TV ER JO BARE TV
Medievidenskabeligt speciale TV ER JO BARE TV En undersøgelse af tv i forandring Julie Daugaard Pedersen INDHOLD Bilagsoversigt ......................................................................................................................................................... 4 FREMSTILLING 1: TV’S NYE TIDSALDER 1.0 Indledning ........................................................................................................................................................ 6 1.1 Problemformulering................................................................................................................................ 7 1.2 Opbygning.................................................................................................................................................... 7 1.3 Henvisninger .............................................................................................................................................. 9 1.4 Afgrænsning af undersøgelsesfelt ..................................................................................................... 9 2.0 Terminologi ................................................................................................................................................... 11 2.1 Mediebegreber på flere niveauer ..................................................................................................... 11 2.2 Betydningen af mediekonvergens ................................................................................................... 12 2.3 Brugere og respondenter .................................................................................................................... 13 3.0 Tv’s forskningshistorie ............................................................................................................................. 15 3.1 Studier af indhold og brug .................................................................................................................. 15 3.2 En udvidelse af miljømetaforen........................................................................................................ 17 4.0 Domestication og mediatization som optik ...................................................................................... 19 4.1 Baggrund for domestication .............................................................................................................. 19 4.2 Tilegnelse af nye medier ...................................................................................................................... 20 4.3 Forskellen på husstand og hjem ....................................................................................................... 21 4.4 Artikulationer sætter fokus på device og kontekst .................................................................. 23 4.5 Analyse- og metodestrategi ................................................................................................................ 25 5.0 Opsamling ....................................................................................................................................................... 26 6.0 Litteraturliste ................................................................................................................................................ 27 FREMSTILLING 2: UNDERSØGELSESFELT OG -DESIGN 7.0 Indledning ...................................................................................................................................................... 32 8.0 Børn af en digital tidsalder ...................................................................................................................... 33 8.1 Be-tween barndom og teenagerliv .................................................................................................. 34 8.1.1 Tweens’ mediebrug ....................................................................................................................... 35 8.2 Opsamling .................................................................................................................................................. 37 9.0 Rekruttering af respondentfamilier .................................................................................................... 38 9.1 Rekruttering ............................................................................................................................................. 38 1 10.0 Deltagerobservation ................................................................................................................................ 42 10.1 Valg af kvalitativ metode .................................................................................................................. 42 10.2 I hverdagslivets rammer ................................................................................................................... 44 10.3 Tilgang til feltet ..................................................................................................................................... 45 10.3.1 Observationsværktøjer ............................................................................................................. 45 10.3.2 Graden af deltagelse under observation ............................................................................ 46 10.4 Opsamling ............................................................................................................................................... 48 11.0 Litteraturliste ............................................................................................................................................. 49 FREMSTILLING 3: DEN DIGITALE TV-BRUGER 12.0 Indledning .................................................................................................................................................... 53 13.0 Kvantitative data om tv-brug ............................................................................................................... 54 13.1 TNS Gallups databaser ....................................................................................................................... 54 13.1.1 Repræsentativitet ........................................................................................................................ 55 13.2 Rapporter om brug af tv-on-demand .......................................................................................... 57 14.0 Analysedel 1: Flow-tv.............................................................................................................................. 60 14.1 Først med det bedste .......................................................................................................................... 61 14.2 Rutiner omkring flow-tv ................................................................................................................... 62 14.3 Opsamling ............................................................................................................................................... 62 14.4 Afslapning i alene-tid.......................................................................................................................... 63 14.5 Flow-tv som baggrundstapet .......................................................................................................... 64 14.6 Opsamling ............................................................................................................................................... 65 15.0 Analysedel 2: Tidsforskudt tv .............................................................................................................. 66 15.1 Et kartotek af kvalitetsindhold ....................................................................................................... 66 15.2 Kvalitets-tvtid ........................................................................................................................................ 67 15.3 Opsamling ............................................................................................................................................... 68 16.0 Analysedel 3: Tv-on-demand ............................................................................................................... 69 16.1 Devices til tv-on-demand.................................................................................................................. 69 16.1.1 Tv via forskellige devices ......................................................................................................... 69 16.1.2 Tv-tid på mobile devices........................................................................................................... 71 16.1.3 Tv-indhold på smartphones og tablets ............................................................................... 72 16.2 Motivation og kontekst for valg af Netflix, DR NU og TV 2 Play ....................................... 74 16.2.1 Fra flow-tv til tv-on-demand .................................................................................................. 74 16.2.2 Tv sammen med familien ......................................................................................................... 75 2 16.2.3 Altid en dag foran ........................................................................................................................ 76 16.2.4 Netflix-junkier............................................................................................................................... 77 16.2.5 Opsamling ....................................................................................................................................... 78 16.3 Motivation og kontekst for valg af YouTube og Instagram................................................. 78 16.3.1 YouTube i en tv-brugskontekst ............................................................................................. 79 16.3.2 YouTube er den nye nabohjælp ............................................................................................. 80 16.3.3 Opsamling ....................................................................................................................................... 80 17.0 Forskellen på tv i ord og tv i brug ...................................................................................................... 81 18.0 Konklusion................................................................................................................................................... 83 18.1 Perspektiv: Nedbryd silotankegangen ........................................................................................ 85 19.0 Litteraturliste ............................................................................................................................................. 87 20.0 Abstract......................................................................................................................................................... 88 20.1 Theoretical and methodological approach................................................................................ 88 20.2 Analytical findings ............................................................................................................................... 89 3 BILAGSOVERSIGT Bilag 1: Pressemeddelelse fra TNS Gallup Bilag 2: Observationsskema for besøg 1 i Viborg Bilag 3: Observationsskema for besøg 2 i Viborg Bilag 4: Lydfil og transskription af samtale under observation i Viborg Bilag 5: Lydfil og transskription af samtale under observation i Viborg Bilag 6: Observationsskema for besøg 1 i Alssund Bilag 7: Observationsskema for besøg 2 i Alssund Bilag 8: Lydfil og transskription af samtale under observation i Alssund Bilag 9: Videooptagelse fra besøg i Alssund Bilag 10: Observationsskema for besøg i Svendborg Bilag 11: Lydfil og transskription af samtale under observation i Svendborg Bilag 12: Observationsresumeer Bilag 13: Medieskemaer for respondenterne Bilag 14: Transskription af pilotinterview Bilag 15: Kodning af kvalitativ empiri Bilag 16: Rapport om danskernes mobile devices (TNS Gallup/Danske Medier) Bilag 17: Rapport om danskernes brug af YouTube (YouGov/Google) Bilag 18: Rapport om danskernes brug af web-tv (Epinion/Specific Media) Bilag 19: Seertal for danskernes brug af flow-TV 2010-2013 (TV-Meter) Bilag 20: Seertal for Årgang 0 2014 (TV-Meter) Bilag 21: Seertal på programniveau for uge 1-5 2014 (TV-Meter) Bilag 22: Beregning af devices i de danske husstande med børn Bilagene findes på vedlagte USB-pen. Dette er valgt frem for at aflevere en printet udgave, da bilagene består af audiovisuelt materiale samt flere 100 siders rapporter. Endvidere skaber det gennemsigtighed, at læseren kan se de bagvedliggende formler og koder i Excel arkene. 4 FREMSTILLING 1 Tv’s nye tidsalder 1.0 INDLEDNING »Der var en tid før Netflix – og der er en tid efter Netflix«. Sådan sagde kanalchef Lotte Lindegaard ved TV 2’s årlige Media Talk-annoncørseminar den 21. november 2013. Under seminaret lancerede TV 2 en ny »bruger-valuta« baseret på »platforms-neutrale« indkøb af reklameplads. Dette skete som en konsekvens af, at der kunne konstateres en stigende digital fragmentering af tv-sening (Laursen, 2013, p. 1). Hidtil har annoncører købt reklameplads på en bestemt kanal, for eksempel TV 2 Zulu, mens indkøbet fra 2014 udelukkende er baseret på målgrupper. Det betyder, at en annoncør eksempelvis køber målgruppen ”mænd 20-40 år”, og det er derefter op til TV 2 at fordele reklamerne på de forskellige TV 2-kanaler og ikke mindst online på TV 2 Play. Dette gælder uanset, om det er live eller tidsforskudt brug. Ændringen til platforms-neutrale indkøb er blevet muligt, fordi analyseinstituttet TNS Gallup fra årsskiftet har omstruktureret deres TV-Meter-målinger fra kun at måle seertal på det traditionelle fjernsynsapparat til nu også at måle tv-forbruget via internettet (Bilag 1). Brugernes mere fragmenterede medieadfærd har således også tv-mæssigt påvirket afsenderne, som nu tager udgangspunkt i brugen af tv-indhold frem for mediets materialitet. TV 2’s nye bruger-valuta og TNS Gallups udvidelse af TV-Meter-målinger vidner om, at tv er under forandring. Tv er ikke længere kun en flimmerkasse eller varm kamin, der samler familien omkring apparatet i stuen. Tv er meget mere end det, hvilket medfører, at det er en udfordring at definere tv. Som medieforsker Jostein Gripsrud konstaterer i sin afgrænsning af tv: Det er et åbent spørgsmål, hvad der sker med de sociokulturelle fællesskaber og relationen mellem samfundets centrum og dets mobile, privatiserede periferi, hvis harddiskoptagere, podcasting og sammenglidning mellem tv-transmission og internet nedbryder samtidigheden og fælles erfaringer, tv har repræsenteret. (Gripsrud, 2009, p. 524) Kompleksiteten omkring tv er vokset med tilegnelsen af nye digitale og mobile medier samt distributionskanaler som Netflix, Jyskebank.tv, Viaplay, EkstraBladet TV og YouTube, der gør det yderst svært at afgrænse, hvad tv er i dag (Scheutz & Andreasen, 2013, p. 50). Begrebets gråzoner skyldes ydermere, at tv-indhold ikke er bundet til bestemte kanaler 6 eller platforme. Det er programmet KlipFiskerne et eksempel på. De bruger YouTube-klip på TV 2 og lægger bagefter skuespillernes kommentarer til klippet tilbage på YouTube. Det bliver herefter delt og liket på diverse sociale netværkssider. Indhold er på den måde ikke bundet til et format eller en brugskontekst. Dette er blot ét enkelt eksempel på kompleksiteten omkring tv i en tid, hvor tv ikke længere bare er tv. Med dette speciale ønsker jeg at undersøge, hvad tv er i dag. Det er imidlertid sprogligt udfordrende at operere med begrebet tv, hvorfor jeg har behov for en enkel og pragmatisk definition som udgangspunkt for undersøgelsen. I processen betegner jeg derfor alt audiovisuelt indhold som tv. Med afsæt i ovenstående observation af tv’s udvikling ønsker jeg i en portfolio-afhandling at undersøge: Hvad er tv i dag? Herunder: Hvordan forstår og bruger respondenterne tv ud fra indhold, device og brugskontekst? Hvilke udfordringer er der ved at måle tv-brug? Hvilke bevæggrunde ligger bag respondenternes tv-brug? Hvorledes adskiller voksnes og tweens’ tolkninger af tv-brug? Hvilken betydning har begrebet tv for tweens? Til at besvare disse spørgsmål anvender jeg en stor mængde kvantitativ data om danskernes tv-brug og supplerer det med analyser af kvalitativ empiri, som indsamles gennem deltagerobservation. Med et ønske om at arbejde dybdegående med tolkninger og brug af tv, har jeg valgt at indsnævre min målgruppe til familier med tweens (børn i alderen 10-12 år). Disse er særligt egnet til en undersøgelse af forskellig tv-brug mellem generationer i samme husstand, da tweens ikke længere er børn, der følger deres forældres tv-brug, og de er endnu ikke teenagere med en mere isoleret brug. Karakteristika og relevans ved denne målgruppe uddybes i afsnit 8.1. Specialet er en portfolio-afhandling bestående af tre skriftlige fremstillinger, der præsenterer relevante teoretiske, metodiske og analytiske problemstillinger og en mundtlig fremstilling bestående af et kort 7 perspektiverende oplæg, jævnfør studieordningen.1 Hver fremstilling indeholder materiale til enkeltstående artikler, men specialet udgør en samlet undersøgelse og bør derfor læses sammenhængende. Specialet består af: Skriftlig fremstilling 1: Tv’s nye tidsalder Fremstillingen består af en redegørelse for den terminologi og forskningshistorik, som sætter rammerne for min undersøgelse af tv. Endvidere udfoldes en teoretisk diskussion omkring tv’s paradigmeudvidelse ud fra Joshua Meyrowitz’ mediemetaforer samt Roger Silverstones og Maren Hartmanns beskrivelser af domestication og mediatization. Disse fungerer som en teoretisk optik, hvorigennem empiri i de resterende fremstillinger analyseres. Skriftlig fremstilling 2: Undersøgelsesfelt og -design I anden fremstilling tegner jeg et overordnet billede af mediebrugen blandt danske tweens, der er den udvalgte målgruppe for specialets empiriske undersøgelse. Herefter præsenteres og diskuteres metodiske valg i forbindelse med mit kvalitative studie, der som nævnt består af deltagerobservation. De metodologiske overvejelser heromkring er inspireret af Alfred Schutz’ koncept om fænomenologisk hverdagssociologi, Susanne Højlunds kommunikative praksis samt Raymond Golds observationstypologier. Skriftlig fremstilling 3: Den digitale tv-bruger Tredje fremstilling består af analyser af tweenfamiliers tv-brug og bevæggrunde for dette. Analyserne er baseret på et multimetodestudie af kvalitative data fra deltagerobservationer suppleret med kvantitative data fra egne kørsler i TNS Gallups databaser samt en række rapporter fra analyseinstitutter. I denne fremstilling reflekteres ydermere over udfordringerne ved at måle tv-brug i dag. Mundtlig fremstilling 4: Tv flytter i fingerspidserne I det korte perspektiverende oplæg ønsker jeg at diskutere flow-tv’s nye rolle som dialogtv, og sætte det i forhold til TV 2’s fremtidige strategi. Slutteligt vil jeg reflektere over konceptualiseringen af min teoretiske optik med afsæt i Klaus Bruhn Jensens Conceptualizations of Mediatization. Der eksisterer ikke tidligere eksempler på portfolio-specialet blandt kandidatstuderende på Medievidenskab (AU), hvorfor specialet kun har studieordningens få retningslinjer at læne sig op ad. 1 8 Stilen for referencehåndtering følger standarten for APA. I de tilfælde, hvor kilden er en rapport, gemmes rapporten som PDF og herudfra angives sidetal. Ved lydfiler og audiovisuelt analysemateriale angives henvisninger i tidskoder. Der er talrige tilgange til en undersøgelse af tv. Tv eksisterer i et uafgrænset medielandskab, og det betyder, at det ikke er muligt for mig at undersøge alle dimensioner af tv. Jeg har derfor måttet fravælge metoder og perspektiver, som kunne være relevante for min undersøgelse, men som af ressourcemæssige årsager ikke har været muligt at medtage. Blandt andet indbyder de mange nye distributører og producenter som Netflix, YouTube, Ekstra Bladet TV, youSee, TiVo, Google TV, Hulu, TDC Play, samt flere, til en afsenderanalyse af, hvad der gør tv til tv set i forhold til produktion, samarbejdsaftaler og økonomiske perspektiver. Det vil sige en mediesystemanalyse af, hvad tv er i dag. Helt konkret kunne det være en analyse af DR’s rolle for tv-udviklingen. DR udkommer i juni 2014 med en ny streamingtjeneste-app egnet til smart-tv. Den giver seerne mulighed for med et enkelt tryk på fjernbetjeningen at zappe direkte fra flow-tv2 til streamingtjenesten, hvor seeren frit kan vælge mellem alle DR’s programmer i op til 30 dage efter, de har været vist på almindeligt flow-tv (Lindberg, 2014). Det er spændende, om DR’s gratis app for alvor vil være med til at ændre danskernes tv-brug fra flow til on-demand. Endvidere er dette interessant i et mediesystemisk perspektiv, da de private distributører og tvproducenter mener, at det vil underminere deres forretningsmodel, hvis DR viser amerikanske film og serier gratis on-demand. En sådan analyse vil dog være en afhandling i sig selv, hvorfor perspektivet begrænses til et mindre afsenderperspektiv i specialets mundtlige fremstilling af, hvordan TV 2 definerer tv med afsæt i platforms-neutralitet. En større undersøgelse af tv vil ydermere kunne indeholde medietekstanalyser af tvindhold på forskellige kanaler og platforme. Særligt interessant ville det være at foretage en komparativ analyse af indhold på flow-tv og indhold på forskellige internetkanaler for herudfra at diskutere, hvad tv er. Denne analyse ville kunne udfoldes til en cross mediaanalyse af tv-indhold, der skifter platform. Dette kunne eksempelvis være YouTubefænomenet Ibo, som i april 2014 flytter til frekvenskanalen TV3 (Laursen, 2014). Den spæde start for en sammenglidning af YouTube-videoer og flow-tv har Natholdet og Med flow-tv menes det tv-indhold, som sendes på frekvenskanaler, hvor en programplanlægger har tilrettelagt sendefladen. Flow-tv dækker ikke optagede programmer, som ses på et senere tidspunkt. 2 9 KlipFiskerne blandt andet forsøgt sig med, men i april overføres hele YouTube-kanaler til TV3’s sendeflade. I denne afhandling holdes fokus på et overordnet genreniveau, hvor jeg berører, hvilke genrer respondenterne bruger til henholdsvis streaming og flow. Endelig vil en analyse omkring tv kunne behandle undersøgelser af tv-indholdets betydning for eksempelvis identitetsdannelse og børneopdragelse, eller betydningen af mediets placering i forhold til rumlige og sociale kontekster i og uden for hjemmet, hvorudfra det kunne diskuteres, hvad tv er. Betragtningerne medtages ikke ud fra en overbevisning om, at studier af denne type kræver omfattende viden inden for psykologiens, sociologiens og pædagogikkens fagområder. I specialet holder jeg en stringent linje til det medievidenskabelige fagfelt. 10 2.0 TERMINOLOGI I det følgende afsnit afklares og defineres nøglebegreber, der er centrale for specialet. I opgaven anvendes mediebegrebet i bredeste forstand. Det forstås ud fra Niels Ole Finnemanns definition af medier som et fysisk organiseret materiale, der tages i brug til symbolske formål (Finnemann, 2005, p. 89). Denne definition er valgt frem for eksempelvis Klaus Bruhn Jensens definition af medier som teknologier, der forlænger og udvider brugeres kommunikation i tid og rum (Jensen, 2009, p. 312). Bruhn Jensens definition er fravalgt, da jeg ikke mener, at medier kan indsnævres til teknologier – et medie kan også være en mælkekarton med en hilsen på. Finnemanns definition er mere fleksibel og anvendelig i et eksplorativt studie af tv-begrebet, når dette ikke er prædefineret som et teknologisk fænomen. Mediebrug defineres ud fra et medieetnografisk ståsted, der betragter brugen af medier som processer af betydningsdannelse. Fokus er således på konstitueringen af oplevelser i brugen (Gulløv, 1999). Disse brede, analytiske definitioner fordrer en tydelig pragmatisk skelnen i brugen af medietermer som mediatet, mediekanal og medieindhold. Endvidere er det relevant at belyse disse forskellige medieniveauer i en tid, hvor tv ikke kun er det, der sendes i fjernsynsapparatet. Mediatet er, i følge Niels Brüggers definition, mediets materialitet og referer til »the special medium-ness that characterizes the medium as medium, irrespective of who uses it, and irrespective of its content« (Brügger, 2010, p. 7). Mediateten kan være en trykt avis, et fjernsynsapparat, en mobiltelefon, en spilkonsol, et cetera. Det fortæller om mediets affordances, hvilket eksempelvis kan være, at en trykt avis lugter på en bestemt måde, kan hentes i postkassen om morgenen og kan foldes sammen (Brügger, 2002, pp. 44-52). Idet jeg ønsker at kunne studere mediets materialitet uden affordances, anvender jeg begrebet device, når jeg udelukkende omtaler mediet som en materiel genstand. Device referer ikke kun til mobile mediegenstande, men også andre elektroniske genstande som for eksempel et fjernsynsapparat. Medier består endvidere af niveauer som medieplatforme og mediekanaler. Medieplatforme refererer til DR, YouTube, Facebook, med flere, hvor eksempelvis DR som platform tæller alt fra Ramasjang-universitet til symfoniorkestret. Mediekanal dækker 11 over specifikke frekvenskanaler, som en tv-station eller et websted ”sender” på. Eksempelvis TV 2 Zulu eller Justin Biebers YouTube-kanal JustinBieberVEVO. Kanalbegrebet henviser således ikke til Meyrowitz’ kanalmetafor. Endelig opererer jeg med termen medieindhold, der skal forstås som artikler, udsendelser, programmer, statusopdateringer, et cetera. Medieniveauerne er inspireret af Anja Beckmann Petersen, der pointerer, at konkrete medier oftest bevæger sig på tværs er de forskellige medieniveauer (Beckman, 2007, p. 20). Eksempelvis kan tv-brug involvere de ovenstående fire medieniveauer: En bruger sidder med sin tablet (device) og klikker ind på YouTube (platform) for at se Justin Biebers nye musikvideo (indhold), som hun finder på JustinBieberVEVO (kanal). I det følgende diskuteres forståelser og betydninger af mediekonvergens. Det er et særdeles anvendt, men også omdiskuteret begreb, hvilket skyldes manglende afgrænsninger. Begrebet er centralt for denne undersøgelse, fordi tv eksisterer på tværs af medieniveauer. Afsnittet afrundes med en pragmatisk begrebsanvendelse, der gælder for hele specialet. Mediekonvergens bliver et centralt og omdiskuteret begreb omkring årtusindskiftet, hvor traditionelle medier som den trykte avis, fjernsynsapparatet og radioapparatet bliver suppleret med nye digitale devices som laptops, mobiltelefoner og MP3-afspillere (Beckmann, 2007, p. 2). Det betyder, at avis, radio og tv ikke kun er materielle genstande, men også indhold på tværs af devices: E-avis, web-tv og netradio. Udviklingen medfører et hav af nye begreber og diskussioner af disse. Mediediffusion, flermedialitet, tværmedialitet, transmedialitet, intermedialitet, hybridmedialiatet, mediedivergens og mediekonvergens er blot nogle af de terminologier, der i dag eksisterer som beslægtede og på samme tid konkurrerende begreber og gør det udfordrende for såvel forskere som den kommercielle mediebranche at navigere i (Petersen, 2007, p. 22). En overordnet beskrivelse af mediekonvergens lyder, »at digitaliseringen betyder, at forskellige medier smelter sammen, således at tidligere forskelle ikke længere gør sig gældende« (Finnemann, 2009b, p. 325). Denne forståelse synes blandt andre TV 2 at lægge sig op ad med deres lancering af platforms-neutrale reklamepladsindkøb (jævnfør specialets indledning). Finnemann 2009b og Beckmann 2007 nuancerer denne overordnede beskrivelse. Finnemann skelner mellem fire former for konvergens (netværks-, terminal-, markeds- og tjenestekonvergens), der i højere grad koncentrerer sig om en samkøring af kommunikationsnetværk samt en spredning af indhold på forskellige medier (p. 325). Beckmann flytter fokus fra en 12 mediesammensmeltning til kommunikative relationer mellem flere medier (Beckmann, 2007, p. 2). Hun fremlægger et eksempel fra DR, som de senere år har arbejdet med at: skabe et sammenhængende mediekredsløb eller handlingsforløb (eng. cross-media storyline), hvor de enkelte medier får hver deres rolle i det overordnede koncepts univers. Samtidig bliver det ikke relevant at se på medieplatforme isoleret, men hvordan de tilsammen indgår i brugerens døgnrytme. (Beckmann, 2007, p. 3) Medieniveauer bør ifølge Beckmann ikke studeres isoleret, men i min undersøgelse af tv under en tid med mediekonvergens, synes det netop nødvendigt at undersøge, hvorvidt medieniveauerne kan og bør betragtes isoleret og/eller i samspil. Endelig bør det fastslås, at mediekonvergens ikke forekommer uden mediediversitet, da der er en sameksistens af gamle som nye medier, som anvendes vidt forskelligt af brugerne. I dette speciale tager jeg en pragmatisk tilgang til mediekonvergensbegrebet og anvender det om medieindhold, der i stigende grad nærmer sig en uafhængighed af mediets materialitet og brugskontekst. Denne stigende uafhængighed er dog ikke ensbetydende med, at al teknologi samles i én device, a black box, men at brugerne anvender de devices, de har til rådighed (Jenkins, 2006; Hartmann, 2006). Det betyder, at mediebrugen bliver mere divergerende, da en device bruges i mange forskellige kontekster. Således udvisker jeg analytisk de traditionelle, stringente forhold mellem en mediedevice, dens indhold og en kontekst. Tilgangen er inspireret af Hartmanns trippel artikulation, som vil blive behandlet i teoriafsnit 4.4. Afhandlingen er baseret på en konstruktivistisk3 overbevisning, hvorfor termen en bruger benyttes frem for mere passive betegnelser som tv-seer, publikum eller tilhører. Brugertermen er en erkendelse af, at mennesket tager aktiv del i tilegnelsesprocessen af medier samt i betydningsdannelserne heromkring. I den empiriske del af specialet anvendes respondenter frem for informanter, da jeg arbejder ud fra et fænomenologisk4 ståsted, hvor deltagere ikke udtaler sig universelt eller Konstruktivismens grundidé er, at mennesket aktivt skaber sin viden om verden. Mennesket forstår ikke den sociale virkelighed ”direkte”, men gennem subjektive konstruktioner og fortolkninger, der baseres på de kontekster, som personen deltager i (Collin, 2003). 4 Fænomenologien har som hovedinteresse at undersøge brugernes subjektive forhold til den verden, de lever i (livsverdenen). Forskerens opgave er at studere måden, hvorpå et fænomen viser sig for brugerens subjektive bevidsthed (Zahavi, 2003, pp. 123-127). 3 13 repræsentativt på vegne af en større gruppe, men udelukkende ud fra egne subjektive fortolkninger af virkeligheden. 14 3.0 TV’S FORSKNINGSHISTORIE I det følgende gives et kort historisk overblik over forskning i tv fra 1950’erne og frem til i dag. Det vil kræve mere plads, end specialet tillader, hvis al forskning skal medtages, hvorfor overblikket består af udvalgte undersøgelser, som jeg finder mest relevante i forbindelse med mit studie. Opridset er et væsentligt afsæt til det empiriske studie, fordi afsnittet i korte træk klarlægger, hvilken forskningstradition denne afhandling skriver sig ind i. Dallas Smythe er i 1953 en af de første til at foretage en større undersøgelse af tv’s indhold i forhold til samfundet. Han undersøger blandt andet forholdet mellem repræsentationen af »sorte« i tv-dramaer i forhold til befolkningssammensætningen (Smythe, 1953). Dette er starten på en 20-årig periode, hvor forskerne primært har fokus på indholdet i tv. Først i 1970’erne sker et skred i studiet af medieindhold, hvor forskerne nu også begynder at studere mediebrug og -adfærd omkring et medie. Det er blandt andre Stuart Hall med Cultural Studies5-værket Encoding and Decoding in the Television Discourse (1973), samt Jay Blumler, Elihu Katz og Michael Gurevitch (1974), der introducerer teorien om Uses and Gratification (herefter kaldet U&G). Med U&G flyttes fokus fra, hvad medier gør ved mennesket til, hvad mennesket gør med medierne. Dette mediesyn diskuterer John Fiske og John Hartley i 1978 i forhold til fjernsynsapparatets rolle i familien. I virkeligheden er fjernsynet i bogstavelig forstand et uhyre synligt medie, og det har indflydelse på folks adfærd, alene derved at folk bruger flere timer på at se fjernsyn nutildags […]. Herefter er det fristende at bemærke, at fjernsynet helt af sig selv får folk til at sætte sig foran skærmen. I visse kredse anses det for at være en plage. Det har samme ry som ræven, der kommer ind i hønsehuset […]. (Fiske & Hartley, 1981, p. 60; oversat af Kim Schrøder) Cultural Studies udspringer fra Birminghamskolen i slutningen af 1950'erne med ophavsmændene Hoggart, Thompson og Williams. Senere er traditionen videreført af blandt andre Bruhn Jensen, Alasuutari, Morley og Hall. Cultural Studies betragtes i dag som studier af hverdagens medierede brug af populærkulturelle produkter (Alasuutari, 1995) 5 15 Fiske & Hartley diskuterer herefter forholdet mellem mennesker og medier ud fra en dyremetafor: Fjernsynsapparatet har tidligere været betragtet som ræven, der med sin hensynsløse adfærd og naturlige ondskab trænger ind i hønseburet for æde hønsene. Fiske & Hartley mener, at det imidlertid er en forglemmelse, at rævens adfærd ikke er ondskabsfuld eller en naturafvigelse, men en adfærd der er frembragt af de omgivelser, hønseopdrætteren har skabt, idet han samler flere høns, end man ville finde samlet på ét sted i naturen og det endda uden flugtmuligheder. Pointen er, at det ikke er ræven, der er skyld i hønsenes død, men det er vores kulturelt bestemte måde at opdrætte hønsene på (Fiske & Hartley, 1981, p. 60). På samme måde er det ikke fjernsynets skyld, at folk sidder foran skærmen i et stigende antal timer. Det skyldes kulturelle omstændigheder som kortere arbejdsdage, fjernsynets placering i stuen, og at fritidsaktiviteter såsom at strikke er forenelige med at se fjernsyn. Fiske & Hartley konkluderer afsluttende, at fjernsynet har bragt ny kulturel inspiration til hjemmet, da der læses mere, ses flere film og lyttes til mere musik, end der gjorde før fjernsynets udbredelse: »Det fører mange af disse konkurrenter [bøger, musikafspiller, et cetera] ind i dagligstuen hos familier, der ellers måtte have undværet dem. Kort sagt er ræven blevet opdrætter« (Ibid., p. 60). I slutningen af 1970’erne argumenterer Fiske & Hartley således for, at det er vores historie og kultur, der kontrollerer medierne. I 1980 følger James Lull op på diskussionen om fjernsynets rolle i hverdagen med et omfattende empirisk studie baseret på sin U&G-teori. I studiet finder Lull, at tv-sening primært har to funktioner: en strukturel funktion, hvor mediet strukturerer hverdagen, og en interpersonel funktion der omhandler kommunikationsfremmende og selskabelige elementer i forbindelse med tv-brug (Lull, 1980, pp. 201-203). Lull er således den første til at studere tv-mediets funktion, men hans typologier omkring brug af fjernsynsapparatet kan samtidig kritiseres for, at han ikke undersøger, hvordan en mediedevice tilegnes, hvordan den får betydning i konkrete situationer, og hvordan den indgår og eventuelt ændrer adfærden i hjemmene. Joshua Meyrowitz følger op på dette med værket No Sense of Place (1985), der primært analyserer fjernsynsapparatets betydning for sociale samvær. Året efter udgiver David Morley og Patricia Palmer undersøgelser af henholdsvis familiens og børns sociale brug af og interaktion omkring fjernsynsapparatet i hjemmet (Morley, 1986; Palmer, 1986). I Danmark er særligt Kirsten Drotner en markant forskningspersonlighed i studiet af tv i et historisk perspektiv og i forhold til unges omgang med tv-mediet (Drotner, 1986). Hendes forskning suppleres af blandt andre Bruhn Jensen, Schrøder, Stampe, Søndergaard & Topsøe-Jensen, der i 1993 undersøger tv-seernes holdning til at se fjernsyn, samt af 16 Løngreen & Sørensen, som i 1996 præsenterer et casestudie af tv-brug i forhold til børns dannelsesprocesser. I dette historiske rids er det fremtrædende, at forskerne primært fokuserer på enten, hvad fjernsynsmediet indeholder, hvordan det bruges, eller hvilken rolle det har i hjemmet. Det er bemærkelsesværdigt, at forskerne op til 1996 i lav grad reflekterer over tv-begrebets betydning i sig selv eller anvender en analytisk adskillelse af indhold, device og kontekst. Dette hænger naturligvis sammen med fjernsynsapparatets faste placering i stuen samt det begrænsede antal devices, som eksisterede inden de digitale og mobile mediers gennembrud i midt 90’erne (Finnemann, 2009a, p. 215). Således defineres tv udelukkende som et fjernsynsapparat, da Joshua Meyrowitz i 1997 giver en samlet beskrivelse af medieforskningens paradigmer, hvilket følgende afsnit omhandler. Studierne af tv’s indhold, brug og funktion beskrives af Meyrowitz, der i artiklen Tre paradigmer i medieforskningen (1997) definerer tre måder at forske i medierne. Han definerer medier som kanaler (det manifeste indhold som genrer og temaer), sprog (de tekniske variabler som klipperytme og billedbeskæring) og miljøer (mediets kendetegn samt dets relation til andre medier og til samfundet). Gennem de tre paradigmer samler Meyrowitz således de måder, hvorpå mediet er blevet studeret, men kritiserer også forskningen for ikke at operere ud fra en analytisk sondring mellem paradigmerne. Meyrowitz påpeger, at enhver brug af medier involverer alle tre paradigmer, og mediet bør derfor analyseres gennem alle tre (Meyrowitz, 1997, p. 67). Meyrowitz’ mediesyn kan i dag udfordres, da han betragter medier som mere eller mindre statiske. De digitale og mobile devices har medført en fragmenteret mediebrug samt en mediekonvergens og -diversitet, som betyder, at medieindhold, devices og brugskontekster ikke længere hænger stringent sammen, som Meyrowitz beskriver i sin miljømetafor. Medier har i dag forskellige brugerprofiler og skiftende status: En avis er ikke længere blot et analogt printmateriale bestående af bogstaver og billeder. Avisen eksisterer på adskillige platforme og i mange indholdsformer (netavis, radioavis, tv-avis, lydavis), som kan tilgås fra forskellige devices. Den traditionelle forståelse af tv og avis opløses i koncepter som Ekstra Bladet TV, hvor avisens formidlingsform sættes sammen med elementer fra tv’s levende billeder og tilpasses internettets brugerkultur. Dette vidner om et komplekst mediebillede, hvor tv såvel som avis og radio ikke kan studeres alene ud fra en mediatet. 17 Tv-begrebet udfordres ydermere af en internetdrevet tv-kultur, der er kommet med on demand-bølgen. Den har skabt mulighed og behov for tv i forskellige formater, der kan ses på flere devices i alle brugskontekster og på alle tidspunkter (Bjørner, 2009, p. 43). I dette speciales kvalitative studie har det eksempelvis vist sig, at tweenrespondenterne primært bruger DR NU, TV 2 Play, Netflix og YouTube, som de tilgår fra deres smartphones, tablets og computere. De fremhæver, at de foretrækker tv-indhold, som de kan bruge, når det passer dem (Bilag 2, pp. 6-8; Bilag 7, p. 10). Det kendetegnende ved denne form for tv er, at den bliver brugt som primær aktivitet, mens traditionelt flow-tv bruges som både primær, sekundær og tertiær aktivitet under rengøring, madlavning eller spisning (Bilag 6, p. 1; Bilag 7, p. 1). Den skiftende status mellem aktivitetsniveauer har radioen tidligere undergået med teknologiske udviklinger som fjernsynsapparatet, bilradioen og podcasting. Disse teknologiske og adfærdsmæssige forskydninger i samfundet betyder, at Meyrowitz’ miljømetafor ikke længere favner mediebrugen. Derfor er der behov for en udvidelse af denne metafor eller en tilføjelse af et nyt paradigme. Som Beckmann Petersen i 2006 påpeger, er tv mere end en mediematerialitet. Hun beskriver tv som metaforisk værdi, hvor »tv-begrebet nu synes at være knyttet til ideen om tv« (Petersen, 2006, p. 11). Med inspiration fra denne tese ønsker jeg at udforske, hvordan brugerne definerer tv ud fra indhold, device og brugskontekst. Dette gøres gennem en domesticerings-optik, som jeg behandler i det følgende afsnit. 18 4.0 DOMESTICATION OG MEDIATIZATION SOM OPTIK Domestication er et teoretisk begreb, som dækker analyse- og metodetilgange og fremstår for nogle forskere som et koncept. Domestication er som teoretisk optik velegnet til en undersøgelse af tv, da tilgangen muliggør en analytisk adskillelse af indhold, device og kontekst. I det følgende redegøres for relevante elementer i domestication, som afslutningsvist diskuteres i forhold til mediatization. Domestication og mediatization fungerer som tidligere nævnt som en teoretisk optik, hvorfra afhandlingens data indsamles, behandles og analyseres. Domestication er i forhold til mediebrug formuleret inden for den engelske Cultural Studies-tradition i løbet af 1980’erne, men det er først i 1992, at Roger Silverstone og Eric Hirsch samler definitioner af domestication i værket Consuming Technologies. Heri beskrives domestication i en forlængelse af David Morleys forskning i familiens interaktion med fjernsynsapparatet i hjemmet (Morley, 1996). Det er endvidere en kritik af andre samtidige studier af tv, som Silverstone & Hirsch finder problematiske, fordi de ikke tager højde for den kompleksitet, der er imellem tv-brug og de kulturelle og sociale sammenhænge (Silverstone & Hirsch, 1992, pp. 1-11). De ønsker med domesticationbegrebet at forstå processen, når brugerne tilegner sig medier. Dette sker ifølge Silverstone, når brugerne forsøger at kontrollere deres egne rum ved at gøre medier forståelige og brugbare (Silverstone, 1994, p. 64). Dette kan betragtes ud fra en konstruktivistisk forståelse af, at brugerne tager aktivt del i den kollektive proces, der foregår, når medier anvendes. Processen starter længe før brugeren har erhvervet sig mediet, og det fortsætter som løbende individuelle mentale og kollektive sociale tilegnelsesprocesser. Herved sker en domesticering, det vil sige en ”tæmning” af mediet i hverdagen. Domestication anvendes forskelligt fra forsker til forsker. Målet med domestication har for Silverstone været at muliggøre studiet af nye aspekter af mediebrugen. Han definerer derfor domestication som en receptions- og forbrugerteori, der undersøger tilegnelse af mediedevices i hjemmet. En teori som Maren Hartmann senere beskriver som studiet af både materielle og symbolske værdier i den sociale praksis og hverdagslige mediebrug (Hartmann, 2006, p. 84). 19 Silverstone, Hirsch & Morley (1992) inddeler tilegnelsen af medier i fire faser, men påpeger samtidig processens cirkulære dynamik, hvorfor faserne ikke må betragtes som fire lineære steps, husstanden skal igennem, når de tilegner sig et nyt medie.6 De fire faser defineres i 1992 som appropriation, objection, incorporation og conversion, hvor Silverstone senere ændrer definitionen af appropriation til at være det samlende, overordnede begreb, og selve anskaffelsesprocessen kategoriserer han commodification (Silverstone, 2006, pp. 233-235). Appropriation-processen (Silverstone, 2006) Med commodification-begrebet forstås en markedsgørelse, der henviser til den del af domesticeringen omkring design, markedsføring og viden om forbrugeradfærd, der lægger op til tilegnelsen af en ny device. Hermed menes, at en device ikke kommer nøgen ind i en husstand – den er pakket ind i forventninger, forestillinger og bekymringer, som brugeren tilskriver mediet på baggrund af blandt andet markedsføring, egne erfaringer og værdier (Silverstone, 2006, p. 234). Hernæst følger processerne omkring objektivisering og inkorporering (objection og incorporation), der beskriver ”taktikken” omkring tæmning af mediet: Hvilke rum skal mediet materielt, socialt og kulturelt placeres i? Hvilke tidsmæssige mønstre skal det indgå i? Disse overvejelser omkring mediebrugen er særligt tydelig i min respondentfamilie i Svendborg, der består af mor Katrine, der er skolelærer, og hendes to døtre. For Katrine er det essentielt, at hendes døtre får andre input end fra 6 Mediet defineres af Silverstone & Hirsch som »an object – a technology, a message« (1992, p. 21). 20 sociale netværkssider7 og spil, og at de får ro i hovederne, inden de skal sove. Hun har derfor indført, at pigerne ikke har fjernsynsapparater på værelset, og alle devices skal slukkes klokken 20.00. Resten af aftenen skal pigerne læse i en bog (Bilag 10, p. 11). Ved familien i Alssund, der består af mor og to sønner, har medierne en anden rolle, da eksempelvis fjernsynsapparatet er placeret tæt ved spisebordet, så familien kan se tv, når de spiser aftensmad (Bilag 6, p. 11). Mediets placering og timing i brugen sker i overensstemmelse med husstandens kultur og værdisæt, også kaldet moraløkonomi (Silverstone, Hirsch & Morley, 1992, pp. 16-20; Silverstone, 2006, p. 237). Når et nyt medie tilegnes, må dette indordne sig den eksisterende moral. Dette sker gennem konverteringer (conversions), hvor mediet både fænomenologisk og materielt tilegnes gennem samtaler, brugernes udvikling af teknologiske kompetencer, fælles oplevelser med og diskussioner om mediet. Tilegnelsen kan indebære modstand og afvisning samt transformation i det punkt, hvor de kulturelle forventninger og sociale ressourcer møder udfordringerne omkring eksempelvis teknologi eller indhold. Det er herigennem, at brugerne forsøger at få kontrol over deres private rum og deres eget ”medieøkosystem”. Målet er at finde det perfekte match, hvor mediet indgår ubesværet i hverdagslivet, der består af skift mellem blandt andet arbejde og fritid samt tid alene og tid med andre (Silverstone, 2006, p. 234; Clark, 2009, p. 87). Eksempelvis har respondenten Henrik afmeldt sit avisabonnement, da han hellere læser nyheder på nyhedsapps via sin tablet eller sin smartphone. Det begrunder han med, at de digitale, mobile devices er nemmere at medbringe i toget til og fra arbejde, og ydermere giver de ham adgang til dugfriske nyheder fra flere kilder, døgnet rundt (Bilag 2, pp. 3-4). Husstand og moraløkonomi er to gennemgående begreber inden for domestication. Husstanden (the household) defineres i 1992 af Silverstone, Hirsch & Morley som et hus, hvori en moraløkonomi eksisterer. Moraløkonomien er husstandens specifikke erkendelser, evalueringer, æstetik, kultur og værdisæt, der bibeholder ro og orden. Det er et begreb, der indrammer måden, hvorpå husstanden kreerer private og personlige kulturer, som har konsekvenser i forhold til, hvordan brugerne forstår, anvender, vurderer eller ignorerer devices i husstanden. Det er således ikke en sondring mellem moral versus Jeg forstår sociale netværkssider ud fra danah boyd & Nicole Ellisons definition af begrebet: »webbased services that allow individuals to (1) construct a public or semi-public profile within a bounded system, (2) articulate a list of other users with whom they share a connection, and (3) view and traverse their list of connections and those made by others within the system« (boyd & Ellison, 2007, p. 2). 7 21 amoral, men nærmere et sociologisk begreb, der belyser ontologiske8 forskelle mellem konstitutive former for socioøkonomisk orden og adfærd (Silverstone, Hirsch & Morley, 1992, pp. 16-19, Silverstone, 2006, pp. 236-238). Det er eksempelvis en moraløkonomi, der er i spil, når respondenten Henrik undskylder for, at han finder sin mobiltelefon frem under aftensmaden (Bilag 2, p. 5). Sammenhængen mellem brug af device og kontekst kan således tilskrives en indordning af husstandens moraløkonomi. En moraløkonomi er skabt af brugerne i husstanden, men den følger også de rammer, som staten omkring husstanden sætter. Husstanden synliggør derved dynamikker mellem den offentlige sfære og den private, som når de voksne respondenter svarer på arbejdsmails i sofaen søndag eftermiddag (Bilag 2, p. 9; Bilag 6, p. 8) eller når reglerne for mobilbrug i skolen overføres til hjemmet i Svendborg (Bilag 10, pp. 8, 11). Overførslen af kulturer fra den offentlige sfære til den private og omvendt, skaber en stabilitet, som gør det muligt, at dagene glider af sted uden de store overraskelser. En form for ontologisk sikkerhed9, hvor brugerne har tillid til, at rutiner og systemer fungerer (Silverstone, 1994). Med udbredelsen af digitale og mobile devices udfordres Silverstones & Hirschs definition af begrebet husstand, da begrebsforståelsen skifter fra et materielt syn på husstanden til et mere fænomenologisk syn. Blandt andre erstatter Maria Bakardjieva (2006) begrebet husstand med hjem (home), fordi hun mener, at hjem i højere grad refererer til en individuel følelse (p. 69). Ifølge Bakardjieva er hjem ikke det fysiske hus, du bor i, men et flydende begreb, der både eksisterer i og uden for husstanden. Det er en projektion af brugeren, som bærer det med sig overalt (Ibid., pp. 69-71). Silverstone svarer i samme antologi på Bakardjievas kritik af det materielle husstandsbegreb. Han redefinerer sted og rum som noget, der afhænger af brugerens egen kapacitet til at domesticere nye medier, men også af brugerens evne til at udvide sin privatsfære ud over husstandens grænser. Hjemme er således ikke noget statisk eller eksakt, men det må nødvendigvis eksistere for at brugerne kan udvikle sig og føle et minimum af ontologisk sikkerhed. Ifølge Silverstone er det hjemme at enhver tilegnelse af nye medier begynder (Silverstone, 2006, pp. 242-243). Det er imidlertid svært at gennemskue, hvor langt begrebet hjemme rækker. Silverstone kan kritiseres for, at han ikke diskuterer, hvornår brugeren ikke er hjemme, og om han i så fald er ude. Det bliver uklart, hvorvidt tilegnelsen af nye medier kan foregå i eksempelvis det offentlige rum, hos kammerater, på arbejdspladsen eller i institutioner. Med afsæt i tabletmediets indtog i Danmark, hvor Studiet af det værende, det vil sige studiet af det som eksisterer, og hvordan det eksisterer. Anthony Giddens beskriver første gang ontologisk sikkerhed i 1991 som; den umulige men samtidig nødvendige stabilitet i hverdagen - den praktiske bevidsthed, der holder kaos væk (p. 36). 8 9 22 arbejdspladser, vuggestuer og folkeskoler erhvervede sig tablets, før de blev udbredt i de danske husstande, forstår jeg det sådan, at tilegnelsen af nye medier kan foregå alle steder, hvor brugeren føler sig hjemme. Opsummerende vil det sige, at Silverstone erkender, at husstand er blevet til hjem, der er en relationel kategori, hvis grænser ikke længere kan tages for givet. Han vil dog ikke eliminere husstandsbegrebet, da det stadig forekommer som en politisk enhed. Med en redefinering af husstand følger også en udvidelse af moraløkonomibegrebet, der nu også må findes uden for den fysiske husstand. Undersøgelser om brug af mobile devices, foretaget af blandt andet Knut Holtan Sørensen (2006), peger på, at brugerne skaber deres egen moraløkonomi omkring brug af mobiltelefoner.10 En moraløkonomi er således individuel, men ikke nødvendigvis i uoverensstemmelse med andre brugeres, da økonomien er baseret på de sociale kontekster, som brugeren deltager i. I de sociale kontekster opstår fælles forhandlinger om eksempelvis, hvorvidt mobiltelefoner bør være lydløse ved restaurantbesøg eller under offentlig transport (pp. 55-57). Disse forhandlinger og afstemninger sker løbende. Hos mine respondenterne i Svendborg ses forhandlingen af en moraløkonomi, da en besøgende veninde tager et billede af respondenten Andrea på 11 år og snapper11 det til hende. Andrea spørger bekymret og anklagende: »Hvem har du sendt det billede til?«, hvorefter veninden svarer: »Kun dig, det LOVER jeg« (Bilag 10, p. 2). Sørensen beskriver moraløkonomier som individuelle men delevenlige (shareable) og til fælles forhandling. Det fremgår imidlertid ikke klart i Sørensens forskning, hvorvidt en moraløkonomi er tilknyttet brugeren, den enkelte device, brugskonteksten, medieindholdet eller, som jeg ser det, en kombination af disse. Som den historiske gennemgang har vist, har forskningen omkring tv primært haft fokus på brug og betydning af medieindholdet. Med et ønske om også at studere devices i forbindelse med tv-indhold indfører Silverstone (1994) begrebet dobbelt artikulation, der er inspireret af lingvisten André Martinet. Martinet påviser, at både morfologiske og fonetiske aspekter i sproget har betydning for meningsdannelse, og uden disse strukturniveauer vil vi ikke kunne overføre komplekse betydninger til hinanden (pp. 122- Undersøgelsen er fra 2006 og omhandler brugen af mobiltelefoner. Det vil sige den er ikke fuldt ud sammenlignelig med brugen af nutidens smartphones, som inkorporerer mange medier i én device. Endvidere var brugerens tilknytning til mobiltelefonen ikke på samme niveau som smartphonen, der i dag altid er lige ved hånden. 11 Begrebet at snappe bruges, når en bruger tager et billede med sin smartphone og sender det til en anden bruger via tjenesten SnapChat. 10 23 123). De to niveauer beskriver Martinet som henholdsvis første strukturniveau (første artikulation), der refererer til det sproglige tegn at formidle mening og andet niveau (anden artikulation), der består af de lyde, der hjælper til at skelne mellem ordbetydninger. Silverstone anvender denne tankegang i domestication-teorien, hvor han argumenterer for, at medieindhold ikke kan studeres uden også at se på mediets materialitet. Medier anses af Silverstone som dobbelt artikulerede, fordi de har betydning som device i første artikulation og som transportør af meningsfuldt indhold i anden artikulation, det vil sige medieindhold bruges gennem en device. Hver mediebruger adresserer mening til begge artikulationer. Det indebærer, at brugeren binder sig med mediet, og resultatet heraf er, at medieindhold og device er indbyrdes forankrede (Silverstone, Hirsch & Morley, 1992, p. 15, 21, 27).12 Denne forståelse stiller Maren Hartmann i 2006 spørgsmålstegn ved, da hun finder det mangelfuldt, at devicens betydning i sig selv ikke er repræsenteret i modellen. Hartmann udvikler derfor begrebet trippel artikulation, der ser mediebrug som sammensat af betydninger af: Device (første artikulation), medieindhold (anden artikulation) og brugskonteksten (tredje artikulation) (pp. 96-97). Idet Hartmann sætter fokus på devicens betydning i sig selv, påpeger hun også, at det ikke kun er devicen, der indordner sig en eksisterende moraløkonomi, men den tilføjer og ændrer også værdier samt påvirker vores sociale relationer (Hartmann, 2009, p. 228). Eksempelvis har tilegnelsen af en tablet betydet, at respondentforældrene i Viborg tjekker mails i sofaen frem for på computeren i kontoret, da tablettens størrelse er nem at håndtere halvliggende i de bløde puder (Bilag 2, p. 1). 12 Dette er endvidere inspireret af Marshall McLuhans medieforståelse: The Medium is the Message. 24 Hartmann tilskriver medier en meningsskabende rolle i hverdagen – selv når de ikke bliver brugt – fordi de må kæmpe sig til en plads i brugerens liv (Hartmann, 2009, pp. 231, 235). Hun beskriver dette som en intensivering af medier, som hun kalder mediatization. Mediatization-processen beskriver respondent Mette ganske rammende, når hun fortæller om brugen af sin smartphone: »Den fremkalder et behov, som jeg ikke havde før, for eksempel med at tjekke mails hele tiden« (Bilag 3, p. 8). På trods af, at mediatization (”intensivering”) kan lyde som et modstridende begreb til domestication (”tæmning”), argumenterer Hartmann for, at domestication forudsætter mediatization, da medierne ikke kan tæmmes, før de har en væsentlig betydning i vores hverdag. Hartmann tilføjer således et mere dynamisk syn på forholdet mellem brugeren og mediet, samtidig med, at hun sætter fokus på mediedevicens betydning i sig selv. Hartmanns teori om trippel artikulation og mediatization supplerer derfor Silverstones domesticeringsteori, der er valgt som specialets teoretiske optik. Trippel artikulation er en anvendelig analysetilgang for denne afhandling, da teorien skaber potentiale for også at undersøge de individuelle betydninger af devices og brugskontekster. Det er netop aktuelt for denne afhandling, hvor tv ikke bør studeres isoleret som konsumering af tv-indhold i et fjernsynsapparat i stuen. Endvidere er domestication og mediatization anvendelige som metodisk tilgang i form af et multimetodestudie beskrevet af Courtois, Mechant, Paulussen og De Marez (2012). Studiet trækker klare linjer til Silverstones tilegnelsesprocesser og Hartmanns trippel artikulation. Det består af analyser af kvantitative data, der giver et samlet overblik over, hvilke devices respondenterne har adgang til, hvor de bruger dem og hvor længe samt et kvalitativt studie af tv-indhold, devices og konteksters betydninger med henblik på at diskutere, om disse komponenter kan adskilles analytisk. Ydermere består studiet af en undersøgelse af tilegnelsesprocesserne i tv-brugen, som udspiller sig som både domestication og mediatization (Hartmann, 2006, p. 97; Courtois, Mechant, Paulussen & De Marez, 2012, p. 402). 25 5.0 OPSAMLING Med dette speciale ønsker jeg at udforske, hvad tv er i dag. Herved skriver jeg specialet ind i en tv-forskningstradition, der er præget af, at tv er blevet studeret i forhold til indhold, samfundstendenser, familieforhold, rummelige og sociale betydninger i hjemmet, men uden refleksion over eller definition og afgrænsning af, hvad tv-begrebet er i sig selv. Forskningens begrænsede fokus på tv-begrebet hænger blandt andet sammen med det begrænsede antal devices, der eksisterede, inden de digitale og mobile mediers gennembrud i midten af 1990’erne. Gennembruddet har medført et behov for en paradigmeudvidelse, da Meyrowitz’ miljøparadigme ikke længere kan favne tv’s udvikling. Nye mobile devices har bevirket en fragmenteret mediebrug samt en mediekonvergens og -diversitet, som betyder, at indhold, devices og brugskontekster ikke længere hænger stringent sammen. Medier har i dag forskellige brugerprofiler og skiftende status. For at kunne studere nutidens komplekse tv-landskab tager jeg teoretisk afsæt i Silverstones domestication-begreb og supplerer med Hartmanns teori om mediatization og trippel artikulation. Tilgangene muliggør en undersøgelse af medier, der konstant er under tilegnelsesprocesser hos brugeren. Mine metodevalg og analyser foretages med et særligt blik for disse processer. Endvidere betyder trippel artikulationen, at jeg har øje for en mulig analytisk adskillelse af tv-indhold, device og brugskontekst. Således er formålet med mediatization og domestication som teoretisk optik at gøre min analytiske sans sensitiv overfor, hvad der egentligt foregår i respondenternes brug af medier. 26 6.0 LITTERATURLISTE Alasuutari, P. (1995). What is Cultural Studies?. In Researching culture. Qualitative Method and Cultural Studies (pp. 23-37). London: SAGE Publications. Bakardjieva, M. (2006). Domestication running wild. From the moral economy of the household to the mores of a culture. In Berker, T., Hartmann, M., Punie, Y. & Ward, K.J. (eds.) Domestication of Media and Technology (pp. 62-79). Berkshire: Open University Press. Beckmann, A. (2007, 30. november). Tværmediale tendenser. Kommunikationsforum. Hentet den 8. december 2013 fra: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/tvaermediale-tendenser Bjørner, T. (2009). Tv-mediet lever – også hos de unge. Nordicom, 31 (4), 43-54. Blumler, J., Katz, E. & Gurevitch, M. (1974). The uses of mass Communication. London: Sage. boyd & Ellison (2007). Social Network sites: Definition, History, and Scholarship. Journal of Computer-Mediated Communication, 13(1), article 11. Brügger, N. (2010). Website Analysis Elements of a conceptual architecture. Aarhus: Center for Internetforskning. Brügger, N. (2002) Theoretical Reflxions on Media and Media History. In Brügger, N. & Kolstrup, S. (eds.), Media History. Theories, Methods, Analysis. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. Clark, L.S. (2009). Theories: Mediatization and Media Ecology. In Lundby, K. (ed.) Mediatization : concept, changes, consequences (pp. 85-100). New York : Peter Lang. Collin, F, (2003). Konstruktivisme, Frederiksberg: Samfundslitteratur. Courtois, C., Mechant, P., Paulussen, S. & De Marez, L. (2012) [2011]. The triple articulation of media technologies in teenage media consumption. New Media & Society 2012, 14(3), 401–420. Drotner, K. (1986). Ungdom, en stil, et liv : en bog om ungdomskulturer. København: Tiderne Skifter. 27 Finnemann, N.O. (2009a). Internet. In Kolstrup, S., Agger, G., Jauert, P. & Schrøder, K. (eds.), Medie- og kommunikationsleksikon (vol. 1, pp. 214-216). Frederiksberg C.: Samfundslitteratur. Finnemann, N.O. (2009b). Mediekonvergens. In Kolstrup, S., Agger, G., Jauert, P. & Schrøder, K. (eds.), Medie- og kommunikationsleksikon (vol. 1, p. 325). Frederiksberg C.: Samfundslitteratur. Finnemann, N.O. (2005), Internettet i mediehistorisk perspektiv. Samfundslitteratur, Frederiksberg. Fiske, J. & Hartley, J. (1981) [1978]. Fjernsynets sprog. København: Nyt Nordisk Forlag. Giddens, A. (1991). Modernity and Self-Identity. Cambridge: Polity Press. Gripsrud, J. (2009). Tv/fjernsyn. In Kolstrup, S., Agger, G., Jauert, P. & Schrøder, K. (eds.), Medie- og kommunikationsleksikon (vol. 1, p. 524). Frederiksberg C.: Samfundslitteratur. Gulløv, E. (1999). Betydningsdannelse blandt børn. København: Hans Reitzels Forlag. Hall, S. (1973). Encoding and Decoding in the Television Discourse. Birmingham: Centre for Cultural Studies, University of Birmingham. Hartmann, M. (2009). Everyday: domestication of mediatization or mediatized domestication. In Lundby, K. (ed.) Mediatization : concept, changes, consequences (pp. 225-242). New York : Peter Lang Hartmann, M. (2006). The triple articulation of ICTs. Media as technological objects, symbolic environments and individual texts. In Berker, T., Hartmann, M., Punie, Y. & Ward, K.J. (eds.) Domestication of Media and Technology (pp. 80-102). Berkshire: Open University Press. Jenkins, H. (2006). Convergence Culture: Where Old and New Media Collide. New York: New York University Press. Jensen, K.B. (2009). Medie. In Kolstrup, S., Agger, G., Jauert, P. & Schrøder, K. (eds.), Medieog kommunikationsleksikon (vol 1., pp. 312-313). Frederiksberg C.: Samfundslitteratur. Jensen, K.B., Schrøder, K., Stampe, K. et al. (1993). Når danskere ser TV. En undersøgelse af danske seeres brug og oplevelse af TV som flow. København: Samfundslitteratur. Laursen, P.F. (2014, 5. februar). YouTube-show får chance på TV3. Mediawatch. Hentet den 5. februar 2014 fra: http://mediawatch.dk/secure/Medienyt/TV/article6462118.ece?utm_source=Feed&ut m_medium=top&utm_campaign=Middag&utm_content=2014-02-05+13%3A03%3A00 28 Laursen, P.F. (2013, 27. november). Bureauer: Svært at gennemskue TV 2's prispolitik. Mediawatch. Hentet den 27. november 2013 fra: mediawatch.dk/secure/Medienyt/TV/article6277449.ece?service=printversion Lindberg, K. (2014, 30. Januar). DR vil give TV-programmer et længere liv med ny app. Berlingske, Kultur. Hentet den 31. januar 2014 fra: http://www.b.dk/kultur/DR-vilgive-tv-programmer-et-laengere-liv-med-ny-app Lull, J. (1980). The Social Use of Television. In Human Communication Research, vol. 6 (3), 197-208. Løngreen, H. & Sørensen, B.H. (1996). TV- det elektroniske familiemedlem. En medieetnografisk undersøgelse af førskolebørns brug af tv i familien. København: Danmarks Radio. Meyrowitz, J. (1997). Tre paradigmer i medieforskningen. MedieKultur, 26, 56-69. Meyrowitz, J. (1985). No sense of place: the impact of electronic media on social behavior. New York: Oxford University Press Morley, D. (1986). Family Television: Cultural Power and Domestic Leisure. London: Comedia. Palmer, P. (1986). The lively audience : a study of children around the TV set. Sydney: Allen & Unwin Petersen, A.B. (2007). Tværmedialitet som kommunikationsform. In Petersen, A.B. & Rasmussen, S.K. (eds.). På tværs af medierne (pp. 17-40). Aarhus: Forlaget Ajour Petersen, A.B. (2006). Mediediffusion, arbejdspapirer fra The Centre for Internet Research, Aarhus. Scheutz, S. & Andreasen, C. (2013). Fremtiden for fremtidens tv. In Medieudviklingen 2012 (pp. 49-53). København: DR. Smythe, D.W. (1953). Three years of New york television. London: George Allen & Unwin. Silverstone, R. (2006). Domesticating domestication. Reflections on the life of a concept. In Berker, T., Hartmann, M., Punie, Y. & Ward, K.J. (eds.) Domestication of Media and Technology (pp. 40-61). Berkshire: Open University Press. Silverstone, R. (1994). Television and Everyday Life. London: Routledge 29 Silverstone, R. & Hirsch, E. (1992). Consuming Technologies. Media and information in domestic spaces. London: Routledge. Silverstone, R., Hirsch, E. & Morley, D. (1992). Information and communication technologies and the moral economy of the household. In Silverstone, R. & Hirsch, E. (eds) Consuming Technologies. Media and information in domestic spaces (pp. 15-31). London: Routledge. Sørensen, K.H. (2006). Domestication: the anactment of technology. In Berker, T., Hartmann, M., Punie, Y. & Ward, K.J. (eds.) Domestication of Media and Technology (pp. 40-61). Berkshire: Open University Press. Zahavi, D. (2003). Fænomenologi. In Collin, F. & Køppe, S (eds.), Humanistisk Videnskabsteori (pp. 121-138). Viborg: Nørhaven Books. 30 FREMSTILLING 2 Undersøgelsesfelt og -design 7.0 INDLEDNING I denne fremstilling præsenterer og reflekterer jeg over metodiske valg i forbindelse med specialets kvalitative undersøgelsesdesign. Indledningsvist præsenteres karakteristika ved tweens’ mediebrug, og det diskuteres, hvorvidt denne gruppe kan betragtes som en særlig elite af mediebrugere. Afsnittet danner et fælles grundlag for at forstå og fortolke tweenrespondenternes adfærd og bevæggrunde for tv-brug i Fremstilling 3. Endvidere skaber det afsæt for rekruttering af respondenter, som næstfølgende afsnit omhandler. Endelig reflekterer jeg i sidste afsnit over respondenternes forståelse og brug af tv i forhold til valg af kvalitativt metodedesign og tilgang til genstandsfeltet. Gennem fremstillingen forholder jeg mig løbende til min egen rolle i forhold til undersøgelsen, respondenterne og objektivitet. 32 8.0 BØRN AF EN DIGITAL TIDSALDER De digitale og mobile mediers indtog i slutningen af 90’erne og op gennem 00’erne har medført adskillige medie- og samfundsdebatter om børn og unge som en særlig elite af mediebrugere. De er blandt andet blevet kaldt Digital Natives (Prensky, 2001) og Generation Digital (Montgomery, 2007). Begreberne bygger på en idé om, at de unge forstår og bruger medier på en anden måde end generationerne før dem, fordi de aldrig har kendt til andet end et samfund gennemsyret af digitale og mobile medier. Særligt beskriver Marc Prensky generationsforskelle mellem 00’ernes tweens og deres forældre ud fra en antropologisk overbevisning om, at mennesket naturligt og hurtigt lærer det sprog og den adfærd, som dominerer den kultur, det er født ind i. Det vil sige nutidens tweens er født ind i en digital kultur, hvorfor de hjemmevant multitasker mellem digitale platforme og devices. I modsætning hertil er det mindre naturligt for forældrene at begå sig i den digitale kultur, fordi de bærer accenter og spor fra den analoge kultur, de er født i (Prensky, 2001, pp. 1-2). Prensky betegner derfor børn og unge født i den digitale tidsalder for Digital Native, hvor forældre- og bedsteforældregenerationerne altid vil være Digital Immigrants (Ibid., pp. 1-2). En hollandsk undersøgelse foretaget af Alexander van Deursen & Jan van Dijk (2009) udfordrer Prenskys skarpe optegning, da Deursen & Dijk konkluderer, at unge hurtigt og ubesværet finder information på nettet, men også at de ældre generationer i højere grad forstår og fanger deltaljer i informationen, og desuden er bedre til at vurdere kilder end de unge (pp. 399-400). Undersøgelsen viser, at digitale kompetencer er et flertydigt begreb, som hver gang må præciseres i forhold til sin kontekst. Betragtes konteksten ud fra et tidsforbrug og en tilknytning til mediet, mener Christa Lykke Christensen (1999), at de unge har en mere digital brugeradfærd end deres forældre. De bruger væsentligt mere tid på de digitale medier end deres forældre samtidig med, at medierne udgør en kvalitet i de unges tilværelse og betragtes som selvfølgelige og uundværlige for det sociale liv (p. 243). Denne brugskontekst synes i 2014 ikke blot at beskrive unges forhold til digitale medier, men enhver smartphone- eller tabletejende dansker. Eksempelvis konkluderer DR Medieforskning i en ny undersøgelse, at et stort tidsforbrug ikke er forbeholdt de helt unge. Der er flere 25-39-årige, der dagligt tilgår nettet fra smartphones og tablets end unge mellem 12 og 24 år, og de 40-59-årige går lige 33 så ofte på nettet fra en bærbar computer, som de unge gør (Svenningsen, 2014, pp. 20-21). Ligeledes synes de mobile mediers betydning for brugernes sociale liv ikke at være knyttet til en bestemt alder. Under mine deltagerobservationer har såvel forældre som tweens aldrig smartphonen mere end en armslængde fra sig, så de inden for få millisekunder kan tjekke sms’er, mails og Facebook-notifikationer, så snart de bipper ind (Bilag 2 & 3). En anden udfordring med grupperingen ”de digitalt indfødte” er, at unge ikke udgør én homogen gruppe af mediebrugere. Deres mediebrug er vidt forskellig alt efter deres adgang til medier, restriktioner i hjemmet, tekniske kompetencer og modenhed (Tufte, 2011, p. 39). Der er ganske stor forskel på hjernemodenheden hos en 10-årig og en 12årig, idet de eksekutive hjernefunktioner er i rivende udvikling hos den 12-årige. Dette medfører, at den 12-årige evner abstrakt tænkning og problemløsning på et højere plan end en 10-årig (Kjærgaard, Støvring & Tromborg, 2012, p. 94). Tweens bør således ikke betragtes som en homogen gruppe, hvorfor de heller ikke kan betegnes som en digital brugerelite. Alligevel må det ikke underkendes, at de er født i en digital tidsalder, som deres forældre først har stiftet bekendtskab med i deres voksenliv. Dette kan have betydning for generationernes forskellige tilgange til medier, ligesom deres forskellige livserfaring kan påvirke brugen. Som analytisk ideal er det ikke ønskeligt at afgrænse tweens som en bestemt gruppe af brugere, men med en pragmatisk tilgang er det formålstjenesteligt at danne et overblik over fællestræk og forskelle i tweens’ daglige mediebrug. Tween-begrebet beskriver fasen ”in be-tween” barndom og teenagerliv (Rasmussen, 2011, pp. 11-12). Aldersafgrænsningen er forskelligt fra forsker til forsker, men ligger typisk mellem 7 og 12 år. Da der er stor forskel på en 7-årig, der leger med dukker, og en 12-årig, der sms’er med veninderne om Justin Bieber, har jeg valgt at indsnævre min undersøgelse til de 10- til 12-årige. Netop denne aldersgruppe er valgt, da de befinder sig i en fase, hvor de ikke længere er børn, der følger forældrenes mediebrug, og de er endnu ikke teenagere, der lukker sig inde på sit værelse og følger deres egen mediedagsorden (Løngreen & Sørensen, 1996, p. 89). Forældrene ser tweens som værdige dialogpartnere, som de diskuterer valg af tv-kanal og anskaffelser af nye devices med (Tufte, 2011, p. 29, 40). Dette er tydeligt hos mine respondentfamilier, hvor det er hjemmets tweens, der har en afgørende stemme, hvis de skal deltage i tv-brugen. Eksempelvis er det sønnen Johannes, der udvælger den tv-serie, som familien ser sammen en aften, hvor jeg observerer dem. 34 Under opvasken afsløres, at forældrene sætter deres ønsker til side for at tilbringe tv-tid med deres søn: Observatør: Hvem har størst indflydelse, når I skal se en film for eksempel? Mette (mor): Hvis Johannes er en del af det, så har han en større… Henrik (far): Så føjer vi os… Mette: …Så strækker vi os langt for, at vi kan gøre det sammen […] Altså, det er i hvert fald vores opfattelse. Det kan godt være, at du skal spørge Johannes, at han har en… Johannes: Jeg har sagt det samme som jer, moar (råber fra badeværelset) (Bilag 5, 01:18-04:20) Tween-segmentet er således velegnet til denne undersøgelse, idet de har individuelle mediepræferencer, men stadig gerne vil tilbringe tid sammen med forældrene omkring et fælles tv-brug. Tweens’ mediebrug er overordnet kendetegnet ved, at deres brug er lystbetonet. Ifølge DR’s rapport Medieudviklingen fra januar 2014 er specielt drengene opslugte af at spille computerspil, som de udelukkende spiller for spillets skyld. De er yderst engagerede i at blive bedre, og i skolen taler de om, hvor langt de er nået i spillet (Gretlund & Heiselberg, 2014, p. 57). Under spillene kommunikerer de med hinanden over Skype, hvor en samtale under en af mine observationer eksempelvis lyder: »Jeg grapper ham bare næste gang, hvis du clearer inden. Godt gået. LoL! Løb for filan. LoL hvad skete der? WTF. Treachern er ikke ret god«, halvråber respondent Andreas på 12 år ind i mikrofonen, der sidder fast på hørebøfferne (Bilag 6, p.1). Andreas spiller Lead of Legends med sin ven Rasmus, der sidder hjemme ved sig selv. 35 Omkring de 12 år begynder tween-drenge at bruge sociale netværkssider til andet en kommunikation omkring spil. Ifølge TNS Gallups Børne Index 2013 besøger hver fjerde af dem Facebook dagligt eller næsten dagligt. De har primært en profil, fordi de andre i klassen har en, og de bruger den mest til at se og like andres opdateringer (Gretlund & Heiselberg, 2014, p. 58). Forskellen på de yngre og ældre tween-drenge er også tydelig hos mine respondenter i Alssund, hvor lillebror Kasper på 10 år kun bruger Skype til kommunikation under spil, mens storebror Andreas på 12 også har en Facebook-profil, som han bruger til at like vennernes opdateringer og finde sjove videoer. Det samme gør 12-årige Johannes i Viborg, og han er ydermere begyndt at snappe med sine klassekammerater om, hvad de laver (Bilag 5, 15:51-19:15). Det er en væsentligt anden mediebrug, som kendetegner pigerne. Pigerne spiller i mindre grad spil. Hvis de gør, fungerer spillet som en platform, hvor de mødes for at tale sammen (Gretlund & Heiselberg, 2014, p. 56). Pigernes behov for at kommunikere betyder endvidere, at de allerede i 10-års alderen opretter en profil på Instagram, SnapChat og Vine13. Når pigerne bliver 11-12 år, er 44 % af dem dagligt eller næsten dagligt på Instagram, og det er også i den alder, de får en Facebook-profil, som 38 % af dem tjekker dagligt eller næsten dagligt (Ibid., p. 57). Med denne viden har det været essentielt at rekruttere respondenter af begge køn til mit kvalitative studie. I rapporten fra DR er det udelukkende tweens’ brug af sociale netværkssider, som er blevet undersøgt. Det synes besynderligt, at DR Medieforskning ikke behandler tweens’ brug af flow-tv eller tv-on-demand, idet DR for kun et år siden lancerede DR Ultra14. Samtidig befinder vi os i en tid, hvor DR’s børne- og ungdomstilbud ikke kun presses af amerikanske broadcastere som The Walt Disney Company og Turner Broadcasting System15, men også af et stigende antal streamingtjenester med tv-indhold til tweens. Den nyeste forskning16 omkring danske tweens’ tv-brug går helt tilbage til 2011, hvor Birgitte Tufte konkluderer, at tweens stadig ser »meget tv, selvom internettet er populært. Det, der har ændret sig i forhold til tv-sening, er valget af kanaler« (p. 31). Med kanaler mener Tufte frekvenskanalerne DR1 og TV 2, som tweens i 2011 skiftede ud med Disney Channel, Cartoon Network og Toon Disney (Ibid., pp. 31-32). Tufte definerer kun tv som flow-tv og Vine er en app, hvor brugerne kan optage og dele videoer med hinanden. Videoerne kan vare op til seks sekunder. 14 DR Ultra henvender sig til børn i alderen 7-12 år og blev lanceret 4. marts 2013. 15 Amerikansk broadcaster, der ejer børnekanalerne Cartoon Network og Boomerang. 16 Som jeg har kendskab til. 13 36 skeler ikke til internettets tv-indhold. Der er således ikke foretaget undersøgelser af tweens’ tv-brug på tværs af forskellige tv-former. Tween-segmentet er særlig anvendeligt som respondenter for nærværende undersøgelse, da de befinder sig i en fase, hvor de ikke længere er børn, der følger deres forældres mediebrug, men de er heller ikke teenagere med en helt individuel brug. De ønsker stadig at tilbringe tid med forældrene, der ser dem som værdige dialogpartnere. Tweens bør dog ikke regnes som en homogen gruppe, da der blandt andet er forskel på hvor veludviklede deres eksekutive hjernefunktioner er. Endvidere er mediebrugen kønsopdelt. Drengene vælger det actionprægede, hvor de skal handle, mens pigerne samles om digitale platforme, hvor de kan tale sammen. Denne indsigt fungerer som en fælles forståelsesramme for tweens’ brug af tv i Fremstilling 3. Det fælles afsæt er essentielt, da der endnu ikke er foretaget danske undersøgelser af tweens’ tv-brug på tværs af devices og platforme, som specialet kan tage udgangspunkt i eller lade sig inspirere af. Specialet er derfor præget af en åben og eksplorativ tilgang til undersøgelsesfeltet, hvilket følgende afsnit omhandler. Indledningsvist introduceres læseren for rekrutteringen af de tre respondentfamilier. 37 9.0 REKRUTTERING AF RESPONDENTFAMILIER I en rekrutteringsproces er det essentielt at fokusere på studiets formål. Der er eksempelvis stor forskel på rekruttering til et makrostudie, der skal give repræsentative resultater, og et mikrostudie af det subjektive. Min undersøgelse hører til sidstnævnte kategori, hvor jeg ønsker en dybdegående indsigt i respondenternes subjektive bevæggrunde for deres tv-brug. Jeg har derfor udvalgt ni respondenter, som jeg kan studere i længere tid. Med få respondenter, der kun udtaler sig og agerer på egne vegne, kan jeg ikke skabe et acceptabelt reliabilitetsniveau.17 Dette hænger sammen med, at ingen respondenter producerer den samme data og med ganske få respondenter, vil jeg ikke kunne reproducere forskningsresultatet. Jeg har dog forsøgt at højne niveauet ved at skabe gennemsigtighed omkring min indsamling og behandling af data. Respondenterne i deltagerobservationen er rekrutteret ud fra et kriterium om at finde familier bestående af minimum ét barn mellem 10 og 12 år. Endvidere har det været et krav, at begge køn skulle være repræsenteret i den samlede gruppe af tweenrespondenter. Formålet med studiet har ikke været at indsamle repræsentative data, hvorfor diversitet i forskellige demografiske variabler ikke er vægtet i rekrutteringen. Derimod har jeg prioriteret børnenes alder og køn samt familiernes lyst til at deltage. Netop familiens interesse i undersøgelsesfeltet kan være afgørende, da det kræver tillid og ressourcer af en familie at lade en fremmed (i antropologisk forstand) træde ind i hjemmets privatsfære. Med tillid som nøgleord har jeg i første omgang valgt at rekruttere gennem eget netværk, da kendskab til observatøren kan gøre det lettere at finde respondenter samt skabe tryghed under observationerne (Hammersley & Atkinson, 1997, pp. 112). Forhåndskendskabet har naturligvis betydning for min forforståelse af respondenterne, hvorfor jeg løbende har forholdt mig til objektiviteten i observationerne. Dette har jeg gjort ved at nedskrive adverbier, som jeg har forbundet med hver respondent. Herved har jeg søgt at skabe klarhed over mine forforståelser, som jeg under observationerne har forsøgt at lægge fra mig og skabe en så fordomsfri observation som mulig. En høj reliabilitet skabes ved at sikre, at forskningsresultatet kan reproduceres på et hvilken som helst andet tidspunkt og af andre forskere (Schrøder, 1999, p. 51). 17 38 Rekrutteringen er foregået gennem mit højskolenetværk. Jeg har i en årrække været instruktør på sommerkurser, hvor jeg har undervist familier i mediefag og teambuilding. Denne position har jeg benyttet som adgangsgiver til to af mine respondentfamilier (Gulløv & Højlund, 2003, p. 86). På kursets Facebook-gruppe har jeg søgt familier, som kunne være interesserede i at deltage i mit studie. I opslaget lægger jeg vægt på familiernes interesse i undersøgelsen, som de på eget initiativ har skullet melde sig til. Herved har jeg sikret, at respondenterne har en velvillig indstilling til observationen, som er en fordel, når jeg har skullet besøge dem flere gange og i adskillelige timer. Endvidere forsøger jeg i opslaget at skabe et engagement og en nysgerrighed ved at kalde min afhandling for »forskning«. Endelig vælger jeg at begrænse oplysninger om undersøgelsen, da det kan påvirke de tilmeldte respondenters adfærd (Hammersley & Atkinson, 1997, pp. 264-266). Opslaget har resulteret i to familier med tween-drenge har meldt sig. Familie i Viborg Mor: Mette, 44 år, sygeplejerske. Egen smartphone. Deler tablet, bærbar computer og fjernsynsapparat med sin mand. Far: Henrik, 45 år, folkeskolelærer. Egen smartphone. Deler tablet, bærbar computer og fjernsynsapparat med Mette. Tween: Johannes, 12 år, 7. klasse. Egen smartphone, tablet, bærbarcomputer og forskellige spilkonsoller. 39 Familien har trådløs internetadgang, abonnerer på TV 2 og Netflix samt har optagerboks tilkoblet fjernsynsapparatet. (Bilag 13 a,b,c) Familie i Alssund Mor: Stine, 43 år, afdelingsleder ved laboratorium (fraskilt). Egen smartphone, tablet, bærbar computer og fjernsynsapparat. Tween: Andreas, 12 år, 6. klasse. Egen smartphone og stationær computer. Deler spilkonsoller med sin lillebror og låner morens tablet. Tween: Kasper, 10 år, 4. klasse. Egen smartphone, bærbar computer, stationærcomputer, fjernsynsapparat og tablet. Deler spilkonsoller med sin bror. Familien har trådløs internetadgang og stor tvpakke, desuden abonnerer de på Netflix og TV 2 Play, samt de har optagerboks tilkoblet fjernsynsapparatet. (Bilag 13 d,e) Det har naturligvis betydning for undersøgelsen, at respondenterne er rekrutteret gennem et højskolenetværk. Højskolekursister er oftest ressourcestærke familier med råd til den type ferie og lyst til at tilbringe tid sammen. Det kan derfor antages, at familierne har råd til adskillelige devices, samt at de prioriterer at tilbringe tid sammen, hvilket kan afspejle sig i et større fælles tv-brug. Den tredje respondentfamilie er rekrutteret gennem snowball sampling18, da det ikke lykkedes at rekruttere en familie med piger gennem mit eget netværk. Den tredje familie består af: Familie i Svendborg Mor: Katrine, 44 år, folkeskolelærer (fraskilt). Egen smartphone. Deler tablet, bærbar computer og fjernsynsapparat med sine piger. Tween: Andrea, 11 år, 5. klasse. Egen smartphone. Deler tablet, bærbar computer og fjernsynsapparat med sin mor og søster. Deler spilkonsol med søster. 18Det vil sige mit netværks netværk (Halkier, 2008, p. 31) 40 Tween: Freja, 10 år, 4. klasse. Egen smartphone. Deler tablet, bærbar computer og fjernsynsapparat med sin mor og Andrea. Deler også spilkonsol med Andrea. Familien har trådløs internetadgang samt adgang til DR’s kanaler. (Bilag 13 f,g,h) Da jeg ikke tidligere har mødt familien i Svendborg, har det krævet adskillelige telefonsamtaler at opbygge en tillid, der har været nødvendig inden observationens begyndelse. Herimod har højskolefamilierne udvist tillid med det samme. Eksempelvis starter min deltagerobservation hos familien i Alssund med, at jeg besøger drengene, mens de er alene hjemme. Endvidere inviteres jeg på rester til aftensmad, hvilket fortæller, at familien ikke betragter mig som en sjælden gæst (Bilag 6, pp. 1, 3, 7). Ligeledes virker familien i Viborg trygge ved mine besøg, hvor de betror sig til mig med detaljer som for eksempel, hvilke medieindhold og devices de bruger under toiletbesøg (Bilag 5, 39:2640:40). Idet rekrutteringskriterierne har været enkle ved blot at omfatte børnenes alder og køn, er det faldet tilfældigt ud, hvorledes familiesammensætningen er, hvor familierne er bosat, hvilke stillinger forældrene besidder, samt hvilke devices og medietjenester familien har adgang til. Disse variabler har naturligvis betydning for, hvordan og hvilke devices familierne bruger. Eksempelvis ser Andreas på 12 år mere tv med sin mor, end Johannes på samme alder gør med sine forældre, hvilket skyldes, at Andreas ikke kan lide, at hans singlemor skal sidde alene i stuen (Bilag 7). Der er endvidere forskel på restriktionerne omkring børnenes mediebrug, hvor Katrine, der er skolelærer, har begrænset skærmtiden for sine døtre, mens drengene i Alssund og Viborg tilsyneladende selv administrerer deres brug (Bilag 6, p. 10; Bilag 10, p. 10). I en undersøgelse af større omfang ville det have været interessant at rekruttere flere respondenter ud fra andre kriterier. Eksempelvis ville tv-brugen antageligvis være en anden, hvis familierne var rekrutteret ud fra, at de skulle have et smart-tv. 41 10.0 DELTAGEROBSERVATION I det følgende redegøres for valg og fravalg i forbindelse med specialets kvalitative undersøgelsesdesign. I første afsnit argumenterer jeg ud fra en fænomenologisk overbevisning om valget af deltagerobservation samt fravalg af interviews, mediedagbøger og spørgeskemaer. I det efterfølgende afsnit redegøres for praktiske forhold i observationen, hvorefter jeg diskuterer betydningen af min tilstedeværelse, og hvilke overvejelser jeg har gjort mig i forhold til min rolle som deltagerobservatør. De metodiske overvejelser er inspireret af Alfred Schutz’ koncept om fænomenologisk hverdagssociologi, Susanne Højlunds kommunikative praksis samt Raymond Golds observationstypologier. I gennemgangen af forskning omkring tv står det klart, at tv er et begreb, som er blevet anvendt med begrænset refleksion over begrebets betydning i sig selv. Det har derfor indledningsvist været en opgave at vurdere, hvorvidt den lave grad af refleksivitet også afspejles blandt tv-brugere i dag. Dette har jeg gjort ved at foretage uformelle, ustrukturerede samtaler med venner og bekendte om deres tv-brug og forståelse af tvbegrebet. Den gennemgående konklusion er, at brugerne ikke reflekterer over, hvordan de bruger tv eller, hvad tv er for dem. Som en kvinde på 58 år siger: »Hmm det ved jeg ikke… Det har jeg altså ikke lige tænkt over… Det er jo bare… Tv er jo bare tv« (Bilag 14). Kvinden forstår tv igennem det, som Alfred Schutz betegner som en common senseindstilling. Schutz arbejder med konceptet fænomenologisk hverdagssociologi, hvor forskeren tager udgangspunktet i hverdagslivet (livsverdenen) og forsøger at forstå, hvordan mennesket er impliceret i konstruktioner af social mening, handlinger og situationer. Schutz studerer således livsverdenen, som den erfares af mennesker i hverdagslivet. Erfaringerne sker gennem mentale indstillinger, som blandt andet består af en common sense-indstilling. Herigennem oplever individet ubevidst hverdagens fænomener som naturlige og selvfølgelige (Schutz, 2005, p. 24).19 Idéen om common Den anden indstilling er refleksiv, hvor individet sætter spørgsmålstegn ved selvfølgelighederne. Dette sker typisk, når man er i en fremmed kultur med andre referencerammer end sine egne. Denne indstilling kan jeg som forsker have som analytisk ideal ifm. deltagerobservationen (Schutz, 2005, pp. 21-78). 19 42 sense-tolkninger af fænomener i hverdagslivet er interessant for min undersøgelse, da tvbegrebet netop fremstår som en selvfølgelighed for brugerne: Tv er jo bare tv. Ydermere beskriver tolkningerne i et mediebrugsperspektiv den domesticeringsproces, som er sket, når mediebrug er blevet til vaner og rutiner. En forståelse af en brugers common sensetolkninger kan således synliggøre brugerens domesticering af et medie i forbindelse med sin tv-brug. Valget af kvalitativt undersøgelsesdesign bygger på et ønske om at udforske respondenternes common sense-tolkninger. Disse tolkninger har vist sig svære at italesætte for brugerne, fordi tv fremstår som selvfølgelighed. Det betyder, at interviewet som metode ikke vil kunne give indsigt i respondenternes tv-brug. Jeg har derfor valgt at tage i felten for at opleve respondenternes virkelighed sammen med dem. Når jeg er i felten, har jeg mulighed for at forstå hvordan og hvilke tolkninger, der omsættes til handlinger (Kristiansen & Krogstrup, 1999, pp. 14, 77). Formålet med valget af deltagerobservation er således at indfange kompleksitet omkring de relationer, kontekster og rutiner som tv-brugen indgår i på hverdagsbasis. Herved fanges nuancer, som interviews, mediedagbøger og spørgeskemaer ikke kan (Løngreen & Sørensen, 1996, p. 92). Endvidere giver deltagerobservation mulighed for at sammenholde det observerede med det sagte, hvilket, blandt andet Edgar Schein og Niklas Luhmann har pointeret, er relevant, da der kan være store forskelle mellem, hvad en person siger, han gør, og hvad han rent faktisk gør.20 Det er alment kendt, at anvendelse af forskellige metoder kan give et mere nuanceret billede af undersøgelsesfeltet. Dette betyder i midlertidig ikke, at jeg får et mere sandt eller fuldstændigt billede. Jeg har fravalgt at supplere mine deltagerobservationer med interviews, spørgeskemaer eller mediedagbøger, hvor spørgsmål og rammer er sat på forhånd, da jeg anvender en åben og eksplorativ tilgang. Endvidere er mediedagbøger og spørgeskemaer oftest anvendelige til at søge generelle tendenser, hvor jeg søger en dybere forståelse af den enkelte respondents subjektive handlinger og bevæggrunde. Det kan argumenteres for, at dybdegående interviews og mediedagbøgerne kunne have bidraget med en opfølgning på mine observationer, hvor disse metoder kunne have klarlagt om respondenternes brug under observationen er repræsentative for familiens vanlige brug af tv. Dette har jeg dog fravalgt, da det er min vurdering, at jeg ikke ville få en dybere Luhmann skelner mellem kommunikation af noget og kommunikation om noget, hvor ’kommunikation om’ svarer til Scheins skueværdier, der omhandler det, som en person siger om sig selv, men ikke nødvendigvis er det, han gør. ’Kommunikation af’ er den reelle kommunikation af det, som personen faktisk gør, hvilket svarer til Scheins grundlæggende antagelser (Luhmann, 2005; Schein, 1989). 20 43 indsigt i deres bevæggrunde. Det er i brugssituationen, at common sense-tolkninger bliver synlige. Deltagerobservationen af de tre familier er foregået i deres hjem. Valget skyldes, at det er i husstanden, børn og voksne tilbringer mest tid sammen. Det er her deres individuelle, parallelle og fælles mediebrug udspilles, hvorfor det er i hjemmet, at forskelle og ligheder i brug og betydningsdannelser kan iagttages. Observationerne har fundet sted en tirsdag og en søndag i samme uge for én familie.21 Respondenterne er om tirsdagen blevet observeret, fra de er kommet hjem om eftermiddagen, til de har lagt sig i sengen om aftenen, og igen næste morgen fra de er stået ud af sengen og taget på arbejde. Jeg har således søgt at observere respondenterne i hverdagslige rammer. Disse rammer er interessante, fordi det er her, domestication- og mediatization-processerne manifesterer sig og samtidig viser, hvor sammenflettede de er (Hartmann, 2009, p. 225). Mediebrugen i weekenden er til dels anderledes. På den ene side er det i weekenden, der eksperimenteres med ny mediebrug, og brugerne forhandler eksisterende moraløkonomier, der kan være baseret på mediets mediatet eller husstandsstrukturer. På den anden side er mediebrugen i weekenden også pakket ind i vaner og rutiner, som eksempelvis ”søndag klokken 20” med DR-drama, hvilket jeg vender tilbage til i Fremstilling 3 (Hartmann, 2009, pp. 233-234; Løngreen & Sørensen, 1993, p. 65; Bilag 3, p. 9). Hensigten med at observere både hverdag og weekend har således været at opleve forskellige faser og former af domestication- og mediatization-processer. Observationen er foregået i januar, hvilket har været fordelagtigt for min undersøgelse. Januar har få timer med dagslys, hvorfor danskerne generelt tilbringer flere timer med tv. Det er også i den måned, hvor broadcastere og streamingtjenester lancerer nyt tv-indhold, som kan trække brugerne til skærmen. Det er således en måned med potentiale for at observere et stort og varieret tv-brug. Denne overvejelse er aktuel, fordi det ud fra mit specialeforløb havde været mere oplagt at observere i december. Dette har jeg fravalgt, da julekalenderne dominerer danskernes tv-brug i den måned. Herved undermineres andre indholdsgenrer, som jeg ikke ville have samme mulighed for at studere brugen af. Med undtagelse af familien i Svendborg, som jeg kun har besøgt om tirsdagen, grundet vinterferie og, der kom ændringer omkring, at pigerne skulle bo hos faderen. 21 44 Formålet med dette speciale er at undersøge, hvad tv er. Det har derfor løbende været essentielt for mig at reflektere over min egen relation til samt brug og forståelse af tv. Som beskrevet i specialets indledning, betragter jeg tv som alt audiovisuelt indhold, som kan tilgås fra adskillelige devices. I min brede tilgang til tv har jeg så vidt som muligt forsøgt at være bevidst om og bruge den positivt ved at lade mig drive af en nysgerrighed over for, hvordan andre ser tv. Jeg er derfor gået til feltet med en oprigtig videbegærlighed, hvor jeg under observationerne har spurgt ind til selv de mindste detaljer i respondenternes brug og udsagn. Eksempelvis har jeg spurgt ind til betydninger i forbindelse med tweenrespondenternes ordvalg som »en YouTuber« og forholdet mellem at »zappe« og »klikke« (Bilag 8, 02:36-05:30; Bilag 11, 06:00-11:50). Hertil har jeg taget så mange feltnoter som muligt – også observationsnoter, der umiddelbart ikke har relation til tv. Formålet har været at minimere risikoen for kun at observere det, som jeg selv definerer som tv (Ovesen, 1989, p. 90). Inden observationerne har jeg udarbejdet et observationsskema, som har til formål at gøre mig bevidst om at observere betydningsdannelser i en treleddet artikulation, jævnfør Hartmann (2006). Blandt andet har jeg ønsket at undersøge mediedevicen i sig selv, hvilket nødvendiggør, at jeg har kunnet notere brugen af henholdsvis tv-indhold, device og brugskontekst separat. Derfor er de tre led i artikulationen opdelt i tre kolonner i observationsskemaet (Bilag 2, 3, 6, 7 & 10). Foruden de tre kolonner består skemaet af kolonner til notering af henholdsvis tidsintervaller, deltagere og kommentarer. Sidstnævnte kolonne har givet mig mulighed for at notere respondenternes ansigtsudtryk, præcise ordvalg og lignende i de situationer, der ikke har indbudt til optagelser (eksempelvis når jeg har indgået i en spontan samtale med en respondent). Risikoen ved denne kolonne er, at jeg under observationen ikke har kunnet skelne mellem noteobservationer og mine fortolkninger (Patton, 1990, pp. 269-271). Efter endt observation har jeg derfor skrevet et observationsresume, hvori det tydeligere fremgår, når jeg tolker på observationer (Bilag 12). Herved har jeg skabt en konstruktion af de konstruktioner, respondenterne har foretaget. En form for dobbelt hermeneutik, hvor jeg har forsøgt at forstå, hvad jeg bruger til at forstå, hvad respondenterne forstår.22 Resumeerne har jeg ikke brugt i selve analysen. Jeg har i stedet foretaget en åben kodning ud fra observationsskemaerne og optagelserne, hvor jeg først har kodet med udgangspunkt i 22 45 Endvidere har jeg forsøgt at observere så åbent og fordomsfrit som muligt ved at optage respondenterne med min smartphones lydoptager eller kamera. Herved har jeg kunnet opfange flere aktive og passive handlinger, end hvis jeg kun havde benyttet mig af noter, som én gang for alle lagrer handlinger som ord og reducerer sammenhænge (Gulløv & Højlund, 2003, p. 43). Lydoptager og kamera har været et godt supplement til mine observationsnoter og har fungeret så uforstyrrende som muligt, idet jeg har brugt min smartphone til at optage med.23 Det har været en overvejelse at sætte kamaraer op i alle rum, da jeg kun har kunnet være i et rum ad gangen. Dette observationsværktøj har jeg fravalgt, da det muligvis vil kunne påvirke respondenternes adfærd, hvis de konstant følte sig overvåget, eller jeg kunne risikere, at de ikke vil deltage i observationen. Kameraet har også den ulempe, at den ikke kan zoome ind på indhold, der tilgås fra en device med mindre skærm. Det kan ej heller opfange de stemninger, som er i rummet, eller indlede uformelle samtaler, der kan uddybe bevæggrunde for mediebrugen. Således kan videoregistrering ikke erstatte en selektiv perciperede deltagerobservation, men den kan støtte den fysiske observation (Løngreen & Sørensen, 1993, p. 63). Med valget af deltagerobservation må jeg forholde mig til det paradoks mellem indlevende deltagelse og distanceret observation, som metoden indeholder. Paradokset er kontinuerligt blevet diskuteret gennem forskningshistorien, og særligt har debatten omhandlet, hvorvidt forskerens påvirkning af undersøgelsesfeltet kan reguleres med graden af deltagelse (Simmel, 1950; Gold, 1958; Adler & Adler, 1984; Fetterman, 1998; Bernard, 1998; Savage, 2000). Den ene pol i diskussionen er repræsenteret af blandt andet Raymond Gold, der argumenterer for, at graden af påvirkning afhænger af, hvilken rolle forskeren indtager: Complete participant, participant-as-observer, observer-as-participant eller complete observer (Gold, 1958, pp. 217-223). I modsat pol står blandt andre Georg Simmel, der ikke finder, at deltagerobservation kan gradbøjes. Forskeren må til enhver tid påtage sig rollen som den fremmede, idet han ikke hører til fra begyndelsen, han ikke er organisk forbundet til de etablerede sociale bånd, og han ikke kender de eksisterende moraløkonomier (Simmel, 1971, p. 143). Ligeledes finder Susanne Højlund, at forskeren altid vil influere feltet med sin tilstedeværelse. Hun mener ikke, at dette skyldes en særlig respondenternes handlinger og udsagn, og derefter har jeg fundet overordnede kategorier, som har dannet strukturen for Fremstilling 3 (Crang & Cook, 2007, pp. 137-138; Bilag 15). 23 Familierne bruger selv deres smartphones mange gange under observationerne, hvorfor devicen ikke er et bemærkelsesværdigt medie i de hverdagslige rammer, hvilket et filmkamera kunne have været. 46 rolle som ”den fremmede”, ej heller sondrer hun mellem observation og deltagelse. Højlund hæfter sig ved, at forskeren bliver en del af kommunikationen, idet han træder ind i konteksten (Højlund, 2001, p. 86). Han påvirker og påvirkes ikke blot af ord og tale, men også af handlinger, aktivitet og ikke mindst passivitet. Disse påvirkninger skaber en forskel, som producerer respons fra de andre aktører i kommunikationssystemet (Ibid., p. 86). Disse forskellige syn på forskerens betydning i undersøgelsesfeltet har været centrale for mine metodiske overvejelser omkring min forståelse og brug af deltagerobservation. Med afsæt i Højlund erkender jeg, at et analyseobjekt skabes i samspil med observatør og respondenter, samt at min tilstedeværelse altid vil påvirke situationen og aktørerne, uanset hvilken rolle jeg indtager. Alligevel er Golds fire observationstypologier relevante i et pragmatisk perspektiv, hvor jeg træder ind i en families intimsfære. Jeg har primært indtaget rollen som participant-as-observer, hvor jeg har været en del af feltet, og respondenterne har kendt til mit formål med observationen. I den rolle har jeg haft skiftende status, hvor jeg har deltaget i nogle aktiviteter, mens jeg andre gange har kunnet trække mig tilbage og skrive noter (Gold, 1958, pp. 220-221). Eksempelvis har jeg deltaget i aftensmåltidet hos familien i Viborg, som en anden gæst ville gøre, men jeg har efterfølgende ladet familien spille kort alene, som de plejer (Bilag 2, p. 5). Jeg har således forsøgt at mindske ”støjen” omkring min tilstedeværelse ved at lade min deltagelse være situationsbestemt på samme måde, som den er det i hverdagens almindelige interaktion (Kristensen & Krogstrup, 1999, p. 122). Ulempen ved at skifte i graderne af deltagelse kan være, at metoden kan skabe forvirring blandt respondenterne om, hvordan de skal begå sig omkring mig (Gold, 1958, pp. 220-221). Det er særligt tydeligt, når jeg har været alene med en voksenrespondent. Henrik, Mette og Stine fortsætter ikke deres gøremål, men begynder uopfordret at fortælle mig om deres mediebrug. Dette kan skyldes høflighed, hvor de velmenende ønsker at give mig så meget information om deres mediebrug som muligt (Bilag 2, p. 4; Bilag 6, p. 7). Endvidere risikerer jeg ved en delvis deltagelse at misforstå kommunikation og situationer. Som Simmel pointerer, er jeg et ikke-integreret medlem af familien, hvorfor jeg ikke forstår de subjektive realiteter, rutiner og den indforståethed, som eksisterer i familien. Det har derfor været essentielt for mig at spørge ind til respondenternes bagvedliggende meninger og motivationer som en del af uformelle samtaler under deltagerobservationen. 47 Opsummerende har jeg anvendt Schutz’ fænomenologiske hverdagssociologi til valg af kvalitativ metode og som forståelse af respondenters common sense-tolkninger af tv og tv-brug. Med deltagerobservation kan jeg opleve respondenternes tolkninger af fænomener i hverdagslivet sammen med dem, hvilket andre kvalitative metoder som interviews, spørgeskemaer og mediedagbøger ikke muliggør. Endvidere betyder min eksplorative tilgang, at jeg ikke kan prædefinere fænomener, som jeg kunne spørge ind til i et interview eller i et spørgeskema. I min tilgang til deltagerobservationen som metode har jeg erkendelsesmæssigt lagt mig tæt op af Højlunds kommunikationsforståelse. Dertil har jeg i praksis aggeret ud fra overvejelser omkring Golds fire observationstypologier. Jeg har primært indtaget rollen som participant-as-observer, hvor jeg har navigeret ud fra at skabe en naturlig samværsform. Under observationen har jeg benyttet mig af notater, lyd- og videooptagelser med det formål at have en så åben og fortolkningsfri empiriindsamling som muligt. 48 11.0 LITTERATURLISTE Adler, P.A. & Adler, P. (1987). Membership roles in field research. California: SAGE Publications Inc. Bernard, H.R. (1988). Research Methods in Cultural Anthropology (pp 152-160). California: SAGE Publications Inc. Christensen, C.L. (1999). Forståelse og tolkning af moderne billedmedier - om danske gymnasieelevers billedoplevelser. In Christensen, C.L. (ed.). Børn, unge og medier. Nordiske forskningsperspektiver. Nordicom, 243-261 Crang, M. & Cook, I. (2007). Doing Ethnographies. London: SAGE Publications Ltd. Deursen, A.V. & Dijk, J.V. (2009). Using the Internet: Skill related problems in users’ online behavior. Interacting with Computers 21, 393–402 Fetterman, D.M. (1998, 2. udg.). Ethnography Step by Step. California: SAGE Publications Inc. Gretlund, T.S. & Wieland, J.L. (2014). Kvinderne har for alvor taget smartphonen til dig. In Medieudviklingen 2013 (pp. 36-40). København: DR Medieforskning. Gulløv, E. & Højlund, S. (2003). Feltarbejde blandt børn. Metodologi og etik i etnografisk børneforskning. København: Gyldendal. Gold, R. (1958). Roles in Sociological Field Observation. Social Forces 36 (3), 217–223. Halkier, B. (2008). Fokusgrupper. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Hammersley, M. & Atkinson, P. (1997). Ethnography. Principles in Practice. Routledge Hartmann, M. (2009). Everyday: domestication of mediatization or mediatized domestication. In Lundby, K. (ed.) Mediatization : concept, changes, consequences (pp. 225-242). New York: Peter Lang. Hartmann, M. (2006). The triple articulation of ICTs. Media as technological objects, symbolic environments and individual texts. In Berker, T., Hartmann, M., Punie, Y. & Ward, K.J. (eds.) Domestication of Media and Technology (pp. 80-102). Berkshire: Open University Press. 49 Kjærgård, H., Støvring, B. & Tromborg, A. (2012). Barnets lærende hjerne. Frederiksberg: Frydenlund. Kristiansen, S. & Krogstrup, H.K. (1999). Deltagende observation: introduktion til en samfundsvidenskabelig metode. København: Hans Reitzels Forlag. Luhmann, N. (2005) [1984]. Sociale systemer. Grundrids til en almen teori. København: Hans Reitzels Forlag. Løngreen, H. & Sørensen, B.H. (1996). TV, det elektroniske familiemedlem: en medieetnografisk undersøgelse af førskolebørns brug af TV i familien. København: Danmarks Radio. Løngreen, H. & Sørensen, B.H. (1993). Deltagerobservation – TV: det elektroniske familiemedlem. Mediekultur 21 (9), pp. 58-69 Montgomery, K.C (2007). Generation Digital. Politics, Commerce, and Childhood in the Age of the Internet. Cambridge: MIT Press. Ovesen, J. (1989). Gæsten og storpolitikken: dialog med Pashia-folket i Afganistan. In Hastrup, K. & Ramløv, K. (eds). Feltarbejde: oplevelse og metode i etnografien. København: Akademisk Forlag Patton,M.Q. (1990) [1980]. Qualitative evaluation and research methods. London: SAGE Publications Ltd. Prensky, M. (2001). Digital Natives, Digital Immigrants. In On the Horizon, MCB University Press, 9 (5), 1-6. Rasmussen, J. (2011). Tweens?. In Andersen, L.P. (ed.) Tweens – mellem medier og mærkevarer (pp. 29-52). Frederiksberg: Samfundslitteratur. Savage, J. (2000). Participative observation: Standing in the shoes of others?. Qualitative Health Research (10) 3, 324-339. Schein, E.H. (1989). Organisationskultur og ledelse: et dynamisk perspektiv. København: Valmuen Schrøder, K. (1999). The best of both worlds? Media Audience Research between Rival Paradigms. In P. Alasuutari (Ed.), Rethinking the Media Audience. London: Sage. Schutz, A. (2005) [1972]. Common sense og videnskabelige tolkning af menneskelig handling. In Hverdagslivets sociologi (pp. 21-78). København: Hans Reitzels Forlag. 50 Simmel, G. (1971). The Stranger. In: On Individuality and Social Forms. Chicago: University of Chicago Press. Simmel, G. (1950). The Sociology of Georg Simmel. New York: The Free Press. Svenningsen, U.H. (2014). Nettet vokser på de små skærme. In Medieudviklingen 2013 (pp. 18-23). København: DR Medieforskning. Tufte, B. (2011). Tweens og medier. In Andersen, L.P. (ed.) Tweens – mellem medier og mærkevarer (pp. 29-52). Frederiksberg: Samfundslitteratur. 51 FREMSTILLING 3 Den digitale tv-bruger 12.0 INDLEDNING I Fremstilling 3 tegner jeg et billede af danskernes brug af tv på tværs af devices og platforme. Det er ikke formålet at give en endegyldig afbildning af danskernes tv-brug anno 2014, men jeg ønsker ud fra kvantitative data at give læseren en fornemmelse af mængden og typen af tv-brug. Dette suppleret med et etnografisk studie, hvor jeg søger en dybere forståelse af respondenternes motivation og kontekst for deres tv-brug. Herved benyttes data- og metodetriangulering, som belyser opgavens problemstilling på flere niveauer. I analysen arbejder jeg fortsat ud fra en fænomenologisk overbevisning, men i selve behandlingen af de kvantitative data tager jeg en mere tilstræbt positivistisk24 tilgang. Det betyder i praksis, at jeg forholder mig kritisk til repræsentativitet og validitet af de kvantitative data. På samme tid er det en kendsgerning, at denne afhandling blot er et øjebliksbillede af danskernes tv-brug, der er under hastig forandring, og derfor er det udfordrende at holde et reliabilt forskningsniveau. Endelig er den kvalitative undersøgelse begrænset til tre familier, der udelukkende taler på egne vegne, hvorfor deres motivation og adfærd omkring tv-brug skal ses som del af en større helhed og dermed ikke generaliserbart. Fremstillingen er delt op i tre analysedele, der tager afsæt i 1) flow-tv, 2) tidsforskudt tv og 3) tv-on-demand. De tre tv-typer analyseres med afsæt i Hartmanns trippel artikulation, hvor jeg indledningsvist analyserer betydninger af henholdsvis tv-indhold, devices og brugskontekst separat og derefter analyserer tv-brugen, som den er sammensat af betydninger i en treleddet artikulation. Analysen afrundes med en refleksion over forskelle og ligheder mellem respondenternes fortælling om deres tv-brug versus den brug, som jeg har observeret. Indledningsvist præsenterer jeg de anvendte kvantitative data og reflekterer over udfordringerne ved at foretage kvantitative undersøgelser af tv-brug i dag. Positivismen er baseret på tanken om den objektive og målbare sandhed, som bygger på kvantificerbare data. Positivisterne stræber efter at finde frem til lovmæssigheder og ordne disse systematisk i større sammenhænge (Flor, 2003, p. 62). 24 53 13.0 KVANTITATIVE DATA OM TV-BRUG Det er i dag omfangsrigt og yderst komplekst at foretage en kvantitativ undersøgelse af brugen af tv. Dette skyldes dels, at tv er et flydende felt, hvor det er vanskeligt at få ”al data” med, når genstandsfeltet ikke er afgrænset. Endvidere er det en væsentlig udfordring, at der ikke er ét analyseinstitut, som har adgang til elektronisk registrering af al brug af audiovisuelt indhold. TNS Gallup kan eksempelvis kun måle brug af flow-tv samt streamingtjenester, der viser indhold, som har været sendt på flow-tv. Herved måles brugen af tjenester som Netflix og HBO ikke. Disse streamingtjenester offentliggør af konkurrencemæssige hensyn ikke seertal, hvilket betyder, at analyseinstitutioner må basere deres undersøgelser på claimed målinger.25 Risikoen ved claimed målinger er en unøjagtighed, samt at respondenterne har en tendens til at overestimere social aktiv adfærd (Thunø, 2014, p. 60). Ligeledes er undersøgelser af brug af tv-indhold på nyhedssites samt sociale netværksmedier som YouTube, Facebook og Instagram baseret på claimed målinger. Ved disse undersøgelser er udfordringen endvidere, at brugerne kan have svært ved at huske tv-brug, der typisk tilgås spontant og i kort tid, som når et videoklip dukker op i brugerens newsfeed på diverse sociale netværkssider. Det er således særdeles udfordrende at foretage en kvantitativ undersøgelse af danskernes tv-brug, når tv ikke længere kan afgrænses ved DR1, TV 2 og TV3. I dette speciale anvender jeg kvantitative data, der indeholder målinger omhandlende brug af de platforme og devices, som respondenterne i mine kvalitative studier benytter til tv. Den kvantitative empiri består af egne kørsler i TNS Gallups databaser suppleret med rapporter fra DR Medieforskning, forbrugerpanelet YouGov (rapport udarbejdet for Google) og Epinion (udarbejdet for Specific Media). 26 TNS Gallup er et kommercielt analyseinstitut, der indsamler data om blandt andet danskernes mediebrug. Disse data indsamles forskelligt alt efter formål og database, hvor jeg benytter data fra GallupForum og TV-Meter. Paneldeltagerne udtaler sig om eller registrerer deres egen mediebrug frem for elektroniske registreringer, som det kendes fra tv- og radiomålinger. 26 Virksomheden Specific Media arbejder med data fra tv og digitale platforme, som hjælper annoncører med at målrette budskaber til bestemte forbrugere. 25 54 GallupForum er et internetpanel, som bidrager med online interviews til forskellige undersøgelser. I dette speciale anvendes data fra undersøgelsen Mobile Devices, der er foretaget for Danske Medier og Kreativitet & Kommunikation. Rapporten er fra juni 2013, hvor 2.241 danskere mellem 15 og 75 år har udfyldt spørgeskemaer om deres brug af mobile devices (Bilag 16, pp. 8-9). Endvidere benyttes TV-Meter, der efter omstruktureringen ved årsskiftet består af to måleteknologier: TV-Meteret og det nye Virtual Meter (Bilag 1). TV-Meter har siden 1992 målt danskernes tv-brug ved hjælp af en TV-Meterboks, der er tilsluttet 2.200 paneldeltagernes fjernsynsapparater i 1000 husstande. TV-Meterboksen registrerer, hvilke frekvenskanaler, der bruges hvornår og af hvem. Det nye Virtual Meter måler husstandens tv-sening via internettet på tilsvarende måde, hvor TV-Meterboksen er erstattet af software, der er installeret på husstandens computere. Denne software registrerer tv-brugen, når computerens lydkort er i brug, hvorefter en virtuel fjernbetjening fremkommer på skærmen og beder paneldeltagerne trykke sig ind. Registreringen af lydsporet i computeren kan herefter matches med lydsporet fra broadcasternes signal for at identificere, hvilken tv-kanal, der bruges. Sådan måler TNS Gallup altså tv, der oprindeligt er sendt på flow-tv, men er set via internettet (Bilag 1). Med en positivistisk tilgang til de kvantitative undersøgelser er det afgørende at skabe repræsentative og valide data. Dette sikres blandt andet ved, at paneldeltagerne repræsenterer et ”mini-Danmark”, hvor deltagersammensætningen afspejler befolkningen på demografiske variabler som køn, alder, livsstil, et cetera. Idealet om et mini-Danmark fordrer et betydeligt stort antal paneldeltagerne, idet en for lille stikprøvestørrelse kan medføre, at hver enkelt deltagers mediebrug vægter for tungt. Eksempelvis kan stikprøvestørrelsen blive for lille, når målgruppedefinitionen er for smal, eller hvis seertallet er for lavt. Hvis et tv-program har 10.000 seere, svarer det til, at blot fem paneldeltagere har set programmet, da en paneldeltager tæller for 2.195 danskere. Usikkerheden og validiteten svækkes ved lave bruger-/seertal. Hvis blot en enkelt paneldeltager afviger fra sin almindelige medieadfærd, resulterer dette også i markant ændrede data. Det er således ikke repræsentativt, når en person så at sige ”taler på alles 55 vegne”. Ydermere afhænger en høj validitet af, om jeg tager højde for usikkerheden ved de specifikke tal. Dette kan jeg gøre ved hjælp af en formel, der beregner konfidensintervallet, det vil sige angiver det interval omkring et tal, hvor den ”sande” middelværdi for stikprøven kan befinde sig (Hjarvard, 2001, p. 125). Dette forklares bedst med et eksempel fra denne fremstillings afsnit 16.1.3 Tv-indhold på smartphones og tablets: Ifølge TNS Gallup bruger 6 % af de 25-34-årige smartphone-ejende danskere tjenesten DR NU. Dette tal kan præciseres. Skal resultatet med 95 % sikkerhed afspejle ”virkeligheden”, må jeg finde konfidensintervallet, hvilket gøres ved hjælp af følgende formel: Hvor p står for procenten og n for stikprøvestørrelsen. Selve udregningen af eksemplet kommer til at se således ud: Det er således med 95 % sikkerhed, at resultatet befinder sig mellem 5,02 og 6,98 %. Dette er interessant, når de 25-34-åriges brug sammenlignes med de 35-44-åriges, som ligger på 5 %, det vil sige mellem 4,5 og 5,5 %. De to målgruppers intervaller overlapper hinanden, og jeg kan derfor ikke udtale mig om, om det ene tal adskiller sig signifikant fra det andet. For at kunne udtale sig med mindst 95 % sikkerhed, skal forskellen mellem de to estimater være større end: √ Det vil sige, at der skal være mindst 1,65 procentpoints forskel på de to tal, for at vi med 95 % sikkerhed kan sige, at det ene tal er signifikant større end det andet, hvilket ikke er tilfældet for dette eksempel. Det betyder, at jeg reelt ikke kan skelne mellem de to målgruppers brug af DR NU i afsnit 16.1.3. Disse beregningsøvelser foretager jeg ved hver enkelt måling for at højne specialets validitet. Af læsevenlige årsager indgår beregningerne ikke i teksten. 56 I Analysedel 3 udforsker jeg brugen af tv-on-demand, som for alvor er slået igennem med lanceringen af den danske udgave af Netflix i oktober 2012 og HBO Nordic i december 2012. Analysen tager afsæt i kvantitative data fra rapporter af DR Medieforskning, Danske Medier, Google og Specific Media. Jeg har valgt at inddrage flere rapporter for at afdække brugen af både Netflix og YouTube. Endvidere er datatrianguleringen afgørende for analysens validitet, idet rapporternes forskellige målemetoder har vist sig at give vidt forskellige resultater. DR Medieforskning kårer eksempelvis Netflix til Danmarks sjettestørste tv-kanal, mens Google ikke engang har streamingtjenesten på sin top 10. Dette vidner om, at en ukritisk brug af rapporterne kan føre til anfægtelige slutninger, hvorfor jeg i det følgende forholder mig til rapporternes målemetoder og konklusioner. »Efter blot ét år på markedet kan Netflix nu kan kalde sig Danmarks sjettestørste tvkanal«, skriver DR Medieforskning i deres rapport Medieudviklingen 2013 (Christensen & Marslev, 2014, p. 31). Denne konklusion er baseret på måling af seertid, hvilket er afgørende for Netflix’ placering. Netflix er særdeles dygtig til at fastholde sine brugere, hvilket blandt andet kan have en sammenhæng med, at indholdet består af film og serier, som tager lang tid at se. Gennemsnittet for de dage, hvor danskerne bruger Netflix, er hele 80 minutter, hvilket kun er overgået af DR1, TV 2 og TV 2 Charlie, som trækker henholdsvis 98, 91 og 81 daglige minutter (Ibid., p. 34). Netflix’ evne til at fastholde brugerne, placerer således tjenesten på en sjetteplads over flest brugte tv-minutter. YouTube er en anden populær streamingtjeneste, som Google kårer til »Danmarks fjerdestørste tv-kanal« målt på antal brugere per måned: Månedlig reach 92% 87% 66% 75% 58% 52% 50% 50% 45% 42% Kilde: YouGov, undersøgelse foretaget for Google (Bilag 17, p. 7) Danskere 18-74 år. Juni 2013 57 Ud fra søjlediagrammet fremgår det, at to ud af tre danskere mellem 18 og 74 år bruger YouTube mindst en gang om måneden, hvilket er oftere, end de ser TV3, TV2 News, Kanal 5, TV 2 Zulu, TV3+, Kanal 4, med flere. Google kårer derfor YouTube som Danmarks fjerdestørste tv-kanal baseret på månedlig dækning. Googles kåring sker i samme åndedrag, som DR Medieforskning kårer Netflix til den sjettestørste kanal målt i daglig seertid. Aktørerne bruger altså forskellige måleenheder. Dette er interessant, fordi det må betyde, at enhver aktør kan vælge den måleenhed, som er mest relevant for den type indholdsanalyse, som aktøren ønsker at foretage – eller som passer bedst til den kommercielle historie, de ønsker at fortælle. Aktøren har muligheden for at fremanalysere ønskede resultater ved at udvælge en bestemt måleenhed som eksempelvis månedlig dækning eller seertid. Det er en mulighed, at Google ønsker at vurdere YouTube med så stor dækning som muligt, da de ønsker at flytte annoncørernes reklamekroner fra flow-tv til YouTube med argumentet om, at annoncørerne når lige så høj dækning for færre kroner. Google vælger således at måle YouTube i månedlig dækning, da brugerne tilbringer begrænset tid på de relativt korte videoklip, men til gengæld besøger de ofte tjenesten. Netflix med film og serier tilgås derimod sjældnere men i længere tid ad gangen, hvorfor måling af seertid synes mest relevant. Analyseres brugen af Netflix ud fra månedlig dækning, placeres tjenesten væsentligt lavere end en sjetteplads, da tjenesten kun har 20 % i månedlig dækning og 11 % i daglig dækning (Bilag 17, p. 4). Dette vidner om, at tv-brug er en svær beregningsøvelse, hvor det er nemt at komme til at sammenligne æbler med pærer. Denne kompleksitet står TNS Gallup over for med deres omstrukturering af TV-Metermålinger. De skal sammenligne brugere af flow-tv med brugere af DR NU, TV 2 Play, Viaplay, med flere. Dette er udfordrende, da seerminutter på flow-tv ikke kan sammenlignes direkte med programvisninger på streamingtjenesterne. Målinger fra Virtual Meter i januar og februar 2014 viser, at ovennævnte streamingtjenester kun udgør 0,1 % af den samlede tv-brug (Bilag 19, faneblad 3). Dette betyder, at TNS Gallup på nuværende tidspunkt ikke kan give en statistisk sikker måling af danskernes brug, jævnfør afsnittet om stikprøvestørrelse. Endvidere er det mærkværdigt, at brugen af Netflix vurderes iøjnefaldende højere end DR NU, TV 2 Play, med flere, hvilket kan være endnu et eksempel på målemetodens afgørende betydning for konklusionerne. Opsamlende må det konstateres, at det på nuværende tidspunkt er yderst udfordrende at beregne størrelse og udvikling af tv-on-demand. Dette skyldes, at streamingtjenesterne holder kortene – og seertallene – tæt til kroppen, hvilket medfører mere eller mindre nøjagtige claimed målinger, der endvidere baserer sig på forskellige måleenheder. 58 Ydermere er tv-on-demand stadig ungt: Nogle af de største tjenester, Netflix og HBO Nordic, har kun været i Danmark i godt et år, og det er derfor ikke muligt at sammenligne med tidligere brug. Hertil kommer betydningen af nyhedsværdien af den nye tv-form, som er svær at vurdere. Det er derfor på nuværende tidspunkt ganske vanskeligt at måle og vurdere volumen af tv-on-demand, hvorfor det også vil være ukvalificeret at spå om udviklingen heraf eller hvornår tv stabiliserer sig i en ny status quo. Formålet med denne fremstilling er derfor at give et øjebliksbillede af brugen af TV 2013/2014, som er en del af besvarelsen af, hvad tv er i dag. 59 14.0 ANALYSEDEL 1: FLOW-TV Danskernes brug af tv er under forandring. Det viser de nyeste målinger fra TNS Gallups TV-Meter, hvor danskerne gennem de seneste fire år27 har brugt færre og færre minutter på flow-tv (Bilag 19, faneblad 1). Daglige seerminutter 200,0 180,0 160,0 140,0 120,0 100,0 2010 Tweens 2011 2012 Tweenfamilier 2013 Alle (3+) Kilde: TV-Meter (Bilag 19, faneblad 1) Tweenfamilier er forældre mellem 35 og 45 år med børn i alderen 0-11 år. TV-Meter kan ikke sondre mellem børns alder, når målgruppen defineres ud fra forældrene. Den daglige brug af flow-tv er faldet fra gennemsnitlig 200 minutter om dagen i 2010 til 178 minutter om dagen i 2013, hvilket er et fald på 22 minutter. Særligt er dykket stort blandt tweenfamilier, som dagligt bruger 36 minutter mindre på flow-tv end i 2010 (Bilag 19, faneblad 1). Hertil kommer, at tweenfamilierne generelt har et lavt brug på to timer dagligt, og de 10-12-årige bruger kun 105 minutter dagligt. Baggrunden for den lave brug finder jeg hos mine respondentfamilier, hvor programsendefladen ikke synes at være domesticeret. Det falder ikke familierne naturligt at indrette deres tid efter primetime28, og ingen af dem kan nævne, hvilke programmer flow-tv sender (Bilag 10, p. 12; Bilag 7, p. 6; Intervallet 2010 til og med 2013 er valgt, da det er fra 2010 og frem, at smartphones og tablets bliver udbredt i Danmark, og danskerne får hermed nye muligheder for brug af tv. 28 Primetime er slottet omkring klokken 20-21, hvor early prime dækker tidsrummet 18-20 og late prime er fra klokken 21-23. 27 60 Bilag 8, 09:00-12:30). Dette på trods af, at jeg besøger dem tirsdage, hvor TV 2 sender det seertalspopulære program Årgang 0 med hovedpersoner, der har samme alder som mine respondenter og dermed en høj grad af identifikationsmuligheder (Larsen, 2003, p. 344).29 Familierne følger deres egne rutiner med madlavning, lektier og kortspil. Først når dagens gøremål er fuldført, sætter de voksne sig i sofaen, og dette tidspunkt kan variere fra klokken 19 til 22. Aftenen ender således oftest med tv, men ikke nødvendigvis som flow-tv og yderst sjældent klokken 20.00. Det betyder imidlertid ikke, at 20-slottet er dødt: TVMeter-målinger for januar 2014 viser, at de mest sete tv-programmer i flow-tv stadig ligger med den højeste rating30 i tidsrummet 20-21 (Bilag 21, faneblad 1-4). Flow-tv scorer højeste rating, når de sender danskproducerede serier, underholdningsshows og sport (Bilag 21, faneblad 1-4). Disse genrer tiltrækker også mine respondenter, hvor hvert familiemedlem har sin motivation for at se en bestemt indholdsgenre. Far, Henrik, ser en fodboldkamp på den frekvenskanal, der sender kampen. Da den dramaturgiske fremdrift for en sportsbegivenhed er resultatet, tilrettelægger Henrik sin tid, så det passer med kampens spilletidspunkt. Den dag, jeg besøger familien, ønsker Mette at se en optaget serie på fjernsynsapparatet på samme tid, som Manchester United spiller mod Sunderland. Henrik må derfor ikke kun være fleksibel med sin tid, men også med valg af device, da han ender med at se fodboldkampen på sin tablet (Bilag 2, p. 7). Pigerne i Svendborg tilrettelægger også deres tid efter flow-tv den aften, hvor jeg besøger dem. De følger med i ungdomsserien Limbo, der sendes på DR Ultra. De bingewatchede31 de første otte afsnit på DR NU, men efter at have indhentet sendeplanen, må de vente på, at DR Ultra sender næste afsnit. Serien er ikke tilgængelig på DR NU, før den har været sendt på DR Ultra, hvilket er en klar motivation for pigerne til at tilrettelægge deres tid efter flow-tv. Særligt storesøster Andrea er motiveret af at se næste afsnit, så snart det er muligt, da hun snapper med sine klassekammerater om handlingen lige efter, et afsnit er sendt (Bilag 10, pp. 9-10; Bilag 11, 12:23-18:35). Endvidere fortæller Andrea, at de ser underholdningsshowet X Factor fredag aften, og det er vigtigt at se direkte, så hun kan Årgang 0 er et program, der følger fire danskere født i år 2000 og deres familier. Familierne repræsenterer hver sit livsstilssegment og henvender sig derfor til en bred del af befolkningen. Serien har høje seertal - mellem 800.000 og 1.100.000 seere per afsnit i 2014 (Bilag 20). 30 Rating: Procent af en given målgruppe, der er på en given frekvenskanal på et givent tidspunkt. 31 Udtryk for at se mange afsnit i træk (Birk & Jensen, 2014, p. 52) 29 61 snappe med vennerne om programmet under og efter. Henrik og Andrea bruger således flow-tv, hvis det giver dem mulighed for at se tv-indholdet først og om muligt live. Søndag aften i Viborg vælger Mette flow-tv, da hun tænder for DR-dramaet Arvingerne (Bilag 3, p. 9). Hun mener ikke, at hun tilrettelægger sin tid efter, hvornår DR sender dramaserier, men forklarer, at hvis tidspunktet passer med, at jeg alligevel ville se tv der, så ser jeg det direkte, men hvis tidspunktet ikke passer, så vil jeg optage det, og så se det på det tidspunkt, hvor det passer mig. (Bilag 5, 55:00-1:06:15) Mette pointerer endvidere, at søndag aften er det mest faste tidspunkt, hvor hun ser flowtv, men at dette ikke kun er på grund af tidsrummet, hvor weekenden afsluttes, men også fordi kanalerne viser kvalitetsindhold. Mette: Søndag aften er nok det mest faste tidspunkt, hvor vi ser fjernsyn på. Observatør: Hvordan kan det være? Mette: Det er blevet lidt en vane, men det er også, fordi de sender noget, som jeg gerne vil se. Jeg kunne også se noget, som jeg har optaget, men jeg vil gerne se DR-drama og en god film bagefter. Det er svært at forklare – søndag er bare lidt mere hellig end andre aftener. (Bilag 5, 55:00-1:06:15) Hvorvidt, tidspunktet ”søndag aften klokken 20” er skabt af Mette selv eller af broadcastere, der gennem mange år har sendt danskproducerede serier efterfulgt af en filmpremiere, er svært at vurdere. Inspireret af Hartmanns forståelse af domesticering, kan situationen beskrives som en rutinisering i den forstand, at søndag aften er så rutinepræget, at det ligger på rygraden af Mette. Rutinisering kan endvidere forstås sådan, at Mette rutinemæssigt omorganiserer sit tv-brug i forhold til hvad, der passer ind i hendes andre rutiner. Således skaber rutinerne én type tv-brug tirsdag aften og en anden tv-brug søndag aften. Flow-tv er under forandring med faldende seerminutter, men frekvenskanalerne formår at fastholde primetime-konceptet. Det gør broadcasterne ved at sende tv-indhold med kvalitet eller en dramaturgi, der nødvendiggør live-sening, og de faste sendetidspunkter kan desuden have skabt rutiner omkring brugstidspunkter. Endelig kan tv-indholdet have 62 en social dimension, hvor brugeren skal følge med i en programserie for at deltage i samtaler omkring tv-indhold i og uden for hjemmet. I de senere aftentimer ser Henrik i Viborg og Katrine i Svendborg DR2 Deadline. De småsover til indholdet, hvilket vidner om, at de i højere grad bruger tv til afkobling end til nyhedsorientering. De går i ”zombie-tilstand”, hvor flow-tv vælges grundet respondenterne ikke behøver at interagere med mediet eller skal vælge mellem en masse indhold (Bilag 2, p. 15; Bilag 10, p. 12). Henrik bekræfter tidligere på dagen, at han ikke benytter flow-tv til nyhedsopdatering, da han siger, at han ikke ser nyheder i fjernsynsapparatet. Han bliver orienteret via sin smartphone i løbet af dagen. Under mine observationer står det klart, at Henrik ser sig selv som en såkaldt nyhedsjunkie. Han tjekker hele seks nyhedssites via sin tablet under morgenmaden og benytter hver en pause i løbet af dagen til at opdatere sig via sin smartphone (Bilag 2, pp, 3-4, 7, 15-16). Muligheden for konstant at holde sig opdateret, har mindsket Henriks brug af flow-tv. I Henriks tilegnelsesprocesser af de mobile devices har smartphone og tablet, i Hartmanns terminologi, kæmpet sig til en plads i Henriks hverdagsliv ved at overtage en del af fjernsynsapparatets rolle som nyhedsformidler. En afsluttende bemærkning omkring forældrenes brug af flow-tv er, at de bruger det alene. Dette er en stigende tendens inden for de seneste år. Fra 2010 til 2013 er antallet af minutter, som danskere bruger på flow-tv sammen med andre, faldet med 21 minutter dagligt (Bilag 19, faneblad 2). I 2010 bruger danskerne i gennemsnit 84 minutter om dagen på at se flow-tv med andre, hvor de i dag bruger 73 minutter. Det svarer til et fald på 13 procentpoint, mens den totale sening (alene og sammen) kun er faldet med 10 procentpoint.32 32 Der er signifikant forskel på 10 og 13 procentpoint, jævnfør afsnit 13.1.1. 63 Procentvis fald 0 -2 2010 2011 2012 2013 -4 -6 -8 -10 -12 -14 Normal sening Samsening Kilde: TV-Meter (Bilag 19, faneblad 2) Danskere 3+ Blandt tweenfamilier falder samseningen33 med 15 minutter fra 2010 til 2013, hvilket svarer til 18 procentpoint. Det er således muligt, at konkludere, at tweenfamilier ser mindre flow-tv sammen end de gjorde for fire år siden. Faldet i samsening bør dog holdes op imod den totale brug af flow-tv, som samtidig falder med 22 procentpoint. Det betyder, at tweenfamilierne ikke ser mindre tv med hinanden, men blot at de generelt bruger mindre flow-tv. Ser vi separat på tweens, så fastholder de faktisk den minutvise brug af flow-tv set sammen med andre, da de i 2010 bruger 59 minutter og i 2013 bruger 58 minutter om dagen (Bilag 19, faneblad 2). Pointen er her, at tallene er mange og konklusionerne forskellige alt efter målemetode, hvilket netop viser, hvor kompleks en undersøgelse af tv er, selv når det drejer sig om traditionelt flow-tv, der har været studeret i et halvt århundrede. Opsamlende viser de kvantitative analyser, at danskerne bruger mindre tid på flow-tv, og brugen foregår oftere alene. Flow-tv fastholder konceptet primetime, men ud fra respondenternes brug kan det antages, at dette kan ændre sig i fremtiden, hvilket uddybes i Analysedel 3 om brugen af tv-on-demand. Når respondenterne vælger flow-tv, er det i kontekster, hvor de søger afkobling alene, eller hvor de finder aktualitetsværdi i indholdet. En tredje kontekst for valg af flow-tv kan være, at det bruges som baggrundstapet. Hos familien i Alssund kører fjernsynsapparatet fra tid til anden som baggrundsstøj under 33 Tv-brug, der fysisk foregår sammen med andre 64 madlavning, rengøring og mellemmåltider. Familien zapper mellem de programmer, der sendes og vælger det, som tiltaler dem mest. Stine ser eksempelvis Den eneste ene på TV 2 – en film, hun har set mange gange før – mens hun går til og fra madlavning (Bilag 7, p. 1). Det er i denne situation afgørende, at det er tv-indhold, som hun ikke behøver følge med i, da hun en stor del af tiden ikke kan se billedet eller høre lyden. Denne type tv-brug er interessant, når brugen af flow-tv skal sammenholdes med tv-on-demand. Ved tv-ondemand foretager brugeren et konkret valg af tv-indhold, som han eller hun ønsker at se, mens flow-tv kører med et mere eller mindre udvalgt program, som brugeren kun delvist følger med i. Der kan således være forskel på en primær brug af tv-on-demand og en sekundær eller tertiær brug af flow-tv, som TV-Meterboksen ikke registrerer, hvilket vidner om deltagerobservationens afgørende betydning i studiet af tv-brug. Denne korte gennemgang af flow-tv tyder på, at tv i traditionel forstand fortsat har sin berettigelse som baggrundstapet og ikke mindst som det medie, der samler nationen til kvalitetsindhold som sportsbegivenheder, danskproducerede serier. 65 live underholdningsshows og 15.0 ANALYSEDEL 2: TIDSFORSKUDT TV Mens brugen af flow-tv er faldende, så anvendes indholdet i stigende grad i en tidsforskudt brug. Med optagerbokse er det muligt at optage programmer og se dem på andre tidspunkter, hvilket kaldes tidsforskudt tv-sening.34 Denne type tv udgør stadig kun 1,1 % af danskerne tv-brug, hvilket svarer til 4 minutter om dagen. Procentvis er tendensen dog eskalerende, og blandt tweens er brugen steget 382 % fra 2010-2013 (Bilag 19, faneblad 1). I familierne i Viborg og Alssund optager de jævnligt tv-programmer, som de vil se på et senere tidspunkt. De udtrykker, at motivationen for at optage primært er, at de ikke ønsker at gå glip af tv-indhold, blot fordi de ikke har mulighed for at se det på sendetidspunktet (Bilag 2, p. 12; Bilag 5, 55:00-01:06:15). Under mine observationer synes det dog ikke kun at være tv-indhold, som får respondenterne til at optage, men det er i lige så høj grad et spørgsmål om vaner og rutiner. Eksempelvis observerer jeg, at Mette en eftermiddag finder en tv-oversigt frem på sin tablet og siger: »Jeg tjekker, hvad de sender i aften, jeg skal se, om der er noget, som vi skal optage« (Bilag 2, p. 2). Hun kigger ikke efter programmer, som hun skal se i aften, men efter programmer, hun kan optage. Det tyder på, at respondentens brug af optagefunktionen er så domesticeret, at hun ikke længere tænker over, at hun også kunne se efter programmer, som hun kunne se den aften, hun alligevel tilbringer foran fjernsynsskærmen. Brugen kan også skyldes, at Mette værdsætter følelsen af, at hun selv bestemmer, hvad hun vil se hvornår, hvilket også er en gennemgående motivation for tv-on-demand, som jeg vender tilbage til i Analysedel 3. Motivationen for brug af optagefunktionen er endvidere drevet af en higen efter tidseffektivitet og kvalitet. Samtlige respondenter siger, at der er langt mellem de gode udsendelser i flow-tv, og de fravælger derfor denne form for tv. I stedet optager de det, som de finder relevant. Mette fortæller, at »efter vi har fået muligheden for at optage, så sætter vi os sjældent ned og bare glor« (Bilag 2, p. 2). Ordvalget »bare glor« henviser til Mettes syn på flow-tv som afslapning, underholdning eller tidsfordriv uden søgen efter kvalitetsindhold. Også drengene i Alssund bruger flittigt optagerboksen, som de har indstillet til fast at optage bestemte programmer på Disney Channel, så de altid har »et Tidsforskudt sening tæller flow-tv-indhold, der er set senere samme dag og i op til syv dage efter, det er blevet sendt på en frekvenskanal. 34 66 kartotek af noget, som man har lyst til at se« (Bilag 8, 09:00-12:30). Sender flow-tv ikke interessant indhold, er både drengene i Alssund og familien i Viborg lynhurtige til at tænde for optagerboksen. Det er ikke et konsekvent fravalg af flow-tv, men en her-og-nukonsekvens af for lavt kvalitetsniveau i indholdet. Mette forklarer det således: Men hvis de [broadcasterne] ikke sender noget, som vi gider at se, så ser vi noget optaget. Med mindre der er noget, som jeg har optaget, som jeg virkelig har glædet mig til at se, så ser jeg det uden at tjekke tvprogrammet […] Vi er gået en tv-pakke ned, fordi vi ikke rigtig ser det [flow-tv]. Det er nok primært, fordi det ikke er interessant nok. (Bilag 5, 55:00-01:06:15) Det kan tyde på, at mine respondenter er mere kritiske over for, hvad de bruger deres tvtid på, hvilket kan være en del af forklaringen på de faldende seertal for flow-tv.35 Den mere kritiske tilgang tegner en tendens, som jeg vil kalde ”kvalitets-tvtid”. Udtrykket ”kvalitets-tvtid” dækker endvidere over flere muligheder for kvalitetstid med familien. Ved at optage programmer er det lettere at vælge familien til. Stine i Alssund optager Arvingerne, så hun kan spille spil min sin søn, da han viser interesse for samvær klokken 20 søndag aften (Bilag 7, p. 9). Mette reflekterer også over betydningen af muligheden for at optage tv-indhold: egentligt kan du jo bedre vælge din familie til, når det passer. For år tilbage ville vi sige; ”Ved du hvad Johannes, vi skal altså lige se det her, for det er altså rigtig vigtigt, så vi må gøre det der på et andet tidspunkt”. (Bilag 5, 01:10:25-01:14:23) Respondenten beskriver i citatet en følelse af kontrol over sin tv-brug, som gør, at hun kan vælge tv til og fra, når det passer ind i hendes familieliv. Af citatet kan også udledes en anden vigtig pointe: Tv har en central placering i familien, hvilket understreges af, at familien er den, der kan tilvælges – og ikke tv. Det vil sige, at tv indgår som en selvfølgelig del af hverdagen, mens samvær med familien kan vælges til og fra. Ydermere forbindes kvalitets-tvtid med forventningens glæde. Mødrene optager udvalgte drama- og krimiserier, som de særligt gerne vil se, når der er ro omkring dem. Eksempelvis ser Stine DR-dramaet Arvingerne halvanden time efter, serien er sendt på Dette skal dog ses i en paradoksal sammenhæng, hvor brugerne på den ene side er mere kritiske i deres tv-brug, men på den anden side kører danskernes fjernsynsapparater i gennemsnit 2 timer og 42 minutter dagligt på en frekvenskanal, hvilket vidner om en mere ukritisk brug, jævnfør afsnit 14.5. 35 67 DR1 med forklaringen: »jeg optager Arvingerne, så ser jeg det, når drengene er gået i seng. Det er noget, som jeg ser frem til« (Bilag 7, p. 10). Ved at optage tv-indholdet, kreerer Stine en gave til sig selv, som hun ser frem til at åbne. Optagerboksen skaber som medie en merværdi ved ikke kun at være katalysator for forventningsglæde til gavens indhold, men også til det udvalgte øjeblik, hvor gaven åbnes. Brugen af tidsforskudt tv er procentvist eksploderet de seneste fire år, men udgør stadig en minimal del af det samlede tv-brug. Optagefunktionen benyttes til at skabe rum for familielivet og som en mulighed for at se det tv-indhold, respondenterne finder kvalitet i. Endvidere kan der tales om forventningens glæde, når tv-indhold optages og udskydes til den helt rigtige brugskontekst. 68 16.0 ANALYSEDEL 3: TV-ON-DEMAND Med dette afsnit flyttes blikket fra flow-tv over til tv-on-demand. Begrebet dækker over streamingtjenester som Netflix, TV 2 Play og DR NU, men også andre tjenester med tvindhold som YouTube, Instagram og Facebook. Det vil sige alt online tv-indhold, som brugerne aktivt klikker frem, når det passer dem (Hansen, 2011, p. 60). Tv-on-demand adskiller sig fra flow-tv ved, at indholdet blandt andet tilgås fra adskillige devices. I første afsnit danner jeg derfor et overblik over, hvilke devices, der bruges til forskelligt tv-indhold on-demand. Dernæst undersøger jeg respondenternes brug heraf. Med de nye alternativer som tv-on-demand er det ikke kun flowet, der har ændret sig for tv, men også mulighederne for valg af device. I det følgende præsenteres brugen af smartphones, tablets, computere og smart-tv i forbindelse med tv-on-demand. Analyserne er begrænset af data fra kommercielle rapporter, da jeg ikke har adgang til, eller selv kan indsamle samme omfangsrige, valide og relevante data. Det betyder imidlertid, at jeg ikke har mulighed for at vælge målgrupper og måleenheder, hvorfor disse i dele af analysen ikke repræsenterer målgruppen tweenfamilier. Eksempelvis har det ikke været muligt at få adgang til kørsler på tweens’ tv-brug via mobile devices, hvorfor de må sammenlignes med målgruppen 15-24-årige. De forskellige kilder, måleenheder og målgrupper gør det essentielt at forholde sig kritisk og refleksivt til den anvendte data, hvilket jeg blandt andet gør ved at triangulere mindst to måleenheder fra to forskellige datakilder op mod hinanden. Indledningsvist ønsker jeg at give et overblik over mængden af devices i de danske husstande særligt med fokus på målgruppen husstande med hjemmeboende børn. Silhuetten af en dansk familiehusstand danner konnotationer til et multimediehus, der hele tiden er opdateret med de nyeste devices. Hos familien i Alssund har de rigtig mange devices, der er placeret tilgængeligt for alle. 12 af disse bruges til at tilgå tv (Bilag 13d,e). Dette er ikke et enestående syn. En undersøgelse fra Epinion og Specific Media viser, at halvdelen af husstandene med børn har seks eller flere devices og heraf har hele 21 % 69 mere end 10 devices (Bilag 18, p. 3). Samtlige husstande med børn har computere (bærbar og/eller stationær), halvdelen har tablets, 87 % har smartphones og 22 % har smart-tv (Ibid, p. 4). Heraf benytter 98 %36 af brugerne computeren til tv-on-demand, halvdelen af smartphone-ejere tilgår tv-indhold fra deres smartphones, mens det gælder for 35 % af tablet-ejere. Endelig går 52 % af smart-tv-ejere på nettet for at streame tv-indhold fra deres smart-tv (Bilag 18, pp. 6-7). Husstande med hjemmeboende børn 900000 800000 700000 600000 500000 400000 300000 200000 100000 0 Kilde: Epinion (Bilag 18, pp.6-7; For beregning se Bilag 22). Hustande med hjemmeboende børn. September 2013 Det fremgår af ovenstående diagram, at flest husstande med hjemmeboende børn bruger computermediet til tv-indhold, mens smartphones indtager en andenplads foran tablets og smart-tv. Dog er der procentvist flere ejere af smart-tv, som bruger devicen til tv-ondemand. Endvidere bør det bemærkes, at selvom tablets kommer på en tredjeplads i denne målemetode, så er børnefamilierne dem, der benytter tablets mest til tv-indhold. Gennemsnitligt er det hver fjerde dansker, der bruger tablet til tv-brug, hvor det er over hver tredje børnefamilie (Bilag 18, p. 6). Brug af tv på smartphone er særligt populær blandt de yngre, da 62 % af de 15-35-årige ser tv-indhold via mobilen, hvor gennemsnittet for alle brugere ligger på 38 % (Ibid., p. 6). Pointen med de gennemgåede tal er ikke at udvikle detaljerede brugerprofiler, men nærmere at fastslå, at danskerne bruger adskillelige andre devices end fjernsynsapparatet 36 I det hele taget (ikke målt på daglig eller månedlig basis). 70 til tv-indhold. Computer, smartphone, tablet og smart-tv bruges i forskelligt omfang, og valget af device afhænger af, hvem brugeren er. Eksempelvis synes alder at være en markant faktor for valg af device, hvorfor jeg ønsker at belyse sammenhængen mellem alder og device i forbindelse med tv-brug. Dette gøres gennem data fra rapporten Mobile Devices, der anvender en anden målemetode end den, Epinion har benyttet. I rapporten Mobil Devices (Bilag 16) fremgår det, at de tunge tv-streamere befinder sig i alderen 15 til 34 år, hvor det særligt er den yngre del, som bruger mange minutter på tvon-demand. De unge mellem 15 og 24 år (der er den aldersinddeling, Mobile Devicesrapporten benytter sig af, og som lægger sig aldersmæssigt tættest op af segmentet tweens) angiver, at de i gennemsnit bruger 317 minutter om ugen på at se tv via mobilen og 268 minutter via deres tablet, hvilket sammenlagt svarer til 84 minutter om dagen. Til sammenligning ligger gennemsnittet på 110 minutter for alle smartphone-streamere og 171 minutter for alle brugere af tablets, svarende til 40 daglige minutter. Den yngste målgruppe bruger altså suverænt mest tid på tv-on-demand. Selvom de har en lille forkærlighed for deres smartphones, benytter de i høj grad også tablets. De 35-44-årige (der bedst kan sammenlignes med den tidligere anvendte målgruppe husstande med børn samt forældrene i deltagerobservationsstudiet) bruger mest tv-tid på deres tablet, 239 minutter ugentligt, hvilket understøtter tendenser fra Epinions data om tabletten som børnefamiliers favorit-device til tv-indhold (Bilag 16, pp. 144, 146). Holdes disse tal op mod observationer fra det kvalitative studie, er det muligt at udforske bevæggrundene for valg af devices. Her synes respondenterne at være styret af bekvemmelighed. Johannes på 12 år ser serier af 45 minutters varighed på sin tablet, fordi han synes, at det er for besværligt at sætte HDMI-stikket fra fjernsynsskærmen i tabletten (Bilag 4, 0-2:15), og Katrine på 44 år ligger om aftenen i sin seng og ser Deadline på sin 71 smartphone frem for tablet, fordi hun alligevel skal stille vækkeuret på sin smartphone (Bilag 10, p. 13). Pointen er, at respondenterne helst fortsætter på den device, som de har i brug, selvom indholdet ændrer sig og måske er mere egnet til en anden device med et andet skærmformat og andre højtalere. I disse tilfælde er der således ikke et gennemgående mønster mellem valg af indhold og valg af device. Denne observation udfordres i følgende afsnit, som viser sammenhænge mellem valget af device i forhold til indholdet og dets varighed. Ifølge Mobile Device-rapporten er der sammenhænge mellem valg af device og indhold. Smartphonen bruges i overvejende grad til YouTube, mens en tablet anvendes til flere former for tv-indhold: (Bilag 16, pp. 137, 140). Smartphone og tablet er begge mobile devices med samme type processorer og højtalere. Forskellen er praktisk set skærmstørrelsen, og denne har ifølge TNS Gallups undersøgelse betydning for valg af device i forbindelse med tv-brug. Ser vi på forskellige genrer af tvindhold, viser det sig, at nyheder, musikvideoer og sportsklip streames via smartphones, mens film, serier, dokumentarer og børneunderholdning streames via tablets (Bilag 16, p. 147). Varigheden af indholdet relaterer til brugskonteksten ved, at tidskomprimeret tvindhold bruges på den device, der blot kræver et greb i lommen, mens længerevarende indhold bruges via en større skærm. Dette giver endnu en dimension til at danne en overordnet forståelse af tv-brugen via smartphones og tablets. Ved at kombinere alder, device og indholdsplatform får vi en fornemmelse af den danske tv-streamer. I nedenstående søjlediagrammer fremgår det, at 72 det særligt er danskere under 45 år, som tilgår tv-indhold fra smartphones. Platformen er primært YouTube og dernæst Netflix. Fra tabletten går omkring halvdelen af brugerne på YouTube, mens det primært er de helt unge mellem 15 og 24 år, der bruger Netflix. Til gengæld er det de 25-44-årige, der bruger public service tjenesten DR NU, hvor kun 4 % af de 15 til 24-årige bruger tjenesten (Bilag 16, pp. 139, 142). Dette kan muligvis forklares ud fra indholdet, hvor størstedelen af DR’s indhold tiltaler en ældre målgruppe. Ifølge TNS Gallup er den gennemsnitlige bruger af DR1 50 år, 53 år på DR2 og 46 år på DR3. Dette er lidt overraskende set i lyset af, at DR3’s målgruppe er de 15-39-årige (Dam, 2014). Streaming fra smartphone 60% 50% 55% 49% 41% 40% 30% 20% 19% 17% 15% 14% 10% 6% 3% 1% 4% 6%5% 4%3% 0% YouTube Netflix 15-24 25-34 35-44 DR NU 45-54 55-70 Streaming fra tablet 70% 60% 50% 40% 59% 56% 49% 32% 30% 37% 24% 25% 21% 20% 24% 12% 8% 10% 8% 16% 12% 8% 0% YouTube 15-24 Netflix 25-34 35-44 73 DR NU 45-54 55-70 Som bemærket i afsnit 13 indeholder en sammenligning af brugen af tvplatformene en stor mængde fejlkilder, hvorfor denne sammenligning egentligt ikke kan foretages. Det gør jeg dog alligevel, da det giver det bedst mulige billede af forskellen på tv-brug via henholdsvis smartphones og tablets. Aldersforskellen ser således ud til at have betydning for valget af device og tv-platform. Generelt set er det danskere under 45 år, der benytter sig af streamingtjenesterne. Motivation og brugskontekster for valg af tv-on-demand er væsentligt forskellig alt efter platform. Jeg vil derfor først analysere og fortolke familiernes brug af Netflix, DR NU og TV 2 Play, hvorefter jeg udforsker de unge respondenters brug af videoklip på YouTube og Instagram. Som det fremgår af afsnit 16.1.3 bruges streamingtjenester mest af unge, hvilket også er tilfældet hos respondentfamilierne. Særligt er drengene på 12 år storforbrugere af Netflix og TV 2 Play, som de udelukkende tilgår fra deres tablet. Johannes og Andreas har inden for det sidste år fjernet henholdsvis fjernsynsskærm og tv-antennestik fra deres værelser, da ingen af drengene ser flow-tv. Johannes forklarer skiftet fra flow-tv til tv-on-demand: Observatør: Du sagde tidligere, at du er holdt op med at se Disney Channel. Hvad ser du så på fjernsynsskærmen? [peger på skærmen]. Johannes: Jeg bruger den ikke. Jeg brugte det rigtig meget engang, men jeg gør det ikke mere. Jeg ved egentligt ikke hvorfor. Jeg tror ikke, at det var fordi, det var barnligt. Men efter vi fik Netflix, holdt jeg op med at se Disney Channel. Jo, måske var det fordi, der var rigtig mange ting ind i mellem, som var rigtig kedelige. Det var meget tidsfordriv, og så kom Netflix, og så var der en masse ting, som jeg godt kunne lide. Så så jeg egentligt bare det. Observatør: Netflix er ikke tidsfordriv? Johannes: Nej for det morer mig. Altså, tidsfordriv er, når det egentligt keder en, men alt det andet keder en mere. (Bilag 4, 20:20-22:18) Samtalen med Johannes viser, hvor vigtigt kvalitets-tvtid også er for tweens. Samtidig fortæller det om hans forståelse og skelnen mellem flow-tv og tv-on-demand. Johannes forbinder flow-tv med tidsfordriv, der er defineret ved valget mellem det tv-indhold, der keder en mindst ud af de kedelige muligheder, der er. Mens tv-on-demand er 74 underholdning, fordi han aktivt tilvælger tv-indholdet, der morer ham.37 Det motiverer således Johannes, at tv ikke kun en aktivitet for tidsfordriv, men også kan være underholdning. Hertil forklarer han, at Disney Channel (indholdet) ikke er fravalgt, fordi det er barnligt, men fordi hans brugskontekst skiftede, da han fik nye muligheder med Netflix (ny platform). Tv-on-demand bidrager således med nye muligheder, som tweendrengene værdsætter. Andreas nyder at falde i søvn til underholdningsprogrammer på TV 2 Play (Bilag 7, p. 10), og Johannes benytter sig af, at han kan flytte fra sit værelse til stuen, mens han ser en tvserie på tabletten. Således kan han både være ”sammen” med sine forældre og se det tv, som han ønsker: Jeg begyndt at gå op i stuen med mine hørebøffer og iPad for på en måde at være ”sammen” med min mor og far… altså mere end, hvis jeg bare sad hernede. Så kan de spørge mig om noget og den slags der. Så kan de følge lidt med. De må gerne afbryde, jeg kan bare sætte det på pause. (Bilag 4, 06:00-07:00) Tv-on-demand og tabletmediet giver således Johannes mulighed for at være sammen med sin familie uden at gå på kompromis med det, Johannes synes er kvalitets-tv. Citatet viser endvidere, at selvom han bruger mediet alene, så indgår han i et socialt rum i stuen, hvor forældrene gerne må afbryde og tale til Johannes. Således er tv-brugen i denne situation solo, men mediebrugen foregår i et fællesrum. Hos Johannes og hans forældre betyder Netflix også, at de ser mere tv sammen. Forældrene bruger sjældent Netflix alene, men ser det gerne med Johannes. Da familien Johannes skelnen mellem underholdning og tidsfordriv lægger sig op af Den Danske Ordbogs forklaring, hvor tidsfordriv er ligegyldige gøremål, der hjælper til at få tiden til at gå, mens underholdning er noget, der morer, glæder eller adspreder nogen. I den resterende del af specialet anvender jeg disse definitioner. 37 75 sætter forældrenes tablet til fjernsynsskærmen og åbner for den amerikanske dramaserie Lie to me fortæller de, at det er umuligt at finde indhold på flow-tv, som de alle vil se, men med Netflix finder de tv-indhold, som hele familien synes om (Bilag 2, p. 8). På et andet besøg ved familien fortæller forældrene, at »hvis Johannes er en del af det, så strækker vi os langt, for at vi kan gøre det sammen«, hvorefter de giver Mission Impossible som eksempel på tv-indhold, de ikke selv ville have valgt (Bilag 5, 01:18-04:20). Tv-on-demand kan således samle hele familien om tv – en funktion, som flow-tv ikke længere evner. Brugen er primært drevet af tweens, hvor det er Johannes, der kommer med forslag til, hvad familien skal se (Bilag 4, 24:16-25:50). Hos familien i Alssund er det Andreas på 12 år, der styrer den fælles tv-brug. Det foregår ofte over tabletten med Netflix eller TV 2 Play. Lillebror Kasper på 10 år lader Andreas styre uden konflikter, hvilket er et eksempel på den diversitet, der er i mediebrugen blandt de to tweens i Alssund. Kasper er stadig et barn, der følger familiens tv-brug, mens Andreas, der nærmer sig teenageralderen, er ved at skabe sine egne præferencer. Blandt andet synes Andreas om TV 2-serien Badehotellet, som han har fået sin mor til at se med sig. Andreas’ tv-præferencer kommer til udtryk ved, at de ser serien på tablet på TV 2 Play, selvom serien sendes på flow-tv en halv time tidligere samme aften. Andreas og mor Stine ved ikke, at de kunne se serien på den større skærm på fjernsynsapparatet, da de ikke aner, hvornår serien sendes i flow-tv (Bilag 8, 09:00-12:30). Pointen er således, at familien ikke orienterer sig mod programplanen på flow-tv, men de ved, hvad de kan finde on-demand. Valget af tv-on-demand er særligt interessant i forhold til den danskproducerede dramaserie Badehotellet, idet denne genre generelt klarer sig særligt godt på flow-tv. Genren gør dog ingen forskel for Andreas, der slet ikke orienterer sig mod flow-tv. For familien handler det om at finde indhold, som alle har lyst til at se på det tidspunkt, hvor de har besluttet sig for at samles om tv. Flow-tv virker som en fremmed størrelse for drengene, der ikke er vant til at vente på, at frekvenskanalerne sender det, som de gerne vil se. Stine fortæller, at ikke engang den traditionsrige tv-julekalender i december kan få hendes sønner til at bruge flow-tv: I hvert fald ødelagde det lidt af julekalenderstemningen, synes jeg. Der er ikke den der samling om det. Der er ikke det der: ”Åh klokken er ved at være otte, vi skal skynde os at have spist, så vi kan se det.”. Det er ikke en tanke, som de har. (Bilag 8, 08:0208:50) 76 Andreas fortæller herefter, at han så julekalenderafsnittene, når de blev lagt på TV 2 Play som snigpremiere, også selvom han nogle aftener så det med sin familie på TV 2. Ligeledes kender Andreas alle svarene, da familien ser quizprogrammet Pengene på bordet, fordi han har set programmet på nettet dagen forinden. Stine tilføjer: »Han er altid en dag foran. Det er irriterende (griner)« (Bilag 8, 08:02-08:50). Ud fra Andreas’ kropssprog og drillende glimt i øjet, tyder det på, at det ikke kun handler om at se kvalitetsindhold, når han har lyst, men han finder også motivation ved at se indhold først. Andreas finder det sjovt at kunne svare på alle spørgsmålene i quizprogrammet og fortælle om handlingen i julekalenderen, inden andre har set indholdet. Samme motivation har storesøster Andrea i Svendborg, da hun først vælger DR NU og senere DR Ultra for at se Limbo først, jævnfør afsnit 14.1. For præ-teenagerne synes device og platform at være mindre vigtig, når det handler om at kunne tale med om det nyeste nye. Brugen af tv-on-demand er en naturlig del af tweens’ tv-brug, hvor det stadig er nyt for forældrene. Tilegnelsen af tv-on-demand er drevet af børnene, der er hovedårsagen til, at respondentforældrene har tilkøbt og bruger mulighederne. Det er eksempelvis Johannes’ udeboende storesøster, der har introduceret familien i Viborg til Netflix: Vores datter og hendes kæreste boede ved os her fra august til december, fordi de flyttede studie. De havde Netflix. Det blev vi vist afhængige af. Nu har vi købt vores eget login. Vi er vist lidt Netflixjunkier. (Bilag 2, p. 3). Mettes ordvalg »Netflix-junkier« vidner om, at hun føler, at Netflix er en stor del af familiens fælles tv-brug i hjemmet. Endvidere fortæller ordvalget, at denne form for tv endnu ikke falder Mette naturligt. Da hendes to ældste børn var små og boede hjemme, samles de om flow-tv, hvor de med Johannes kan bruge en hel aften sammen på Netflix (Bilag 2, p. 3). Jeg har aldrig set serier før, men det gør jeg nu. Det der med, at man kan se det, når man vil, og især flere afsnit i træk, det tiltaler mig. Vi har fået sådan lidt en tradition, hvor vi sammen ser to-tre afsnit af en serie. Lige nu ser vi Modern Family. (Henrik, Bilag 2, p. 3). Netop det nye fænomen bingewatching – at se mange afsnit i træk – giver Mette en følelse af at være junkie. Ikke fordi hun nødvendigvis bruger mere tid på tv end tidligere, men fordi den intensive brug af ét tv-indhold er nyt for hende. Tv-on-demand er således under en domesticeringsproces i hjemmet, hvor brugen endnu ikke falder naturligt for Mette. 77 Endelig er det værd at bemærke, at tv-on-demand ikke kun muliggør bingewatching, men også at forlænge tv-oplevelsen ved at dele film og serier op i flere etaper, hvilket Stine i Alssund benytter sig af. Før i tiden gik hun altid glip af afslutningen af en film, der blev sendt på flow-tv, men med tv-on-demand har hun mulighed for at se en film over tre hverdagsaftener (Bilag 6, p. 5). Det giver Stine en større frihed til at vælge tv-indhold uden at tænke på varigheden. Opsamlende vil det sige, at tv stadig kan samle familien. Hos respondentfamilierne foregår dette ikke længere på flow-tv’s præmisser, men når det passer familierne. De samles i langt højere grad om tv-on-demand, hvilket primært skyldes en tilpasning til tweens’ tvbrug. Motivationerne for brug af tv-on-demand er fleksibiliteten: Tv-indholdet står til rådighed for brugeren, når det passer ham, hvor det passer ham, og så længe det passer ham. Endvidere er streamingtjenesterne populære hos tweenrespondenterne, da det giver mulighed for at se tv-indhold, før det sendes i flow-tv. Hvor Netflix og TV 2 Play primært bliver brugt af Johannes og Andreas på 12 år, bliver YouTube dagligt brugt af de yngre tweens, Freja og Kasper på 10 år, mens Andrea på 11 bruger begge typer tv. Kasper og Freja adskiller sig fra resten af familien ved hverken at have interesse for flow-tv, Netflix, DR NU eller TV 2 Play. De foretrækker videoer på YouTube og Instagram, der kaster et hurtigt grin af sig. Freja bruger mest YouTube og Instagram sammen med andre, som da hun og veninden Asta tirsdag eftermiddag sidder i sofaen med familiens tablet og søger efter »LOL videoer« på Instagram (Bilag 10, p. 3). Søgning efter nøje udvalgte Laughing Out Loud-videoer vidner om, at pigerne søger underholdning i form af bestemt indhold, der morer dem. Det er interessant, at pigerne vælger Instagram som platform til at se audiovisuelt indhold, da denne tjeneste primært benyttes til billeddeling. Det er et socialt netværksmedie, hvor indhold spredes af likes og kommentarer fra andre brugere. Likes fungerer som et social proof38, der garanterer indholdets popularitet, hvilket netop kan være motivationen bag pigernes valg af platform. Pigerne deler ikke kun oplevelsen med hinanden, men også med mange andre brugere. Denne sociale oplevelse får de ikke med Netflix, TV 2 Play eller flow-tv. 38 Mennesker reagerer som dem, der er omkring dem (Caldini, 2008) 78 Kasper er den respondent, der bruger mest tid på YouTube. Han bruger tjenesten i samme omfang, som de resterende respondenter bruger flow-tv, Netflix, med flere. (Bilag 7, p. 2). Nedenfor ses Kasper, hvor han klokken 20 slapper af med videoer fra en YouTube-kanal, som han abonnerer på.39 Han sidder lænet tilbage i sin kontorstol med nakkestøtte. I en halv time sidder han i mørket, dybt koncentreret om at følge med i youtuberen Jens’ liv på sin computerskærm (Bilag 7, pp. 4, 6). Se video af Kaspers tv-brugskontekst i Bilag 9 Denne situation har mange sammenfaldende træk med resten af respondenternes tv-brug. På billedet nedenfor ser Henrik en tv-serie på Netflix. I begge situationer er lyset dæmpet, lyden skruet op, skærmstørrelsen er den samme, og begge sidder de afslappede og nyder tv-indhold i 30-40 minutter. Da Kasper senere på aftenen går i seng, tager han tabletten med for at falde i søvn til en YouTube-video – helt ligesom Andreas ser TV 2 Play, og Katrine ser Deadline i sengen (Bilag 7, p. 10). Kaspers brug af YouTube foregår således i samme kontekst som de øvrige Når en bruger abonnerer på en YouTube-kanal betyder det, at kanalens videoer kommer i abonnentens newsfeed, hvorved brugeren som en form for føljeton kan følge YouTuberen (den, der producerer videoerne). 39 79 respondenters brug af flow-tv, tidsforskudt tv og tv-on-demand. Herudfra kan det diskuteres, om YouTube er tv, når kontekst og motivation for brug er den samme. Dette vender jeg tilbage til i afsnit 17. Andrea følger YouTube-kanaler med Justin Bieber og One Direction (Bilag 10, p.1). Endvidere følger hun en ganske almindelig dansk pige på 15 år, der fortæller om sit liv, sine tøjkøb og giver makeupfifs (Bilag 11, 06:00-11:50). Andrea bruger YouTube til at holde sig opdateret på nyeste trends og udgivelser, så hun kan have den rigtige makeup på og tale med om de nyeste trends sammen med veninderne. Dette forklarer marketingprofessor Jonah Berger med, at YouTube er blevet vores nye nabohjælp. Ifølge Berger (2013) spørger vi ikke længere familier og venner til råds, men søger hjælp via videoer på YouTube (p. 159). Andreas brug af YouTube synes således i højere grad af have en opdateringsværdi end at være underholdning eller tidsfordriv. Sammenholdt med Andrea’s tværmediale brug af Limbo, står det klart, at hun er drevet af indhold, der gør, at hun kan deltage i de samtaler, der foregår på de sociale arenaer, hvor hun færdes. For Andrea er kvalitets tv-indhold det nyeste og det, som vennerne snakker om. Denne motivation for at se tv er ikke et nyt fænomen, men det interessante i observationen er, at Andrea ikke reflekterer over valget af device eller platform, fordi hun har det populære indhold for øje. Det er ikke vigtigt for hende, om hun ser indholdet via fjernsynsapparat, tablet, smartphone eller computer, eller om det foregår on-demand eller i et flow, som hun skal kalkulere sin tid efter. YouTube indeholder tv-indhold for unge, men tweenrespondenternes brug afspejler ikke den skarpe kategorisering af devices og indhold, som Mobile Devices-rapporten tegner. YouTube bruges også fra andre devices end de små mobile enheder, og i længere tid end hvad et kort videoklip varer. Motivationen for brug af YouTube kan både være samvær, underholdning, afslapning og oplysning. 80 17.0 FORSKELLEN PÅ TV I ORD OG TV I BRUG Et af argumenterne for at vælge deltagerobservation som kvalitativ metode har været, at der kan være stor forskel på, hvad folk siger, de gør, og hvad de rent faktisk gør. Det er derfor interessant afslutningsvist at sammenligne respondenternes forklaringer af, hvad tv er, med deres omtale af tv i brugssituationen. Spørger jeg direkte ind til, hvad forældrene definerer som tv, har de en relativ traditionel forståelse af tv som flow-tv. YouTube er naturligvis ikke tv, ej heller er Netflix, der ifølge Mette hører under kategorien »at leje en film« (Bilag 2, p. 9). Anderledes uklart bliver Mettes svar, da jeg spørger hende i en brugssituation, hvor hun ser et tv-klip på et nyhedssite: Det er det jo, fordi det stammer jo fra…men jeg bruger det jo i et andet medie… Men hvis jeg nu sad med et skema og skulle krydse af, om jeg så tv, når jeg sad med min iPad på toilettet, så ville jeg nok ikke krydse af under tv, men skrive, at jeg tjekkede nyheder på min iPad. Det er en del af nyhederne, og noget af det er så tv. (Bilag 5, 01:14:24-01:15:15) I citatet reflekterer Mette først over, at hun bruger en anden device end fjernsynsapparatet. Efterfølgende ender hun med et rationale, hvor hun kategoriserer efter genre (nyheder) fremfor device eller platform. Under sin argumentation ændrer Mette således sin definition af tv. Ud fra en konstruktivistisk tankegang kan det skyldes, at Mette danner sine meninger i sociale sammenhænge, hvorfor hendes mening kan ændres afhængig af kontekst. Det kan også skyldes, at hun – ligesom dele af medieforskningen – ikke har reflekteret over, hvad tv er. Mettes definition af tv ændrer sig endvidere, da hun fortæller om familiens brug af Netflix, hvor hun afsluttende fastslår: »Den måde kan jeg bedre lide at se tv på« (Bilag 2, p. 2). Også Katrine rykker ved sin forståelse af tv, da hun ved sengetid siger: »Jeg ser tv i sengen på min iPhone« (Bilag 10, p. 13). Det essentielle er her, at forældrene definerer tv som flow-tv på fjernsynsapparatet, men bruger tv som både flow, on-demand og mindre videoklip, og det foregår på adskillige devices. Dette tyder på, at der i kommunikationen eksisterer et refleksivitetsunderskud mellem ord og brug. Tweenrespondenternes definition af tv bærer naturligvis præg af, at deres verbale og refleksive egenskaber ikke er lige så udviklede, som deres forældres, men det er også præget af, at de er børn af en digital tidsalder. Retorisk definerer de ikke tv ud fra device eller indhold, som de voksne gør det, men mere ud fra brugskonteksten: 81 Når man ser tv, så ser man noget uden at skifte. Altså så ser man noget i længere tid. Dengang jeg så Disney Channel og Cartoon Networks, så så jeg ikke tv, fordi jeg bare skiftede hurtigt mellem dem. Man skal se i længere tid og være opmærksom. (Bilag 2, p. 14). Johannes fokuserer på, at tv er en primær aktivitet, som han bruger længere tid på. Andreas definerer ligeledes tv ud fra konteksten: Andreas: Det er jo vel det samme som YouTube, egentligt. Observatør: Men alligevel siger du, at der er en forskel? Andreas: Ja en forskel på, hvor man ser det henne og hvor lang tid det tager. Observatør: Hvor lang tid skal man se, for at det er tv? Andreas: At se tv, så skal det vare en halv time. Observatør: Hvad hvis du tænder for Disney Channel i fem minutter? Andreas: Så er det bare lige et klik. Observatør: Så man klikker både på Disney Channel, YouTube og Facebook? Andreas: Ja. (Bilag 8, 02:36-05:30) Ud fra disse samtaler står det klart, at tweens ikke tænker i mediatet, men i brug. De er drevet af et her-og-nu-behov, hvor det er ligegyldigt, om brugen foregår på flow-tv eller online, hvilken device de bruger, eller om det hedder zapper eller klikker. De gør det, som de har lyst til og kalder det for indholdet: »Hvis jeg ser en film, så ser jeg ikke tv, så ser jeg filmens navn. […]. Hvis jeg ser Smosh, så ser jeg ikke YouTube, så ser jeg Smosh!«, fastslår Andreas (Bilag 8, 02:36-05:30). Diskussionen om, hvorvidt YouTube er tv, er således irrelevant for mine unge respondenter. For dem betyder skellene mellem mediateter minimalt, de reflekterer ikke over skift fra en device eller platform til en anden, og de vil derfor heller ikke beskrive deres adfærd ud fra cross media-tankegang. De unge respondenter befinder sig i et flydende medielandskab med en masse indhold, hvor devices og platforme blot er forskellige veje til indholdet. Denne brug og forståelse af medielandskabet synes at gøre begrebet tv overflødigt. 82 18.0 KONKLUSION I tre fremstillinger har jeg analyseret og diskuteret, hvad tv er i en tid, hvor tv ikke bare er tv. Ved at gennemgå tv-forskningens historie, har jeg fundet frem til, at der i forskningen ikke har været tradition for at reflektere over eller afgrænse betydningen af tv-begrebet. En sådan refleksion er aktuel som aldrig før, fordi vi i dag befinder os i et digitalt og mobilt tv-landskab med mediekonvergens og -diversitet. Tv har i dag forskellige brugerprofiler, skiftende status og forekommer som både flow og on-demand, i korte og lange formater og bruges fra adskillige devices som fjernsynsapparat, smart-tv, smartphone, tablet samt stationær og bærbar computer. De varierende brugsmuligheder har skabt forskydninger, som betyder, at tv-indhold, device og brugskontekst ikke længere hænger stringent sammen, og tv-begrebet har udvidet sig til det udflydende. Dette medfører, at Meyrowitz’ paradigmer i medieforskningen ikke længere er dækkende, hvorfor der er behov for en udvidelse af miljøparadigmet. Udfordringerne ved at måle tv-brug i dag er, at der ikke findes et analyseinstitut, som elektronisk kan registrere tv-brug på tværs af platforme. Kvantitative undersøgelser af tvbrug foretages af adskillige analyseinstitutter, som benytter forskellige målemetoder og måleenheder alt efter analysens formål og kommercielle interesser. Dette resulterer i vidt forskellige analysekonklusioner, hvorfor det i dag er vanskeligt at sammenligne tv-brug af eksempelvis TV 2, Netflix og YouTube. Endvidere er undersøgelser af brug af streamingtjenester baseret på claimed målinger, der indebærer unøjagtighed, idet undersøgelserne beror på respondenternes udtalelser eller egne registreringer af deres mediebrug, fremfor elektroniske registreringer af den reelle brug. Med Silverstones domestication-forståelse og Hartmanns mediatization-tilgang som teoretisk optik har jeg gjort min analytiske sans sensitiv over for, hvordan respondenterne forstår og bruger tv. Dette uanset om brugen har været ny eller rutinepræget, om den er foregået på smartphone eller fjernsynsapparat, i sofa eller seng, på TV 2 eller YouTube, sammen eller alene, som primær, sekundær eller tertiær aktivitet. Studiet er foretaget gennem deltagerobservation, hvor jeg har oplevet respondenternes common sensetolkninger af tv-begrebet og tv-brug. For dem er tv en selvfølgelighed: Tv er jo bare tv, som en respondent udtrykker det. Den selvfølgelighed gør det svært at italesætte tv, og derfor 83 er interviews, spørgeskemaer og mediedagbøger fravalgt som kvalitative metoder. Netop forskellen på italesættelser i interviewlignende situationer og den reelle brug har jeg kunnet belyse gennem deltagerobservationerne, hvor jeg har fundet frem til, at der er stor forskel på, hvad de voksne respondenter kategoriserer som tv, og hvad de rent faktisk bruger som tv. Adspurgt svarer respondenterne, at tv kun er flow-tv, der ses via fjernsynsapparatet. I brugssituationen anvender respondenterne tv på mange forskellige måder med alt fra videoklip på nyhedssites til Netflix, der tilgås fra mobile devices. Dette betyder, at de voksne siger, de gør ét, men faktisk gør noget andet, hvilket vidner om et refleksivitetsunderskud mellem ord og brug i kommunikationen. Analysen af tweenfamiliers tv-brug er inddelt i tre dele bestående af henholdsvis flowtv, tidsforskudt tv og tv-on-demand. I analysen af flow-tv er de faldende seertal iøjefaldende. Særligt er brugen blandt tweenfamilier faldet markant det sidste år. Det er ikke naturligt for mine tweenrespondenter at planlægge deres tid efter et tv-program, hvorfor de ikke orienterer sig mod denne type tv. Flow-tv bruges primært af de voksne respondenter, og dets berettigelse er afkobling uden konstant at skulle foretage valg, baggrundsstøj, at følge med i de nyeste danske tv-serier samt at se livetransmissioner. Flow-tv har en social dimension, hvor brugeren skal følge med i bestemt indhold på et bestemt tidspunkt for at deltage i samtaler omkring tv-indholdet i og uden for hjemmet. Hos tweenfamilierne bliver indholdet fra flow-tv hyppigere anvendt i en tidsforskudt tv-brug, da optagefunktionen skaber fleksibilitet for tidspunkt og brugskontekst. For de unge respondenter handler det endvidere om at have et kartotek af kvalitetsindhold, så de altid har noget, de ønsker at se. De voksne bruger optagefunktionen mere selektivt, hvor de nøje udvælger tv-indhold og ser det på særligt udvalgte tidspunkter med ro omkring dem. På landsplan er brugen af tidsforskudt tv stejlt stigende, men det udgør stadig en minimal del af den samlede tv-brug. Den mest populære tv-brug blandt tweenfamilier er tv-on-demand. Med den danske udgave af Netflix i front er tv-on-demand for alvor slået igennem i 2013. Denne type tv passer til tweens’ mentalitet, der er præget af et her-og-nu-behov. Via streamingtjenesterne kan de finde det tv-indhold, som de finder relevant og se det præcis, når det passer dem. Endvidere udmærker tv-on-demand sig ved, at familierne kan finde tv-indhold, som alle synes om, når det passer ind i deres dagsprogram – en funktion som flow-tv ikke evner. Fleksibiliteten tiltaler ydermere respondenterne ved, at de kan se flere afsnit af en serie i træk eller dele en film ud over flere aftener. Hertil kommer det, at streamingtjenesterne kan tilgås fra mobile device, hvilket skaber en rumlig fleksibilitet. 84 I analysen diskuteres, om videoer på YouTube og Instagram er tv. Indholdet adskiller sig i varighed fra tv-indhold på Netflix, TV 2 samt andre kanaler, men brugskonteksterne blandt de unge respondenter er bemærkelsesværdigt ens. Familiernes yngste tweens bruger videoerne fra YouTube og Instagram som underholdning, afkobling, opdatering samt i socialt samvær i lignende brugskontekst, som den resterende del af familien bruger flow-tv, Netflix og TV 2 Play. Den kvalitative undersøgelse viser således, at tv har en central rolle i hjemmet og bevæggrundene for brugen er afkobling, oplysning, underholdning og social samvær, og dette gælder uanset, om tv bruges i flow, tidsforskudt eller on-demand. Igennem undersøgelsen af tweenrespondenternes tv-brug fremgår det, at de er børn af en digital tidsalder, idet de befinder sig i et konvergerende medielandskab, hvor devices, platforme og tv-typer blot er forskellige veje til indhold, der tilfredsstiller et umiddelbart behov hos den unge. Som 11-årige Andrea, der uden besvær – eller refleksion – surfer mellem DR Ultra, DR NU og YouTube på forskellige devices for at opsøge specifikt indhold. Tweens relaterer således deres brug til indholdet. Som 12-årige Andreas beskriver; »hvis jeg ser Smosh, så ser jeg ikke YouTube, så ser jeg Smosh!«. Respondenternes forståelse af medielandskabet udfordrer Anja Beckmann Petersens beskrivelse af tv som metaforisk værdi, jævnfør afsnit 3.2. Beckmann Petersen knytter tv-begrebet til »idéen om tv«, men dette stemmer dårligt overens med de unge respondenter, der slet ikke benytter begrebet tv, men betegner deres brug ud fra indhold. Respondenternes tolkninger af tv og tv-brug er synligt forskelligt, når fokus sættes på deres alder. Forældrene sidder i højere grad fast i de gamle tv-mønstre og sprogbrug, mens tweens har et fleksibelt brug, hvor de intuitivt sammensætter tv-indhold, devices og brugskontekster efter ønske og behov. Når brugen og forståelsen af tv er ændret så markant, vil spørgsmålet være, om der er behov for en radikal redefinering, eller om tv som begreb langsomt er ved at uddø? Med et tv-begreb, der har udvidet sig til det udflydende, er det nærliggende at spørge, om det giver mening at tale om tv-forskning i dag? Skal vi følge de unge tweens’ mediesyn, gør det ikke. Deres forståelse og brug af medier harmonerer ikke med den eksisterende silotankegang, hvor medieforskning overordnet defineres ud fra siloerne; tv, radio, avis og internet. I et konvergerende medielandskab bør disse siloer brydes ned sammen med titler som tv-, radio- og internetforsker. Måske vil det i stedet give mere mening, at forskningen defineres med inspiration fra Hartmanns trippel artikulation, hvor forskeren 85 tager udgangspunkt i eksempelvis en indholdsgenre og herudfra studerer brugerne af indholdet og med de devices og i de kontekster, som relaterer sig til brugen af indholdet? Én af de tre artikulationsled vil således fungere som omdrejningspunkt for forskningen, som fleksibelt inddrager de andre led, når det er relevant i forhold til respondenternes mediebrug. Nedbrydning af siloerne er endvidere aktuelt i et kommercielt perspektiv, hvor det ikke længere er meningsfyldt for annoncørerne at tænke i tv, radio, avis og internet som mediegrupper. De unges medieforståelse peger i en retning af, at annoncørerne bør sætte brugeren og dennes behov i centrum og vælge budskaber, kanaler og platforme herudfra. I indledningen beskriver jeg, at TV 2 har lanceret platforms-neutrale indkøb af reklameplads, hvilket netop har fokus på at sætte brugerens adfærd i centrum. Skal TV 2 gå skridtet videre, skal de ikke blot samle salg af audiovisuelle reklamepladser på TV 2kanalerne, men også inddrage bannerannonceplads på tv2.dk. 86 19.0 LITTERATURLISTE Berger, J. (2013). Contagious. Why Things Catch On. Sydney: Simon & Schuster Australia. Birk, M. & Jensen, K.H. (2014). Barnaby, Beverly eller binge-watching?. In Medieudviklingen 2013 (pp. 49-53). København: DR. Caldini, R. (2008, 5. udg.). Influence: Science and Practice. Harlow: Pearson Education Christensen, D. & Marslev, N. (2014). Netflix er Danmarks sjettestørste tv-kanal. København: DR Dam, P. (2014, 7. januar). DR's ungdomskanal er blevet gråhåret. MetroXpress. Hentet den 17. februar fra http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/15743956 Flor, R. J. (2003). Positivisme. In F. Collin & S. Køppe (Eds.), Humanistisk Videnskabsteori (pp. 62-96). Viborg: Nørhaven Book. Hansen, M. (2011, maj). TV on demand – TV når det passer dig. Gear, 90, 60‐62. Hjarvard, S. (2001). Analyse af seertal – en praktisk introduktion til Gallups TV-Meter. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Larsen, P.H. (2003). De levende billeders dramaturgi bind 2. Købehavn: DR. Thunø, L. (2014). Medieudviklingen 2013. København: DR. 87 20.0 ABSTRACT Once it was obvious that TV was TV and had to be watched on the television. It is not the case anymore. The concept of TV is changing and we find ourselves in a TV landscape with lots of new distributors, new mobile devices and TV content that increasingly is used independently of platforms, devices and different contexts. In the thesis, I examine what TV is today. I'm looking for answers on how users understand TV and use it in relation to content, device and context. Tweens, the 10 to 12 year olds, is the target group for the empirical study. They are selected because they are in a stage of their lives where they are no longer children who just follow their parents' use of media. Neither are they teenagers, following their own media agenda. Tweens have their own media preference, but they still spend time with their parents. Parents see tweens as interlocutors; they can discuss choice of TV channel or acquisition of new devices. Tween families are therefore a perfect target group to observe differences of TV use in two generations. The thesis has an open and explorative approach. This is due to a historical outline of television research that has shown that TV has not been defined or bounded. There has not been a tradition to reflect on or define what TV is in itself. Such reflection is highly relevant today in an era of media convergence and diversity. Based on Joshua Meyrowitz' media metaphors the thesis concludes that television is in a paradigm shift where TV no longer exists in one format, for one user profile or through one device. With an explorative approach to a study field that is in a new and undefined paradigm, it is important to use a theoretical optic that is enabling new study aspects of media use. Roger Silverstone's theory of domestication and Maren Hartmann's understanding of mediatization is used for the purpose. This theoretical optic opens an analytical gaze for the appropriation processes which exist between the media and its user. Hartmann's theory of triple articulation furthermore allows an analytical separation of TV content, device and context of TV use. Finally, the theoretical optic is the basis for a multi-method study. The study consists of quantitative data that provide an overview of users' use of TV, and a qualitative study of TV content, devices and meanings and learning processes in different contexts. 88 The qualitative study consists of participant observation of TV use in private homes. The respondents had difficulties explaining what TV is for them but by observing them using TV, I got in to how and why they use TV and what it means to them. This approach is based on Alfred Schutz's theory of phenomenological sociology of everyday life that regards the concept and use of TV as commonsense interpretations of phenomena in everyday life. TV is stating the obvious and that is why it cannot be studied through interviews. This study is instead based on participant observation, where I as an observer experienced the respondents’ commonsense interpretations with them in their different use of TV. Furthermore, the understanding of these interpretations created an analytical gaze of the domestication process, which occurs when a particular TV use becomes routine. In the work with the quantitative data it has become clear that a study of TV is complex and challenging. There is not a single research institute with the access to record TV use across channels or platforms. The quantitative data is compiled by different institutions that use different methods of measurement and units. The conclusion is that any TV operator has the possibility to select the unit of measurement that best suits the story that they want to tell, and it ultimately means that the analytical institutions provide different conclusions for the same use. This makes it difficult to compare studies or to get an overview of the TV use across channels and platforms. Furthermore, studies of the use of streaming services like Netflix and YouTube are based on Claimed measurements which involve inaccuracy. The analysis of respondents’ TV use concludes that flow TV has declining ratings and especially tween families’ use dropped significantly last year. The qualitative study shows that tweens do not find it natural to plan their time for a TV program. Flow TV is primarily used by the adult respondents who use it for decoupling, background noise, to keep up with the latest Danish series or to watch a live transmission. The content of the flow TV is instead frequently used by respondents in a time-shifted TV use. This creates flexibility for time and use context that suits the busy tween families. The young respondents are also motivated by the fact that they can record a stock of TV content, so they always have something they bother use. The adults use the recording function more selectively – they carefully select TV content and use it in a special moment with calmness around them. The thesis also analyzed the use of TV-on-demand. It has become common in Denmark during the past year. This type of TV is popular among tweens because it fits their now- 89 and-here-needs, and among their families because they can find TV content that everyone wants to see - a function that flow TV no longer are capable of. The flexibility appeals to the respondents because they have the possibility to watch several sections of a series in a row or divide a movie over several evenings. Furthermore, the streaming services are accessible from mobile devices, which create a spatial flexibility for the respondents. In the analysis it is discussed whether videos on YouTube and Instagram are TV. The content differs in duration from TV content on Netflix, TV 2 Play, et cetera, but the use among the young respondents is remarkably similar to their parents’ use of other kinds of TV. Tweens are using the videos for socializing, entertainment and decoupling in the same way as the rest of the family uses flow TV, Netflix and TV 2 Play. Through the analysis it becomes clear that tweens are children of a digital age. They find themselves in a converging media landscape where devices, platforms and different types of TV use just are ways to great content. In their world there is no strict correlation between content, device and context of use. They relate their activity to the content that they use and they do not bother if it is called watching TV or not. While parents are stuck in old TV patterns, tweens have a flexible use where they crisscross content, devices and contexts as needed. The use and understanding of the media landscape have made the concept of TV redundant among today's tweens. 90 TV FLYTTER I FINGERSPIDSERNE Always On, Everywhere Agenda • • Always On, Everywhere Fremtidens TV 2 Connected viewing TV 2 & Dialog tv #hashtags #voicedk Connected viewing apps • • Opfylder TV 2 brugernes behov? Tv-annoncørernes fremtid Tv-brug: et spejl af en samfundstendens • • • TAK FOR JERES TID
© Copyright 2024