Jul - Brande Historie
Brande Jul 2011 Brande Jul er atter på gaden, hermed genoptages og videreføres en gammel tradition i byen – og vi håber, den kan vare ved. Det første Brande Jul blev udgivet tilbage i 1943. Vi håber, læserne hilser initiativet velkommen. I 2010 besluttede Brande Handelsstandsforening at stoppe udgivelsen af Brande Jul. Hermed blev der sat et foreløbigt punktum for en lang juletradition i byen. Men nu er Brande Jul på gaden igen efter at Brande Bladet har fået overdraget udgiverrettighederne af Brande Handelsstandsforening. Da Brande Jul ikke blev udgivet sidste år, indeholder bladet i år både et tilbageblik på 2010 og 2011. På opfordring har en række Brande-borgere bidraget til bladet på forskellig vis. Glædelig Jul Forsidebilledet prydes af Arvad Mølle i vinterpragt. Foto: Erik Lauritzen Brande Jul 2011 Julen er Af sognepræst Karin Merete Rahbek-Engmarksgaard, Blåhøj. Så skal vi til det igen. Julen nærmer sig med hastige skridt. Ja siden oktober har reklamebunkerne været fuld af jul. Juleudsmykningen – i hvert fald i de større byer har været i fuld gang siden oktober – og forretningernes vinduer har været pyntet ligeså længe. Der er ingen grænser for, hvor meget, der kan gøres ud af en barnefødsel, der fandt sted for et par tusind år siden. Nogle af os glæder os over fest og julehygge og duften af julebag midt i vinterens mørke. Mens andre af os bliver trætte bare ved tanken om jul – og alt det der følger med. Vi mærker, at der ikke er plads i os til julestemning og gran og gløgg. Vi har låst døren af for julestads Vi orker ikke. Julen må gå et andet sted hen. Den er hjemløs hos os. I en stald uden guirlander. Udgiver: Brande Bladet Tryk: Brande Bladet Redaktion: Erik Lauritzen Oplag: 5.000 Der skal lyde en tak til følgende bidragydere: Arne Ørtved Jesper Nygaard Karin Merete Rahbek-Engmarksgaard Sigrid Møller Ingrid Husum Jytte Gottlieb Peter Gjaldbæk Magna Dupont Men sådan har julen nu altid været - altså hjemløs. Da Maria skulle føde sit barn, var der ikke plads til hende nogen steder. Så Jesus kom til verden blandt halm og dyr. Det var der ikke meget gran og gløgg og julehygge over!! Men der er til gengæld en pointe i, at det netop var som hjemløs, at Guds søn kom til verden. For Jesus blev ikke født med det formål at give os noget hyggeligt at fejre i de korte og mørke december dage. Der var langt større ting på spil, da Jesus blev født. et løfte... For i stalden i Betlehem valgte Gud at komme til verden som én af os. Han kom for at være helt tæt på os. Derfor blev han født sådan som vi bliver født. Han kom for at vise os, hvem han er. Og netop ved at komme til verden som hjemløs i en stald, viser Gud os noget væsentligt om sig selv. Jul er for den, der ikke orker!! Jesu fødsel fortæller os, at Gud vil være dér, hvor ingen andre har lyst til at være. Dér, hvor der hverken er gran eller guirlander. Dér, hvor der ikke er noget at prale af. Dér, hvor glæden er hjemløs, og hvor der ikke er plads til lys og varme – dér vil Gud være, og dér er Gud!! Jul er ikke fortællingen om, at alt er godt, og nu har vi bare at være glade. Nu skal der for alt i verden julehygges! Nej jul er beretningen om, at Gud flytter ind i menneskers verden som et nærvær, der vil være hos os, dér hvor livet er svært, og dér hvor alt lys er slukket. Så jul er især en højtid for de af os, som ikke orker julen og alt det væsen vi har gjort ud af den. Alle os, som julen er hjemløs hos – det er for vores skyld, at der overhovedet blev jul. Det var for at være hos os, at Guds søn kom til verden. Med nærhed. Med kærlighed. Med håb og med liv. Han er hvor vi er. Det er det glædelige ved julen. Også når vi ikke kan mærke det. Glædelig jul Jul er et løfte om, at Gud er med os, når vi føler os hjemløse og ikke kan finde plads i livet. Brande Jul 2011 3 EU-klimakommissær Connie Hedegaard blev modtaget af vindmøllelaugets forretningsfører Per Bjerke Hansen og formand Allan Toft Kristensen. Hun var festtaler og ”gudmoder” da lauget fejrede 25-års fødselsdagsfest og navngav 3MW-møllen i Drantum. Festlighederne havde samlet omkring 500 gæster i det store telt, der var rejst i dagens anledning. Festlig vindmølledåb... Connie Hedegaard, dansk EU-klimakommissær, havde taget turen fra FN i New York for at navngive 3MW-møllen i Drantum og sammen med 500 gæster at fejre Uhre Vindmøllelaugs 25-års jubilæum. 4 Brande Jul 2011 Af Erik Lauritzen Fredag den 23 september stod solen højt på himlen og sendte sine varmende stråler ned over Husumvej i Drantum, hvor der var dækket op til fest i det store telt for foden af den 149 meter høje 3 MW Siemens-vindmølle, der var festens centrum. Heldigvis blæste der en pæn vind, der fik de gigantiske møllevinger til at dreje rundt og gav vind til det blå blafrende EU-flag med de gyldne stjerner. På lang afstand kunne man iagttage dette flotte skue, der skabte de perfekte rammer om 25-års jubilæet for Uhre Vindmøllelaug og navngivningen af den 3MW, gearløse vindmølle fra Siemens. Her kunne laugets formand Allan Toft Kristensen byde velkommen til de omkring 500 gæster der havde taget imod invitationen. Vindmøllelaugets formand, Allan Toft Kristensen overrakte klimakommissær Connie Hedegaard en glasskulptur som tak for hendes indsats. Bagved ses Arne Ørtved, der bandt dagens festligheder sammen. Han overlod scenen til tidligere sognepræst Arne Ørtved, der bandt dagens indslag sammen med sikker hånd og humor. Gunvor blev navnet Blandt gæsterne sås flere af byrådets medlemmer, ligesom folketingsmedlem Kristian Jensen(V) havde taget en fridag for at være med til at fejre vindmøllejubilæet. Dagens æresgæst var EU’s danske klimakommissær Connie Hedegaard, der iført sikkerhedsudstyr, lige skulle en tur op i toppen af den 149 meter høje mølle, inden hun kunne indtage talerstolen og foretage navngivningen af møllen. Gunvor blev navnet, hermed blev møllen opkaldt efter det ene af de to børn, der i forbindelse med den sorte døds hærgen i 1300 tallet, der ifølge sagnet var de eneste overlevende i området. De blev således stamfædre for de nye generationer. Under store klapsalver kunne Connie Hedegaard løfte klædet fra et flot ”navneplade” udført i stål af Maskinfabrikken Apollo i Brande. Som tak for indsatsen, overrakte formand Allan Toft Kristensen klimakommissæren en glasskulptur specielt fremstillet til dagen af glaskunstneren Aksel Østergaard Jensen fra Ejstrupholm. -Det her er et godt eksempel på, at man ikke bare lader det blive ved de fine ord, man gør noget ved sagen. Det understreger, hvor stor betydning det folkelige engagement har. Det er de lokale initiativer, der er med til at drive udviklingen frem. Det er vindmøllelauget i Uhre et godt eksempel på. -I kan være stolte af at være en lille, men vigtig del af Danmarks vindmøllesucces, sagde Connie Hedegaard, EU-kommissær og ønskede tillykke med jubilæet. Den festlige dag blev afsluttet med god mad og drikke samt lystige sange og musik fremført af ”De Gyldne Løver”. Brande Jul 2011 5 Uhre Brugsforening, som den så ud i slutningen af 1950’erne. Erindringer fra Uhre Brugsforening Uhre og Omegns Brugsforening blev stiftet den 14. januar 1906. Foreningens navn blev senere samme år ændret til Branduhre Brugsforening måske for at undgå forveksling med Uhre ved Vejle. Her vil vi kun bruge navnet Uhre Brugsforening. I det følgende giver forhenværende uddelerkone, Magna Dupont enkelte erindringsglimt fra dagligdagen i de godt og vel 25 år (1945 – 1971), hvor hun og hendes afdøde mand Isak Dupont var uddelerpar i Uhre Brugsforening. (Skrevet i marts 2010) 6 Brande Jul 2011 Vi var nygifte, fra Vejle-egnen og ivrige efter at få plads, så Isak søgte stillingen som uddeler. Det var der 76 andre der også gjorde. I et forsøg på at stille os selv bedst mulig ved den kommende udvælgelse, rejste vi med “brunkulstog” fra Vejle til Brande. Vi havde vore cykler med, så vi kunne komme rundt og besøge flest mulige medlemmer. Vi mente jo det kunne være godt, at medlemmerne fik et indtryk af os, inden bestyrelsen senere skulle vælge det nye uddelerpar. Vi brugte to dage på den slags besøg. Overnatningsmulighed ved den lejlighed blev velvilligt stillet til rådighed af det daværende bestyrerpar ved Uhrekilde Andelsmejeri. Det endte med, at vi fik tilbudt stillingen fra den 1. juli 1945, og vi var mere end glade. Fulde af virketrang Næsten alt var godt – anden verdenskrig med de fem forbandede år var netop slut, vi var unge, nygifte og fulde af virketrang, og vi havde lige fået den stilling, vi ønskede os. Eneste lille men ved det hele var, at vi syntes landskabet var meget fladt, at der var alt for mange, meget mørke grantræer. Det var en stor kontrast til den bøgelyse egn vi kom fra. Da vi kom til Uhre i 1945, var der foruden brugsen, et afholdshotel, et andelsmejeri, to smede, en tømrer, en købmand, en cykelhandler med lillebil og en skomager. Afholdshotellet var i starten fyldt med tyske flygtninge, som dog forsvandt ret hurtigt. Langt de fleste af brugsens medlemmer var landbrugere, men der var dog andre, herunder en del brunkulsarbejdere, der gerne var på kost og logi ved lokale koner. I den første tid efter vores tiltrædelse var det ikke ualmindeligt, at enkelte medlemmer mente de havde ret til at drikke en øl eller flere i brugsens kælderlokaler. Det havde der vist været en vis tradition for, før vi kom. For Isak, som ung uddeler, var det lidt af en udfordring én gang for alle at få gjort op med den tradition, men han var fast besluttet på det punkt fra den første dag. Det skulle høre op, og sådan blev det. Det var de fleste vist godt tilfredse med, måske ikke mindst en del af egnens hustruer. Rationeringsmærker Rationeringsmærker var en del af dagligdagen den første tid. Med mellemrum blev der uddelt særlige rationeringsmærker til alle familier. Mærkerne skulle afleveres sammen med pengene, når man købte ind. Havde man ikke flere rationeringsmærker, kunne man ikke købe flere varer, før man fik mærker igen. Rationeringen betød, at alle fik mulighed for at købe de mest nødvendige varer. Kaffe og sukker var på ration helt frem til 1952 og først i 1953 var det endelig slut. Jeg husker især, hvordan alle familier i de år, kunne få 250 gram sirup til jul. Vi havde en stor beholder med sirup. Den skulle opvarmes for at sirup’en kunne flyde let og så kunne medlemmerne ellers komme for at få deres ration. For at få noget skulle de selv havde glas med. Opvarmningen af sirup’en var min opgave. Det blev også tit min opgave at gøre en del af medlemmernes glas rene, før påfyldning, når de selv havde glemt at gøre det hjemmefra. ”Mads Skjern” Isak var en dygtig forretningsmand. Hvad initiativ angår, havde han visse lighedstegn med Mads Skjern fra Matadorserien. Han havde tit svært ved at begrænse sit ”forretningsområde” til det, der vel ansås for at ligge indenfor normal brugsforeningsdrift. Et eksempel herpå var hvad man måske kunne kalde ”nyt skiffertag for gammelt bølgeblik”. Isak havde fundet ud af, at gammelt, rustent bølgeblik faktisk var i høj kurs. Der var stor efterspørgsel efter det til skure til opbevaring af tørv. Faktisk var det i så høj kurs, at Isak tilbød at overtage bølgeblik fra staldbygninger mv. hvor taget trængte til udskiftning og bytte det lige over med nyt skiffertag. Niels Arvad (daværende sparekassedirektør i Brande) var en af dem, der indgik sådan en handel og han var så godt tilfreds med det nye skiffertag, at han sagde: ”Her har du fem hundrede kroner – dem skal du have”. Han syntes vist ikke det kunne være rigtigt, at man bare sådan uden videre kunne få nyt for gammelt. Tilbuddet blev dog afslået af Isak, for som han sagde: ”En handel er en handel”. Et andet eksempel på en ikke helt normal brugsforeningsaktivitet var da Isak engang i halvtredserne opkøbte en stor ladning tipvognsspor i Sønderjylland. Han lejede i den forbindelse en sættevogn for at få dem transporteret til Uhre. En af vore naboer spurgte mig ved den lejlighed: Hvad vil Dupont da med alt det gammel jern? Han ville sælge det, og derfor fik han smed Røjbæk til at skære tipvognssporene til i passende længder. Hermed var der gjort klar til, at Uhre Brugsforening kunne tilbyde at levere jern til brug ved staldbyggeri. Og det gjorde vi så – vidt omkring i Jylland. Stor idérigdom Eller hvad med udlejning af service til alle slags fester. Isak købte et komplet servicesæt til 200 personer samt to store gruekedler til at lave suppe i. Apropos fester, så spillede brugsen og uddeleren også på andre måder en rolle. Det var helt almindeligt, at der lå en liste i brugsen ved for eksempel konfirmationer. Her kunne medlemmerne så ”skrive sig på” med det beløb der nu engang var kutyme. Beløbet blev så ført ind i medlemmets kontrabog, og så var det i øvrigt helt op til os at sørge for indkøb og indpakning af en passende gave, og ikke mindst sørge for aflevering af gaven på rette sted i kirketiden på konfirmationsdagen. Det var også i de fleste tilfælde min mands opgave at sørge for ”Tillykke-skilt” til æresport i forbindelse med bryllupper og sølvbryllupper. Da min mand endvidere, som den eneste i miles omkreds, havde en duplikator, var han også ofte selvskreven til at stå for trykningen af festsange. Undertiden gik det endda så vidt, at han blev bedt om at kigge lidt på versefødderne og rette til, hvor det var nødvendigt. Det var heller ikke ualmindeligt, at visse familier med mange børn, i forbindelse med juletræsfest på Uhre Kro, ringede til os og spurgte om vi Brande Jul 2011 7 ikke lige kunne komme og hente deres børn, da de var kommet for sent på vej. Vi var jo, i hvert fald de første år, mellem de meget få i Uhre og omegn, der havde bil. Endnu et eksempel på Isaks initiativrigdom var dengang da begrebet hjemmefrysere dukkede op. Han så straks en forretningsmulighed her, og hvad gjorde han så? Han tilbød bestyrelsen for det lokale frysehus at overtage frysehuset mod at medlemmerne, i det omfang de selv ville købe en hjemmefryser, skulle købe denne ved Uhre Brugsforening. materialerne. Ja man kan vel næsten sige, at Isak i samarbejde med den lokale murer Søren Egebjerg og den lokale tømrer Arne Danielsen ofte optrådte som en slags totalentreprenør. Hans omhu med den slags kan måske bedst karakteriseres ved en bemærkning fra en gårdmandskone i Drantum, hvor de havde fået bygget en ny stald, helt og holdent baseret på Isaks beregninger og leveringer. Hun sagde til ham efter at stalden stod færdigbygget: ”Det havde du regnet godt ud – der blev kun to mursten til overs”. Kun to mursten til overs Blandet landhandel En af Isaks helt store interesser var at lave tegninger over nybyggeri, især staldbygninger, og herefter tilbyde at udregne det nødvendige forbrug af byggematerialer, cement, mursten, jern, vinduer, døre, tagplader osv. og sluttelig selvfølgelig levere alle Uhre Brugsforening var dog først og fremmest en blandet landhandel i ordets bedste betydning. Da vi tiltrådte var butikken indrettet med to lange diske opstillet vinkelret på hinanden i kolonialområdet og en mindre disk i manufakturområdet. På Isak Dupont i butikken kort efter tiltrædelsen i 1945. 8 Brande Jul 2011 den lange disk var der et stort kasseapparat med håndsving og en stor søjlevægt. I de første år skulle næsten alle kolonialvarer jo afvejes. Selvfølgelig var der også en kaffemølle og når den malede så bidrog den til, at en liflig duft bredte sig over hele butikken. Både i disk og bagdisk var der masser af skuffer og hylder med alle mulige slags kolonialvarer og skabe med glaslåger for, hvor der var tobaksvarer. Foran diskene var der flere taburetter, hvor medlemmerne kunne side og snakke mens varerne blev ekspederet. Der var jo ikke noget der hed selvbetjening i fyrrerne og halvtredserne. Som sagt skulle næsten alt vejes af, så det tog tid at ekspedere en stor ordre, men så blev der snakket, alt skulle have sin tid. For enden af disken var der et lille rum med en skrivepult, en telefon og hylder til de cirka 150 kontrabøger. Her stod vi, når vi B I O M A R WORLD CLASS FISH FEED Glædelig jul & godt nytår Intet julebord uden fisk Prøv for eksempel en lækker pastasalat med røget ørred. Alt, hvad du behøver, er en portion kogt pasta rettet an med røget ørred, forårsløg, champignon, friske tomater og en let dressing. Og skal du spise ørred, så følg anbefalingen fra Fødevarestyrelsen og vælg en opdrættet ørred. Så er du sikker på at få et nemt, sundt og lækkert måltid. BioMar Gruppen er blandt verdens førende leverandører af foder til fiskeopdræt. Vi leverer foder til rundt regnet en fjerdedel af de ørreder og laks, som opdrættes i verden. Du kan se mere om BioMar på www.biomar.dk og www.biomar.com. BioMar A/S · Mylius Erichsensvej 35 · 7330 Brande Magna vejer kaffe af i 1965. 10 skulle modtage ordrer fra medlemmerne og når vi skulle tælle sider sammen i kontrabøgerne. Kontrabøgerne havde numre fra én og opefter. Os der arbejdede i brugsen kunne for et givent medlem sige kontrabogsnummeret og for et givent kontrabogsnummer sige medlemsnavnet. Følgende replik mellem ansatte var ikke ualmindelig: ”Husk lige at 106 skal have et halvt pund kaffe med mælkekusken”. I kontrabøgerne blev med håndskrift indført alt hvad medlemmet købte. Normalt skulle kontrabogens saldo betales straks i en ny måned. Det var nu ikke altid det blev overholdt, for selvfølgelig var der medlemmer der af forskellige årsager havde svært ved at betale. I det store og hele gik det på en god måde og det helt uden brug af hverken strafrenter eller inkassotrusler. Isak sagde aldrig nej til at folk kunne få nødvendige madvarer, selvom de havde en meget gammel gæld i kontrabogen. Han kunne i den slags situationer sige nej til at give kredit til køb af flere cigaretter og øl, men værre sanktioner blev det ikke til. I manufakturområdet var der et Brande Jul 2011 skab med en masse små skuffer fyldt med synåle, tråd, elastik, strikkepinde, knapper osv. osv. samt hylder med garn i alle farver, bomuldsstof i metermål og arbejdstøj. Gulvet var et terazzogulv. Det blev vasket hver lørdag efter lukketid (og skuret til jul), hvorefter det var rigtig pænt. Men lige inden for indgangsdøren var der en rist, og her var det ikke ualmindeligt, at nogle folk der skråede, afleverede en spytklat, og det var ikke altid at de var lige heldige med at ramme risten. I den ene ende af butikken var der en dør til ”bagbutikken”, der bestod af to mindre lagerrum og et stort samt et loftsrum og et kælderrum. Det første af de to mindre lagerrum (afvejningsrummet) var stedet hvor sukker, fint og groft salt, kartoffelmel mv. blev afvejet. Sukker blev afvejet i et-, to-, og fem kilos poser. Enhver ledig stund blev brugt til at veje af, så ekspeditionerne kunne gå hurtigere. En del af afvejningen var at lukke poser, og lukningen skulle kunne holde også når posen blev vendt på hovedet. For enhver ny lærling var det en rigtig god fornemmelse, første gang han lærte at lukke en pose der kunne holde til at blive vendt på hovedet. I afvejningsrummet var der også en petroleumspumpe med måleapparat, hvor der dagligt blev pumpet mange liter op i mindre dunke. I det næste lagerrum lå blandt andet sukker i 50 kilos sække. Sækkene skiftede hurtigt opholdssted, først til afvejningsrummet og derefter til hylderne i butikken. I det yderste, store lagerrum var der et stort åbent område med plads til ugentligt at modtage varer fra FDB, og med plads til at stille de varer der skulle bringes ud til medlemmer på den ugentlige varetur. Loftsrummet var fortrinsvist fyldt med landbrugsredskaber og -udstyr, men her var også gummistøvler, træsko og sommersko i mange forskellige størrelser og glas i store trækasser. Isak skar selv glas til efter mål. Spegesild, ost og reb Kælderrummet var et kapitel for sig. Her var først og fremmest øl og sodavand. Husholdningsøl, maltøl (der var efterspurgt af kvinder der nyligt havde født) og bajersk øl i trækasser med 50 i hver. Men der var sandt for dyden mange andre ting i kælderen. Rugbrød og franskbrød med nye forsyninger tre gange om ugen, et aflukket skab med forskellige ”giftprodukter”, spegesild i 10 liters dunke, reb i store ruller, hele oste der skulle vendes med mellemrum indtil de blev hentet op i et glasskab i butikken. Hertil kom sirup, høstbindegarn i nøgler til selvbinderen, store baljer med brun sæbe og mange, mange andre ting. Det hele bidrog til en ubeskrivelig duft i kælderrummet. Landmændene leverede mælk til mejeriet som lå lige ved siden af brugsen. De havde en landmand til at køre mælketuren. I de første år foregik det med hesteforspand og en flad mælkevogn. Senere hen blev hesteforspandet erstattet af traktorer. Dagligt havde mælkekusken bud med til brugsen og så gjaldt det om at få varerne ekspederet og leveret inden han kørte retur igen. For sin tjeneste fik mælkekusken nu og da en cigar. Udover ”mælkekuske-tjenesten” var der selvfølgelig den ugentlige varetur. Det foregik på den måde, at mandag morgen startede medlemmerne med enten at ringe deres ordrer ind eller måske lade et barn på vej til skole aflevere en dosmeseddel i brugsen. Herefter blev varerne fundet frem og pakket, typisk i æggekasser af træ Dansk Andels Æg med plads til 360 æg. Om tirsdagen og om onsdagen blev varerne så kørt ud til de enkelte medlemmer ad en fastlagt rute. I de første år skete det ved hjælp af en lokal vognmand, men i begyndelsen af halvtredserne anskaffede Isak selv en varebil til formålet, og vi overtog selv opgaven. På tilbagevejen tog vi æg med fra medlemmerne. Æggene blev afleveret på Brande Ægpakkeri og når afregningen kom fra ægpakkeriet, blev de enkelte medlemmer godskrevet i deres kontrabog for det antal æg de havde leveret. Udover kolonialvarer havde vi også hønsefoder, koks. briketter, petroleum og cement, og ikke mindst 11 kilos gasflasker med på vareturen. Det fungerede rigtig godt. Medlemmerne var glade for at få kolonialvarerne leveret lige til køkkendøren, hønsefoderet leveret lige til hønsehuset, den tomme gasflaske udskiftet med en fyldt osv., og selvfølgelig var de glade for at komme af med deres æg og tomme flasker. Det betød at vareturschaufføren tit og ofte blev budt på kaffe – så kunne man jo også få høre lidt nyt fra byen. Vareturen optog altså en god del af ugens tre første dage. Torsdag kom der varer fra FDB. Når vognmanden havde været der med varer, var det yderste baglokale som regel fyldt op i en grad så det næsten ikke var til at komme hverken frem eller tilbage. Så gjaldt det om så hurtigt som muligt at få varerne placeret på rette plads. Brød sig ikke om hulkort I de seneste år af vores tid i brugsen ændrede FDB bestillingsproceduren, så det nu skulle ske ved at prikke huller i såkaldte hulkort. Det brød Isak sig slet ikke om. I bund og grund var han måske mere ”den frie købmand” end han var egentlig besjælet af andelstanken. Den udvikling der skete indenfor brugsforeningsbevægelsen og FDB i løbet tresserne med stadig mere centralisering var ham i hvert fald meget imod. Så meget, at han på et tidspunkt begyndte at indkøbe almindelige dagligvarer ved private grossister. Om torsdagen kom en slagter fra Andsager med lever og medisterpølse samt hele rullepølser og mange andre slags pålæg. Det var herefter min opgave at få kødet delt og pakket i små pakker med forskelligt vægtindhold, få indhold og vægt skrevet på pakken og herefter få det i fryseren. Det var før, der var noget der hed fødevarekontrol. I dag ville den slags være helt utænkeligt. Hvert forår modtog vi græsfrø og roefrø fra FDB. De kom i en jernbanevogn til Brande Station. Jernbanevognen, der næsten var fyldt helt op, blev kørt ud på et sidespor, og så fik vi et afmålt, kort tidsrum til at få den tømt. Der var rigtig mange jutesække i forskellig vægt alt efter hvilke slags frø der var tale om. Det var et stort stykke arbejde at få de mange sække sorteret på medlemmer. Det var vi nødt til, så vi bagefter kunne køre ud på gårdene og aflevere frøene. Festdag for bestyrelsen Den 1. juli hvert år (eller nærmeste hverdag) blev forretningen lukket og der blev holdt optælling af det samlede varelager. Det var de ansatte og brugsens bestyrelse der stod for optællingen. Magna og Isak Dupont fotograferet udenfor Uhre Brugsforening i 1945. Brande Jul 2011 11 For bestyrelsesmedlemmerne var det en udpræget festdag. For mig, som uddelerkone, var det en lang og hård arbejdsdag. Som en sjov episode vil jeg nævne, det år hvor et bestyrelsesmedlem, lærer Pedersen, havde sovet for længe på optællingsdagen. Kort efter at lærer Pedersen var ankommet til brugsen ringede hans kone til mig og sagde om jeg ikke lige kunne lave noget havregrød til ham, da han jo ikke havde nået at få det der hjemme. Det gjorde jeg så. Men ellers så var det sådan på optællingsdagen, at bestyrelsen ankom kl. 9:00 om morgenen og det blev hurtigt til en tradition, at man startede med bøf og spejlæg. Herefter var der optælling i et par timer (med fri sodavand og øl i kælderen). Så var det frokosttid med en menu der vel næsten kunne måle sig med, hvad der i dag er almindelig ved julefrokoster. Herefter et par timer med optælling igen før eftermiddags- 12 kaffe. Sådan fortsatte det. Der blev også serveret både aftensmad og aftenskaffe og efter alle måltider blev cigarkassen budt rundt. Det var som regel langt ud på aftenen før ”optællingen” sluttede. Jo det var en festdag – for bestyrelsen. Mange gode år I en række år var der en tradition med, at alle lærere ved Uhre skole kom til os i brugsen en aften kort før jul, efter normal lukketid for at udvælge slikvarer, som de ønskede at købe. Det udvalgte blev så stillet til side, så vi næste dag kunne lave pakker, få det noteret i deres kontrabøger og endelig få slikvarerne leveret. Slikvarer var dyrt, så det var altid spændende at tælle kontrabøgerne sammen for at se, hvor meget de havde købt. Hvis det blev til mere end 25 kroner pr. side var vi ovenud tilfredse. At være uddelerpar i de år, var et alsidigt arbejde - det fremgår Sønnen John Dupont fotograferet i butikken i 1954.. Brande Jul 2011 vist af det foregående. Desværre endte det med at Isak fik sclerose hvilket tvang os til at stoppe i 1971, men i tilbageblik står tiden i Uhre Brugsforening for mig som mange og rigtig gode år. En tid jeg er taknemmelig for at have oplevet. Juletilbud Sanita flextræsko 350.Sort kaptræsko Str. 36-48. 380.LIDT FLERE SKO Str. 36-48. Føres også i hvid str. 36-41. SKOLAND Storegade 14 . Brande . Tlf. 97 18 42 90 Jan Glud Østergård kåret til ”Årets Brandit” ”Årets Brandit” blev hyldet på Torvet med taler, blomster, champagne og naturligvis sang og musik. Det var en tydelig rørt Jan Glud Østergård, souschef i IkastBrande Musikskole, der, fuldt fortjent, blev kåret til ”Årets Brandit 2011” af Brande Borgerforening. -”Årets Brandit” er ikke en person, der bevæger sig i de finkulturelle lag i Brande, men han har med sin ildsjæl og sit engagement på sin egen ydmyge facon gjort en stor forskel. Med sin indsats har han skabt aktivitet og glæde for både børn og voksne i vores by og kommune i rigtig mange år, lød begrundelsen fra Jørgen Larsen, medlem af Brande Borgerforenings bestyrelse. For mere end 30 år siden blev Jan G, Østergård ansat til at starte Brande Musikskole. Gennem årene har han skabt en aktiv, dynamisk og kompetent musikskole, der har haft stor betydning for det kulturelle liv i Brande. -Jan har med sit store engagement og sin evne til at motivere og engagere børnene i musikskolen i høj grad skabt opbakning og opmærksomhed om musikskolens tilbud og aktiviteter, sagde Jørgen Larsen. Meget passende hyldede Brande Swing Singers ”Årets Brandit” med en sang specielt skrevet til lejligheden. Alle ”Årets Branditter” gennem årene Ved årets Brande Marked kunne Brande Borgerforening kåre Jan Glud Østergård, souschef i Ikast-Brande Musikskole til ”Årets Brandit 2011”. Samtidig benyttede man lejligheden til at afsløre 11 fliser med navnene på alle ”Årets Branditter” siden prisen blev indstiftet i 1997. Foreningens formand, Peder Holt forklarede om idéen og benyttede lejligheden til at takke Peter Stubkjær Sørensen, grundlægger af Bonus Møllen og selv udnævnt til ”Årets Brandit 2008” for idéen og økonomisk støtte til at få hugget navne i fliserne. Ved Brande Marked afslørede Emond Rahbek og Preben Christensen fra bestyrelsen i Brande Borgerforening denne flise på Torvet, der fortæller, at det er foreningen, der kårer ”Årets Brandit”. Kåret til ”Årets Branditter” er følgende: 1997: Kunstmaler Kai Husum. 1998: Nancy Nielsen, formand for Foreningen Norden. 1999: Arkitekt Kristian Kristiansen. 2000: Troels Holch Povlsen, Bestseller. 2001: Sognepræst Arne Ørtved. 2003: Birgit Vinge, formand for Kulturremisen. 2005: Kirsten og Mogens Sommer Madsen, Brande Højskole. 2007: ”Remisebanden” ved Preben Christensen, Kay Laursen og Poul Laursen. 2008: Peter Stubkjær Sørensen, Bonus Møllen. 2009: Vita Jørgensen, Brande Gymnastik- og Ungdomsforening. 2010: Ole Berg Mortensen, Brande Idrætsforening. 2011: Jan Glud Østergård, Ikast-Brande Musikskole. Brande Jul 2011 15 Storegade 27 Billedet stammer fra 1912, hvor ejendommen Storegade 27 blev bygget. Det er Marius Dinesen, som står i butikkens døråbning drev EBM. (Engelsk Beklædnings Magasin). Den anden forretning er købmand M.N. Madsens, senere efterfulgt af I.C. Madsen og London Herremagasin. Da Dinesen flyttede EBM til Storegade 12 i 1917, blev han efterfulgt af Holm & Skovgaards forretning med kjoler, damehatte og broderi. Brande Brugsforening havde en overgang bygningen med i brugsforeningen. I 1972 etableres Rio Brande, der i en årrække blev drevet af Nanny og Laurits Højgaard. Efter i en længere årrække at have været lukket blev ejendommen solgt på tvangsauktion i 2010 til Erik Møller og Jakob Brun, som i fællesskab renoverede ejendommen med nye lejligheder og et butikslokale ud mod Storegade, hvor Hair Fashion ved Alice Nielsen flyttede ind i efteråret 2011. 16 Brande Jul 2011 Vi er på landevejen hver dag... Med 82 biler kører vi rundt i landskaberne med turister, passagerer og patienter - hver dag året rundt. 12 BUSSER KØRER TURISTFART, 50 KØRER RUTER OG 30 MINIBUSSER OG 1 TAXA BETJENER VORE KUNDER I NÆROMRÅDET. 1. november 2008 overtog vi Herning Turisttrafik og beskæftiger i dag 58 ansatte. Har I brug for en bus eller anden form for transport - så kontakt os på tlf. 97 18 26 36 - vi har altid et godt tilbud på hånden..! Med venlig hilsen Rune, Ronny, Elsebeth og Aage Gasbjerg HERNING TURIST Taksvej 8 . 7400 Herning Tlf. 97 12 89 11 Langkærvej 35 . 7330 Brande Tlf. 97 18 26 36 18 Brande Jul 2011 Til slægtens ære Tør vi – kan vi være det bekendt? Det var nogle af de overvejelser Helene Haarmark og Kristian Knudsen var igennem, da tankerne om at fælde det gamle ahorntræ på gårdspladsen første gang kom frem. -Hvis vi fældede træet, ville vi samtidig fjerne en væsentlig del af gårdens historie og kunne vi være det bekendt overfor vore forfædre, som havde dyrket jorden, boet og levet på gården gennem generationer, fortæller Kristian Knudsen, der er fjerde generation på ejendommen Skerrisvej 15. Træet havde fået lov til at vokse sig så stort, at kronen næsten dækkede hele gårdspladsen og hindrede lyset i at trænge ind ad vinduerne i stuehusets køkken og stue. Efter mange og lange overvejelser besluttede parret, at træet måtte falde for motorsaven. Men det skulle ikke være en ganske almindelig og brutal fældning, man havde nemlig fået en idé. Det gamle træ skulle omdannes til en skulptur – og sådan er det blevet. I dag prydes gårdspladsen af en skulptur forestillende Marie og Hans Peter Møller Knudsen, som i 1870 plantede ahorntræet samtidig med, at gården blev bygget. Parret kontaktede Søren Brynjolf, der er kendt for at udføre skulpturer i træ og han er en mester i at se, hvilken skulptur, der gemmer sig i træets indre. Han påtog sig opgaven og i løbet af to dage havde han med sine motorsave fremtryllet Marie og Hans Peter Møller Knudsen, stående hånd i hånd midt på gårdspladsen. -Det var imponerende at følge hans arbejde med motorsavene og se, hvordan han lidt efter lidt skabte skulpturen, der havde gemt sig i det gamle træ, siger Helene Haarmark. Hun fortæller, at man havde været inde i overvejelser om, at træet skulle omdannes til en trold eller en drage, men parret er glad for beslutningen. I dag står den og troner som et værdigt minde over slægten, der har drevet gården gennem generationer. Hvis træet kunne tale Hvis det gamle ahorntræ kunne tale, ville det berette om et ungt par, Marie og Hans Peter Møller Knudsen, der en gang i 1870’erne plantede et lille ahorntræ ved deres nyopførte landejendom på Skerrisvej 15 i Langkær. Det ville berette om, at de gik på aftægt i 1922 for at give plads til sønnen Karl Kristian Knudsen og dennes hustru, Johanne, som drev ejendommen frem til 1961. Her tog næste generation over, da sønnen Gunnar og svigerdatteren Hanne Marie flyttede ind. I 2002 fik deres søn, Kristian Knudsen skøde på gården og i dag danner den rammen om hans, Helene Haarmark og deres to børns liv. Billedet til venstre viser Søren Brynjolf i fuld gang med sin motorsav at fremtrylle skulpturen ud af det gamle ahorntræ og to dage senere Kristian Knudsen og kunstneren foran det færdige resultat. Brande Jul 2011 19 20 Arne Ørtved, pensioneret sognepræst i Brande, har på opfordring af Brande Jul skrevet en julehistorie om sognets lærde præst, hans ølbrygning og den uhyggelige spådom. Julen i Brande i 1779 Af Arne Ørtved Den norske præst Pastor Clausen glædede sig ikke til det nye år; og derfor faldt arbejdet dobbelt tungt for ham her i december. Vi nærmede os det skæbnesvangre år 1780, - det år han frygtede. Og han skammede sig over det. Han var ellers ikke overtroisk. Tværtimod! Han var en praktisk mand. Just en præst efter den ny tids smag. Han kunne mere end sit Fadervor. Han havde prøvet mangt og meget her i livet. Han havde rejst, og han havde læst. Og det kom alt sammen hans sognebørn i Brande til gode. Præsten kunne lære dem mange udmærkede ting om jordens dyrkning og moderne landbrug på de magre jorde her på heden. Han brugte ofte en god del af sin prædiken på disse spørgsmål. Gerne den første del, mens kirkegængerne endnu var vågne; og da prædikenen aldrig varede under en time, kunne det godt blive til en del gavnlig lærdom for de fattige bønder. Nogle af de gamle klagede sig. Især konerne. De Brande Jul 2011 sagde, at der ikke var mange Guds ord i den præst; og det er troligt nok, at de har haft ret, men sådan var nu tidens stil for præster. De forstod sig ikke på at mane og helbrede og vende vinden og den slags. Det kaldte han sort lærdom, og så indførte han i stedet alle de nye skikke. Minsandten om han ikke også bildte sig ind, at han havde bedre forstand på ølbrygning end dem. Men hans øl smagte nu i hvert fald ikke nær så godt som deres, selvom man så heller ikke fik så meget tyndskid og hovedpine af hans øl. Og man blev også hurtigt snurrig i hovedet af det. Jo, meningerne om pastor Clausen var delte i sognet. Nu havde han været her i 17 år, men mange havde ikke vænnet sig til ham endnu. Og det kneb med at forstå ham. Det var nærmest som om han sang i stedet for at tale. Han var fra Norge. Faderen havde været købmand i Kristiania; men da Niels Christian havde mere lyst til bogen end til handelen, blev han sendt til København for at stu- dere. Der fik han alle de moderne griller i hovedet, som faderen bestemt heller ikke var tilfreds med. Det var en hel lettelse, da han fik embede langt fra hjemmet, først i en lille bygd ude vest på og senere i det allernordligste Norge, nemlig i Tromsø. Der kunne han ikke bruge meget af det, han havde lært i København. Jo, naturligvis alt det teologiske, men hvad med alt det praktiske? Hvad med folkeopdragelsen? Pastor Clausen gav ikke op. Naturligvis havde en mand, der kunne læse og skrive, noget at kunne give til sine sognebørn – også af rent praktisk art. Gud havde vel givet os mennesker forstand og fornuft, for at vi skulle bruge det. Var ikke Adam blevet sat til at give alle dyrene navne af Skaberen selv? En præst kunne betyde meget for sognebørnenes oplysning, så de bedre kunne blive i stand til at tage var på det liv, de skulle leve i kald og stand. Jo, præsten skulle både prædike og opdrage og undervise. Og det kunne man naturligvis også i Tromsø, selvom det var drøjt. Det var tunge folk at bakse med. Da det i de år farligt trak op til krig mod den gamle arvefjende Sverrig, blev pastor Clausen udnævnt til feltpræst. Det er ikke let at sige, om det var en forfremmelse eller det modsatte; men det betød i hvert fald, at han kom væk fra Tromsø. Feltpræsten kom vidt omkring; til hovedstaden København først og fremmest naturligvis, men også Sjælland og Fyn og Jylland kom han til. Og overalt sørgede han for at få hilst på biskoppen og andre, som havde indflydelse på embeders besættelse. Pastor Clausen flytter til Brande En skønne dag i 1763 kom den store og måske glædelige meddelelse: Han var blevet kaldet til sognepræst i Brande sogn inde midt på den jyske hede. Det var omtrent ligeså slemt som i Tromsø. Uden for lands lov og ret. En smuk og velholdt kirke var der dog; oven i købet med orgel! Det havde han ikke ventet! Den nye præst havde et par meget musikalske døtre. Også præstegården var rimelig velholdt, og så var haven berømt over det ganske land. 20 år før havde den navnkundige provst Risom anlagt en hel paradishave på skråningen syd for præstegården. Der var store løvtræer og græsplæner anlagt efter engelsk mønster. Og der kom ofte folk rejsende for at se den smukke have. Men ellers var præstegårdens jorde ikke noget at råbe hurra for. Det var magert sand det meste af det, og så nogle engdrag langs åen. En stor del lå hen i lynghede, som kunne bruges til græsning for får og ungkreaturer. Et rimeligt embede, hvis det blev drevet rigtigt. Pastor Clausen tog med energi og fortrøstning fat på arbejdet i Brande sogn. Det var et stort sogn at komme rundt i; og vejene var ikke de bedste. Og Clausen kom vidt omkring i dette landets største sogn, hvad areal angik. Han ville gerne lære både sognet og sognebørnene at kende. Og så var der hans landbrugsinteresser! Der lå allerede adskillige skrifter hjemme i præstegården, som pastoren havde hjemforskrevet om muligheden for at dæmpe sandflugten og få mest ud af de sandede jorde. Konfirmandundervisningen og præstens lærestreg Også konfirmandundervisningen tog pastor Clausen fat på med stor energi. Det var ikke engang 30 år siden, konfirmationen var indført i landet, så der var ikke mange erfaringer med den nye undervisning for ungdommen. Det stod ringe til med kendskabet til landets religion; men Clausen gjorde, hvad han kunne. De fleste kunne ikke læse, så præsten fortalte bibelhistorie og læste op af Luthers lille katekismus. Så skulle konfirmanderne gentage efter ham, sætning efter sætning, til de kunne det udenad. Det var en træg omgang. De var frygtelig tunge, de unge mennesker. De var trætte, når de kom og faldt ofte i søvn. Salmerne gik det bedre med, fordi de kunne synges ind i dem; og dem kendte de også hjemmefra. Hvert år til foråret kom overhøringen. Det var katastrofalt! Næsten ingen af dem kunne deres katekismus; og de måtte altså gå til præst et år til og måske et år mere, før de kunne blive konfirmeret og få deres frihed. Ingen måtte tag plads uden for sognet, før de var konfirmeret. Efterhånden blev pastor Clausen helt berygtet for sin konfirmandundervisning; men det nyttede ikke noget at klage, for både provst og biskop var nødt til at bakke ham op. Men så fik de plagede konfirmander en overraskende hjælp ovenfra – fra Gud selv! Pastor Clausen skulle en tur til Norge for at besøge sine gamle forældre. Undervejs på rejsen blev det et forfærdeligt stormvejr, og de kom i havsnød. Da faldt pastor Clausen ned på knæ på det gyngende skibsdæk og bad Gud hjælpe dem frelste i land. Til gengæld lovede han aldrig mere at plage sine konfirmander. De kom alle frelste i land; og fra den dag blev pastor Clausen betydeligt blidere over for konfirmanderne. Alle fik lov at slippe Brande Jul 2011 21 22 gennem overhøringen første gang, så ingen kom til at gå til præst mere end et år. Og sådan har det fungeret siden. Den lærde præst. Nu var der faldet ro over konfirmandundervisningen, men der var stadig alt det, præsten mente at have forstand på udover sin præstegerning. Ikke nok med at præsten fyldte sine prædikener med gode råd til bønderne, men han skrev sandelig også bøger om det. De blev godt nok ikke læst hjemme i sognet, for en profet er sjældent agtet i sin fædreneby, som Vorherre sagde engang. Men folk vidste nok, hvad bøgerne handlede om. Der var f.eks. den: Om en bondegårds passende størrelse og en Om sandflugtsdæmpning. Det var da tydeligt, hvor han havde stoffet fra til de bøger. Og hvad havde han mon så skrevet om dem? Ingen vidste det, men rygterne gik. Også dette spørgsmål faldt der ro om, da pastor Clausen i 1771 blev kaldt til København for at modtage majestætens overrækkelse af både en guld- og en sølvmedalje fra General Landvæsenskollegiet. Det var en stor ære både for præsten og for sognet, for som man siger: Når det regner på præsten, drypper det på degnen. Præsten og købmanden En ting, der ikke faldt ro om, var præstens uvenskab med købmanden lige over for præstegården. Det var en pinlig historie, og ingen – heller ikke sagens hovedpersoner – huskede længere, hvordan det var startet, og hvad uvenskabet egentlig drejede sig om. Nu skulle der imidlertid ingen ting til for at gøde dette uvenskab. Alt hørtes med mistænksomhed, og var der mulighed for misforståelser, blev de grebet med begærlighed på begge sider af vejen. Ikke mindst konerne var flittige til at pleje disse misforståelser. Tag f.eks. præstens bog Om Amerikas opdagelse har skadet eller gavnet. Købmanden tog det som en personlig fornærmelse og beskyldte præsten for at ville skade ham i næringen. Det var jo helt uden for enhver diskussion, hvilken kolossal betydning Amerikas opdagelse havde haft for købmænd og andre handlende. Der var kommet masser af nye varer på hylderne til gavn for kunderne og til støtte for omsætningen og dermed købmandens fortjeneste. Hvordan kunne man overhovedet skrive bøger om den slags? Nej, han var selvfølgelig misundelig, den gode præst. Men faktisk var det netop dette synspunkt, præsten belyste i sin bog. Det vidste købmanden bare ikke; Brande Jul 2011 han læste ikke bøger. Slet ikke når de var skrevet af præsten. Det var imidlertid slet ikke det, der pinte præsten her i december- Han var blevet så vant til gniderierne mellem de to familier. Næsten dagligt måtte de have bud over til købmanden; men det var altid en af pigerne, der gik derover. Pinligt var det nu for præsten, da de i august skulle brygge øl i præstegården og måtte konstatere, at gæret havde mistet sin kraft. Så måtte de over til købmandens madam og hente gær. Enhver vidste, at hendes øl var det bedste i byen, så det ville være tosset ikke at hente gær hos hende. Pigen blev omhyggeligt instrueret i, hvad hun skulle sige derovre. Købmandsmadammens smil var sødt som nykogt urt, da hun afleverede gæren og bad pigen hilse præstemadammen. Det ærgrede derefter præsten, at han for sig selv måtte indrømme, at præstegårdsøllet var blevet ikke så lidt bedre efter at være blevet gæret med købmandsmadammens gær. Men det sagde han ikke noget om til sin kone, for så havde der nok ligget et hus til ham. Denne pinlige episode i genboforholdet havde præsten nu forvundet; og i morgen skulle de brygge for tredje gang på den gær i præstegården, så nu kunne de snart betragte det som deres eget. Nej, det var noget helt andet, der pinte præsten; og det havde slet ikke noget med købmanden at gøre. Nej uviljen mod købmanden fortonede sig fuldstændigt i forhold til præstens plagsomme tanker. Den uhyggelige spådom Det var snart mange år siden, han havde fået det at vide; og han lo hjerteligt, da han hørte den første gang. Siden havde han hørt beretningen flere gange; og han vidste godt, at man fulgte nøje med på årstallet rundt om i hytter og på gårde. I begyndelsen forsøgte han at belære sognebørnene om, at den slags var gammel sort overtro; men det havde han opgivet. De gamle fortællinger var stærkere end præstens belæring. Nu måtte virkeligheden selv gøre det af med overtroen. Og så opdager præsten minsandten her i december, hvor man nærmer sig det skæbnesvangre år, at han selv har fået en snert af overtroen. Ja, endog en temmelig kraftig snert. Han kan nærmest ikke tænke på andet. Gang på gang griber han sig selv i at sidde og stirre tomt frem for sig. 1780! Måske skulle han have søgt væk inden? Nej, hold nu op! Gamle skrøner skal da ikke bestemme, hvordan en moderne fornuftig præst handler. Tværtimod! Nybygning - tilbygning ombygning - reparationsarbejde Flere og flere lægger vægt på at bevare og fremtidssikre en eksisterende bygningsstil – renovere for at forbedre og modernisere - eller bygge nyt i en særlig stil. Mange huse fra 60erne og 70erne kan få et tiltrængt løft: Byggestilen kan moderniseres, udnyttelsesmulighederne kan forbedres og ikke mindst kan energiforbruget reduceres væsentligt. FØR EFTER FØR EFTER UDESTUE Vi kommer gerne til dig for en helt uforpligtende drøftelse af dine planer – vore medarbejdere kan lide at lave det, de er gode til - det siger ikke så lidt. Og så rydder vi op efter os, selvom ”mor” ikke er med på arbejde! • Udskiftning af vinduer og døre • Udskiftning af køkken • Reparation af tag og isolering • Glasarbejde Borupvej 1 - 7330 Brande - Tlf.: 97 18 70 63 - Fax: 97 18 72 01 - [email protected] - www.arnedanielsen.dk mmarketing Det er ofte detaljen, der sætte prikken over i’et – så hvorfor ikke få prikken med, når der skal bygges nyt, bygges til, bygges om eller blot udføres reparationsarbejde? Det betaler sig at bygge med kvalitet fra starten! 1780 må da blive året, hvor pastor Clausen virkelig kan lære sine sognebørn, at man ikke skal ligge under for gammel overtro, men bruge sin forstand og sin fornuft og holde sig til kirkens lære. Jamen det var virkelig en skrøne af den værste slags, der dannede udgangspunkt for præstens spekulationer: I år 1700 var der gået ild i præstegården. Det blæste kraftigt, og ilden havde godt fat i stråtaget på staldlængen. Man pøsede vand på, men lige lidt hjalp det; ilden bredte sig og fik fat i stuehusets tag. Præsten havde allerede bemægtiget sig kirkebøgerne og præstemadammen arvesølvet, da der pludselig kom en sort rytter jagende ind i præstegården. Han red hen til stuehuset og greb en håndfuld af det brændende tag, hvorefter han igen jog ud af gården. Et godt stykke fra den nærmeste bebyggelse stoppede rytteren op og smed den brændende håndfuld strå på jorden, hvorefter han trampede løs, til ilden var omhyggeligt slukket. I det samme slukkedes også ilden i præstegården; men rytteren gav sig god tid til omhyggeligt at tælle alle de svedne strå på jorden. Flere var fulgt efter rytteren, og nu kom også præsten. Han takkede manden og spurgte ham, hvornår præstegården skulle brænde igen. Der var 80 strå, så det bliver 80 år, svarede manden uden tøven. Men kan du også sige mig, hvor længe jeg skal leve, spurgte præsten. Det kan jeg godt, svarede manden, men det vil jeg helst ikke svare på. Men præsten pressede ham, og til sidst sagde rytteren: Præsten skal dø om to år fra i dag! Det kom til at gå i opfyldelse. Da der var gået to år, blev præsten alvorligt syg. På sit dødsleje tilkaldte han den sorte rytter og formanede ham på det strengeste aldrig mere at fortælle noget menneske, hvor lang tid de havde tilbage at leve i. Så måtte rytteren jo minde præsten om, hvordan præsten selv nærmest havde tvunget ham til at sige det; men at han nok skulle lade være med det for eftertiden. Kort efter døde præsten, - just på to års dagen for branden. Det var denne fordømte skrøne, pastor Clausen ikke kunne få ud af hovedet. Hvad ville det år 1780 bringe af ulykker over præstegården? Hvis den brændte, skulle han jo selv bekoste genopbygningen; forsikring var der ikke noget, der hed. Skulle man bare lade som ingenting i det nye år, eller skulle man træffe sine forholdsregler? Kunne man indflette nogle ord om ildsvåde i julebønnen? Nej, det duede ikke, så ville folk bare blive endnu mere overtroiske. 24 Brande Jul 2011 Den katastrofale ølbrygning Næste dag var det bryggedag i præstegården. Det var altid en spændende og festlig dag, især her til jul. Allerede aftnen før blev alting gjort klar. Bryggekarret blev skrubbet og skuret med malurt og derefter fyldt med vand. Masser af brænde blev båret ind i bryggerset. To granitsten blev anbragt midt i ildstedet sammen med brændet. Den ene skulle bruges til at få vandet i kog i bryggekedlen. Der blev simpelthen fyldt vand i, og når den glødende sten blev sænket ned i karret, kom vandet i kog. Den anden sten skulle præstemadammen bruge. Hun skulle rundt i sognet og besøge de fattige familier. Det var en gammel skik. Senere tog hun også på besøg på de store gårde; men det var længere hen mod julehøjtiden; for det besøg tjente også til at minde gårdmændene om juleofferet. Det var en vigtig del af præstens løn; og de skulle jo nødigt være for sparsommelige. Den nat havde præsten mange sære drømme. Han så den sorte rytter ride rundt fra hus til hus og gård til gård i hele byen. Men han slukkede ikke ilden. Tværtimod havde han en flammende fakkel i sin hånd, og med den tændte han ild i gård efter gård. Det mærkelige ved drømmen var, at rytteren begyndte og endte i præstegården. Og begge gange tændte han ild i den gård, der ikke blot var præstens bolig, men også hans vigtigste indtægtskilde. Endelig blev det morgen! Præsten rejste sig fra det leje, som havde beredt ham så frygtelige mareridt. Nu skulle dagens travlhed i hvert fald give ham andet at tænke på. Pigerne havde allerede været i gang en rum tid. De havde tændt for ilden under det store kogekar, inden de gik ud at malke. Præstemadammen kom ud og overvågede, at alt gik til, som de skulle, inden hun skulle ud på sognets forblæste vinterveje. Der blev skrubbet og skuret. Kar med dampende kogt vand blev båret rundt i bryggerset og hældt over malten og humlen. Det lugtede lifligt og lokkede karlfolket til; men ingen måtte smage den søde urt, før præsten selv havde været der og fået et krus. Her om julen var urten så sød, at man næsten ikke kunne skille læberne ad efter at have smagt på den, så meget klistrede den. Hvis der var kommet en ny karl til gården, som skulle drilles, gav man ham i stedet et krus af den afkogte humlesaft. Det var bittert og smagte afskyeligt; og det var festligt at se en sådan karl spytte drikken langt fra sig, medens alle gårdens piger så grinende til. Præstemadammen kunne lige nå sine husbesøg, inden gæren skulle tilsættes. Det skulle hun og pastoren stå for sammen. De fremsagde naturligvis ikke de gamle halvhedenske formler, men måske lød de i deres indre, og rundt om kunne man se nogle af gården folk bevæge læberne ganske lydløst, men gæren blev drysset i. Gårdskarlen havde allerede spændt for, og madam Clausen var blevet pakket godt ind for at modstå den bidende kulde. Hun satte sig til rette og sagde så til karlen: Kom så med stenen Jens! Den varme sten fra ildstedet skulle bæres ud, men idet han gik forbi rummet med halm til ølbrygningen snublede han over et kødben, som en af hundene havde efterladt. For ikke at blive forbrændt, kastede han den varme sten fra sig, og den rullede ind i halmrummet. I ét nu stod rummet i lys lue. Pigerne fór skrigende ud. Karlen så sig forvildet om efter en spand vand; men alt vand var i ølkarrene. Han greb en strippe med humlevand, men den forslog ikke noget overfor det buldrende bål. Snart måtte karlen følge efter de forskræmte piger. Udenfor var præsten kommet til hidkaldt af larmen. I hast uddelte han ordrer. Der dannedes en kæde fra bryggerset til brønden, og naboerne blev tilkaldt. Flere strømmede de til. I flere timer kæmpede man med ilden, Kirkebøgerne og arvesølvet var bragt i sikkerhed ovre i kirken. Det gjaldt om at redde så meget af stuehuset som muligt og nogle af staldbygningerne. Hele byen hjalp til; selv købmanden var til stede. Madam Clausen var bragt til sæde ovre hos købmandsmadammen. Der sad de og drak købmandens lækre øl med en lille opstrammer til. Kaffe drak man sjældent, og hvad ville det også have hjulpet i den situation? Bryggers, køkken, storstue og pigekamrene udbrændte, men det lykkedes at redde den østlige ende af præstegården med den fine stue og præstens studerekammer. Men jul kunne man naturligvis ikke holde i præstegården. Alting var sodet til og lugtede af røg. Karle og piger blev anbragt rundt om på gårde i omegnen, medens selve præstefamilien måtte tage bolig i købmandsgården. Det gamle fjendskab var glemt for en stund, og selv de to madammer havde glæde af hinandens selskab. Julenat Julenat mødtes de alle til gudstjeneste. Det sodede stuehus kunne ses fra kirkedøren. Det lå der i den hvide glimtende sne som en uhyggelige sort ruin i måneskinnet. Præsten sukkede tilfreds. Det var trods alt godt, det var i 1779 gården brændte, når det nu skulle være. Så passede den gamle spådom alligevel ikke; og de havde da reddet det meste. Om lidt skulle han sammen med menigheden synge den ældgamle julesang Den signede dag, som vi nu se ned til os fra himmelen komme. Nu behøvede han ikke frygte den nye dag og det nye år. Det var vel ikke rigtig julefred i kristelig forstand, der sænkede sig over hans sind; men fred var det dog. Så blev det altså alligevel ikke jul i den gamle præstegård. Det blev det til gengæld i den gamle købmandsgård. Spådommen går i opfyldelse Hvad pastor Clausen gudskelov ikke kunne vide den aften var, at han aldrig mere skulle holde jul i præstegården. I løbet af foråret fik de ganske vist bygget nyt stuehus, men den 16. september 1780 brændte hele Brande by; kun kirken stod tilbage, da den ulykkeligste dag i mands minde havde lagt byen i ruiner. Om det var gammel overtro eller et tilfælde, ved ingen. Man havde ellers truffet alle forholdsregler; men da en bonde i den østlige ende af byen kastede vand på et glødende ildsted for at sikre sig mod den brand, han havde drømt om natten, så eksploderede det hele. Og i løbet af et øjeblik stod gården i lys lue. Derfra bredte ilden sig i den kraftige vind til hele byen. Præstegården gik med i købet. – Hele præstegården. Fra den dag talte pastor Clausen ikke så meget om den sorte overtro. Som et lidet plaster på såret fik bønderne besked på at yde hjælp både økonomisk og praktisk til byggeriet af en ny præstegård, skønt de havde nok at se til med deres eget. Byggeriet trak ud i flere år, og inden byggeriet var helt færdigt, blev pastor Clausen forflyttet til et embede i Fredericia, hvor han virkede de sidste seks år af sin embedstid. I 1792 gik han på pension med 160 rigsdaler om året. Han flyttede til København, men hans tanker gik ofte til Brande og til den sorte rytter, der red ind i præstegården i år 1700. Hvem var han? Og hvem stod han i ledtog med? Når han fik de spekulationer tog han sin salmebog frem og sang af sine gamle lungers fulde kraft verset fra Luthers gamle julesalme: Lad fnyse her, lad rase hist! Guds slægt dog sejre må til sidst. Så tak da Gud af hjertens grund tålmodig glad i allen stund. Brande Jul 2011 25 En ”gammel” og en ”ny” brandit – læge Allan Vinge og sognepræst Arne Holst-Larsen – studerer den nye Brande-bog. I baggrunden har Jan Svendsen travlt med at signere bøger til Arne Danielsen og Arne Eriksen med ryggen til. Borgerne skrev deres egen historie Jan Sven dsen ”Ved urhanens fjer” Brande Kommunes historie 1970-2010. Erik Lauritzen Ʀ Den 6. januar 2008 præsenterede forfatter og journalist Jan Svendsen sin arbejdsplan for tilblivelsen af Brande Kommunes historie 19702010. Her fastsatte han den 1. november klokken 15.00 som tidspunktet, hvor or bogen skulle være klar til præsentation. Samtidig var det 26 Brande Jul 2011 Redaktion Jan Sven dsen Brande Ko mmunes Ʀ historie 19 70-2010 DialogF orum.dk Begge dele lykkedes. Det blev afsløret med blot fem minutters forsinkelse ppå Brande Bibliotek mandag dden 1. november 2010, hvor oomkring 70 involverede i spændi ding ventede på at få det færdige re resultat i hånden. Resultatet var en bog skrevet af branditter for br branditter og andet godtfolk, m men også for tilflyttere, der har ly lyst til at kende den egn, der er kommet til. ko 1.568 personer 1. ambitiøse mål at skrive den bedst bog af sin art. ”Ved urhanens fjer” når utrolig vidt omkring, hvor den for eksempel nævner 700 butikker, liberale erhvervsdrivende, håndværkere og industrier. 100 foreninger. Den rummer 55 portrætartikler, 12 citatsider, 50 faktabokse og 165 fotos. Navneregistret omfatter 426 navne, men dertil kommer personer, som står nævnt i for eksempel en opremsning, så alt i alt tæller bogen 1.568 personer. Bogen bygger først og fremmest på de mange personers egne fortællinger om politik og trafik, forsyninger og foreninger, kirker og skoler, kultur og natur. Historien trækker også spor bagud til dengang de skovløse sogne lå dækket af hede, og bogen følger Brande fra landsby til stationsby og fra handelsby til industriby. Disse tre spørgsmål har vi stillet tre unge mennesker på Præstelundskolen Hvad har været det bedste i 2011? Hvad glæder du dig mest til i 2012? Har du særlige ønsker til 2012 – hvilke? En historisk guldgrubbe Arbejdsgrupperne har produceret 694 A4-sider, heraf har Jan Svendsen brugt, hvad der svarer til 301 A4-sider. De mange forskelligartede indlæg har han skrevet sammen til en bog på 320 sider mod de 272 planlagte. I to ringbind på 694 sider i alt og på to usb-stik råder de to lokalhistoriske foreninger i Brande og Blåhøj over det samlede råmanus til ”Brande Kommunes historie 1970-2010”, som interesserede kan studere nøjere. -Nok er urfuglen død i både vores natur og kommunevåben, men i bogen flagrer fjerene fortsat, sagde Jan Svendsen. Kira Meldgård Opstrup, 15 år. Det bedste, der hændte for mig i år, var en tur til Norge med min bedstemor. Det blev desværre den sidste tur, inden hun døde. -Jeg glæder mig til min søsters konfirmation og til en ferietur til Australien. Ønsket for 2012 er, at jeg får en god eksamen og at jeg kommer i en god klasse på gymnasiet. Brande Jul 2011 27 28 Igen i år havde Egon (Ina Bøgedal) en genial plan, der skulle gøre ham selv, Benny (Annette Riber Rasmussen) og Keld (Brian Hansen) styrtende rige. Blåhøjs revyhold var atter på banen og bød på masser af gymnastik for lattermusklerne med indslag om stort og småt fra årets gang i Blåhøj og nærmeste omegn. Selv om man havde fundet de bløde hatte frem, måtte holdet fra Langkærvej alligevel nøjes med andenpladsen ved gadekampen, som var årets nyskabelse ved sommerfesten i Drantum. ”Kineserne” fra Risbjergvej løb af med sejren. Gadekampen bestod blandt andet i gummistøvlekast og ballerulning. Der var sus i skørterne da Uhre Revyen indtog det blå telt ved sommerfesten i Uhre Naturpark. Fra venstre ses Gitte Lindberg, Marianne Schandorff, Jan Grarup og de to debuttanter AnneMarie Pedersen og Tina Søndergård. Nedzad Boskailo, 15 år. Hvad har været det bedste i 2011? Det bedste i 2011 var at begynde i 9. klasse, så er der nemlig ikke så lang tid til, jeg er færdig med folkeskolen. Hvad glæder du dig mest til i 2012? Jeg glæder mig til at begynde på IkastBrande Gymnasium. Har du særlige ønsker til 2012 – hvilke? Mit ønske for 2012 er, at jeg får en god start på mine tre år i gymnasiet. Brande Jul 2011 “ Er boligmarkedet gået i stå? Så er der brug for en mægler, der ikke er det “ danbolig Brande Er det svært at sælge boliger i øjeblikket? Det kommer an på, hvordan man ser på det. I danbolig er vi selvstændige mæglere, som har erfaring nok til at vide, at boligmarkedet går op og ned. Og at det er et spørgsmål om at kunne sit håndværk til bunds, for at dit boligsalg skrider planmæssigt frem. Det vil vi gerne fortælle mere om. Giver du en kop kaffe? danbolig Brande Statsaut. ejendomsmægler & valuar, MDE · Jernbanegade 7, 7330 Brande · Tlf. 9718 0815 · [email protected] · www.danbolig.dk Med rygsæk på ryggen og vandrestav i hånden lægger Sigrid Møller, i lighed med mange andre pilgrimme, en sten. Helst skal man have stenen med hjemmefra, og når man lægger den her, slipper man af med sine bekymringer. Indtryk fra min vandring på Caminoen Fortalt af Sigrid Møller, tidligere turistchef i Brande. 30 Efter at have læst en artikel skrevet af en journalist, som havde gået noget af El. Caminoen i Spanien, fik jeg lyst til at gøre det samme. Jeg var blevet alene og havde en masse problemer, men da alt var ordnet, havde jeg et stort behov for en lang vandring. Jeg deltog i en del pilgrimskurser og vandringer omkring Silkeborg, blev Brande Jul 2011 medlem af pilgrimsforeningen i Viborg og købte et pilgrimspas. Købte rygsæk, sovepose og gode støvler Den 23. september 2008 fløj jeg til Bordeaux og derfra videre med tog til Saint Jean Pied-de Port, hvor jeg var så heldig at have bestilt en overnatning i et meget hyggeligt refugium eller alberge som det også kaldes og fik et stempel i mit pilgrimspas. Vidste at turen over Pyrenæerne er en af de hårdeste etaper og på 28 km, så det var klogt at lade rygsækken sende til Roncesval- les. Jeg kendte ingen, så det hele var lidt underligt, men det søde hollandske par, som bestyrede stedet sørgede for fælles middag, hvor vi hver især skulle fortælle, hvor vi kom fra og hvorfor vi ville gå. Jeg kom til at sove sammen med 5 andre kvinder og vi var alle fra forskellige lande. Det blev især Marleen på omkring 40 fra Belgien, som jeg talte meget med på den første del af turen. Næste morgen startede jeg på min tur og efter nogle kilometer kom en yngre spanier, José og spurgte, om vi skulle følges ad og lidt efter Maria fra Italien, det gjorde vi, men ofte gik vi hver for sig. Ruten er afmærket med gule pile eller muslingeskaller. Det blev en hård tur over Pyrenæerne, men åndeløs smuk. Nåede endelig Roncesvalles. Vi overnattede i et gammelt kloster, som var omdannet til et refugium med mange køjesenge. Vi var til messe i kirken, hvor munkene gav hver enkelt pilgrim deres velsignelse. Det var svært at sove med de mange lyde. Næste morgen videre gennem ege- og bøgeskove ad snoede veje op og ned, mødte Franz fra Achen i Tyskland og vi gik sammen et stykke tid og det kom vi til mange gange i løbet af de næste uger. Strålende solskin 25 grader, smukt at vandre i Baskerlandet. Det fyldte mig med stor taknemlighed at få lov at opleve denne tur. Kom til Zubiri over en gammel pilgrimsbro over floden Aga om eftermiddagen, fik mit stempel i refugiet. Her mødte jeg igen Marleen, som fortalte mig, at hun havde cancer og at lægen havde sagt, at hun skulle gå pilgrimsturen, som hun sådan havde ønsket sig, inden det blev for sent. Hun beklagede sig aldrig og havde det dejligste smil, ville helst gå alene, men var glad for at være sammen med os når vi nåede frem.. Under stjernehimlen Da det var svært at sove, stod jeg ofte meget tidligt op og startede turen i mørke med den smukke stjernehimmel og mælkevejen lige over. Det var helt utroligt at gå i stilheden og langsomt opleve himlen blive lysere og solen stå op som en stor ildkugle. Komme til en lille landsby, gå gennem de snævre gader, se de små stalde hvor køerne blev drevet ud for at komme på græs. Det var næsten altid konen med kittel og tørklæde, med stok i hånden, der fik de 5 til 10 køer af sted ud på græs. Finde en lille “Bar” sætte rygsækken udenfor, gå ind og få en café con leche, en bocadillo og møde andre pilgrimme. Nåede Pamplona i Navarra gennem den franske byport og befæstningsområdet helt fra år 75 f.Kr. Det var den første større by med en smuk katedral. Der var tyreløb i gaderne, det var festligt at opleve, især spaniernes begejstring. Vandring for sjælen Turen næste morgen gennem vinmarker og efter ca. 5 km lå der en vinbodega med en udendørs hane med vin, men tidligt på dagen er en mundfuld nok. Derefter en hyggelig lille by Azqueta, hvor Pablito tog imod og inviterede ind i sin have. Han solgte hjemmegjorte pilgrimsstokke og han vidste lige, hvad der passede til en. Jeg fik en herlig stok, som jeg brugte på hele turen. Jeg kom til at elske min stok og følte mig nu som en rigtig pilgrim. Hvis jeg glemte den, gik jeg altid tilbage for at hente den. Det utrolige er at vandre helt alene, kun omgivet af naturen tænke tanker til ende, gennemgå gode og dårlige oplevelser, lære at tilgive sig selv og andre. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget så godt. Jeg følte, hvor lidt de mange materielle goder betyder, når det kommer til stykket. Gik langs marker og floder og sommetider svale fødderne i en flod eller ligge og kikke op på himlen med smukke skyer. Nyde de mange forskellige landskaber, møde andre pilgrimme, mange som har oplevet en stor sorg. Som en ældre fransk læge. Han havde mistet sin datter og familie i en ulykke nogle år tilbage. Han gik hvert år mange kilometer og det hjalp ham meget - og som han sagde: Mange sygdomme kan kureres på sådan en tur, også dem i sjælen. Sover tæt Når ind i Riojadistriktet og går ad stien gennem vin og store høstede kornmarker. Stakkede halmballer, et godt sted at få et lille hvil i læ for vinden. Overnattede på et kirkeloft i Granon, hvor vi lå på rullemadrasser tæt sammen, da der hele tiden skulle være plads til en mere. Parret, som bestyrede stedet, lavede en herlig suppe til os alle. Her mødte jeg et ungt par fra Hjørring. Vi gik hen til et lille kapel, hvor vi sad på jorden hver med et stearinlys i hånden. Man skulle på sit eget sprog sige til sin sidemand hvad man ønskede vedkommende skulle opleve på turen til og i Santiago. Gik på den stejle skovvej til San Juan de Ortega, var nu meget sammen med Barrie fra Holland og vi overnattede i klosteret med koldt vand og uden køkken, derfra videre til Burgos, som er en storby med et enestående bygningsværk den gotiske katedral. Det er betagende at være inde i katedralen, som er fyldt med smukke kunstværker. Regnen styrtede ned og det blev et vældigt tordenvejr, men næste dag skinnede solen igen. Efter to dage fortsætter vi og kommer efterhånden ud på den castilianske højslette, som ikke er flad, men med bløde bakker så langt øjet rækker, her er så stille og det er dejligt at være på landet igen. Kommer ind til Leon, en dejlig by med en smuk katedral fra 1063, med 737 glasmosaikvinduer en unik bygning, man kan studerer i timevis. Vi tog et hotelværelse og nød bylivet sammen med de Brande Jul 2011 31 mange pilgrimme sidde ude og nyde et glas vin og spise tapas, Med sten i hånd Næste dag videre til Astorga, som er en af de vigtige byer på pilgrimsvejen, her støder sølvvejen fra Sevilla til. Der er en bymur og kirken er næsten en katedral og Gaudis bispepalads med pilgrimsmuseet blev besøgt. Vejen fra Astorga er meget varieret og vi kom til Rabanal en dejlig lille by med et hyggeligt refugium med vældig søde engelske værtsfolk og lige overfor på restauranten den herligste galiciske grønsagssuppe. Her findes også et benediktinerkloster hvor munkene gerne tager imod også til en andagt i kirken og det på engelsk. Til refugiet hører der en hyggelig have, hvor vi fandt sammen og havde en skøn aften med sang og guitarmusik. Fortsætter videre og det går op ad mod Jernkorset, et koldt og blæsende sted i 1500 meters højde. Jernkorset står på toppen af en ti meter høj pæl, her ligger dynger af sten i alle størrelser og hver sten repræsenterer en pilgrim som er gået over passet. Helst skal man have stenen med hjemmefra, og når man lægger den her, slipper man af med sine ”bekymringer”. På mange af stenene står der små vers eller en lille tegning. Fordybelse nær himlen Videre til EL Acebo med mange pittoreske huse i en slugt, og videre over den gamle pilgrimsbro til Molinaseca, det var dejligt at svale fødderne i floden Maruelos og fortsætter til Pon- 32 Vandringen på Caminoen bød på al slags vejr, lige fra høj sol til den strideste blæst og regn. Brande Jul 2011 ferrada for at overnatte og besøge den gamle tempelridderborg fra 1178. Vi opholdt os meget længe i borgen, da der var så meget at se både ude og inde, så det blev middag inden vi fortsatte til Villafranca. Det sidste stykke var hårdt i varmen og stejlt op ad støvede stier. Næste dag lod vi rygsækkene sende, da vi valgte den alternative rute gennem bjergene. Det går stejlt op og derefter fortsætter det let opad i Real-bjergkæden i nogle timer. Det var så smuk en tur – jeg gik alene for rigtigt at kunne fordybe mig så nær himlen. Vi når La Faba nær toppen, og landskabet åbner sig i en vidunderlig udsigt ud over bjergene, det er næsten ikke til at fatte, at der kan være så smukt. Det bliver til en pause i græsset og snart er vi en hel flok - en ung tysker skærer hjerter i min stok. Vi når snart grænsen mellem Leon og Galicien, apostlen Jacobs land og stenen der viser at der er 152,50 km til Santiago. Fuglesang og kobjælder Vi fortsætter og tager et hvil undervejs på en mark med kun fuglesang og kobjælder. Igen møder vi Franz fra Achen, han bliver glad for at se os igen og vi beslutter at følges ad til Samos klostret, som er det ældste i Spanien. At overvære vesperandagten er noget særligt. Vi møder igen kendte ansigter og snart går snakken om, hvad vi har oplevet siden sidst. Selve sovesalen er kold og stor, med mange lyde både snorken og knirkene køjer, bare man vender sig det mindste. Altså tidligt af sted næste morgen og snart kommer vi til en slags trylleskov med meget varieret bevoksning, som ender i et flodlandskab. Vi går hver for sig og mødes først om eftermiddagen og overnatter i en lille flække. Næste dag går turen til Portomarin meget af turen går på jordveje som beskyttes af stendiger fra den ene landsby til den næste. Her er der mange mange Horréos, som er en form for lade til at tørre majs i. Et lille hus stående på fire stenpæle, der alle ender i en stor rund stenflade. Væggene er lavet af træbrædder, så der er konstant udluftning. De findes kun i Asturien og Galicien. Vejen går stejlt ned i Minodalen, her blev floden Mino dæmmet op for at give plads til et elektricitetsværk i 1962 og man opførte en ny by oppe på skråningen, man flyttede sten for sten på kirken og man kan se numrene på stenene. Tog afsked med Barrie som skulle rejse hjem. Videre gennem små landsbyer og forbi et sjældent kors fra 1670 af sten og udhugget på alle fire sider. Længere fremme forbi et kors som viser, at her er en gammel pilgrimskirkegård. Så kort før målet måtte mange bukke under efter den udmattende vandring. Jeg overnatter i Palas do Rei og starter i mørke næste morgen, som altid en stor oplevelse at se dagen gro frem og alt er så stille. Et stykke af vejen på en original romersk vejbelægning. Tænk her har gået mange pilgrimme gennem årene alle med det samme mål. Tæt ved målet Næste morgen de sidste ca. 15 km. og i Monte Do Gozo ser jeg for første gang tårnene på katedralen i Santiago de Compostella, nu går det hurtigt og man er ved målet, det er en skøn følelse. Så op på pilgrimskontoret og få sit pilgrimsbevis på at have gennemført turen. Så det store øjeblik at betræde katedralen, denne berømte og smukke bygning som hurtigt er fyldt med pilgrimme og man genkender mange. Det bliver til smil, tårer og knus. Selve messen med en lille spinkel nonne som synger så smukt, at man glemmer alt omkring sig. Et stort røgelseskar svinger gennem rummet, jo der er en særlig stemning. Oppe ved alteret står en stor statue af apostlen Jakob, som vi går forbi og lægger armene om hans hals og nede i krypten kan man besøge hans kiste. Bagefter Efter en lang vandring er det dejligt at hvile ud i læ af en høstak, tage støvlerne af og blot lade solen bage på de hårdt prøvede fødder. Brande Jul 2011 33 Selvom vejret er ved at være regnfuldt og koldt går jeg videre mod Finisterre vi er ikke ret mange og snart er jeg helt alene de næste 80 km. Det bliver en god tur især over Tampre floden som fortsætter ud i en opdæm- met sø. Ponte Maceira hedder byen og man kan slet ikke lade være ned at blive lidt i byen, her er så smukt og det er kun det lille vandfald som kan høres. Jeg går en omvej ud til Muxia som er et pilgrimssted og efter en hård nedstigning nåede jeg frem i mørket, På refugiet var der kun en ung tysker og da jeg sagde at det havde været hårdt, sagde han ganske rigtigt at det var bedre at dø på Caminoen end på et alderdomshjem. Næste dag videre mod Finesterre. Her mødte jeg Jose og Marie de to fra Ruten var afmærket med gule pile eller muslingeskaller. Beviset på at have gennemført pilgrimsvandringen – et pilgrimspas fyldt med stempler. mødes vi til en øl på torvet ved katedralen - utroligt at vi ses igen, fra så mange forskellige lande. Der er en varme og glæde mellem os, og vi føler Caminoen har haft stor betydning også fremover. Afsked med turen Lisa Emily Petersen, 15 år. Hvad har været det bedste i 2011? Det bedste, der er hændt mig i år er, at jeg var hos min farfar, da han døde. Endvidere var jeg på et godt højskoleophold sammen med andre unge. Hvad glæder du dig mest til i 2012? Jeg glæder mig til sidste skoledag og en god sommerferie, som endnu ikke er planlagt. 34 Har du særlige ønsker til 2012 – hvilke? Ønsket for 2012 er, at jeg kommer ind på Ikast-Brande Gymnasium. Brande Jul 2011 den første dag, det blev et glædeligt gensyn og de inviterede mig til at spise med. Næste dag genså jeg en dansk kvinde, og et par fra Schweiz, så vi tilbragte den sidste aften med fælles madlavning. Næste dag gik jeg det sidste stykke og nåede stenen med 00 km på. Det var fantastisk at stå der på klipperne ud mod Atlanterhavet og igen strømmede der en varme igennem mig. Senere satte jeg mig på en sten på stranden og tog afsked med turen, som havde givet mig så meget. Åbningstider: Man 10-16 Tirs-ons 9-16 Tor 9-17 Fre 9-16 Henrik Overgaard Direktør, Brande Hvordan kan vi hjælpe dig? I Handelsbanken har vi altid sat tæring efter næring og vil hellere være på den sikre side end at tage chancen. Det lyder måske lidt kedeligt, men det har gjort os til verdens næststærkeste bank og givet os Nordens mest tilfredse kunder*. Som kunde i Handelsbanken får du: t en personlig rådgiver uden salgsmål og bonusløn t produkter og løsninger, som er tilpasset dine behov og din økonomi t en bank med tid til dig – mød din rådgiver også uden for de officielle åbningstider, på dit arbejde, hjemme hos dig eller i filialen Vi ønsker dig og din familie en rigtig god jul og et godt nytår. *Ifølge EPSI og Bloomberg Storegade 36 / 7330 Brande / tlf. 4456 4800 [email protected] / www.handelsbanken.dk/brande Disse tre skolepiger ser ud til at nyde regnvejret, de tog sig nemlig en ”vandcykeltur” ad Strømmen på vej hjem fra skole, da Brande den 18. august 2010 på det nærmeste druknede i regn. På den modsatte side sss nogle situationsbilleder fra forskellige steder i byen. Blandt andet ved musikskolen, på Østre Allé og i Præstelunden. Brande druknede i regn... Branditterne kæmpede mod vandmasserne. Erik Lauritzen 36 Onsdag den 18. august 2010 gik Brande Å gik over sine bredder, veje og broer skyllede væk og adskillige private kæmpede for at holde vandet ude, da et kraftigt skybrud overfaldt byen. Masser af kældre stod under vand og adskillige boliger langs åen fik vand ind i stuerne, andre steder kæmpede man med sandsække og pumper for at forhindre vandets indtrængen. I Brande Hallerne blev vandet presset op gennem kloakkerne Brande Jul 2011 med det resultat, at hele kælderen blev oversvømmet. I Musikskolen ved Brande Bibliotek stod vandet meterhøjt og mange instrumenter, blandt andet skolens flygel blev vanskadet. Ved Musikskolen anlagde Beredskabet en dæmning, for at hindre yderligere vandskade og for at kunne pumpe den megen vand væk fra skolens lokaler. Her kørte store lastbiler i pendulfart med grus for at klare opgaven. På H.C. Andersensvej stod vandet op i husene og flere steder løb vandet både ind fra åen og fra området ved Digterparken. På Præstelunden stod adskillige kældre, køkkener og stuer under vand, ligesom dele af fortov og vej var skyllet bort. Ved Engparken gik åen også over sine bredder og dækkede det meste af haven. På modsatte side stod kældre under vand og Østre Allé blev overskyllet ved broen, der blev stærkt undermineret. På et tidspunkt blev vejen lukket for trafik. Anlægget langs Ørbækvej var på det nærmeste omdannet til en stor sø og flere broer var skyllet væk. Det samme skete ved renseanlægget på Sandfeldvej, som stod under vand. Alt i alt oplevede Brande sine mest omfattende vandskader i omkring 30 år. Brande Jul 2011 37 Der er noget bagved! Af Ingrid Husum 38 Det mener lille Dagmar i hvert fald, hun spejder horisonten rundt med sine små, røde evigt rindende øjne efter noget, der ligger bagved. Hvis Dagmar er et livstykke, så er det et meget tyndt et. Hun har så rigeligt at gøre med at holde sig selv oppe. Og som hun fryser! Vinter og sommer er hun ligedan klædt på; en falmet rød jakke, så lang, at den når ned over gummistøvlerne, et tørklæde bundet fast under hagen, grå kjole og ternet forklæde. Sådan går hun derhjemme og sådan går hun til Brugs. Det sidste gør hun mindst to gange om ugen. At cykle har hun aldrig fået lært, biler er hun gal på. Der skal gode argumenter og langt bekendtskab til, hvis man skal lokke hende ind i sådan noget djævelskab og hun truer med sine magre arme efter dem, der kører om ved hende. -Lille Dagmar er ikke som de andre, siger de voksne. Det ved børnene godt, men hun er ikke en, de har lyst til at drille. På sine gode dage keder Dagmar sig ikke, hun snakker og hun griner. Det er især hendes mange søskende, hun fører lange samtaler med, men hun går alene rundt og tuller med at bære brændsel ind, hente vand, skrælle kartofler og skælde ud på de mange katte, der render om benene på hende. Mens hun er på vej til Brugsen, snakker hun også med sig selv; det er dosmersedlen hun har på ”lystavlen” og læser højt. Den er også det eneste hun læser. Undtagen altså det, hun læser i skyerne eller af himlens kulør. – Der er noget bagved, siger hun, Brande Jul 2011 bøjer det lille fuglehoved bagover og plirrer med øjnene. Og så er det lige meget om der ikke er en sky i sigte. Måske har hun evenre til at se mere end os andre? Det ville der også være en vis retfærdighed i, der er nok, hendes evner ikke rækker til. Dagmar bliver ikke skånet; hun hjælper til ved alt forefaldende arbejde derhjemme, og der forfalder både stald- og markarbejde, spande at vaske, bær at plukke og meget andet. Dagmar deltager i det hele. Altså hvis det passer hende! Engang imellem er der slet ikke noget, der passer lille Dagmar, hun har sine ”tovlige dage”. Og sært ser det ud, når hun går til brønden, pumper to store spandfulde vand, bærer dem op på gårdspladsen og svinger dem rundt under høje, skingre hyl! At hun dog ikke bliver træt i de tynde arme! Sådan kan hun blive ved en hel dag! Men så er hun også træt, for det varer længe, før hun gentager forestillingen. Når Dagmar remser sin indkøbsseddel op i Brugsen, er der én ting, der er helt sikkert; nederst står der: Bolsjer! For 50 øre blandede. Det første nyder hun, så snart hun er kommet rundt om hjørnet. Det står hun og udsøger sig der allerbedste, mens hun samtidig holder kig med, om der kommer nogen. Ingen skal kigge i hendes bolsjepose! Nærmer der sig børn eller hunde, er posen lynhurtig nede i lommen. Og så trasker hun hjemad, det tager sin tid. Dagmar må af og til stoppe og op se på skatten. Tage et bolsje mere og holde øje med hundene – og hvad der er bagved. Uden for køkkenvinduet i det, der engang var en have, står et lille skævt træ. Det er hendes. Hvert år i god tid før jul, pynter hun det med et par krøllede kræmmerhuse, en skæv stjerne og nogle julehjerter, der er gået op i fletningen. Så er hun klar; rundt og rundt hopper hun, griner og hujer glad. Intet juletræ kan give større glæde. Hun tager et par ture rundt om det hver dag. Efterhånden blæser pynten af. Noget bliver fanget og gemt, andet må fornyes næste jul. Det kan godt vare hen til fastelavn, før det sidste slipper taget – julen varer længe… 2100 KVM. VAREHUS I BRANDE Vi har ombygget og moderniseret vores varehus, og kan nu tilbyde mere plads og større vareudbud til vore kunder. Besøg bl.a. vores... Store tekstilafdeling Flotte grøntafdeling g med Slagterafdelin er dag hv friskkåret kød Parfume og kosmetikafdeling 3TOREGADEs"RANDEs www.kvickly.dk Bagerafdelingen med friskbagt brød Brande Jul har bedt 34-årige Jesper Nygaard, om at skrive om julen i Brande, sådan som han husker den. Jesper Nygaard er født og opvokset i Brande. Han bor i dag i Gjellerup ved Herning med Anne og parrets to døtre og arbejder som redaktør på Mediehuset Herning Folkeblads nyhedsite AOH.DK og to radiostationer. Jul – og så skal vi på kro Eller historien om en emigrants erindringer og traditioner fra julen i Brande Af Jesper Nygaard Smask. Den landede lige på hovedet på ham. Altså snebolden. Og det var min skyld. Jeg havde tyret den hårdt sammenpressede kugle så højt op i luften, som mine arme magtede. Og selv om jeg kun gik i 4. klasse, var det altså – i al beskedenhed – ret højt. Så snebolden slog hårdt, da den bragede ned i hovedet på den sagesløse fyr fra 7. klasse. Det var i skolegården på Dalgasskolen, at ”uheldet” skete. Han tudbrølede. Jeg blev bange. Hans venner blev rasende. Jeg blev skrækslagen. Så stak jeg af. Løb ind på skolens gang og blev vist nok reddet af klokken. De fik i hvert fald aldrig fat i mig. Det er så sikkert som strømper under juletræet (og det er ret sikkert), at jeg hvert år kommer til at tænke på snebold-dramaet fra min barndom i Brande, når julefreden sænker sig hjemme hos os en dag eller to før 24. december. Det er med andre ord en vaskeægte juletradition. Nu er jeg skruet sådan sammen, at jeg generelt set ikke hænger mig voldsomt meget i traditioner. Nostalgi bliver vist heller aldrig en af mine foretrukne livsanskuelser. Men hændelser 40 For en kort stund krydsede Jesper Nygaard sit ungdoms spor, her ved Vagns Krostue, hvor der er tradition for at mødes den 23. december med vennerne fra dengang decembertraditionerne også bød på julebadminton i Brande Hallerne. Brande Jul 2011 og begivenheder som det fantastiske sneboldkast holder jeg nu alligevel af at tænke tilbage på hver jul. Fordi de minder mig om gode, sjove og på nogle områder skelsættende oplevelser fra den by, der i min barn- og ungdom fyldte det meste af min verden. Og fordi jeg selv her 12 år efter at være flyttet fra Brande stadig føler mig knyttet til byen – ikke mindst da mine forældre stadig bor her. Så når først snebold-episoden popper frem på øverste etage, er det givet, at andre erindringer fra barndommens juledage dukker op i kølvandet. For eksempel kælketurene på marken ved Bøgevænget, hvor der altid var et par stykker, som endte i bækken, så de plaskvåde og iskolde måtte traske hjem. Var du ikke en af dem, Allan Baunsgaard? Og hvad med dig, Mark Skov Madsen – du strøg vist også i engang? Mark var min bedste ven, helt fra før vi begyndte i skole. Vi boede begge på Blåbærvej, og han er også fast inventar i mine jule-erindringer. Utallige er de snemænd, vi har bygget i vores have. Og når vi ikke byggede snemænd, spillede vi fodbold – i sne selvfølgelig. Sådan husker jeg det i hvert fald. Der var altid sne, da jeg var dreng… Der var også altid andespil i Brande Hallerne. December måneds højdepunkt i badmintonklubben. Jeg elskede det. Det står som et af de allerbedste juleminder fra min barndom. Verden udenfor kunne vælte. Jeg tonsede rundt på banen. Og hyggede mig med vennerne. Søren, Peter, Rasmus, Torsten, Mads og Erik. Eriks far er for øvrigt også med i mine tanker hver jul. Bent Møller. Min badmintontræner gennem mange år. Jeg var begejstret for ham. Bent var en dygtig træner. Og så kunne han få os til at høre efter på en – synes jeg meget fin måde. Han råbte HOLD SÅ KÆFT eller HØØØR EFTER helt utroligt højt. Og når man så stivnede og kiggede på ham, stod han der med en lille venlig trækning ved munden og et glimt i øjet. Ingen var i tvivl om, at manden var fast besluttet på at få ro. Men ansigtsmimikken afslørede samtidig, at han holdt af os. Klasse! i øvrigt Bent Møllers hustru, på ind til klassen. Med en meddelelse til mig. Børnetandplejen på rådhuset havde ringet og sagt, at jeg skulle skynde mig derned, lød beskeden. Apropos klasse. Jeg ved ikke, hvorfor to bestemte og sammenhængende episoder fra min klasse på Dalgasskolen ligeledes altid dukker op i mine tanker her omkring juletid, for det skete rent faktisk en sommerdag. Men det gør de altså. Måske fordi de handler om godhjertet drilleri, som hører nisserne til. - Jamen, I ringede og sagde, at jeg skulle komme, fordi jeg har abnorme tænder, skælvede jeg. Første omgang vandt jeg. I en hjemkundskabstime – det var vist i ottende klasse – fik jeg min aldeles fremragende lærer Susanne Rasmussen og min klassekammerat Lise-Lotte til at stille sig på hver sin side af en bradepande fyldt med vand. Midt i vandet lå en kugle af sølvpapir. Jeg forklarede, at når jeg sagde ”nu”, gjaldt det om at puste kuglen over til den anden. Sådan var konkurrencen. Begge bøjede i knæene og stak næsen helt ned til bradepanden – parat til at puste. I det samme råbte jeg nu og klaskede mine hænder ned i vandet, så LiseLotte og Susanne blev plaskvåde. Igen måtte jeg flygte. Men Susanne vandt alligevel til sidst. Få dage senere bankede fru Møller, skolens sekretær og Dengang havde jeg seriøs tandlægeskræk. Men der var ikke så meget at gøre. Op på cyklen og af sted. Da jeg nåede frem, forklarede jeg assistenten, at jeg var blevet bedt om at komme. Det kunne hun da ikke lige forstå, så hun spurgte, hvilken besked jeg havde fået på skolen. I det samme kom min tandlæge, Erik Midtgaard, ud til receptionen, og med et kæmpe smil på læben sendte han mig ud af døren med en bemærkning om, at så slemt stod det nu heller ikke til med mine tænder. Da jeg nåede tilbage til skolen, stod ALLE mine klassekammerater i vinduerne og skraldgrinede. Susanne havde fået sin hævn. Raffineret. Gennemtænkt. Og lærerigt. Den dag fandt jeg ud af, hvad abnorm betyder… Og nu skal jeg ikke trætte dig længere, kære læser. For nu skal jeg på kro. Eller det skal jeg i hvert fald lige om lidt. 23. december. Vagns Krostue. For at møde de gamle venner og bekendte. Og en masse andre, som har samme tradition. En årligt tilbagevendende Brandebegivenhed for alle med tid og lyst og mulighed. Ses vi? PS: Til dig jeg ramte med snebolden – undskyld. Brande Jul 2011 41 Hilsen fra Argentina ntina Peter Gjaldbæk fra Brande er i år af Rotary i Brande udsendt som udvekslingsstudent til Argentina. Her beretter han om nogle af sine oplevelser. 42 Jeg håber, I nyder tilværelsen hjemme i Danmark, for jeg nyder min hernede fuldt ud. Siden jeg skrev til jer sidst, er der da også sket noget spændene, både i familien, i skolen og med Rotary hernede, som jeg da lige synes I skal høre om. I skolen, som nævnt i tidligere brev er en landbrugsskole, har vi f.eks. lært at fange køer med lasso – og ja, det er bestemt sværere end man tror, så jeg er altså ikke verdensmester endnu, men det skal nok komme en dag. Som det store emne i skolen lige for tiden, har vi haft om: ”Hvordan man ”stjæler” sæden fra en tyr”. Fint nok for mig – det skal vi vel bruge maskiner til. Men nej, der blev jeg sgu overrasket. Vi skulle have fat i en tyr og en ko. Og så skulle de ellers i gang med deres form for lagengymnastik – eller hvad man kalder det blandt køer – og når de så er i gang, skal man egentlig afbryde deres lille leg, ved at tage fat på tyrens ”sjover” med sin egen hånd, og så putte den ind i en kunstig skede, og derfra skal man ellers bare sørge for at tyren fortsætter med at være tilfreds. Og når tyren så er færdig, trækker man sig ellers ud, og så skal sæden ellers bare opbevares ved 37 grader. Om det er en smule ulækkert... ja. I skolen er de i gang med deres Brande Jul 2011 sidste årsprøver, da deres skoleår er anderledes end vores, så vi skal til at have sommerferie nu. Jeg tager ikke prøverne, så jeg sidder på diskoteket sammen med de andre, som heller ikke har prøver på det tidspunkt. Jeg tog dog en prøve i engelsk og fik 95% rigtige, så det er jeg godt tilfreds med. Med Rotary hernede har vi alle fået fornyet vores VISA. Det var lidt af en bøvlet oplevelse. Vi fik at vide, at vi skulle på en rejse til Uruguay for at få dem fornyet, og vi havde en dag til at tilmelde os. Uden vi vidste, hvad det kostede, hvor lang tid eller noget som helst. Men vi fik det dog løst og kom med - og så kunne vi næsten ikke komme af turen igen. Vi havde fået at vide, turen ville vare 4 dage, men 3. dag finder vi ud af, at vi bliver sat af på en tankstation 11 km. fra en by, og 150 km fra vores by, som vi bor i. Så der skulle vi i gang med at ringe til familier og counsellor for at høre, hvordan vi kom hjem, midt om natten søndag til mandag. Men vi kom hjem. Men ellers kan jeg rigtig godt lide vores Rotary Klub hernede og de er rigtig hjælpsomme, plus min counsellor snakker dansk, så det er da også dejligt lige at få snakket lidt dansk en gang i mellem. I familien har vi haft besøg af moderens forældre som bor i Mar del Plata, de kom og var her en hel weekend. Det var nu meget hyggeligt. Men ellers er familien jo stadig den samme. Og jeg skulle efter planen skifte familie den 5. januar. Jeg har været så heldig at mødes Peter står sammen med en tidligere udvekslingsstudent Fran, som bor i Argentina. Fran har været udvekslingsstudent her i Brande 2004/2005. med Fran som var udvekslingsstudent i Brande i 2004/2005. Fran boede hos os i 4 måneder, så jeg har altid ønsket at mødes med ham, hvis jeg kom til Argentina og det lykkes. Jeg husker Fran som en stor legedreng, men nu var han jo en voksen mand. Så det var lidt underligt at se ham igen. Vi har aftalt, at vi skal ses igen inden jeg rejser hjem til Danmark. Jeg har det rigtig godt her, og har på intet tidspunkt tænkt på at overveje at tage hjem, da jeg har fået nogle utrolig gode venner hernede. Både folk fra Argentina og andre udvekslingsstudenter. Til sidst vil jeg da lige minde jer om, at I skal nyde vinteren og kulden hjemme i Danmark, mens jeg, her i denne 3 måneders lange SOMMERferie, skal bo i en strandby sammen med mine familier og venner. Endnu en gang tak til Rotary Klub Brande fordi I giver mig denne oplevelse, det er jeg Jer meget taknemmelig for. Peter Gjaldbæk E R H V E R V S H E R N I N G V E J 1 4 · 7 3 3 0 B R A N D E · T L F . 9 7 1 8 4 5 4 5 · O G B R A N D E H S . D K U D D A N N E L S E S R E T T E T · Å R S P L A K A T E N 2 0 1 1 · A C R Y L P Å – I S Æ R L Æ R R E D A F F O R O R D B L I N D E ! K I R S T E N L Y N G E M A D S E N Året 2010 i glimt Den 9. januar kunne Brande Taekwondo Klub festligholde indvielsen af sportens elitecenter under Dansk Taekwondo Forbund. Det har til huse på Dalgasskolen. I januar kunne Folkekirkens Nødhjælp markere 30 år med genbrugsbutik i byen. Den 30. januar kunne Skærlund Forsamlingshus fejre 100-års jubilæum. I januar kunne Foreningen Norden fejre 60-års jubilæum. I den tid foreningen har eksisteret har man kun haft to formænd, nemlig provst Kr. Otte og Nancy Nielsen, som har beklædt posten siden 1972. Hos damerne blev årets firmaskydning vundet af holdet fra Siemens, mens holdet fra Serup Olesen var bedst hos herrerne. 44 Individuelt vandt Jytte Lund fra Siemens, mens Peter Rasmussen fra Bestseller var bedst hos herrerne. I februar kunne Brande Højskole markere indvielsen af sin seneste udvidelse, der rummer en flot stor festsal samt en glassal med masser af muligheder. I begyndelsen af marts kunne Korskolen ved Brande Kirke markere, at man havde sunget i 25 år. Ved generalforsamlingen i Brande Venstre blev 34-årige Morten Bak Pedersen valgt som ny formand. Han afløste Karlo Kragsig Kristensen. I marts blev tidligere bibliotekar Thorkild Kjær udnævnt til æresmedlem i Lokal- og Slægtshistorisk Forening for Brande og Omegn. Lørdag den 30. januar 2010 kunne Skærlund Forsamlingshus markere sin 100 års fødselsdag, og mange gæster var mødt frem for at fejre den runde dag. Blandt andet en gruppe tidligere formænd med den nuværende i spidsen. Fra venstres ses Søren Skærlund, Henning Nielsen, Peter Eriksen, Herluf Mortensen, Lars Mathiesen, Ida Pedersen, Poul Pedersen, nuværende formand Aage Nielsen og Sigvald Holmgaard. Brande Jul 2011 I slutningen af marts kunne Brandtex fejre 75-års jubilæum. I maj kunne Brande Folkekor markere sig 25-års jubilæum. Ved Brande Marked lørdag den 29. maj kårede Brande Borgerforening Ole Berg Mortensen som ”Årets Brandit”. Søndag den 30. maj var Brande Kirke fyldt af sognebørn, der ønskede at tage afsked med sognepræst Inge Marie Mols efter 36 år i embedet. Den 18. juni markerede Handelsbankens direktør, Benny Larsen sit 40-års jubilæum i banken. Den 1. juli markerede organist Irma Andersen sit 25-års jubilæum som organist ved Brande og Uhre kirker med en koncert i Uhre kirke. For en kort stund kom Brande Tæppet frem i dagens lys. Det havde været opmagasineret i kælderen under Brande Bibliotek, som blev oversvømmet i august. I juli blev gavlmaleriet ”Rene linjer” i Jernbanegade renoveret. Gavlmaleriet stammer fra 1990 og er malet af norske Adolph Denis Horn, der deltog i genindvielsen. Den 1. august kunne salgsassistent Jette Nielsen fejre 40-års jubilæum i Kvickly Brande. I slutningen af juli kunne man afholde fernisering på den sidste udstilling efter Den Internationale Workshop for Billedkunstnere. Den første workshop fandt sted i 1993 i RemisenBrande. Den 15. august kunne Tove Vingborg fejre 40-års jubilæum i Handelsbanken. Samme dag markerede Hanne O. Eriksen og Annette Krogstrup deres 25-års jubilæum i banken. Onsdag den 18. august oplevede Brande nogle af sine værste oversvømmelser i mange år. Regnen væltede ned med mange skader til følge. Åen gik over sine bredde og adskillige huse fik vand i kældre og stuer. Blandt andet forvoldte vandet store skader på Brande Musikskole. Den 1. september kunne Svend E. Rasmussen fejre 25-års jubilæum med S.E. Biler på Brandlundvej. kedes det Erik Møller og Jakob Brun at købe Rio Brande med henblik på at renovere bygningen og indrette lejligheder. at han havde været formand i 31 år – og dagen efter rundede han selv de 90. Den 1. oktober kunne Ulla og Mogens Petersen markere 30-års jubilæum med MP Boligtekstil. I slutningen af oktober åbnede Den Jyske Sparekasse en afdeling i Brande med Peter Munkholm som leder. Banken har til huse i det gamle rådhus på Storegade. Ved Løvfaldsfesten i Blåhøj blev Erik Thomsen udnævnt til ”Årets borger i Blåhøj”. I november blev Ikast-Brande Kommune sunget sammen ved et stort korarrangement for alle kor i kommunen. Det foregik i RemisenBrande. Den 1. november kunne Dorthe Vestergaard Hansen fejre 25-års jubilæum i Nordea. Teaterkompagniet havde stor succes med forestillingen ”Midt om Natten” i RemisenBrande. Den 1. november kunne Jan Svendsen præsentere ”Ved urhanens fjer” Brande Kommunes historie 1970-2010. Den 26. november kunne Brande Elværk fejre 100-års jubilæum og samme dag kunne frisørmester Jacob O. Madsen markere, Ole Berg Mortensen blev kåret som ”Årets Brandit 2010”. I september trampede dygtige cykelfræsere i Uhre 100.000 kr. ind til et nyt flygel til skolen. Den 23. september kunne Brande Soroptimistklub fejre 10-års jubilæum. Den 1. oktober overtog Gitte Schnedler Colorame på Torvet efter Rasmus Sørensen. Efter to tvangsauktioner lyk- Vikingerne indtog Blåhøj ved årets sommerfest. Brande Jul 2011 45 Året i glimt 2011 Ved årsskiftet kunne optiker Hanne Damgaard Hald fejre 20-års jubilæum med Brande Brillecenter. Den 1. maj tiltrådte Henrik Overgaard stillingen som ny afdelingsdirektør i Handelsbanken. Han afløste Benny Larsen. Den 1. juni kunne Niels Henrik Nielsen markere sit 40-års jubilæum som ansat i kommunen. Lørdag den 26. februar kunne Drantum Forsamlingshus fejre genindvielse efter en omfattende restaurering og ombygning. Hermed er forsamlingshuset i fin stand, når det i 2012 kan markere 100-års fødselsdag. Den 1. maj kunne Centrum Farver Colorama fejre 75-års jubilæum. Den 1. juni fejrede erhvervskundemedarbejder Lene Holm 25-års jubilæum i Nordea. Den 1. maj kunne Arne og Marianne Andersen fejre 30 år med Hotel Dalgas. Midt i juni tiltrådte Sigurd Kristensen stillingen som ny halinspektør i Brande Hallerne. Han afløste Martin Reinevald. I marts, efter 41 år som møbelhandler i Brande, besluttede Ole Møbjerg at lukke sin butik, Brande Bolighus I maj kunne Bjarne Kristensen fejre 45-års jubilæum hos Euromaster i Brande. I juni ansatte Brande Handelsstandsforening Thomas Juul som ny citychef. I maj måned blev gavlmaleriet ”Dødens Eliksir” på Stationsvej 5 renoveret for fjerde gang. Gavlmaleriet, der stammer fra 1970 er malet af norske Adolph Denis Horn. Ved Brande Marked den 18. juni udnævnte Brande Borgerforening Jan Glud Østergård, souschef i Ikast-Brande Musikskole til ”Årets Brandit 2011”. I slutningen af marts kunne Henrik Kraglund, formand for Brande Fjernvarme tage det første spadestik til værkets nye flisfyr på Mylius Erichsensvej. I slutningen af maj markerede bestyrelsen bag Uhre Mølle genindvielsen af møllens gamle pakhus efter endt restaurering. Glenn Holm Frandsen fra Brande Jagtforening skød sig til DM-guld i Nordisk Kombinationsskydning. Den 1. april overtog Jette Nielsen stafetten som turistchef efter Jytte Gottlieb. Den 31. maj kunne Ragnhild Christensen, Skolestien 1, fejre sin 100-års fødselsdag. Den 4. juli var Lillian Rauff i audiens hos Dronning Margrethe for at takke for fortjenstme- Den 25. marts blev Tania Dondes Christensen, ny sognepræst i Brande, ordineret i Viborg Domkirke. Den 1. april kunne frisørmester Peter Mikkelsen fejre 20-års jubilæum som selvstændig frisør i Brande. Den 12. april blev Dina Blomstrand valgt til ny formand for Brande Handelsstandsforening. Hun afløste Hans Ulbrichsen, der få måneder forinden midlertidigt overtog posten fra Ulla Sørensen. I slutningen af april flyttede Butik Tankestrejf ind i nye lokaler i Storegade 40. 46 Brande Jul 2011 Børnene fra byens børneinstitutioner dannede et farvestrålende optog i forbindelse med Brande Marked. daljen hun havde modtaget for 40 års tjeneste i Flyvevåbnet. Den 9. juli kunne Hanne Madsbjerg fejre 40-års jubilæum i Handelsbanken. I begyndelsen af juli blev det første spadestik til en ny Faktabutik på Østre Allé taget. Butikken åbnede den 24. november. Den 1. august åbnede Simone Søderberg butikken ”Dyrenes Lykke” i Storegade. Den 1. august kunne Margit Risbjerg fejre 40-års jubilæum i kommunens tjeneste. Den 2. august markerede skoleleder Susanne Rasmussen, viceskoleleder Bodil Schulz og skolebibliotekar Bitten Jacobsen på Dalgasskolen 25-års jubilæum. Fredag den 12. og lørdag den 13. august markerede Lions Club 10-års jubilæet for Sensommer Rock med to dages fuld musik. I august blev Lars Heide ansat som ny forpagter af klubhuset på Brande Stadion. Den 1. september kunne Jette Kaas Pedersen fejre 25-års jubilæum i Den jyske Sparekasse. Den 3. november åbnede optiker Hanne Damgaard Hald sin nye butik, Brande Smykkecenter I september blev Ikast-Brande Kommune for andet år i træk udnævnt til ”Årets Erhvervskommune”. Ved Løvfaldsfesten i Blåhøj blev Karina Faartoft kåret til ”Årets Blåhøj-borger”. Den 15. september kunne Pia Høj fejrer 25-års jubilæum i Handelsbanken. Den 16. september fejrede Dorit Haahr 25-års jubilæum hos BTX Group. Den 23. september fejrede Uhre Vindmøllelaug sit 25-års jubilæum med navngivning af 3 MW-møllen i Drantum. Den 1. oktober blev Jimmy Andersen udnævnt til ny direktør for Stark i Brande. Den 1. november kunne Yvonne Fuglsang fejre 25-års jubilæum i Handelsbanken. Den 1. november kunne Jytte Frydensbjerg fejre 25-års jubilæum som sekretær på Uhre Friskole. Den 8. november blev Brande Fjernvarmeværks flisanlæg sat i gang. I november havde Teaterkompagniet stor succes med ”Styrmand Karlsens Flammer”. Den 10. november blev Danske Bank i Brande udsat for røveri. Den 17. november havde Brande Soroptimistklub 370 gæster til modeshow i RemisenBrande. Det gav et overskud på 130.000 kr. til fordel for NANU-børn, der arbejder for bedre forhold for grønlandske børn. Den 17. november åbnede Rema 1000 sin nye butik på Vestergårdsvej 3. Den 24. november flyttede Fakta fra Kirkegade og til nybygget butik på Østre Allé. Den 26. november markerede Brande Atlet Klub sit 75-års jubilæum med boksestævne i Brande Hallerne. Redaktionen er sluttet den 1. december. Glenn Holm Frandsen fra Brande Jagtforening skød sig til DM-guld i Nordisk Kombinationsskydning. Børn festligt udklædt til Brande Marked. Brande Jul 2011 47 året går på hæld... MERE MERE DIG DIG GLADE OG TILFREDSE KUNDER LØFTER JULESTEMNINGEN ENDNU MERE ... Peter Munkholm filialchef tlf.: 97 14 81 02 Erik René Pedersen erhvervsrådgiver tlf.: 97 14 81 03 Tanja Hansen erhvervsrådgiver tlf.: 96 60 14 79 2011 har været et travlt år i Den Jyske Sparekasse i Brande og det er vi naturligvis taknemlige for. Rigtig mange private og erhvervsvirksomheder fra lokalområdet har valgt at blive kunder hos os og indlede et samarbejde, hvor fortrolighed, tillid og gensidig respekt er nøgleværdier! Jette Kaas Pedersen kundemedarbejder tlf.: 97 14 81 05 Jette Meyer Pedersen Joan Johnsen Hansen kundemedarbejder kunderådgiver tlf.: 97 14 81 04 tlf.: 97 14 81 06 I din lokale sparekasse er hjælp og gode råd aldrig længere væk end et telefonopkald, en smsbesked eller et museklik. Vi vil gerne ønske kunder, samarbejdspartnere og venner af huset en god jul og et godt nytår. Vi glæder os til at have travlt igen i 2012. Storegade 5 | 7330 Brande | Tlf. 97 14 81 00 | www.djs.dk
© Copyright 2024