ENGLE - DEVAER OG DERES FARVER af Anne Sommer Deva kommer fra Sanskrit, 'Deva-Deus', den strålende, af roden 'div' - at skinne. En deva er et himmelsk væsen, en strålende guddom, enten god, slet eller neutral. De findes på alle planer, engle og ærkeengle findes 'i de tre verdener', de tre planer over os, og de større eller mindre bygmestre findes på de lavere planer. Engel kommer fra græsk 'angelos' og betyder sendebud. Deva - engleriget I begyndelsen da Gud udtalte ordet for at skabe universet, blev "Røstens Hærskare" (deva-engle riget) kaldt til handling for at udføre Guds ordre. "Den Gamle Lære" siger, at hele universet er ledet og kontrolleret af disse væsener. Hele kosmos er styret, kontrolleret og gjort levende af engle eller "meddelere", som repræsenterer de karmiske og kosmiske love. De rangerer fra de højeste ærkeengle (som levede som mennesker for evigheder siden) til de laveste, uintelligente elementaler (fremtidige mennesker). De inkarnerer i grupper og har ingen personlighed eller menneskelige følelser. De bygger universet og formerne, igennem hvilke livet eller ånden kan inkarnere for at få erfaring i de forskellige riger. De findes på alle naturens syv planer (atma, buddhi, manas, mental, astral, æterisk og fast). Menneske- og deva udviklingsstrømmen løber parallelt. Den er forankret i midten af mineralriget, hvor den deler sig i to. En linie fører gennem ædelsten, planter og fugle til de øverste deva guder, den hører til devalinien. Den anden livs strøm fører gennem træer, pattedyr og mennesker, og den hører til menneskelinien. Efter menneskeriget samles livsstrømmene igen. Devaerne deles i to grupper 1. De større bygmestre: kaldes også solpitrier, solherrer, de skinnende, de strålende, de himmelske væsener, Elohim. De er på evolutionsvejen (den opadgående sti) og arbejder i grader helt op til planetlogos. De leder de mindre (måne) bygmestre, som er essensen af stoffet i de mange og varierede former, der findes i hele universet. Mennesket samarbejder med devaer, for de kan ikke beherskes, de er vogtere af prana, magnetisme og vitalitet. 2. De mindre bygmestre: kaldes også elementaler, måneherrer. De er sub- menneskelige natur ånder, og de er på involutionsvejen eller den nedadgående sti. De findes på alle planer, og de 4 grupper af elementaler er jord, ild, luft og vand. De rangerer fra blinde og uvidende til delvis intelligente, og de går i aktion, når de bliver behørigt beordret. Deres primære funktion er at producere menneskernes fysiske, følelsesmæssige og lavere mentale legemer. Det er farligt at blande sig med dem. De er blinde og uintelligente, og enhver, som af uvidenhed forsøger at påkalde dem og af nysgerrighed og ukendskab træder ind i deres domæne, løber en risiko for at blive en fortabt sjæl. Deva- og elemental grupper på de mentale, følelsesmæssige og fysiske planer: 1. Det mentale plan: Ild-devaer af 5. orden, der findes på det højere mentale plan, kaldes de Agnishvattas bygmestre eller solengle, og de ledes af Lord Agni (ildens gud). De bygger den egoiske lotus, er vor egen essentielle natur og den kreative magt, vi bruger til at skabe med. De bygger vore ideer i tankeformer, og deres arbejde er ultimativt at forene menneskets tre højere principper (atma, buddhi og det højere mentale) med de tre lavere principper (det lavere mentale, det emotionelle og det fysiske). 2. Det astrale plan: Devaer af den 6. orden kaldes Agnisuryans bygmestre og ledes af Lord Varuna (vandets gud). De producerer kærlighed, sex impulser og instinkter. De er ansvarlige for de små elementaler, som danner følelseslegemet, og hvis svingninger kontrollerer masserne. Målet for mennesket er at frigøre sig for deres kontrol. 3. Det fysiske plan: Devaer af den 7. orden kaldes Agnichaitans bygmestre og ledes af Lord Kshiti (jordens gud). De bygger jorden, fysiske legemer, metaller og mineraler. De er forbundet med den centrale ild i jordens indre og renser med ild. De er meget farlige for mennesker. * Violette devaer på de fysisk-æteriske underplaner: deres farver strækker sig fra lavendel til dyb lilla. De kontrollerer de elementaler, som bygger alle former for æteriske legemer på det fysiske plan. * Grønne devaer i planteriget: de større devaer af denne orden beskytter ensomheden i skovene og de hellige steder, der skal holdes ukrænkelige. Under dem arbejder elementalerne i planteriget, feerne og alferne, som bygger og maler blomster, arbejder med frugter, grøntsager og alt det grønne. * Hvide devaer i luften og vandet: arbejder med elektriske fænomener, kontrollerer havenes, flodernes, åernes, vandets og luftens elementaler. Fra deres orden samles alle menneskenes skytsengle. Alle mennesker har en skytsengel. Under de hvide devaer arbejder elementalerne: alfer og vandfeer. Af andre elementaler på de lavere underplaner findes også nisser, gnomer og trolde. Deva guder Lord Agni er ildens gud, søn af Fohat, mentalplanets herre, skaberen, beskytteren og ødelæggeren. Han er materiens ild blandet og sammensmeltet med det mentale, intelligensen som pulserer i hvert atom. Han er i forhold til Solar Logos, hvad personligheden er til sjælen, og derfor har han en forbindelse til Sirius. Han regerer over alle ild elementaler og devaer på de 3 lavere planer på jorden. Lord Varuna er vandets gud, han er det astrale, 6. plans herre, hvis symbol er vand. Han er en udstrømning fra Neptun, og Neptuns indflydelse når det astrale plans devaer via Varuna. Sammen med Lord Kshiti konsulterer han Hierarkiet. Lord Kshiti, jordens gud, han er det fysiske, 7. plans herre. Han er jordens gud, og hans grad er lig med en Chohan af en stråle. Han leder alt udenfor menneskeriget på det fysiske plan. Han konsulterer også Hierarkiet. Devaer og ritualer Gennem ritualer kan man nå devaerne. De deltager frivilligt i ceremonier for at få tilgang til energierne, men kan ikke kommanderes til noget. Når deltagernes vibrationer er rene nok, vil ceremonierne være et fælles mødested. Devaerne forstår ikke tale, men responderer på vibrationer. Alle mindre devaer og elementaler i deres myriader arbejder ubevidst, de bliver ledet og styret af ord og lyd. På denne måde bliver vibrationerne opbygget i essensen af planer af de bevidste bygmestre. Mennesket og devaer De store devaer samarbejder intelligent med evolutionsplanen, de udtrykker disse ideer på deres egen måde, idet deres medium er farve, som kan høres og lyd, der kan ses. Mennesket vender denne proces om og ser farver og hører lyde. Mennesker giver styrke og energi til devaer, og devaer giver glæde til mennesker. Devaerne kan kontaktes gennem vibration og farve. Farve er devaernes sprog, og disse smukke skabningers udvikling på de indre planer løber parallelt med vores. De vil hjælpe os i vor udvikling og er villige til at yde service, hvis blot vi rejser vor bevidsthed til deres niveau. Viden om farvernes symbolik vil hjælpe os.
© Copyright 2024