit øre og indsnuse duften af jord og planter i den rå form, der kan få en til at tro på, at man er vendt tilbage til naturen og er blevet ét med den. Men så har han strakt sig en gang og kigget ud og indsnuset duften en gang til og brummet et eller andet, som godt kunne betyde: Halleluja, vor Gud er stor! Nok var Jens Lyn eneboer; men vi kendte ham alle sammen. Nogen mere end andre. Dels var der jo dem ude fra Kærby og omegn, hvortil vel også Uhre hørte mere eller mindre. Men så var der jo især cykelfolket i Brande Motion. Der var glimt i øjet og en indre glæde, når Jens Lyn under en vis bevågenhed deltog i løb, som han var sikker vinder af hver gang, fordi der jo ikke var nogen andre deltagere i hans aldersgruppe. I det hele taget må man sige, at der skal en god del humor og uimponerethed til at blæse al borgerlighed et stykke og leve, som han gjorde med sine elskede katte og cykler. Jens Jensen alias Jens Lyn var ikke blot en personlighed og en original her på egnen, som man vil huske i mange år; men han var også en prædiken og en påmindelse til os andre om, hvor mange udenværker vi stiver vores liv af med. Det vigtigste er ikke, hvor meget vi driver det til, og hvor meget vi ejer; men selve det at vi trækker vejret, ser os omkring blandt mennesker, dyr og landskaber og på hver vores måde i sang, i en mosaikrude eller på en cykeltur betyder noget for andre. Om der er cykler i Himmeriget, ved vi jo ikke; men når vi tror på kødets opstandelse og det evige liv, så følger også, at Gud gemmer Jens Lyn hos sig, som vi har lært ham at kende her. Så kan vi godt lade alle spekulationer og anstrengelser fare; Gud skal nok få løst det problem med cyklerne og kattene. Vi vil i flere år fremover, når vi er på vejen mellem Brande og Uhre, se en vejrbidt gammel cyklist for os og tænke: Ak ja, Jens Lyn ville vi nødigt have undværet; han betød noget, blot ved at være til. Sådan er det og skal det være at være menneske og medmenneske: Vi lever af og med hinanden. Det hedder i al sin enkelhed næstekærlighed”, sagde Arne Ørtved. Tak for lån af den smukke prædiken. I Brande Motion ville vi være sikre på, at Jens Lyn fik en ordentlig bisættelse, så jeg havde kontaktet bedemand Søren Moesgaard for blandt andet at drøfte økonomi, for vi ønskede, at Jens Lyn fik en mindeplade og en mindesammenkomst. Vi skulle fra Brande Motion nok betale, hvis boet ikke havde penge nok. Det var en helt speciel oplevelse at rydde op i togvognen; her peger jeg på det sted oven på klædeskabet, hvor Henning Sørensen fandt 300.000 kroner. (Foto: Nils Lund) 97 Blikdåsen som Henning Boisen fandt 198.500 kroner i. (Foto: Jan Svendsen) Vi stod for det praktiske ved bisættelsen, hvor seks medlemmer bar kisten, og vi arrangerede en mindesammenkomst i Uhre Klubhus, hvor Arne Eriksen med kort varsel sørgede for en hurtig og god behandling. Her deltog blandt andre Hans Nørregaard, der som den første officielt fortalte mig, at Jens nok havde nogle penge liggende eller gravet ned, så han håbede, at jeg ville drage omsorg for, at andre ikke kom først. Jeg havde selv den mistanke, selv om den ikke drev ønsket om oprydning på hans boplads. Mine mindeord såvel i aviserne som ved mindesammenkomsten tog samme udgangspunkt som denne bog: ”Når jeg ser på hans liv, så ser jeg virkelig et stærkt menneske, som var lykkelig.” Noget af det samme sagde jeg, da jeg dagen før bisættelsen talte ved 1. maj-arrangement i Lystanlægget Ørbæklund i Brande, hvor jeg også brugte en anden indgangsvinkel: ”Da jeg til i dag skulle forberede mig på at tale om svag og stærk, kom jeg helt naturligt til at tænke på Jens Lyn, som lige er død. Ham vil mange automatisk kalde en af samfundets svage, men jeg mener, han levede som en utrolig stærk person. Han var fysisk stærk og knoklede som arbejdsmand i tysk arbejdslejr, i brunkullene, på kartoffelmelsfabrikken og hos egnens landmænd. Han er nok ikke blandt dem, de fleste taler om her på arbejderbevægelsens festdag, men han burde stå som et billede på de stærke mennesker i vores fællesskab.” Opr ydning Efter Jens Lyns bisættelse kontaktede jeg Anders Andersen på kommunens pensionskontor, da jeg gerne ville vide, hvad der skulle ske med Jens Lyns boplads og indbo. Jeg tilbød rollen som en slags bobestyrer, da jeg ønskede, at vi skulle rydde pænt op, og desuden havde jeg en idé om en mindestue for Jens i Uhre Købmandsgaard. Hans Nørregaard mente i øvrigt det samme. Anders Andersen fortalte, at hvis boet talte under 25.000-30.000 kroner, så kunne jeg formentlig få det overdraget. Mandag 6. maj besøgte Anders og jeg Jens Lyns boplads sammen med to politibetjente, da jeg ikke ville risikere rygter om indbrud, eller at jeg havde fjernet noget. Her fandt jeg 16.000 kroner i mønter - de sikrede mindepladen! Da bohavet herefter beløb sig til totalt 74.000 kroner, hvoraf de 32.000 resterede, kunne jeg ikke længere få boet overdraget. Der måtte en officiel bobestyrer til, og den opgave tilfaldt advo- 98 kat Inger Højbjerg Christensen fra advokatfirmaet Eegholm i Herning. Jeg kontaktede hende og gav udtryk for, at vi burde rydde op og arrangere en mindeudstilling - ligesom jeg nævnte mistanken om penge. Hun har hele tiden arbejdet meget seriøst og sympatisk med opgaven. Sådan noget juristeri tager jo lidt tid, så først i løbet af juni kom der skred i sagerne, og skifteretten gav lov til en oprydning. 2. juli fik vi opgaven tildelt: 1) Oprydning så grunden blev klar til landbrugsdrift. 2) Vi måtte overdrage effekter til Uhre Købmandsgaard med henblik på udstilling. 3) Fund af penge skulle straks meddeles advokatfirmaet. 4) Et professionelt entrepenørfirma ville derefter foretage jordbearbejdning. Det sagde jeg ja til, selv om jeg egentlig ikke havde talt med andre eller havde andre til at hjælpe med den opgave, der siden voksede så voldsomt. Jeg spurgte nogle personer i Brande Motion og Uhre Købmandsgaard, om de ville hjælpe. Intet problem, og 29. juli gik vi så i gang. Listen over hjælpere ud over mig selv omfatter Henning Sørensen, Henning Boisen, Sven Lausen, Bo Lisbjerg, Jørgen Kjærgaard, Bjarne Kristensen, Henning Søndergaard, John Henneberg, Karl Risbjerg, Jens Nygaard og Christen Søndergaard fra Brande Motion samt Thomas Nielsen, Bente Gasbjerg, Gunner Gasbjerg og Jannik Augsburg fra Uhre Købmandsgaard. Jannik Augsburg er i øvrigt oldebarn af Anders Jespersen fra firmaet A. Jespersen & Søn og boede indtil 2002 fem år i ”Skyttens Hus” over for Kjærballegaard. Vores seriøsitet i hele sagen understreges af, at vi kontaktede og fik besøg af daværende museumsdirektør Ulla Thyrring fra Herning Museum. Allerede første aften under oprydningen fandt Henning Sørensen penge i soveværelset 300.000 kroner i en plasticpose fra ABC Lavpris. Klassisk oven på klædeskabet, så at de lå dér understregede, at der ikke havde været indbrud i togvognen. Jeg skulle ikke nyde noget af at opbevare pengene natten over og risikere eventuel mistanke om noget ”i egen lomme”. Derfor kontaktede jeg direktør Benny Larsen i Midtbank (Handelsbanken) Brande. Han havde ganske vist ferie, men skulle nok sammen med en anden medarbejder tage imod, så vi kørte i kortege til Midtbank. 31. juli fandt Bjarne Kristensen 400.000 kroner godt gemt i spisekammeret. 5. august kom turen til Henning Boisen med en rusten blikbøtte i værkstedet. Han gik egentlig Et lille tinhjerte Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en hede, der var forfærdelig, men om det var af den virkelige ild eller af kærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var rent gået af ham, om det var sket på rejsen eller det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte, han smeltede, men endnu stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik der en dør op, vinden tog i danserinden og hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten, blussede op i lue og var borte; så smeltede tinsoldaten til en klat, og da pigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte; af danserinden derimod var der kun pailletten, og den var brændt kulsort. (Fra H.C. Andersen: ”Den standhaftige tinsoldat”) 99