Starthjælp til nyt Informationsteknologi-fag - IT-Vest

 Artikel til Danske Erhvervsskolers Gymnasieafdeling – nyhedsbrev – september 2011 Starthjælp til nyt Informationsteknologi‐fag Informationsteknologi C og B er fra dette skoleår og i en 3‐årig periode oprettet som forsøg i de gymnasiale uddannelser. Faget kan udbydes som valgfag og/eller som studieretningsfag, og det er der allerede en del erhvervsgymnasier, der har besluttet at gøre. Flere kan springe på i løbet af forsøgsperioden. Faget har fokus på it som skaberfag. Det kan udbydes på både HHX, HTX, STX og HF og tones, så det er tilpasset målgruppen på den enkelte uddannelse. Faget har en innovativ tilgang til it‐produktudvikling, og det er muligt at tilrettelægge det ud fra både en humanistisk, samfundsvidenskabelig, merkantil og teknisk/naturvidenskabelig vinkel. Udfra hvert deres udgangspunkt kan eleverne arbejde med at forstå informationsteknologiens udvikling, opbygning og samspil med brugere og samfund. Naturvidenskab og it på HTX En af de skoler, der har taget det nye fag på skemaet, er Vejle Tekniske Gymnasium, der har oprettet studieretningen InfoScience med Matematik på A‐niveau og Informationsteknologi og Idéhistorie på B‐
niveau. Blandt de obligatoriske fag er blandt andet også Fysik B og Kemi B. ‐ Vi har hidtil haft Kommunikation/it på højt niveau, men vi har ikke kunnet tilgodese, at eleverne gerne ville have naturvidenskab på højt niveau sammen med it, fordi vi ikke måtte kombinere det i en studieretning. Med det nye fag har vi mulighed for at lave noget med it for de naturvidenskabeligt interesserede, og vi har da også fået en hel klasse på studieretningen, fortæller lektor og it‐underviser Torben Rendboe, mens eleverne finder på plads ved bordene i lokale 230. De skal i gang med en reklame for kængurustylter. De øvrige klasser på grundforløbet laver en plakat, men i InfoScience‐klassen består opgaven i en digital reklame til internettet, så Torben Rendboe giver en introduktion til interaktionsdesign. ‐ Jeg er nødt til tage hensyn til, at eleverne skal have mulighed for at skifte studieretning efter grundforløbet, og hvis de gør det, skal de have det obligatoriske fag Kommunikation/it. Jeg har varmt anbefalet det nye Informationsteknologi‐fag lige fra starten. Mens du i Kommunikation/it ligesom er uden for maskinen og arbejder med interaktion, målgrupper og den slags, så er det nye fag meget mere inde i maskinen. Det er mere mig personligt, og det passer meget bedre til naturvidenskab, mener Torben Rendboe. Open source undervisningsmaterialer Han har siddet med i en HTX‐gruppe nedsat af Undervisningsministeriet til at skrive vejledninger til faget. Desuden er han med til at udvikle undervisningsmaterialer under det initiativ med starthjælp til faget, som it‐vest og Aarhus Universitet har taget med opbakning fra alle landets universiteter, it‐branchen, rektorforeningerne og Datalærerforeningen. Initaitivet omfatter udvikling af undervisningsmaterialer til både humanistisk, teknisk/naturvidenskabelig, samfundsfaglig og merkantil toning af Informationsteknologi‐faget. Materialerne lægges frit tilgængeligt på hjemmesiden http://iftek.dk, hvor der også kommer faglige noter fra universitetsforskere om den grundlæggende teori inden for hvert af fagets faglige kernestof‐områder. Udover midler fra it‐vest har projektet fået støtte fra Region Midtjylland. Det betyder blandt andet også, at der kan udvikles softwareløsninger til brug i undervisningen, og der kan gennemføres gratis kurser i brug af undervisningsmaterialerne. Medier og it på HHX Den første kursusdag blev afviklet 16. september med 39 deltagere fra alle gymnasiale uddannelsesretninger. En af deltagerne var Lotte Nørregaard, der er underviser og it‐koordinator på It_Mediegymnasiet Niels Brock. Her er Informationsteknologi lagt ind på skolens Medielinie, hvor de elever, der netop er begyndt i 1. g skal have faget på C‐niveau fra næste sommer. ‐ Vi integrerer det nye fag i medieklasserne, fordi det spiller godt op imod det at arbejde med medier og for at udbrede det gode budskab om, at it ikke bare handler om at være på nettet og kende Office‐pakken. Det nye fag handler om at producere noget nyt i stedet for bare at læse om og prøve det, som andre har lavet. Det fanger eleverne, mener Lotte Nørregaard Hun var glad for at deltage i kurset, hvor de nye undervisningsmaterialer blev præsenteret. ‐ Det er et utroligt kvalificeret materiale, hvor opgaver er bygget op omkring nogle temaer, der kommer rundt om mange forskellige discipliner. Det er en stor paraply af indhold, hvor man kan lade sig inspirere, og det vil være med til at bære det her fag frem. Vi håber på sigt, at dette forsøg kan åbne op for, at it igen kan blive et obligatorisk fag på HHX, siger Lotte Nørregaard. Undervisningmaterialerne på iftek.dk står frit til rådighed som et tilbud til alle it‐undervisere i gymnasierne. De kan bruge hele eller dele af materialet, ligesom de selv kan bidrage ved at lægge materialer og inspiration op på siden. Fakta Se undervisningsmaterialer m.v. på http://iftek.dk Læs mere om starthjælp til de nye it‐fag på www.it‐vest.dk/it‐i‐gymnasiet Venlig hilsen Britta Ank Pedersen Kommunikationschef, journalist Tlf. 7027 6853 / mobil 2363 8225 It‐vest ‐ samarbejdende universiteter Åbogade 15, 8200 Aarhus N. www.it‐vest.dk – www.cand‐it‐vest.dk – www.master‐it‐vest.dk – www.it‐summeruniversity.dk – www.future‐people.dk It‐vest er et uddannelses‐ og forskningssamarbejde mellem Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet. It‐vest har til formål at styrke udbuddet af it‐uddannelser i Vestdanmark samt at fremme det flerfaglige samarbejde inden for it. _______________________________________________________________________________________ Projektet ”Create it – it som skaberfag” om udvikling af undervisningsmaterialer og efteruddannelse til gymnasieskolernes nye it‐
fag, Informationsteknologi, gennemføres med støtte fra Region Midtjylland.