1. No category

Etablissementet National - Klingenberg 14
Uddrag af "I byen i Odense, 1950-1980" af Torben Madsen
National og Bristol
På Klingenberg 14 lå et af Odenses helt store forlystelsescentre. Alle
kom her. Nogle for at bowle, spille billard eller forlyste sig ved
spilleautomaterne. Andre kom for at spise, slukke tørsten, nyde
musikken eller svinge sig på dansegulvet og måske finde den ”rette” for
en nat - eller livet. Klingenberg 14 var leveringsdygtig i det hele, men vi
skal helt tilbage til 1887 for at finde starten på dette eventyr. Den stod
klubvært Th. Lumby for. Han tog initiativet til, at de ydre rammer blev
skabt. De var dog ikke helt, som vi kender dem i dag. Den del af
bygningen, der vender mod Klingenberg, ragede således ud til midten af
det nuværende Skt. Knuds Kirkestræde. Det passede dog fint til den
smalle gade, som dengang forbandt Klaregade og Klingenberg, men ved
strædets udvidelse i 1927 måtte den del af bygningen selvsagt falde.
Den bygning, der flugter langs med Skt. Knuds Kirkestræde, var til
gengæld noget smallere. Her manglede de yderste fem meter og dermed
også den flotte borglignende facade, som pryder den nuværende
bygning. Den lige facadelinje, vi har i dag, blev således skabt ved at
rykke venstre ”halvdel” af facaden tilbage, og højre ”halvdel” frem.
Skandia, Wienerwald og Klaveret
Efter Bristol blev det alsidige hus annonceret som Skandia og med
vægten lagt på ”selskaber, møder, kongresser og bespisninger indtil 200
kuverter”. Men der var også plads til Skov og Tolneborgs danseskole og
diverse former for underholdning. I en annonce fra 1952 annonceres der
for eksempel med ”Ricardt Petersens Teaterselskab”, som inviterer de
teaterglade til at se ”Svigermor kommer” for en billetpris af blot 2
kroner.
Værten for Skandia hed Ejnar Henriksen, og han fortsatte indtil
1956/57, men danseinstituttet forblev der indtil 1966. I mellemtiden var
der også kommet andet erhverv til huset, nemlig Ida Skjortevask, Hans
Hansen Bogtryk og Odenses ældste møbelforretning. Det forhindrede
dog ikke en tjener fra Brockmann, Freddy Olsen, i at relancere Skandia.
Det gjorde han i 1966 under navnet Ny Skandia og med den håbefulde
tilføjelse ”Det unge Odenses mødested” - herunder de helt unge, som
fik deres egne alkoholfrie eftermiddage.
Ved åbningen af Ny Skandia mødte 600 unge mennesker op for at høre
Rockfighters, Baronets og Candy Boys. Senere kneb det dog med at
tiltrække ungdommen, så året efter ændrede Freddy Olsen konceptet til
et mødested for det mere modne publikum. Wienerwald kaldte han det
denne gang - og ikke uden grund. Restauranten var nu prydet med en
stor kulisse, der forestillede et sneklædt bjerglandskab i de østrigske
alper, og den ene af to barer var placeret i en hyggelig bjælkehytte. Den
anden bar lå i den modsatte ende af huset, ud mod Klingenberg, og den
havde Freddy Olsen opkaldt efter sig selv eller rettere sit kælenavn
”Ole”, så den hed Oles Bar. Freddy Olsen var i det hele taget offer for
kælenavne. Et andet lød ”Ole Wienerwald”, og det på trods af, at
restauranten efterfølgende måtte skifte navn til Wienerwals. Freddy
havde nemlig ikke taget hensyn til, at navnet Wienerwald allerede var i
brug af en tysk restaurationskæde - og denne kæde havde ikke i sinde at
lade danskerne benytte samme navn.
Ved udvidelse af Skt. Knuds Kirkestræde faldt den del af National,
hvorpå der står Selskabslokale.
Foto: H. Lønborg 1927, Odense Bys Museer.
Med hensyn til husets indre bestod det af en kælder med en keglebane
og to udsalgssteder, en stueetage med to restaurationslokaler og to
spillerum, samt en førstesal med en teatersal til 300 gæster.
Det første navn, der prydede facaden, var Etablissementet National.
Det varede indtil 1933, og de næste 13 år stod der Bristol på
navneskiltet. Men dette navneskift ændrede ikke på brugen af huset. Her
var stadig ”Selskabslokaler, Vinstue og Billardsalon”, og så var der
tilsyneladende stor interesse for dans. Det var således her,
”Fynsmesterskabet i moderne dans for amatører” blev afholdt.
Endvidere var der mange, der benyttede billardsalonen, hvilket blandt
andet førte til dannelsen af den stadig eksisterende billardklub Bristol.
I 1957 dannede
Skandia rammerne
for en dansematch
mellem dansere fra
Oslo og Odense, og
den vandt de fynske
deltagere fra Skov
og Tolneborgs
danseskole.
Foto: Odense Bys
Museer.
På Wienerwals måtte man danse på såvel borde som stole, men dette
selskab valgte dog at sidde. Fra venstre ses direktør Freddy Olsen og
frue, Allan Fellow Sørensen og inspektør Anker Sørensen.
Billedet er taget kort før åbningen af Wienerwals.
Foto: Odense Bys Museer.
Wienerwald var, som Freddy ønskede, et sted for det voksne publikum.
Men det betød ikke, at de unge blev helt svigtet. I stueetagen, hvor der
tidligere havde været Ida Skjortevask, skabte Freddy Olsen - denne
gang sammen med Henning Carlsen - et diskotek, vist nok byens første,
der i høj grad appellerede til denne aldersgruppe. Endda i en sådan grad,
at de gerne stod i lange køer for at komme ind.
Klaveret, som diskoteket hed, trak tilmed fulde huse alle ugens syv
dage - indtil klokken 2 om natten. Det tjenende folk, herunder
inspektørerne Helge Hansen, Svend Petersen og Anker Sørensen, samt
servitricerne Conny og Ulla, havde derfor mere end nok at se til. Og
ligeså havde det unge publikum. Langs væggen ud mod gården var der
en lille scene, hvorpå veldrejede piger vred hofterne i en kælen go-godans. Fra tid til anden var der også underholdning ved datidens
kendisser, blandt andre Povl Dissing med hans nyeste hits ”25 minutter
endnu” og ”Den grimmeste mand i byen”.
City Clubben
Klaveret var med andre ord en fryd for såvel øret som øjet, men som
med så mange andre glæder, blev denne kort - omtrent et år. Herefter
trak de unge mennesker hen til det nyåbnede ”To be” i Dronningensgade, og Freddy Olsen valgte derfor at skifte ”klaveret” ud med
billardborde.
Det blev dog også en kort fornøjelse - for Freddy Olsen. I slutningen af
1969 overdrog han både City Clubben, som den syv bords store
billardsalon var navngivet, og Wienerwals til den ukronede
restaurationskonge Ib Dahl Hansen og hans kompagnon Bent Larsen.
Og dermed var det gamle etablissement National klar til nok et
kursskifte. Dog ikke i billardsalonen. Den beholdt de nye ejere, som den
var, og som daglig leder ansatte de Elin Christensen. Hun blev senere
afløst af Tove Bisgaard, som gennem mange år havde styret en anden af
Ib Dahl Hansens restauranter, nemlig Palmehaven. Toves tid i City
Clubben begyndte dog først et par år efter, at Ib Dahl Hansen først
havde bortforpagtet og senere solgt salonen til én af de mange
stamkunder, Søren Christensen, og dennes kone, Ingerlise. Det skete i
1981, og med dette værtspar når vi helt frem til den nuværende ejer,
Jacob Steensig. Han overtog ansvaret i 2003 og bortset fra almindelig
vedligeholdelse, omorganisering af baren, installering af storskærm til
sportsbegivenheder, opsætning af fodboldborde og en nødtvunget
indretning af rygerum i ”tilbygningen” - så er ”Stedet hvor ballerne
mødes” forblevet uændret.
Hvem skulle tro, at dette lokale tidligere rummede Ida Skjortevask?
Foto: Torben Madsen 2010.
Ambassadeur, Under- og Overhuset
Men det var også det eneste, der forblev uændret efter Ib Dahl Hansens
og Bent Larsens overtagelse. Tyrolerrestauranten på første sal blev
erstattet af en ”grotte” med det fornemme navn Ambassadeur, og den
var ifølge den første annonce: ”Fyns mest eksklusive og helt
utraditionelle danse- og varietérestaurant med et interieur uden
sidestykke i hele landet”. Og annoncen fortsætter: ”Wienerwals er
ændret fuldstændigt til nu at fremtræde som et sandt paradis med sydens
elegance og stemning, førende udenlandske entertainere, førsteklasses
orkestre og hele tre intime barer”.
Jo, Ambassadeur var noget for sig. Lokalet var udformet som en
sydlandsk drypstensgrotte, hvor gæsterne kunne sidde i en sofa, der
slangede sig gennem det meste af lokalet, eller de kunne stå og iagttage
hele sceneriet igennem åbninger i den naturtro klippevæg, der adskilte
den midterste bar fra dansegulvet. Sidstnævnte var for øvrigt af
blankpoleret messing og omgivet af store spejle.
Gæsterne kunne endvidere fortrække til den tidligere ”Oles Bar”. Den
var nu navngivet Kakadu Bar og udsmykket som en orientalsk bar med
sin helt egen intime stemning.
Og endelig var der en balkonagtig bar, der var hævet nogle meter over
de andre. Den blev kaldt Dueslaget - ganske passende, for heroppe
kunne man sidde som duer og se ned på såvel dansegulv som orkester.
Med hensyn til underholdningen var Ambassadeur ganske alsidig. På
åbningsaftenen i januar 1970 var det eksempelvis Miss Vera Love fra
USA, som lod sig akkompagnere af Hans Jessens trio. Og senere kunne
man lytte til Kardinalerne, Papa Bue, Park Lane, Brdr. Olsen, James
Last, det græske ”husorkester” Rivers - og mange, mange flere.
Ud over førstesalen interesserede Ib Dahl Hansen og Bent Larsen sig
også for de lokaler, der hidtil havde rummet andet erhverv.
Bogtrykkeriet i kælderen blev således omdannet til en hyggelig
kælderrestaurant med rundbuer og rustikke vægge. Denne restaurant fik
navn efter det engelske parlament, men i modsætning til dette, var
Underhuset i Odense forbeholdt spisende gæster og danselystne, som
ikke bekymrede sig om udenomsplads. Dansegulvet var nemlig meget
beskedent i størrelse, men til gengæld var der musik fra klokken 8 om
aftenen til 8 om morgenen. Og for de sultne gæster var der servering
døgnet rundt, især af køkkenets to specialiteter: biksemad eller stegte ål
med stuvede kartofler - til blot 15 kroner!
I stueetagen, hvor der hidtil havde været møbelforretning, blev der
samtidig med Underhuset indrettet en Bowlingbar med tre
bowlingbaner, en lille bar, diverse morskabsautomater - samt noget så
storslået som et farvefjernsyn. Denne bar var ligeledes åben døgnet
rundt, og sammen med City Clubben udgjorde den det, man senere
kaldte ”Alle tiders sandkasse for voksne piger og drenge”.
Bowlingbaren var dog ikke nær så populær som
dens nabo, og fra 1973 tog Ib Dahl Hansen
konsekvensen af den manglende opbakning og
ændrede lokalet til en blanding af bodega med ”små
lækre retter” og et ”dag- og natdiskotek”. Navnet på
dette ”produkt” blev - meget naturligt - Overhuset,
og som blikfang i annoncerne viste man da også en
engelsk lord med kappe og paryk.
Det ”adelige” diskotek blev dog heller ikke den helt
store succes, formentlig fordi der allerede var
rigeligt med dansemuligheder på det langt større
Ambassadeur.
Overhusets største succes var efter sigende, da den
folkekære skuespiller Dirch Passer besøgte stedet.
Ved denne lejlighed stod gæsterne tæt, mens
inspektøren Åge Busch var vært med en hel flaske
whisky af husets den bedste.
Men med et samlet besøgstal på 800-1200 hver
fredag og lørdag havde Ib Dahl Hansen dog ingen
grund til at klage over sit forlystelsesetablissement.
Med hensyn til den videre skæbne for ”Klingenberg 14” er der, som
allerede nævnt, stadig gang i City-Clubben, mens resten af huset har
fristet en noget omskiftelig tilværelse. Den startede med ægteparret
Martha og Mogens Lehnert. Deres interesser lå ellers på Sjælland, men i
slutningen af 1977 forpagtede de såvel Ambassadeur som Over- og
Underhuset. Kælderetagen måtte de dog dele med en af Ibs trofaste
følgesvende, Gunner Larsen. Her havde han indrettet højre ”afdeling”
til et musiksted for de gæster, der hellere sang med på Ove Bagers
Lundeborgvise end den allestedsnærværende diskomusik. Vise Vers
Hus kaldte Gunner sit lille - og meget kortlivede - værtshus. De muntre
viser døde ud efter mindre end et år, og derpå fulgte en kort tid med
Vise Vers Hus som opsamlingssted for byens natteravne. I disse
måneder åbnede Gunner først døren så sent - eller tidligt - som klokken
3, og så stod menuen på kaffe og friske rundstykker.
Det var dog ikke kun Gunner Larsen, der var på kort visit i
restaurationskomplekset. Martha og Mogens blev heller ikke gamle i
gårde, men de nåede dog at anlægge det, de selv kaldte ”en helt ny stil”.
I en annonce fra 1978 skrev de således: ”Vi har pyntet op og gjort alt
mere hyggeligt”, og samtidig indbød de til såvel enkebal som en
ugentlig aften for ”de unge på fyrre”.
Mens Ib Dahl
Hansen drev
Klingenberg 14
var indgangen
”bevogtet” af
denne ridder.
Her ses han selv
i selskab med
den
blankpolerede
vogter.
Foto udlånt af
Marianne Groth
Locomotion
Efter Lehnert-parret var det igen Ib Dahl Hansen, der stod med
ansvaret, og denne gang videregav han det til fem unge århusianere:
Jytte Refsgård, Jan Nørgaard, Per Kristensen, Per Guldager Jensen og
Per Schnoor. De drev allerede diskotek Locomotion i Århus og mente
nok, de tillige kunne overkomme en navnebroder i Odense. I slutningen
af 1981 gik de derfor i gang med at renovere først Ambassadeur,
dernæst Underhuset og til sidst Overhuset. Ambassadeur blev indrettet i
samme stil som Locomotion i Århus, det vil sige uden al den glimmer
og de fløjlsbløde sofaer, som dengang prægede mange diskoteker. I
stedet kunne gæsterne sætte sig ved et af de 30 runde borde, som
omkransede dansegulvet. Eller de kunne nyde et måltid mad i den
tidligere Kakadu Bar, som nu var navngivet Salt & Peber. Sidstnævnte
trak ifølge Per Kristensen tillige gæster, som gerne betalte entré blot for
at få et måltid serveret - efter midnat.
Da Locomotion var godt i gang, kom turen til Underhuset. Det blev
også indrettet til diskotek, blandt andet for fiskeinteresserede gæster.
Diskoteket var nemlig udstyret med flere (indmurede) saltvandsakvarier, som matchede det valgte navn, Waves (bølger). Men ellers var
det et traditionelt diskotek - og tilsyneladende mere populært end
Locomotion. Waves trak således gæster fem dage om ugen, mens
Locomotion kun var åben for weekendgæster.
Den næste ændring af huset fandt sted i det gamle Overhuset. Det stod
ubenyttet hen, da århusianerne kom til, og her anlagde de en græsk
spiserestaurant. Dog med et alt andet end græsk navn, nemlig
Stoppestedet. Ifølge Per Kristensen blev denne restaurant ikke den helt
store succes, idet husets øvrige restauranter krævede al værtsfolkenes
energi.
Den sidste ændring, som ”femkløveret” bød på, var nok en gang i
kælderetagen, eller nærmere dér, hvor Gunner Larsen havde haft sit
Vise Vers Hus. Det blev genåbnet som morgenværtshus for såvel husets
egne gæster som andre trængende - og den restaurant var velbesøgt. Det
var dog ikke alle, der blot kom for morgenmad. Det samme lokale
havde siden Gunners exit tjent som et yndet mini-rædselskabinet. Bag
den tunge gitterlåge, som adskilte lokalet fra Waves, havde
værtsfolkene placeret et skelet i selskab med en gammel og støvet
ølflaske. Og denne klare ”advarsel” mod at blive efter lukketid trak
ifølge Per Kristensen mange nysgerrige gæster til.
Madam Lunds Bøfkælder - og alle de andre
Efter Locomotion - og tidsrammen for nærværende bog - skiftede
Klingenberg ejer, koncept og navn i et tempo, der pladsmæssigt
nødvendiggør, at jeg benytter ”telegramstil”.
Det første skift stod Hardy Grün og Erling Larsen for. De overtog
ejendommen i 1987 og introducerede navnene Down Town og Grüns
Kælder i stedet for henholdsvis Waves og Vise Vers Hus.
Året efter overgik ejerskabet til Kulturfabrikken ApS (alias Cultura
ApS), som gav stedet navnet Klingenberg. De var mere stemt for
levende musik og underholdning og udstyrede derfor 1. sal med en 50
kvadratmeter stor scene.
Næste skift kom i 1990, da Odenses ejendomsmatador Karsten Bill
Rasmussen overtog ejendommen. Og med ham som udlejer fulgte
diskoteker, barer, caféer og restauranter med navne som Café Chilé
(som en kort tid administreredes af Bill Rasmussen himself), Café
Viva, San Giorgio Restaurant, Montmartre, Rock’s Restaurant,
Alexandra’s Café & American Pizza, Klap Hesten Restaurant og
Steak House Restaurant.
Af denne brogede skare var det kun sidstnævnte, der nåede at optræde i
mere end én årgang af vejviseren. Dette spisested lå i kælderen og
fortsatte helt frem til 2006. Fra 1999 dog under navnet Madam Lunds
Bøfkælder, men indtil 2004 var værten den samme, nemlig Bo Lund
Madsen. Samme hr. Madsen nåede også at introducere en tequila-bar.
Det skete i år 2000 i det tidligere Vise Vers Hus under navnet Tequila
Rock Café.
Det foreløbigt sidste kapitel om kælderen blev skrevet af Mehmet
Saydan. I 2004 overtog han såvel restauranten som tequila-baren og
fortsatte driften indtil 2006. Baren blev i den forbindelse forvandlet til
et diskotek, der blev døbt Kings Night Club.
Men tilbage til stuen og 1. sal. Fra 1993 var det Crazy Daisy-kæden,
der fyldte disse etager - blandt andet med en Rock’n Roll Café i
stueetagen.
I 2000 skiftede kæden navn til Code og efter endnu to år til Buddy
Holly. Ifølge datidens rygter skyldes sidstnævnte skift, at Code havde
satset for meget på de ”pæne” og velklædte diskoteksgæster. Buddy
Holly skulle således appellere til et bredere publikum - selv dem, der
ønskede at danse på bordene.
Det lykkedes også, men to år senere måtte de dog sande, at deres
publikum også kunne blive for ”bredt”. I 2004 tabte de nemlig deres
natbevilling på grund af stridigheder mellem en gruppe rockere og
nogle indvandrere, som gæstede stedet samtidig.
Bevillingen kom dog hurtigt igen, og det samme gjorde navnet Crazy
Daisy. Blot en uge efter de voldelige sammenstød var Crazy Daisy klar
med tryggere omgivelser i såvel Rock’n’roll baren i stueetagen,
cocktailbaren Sex and the City i ”Kakadu-baren”, Camelot baren i
”Dueslaget” og Night-Life i den store sal.
Fra samme år skiftede Crazy Daisy nok en gang navn. Nu hed den
Cave, ejerkredsen var lidt ændret, og publikum mere modent. Men otte
måneder senere var dette sceneskift også et afsluttet kapitel, og fra 2007
stod der Luux på skiltet over døren og Rock Bar i stuevinduerne. Bag
Luux-navnet stod en københavnsk restaurationskæde, og dens filosofi
var ikke væsensforskellig fra den, klubvært Th. Lumby stod for i 1887,
nemlig at: ”Festen skal gøres til et teater, og publikum skal forkæles
med en totaloplevelse med kulisser, statister, skuespillere og musik!”.
Luux-festen på Klingenberg var dog hurtigt overstået. I sidste halvår af
2009 var Luux erstattet af Club Treasure og fra foråret 2010 af Den
Glade Viking. Sidstnævnte bygger ifølge ejerne, Søren Kjellerup og
Jesper Bang, på et koncept, der allerede er afprøvet i Spanien og
Bulgarien, og som er meget forskellig fra det, de forrige værter stod for.
De satsede på champagnedrinks og VIP-gæster, mens Den Glade
Viking satser på folkelighed og drinks i spandevis - ganske som de
rigtige vikinger! De flydende varer kan i øvrigt også købes i Bodegaen i
stueetagen.
© 2010 Forlaget OSEA